Oversigt over krigens vigtigste slag (med kort)

Slaget ved Tannenberg 17.-31. august og de Masuriske søer 5.-10. september 1914

For at hjælpe deres franske allierede sendte russerne hurtigt to armeer ind i Østpreussen. 1. russiske armé rykkede den 17. august ind i Øst- preussen ved Gumbinnen.

I grænsekampene blev de tyske styrker slået og trak sig tilbage; russerne fulgte kun langsomt efter. Den 21. august rykkede 2. russiske armé frem mod Østpreussen fra syd.Den enlige 8. tyske armé under den nye chef Paul von Hindenburg satte næsten alle styrker ind mod dette angreb.

I dagene 26.-31. august lykkedes det tyskerne med deres overlegne transportsystem og artilleri i hårde kampe ved Tannenberg ikke alene at afværge angrebet, men også at omringe 2. russiske armé og tage 125.000 mand til fange. Derefter vendte tyskerne sig mod 1. russiske armé, som blev slået tilbage i slaget ved de Masuriske Søer 9.-10. september. Den 13. september var russerne drevet ud af Østpreussen.

Tannenberg 1914
Slaget ved Tannenberg og de Masuriske søer (Salmonsens Konversationsleksikon)

Slaget ved Marne 5.-12. september 1914

I henhold til Schlieffen-planen rykkede 1 .-5. tyske armé fra den 2. august gennem Belgien og Luxemburg ind i Nordfrankrig. Under den lange march blev især 1. og 2. armé på højre fløj ramt af udmattelse og forsyningsproblemer.

Marne 1914
Den tyske fremrykning august-september 1914 (Salmonsens Konversationsleksikon)

I stedet for at gå vest om Paris og omringe den franske hovedstad, gik 1. armé sammen med de andre øst om Paris og frem mod floden Marne. Her satte 5., 6. og 9. franske armé sammen med Paris’ garnison og den britiske ekspeditionstyrke (BEF) den 5.-6. september et modangreb ind mod 1.-3. tyske armé.

Da 6. franske armé under angrebet på 1. tyske armé en overgang blev trængt tilbage, blev der skyndsomt sendt støtte frem fra Paris i byens 600 taxaer. Det forstærkede franske angreb tvang 7.-8. september den 1. tyske armé til at svinge mod vest, hvorved der opstod et 30 km bredt hul i fronten mellem denne og 2. tyske armé. Her rykkede 5. franske armé og BEF frem den 9. september.

Dette gennembrud tvang tyskerne til en generel tilbagetrækning bag floden Aisne, som var afsluttet den 12. september. Allierede angreb den 13.-14. september var forgæves. Derefter stivnede fronten på dette afsnit.

Marne 1914-2
De allieredes modoffensiv ved Marne (Salmonsens Konversationsleksikon)

“Kapløbet mod havet” september-november 1914

Efter Marneslaget forsøgte de stridende hære hver især at omgå hinanden på det nordlige frontafsnit fra Soisson nordvest for Paris til Nieuwpoort ved den belgiske Nordsøkyst.

Det førte fra midten af september til slutningen af oktober til en række af slag begyndende i syd. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke for nogen af hærene at omgå fjenden.

I stedet stivnede fronten, og krigen på vestfronten blev en stillingskrig.

“Kapløbet mod havet” kostede begge hære uhyrlige tab, navnlig i slaget ved Ypres (Ieper). Kendt er kampen ved Langemarck nordøst for leper den 10. november, hvor tusindvis af helt unge og begejstrede, men dårligt uddannede tyske soldater under store tab forgæves løb storm mod de erfarne britiske soldater i BEF (“der Kindermord”). På tysk side opstod en særlig »Langemarckmyte« om navnlig de tyske studenters patriotisme, heltemod og offervilje.

Kapløbet mod havet 1914
“Kapløbet mod havet” er den lidt misvisende betegnelse for de to hæres forsøg på i efteråret 1914 at omgå hinandens nordflanker.

Bevægelseskrigen på østfronten oktober-december 1914

På østfronten var krigen mere bevægelig. For at lette det russiske pres på de østrigske tropper i Galicien indledte den tyske hær i begyndelsen af oktober en offensiv mod Warszawa i den russiske del af Polen, men det russiske modangreb den 27. oktober tvang tyskerne tilbage i udgangspunktet.

I stedet for at holde styrken på hele fire armeer samlet besluttede den russiske overkommando nu at indlede offensiver både mod tyskerne og østrigerne.

Men de russiske hære var for langsomme, og i stedet åbnede tyskerne den 11. november en ny offensiv mod Lodz. Den endte nærmest uafgjort.

Længere mod syd angreb østrigerne den 16. november. Denne offensiv udviklede sig snart truende for østrigerne, men sidst i november kunne de, hjulpet af tyske tropper, i slagene ved Lapanow og Limanowa afværge den russiske trussel mod Krakow. Russerne havde forspildt deres chance for at udnytte deres talmæssige overlegenhed.

 

Vestfronten 1915

Vestfronten i 1915 var præget af begrænsede offensiver, som ikke formåede at skabe bevægelse i krigen.

Tyskerne, som stod på fjendtlig jord, foretog kun en enkelt offensiv, der resulterede i det andet slag ved Ypres (leper) fra den 22. april. Slaget sluttede den 25. maj, uden at det var lykkedes tyskerne at indtage byen, men den var næsten blevet omringet.

De franske og britiske forårsoffensiver i Artois omkring Vimy-højdedragene og ved Neuve Chapelle formåede heller ikke at skabe gennembrud, som kunne udnyttes.

Tabene var store på begge sider. De allieredes efterårsoffensiver i Artois og Champagne i september måned led samme skæbne.

 

Østfronten 1915

Østfronten i 1915 gav derimod på ny rum for bevægelseskrigen. I januar indledte tyskerne og østrigerne offensiver mod russerne.

Mens østrigerne ligesom russerne led stærkt under kulden i Karpaterne og ikke skabte gennembrud, angreb tyskerne den 31. januar mod Bolimow på Wislafronten. I slaget ved de Masuriske søer i februar tilintetgjorde de størstedelen af 10. russiske armé, men først fra maj måned lykkedes det endelige gennembrud for de tysk-østrigske hære.

Offensiven blev indledt den 2. maj i Gorlice-Tarnow-sektoren. Den havde betydelig fremgang og blev efter en kort pause genoptaget den 12. juni. Russerne blev drevet ud af Galicien; den 22. juni generobredes hovedbyen Lemberg, som havde været i russisk kontrol siden 1914.

Længere mod nord rykkede tyskerne den 13. juli mod Warszawa, som blev indtaget den 5. august. På midterafsnittet fortsatte tyskerne mod Brest-Litovsk, som de erobrede den 26. august. Fra Østpreussen stødte tyskerne frem mod Libau, som blev erobret den 8. maj, og mod Kovno, som faldt den 18. august; herfra gik det videre mod Vilnius, som blev indtaget den 18. september.

I slutningen af september gik centralmagternes fremrykning gik i stå, men da havde de besat store russiske landområder, og tre kvart million russiske soldater var fanget.

Østfronten 1915
Østfronten 1915 (Salmonsens Konversationsleksikon)

 

Krigen i Tysklands kolonier

Mens de tyske kolonier i Stillehavet i løbet af efteråret 1914 blev erobret af styrker fra Australien, New Zealand og Japan, holdt tyskerne gennemgående længere stand i kolonierne i Afrika. Togo overgav sig til franskbritiske styrker i september 1914, men de tyske styrker i Tysk Sydvestafrika gav først op i juli 1915, i Cameroun i februar 1916.

I Tysk Østafrika overgav general von Lettow-Vorbeck sig først efter våbenstilstanden i november 1918.

 

Slaget ved Verdun 21. februar-18. december 1916

1916 blev på vestfronten præget af to store opslidningsslag. Det første blev indledt af tyskerne den 21. februar og havde til hensigt at erobre den stærke franske fæstning Verdun i et slag, der skulle “få Frankrig til at forbløde”.

Efter ni timers intens artilleribeskydning af de franske linjer stormede 140.000 tyske soldater frem på den østre bred af floden Meuse. Den 25. februar erobrede de Fort Douaumont, det største af forterne foran Verdun. Natten til den 26. blev den højt respekterede general Pétain udnævnt til leder af det franske forsvar.

Det lykkedes snart franskmændene at føre forstærkninger og forsyninger frem ad vejen fra Bar-le-Duc til Verdun. Hvert 14. sekund døgnet rundt passerede en lastbil på “La Voie Sacre” (“den hellige vej”), som den døbtes i Frankrig. Nok så stor betydning havde en enkeltsporet jernbane, der løb ved siden af vejen.

Det tyske angreb gik i stå. Den 6. marts flyttede de offensiven til vestbredden af Meuse, hvor den gjaldt højderne Mort Homme (den døde mand) og Højde 304, som dog ikke blev erobret. Samtidig fortsatte kampene på østbredden, hvor landsbyen Vaux i løbet af en måned skiftede herrer hele 13 gange.

Den 9. april indledte tyskerne en ny offensiv på begge sider af Meuse, som snart druknede i stærk regn. Den 3. maj blev offensiven genoptaget. Den 6. indtoges Højde 304, og den 20. maj tillige Mort Homme.

I slutningen af maj angreb franskmændene på østbredden, men uden at kunne generobre Fort Douaumont. Til gengæld angreb tyskerne den 1. juni Fort Vaux, som franskmændene måtte opgive den 7. juni. Dagen efter nåede tyskerne frem til den inderste forsvarslinje foran Verdun.

Situationen var særdeles kritisk for franskmændene. Da tvang den russiske Brusilov-offensiv på østfronten tyskerne til at trække styrker mod øst for at hjælpe de hårdt trængte østrigere. Da tyskerne genoptog offensiven den 22. juni, lykkedes det dem ikke at erobre Fort Souville. Og fra den 1. juli måtte der afgives tropper til forsvar mod det fransk-britiske angreb ved Somme.

Fransk- mændenes offensiver fik større vægt, bl.a. takket være den “krybende spærreild”, hvor artilleriilden blev flyttet fremad som en “ildvalse” lige foran det fremrykkende infanteri.

Den 24. oktober generobrede franskmændene Fort Douaumont, den 2. november Fort Vaux.

Den 15. december indtog franskmændene de første tyske erobringer fra februar. Derefter dødeslaget ud.

Under slagene nød franskmændene godt af citadellerne i Verdun, hvor soldaterne kunne hvile ud, når de ikke var i kamp; den franske hær skiftede hyppigt enhederne ved fronten ud. De franske tab beløb sig til ca. 542.000 døde og sårede, de tyske til 434.000. Mere end noget andet slag kom “blodmøllen” ved Verdun til at stå som et symbol på krigens meningsløse tab.

Verdun 1916

Slaget ved Somme 24. juni-18. november 1916

Slaget ved Somme blev krigens andet store opslidningsslag. Da franskmændene var hårdt spændt for ved Verdun, kom briterne til at bære hovedbyrden af det angreb, som begyndte den 24. juni med et ugelangt artilleribombardement af 40 km af de tyske linjer ved floden Somme.

Den 1. juli begyndte stormløbet med 13 britiske divisioner. Allerede den første dag var de britiske tab på 57.000 mand, hvoraf en tredjedel var dræbt. Kun i den sydlige sektor lykkedes det briterne at erobre to landsbyer.

Den mere begrænsede franske offensiv med fem divisioner havde mere fremgang. Men heller ikke den nåede målet for den første dag.

Denne første offensiv fortsatte frem til den 14. juli. Derefter gik kampene over i en ren opslidningsperiode på to måneder, hvor målene for de begrænsede allierede angreb var de enkelte landsbyer, højdedrag eller skove. Tomme for tomme rykkede de frem – og nåede mellem 1½ og 5 km frem i forhold til udgangspunktet.

Den 15. september indledtes en ny britisk offensiv med brug af kampvogne, og det lykkedes at rykke knap 2 kilometer frem mod Flers.

Også andre steder var der fremgang, men i slutningen af måneden satte et kraftigt regnvejr ind, som snart forandrede ingenmandsland til et ufremkommeligt mudderbad og førte kampen ind i en ny opslidningsfase.

Alligevel satte briterne og franskmændene flere angreb ind. Landsbyerne Beaumont-Hamel og Beaucourt blev erobret af briterne den 13. november, men fra den 17.-18. november satte snevejr en stopper for den videre fremgang.

Da var de allierede rykket 13 km frem på en 30 km bred front. Prisen herfor var 630.000 døde og sårede, mens tyskerne mistede ca. 660.000 mand. De allierede mål for offensiven, byerne Bapaume og Péronne, blev ikke nået.

 

Brusilov-offensiven på østfronten april-oktober 1916

Den russiske hær var fortsat de tyske og østrigske hære overlegen i mandskab. Trods dette blev det russiske angreb mod Vilnius, som blev indledt den 18. marts, en fiasko. Den 14. april var russerne slået tilbage.

Den nye øverstkommanderende general, Aleksej Brusilov, iværksatte den 4. juni en ny storoffensiv over en 480 km bred front i afsnittet syd for Pripjetsumpene og ned mod Galicien.

Takket være overraskelsesmomentet fik den i starten betydelig fremgang. Mod nord brød 8. russiske armé igennem 4. østrigske armés linjer og erobrede byen Lutsk den 6. juni. Mod syd gennembrød den 7. og 11. russiske armé tilsvarende den 7. østrigske hærs linjer.

Russerne rykkede derpå frem over en bred front. I slutningen af juni var de flere steder nået 100 km frem og havde taget 350.000 fanger. Men selv havde russerne mistet næsten en halv million mand, heraf halvdelen som fanger.

Tyske forstærkninger kom nu til fra vestfronten, og samtidig overgik ledelsen af krigsførelsen på østfronten reelt helt til tyskerne. Den 28. juli gik offensiven i stå med et forgæves russisk angreb på Kovel, selv om det russiske pres fortsatte indtil oktober.

 

Rumæniens erobring september-december 1916

Den 27. august 1916 erklærede Rumænien centralmagterne krig i håb om erobring af Transsylvanien fra Østrig-Ungarn. Det rumænske angreb ind i dette landskab mødte i begyndelsen kun ringe modstand, men den 18. september indledte den tysk-østrigske 9. armé en modoffensiv ved Vulcanpasset i de transsylvanske Alper, og den 10. oktober var rumænerne smidt ud af Ungarn.

Dernæst angreb tyskerne fra nord ind i Valakiet, og en Donauhær med styrker fra alle centralmagter under ledelse af Aug. von Mackensen angreb fra Bulgarien.

Den rumænske hovedstad Bukarest faldt 6. december. Fra årsskiftet 1916/17 var kun Moldavien ind til Rusland under rumænsk kontrol.

Rumænien 1916
Rumæniens erobring (Salmonsens Konversationsleksikon)

Jyllandsslaget 31. maj-1. juni 1916 i Skagerrak

1916 bød også på det største slag mellem den tyske og britiske flåde under hele krigen. Her mødtes de to hovedflåder, den britiske Grand Fleet og den tyske Hochseeflotte, i historiens største søslag.

Slaget blev indledt med, at begge flåder sendte deres hurtige, let pansrede slagkrydsere frem på opklaringstogter, mens slagskibene fulgte efter. Begge slagkrydserflåder, den britiske under David Beatty og den tyske under Franz von Hipper, søgte at lokke fjenden ind mod slagskibsflåderne ført henholdsvis af John Jellicoe og Reinhard Scheer. Under disse manøvrer kom det til kamp.

De to hovedstyrker mødtes kun i to korte træfninger i tusmørket. Det lykkedes her de tyske slagskibe at undslippe de britiske forsøg på omringning og i ly af natten at nå ud af kampzonen og siden tilbage til baserne.

Briterne havde de største tab: tre slagkrydsere, tre panserkrydsere og otte torpedobåde, mens tyskerne mistede en slagkrydser, et ældre linjeskib, fire små krydsere og fem torpedobåde.

I mandskab var de britiske tab på 6.784 døde og tilfangetagne, de tyske på 3.039.

Men briterne beholdt kamppladsen og det strategiske overtag. Den tyske højsøflåde var ikke operationsdygtig i flere måneder og vovede sig ikke siden ud i Nordsøen.

 

Den uindskrænkede u-bådskrig 1917/18

Den tyske flådeledelse mente i slutningen af 1916 at kunne tvinge Storbritannien i knæ i løbet af blot fem måneder ved at føre u-bådskrig i fuld skala mod de allierede og neutrale handelsskibe, som bragte forsyninger til de britiske øer. Den var villig til at risikere den krig med USA, som nemt kunne blive resultatet.

Den 9. januar 1917 gav kejser Wilhelm ordre til at åbne den “uindskænkede u-bådskrig” fra den 1. februar.

Det førte – sammen med et afsløret tysk forsøg på ved det berygtede “Zimmermanntelegram” at drage Mexico ind i den forudsete krig mod USA – til en amerikansk krigserklæring den 6. april 1917.

Talrige tyske skibssænkninger satte i begyndelsen de allierede forsyningslinjer under hårdt pres. For at modvirke truslen fra u-bådene indførte de allierede sejlads i konvoj under beskyttelse af destroyere med lytteudstyr og undervandsbomber samt havovervågning med fly.

Samtidig blev de allierede tonnagetab reduceret ved massefremstilling af skibe.

I alt lykkedes det tyske u-både at sænke 5.554 allierede og neutrale skibe. Da det ikke lykkedes at slå England ud, men i stedet af få USA ind i krigen på allieret side, blev den uindskrænkede ubådskrig en fatal strategisk fejltagelse.

 

Opslidningsslag på vestfronten marts-december 1917

Tyskerne havde stadig fordelen af at kæmpe på fremmed jord på vestfronten og kunne marts-april 1917 tillade sig en tilbagetrækning til den nye, stærke Hindenburglinje for at afkorte fronten.

De allierede var derimod tvunget til en offensiv. Den begyndte den 9. april med et britisk-canadisk angreb omkring Arras. Det lykkedes canadierne allerede den første dag at erobre højderne ved Vimy; også briterne havde fremgang. Men som ved tidligere offensiver mislykkedes opfølgningen, og den 15. april blev angrebene standset.

Den franske offensiv under general Nivelle begyndte den 16. april ved Aisne, men den mislykkedes helt, og da den blev afsluttet den 9. maj, var de franske tab på 187.000 mand mod tyskernes 167.000.

Nivelle blev afsat, og den franske kampmoral led et alvorligt knæk. I slutningen af maj og begyndelsen af juni udbrød der flere mytterier. Den nye øverstbefalende Pétain straffede de skyldige, men lovede også begrænsede angreb i små grupper i stedet for de bevidstløse masseangreb samt bedre forplejning og udvidet orlov.

Briterne genoptog den 7. juni deres offensiv ved Arras med en sprængning af de tyske linjer på Messines-højdedraget, der var blevet undermineret ved gravning af tunneler. Offensiven fortsatte den 31. juli med et tredje angreb på det tyske fremspring ved leper, men i stedet for det lovede gennembrud resulterede den i endnu et opslidningsslag.

Skønt et heftigt regnvejr satte ind og forvandlede terrænet til et stort mudderbad, angreb styrker fra Australien og New Zealand den 9. april mod landsbyen Paesschendaele, der først blev indtaget den 6. november efter store tab og lidelser. Dermed sluttede det tredje slag ved leper.

Den 20. november angreb briterne med 381 kampvogne i første linje mod de tyske skyttegrave ved Cambrai. Der udbrød panik blandt tyskerne, og den første dag blev de trængt 8 km tilbage. Men kampvognene var endnu for ustabile; efter tre dages kamp var kun 92 operative, og infanteriet formåede ikke at udnytte gennembruddet.

 

Rusland sættes ud af spillet 1917/18

Februarrevolutionen i Rusland (der fandt sted i marts efter den moderne kalender) førte til zarens abdikation og dannelsen af en demokratisk regering under Kerenskij. Han ville fortsætte krigen og lagde navn til den sidste russiske offensiv, der begyndte den 1. juli. Den blev en stor fiasko og sluttede den 6. juli.

Den 19. juli indledte tyskerne deres modoffensiv, der førte til erobringer af byerne Ternopol og Czernowitz omkring månedsskiftet juli-august. Den 1. september begyndte tyskerne en offensiv rettet imod Riga. Her anvendtes en ny taktik, hvor infanterikompagnier bevæbnet med lette maskingeværer, flammekastere og mortérer rykkede frem bag en “ildvalse” skabt af artilleriet. De gik udenom hovedstillinger og løs på artilleriet. På denne måde blev Riga erobret den 2. september.

Den russiske regering blev stærkt svækket af tilbagegangen og blev ved oktoberrevolutionen (efter den moderne kalender i begyndelsen af november) sat fra bestillingen af bolsjevikkerne under Lenins ledelse.

Den 26. november bad den nye sovjetregering om våbenstilstand, som blev indgået den 15. december. Fredsforhandlinger begyndte og førte til freden i Brest-Litovsk den 3. marts 1918, der indebar store russiske landafståelser.

Berøvet den russiske støtte sluttede også Rumænien fred med centralmagterne den 7. maj 1918.

 

De tyske forårsoffensiver på vestfronten 1918

Fredsslutningerne i øst muliggjorde overførslen af omkring 80 tyske divisioner til vestfronten. For tyskerne gjaldt det om at udnytte denne forstærkning, før de amerikanske tropper for alvor nåede frem.

Michael-offensiven blev indledt den 21. marts over en 100 km bred front ved Somme og trængte allerede den første dag de britiske styrker tilbage til deres udgangsstillinger før Somme-offensiven i 1916.

Tyskerne angreb med særlige “stormtropper”, elitestyrker bevæbnet med maskinpistoler og håndgranater. Den tyske fremgang fortsatte de følgende dage, men gik i stå foran Arras den 28. marts, og offensiven døde hen den 4. april.

Den 9. april begyndte næste tyske offensiv, Georgette-offensiven, længere nordpå ved Neuve Chapelle, der blev erobret, og leper, der næsten blev erobret. Briterne måtte rømme Passchendaelehøjderne, men snart standsede fremgangen, og den 29. april blev denne offensiv afblæst.

Den 27. maj begyndte den tredje tyske offensiv, Blucher-Yorck-offensiven, ved Aisne. Den bragte tyskerne de største resultater. Første dag rykkede flere divisioner 19 km frem, og i en enkelt sektor var fremrykningen på fem dage på 65 km. Fremgangen nåede Chateau Thierry kun 90 km fra Paris, men derpå gik offensiven i stå den 3. juni.

Den tyske succes kostede enorme tab. De friske amerikanske tropper fik mærkbar betydning for de allierede på et for dem kritisk tidspunkt. De tyske Gneisenau- og Marne-Reims-offensiver i juni og juli bragte kun beskedne resultater. Den 17. juli kørte den sidste tyske offensiv fast.

Forårsoffensiv 1918
Den tyske forårsoffensiv 1918 (Salmonsens Konversationsleksikon)

Den allierede modoffensiv 18. juli-11. november

Den tyske hær var udmattet efter forårets og forsommerens kraftanstrengelser. Initiativet gik over til de allierede, der med Foch som fælles øverstbefalende indledte en offensiv 18. juli med erobringer ved Marne.

Den 8. august begyndte briterne en offensiv ved Amiens med 456 kampvogne. Den tyske front blev den første dag revet op i en bredde af 24 km og en dybde af 4 km. Talrige tyske enheder brød sammen, og den tyske generalstabschef Ludendorff kaldte siden 8. august “den tyske hærs sorte dag”.

Det lykkedes dog på tredjedagen at standse den britiske offensiv. Men de allierede havde nu kræfter til hurtigt at åbne nye offensiver i snart sagt alle sektorer: Mod Noyon og Bapaume senere i august, mod St. Mihiel, Argonne, Hindenburglinjen og leper i september. I september mistede tyskerne 230.000 mand.

Den 28. september fik Ludendorff et nervøst sammenbrud. Den tyske overkommando indså, at man ikke længere kunne vinde krigen på vestfronten og bad den 29. den tyske regering om at indlede forhandlinger om en våbenstilstand.

 

2 tanker om “Oversigt over krigens vigtigste slag (med kort)”

  1. Hej
    Vi er i gang med en skoleopgave om Østrig-Ungarn under 1. Verdenskrig. Er der nogen som ved hvor stort deres militær var og bare generalt om deres militær. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918