Fra samlingerne: “Bunte Rock”

Senest ændret den 1. december 2016 20:04

Tysk Waffenrock for menig ved Füsilier-Regiment Nr. 86, også kaldet “Bunte Rock” eller “Friedensrock”.  Den var den preussiske standardjakke for alle våbengrene undtagen kavaleriet, og var blevet indført i 1842. Frem til krigsudbruddet 1914 benyttedes den ved almindelig tjeneste, også i felten. Ved krigens begyndelse fik kamptropperne udleveret feltgrå uniformer, men den blå uniform var dog stadig “fredsuniform” og blev i stort omfang benyttet i garnisonen, også fordi der ikke var feltgrå uniformer nok.

00200h001_k_resize 00200h001_b_resize 00200h001_h_resize

Jakken er af mørkeblåt vadmel. Den røde, stående krave har blå kantning, sort indsyet halsbind og lukkes med tre hægter. Ærmeopslagene er røde af brandenburgsk type uden slids med gul kantning på knapfeltet og hver tre blanke, bronzeknapper. Jakkens åbning har rød kantning og knappes fortil med 8 blanke bronzeknapper. Bagskødets to forlorne lommeflapper er ligeledes kantet med rødt og har hver tre blanke bronzeknapper, hvoraf den øverste er en såkaldt taljeknap med indskæring til at støtte livremmen. Bagskødet er uden slids og alle knapperne på indsidden fæstnet med metalplombe. De hvide skulderklapper med broderet, rødt monogram ”AV” under en krone holdes ved kraven fast af hver en blank bronzeknap, som på indersiden holdes fast af metalplombe. Jakken er i overkrop og ærmer foret med groft brunt lærred, skøderne med finere mørkeblåt. I bagskøderne to inderlommer.

00200h001_c_resize00200h001_x_resize 00200h001_f_resize

Jakken er formodentlig syet før 1895, da den mangler slidser i ærmeender og bagskøde, som indførtes det år. Skulderklappen med AV-monogrammet tildeltes regimentet, da kejserinde Augusta Victoria i 1890 blev udnævnt til regimentschef, en rent ceremoniel titel. Rekrutterne kunne dog formodentlig stadig risikere at få udleveret sådan en jakke under krigen, hvor man måtte tage til takke med, hvad der nu engang fandtes i beklædningskammeret.

Uniformen befinder sig på Museet på Sønderborg Slot – museumsnummer 200H

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *