Kategoriarkiv: Steder

11. februar 1918. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. ll.fébr. 1918.

Der er ikke kommet brev fra dig endnu. Hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Jeg er egentlig ikke så urolig for dig, jeg mener jo da, at der er postspærring, og jeg derfor ikke hører fra dig. Men du kunne jo også være flyttet. Der kan være sket meget siden den 30. jan., da er dit sidste brev skrevet. Det har været en dårlig postforbindelse helt siden jul…
I dag er det fastelavnsmandag. Der skal jo nok være en hel del folk i Haderslev, hestehandlen florerer stadig. Vi fik da grønlangkål og mælk og tvebakker i går til middag, og lidt hedeviger fik vi også bagt i går, men de er jo langtfra så gode, som dem vi før fik fra bageren. Børnene havde hver et fastelavnsris, som de så var inde at banke pigerne op med. Det morede dem meget… Sådan som børnene venter efter, at du skal komme hjem. De taler om dig hver dag. Louise kom hjem og fortalte, at Folmer var kommet hjem og var fri. Så sagde Kirstine: »Havde det endda været vor far«, og sådan siger de så tit. Nå, den 4 ugers orlov skal du jo da også nok få, men det andet havde jo været bedre, om du ikke skulle have været afsted igen. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Dimitri er ikke fra Ukraine, vi så efter på kortet i går, ellers skulle han jo vist have været hjem. Han går og er så veltilfreds og passer sin stald og malkningen nok så godt. Vi har fire små kønne kalve…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. januar 1918: Frederik Tychsen nyder roen i smukke omgivelser, ved midlertidlig indkvartering på et slot i Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Med fuld musik rullede vi ind på banegården i Lüttich. Det var hen på formiddagen. Solen skinnede ganske dejligt. Vi blev kørt ud på en godsbanegård, og her blev vi læsset af. Vi fik lov til at gå vor vej, efter at vi havde fået oplyst, at vort batteri lå i Beyne Hensay 6 -7 km uden for Lüttich – østpå.

Vi tog med en sporvogn et stykke af vejen. De sidste 2 km. måtte vi gå. Vi kom til byen lige før middag, og der var tilsyneladende ingen, der havde savnet os.

Batteriet var blevet indkvarteret i et gammelt slot, der lå i en stor park. Slottet hed “Neufcour”. Det kunne rumme hele batteriet. Hestene var opstaldet i staldene. Officererne lå indkvarteret i byen. Der var avlsbygninger med kreatur-, heste og svinestalde. Her var en godsforvalter, der ordnede det hele. I selve slottet var der en portner, der havde opsyn med bygningerne. Vort korporalstab fik et værelse anvist højt oppe i gavlen. Her var træbrixe, og her lå vi med en 12 – 14 mand.

Det var velgørende at komme ind i et liv med regelmæssig nattero, med bestemte spisetider og med vished om, at her falder ingen granater eller bomber. Vi rettede os ind på den bedste måde. Der var ingen kakkelovne, men vinteren var mild, og vi var jo ikke vant til megen varme. Blev det for koldt, kravlede vi op på brixen, dækkede os til med et par tæpper og overfrakken, eller hvad vi nu havde, og så lå vi og holdt snak, røg tobak eller læste osv. indtil vi sov ind.

Omgivelserne var meget smukke. Der var klipper og høje bjerge, skov og plantager, og landsbyerne lå tæt sammen. Beyne Hensay var en bjergværksby, her var mange kulminer, og mange steder kunne man se skakttårnet rage langt op i vejret. Dampmaskinen trak den ene kurv (dvs. en portion med tre tipvogne med kul, den ene oven på den anden) efter den anden.

I min fritid gik jeg som regel hen og så på, hvorledes dette minearbejde foregik. De tilbød mig også at komme med ned i en mine, men da jeg var soldat i tysk uniform, turde jeg ikke. Der var et mægtigt had imod tyskerne – af gode grunde – og de kunne ikke se på mig, at jeg var dansk, og jeg tænkte, at det er vistnok mere sikkert ikke at gå med ned i afgrunden.

Hele befolkningen arbejdede i minerne eller på fabrikken. Landsbyen havde en kirke, der var flere gader med butikker, og hist og her en beværtning. De første dage gik med at gøre kanonerne og materiellet i stand. Kanonerne blev renset, og alle metalgenstande blev pudset og smurt, karabineren fik også en ordentlig omgang, tøjet blev vasket og gjort i stand osv. Om eftermiddagen havde vi let tjeneste. Det var mest stående øvelser, vi havde i parken foran slottet.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

18. december 1916: Slaget ved Verdun er forbi

De hårde kampe ved Verdun rasede med vekslende intensitet fra slutningen af februar 1916, hvor den tyske hær iværksatte et meget omfattende angreb. Fra fransk side nægtede man imidlertid at opgive Verdun, og da tyskerne i sommeren 1916 blev presset i defensiven, pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli, begyndte den franske hærledelse at planlægge en modoffensiv, som skulle presse de tyske styrker tilbage og væk fra Verdun. Franskmændene igangsatte modangrebet den 18. oktober, og ved hjælp af bl.a. beskydning fra to enorme jernbanekanoner lykkedes det knap en uge senere, at tvinge tyskerne til at trække sig tilbage fra den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som havde været i tysk besiddelse siden Verdunslagets indledende kampe.

...
Kort over Verdunfrontens forløb ved slagets begyndelse i februar, linjen for den tyske fremgang indtil september og resultatet af den franske modoffensiv i efteråret og vinteren 1916. Fra Wikimedia Commons.
Den franske modoffensiv

Med Fort Douaumont tilbage på franske hænder rettede generalerne Robert Nivelle og Charles Mangin i starten af november blikket mod Fort Vaux, som tyskerne havde erobret tilbage i juni 1916. De anså et frontalangreb på fortet for at være for risikabelt, og det tungeste franske artilleri blev derfor beordret til et ugelangt bombardement af Fort Vaux, der i forvejen var hårdt medtaget af de sidste otte måneders kampe. Tre franske infanteridivisioner blev spredt langs frontlinjen i en vifte bred nok til at omringe fortet. De franske soldater var velforberedte, udstyret med kompas og et solidt kendskab til terrænet og tilmed sikre på, at franske fly var i besiddelse af luftherredømmet over Verdun.

Ligesom ved angrebet på Douaumontfortet bevægede de franske tropper sig frem bag et rullende bombardement og kunne således komme helt tæt på Fort Vaux. Sikkert på grund af undren over hvorfor de ikke modtog beskydning fra de tyske maskingeværstillinger, blev to officerer og en fransk ingeniørsoldat om aftenen den 2. november beordret til at bevæge sig helt hen til fortet. Her kunne de uden modstand kravle ind igennem skydeskårene på den sydvestlige kasemat og trænge ind i Fort Vaux. Her fandt de lejrbål, der stadig brændte, og det flød med håndgranater, ubrugte geværpatroner, tusindvis af konservesdåser og flasker med vand samt fire maskingeværer. Den tyske besætning havde forladt fortet i en fart, og endnu en gang havde franskmændene erobret et af Verduns vigtige forter uden kamp.

Den 5. november nærmede franske styrker sig den linje, fronten havde fulgt den 24. februar – tre dage efter det indledende tyske angreb. Fjenden var blevet presset tilbage, og den franske hærledelse valgte derfor at indstille modoffensiven indtil december.

[1.] Weltkrieg [1914 - 1918] Sperrfeuer bei Verdun
Spærreild ved Verdun. Den franske hær satte i høj grad sin lid til artilleriet under modoffensiven i oktober-december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Verdunslagets sidste operation

Efter lidt over en måneds pause modtog de franske tropper ved Verdun igen en angrebsordre. Den fornyede franske modoffensiv havde til hensigt at presse tyskerne yderligere tilbage, og den 9. december blev de tyske stillinger udsat for et seks dage langt bombardement. Godt 800 kanoner affyrede over 1,1 mio. granater, og bombardementets afsluttende salver ramte, ved hjælp af nøje afvisninger fra observationsfly, indgangene til de tyske beskyttelsesrum, observationsposter og selve de tyske skyttegrave.

Franskmændene angreb over en ca. 10 km bredt front, som på tysk side udgjorde en knap 2,5 km dyb forsvarsstilling støttet af over 500 kanoner. Afsnittet var bemandet af 27.000 tyske tropper, hvoraf ca. en tredjedel var i reserve 10-15 km bag den forreste skyttegrav. Selve angrebet blev indledt den 15. december kl. 10. Franske styrker bevægede sig denne gang frem bag et dobbelt rullende bombardement: Omtrent 60 m foran de fremrykkende soldater lagde det franske artilleri en ildlinje af shrapneller, og yderligere 80 m fremme en spærreild af højeksplosive granater. Området bag den forreste række af tyske skyttegrave blev ligeledes holdt under vedvarende fransk beskydning, for at forhindre tyskerne i at trække sig tilbage og ligeledes blokere for den tyske reserve.

Over for denne effektive og kraftfulde beskydning kollapsede det tyske forsvar. Mange af de tyske soldater blev fanget af den kraftige ild i deres beskyttelsesrum, og ca. 13.500 af de i alt 21.000 mand, som bemandede stillingen, blev taget til fange af de fremrykkende franske styrker. På denne måde nåede franskmændene deres mål ved bl.a. Côte du Poivre, Louvemont, Hardaumont, og over de næste to dage befæstede de en ny linje fra Vacherauville ved Meuse-floden i vest til Bezonvaux i øst.

Det franske angreb forsatte, nu også støttet af det enorme 155 mm kaliber kanontårn i Douaumontfortet, som franskmændene havde fået repareret og gjort operationsdygtigt efter generobringen den 24. oktober 1916. Da de franske generaler afblæste offensiven, havde man tilfangetaget yderligere 11.000 tyskere, erobret i alt 115 kanoner og generobret en stor del af terrænet øst for Meuse. Dén tyske stilling, som var tættest på Verdun-by, var nu blevet skubbet ca. 7,5 km tilbage, og alle de centrale højdedrag i området nær Douaumont og Vaux var igen på franske hænder.

...
Kort over den franske fremgang ved Verdun fra den 15. til den 18. december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Et slag uden vinder

Denne morgen den 18. december 1916 indstillede den franske hær sin modoffensiv ved Verdun. Det betød dog ikke, at kampene stoppede i Verdun-sur-Meuse, hvis bakkede landskab siden februar var blevet arret til ukendelighed og gennemvædet af blod. Officielt var Verdunslaget ikke desto mindre forbi.

Efter knap 10 måneders hårde og indædte kampe endte slaget ved Verdun med noget lignende et uafgjort resultat. Rent strategisk havde slaget i hvert fald ikke nogen vinder. Den tyske general Falkenhayn havde håbet på, at den tyske offensiv ville tvinge franskmændene ud af krigen. Det blev ikke tilfældet. Omvendt lykkedes det heller ikke den franske hær, på trods af to kraftfulde og vellykkede modoffensiver, at skubbe tyskerne helt tilbage til udgangspunktet fra før den 21. februar 1916.

Til gengæld blev slaget et af krigens længste og mest blodige slag, og de omkringliggende områder nord for byen Verdun blev fuldstændigt ødelagt. Der blev eksempelvis kæmpet hele 16 gange om landsbyen Fleury, som bogstaveligt talt ikke længere eksisterede, da slaget var slut. Samme skæbne overgik  otte andre landsbyer i krigszonen, som nu mest af alt lignede et månelandskab.

I menneskelige tab var Verdunslaget ikke mindre rystende. Det officielle franske tabstal lød på næsten 380.000, heraf mere end 160.000 dræbte soldater. Heroverfor mistede tyskerne omtrent 330.000 mand, hvoraf dødstallet lød på ca. 143.000. Sætter man dødstallene i forhold til tid, svarer det til, at næsten én soldat mistede livet hvert minut, dag og nat, i de 10 måneder, slaget rasede. Det kan således ikke undre, at frontafsnittet ved Verdun blev både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer fort Douaumont

24. Oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Frontafsnittet ved Verdun havde lagt scene til forfærdelige kampe siden februar 1916, da tyske tropper indledte en massiv offensiv mod de franske linjer, først øst og senere vest for floden Meuse. Trods voldsomme tyske bombardementer og stormløb forsvarede franskmændene sig indædt, og kampene bølgede frem og tilbage på frontafsnittet, der snart blev kendt blandt tyske soldater som ’blodkværnen’.

Slaget ved Verdun udviklede sig til et udmattelsesslag, og den sidste tyske fremgang fandt sted i starten af juni, hvor det franske fort, Vaux, blev erobret. Herefter var den tyske hær presset til at gå i defensiven pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli.

En tysk sejr ved Verdun udeblev, og den 29. august kostede bl.a. de manglede resultater på frontafsnittet Eric von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Generalerne Hindenburg og Ludendorff overtog styring med den tyske hær, og de afsluttede officielt offensiven ved Verdun i september 1916. Til gengæld forberedte den franske hær sig nu på at tage initiativet. Målet var at generobre tabt terræn på den østlige side af floden Meuse, især den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som var faldet få dag efter tyskernes indledende angreb.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Fransk modoffensiv

Et fransk angreb ved Verdun ville dog ikke blive iværksat, før man havde skabt et overtal af tropper og artilleri på frontafsnittet. Derfor beordrede general Philippe Pétain ekstra artilleri til Verdun fra hele den franske frontlinje – i alt 650 kanoner inkl. to enorme jernbanekanoner med en kaliber på 40 cm. Sammen med den forøgede mængde artilleri samlede franskmændene i løbet af september og starten af oktober ca. 15.000 tons granater, som skulle pulverisere de tyske forsvarslinjer, i hvad der skulle blive det største franske bombardement i krigen til dato.

Otte franske divisioner blev stillet til rådighed til offensiven, og den franske general Robert Nivelle fik til opgave at koordinere et såkaldt ’rullende bombardement’, som briterne havde introduceret ved Somme den 1. juli. Det indebar, at de franske kanoners ild gradvist rykkede fremad efter et nøje planlagt skema. Beskyttet af artilleriet kunne de franske tropper således langsomt og med korte intervaller rykke frem bagved bombardementet. Skulle angrebet lykkes, krævede det løbende og præcis kommunikation mellem artilleriet og infanteriet, og en del af det enorme franske forberedelsesarbejde var at anlægge telefonlinjer, som var gravet knap to meter ned under jorden, mellem batterierne og de forreste skyttegrave.

Den 18. oktober åbnede de franske kanoner ild mod de tyske stillinger ved Verdun. Bombardementet varede i seks dage, hvor granaterne med præcision regnede ned over de tyske linjer. For franske observationsfly kunne stort set uhindret overflyve frontafsnittet, da langt de fleste tyske jagerfly henover sommeren var blevet overflyttet til Somme. Det samme var størstedelen af tyskernes svære kanoner, så de tyske soldater kunne ikke regne med andet støtte end spredt og kortvarig spærreild.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, Fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

 

Luftfoto af det granat-arrede Fort Douaumont ved Verdun (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Luftfoto der viser effekten af de mange bombardementer, som Fort Douaumont blev udsat for.F  (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyskerne opgiver Fort Douaumont

I de følgende dage blev de forreste tyske skyttegravslinjer enten opgivet pga. den voldsomme franske ild eller indtaget af franske styrker, som langsomt og stødvist rykkede frem i ly af det rullende bombardement. Inde i Fort Douaumont mærkede det tyske mandskab også effekten af den franske ild. Blandt besætningen var flere hundrede soldater fra Regiment 84, der indeholdt et større antal sønderjyder. De kunne konstatere, at den franske beskydning mod Fort Douaumont tog til den 19. oktober.

Når granaterne ramte det mægtige betontag, skabte det en modbydelig, rungende larm i fortets gange og kasematter (opbevarings- eller opholdsrum), men så længe de tyske soldater opholdt sig i fortet, var de i sikkerhed. Det ændrede sig imidlertid den 23. oktober, da franskmændene tog de to jernbanekanoner i brug. Douaumontfortets betontag, som hidtil havde modstået både tyske og franske bombardementer, kunne ikke hamle op med jernbaneskytsets voldsomme kræfter. Det første skud gik igennem taget og detonerede i en af kasematterne, med betydelig tab til følge. Kort efter gik det elektriske lys, og fortets telefonforbindelse blev afbrudt.

Omtrent hver tiende minut slog jernbanekanonernes granater ned med stor præcision. Mindst 20 af disse ramte fortet, og den sjette fuldtræffer trængte helt ned til fortets dybereliggende niveauer, hvor granaten eksploderede. Herved udbrød der brand i et depot indeholdende bl.a. artillerigranater, store mængder maskingeværammunition og flere tusinde håndgranater. Hvis branden bredte sig og antændte ammunitionen risikerede hele fortet at ryge i luften. Den tyske besætning forsøgte febrilsk at få ilden under kontrol, men uden held. Derfor besluttede de kommanderende officerer i fortet at rømme Douaumontfortet samme dag.

Lidt efter kl. 23 den 23. oktober rykkede den tyske hovedstyrke ud fra fortet, og i dag, den 24. oktober, trak de sidste enheder sig også tilbage – Fort Douaumont var faldet. Efter næsten otte måneders tysk besættelse kom fortet igen på franske hænder, da franske marine- og kolonitropper samme dag ankom til det sønderskudte fort og fik bragt ilden under kontrol.

Samme dag begyndte tyske officerer at samle tropper til et modangreb, mens franskmændene forberedte sig på fortsætte deres offensiv og trænge tyskerne længere tilbage. Slaget ved Verdun var langt fra forbi.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

23. juli 1916. Kresten Andresen: I kvarter i en kirke lidt nord for Bapaume

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 23. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Ligger for tiden i en by lidt nord for Bapaume – Sapinies. En henrivende egn, hvad naturskønhed angår. Landsbyerne er så fine og noble, som oftest i en romantisk middelalderlig stil. Her bølger kornmarkerne frodigere, end man ser dem hjemme.

Bakkerne bølger rundt og blødt, og mellem dem ligger landsbyerne i farverige klynger, som oftest med en vældig kirke ragende op i midten. Og træer og skove og abildgårde er der her. Men endda kommer egnen ikke op ved siden af „det glade Ugny”. Tiden dér vil overhovedet altid komme til at stå som en glansperiode i mit felttog. Da var man uden sorger og bekymringer.

Nå, jeg er ved godt mod. Kun når jeg er ganske udaset af en lang march, ser jeg lidt sort ud i fremtiden. Men det er jo også en slem plageånd, der rider én, når man skal slæbe sådan en tres pund en strækning som hjemmefra til Åbenrå. Og så er det endda ingenting imod, hvad der bliver præsteret andre steder, og hvad der blev præsteret ved krigens begyndelse.

Jeg ligger nu i kvarter i kirken. Den ser forfærdelig ud. Nu lige kom der befaling fra kaptajnen, at han ikke vilde have sager liggende på altrene. Der er tre altre, og de lå fulde af våben og oppakning. En stor bøffel, for resten en Gefrejter med jernkors, har nu, trods forbudet pakket sine pudsesager ud på den hvide alterdug og står og pudser støvler. Ellers er hele kirken ryddet, og der er et lag halm over gulvet. I den ene ende ligger der opstablet en hel dynge preshalm. Og i dag er det søndag. Jeg fik det at vide hos barberen – han vilde ikke klippe hår om søndagen, sagde han.

Og ellers er der vist ingen i kompagniet, der ved, om det er søndag eller mandag.

Eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

Efter mere end tre måneder fortsatte kampene ved Verdun ufortrødent. Frontafsnittet ved floden Meuse var nu både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater: Intense bombardementer og vedvarende kampe havde forvandlet området til et månelandskab overstrøget med lig. Det var stort set umuligt at begrave de døde soldater på grund af den konstante artilleribeskydning.

I starten af juni iværksatte den tyske hær for tredje gang en ny angrebsbølge i håbet om at erobre Verdun. Et vigtigt delmål var det franske fæstningsanlæg, Fort Vaux.

Et udmattelsesslag

Den tyske offensiv ved Verdun blev indledt den 21. februar i håbet om at bringe kampene på Vestfronten til ende. Angrebet kom godt i gang, og den franske fæstning, Fort Douaumont, faldt i tyske hænder på offensivens femte dag. Herefter mistede angrebet momentum, og i starten af marts valgte tyskerne derfor at udvide frontafsnittet med angreb på taktisk vigtige højdedrag på den østlige side af Meuse-floden. Franskmændene, ledt af general Pétain, havde imidlertid ikke i sinde at lade sig besejre. De forsvarede sig hårdnakket og indledte modangreb på tabte stillinger. Kampene ved Verdun udviklede sig til en voldsspiral af usete dimensioner, hvor en endelig afgørelse med tiden kun virkede mere og mere uopnåelig.

Fornyede tyske angreb i april var resultatløse, og det stod efterhånden klart, at Verdun-slaget nu handlede om at opslide modstanderen. Lokale angreb og modangreb fulgte hinanden, men uden nogen håndfaste resultater. Dette forfærdelige frontafsnit, som blandt tyske soldater blev kendt som bl.a. ’die Blutmühle’ (blodkværnen), fik i maj et sønderjysk islæt, da regiment 84 blev indsat på den østlige del af Verdun-afsnittet. Således blev mange sønderjyder involveret i hårde kampe om de berygtede højdedrag ’Toter Mann’ (le Mort-Homme på fransk) og Høj 304.

Høj 304, Malancourt 1916. Højen blev skueplads for meget hårde kampe.

I starten af maj blev den franske øverstbefalende ved Verdun, Pétain, forfremmet, og den direkte kommando over frontafsnittet overgik til den mere aggressivt indstillede general, Robert Nivelle. Et fransk forsøg på at generobre det tabte Fort Douaumont mislykkedes dog den 22. maj, da tyske maskingeværer tvang de angribende franske tropper væk fra fæstningens tage. Kampene fortsatte langs frontlinjen, og den 29. maj lykkedes det til gengæld for tyske tropper at indtage ’Toter Mann’-højen.

Fort Vaux erobres

Efter erobringen af Fort Douaumont havde tyskerne langsomt med støt arbejdet sig frem mod de resterende franske befæstningsanlæg. Fort Vaux, en anden vigtig befæstning, havde holdt stand mod konstante bombardementer siden offensivens begyndelse. Nu lå den i ruiner, og besætningens vandbeholdning var sluppet op. Den 1. juni indledte tyske tropper et belejringslignende angreb på fortet, hvor den franske besætning blev overdynget med håndgranater, og giftgas blev ledt ind gennem fortets ventilationssystem. Efter syv dage kunne de tørstende og febrilske franske soldater ikke længere holde ud, og et tysk flammekaster-angreb cementerede i dag, den 7. juni, Fort Vauxs fald. Netop flammekasteren blev ved Verdun for første gang taget i brug i et større omfang og bl.a. udnyttet til at ’rense’ gangene i de franske fæstningsværker.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.

Nu forberedte den tyske overkommando flere offensive aktioner i området Fleury-Souville sydvest for Douaumont, og som følge af succesen ved Fort Vaux skulle en ny form for kemisk krigsførelse introduceres: Fosgengas. Denne nye farveløse og kvælende gasart var svær for soldaterne at opdage, før det var for sent. Fra tysk side satsede man på, at brugen af denne nye type gas kunne medvirke til et gennembrud på de franske linjer og en erobring af Verdun. Disse planer var givetvis en reaktion på den russiske offensiv på Østfronten, som den 4. juni tog centralmagterne på sengen og rystede den østrig-ungarske hær. Dermed var Tyskland igen nødt til at afse styrker til Østfronten for at afstive sin allierede.

Tiden måtte vise, om nye tyske aktioner ved Verdun kom tids nok, om de kunne afgøre slaget og potentielt slå Frankrig ud af krigen.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

Offensiven ved Verdun

Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.

Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!

Verdun_and_Vincinity_-_Map
Kort over frontafsnittet ved Verdun. Det tyske angreb koncentrerede sig indledningsvis om området på den østlige side af floden Meuse, men da den første angrebsbølge gik i stå, blev offensiven udvidet. Fra starten af marts 1916 angreb tyskerne også over en ca. 11 km lang strækning vest for Meuse.
Angrebet udvides

I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.

Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.

De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.

French_87th_Regiment_højde_304_Verdun_1916
Soldater fra det franske regiment 87 i stilling ved høj 304. Højen blev kendt som et af de værste steder på hele Verdun-afsnittet.

Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.

De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.

”Courage! On les aura”

I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste –  og overalt lå ubegravede lig.

Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

Denne morgen indledte den tyske hær et massivt artilleribombardement mod de franske stillinger og befæstninger nord for Verdun. I otte timer stod himmel og jord i et, og en øredøvende larm herskede over et 19 km langt frontafsnit. Her kunne panikslagne franske soldater i stillingerne ikke gøre andet end at kaste sig til jorden, trykke sig sammen i fosterstilling eller forsøge at gemme sig under deres oppakning.

Tyskland vender blikket mod Vestfronten

Den øverstkommanderende for den tyske hær, generalstabschef Erich von Falkenhayn, kunne i starten af 1916 være godt tilfreds med krigens forløb i det forgangne år: På Østfronten var den russiske hær blevet slået tilbage, som følge af en række offensive operationer med udspring i Slaget ved Gorlice-Tarnow, og en stor russisk tilbagetrækning havde fundet sted. Fronten stabiliserede sig i slutningen af året til tysk fordel, men den afgørende sejr over Rusland havde tyskerne imidlertid endnu ikke opnået. På Balkanfronten havde den tyske armegruppe under general Mackensen til gengæld løbet Serbien over ende i oktober 1915, og Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side; to vigtige skridt i retning af at stabilisere Østrig-Ungarn, som militært set havde været nært et kollaps.

En afgørende indsats

Det var derfor ikke overraskende, at general Falkenhayn nu rettede blikket mod Vestfronten, som han stadig anså for det sted, hvor krigen skulle afgøres. Den tyske generalstab var ganske bevidst om, at centralmagterne resursemæssigt ikke ville kunne hamle op med de allierede på lang sigt. En udmattelseskrig ville Tyskland ikke kunne vinde, og derfor handlede det nu om hurtigst muligt at genvinde initiativet på Vestfronten og fremtvinge en afgørelse. Spørgsmålet var blot, hvor den tyske offensiv skulle sættes ind?

Falkenhayn valgte et begrænset frontafsnit ved floden Meuse nær byen Verdun. På papiret var dette et af de stærkeste franske afsnit, da en række forter til sammen udgjorde et imponerende forsvarsanlæg. Desuden havde Verdun stor symbolværdi for franskmændene, men netop områdets psykologiske og historiske betydning var en del af den tyske plan: Om end det ikke står helt klart, hvad den tyske hærledelses præcise mål var for offensiven, så kan der ikke være tvivl om, at man fra tysk side håbede på at kunne tvinge Frankrig ud af krigen ved ét afgørende slag. Hvis Verdun ikke kunne erobres, eller et afgørende gennembrud ikke blev opnået som følge af offensiven, så ønskede man i stedet fra tysk side at lade fjenden ’forbløde’ på Vestfronten– dvs. tvinges franskmændene og briterne til at udføre nyttesløse angreb med store tab til følge og derved tvinge dem i knæ.

Den 21. februar blev den tyske offensiv ved Verdun indledt. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.
Den 21. februar indledte den tyske  hær en offensiv på Vestfronten. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.

Som angrebsmål var Verdun velvalgt trods de mange forter. Området havde siden efteråret 1914 været et af Vestfrontens mest rolige afsnit, og derfor var de frygtindgydende forsvarsstillinger nu kun sparsomt bemandet. Store dele af befæstningernes svære artilleripjecer var ligeledes blevet afmonteret og flyttet til andre frontafsnit, og i midten af februar var der kun opstillet fem franske divisioner på frontafsnittet. Heroverfor indsatte Falkenhayn ni tyske divisioner, ca. 100.000 mand, under den unge tyske kronprins Wilhelms kommando samt mere end 1.200 stykker artilleri, heriblandt tungt skyts som den frygtede ”Tykke Bertha” og store skibskanoner.

Især artillerimængden krævede fra tysk side en enorm opbygning ved fronten. Artilleriet var dog også udset en nøglerolle under det indledende angreb. Et præcist bombardement skulle bane vejen for de fremrykkende tyske angrebsformationer, og netop denne del af planen førte til, at operationen blev sat i gang 10 dage senere end oprindeligt planlagt. Sne og regn besværliggjorde effektiv observation af granatnedslag, og det blev derfor besluttet at udskyde angrebstidspunktet til den 21. februar – en udskydelse, som ikke var uden konsekvenser. Under indtryk af den seneste tids tyske troppeopbygning begyndte franskmændene nemlig i alt hast at forstærke deres front. Således var Verdun-afsnittet ved angrebstidspunktet blevet forstærket med yderligere tre franske divisioner.

Angrebet

Det var en kold, klar og tør morgen ved Verdun den 21. februar 1916, men kl. 08:12 blev stilheden pludselig brudt: Mere end 1.200 tyske kanoner åbnede ild mod de franske stillinger og skabte et inferno af jord, røg og stål. I otte timer regnede omtrent 1 million granater ned over de franske linjer og skabte noget, der lignede et månelandskab. Både hovedkamplinjerne, forbindelseslinjerne og byen Verdun blev hårdt ramt. Efter lidt under en time var kontakten mellem de franske linjer og baglandet stort set brudt sammen. Først lidt efter kl. 16 stilnede bombardementet af, hvorefter mere end 100.000 tyske tropper i bølger rykkede frem over en ca. 19 km bred front nord for Verdun på den østlige side af Meuse-floden.

Tyskerne mødte imidlertid stærkere modstand end forventet, men efter hårde kampe erobrede tyske tropper den 25. februar det vigtige franske fort, Douaumont, og stod nu kun otte km fra selve Verdun. Dagen inden havde den franske general, Georges Heer, beordret en begyndende tilbagetrækning – en beslutning som blev støttet af den franske øverstkommanderende, general Joseph Joffre. Medens tilbagetrækning måske militært set var en fornuftig beslutning, var det fra et politisk synspunkt til gengæld uacceptabelt. Den franske premiereminister, Aristide Briand, gav derfor Joffre besked om, at Verdun skulle forsvares for enhver pris, da tabet af det symbolsk vigtige område potentielt kunne få alvorlige politiske konsekvenser.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

Kort tid efter blev den franske general, Phillip Pétain, sat i spidsen for forsvaret af Verdun. Han beordrede de franske tropper til at holde ud og holde fast. Dette krævede især reservetropper og forsyninger, som pga. af de kraftige tyske bombardementer kun kunne komme frem på én måde, nemlig ad landevejen fra Bar-le-Duc ca. 60 km syd for Verdun. Her fik Pétain organiseret en konstant transport, hvor lastbiler uafbrudt kørte mod fronten. Stillede man sig op ved vejen, ville man blive passeret af en lastbil ca. hvert 14. sekund – døgnet rundt! I den anden retning ville man se lange marchkolonner af udmattede soldater, da Pétain også beordrede hyppige afløsning af de franske kampenheder. Disse tiltag styrkede den franske moral. Den primitive landevej til Verdun kom til at udgøre en livsnerve og blev hurtigt kendt som ’la Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Den første tyske angrebsbølge ebbede ud i starten af marts. På dette tidspunkt havde tyskerne endnu ikke erobret højdedragene nord for Verdun, som ellers var centrale for operationens succes. Begge parter beredte sig nu på ny kamphandlinger og et længerevarende slag.

 

Relaterede indlæg:

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont