Kategoriarkiv: Sønderjyder

4. oktober 1917. Kompagniføreren sørger for at Jørgen fortsat har tjansen med at bære mad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 4.10.1917

Min egen kære Inger! Der skydes helt forfærdeligt ved fronten i dag, det vil du nok læse i avisen, måske før du får mit brev. I går da kompagniføreren kom tilbage, var jeg henne hos ham for at melde mig tilbage fra orlov. Han var som sædvanlig meget flink og beklagede meget, at han ikke havde kunnet give mig længere orlov, for han vidste nok, at jeg kunne gøre mere nytte hjemme. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke havde haft en ansøgning her om at blive fri, og hvorledes det var gået med den. Jeg fortalte ham så, at den var blevet afslået, men at der snart ville komme en ny om at blive sat lidt tilbage. Den ville han gerne give sin anbefaling, for han sagde, at der var kommet så mange af de gamle bort fra kompagniet, så skulle jeg heller ikke blive gående der. Så sagde han, at jeg ikke skulle med ud i stillingen men blive ved den trop, som bærer forplejning ud til kompagniet. Det blev jeg meget glad ved, for det vil jeg hellere end altid at være derude. I morges kl. 4 blev kompagniet alarmeret, og du kan tro, kære Inger, at jeg var glad ved at blive her i Stampkot. De stakkels mennesker, bare de da kommer godt tilbage. Trommeilden er værst lidt til venstre for os, det er vist nok værst ved Langemark og længere syd på. I går talte jeg med Lund. Han er jo ved et maskingeværkompagni, som ligger i nærheden af os. Han har ingen orlov fået endnu, men nu har hans søster skrevet til kejseren for at se, om det ikke kan hjælpe. Blot vi da snart kan blive afløst og komme hen et sted, hvor det ikke går så hårdt til. Jeg tænker heller ikke, at det varer så længe, for de andre divisioner har heller ikke været her længe ad gangen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. oktober 1917. Det er ikke til at se jorden for granathuller. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2. oktober 1917

 … Det er ellers en streng tur at bære mad derud, for det er så langt at gå, og tilsidst er der kun granathuller, man skal over. Så oprodet af granater har jeg endnu aldrig set jorden. Når vi går derud, kommer vi igennem Houthoulst Skoven, den har du jo læst om i beretningerne. Vi ligger en lille smule til højre for Langemark, så ved du omtrent, hvor jeg er hernede i Flandern. Om dagen, når der intet er at gøre, bor jeg i en by, som hedder Stamplcot. Det er kun en lille by, som du ikke finder på kortet. Og ligeledes St. Josef, hvor skriverstuen er, er vist heller ikke på kortet. Ja, nu har jeg fortalt dig en hel del, som jeg vel ikke måtte, men jeg plejer jo da gerne at fortælle dig, hvor jeg færdes i verden. Egnen her er ellers meget forskellig fra den egn i Frankrig, hvor jeg sidst var. Her er levende hegn om markerne og husene og gårdene ligger mere spredt i byerne, og så er der den store skov, som består af fyr, gran og egeskov. Egnen er flad, men der er dog enkelte højdedrag, hvorpå byerne ligger. Det er ikke tale om, at der kan bygges huler her, da grundvandet straks kommer, så snart der graves i jorden. Mange steder er der store sure enge og morads. Nu tænker jeg, du har en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. oktober 1917. Jeg tænker vore piger leger ude under hylden hver dag. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 1. oktober 1917

Nu har jeg gjort den første tur med ud med fødevarer i stillingen. Det er en lang vej, det tager 4-5 timer, inden vi igen vender tilbage, men så har vi heller intet andet at bestille den øvrige tid af dagen. Vi går derud om aftenen kl. 6 og er tilbage igen kl. 10-10½. Så lang tid tog det i hvert fald i går, søndag aften. Du kan tro, jeg tænker meget på jer, kæreste Inger. Hvor kunne jeg have gået og haft det godt hjemme hos dig og vore små piger, men vi håber, at det ikke skal vare så ret længe, inden vi kommer til at leve sammen. Sig kun til Thaysen, at kompagniet her gerne vil anbefale ansøgningen*, så snart den kommer. Så hvis han kan gøre noget til, at den kan nå hurtigere herned, så bed ham derom. Vil du tage over at tale med ham desangående. Feldweblen sagde, at han ville skrive, at kompagniet ønskede, at jeg skulle stilles tilbage. Så mente han nok, at det skulle hjælpe. Jeg bad forresten feldweblen i går, om han ikke kunne give mig noget at bestille bagved fronten, men det kunne han ikke, sagde han, da der var for få folk derude. Det kan måske være lidt senere, når vi får forstærkning, at der så kan blive en eller anden bestilling til mig. Man skal, som Thaysen sagde, leve i håbet. Ja, det vil vi så gøre, kære Inger, og kun sørge for en dag ad gangen. Det går bedre for mig, når jeg først kommer lidt i gang med arbejdet. Rejsen hertil var tung, kan du tro, og så hjalp det jo endda en hel del, at jeg havde rejseselskab i Nikolaj Krog. Han er munter og kan fortælle meget. Han håbede forresten også, at han snart skulle blive fri. Han er jo lidt ældre end jeg er, men er ikke gift. Mon vejret er lige så smukt hjemme som her, for her er det meget varmt om dagen. Jeg tænker, at vore små piger leger ude under hylden hver dag. Og lille Louise får vel snart ferie igen. Når du betaler regningen til dampmaskinen, skal du blot sige, at vi har tærsket 200 sække, men ellers skal vi jo betale for 263, som jeg har skrevet i bogen, det ved du nok. Skriv ikke derom i brevene til mig.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. september 1917. Mikael Steffensen: “vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Vestfronten.

Buissy, den 30. september 1917.

Kære Venner!


Jeg var saa glad for dit Brev, man føler Forstaaelsen for vor Sorg og Kærligheden til vort lille Land og dets Sønner gennem hver eneste Linje. Tak for Eders Kærlighed til os, vil Gud give Kræfter, vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os. Men I maa holde Jer stærke i mange, mange Aar endnu, thi I skal lede os, give os Raad. Vi vil se op til Jer som dem, der er Kærnen i det hele, for saadan er det.

Tak for Eders Brev, tak for, at Tankerne naar ud til mig, selv om Tiden er knapt tilmaalt. Jeg forstaar det saa godt, det kan ikke være anderledes, men saa er vi ogsaa taknemmelig for alt, hver eneste lille Hilsen, der kommer derhjemme fra. Vi veed, at vi er med i Eders Bøn og at vi faar de allerbedste Tanker.

Jeg har det godt. Endnu er vi her i vor gode Stilling, og Vejret er saa henrivende smukt, høj Sol og blaa Himmel, rigtig Septembersommer. Og jeg er sund og stærk, rigtig sund, som I de bedste Aar. Som havde jeg faaet nye Kræfter, saadan føler jeg det, rigtig ung. Det er det velsignede, at vi fik lært at være taalmodige, at være lydige over for Gud.

Som Byrden øges, saa vokser Sjælens Styrke. Freden kommer snart, jeg tror det, og det er nok dette Haab, som holder mig saa frisk. Men ogsaa dette, at jeg veed mig under Guds Beskyttelse, at han ogsaa er herude, er nok til at være glad, trods alt det, der sker.

Tro nu ikke, at jeg er ligegyldig over for, hvad der sker og er sket. Smerten over Tabet af de stolteste af vort Lands Sønner, fylder mit Sind med dyb Vemod. Men vi maa ikke blive modløse. Selv var jeg modløs saa længe, men det stjal af Hjertets Varme, jeg følte, at det fjernede mig fra Gud. Jeg tror, at Vorherre vil velsigne og være med vort Folk og den kommende Slægt, og saa er alt godt. Gud velsigner dem, som elsker ham, i Tusinde Led, maatte vi da se, hvad der tjener os til Gavn.


Rige er Efteraarets Farver. Vinens Blade gløder med dybe, røde Farver. Endnu engang skal det vise sig i den fagreste Pragt, før det skal visne og dø, før Vinteren kommer. Hvor er det kønt. Og Gud ske Tak for, at vi fik Øjne til at se alt det skønne, og en modtagelig Sjæl, som kan indsuge Indtrykkene og glædes derover.

Hver Dag har sin egen Ynde. 
Ja, Vilken, kunde jeg endda være hjemme hos Jer, hjemme i de store Enge og Moser, saa var alt godt, synes jeg. Men vil Gud, det sker engang. Og sker det ikke, saa vil andre træde i Stedet, nye Mænd, nye Kræfter. Saa stærk er Længslen, at det koster Kamp at dæmpe den, men Gud giver Kræfter dertil.

Lev vel allesammen derhjemme, tak for alt godt.

Vær hjertelig hilset fra

Eders Mikael.

 

30. september 1917. Atter retur til fronten. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30.9.1917

Kære Inger og små piger! I morgenstunden skrev jeg et af disse lukkede postkort og fortalte om min ankomst til kompagniet. Det var jo helt glædeligt at høre, at feldweblen vil anbefale ansøgningen*, når den kommer hertil. Og så vil vi håbe, at det må lykkes, at jeg kommer hjem til jer inden ret længe. Har talt med Suhr idag, og han fortalte, at den sidste ansøgning var blevet afslået ved regimentet…

Kære Inger, hvor var det da tungt at tage afsked fra jer, mine kæreste her på jorden. Og det smerter mig, at jeg har klaget så meget og gjort dig bedrøvet. Men det var så tungt for mig, og så kunne jeg ikke lade være at klage og fortælle dig, hvordan det går til hernede. Jeg beder dig om at tage det med ro, så godt du kan. Og så vil du jo nok bede for mig hver dag og for jer selv, at det må gå os vel og at vi snart må samles hjemme.

Det går ellers lettere for mig, end jeg havde troet. Det er jo altid sådan, at det er værst at tænke på det, der forestår. Det glæder mig så meget, når jeg tænker på, hvordan vore små piger tog afsked med mig: først stod de på trappen og vinkede til mig, indtil vognen var ude af gården, og så løb de ud i haven og vinkede også der farvel til os. Ja, gudskelov at vi har de tre små piger, og at de ikke er større, så de forstår, hvor alvorlig tiden er for mor og far. De er jo også til megen opmuntring for dig i denne tunge tid. Og så er det jo også godt, at du har Valborg, og at begge pigerne er så flinke. Jeg ved, at de tager alle del med dig i savnet. I disse dage er det meget roligt her, og vi vil håbe, at det vil blive ved at være roligt, sålænge vi bliver her. Der tales om, at vi snart bliver afløst, men hvornår ved jeg ikke bestemt.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

19. september 1917 – Ribe Stiftstidende: 4246

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4246.

Medhjælp til faneflugt

Daglejer Niels Jørgen Thomsen fra Hvidding stod i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg for natten til den 27. juli i aar at have forsøgt at hjælpe sin brodersøn, gefreiter Nielsen, over grænsen samt at have undladt at melde soldatens flugt til de paagældende myndigheder.

Den nævnte nat blev de to ifølge Flensborg Avis grebne i nærheden af grænsen, og den anklagede tilstod dengang, at det havde været hans hensigt at hjælpe sin brodersøn over grænsen.

Ved forhandlingen nægtede han dette og paastod, at de kun havde foretaget en spadseretur. Statsadvokaten holdt ham for skyldig og androg paa 9 maaneders fængsel. Retten holdt en fængselsstraf paa 6 maaneder tilstrækkelig.

Neutrale og forsvundne udlændinges meldepligt

Ifølge de for tiden bestaaende forordninger skal alle over 15 aar gamle udlændinge personligt anmelde sig hos den stedlige politimyndighed 24 timer efter ankomsten; passet skal forelægges. Ligeledes skal de, 24 timer før de forlader deres opholdssted, afmelde sig under forelæggelse af de samme papirer. Enhver, der gratis eller mod betaling optager en udlænding i sin bolig eller i sin drift, er forpligtet til at forvisse sig om den skete anmeldelse senest 24 timer efter optagelsen af en udlænding, og ifald anmeldelsespligten ikke er efterkommen straks at melde det til politimyndighederne.

Da disse bestemmelser stadigt overtrædes, peges der hen paa, at overtrædelser straffes med fængsel indtil et aar. De samme bestemmelser gælder ogsaa for statsløse. Da mange udlændinge endnu mener, at de ikke behøver at til- og afmelde sig, naar deres ophold ikke strækker sig over 24 timer, skal der endnu særlig gøres opmærksom paa, at dette er en fejltagelse. Enhver udlænding eller statsløs skal tværtimod hver gang til- og afmelde sig, selv om opholdet kun varer nogle timer.

Ved de faldnes grave

Fra felten skrives til Hejmdal af P. Christensen fra Klovtoft: Sammen med min kammerat Bonde fra Haderslev fandt jeg ved at besøge en stor og smukt anlagt kirkegaard her i skoven følgende navne, der kunde tyde paa, at her hvilede Nordslesvigere: Overgefreiter Jacob Ley, død den 29.5.1916, landstormsmand Lorenz Hansen, død den 9.7.1916, landstormsmand Heinrich Petersen, død den 12.7.1916, landstormsmand Erik Hansen,  død den 13.7.1916, udfyldnings-reservist Claus Johannsen, død den 18.5.1916 og gefreiter Søren Goldbek , død den 17.5.1916. Paa sidstnævntes grav laa der en stor krans fra Regine Goldbek.

Faldne

Snedker Otto Rau fra Gammelgab ved Broager er falden i Frankrig den 25. august. Han efterlader hustru og barn.

Landboelsmand Andreas Jepsen i Tamdrup ved Øsby har modtaget efterretning om, at hans søn Peter er falden den 6. september, 21 aar gl. Det er den anden søn, Jepsen har mistet under krigen, mens den ældste søn endnu er med derude.

Arbejdsmand Poul C. Frydendal Grentsch paa gasværket i Haderslev er falden den 23. august, 29 aar gl. Han efterlader hustru og et barn.

I tabslisten meddeles, at Christian Schytt fra Aabenraa er falden.

Billedskærer Gädickes hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes ældste søn August er falden. Den afdødes fader og broder er ligeledes indkaldte.

Saarede

Hans Paulsen fra Felsted er haardt saaret.

Savnede

Jørgen Eriksen fra Anslet, Jørgen Knudsen fra Varnæs, Wilhelm Sick fra Fol og Hinrich Thomsen fra Haderslev er savnede.