Kategoriarkiv: Søkrig

18. juli 1917. Fanget i dybet – UE19 kan ikke komme op!

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på UE19,* som han mønstrede på i april. Efter nogle måneder med øvelser stak de i begyndelsen af juli 1917 til søs på togt. [NB: Troværdigheden af denne historie er noget tvivlsom – se noter. Men der findes to krigsfanger i England ved navn Johann Ingwersen og én ved navn Johannes Ingwersen].

Vi sejlede hid og did. Snart gjaldt det Sejladsen op langs Jyllands Vestkyst, helt op i Skagerak, og der meldtes om Sænkning af fredelige og ubevæbnede Handelsskibe, sænkede af tyske U-baade. Men vi sejlede dog mest mod England. Her laa vi og snuste rundt ved den engelske Kanal for at ødelægge Landets haardt tiltrængte Tilførsler af Levnedsmidler og andet.

Hjem kom vi kun for at proviantere og supplere vore Forsyninger af Brændstof og Ammunition. Saadan gik Tiden ret hurtigt, indtil Tiden kom, da ogsaa vor Baad blev ramt af Uheldet. Derom følgende: Det var omkring Midten af Juli. Med vor Baad var vi sat over Nordsøen og laa nu ud for Englands Østkyst for at oppasse eventuelle fjendtlige Skibe. Men det var ligesom om de derovre paa den anden Side var blevet kloge af Skade, eller — monstro de havde faaet Færten af vor Tilstedeværelse? — Der er i Krig jo saa mange hemmelige Kanaler . . . Vi laa nu her paa tredie Døgn, uden at se saa meget som Røgen af en Damper.

Langsomt og stille gled vi op og ned, — »sejlede Vandet tyndt,« som det kaldes i Sømandssproget.

Da der intet var at se efter, lod Kaptajnen Baaden gaa op paa Overfladen. Vejret var herligt og passende varmt, og da Søen var ret rolig, sad eller laa vi nu henslængte paa det ret lille Dæk, hvor vor Kanon var anbragt. Dovent skyllede Bølgerne tæt op ad vore bare Ben. Vi glædede os ved Tilværelsen, røg en Pibe Tobak og lod Snakken gaa. Saadan laa vi og dasede i den herlige friske Luft til ud paa Eftermiddagen.

Klokken var vel hen ad fire — eller saa, da der lød et Brøl: — »Alle
Mand under Dæk! — Fjendtligt Skib i Sigte!«

Paa et Øjeblik var Dækket rømmet, og Baaden begyndte Neddykningen. — Naa, sagde Løjtnanten, der stod og betragtede Havoverfladen gennem Periskopet, den Fyr der er kun en Hundestejle. Dermed mente ban en lille Fiskerbaad, der vel sagtens var undervejs hjem fra Fiskefangst. — Et saadant usselt Trug, mente han, skulde have Lov til at passere. Baaden var jo ikke et Skud Krudt værd. Kaptajn Stamer** nikkede samtykkende, men gav samtidig Befaling til at lade Baaden gaa længere ned, og — saa lidt mere Fart paa, om jeg maa be’!« —

Bedst saadan! — Man kunde jo aldrig vide, hvad det var for en Fyr, ham deroppe. Disse Englændere kunde jo være saa forbandet nysgerrige! — 8 — 10 — 12 og nu 15 Knob,*** meldtes der henne fra  Styrmandens Plads. Dette var for vor Baads Vedkommende den  almindelige Marchhastighed.

Pludselig skete det. — Der lød et Brag, efterfulgt af en skurrende og skrabende Lyd. Baaden rystede og knagede i alle Sammenføjninger.  Jeg tabte Fodfæstet og tumlede mod en eller anden af Baadens  Armaturer og fandt mig liggende paa Baadens Gulv. Bælgravende Mørke! Lyset var gaaet ud.

»Lys — Lys!« — raabtes der. »Kom dog for Pokker med Lys!« Jeg tænkte i mit stille Sind: — »Nu er det ude med dig !«

Længe varede det ikke, før Nødbelysningen va r sat i Funktion. Vi kom igen paa Benene og saa os om. Det viste sig, at Skaderne indenvægs var ret smaa. Pærerne var ved Trykket gaaet sig en Tur.  De blev udskiftede, og Lysanlægget virkede igen upaaklageligt.

Ogsaa Motorerne var i Orden. De gik stadigt og regelmæssigt, som de altid plejede. Indstrømning af Vand hørtes ikke. Baaden havde  tilsyneladende ingen Skade taget ved Mineeksplosionen. Andet  kunde det vist ikke være. Derom var der ingen Tvivl.

Den eneste, der rasede, var vor Skibskok. Alle hans Hylder og Skuffer stod gabende tomme tilbage. Det hele laa og flød paa Gulvet. Selv laa han der ogsaa og gav ondt fra sig, medens han travlt var  beskæftiget med at samle sammen og bringe lidt Orden i Sagerne igen.

»Hvilket Svineri! — Forbandede Uheld!« hørte jeg ham hvisle mellem Tænderne. — Jo, den gode Mand havde sikkert al Grund til at være gram i Hu. — Men, naa, det kommer han nok over!

»Saa stiger vi op,«  raabte Kaptajnen lettet. Han stod henne ved Periskopet, nærved sin næstkommanderende, Løjtnanten. Denne var ved at skrue  Periskopet i Vejret. Et kort Stykke gik det, men — saa vilde det ikke gaa videre.

»Hvad mon der dog kan være i Vejen?« udbrød Løjtnanten og saa op paa Kaptajnen.

— Aa, hvad, hvad skulde der vel være i Vejen! — Lad mig komme til. Kaptajnen har nu taget fat i det store Svinghjul og vil dreje det rundt;  men han kan heller ikke faa det til at virke. De to Mænd staar et Øjeblik og ser paa hinanden. —Hvad nu. Hr. Kaptajn, kommer det spørgende fra Løjtnantens Læber.

— Ja, hvad! Skidtet maa jo paa en eller anden Maade være beskadiget, eller — maaske blot blokeret, mener Kaptajnen, og  vender sig bort for at give en fornyet Ordre. »For Pokker! — Har jeg ikke for længst givet Ordre til Opstigning — hvad?« — Kaptajnen lader til at være irriteret . . . — Pumperne til Tankene er  for længst sat i Gang, kommer det henne fra Førstemaskinistens Bord.

— Ja, ja, men saa op med Kassen da! brummer Kaptajnen fra sin Plads. Men her maa der ogsaa være noget i Vejen, for da jeg kigger hen paa Højdemaaleren, viser den slet ingen Udsving. De to  Officerer har allerede opdaget det. De sidder i en ivrig Diskussion  om Sagen.

Hvad kan der vel være i Vejen? — I Vejen! — Ja, hvad ved jeg. — Et eller andet naturligvis, hører jeg Kaptajnen tøvende give til Gensvar. Jeg synes, at det efterhaanden er ved at blive lidt uhyggeligt for os alle hernede i Baaden.

— Ja, vist er det ærgerligt, men noget maa vi jo finde paa, mener Kaptajnen og klør sig eftertænksomt i Nakken. — Vi kunde jo sende en Mand op, eller . . . — Ja, du har Ret, min Ven! Ja, en Mand maa ud gennem Torpedorøret.

— Sandelig en genial Idé, Løjtnant, siger Kaptajn Stamer helt oprømt.
— Saa er der jo blot tilbage at faa Opgaven løst, d. v. s. at finde den rette Mand, mener Kaptajnen.
— Den rette Mand! — Løjtnanten har rejst sig og tager et hastigt Overblik. Hans Øjne standser ved mig, ser jeg.
— Hej! Halløj. — Der har vi netop den rette Mand til en saadan Tur.
— Aah, Mann in de Tonn! Kom lige herhen. Løjtnanten vinker ad mig, og jeg forstaar, at det er mig, han mener, for Navnet »Mann in de  Tonn« er en Slags Kælenavn for mig her om Bord. Jeg rejser mig fra min Plads og gaar hen til de to Herrer.

— Hør, Ingwersen, vil du gøre mig og os alle en stor, stor Tjeneste?

— Ja, det tror jeg nok, jeg tør love, Hr. Kaptajn.

— Saa vidt mig bekendt, siger Kaptajnen, har du ikke videre nogen Familie udover — naa, maaske en lille Veninde, kommer det lunt. Jeg ser paa Kaptajnen, der har ligesom et forsorent Glimt i Øjet.

— Kort sagt, fortsætter han, vi vil sluse dig ud, hvorefter du kan gøre en Oversigt over den forvoldte Skade og saa iøvrigt se, hvad der kan gøres for at faa Baaden fri, saa vi igen kan komme op og faa lappet sammen paa de muligvis opnaaede Skader.

For mig var det kun et Øjebliks Sag at faa mig betænkt. Ganske vist, det var jo det med, at hvis nu Baaden slet ikke kom op?

— Naa, lige meget! — Jeg slaar til og tilbyder at prøve Lykken.

— Godt, siger Kaptajnen, du er en gæv Gut, Ingwersen.
Naar du nu om lidt glider ud, faar du en Hammer med, og med den  kan du signalisere til os hernede i Baaden. Det øvrige lader vi saa Skæbnen raade for. Han og Løjtnanten trykkede venligt min Haand til Afsked. Der blev en Haandtrykken og en tagen Afsked, før jeg kunde komme af Sted.

Uden en Trevl paa Kroppen krøb jeg ind i det tomme Kammer, der ellers var beregnet til Udskydning af de oplagrede farlige Torpedoer.

Jeg hørte et Smæld, og straks efter tumlede jeg forfjamsket rundt ude i det grumsede Vand. Et Øjeblik kun, saa var jeg klar igen. Jeg fandt hen til Baaden og krøb op paa den. Men hvad var det! — En høj, mørk Væg forude — taarnede sig op over mig. Jeg følte paa Genstanden. — Aa, en Væg, en Trævæg, som Baaden var løbet ind i.

Naa saadan! Ved en nærmere Undersøgelse viste det sig at være Siden af et Træskib, velsagtens et af de mange Vrag, der nu under Krigen uden Mandskab flød rundt. Ikke saa underligt, at Baadens Periskop ikke kunde skydes op, foldet sad fastklemt mod Skibets Side. Jeg skulde vel signalisere. Men først maatte jeg en Tur op. For selv om jeg var en god Svømmer, maatte jeg have Luft, frisk Luft i Lungerne.

Nogle faa Tag, saa stak jeg Hovedet op over Vandet.

— Ah, det gjorde godt med lidt frisk Luft. Jeg opdagede nu, at jeg befandt mig lige i Nærheden af Vraget. Jeg svømmede derhen, krøb op paa Dækket og satte mig godt til Rette for at hvile en kort Stund. Vejret var saa smukt. Solen skinnede og blinkede i de døsigt rullende
Dønninger. Hvor var det dog herligt at sidde her og se ud over det blaanende Hav med de legende Bølger, at føle sig fri — selv om jeg ikke havde en Trævl paa Kroppen.

Men nu ned til Kammeraterne. Hurtigt gled jeg ned langs Vragets Side. Jeg fandt frem til Baaden og begyndte paa Bankningen. Man svarede igen derindefra. Det gik helt godt.

To Gange endnu var jeg nede ved Baaden. Den duvede hid og did med Agterenden, men – løs kunde den ikke komme. Jeg følte mig derfor helt ulykkeligt til Mode ved Tanken om Kammeraterne dernede. Skal de ende deres Liv dernede?

— Nej, sagde jeg til mig selv, det maa ikke ske! De skal reddes! Men hvorledes . . . ?
Der sad jeg mismodig og tung i Sind og grundede over den frygtelige Tragedie, der nærmede sig med hvert Minut, der gik.

— Hvad kunde jeg vel gøre? Nej, dette her var skrækkeligt!

Som jeg sad der i mine triste Tanker, naaede pludselig en Lyd mit Øre. Jeg saa omkring og opdagede et mindre Fartøj, der nærmede sig. Jeg fulgte det en kort Stund med Øjnene, og pludselig slog den Tanke ned i mig, at her kom maaske Redningen!

Det var ikke et Øjeblik for tidligt, for Solen nærmede sig stærkt Horisonten i Vest. Derfor sprang jeg op, skreg og vinkede med Armene for at henlede Baadens Opmærksomhed paa mig. Og sandelig! Nu ændrede Baaden Kurs og satte lige ned mod mig.

Jeg tror, jeg græd ved at se Mennesker, selv om ogsaa det var Englændere. Der var tre Mand om Bord, saa jeg nu, tre skæggede Fyre, der bar tydeligt Præg af at tilhøre Fiskerstanden.

— Hallo, hov, hvad er du for en Fyr, der her driver rundt? spurgte den første paa en Slags Engelsk, efter at de havde fortøjet Baaden. Jeg kiggede op pa a Manden og rystede paa Hovedet. — Jeg vil ærligt indrømme, at fremmede Sprog aldrig ha r været min stærke Side. Det følte jeg nu Savnet af. Mændene deroppe snakkede løs og saa en Gang imellem ned paa mig. Der dukkede nu en anden Mand frem. Han spurgte:
— Hej, du! — Hvad for en Landsmand? — are your a Allemague? Allemague – Germaner – Tysker! Nu forstaar jeg Mændene deroppe.
— Nej, svarede jeg, jeg er saamænd en Dansker fra Danemark,
— Hvad! — Det kundé du have sagt straks, for jeg er nemlig ogsaa Dansker, svarede Manden deroppe; men lad mig se, fortsætter han,  du er — som han kan bande — ingen Dansker!
— Naa, Dansker kan jeg maaske ikke kaldes, men ser du, jeg er da dansk Sønderjyde fra Slesvig. Jeg har ikke af fri Vilje trukket den tyske Trøje paa, men jeg — har gjort Krigen med paa deres Side.
— Ja, det lyder mere sandsynligt, svarede Manden og rakte en Haand frem for at hjælpe mig over i Baaden.

Med et hurtigt Blik saa jeg, at Baaden var camoufleret. Udefra lignede den en fredelig Fiskerbaad, men ellers saa den krigerisk nok ud. Selv en lille Kanon manglede den ikke. Men lige meget, Mændene var flinke, de gav mig baade Tøj og noget at leve af.

Gennem min Ven, Danskeren, forklarede jeg dem, hvem jeg var, og hvorledes jeg nu var havnet her om Bord i deres Fartøj. Jeg fortalte om Kammeraterne, der sikkert længselsfuldt ventede paa Redning dernede i Ubaaden.

— En U-baad! raabte min ny Ven, men hvordan. . .!

Mændene fik pludseligt travlt med at stikke Hovederne sammen, medens Munden gik paa dem. Jeg kunde godt forestille mig deres Tanker. — Mon Manden her — altsaa jeg — var ved at dreje dem en
Knap?

Den ene af Mændene bøjede sig ned og fremtog et Hørerør. Han sagde noget, hvorefter han anbragte Røret paa sin Plads igen. Og saa forholdt de sig igen rolige. Det vil dog sige, at Danskeren en Gang imellem kom med et eller andet Spørgsmaal til mig. Jeg kunde ikke lade være med at grunde over Mændenes tilsyneladende Ro og Passivitet. De stoppede Piberne, tændte dem og forholdt sig ellers rolige, ganske som de ventede paa, at der skulde ske noget.

Dette »noget« viste sig at være et mindre Krigsskib, der lidt efter dukkede frem inde fra Land. Fartøjet havde god Fart paa. I en elegant Bue satte det Kurs ned mod os. Nu laa Skibet der med alle Motorerne i Gang.
Det viste sig at være en af de nye engelske U-baads-Jagere.

Jeg maatte atter til at forklare og opgive Dybden og den omtrentlige Plads, hvor »UE19« laa. Et Par Dykkere blev sendt ned. Snart efter fik de en Wire sænket ned og anbragte den omkring U-baadens Skrog.
Staalwiren strammedes. — Et kort Ryk. — De to Dykkere kom til Syne, og derefter dukkede ogsaa Baaden op af Havets Skød. Et Par Marinesoldater var parate. De hoppede over paa Baaden og stod parate med hævede Rifler. Der kunde jo blive Brug for dem. Hvad kunde ikke nogle desperate Tyskere finde paa!

Nu gled Kappen til Side. Den første, der dukkede frem over Nedgangslugens Rand, var Baadens Chef, den kære Kaptajn Stamer. Den altid nærværende Snadde dinglede i Mundvigen. Han fægtede ogsaa paa Sørøvervis med den ladte Pistol i Luften, dog uden at kunne komme til at gøre Brug af den. Et velrettet Spark fra en af Soldaterme sendte Vaabnet ud i Dybet.

— Av-av! raabte Kaptajnen og svingede med Haanden. Den saa dog ikke ud til at have taget nogen virkelig Skade.

— Aa, sikke Fæhoveder disse Englændere dog er, brummede han arrigt. — Hvad kunde det vel nytte at stritte imod her!

Mismodig steg Kaptajn Stamer ned i Baaden. Ogsaa den engelske Kaptajn var kommet til Syne. Han sagde henvendt til vor Kaptajn — og det paa fejlfrit Tysk:

— Kære Kollega! Det smerter mig, men det skal være mig en udsøgt Glæde at modtage en saa brav Mand her om Bord paa mit Skib; men, fortsætter han: Se nu til at faa Deres Folk op fra Baaden, for Natten stunder til, og vi skal skynde os hjem i Havn.

Fra min Plads saa jeg, hvorledes de kom vandrende op fra Baadens Dyb. Den første er Førstemaskinisten og hans Hjælper. Saa følger den ene efter den anden, og til sidst kommer Løjtnanten med alle Skibspapirerne.
Vor Kok har været saa fornuftig at forsyne sig med et Brød og et Par mægtige Pølser til Turen!

Ja, saa er Krigen da forbi for os, og vi vandrer alle i Fangenskabet.
NB. Kort Tid derefter kunde man i de tyske Aviser læse:—
U-baad UE 19 er efter en heltemodig Kamp mod Fjenden — ikke vendt tilbage —!

DSK-årbøger, 1956.


*) Tyskerne havde ingen ubåd ved dette navn, men en U19, der overgav sig i november 1918, UC19, der blev sænket i december 1916  og UB19, der blev sænket i november samme år.

**) Under 1. verdenskrig skal der kun have været en ubådskaptajn med navnet Stamer, nemlig Heinz Stamer, der havde kommandoen over U98 fra september til november 1918.

***) Der må være tale om marchhastigheden på overfladen, ingen ubåde kunne skyde så høj fart under vandet under Første Verdenskrig, den højeste hastighed neddykket var sjældent over 7-8 knob.

4. juli 1917. Med U19 på jagt efter handelsskibe

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på U19, der stak til søs, da den uindskrænkede ubådskrig var blevet erklæret.

Vi var naaet til Foraaret 1917. Det tyske Admiralitet havde over for England og dets allierede erklæret den uindskrænkede U-baadskrig. Den tyske Hærledelse regnede da med at kunne knuse England ved Hjælp af en stor U-baads Flaade; derfor havde man gennem det sidste Aar paa alle de tyske Værfter haft stor Travlhed. Man byggede nye og bedre U-baade. Slagskibenes Tid var forbi, for de var alt for medtagne og umoderne, og de, der endnu var i Behold, regnede man saadan set ikke mere med. Det var nærmest kun gammelt Jern. Nej, U-baade! Det var noget helt andet.

Værftet blev rømmet for alt dueligt Mandskab. Ogsaa jeg undgik ikke min Skæbne denne Gang.

En af de første Dage i April 1917 meldte jeg mig til Tjeneste om Bord paa U-baaden »U19«.* Baaden var ganske ny, men ikke ret stor. Den laa paa det Tidspunkt i U-baads Basen i den store Krigshavn  Wilhelmshaven.

Baadens Fører, Kaptajnløjtnant Stamer, var en yngre Mand. Han havde det meste af den forløbne Del af Krigen gjort Tjeneste om  Bord paa en af Højsøflaadens Skibe; men en U-baad var nu noget andet end et stort Skib. Dog siger man, at man kan vænne sig til alt.

Dette gælder ogsaa, naar det drejer sig om at være om Bord paa en U-baad.

Jeg havde hurtigt opdaget, at jeg var den eneste Sønderjyde om Bord paa denne Baad. Hvad Kammeratskabet angaar, var alt saare godt. Hvorledes skulde det også være anderledes! Alle var flinke og velvillige, og det gælder ogsaa Baadens Chef, der efter faa Dages Forløb var »dus« med hele Besætningen.

Det begyndte med Øvelser. Vi skulde jo først lære Baaden og hele dens indviklede Mekanisering at kende. Det varede dog ikke saa forfærdelig længe, før vi kunde forlade vor Base.

En skønne Dag stak vi til Søs, for, som det hed, at optage Kampen mod Fjenden, der i dette Tilfælde nærmest gjaldt alle — uanset Nationalitet, selv om Tyskland ikke var i Krig med dem. Det hed i den modtagne Ordre: Alt, hvad der kommer ud for de tyske Kanoner skal sænkes!

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

*) U19 var indgået i Den kejserlige Marine i 1913, og tilhørte fra september 1916 til maj 1917 Østersø-flotillen.

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

8. juni 1916. Kresten Andresen: Mor har fødselsdag; “jeg skal nok tænke på dig den dag”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juni 1916

Kære mor!
Nu vil jeg rigtig ønske dig mange gange til lykke til din fødselsdag og håbe, at du må få lov til at holde den på en rigtig god måde. Jeg kan desværre ikke komme med, men det får jo hjælpe sig; jeg skal nok tænke på dig den dag.

Desværre falder den lige efter pinse, og det kan vel ikke tillades i disse tider at holde tre festdage lige efter hinanden. Nu har du ellers holdt mange fødselsdage, siden jeg sidste gang har været med til en af dem. Jeg tror ikke, jeg har været med siden 1906 – jo, vent lidt, i 1912, da jeg kom hjem fra filosofikum.

Jeg vilde have sendt dig et billede, men fotografen får det ikke færdigt. Jeg har det ellers ret godt. Det kan under alle omstændigheder vare længe, inden jeg kommer i skyttegraven igen.

Der er mange gode venner, megen fritid, og tiden falder én ikke let lang her, hvor der leves et afvekslende liv omkring én. Byen og omegnen er også dejlig. Jeg har endnu ikke været så meget omkring, da jeg selvfølgelig har fået en større forkølelse, som jo gerne er min skæbne.

Valdemar Ludvigsen og Christians fætter Nikolajsen fra Kollund er på et rekrutdepot her i nærheden; de var sidste søndag undervejs herhen, men fandt ikke til vejs ende. Her i byen kan man få næsten alt muligt endnu; der er endogså kafeer, hvor man kan få kaffe og kager.

Men priserne er hårrejsende. I dag købte jeg et par rundstykker, de var så store som valnødder, og kostede 8 pfennig stykket; men de smagte alligevel fortrinligt. 

Det lader til, at der for tiden er kommet rulning i begivenhederne, både nede i Tyrol og med det store søslag. I går for taltes der, at lord Kitchener er gået under med hele sin stab på vejen til Rusland.

I Rusland er der nok begyndt en større offensiv, som vist lige er i sit første stadium. Jeg tror nu, at stillingen i det væsentlige bliver den samme trods de heftige kampe, og sådan vil vi vel gå ind i det tredje vinterfelttog.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i lange tider. Nu er det længe siden, jeg har fået brev hjemmefra. Mange tak for pakken med smør og skinke, den var i udmærket stand. Når I kan sende smør af og til, så behøver I ikke at sende andre ting; her kan man jo få alt, hvad man behøver. Så vil jeg slutte med de bedste ønsker og hilsner.

Din hengivne søn Kresten

I må passe på, hvad I skriver, for der er streng censur her.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

2. juni 1916. Indespærret i bugen på den sunkne SMS Seydlitz

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.

Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.

Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”

— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.

Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.

Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.

Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.

Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.

I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.

Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.

DSK-årbøger 1945

1. juni 1916. Zeppeliner beskudt ved Fanø

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

En salve mod zeppelineren ”L 24”.

Da zeppelineren ”L. 24” kom ind på dansk territorium i middags ved Fanø, blev der fra vagtmandskabet vest for kabelhuset afgivet 100-200 skud, nøjagtigere ca. 150. Dette antal måtte imidlertid absolut ikke omtales, da man var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at fyre, når zeppelineren er havarist.

Fra N.C. Willemoës’ dagbøger

1. juni 1916. I havn efter Jyllandsslaget: “… de døde blev kørt bort i møbelvogne”

En anonym 84’er fortæller om sit møde med de sårede matroser efter Jyllandsslaget

Da jeg som infanterist i efteråret 1916 ved en fejltagelse blev indlagt på marinelazarettet i Kiel, mødte jeg her en del af de marinesoldater, der havde været med i Jyllands-slaget den 31. maj samme år.

Der var nogle sørgelige skikkelser imellem, og en egen gru blev det at se på de stakler, som var blevet forbrændt. Der er særligt et billede, som endnu, efter de mange år, står skarpt i erindringen. Det var dem, hvis hud over hele hovedet var brændt og havde taget en del af kødet med også, de så frygtelig ud.

Jeg talte en del med dem, og de forklarede mig, at de skulle blive længe på lazarettet, for de skulle først have en ny hud, og det skulle ske ved transplantation, og det kunne godt vare i flere år. Man ville ikke have dem gående blandt befolkningen, sådan som de så ud.

Vi kom jo også til at tale om selve søslaget. og disse soldater havde jo selvfølgelig deres egen mening om, hvad der skete den 31. maj om eftermiddagen.

De fortalte, at den tyske Hochseeflotte havde forladt Wilhelmshaven allerede den 30. maj og var ankret op på Schillig red ved Jadebugten. Efter planen skulle slagkrydserne tidlig næste morgen gå op langs den norske kyst, hvor man havde observeret engelske krydsere, senere skulle så slagflåden følge efter. Nu gik det jo noget anderledes.

Slaget var frygteligt, mens det stod på, sagde de og de kunne ikke se, at nogen havde vundet slaget. Det var jo også admiral Scheer, som trak sig tilbage, hvorved kampen ebbede ud.

Det var et sørgeligt syn at se flåden liste ind i havnen den næste eftermiddag, sagde de forbrændte mennesker, skibe med alt skudt ned, hvad der havde stået oprejst, andre med mere eller mindre slagside, gråd og jammer fra de pårørende til dem, der ikke var med hjem. Mange lemlæstede om bord, og de døde blev kørt bort i møbelvogne, så mange var der.

DSK-årbøger 1966

31. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz under Jyllandsslaget

L. F. Gram deltog fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.

(… fortsat)

Søslaget ved Jylland

Jeg var Fyrbøder ved Oliekedlen, en let Bestilling, da vi kun havde at regulere Olien og føre Tilsyn med Vandstanden i Kedlen. Vi var tre Mand paa Oliefyrpladsen, Underofficer Bjerring fra Aabenraa, Blom fra Meklenborg og jeg hørte til et Hold. (Bjerring er krigsforlist ved den engelske Kyst i Paaskedagene 1940 som 1. Maskinmester paa Aabenraa-Damperen „Viking”).

Der var treskiftet Vagt, og vi havde Vagt fra: Kl. 4—8. Om Formiddagen ved Appellen meddelte Ingeniøren, at Flaaden stod nord paa og skulde forsøge at opfange de Konvojer, der gik mellem Norge og England.

Den 31. Maj om Eftermiddagen gik mit Hold paa Vagt uden at der var Fyr under Kedlen, for at spare paa Olien, kun Kulkedlerne var i Drift. Et Kvarter over fire ringede Telefonen med Ordren „Klar Skib til Kamp”.

Vi saa først paa hverandre, om det nu ogsaa kunde passe, men saa kom der ny Ordre „Tænd op under Kedlen”. Da sagde Kammerat Blom, at nu vilde han op og hente Ur og Penge, og jeg bad ham ogsaa at tage mit Ur og mine Penge med. Kassebeholdningen var rigtignok ikke stor, da vi kun fik 5 Mark hver 10. Dag.

Lidt efter kom Ingeniøren løbende og gav Ordre til at blokere Overtryksventilen for at holde paa al Dampen. Idet Ingeniøren løb videre til den næste Kedel, raabte han „Vi kommer straks i Kamp, hold jer tappert”. Da det kun tog 10 Minutter for at fyre Kedlen op paa Tryk, kom Skibet snart paa fuld Fart.

Klokken godt fem kimede Telefonen igen med Ordren „Vi kommer i Kamp med engelsk Krydser” og lidt efter gik den første Bredside fra de store 30,5 cm.s Kanoner.

Der var fem Kanontaarne med to Rør i hver, og et Rør i hver Taarn blev samtidig affyret, medens det andet blev ladet. Det var som at staa paa én Fjeder, da den ene Bredside efter den anden forlod Skibet, men ellers gik alt som paa en sædvanlig Vagt, vi kunde jo heller ikke se, hvad der foregik. Telefonen lød igen „engelsk Krydser „Indefatigable” brænder” og lidt efter „Krydseren er sunken”.

Saadan gik Tiden, snart med Kamp paa Styrbord og snart paa Bagbord, ind imellem var alt roligt, naar undtages en Dirren i Skibsskroget, som sagde os, at vi var paa højeste Fart.

Hen under Aften holdt Skydningen op, og der kom Ordre om, at Vagten ikke maatte skiftes, idet de vandtætte Skodder ved Skiftningen skulde lukkes op, og det maatte ikke ske med Faren for Torpedering eller for en Fuldtræffer for Øje. Endelig Kl. 12 blev vi saa afløst og blev indsat som Reservevagt i Panserdækket, og da vi under hele Slaget ikke havde faaet noget at spise, kunde vi ordentlig have en Portion Smørrebrød, som blev sat for os. Hen paa Aftenen den 1. Juni løb Skibet ind til Wilhelmshaven og gik til Ankers, og efter Afløsningen skulde vi op paa Dækket for at tage Sagerne i Øjesyn.

Der laa en Del Sprængstykker fra Granater paa Dækket, og paa Hækket havde Skibet en Bule, men ellers var ingen Skade sket, heller ingen Saarede. Fra Dækket kunde vi se Panserkrydseren „Seydlitz” ligge i Slusen med Kanonerne pegende ud til Siderne. Den var svært beskadiget og havde ogsaa haft stort Tab af Mandskab.

IMG_9183_efter_Jyllandsslaget_cropped
Skudhul i siden på tysk krigsskib i Wilhelmshafen

Næste Dag takkede Kaptajnen Besætningen for det Arbejde, denne havde udført, og hver Mand fik som en særlig Anerkendelse udbetalt 1 Mark af Kantineoverskuddet.

Nogle Dage senere ankom Kejseren til Wilhelmshaven for at mønstre Marinen. Fra hvert Skib blev der udtaget et Par Mand, og da de alle var samlet, holdt Kejseren en Tale til dem og skridtede forresten Fronten af. En Kammerat fra Bakken, der havde været med, fortalte, at Kejseren havde været i daarligt Humør, han saa bister ud og saa slet ikke paa Folkene.

Saadan oplevede jeg Slaget ved Jylland 1916.

DSK-årbøger, 1943

31. maj 1916. Om bord på SMS Kaiser: “… med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer”

Johan Moltzen, Sønderborg, var maskinist om bord på slagskibet SMS Kaiser.

Den 1. juni 1913 blev jeg afkommanderet til det tyske kejser-flagskib SMS Kaiser. Det var den tyske flådes første turbineslagskib, et linjeskib på 29.000 tons størrelse, et vidunder af teknik.

Skibet var 173 meter langt, 32 meter bredt, og det havde et dybtgående på 9,60 meter under vandlinjen. Det var armeret med 10 stk. 30,5 cm, 14 stk. 15 cm og en hel del 10,5 cm kanoner. Endvidere havde det 8 torpedorør. Til skibets fremdrift havde vi et turbineanlæg med tre maskiner på tilsammen 50.000 hestekræfter, en besætning på ca. 1.200 mand, i krigstid dog 1.622 mand.

IMG_2011_11_29_5920 SMS Kaiser
SMS Kaiser. (foto: Museum Sønderjylland).

Den 30. maj 1916 forlod vi havnen med kurs nordpå, og den 31. maj klokken 4:45 blev der slået alarm og »klar til kamp«.

Det var »Jyllandsslaget«, der her tog sin begyndelse. Vi styrede stadig nordpå i kølvandslinje, som det hedder i sømandssproget, dvs. med førerskibet »König« foran med første admiral om bord, og derefter – med 300 meters afstand – »König-klassen«, så »Kaiser-klassen«, derefter »Ostfriesland-klassen« osv.

Vi fulgte Jyllands kyst nordpå, men englænderne, der havde mange flere skibe, var avanceret frem og havde lagt en »hestesko« om vor kurs. Vi måtte dreje af til bakbord, ud i Nordsøen, for der var ingen plads til den anden side ind imod den jyske kyst.

Efter ordre styrede vi nu lige igennem den engelske skibslinje på det vanskeligste sted, og derfor blev slaget der meget hårdt.

Vi i maskinrummet, der var indespærrede bag de vandtætte skodder, fik ordre til at fyre op, alt hvad kedlerne kunne holde til. Det var en umenneskelig bestilling i den frygtelige varme. Dampventilerne var blokerede, for at ingen damp skulle gå til spilde. – Og så gik det med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer.

Alle vore 30,5 kanoner var i aktivitet til begge sider og drønede uafbrudt.

Gennembruddet lykkedes, for englænderne kunne ikke holde gennembrudsstedet lukket, og det var vor frelse; men vi havde bortskudt næsten hele beholdningen af 30,5 granater. –

Tabene og ødelæggelserne var på begge sider store, men englænderne sejlede med resten af storflåden nordpå og tilbage til England, og vi fik samling på vore skibe, ubeskadigede som beskadigede, og drog hjemad.

På tilbageturen fik vi øje på en ældre del af den engelske flåde, men da vi styrede hen imod den, trak den sig tilbage – de turde ikke tage kampen op.

Om aftenen den 1. juni løb vi ind i havnen i Wilhelmshaven, og her fortalte man os, at vi havde vundet en mægtig sejr. Det kunne vi nu ikke rigtig forstå, for vore skibe var i en meget dårlig forfatning.

DSK-årbøger 1972

31. maj 1916. Jyllandsslaget – baggrund og forløb

Af journalist Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, med tilføjelser vedr. Sønderjylland af René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag. Det foregik onsdag den 31. maj og torsdag den 1. juni 1916, som var Kristi Himmelfartsdag. Det var første og eneste gang, slagskibene fra den tyske og den britiske flåde mødtes under første verdenskrig.

Slaget fandt sted på strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk og foregik så tæt på den jyske vestkyst, at man kunne høre kanontorden i land.

IMG_9154_SMS_Derfflinger_marine
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen før slaget (Foto: Museum Sønderjylland).
IMG_9155_SMS_Derfflinger_marine
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen efter slaget (Museum Sønderjylland)

Baggrunden

Den britiske flåde var dobbelt så stærk som den tyske, og derfor kunne viceadmiral Reinhard Scheer ikke tillade sig en direkte konfrontation, da han i januar 1916 blev chef for Højsøflåden. Han satsede i stedet på en offensiv strategi, hvor han ved hjælp af miner, ubåde og overraskende angreb gradvis udlignede forskellen.

Han rettede flere angreb på den britiske østkyst uden at opnå det ønskede resultat, og i slutningen af maj besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og føre handelskrig ved Norge. Det virkelige mål var ikke de forsvarsløse handelsskibe, men de britiske styrker, som han dermed håbede at lokke ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.

 Optakten

Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at Højsøflåden var på vej ud. Chefen for Grand Fleet, admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23:30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.

Fra Rosyth sejlede Grand Fleet’s opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagkrydsere, som blev fulgt af en eskadre på fire slagskibe under kontreadmiral Hugh Evan-Thomas. De fire slagskibe var af Queen Elizabeth-klassen, som på dette tidspunkt var verdens hurtigste og bedst bevæbnede.

Planen kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste. Højsøflåden forlod Wilhelmshaven den 31. maj klokken 02:00 og 3:30, og ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen.  Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.

Jyllandsslaget_kort
Slagets forløb

Overlegen britisk flåde

På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer. Jellicoes hovedstyrke blev således fulgt af otte lette krydsere, fire opklaringskrydsere, 51 destroyere og en lille minelægger. På samme måde blev Beattys hurtige opklaringsstyrke fulgt af 14 lette krydsere, 27 destroyere og et moderskib for vandfly.

Den tyske opklaringsstyrke under viceadmiral Franz Hipper bestod af fem slagkrydsere, fem lette krydsere og 30 torpedobåde. 40 sømil længere mod syd kom Scheers hovedflåde, som bestod af 16 slagskibe og seks ældre linjeskibe. De var ledsaget af seks lette krydsere og 31 torpedobåde. Der var ingen ubåde med i selve slaget, og på grund af dis og lavthængende skyer, kom fly og luftskibe ikke til at spille nogen rolle.

Briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere. Hvis alle britiske skibe affyrede deres kanoner samtidigt, ville granaterne tilsammen veje 150.760 kilo, mens de tyske granater tilsvarende ville veje 60.879 kilo. En britisk 15 tommers granat (38,1 cm) var slagets tungeste og vejede 879 kilo.

Det danske skib

Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet var N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshavn, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.

To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse, blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventilen åbnede sig og lukkede en stor, hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.

Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15:28 var slaget i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15:36 slagets første træffer. N. J. Fjord fik hurtigt dampen op igen og slap uskadt væk.

Kampens første fase

Da Beatty fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men nu drejede han rundt og satte kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje. Den nye kurs blev ikke kommunikeret videre til Evan-Thomas’ fire slagskibe med det resultat, at de blev hægtet af og ikke kunne deltage i de indledende kamphandlinger.

Da Hipper så de britiske skibe, vendte også han rundt, og nu fortsatte de to opklaringsstyrker på to parallelle kamplinjer mod syd. Klokken 16:48 var afstanden mellem de to opklaringsstyrker snævret ind til cirka 14.000 meter, hvorefter tyskerne åbnede ild.

Den tyske ild var meget præcis, og klokken 17:00 ødelagde en granat fra Lützow det centrale Q-tårn på Beatty’s flagskib Lion og dræbte hele tårnets besætning. Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey fra Royal Marines beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand. Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev posthumt tildelt Victoriakorset.

IMG_2011_11_29_5912 Lützow_cropped
SMS Lützow (Museum Sønderjylland)

Den fortsatte kamp

Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere.

Klokken cirka 17:05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17:25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17:30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.

Nu kom de fire slagskibe under Evan-Thomas endelig i aktion. De kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Scheer vidste ikke, at Grand Fleets hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19:30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.

Jellicoe havde været i tvivl om den rette manøvre, men havde valgt den rigtige og havde ”krydset T’et”. Det vil sige, at han havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.

Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1.032 mand overlevede kun seks. Invincible havde været med til at sænke den tyske krydsereskadre ved Falklandsøerne i december 1914 – men denne gang trak hun det korteste strå.

Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje. Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv.  Scheers redningsaktion var nær gået galt, og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.

SMS_Pommern
SMS Pommern (Museum Sønderjylland)

Natkamp og undergang

Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.

SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.

To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.

6a48-008_SMS_Frauenlob
SMS Frauenlob (Museum Sønderjylland)

 Digteren Gorch Fock

Et af ofrene fra dette skib var Johann Wilhelm Kinau, der var født på Finkenwerder ved Hamborg den 22. august 1880. Johann ville have været Nordsøfisker ligesom sin far, men var for klejn og kom i stedet i købmandslære. Han havde flere stillinger som bogholder og kontorist, men begyndte snart at skrive digte og fortællinger om fiskeri og søfart under pseudonymet Gorch Fock.

Selvom han var familiefar med kone og tre børn, blev han i 1915 indkaldt og kæmpede som infanterist i Serbien og Rusland. I marts 1916 blev han efter eget ønsket overført til marinen, hvor han gjorde tjeneste som udkig i stormasten på Wiesbaden.

Johann Kinaus lig drev i land i Sverige, hvor han sammen med ni andre tyske og tre engelske søfolk blev begravet på skærgårdsøen Stensholmen ud for Fjällbacka. Den tyske marines sejlskoleskib er opkaldt efter ham, og når Gorch Fock passerer Stensholmen, sendes en båd i land for at lægge blomster på digterens grav.

8.645 dræbte

Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, og måtte til sidst sænkes med en torpedo.

Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.

Briterne mistede 6.784 mand og fjorten skibe på i alt 111.000 tons, mens tyskerne mistede 3.058 mand og elleve skibe på i alt 62.000 tons.

Britiske tab

Slagkrydsere (dreadnoughts): Indefatigable, Queen Mary, Invincible

Panserkrydsere: Black Prince, Warrior, Defence

Destroyere: Tipperary, Shark, Sparrowhawk, Turbulent, Ardent, Fortune, Nomad, Nestor

Britiske tabstal: 6.094 dræbte, 674 sårede og 177 fanger- i alt 6.945 (6.768 dræbte og sårede).

Tyske tab

Slagkrydser: Lützow

Slagskib: Pommern

Krydsere: Frauenlob, Elbing, Rostock, Wiesbaden

Torpedobåde: V48, S35, V27, V4, V29

Tyske tabstal: 2.551 dræbte og 507 sårede – i alt 3.058.

Nogle af de dræbte drev i land i Danmark og blev begravet her, men endnu flere blev af en nordgående havstrøm ført op forbi Skagen og videre til Sverige og Norge. Omkomne fra Jyllandsslaget ligger begravet på svenske kirkegårde fra Gøteborg og op til den norske grænse og på norske kirkegårde på begge sider af Oslofjorden.

Dræbte søfolk fra Sønderjylland

I hvert fald 9 af de dræbte tyske søfolk var fra Sønderjylland, nemlig:

Kappler, Max Richard (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Paulsen, Jørgen Friedrich (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Stehr, Otto Hansen (SMS Derfflinger) – Skagerrak
Hansen, Jürgen (SMS Pommern) – Skagerrak.
Hansen, Peter Christian (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jacobsen, Wilhelm Otto (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jahnke, Heinrich (SMS Pommern) – Skagerrak.
Petersen, August Peter (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.
Petersen, Peter Christian Wilhelm Albert (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.

I alt deltog ca. 150 sønderjyder i Jyllandsslaget.

Læs mere om Jyllandsslaget på Sea War Museum Jutland: http://www.seawarmuseum.dk/

Eller besøg museet: Sea War Museum Jutland, Kystcentervej 11, 7680 Thyborøn

SEA WAR MUSEUM JUTLAND

SeaWarMuseum_Thyborøn
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_3
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_4
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_2
Foto: Sea War Museum Jutland

 

 

15. februar 1916 – Hilfskreuzer Marie passerer ækvator

Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Hjælpekrydseren Marie er stadig på vej mod Østafrika, den 15. februar passeres ækvator og det markeres behørigt:

“Ved krydsningen af ækvator (15. februar) blev kaptajn von Kaltenborn og alle de andre udøbte døbt efter gammel sømandsskik. Den smukkeste havfrue i Neptuns følge, skibskok Spanger, vakte stor munterhed med sin lange blonde hørparyk”.

Harboe Kardel: Schleswig-Holsteiner im Weltkrieg, 1933

9. januar 1916 – Hilfskreuzer Marie forlader Wilhelmshaven

Hjælpekrydseren Marie med forsyninger til de tyske tropper i Østafrika forlader Wilhelmshaven under navnet “Ajax” og med det svensk flag vajende fra hækken. I Nordsøen skifter skibet identitet, og bliver til den danske damper “Nordamerika”. Skibet er indrettet med nordiske billeder, et nordisk sproget bibliotek og endda puder med de nordiske landes farver. Besætningens private ejendele gennemgås, og alt der har forbindelse til Tyskland ryger overbord. At besætningen egentlig er tysk vidner nu kun deres tatoveringer med tyske skibsnavne, ordsprog, ørne og flag.

Besætningen var sammensat af folk fra Nordslesvig (se navnelisten her) og en af dem var Nis Jacobsen fra Anslet ved Haderslev. I sin bog Under Dannebrog til Tysk Østafrika og Indien beskriver han afsejling:

Søndag den 9. Januar gik vi saa ud fra Rheden ved Wilhelmshaven ved Middagstid i roligt Vejr med dejligt Solskin. Vi gik under svensk Flag og som “Thor” [Kardel hævder navnet var Ajax /red.] fra Gefre. Foran os gik en Torpedobaad, der skulde føre os gennem Minefelterne. Om Natten blev det Storm og meget daarligt Vejr. Læs videre 9. januar 1916 – Hilfskreuzer Marie forlader Wilhelmshaven

30. december 1915 – U38: To torpederinger uden advarsel

Den bevæbnede engelske damper “SS Persia” (7.974 BRT)  sænkes uden varsel med torpedo syd Kreta. Skibet var på vej fra London via Marseilles til Bombay i Indien med passagerer og fragt, deriblandt en større sum i guld og diamanter. Skibet sank på under 10 minutter og 343 af de ombordværende 519 mistede livet.

Senere sænkes i det samme farvand den engelske dampe “Clan Macfarlan” (4.823 BRT) uden advarsel med en torpedo. Damperen var på vej med fragt fra Liverpool til Bombay, 52 mistede livet ved sænkningen.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

 

17. december 1915 – SMS Bremen synker

SMS Bremen i fredsbemaling med hvidt skrog og gulmalede overbygninger (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
SMS Bremen i fredsbemaling med hvidt skrog og gulmalede overbygninger (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Torpedobåden V191 løber ud på eftermiddagen på en mine i Østersøen ud for den lettiske by Ventspils (Windau). I forsøget på at komme den til hjælp løber SMS Bremen selv på to miner og synker kort efter med 250 mand.

Flensborg Avis bragte tre dage senere nedenstående meddelelse:

En lille krydser og en Torpedobaad sunkne.

Lørdag Aften meldes officielt fra Berlin:

Om Eftermiddagen den 17. December blev H.M. lille Krydser “Bremen” og en af de Torpedobaade, der ledsagede den, i den østlige Østersø bragte til at synke ved et Undervandsbaads-Angreb. En betydelig del af Besætningen reddedes.

Chefen for Marinens Admiralstab

“Bremen” var løben af Stabelen i 1903. Den var paa 3250 Tons med en hastighed af 23,2 Knob. Den havde ti 10,5 Centimeters Kanoner og to 45 Centimeters Torpedo-Udskydningsrør. Besætningen bestod af 305 Mand.