Kategoriarkiv: Søkrig

11. januar 1918 – Max Valentiner kaprer norsk skib

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “Norefos” (1.788 BRT).  Damperen var afgået fra Mozambique 1. december 1917 med stykgods til Marseille. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter Valentiner:

Kort efter kaprede jeg en nordmand. Den svarede oven i købet helt til det, vi forlangte af en damper.  Han kom fra Madagaskar, vor proppet med levnedsmidler til den franske hær, gav os den fineste kødkonserves og var desuden – hvilket ikke var uvigtigt for Tyskland – ladet med 30 tons gummi fra Mozambique. For slet ikke at tale om vinen, snapsen og delikatesserne. 

Først læssede vi alt gummiet over til mig, så så mange levnedsmidler som muligt, og så tog jeg ham som forspand for mine planer: Jeg ville sejle mod syd, han skulle slæbe mig, så jeg  kunne (tænkte jeg, det skulle vise sig at gå anderledes) spare brændstof…

Inden da havde jeg et rendevouz. Ved øen Ferro ventede et spansk sejlskib med 40 tons wolfram, som jeg skulle have ombord. Desuden skulle jeg samme sted mødes med en tysk ubåd.  I mellem tiden ville nordmanden naturligvis være stukket af. Jeg sendte derfor tyve af mine mænd med kaptajnløjtnant af reserven, Ölrichs, en kendt herre fra handelsflåden, ombord, gav ham en småkalibret kanon så vel som en radiotelegraf med, så jeg kunne opretholde forbindelsen med ham.

Kaptajnløjtnanten modtog desuden en mængde forholdsregler af mig. Han skulle, formanede jeg ham blandt andet, i tilfælde af fare, føre det norske flag ligesom de engelske ubådsfælder.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 244-5)

 

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.


Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

26. december 1917 – Max Valentiner: Kabelfiskeri og en sænkning ved Azorerne

Den 26. december 1917 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ved Azorerne det portugisiske sejlskib, Lidia (302 BRT), der var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde han forsøgt at gennemføre en særlig mission ved Azorerne.

“U-157” skulle her ganske tæt på land forsøge at overskære [telegraf]kablet, der førte til England og Europa i det hele taget. Jeg havde i admiralstaben afvist denne opgave, fordi søbunden ved Azorerne ifølge søkortene synes at være klippegrund. Jeg var overbevist om, at ankeret, som vi skulle finde kablet med, ville hænge fast i klippebunden og blive trukket løs. I admiralstaben troede den toneangivende officer, som denne store såkaldte u-krydser hørte under, at min opfattelse alene skyldtes manglende lyst til opgaven. Vedkommende var en “ny”, kendte hverken mig eller havde været ubådskommandant, og havde kun ringe ide om ubådskrig. Jeg lod derfor tålmodigt hans store ord passere uden at indvende noget, fandt det blot besynderligt, at en denne officer tog  munden så fuld overfor en erfaren kommandant, uden selv at kunne henvise til nogen succeser. Kun hans fire striber, hans højere rang, gav ham så meget mod.

Ved øen Horta, næsten direkte foran havnen, forsøgte jeg om natten i måneskin at løse min opgave, med fuld forståelse for den betydning en sådan forstyrrelse kunne have. Men trods den største forsigtighed gik det nøjagtig, som jeg havde forventet: Kabelankeret satte sig fast i klippebunden og blev trukket løs. Den vedkommende officer tænkte nu sikkert, at jeg havde gjort det med vilje, ellers havde han næppe sendt to andre ubåde til Azorerne med samme opgave. Naturligvis gik det dem begge to nøjagtigt som mig.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 228-9)

22. december 1917 – Max Valentiner: Ubådskrydseren U157

Ubådskaptajn Max Valentiner fra Sønderborg fik i september 1917 kommandoen over U157, som han og hans nye besætning brugte efteråret på at lære at kende. I sin bog Der Schrecken der Meere beskriver han sin nye ubåd.

“U157” var oprindeligt bestemt til at sejle som handelsubåd og var bygget derefter.  Tyskland forsøgte som bekendt at modvirke Ententens blokade, som USA den gang endnu ikke var en del af, ved at bygge kæmpe ubåde, der opretholdt forbindelsen til Amerika. […] Min ubåd skulle have været døbt U-Bayern og også have sejlet til Amerika. De forenede staters krigserklæring gjorde en ende på de planer, men handelsbåden blev ombygget til en krigsubåd.

Ombygningen vil jeg underkaste en nærmere kritik. Det er rigtigt, at båden var en ren kolos, den havde en størrelse på næsten 2000 tons. Den var overordentlig luksuriøst indrettet, kaptajnen havde en herlig kahyt og ikke sådan et lille hul, som jeg havde beboet på U38, som mandskabet måtte passere igennem, når de ville agterud. Der var en officersmesse “med alt tilbehør”, mandskabet sov menneskeværdigt.

Tysk ubådskrydser, her i en version med en sværere bevæbning end i Valentiners beskrivelse  nemlig ud over to 15 cm også to 8,8 cm kanon (Karosszék tábornok)

Bevæbningen var fantastisk: To 15 cm-kanoner. Med dem kunne man skyde 16.000 meter og næsten tage kampen om med en lille krydser. Torpedorør var der også indbygget. Ammunition medbragte båden i kassevis og den beløb sig til 1.800 granater og tyve torpedoer! Bemanding: 8 officerer, 78 mand. Aktionsradius? 5.000 til 6.000 sømil.

Den var enorm. Så vidt må alle vel medgive mig bådens specifikationer var tillokkende. Ja, ideelle. Desværre var der en hage ved det hele: For at spare på vægten, udstyredes den kun med lette maskiner. To maskiner af hver 400 PS. De kunne – i gunstigt vejr – nå 10 sømil i timen. Er den hastighed allerede beskeden, så var den ved søgang forfra snarere 4 til 6 sømil, i storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen. […]

Ved de første prøvesejladser måtte jeg smile af den iver herrerne fra admiralstaben lagde for dagen. Naturligvis sejlede båden langsommere over vandet  end en almindelig damper, under vandet var kolossen plump, ikke særlig manøvrerbar, og selvindlysende langsommere end over vand. Kanonerne tiltalte mig derimod. De skød præcist ud på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 224-5.)

 

23. november 1917 – Avisen Hejmdal: Kødkort og kanontorden

Den 23. november bragte Hejmdal blandt andre følgende notitser fra provinsen.

Nye Kødkort.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at de nye Kødkort vil blive uddelt paa Mandag den 26. November om Formiddagen fra Kl. 9 til 11 i Drenge-Borgerskolens Stueeteage. Afsnittene af de gamle Kødkort og Sukkerkortene maa medbringes. En Ombytning udenfor den angivne Tid finder ikke Sted.

Politiberetning.
I afvigte Oktober Maaned blev der i Aabenraa straffet 14 Personer for at have undladt at rense Gaden, 2 Personer for have gaaet paa Jernbanestrækningen ved Nørreport, 1 Person for Dyrplageri og 2 Personer, fordi deres Børn havde forsømt Skolen.

I Varetægtsarrest kom der 2 Personer paa Grund af Mangel paa Husly. Som tabt blev anmeldt, 1 Pengepung med 5 Mark i.

Haardt ramt af Krigen. (F.A.)
Der er som nævnt kommet Meddelelse om, at Møller Jens Peter Clausen fra Kværs er falden i Rumænien den 7. November; den Afdøde blev 35 gammel.

Møller Clausen var ældste Søn af Kommuneforstander Clausen i Tyrsbøl. De stakkels Forældre er blevne særlig haardt ramte af Krigen, idet Jens Clausen var deres Tredje Søn, som er falden, og desuden har de mistet en Svigersøn i Krigen. Nu har de endnu to Sønner tilbage; en er hjemme paa Reklamation, og den sidste kan blive indkaldt, naar det skal være; det er til visse haarde Kar.

Der holdes Sørgegudstjeneste for Jens Clausen i Kværs Kirke Onsdag den 25. November.

Kærlighedsgaver.
Byraadet i Sønderborg har til Hensigt ogsaa i Aar at sende alle Krigere, som ligger ved Fronten eller som befinder sig i Fangeskab, forsaavidt disse er bosiddende i Sønderborg, en lille Kærlighedsgave til Jul.
Paarørende af sadanne Krigere anmodes om straks at afgive disses nøjagtige Adresse paa Meldebureauet i Store Raadhusgade Nr. 20.

Mange Jernkors. (S.Z.)
Fra Hagenbjerg Sogn er der ikke færre end 22 Krigsdeltagere, der har faaet tildelt Jernkorset.

Fødevarekortene
uddeles i Haderslev saaledes: Fredagen den 23. November for Distrikterne 1-5, Lørdagen den 24. November for 6-9, Mandagen den 26. November for 10-13, Tirsdagen den 27. November for 14-17 og Onsdagen den 28. November for 18-22. Stamkort, Kødkort og Distriktnummer skal medbringes.

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Tirsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Ankler, medens Kommuneforstander Hanquist fra Vellerup og Rentier Schmidt fra Skærbæk fungerede som Nævninger, følgende Sager:

Fru Jacobsen og hendes Datter var anklagede for at have kørt paa Cykle uden Tilladelse og for at have undladt at indlevere de i sin Tid beslaglagte Gummiringe. Dommen lød for Moderen paa 200 Mark, medens Datteren slap med en Bøde paa 100 Mark.

Fru Witte fra Aaved havde faaet en Bøde paa 160 Mark, fordi hun ved Salget af Svin havde taget 20 Penning Pundet over Højestepris, men havde krævet retslig Afgørelse. Dommeren raadede hende til at tage Indsigelsen tilbage, hvilket hun ogsaa gjorde, saa det blev ved 100 Mark.

To Drenge i 13 Aars-Alderen, Zierua og Magnussen fra Aabenraa, var anklagede for Tyverier i Toftlund-Egnen. Zierau blev idømt 4 Ugers Fængsel, medens Mangnussen slap med en Irettesættelse.

Ejeren af Kadaveranstalten i Hammelev, Meyer, var anklaget for at være kørt igennem Agerskov med døde Kreaturer, som han g ud af Vognen. Meyer frikendtes, da det ikke var ham, der havde kørt, men hans Kusk, saa det altsaa var denne, der burde anklages.

Fru Davidsen fra Roager blev idømt en Bøde paa 50 Mark for at have passeret Afspærrings-Distriktet.

Skomagermester Bundesen fra Slesvig fik en Bøde paa 50 Mark, fordi han, uden at være i Besiddelse af Pas, var gaaet over Grænsen efter Læder.

Minesprængninger og Kanontorden.
Paa Vestkysten hører man næsten daglig, ja sommetider flere Gange om Dagen stærke Drøn af Miner, som sprænges langs Kysten af Vesterhavet. Det er ingen Sjældenhed, at Lufttrykket fra Sprængningen kan være saa stærkt, at Husene ved Kysten ryster og Vinduerne klirrer.

I Lørdags kunde man fra om Eftermiddagen omkring ved Halvni-Tiden af høre en stærk Kanonade: Skud fulgte paa Skud, saa Husene rystede, og sommetider fulgte en hel Række Skud ud i et, saa Folk straks kunde forstaa, at det ikke var Minesprængninger. Hen paa Formiddagen kunde man høre at Skuddene kom fra en mere sydlige Retning end i Begyndelsen, og de vedvarede til henimod Klokken 12 om Middagen.*)

Kanonaden i Lørdags var endnu heftigere end under det store Søslag i Forsommeren 1916, som man ogsaa den Gang ude paa Vestkysten kunde høre i flere Timer.


*) Der er tale om søslaget ved Helgoland den 17. november 1917.

Ny bog om Jyllandsslaget og søkrigen i Nordsøen

Knud Jakobsen: Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen. Sea War Museum i Thyborøn, 2017. 360 s., 314 illustrationer. Vejledende pris: 300,- kr. Bogen kan købes i boghandelen eller bestilles på museet.

Hvis man ønsker en velskrevet, informativ, opdateret og fremfor alt elementært spændende bog om søkrigen i Nordsøen under Første Verdenskrig, herunder Jyllandsslaget i 1916, så er det Knud Jakobsens bog, man skal købe. Hvis man tilmed gerne vil have den tyske synsvinkel fyldigt repræsenteret (og lidt ekstra fokus på Sønderjylland og sønderjyders andel af historien end man sædvanligvis ser), så kan man lige så godt skrive bogen på ønskelisten til jul med det samme – hvis man da kan vente så længe!

Det er en virkelig god bog, der kommer grundigt (men aldrig langtrukkent) omkring et væld af emner og temaer. Efter endt læsning sidder man tilbage med følelsen af at være blevet godt informeret om alle søkrigens væsentligste aspekter. Man er endda blevet godt underholdt imens! Knud Jakobsen er journalist af den gamle skole og dvæler gerne ved en god historie eller en interessant personskæbne, uden at det på dog noget tidspunkt fører den støt fremadskridende fortælling på afveje. Tvært imod lykkes det med stort overblik at følge alle historier fint til dørs.

Bogen er uhyre veldisponeret. Efter et par korte, indledende kapitler om krigsbaggrunden og den tyske flådeoprustning, går det derudad i højt tempo: Der indledes med erobringen af de tyske kodebøger og kvadratkort fra SMS Magdeburg allerede få måneder inde i krigen. Det satte briterne i stand til at afkode de tyske radiosignaler; en helt enorm fordel, de bevarede resten af krigen. Herefter går det – om jeg så må sige – slag i slag: Krigens mange større og mindre slag og sammenstød behandles i naturlig kronologisk rækkefølge. Det sker kompetent i godt afrundede kapitler og med inddragelse af den nyeste viden; den britiske og tyske flådeledelse strategier; blokade og blokadebrydere, ubåde, zeppelinere, torpedobåde, miner, minestrygere og konvojer behandles, og naturligvis Jyllandsslaget, der med et kapitel på 62 sider får den grundigste behandling. Vi slutter med revolutionen i Tyskland, konfiskationen af den tyske flåde – og dens selvsænkning i Scapa Flow i 1919.

Man kan altid finde ét og andet at indvende mod en bogudgivelse, hvis man leder længe nok. Her lægges der muligvis i det korte, indledende kapitel for megen vægt på kejser Wilhelm II’s psykiske ustabilitet og for lidt vægt på Tysklands naturlige interesse i som stormagt at udvide sin indflydelse og dominans i verden i imperialismens tidsalder. En åbenlys fejl er derimod kortet over Nordsøen på side 4: Her er det den dansk-tyske grænse fra 1920 og ikke grænsen fra 1914, der er indtegnet! Der savnes desuden nogle flere stedsangivelser. Bl.a. nævnes både Zeppelinbasen i Tønder og skibsartilleriskolen i Sønderborg adskillige gange i bogen, men ingen af dem optræder på kortet. End ikke den vigtigste flådehavn Kiel og Kejser Wilhelm-kanalen er med på kortet! Det bør rettes, inden en eventuel 2. udgave kommer i handelen. Og så irriterer det denne anmelder, at der ikke er en egentlig litteraturliste, men at man skal finde forfattere, titler og udgivelsesår i noterne.

Men det er trods alt kun mindre skønhedsfejl, der ikke skal skygge over, at det er en fremragende bog, som varmt anbefales enhver, der interesserer sig for Første Verdenskrigs historie.

René Rasmussen

13. november 1917 – Enkefru Røgind: “U-Baadskrigen lod en Del tilbage at ønske”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

13.  Novbr.
Refshauge har fortalt Fader, hvad hans Broder, der er Oppasser i et Officerskasino, har hørt: Det var et Foredrag om Undervandsbaade af en Marineofficer. Hvorfor det gik tilbage med Undervandsbaadenes Magt, var fordi Englænderne nu havde forskanset alle Kyststrækninger, man kunde ikke mere gaa langs med dem for Net og andre Forhindringer, og ude paa Dybderne blev det ogsaa. mere og mere farligt, og Baadene kunde jo ogsaa kun holde sig en begrænset Tid paa de store Dybder. Alt ialt, man mærkede, at det begyndte at gaa op for Tyskerne, at U-Baadskrigen lod en Del tilbage at ønske.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 143)

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

12. oktober 1917 – Erobringen af Øsel og Dagø: “… et besværligt Arbejde at faa os sat i Land”

Den 12. oktober indledte tyskerne en stor landgangsoperation på øerne Øsel og  Dagø (i dag Saarema og Hiiumaa) ved Estlands kyst. En unavngiven sønderjyder berettede i Danskesindede sønderjydske Krigsdeltageres Aarbøger 1941 om sin deltagelse i landgangen. Der er muligvis tale om Johannes Møller fra Øster Lindet, der gjorde tjeneste ved et maskingevær-kompagni fra Infanterie-Regiment Nr. 17, og som deltog i landgangen.

Under Verdenskrigen laa jeg i godt et Par Aar ved Fronten i Rusland. Jeg var Kusk ved et M.G.K. [Maskingeværkompagni] , som tilhørte et Regiment med det fine Navn Infanteri Regiment Barfuss, IV Westphålisches Nr. 17, som hørte til 42. Division. Jeg var den eneste dansk talende ved Kompagniet.

Johannes Møller, Øster Lindet, deltog i landgangen på Øsel og Dagø, og har på bagsiden at dette billede skrevet: “Her er skibet som sejlede os over til Øen” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Efter at vi havde deltaget i Offensiven i Galizien i 1917, kunde jeg rejse hjem paa Høstorlov. Hjemme fik jeg Meddelelse fra min Feltwebel om, at Afdelingen var sat ind ved Erobringen af Riga, og at man ventede at se mig der. Da jeg den 26. September naaede op til Riga, var Afdelingen imidlertid allerede taget til Libau, hvor jeg kort efter meldte mig tilbage.

Johannes Møller, Øster Lindet, har på bagsiden noteret: “Her er de ved at blive forladet”. (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

I Libau var man ved at forberede et Togt til Øerne Øsel og Dagø, som skulde erobres. Den 9. Oktober blev vi indskibet i en Mængde store Skibe. Vort Kompagni kom i Skib Nr. 11. Vi var her sammenstuvet ca. 2000 Mand og 200 Heste. Dagen efter sejlede vi ud i Krigshavnen og ankrede op. Der laa her en lang Række Minestrygere, som skulde gaa foran os og sikre vor Sejlads. Den 11. Oktober sejlede vi saa i en meget langstrakt Konvoj ud mod Øsel. Vi var alle forsynet med Svømmeveste, og der var udstedt stærkt Forbud mod at tage dem af under Sejladsen.

Endnu et billede fra krigsdeltageren Johannes Møller, hans tekst lyder: “Skibet i fuld Fart ude paa Øster Havet” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 12. Oktober, midt paa Dagen, naaede vi om paa den nordre Side af Øsel. Der laa allerede en hel Del store Krigsskibe, som havde taget det første Stød. Det var et besværligt Arbejde at faa os sat i Land, idet der ingen Havn var. Alle maatte sættes ind i Baade. Hestestalden var helt nede i Bunden af Skibet, og herfra blev Hestene enkeltvis hejst op i en stor Kasse, og fra Dækket blev de saa igen paa samme Maade hejst ned i Baadene. Hele Landsætningen gik dog godt, og vi kunde snart efter støde til vor Afdeling og afløse de russiske Køretøjer, der var rekvireret for at transportere de svære Maskingeværer.

Krigsdeltageren Johannes Møller tekst til dette billede lyder: “Et russisk Batteri 30,5 cm paa nordspissen af Dagø” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Snart var Øsel indtaget, og vi blev sat over paa Dagø, som ogsaa ret hurtigt blev erobret.

(Anonym sønderjyde i DSK-årbøger, 1941.)

8. oktober 1917. “Den lystige Enke” var både enke og lystig

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.

Sidst i September blev jeg afkommanderet for at være med til at hente en ny Baad i Hamborg. Det viste sig, at jeg atter var heldig, idet jeg slap fri for at være med til Minestrygningen omkring Øsel og Dagø i Rigabugten, som Flotillen var med til i Oktober Maaned, da disse Øer blev indtaget. Jeg traf senere nogle af Kammeraterne i Emden, hvor de fortalte om det.

Jeg havde faaet Adressen paa et Logihus i Hamborg opgivet, ligeledes hvor Værftet laa.

Logiet var i Nærheden af St. Pauli og hed “Die lustige Witwe”. Ejersken passede godt til Navnet, hun var nemlig begge Dele, baade Enke og lystig.

Jeg traf her sammen med andre Kammerater, som skulde paa den samme Baad. Vi fik saa undersøgt, hvor Værftet laa. Det var ude i Neuhof, en af Forstæderne. Baaden, der endnu stod paa Bedingen, var ikke færdig.

Vi kunde ikke bo i den, men det var vi ikke kede af. Jeg saa straks, at det var en smuk Baad, med rene Linier, rigtig en Fryd for øjet. Den vår 28 m lang, 4 m bred og skulde kun gaa 1,40 m dybt. Den var bygget af Mahognitræ og havde to Motorer, hver paa 500 Hestekræfter.

Vi maatte saa blive boende i Logiet. Penge havde vi ikke mange af, men en Aften rejste en af Kammeraterne, Max hed han, sig i Restaurationen nedenunder og gaven Opvisning som Akrobat. En af de civile Gæster gav ham et Timarkstykke i Guld for det, og det blev jo saa straks omsat.

Omsider kom Baaden i Vandet. Vi lavede Prøvefarter med den, men ved en Manøvre udfor Blankenese brændte Motorerne sammen. Saa kom vi igen paa Værftet, og saadan gik Tiden, til vi henimod Jul kom til Kiel for at blive udrustet med det nødvendige Inventar.

Mandskabet blev ogsaa fuldtalligt, ialt 14 Mand. Der samledes her flere Baade af samme Type, ialt 14, og vi nævntes nu 13. Minestrygerflotille, eller U. Z. Flotillen.

Der blev afholdt flere Prøvefarter og Manøvre med hele Flotillen. Ved en af Prøvefarterne ud af Kiels Fjord – med 18 Knobs Fart og med en Storm af (100) NØ og høj Sø – fik vi Kommandobroen slaaet i Stykker. Endskønt jeg var Rorgænger, kom jeg intet til udover at blive gennemblødt.

Vi kom saa paa Værftet i Kiel og fik Kommandobroen flyttet længere agterud. Nu var vi altsaa klar til vort egentlige Arbejde, at holde en Aabning fri for Miner i de Minespærringer, som Englænderne lagde, saa Undervandsbaadene kunde gaa ud, altsaa et rigtigt “Himmelfahrtskommando”, som det hed, med Station i Cuxhaven.

DSK-årbøger 1948

23. august 1917. Loppetjans på minestrygerne i Østersøen

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.

Sommeren 1917 var jeg havnet om Bord i Minestrygeren S. 59. Flotillen, som bestod af gamle Fiskekuttere, forsynet med baade Sejl og  Dampmaskine; var stationeret i Sassnitz paa Rygen.

Havde det ikke været Krig, havde det for os været et helt behageligt Liv i denne Badeby. Jeg traf om Bord gamle Kammerater fra Murwik, Tjenesten. var ikke anstrengende, og ret megen militær Disciplin var der ikke.

Vi gennemtravlede Østersøen fra Travemunde til Libau for at holde Farvandet renset for Miner, vi fandt ingen i den Tid, jeg var med om Bord. Vi aflagde Besøg i mange af Østersøens Havnebyer.

Kammeratskabet var godt, og vi havde det selv forholdsvis godt.

DSK-årbøger 1948

20. august 1917 – U38: “Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …”

Under kommando af Max Valentiner traf U38 den 20. august 1917 en konvoj, og angreb trods motorproblemer. Det lykkedes at sænke den bevæbnede damper “Incemore” (3.060 BRT) med en torpedo. I sin erindringsborg “Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen, og den efterfølgende jagt på ham og hans besætning.

Det er med ubåde ligesom med mennesker, alt for stor aktivitet slider på dem. Også “U38 var slidt, og behøvede snart et grundigt “generaleftersyn”.  Desværre havde jeg udskudt det nødvendige eftersyn for længe, og det var på et hængende hår blevet katastrofalt:

Året 1917 lakkede mod enden, da jeg foretog min sidste operation med ubåden. Jeg sejlede ud gennem Otrantostrædet, hvor jeg […] ikke fandt den ringeste modstand. Jeg så ikke en gang et vagtskib.

Mellem Malta og øen Pantelerion stoppede mine dieselmotorer pludselig. Rørte ikke mere på sig. Udslukkede. Jeg var forfærdet over at måtte ligge på havet som en anskudt and. Gik selv ned i maskinrummet, hvor mine folk svedende var i gang med at udskiftede maskinens beskadigede dele …

Pludselig blev der meldt en konvoj – det var lige hvad der manglede.
“Kan De i det mindste få gang i en maskine?” spurgte jeg
“Jeg vil forsøge …”

Nærmere konvojen: En stor damper med to små og flere motor- og torpedobåde – – det virkede virkelig lovende … “Hvordan går det med maskinen?” spurgte jeg.“Måske går det …”

Jeg tænkte ikke på at sænke, jeg tænkte kun på at komme helskindet ud af denne forbandede situation. Men da så den ene af maskinerne igen virkede og da konvojen kom lige imod mig, genvandt jeg appetitten. Jeg gjorde et lille tilløb, dykkede og afskød torpedoen …

Jeg havde udvalgt mig den fedeste af mine fjender … torpedoen sad! Jeg dykkede til stor dybde. Så kom der dybvandsbomber. Dybvandsbombernes eksplosioner blev til en langtrukken dundren. Så blev det en smule roligere. Så igen et par dybvandsbomber, som rystede båden …

Stilhed. Intet rør sig mere. Jeg har ingen hast med at dykke ud. Så endelig vil jeg gøre forsøget, stiger op. Når periskopdybde og forskrækkes: Fra retning af Malta kommer en kæde af hurtige motorbåde susende imod mig med bovbølgerne sprøjtende vejret. Så må jeg vel hellere… Et slag der slynger mig mod væggen … en dybvandsbombe. Lige ved siden af tårnet…! Dyk! Vandindtrængen? Jeg venter … der sker intet.

Da jeg var kommet mig over braget, som slog luften ud af mig, og  jeg fik bragt orden i mine tanker, gik vi, stadig lammet af skræk ned på 70 meter … Det var voveligt: Tryskroget begyndte snart at knage under trykket …

Og nu begyndte jeg at overveje: Hvorfra, hvor satan kom den  dybvandsbombe fra? Motorbådene var endnu langt væk, intet fartøj – det var umuligt at tage fejl – intet fartøj var i nærheden …!? Men det var en svær bombe! Jeg var blevet fuldstændig modløs og nedbøjet … Pludselig forstod jeg: En flyver måtte have kastet bomben! Javel, sådan var det. Se flyveren kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke se op med periskopet (først senere blev de forbedret, så også det var muligt!).

Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …

Flyet havde i øvrigt ikke skadet mig i en sådan grad, at jeg for dets skyld dykkede ned på 70 meter. En flyver kan kun se ubåden, når periskopet er oppe. Nej, det var motorbådene, der bekymrede mig. Jeg vidste nemlig, at Ententen i nogen tid havde udrustet sådanne både med lytteapparater – en amerikansk opfindelse. Disse både trækker et eller andet apparat efter sig, som ligger dybt i vandt og som gennem et kabel er i stand til at overføre de svageste lyde.

Som jeg allerede har bemærket: man kan ikke stoppe op under vandet, man må til stadighed bevæge sig og det laver larm! Jeg forsøgte nu at slukke alle de apparater, der lavede larm. Ventilationen, som er nødvendigt for at rense luften, blev slukket: Vi ville hellere indånde kulilte. Gyrokompasset blev slukket. Vi styrede i stedet efter vores mangelfulde magnetkompas. Maskinen løb så langsomt, at man kun lige netop kunne holde ubåden.

Ifølge mine beregninger måtte bådene nu være lige over mig. Det var de: Det første brag drønede, så hele båden rystede. De havde trods alt fundet mig. Brummm, fulgte de næste detonationer, den tredje, fjerde, femte … Forsvarsløs, fuldstændig forsvarsløs famlede vi os gennem vandet …
Nu var detonationerne længere væk … Nye brag drønede helle tiden … Nu var det blevet stille. Jeg talte på fingrene: Hvis jeg ikke fik en bombe i løbet af den næste time, ville jeg dykke ud. I samme øjeblik et nyt brag! Denne gang særlig tæt på … I fire timer blev vi bombarderet, fire timer!

Hvis bare det havde været høj søgang. Jeg vidste nemlig, at lytteapparaterne så ikke fungerede … schssss brummmm, endnu en bombe!

I maskinrummet svedte mine folk. De udskiftede cylinderlåg, som var sprunget, et tungt og hårdt arbejde i den giftige luft. Mine batterier var temmelig flade. Jeg tænkte på “U 3”! Den gang i Den finske Bugt gik det mig på samme måde.

Jeg regnede og regnede igen, og slog fast, at jeg ubetinget måtte dykke ud omkring klokken elleve. 

På trods af al forsigtighed og den store dybde, som “U 38” sejlede i, kunne jeg ikke ryste vagtskibene af. Langt ud på aftenen stadig nye bomber.  Klokken 9 gik månen ned, så ville det i det mindste være mørkt. Det kunne ikke vente længere: Præcist klokken 10 dykkede jeg ud. Stoppede samtidig maskinen. Jeg lod ubåden ligge tungt, så kun dækket og kommandotårnet stak op over vandet. Mandskabet løb til kanonen, vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt. Luften var mørk og diset, alligevel opdagede vi forskrækket en båd i umiddelbar nærhed.

“Gud fader”, siger vagtofficeren … “Schh”, siger  jeg, “vi er så tæt på, at man må kunne høre hvert ord!” Wurmbach springer selv til kanonen, tager sigte. Jeg lader det gå videre: “Kun skydning, hvis han skyder eller sejler mod os.” Wurmbach sigter omhyggeligt kanonen. Lydløst bliver låsen lukket. Jeg kan høre mit hjerte, der går som en damphammer. Nu gælder det liv eller død …

Mine øjne var overanstrengte: Jeg så nu kun båden som et svagt silhouet … eller havde den fjernet sig? “Den fjerner sig”, åndede en eller anden. Jeg havde altså ikke taget fejl! Langsomt, uendelig langsomt forsvinder silhouettet i tågen, og er til sidst helt opslugt …

— reddet — endnu en gang reddet … om så blot for et kvarter, en time, en nat — en uge … vi er reddet!

Senere diskuterede vi ofte: havde han set os, briten? Holdt han det for bedst ikke at se os? Lurede han ligesom os og afventede tiden? Tog han os for en englænder, fordi vi lå midt hans linje?

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

31. juli 1917. “Frygtelig Ulykke!” – tysk damper vædret i Østersøen

To af dagens faldne er angivet som faldne i Sverige! Hvordan kan det lade sig gøre? Erik Sommer har set på sagen.

Af Erik Sommer

Bornholms Tidende, 31. juli 1917, side 2
Frygtelig Søulykke.
En svensk Damper sejler en tysk Damper i Sænk.
Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, omkommet paa nær en.

Stockholm, Tirsdag.
En stor søulykke har i Nat fundet sted udfor Dalarö. Den svenske Damper “Bergvik”, paa Rejse fra Landsort til Dalarö, løb i Nærheden af sidstnævnte Sted med fuld fart mod den tyske Damper Ingrid Horn”, der laa for Anker.

Den tyske Dampers Besætning, antagelig 20-30 Mand, er rimeligvis omkommet med Undtagelse af en Mand.

Desuden omkom to paa den tyske Damper værende Lodser.
“Bergvik” fortsatte Rejsen mod Stockholm. Nærmere Enkeltheder mangler.
–  –  –
Samme telegram blev samme dag bragt i 26 andre danske aviser.
De følgende dage bragte flere aviser mere nyt om forliset.

Således skrev Nationaltidende, 2. august 1917, morgen-udgave, side 4, bl.a. følgende:

Da den tyske Malmdamper blev sendt ned.

Om den frygtelige Søulykke i Nat ved Dalarö meddeles, at det Mandag var diset, og at hele Farvandet efter Solnedgang indsvøbtes i uigennemtrængelig Taage.

Sammenstødet var saa heftigt, at den tyske Damper sank paa knap to Minutter, saa den svenske Damper ikke kunde bringe Hjælp.
Det ser ud, som om Tyskeren havde faaet sine Baade i Søen; man har nemlig fundet tre ilde tilredte Redningsbaade, og i en af dem de to omkomne svenske Lodsers Tasker.

Saa vidt man hidtil har kunnet skønne, skyldes Ulykken mangelfulde Signalanordninger paa Ingrid Horn. Den reddede Matros taler ogsaa om Petroleumsmangel om Bord. Bergvik nærmede sig med halv Fart og saa kun een hvid Lanterne, som hos Damper for Anker. Da man senere opdagede ogsaa en rød, slog man fuld Bak, men for sent. Ingrid Horn synes at have gaaet for fuld fart mod land, muligvis for at redde sig ved at gaa paa Grund. Ingrid Horn har gået paa svenske Havne i flere Aar, nu havde den fuld Malmlast fra Luleå til Tyskland.

(Samme artikel blev bragt i Ribe Stifts-Tidende, den 3. august 1917).

–  –
Monumentet på Løjt Kirkegård for sognets faldne under første verdenskrig fortæller om 96 mænds skæbne.

For Wilh. Marckmann står der på mindestenen: Født 2.6.1870. Død 1.8.1917 i Sverrig.

Men Sverige, svensk jord, var jo ikke en krigsskueplads ?

Nej, men Østersøen og svensk farvand var.

Forklaringen på “død i Sverrig” er, at Wilhelm Marckmann var med på ovennævnte “Ingrid Horn”, og at han druknede ved forliset. Datoen 1.8.1917 på stenen er forkert. Ulykken skete dagen før, 31.7.1917.

Også Hans Georg Max Becker, som mindes på tavlen i Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa, omkom. Hans Becker var maskinist på skibet. Hvilket Ribe Stifts-Tidende oplyste den 7. august 1917.

Importen af svensk jernmalm var vigtig for den tyske krigsindustri. Så vigtig at England sendte undervandsbåde ind i Østersøen, hvor de opererede fra russiske baser.

Disse engelske ubåde havde de første år en vis succes med at sænke tyske fragtskibe. (Teknikken var at dykke op, true med beskydning og dermed kræve at fragtskibets besætning gik i redningsbådene. Derefter blev skibet sprængt, så en kostbar torpedo blev sparet).
Af frygt for engelske ubåde sejlede ‘Ingrid Horn’ indenskærs i svensk farvand, hvor det var muligt.

I oktober 1915 blev 7 tyske fragtskibe sænket, og yderligere 2 skibe blev beskadiget.

I 1916 indførte tyskerne et konvoj-system for fragtskibene på de åbne strækninger i Østersøen, og derefter mistede man ikke flere fragtskibe til ubådene.

‘Ingrid Horn’ var et 89 meter langt skib, bygget af stål i 1901/1902. ‘Ingrid Horn’ var civilt, men begge de 2 nævnte sømænd blev betragtet som ofre for krigen, og blev dermed nævnt på mindesten / mindetavler.

Den tabte last malm i ‘Ingrid Horn’ må have rummet mere jern end alle de omsmeltede slesvigske kirkeklokker.

Kollisionen mellem ‘Ingrid Horn’ og ‘Bergvik’ var voldsom og dramatisk: ‘Bergvik’ vædrede ‘Ingrid Horn’:

S/S Bergvik, som sejlede med halv fart pga. tågen, så kun Ingrid Horns top-lanterne, og troede derfor, at det fremmede skib lå for anker. For sent opdagede man, at det var et skib i fart, og på kollisionskurs. Der blev på Bergvik slået fuld bak og givet signal med dampfløjten. Bergvik rammer midt på Ingrid Horns bagbordsside. Bergviks stævn trænger 3 meter ind i Ingrid Horns skrog.

Ingrid Horn begynder straks at synke med Bergvik siddende fast i skroget. I sidste øjeblik får Bergvik trukket sig fri, og vandet trænger da endnu hurtigere ind i Ingrid Horn.

S/S Ingrid Horn og dets forlis er beskrevet på Wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/S/S_Ingrid_Horn

Efter krigen rejste rederiet H.C. Horn en mindesten på kirkegården i Dalarö:
http://www.dalaro.info/minnessten-(i.horn)-33450011

Se også: http://web.archive.org/web/20100815060224/www.divecorner.se/sidor/ingrid_horn.html

18. juli 1917. Fanget i dybet – UE19 kan ikke komme op!

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på UE19,* som han mønstrede på i april. Efter nogle måneder med øvelser stak de i begyndelsen af juli 1917 til søs på togt. [NB: Troværdigheden af denne historie er noget tvivlsom – se noter. Men der findes to krigsfanger i England ved navn Johann Ingwersen og én ved navn Johannes Ingwersen].

Vi sejlede hid og did. Snart gjaldt det Sejladsen op langs Jyllands Vestkyst, helt op i Skagerak, og der meldtes om Sænkning af fredelige og ubevæbnede Handelsskibe, sænkede af tyske U-baade. Men vi sejlede dog mest mod England. Her laa vi og snuste rundt ved den engelske Kanal for at ødelægge Landets haardt tiltrængte Tilførsler af Levnedsmidler og andet.

Hjem kom vi kun for at proviantere og supplere vore Forsyninger af Brændstof og Ammunition. Saadan gik Tiden ret hurtigt, indtil Tiden kom, da ogsaa vor Baad blev ramt af Uheldet. Derom følgende: Det var omkring Midten af Juli. Med vor Baad var vi sat over Nordsøen og laa nu ud for Englands Østkyst for at oppasse eventuelle fjendtlige Skibe. Men det var ligesom om de derovre paa den anden Side var blevet kloge af Skade, eller — monstro de havde faaet Færten af vor Tilstedeværelse? — Der er i Krig jo saa mange hemmelige Kanaler . . . Vi laa nu her paa tredie Døgn, uden at se saa meget som Røgen af en Damper.

Langsomt og stille gled vi op og ned, — »sejlede Vandet tyndt,« som det kaldes i Sømandssproget.

Da der intet var at se efter, lod Kaptajnen Baaden gaa op paa Overfladen. Vejret var herligt og passende varmt, og da Søen var ret rolig, sad eller laa vi nu henslængte paa det ret lille Dæk, hvor vor Kanon var anbragt. Dovent skyllede Bølgerne tæt op ad vore bare Ben. Vi glædede os ved Tilværelsen, røg en Pibe Tobak og lod Snakken gaa. Saadan laa vi og dasede i den herlige friske Luft til ud paa Eftermiddagen.

Klokken var vel hen ad fire — eller saa, da der lød et Brøl: — »Alle
Mand under Dæk! — Fjendtligt Skib i Sigte!«

Paa et Øjeblik var Dækket rømmet, og Baaden begyndte Neddykningen. — Naa, sagde Løjtnanten, der stod og betragtede Havoverfladen gennem Periskopet, den Fyr der er kun en Hundestejle. Dermed mente ban en lille Fiskerbaad, der vel sagtens var undervejs hjem fra Fiskefangst. — Et saadant usselt Trug, mente han, skulde have Lov til at passere. Baaden var jo ikke et Skud Krudt værd. Kaptajn Stamer** nikkede samtykkende, men gav samtidig Befaling til at lade Baaden gaa længere ned, og — saa lidt mere Fart paa, om jeg maa be’!« —

Bedst saadan! — Man kunde jo aldrig vide, hvad det var for en Fyr, ham deroppe. Disse Englændere kunde jo være saa forbandet nysgerrige! — 8 — 10 — 12 og nu 15 Knob,*** meldtes der henne fra  Styrmandens Plads. Dette var for vor Baads Vedkommende den  almindelige Marchhastighed.

Pludselig skete det. — Der lød et Brag, efterfulgt af en skurrende og skrabende Lyd. Baaden rystede og knagede i alle Sammenføjninger.  Jeg tabte Fodfæstet og tumlede mod en eller anden af Baadens  Armaturer og fandt mig liggende paa Baadens Gulv. Bælgravende Mørke! Lyset var gaaet ud.

»Lys — Lys!« — raabtes der. »Kom dog for Pokker med Lys!« Jeg tænkte i mit stille Sind: — »Nu er det ude med dig !«

Længe varede det ikke, før Nødbelysningen va r sat i Funktion. Vi kom igen paa Benene og saa os om. Det viste sig, at Skaderne indenvægs var ret smaa. Pærerne var ved Trykket gaaet sig en Tur.  De blev udskiftede, og Lysanlægget virkede igen upaaklageligt.

Ogsaa Motorerne var i Orden. De gik stadigt og regelmæssigt, som de altid plejede. Indstrømning af Vand hørtes ikke. Baaden havde  tilsyneladende ingen Skade taget ved Mineeksplosionen. Andet  kunde det vist ikke være. Derom var der ingen Tvivl.

Den eneste, der rasede, var vor Skibskok. Alle hans Hylder og Skuffer stod gabende tomme tilbage. Det hele laa og flød paa Gulvet. Selv laa han der ogsaa og gav ondt fra sig, medens han travlt var  beskæftiget med at samle sammen og bringe lidt Orden i Sagerne igen.

»Hvilket Svineri! — Forbandede Uheld!« hørte jeg ham hvisle mellem Tænderne. — Jo, den gode Mand havde sikkert al Grund til at være gram i Hu. — Men, naa, det kommer han nok over!

»Saa stiger vi op,«  raabte Kaptajnen lettet. Han stod henne ved Periskopet, nærved sin næstkommanderende, Løjtnanten. Denne var ved at skrue  Periskopet i Vejret. Et kort Stykke gik det, men — saa vilde det ikke gaa videre.

»Hvad mon der dog kan være i Vejen?« udbrød Løjtnanten og saa op paa Kaptajnen.

— Aa, hvad, hvad skulde der vel være i Vejen! — Lad mig komme til. Kaptajnen har nu taget fat i det store Svinghjul og vil dreje det rundt;  men han kan heller ikke faa det til at virke. De to Mænd staar et Øjeblik og ser paa hinanden. —Hvad nu. Hr. Kaptajn, kommer det spørgende fra Løjtnantens Læber.

— Ja, hvad! Skidtet maa jo paa en eller anden Maade være beskadiget, eller — maaske blot blokeret, mener Kaptajnen, og  vender sig bort for at give en fornyet Ordre. »For Pokker! — Har jeg ikke for længst givet Ordre til Opstigning — hvad?« — Kaptajnen lader til at være irriteret . . . — Pumperne til Tankene er  for længst sat i Gang, kommer det henne fra Førstemaskinistens Bord.

— Ja, ja, men saa op med Kassen da! brummer Kaptajnen fra sin Plads. Men her maa der ogsaa være noget i Vejen, for da jeg kigger hen paa Højdemaaleren, viser den slet ingen Udsving. De to  Officerer har allerede opdaget det. De sidder i en ivrig Diskussion  om Sagen.

Hvad kan der vel være i Vejen? — I Vejen! — Ja, hvad ved jeg. — Et eller andet naturligvis, hører jeg Kaptajnen tøvende give til Gensvar. Jeg synes, at det efterhaanden er ved at blive lidt uhyggeligt for os alle hernede i Baaden.

— Ja, vist er det ærgerligt, men noget maa vi jo finde paa, mener Kaptajnen og klør sig eftertænksomt i Nakken. — Vi kunde jo sende en Mand op, eller . . . — Ja, du har Ret, min Ven! Ja, en Mand maa ud gennem Torpedorøret.

— Sandelig en genial Idé, Løjtnant, siger Kaptajn Stamer helt oprømt.
— Saa er der jo blot tilbage at faa Opgaven løst, d. v. s. at finde den rette Mand, mener Kaptajnen.
— Den rette Mand! — Løjtnanten har rejst sig og tager et hastigt Overblik. Hans Øjne standser ved mig, ser jeg.
— Hej! Halløj. — Der har vi netop den rette Mand til en saadan Tur.
— Aah, Mann in de Tonn! Kom lige herhen. Løjtnanten vinker ad mig, og jeg forstaar, at det er mig, han mener, for Navnet »Mann in de  Tonn« er en Slags Kælenavn for mig her om Bord. Jeg rejser mig fra min Plads og gaar hen til de to Herrer.

— Hør, Ingwersen, vil du gøre mig og os alle en stor, stor Tjeneste?

— Ja, det tror jeg nok, jeg tør love, Hr. Kaptajn.

— Saa vidt mig bekendt, siger Kaptajnen, har du ikke videre nogen Familie udover — naa, maaske en lille Veninde, kommer det lunt. Jeg ser paa Kaptajnen, der har ligesom et forsorent Glimt i Øjet.

— Kort sagt, fortsætter han, vi vil sluse dig ud, hvorefter du kan gøre en Oversigt over den forvoldte Skade og saa iøvrigt se, hvad der kan gøres for at faa Baaden fri, saa vi igen kan komme op og faa lappet sammen paa de muligvis opnaaede Skader.

For mig var det kun et Øjebliks Sag at faa mig betænkt. Ganske vist, det var jo det med, at hvis nu Baaden slet ikke kom op?

— Naa, lige meget! — Jeg slaar til og tilbyder at prøve Lykken.

— Godt, siger Kaptajnen, du er en gæv Gut, Ingwersen.
Naar du nu om lidt glider ud, faar du en Hammer med, og med den  kan du signalisere til os hernede i Baaden. Det øvrige lader vi saa Skæbnen raade for. Han og Løjtnanten trykkede venligt min Haand til Afsked. Der blev en Haandtrykken og en tagen Afsked, før jeg kunde komme af Sted.

Uden en Trevl paa Kroppen krøb jeg ind i det tomme Kammer, der ellers var beregnet til Udskydning af de oplagrede farlige Torpedoer.

Jeg hørte et Smæld, og straks efter tumlede jeg forfjamsket rundt ude i det grumsede Vand. Et Øjeblik kun, saa var jeg klar igen. Jeg fandt hen til Baaden og krøb op paa den. Men hvad var det! — En høj, mørk Væg forude — taarnede sig op over mig. Jeg følte paa Genstanden. — Aa, en Væg, en Trævæg, som Baaden var løbet ind i.

Naa saadan! Ved en nærmere Undersøgelse viste det sig at være Siden af et Træskib, velsagtens et af de mange Vrag, der nu under Krigen uden Mandskab flød rundt. Ikke saa underligt, at Baadens Periskop ikke kunde skydes op, foldet sad fastklemt mod Skibets Side. Jeg skulde vel signalisere. Men først maatte jeg en Tur op. For selv om jeg var en god Svømmer, maatte jeg have Luft, frisk Luft i Lungerne.

Nogle faa Tag, saa stak jeg Hovedet op over Vandet.

— Ah, det gjorde godt med lidt frisk Luft. Jeg opdagede nu, at jeg befandt mig lige i Nærheden af Vraget. Jeg svømmede derhen, krøb op paa Dækket og satte mig godt til Rette for at hvile en kort Stund. Vejret var saa smukt. Solen skinnede og blinkede i de døsigt rullende
Dønninger. Hvor var det dog herligt at sidde her og se ud over det blaanende Hav med de legende Bølger, at føle sig fri — selv om jeg ikke havde en Trævl paa Kroppen.

Men nu ned til Kammeraterne. Hurtigt gled jeg ned langs Vragets Side. Jeg fandt frem til Baaden og begyndte paa Bankningen. Man svarede igen derindefra. Det gik helt godt.

To Gange endnu var jeg nede ved Baaden. Den duvede hid og did med Agterenden, men – løs kunde den ikke komme. Jeg følte mig derfor helt ulykkeligt til Mode ved Tanken om Kammeraterne dernede. Skal de ende deres Liv dernede?

— Nej, sagde jeg til mig selv, det maa ikke ske! De skal reddes! Men hvorledes . . . ?
Der sad jeg mismodig og tung i Sind og grundede over den frygtelige Tragedie, der nærmede sig med hvert Minut, der gik.

— Hvad kunde jeg vel gøre? Nej, dette her var skrækkeligt!

Som jeg sad der i mine triste Tanker, naaede pludselig en Lyd mit Øre. Jeg saa omkring og opdagede et mindre Fartøj, der nærmede sig. Jeg fulgte det en kort Stund med Øjnene, og pludselig slog den Tanke ned i mig, at her kom maaske Redningen!

Det var ikke et Øjeblik for tidligt, for Solen nærmede sig stærkt Horisonten i Vest. Derfor sprang jeg op, skreg og vinkede med Armene for at henlede Baadens Opmærksomhed paa mig. Og sandelig! Nu ændrede Baaden Kurs og satte lige ned mod mig.

Jeg tror, jeg græd ved at se Mennesker, selv om ogsaa det var Englændere. Der var tre Mand om Bord, saa jeg nu, tre skæggede Fyre, der bar tydeligt Præg af at tilhøre Fiskerstanden.

— Hallo, hov, hvad er du for en Fyr, der her driver rundt? spurgte den første paa en Slags Engelsk, efter at de havde fortøjet Baaden. Jeg kiggede op pa a Manden og rystede paa Hovedet. — Jeg vil ærligt indrømme, at fremmede Sprog aldrig ha r været min stærke Side. Det følte jeg nu Savnet af. Mændene deroppe snakkede løs og saa en Gang imellem ned paa mig. Der dukkede nu en anden Mand frem. Han spurgte:
— Hej, du! — Hvad for en Landsmand? — are your a Allemague? Allemague – Germaner – Tysker! Nu forstaar jeg Mændene deroppe.
— Nej, svarede jeg, jeg er saamænd en Dansker fra Danemark,
— Hvad! — Det kundé du have sagt straks, for jeg er nemlig ogsaa Dansker, svarede Manden deroppe; men lad mig se, fortsætter han,  du er — som han kan bande — ingen Dansker!
— Naa, Dansker kan jeg maaske ikke kaldes, men ser du, jeg er da dansk Sønderjyde fra Slesvig. Jeg har ikke af fri Vilje trukket den tyske Trøje paa, men jeg — har gjort Krigen med paa deres Side.
— Ja, det lyder mere sandsynligt, svarede Manden og rakte en Haand frem for at hjælpe mig over i Baaden.

Med et hurtigt Blik saa jeg, at Baaden var camoufleret. Udefra lignede den en fredelig Fiskerbaad, men ellers saa den krigerisk nok ud. Selv en lille Kanon manglede den ikke. Men lige meget, Mændene var flinke, de gav mig baade Tøj og noget at leve af.

Gennem min Ven, Danskeren, forklarede jeg dem, hvem jeg var, og hvorledes jeg nu var havnet her om Bord i deres Fartøj. Jeg fortalte om Kammeraterne, der sikkert længselsfuldt ventede paa Redning dernede i Ubaaden.

— En U-baad! raabte min ny Ven, men hvordan. . .!

Mændene fik pludseligt travlt med at stikke Hovederne sammen, medens Munden gik paa dem. Jeg kunde godt forestille mig deres Tanker. — Mon Manden her — altsaa jeg — var ved at dreje dem en
Knap?

Den ene af Mændene bøjede sig ned og fremtog et Hørerør. Han sagde noget, hvorefter han anbragte Røret paa sin Plads igen. Og saa forholdt de sig igen rolige. Det vil dog sige, at Danskeren en Gang imellem kom med et eller andet Spørgsmaal til mig. Jeg kunde ikke lade være med at grunde over Mændenes tilsyneladende Ro og Passivitet. De stoppede Piberne, tændte dem og forholdt sig ellers rolige, ganske som de ventede paa, at der skulde ske noget.

Dette »noget« viste sig at være et mindre Krigsskib, der lidt efter dukkede frem inde fra Land. Fartøjet havde god Fart paa. I en elegant Bue satte det Kurs ned mod os. Nu laa Skibet der med alle Motorerne i Gang.
Det viste sig at være en af de nye engelske U-baads-Jagere.

Jeg maatte atter til at forklare og opgive Dybden og den omtrentlige Plads, hvor »UE19« laa. Et Par Dykkere blev sendt ned. Snart efter fik de en Wire sænket ned og anbragte den omkring U-baadens Skrog.
Staalwiren strammedes. — Et kort Ryk. — De to Dykkere kom til Syne, og derefter dukkede ogsaa Baaden op af Havets Skød. Et Par Marinesoldater var parate. De hoppede over paa Baaden og stod parate med hævede Rifler. Der kunde jo blive Brug for dem. Hvad kunde ikke nogle desperate Tyskere finde paa!

Nu gled Kappen til Side. Den første, der dukkede frem over Nedgangslugens Rand, var Baadens Chef, den kære Kaptajn Stamer. Den altid nærværende Snadde dinglede i Mundvigen. Han fægtede ogsaa paa Sørøvervis med den ladte Pistol i Luften, dog uden at kunne komme til at gøre Brug af den. Et velrettet Spark fra en af Soldaterme sendte Vaabnet ud i Dybet.

— Av-av! raabte Kaptajnen og svingede med Haanden. Den saa dog ikke ud til at have taget nogen virkelig Skade.

— Aa, sikke Fæhoveder disse Englændere dog er, brummede han arrigt. — Hvad kunde det vel nytte at stritte imod her!

Mismodig steg Kaptajn Stamer ned i Baaden. Ogsaa den engelske Kaptajn var kommet til Syne. Han sagde henvendt til vor Kaptajn — og det paa fejlfrit Tysk:

— Kære Kollega! Det smerter mig, men det skal være mig en udsøgt Glæde at modtage en saa brav Mand her om Bord paa mit Skib; men, fortsætter han: Se nu til at faa Deres Folk op fra Baaden, for Natten stunder til, og vi skal skynde os hjem i Havn.

Fra min Plads saa jeg, hvorledes de kom vandrende op fra Baadens Dyb. Den første er Førstemaskinisten og hans Hjælper. Saa følger den ene efter den anden, og til sidst kommer Løjtnanten med alle Skibspapirerne.
Vor Kok har været saa fornuftig at forsyne sig med et Brød og et Par mægtige Pølser til Turen!

Ja, saa er Krigen da forbi for os, og vi vandrer alle i Fangenskabet.
NB. Kort Tid derefter kunde man i de tyske Aviser læse:—
U-baad UE 19 er efter en heltemodig Kamp mod Fjenden — ikke vendt tilbage —!

DSK-årbøger, 1956.


*) Tyskerne havde ingen ubåd ved dette navn, men en U19, der overgav sig i november 1918, UC19, der blev sænket i december 1916  og UB19, der blev sænket i november samme år.

**) Under 1. verdenskrig skal der kun have været en ubådskaptajn med navnet Stamer, nemlig Heinz Stamer, der havde kommandoen over U98 fra september til november 1918.

***) Der må være tale om marchhastigheden på overfladen, ingen ubåde kunne skyde så høj fart under vandet under Første Verdenskrig, den højeste hastighed neddykket var sjældent over 7-8 knob.

4. juli 1917. Med U19 på jagt efter handelsskibe

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på U19, der stak til søs, da den uindskrænkede ubådskrig var blevet erklæret.

Vi var naaet til Foraaret 1917. Det tyske Admiralitet havde over for England og dets allierede erklæret den uindskrænkede U-baadskrig. Den tyske Hærledelse regnede da med at kunne knuse England ved Hjælp af en stor U-baads Flaade; derfor havde man gennem det sidste Aar paa alle de tyske Værfter haft stor Travlhed. Man byggede nye og bedre U-baade. Slagskibenes Tid var forbi, for de var alt for medtagne og umoderne, og de, der endnu var i Behold, regnede man saadan set ikke mere med. Det var nærmest kun gammelt Jern. Nej, U-baade! Det var noget helt andet.

Værftet blev rømmet for alt dueligt Mandskab. Ogsaa jeg undgik ikke min Skæbne denne Gang.

En af de første Dage i April 1917 meldte jeg mig til Tjeneste om Bord paa U-baaden »U19«.* Baaden var ganske ny, men ikke ret stor. Den laa paa det Tidspunkt i U-baads Basen i den store Krigshavn  Wilhelmshaven.

Baadens Fører, Kaptajnløjtnant Stamer, var en yngre Mand. Han havde det meste af den forløbne Del af Krigen gjort Tjeneste om  Bord paa en af Højsøflaadens Skibe; men en U-baad var nu noget andet end et stort Skib. Dog siger man, at man kan vænne sig til alt.

Dette gælder ogsaa, naar det drejer sig om at være om Bord paa en U-baad.

Jeg havde hurtigt opdaget, at jeg var den eneste Sønderjyde om Bord paa denne Baad. Hvad Kammeratskabet angaar, var alt saare godt. Hvorledes skulde det også være anderledes! Alle var flinke og velvillige, og det gælder ogsaa Baadens Chef, der efter faa Dages Forløb var »dus« med hele Besætningen.

Det begyndte med Øvelser. Vi skulde jo først lære Baaden og hele dens indviklede Mekanisering at kende. Det varede dog ikke saa forfærdelig længe, før vi kunde forlade vor Base.

En skønne Dag stak vi til Søs, for, som det hed, at optage Kampen mod Fjenden, der i dette Tilfælde nærmest gjaldt alle — uanset Nationalitet, selv om Tyskland ikke var i Krig med dem. Det hed i den modtagne Ordre: Alt, hvad der kommer ud for de tyske Kanoner skal sænkes!

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

*) U19 var indgået i Den kejserlige Marine i 1913, og tilhørte fra september 1916 til maj 1917 Østersø-flotillen.

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945