Kategoriarkiv: Krigens forløb

23. oktober 1917. Nis Kock får nyt om et slag i Østafrika: Mahiva.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Nis Kock fik besked om slaget ved Mahiva. Dette var et slag der havde stået ved Mahiva floden der varede fra den 15-18. oktober 1917. Slaget endte med markante tab på begge sider, og ingen kunne gå derfra som sikre sejrherrer.

Det var i Slutningen af Oktober eller i Begyndelsen af November 1917.

I de Dage naaede sære Rygter ud til selv de mest afskaarne og isolerede Safarier.

Der havde staaet et stort Slag inde i Bjergene.

Senere dukkede Navnet op — Mahiva, og endnu senere mødte vi Folk, som kunde fortælle om Enkeltheder fra Slaget.

Det havde været et Slag som ved Tanga i sin Tid. Efter Maaneders henholdende Kampe havde Englænderne givet sig en Blottelse, og Lettow-Vorbeck havde straks slaaet til.

I Ilmarch var Kompagnierne blevet trukket sammen og Englænderne pludselig angrebet.

Senere fik de Lov til i tre Dage at løbe Storm paa de tyske Stillinger, indtil et Flankeangreb afgjorde Slaget med en tysk Sejr. Tabene havde efter østafrikanske Forhold været blodige — for Englændernes Vedkommende 1500-2000 Mand paa Grund af deres stædige Frontalangreb.

Noget strategisk Resultat var dog ikke opnaaet — dertil rakte de tyske Kræfter ikke.

Som en stærkt svunget Bue bevæ­gede de engelske Tropper sig fra alle Sider ned mod Koloniens sydøstlige Hjørne og drev i daglige Kampe de faatallige og næsten fuldstændig udkørte tyske Troppeafdelinger foran sig.

Overmagten var saa svimlende stor, at selv den genialeste Hærfører ikke kunde vinde det tabte Land tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

22. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Afgang mod fronten

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 22/10 om Aftenen afrejste vi med Jernbanetog fra Berlin til Vestfronten. I Toget var der indsat en særlig for os reserveret Sovevogn, som nu fulgte os paa hele Rejsen, og i hvilken vi i almindelighed havde vort Standkvarter. Kun enkelte Steder (I Brüssel, hvor vi tilbragte flere Nætter, og i Gent og Metz, hvor Banegaardene var særlig udsatte for Flyverangreb) tog vi – efter det lokale Kommandaturs Bestemmelse – Ophold paa et Hotel i Byen; men i øvrigt tilbragte vi Natten i Sovevognen, som paa den paagældende Banegaard blev kørt ind paa et Sidespor. Denne Indkvarteringsmaade var ved de hyppige Opholdssteder overordentlig praktisk og bekvem. – I Frankrig tilbagelagde vi, som det vil fremgaa af det følgende, den største Vejlængde i Automobil, idet Sovevognen, naar vi forlod den om Morgenen, med ordinære Tog blev kørt til det Sted, hvor vi vilde indtræffe med Automobilerne om Aftenen.

Danske officerer under deres tjenesterejse på vestfronten oktober-november 1917. Øverst fra venstre ses kaptajn Wilkenschildt, oberst Nyholm, oberst Castonier og ukendt, fra venstre stående foran togvognen den tyske prins Wrede og kaptajn Rye (Rigsarkivet)

Sovevognen rummede ogsaa en Filmstrop paa 2 Mand fra ”Filmsamt” i Berlin. Denne tog ved flere Lejligheder ”levende Billeder” af vor Færden. En Del af disse blev forevist i Berlin inden vor Hjemrejse. Der vil senere blive tilsendt os en fuldstændig Serie af Optagelserne.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

22. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske offensiv i Baltikum (“Operation Albion”) med landsætninger på Øsel og Dagø i krigens største kombinerede sø-, luft- og landkrigsoperation. De tyske tropper truede nu den russiske hovedstad Petrograd. På vestfronten drukner den britiske offensiv ved Passchendaele i mudder. Og så går et tysk zeppelin-angreb mod England helt galt og de fleste luftskibe forulykker eller nedskydes.

22. oktober 1917. “Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ‘brenzlig'”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 22. oktober blev Gefreiter Popp såret. Han kom tilbage, og jeg så ham ikke senere. Kanoner Hackmann blev såret samme dag; han døde et par dage senere på lazarettet.

Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ”brenzlig” (dvs. farlig). Englænderne beskød os jævnlig med lettere og sværere kaliber. Vi fik ild af 5 batterier, ofte samtidig.

Mens de således tromlede på vor stilling, sad vi nede i understanden, dvs. når forholdene tillod det; men angreb infanteriet samtidigt med
artilleriet, måtte vi holde stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. oktober 1917. 50-kilos granater slæbes til batteriet – eller ryger i brønden!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Den 21. oktober havde vi en frygtelig dag. Vi blev beskudt fra alle sider, infanteriet blev stærkt angrebet, og vi kunne ikke vige det mindste fra kanonerne den hele dag. Sergent Felix Plosshaischik stod bag ved 3. og 4. kanon og kommanderede. Han stod i et hul til halsen, ved siden af ham stod løjtnant Mundt. Stumperne røg ganske voldsomt om ørerne på os. Løjtnanten fik så en granatsplint i enden; han løb tilbage til forbindingspladsen og kom så på lazarettet.

Pludselig midt under den frygtelige kanonade hører jeg en, der skriger ganske kolossalt ovre ved 3. kanon. Jeg løb derover; jeg tænkte på døde og sårede, men da jeg kom derover, var Gefreiter Popp og kanoner Fritzen kommet i vild håndgemæng. Fritzen lå nederst og Popp lå oven på ham og slog ham med den knyttede næve i ansigtet.

Fritzen brølte som et vildt dyr. De andre fire mand af betjeningen skød med kanonen. Han holdt så op med at prygle, og jeg spurgte, hvad der var løs? Popp var bajer, han var meget hidsig. Han forklarede, at Fritzen ville ikke skynde sig, og så måtte han have nogen klø, det var det bedste middel til sådan en fyr, mente han.

Alt imens blev der skudt, og de engelske granater slog ned og eksploderede rundt omkring os. Vi måtte skyde på en ret kort afstand, indtil det engelske infanteri blev standset.

Ammunitionstransporten voldte os et ganske kolossalt arbejde. Så snart der var lejlighed, skulle vi slæbe ammunition. Jeg var nu kommet blandt dem, der var med hele tiden. Og jeg spurgte mine foresatte om at blive afløst og komme til noget andet end just slæbe granater hele tiden. Men det lod sig ikke gøre. Skuldrene blev ømme, ja helt hudløse.

Vi var 18-20 mand, der uafbrudt slæbte granater. De vejede cirka 50 kilo per styk. Da vi måtte vedblive at slæbe i det uendelige blev jeg ked af det.

Da jeg nu havde arbejdet på at blive fritaget, fik underofficererne mig i kikkerten, og selv om de andre periodisk kunne blive fritaget, så lod det sig ikke gøre for mit vedkommende. Vi gik i en lang række og blev råbt op for hver gang vi hentede en, tog den af bilen, og så sjokkede vi af sted.

Vi skulle slæbe dem cirka 200 meter. Jeg var fra nu af altid den sidste i rækken. Vi blev råbt op, jeg fik min granat som alle de andre, men om natten bar jeg den om bag huset og plumpede den i brønden. Derefter satte jeg mig inde i buskadset og ventede til de andre kom tilbage, sluttede mig til dem, og det samme om igen.

Dette blev jeg ved med i lang tid, ja, til sidst var brønden fuld, men så gik der en del i ajlebeholderen. Der var en mere, som måtte dele skæbne med mig. Han var skolelærer fra Braunschweig, han hed Rudolf Vinkler. Han græd over det, men det nyttede ikke noget, han måtte hænge i.

Jeg havde såmænd gerne forundt ham at slippe lidt nemmere om ved det, men jeg turde ikke meddele ham, hvorledes jeg bar mig ad, for så var det sikkert blevet opdaget.

Vi fik nu materiale, så vi kunne bygge en Feldtban. Det var  tipvogns-skinner, og så fik vi to vogne, byggede bro over granathuller og grøfter, og i løbet af en dags tid kunne vi køre. Det gik betydeligt lettere, vi kunne have ca. 50 granater med hver gang, og 5-6 mand kunne ved hjælp af vogne og sporet transportere lige så meget som 20-30 mand før.

Der var blot den ulempe ved det, at det alt for ofte blev skudt i stykker. Vi måtte reparere det flere gange daglig, ja, der gik ikke mange dage, før det var ganske umuligt, at holde sporet i orden, og så måtte vi til at bære igen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

21. oktober 1917. Peter Poulsen mavesyg af Bøf, Kartofler og Øl

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Efter flere dages sult og tørst blev hans endelig trukket ud af linjen.

Efter nogle faa Dages Forløb begyndte Lægen at skrive os raske. Vi skulde atter ud i Stilling.

Det var netop den Dag en af mine gode Kammeraters Fødselsdag, og da han fortalte mig det, sagde jeg til ham: „Kunde vi bare faa et ordentlig Maaltid Mad!”

„Ja, han havde da opdaget et Sted, hvor det kunde lade sig gøre at faa en Bøf med brunede Kartofler samt et Glas Øl; men han betroede mig, at det var meget dyrt.

Vi var tre eller fire Kammerater sammen, og jeg sagde til ham: „Kan du finde Maden, skal jeg betale den,” for Penge var det ikke knapt paa den Gang. Han førte os saa hen til en Beværtning, hvor vi fik Bøf, Kartofler og Øl, som jeg betalte; men da vi gik derfra, viste det sig, at det var mere, end min Mave kunde fordøje. Jeg maatte ofre det hele i Rendestenen og følte mig rigtig syg og elendig; og i Stedet for at komme med ud i Stilling om Aftenen blev jeg tilbage og meldte mig igen næste Morgen hos Lægen.

Han var forfærdelig arrig, skældte mig ud for Simulant og sagde, at jeg fejlede ingenting, og kommanderede mig straks ud i Stilling.

Jeg mente, at hvor syg jeg var, følte jeg bedst selv, bad mig fritaget for hans Udtryk om Simulant og lignende og lod ham vide, at jeg havde aldrig nægtet at gaa, hvorhen jeg blev befalet at gaa; men at jeg i Dag ikke gik med i Stilling, fordi jeg var syg, hvad enten han saa vilde indrømme det eller ikke.

Det kom til et lille heftigt Ordskifte mellem os. Jeg skyndte mig derfra, saa hurtigt jeg kunde, og vilde gaa ned i en anden Gade i Byen og klage min Nød for Feltvebelen og bekende, at jeg havde baaret mig galt ad; men førend jeg naaede saa vidt, kom Lægen susende paa sin langbenede Hest, red mig forbi og kom før til Feltvebelen end jeg.

Jeg trak mig tilbage til Parken. Saasnart Lægen gik ud, gik jeg ind, og det var ikke blide Ord og Blikke, jeg blev modtaget med. Feltvebelen sagde, at jeg var et gammelt Fæ, der ikke engang kunde dy sig overfor sin høje Overordnede, og forkyndte, at jeg havde rørt mig selv en dejlig Suppedas sammen. Lægen havde indgivet en Klage, der gik ud paa utilbørlig Opførsel, som nu skulde sendes videre opad, og det kunde blive en slem Historie for mig.

Jeg fortalte Feltvebelen, hvordan det hang sammen, men han sagde: „Du er da saa gammel, at du ogsaa godt kunde være lidt klogere. Gaa nu ikke mere til Lægen, men find dig et Sted, hvor du kan være under Tag, og gaa saa hen og lad dig behandle af Sygepasseren; naar du saa føler dig rask, kan du jo gaa ud i Stilling til Kompagniet.” Det gjorde jeg saa.

Der var rømmet 6 Mand Natten i Forvejen, som havde tømt min Madpose for Fødevarer og mit Tornyster for Underbenklæder, Strømper og en Skjorte, saa jeg havde ikke saa farlig meget at bære paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

20. oktober 1917. Eskildsen ved Vauquois “de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Overensstemmelsen med franskmændene var ilde set, og der skal foretages fremstød.

Idyllen paa Vauquois skal forstyrres, Regimentets Tabslister er for korte, de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.

Den 20. Oktober indskærpes det strenge Forbud mod Samkvem med Fjenden, og hele den næste Maaned hidser og pisker man Uroen ind.

Der skal skydes, der skal foretages Patrouillefremstød. Maalet naas. De sidste ti Dage i November har Regimentet 6 døde og 8 Saarede.

Saa tænder Generalstabsofficeren sin Cigaret og læner sig tilfreds tilbage i Stolen.

Et Par Dagene senere udnytter han selv den traadløse Forbindelse. Meddelelsen om Fredsforhandlingeme med Rusland trykkes paa Fransk og skal af vore Folk ekspederes over til Fjenden.

Opholdet i Bjerget er usundt. Vor II. Bataillon maa i Løbet af kort Tid sende 184 syge paa Lazarettet, alle lidende af Mave- og Tarmsygdomme.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192

20. oktober 1917. “En engelsk granat af svært kaliber slog ned i latrinen …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

I nærheden af vor stilling havde der været en mægtig latrine, denne var blevet benyttet da fronten lå nærmere Ypern, af de i ro liggende soldater.

Indholdet var dækket til med jord, men så slog der pludselig en engelsk granat af svært kaliber ned i latrinen, og hele herligheden blev slynget rundt og tilsmurte og overstænkede hele stillingen. Det kan nok være, at der blev stank. Det var lige meget, hvor man gik og hvad man tog fat på – der var latrin allevegne.

Der var uhyre mange rotter i denne stilling. De løb i rækker rundt omkring i stillingen og når vi var henne at skyde, åd de vort brød.

Det varede et stykke tid før Gefreiter Popp opdagede, hvem der tog
hans brød. Han mærkede, at hans brød forsvandt gang på gang, og han mistænkte alle os andre.

Han satte sig på lur en hel nat, men rotterne kom ret tidlig på aftenen, han opdagede dem, men han kunne ikke fange dem. Han sad så resten af natten med sabelen i hånden og ventede på dem, han ramte også et par stykker, men det forslog kun så lidt.

Når vi havde tid, skød vi dem med karabineren. I ledige timer stod vi tit og skød til måls efter håndgranater, når vi ramte disse,  eksploderede disse med et tydeligt brag, det var dog kun i de forholdsvis stille vintermåneder.

Vejen eller gangen fra og til stillingen ved Vest Rosebecke var meget vanskelig. Der lå som regel spærreild over artilleristillingeme, vi måtte næsten altid løbe det sidste stykke vej. Jordsmonnet var pløjet op af granater, og når vi befandt os i spærreilden, sprang vi fra det ene granathul til det andet.

Det var fed lerbund, og når det havde regnet, var det hele opblødt, og man sank langt ned i leret. Det kunne hænde, at man ikke kunne komme op ved egen hjælp, men kammeraterne måtte trække en op; så blev støvlerne som regel siddende. Det var ikke sjældent, at man så nogle i strømpesokkerne eller bare ben; så viklede de en tom sandpose om benet eller om begge ben, og så fortsatte de på denne måde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19. oktober 1917. Claus Eskildsen i Vauquois: “Det er en ejendommelig Krig, der føres her”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Inde i bjerget Vauquois sprænges der med dynamit, og det forgår i overensstemmelse med franskmændene.

Det er en ejendommelig Krig, der føres her. Hen over Bjergkammen har man sprængt to Skyttegrave i Klippen, men de optages kun af et Par enlige Poster, som her oppe fra kigger ned til Franskmændenes, 50 Meter længere nede.

Resten af Regimentet ligger inde i Bjerget. Hele Kampen foregaar ved gensidige Sprængninger.

Under vore Nisseboliger arbejder Pionererne Dag og Nat, driver Gangene frem, lader dem med Dynamit og sprænger dem derefter, saa hele Vauquois ryster.

Det lyder meget uhyggeligt, men er slet ikke saa farligt. Vore Forgængere har under Tavsheds Segl givet os Recepten den Dag, vi kom her.

Der hersker en stille Overenskomst mellem Franskmænd og Tyskere, at der kun maa sprænges hver anden eller tredje Dag og altid kun om ved Klokken 6 Morgen.

Saa trækkes alt levende ud af Farezonen, og naar Sprængningen er overstaaet, sendes der en stor Melding om en vellykket egen eller en mislykket fjendtlig Sprængning op til de overordnede Stabe!

Vi holdt nøje Aftalen og gav den videre til vore Efterfølgere. Men Eksemplet fra Underverdenen smitter i Lysets Rige. Deroppe bytter tyske og franske Poster Aviser og Rygevarer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 191-192

19. oktober 1917. “De døde engelske soldater, der lå rundt omkring, havde næsten altid noget i tornysteren”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En halv times tid senere kom køkkenvognen. Dvs. Køkkenunteroff. kom og bad om at få nogle mand med, for vognen var væltet, og hesten lå på ryggen i en grøft.

Jeg kom med hen for at få hesten på benene igen. I mørket var både hest og vogn kørt i graven, de havde jo kørt tværs over markerne. Vi fik hesten hevet op, men den var blevet så sløj, at den dårlig kunne stå.

Vi bar så maden hen til batteriet, og det kan nok være, at den var velkommen. Nu havde vi ikke været i forbindelse med den i over 3 døgn. Vi havde levet af jernportionen, og så fandt man lidt kiks og kødkonserves i de dødes tornystre. Vi fandt også en del levnedsmidler i forladte engelske stillinger, og de døde engelske soldater, der lå rundt omkring, havde næsten altid noget i tomysteren.

Men nu kom køkkenvognen altså med varm mad, brød, lidt smør, pølse og marmelade, cigarer, cigaretter, tobak, snaps og postsager.

Når køkkenvognen ikke kom før, skyldtes det forskellige uheld. Den var blevet sendt af sted samme nat, vi var gået i stilling; men den kunne ikke finde os; den vendte tilbage først næste dag om aftenen. Straks efter blev den sendt af sted igen, men da blev hesten skudt, og først den tredje nat lykkedes det at få køkkenvognen ud.

Det var heller ikke helt let at finde til rette ved nattetid i fremmed terræn, tit måtte man tværs over markerne, vejene blev beskudt, så der var uhyre mange vanskeligheder.

Vi fik portionerne delt. Vi sad nede i betonunderstanden, spiste os først ordentlig mæt, drak en snaps (hver 1 fl. vin), smøg en cigar, og i det hele og store steg humøret.

Men skydningen var voldsom. Det var som den slet ikke ville aftage. Englænderne tromlede ganske frygtelig på vor stilling. Og der var
svære angreb hver dag. Vi følte tydeligt, at englænderne havde mere artilleri, end vi. Det var flere gange, at vi blev beskudt af 5 batterier.

Det var næsten altid et eller andet batteri, der beskød vor stilling.

Når vi sad i betonunderstanden, var vi så temmelig sikker, dvs. når der ikke blev skudt med en større kaliber end 15 cm. Vi fik mangt en granat ned på understanden, men de lavede kun et lille hul i jernbetonet 5-10 cm. Det hele rystede naturligvis, og lyset blev slukket hver gang, der kom en i nærheden.

Protzensammelstelle kom til at ligge et stykke bag Hochlede – mellem Hochlede og Goed. Det var udelukkende barakker. Derfra til Vest Rosebecke var 15 – 20 km. Der gik en hovedlandevej fra stillingen til lageret, men det var kun et lille stykke, vi kunne benytte den, vi gik mest ved siden af vejen, et stykke inde på markerne. I barakkerne var der brixe, og det var et ret godt kvarter, når ellers vi først var der. Der gik nogle dage, inden det blev sat i system med dobbeltbetjening, men det blev ordnet lidt efter lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. oktober 1917. Lussinger til kokken og frøer i kaffen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Om aftenen sendte vi to mand tilbage for at hente kaffe og se, om de kunne finde køkkenvognen. Og to mand skulle gå et par mil tilbage for at hente vand. De blev sendt af sted ved mørkets frembrud ca. kl. 6. Kl. ca. 1 kom de med vand, og de andre to havde fået kaffen, og fortalte, at køkkenvognen ville komme i løbet af natten.

Sanitæteren (sygebæreren) lavede kaffe på et komfur i en bondegård, der lå i nærheden af stillingen. Vi stod alle og så til, da han kogte vandet. Da det var kogt, kom han kaffen i. Han havde to dåser, en med salt og en med sukker. Han tog fejl af dåserne og puttede salt i i stedet for sukker.

Det var en frygtelig forseelse under slige omstændigheder, han fik nogle lussinger.

Der blev så hentet vand af nogle andre, men denne gang blev det rigtigt.

Vi sad alle omkring bordet og øsede skiftevis af den store gryde, så vi fik lige meget; men da vi nåede bunden på gryden, opdagede vi, at der var kommet en stor frø med i vandet, og den lå nu på bunden af gryden. Gefreiter Popp tog den i benet, løftede den op, så vi alle kunne se den, han kastede den bort, og vi drak resten.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. oktober 1917. Füsilierregiment 86 på vej til Østfronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Jernbanen fragtede regimentet til landsbyer nord for Gent, og dér fik man budskabet: Divisionen skal sendes til den østlige krigsskueplads! Det blev hilst med glæde. For selv de stærkeste naturer havde efterhånden fået nok af vestfronten. Derovre vinkede helt nye forhold, nye lande og mennesker, måske opmarch og bevægelseskrig, som regimentet ikke havde kendt mage til i mere end tre år.

Den grå, flandernske mudderørken var snart glemt. Glade og fornøjede, besteg füsiliererne togene, der skulle fragte dem østover, i Sleidingen og Langebrügge nord for Gent. Jernbanerejsen gik over Mecheln (Mechelen), Brüssel (Brussel/Bruxelles), Löwen (Leuven/Louvain), Lüttich (Liège), Aachen, Köln, Düsseldorf, Münster Osnabrück, Bremen, Hamburg, Lübeck, Kleinen (Bad Kleinen) (denne station huskede man længe på grund af særdeles god forplejning), Stettin (Szczecin, Polen), Dirschau (Tczew, Polen), Marienburg (Malbork, Polen), – her kunne man se den værdige ordensborg af samme navn spejle sig i floden Nogat – videre over Elbing (Elblag, Polen), Königsberg (Kaliningrad, Rusland), Eydtkuhnen (Chernyshevskoye, Rusland), Kowno (Litauen) til Wilna (Vilnius, Litauen).

Fem dage var regimentet undervejs. Sådan en jernbanerejse har, bortset fra nogle ubekvemmeligheder, sin charme. Tyskland ruller forbi én, ingen bekymringer, ingen tjeneste. Hver ottende time spises der. Tidspunktet forskubber sig ganske vist alt efter forplejningsstationernes placering. Midt om natten holder toget, en stemme råber et eller andet sted ”Forplejning!” Füsiliererne vikler sig ud af deres tæpper og stavrer søvndrukne over nogle spor, skal rundt om nogle lange togstammer, indtil et lovende lys vinker. Her træder de ind i en behagelig gennemvarm barak. I hjørnet damper en kæmpe kogekedel, som de træder hen foran, ofte ser de også de fyldte skåle stå i lange rækker på bordene, og ved siden af kæmpemæssige kaffekander. Kvindehænder har indrettet hallen så beboeligt som muligt. Papirguirlander hænger fra loftet, Hindenburg- og Ludendorffbilleder på væggen. En plejerske sælger postkort. Hun er genstand for almindelig beundring, hvor længe har man ikke set tyske kvinder! For det meste forlader 86’erne mætte lokalet. Hvor de har været, ved de næppe. De vikler sig igen ind i deres tæpper, og toget kører videre gennem natten.

Den 21. oktober nåede man Wilna. Kompagnierne blev indkvarteret i tidligere russiske kaserner, helt fredsmæssigt med stuevagter og stuetjeneste. Divisionen var gruppereserve for gruppe Eichhorn.

Den sædvanlige rengøring og appeller gav füsiliererne deres soldatermæssige udseende tilbage. Ved eksercits blev disciplinen og ved feltøvelser den militære uddannelse pudset af, særligt blev erfaringerne fra Flandernslaget indprentet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

17. oktober 1917. “Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev.

Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede
efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten.

Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer.

Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”.

“Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav mig så en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. oktober 1917. Fire dages tørst ved Passchendaele: “Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet. Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

De første 24 Timer var Hungeren slem nok; men saa var det, som om Maven sov ind og intet krævede mere, men derimod blev Tørsten for hver Time frygteligere. Det var, som vore Ganer og vort Svælg fyldtes med en brændende, klæbrig Masse, som brændte helt nede for Brystet.

Allerede den anden Nat, spændte vi vore Teltduge ud for om muligt at samle lidt Dugg eller maaske lidt Regnvand, og om Morgenen slikkede vi med vore Tunger over det snavsede Teltlærred for at læske vor brændende Gane.

Den sidste Nat fandt nogle Kammerater et Granathul, i hvilket der var noget mudret, snavset Vand.

Vi drak alligevel af det, men fik forfærdelige Mavesmerter, saa da vi endelig blev afløst og kom tilbage, saa vi ynkelige ud. Vi meldte os straks til Lægen, som ikke kunde forstaa, hvad vi fejlede. „I har jo Gassymptomer,” sagde han, „men Gasangrebet var jo forbi, da I kom derud.”

Tilsidst sagde han: „I har da vel ikke drukket Vand af et af disse fæle Granathuller, i hvilke der maaske ligger døde Rotter og døde Mennesker, og hvor desuden Gassen har aflejret sig?”

Og da vi maatte tilstaa, at det havde vi gjort, blev vi naturligvis skældt Huden fuld; men saa fik han travlt med at skrive Etiketter, som vi kunde binde i et Knaphul i vor Frakke, og saa blev vi sendt ind til Ostende til videre Behandling.

Da vi kom dér, var alt overfyldt. Vi kom omsider ind i et stort Hus, ind over Loftet paa fjerde Sal, og dér lavede vi saa selv vort Lasaret; saa gik vi hver Dag til Lægen, blev undersøgt og fik lidt Aspyrin samt nogle Draaber, jeg véd ikke hvad.

Jeg tror nok, at for mit Vedkommende hjalp det bedre, at den før omtalte Kantinefeltvebel fik mig med ind og gav mig en rigtig god Snaps Rom.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

16. oktober 1917. Mikael Steffensen: “Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I oktober 1917 befandt han sig ved Baralle på Vestfronten.

Baralle, den 16. oktober 1917.

Min kæreste Ven!


Vi har pakket, i Morgen skal vi rejse nordpaa til de Egne, hvor jeg var sidste Vinter, og hvor nu de vildeste Kampe udkæmpes. Det er Nat; thi jeg har haft travlt i Dag, men først vil jeg være sammen med Dig, min Ven.

Tak Du, for Dit Brev, Tak for Cigarerne, Tak for Din daglige Hilsen, Tak for Bladene, Du kære gode Mand. Og saa tilgiv, at jeg har ventet saa længe med at skrive. Som jeg længes efter Dig og Længslen kan ikke stilles. Alt skal vente, der er andre, der fordrer min Nærværelse, min hele Kraft og en Smule Evne, men Hjertet, det faar de aldrig. Tanker og Følelser gaar andre Veje; thi jeg kan aldrig forstaa Meningen med dette her, og det har skilt mig fra det bedste, jeg ejer, maaske for stedse.

I Dag kom den Feldwebel, der skal afløse paa Skrivestuen ved vort andet Kompagni, hans Kompagni bestaar af en Vicefeldwebel, 2 Underofficerer og 25 Mand, Resten ligger i Lasarettet, paa Flanderns Slagmarker, eller er derovre, hvor man ønsker sig hen. Da de var seks Timer i Fronten, saa var der ingen Kæmper mere, Resten var paa Orlov eller paa Sygestue, og det er vor Afløsning. Vi med vore næppe 100 Mand i Kompagniet skal nu derop. Hvad kan det blive til? Stakkels Tyskland. Vi skal jo nok redde det hele deroppe.

Der er nu egentlig gaaet noget i Stykker med dette Rejseri, jeg vilde have overrasket Jer derhjemme, thi jeg kan nu snart igen komme paa Orlov, men nu er den spærret, og de første 4 Uger kan jeg ikke komme. Vil Gud skaane Liv og Sundhed, kommer jeg nok hjem til Jer, omtrent ved samme Tid som i Fjor. Helt galt er det maaske slet ikke mere i Flandern, hvem veed, om vi ikke har Lykken med os. Faar vi Regn, er der god Grund til at haabe det bedste.

Aa, som vi længes mod Fred, mod Fred og Frihed, og mod Hjemmet.

Du, jeg anede jo slet ikke, at C. H. havde i Sinde at rømme, det var saa stik imod hans Udtalelser fra i Sommer. Han maa have andre Grunde nu. Ogsaa her maa jeg sige: Jeg kan ikke kaste med Sten, men jeg selv gør det ikke.

I Sommer, da jeg kom herud, havde jeg en haard Kamp, det var mest al den Løgn, man lever i, der var ved at tage Modet fra mig. Det er jo i Grunden kun Løgn, alt ens Væsen overfor Sag og Foresatte. Det er en vanskelig Sag at balancere mellem Overbevisning og Fordring. Men jeg staar nu overfor en Foresat som en høflig Mand overfor en anden. Og nu skrupler jeg ikke mere. Der kan komme Kamp paa alle vanskelige Veje. Men jeg staar paa det, jeg har sagt, jeg kan ikke andet. Mit Land kan kræve det af mig. Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene.

Som jeg kender den Følelse, du skrev om, naar man er ude i Naturen, at leve i Nuet, at indsuge det friske, det foryngende. Saa maa man synge, og man synger det bedste, som man veed. Det var i Dag for et Aar siden, at vi drog bort fra Le Transloy. Den Aften var jeg saa lykkelig, thi der var inde i mig en Følelse af Lykke, som om jeg havde genvundet noget, jeg havde mistet. Og det var saadan, Du veed, hvad jeg havde fundet, min Gud og mig selv og en Ven, som ingen anden.

Nu gaar vi ud paa den vilde Krigsskueplads igen. Men jeg har en lykkelig Følelse af, at jeg ikke gaar ene. Eders Bønner vil ogsaa følge mig, Din inderlige Bøn og kærlige Ønsker. Maaske vil det være bedre, at jeg har det alt overstaaet, naar jeg kommer paa Orlov, men igen vil jeg sikkert komme træt og bleg hjem, — det er ikke noget godt.

Guds Fred med Dig og Dine, min Ven, Du lever i mine Tanker.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

15. oktober 1917. Artilleriet kører frem under voldsom beskydning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat Rosebeke i Flandern.

Vi fik at vide, at englænderne havde trængt fronten nogle km tilbage, og kampen var meget hård og situationen alvorlig.

Vejen gik over Bryssel, Gent og Brügge (Bruges), både i Gent og Brugge holdt toget i længere tid. Vi kørte videre, og toget standsede i Thourout. Vi holdt en ½ times tid, og så pludselig fik vi besked på, at her skulle vi ud. Vi fik travlt med at læsse kanonerne og vognene af, og så marcherede vi ud af byen i sydlig retning.

Det var i mørkningen, da vi forlod Thourout. Efterhånden blev det bælgmørk nat, og der var en kolossal trafik, ja nærmest trængsel på landevejen. Vejen var dårlig, den var opkørt. Der var brolægning, men stenene var løse, og det var noget frygtelig noget.

Vi marcherede adskillige timer, men så gjorde vi holdt ved et kloster. Vi skulle vente. Vi ventede her til langt ud på natten til 2-3 ca. Vi gik ind i klostret og satte os på bænke eller sov på gulvene. Vi så ikke noget til klosterpersonalet.

Vi fortsatte omsider marchen, gik gennem Hochlede, men her skød englænderne ganske voldsomt.

På vejen var der en jævn strøm frem efter og en jævn strøm tilbage.

Af og til måtte vi holde, trafikken var for stor; det hele stoppede op, det var bælgmørk nat; der måtte ikke tændes lys, og ind imellem
drønede nedslagene af engelske granater, hestene blev vilde, sprang lige i luft og vejr, nogle blev dræbt, andre såret, og det gjorde både mennesker og dyr.

Blev en hest såret eller dræbt, blev den hurtigt skåret fri, og kanonererne slæbte den over til siden. Var den ikke helt død, skød man den med karabineren.

Mandskabet der blev dræbt, blev lagt over ved siden af vejgrøften.

De sårede måtte sanitetsvæsenet tage sig af.

Nu gik kanonererne ikke foran batteriet, men hver betjening holdt sig ved sin kanon. Kanonen foran os kørte over en tabt håndgranat, der eksploderede og rev benene i stykker på et par mand.

I det hele og store var det en vanskelig fremrykning. En overbelastet vej, bælgmørk nat iblandet med en voldsom beskydning fra englænderne, det giver så vanskelige fremrykningsforhold, som man må se og opleve for at kunne forstå det.

I morgengryet gik vi i stilling i den vestre udkant af en lille landsby – det var ved Vest Rosebecke.

Det var en vanskelig stilling, med mange svære tab og meget arbejde. Hvis vi ikke havde haft en betonunderstand, der kunne rumme alt mandskab, var vel næppe nogen kommet levende derfra. I den tyede vi hen, når vi kunne, i den sad vi senere hen på vinteren, da skydningen stilnede noget af om aftenen, og i den sov vi, når vi havde tid.

En halv time efter, at vi-var kørt i stilling, fyrede vi i hurtigild – alt det, der kunne præsteres, vi skød på ca. 5000 m.

Englænderne angreb hver dag på denne front, de skulle prøves før efterårsregnen satte ind. Vi fik travlt med at bygge stillingen, lægge underlag af planker under kanonerne, indrette ammunitionssteder, kaste volde op, hvor det var nødvendigt for splitterne, lave flyverdækning, osv.

Dobbeltmandskabet var i stillingen (reservemandskabet var ude).

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske offensiv ved Passchendaele, der kører fast i mudderet; urolighederne i Rusland, hvor Trotskijs taler puster til den revolutionære glød og om den tyske invasion af øerne i Rigabugten: Operation Albion. Endelig handler det om kampene i Tysk Østafrika, hvor de tyske tropper tvinges på tilbagetog.

 

14. oktober 1917. Afgang til fronten ved Rosebeke

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407.

Jeg kunne godt lide at stå vagt. Så kunne man gå rundt i de dejlige sommernætter og få tid til at tænke sig om. I det fjerne kunne man høre kanonernes dumpe drønen.

Vi fik også vor hestebestand suppleret. Endvidere kom der nyt mandskab. Lidt efter lidt kom alt i orden. Og vi blev parate til at gå til fronten igen.

Den 13. oktober fik vi besked om, at vi skulle bort den næste dag. Nu var spørgsmålet: “Hvor kommer vi mon hen? Til hvilken front? Til hvilket afsnit?”

Den 14. oktober trådte vi an. Det var om formiddagen. Der var altid røre, når et batteri skulle rykke ud. Hestemandskabet kom som regel først. Alt blev efterset og prøvet. Der blev pakket, der red officerer og underofficerer frem og tilbage, der blev råbt og kommanderet, hestene vrinskede og prustede, kanonererne ordnede bagagen, spændte remmene fast, alt og alle var spændte, – det var jo også et batteri, der skulle rykke ud i den voldsomme krig igen.

Civilbefolkningen stod rundt omkring og så til, og der var også meget at se efter. Alt var nu i orden, alt var Feldtmarschmæssig.

Batteriføreren, løjtnant Viederholdt, kommanderede “Aufgesessen” og hestemandskabet svang sig op på hesten.

“Batterie March!” Den lange række satte sig i bevægelse. Først kanonererne osv. Vi vinkede efter kvarterværteme, og så forsvandt vi ud af byen.

Det var på en søndag, Vi marcherede til Jurbise; efter at vi havde ventet et stykke tid, kom toget, og vi begyndte at læsse kanonerne og vognene på efter den sædvanlige orden. Hen imod aften satte toget sig i bevægelse.

Dagene var nu ret korte og nætterne lange og kølige. Jeg fik fat i en plads i en vogn, der var fuld af heste. Hestene stod med hovederne sammen, og så var der et rækværk imellem.

Vi kunne så ligge og sove foran hovederne, og det var rigelig med halm og hø. Her kunne man sove bedre end henne i personvognene.

Vi kørte hele natten, dog holdt vi hist og her, men der var ingen, der vidste nogen besked om, hvor vi skulle hen.

Vi holdt længere tid i Bryssel; hen på morgenstunden var vi nok klar over, at det gik mod Flandern igen. Vi kørte i vestlig retning, holdt af og til, som om de ikke rigtig vidste, hvor de ville hen med os.

Kanonerne tordnede voldsomt i det fjerne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. oktober 1917. Ved Passchendaele: “Vi kravlede over Ligene, som laa derude …”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Da jeg atter naaede ned til Fronten, kom jeg straks ud i Stilling. For fjerde Gang var Kompagniet ført i Ilden ude i Sandklitterne ved Newport. Jeg kom straks med ud i forreste Linie og kom med iblandt dem, som hver Nat blev skubbet et godt Stykke frem mod Englænderne for at danne første Forsvarslinie.

Vi kravlede over Ligene, som laa derude, igennem ituskudte Pigtraadsforhindringer, rivende vort Tøj til Pjalter og vort Skind til Blods, alt imens Granater og Minegravskugler sang deres Dødssang over os.

En af de første, der gik bagover, var en kær Underofficer fra Stettin, en troende Skomagermester, som fik en Shrapnellkugle paa Staalhjelmen midt i Panden. Den trykkede en stor, rund Bule i Staalhjelmen, men denne reddede hans Liv; han slap med en alvorlig Besvimelse og et vældigt stort Hoved, som svulmede op under Slaget. Han blev baaret tilbage, men næste Gang vi gik i Stilling, var han atter med, frisk og sund.

Vi kom ud til en lille lav Jordvold, hvor vi fik anvist vore Pladser med 5-10 m Mellemrum. Jeg havde den Morgen faaet med et Ord fra Brødremenighedens Løsensbog.

Ordet var: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”
Det Ord blev skrevet med Ild i mit Hjerte og i min Bevidsthed.

Vi havde lige indtaget vore Pladser, saa begyndte Englænderne at overdænge os med Miner, disse frygtelige Miner, som i Nattens Mulm og Mørke ligner Ilddrager. De farer hvislende igennem Luften og styrter ned med et øredøvende Brag. Det varede ikke saa længe, før vor Underofficer kom springende, idet han raabte: „Følg mig, vi maa længere til venstre, her er for farligt!”

Jeg sprang op og fulgte, men aldrig har jeg været i en saadan Situation. Herredømmet over mig selv var som blæst bort. Jeg havde en Følelse, som var jeg omgivet af onde Aander; rystende baade paa Sjæl og Legeme, grebet af en ubeskrivelig rædselsfuld Angst, syntes jeg, jeg havde sluppet min Frelsers Haand.

Minerne kunde vi jo ikke løbe fra, og da vi havde løbet ca. 100 m, kastede jeg mig ned og kravlede paany ind til Jordvolden, men jeg kunde hverken gribe Ordet fra Gud eller bede.

Saa kom der en Mine og dumpede ned saa tæt ved mig, at da den eksploderede med et øredøvende Brag, slog Varmen ind imod mit Ansigt, som stod jeg foran en gloende Ovn. Jord, Smaasten og smaa Splinter haglede ned paa min Staalhjelm og raslede fælt; men i samme Nu blev Ordet fra Gud levende for mig: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”

Jeg kunde atter bede og lægge mig fuldt trygt til Hvile i min Frelsers Favn; Angsten var forsvundet, Uroen borte, jeg var igen mig selv.

Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet.

Vi maatte blive derude i 4 Døgn.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. oktober 1917. “Baade Mennesker og Dyr sloges da ogsaa i denne Jungle”. Nis Kock overværer en kamp til døden.

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni.  Efter et lykketræf med en læge, der var i besiddelse af flydende kinin, mod hans efterhånden kroniske malaria, havde Kock fået det meget bedre.

Stache havde ladet mig sove i Haab om, at jeg saa hurtigere kom til Kræfter, og Miraklet var sket. Den kraftige Indsprøjtning havde gjort mig til et nyt Menneske.

Jeg blev liggende lidt og nød Hvilen og Følelsen af at være rask. Efter almindelige Begreber var jeg det langtfra og kunde først blive det efter en meget grundig Behandling, men i Forhold til, hvad jeg havde prøvet i de sidste Maaneder, havde jeg det straalende.

Blot var det kedeligt, at jeg ikke havde nogen nævneværdig Udsigt til oftere at løbe paa en elskværdig Læge, der havde flydende Kinin parat til en medtaget Malariapatient. Som jeg laa dér i disse afvekslende behagelige og mindre behagelige Tanker, saå jeg en heftig Bevægelse i en Busk tæt ved mit Leje, og min Nysgerrighed var straks vakt.

Havde det været, før jeg fik denne mirakuløse Kininindsprøjtning, vilde det ikke have rørt mig, om Busken var gaaet sin Vej. Nu var det ganske anderledes. Jeg saå nøje efter og opdagede snart, hvad der skete inde i Busken.

Det var en lang og modbydelig slimet Slange, der var kommet i Kamp med en Kamæleon. Baade Mennesker og Dyr sloges da ogsaa i denne Jungle, og her som dér var Kampen næsten afgjort.

Det var Slangen, der var Sejrherre.

Den store Kamæleon var mere end halvdød, da jeg fik Øje paa den, og den fik Banesaaret kort efter. Slangen besaa den vurderende paa alle Leder og Kanter og begyndte saa med uendelig Langsomhed at nedsvælge sit Bytte.

Havde Kamæleonen været levende, vilde jeg have skredet ind noget før. Nu ventede jeg, til dens Halespids var forsvundet ind i Slangens Gab, og Størsteparten af dens Krop sad som en uformelig Klump i Slangens Spiserør, som maatte være spilet op til Bristepunktet. Saa listede jeg forsigtigt min Parabellum Pistol frem.

Nu skulde Kamæleonen hævnes.

Jeg havde hele Tiden holdt med den, fordi den var langt den mindste. Haanden rystede ikke det mindste — det var den velsignede Kinin — og jeg følte mig ganske sikker paa Skuddet. Bang!

Parabellumen kastede det rygende afskudte Hylster ud i en smuk, funklende Bue, og Laasen lukkede sig slubrende om en ny Patron. Slangen gled ned fra Busken som en Klud, og Ramasan kom springende til og gav den Naadehugget med en tyk Stok.

Stache kom og spurgte, om jeg var begyndt paa en ny Krig, og jeg pegede paa Slangen. Vi lo begge to. Jeg havde ikke lét i Maaneder. Saa stod jeg op, og kort efter gik Safarien videre.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

12. oktober 1917. “Kamel, dromedar, svin, idiot, satansknogle, røvhul …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud. Her blev én af hans kammerater udnævnt til feldwebel.

Underofficer Zeidler blev her forfremmet til Etatm. Feldvebel. Det viste sig, at han var en slet person.

Ham, som vi havde kendt som menig, blev en ren skurk, da han blev Feldvebel. Han var ualmindelig grov i munden, og hele hans måde at være på, var absolut utiltalende, det var ingen soldater, der tog det alvorlig eller ilde op, fordi der blev anvendt militæriske kraftudtryk, dvs. sådanne ord som: kamel, dromedar, svin, idiot, Satansknogle, røvhul, osv. – det kom an på måden, om man kunne mærke, om en, der anvendte dem, var ondskabsfuld, eller han var en godmodig sjæl.

Feldv. Zeidler var dum, ondskabsfuld, i den civile stand var han ganske almindelig minearbejder, og denne slags var tit de værste, når de hos militæret fik en lille smule at sige.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

12. oktober 1917. Claus Eskildsen på vestfronten. “I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen måtte bestige bjerget Vauquois for at besøge officerstaben, tegneren og den unge skriver Schrøder.

Har man Lov til at tale om »Byer«? Der staar ikke et Hus! De hvide Kalkstensruiner ser uhyggeligt spøgelseagtige ud paa Baggrund af Bjergskraaningernes mørke Skove.

Aldrig før har jeg set saa bredt et Bælte fuldstændig ødelagt. Hvor mon alle de stakkels Mennesker er, der her havde deres Hjem?

Hvad vil de sige, naar de kommer tilbage? Fra Landsbyen Cheppys Ruinhob følger man Landevejen endnu et lille Stykke, drejer saa af til venstre og gaar med et Feltbanespor om bag den store Vauquois, som man hele Tiden har set foran sig.

Det hele er et eneste Felt af mindre Granat- og store Minekratere. Et Sted staar endnu et Par Træstubbe. Jeg undersøger Barken. — Her laa nok engang en Æblehave!

Jeg kravler op ad det stejle Bjerg og naar pustende og med Hjertebanken Hullet, der fører ind til Vauquois’s Hemmeligheder. Jeg faar et Lys i Haanden og en Fører ved Siden og er nu optaget i Bjergfolkets Samfund.

Vi gaar omtrent 10 Minutter gennem de mørke Stoller. Vandet siver ned overalt, Bunden er fuld af Snavs. Her dratter man i et Hul, her famler man sig ned ad nogle Trin, her kan man kun gaa i dukket Stilling, her er det saa snævert, at man skal knibe sig igennem.

Det hele er et Kryds og tværs, saa selv Føreren er ved at løbe vild i denne Labyrint. 

I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne. Her kommer vi forbi en Skrivestue, her lugter det af Biksemad fra et Køkken. Vi naar frem til Stabskøkkenet, hvor Kokken og tre Oppassere spørger efter nyt fra Oververdenen.

Ved Siden af sidder Skriveren og Tegneren i deres Hule. De klager over Hovedpine. Det er ikke saa mærkeligt. De har nu siddet hernede i 11 Døgn uden at se Dagens Lys, og kun deres Ur har fortalt dem, om det var Dag eller Nat.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 190-191