Kategoriarkiv: Krigens forløb

15. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om briternes indtagelse af Jerusalem og bolsjevikkernes greb efter magten i Rusland. Våbenhvilen på Østfronten vil tillade tyskerne at overføre knap én million mand til Vestfronten – hvordan skal Vestmagerne reagere på det? Den politiske udvikling i Rusland udvikler sig til borgerkrig og bolsjevikkerne strammer grebet om de store byer.

13. december 1917. Füsilier-Regiment 86 i Elsass

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I december 1917 lå regimentet i Elsass/Alsace.

De første dage var der alarmeringsøvelser og skansning. Så blev uddannelsen fortsat. Officerer og mandskab skulle gøre sig særlig fortrolig med specialvåben som minekaster, granatkaster og det lette maskingevær.

På divisionens ordre øvede regimentet i større enheder, og også igen bevægelseskrig: marchsikring, forposttjeneste, uforberedte træfninger, sluttelig angreb på en udbygget fjendtlig stilling.

Ny var den fædrelandske undervisning, som var påbegyndt allerede i Wilna. Den blev ved regimentet varetaget af løjtnant Albers. Målet med denne undervisning var at give hver enkelt mand en dybere begrundelse for hans opgave i felten.

Julefesten forløb denne gang særlig smukt, fordi den var fri for presset fra en forestående indsats, og fordi den kunne fejres på tysk jord.

Der blev ofte givet orlov til Mülhausen. Koncerter og et fortræffeligt teater lokkede mange, for hvem kunstnydelse var en livsbetingelse. Ved teaterdirektør Schwantkes beredvillighed blev teatret flere gange stillet til rådighed for bataljonerne til en rimelig pris.

Lidt mere plumpe naturer hengav sig til Bacchus’ og Venus’ fornøjelser, heftigt og uden tanker. Det er man i sin gode ret til, når man har ydet det uhyre og ikke ved, om man er i live den næste dag.

På den anden side anså ledelsen det for nødvendigt at gøre opmærksom på, at en af soldatens fornemste pligter er at opretholde sine kræfter og sin sundhed for fædrelandet.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

12. december 1917 – Mathias Damm: “… lidt til at pudse Kæresten med.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 12 December.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 30 fra d 29. og to Kort fra 5-6. som jeg modtog idag. Jeg boer for Tiden 10 M under Jorden, men har nu vovet mig op hvor solen skinner, for at skrive. Det er slet ikke værre her end i Rusland, blot lidt mere bumseri.

Jeg fik ogsaa en Pakke med Julekager “Afsender Pastorat Beftof’ men det var vist en Konfirmand der havde skreven den indlagte Hilsen. Nu er jeg nok nødt til at skrive, da der tilmed laa et Kort ved.

Kan i ikke sende mig lidt til at pudse Kæresten [hans gevær/red.] med. Af det fine helst, og send en Lap i et Brev straks. Naar jeg kommer op i Verden igjen, skriver jeg bedre og mere foreløbig agerer jeg Muldvarp, men det er slet ikke daarlig.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

11. december 1917. 1A-Gespräch til bror Magnus

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.

I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.

En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.

Vi fik os mangen en Pas­siar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.

Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.

Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.

Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.

Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.

Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.

DSK-årbøger 1951

10. december 1917. Indkaldt: “Jeg havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten”

Asmus Andresen fra … gjorde krigstjeneste ved Fodartilleribataljon Nr. 74.  I december 1917 fik han sin indkaldelsesordre.

Den 10. December 1917, da jeg var 18 ½ Aar gammel, (jeg er nemlig født den 8. Maj 1899) kom jeg hjem fra Marken og saa, at min Husbond kom mig i Møde med et Brev i Haanden. Paa Udtrykket i hans Ansigt kunde jeg se, at der var noget i Vejen med ham. Da han viste mig Brevet, saa jeg, at det bar Mærket »Herredssag«, og saa vidste jeg Besked.

Det var en Indkaldelsesordre, som bød mig at møde i Flensborg den 11. Januar 1918, Kl. 8 Formiddag.

Jeg var ikke videre ked af denne Indkaldelsesordre, men havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten.

Den samme Aften mødtes jeg med flere af Byens Karle paa min Alder, som alle havde modtaget lignende Ordre som jeg. — Nogle af disse stak af til Danmark. — Den følgende Dag rejste jeg til Aabenraa, hvor jeg forsynede mig med en Rejsekuffert og forskellige Ting, som jeg mente at have Brug for. Da jeg rejste tilbage herfra, traf jeg sammen med en Snedkersvend fra Bovrup, som ogsaa vilde forsøge at komme over Grænsen til Danmark. Han fristede mig stærkt til at gøre ham Følgeskab, men jeg afslog det.

8 Dage senere fik jeg at vide, at Snedkersvenden var bleven fanget ved Grænsen og var bleven idømt 5 Aars Fæstningsarrest.

De 4 Uger forløb hurtigt, og jeg maatte tage Afsked med Venner og Bekendte.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. december 1917 – H.P. Hanssen: “… altsaa Brud paa Hjerneskallen”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Næste Morgen gik jeg ind til Kommandanturen, som var i en stor Dansesal, forelagde Depechen og udbad mig Oplysninger om, hvor jeg kunde finde min Søn. Den vagthavende Underofficer søgte at faa Forbindelse med et Feltlazaret, men Forbindelsen var allerede optaget. I det samme ringede det udefra. „Ferngespräch!”

Der meldes, at Grenader Bacharat, som havde haft Orlov til Mühlhausen i Øvre-Elsass, ikke var vendt tilbage til sin Afdeling, skønt han skulde have været der for to Dage siden. Der skulde straks foretages Efterforskninger.

Vi fik Forbindelse med Lazarettet og blev henvist til Feltlazaret Nr. 36. Da jeg meldte mig til den vagthavende Underofficer, var han yderst høflig. Bataillonsstaben havde anmodet ham om straks telefonisk at melde min Ankomst. Jeg spurgte, om min Søn var haardt saaret. De sagde, at han havde — jeg forstod et svært „Schenkelbruch” — men da der kom en Sygeplejerske, sagde hun, at det var et svært „Schädelbruch”, altsaa Brud paa Hjerneskallen.

Det var meget betænkeligt men Sygeplejersken sagde, at han efter at have ligget bevidstløs i 48 Timer nu havde det noget bedre. Cheflægen blev tilkaldt, og han førte os noget efter ind i Sygestuen. Jeg kunde først ikke kende min Søn, saa ilde tilredt var han, men han var ved fuld Bevidsthed og kunde tale forstandigt med os i de faa Minutter, vi maatte opholde os hos ham.

Om Eftermiddagen maatte vi komme igen. Paa Vejen derhen blev vi pludselig tiltalt af en Soldat paa godt Aabenraa-Dansk, nogle Skridt videre mødte vi min Søns Kammerat, Løjtnant Holdt fra Løjt-Kirkeby, med hvem vi senere tilbragte Aftenen. I Restaurationen, hvor vi opholdt os, kom flere Officerer og udtrykte deres Deltagelse.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 178-9)

10. december 1917. H. C Brodersens kompagni skal tilbage til Tyskland. “…ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  har  drevet  omkring  i  Uforetagsomhed  og  havde  begyndt  at  kede  os,  indtil  vi  i  Forgaars  skulde  stille  op  paa Pladsen  udfor  Vejerboden,  uden  Oppakning. Det  var  dog  besynderligt,  syntes  vi, men  vi havde  ikke  ventet  ret  længe  før en  hel  Stab  af  Læger,  Officerer  og  flere  andre,  der  under Armen  bar  paa  store  Protokoller, viste  sig.

Vi blev  kommanderet  indenfor  og  fik  Ordre  til  at  klæde  os  af.  En  grundig Undersøgelse  begyndte.  Der  blev  maalt,  baade  i  Længden  og i  Bredden,  og  sluttelig  skulde  vi  op  paa  Vægten.  Derefter kunde  vi  træde  af.  Rygterne  tog  nu  Fart,  og  Vejningen  blev sat  i Forbindelse  med,  at  General  Bülows  Armé,  der  laa  i  Alperne,  var  meget  svækket.

Der  blev  fortalt,  at  vi  skulde  sættes  ind  der.  Dette  Eksperiment  skulde  være  stødt  paa  Modstand  hos  Kommandoens  Ledelse,  fordi  ingen  af  os  var  erklæret  for  at  være  felttjenestedygtige.

Ej  heller  var  Kompagnierne  jo  udrustet  med  en  saadan  Forudsætning  for  Øje, og  allermindst  Officererne,  der  i deres  Haandtaske  ikke  medførte  andet  end  en  Natskjorte  og  en  Tandbørste.  Vi  andre havde  rigtignok  heller  ikke  mere,  men  vi blev  jo  ikke  spurgt og  var  jo  ogsaa  vant  til at  klare  os  med  mindre.

Naa,  vi  var blevet  vejet  og  fundet  for  lette,  og  vi har  nu  faaet  Ordre  til at  forberede  Afrejsen  til Tyskland. En,  vistnok  uofficiel,  Ordre  lyder  paa,  at  enhver  er  forpligtet  til at  tage  alt  det  med, som  vi kan  bære,  og  der  bliver derfor  købt  ind i  store  Mængder. 

Der  bliver  sagt,  at  Østrigerne  skal  afløse  os,  og  derfor mener  nogle,  at  Kragerne  lige  saa  godt  kan  tage  som  Ravnene.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

9. december 1917. Sønderjyde ved etapen

I.C. Rasmussen fra Løgumkloster var kantinevært i Brügge. Det var en stilling, der gav mulighed for at stikke noget til side.

Jeg gjorde tjeneste på kommandanturen i Brügge, og her kom man efter tur på orlov. Jeg syntes, at nu måtte det vel snart være min tur. Min kone ventede en glædelig begivenhed. Det var i november 1917, og det ville jeg gerne hjem til.

Jeg skrev en pæn ansøgning, men der gik fjorten dage, uden at jeg hørte noget til sagen. Så gik jeg til feldwebelen, som havde  personalesagerne, og spurgte, hvad det blev til med min orlov. Det vidste han ikke noget om, men han ville tale med løjtnanten. Det var en gammel feldwebel-løjtnant, han blev kaldt for »Nordsøens skræk«. Jeg sagde til feldwebelen, at hvis jeg ikke ret snart hørte om sagen, gik jeg til den »gamle«. Sådan kaldte vi kommandanten.

Da jeg kom tilbage efter en tur i byen, skulle jeg komme ind til løjtnanten. Han var rasende, kunne jeg se på ham. Han sagde flere gange: — Nå, De vil gå til den »gamle«? — Ja, sagde jeg, hvis det kan hjælpe, går jeg til ham. Så blev han bange og sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg ikke havde fået orlov. Jeg svarede sådan, at han  nok kunne forstå, at jeg tvivlede. Så kunne jeg gå.

Et par dage efter fik jeg afslag på min ansøgning, men morgenen efter stod løjtnanten og passede mig op ved indgangsporten og  sagde, at desværre havde jeg jo fået afslag, men hans skyld var det ikke, men nu skulle jeg bare søge igen med en lidt anden begrundelse, så skulle jeg nok få min orlov.

Nu var den lille født derhjemme i mellemtiden, og jeg sagde, at nu ville jeg vente med at få orlov til jul, da ville jeg hjem. Det kunne slet ikke lade sig gøre, sagde han, da var der så mange, der ville rejse. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle« om sagen, og ham var han hundeangst for. — Ja, sagde han, søg nu bare igen om orlov, så skal det nok gå.

Det gik også godt nok, men min orlov kom for tidligt. Jeg gik til  løjtnanten og sagde, at jeg gerne ville have min orlov udsat, så jeg  kunne være hjemme i julen. Det var ganske umuligt, sagde han. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle«. Det behøvedes ikke. Min orlov blev udsat, så jeg kom hjem til jul.

Enhver menig, der rejste på orlov fra kommandanturen, fik 20 mark udbetalt. Det var overskud fra garnisonskantinen. Desuden kunne vi gå til inspektøren i levnedsmiddeldepotet og få noget med, og i vor  forplejningsanstalt dryppede der også altid noget af.

Jeg fik samlet sammen, så jeg havde en stor rygsæk fuld, og så to trækasser, som jeg havde besørget mig. Dem havde jeg sejlgarn om, så jeg kunne bære én i hver hånd; men de var tunge. Jeg sendte telegram fra Hamborg, at de skulle møde på banegården i Tønder  med børnenes blokvogn.

Der blev glæde over, at jeg kom, og over alt det dejlige, jeg havde med. Jeg havde to sandsække fulde af ærter, bønner, nudler og grubber og mange dåser kødkonserves, samt tre brød, og så havde jeg købt et par belgiske brød. De er store, runde og flade, bagt af  sigtemel.

Mine børn havde ønsket sig som den bedste julegave, at de i julen måtte spise sig mætte i tørt brød. — Nu kunne vi fråse.

For at få orloven så lang som mulig, bad jeg om at få nogle rejsedage lagt til. Det fik jeg, da jeg havde så lang en vej. Så skulle jeg også gerne have ret til at køre med D-tog. — Men så sagde løjtnanten, at  jeg skulle se at komme ud.

For at køre med hurtigtog i Tyskland skulle der et stempel og en underskrift til oppe i det ene hjørne af billetten. Stemplet trykkede jeg på, men fik ingen underskrift. Det skulle jo være løjtnantens. Da vi kørte fra Køln med hurtigtog, så den kvindelige konduktør nok, at underskriften manglede. — Ja, sagde jeg, det er kun en forglemmelse af løjtnanten.

Jeg kørte både hjem og ud igen på den billet.

DSK-årbøger 1961

9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

9. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om østrigernes offensiv i Italien, om de vestallieredes konference i Versailles, hvor det besluttes ikke at indlede flere offensiver foreløbig, og om forholdene på hjemmefronten i Tyskland og Østrig, hvis kræfter også er udtømte, selvom våbnene nu tier på Østfronten. Den tyske modoffensiv ved Cambrai gør gode fremskridt og tilbageerobrer det meste af det, briterne havde vundet tidligere. Og tyskerne går i gang med at flyttet 500.000 mand fra Østfronten til Vestfronten. På Østfronten må tjekkiske frivillige i den russiske hær sætte kursen østover mod Vladivostok! Den 5. december indgår Rusland og Tyskland en foreløbig våbenhvile i Brest-Litovsk. Ruslands frafald får også konsekvenser for Rumænien, der tvinges til fredsslutning. Finland erklærer sin selvstændighed. I Halifax i Nova Scotia (Canada) eksploderer er fransk fragtskib, lastet med sprængstoffer. Ødelæggelserne er enorme og henved 25.000 mennesker bliver enten dræbt eller såret ved eksplosionen, der var den kraftigste menneskeskabte eksplosion, indtil udviklingen af A-våben. Ugen ender med briternes erobring af Hebron og USA’s krigserklæring til Østrig-Ungarn.

Lydklip: Christian Andresen fortæller om kampene i Flandern

Christian Andresen fra Notmark på Als har fortalt om sine oplevelser i Det 3. slag om Ypres (Passchendaele) i efteråret 1917. Han var da i Infanteriregiment Nr. 211, 6. kompagni og blev indsat ved Moorslede og Zonnebeke.

Hør ham fortælle om artillerikampe og spærreild her:

Det er bemærkelsesværdigt, at han foretrækker at være infanterist frem for artillerist. Optagelsen er fra 1970’erne.

Han har også berettet om sine oplevelser i DSK’s årbøger 1969:

Omkring september blev vi afløst og kom tilbage, nærmere den tyske grænse, til St.Marcel, der ligger tæt ved slagmarkerne fra 1871. Her lavede vi feltøvelser i en fjortendages tid, hvorefter det gik til Flandern sidst på måneden som støddivision ud frabyen Moorslede.
Her tror jeg at have præsteret min hårdeste marchtur i hele min soldatertid, thi på grund af det langtrækkende engelske skyts kørte toget langtfra helt frem, så vimåtte gå fra klokken 2-3 om eftermiddagen til næste dags morgen ved 8-tiden. Da havde vinået det svære artilleris stilling, og vi fik her hvilnogle timer.
Ih, hvor vi sov!
Som sagt, vi blev benyttet som støddivision, og det gav ikke megen ro, thi englændernepressede på i dette afsnit. Målet for deres offensiv var nok ubådshavnene Ostende og Zeebrygge.
Især husker jeg den 4. oktober, da vi blev jaget gennem en spærreild af alle kalibre og maskingeværild, og det hele lå i en kvalm pulverrøg.
Ja, Flandern bliver ved at stå for en som noget af det uhyggeligste, man har været med til, og som man ikke ønsker at beskrive nærmere.
Vi led de største tab ved Zonebeeke vest for Moorslede. Men den tørngav »Kreuze«: Pour le merite til bataljonsføreren, Hauptmann Schauer, og mange E. K. anden klasse til en masse andre.
Den 9. oktober blev vi indsat længere mod nord ved Paschendale og Poelkapelle. Dervar spredt artilleriild, og vi gravede os ned med et par skridts afstand ved en grøn vej. Pludselig røg en granat ned mellem mig og vor sergent, så vi blev klemt inde og sad som i enfælde. Men Jes Kolmos og et par andre kammerater hjalp os fri.
Næste dag hed det igen:
Alle fremad igen. Men jeg havde rygsmerter fra hændelsen dagen før og meldte mig syg.
Jeg kom tilbage til Iseghem nær Roulers. Her blev jeg indlagt i en kirke sammen med andrelet skadede, og vi blev tilset af lægen to gange om ugen.
Han var forstående over for mig og skrev mig først ud, da divisionen blev afløst, et smukt træk, som jeg var ham meget taknemmelig for.
Fra kirken der husker jeg korbuen, som var malet i et bredt, blåt bånd, hvorpå vi læste følgende sarkastiske tese: »O, Flandernland, o Erde rot, du Mörder meiner Jugend«.
For resten meget træffende.

8. december 1917. Peter Poulsen spolerer kompagniførerens nye tøj – det var af papir!

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Efter 6 Dages Forløb kom Kompagniet igen tilbage; de havde været i Stilling ude ved Passchendaele, og nu blev vi ført et Stykke længere tilbage fra Fronten, kom  nordpaa, op til Swevezeele. Vort Kompagni kom et Par Kilometer frem til en lille Landsby.

Feddersen og jeg kom til at bo sammen. Vi havde et dejligt Kvarter i et lille Værtshus hos et Par unge Folk. Der gik nogle Dage, saa blev jeg spurgt, om jeg var villig til at være Vasker.

Jo, det var jeg meget villig til, for jeg tænkte hele Tiden: „Bare du kunde slippe for at komme ud i Stilling!”

Saa blev jeg da Vasker, i den Tid vi laa der i Byen.

Vor Kompagnifører havde været paa Orlov. Han havde faaet nyt Linned med sig fra Tyskland, og det kom sammen med Mandskabets Undertøj i Vask, men hvem skildrer min Skræk og Rædsel!

Da jeg skulde have det fisket op, var det blevet til Grød og Klister i Stedet for Skjorter og Benklæder. De var nemlig af Papir, hvad jeg selvfølgelig ikke vidste og ikke havde skænket en Tanke.

Jeg samlede af det, hvad jeg kunde, og pakkede det sammen, og da Kaptajnens Oppasser kom for at hente Vasken, fik han det med, som det var, og jeg hørte heldigvis aldrig fra det!

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7.december 1917 – Milert Schulz: “Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 7.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.

Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.

Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.

Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

6. december 1917. Claus Eskildsens regiment optager hvilekvarter i slottet Chéhéry.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsens regiment ligger i ro, får Claus orlov fra den 9. til 28. december.

Den 6. December kommer Regimentsstaben i Hvilekvarter i Slottet Chéhéry, 7 Kilometer længere tilbage. Slottet er stort, uhyggeligt stort, og det trækker saa stærkt i de store Sale, at vore Lys til Tider gaar ud. 

Hvad mon Greven vil sige, naar han genser sit Slot? Alt er forfaldent og medtaget af Krigens raa Hænder, underhullet og gennemrodet af Soldatens Følgesvende, de store Ligrotter.

Rotterne er særlig frække her. De slaas og skriger, de slæber af Sted med vore Akter, de tramper hen over Gulvet, som om de havde Træsko paa.

En Aften kommer Bøckmann løbende ind fra vort W.C., med Bukserne om Hælene, og viser os sit Agterspejl: »Se, om det bløder! En Rotte sprang lige op og bed mig ind i Kødet!« Det var rigtigt nok, Tænderne havde sat tyde« lige Spor. 

Oberstløjtnanten mener, at jeg bedst kan undværes, mens vi ligger her i Ro. Jeg har derved den Lykke at faa Orlov fra 9. til 28. December.

Den fjerde Krigs jul kan jeg fejre hjemme hos Kone og Børn. Det er min femte Orlov, Oberstløjtnanten har samtidig sin syvende, og den udstrækkes ved Hjælp af et Gaskursus til den 14. Januar.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 196-197

5. december 1918. “Rohrkrepierer” to dage i træk

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Da vi havde overgivet stillingen, gik vi tilbage til batteriet. Vi tog afsked med hverandre, de var jo fra 2. og 3. batteri, og jeg meldte mig tilbage til 1. batteri.

Den 5. december var jeg med i stillingen igen. Vi havde samme dag en ”Rohrkrepierer” (røreksplosion). Røret fløj mange meter bort fra kanonen. Følgende kom til skade: Obergefreiter Brik, let såret, kanoner Wipklo, let såret, kanoner von zum Hof, hårdt såret,  kanoner Treptov, hårdt såret.

Han døde et par dage senere på lazarettet. Der blev sat andre hjul på kanonen, og den blev  transporteret tilbage. Samtidig kom der en anden.

Dagen efter, den 6. december, havde vi en røreksplosion igen. Det var III Geschütz, der stod inde i porten. Denne gang var der ingen døde. Obergefreiter Eisel blev hårdt såret. Han fik armen og skulderbladet revet i stykker, men han kunne selv gå til forbindingspladsen. Obergefreiter Helferich blev let såret. Kanoner Lahr blev fuldstændig døv, men han blev ved batteriet. Han fik trommehinderne sprængt i begge ører. (Lahr faldt senere i Marneslaget 1918).

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. december 1917. En nøjeregnende idiot fra Østfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Dagen før var jeg inde ved “Protzensammelstelle” efter post og lønning. Et par km. længere tilbage lå et lignende kommando. Jeg kom forbi, men da var der lige blevet dræbt to mand, der lå på en brix inde i huset. Vi syntes ellers altid, at de var mere sikker i dette kommando, fordi de lå betydeligt længere tilbage, men granaten slog ind, og to mand døde.

Jeg kom tilbage med post, og undervejs købte jeg tobak, cigarer og cigaretter samt nogle honningkager og et stykke pølse i et  marketenderi, der lå lige bag ved fronten. Det var altid rart at få lidt ekstra en gang imellem.

Vi blev omsider afløst. Der kom et batteri nede fra Karpaterne, og de skulle overtage stillingen. De havde ligget i en rolig stilling ved østfronten i et par år, men efter fredsslutningen med russerne, der var blevet fuldbyrdet i dette efterår i Brest-Litavsk, kom tropperne over til Vestfronten.

Der kom en Ammunitionsunteroffizier og skulle overtage  beholdningen. Han var meget nøjeregnende og gav sig til at tælle granaterne, idet han satte et kryds på dem, han havde talt.

Jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg havde intet talt, da jeg overtog dem, og at de nok skulle være der, men han mente ikke, at det vedkom ham, hvad jeg havde overtaget, men kun det, han skulle overtage.

Han var ret ubehagelig, men så begyndte englænderne at skyde. De satte et par granater hen i nærheden af haven, det bragte en anden stemning over fyren. Han spurgte, om de skød med sådant noget kram hver dag? Jeg svarede, at det blev meget værre.

Han ville så op i understanden, men jeg mente, at vi hellere måtte gøre det færdig. Jeg kunne tydeligt mærke på manden, at han var ikke vant til skydningen. Han krøb ned bag ved havediget, jeg stod op og så spurgte jeg, om han havde kanonfeber, og det indrømmede han.

Englænderne holdt op med at skyde, og så blev han helt fræk og talte videre, og kom til det resultat, at der manglede et par hundrede granater. Jeg talte med ham om at ordne den slags småting i mindelighed, som vi altid plejede her ved Vestfronten, men det kunne ikke lade sig gøre.

Jeg havde tænkt at henføre de manglende granater på den sædvanlige konto: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”. Han afslog det og meldte det til bataljonen.

Jeg ringede straks til batteriet og kom til at tale med Offizierstelvertreter Würstenhagen. Jeg forklarede ham sammenhængen, og han svarede mig, at det var godt, jeg meddelte det så tidlig. Han skældte ud over de idioter, der kom fra østfronten, og som ikke havde begreb om krigsførelsen i vesten. Han sluttede med at sige, at vi anfører det manglende beløb som: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4.december 1917 – Milert Schulz: ”Hier haben wir die letzte Nacht Schnee gehabt. Heute morgen lag da eine 10 ctm ”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 4.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Für Pappas Brief vom 25.11. meinen besten Dank. Sehe ja aus deinen Schreiben, dass du recht oft zu Hause bist lieber Vater. Ich kann ja auch wohl verstehen dass du da am liebsten bist. Mir geht es auch recht gut hier bin jetzt so leidlich wieder hergestellt. Mein Magen ist auch besser geworden, wenigstens habe ich nicht mehr diesen durchfall. Will Euch heute auf eine Sache aufmerksam machen. Wie Ihr ja auch wisst werden auch hier im Felde Kriegsanleihe gezeichnet aber auf eine andere Art und Weise.

Hier wird nämlich zuerst in kleinen Beträgen von 3 Mark gespart und da bekommen wir eine 3 Marksmarke die im meinen Sparzettel eingeklebt werden. Nun habe ich auch damit angefangen und das Geld ist auf der Krissparkasse in Apenrade eingezahlt worden. Alle 10 Tage spare ich Mark u. wenn 100 Mark voll sind wird dieser Betrag von der Sparkasse als Kriegsanleihe gezeichnet. Also damit wenn mir was passieren sollte dass da Geld von mir liegt. Die Sparkontonummer habe ich noch nicht bekomme, aber sobald sie hier ist werde ich Euch dieselbe gleich mitteilen. Sonst wäre da weiter nichts von dieser Sache.

Hier haben wir die letzte Nacht Schnee gehabt. Heute morgen lag da eine 10 ctm. dicke Schneeschicht. Das ist so ungemütlich mit diesen Schnee. Es ist immer Dreck und Plantsch. Mit dem Fortkommen von hier weis ich noch nichts bestimmtes. Wir liegen jedenfalls noch in Ruhe.

Hatte vorgestern Brief von Tante Mie aus Düppel da schickte sie mir auch Vetter Nielses Bild. Nach ihrem Schreiben sind die ja gut zufrieden da. Von Schwester Mie u. Thilde u. Bruder Matth. hatte ich auch gute Nachricht. Nur Thilde schrieb sie lag schon 8 Tage zu Bett. Habe gestern einen Brief an Onkel Sören in Hadersleben u. an Bestefar habe ich auch geschrieben. Sonst wäre da nicht weiter neues. Wenns geht schick mir öfters ein Paket mit Kuchen liebe Mutter denn dass ist doch immer etwas anderes.

Für diesmal sei dann herzl. gegrüsst u. auf baldiges Wiedersehen Euer Sohn u. Bruder

Milert. 

4. december 1917 – Mathias Damm: “med Paaskrift “vermisst”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 4.12. Aften.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort fra den 29. Glæder mig at i har faaet kvien og er tilfreds med den. Jeg fik idag to Kort tilbage fra Onkel Nis, med Paaskrift “vermisst”. Haaber han maa være kommen uskadt i Fangenskab. Ved I, om han var ved Cambrai. Efter hvad jeg har forstaaet af hans Kort, maa han vist have været der. Jeg har det godt og er sund og rask, og sender eder alle de bedste Hilsner eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. december 1917. Frederik Tychsen opdager en spion!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Om morgenen flyttede vi over i en betonunderstand, her fik vi et rum anvist, og her boede vi ret sikkert, indtil kommandoen var forbi. Det var kun et ganske lille rum, der var lige 4 brixe, et lille sammentømret bord, et par bænke, en kakkelovn samt en telefon, der satte os i forbindelse med de andre understande.

Her sad vi sikkert, dvs. hvis ikke englænderne skød med et kaliber, der var over 24 cm.

En eftermiddag, medens vi sad og hyggede os, kom der en soldat og bad om lov til at måle understanden op, han angav til grund, at vi stod over for en offensiv, og så skulle han nøjagtig vide besked med, hvor mange mand en sådan understand kunne rumme.

Han havde en meterstok med, han målte flere steder, men noterede ingen ting, og han stak heller ikke meterstokken ind i hjørnerne (det var ikke nødvendigt, at måle dem, generalstaben vidste meget vel, hvor store de var, og hvor de lå).

Dette forekom mig noget mistænkeligt. Han var Gefreiter og talte med en iblanding af saksisk accent.

Han spurgte efter den næste understand, og så gik han. Da han gik hen til den anden understand, telefonerede jeg over til dem, at de skulle undersøge manden, når han kom. De stod parate til at tage imod fyren, og det viste sig, at det var en engelsk spion. Han blev ført tilbage, og vi hørte ikke mere til ham (dog er han næppe blevet skudt).

De, der arresterede ham, fik jernkorset, Jeg fik ingen ting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2.december 1917 – Milert Schulz: ”Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 2.12.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Endlich nach langer Zeit komme ich wieder dazu Euch einen Brief zu schreiben. Habe vor 2 Tagen das Paket mit Butter und Wurst vielmals dankend erhalten. Ebenfalls Vaters Brief vom 21. U. Karte vom 19. Sowie Diddes Karte vom 21. Dankend erhalten. Sehe ja das noch alles wohl ist zu Hause was mich sehr freut.

Hier ist auch noch alles beim alten. Wir liegen immernoch in Ruhe. Aber übermorgen wird es wohl in Stellung gehen. Wie ich aber gehört habe. sollen wir von hier ganz wegkommen. Da wir auf Tropendienstfähigkeit untersucht worden sind wird ja viel davon gesprochen dass wir nach Palästina kommen sollen. Ob das aber zutrifft kann ich nicht sagen. Am liebsten wollten wir ja natürlich hier bleiben. Nun werden wir ja sehen wie es wird. Wenn es soweit kommen sollte werde ich es Euch schon schreiben. Jedenfalls braucht Ihr Euch weiter nicht darum den Kopf zerbrechen denn eher wir da sind dauert noch bis nächstes Jahr bis dahin kann sich ja vieles verändern.

Hoffentlich kommt es zum Frieden jetzt wo die Sache mit Russland so steht. Mit dem Waffenstillstand ist ja doch wenigstens ein Anfang begonnen. Hier an der Front ist es auch ziemlich ruhig.

Mit meiner Gesundheit geht es auch so leidlich. In den letzten Tagen habe ich Zweimal Schüttelfrost Anfälle gehabt. Hoffentlich wird es kein Malaria. Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina und wenn es denn nicht besser wird melde ich mich krank und fahre wieder zurück. Sonst ist hier ja weiter nichts neues. Heute hat das Bataillon ein Sportfest veranstaltet. Da müssen wir ja denn mit. Es wird dort Wettlaufen, Hindernislaufen. Springen u. f. w. gemacht. Dazu spielt denn die Regts. Musik.

Vorgestern hatte ich Briefe von Schwester Mie u. Tante Mie mit Vetter Nielses Bild. Gestern einen Brief vom Bruder Matthias.

Muss ja nun   heute Fleissig schreiben.

Sei denn recht Sohn u. Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn.  

 

     

 

2. december 1917. Reddede snapsen fra granatilden ved at drikke den!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuss-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

De første dage af december havde vi frostvejr. Solskin om dagen, og månen skinnede om natten. En aften sent sad vi alle fire i stuen og hyggede os. Jeg sad i underbukserne og var ved at sy bukserne.
Studenten læste, og fodboldspilleren kogte tøj i en gryde på kakkelovnen. Vagabonden lå og sov henne på briksen.

Uden varsel sendte englænderne os en ret svær granat ind i huset. Den gik gennem taget ind i en lille forstue og eksploderede med et vældigt brag. Væggen faldt ind i stuen, og i første øjeblik var der kun virvar og forskrækkelse. Vi greb hver vor stålhjelm og gasmaske og ilede ud af huset.

Jeg kom af sted i strømpesokker og underbukser, studenten løb i et par trætøfler, og fodboldspilleren var i skjorteærmer. Der fulgte straks flere nedslag rundt omkring huset, og et i laden og gedestalden. Vi løb bort fra huset ud over en mark over en eng hen til nogle forladte huse, der lå et stykke borte.

Her kom vi først lidt til os selv, og nu opdagede vi først, at den gamle ikke var kommet med. Dog var vi alle tre klar over, at han intet var kommet til.

Da vi løb over engen, kom vi gennem nogle siv, der var is, der ikke var tilstrækkelig stærk, og da vi løb gennem sivene, trådte jeg igennem og sank ned til enden, studenten gik det ikke bedre, han tabte trætøfleme; men vi kom vel op igen og hen til husene.

Her sad vi så i 4-5 timer og iagttog nedslagene rundt omkring huset.

Vi ventede stadig på, at den gamle skulle komme, men han udeblev.

Beskydningen hørte omsider op, og vi gik så tilbage igen, talende om hvorledes det mon var gået den gamle?

Da vi kom hen til huset, opdagede vi, at flere af granaterne havde ramt huset, efter at vi havde forladt det. Vi skyndte os ind i huset, og der fandt vi den gamle liggende på brixen mellem ruinerne, han var imidlertid hverken såret eller død, men ganske fuld.

Vi havde netop dagen i forvejen modtaget proviant og snaps til 10 dage. Af snapsen var der 2 liter., og da vi under ildoverfaldet kun tænkte på at komme af sted, tænkte den gamle kun på snapsen og på, at nu var der en lejlighed til at få et større kvantum, end han med rette kunne tilkomme, og derfor var han blevet tilbage, og havde omtrent begge flasker tømt, da vi kom tilbage.

Han var døddrukken, og da kan omsider kom til sig selv, forklarede han os, at han havde tømt flaskerne, for ellers kunne de gerne være blevet ramt under skydningen. Vi fik ingen snaps de første 10 dage, men det betød kun mindre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Østafrika, hvor de tyske tropper under von Lettow-Vorbeck fordrives fra Tysk Østafrika, men trænger ind i Portugisisk Østafrika (Mozambique), hvor de fortsætter kampene. På Østfronten indstilles kamphandlingerne som følge af den russiske revolution og den nye, bolsjevikkiske regering. Samtidig offentliggør Trotskij de hemmelige aftaler, som Zarens Rusland havde truffet med Vestmagterne – bl.a. om fordelingen af landområderne i Mellemøsten. På Vestfronten fortsatte kampene ved Cambrai med tyske modangreb under anvendelse af nye taktikker: Hutier-taktikken, der kombinerede gasgranater, flystøtte og stormtropteknikker viste sig lige så effektiv som den britiske indsættelse af kampvogne i stort antal. I Italien reorganiserer den nye stabschef Armando Diaz hæren. Han forsøger bl.a. at dæmpe uro ved at imødekomme årsagerne til uroen snarere end med drakoniske straffe og henrettelser, således som forgængeren Luigi Cadorno havde foretrukket. Hæren fik også en professionel PR-strategi. I Ungarn var der uroligheder med demonstrationer for fred og Estland erklærede sin uafhængighed fra Rusland. Freden på østfronten frigiver en halv million tyske soldater til indsættelse på Vestfronten – krigen kunne vare længe endnu!

1. december 1917. Pas på pigerne: “En af soldatens fornemste pligter er at opretholde sine kræfter og sin sundhed for fædrelandet”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

De første dage var der alarmeringsøvelser og skansning. Så blev uddannelsen fortsat. Officerer og mandskab skulle gøre sig særlig fortrolig med specialvåben som minekaster, granatkaster og det lette maskingevær.

På divisionens ordre øvede regimentet i større enheder, og også igen bevægelseskrig: marchsikring, forposttjeneste, uforberedte træfninger, sluttelig angreb på en udbygget fjendtlig stilling.

Ny var den fædrelandske undervisning, som var påbegyndt allerede i Wilna. Den blev ved regimentet varetaget af løjtnant Albers. Målet med denne undervisning var at give hver enkelt mand en dybere begrundelse for hans opgave i felten.

Julefesten forløb denne gang særlig smukt, fordi den var fri for presset fra en forestående indsats, og fordi den kunne fejres på tysk jord.

Der blev ofte givet orlov til Mühlhausen. Koncerter og et fortræffeligt teater lokkede mange, for hvem kunstnydelse var en livsbetingelse. Ved teaterdirektør Schwantkes beredvillighed blev teatret flere gange stillet til rådighed for bataljonerne til en rimelig pris.

Lidt mere plumpe naturer hengav sig til Bacchus’ og Venus’ fornøjelser, heftigt og uden tanker. Det er man i sin gode ret til, når man har ydet det uhyre og ikke ved, om man er i live den næste dag.

På den anden side anså ledelsen det for nødvendigt at gøre opmærksom på, at en af soldatens fornemste pligter er at opretholde sine kræfter og sin sundhed for fædrelandet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

30. november 1917 – Jens Iversen: “Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 30. November 1917.

I Dag er gaaet et Aar, siden min kære Fader døde – Udsigten til en snarlig Afslutning af Krigen med Rusland og dermed med vort Krigsfangenskab synes nu endelig bedre end nogensinde. Efter Kerenskis Fald og Hærens fuldstændige Sammenbrud er Magthaverne i Petersborg i Færd med at gøre Regnskabet op. En Fændrik Krylenko er blevet udnævnt til Øverstkommanderende, og det første, han har foretaget sig er, at han har tilbudt Centralmagterne Vaabenstilstands- og Fredsforhandlinger.

Hæren skal være i fuld Opløsning. Det er ingen Hemmelighed, at hele Formationer kaster Vaabnene fra sig. Tog med Forsyninger og Munition kommer ikke frem til Fronten. Den sulter. Skarer af Desertører er blevet en Plage for Baglandet. Togene tømmes og plyndres undervejs midt paa Strækningen og dirigeres tilbage med Godsvognene, Tagene, Vogntrin og Lokomotiv til sidste Plads optaget af og behængt med de demoraliserede, forkomne og forvildede Sværme, der kun er besjælet af den ene Tanket Slut med Krigen! Hjem!

Som en Naturkatastrofe vælter de sig ind over Landet, lydhør for enhver radikal Propaganda. De er netop det Materiale, de nye Mænd i Petersborg har Brug for. Katja Lavrentjevna, der er kommet hjem fra Moskva, fortæller, at hun var den eneste civile Passager i en overfyldt første Klasses Kupé hele Vejen, men hun er Karl for sin Hat.

En tiltagende Mangel i den civile Forsyning blir mere og mere følelig, især for den jævne Befolkning. Hos Chlebnikoffs mærkes den ikke. Den russiske Mushik kræver nu det, man har lovet ham saa længe. Han er slet ikke ude efter de værdiløse Papirspenge, han vil kort og godt Jord, al Jorden, og han gør i disse lovløse Tider kort Proces paa de store Godser, der dog hidtil alene var i Stand til at betrygge Byernes Behov af Brødkorn, de Hvedebrød spisende Russeres Hovednæringsmiddel.

Smørelse af nogen Art eller Paalæg kendes ikke. Hvem der kan opdrive en Puds Sæk Hvedemel (=ca. 16 Kg) er i denne Tid en holden Mand. Tit er det østrigske Krigsfanger, der i Ny og Næ underhaanden agerer Mellemmand ved saadanne og lignende “illegale” Transaktioner. De taler jo som oftest et eller andet slavisk Sprog hjemmefra, saa de nemt kommer paa Talefod med Russerne, og de gaar ikke af Vejen for en lille Risiko, naar den fremmer Udkommet, slet ikke at tale om, naar en Flaske klar Vodka skal omsættes.

Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs siden Novemberrevolutionen. De er nærmest avanceret til Neutralnij sjolovekij, dvs. neutrale Folk, og et V.B. paa Ærmet forlanger ingen at se, tværtimod, russisk Galgehumor varierer det nu til Vilgelm Pridiot, dvs. Wilhelm, alt saa Tyskland skal hjælpe mod Bolshevikerne, hvad de fleste ikke vilde have noget imod.

Hos Chlebnikoffs er der noget under Forberedelse. Det er paafaldende, hvor ofte der i den senere Tid er mystiske Gæster til Stede ved Middagsbordet. De gør Indtryk af at være Officerer i civil, tit forklædt som velstaaende Bønder. Bagefter konfererer de med Aleksej Lavrentjevitj i Salonen. I hvert Fald er de ikke af den røde Type fra Petersborg. Hänels og min Nærværelse generer dem aabenbart ikke.

Lavrentje Aleksejevitj bærer ostentativ sin Kosakuniform med Distinktioner. I Modsætning til den unge Infanteriofficer Aleksander Aleksandrovitj, der uden disse undertiden ogsaa er til Stede. Han er efter Martsrevolutionen blevet beskikket som Vojenski Natshalnik i Stedet for Chlebnikoffs Ven og Nabo, den gamle tsaristiske General Birjukov, og har beholdt denne Stilling. Men han lader Vorherre være den han er. I det skjulte sympatiserer han med Kosakkerne. Det hele er typisk for den latente Tilstande. De sidste voldsomme Dønninger fra det fjerne Petersborg er jo ikke naaet frem til vor Afkrog.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

29. november 1917 – Martin Kümmel: “det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der i begyndelsen af november blev trukket ud af Flandern og kom i stilling i Siegfreidstellung ved St. Quentin. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Origny. 29.11.17.

Min kjäre Herr Pastor!
Först siger jeg dem mange tak for deres Brev som jeg har modtaget. Mange tak for deres Mark som var hoslagt, en Soldat kann jo altid bruge Penge. Jeg har det ellers godt og er sund og rask og haaber det samme om dem. Det har jo vist allerede begündt at blive koldt derhjemme hos Edder, her gaar de end[d]a nogenlunde. Gud give at vie maatte faa en mild Vinter, for det er ikke ofte saa ledt faar vore kjäre Kamerater som skall ligge ude Nat og Dag.

Vore Kompagnie er i Stilling; jeg er bag Fronten paa Fliegerwache, ja Gud er inderlig godt i mod mig; vaar har han ikke fört paa underfulde Veje in[d] til Idag. Ja vie have en stor Gud blot vie mere maatte klamre os til ham i Nödens Tider, og vaar der end er, ja man mangler ofte Guds Ords forkündelse menn Herren vill velsigne sit Ord rigelig vor mig.

Ja det er en stötte at have en troende Kamerad, Doktor Mahlers Sön det er en meget var Christen, han bekjender meget sin Frelser, blot vie mere og mere motte bekjende vor Frelser at vore kjäre Kamerader motte komme til at erkjende at die er paa Fortabelsens Vej, ja vaar skreckelig er det at tänke at die gaar ind i denn Evige vortabelse. ja vaar mange gaar ikke vortabt dersom die ikke vender om. Det gjälder om at holde fast og blieve troj in[d]til enden. Maatte denne Krieg dog väre til stor velsignels at mange i denne Krieg maatte har fundet deres Frelser.

Ja jeg har liege mo[d]taget det sörgelige Budskab at min kjäre Vetter er död Eduards Löbners Sön, det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid, ja vie vorstaar ikke altid Herrens Veje. Herren vill tröste dem, og give dem Kraft til bäre det, et er dog det herligste at vie viede vaar han er gaaet hen, vie sehs jo igjen. Ja her paa denne Jammerdal er der jo kun Nöd og Elendighed.

Ja vor kjäre Ven og Broder Hans Holm motte jo ogsa tidelig herfra, jeg var sammen med ham paa Urlau[b], jeg var meget glad vor ham, kunde vorstaa at han var en var Christen, og nu er han hjeme hos Herren, lader os ogsaa, jage derefter at vie ogsaa kommer derhen, der var der ingen Sorg og Krig men der er kun gläde. Ja motte denne Krieg dog snart faa en Ende. Peter Geil har jeg ikke talt [med] i lang Tid da die ikke liegger her hos os. Jeg har mo[d]taget Jernkorset. Slutter nu denne gang,

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder
Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)