Kategoriarkiv: Krigens forløb

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

24. maj 1917. Verdun: Dumhed betales med døden

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En anden lignende episode kostede desværre en Feldwebel livet på grund af hans overdimensionerede pligtfølelse og manglende erfaring. Hertil kom, at han var uimodtagelig for sund fornuft og gode, velmente råd fra “gamle rotter”.

I det civile liv var han stadsarkitekt i en større by hjemme i Tyskland og havde i flere år været »unabkommlich« (uundværlig). Han var lige ankommet fra garnisonen i Tyskland.

Den MG-rede, som vi besatte, må ledelsen have anset for meget vigtig, for den blev besat med to maskingeværer – som regel var der kun et i hver rede. Ledelsen af reden havde denne Feldwebel.

Vi havde afløst to andre geværer fra et andet kompagni, og mandskabet herfra fortalte, at de havde tilbragt en rolig tid uden at være blevet generet af fjenden.

Reden var indrettet i en gammel tilgroet og på flere steder halvt sammenstyrtet skyttegrav. Der var tre slet ikke så dårlige “Stollen” (sikringsrum), hvor vi skulle opholde os om dagen, da al trafik ved dagslys ville være omtrent det samme som selvmord.

Afløsningen havde selvfølgelig fundet sted om natten. Da Richard  … og jeg havde undersøgt lokaliteterne grundigt, blandt andet for at se, om vi kunne forsvinde derfra nogenlunde uset, hvis det skulle blive nødvendigt, lagde vi os til at sove.

Men kort efter blev vi vækket af en af de “gamle”, der meddelte, at Feldweblen havde givet ordre til, at skyttegraven skulle gøres dybere på et sted, hvor sammenstyrtningen var særlig stor. Arbejdet var allerede sat i gang.

Det kan nok være, at vi kom på benene, og Richard bandede Feldweblen langt væk.

Vi havde i vor vildeste fantasi ikke forestillet os, at manden kunne være så idiotisk. Enhver forandring i terrænet ville, når det blev dag, omgående blive observeret af fjenden.

Vi forsøgte at gøre manden dette begribeligt; men i sin salige naivitet mente han ikke, at den smule jord , der var blevet kastet op af graven, kunne betyde noget. De folk, vi havde afløst, havde jo sagt, at alt var roligt og stille her. Ydermere havde vi vore “Stollen”, der dog var 4-5 meter dybe.

Richard, der ikke ligefrem var mundlam, gjorde ham endnu engang opmærksom på, at det, der var lavet her, grænsede til selvmord, og at “Stollerne” var de rene ligkister, når franskmændene begyndte at beskyde os med 21 og 28 cm granater med “Verzögerung”  – Det var granater med tidsindstilling, der først detonerede efter, at de var gået et par meter i jorden.

Men manden var ikke til at tale med. Vi opgav ham, men før vi gik, spurgte Richard ham, hvad vi skulle gøre, hvis fjenden fandt på at beskyde os. “Vi går selvfølgelig i vore ‘Stollen’, hvor ellers?” svarede Feldweblen.

Hertil replicerede Richard , at det nok var betydeligt bedre at forsøge at trække ud til en af siderne.

Det ville manden slet ikke høre tale om, for som han sagde: “Dér er der da slet ingen dækning. Vi bliver her!” Det sidste blev sagt i kommandotone, så der var ikke noget at tage fejl af.

Richard trak på skulderen og svarede, at han hellere ville gå i dækning bag et muldvarpeskud end i disse ligkister. Og han fortsatte: “Ja ja, Herr Feldwebel, Befehl ist Befehl. Dann Gute Nacht, und auf Wiedersehen, wenn nicht anderswo, dann im Massengrab.”

– “Lassen Sie Ihre unerwünschten Bemerkungen, Unteroffizier« (“En ordre er en ordre. Så god nat og på gensyn – om ikke andre steder så i massegraven.” – “Spar os for Deres uvelkomne bemærkninger, underofficer”), svarede Feldweblen, hvorpå Richard vendte ham ryggen, mens et indeklemt »Idiot!« smuttede over hans læber. Det var møntet på Feldweblen, men henvendt til mig.

Vi instruerede omgående folkene – der var tolv foruden Richard og mig – om, hvordan de skulle forholde sig, så snart fjenden havde sendt det første skud over til os.

Vi anbefalede dem, såfremt de havde livet kært at følge vore anvisninger, uanset hvad Feldweblen fandt på at bestemme. Vi regnede for øvrigt med, at manden ved det første skud ville forsvinde ned i sit dækningsrum, som han tilsyneladende var så glad for, og som han havde for sig selv. Vi kendte typen. –

Før vi atter lagde os til at sove, undersøgte vi endnu en gang retrætelinien. Selv om vi skulle kravle ca. 200 meter i en lille fordybning, der ikke var meget dybere end en plovfure, var vi enige om, at når heldet blot var med os i første omgang – det vil sige, at den første salve ikke ramte graven – så skulle det være muligt at klare situationen.

Der var nu gjort, hvad der kunne gøres for at bøde på Feldweblens dumhed. Vi tvivlede ikke på, at den kommende dag ville blive endog meget “varm”. Vi kunne ligefrem lugte faren.

Dagen oprandt med klart solskin, det var atter et minus for os. Formiddagen gik til ende, uden at der skete noget. Feldweblen tillod sig at hovere over vort sortsyn, men Richard svarede, at det ikke var aften endnu, og at der formentlig var flere dage i øst. Vi skulle blive her i mindst fem dage endnu.

Først på eftermiddagen gik det løs. Heldet var med os. De første par skud ramte ikke graven. Feldweblen forsvandt i sit hul , som vi havde forudset, og vi andre, vagtposten inklusive, begyndte vor kravletur og fuldførte den med bravur. Vi havde jo lært at kravle i garnisonen.

Nu skete det med livet som indsats.

Da vi havde tilbagelagt de 200 meter, blev “plovfuren” betydelig dybere, og her afventede vi begivenhedernes gang. Hvis ikke fjenden havde bemærket den “kravlende slange”, regnede vi med at være i nogenlunde sikkerhed, og det slog til . De 5 % havde atter sejret. [5% erfaring og 95% held skulle der til for at overleve, fortæller Bergholt andetsted, RR]

Kanonaden var blevet stærkere og stærkere. Vi kunne se, at de fleste granater traf deres mål, og vi var klar over, at den stivsindede Feldwebel skulle være udstyret med et kolossalt held, hvis han skulle gå ram forbi.

I det hele taget forløb aktionen, som vi havde tænkt os.

Franskmændene benyttede kun det svære kaliber, og i løbet af en times tid var reden jævnet med jorden.

Skydningen holdt lige så pludseligt op, som den var begyndt. Richard og jeg blev enige om, at vi to ville kravle tilbage for eventuelt at komme Feldweblen til hjælp, hvis han da havde hjælp behov, hvad vi tvivlede meget stærkt på. Beskydningen havde nemlig været så koncentreret som aldrig før. Hvis vi ikke var kommet tilbage i løbet af en halv time, og alting endnu var roligt, skulle de øvrige følge efter.

V i nåede igen reden, der nu kun var granathuller, og fandt også det sted, hvor Feldweblen skulle være. Hans “Stollen”, som han havde stolet så stærkt på, havde fået mindst én fuldtræffer. – Og dermed er alting sagt. Den blev hans ligkiste, som Richard havde forudsagt.

Det eftermæle, Richard gav manden, var ikke ligefrem rosende. Det sluttede med det tyske ordsprog: »Die dummen werden niemals alle« (Dumhed forgår aldrig).

Egentlig syntes jeg, at Richard var lovlig hård i sin dom. Manden havde jo betalt for sin stædighed. Jeg vidste, at Richard var et ejegodt menneske, og at hans hårde ord kun var provokeret frem af Feldweblens dumhed. Det er helt klart , at Feldweblen ville have været skyld i hele besætningens udslettelse, hvis ikke “de gamle” havde taget sagen i egen hånd og havde sat sig ud over den givne befaling.

Begge maskingeværer var gået sig en tur. Den følgende nat fik  i to nye geværer – men ingen ny Feldwebel.

Kommandofeldweblen – Hannoveraneren – der nok kunne lægge to og to sammen, undrede sig over, at vi var sluppet med tabet af kun én mand og to ødelagte geværer og slet ingen sårede. Men han gik ikke nærmere ind på sagen.

Et stykke tid efter var vi en dag på tomandshånd, og han forlangte så at få sandheden at vide. Det fik han, og hans kommentar var mindst lige så hård som Richards.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

23. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “En ny Zepp.hal skal være opført ved Højersluse”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Fra paalidelig Kilde.

a. Det bekræftes, at Befolkningen i de store Byer i Tyskland nu kun faar Brød 3 Gange ugentlig.

b. Det hedder sig, at Høruphav – af Hensyn til Befæstningsanlæg – skal være afspærret.

c. Den i sin Tid indmeldte Beskadigelse af Luftskibshallen ved Tønder (den 21/3 dA) bekræftes; den ene Hal blev ødelagt, den anden stærkt beskadiget.
En ny Zepp.hal skal være opført ved Højersluse N.V. for Tønder.

d. Fra den store Zepp.fabrik ved Essen (Gelsenkirchen) udgik afvigte Fredag og Lørdag 5-6 Zepp. Paa Prøvefart over Nordsøen, det siges, at en Zepp. Bygges hver 40´ Dag.

e. For c 14 Dage siden var de tyske Handelsspioner i Danmark samlede til Konference i Kjøbenhavn.

2. Naar Befolkningen Syd for Grænsen faar Pas til Danmark, faar de samtidig Paalæg om ikke at røbe noget om tyske Forhold.

3. 50 kg. Kaalrabi koster i Tyskland nu 90 Mk.

4. Stillingen og Besætningsforholdene i Nordslesvig er den senere Tid ikke undergaaet nogen Forandring.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. maj 1917 – Flensborg Avis: “De 45-aarige ved Fronten”

Under rubrikken “Dags Nyt – Det tyske Rige” meddelte Flensborg Avis tirsdag den 22. maj 1917 blandt andet:

De 45-årige ved Fronten
Den frisindede Rigsdagsmand Dr. Müller-Meiningen har fra Krigsministeren modtaget et Reskript af 7. maj angaaende de 45-aarige.

Ifølge denne skal de 45-aarige og Folk, som er endnu ældre, naar de har været mindst 6 Maaneder i “forreste Linje”, trækkes tlibage derfra. Ved forreste Linje forstaas de Tropper, som umiddelbart deltager i Kampene. Ikke indbefattede heri er Formationerne bagved som kolonner, ogsaa Munitionskolonner, Etappetropper, Armeringstropper osv.

Hvis Folkene tror, at de med Urette holdes, hvor de er, skal de henvende sig til deres foresatte. Mange tror tilsyneladende, naar de ikke straks tages bort, at dette skyldes deres foresattes Mangel paa Omsorg. Skulde Anordningen nogle Steder ikke blive gennemført, kan Tilfældet kun prøves af Krigsministeriet, naar dette faar Navnet paa vedkommende og hans Troppeafdeling at vide.

Afløsningen af det gamle Mandskab paa denne Maade er omtrent gennemført. I Februar Maaned var der kun omtrent 1000 Mand tilbage, der ikke var afløste paa Grund af Mangel paa Erstatning; men siden den Tid er Afløsningen bleven fortsat, saa det kun kan dreje sig om faa Tilfælde, hvor den endnu ikke er gennemført.

Berlinske Børn til Danmark
Fra Berlin meldes Søndag til “Kieler Zeitung”: De første berlinske Piger vil tillige med Wilmersdorferne i Fællesskab tiltræde Rejsen til Danmark i de nærmeste Dage, hvis der ikke kommer noget i Vejen. Det drejer sig ved denne Rejse til Danmark ikke om den, som berlinske Skolebørn skulde foretage efter Tilskyndelse fra en dansk Læge. I det foreliggende Tilfælde drejer det sig om en Forholdsregel af det sociale Arbejderfælleskab i Byens østlige Del. Der udsendes fra Berlin henved 400 Skolebørn.

20. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

20. Maj 1917 Milert Schulz: “ Nur dieses fürchterliche Hitze kann ich nicht gut vertragen“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.20.5.17

Mein liebes mütterlein!

Heute an einem heisen Sonntagnachmittag werde ich dir doch ein paar Zeilen schreiben. Vielen dank für die gestern erhaltenen Briefe von dir und Pappa. Hat mich sehr gefreut mal wieder etwas neues von der lieben Heimat zu hören. Mir geht es ja noch immer recht gut und hoffe ich auch desgleichen bei eintreffen dieses Briefes bei Euch. Bin Gott sei Dank gesund und munter. Nur dieses fürchterliche Hitze kann ich nicht gut vertragen.

Schwitze de lieben ganzen Tag. Und nachts ist es denn wiederum sehr kalt. Merkwürdiges Klima hier. Wie Ihr wohl in den Zeitungen von vergangene Woche gelesen habt haben wir hier shcwere Kampftage gehabt. Wir liegen nämlich im Cerna Bogen bei Makovo wo der Feind 8 Tagelang dauernd getrommelt hat. So ein Getöse hab ich noch nie gehört. Ganz fürchterlich war es. Und denn hat er auch noch ein paarmal angegriffen, aber jedes Mal blutig zurück geschlagen worden.

Jetzt fangen die Schlagen hier ihr Lesen und treiben an. Gestern haben wir vor unserem Zelt eine Schlagen von 1 m. lane gefangen. Ebenfalle die Schildkröten. Wenn ich gelegentlich eine kleine fange werde ich Euch das gehäuse davon nach Hause schicken.

Jetzt macht Ihr wohl so richtig spaziergänge zu Hause an den schönen Sonntagen Ja Gott sei Lob und Dank, dass der Krieg nicht in unserm Lande ist. Denn wo Krieg ist wird auch alles über Haufen geschossen.

Bekam gestern einen Brief von Hans Asmussen in welchen er mir schrieb, dass er das Eiserne Kreuze II (2.) Kl. bekommen hat.  

Bruder Mah. ist doch noch nicht eingezogen. Hoffentlich ist der Krieg bald zu Ende, dass er nicht mehr ins Feld braucht, denn zu Hause ist es doch am besten, wie Schlecht es denn auch ist. Habe eben Kaffee getrunken mit  Schmalzstullen. Hat tadellos geschmeckt liebe Mutter. Heute mittag gab es Graupen, aber nicht so gut wie du sie Kochst.

Nun zum Schluss seist du und allen Lieben im Heim recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert

Auf Wiedersehn im Sommer

(Brev i privateje)

18. maj 1917. Mathias Møller skifter fra Vestfront til Østfront

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917.

Jeg husker så tydeligt Stemninger og Følelser hin Morgen den 18. Maj 1917, da Afgørelsen faldt, og vi marcherede til Banen for at blive indladet. Det var, som om Benene vilde gå hurtigere, for at vi kunde komme af Sted så hurtigt som muligt. Der var noget i os, som endnu var bange for, at det skulde blive Løgn.

Men der skete intet. Indladningen tog lang Tid, dog vi kom af Sted: Først nogle Dage senere gik Tæppet op for Ouverturen til Flandernslaget. Et af Krigens frygteligste såkaldte Materielslag tog sin Begyndelse. Men vi var borte. Vi slap denne Gang.

Vi blev indladet i Kreaturvogne. Vi syntes jo nok, at det kunde have været lidt mere komfortabelt. Men det gik udmærket. Vi havde Bænke at sidde på og Halm at ligge i, det var bedre end at ligge i Ler og på Jord.

Dørene måtte om Dagen stå åben, for at man kunde se ud. Det var Maj Måned, Vejret godt, og det gik udmærket. Rejsen varede 5 Døgn, og vi fik mange skønne Egne at se.

Rejsen gik tværs gennem Belgien, et afvekslende Landskab. Ved Herbesthal passerede vi den tyske Grænse, over Aachen kom vi til Køln, videre gennem det skønne Sauerland, Thyringen og Brandenburg til Berlin, dernæst videre mod Øst. I Østpreussen ved Mlava passerede vi påny Grænsen, og videre gik det over Warschau, Brest-Litovsk til Baranovitchi, hvor vi den 22. Maj blev udladet.

Med en lille Feltbane og delvis ved March nåede vi en idyllisk Reservestilling i en Skov i Egnen Nord for Pripetsumpene.

Her lå vi en kort Tid. Vi kom ikke i Stilling. Det kunde ikke være ret langt til Fronten. Man kunde tydeligt høre Geværskuddene smælde. Om Dagen var det altid roligt, men om Natten var der lidt Geværild. Et Kanonskud var en Sjældenhed. Det måtte være en dejlig Stilling.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

17.maj.1917. Mikael Steffensen: “Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig.

Lecluse, den 17. maj 1917.

Min kære, kære Ven!

Til saa mange skylder jeg Brev, men jeg maa skrive til Dig, Du trofaste, ejegode Ven, skrive for at sige Dig Tak for Dine rige Breve fra i Gaar og fra den 14., skrive for at fortælle Dig, at jeg endnu lever og er ved fuld Sundhed og kraft.

Og dog, dybt inde er jeg rystet som aldrig før, det var saa skrækkeligt, alt det, jeg saa. Jeg skriver, som om vi var ude af det, men min Bataillon ligger i forreste Linje. I Forgaars Nat kom jeg til Lecluse for at blive her. En Gang daglig maa jeg saa gaa forud med Post og med Befalinger, og samme Nat gaar jeg tilbage hertil. Andre anser det for en farlig Post, og det er det. Det er svært at komme igennem Spærre- og Trommeilden, men hidtil er alt gaaet godt, og Vorherre vil hjælpe fremdeles.

Selv er jeg tilfreds med at kunne være her om Natten og det meste af Dagen; det er kun nogle Timer om Aftenen, fra 7—12, at jeg er udsat for Fare. Men jeg vil ikke skrive ret meget om Kampene i Dag, Du faar alt udførligt, naar vi en Gang, jeg vil haabe snart, bliver afløste. Vi har ingen Storkampdag haft, og før en saadan kommer, bør vist ingen Afløsning ventes. Tabene er taalelige, der er endnu slet ingen Tale om at være »opreven«, og de ca. 70 Procent Tab, som betinger en Afløsning, er langt fra naaet. Desværre har jeg mistet en brav Kammerat, en brav Soldat, med hvem jeg har delt mange haarde Lidelser. Han begraves i Dag.

Det, der gør Kampene her saa voldsomme, er det svære engelske Artilleris absolutte Overlegenhed. Knusende og sønderrivende slaar disse centnertunge Uhyrer ned, hvor man mindst aner det. Den snorlige, prægtige Rue National Arras— Cambrai, som nu overskygges af ældgamle Linde, ødelægges helt. De grønne Træer ligger flængede og sønderrevne tværs over Vejen. Deres mægtige grønne Kroner danner en Afspærring, som er vanskelig at faa ryddet af Vejen, da Vejen altid ligger under Ild. Jeg skal ikke glemme, da jeg den første Aften cyklede i Stilling da hilstes vi af Britternes allersværeste Skyts, og det er et Under, at vi slap godt fra det.

Saa vil jeg ikke skrive mere om alt dette i Dag. I fjorten Dage har vi haft grønne Skove, og Kløveren slaas til Hestefoder. Et frugtbart Land lægges øde, gøres til en Ørken. 7—8 Kilometer bag forreste Linje er der næsten ikke en Kvadratmeter Jord, som ikke er oprodet, sønderflænget af Granater. Ganske nær herved slaar de svære Granater ned. Det er Varselsskud om,’at de Par Civilfolk, som endnu er her, skal redde sig.

Snart vil ogsaa Lecluse være en Ruinhob. Befolkningen har gjort deres Haver i Stand, saa maatte de flygte. Vinen slynger sig endnu om Gavl og Huse, den breder sine Blade over de Hjem, med hvilke den snart skal gaa til Grunde. Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde, — det er en haard Vej for at naa frem til Rettens og Menneskelighedens Fuldstændiggørelse. Den gaar over mange Menneskers Livslykke, og den er rød af Blod.

I Dag er jeg saa rolig igen. Hver Aften er det gaaet godt, og naar jeg nu i Aften vender tilbage, har jeg fire Aftener fri. Der er endnu ikke Haab om Afløsning, — vi skal holde ud. Og jeg siger: Med Guds Hjælp og ved mine Venners, ved Din Hjælp og Støtte vil jeg kunne holde det ud. Vi maa tro, at intet sker tilfældigt eller paa Slump, men kun efter Guds Raad og Vilje, Guds store mægtige Vilje, som førte os paa Ørnevinger frem til i Dag, under hans Vilje beskyttes vi, Du og jeg. Guds Fred, min Ven, vil jeg nedbede over Dig og Dine. Altid er jeg Dig nær i Tanken, thi altid er jeg

Din Mikael.

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. maj 1917. “Kompagni-bedstefar” hjem på orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi kom til en lille By, som hed Trois Villadge. Dér havde vi slet ingenting at tage os for, laa bare hele Dagen jgennem og strakte alle fire fra os i det dejlige Solskin og friske Græs.

Her var Civilbefolkningen endnu, og vi havde rigtig gode Kvarterer.

Men Tiden var nu saa vidt fremskreden, at jeg kunde regne med, at det var min Tur at komme paa Orlov. Jeg spurgte flere Gange, men fik altid det Svar, at det endnu ikke var min Tur.

Mit stille Lønkammer havde jeg i en sammenskudt Mølle; men det kneb for mig at vente, til den Tid kom, da jeg maatte rejse. Endelig efter otte Dages Forløb sagde min Ven, Skriveren paa Skrivestuen, at nu var min Tur kommen, og jeg kunde sikkert regne med at rejse Mandag Morgen.

Let og glad lagde jeg mig til Hvile om Aftenen paa det Cementgulv, hvor vi sov; men ved Midnatstid kom vor Ordonnans farende med sin lille elektriske Lommelygte tændt, slog Døren op og raabte ind til os, at vi skulde hurtigt gøre os færdige og møde paa Alarmpladsen.

Det var rigtignok med tungt Hjerte, at jeg gjorde mig færdig til en Timestid efter at marchere ud af Byen. Vi afmarcherede med Villers-Outréaux som Maal, det var 25 km. Det var Tordenvejr, og Regnbygerne gennemblødte os snart; forude saa vi de Tusinder af Blink fra de fyrende Kanoner og hørte i det fjerne en dump Rullen, som snart blev tydeligere.

Kort udenfor Villers-Outréaux faldt min Ven Kunstmaleren sammen, han kunde ikke mere. Jeg syntes ogsaa, det var et meget passende Tidspunkt at tage et lille Hvil, hvorfor jeg satte mig ved Siden af ham paa Grøftekanten. Da vi havde hvilet en halv Timestid, tog vi den sidste Stump Vej ind til Byen og fandt Kompagniet, som var blevet indkvarteret i en stor Vævefabrik, hvor alle Maskiner var borte, saa der var god Plads.

Trætte lagde vi os til Hvile og sov. Da vi havde sovet et Par Timer, vaagnede jeg, gik straks paa Skrivestuen og spurgte om min Orlov. Den var ikke kommen.

Saa gik jeg til Køkkenet, om de havde Kaffe færdig, og da Kaffen var varm, vækkede jeg Kompagniet. Vi fik Kaffen hentet og drukket, den dejlige sorte Kaffe, og spiste vort tørre Brød, og det smagte udmærket.

Da vi var omtrent færdige, kom der en Ordonnans springende ind til os; vi skulde skynde os at gøre os færdige og stille, vi skulde i March forud.

Atter stod vi der, Tornysteren paa Nakken, Staalhjelmen paa Hovedet, Geværet i højre Haand, færdige til at stille, da der paany kom en Ordonnans og kaldte paa Tybbing, det var Kunstmaleren, og Poulsen, det var mig. Vi skulde straks komme over paa Skrivestuen, faa vore Papirer og saa paa Orlov.

Jeg blev bogstavelig talt saa glad, at jeg græd af Glæde; nu lige parat til atter at gaa ud, og saa i Stedet for have Lov at komme hjem paa Orlov! Hjertet var fuldt af Tak baade til Gud og Mennesker. Nu skulde der naturligvis siges Farvel til Kammeraterne, og fra dem, hvis Kære jeg kunde naa i deres Hjem, skulde jeg jo have en Hilsen med.

Kunstmaleren benyttede Tiden til at løbe hen til Kompagniføreren
og klage sin Nød for ham, at han umuligt kunde holde ud at marchere tilbage igen. Kompagniføreren var en god Mand, og han trøstede Kunstmaleren og sagde: „Gaa hen og sig til Poulsen, at I kan vente til i Morgen, saa maa I faa en Dag mere paa jeres Orlovspas.”

Saa kom han da glædesstraalende og fortalte mig det; men jeg sagde: „Jeg tror, du er gal, Mand, at vente her til i Morgen. Nej, ikke for nogen Pris.”

Han hang lidt med Næbbet; men naar jeg absolut vilde af Sted, saa vilde han nu alligevel med. Vi kom over paa Skrivestuen, og da Feltvebelen rakte os vore Orlovspapirer, sagde han: „Se nu, I kommer her fra, for her kan ske mange Ting inden i Morgen.”

Saa fik Kunstmaleren Mod paa sig, og da vi gik bort fra Skrivestuen, stak jeg min Arm ind under hans og sang ned igennem Villers-
Outréaux Gader: „Vort Modersmaal er dejligt”, saa det rungede gennem hele Byen.

Kunstmalere gik og pylrede ved Siden af mig og sagde: „Du er da ogsaa en gammel underlig Snegl; nu er vi saa dødtrætte, og saa giver du dig dog til at synge.” Jeg syntes rigtignok, at det var alle Pengene og saa en Sang værd; desuden trøstede jeg ham med, at jeg havde lagt Mærke til, da vi marcherede ind til Byen, at vi var gaaet over en Jernbane, og der var jo en Mulighed for, at der kunde være et Tog forude, som vi muligvis kunde køre med, i det mindste et Stykke Vej.

Vi gik saa et Stykke Vej til næste Jernbanestation og spurgte os for, og ganske rigtig, der var et Tog forude med Sten til Vejbygning. Det skulde samme Vej som vi, endog helt til Caudry, hvor vi ogsaa skulde hen. Der var bare den Hage ved det, at det kun var Lokomotivet, som skulde saa langt, Vognene skulde blive staaende et Par Stationer før.

Efter et Par Timers Ventetid kom Toget. Vi kravlede op i Stenvognene og kørte med. Det var naturligvis hverken første eller anden Klasse; det kan være, at der var dem, der vilde have kaldt det for sjette eller syvende Klasse, men vi syntes, vi kørte som et Par Prinser og raabte Hurra, da Toget kørte bort fra Stationen med os.

Da vi saa efter nogle Timers Kørsel kom til den By, hvor Vognene skulde blive staaende, havde jeg sørget for at faa nogle Stykker godt, dansk Smørrebrød i Stand af den dejlige Madpakke, som jeg havde faaet sendt fra min Hustru, og da vi gjorde Holdt, løb jeg til Lokomotiv- og Togføreren, stak ham et Par Stykker godt, dansk Smørrebrød — som jo er verdensberømt — et Par Mark, et Par Cigarer og nogle Cigaretter.

Der blev slet ingenting sagt, men han forstod udmærket godt Sproget.

Der blev hængende en Vogn ved Maskinen, som Kunstmaleren og jeg kravlede op i, og saaledes kom vi meget let til Caudry.

Da vi kom der, fik jeg at vide af en søvndrukken Vagt paa Banegaarden, at der den næste Morgen gik et Tog til Cambrai, hvorfra Orlovstogene gik direkte til Tyskland.

I Køln skiltes vi. Han kørte med Berlinerekspressen, jeg med Hamborgekspressen, og Dagen før Kristi Himmelfartsdag stod
jeg, uden at min Hustru eller mine Børn vidste, at jeg var undervejs, pludselig i Stuen hos dem.

Dagen efter fik jeg Lov til at tale ved det store Kristi Himmelfartsmøde i Gram, saa dér mødte mig et Pust fra
Venneflokken derhjemme, som jeg maatte savne derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

15. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Makedonien, franske og britiske offensiver på Vestfronten – og den amerikanske oprustning. Den italienske front , hvor man gør klar til det 10. slag om Isonzo. Og så indfører briterne konvojsystemet mod ubådstruslen. Det virker.

14. maj 1917. “Blinkere” i ingenmandsland ved Aubers

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Vi havde afløst hinanden kompagnierne imellem en 14 dages tid så rykkede vi endnu mere nord på og vi kom til at ligge ved en by, der hed Aubers, selve byen lå på et lavt højdedrag, hvorfra det gik ned i de lave enge.

Der var langt til fjenden her mindet 1 km, men midt ude i ingenmandsland lå en ensom bondegård og ud til den havde andre tropper før os gravet en løbegrav, her var kun ca. 1 m til grundvandet, så blev der lavet lange trækasser ca. ½ m høje uden bund og låg kun for at holde på den opgravede jord og nede på grundvandsspejlet blev der lagt riste på nedrammede pæle.

Gården var rømmet, og der lå stadig en “feltpost” det var mest efterretningsfolk “blinkere” som vi kaldte dem, de skulle formidle ordrer og befalinger, når telefonen var skudt i stykker, det var der ingen fare for her, men alligevel var der ingen af patruljeførerne, der ville have de skarpe lysglimt kastet ud i verdensrummet, de ville have ro og fred, de par dage de var herude, og det ville vi også nok.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

13. maj 1917. Füsilierregiment 86 tilbage til fronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Foran vor stilling lå en lille landsby, La Vacqerie. Den blev udbygget til det nævnte formål som fremskudt stilling. II bataljon besatte det nordlige afsnit af Siegfried-stillingen, I bataljon det sydlige. Begge bataljoner udskilte hver tre kompagnier til forpoststillingen foran Vacqerie. For at holde denne endnu fastere i vore hænder blev der på én nat etableret en forpostgrav foran. III bataljon forblev i Masniéres i hvile.

Af modstanderen var der endnu meget lidt at se. Fra en skjult sape, en såkaldt russersape, der gik ud fra Vacquerie, kunne man iagttage, hvordan han, det var igen englænderen, i respektfuld afstand på 500 meter begyndte at etablere en forreste grav. Hans artilleri var livligt, det overstrøede det åbne terræn omkring Vacquerie med shrapnels, hvis kugler dækkede hele terrænet som efter en haglbyge.

Regimentet skulle imidlertid ikke komme i den situation, at det skulle forsvare den på få dage udbyggede Vacqerie-stilling, for allerede om natten fra 12. til 13. maj blev det trukket ud igen. Til højre for 18. division skulle 17. reservedivision tages ud og 18. division overtage en del af det nu ubesatte afsnit. Derfor blev regiment 86 taget væk fra 18. divisions venstre fløj og skubbet ind i det ubesatte tomrum, der var opstået til højre for divisionen. Regimentets afsnit blev til gengæld overtaget af den venstre nabodivision, 22. reservedivision.

Om natten fra 12. til 13. maj blev således I og II bataljon afløst af denne divisions reserveinfanteriregiment 82, og allerede i den følgende nat overtog II og III bataljon reserveinfanteriregiment 163’s afsnit ved Havrincourt, mens I bataljon gik til Noyelles i hvil.

I denne stilling tilbragte 86’erne hele sommeren. Den hørte til de vanskeligste og opgaverigeste, som regimentet nogensinde havde besat, og til trods for det eller måske netop derfor tænker enhver 86er, der var med, gerne tilbage på den sommer ved Havrincourt.

Egnen var sådan, som regimentet kendte det fra Ancre. Lange på hinanden følgende fladbølgede højdedrag, som strækker sig fra nordøst til sydvest og næsten skærer stillingen i en ret vinkel. Bag ved den, ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park.

Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede. Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. maj 1917. Heldig madbærer til forreste linje

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og i januar 1917 tildelt Regiment 464.

Da det blev forår, var vi »einsatzbereit«, og den 13. april dampede vi af sted til Vestfronten, hvor der var brug for nyt »Kanonenfutter«.

(…)

Den 17. april nåede vi frem til fronten og var med i flere træfninger ved Siegfried-linjen og i Artois-området, men i maj blev vi forflyttet til stillingerne foran Arras, da vi skulle være med til at standse de fjendtlige angreb i forårsoffensiven 1917.

Vort kompagni blev stationeret ved en lille by, Brebieres; herfra sendtes afløsning til det foranliggende frontafsnit, og hver nat blev der bragt forsyninger af forskellig art til mandskabet i skyttegravene. Jeg blev udtaget som »Essenträger«, og en aften startede vi som sædvanlig med madspandene på ryggen.

Det gik kun langsomt frem, thi vi måtte stadig gå i dækning for den kraftige spærreild fra de fjendtlige kanoner, og vi var klar over, at der var noget alvorligt i gære forude.

Ved ankomsten til reservestillingerne modtog vi også den alvorlige meddelelse, at fjenden havde foretaget et heftigt angreb, løbet første og anden linje overende, den var blevet fuldstændig oprevet, mens frontkæmperne var blevet taget til fange eller dræbt.

Vi afleverede hurtigt madspandene, skyndte os bort fra de farlige omgivelser og nåede frem til vort forhenværende fredelige kvarter med liv og lemmer i god behold.

DSK-årbøger 1971

11. Maj 1917 – Milert Schulz: ”Es hörte sich fast so an wie das donnern eines Gewitters”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.11.5.17 (Abends)

Meine lieben Eltern und Geschwister! Gottes Friede zum Gruss! 

Habe Euch heute eine Karte geschrieben, die Ihr hoffentlich schon bekommen habt. Habe dort geschrieben, was ich in diesen Tagen erhalten habe und brauche ich es ja hier im Briefe nicht zu wiederholen. Wir sind nämlich wieder ein paar Tage auf dem Marsche gewesen und erst vor 2-3- Tagen in Ruhe gekommen und hat sich deshalb mein Schreiben um paar Tagen verlängert.

Wo wir jetzt sind geht es ein bischen heiss her. Die Franzossen  versuchen auch hier durchzubrechen aber unsere Infanterie und Artillerie lasst sie so leicht so leicht nicht durch. Die F. sind jedes mal mit blutigen und schweren Verlusten zurückgetrieben worden. Sie haben hier 3 Tage und Nächte getrommelt. Es hörte sich fast so an wie das donnern eines Gewitters. Unheimlich hört das sich an. Unsere Komp. Hat nur einen Toten u. 1 Verwundeten gehabt. Der Tote bekam ein Volltreffer alo eine Granate direkt bei ihm eingeschlagen und schlug den Mann gleich in Fetzen. Gott sei Lob und Dank, dass ich hier hinter der Front sein kann und mich ruhig und frei bewegen kann. Ich lebe ja auch ganz gut hier und braucht Ihr hungern brauche. Vielleicht lebe ich noch besser wie Ihr meine Lieben was die Nahrung anbetrifft. Wie bekommen nämlich alle 2 Tage Brot 3 Eier und denn was es sonst noch gibt an Schmalz. Schinken oder eingemachtes Rindfleisch. Das Mittagessen ist auch ganz gut. Heute bekamen wir Graupen. Mitunter gibt es denn Reiss oder Nudel oder was es sonst noch für Militärkost gibt, und meistens mit Hammelfleisch.

Also wenn man hier wohnte gäbe es Wolle genug liebe Mutter. Hier haben wir jetzt eine kollasale Hitze. Die Sonne steht bald senkrecht über uns.  Mittag ist es ungefähr 50 Grad. Sonst bin ich noch immer Gott sei dank gesund und wohlauf.

Viele herzl. Grüsse u. Küsse an Euch allen meine Lieben von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

10. maj 1917. Frits Clausen: Uundgåelige sammenstød mellem danske og tyske nordslesvigere i fangelejren

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjev Polski 10.V.1917

Kære Herr Pastor Jensen!

Med stor Glæde modtog jeg forleden Deres Kort og med en endnu
større Deres Brev lige nu. Vi glæder os alle uhyre til Deres komme og venter Dem med stor Længsel. At De ikke kommer som politisk Agitator er vi enige med Dem i. Heldigvis er Sindelaget ogsaa et saadant hos alle, at vi ingen slig Paavirkning behøver. Derimod længes vi efter den aandelige Næring, De vil give os.

Man lever ikke 3 Aar under slige Forhold uden at tage Skade.

Om alt her i Lejren vil jeg siden skrive nærmere, hvis Deres komme
skulde udsættes længe endnu. Vi ved hvordan det gaar her! –

Hvad angaar Forslaget om at Danskerne kunde komme paa Arbejde, har jeg drøftet det med Kammeraterne, men Spørgsmaalet er ikke saa ganske let afgjort. For det første handler det om at de  Forrettigheder vi nu har, ikke bortfalder, altsaa den danske Lejr, saa det maaske kunde blive vore andre Landsmænd umuliggjort at komme ud af de tyske Lejre.

Saa er det, at det skulde gælde for Slesviger uden Hensyn til Sindelaget. Erfaringen har vist, at selv her i Fangenskab ikke kan leve sammen med vore Fjender uden Sammenstød, dette gælder ganske særlig for Hjemmetyskerne. 31 Sønderjyder kan ikke være sammen uden at tale om vort Folks eneste Haab, særlig i Tider som nu, hvor Nationalfølelsen maa komme op i enhver. Det er vort daglige Samtaleemne og det har holdt sig lige frisk i al den Tid vi har været sammen og alle andre Emner ere udtømte.

Forhaabentlig vil De, kære Herr Pastor Jensen, ogsaa kunne bringe vore Tanker paa andre Veje. Jeg vil dog betone, at Danskerne gerne vil arbejde og overalt har faaet et godt Skudsmaal for Flid og Udholdenhed, men der er mange Ting man ved et saadant Tilbud maa tage i Betragtning. Det vil De dog allerbedst kunne dømme om, naar De kommer hertil og selv ser Forholdene. Forhaabentlig vil dette ske snart; nu, De er saa tæt ved, er Forventningen stor.

Vi havde jo allerede ganske opgivet Haabet og er lige nær ved at blive utaalmodige endskønt man skulde tro, vi havde lært Taalmodighenden at kende.

Til Slut beder jeg Dem om at takke alle dem som nu tænker paa os paa det hjerteligste fra os og sender saa Dem de hjerteligste Hilsener fra os alle 32.

Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

9. maj 1917. Toter Mann ved Verdun: “Skarer af store, fede rotter løb overalt omkring, og hvad de levede af, behøver jeg næppe at fortælle.”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten.

»Zum Schlachthof des deutschen Kronprinzen, Hohe 304« (Til kronprinsens slagtehus, højde 304). Sådan lød inskriptionen på et skilt, der en morgen var anbragt ved indgangen til den løbegrav, der førte til denne høj.

Det blev selvfølgelig fjernet omgående, men aldrig har en inskription været sandheden mere nær end denne.

For at give et lille indtryk af forholdene ved Verdun, vil jeg ganske kort skildre, hvordan det gik vort regiment. »Ouverturen« var ikke særlig heldig.

Da vi havde hvilet ud et par dage efter den lange rejse fra Galicien til Frankrig, blev vi sat ind på højde »Toter Mann« (Den døde mand).

Her tilbragte vi fem dage uden større tab. Så vidt jeg husker, mistede vi »kun« en to-tre mand. Det var stilhed efter stormen.

Frygtelige kampe havde fundet sted på denne høj. Den kaldtes ikke for intet »Toter Mann«.

Man havde ikke behov at se sig ret meget omkring for at opdage, at der ikke var givet pardon fra nogen af siderne. De stakkels ofre havde langtfra alle sammen fundet en grav i moder jord.

Skarer af store, fede rotter løb overalt omkring, og hvad de levede af, behøver jeg næppe at fortælle.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

8. maj 1917. Overnatning i fri luft ved Kobbermølle

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I maj 1917 var han på vej hjem på orlov.

Ved Kobbermøllebugten, Natten til den 8. Maj 1917.
Jeg naaede saa sent til Flensborg, at der ikke var nogen Forbindelse hjemefter, hvorfor jeg besluttede at tage Turen til Fods.

De første 6 Kilometer er tilbagelagt, og jeg har taget mig et Hvil. Her i Kobbermøllebugten ruller Smaabølgerne sagte mod den flade Strand. Jeg maatte standse. Det var umuligt, syntes jeg, at gaa videre uden i dybe Drag at fylde Lungerne med den friske Luft og Duften fra Saltvand og Tang.

Hvilket herligt, ubeskrivelig smukt og fredfyldt Billede er ikke det Panorama, der ligger for mig. Den næsten fulde Maane staar over Mørvik og sender fra en skyfri Himmel sine Straaler hen over den blikstille og spejlblanke Overflade af Flensborg Fjord. Skovene ved Kollund og ved Glyksborg staar som mørke Silhuetter mod den stjernetindrende Himmel.

Hvilken vidunderlig Ro. Som om hele Naturen sover. Kun i Skovene rundt omkring synes der at være Liv. Kvidren og Fløjten fra hundreder smaa Fuglestruber er det eneste, der paa en behagelig Maade afbryder Stilheden. Aah, hvor gør det godt at sidde ned et Øjeblik og nyde al den vidunderlige Skønhed og Ro.

Tankerne glider tilbage til Ugers, ja Maaneders Liv blandt lemlæstede Mennesker, usigelig Elendighed, Morads, forvredent Pigtraad og af Granater gennempløjet Jord.

Blikket glider mod Himlen og dens Millioner af Stjerner. De og den selvsamme Maane, som her lyser over et saa fredfyldt Landskab, er derude tavse Vidner til Menneskeskabningernes vilde, barbariske og vanvittige Mord- og Ødelæggelseslyst.

I Øst begynder den ny Dag at farve Horisonten blegere.

Jeg maa videre. Ingen véd derhjemme, at jeg kommer. Det vil vel nok blive en Overraskelse.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

7. maj 1917. Levende begravet: “Jeg sad som i en rottefælde!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi havde ligget nogle Timer i og ved det nævnte Kalkbrud, kom der Ordre, at vi skulde frem. Jeg slap dog for at komme ud i Stilling denne Gang, men blev sammen med en Kammerat kommanderet til at være Løbepost fra Kamplinien tilbage til Bataillonskommandøren.

Vi fik en Plads anvist ved Siden af Artilleriet ved den store Landevej, der fører ned til Arras. Det var en lille Hule dækket med nogle Bjælker, et Par Jernplader og noget Jord, hvor vi havde Plads, naar vi ikke løb Ærinder frem og tilbage.

Det var to frygtelige Døgn. En Del Fanger og mange frygtelige saarede kom tilbage, og alle havde Rædselen malet paa deres Ansigt.

Dag og Nat snurrede Projektilerne i Luften; det var en fuldstændig Artilleriduel. Det blev endog saa galt, at Artilleristerne løb fra deres Kanoner, kun to Telefonister og vi to Løbeposter blev der.

Mange Køretøjer, baade Ammunitions- og Bagagevogne, blev trufne, til Dels skudt i Brand; snart laa døde og saarede, Heste og Kuske imellem hinanden, og naar Ammunitionsvognene brændte, plaffede baade Artilleri- og Infanteri-Ammunition, og selv om det ikke var i den Grad farligt, som naar de gik igennem et Kanonrør eller Riffelløb, kunde det alligevel være ubehageligt nok at komme i alt for nær Berøring med.

Den ene Telefonist og den ene Løbepost havde lagt sig til Hvile inde i den lille Hule. Den anden Telefonist sad ved Telefonapparatet, mens jeg sad paa mit Tornyster.

Pludselig siger Telefonisten: „Skal vi ikke hænge et Telt for  Aabningen, det ser saa uhyggeligt ud derude.” „Jo, det synes jeg ogsaa.”

Vi havde lige set en Kanon stejle baglæns ud af Stilling, og vi havde set, hvordan en Granat kom og borede sig ned i Jorden ved Siden af et stort Træ, og da den eksploderede, sprang Træet op som en Trold af en Æske og faldt ind paa Marken.

Vi havde da mange saarede og døde udenfor, uden at vi var i Stand til at hjælpe dem, saa det var uhyggeligt nok.

Telefonisten rejste sig og stod just og var i Færd med at hænge en Teltdug for Aabningen, da der kom en Granat, fo’r ned gennem Dækningen lige over Hovedgærdet af de to, som havde lagt sig til Hvile, borede sig ned i Jorden, men eksploderede ikke.

Jeg følte det, som om en pustede mig i Nakken med saa voldsom Kraft, at jeg gik næsegrus ned foran mit Tornyster. Bjælker, Jord og Jernplader kom ovenpaa mig, og jeg sad som i en Rottefælde, men mærkede iøvrigt slet ingenting, før de kom og gravede mig ud.

Kammeraten, som stod i Huleaabningen, var af Lufttrykket blevet  kastet ud paa Marken; men da han rejste sig op, fejlede han ingenting.

Saa løb han efter Hjælp, og der kom 5-6 Artillerister og gravede os ud, og da jeg laa lige inden for Aabningen til Hulen, kom de først til mig.

Saasnart de fik min Overkrop fri, rejste de mig op paa Knæ, og jeg var med det samme ved fuld Bevidsthed. Mine Ben sad stadig fast; men inde under det hele laa en af mine Kammerater og raabte hjerteskærende om Hjælp. Den anden var blevet kastet oven paa Jordbunken; han var tilsyneladende død.

De rakte mig en Spade, og mens jeg lænede mig over den døde og kastede Jord til Side for at faa den anden ud, som laa og skreg om Hjælp, begyndte den døde at røre sig, og hurtigt gjorde jeg Alarm, saa vi fik ham gravet ud først; hans Ben sad fast.

Vi fik fat paa Sanitetspersonalet, der bragte ham bort. Han var af en Jernplade blevet revet op i den ene Side helt fra Hofteskaalen og op til Hovedet; men seks Uger efter kom vi igennem en By, hvor han laa paa Lasaret; da var han saa vidt, at han kunde gaa udenfor. De havde faaet ham flikket sammen, og vi talte med ham.

Da han var borte, arbejdede vi igen for fuld Kraft paa at faa Staklen, der var indeklemt under Jernpladerne, ud. Hans Ben blev afdækket; saa greb vi fat i dem og halede ham frem, og da han kom ud, fejlede han ingenting. Saa blev endelig tilsidst mine Ben gravet løs. Da jeg kom ud, viste det sig, at mit ene Fodled var lidt forvredet, saa jeg paa Morgenstunden maatte køre tilbage til Lécluse, siddende paa en Kanonforstilling.

Efter at have hvilet nogle Timer og faaet Mad, blev vi straks sat i March og kom langt tilbage fra Fronten, men hvor var vort Kompagni blevet lille! Vi havde mistet saa mange af vore Venner og Kammerater derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. maj 1917. En storsnudet, men fingersnild prøjser

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen
ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Kort før vi gik i Stilling ved Arras, havde vi blandt de nye Kammerater faaet en, som var saadan en storsnudet Krabat, en rigtig Prøjser.

Han vilde have baade det første og det sidste Ord og chikanerede os paa alle mulige Maader.

Ingen af os kunde lide ham. Vi to kom til at staa lige overfor hinanden, mens vi samlede os om Kaffen. Jeg stod og fyldte Kaffe i min Feltflaske med mit lille Drikkebæger.

Saa sagde han til mig: „Jeg vil have dit Drikkebæger.”

„Ja, det kan du godt faa, Kammerat, naar jeg er færdig.”

„Færdig, nej, jeg vil sandelig ikke vente, til du er færdig. Jeg vil have det straks.”

„Nej, holdt lidt, Kammerat, saa gaar du fejl i Byen; naar jeg er færdig, kan du laane det. Det er det højeste, du kan drive det til.”

Manden blev rasende, skældte mig Krukken fuld efter alle Kunstens Regler, og tilsidst slog han med Hovedet og sagde saa foragteligt, som han kunde: „Jeg kender dig nok, jo, jeg kender dig nok.”

Jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulde svare ham, søgte saa efter mit mest enfoldige Ansigt og tog det paa, saa ham stift ind i Øjnene og sagde: „Ja, det tror jeg nok, at du kender mig, for vi sad jo i Tugthuset sammen i 1910!”

Han begyndte at famle ved sin Trøje og sagde: „Hvad siger du?”

Jeg gentog det endnu en Gang, alt imens Kammeraterne skoggerlo, og han sørgede for at komme ud i Udkanten af Flokken, mens en af Kammeraterne raabte: „Ja, vi tænkte nok, at „Bedstefar” skulde tage Skægget af ham.”

Jeg var naturligvis glad. Vi blev nu for Resten gode Venner efter den Tid, blev Sidekammerater og kom til at staa sammen i mangen en haard Dyst; men han kunde aldrig glemme det og sagde saa tit: „Hvor kunde du finde paa det; jeg har aldrig følt mig saa skamfuld, som da du sagde, vi havde siddet sammen i Tugthuset.”

Han var lidt af en Tusindkunstner, og da mit gamle Ur, som var baaret af en dansk Dragon i 64, fandt paa at lave Strejke, sagde han: „Lad mig faa den gamle Tvebak, jeg skal nok faa den til at sparke igen.”

Han laa nede paa Bunden af Skyttegraven med det uden andet Værktøj end et gammelt Lommetørklæde og en Lommekniv, og da jeg en Tid efter kom hen til ham, havde han mit Ur fuldstændig skilt ad og havde det liggende paa en Avis.

Jeg blev ganske forfærdet og sagde til ham: „Put du nu det hele i din Pose, for du faar det aldrig samlet mere!”

Men med den mest uforstyrrede Ro arbejdede han videre, og han fik Uret samlet, og det har gaaet godt indtil i Efteraaret 1922.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. maj 1917. H.C. Brodersen på vej hjem på orlov

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Toget fra Lille, den 5. Maj 1917.
I et overfyldt Tog haster jeg efter Hjemmet. Jeg kom tidsnok til at faa en Siddeplads, men mange maa staa op.

Det tager de med i Købet, thi det gaar jo hjemad. Der er særlig mange Marinere med. De er kommet fra Ostende og er fulde og støjende, saa det ikke er til at faa lukket Øjnene til et lille Blund.

Toget kaldes for at være et Eksprestog, men vi syntes alle, at det kun „bumler” af Sted. Hvor er det dejligt at vide sig udenfor Livsfare, og hvilken dejlig Musik er ikke Hjulenes regelmæssige „Dump” i  Skinnesammenføjningen eller deres Raslen henover et Sporskifte. „Nær-me-re, nær-me-re,” gaar det i Takt, og videre haster vi af Sted i Natten mod Tysklands Grænser og Hjemmets Arne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

5. maj 1917. “Når tre tænder ved én tændstik, skal den ene dø.”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten.

I vinterens løb var rygterne om, at vi skulle til vestfronten, dukket op med mellemrum, men nu blev det alvor. Vi blev trukket tilbage.

Hullerne i rækkerne blev udfyldt, så kompagnierne kom op på såkaldt krigsstyrke – 250 mand.

Vi blev læsset i jernbanetog, og den 5. maj 1917 ankom vi til Verdun.

De ni måneder på østfronten var hårde. Regimentet havde haft store tab. Af de 30 sønderjyder, som kom til 3. bataljon, var der så vidt jeg husker, foruden mig selv kun to tilbage. Min gode ven  Thomas havde russerne taget til fange en nat, hvor han og en sydtysker var på forpost. Heldigvis var kun én af de 30 faldet. Han var, hvis jeg husker rigtigt, fra Haderslev. Det var billigt sluppet, men alligevel var det én for mange.

Regimentets samlede tab var efter forlydende ca. 700 faldne, og man kan roligt regne med, at de såredes antal har været mindst fire gange så stort. Russerne var ikke til at spøge med.

Da et krigsstærkt regiment var på ca. 3.000 mand, vil det sige, at teoretisk set var hele mandskabet blevet udskiftet én gang i løbet af de ni måneder. I realiteten var det næppe sådan.

Som jeg før har nævnt, var det altid de nye, det gik ud over. En lille fast kærne i ethvert kompagni var ikke sådan at få ram på. De var, som tyskerne sagde, »mit allen Hunden gehetzt« (nogle snu ræve).

Det var de ganske små ting, man skulle agte på, ting som de nye ikke skænkede en tanke, før det var for sent.

Skæbnen kan ingen løbe fra, som Claus ganske rigtigt sagde til mig; men man skal heller ikke »overbelaste« skæbnen. Ting, der skyldes uoverlagte handlinger og uforsigtighed, må man tage på sin egen kappe.

Jeg er ikke i tvivl om, at udtrykket »når tre tænder ved én tændstik, skal den ene dø«, stammer fra krigens tid. I en mørk nat kan flammen fra en tændstik ses endog meget langt borte, og når så tre tænder med samme tændstik, bliver der rigelig tid til at sende en salve i den retning. Selv gløden fra en tændt cigaret kan en mørk nat være dødsens farlig.

De gamle »rotter« tillod sig aldrig den luksus at ryge om natten, når de færdedes uden for skyttegraven.

Et selvlysende armbåndsur var en nat nær blevet skæbnesvangert for os, da vi en fem-seks mand arbejdede med at udbedre pigtrådsspærringerne. Vi kunne mærke, at russerne koncentrede deres ild mod det sted, hvor vi var.

De kunne umuligt have hørt os; men hvad var det så, der var galt?

Vi gik selvfølgelig i dækning, da v i bemærkede, at »bierne« sværmede lidt vel rigeligt, og vi spekulerede på, hvad der kunne være i vejen. Pludselig var der én, der fik øje på den selvlysende urskive, da manden bevægede armen, og gåden var løst. Uret blev puttet i lommen, og vi arbejdede resten af natten uden at blivegeneret. Så lidt skulle der til.

Østfronten blev en slags forskole for det, der ventede os på vestfronten. Inden afrejsen fra Galicien havde v i drøftet Frankrig mange gange. En gammel kriger afsluttede en dag diskussionen med
at sige: »Kinder kauft Kamme, es gibt eine lausige Zeit« (Børn, køb kamme – det bliver en luset tid).

Manden fik ret.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. maj 1917. Hviletiden forbi for Füsilierregiment 86

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var et såkaldt “danskerregiment”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. Efter indsatsen ved Arras i april 1917 fik regimentet en kort hvilepause.

Togene førte bataljonerne bort fra slagmarken ved Arras over Cambrai til Caudry, en lille by 13 km sydøst for Cambrai. Her blev regimentsstaben. Bataljonerne nåede efter en kort march til deres hvilekvarterer: I bataljon i Caullery og Selvigny, II bataljon i Ligny, III bataljon i Caukkery, store velhavende landsbyer syd for Caudry, som bød på gode og rummelige kvarterer.

Ved nogle dages hvile blev det indre menneske restitueret, ved bad og aflusning i Cambrai og Caudry også det ydre. Samtidigt blev der igangsat rengøring og istandsættelse af beklædning, udrustning og våben, derpå de sædvanlige appeller, og så begyndte så at sige livets alvor igen, eksercitsen. Nogle reglementsøvelser genoprettede den nødvendige disciplin, og så blev erfaringerne fra de seneste kampe evalueret. Skyttegravskamp blev afprøvet i øvelsesværkerne, uddannelsen af stormtropper blev genstand for særlig omhu, der blev skudt både med og uden gasmaske. Frem for alt kom bevægelseskrigen til sin ret igen. Bataljonerne øvede beredskabsreservens opgaver, hurtig spredning i formationer, march mod bestemte mål, indtagelse af landsbyer og andre støttepunkter, overraskelseskampe. Kompagnifester frembragte igen stemning og fornyet latter. De var, som i øvrigt hele hvileperioden, begunstiget af herligt forårsvejr.

Den 2. maj ønskede den øverstkommanderende for hærgruppen, kronprins Rupprecht af Bayern, at hilse på Arras-kæmperne. Ved Beauvois stillede 18. division sig, så vidt som de havde deltaget i de seneste kampe (thi der var allerede indtruffet erstatningsmandskab), op i en mægtig firkant. Kronprinsen, kommandøren for 2. armé, excellence von der Marwitz, samt general von Blottnitz skridtede fronten af, så takkede kronprinsen divisionen for dens seje udholdenhed.

Desværre var hviletiden knap tilmålt. Allerede efter 10 dage, den 5. maj, brød I bataljon op, og de andre bataljoner fulgte i de næste par dage. Marchretning mod vest til den nye Siegfried-stilling. Det afsnit af denne stilling, i hvilket regimentet skulle indsættes, lå ca. 12 km syd for Cambrai, før det punkt, hvor den store hærvej, der fører fra Cambrai sydpå til Peronne og St. Quentin, deler sig. Ved denne højtliggende vejgaffel ligger gården La Pavé, fra hvilken man har et mægtigt udsyn såvel mod syd hen over den engelske stilling som mod nord til Cambrai. Besiddelsen af denne vejgaffel, der udgjorde en vældig fordel, var sikret af fem stærkt befæstede linjer. Men det kom også an på at holde modstanderen væk fra vore linjer så længe som muligt og beherske forterrænet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918