Kategoriarkiv: Krigens forløb

21. august 1917. Ved Ypres: “Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Den næste Dag skød Fjenden saa desperat ned til os, at man skulde tro, det ikke gik rigtig til; det gjorde det heller ikke, for de, der laa ved Siden af os, havde  Telefonforbindelse med deres egen Grav.

Da Mørket brød frem, forberedte vi os til al smide Fjenden tilbage. Vi krøb ud af Graven og langsomt hen mod Fjenden, da vi var en 10-15 Meter fra, sprang vi op, og i fuld Løb gik det mod Fjenden. Haandgranaterne begyndte at suse i Luften fra begge Sidder. Vi vilde flygte, men vor Kompagnifører raabte »Fremad«.

Og som han havde sagt dette, fik han en Haandgranat lige i Synet og faldt stendød, om.

Vi stormede fremad, men Fjenden var tapper. Ud maatte han dog.

Vi fik ingen Fanger. Fjenden forlod tre Døde paa Pladsen, medens vi havde 13 Døde og 25 Saarede.

En Mand fik skudt begge Ben af; han levede en god Time med store Smerter, men vi kunde ikke hjælpe ham, for de var skudt af helt oppe.

Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.

Fjenden havde altsaa ogsaa Saarede.

Jeg og en Mand til vilde hente dem, men Underofficererne sagde: »Bliv I her. Fjenden er ikke længere borte end vi.«

Og de fik Lov at ligge og havde sikkert en kvalfuld Død.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

21. august 1917 – Tønder Luftskibsbase: L23´s undergang

Klokken ti minutter i fem om morgenen den 21. august 1917 forlod L23 under kommando af Oberleutnant zur See Dinter luftskibsbasen ved Tønder. Opgaven var som så mange gange tidligere at rekognoscere over Nordsøen. 45 km ud for Bovbjerg fik L23 øje på en flåde af britiske krigsskibe bestående af  fire krydsere og 15 destroyere.

Ombord på krydseren HMS Yarmouth befandt sig en flyvemaskine af typen Sopwith Pup. Flight Sub-Lieutenant B.A. Smart beretter:

Jeg modtog ordre til at angribe Zeppelineren. Jeg tog straks afsted i Sopwith Pup N.6430. Zeppelinerens position var 15-20 km syd-syd-vest. For først at blive opdaget, når jeg var helt henne ved Zepp´en, havde jeg kort tid forinden ladet fremtrædende mærker overmale delvist med grå maling.

Jeg steg jævnt med en hastighed på 100 km/t indtil 9.000 fods højde, med zeppelineren i syne hele tiden, bortset fra når den lejlighedsvis blev skjult af skyer. Fortsatte så i svagt nedadgående kurs, da zeppelineren nu var langt under mig, farten var da 150 km/t.

Da zeppelineren endelig var inden for skudvidde, lå den 1.500 fod under mig, min egen højde var 7.000 fod. Jeg placerede mig så direkte bag den, sådan at gondolernes maskingevær ikke kunne beskyde mig, og dykkede så omtrent i vinkel på 45 grader og nåede 165 km/t. Observerede en mand med maskingevær på toppen af skroget, men jeg zigzagede let, indtil jeg var helt tæt på, og så vidt jeg ved, blev ingen dele af flyet ramt.

På 150-200 m´s afstand affyrede jeg en salve på 10 til 15 skud, men de gik ret højt, så jeg dykkede, fladede ud og skød uafbrudt indtil jeg var 20 m fra agterstavnen, da flammer brød frem og jeg foretog et skarpt dyk og drej for at undgå at torpedere zeppelineren. Efter at have rettet op, kikkede jeg tilbage for at fastslå resultatet.

Agterstavnen var opslugt af flammer og den faldt øjeblikkeligt. Ved forenden hang noget, som jeg senere fandt ud af var en mand på vej ned i faldskærm. Skelettet foldede sig sammen og flammerne spredte sig hurtigt fremefter, og da zeppelineren tilsidst ramte havet, var kun en meget lille del intakt. Den fortsatte med at udsende en høj søjle af tyk sort røg indtil der kun var nogle få pletter tilbage. Min højde var da 3.000 fod.
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 262-3)

Smart landede derefter på vandet foran en destroyer, som samlede ham op, og også reddede flyets maskingevær og motor. Alle ombordværende på L23 mistede livet. I løbet af aftenen lokaliserede en tyske flyvemaskine en olie- og brændstofplet på havet, og bjærgede en af L23´s propeller.

20. august 1917. På vestfronten: “Det bliver en sort Dag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.

Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.

Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.

Det bliver en sort Dag.

Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.

Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.

— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.

Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181

20. august 1917. “Hvad, er du ikke død?” Rohrkrepierer! Hele kanonbesætningen undtagen én dræbt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

En uhyggelig nat
Den 20 august havde vi en uhyggelig nat. Vi var kommet ind i stillingen den 19. august. Vi havde skudt meget og var midt i hurtigskydningen, da 3. Geschütz springer.

Dette skyts stod tæt ved venstre side, cirka 10 meter fra os, da det pludselig eksploderer.

En sådan eksplosion blev kaldt for ”Rohrkrepierer”. Selve granaten, der normalt skal eksplodere, når den efter affyringen berører jorden
eksploderer allerede i røret, før denne har forladt dette.

Årsagen er ubekendt. Skyldes vistnok unøjagtigheden i forarbejdning af tænderen.

Der lød et voldsomt brag. Splinter og stumper fløj om ørerne af os, og det var indhyllet i en sort røg.

Vi ved 4. skyts indstillede skydningen og ilede over til 3. skyts.

Kanonen var fuldstændig i stykker. Røret var sprængt, hjulene revet af, og alt så frygteligt ud. Kanoner Sondermann (familiefar fra Hamborg 40 år og 7 børn) lå ved siden af skytset med låsen oven på brystet. Låsen vejede 96 kilo. En svær splint havde trængt ind i brystet. Han var død.

Ved siden lå kanoner Emerich, han var også død.

Kanoner Poul Hahn havde slæbt sig cirka 25 meter fra skytset, der lå han og var død. Han havde fået benene og underlivet revet i stykker.

3 andre af besætningen blev i meget hårdt såret tilstand bragt til
feltlazarettet (døde om natten). Der var kun en af hele besætningen, der undslap.

Denne begivenhed gjorde et uhyggeligt indtryk på os, og særlig på mig. Jeg havde nok set døde og sårede i massevis, men dem kendte jeg kun – lidt eller slet ikke. Men her var gamle Sondermann faldet, og han var sådan en god mand, jeg gik og tænkte på al den sorg, der ville blive, når efterretningen nåede hjem til hans kone og 7 børn.

Øtzel og jeg var lige modfaldne. Vi gik hen og satte os et øjeblik ved enden af det sammenskudte hus og talte om gamle Sondermann, det var ham, vi kendte bedst.

Vi faldt i søvn, og jeg vågnede ved, at to mand tog på mig en under hovedet og en ved benene, de ville kaste mig op på en vogn, der var
læsset med døde soldater, de mente, at vi var døde, for der lå døde rundt omkring os. Jeg gav et vræl og spurgte, hvad der var løs.

“Hvad, er du ikke død?” spurgte de. ”Nej”, sagde jeg. Det var kun i
nærheden af landevejen, de døde blev samlet op, alt i forhold til situationen, og om skydningen og forholdene tillod det. Det var almindeligt at se vognene belæssede således at først blev undervognen fyldt med lig, og så lagde man dem på tværs over undervognen og bandt dem fast med reb. Det så uhyggeligt ud men hele krigen var uhyggelig.

Vi havde vel hvilet 3 kvarter, så fortsattes skydningen – i  morgenstunden kom en anden kanon i stedetfor skytset no. 3.

Vi satte andre hjul på no. 3, fik det ud af stillingen, det nye blev bragt ind i stillingen, skudt ind, og da alt var færdig kom afløsningen.

Der var en vogn med til at hente de tre lig som skulle begraves på en kirkegård ved byen Hochlede mellem Bethem og Morslede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19. august 1917. Spioner i det falske egetræ

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk. Han var privat indkvarteret i Ostende – og oplevede der noget meget mystisk!

Det er det skønneste Kvarter, jeg har haft, og jeg fik Lov at blive der i 6 Uger. Den gamle vidste ret god Besked med vore nordslesvigske Forhold. Han havde i en Aarrække handlet med Fedekvæg paa England og havde været baade i Tønning og Husum til Marked, og han vidste nok, at der oppe i Nordslesvig boede et dansk Folk, der følte Prøjseraaget som en Pine.

Han var meget meddelsom; men der var to Omraader, hvor jeg intet kunde faa ud af ham.

Der var i Ostende en dejlig Park, og inde i den stod der blandt unge og slanke Elmestammer en 8-10 m høj gammel Eg, hvis Krone var blæst af, saa kun en eneste nøgen Gren stak ud fra den bare Stamme, som var saa tyk, at en Mand ikke kunde favne om den.

En Aften sad der en tysk Søsoldat og en belgisk Pige derude i Parken. Soldaten saa da en Skikkelse komme ovenud af den gamle Eg og glide ned ad den slanke Elmestamme og derefter forsvinde i Buskadset.

Han gjorde næste Dag Anmeldelse om det, han havde set.
Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Egen var lavet af Jern og Cement, og at der gik en underjordisk Gang hen til Egen, 1½ m dyb og 1 m bred, i hvis ene Side der laa en Mængde Telefonkabler.

Det var sikkert en Spion, som havde sit Sæde dér, og det blev paastaaet, at Telefonledningerne førte over til England og til Newport og Dixmuiden.

Egen var saa skuffende efterlavet, at man bogstavelig kunde staa med Øjnene og Næsen et Par Tommer derfra og ikke opdage, at det ikke var naturlig Egebark. Først naar man tog sin Lommekniv og prøvede Barken, viste det sig, at det var Cement udenom et Jernstativ.

Det sagdes, at Gangen havde to Udgange, men jeg har aldrig fulgt den til Ende, endskønt jeg flere Gange har været nede i den.

Om denne Eg vilde jeg meget gerne have lidt at vide af den gamle, men det var umuligt; han var saa tæt som en Potte.

Endvidere fortalte Svigerdatteren mig, at den gamles nuværende Hustru, hans anden Hustru, Stedmoder til Svigerdatterens Mand, sad lammet i en Rullestol. Jeg vilde meget gerne med hjem for at besøge den syge Kone og for at se hans Hjem; men det vilde han paa ingen Maade tillade.

Vi kunde godt være gode Venner og dele vort Haab om Tysklands Nederlag i Krigen; men han vilde ikke føre den lutherske Kætter ind i sit Hjem og udsætte sin Hustru for dennes Paavirkning.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

19. august 1917. Såret i ingenmandsland: Endelig kommer redningen

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Med den tredje dag blev vor situation stadig mere bekymende. Frem for alt plagede tørsten os. Kammeraterne fantaserede stadig værre og ville helst tage livet af  sig.

Igen og igen forsøgte jeg at berolige og trøste dem og love dem at skaffe hjælp om aftenen. Hvordan jeg skulle virkeliggøre det, var jeg ikke rigtig klar over, men jeg havde besluttet mig til at foretage mig et eller andet for at skaffe kammeraterne hjælp, om jeg så selv skulle omkomme ved det. Jeg kunne ikke udholde at se på deres kvaler og lidelser mere.

Da det nu begyndte at blive mørkt, samlede jeg alle mine kræfter sammen for først at slæbe mig hen til døren. Derfra ville jeg så videre, liggende på ryggen, idet jeg stødte fra med det raske ben og det sårede ben slæbende bagefter; sådan ville jeg arbejde mig hen til vor første linje for at bede om hjælp.

Jeg var da også kommet op ad den korte trappe, men så må jeg nok på grund af de rasende smerter være besvimet.

Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg foran udgangen. Jeg så nu det formålsløse i mit forehavende og begyndte for mine lungers fulde kraft at skrige.

Endelig, jeg havde i en halv time af og til skreget, kom der en Vizefeldwebel og to mand for at se, hvad der var i vejen. Jeg gjorde ham vor situation klar, og han lovede at sende hjælp så hurtigt som muligt. Jeg bad ham også sende et par mand, der kunne afhente de tre maskingeværer.

Så gik han igen, og efter en time var sygebærerne der og også de folk, der skulle  hente maskingeværerne.

For de sidstnævnte forklarede jeg nøjagtigt, hvor maskingeværerne var at finde. Så blev vi båret til sanitets-dækningsrummet. Herfra blev vi den næste dag af sanitetskompagniet transporteret til hovedforbindingspladsen, og derfra til feltlazarettet.

Af Regiment 84’s historie

19. august 1917. “Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Det var det nye Regiments første Kamp; men vi skulde snart faa mere. I fire Dage lod han os ikke i Ro. Granater fik vi rigeligt af; men han stormede ikke.

Vore Fødevarer var sluppet op, og nogle Mand maatte til Reserven for at hente nye Spisevarer. Hvem kendte Vejen, og hvem vilde gaa?  Vor Kompagnifører kom frem og spurgte: »Er der ingen, der ved Vejen?«

Vejen vidste vi vel nok, men ingen turde gaa, for Fjenden bestrøg Terrænet med Granater og Mitrailløser [dvs maskingeværer, RR], saa det var farligt at vove sig ud af sit Hul.

Kompagniføreren kom hen til mig: »Du ved nok Vejen, Nielsen, ikke sandt?«

Jo, det kunde jeg jo ikke nægte.

»Naa, saa søg Du fire Mand ud og tag dem med og hent os Proviant.«
Ti Minutter senere krøb vi ud af Graven og krøb saa fra det ene Granathul til det andet og naaede paa den Maade Hovedgraven.

Nu kunde vi dog gaa og behøvede ikke mere at krybe. Vi havde nu 3½ Km. til Marketenderiet.

Da vi havde gaaet ca. 500 Meter, begyndte Engelskmanden at lade Granaterne regne. »Pas paa, nu griber han sikkert an igen, det er godt, at vi ikke er der i dette Øjeblik.«

Vi skyndte os, det vi kunde, for Granaterne blev os for nærgaaende. Vi naaede uskadt til Marketenderiet. Kokken havde lige faaet en Del Mad færdig.

»Nu, sæt jer ned og faa noget i Livet, for I er vist sultne.«

Vi spiste, saa vi var ved at revne.

»Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin (2 Liter).

»Nu, drik I kun, det kan gøre godt oveni paa den Tur, I har taget.«
Og vi drak af Hjertens Lyst, saa han log den fra os, for at vi ikke skulde blive fulde, saa vi ikke kunde finde Vejen til Kammeraterne igen.

Kokken fyldte Maden i store Transport spande, og imens fyldte vi Feltflaskerne med Brændevin. Da vi skulde til at gaa, kom en Saaret og fortalte, at Fjenden havde stormet, og at vi skulde passe paa.

To Mand kom med fire Æsler, som vi læssede Provianten paa. Saa gik Turen tilbage til vore Kammerater.

Det var en besværlig Vej, for Dyrene kunde jo ikke krybe, da vi naaede dertil, hvor det ikke kunde gaa an at gaa, og Spandene var for tunge, til at vi Par Mand kunde bære dem.

Vi maatte se at finde paa noget, men paa hvad. Der stod nogle Graner, dem huggede vi af, og nogle af os bar Granerne foran os. Saa gik det frem igen. Og naar Engelskmanden brugte Lyskasterne, stod vi stille, saa det saa ud, som der stod nogle Graner.

Da vi var en 100 Meter fra Kammeraterne, gjorde vi Holdt, og jeg krøb hen, hvor de skulde være og gav en Lyd fra mig.

Jeg fik det Svar: Gaa til venstre! Til højre har Fjenden taget Graven. Jeg krøb saa tilbage til Provianten.

»Den er gal, vi maa til venstre, til højre er Fjenden kommet.« Vi kom ned i Graven og gik i den et Stykke til højre, til vi naaede Kompagniet, der ventede med Længsel.

Det varede kun et Øjeblik, saa var Maden fordelt og spist.

»I har haft Heldet med jer, for medens I har været borte, har Englænderne stormet og ligger nu paa Siden af os, men der er ikke saa mange, højst et halvt Hundrede Mand I Morgen Aften skal vi nok drive ham ud igen.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

19. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om den tyske fremrykning i Galizien og Rumænien og de kaotiske tilstande i Rusland – hvor Josef Stalin gør sin entré. Men også om rumænsk succes på slagmarken. Franskmænd og briter gør til gengæld kun beskedne fremskridt i mudderet i Flandern i Det tredje slag om Ypres – og hver erobret meter koster dyrt. Længere mod syd sætter canadierne ind med et angreb mod højde 70. Også den italienske front begynder at vågne påny – til det 11. (ellevte!) slag om Isonzo. Også på fronten i Mellemøsten gøres der klar til nye angreb på britisk side. Og så er det i denne uge, at Kina erklærer krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn.

18. august 1917. Tre dage såret i ingenmandsland

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Da imidlertid den anden nat heller ingen hjælp bragte, og kammeraternes vildfarelse stadig blev værre, slæbte jeg mig, skønt jeg selv næsten ikke kunne røre mig, hen til vinduet og skreg om hjælp, men forgæves.

Som svar på mit råb om hjælp beskød englænderne vort vindue, havde dog ikke held til at ramme.

Af Regiment 84’s historie

17. august 1917. Hos belgiske civile: “Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.

I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.

Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.

Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.

Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!

Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor  Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.

Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.

Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.

Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”

Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”

Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.

Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen  hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”

Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.

Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.

Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.

Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.

Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.

Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.

Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.

Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”

Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. august 1917. Såret i ingenmandsland ved Ypres

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.

Kammeraterne var blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Folkene var allerede før angrebet gået bort for at hente mad og vendte ikke tilbage. Vi afventede først aftenen. men da aftenen og heller ikke  natten bragte os nogen hjælp, besluttede jeg mig til at sende to kammerater, der nogenlunde kunne gå, afsted for at nå vor første linje og derfra hente hjælp.

Men der kom ingen hjælp.

Sådan gik også hele dagen. Hos de fleste sårede viste sig nu sårfeberen, og også tørsten plagede os.

I den følgende nat begyndte nogle allerede at fantasere og at ville rive forbindingen af. Jeg havde mit hyr med at forhindre dette og med at berolige dem.

Af Regiment 84’s historie

17. august 1917. Eskildsen: “En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En fransk offensiv var undervejs og de tyske stillinger var under svær beskydning.

Mens vi saaledes legede Tyv og Politi, trak Skyerne sig sammen over de blodmættede Høje Nord for Verdun, de verdenskendte Høje 344, 304 og »den døde Mand«.

Vor anden Bataillon har allerede ligget deroppe siden den 28. Juli og har lidt ret store Tab. Den kommende Offensiv mærkes helt op til Montmédy. En Nat angriber de franske Flyvere to Gange Byen. Et Par Flyverbomber gaar ogsaa ned i Villé-Cloye, og en Brandbombe tænder Ild i en Hvedemark ved Byen.

Den 14. August bryder det store Uvejr løs. Vi hører Trommeilden og overraskes ikke, da Marchordren kommer. Regimentet trækkes frem til Brandeville, omtrent halvvejs til Fronten. Fronttroppeme marcherer videre til en daarlig Skovlejr bag Linien, Skrivestuen og Bagagen bliver i Brandeville, 15 Kilometer længere tilbage.

Brandeville er overfyldt af Tropper, der er ingen Plads til os, og det hindrer Arbejdet for meget, at jeg hver Aften og den halve Nat skal flakke omkring paa Landevejen for at faa Underskrifter og hente Befalinger ude hos Officererne.

Omtrent midtvejs har man fundet en Barak til os, og den 17. pakker og flytter vi. Vi kravler op ad Bjergene ind i det klare Sollys, forsvinder igen i Taagen nede i Dalen, naar atter op paa Højderne ved Haraumont og har her en vidunderlig Udsigt, dybt ned paa Meuse-Flodens Krumninger, over til Høj 304, hvor vi ser Granaterne pløje Jorden.

Barakken er optaget, og vi maa vende om. Vogntoget tages under Ild. En Telefonist saares, 4 Artillerister, der søger Ly bag en af vore Vogne, dræbes.

I Brandeville har man naturligvis straks taget vort Kvarter, saa vi maa knibe os ind i et nyt. Da jeg om Eftermiddagen i en lille Gig er paa Hjemvejen fra Skovlejren, har jeg en uhyggelig Oplevelse. Paa een Gang hører jeg et vældigt Brag tæt ved. En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen. Vi iler derhen og trækker de to Officerer frem af Resterne, et Arbejde, der gør vore Hænder og vor Uniform blodige.

Observatøren er i en haabløs Tilstand. Han har Brud paa Kraniet, Lungeblødning, Blodet vælder ud af Øre og Næse. Maskinens Fører bløder ogsaa ud af Næse og Mund og er ligeledes bevidstløs.

Det ser meget uhyggeligt ud, da man sætter dette levende Lig ind i en Bil og kører afsted med det. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 179-181

17. august 1917. Bergholt forfremmes til Gefreiter

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Dagene gik, og blev til uger. Skyttegrav – reserve – og såkaldt “ro” – fem til seks dage hvert sted, sådan så spisesedlen ud. Tabene var store, men blev hurtigt erstattet, da der skulle et vist minimum af mandskab til, for at vi kunne transportere vort materiel. De gamle “rotter” holdt nogenlunde stand, dog en gang imellem var uheldet ude, og krævede sin tribut også mellem dem.

En dag, da vi lå i “ro”, fik jeg besked om at indfinde mig på Hannoveranerens kontor. Han modtog mig med følgende salut: »Na, was hast Du nun ausgefressen Du Halunke?« (Hvad har du nu forbrudt, din slyngel?). Da jeg kendte Feldweblens talemåder særdeles godt, var jeg klar over, at sagen ikke var ret alvorlig. Jeg havde lagt mærke til, at han stadig sagde du til mig. Når han ville give en mand en balle, brugte han altid “Sie”.

Det viste sig da også, at man agtede at indstille mig til jernkorset eller til “uberzähliger Gefreiter” (overtallig underkorporal); jeg måtte selv vælge. Ærlig talt havde jeg ingen fidus til nogen af delene, men jeg valgte “Gefreiteren”, det første trin på den militære rangstige.

I garnisonen havde man godt nok fortalt os, at “die hochsten Stellen stehen dem Soldaten offen” (de højeste stillinger står åbne for soldaten); men der kom næsten altid en lille tilføjelse: “Du kannst sie bloss nicht erreichen, du Schwein” (Du kan bare ikke nå dem, dit svin).

Hvad der havde gjort mig værdig til den “store” ære ved jeg ikke, men overlevelsesmomentet spillede nok en vis rolle. Min gamle ven Richard mente ellers, at grunden nok var den, at man manglede en »Stubenältester im Massengrab« (stueældste i massegraven).

Ak ja, humoren var skrap, men det var den daglige tilværelse også.

Feldweblens kommentar til mit valg var: “Richtig gewahlt, ein Eisen ins Kreuz kannst du ja immer kriegen.” Talemåden var en galgenhumoristisk omskrivning af “eisernes Kreuz” og betyder at få et stykke jern i lænden, og deri havde manden så sandelig ret.

Vi var nu nået ind i august måned 1917, og det var min tur til at få 16 dages orlov. Men pludselig blev der spærret for al orlov, så vi nåede hen til den 22. august, inden jeg kunne rejse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. august 1917. “De kommer, de kommer!”, 1. maskingeværkompagni løbet over ende af englændere

Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres.

Da jeg den 15. august gik i stilling, meldte jeg mig først hos hr. løjtnant Rühle, som befandt sig ved bataljonsstaben. Her erfarede jeg ved udsagn fra en krigsfange, at fjenden ville angribe den 15. om aftenen eller den 16. om morgenen.

Så snart jeg hørte det, udbad jeg mig en fører af løjtnant Rühle og skyndte mig at komme ud foran.

Næppe 500 meter fra bataljons-kommandostation, kom vi i meget stærk spærreild. Jeg antog naturligvis, at et angreb ville følge efter denne ild og satte alt ind på at komme ud foran gennem spærreilden, hvad der også lykkedes mig. Her meldte jeg mig igen hos hr. løjtnant Schreinert.

Ilden tog snart noget af, og der fulgte ikke noget angreb. Efter at jeg lige var kommet mig lidt, gik det med en ny fører videre, ind til jeg var på plads.

Så overtog jeg  geværerne efter Albrecht, Andrekievicz og Schmidt. Af Albrecht lod mig så beskrive fjendens situation samt terrænet så godt, som det var muligt i mørket. Jeg indskærpede igen posterne forhøjet opmærksomhed for så at sove lidt. Klokken var allerede blevet 2.

Den 16. august kl. 5,15 satte det ind med en heftig trommeild, Jeg sprang op, hængte min gasmaske om halsen og ville gå ud for at se, hvad der var i vejen, da råbte posterne allerede ind i blokhuset: “De kommer, de kommer!”

Englænderne var  altså rykket ud direkte bag deres ildbølge.. Jeg lod naturligvis maskingeværerne gå  i de dem bekendte stillinger og observerede nu terrænet foran, så imidlertid kun helt enkelte fjender, mod hvilke det  knap kunne betale sig at skyde med maskingeværerne.

Det var mig derimod påfaldende, at fjenden til venstre for os havde forlagt sin artilleriild betydelig længere frem. Som jeg nu kigger til venstre, ser jeg fjenden i masser storme ind på skoven, hvor  løjtnant Schreinert lå. Hurtigt lod jeg et maskingevær tage fjenden i vor flanke under beskydning.

Til det formål måtte maskingeværet mindst rykke til siden om til blokhusets venstre hjørne for så at gå i stilling. Det øjeblik syntes englænderne kun at have ventet på, for knap havde Schmidt og Friedlein smidt sig ned, før fjendtligt maskingeværild satte ind. Friedlein fik en 3-4 træffere i bryst og mave og væltede rundt på jorden. Schmidt nåede med et kort spring ned i et granathul.

Friedlein erstattede jeg hurtigt med en anden skytte og bar ham selv tilbage til blokhuset. Schmidt havde påbegyndt skydningen med godt resultat. Man mærkede tydeligt en forvirring i flokken af fjender,  en del ville tilbage, en del trængte videre frem.

Da der foran mig  stadig ikke skete noget bemærkelsesværdigt, lod jeg endnu et maskingevær komme tilbage for også at rette dette mod fjendens flanke. For at undgå unødvendige tab lod jeg maskingeværet bringe ind i blokhuset.

I den venstre sidevæg var der et temmelig stort vindue, igennem dette vindue lod jeg maskingeværet rette mod fjenden. Så afsøgte jeg endnu engang forterrænet, der var stadig intet at se. Så kiggede jeg igen til venstre.

Pludselig bliver jeg klar over, hvordan en del af fjenden skiller sig ud fra hovedstyrken og kommer imod os. Samtidigt hører jeg, at maskingeværet i blokhuset kun afgiver enkeltskud og så igen stopper. Fjenden var allerede inde på 60-70 meter. Største hast var nødvendig.

Maskingeværet i blokhuset har stadig funktionsfejl. Fast besluttet på at forsvare mig til sidste øjeblik springer jeg ind i blokhuset for at se, hvad der  var i vejen med maskingeværet. Jeg skubber skytten til side og ser med ét blik, at fejlen ligger ved bæltet. Ud med bæltet, lade et nyt, er gjort på få sekunder; så ellers skyde videre.

Albrecht skyder, jeg fører bæltet. Dog kommer vi ikke langt. En håndgranat flyver gennem vinduet, lander for vore fødder og eksploderer dér. Vi vælter omkuld begge to og slæber os et lille stykke væk fra vinduet, de vi forventede endnu flere håndgranater, som da også straks fulgte.

Kort derefter forstummede også de to andre maskingeværer, et tegn for mig om, at disse også var overmandet. Nogle folk søgte endnu dækning i blokhuset, men blev dér ofre for de håndgranater, der kastedes ind. De usårede blev straks sendt bagud som krigsfanger. Fra min deling var det 3 mand. Sådan blev hele min deling revet op, og det i en så kort tid, at man næppe kunne nå at tænke over det. Men det skyldtes den store fjendtlige styrke og den for korte afstand mellem os og fjenden. Det hos os liggende infanteri blev også for størstedelen taget til fange.

Så rykkede  englænderne videre frem. Snart fulgte forstærkningen. To mand fra denne forstærkning kom ind i blokhuset og forbandt os. Kikkerter og pistoler tog de med, ellers var folkene ganske ordentlige. De gav os at drikke fra deres feltflasker og cigaretter at ryge. Så fortalte de os, at der allerede var engelsk kavalleri på vej! Om det det har været tilfældet, ved jeg ikke, i hvert fald troede jeg dem ikke og håbede på et snarligt modstød fra vore reserver. 

Efter at englænderne havde forbundet os, gik de videre. Vore tre maskingeværer havde de endnu ikke fundet, da vi havde sørget for, at de ikke kunne se dem ved at dække dem til og kaste dem i et granathul.

Efter at vi havde ligget sådan et par timer, bemærkede jeg, hvordan englænderne kom tilbage og opsøgte deres gamle stillinger, også artilleriet tog til i heftighed. Jeg sluttede deraf, at modstødet var foretaget af vore styrker og håbede på i de næste øjeblikke igen at se tyske kammerater omkring mig. Desværre opfyldtes mit håb ikke. Som jeg senere under transporten tilbage kunne konstatere, var kammeraterne blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.

Af Regiment 84’s historie

16. august 1917. Frederik Tychsen: “Gode kammerater er den halve krig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg vil notere nogle af de kammerater, som jeg havde mest med at gøre ved 1. batteri bataljon 407:

Løjtnant Wiederholdt, leutnant Luker,  leutnant Hermann, leutnant Schultz. (Bataljonskommandøren var Hauptmann Kupke).

Unteroffizier, Brinkmann, sergeant Felix Ploschaizik, sergeant Pfale

Kanonerer:
Karl Skurmia Liban, Schlesien glaspuster
Bekmann, Dortmund, bjergmand [dvs. minearbejder]
Franz Nix, Dortmund, bjergmand
Otzel, Thüringen landmand
Desselman, Thüringen, fabriksarbejder

Ovenstående kanonerer alle på min alder.

Wipklo, Westfalen, arbejder
Willy Cramer, Hannover, mekaniker
Rudolf Winkler, Braunschweig, seminarist
Hübschmann, Bielefeldt, fabriksarbejder
Helferich, Westfalen, landmand
Zeidler, ?, bjergmand

Fritz Volmer, Baden, landmand
Neuhaus, ?, ?
Treptau, ?, arbejder
Ulvonu, ?, arbejder
Warres, Østpreussen, arbejder
Schäfer, Königsberg, snedkermester
Johann Winkler, Rhinland, arbejder

Det er navnene på dem, jeg havde mest med at gøre, og af dem havde jeg mest med Skurmia, Bekmann og Hubsmann at gøre.

Vi tre sov som regel i telt sammen, delte maden og tobak osv.

Man må sande “slagordet” ”Gute Kammeraten ist der halbe Krieg” (Gode kammerater er den halve krig).

Den 15. og 16. august var jeg i ildlinjen igen. Englænderne angreb ustandselig i 2 døgn. Vi kom næsten slet ikke bort fra kanonerne i de to døgn.

Vi havde 4 sårede den 16. august.

Der var også nogle døde, men dem kendte jeg ikke.

Det var 48 svære timer, vi tilbragte i ildstillingen, så vi var meget
trætte, da vi vendte tilbage til kvarteret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. august 1917. Englænderne kom krybende enkeltvis

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Efter to Døgns Rejse blev vi den 16. august 1917 sat af en 10-15 Km. bag Fronten. Vi kom ud i Skyttegraven, en Forpost 300 Meter foran Hovedgraven (paa  Siegfredsfronten).

Der havde vi Engelskmanden for os.

Men vi havde ikke været i Krig i 4 Maaneder, og meget af Mandskabet havde aldrig set en Skyttegrav.

Englænderne mærkede ogsaa., at vi var nye Afdelinger, for de lod os aldrig i Fred. Saa snart der kom en Granat, løb flere af vort Mandskab.

Om Aftenen fik vi et ordentligt Klister Granater af Engelskmanden. En Aften trommede han i over en Time med ide store Granater, Kl. 10 stormede han vor  Stilling; da var det saa mørkt, at vi knapt kunde se vor Sidemand.

Lyskastere oplyste dog Terrænet mellem Skyttegravene, og der kom han, men det var ikke i Sværme som Russerne. Nej, det var enkeltvis og krybende det meste af Vejen, dækkende sig bag alt, saa vi ikke kunde se ham, før han pludselig dukkede op lige for Næsen af os.

Naada, nu gjaldt det om at bruge Næverne for ikke at blive taget til Fange. Den ene Haandgranat suste i Hovedet paa dem meget stærkere end den anden. Men det unge Mandskab kastede alt for tidlig, saa Englænderne kastede dem tilbage, hvormed mange af vore egne Folk blev dræbt eller saaret af vore egne Haandgranater.

Men vi gav ikke tabt, og efter 2 Timers Haandgemæng var
han paa Flugten. Ved Projektørernes Lys kunde vi rigtig se ham, da han løb. Maskingeværerne knaldede godt, og Geværerne var i fuld Virksomhed. Men det hjalp ikke meget, for vi var alt for oprevne til at kunne sigte paa Fjenden, saa han kom godt hjem i sin egen Hule med meget smaa Tab.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

15. august 1917. Handel med tysk udrustning og krig mod lus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Det kunne også ske, når vi var i ro, at vi en 8 – 10 mand samt et spand heste og en vogn tog ud og sankede ”Lehrgut” op, dvs. vi samlede geværer, sabler, stålhjelme, gasmasker, maskingeværer, kort sagt alle udrustningsgenstande samt patroner, ladte eller afskudte. Det læssede vi så på en vogn og kørte det hen på et indleveringssted.

Pengene blev så udbetalt til batteriet og fordelt på mandskabet.

Prisen for de indleverede genstande var således:

1 gevær 2 Mark
1 gasmaske Vi Mark
1 stålhjelm Vi Mark
Patroner og messing efter vægt.
1 maskingevær 34 Mark
1 bajonet 25 Pf.

Det drejede sig om ret betydelige summer. Vi fik udbetalt ca. 4 gange om året 20 – 30 Mark pr. mand.

Når vejret var godt, vaskede vi vort undertøj. Det kunne nok nås på een dag. Vi kogte det i en gryde eller kobberkedel, hængte det op,  dog måtte man altid sidde og passe på det, medens det tørrede, da
det ellers ville blive stjålet. Tøjet blev sjældent helt ren, men lusene blev dræbt samt æggene, og det var nødvendigt, da disse ellers tog ganske overhånd.

Om vinteren var det mere vanskeligt at holde sig ren, da vaskningen var mere besværlig. Det eneste middel for at holde luseplagen inden for rimelige grænser, var at trække tøjet af og slå lusene ihjel, alle dem man så, hver eneste dag.

Dette blev også gjort, men der var ikke altid lejlighed til det.

Der blev så oprettet “Entlausungsanstalter”, luserensningsanstalter. Her kom vi hen med større eller mindre mellemrum. Vi kom under brusebad, tøjet kom ind i lufttætte rum, der blev overhedet med varm luft e ller damp, og efter denne proces var lusene døde og æggene med.

Men alt dette rettede sig efter tid og lejlighed. Lå vi i lang tid i
ildstillingen, eller vi var på offensiven eller defensiven, så kunne der ikke blive tid, hverken til vaskning, badning eller rensning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

14. august 1917 – N.A. Jensen: “Danskerne har de lovet mig at give pardon”

Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.

I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse [de tjekkiske krigsfanger, red.], og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front. Midt i august rejste virkelig også en hel lille skare, og den fulgtes til banegården af byens begejstrede mængde. Det gjorde’ stærkt indtryk på Sønderjyderne. En af dem gav mig i brev (jeg var i Petrograd i de dage) følgende skildring:

„Jeg fulgte dem til banegården. Det gik med sang. I kamp! I kamp! lød det begejstret fra deres læber. Jeg tænkte på, om man kunde gå i kampen for friheden med sådanne kammerater. Da kunde man frejdigt gå kuglerne i møde og falde med den danske menigmands ord på læberne: O Herre Gud, så skulde jeg endda i dette liv den glæde ha’. For efter min mening er det den dejligste død, for fædreland og frihed. Men den glæde får vi nok ikke. Den tid, da man tænkte på landets nød og smærte før på sig selv — i Danmark — det var i ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i fortiden. Danmark vil helst købe sejre uden blod og sværd, men derved vil idealerne gå tabt, og vi vil ende som en gullaschnation, vi, den stolte vikingeslægt ….

Men tilbage til Tjekkerne. Den halve by fulgte dem. Unge piger bragte de frivillige blomster; selv havde de allerede smykket sig før. Så sang de marseillaisen og den bøhmiske hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en tale, jeg kyssede vore 5 venner fra huset (han havde boet i hus med disse) og gav dem alle et fast håndtryk med inderlige ønsker om sejr og hæder og en lykkelig hjemkomst til et lykkeligt og frit fædreland. — Stemningen hos de frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Når man blot har været 3 dage ved fronten, ved man, hvad det vil sige at gå frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før. Men de holder nok ud.

Det vil ikke være rart for de Tyskere, der falder i deres hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon. Tænk, om ens forbøn kunde redde en landsmand! Ja, så er der endnu et udmærket træk. Af de menige måtte skrædderne og en snedker ikke komme med. Men de havde dog fået tilladelse til at gå med på stationen. Man anede, at de vilde smutte med og passede derfor godt på dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.”

Ja, således skriver en Sønderjyde; han tager jo tonen stærkere, end vi kan det hjemme; men husk: den, der lever under fremmedåg, får just derved denne tone drevet i vejret.

(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168-169)

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

13. august 1917. A.P. Andersen bygger ballonhal i Frankrig

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Sommeren 1917 flyttede vi en Del rundt i Champagnen med vor „Ballonzug 33“. Et af de Steder, hvor vi var længst, var i en Ballonstilling i Nærheden af Landsbyen Bétheniville sur Suippe.

For at beskytte Ballonen mod Sol og Regn og maaske lige saa meget for at give os noget at bestille paa Regnvejrs- og Taagedage, naar Ballonen ikke kunde gaa op, fik vi Ordre til at bygge en Hal, — i Dag vil man vel nok sige: en Hangar. Da jeg var „Bautechniker” i Civil, blev jeg sat til at forestaa denne Opgave.

Inde i Bétheniville fandt vi en Fabriksbygning, der var brændt; men Tagkonstruktionen, der bestod af Polygonbindere af Vinkeljern, kunde bruges til vort Formaal. Vi rettede den ene Side af Tagbinderen ud, saa de to lange Sider blev parallelle, og fik saaledes en fin Stræbesøjle, og ovenpaa to af disse satte vi saa en almindelig Polygonbinder. Søjlerne blev spigret fast til nedgravede Jernbanesveller. Over Binderne lagde vi Lægter, Brædder og Pap. Paa medfølgende Billede kan man se, hvor elegant en Konstruktion det blev.

Hjemmefra fik jeg sendt Regnestok og statistiske Tabeller, og aldrig i mit Liv har jeg haft det saa nemt med de overordnede og tilsynsførende Myndigheder og Byggeautoriteter, for naar mine Beregninger var udført paa et Stykke Kladdepapir, var Tilladelsen i Orden, og Byggeriet kunde begynde.

DSK-årbøger 1951

13. august 1917. Livsfarlig hvilestilling

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Her har vi nogle dages “hvile”, men slaget tager til. Jeg har den bestemte følelse af, at vi endnu engang skal ud foran.

Der ligger tung ild over forreste linje, Wilhelm- og Flandern-stillingen.

Tæt bag ved os står et batteri, der fyrer uafbrudt – og bliver beskudt; ikke noget rart naboskab!

Jeg havde mit leje i et murhjørne i et tidligere lille hus; da jeg engang vender tilbage fra en rundgang i kompagniet, er den lille mur styrtet sammen af et granatnedslag tæt ved; havde jeg i det øjeblik ligget på mit sædvanlige sted, var jeg blevet slået ihjel.

Af Regiment 84’s historie

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. august 1917 – Peter Nielsen: “… mig arme elendige Synder”

Peter Nielsen gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s 6. kompagni, og stod i brevveksling med pastor Nic. C. Nielsen.

I Feldten d. 11. A[u]g[u]st 17.

Kære Herr Pastor!
Hjærtelig Tak for G. Budskab [det indremissionske blad “Det gamle Budskab”/red.]. Ja jeg har meget at sige Herren Tak for denne Gang[.] Vi har det nu at gjøre med Englænderne, vi ere nu flyttet, hvor vi ere maa jeg ikke skrive, men det har været haarde Dage for os. I 6 Dage har vi ligget i sværeste Ild. Ja[,] hvor har Herren været mig god, mig arme elendige Synder, at jeg er vendt sund og rask tilbage. Hvor har jeg bedt og tryglet Herren, hvis det kunde sked at bevare mit Liv, men dog kunde jeg sige, skee ikke min men din Villie o Herre.

Jeg modtog det G. Budskab  oppe i For, hvor det foredrag af P. Langlo om ”Hvorledes skal Menigheden tage imod vore Soldater ved deres Gjenkomst?” Ja ved disse Ord kommer Længselstaarerne frem efter denne Tid. Ja o Herre maatte den ikke være fjern, om man da af Naade maa have Lov, at komme Hjem og maatte der saa blomstre et Liv frem til Herrens Ære.

Ja jeg har endnu lidt Haab om en Efterorlov. Den er bevilliget[,] men jeg var allerede borte da Telegrammet kom. Og nu da man er foropppe er det ikke let at komme løs igjen. Vi vil nu haabe det be[d]ste. Nu kan de glæde dem med mig og takke Herren, at jeg denne Gang er kommen udskadt tilbage. Herren være nu med os alle fremdeles.

Og nu en hjærtelig Hilsen
Deres hengivne

Peter