Kategoriarkiv: Krigens forløb

22. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det derfor navnlig om den tyske offensiv “Operation Faustschlag” på Østfronten, som blev iværksat for at lægge pres på de nølende bolsjevikkiske forhandlere. Tyskerne rykker over 200 kilometer frem over en bred front, uden at møde ret megen modstand. Samtidig strammer tyskerne de i forvejen meget hårde fredsbetingelser. Også i Kaukasus må russiske og armenske styrke vige for en tyrkisk fremrykning.

På Vestfronten skrider planlægningen af den store tyske forårsoffensiv “Operation Michael” frem. Briterne får efter måneders interne stridigheder ny generalstabschef: Sir Henry Wilson. I Palæstina indtager britiske tropper Jericho. Tyske tropper støtter den finske kamp for selvstændighed under general Mannerheim.

23. februar 1918. Katastrofe ved Vauquois: “Der opstaar Brand i en Grubegang”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Eskildsens regiment var atter tilbage ved bjerget Vauquois, hvor de blev en månedstid inden det store slag.

Den 23. Februar overtager vi atter vor gamle Stilling i Vauquois’ Kæmpekrop, og Staben sidder igen i Hulerne ved Cheppy.

Faa Dage efter viser Bjerget, hvor smaa vi er. Der opstaar Brand i en Grubegang, og 24 Pionerer lider den forfærdelige Bjergmandsdød i Flammerne. 

Den 16. Marts afløses vi af en Division, som kommer lige fra Galicien og ikke aner noget om Vestfrontens særlige Forhold. Vi marcherer Dag efter Dag og havner den 20. i Lejren ved Pauvres igen.

Dagen efter begynder det store Angrebsslag.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 203-204

20. februar 1918. Nye tider for krigen: “Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 3 ugers uddannelse marcherer Eskildsen og divisionen mod Vouziers. De tyske tropper begynder at forberede sig på bevægelseskrig.

Den 14. Februar begynder den store Orlovsstandsning, der menes at vare ved til Krigens Ende, — hvis Gennembruddet lykkes. Fra denne Dag løber kun Orlovstog udefter, efter 1. Marts er ingen Mand paa Orlov mere, Fronten er 250,000 Mand stærkere.

Den endnu uhyggeligere Postspærring viser sig. Alle vore Breve holdes tilbage. Der udleveres Brevkort med Paatryk: »Jeg er rask, det gaar mig godt.« Det er de eneste tarvelige Livstegn, vore kære derhjemme senere kan faa!

Hver Division uddannes i 3 Uger. Den 20. Februar har vi gennemgaaet Skolen og marcherer 16 Kilometer østpaa til Vouziers. Dagen efter gaar det, ligeledes til Fods, 26 Kilometer videre mod Øst til Grandpré.

For et Aars Tid siden transporterede man os med Jernbane, selv paa de mindste Afstande. Nu skal Benene øves, alt staar i den kommende Bevægelseskrigs Tegn.

Vi tænker med Gru paa denne Form for Krigen. Den koster Blod, den koster Sved. Jeg lader mit bekymrede Blik glide langs Stabens Vognkolonne. 13 Vogne, alle overlæssede!

Oberstløjtnanten har nu lykkeligt efterhaanden faaet saa meget sendt ud, at han fører 12 Uniformsfrakker med sig! Hver Løjtnant har en hel lille Butik i Skønhedsartikler, til Ansigts-, Hud- og Negle-pleje. Hver Mand i Staben har sin private Sæk eller Kiste, og alt skal køres, ingen gider slæbe paa en Tornyster.

Hvor er Nøjsomheden fra 1870? Vi mangler kun Skaren af Kvinder og Børn, saa vilde hele Bagagetrosset fuldkommen ligne Hærens Paahæng i tidligere Aarhundreder.

Men hvis Krigen varer et Aar endnu, har vi vel ogsaa Løjtnants damer med; de lette Etapperotter søger længere og længere udefter.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 202-203

18. februar 1918. Genbrug: Den “nye” major faldt første gang i 1814, blev gravet op og genindsat i 1870 og er nu blevet genopvarmet til en ny omgang …

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I forlængelse af forberedelserne til den nye offensiv, skulle der også hentes nye styrker ind, alderen på de nye er dog en bekymring.

Det store Gennembrud skal foregaa efter en helt ny Taktik. Fjendens Reserver skal ikke lokkes hid ved flere Døgns Trommeild; et overraskende, overvældende stærkt Artillerioverfald skal efter faa Timer efterfølges af Infanteriets Stød, og gennem den sprængte Port skal Divisionerne straks gaa over i Bevægelseskrigen. Skyttegravenes aarelange, stive Aag skal omsider brydes.

Vi kender vor Plads paa Forhaand. I Ly af Granaternes »Ildtromle« skal den første store Angrebsbølge skylle ind over Frankrig, begyndende paa Fjendens svageste Sted, der, hvor den engelske og den franske Front er stykket sammen, delt, ikke ledet af en fælles Øverstkommanderende.

I større Afstand bag denne Stormflodsbølge følger den anden, hvor vi har vor Plads. Naar den første er ebbet ud, brudt, slidt op, skal vi føre det andet store Stød. 

Øvelserne gaar som efter en Snor. Hver Dag indleveres der Timesedler som i Freden. Ludendorffs brune Bog har nyskabt en Række Ord, som hurtigt glider ind i daglig Tale — selv Menneskets Ordforraad er en Vanesag! — Officer og Menig taler om »Ildtromle«, »Stormblok«, »Stødsøjle«, »lld-Ø«, »Ildklokke«, som om de havde indsuget disse Ord med Modermælken.

Regimentet faar Udfyldning af Mandskab og Officerer. Det er Drenge og gamle Mænd alt sammen! De unge, der normalt er bestemt til Krigen, er fortæret.

1915, i Regimentets første Krigsaar, var 71 pct. af de faldne 20—24 Aar gamle, 1917 stod kun 39 pct. af Dødsofrene i disse Aarsgrupper! De unge under 20, de gamle over 30 og 40 skal føre Krigen til Ende.

Da man skrabede Bunden, fandt man en Major, som man nu sender os til at føre III. Bataillon. Han hedder v. Schoenermarck og er en Nevø af den gamle Grev Haeseler. Hans Alder anslaar vi til mellem 70 og 1000 [sic!].

Hans Adjutant, Premierløjtnant L., paastaar, at han Anno 1814 er faldet i denne Egn, Anno 1870 har man gravet Liget op, og nu har man opvarmet det igen. Naar dertil kommer, at han er Kavallerist og ikke har Begreb om Infanteriet, er det forstaaeligt nok, at han mødes med Mistillid.

Men det gamle Lig holdt alligevel ud til Krigens Slutning og fyldte Pladsen meget bedre end de to Forgængere, den gamle Huck og den umulige v. Cr. Vi taler ofte sammen om Danmark, som den gamle Herre elsker. Gennem sin Hustru er han beslægtet med danske Adelsfamilier.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 201-202

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

18. februar 1918 – Mathias Damm: Englænderne og amerikanerne må først have én over nakken, før de kommer til fornuft

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Mandag d. 18.2.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog idag. Jeg har det godt og er sund og rask. Imorgen gaar vi atter ud i Skyttegraven og paa en lidt mere kildent Sted. Det siges at vi har Amerikanerne foran os. De har nok snappet 3 af dem i Nat. Naa, hvorfor ikke. Regimentet har havt med Russere, Serbere og Franskmænd at gøre. Saa kunne vi ogsaa prøve det med dem. Værre kunne de ikke være. Jeg er nu ved M.G. indtil Tide var jeg ved Stødtroppen. Det kan forresten snart være ens, hvor man er, især naar der tromles.

Gid det snart maatte faa en Ende, men Udsigterne ere kun daarlige, omend vi paa en Maade har Fred med Rusland. Dog det har kun liden Betydning, naar ikke Englænderne og Amerikanerne besinder sig, giver det ingen Fred foreløbig. Men jeg troer nok at de ere ligesaa krigstrætte, som vi, og Befolkningen vil sikker ikke finde sig i, at de forlænger Krigen uden Grund. Men jeg troer nok, at de først maa have noget paa Nakken, inden de kommer til Fornuft, og saa vil der flyde Blod og mangen en vil ikke opleve Freden, han saa længe har længtes efter.Det er Skade for hver, der nu maa lade Livet.

Dem fra 14 og 15 [årgangene/red.] kan man ikke ynke. De ere bleven sparet for meget, og de have Fred og Ro. Det havde jeg ikke troet, da jeg for tre Aar siden ventede at blive indkaldt, at jeg skulde 3 Aar i Krig og hvem ved, om det ikke varer et Aar til, naar jeg maa opleve det. Dog ville vi haabe, at det maa give Fred til Sommer, at vi til næste Vinter maa samles alle med hverandre hjemme i vort kære Nordslesvig. Hvor vil der blive Glæde den Dag vi kunne vende hjem til vore Kære. Saa vil man atter føle sig lidt som Menneske.

I Aftes vare vi her til Theaterforestilling. Det var storartet. Det hele er dog ogsaa for, at man engang imellem faar andre Tanker. Forleden vare vi i Kino. Det hele er jo meget godt, men naar man kun maatte komme hjem, troer jeg nok man morede sig mindst ligesaa godt paa anden Maade, og i skulle vel nok hjælpe at faa Humøret op. I Haab om at vore Forhaabninger snart maa opfyldes og vi snart maa mødes hjemme i Nordslesvig slutter jeg med mange Hilsner
Mathias Danim.

Nu er Din Broder Laurids jo bleven vor Nabo hjemme. Det lader jo til at i trækker Østerpaa, men saa har vi ikke saa langt, naar vi besøge eder.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. februar 1918 – Milert Schulz: “Jeg har det ogsaa rigtig godt. Mit Kind bliver da tyndere nu”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 18.2.18.

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Hjertelig Tak for dit j. Brev fra den 10.2. som jeg paa Söndag har modtagt kj. Fader. Det glæder mig hver gang at höre at I har det godt. Det er snart forgalt med Broder Matth. Som han kjörer paa Orlov. At spille Soldat paa den Maade kunde jeg nok ogsaa holde af men det er jo godt at han har det saa godt.

Jeg har det ogsaa rigtig godt. Mit Kind bliver da tyndere nu. Paa Torsdag skal jeg have én mere ud. Paa Söndag fik jeg den ikke ud. Ellers alt vel.

Her ligger der nu ½ Meter Snee men Vejret er mild. Kjærlig Hilsen Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

17. februar 1918. Regiment 86 i stilling på Vestfronten

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 havde regimentet logget i hvilestilling i Elsass/Alsace og var blevet trænet til den kommende forårsoffensiv. I februar kom regimentet til fronten.

Den gammelkendte, uskønne, fladbakkede egn, og så, som det snart viste sig, stillingskrig. Det var først og fremmest skuffende. Var det derfor, man i et kvart år havde øvet angrebskrig?

Regimentet afløste Reserve-Infanteri-Regiment 227 fra 117. division af gruppe Busigny. Den nye stilling lå foran landsbyen Villers-Guislain, ca. 4 km syd for vor gamle Vacquerie-stilling fra sidste år.

Desværre var det ikke den dejlige Siegfried-linje, men derimod en gammel engelsk stilling, som var blevet indtaget i december sidste år ved et modangreb i Cambrai-slaget. Da det her var kampområde, lå regimentet igen dybt echelonneret.

Den 16. februar besatte I bataljon fronten, II bataljon beredskabet, mens III bataljon indtog hvilekvarter i Walincourt.

Kampbataljonen sikrede sig ved en spredt skyttekæde, der støttede
sig til feltvagter, hovedmodstandslinjen lå foran Villers-Guislain.

Stillingens tilstand var ikke god. Tilmudrede grave, få og dårlige dækningsrum, næsten ingen pigtrådsspærring. Forbindelsesgrave manglede helt, så færdsel bagud om dagen var umulig. Det tidlige forår var her endnu råt og ugæstfrit, helt anderledes end i Elsass. Kolde og våde fødder var igen dagens orden.

Mere tilfredsstillende var synet af talrige fjendtlige tanks, foran og mellem stillingerne, som var blevet tilbage efter Cambrai-slaget og nu stod på åbent terræn og rustede op.

(fortsættes under billedet)

“Hvor døden rasede.” I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [–] 40. ødelagte Tanks
Artilleriilden var tålelig. Natlige flyverbomber på Villers-Guislain forstyrrede ofte den sparsomme nattero. Fjendens  patruljevirksomhed var svag. Han havde åbenbart ikke meget at byde på, som man siger i Slesvig-Holsten.

Også vi holdt os mere tilbage end ellers, fordi ingen fanger måtte falde i fjendens hænder.

Denne noget glædesløse tid med usikkerhed varede dog kun 10 dage. Så besatte Reserve-Infanteri-Regiment 227 igen sin gamle stilling. 86’erne gik i hvilekvarter ved Le Cateau, I bataljon i Troisville, Stab, II og III bataljon i Inchy-Beaumont. I denne 10 dage lange indsats havde regimentet ingen døde og kun 11 sårede.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. februar 1918. Claus Eskildsen: “1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens regiment stopper i byen Pauvres hvor den står på oplæring i en ny form for angreb på skyttegrave.

Vi standser i Byen Pauvres, lige saa fattig som dens Navn og som alle Byer her paa Egnen, dobbelt fattig nu i denne triste Tid. Gamle Folk og Børn kommer hver Dag og tigger det tørre Brød, og vi deler villigt vort sidste Stykke med dem.

Paa Fronten staar den tyske Soldat og skyder paa Franskmanden. Bag Fronten tager han hans Barn paa Skødet og mader det, med Kærlighed og øm Medlidenhed i Blikket.

Officererne bor i et Hus, vi i et andet. Hver Dag skal man mange Gange gennem Kalkvællingen hen til Officerskvarteret. Til sidst pudser vi ikke Fodtøjet mere, Sværten kan alligevel ikke faa Bugt med den hvide Kalk.

Byens eneste Seværdighed er for Tiden en Flyverlejr, hvor der hersker travlt Virke. Flyverne er den forreste Etappe, og derfor møder vi selv her, midt i Champagnes Usselhed og ikke langt bag Fronten, de kendte »Damer«, Etappens Pestdyr, som Rotterne er Frontens.

Tæt ved Pauvres har man bygget en af de mange nye Lejre, som i de sidste Uger er skudt frem af Jorden paa Vestfronten. Her ligger Regimentet. Her skal det forberedes paa den Rolle, det har faaet tildelt i det forestaaende Gennembrudsslag.

»Hæren ventede efter Brest-Litowsk det store Angreb, og Firemagterne holdtes udelukkende sammen i Haabet om en Sejr for de tyske Vaaben.« — Saaledes kendetegner Ludendorff Stillingen paa dette Tidspunkt.

Han glemmer at tilføje, at han selv troede at kunne rive den afgørende Sejr til sig.

For et Aar siden var et rødt Hæfte, »Die Abwehrschlacht«, den almindelige Lektiebog, som sad i enhver Officerslomme og citeredes hver Dag. Nu er den afløst af en lille, brun Bog, »Die Angriffsschlacht«. 1917 stod under Forsvarets Tegn, 1918 er Angrebets Aar.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 200-201

 

16. februar 1918 – Milert Schulz: “Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 16.2.18.

Min kj. Elskede Fader! Guds Fred til Hilsen!

Til din 47. Aars Födselsdag önsker jeg dig Herrens rige Velsignelse og at du maa faa Lov at fejre denne Dag endnu i mange Aar. Herren skee Lov og Tak for alt godt hvad han har velsignet Dig med indtil nu. Han vil ogsaa i Fremtiden velsigne dig og dit Foretagen. Naar der ogsaa imellem kommer Trengsler saa maa vi dog altid tænke paa Salmen at ”Alt staar i Guds Faderhaand”.

Maatte det ogsaa være den sidste Födselsdag du fejrer i Krigen. Gud giver at vi snart maatte få Fred. Den 11. Febr. Fik vi Telegramm her at Freden nu hvar sluttet med Rusland forhaabentlig böjer sig da andre Magter sig ogsaa snart. Ligeledes önsker jeg ogsaa dig min lille Bror Konrad Guds rige Velsignelse til din Födselsdag.

Undskyld at först kommer til at skrive idag. I de sidste Dage har jeg næmlig ingen Tid haft dertil. Den 13. havde vi nu stor Marsch paa 50 klm. med en stor Gefegtsövelse. Det varede fra Morgenen kl. ½ 4 til om Aftenen kl.9. Saa kan I vel nok tænke at vi har været godt trædt da vi kom hjem. Inden vi rykkede ud havde jeg spiset 2 Stykker Bröd og fik först Middag om Eftermiddagen kl.4.

Jeg var godt hungrig da vi fik vor Ærter. Den 14. Skulde jeg igjen til Tandlægen. Da fik jeg en Kindtand udtrukket smertelös. Det var ogsaa godt for Tanden sad saa fast at Lægen knækkede den 3 Gange. Men jeg har ikke merket noget til Smerte. Men derefter kom Smerterne först. Jeg gik heele Eftermiddagen med Smerte og fölgen deraf hvar at jeg fik et tyk Hoved. I morgen skal jeg atter have en Kindtand udtrukket. Nu haar jeg da min Mund 1 Orden paa en Gang. I Overmunden har jeg snart tabt alle mine kindtand men om jeg faar et Gebiss ved jeg ikke. Ifölge at mit tykke Hoved har jeg ogsaa Tjenestefri. Jeg sidder i min gode varme Stue og skriver. Undenfor har det sneet tæmmelig meget sidste Nat. Vejret har slaaet om paa en Gang.

Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke. Vor Indklædning bestod af fölgende Sager:

1 Drilligjakke

3 Sæt Vintervask

3 – Sommervask.

6 par Strömper

2 – Snörestövler

1 – Sejltöjstövler

1 Ruksak

1 Wäschesack

2 Telter

1 par Stävbriller

1 Kompass.

1 Tropenhelm.

1 Slör i form af en stor Kasten 1 m höj 1 m bred og 2 m lang altsaa saadan i form (en lille tegning). Det bliver opstillet og saa sover man derunder. Saadan har vi ogsaa faaet en heelt deel andet Skrammel med. Saavidt jeg vel haar hver 4 Mand en lille Hest til at bære disse Sager. Hver Mand koster med sin indklædning henved 1200 Mark. Nu, det var saa dette Nyt.

For et par dage siden har jeg ogsaa modtaget 3 Pakker et med Pölse og Skinke, et med Kage og et med Smör. Alt godt ankommen. Nu hvor jeg hr de nye Sager mangler jeg blodt at komme på Orlov. Men forhaabentlig kan man snart træde den store Orlov an. Gud give det.

For denne Gang vlre saa hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert

Mange tak for dit Brev kj. Söster Olga.

(Breve i privateje)

15. februar 1918. Fra Als til Rusland med post fra Feodor

En anonym sønderjyde fortæller

Hen på sommeren 1917 blev vort regiment flyttet længere sydpå og lå nu syd for chausseen Novo-Alexandrowsk-Dvinsk med byerne Plinka og Labina bag os, Kalnischki med godset Ellern på russisk side.

Herfra rejste jeg på orlov i oktober måned. Dagen før jeg skulle rejse tilbage, fik jeg besked om at afhente en pakke hos min faster og onkel, Hans Chr. Hansen, Nørrelykke. Det var jeg ikke længe om at efterkomme. Faster havde lavet en pakke med mange gode ting, men da jeg mødte onkel ude i alleen, syntes onkel alligevel, at det var for lidt til en sådan »kriger«. Jeg måtte med ned i frugthaven, hvor der i et bihus stod flæskesider på højkant, og her blev der skåret et godt stykke af.

Så fulgtes vi ad til vognporten, hvor en skjult låge gav adgang til andre gode ting. Da vi stod inde ved køkkenbordet, optaget af at pakke min proviant, sagde onkel, idet han pegede på en russisk krigsfange ude i gården: »Det burde jo være Feodor, der rejste østpå og ikke dig. Tal med ham om, hvor han er fra«.

– Det viste sig nu, at han var hjemmehørende lige ovre på den russiske side af vor stilling. Faderen havde en gård i forpagtning fra godset Ellern, og deres kirke var Kalnischki.

Jeg had nu om at få et brev med, som jeg så ville forsøge at overbringe hans pårørende, som han ikke havde haft forbindelse med siden tilfangetagelsen i 1915.

Da han ikke selv kunne skrive, blev brevet skrevet om aftenen i fangelejren i Holm kro.

Jeg spekulerede meget over, hvorledes jeg kunne få brevet afleveret. Betro det til en geværgranat eller en lille mine, turde jeg ikke, det var jo. ikke det samme som flyveblade, hvor det ikke betød så meget, om det halve gik tabt.

Først i februar lykkedes det at få brevet afleveret. Fronten var da lagt frem til Peipussøen, og da jernbanen bagud var genoprettet, anmodede jeg min kompagnifører, som jeg havde orienteret om mit ærinde, om at måtte rejse tilbage til Kalkuny, hvorfra jeg startede mod mit mål.

Fra den røde bro over Dvina fulgte jeg vejen sydpå og kom hen på eftermiddagen til godset Ellern. Godsejeren, der hed Rommel, afviste mig brysk og henviste mig til degnen, som boede i et lille hus ved kirken. Da jeg bankede på her og lukkede døren op, var degnen ikke sen til at komme ned fra ovnen.

Jeg trak mig tilbage til vindfanget foran huset, og da han kom frem, viste jeg ham brevet. Han bad mig vente lidt og fulgte så med mig over en mark i retning af floden. Jeg var lidt betænkelig, men da vi kom hen til skrænten, så jeg en ældre mand sidde på en sten ved bredden, og jeg forstod nu, at det var præsten.

Han læste nu brevet, men af hans gebærder kunne jeg forstå, at han var i vildrede. – Navnet Junevorich var tilsyneladende lige så almindeligt, som Hansen og Petersen hos os. Men efter at have oplyst ham om Feodors Søskende og om, hvilket regiment Feodor tilhørte, viste han mig den rette vej.

Da jeg kom til ejendommen, stod en ung, kraftig mand, iklædt militær drejlstøj i døren.

Jeg spurgte: »Er det Junevorich?«

Han pegede mod sit bryst: »Stanislaus Junevorich«.

Det var broderen, som på dette tidspunkt var gået fra sit regiment, artilleriet. Han kunne læse, og jeg blev modtaget på det bedste.

Om eftermiddagen besøgte vi en tolk, hvor vi havde lejlighed til at tale sammen. Det var det første livstegn fra Feodor siden 1915.

I en båd, som var gemt under høet, blev jeg roet over på den østlige bred, hvorfra jeg kun havde en milsvej til Dvinsk. Desværre var Feodor rejst til Fyn, da jeg igen kom hjem.

DSK-årbøger 1963

15. februar 1918: Nye kanoner afprøves af Frederik Tychsen ved byen Montier.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Her i Lüttich fik vi helt nye kanoner. Det var af samme typer som de gamle, men med den afvigelse, at røret var 30 cm længere (Schwere Leldhaubitze 13 mit verlængertem Rohr), og de kunne skyde 1 km længere, og de kunne tåle en ladning mere.

Den 13. februar var vi henne i en by de hed Montier (i nærheden af Herve). Vi kørte fra Beyne Hensay ved middagstid, og vi kom igennem mange byer og mange minedistrikter; det var en ret lang marchtur ca. 30 km. og det regnede stærkt hele tiden.

Vi var ganske gennemblødte, da vi kom til Montier. Kanonerne blev kørt ind på skolepladsen, hestene kom rundt til bønderne, og kanonererne kom i skolen. Bænkene var sat ud, og vi skulle lægge os på gulvet, der var flisegulv. Der blev lavet mad et sted henne i byen, og da vi havde hentet mad – der var ret god og rigelig, tændte vi ild i kakkelovnen, det blev lunt og dejligt.

Sergent Felix Plozaichik spillede mundharmonika og vi dansede, og efterhånden blev vi varme og klæderne tørre. Jeg havde aldrig lært at danse, men jeg kunne godt træde med i en vals og en polka, og andet dansedes ikke. Der var ingen damer, men vi dansede med hverandre indbyrdes; der blev stampet i gulvet med de svære kommisstøvler, råbt ju-hu-u-u-, sunget osv. så der var mægtigt humør.

Hen på aftenen kom der et par mand slæbende med nogle knipper halm, og udsigten til et blødt og varmt natteleje forhøjede feststemningen.

Næste dags formiddag blev kanonerne kørt hen på en bestemt plads i udkanten af byen; de blev meget nøjagtigt stillet ind, og det første skud lød. – Vinduerne gik i stykker i de ejendomme, der lå i nærheden. Skydningen varede hele dagen, granaterne slog ned i en mose.

Efter skydningen gik vi i kvarter i skolen; det var fint vejr denne dag, og der kom mange mennesker for at se på os under skydningen, dog holdt de sig i en passende afstand. Vi tilbragte endnu en nat i skolen (lærerpersonalet så vi ikke noget til) og hen på formiddagen den 15. februar brød vi op og kom tilbage til Beyne Hensay hen imod aften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

14. februar 1918. H.C. Brodersen bliver erklæret for duelig til fronten.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  flere  Gange  været  paa  Vagt  paa  Banegaarden,  og der  er  der  særlig  om  Natten  meget  livligt.  Lange  Transporttog  kommer  fra  Øst  og  gaar  i  Retning  af  Vestfronten.  De store  østrigske  Motormørsere  gik igennem  sidste  Nat,  og  forøvrigt  meget  andet  svært  Artilleri.  I  Østen  er  Freden  jo  sluttet,  og  der  siges,  at  der  paa  Vestfronten  nu  vil blive  sat  alt ind  for  at  fremtvinge  en  Afgørelse  der.

I  Kasernen  bliver der  jævnlig  foretaget  Lægeundersøgelser,  og  Mandskabet  bliver  taget  meget  nær med.  Knapt  er  Folk  kommet  fra  Lazaretterne,  før  de  atter  staar  klædt,  parat  til at  tage  af  Sted.  Ogsaa  jeg  har  i  Dag  været  hos  Lægen  og  er  blevet  erklæret  for duelig  til at  komme  med  ud.  Jeg  fik  straks  indpodet  en  større  Ladning  Modgift  for  Kolera  og  er  i  Eftermiddag  blevet tildelt  en  Transport,  der  snart  skal  afgaa.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

12. februar 1918 – Flensborg Avis: “… de bestemteste revolutionære Forholdsregler”

Krigsfangerne i Rusland.
Wolffs Bureau melder fra Berlin: Efter hvad vi hører, har de i St. Petersborg førte Drøftelser vedrørende Fangerne efter længere Forhandlinger foreløbig ført til Undertegnelsen af en Overenskomst, hvorefter de gensidige tjenesteuduelige Krigsfanger saa snart som muligt skal sendes hjem. Tilsvarende Aftaler med Rusland er ogsaa blevne undertegnede af de østerrig-ungarske, bulgarske og tyrkiske Repræsentanter, der er i St. Petersborg.

Med de for Tiden i Rusland herskende Trafikforhold vil man rigtignok være nødt til at regne med ikke ubetydelige Forsinkelser i Udførelsen af Transporten. Dog maa det haabes, at det vil lykkes at fjerne de i denne Henseende bestaaende Vanskeligheder i forholdsvis kort Tid.

Folkekommissærernes Raad i St. Petrsborg har gennem sin Formand, Lenin, ladet udstede følgende Ordre til Kredsstabe og Jernbaneudvalg: Der skal tages de bestemteste revolutionære Forholdsregler, for at ikke en eneste Fange eller Flygtnng vender sig til St. Petersborg eller til det sultende nordlige Omraade. Vi gør i Forvejen opmærksom paa, at Krigsfanger eller Flygtninge intet Brød faar der og er dømte til at dø af Sult. De skal kun henvises til de med Korn forsynede Guvernementer.

Rejsetilladelsen til Grænseomraadet.
Som meddelt, er der officielt udsendt Forklaringer til Bestemmelsen om Tilrejsetilladelsen til Byer nær ved den danske Grænse, og i disse hedder det, at Rejsetilladelsen ikke behøves for Personer, der bor i det afspærrede Grænseomraade, naar de vender tilbage til Distriktet, eller rejser fra det ene Sted i dette til det andet, eller for rejsende, som skal igennem dette (for Eksempel fra Haderslev til Skærbæk) eller til og fra Udlandet.

Reisende fra disse Grænsedistrikter, som kommer til Haderslev, fortæller imidlertid, at det tilsynsførende Mandskab forlanger, at Folk fra Grænsedistriktet skal have deres Pas paategnet af Amts- eller Kommuneforstanderen, for at det kan ses, at de bor i det Distrikt eller den By, som allerede staar paa deres Pas („Ausweis”). Hvem der rejser, bør altsaa sørge for at faa denne Paategning.

3 flygtede russiske Krigsfanger
blev forleden Morgen anholdte; de vilde aflægge et Besøg i Landmand Johansens Skur paa Bomgaarden ved Tønder; de overraskedes, flygtede og løb lige i Armene paa en Vagtmand, der anholdt dem.

Vejene er i denne Tid i en helt utrøstelig Forfatning,
især paa Grund af de store Roeleveringer, skrives der fra Sundved. Paa Grund af Snedriverne er de tilmed mange Steder idelig satte under Vand, som kun synker langsomt paa vor lerede Jordbund. En grundig Opgrøftning ved Siderne, saa Vejene [f]aar en lille Runding i Steden for som nu at være hul, vilde vistnok være den mest praktiske og billigste Fremgangsmade.

Tyveri i Hjemstedsmuseet. (S. Z.)
Fra Dybbølværelset i Hjemstedsmuseet i Sønderborg er der blevet stjaalet en Kikkert, som har tilhørt en tysk Løjtnant, Troschel, der i 1864 faldt ved Ragebøl. Man mener, at den skyldige bør søges blandt nogle Skoledrenge, der var til Stede om Eftermiddagen paa den Dag, da Museet blev aabnet.

Købstadsbørn Paa Landet.
Landraad Schønberg i Sønderborg opfordrer Landmændene i Sønderborg Kreds til igen i Aar at optage Børn fra Storbyerne i Sommermaanederne. Anmeldelser bedes sendte til Pastor Matthiesen i Guderup eller til de af ham udpegede Tillidsmænd (Præst, Lærere og Lærerinder) in[d]til 20. Februar.

Indbrudsttyvene
har igen været paa Spil i Varnæs. Hos Forpagter P. Mathiesen paa Kærgaard er Vognlæderet paa hans Vogn blevet stjaalet, og hos Hans Vollesen i Vrangkær er der Natten til Onsdag blevet stjaalet 16 Brød, en Del Æg og nogle Høns; paa sidstnævte Sted har Tyvene glemt en Mejsel.

 

11. februar 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 afgår til fronten

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Foråret kom her meget tidligt og gjorde en ende på den dejlige hviletid, den 9. februar indtraf ordren om afgang. Hvad der nu skulle være divisionens opgave, var temmelig klart: En styrke, som havde et kvartals hvile og uddannelse bag sig, kunne regne med den vanskeligste opgave, nemlig at føre det modangreb, som den øverste hærledelse havde planlagt for foråret.

Den 11. februar befandt bataljonerne sig på toget og kørte mod nord gennem det velsignede Elsass, der jo forekom dem helt og holdent tysk. Ved Schlettstadt hilste Hohkönigsburg herover, og ved Strassburg vidnede domkirken om tysk bygningskunst. Toget rullede videre gennem Lothringen. Mægtige højovnsanlæg forkyndte tysk flid og handlekraft. Fra Diedenhofen (Thionville) gik det over Sedan, Charleville til Caudry (mellem Cambrai og Le Cateau) og Betry, ikke langt derfra.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. februar 1918. Tysk soldat i Belgien: “De gamle kvinder truede ad os.”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Den 11. februar måtte vi tage afsked med Slesvig og kom derfra til Beeverloo i Belgien. Her blev vi så videreuddannet.

Da vi kørte med toget gennem Belgien, var der et par steder nogle gamle kvinder, der stod og truede ad os, så vi kunne nok se, at vi ikke var særlig velkommen, hvad også var forståeligt nok efter tyskernes behandling af Belgien. Jeg befandt mig trods alt bedre i Belgien end i  Slesvig.

Vi havde nogle behagelige underofficerer, så blot vi passede lidt på ved tjenesten, havde vi det helt godt. Det er dog sket, at vi har fået ekstraeksercits, når vi havde forset os lidt.

En dag skulle vor sergent give os en ordentlig stroppetur. Han gik med os en tur uden for byen, og bag en skov lå vi så et par timer og slikkede solskin. Vi havde selvfølgelig stillet poster ud, så der ikke skulle komme en officer og overraske os. Vi skulle holde mund med dette, og idet behøvede sergenten heller ikke at være bange for. Sergenten var for resten sachser og et ovenud godt menneske.

En dag, da vi var opstillet i kasernegården, spurgte kompagniføreren, om der var nogen, der havde lyst til at lade sig uddanne som »minekaster«. De interesserede skulle helst være smede eller mekanikere, men da der ikke var nok af dem, meldte jeg mig også, og det har jeg heller aldrig siden fortrudt.

Vi blev så uddannet ved minekasterne og havde hver dag nogle timers undervisning i brugen af disse våben.

Vi øvede i begyndelsen med miner, som ikke kunne eksplodere, og senere gik vi over til også at øve med skarpe miner.

Herefter behøvede vi ikke mere at være med til den øvrige tjeneste ved kompagniet, undtagen ved skarpskydningen.

DSK-årbøger 1961

5. februar 1918. “… de var uhyre elskværdige”. Frederik Tychsen besøger Barbara og hendes far

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Barbara kom hver formiddag, og hun havde altid et eller andet med til mig, og i løbet af en otte dage, begyndte jeg at komme op. Jeg gik lidt rundt i parken, solen skinnede så dejligt; men det kneb uhyre med at komme op og ned ad trapperne. Da der var gået nogle dage, gik jeg en tur om i byen, jeg skulle se, hvor Barbara boede. Hun vidste, at jeg kom. Hendes far havde et lille hus lige over for kirken. Jeg hilste på dem, og de var uhyre elskværdige. Jeg fik en kop kaffe og et par småkager.

I nærheden boede hendes onkel, de havde en lille beværtning, dvs. med øl og malurt. Hos denne onkel samledes første batteri hver aften. Der var gulv af fliser i restaurationen, og her blev der danset; der var en harmonikaspiller iblandt, og så havde de en grammofon. Der var mange af de ældre koner, der kom hen hver aften for at danse.

De havde klodser (trætøfler) på benene, og det klaprede helt gevaldigt, når de trippede omkring på gulvet. Der blev ikke fortæret ret meget, da tyskerne ikke kunne lide det belgiske øl, og malurten var temmelig dyr. Men vi tilbragte mange hyggelige timer i Estaminet (beværtning). Her samledes kun de nogenlunde hæderlige soldater, det var vistnok kun ganske sjældent, at der var mere end 20 – 25 mand til stede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller ikke den omtalte Barbara.

4. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om strejker på hjemmefronten og mytterier blandt soldaterne på begge sider. Llloyd George forsøger at omgå Douglas Haig. I Rusland går revolutionen sin gang og bolsjevikkerne øger deres magtområde. Østrigske marinere gør oprør. Også græske soldater gør mytteri. I luften gennemfører begge sider bombeangreb langt bag fjendens linjer med bombefly. Også London og Paris angribes fra luften.

4. februar 1918 – Milert Schulz: “Ja naar vi nu kommer derhen faar man virkelig noget at see af Verden for billige Penge…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 4.2.18.

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 28.1. igaar med Tak og Glæde modtaget kj. Fader. Efter dit Brev har I det jo endnu alle rigtig godt i Hjemmet. Ogsaa dit Kort har jeg modtaget med Tak kj. Thilde. Seer at du er snart rask igen. Broder Matthias´s Brev modtog jeg ogsaa for et par Dage siden. Ja den Knægt han kan sagtens naar han saadan kan faa Orlov. Han har ogsaa haft Lyk med sig at han fik 14 Dage længere. Men jeg under ham alt godt vad han kan erobre sig i Garnisonen tie som Soldat faar man dog ikke formeget af det Gode. Jeg havde jo ikke saadan en Held med mig dengang. Men nu den Tid er jo nu forbi.   Her har jeg det ogsaa rigtig godt, og er ogsaa sund og rask. Gud ske Tak for saavidt. Som jeg har hört bliver vi vel her til den 23.2.

Jeg hörte næmlig iaften at vi skal forlades den 23. Feb. Saa gaar det til Konstantinopel. Der vil vi naturlig saa ogsaa blive en Tidlang. Ja man kommer videre og videre fra Hjemmet, og hvornaar gaar det vel Hjemad? Gud alene ved det paa ham forlader jeg mig ogsaa fuld og fast. Gid han snart maatte skænke os den kjære Fred som alle længe efter.

Ja naar vi nu kommer derhen faar man virkelig noget at see af Verden for billige Penge, men jeg vilde hellere havde bleven her. Hvem ved vad Fremtiden vil bringe os dernede i Palästina? Der er det lidt farligere end her. Der er der næmlig ”Bewgungskrieg” som man kalder det og her var der ”Stellungskrieg”. Der er der ingen Skyttegrave som her men der gives der offentlige Slag. Vi skal næmlig derned for hjelpe Tyrkerne ved at trænge Fjenden tilbage igjen. Men jeg ser det heele imöde med en rolig Samvittighed. Men inden vi kommer derhen forgaar der vel endnu ¼ Aar og haaber jeg dog ogsaa at komme hjem paa en lille Orlov inden vi kommer bort. Ellers alt vel.

Mange kj. Hilsener og Kys

Fra mig Eders Sön og Br.

Milert.   

(Breve i privateje)

3. februar 1918. Svingende forplejning: Frasortere ærter og fasaner

Artilleristen Jens Rudebeck fra Ravsted kom efter et lazaretophold til en rekreationsdeling, hvor han kom på en skriverstue.

Jeg kom på lazaret nær Maubeuge i en mindre by, hvor vi lå med 40 mand i en kirke.

Der lå jeg til den 27. januar, blev så udskrevet og kom sammen med 15 mand ud til en nyopstillet Genesungsafdeling i Cosolze.

Der var i forvejen en underofficer, for resten havde han E. K. I [jernkorset af 1. klasse], jeg ved såmænd ikke hvorfor, og så 10 mand. Underofficeren var polak, men kunne ikke skrive sit navn og heller ikke holde samling på sine folk. Adjudanten, en  løjtnant, spurgte mig, om jeg kunne skrive, hvad jeg nok mente, jeg kunne. Så blev jeg sat til at lave en optagelsesliste, en fortegnelse, der efterhånden blev til en bog, så mange blev vi; der var tilgang og afgang.

Der var en overgang 350 mand, og det måtte vi – to mand på skrivestuen – klare helt alene. Til at begynde med fik vi forplejning ved nogle bagere, men da vi blev så mange, måtte vi selv indrette vort køkken og klare det selv.

Men vi fik for lille tildeling og havde ingen reserve, kun den daglige ration, og det battede ikke noget, når der kom den store tilgang. Ved den allerførste lønningsappel, hvor det altid hedder: »Wer Ansprüche an Brot, Geld oder sonstige Forderungen an die Abteilung hat, der trete vor«, da var de der alle og klagede over, at det ikke gav nok at æde, og det var også – som allerede antydet -for lidt, så vi vidste det godt.

Jeg havde en god kammerat, en vagtmester Harder, ved landbruget, og ham kom jeg  meget sammen med. Han havde et par sække, ialt 400 pund, med grå ærter, men de var blandet med havre og var beregnet til at males til svinefoder. Dem fik jeg næste dag, og havren blev sigtet og pillet fra. Sådan fik vi lidt ekstra.

Havren byttede jeg ved bayerne med rå sukker, så vi kunne få te med sukker i, for de ville ikke drikke teen uden sukker, og te havde jeg nok af. Sådan hjalp vi os frem et godt stykke tid.

Jeg var, skønt underofficer, feldwebeldiensttuend og fik nu endelig en feltvebelløjtnant som foresatte, men tre uger efter kom der besked på, at Genesungsafdelingen skulle  opløses og mandskabet fordeles på rekrutdepoterne.

»Hvad gør vi nu ved Dem?« spurgte  adjudanten henvendt til mig. Jeg skulle jo som Fahnenschmied for længst have været tilbage til min Ersaz Bataljon.

Så spurgte han, om jeg kunne tænke mig at overtage »Jagdschütz«: så fik jeg en jagtbøsse, og vi skulle på fasanjagt.

Han havde i sin tid spurgt mig, hvad jeg bedrev i min fritid, så han vidste, at jeg gik på jagt. Men altså, vi tog af sted.

Han havde en spaniolerjagthund, og den for omgående ind i krattet. Fasanerne var parret, og straks kom en hane og en høne.

Herren skød, men ramte ikke, jeg fik hanen. Men næppe  havde jeg fået bøssen ladt på ny, før endnu en hane og en høne viste sig. Han var ikke færdig med at lade, vist også begejstret for den ene, den jeg havde nedlagt, hvorfor jeg havde chancen og tog dem begge. Af et tredje par skød han den ene, hanen, og jeg tog hønen, – altså han en og jeg fire fasaner!

Så var jeg antaget og levede herefter som en herremand.

DSK-årbøger 1969

1. februar 1918: “Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig …” – Frederik Tychsen møder en sød belgisk pige.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, og her blev Tychsen ramt af en voldsom influenza.

Det var en formiddag, jeg lå alene på stuen. Feberen var ikke taget af, og jeg var ved at blive ked af det. Så kom der en lille pige ind på stuen, hun hentede vasketøj, som de så vaskede hjemme, for at tjene lidt. Hun kom hen til min briks, hældte sig ind over sengen og s. mig ind i det hede ansigt. Hun talte vallonsk (en fransk dialekt, som jeg forstod ret godt), så spurgte hun mig, om jeg var ”malad” (syg). Ja, sagde jeg. Hun spurgte mig om mit navn? Frederik, Monseur Frederik med tryk på rik.

Jeg spurgte om hendes navn. Hun hed Barbara. Hvor gammel er du, Monseur Frederik? 20 år! og du, Barbara: 16 år var svaret. Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig, og så løb hun sin vej, ud af værelset og ned af trapperne, alt hvad hun kunne. Jeg var som bedøvet. Jeg havde i mange måneder hverken talt med eller rørt ved en pige, så det var en mærkelig fornemmelse at blive kysset af en smuk lille pige.

Jeg lå lidt og tænkte over på det hele, og syntes, at jeg blev bedre, så hørte jeg, at hun kom igen. Hun åbnede døren og kom ind. Hun havde hentet nogle småkager og nogle kiks og en sodavand. Jeg satte mig op i sengen og spiste af sagerne og drak af sodavandet. Det smagte mig helt udmærket. Hun tog mig om halsen, så der var storhed. Hun spurgte mig, når jeg var alene igen. Jeg svarede i morgen formiddag, Jeg gav hende så nogle penge, som hun kunne købe lidt franskbrød for hos en eller anden familie, som hun kendte.

Barbara kom igen dagen efter igen. Hun havde en pakke med, med gode levnedsmidler, og nu blev jeg lidt bedre. Hun fortalte mig, hvor hun boede, og jeg skulle komme med hjem, når jeg blev rask, hun havde fortalt sin mor om den syge soldat, der lå ganske alene i det gamle slot.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller IKKE den omtalte Barbera /RR

29. januar 1918. Asmus Andresen: “Det var sidste Gang, jeg meldte mig frivillig til at jævne Granathuller”.

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Dagen efter, Kl. 5 om Morgenen, skulde vi af Sted med Spader og Skovle paa Nakken til Skydningspladsen, som vi først naaede Kl. 9. Her saa vi Virkningerne af Granaterne i Jordsmonnet, som var oversaaet med Granatstumper. Vi fik Ordre til at jævne alle Hullerne, og vi maatte ikke forlade Pladsen, før alt var jævnet.

Der gik vi saa til Kl. 5 om Eftermiddagen uden at faa Mad. Vi fandt nogle Runkelroer som var frosne, men som vi nød med god Appetit. Da vi stod samlet for at gaa hjem, kom der en Kaptajn ridende over Marken. Han gav vor Anfører en ordentlig Overhaling, fordi vi ikke havde jævnet alle Hullerne, og Enden blev, at vi maatte gøre det hele om igen.

Kl. 6½ var vi færdige, og gik tilbage til Kasernen, som vi først naaede Kl. 11. Vi løb straks til Køkkenet for at faa noget at spise, men der var lukket; det hjalp ikke, vi gjorde Allarm, der var og blev lukket. Næste Dag Kl. 12 blev vi forsynede med Mad.

Det var sidste Gang, jeg meldte mig frivillig til at jævne Granathuller.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. januar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om borgerkrigen i Finland og den tilsvarende borgerkrig i Ukraine. Det kom til et søslag ved Dardanellerne, hvor bl.a. SMS Breslau sank (med flere sønderjyder om bord). Også i Nordsøen kom det til sammenstød mellem britiske og tyske orlogsstyrker.

På Vestfronten har tyskerne travlt med at forberede en offensiv, mens de stadig har en fordel  i overtal i kraft af de tropper, de kan overføre fra Østfronten. Men det haster, for snart vil amerikanske tropper strømme til Europa. Den britiske premierminister Lloyd George tror dog stadig, at krigen kan vindes på den italienske front. Lloyd George holder desuden tropper tilbage på de britiske øer for at forhindre sin egen øverstkommanderende, Douglas Haig,  i at påbegynde flere store offensiver.

Tyskernes generalstabschef Ludendorff træffer sin beslutning om, hvor den kommende tyske offensiv skal ramme: Området ved St. Quentin.

28. januar 1918. Asmus Andresen: Sult og bestikkelse

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 28. Januar 1918 blev jeg forsat til 8. Batteri; der fik jeg det straks bedre, kom tidt til at staa Vagt og blev ofte udkommanderet saa til et og saa til et andet. Jeg var i Førstningen ret hurtig til at melde mig frivillig, naar et og andet skulde udføres — og Tiden gik ret hurtig for mig.

En Dag blev jeg sammen med flere stillet paa Vagt omkring en Skarpskydningsplads. Pladsen var ca. 15 Km. lang og 2 Km. bred. Med 100 m. Afstand stod vi saa fra Kl. 8 om Formiddagen og maatte ingen lade gaa ind paa Pladsen. Hvem der nu, som jeg, havde spist alt sit Brød om Natten, kunde saa nøjes med at kigge i Madposen om Morgenen.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød daglig. Det var for lidt, og jeg kunde ikke holde op, før det hele var fortæret. Den Dag, jeg stod paa Vagt, havde jeg intet spist om Morgenen, hvorfor jeg henved Kl. 2 var skrupsulten. Ved den Tid kom en Bonde kørende hen til mig og spurgte, om han kunde faa Lov at pløje lige indenfor den afspærrede Omkreds. Det kunde jeg selvfølgelig ikke tillade ham; han gik saa hen til sin Vogn og trak en Kurv frem, hvoraf han udtog 8 Stk. velbelagt Smørrebrød, som han tilbød mig, hvis jeg vilde tillade ham at komme ind paa hans Mark.

Sulten som jeg var, betænkte jeg mig ikke ret længe; jeg tog imod Smørrebrødet, og Manden kom ind paa sin Mark. Jeg gav mig straks i Lag med Maden, men da jeg havde spist 5 Stykker, kom der en Underofficer ridende i fuld Galop hen imod mig, og saa snart han kunde raabe til mig, brølede han som et vildt Menneske.

Jeg havde sat mig ned, men fik travlt med at komme paa Benene og faa fat paa Karabineren. Jeg meddelte ham, at jeg havde ladet Bonden komme ind for 8 Stk. Brød, fordi jeg ikke havde faaet Mad hele Dagen. Saa red han hen til Bonden og forlangte, at denne straks skulde forlade Marken. Bonden vidste nok, hvordan den Slags Folk skulde behandles. Saa vidt jeg kunde se, fik Underofficeren nogle Æg, hvorefter han red videre.

Kl. 6 kom vi tilbage til Kasernen, hvor vi fik Mad. To Dage efter skulde 30 Mand fra vort Batteri ud at jævne Granathuller paa Skarpskydningspladsen. Jeg meldte mig straks frivillig i den Tanke, at jeg maaske atter kunde være saa heldig at træffe den gode Bonde og maaske atter hente mig et Par Stykker Mad. Denne Gang blev jeg skuffet.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

28. januar 1918. Füsilier-Regiment “Königin” og damerne i Elsass

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

I januar dækkede et tykt lag sne haver og vinbjerge omkring Mülhausen. Strålende solskin lå henover. Det var et vintertrylleri, som slesvig-holstenerne kun sjældent nød i deres hjemstavn.

Alligevel led füsiliererne ofte under kulden, når de var på øvelse. I denne måned gik der rygter om en fransk-amerikansk offensiv i retning fra Belfort og på hele den elsassiske front.

Den 7. januar blev dele af regimentet alarmeret på grund af stærk artilleribeskydning ved fronten. Der skete imidlertid ikke videre. Regimentets hviletid blev ikke yderligere forstyrret. På kejserens fødselsdag, den 27. januar, var der parade for general Schmidt von Knobelsdorff.

På denne eller de følgende aftener holdt kompagnierne deres fester, ofte med damer. Mange ømme forhold var nemlig allerede etableret eller blev det denne aften. Adskillige endte ganske vist alvorligt og ulykkeligt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”