Kategoriarkiv: Krigens forløb

Sønderjydernes Kaar under Krigen.

Sorø Amts Dagblad, 3. oktober 1921.
Udgiver og ansvarshavende Redaktør: J. P. Jørgensen. (var krigsdeltager)

Et Foredrag at fhv. Minister H. P. Hanssen.
Ved Efteraarsmødet i Egehjerg holdt fhv. Minister H. P. Hanssen et Foredrag om Sønderjydernes Kaar under Krigen og udtalte iflg. „Holbæk Avis” bl. a. følgende:

Efter den tyske Forfatning gaar hele Forvaltningen over til Militæret, naar Landet er i truende Krigsfare. Magten tilfalder de kommanderende Generaler. I Virkeligheden er det Militærdiktatur. Der raader den største Vilkårlighed fra Militærets Side. Det første, der skete, var at sikre sig de Personer, man kunde tænke sig vilde skade Statens Interesser Listerne var færdige lang Tid i Forvejen.

Henved 150 Mænd indespærredes paa Sønderborg Slot, andre kom til Flensborg, Aabenraa eller Øen Dahnholm ved Rügen. Behandlingen var meget daarlig, issær i Begyndelsen. Ialt indespærredes 300 Sønderjyder; det var Foregangsmændene i den nationale Kamp og det var Fiskere, som boede langs Kysten, fordi de var i Besiddelse af Baade, hvormed de kunde færge værnepligtigt Mandskab bort fra Landet! Baadene blev beslaglagt. Det kostede store Anstrengelser, inden disse Folk kom paa fri Fod.

Disse Arrestationer kendte man intet til i Berlin. Taleren, der ogsaa havde været fængslet, fik en Undskyldning! Den prøjsiske Indenrigsminister erklærede, at Anholdelsen ikke kunde opretholdes, hvis ikke der forelaa faktiske Overtrædelser. Men Generalerne vilde ikke frigive den. Der maatte en kejserlig Ordre til. Det varede 4 Maaneder, inden de sidste slap ud. Indenrigsministeren sagde de betegnende Ord: Naar det prøjsiske Politi har slaaet Klo i en Mand, kan selv Fanden ikke befri ham.

Forholdene var dog værre i Elsass-Lothringen.

Indkaldelserne.
De Scener, der udspilledes foran de prøjsiske Indkaldelsesplakater, vil man aldrig glemme. Men der var et „skal” Sønderjyderne maatte gaa ud at Kæmpe for en Sag. der ikke var deres. 20,000 Sønderjyder sendtes straks til Fronten. Og der afholdtes hurtigt Ekstrasessioner, saaledes at hver 6. Person stod ved Fronten. Selv Krøblinge blev indkaldt.

Og denne Krigstjeneste var ogsaa, bortset fra Kampene, meget haard.

Den tyske Felttogsplan, hvori var indbefattet Overfaldet paa Belgien, udarbejdedes allerede i 1906. Og samtidig afgav Tyskland paa de internationale Kongresser dyre Forsikringer om sin Neutralitet. Hovedangrebet skulde rettes mod Frankrig i Belgien. Og det sønderjyske Mandskab fik Plads yderst paa højre Fløj, hvor Masrcherne var længst og Kampene haardest. Deres Oppakning vejede 90 Pund. Af et Regiment, der talte 3060 Mand den 6. August, var der den 20. September kun 310 Mand tilbage.

Kongeparrets Billeder.
Mange Sønderjyder tjente paa Flaaden og mange i Undervandsbaadene. Mange led Døden i de lukkede Jernkasser, naar U-Baaden sænkedes. Fire Skibe udrustedes som danske Skibe og besattes med dansktalende Mandskab. De skulde fore Krigsmateriel til Østafrika. At tale Tysk var strengt forbudt. Dannebrog hejstes, og det danske Kongepars Billeder blev hængt op paa Væggene! Et Skib blev opdaget ved Afrikas Kyst. Besætningen slap i Land. I to Aar kæmpede de blandt tyske Kolonialtropper. De blev saa taget til Fange i portugisisk Østafrika og førtes saa til en Fangelejr i Alexandria i Egypten.

Spionagen.
Sønderjyderne kunde kommanderes til Spionagetjeneste. Soldaten stilledes overfor Valget at tage ud til Fronten i Ildlinien eller f. Eks. tage til Aarhus for at drive Handelsspionage. Spionerne sad tæt i de danske Byer under Krigen En Ledvogter i Sønderjylland havde en Søn, der var Maskinsmed og blev indkaldt. Da de hørte, han talte Dansk, blev han sendt til Spionskolen i Berlin. Efter 4 Maaneders Uddannelse sendte Admiralitetet ham til Trondhjem, hvor der stod ham Plads aaben som Maskinsmed, og med fornøden Instruktion om at meddele alt, hvad der foregik. Han blev efter nogen Tid opdaget, sad tre Aar i Fængsel og henvendte sig i November 1918 til Taleren om Hjalp til at søge Erstatning for alt, had han havde gennemgaaet som værnepligtig Saaledes drives Spionagen til det yderste og i alle Lande.

Hele Pressen under Censur.
De sønderjyske Blade blev forbudte. Befolkningen var ganske uvidende om, hvorvidt Kampene allerede var begyndt, om deres Kære var i Ilden. Det var Det Soldaterne forbudt at skrive hjem.

Pressen fik bestemte Ordrer om, hvad der maatte skrives. Kritiserede et Blad et eller andet, kunde det paagildende Blad blive forbudt. „Heimdal” blev forbudt i 8 Dage, fordi det ikke havde omtalt Kejserindens Fødselsdag.

Tabene.
Og ind i alt dette kom Efterretningerne om de Faldne. Der findes ikke et Hjem, der ikke har nære Slægtninge blandt dem, der blev derude. En Arbejdsmand i Broager mistede 6 Sønner. En anden Familie mistede 5 Sønner: af disse faldt den ene som Frivillig i den amerikanske Armé. Der er 1500 Enker og 5000 Faderløse. Under Krigen døde 2000 gamle Folk ud over det normale. Der er født 10,000 Børn færre i de fire sønderjyske Amter, end der normalt skulde fødes. De Fanger, der kom til England og Frankrig fik det bedst. Men alligevel levede de under triste og trange Forhold og led under den franske Befolknings glødende Had. For Menigmand var en tysk Soldat naturligvis en tysk Soldat.

Langt værre var det længere ude. Der var Sønderjyder i Fangenskab næsten over hele Verden, i Java, Kina, Ægypten, Australien og Amerika. Mange Fanger transporteredes til Sibirien, adskillige arbejdede under forfærdelige Forhold ved Murman-Banen. Ø. K. har ofret over en Million Kroner paa at hjælpe sønderjyske Krigslanger hjem og fortjener derfor den varmeste Tak.

I det bolschevikiske Rusland sidder der endnu Sønderjyder i Fangenskab. For 10 Dage siden kom en ung Sønderjyde fra Løjt Kirkeby hjem. I tre Aar havde han vogtet Faar blandt Kalmukkerne ved Foden af Uralbjergene. Først nu naaede han hjem.

Paa Baggrund af disse Lidelser forstaar man den Lykkefølelse der greb de danske Sønderjyder, da der aabnede sig Muligheder for at komme hjem.

Taleren omtalte til sidst, hvor hurtigt en saa forfærdelig Ulykke som en Krig glemmes. Tanken skyer det stygge og fæstner sig ved de lysere Minder. Der glider Romantik over Krigen.

Det er Danmarks Pligt, selv om det er et lille Land, at gøre sit til at forebygge saadanne Ulykker. Et lille Folk kan ikke bygge sin Fremtid paa Magt, men kun paa Retten.

22. december 2021: Julekalender: Skolekrønike fra Holbøl skole

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I begyndelsen af december 2021 blev et arkivalie, der kan være med til at belyse den sønderjyske skolehistorie, overdraget til arkivet på Sønderborg Slot.
Det drejer sig om et håndskrevet bind af “Schul-Chronik für Holebüll“, der blev påbegyndt i maj 1881. På dette tidspunkt var Christian N. Flindt, der blev ansat i 1875, førstelærer ved Holbøl skole. I denne del af bogen er der optegnelser ang. skolens undervisning, elevtal, lokaler og drift med mere.
I 1905 blev Leopold Conrad Nørskov (1877-1918) førstelærer på skolen. Han fortsatte skolekrøniken i resten af sin embedstid, men i midten af bindet er han i august 1914 begyndt på et afsnit kaldet “Aus der Kriegszeit“, hvori han måned for måned beretter om begivenheder i sognet, om rationering og om hvem af sognets mænd, der er blevet indkaldt, er på orlov eller blevet såret.
Dette fortsatte indtil slutningen af 1916. Leopold Conrad Nørskov blev indkaldt i februar 1917. Herefter skrives i bogen med andre håndskrifter og langt fra så udførligt.
I januar 1919 bliver Klaus Jakob Köster (født 1897) førstelærer i Holbøl. Han fortsætter delsvis krøniken og skriver bl.a. om afstemningsdagene i 1920.

Efter 1920 videreføres krøniken ikke, men førstelærer L. Vest Hansen (født ca. 1870 på Fyn) beretter, hvilke udfordringer han stod overfor, da han overtog embedet i 1920. Dette afsnit skriver han i 1926, da han forlader embedet.

Herunder ses et uddrag og transskription af samme fra skolekrøniken. Resten af bindet er ikke transskriberet endnu.

Juni 1915
Am 18. war Peter Jessens Urlaub abgelaufen.
Der Ersatzreservist Richard Richelsen stellte sich am 24. Juni ersten Mal in Flensburg, wurde aber wieder nach Hause geschicht. Am 21. wurde die Brotmenge herabgesetzt. Es werden 1750 g Brot usw. und 175 g Mehl verabfolgt, doch können statt der Mehlmenge 250 g Brot entnommen werden.

Juli 1915
Asmus Saager wird seit dem 9. vermisst. Er stand beim 1. Garde-Res. Corps, Res. Inf. Reg. 64, 5 Komp.
Am 20. traf hier die Trauerurkunde ein, dass Pastor Vogel am 16. an den Folgen einer schweren Verwundung, die er am 13. erhalten, den Heltentod gestorben ist. Er war vor einem Monat freiwillig eingetreten und kämpfte zuletzt als Vize-Feldwebel in den Argonnen.
Am 19. wurde die Brotmenge durch Ausgabe von Zusatzkarten etwas vermehrt.
Das Gefangenenlager steht seit dem 24. Leer. Die Rusen, welche bisher im Holebüller Moor mit den Kultivierungsarbeiten beschäftigt waren, werden in Zukunft den Bauern als landwirtschaftliche Arbeiter zur Verfügung gestellt.
Andreas Thielsen – Holebüllfeld, welche in Rostock ausgebildet wurde, ist am 28. zur Ostfront gekommen, Peter Schmidt zur Westfront. Jürgen Christiansen ist von Frankreich nach Rusland gekommen.
Der langersehnte Regen will nicht kommen. Die Folge ist, dass viel Korn im Wachstum gänzlich zurückgeblieben ist. Asmus Asmussens Mengfutter ist so kümmerlich, dass er nicht einmal mit der Maschine gemäht werden kann. Auf dem Lehmboden des Ostens soll es bedeutend besser stehen.

August 1915
Andreas Thielsen liegt seit dem 6. in einem Lazarett in Sachsen.
Am 4. wurde 11 russische Gefangenen den Holebüller Bauern zugeteilt. Unser Schmied ist am 17. zu den Pionieren in Harburg gekommen und der Meiereiverwalter Hansen am 26. nach Oldenburg einberufen worden. Das Gefangenlager, das seit dem 24. Juli leer steht, ist am 11. mit Franzosen und Belgiern belegt worden.
Am 17. wurde Andreas Lorenzen zum Gefreiten befördert.
Der Roggen, der fast überall unter Dach ist, hat nur geringen Ertrag geliefert.

Uddrag af “Schul-Chronik für Holebüll”, for månederne juni til august1915. Original på Sønderborg Slot.

Foredrag: “Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker”

Slægtshistorisk Forening for Storkøbenhavn inviterer onsdag den 11. september 2019 til foredraget “Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker” ved journalist, forfatter og moderator Simon Kratholm Ankjærgaard.

26.000 danskere kæmpede på tysk side under 1. verdenskrig. Tusindvis af disse mennesker vendte hjem med ar på sjælen.

Én af skæbnerne var Rasmus Christian Petersen (1897-1948).
Han hængte sig 30 år efter krigens afslutning – som offer for et sind, der var blevet sønderrevet i de nordfranske skyttegrave og over tabet af sin bror, som også deltog i krigen.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller historien om sin oldefar, der aldrig blev den samme efter mødet med krigens rædsler.
Med udgangspunktet i oldefaren vil han brede fortællingen om Den Store Krig og det store kollektive krigstraume ud – men også runde det tabu det var, at komme hjem med en sønderrevet sjæl og selvmordstanker.

Tid og sted: Kl. 19.00. Mormonkirkens lokaler på Nitivej 8, 2000 Frederiksberg. Nitivej er en sidevej til Nordre Fasanvej.

Arrangøren oplyser: Der er plads til 200 mennesker. Parkering i gården. Der er adgang til lokalet fra kl 18.00.

Entré: Gæster er velkommen mod betaling af gæstekontingent på 30 kr. pr. foredrag.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Link til arrangørens website, hvor der er omtale af foreningens andre aktiviteter og bilag med mere.

18. marts 1919. Filmklip: S/S Ficaria ankommer til København med sønderjyske krigsfanger

Den 18. marts 1919 ankom skibet S/S Ficaria til København med sønderjyske krigsfanger fra England.

Det Danske Filminstituts hjemmeside kan man se nedstående stumfilm med optagelser fra ankomsten og festlighederne.

NB: På filminstituttets hjemmeside står der, at det er S/S Primula – men af filmens billeder fremgår det tydeligt, at det er S/S Ficaria.

Foredrag & musik i uge 9

Herunder følger en kort omtale af nogle af næste uges arrangementer:

Tirsdag den 26. februar 2019, Bov:
Bov Bibliotek, kl. 16.30, vil tidligere arkivleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, dr.phil. Lars N. Henningsen i foredraget “Fred og håb – Sønderjylland mellem våbenstilstand og genforening” fortælle om dagligdagen i Sønderjylland efter fire års rædsler og kaste lys over den krogede vej frem mod genforeningen i 1920.

De dansksindede sønderjyder fik dengang håb om at få grænsen flyttet sydpå. Men ventetiden blev lang. Tusindvis af hjemvendte soldater var krigsskadede, og de skulle nu finde en plads på arbejdsmarkedet. Der var revolution, økonomisk nød, spekulation og uklare forhold i styret. Dertil kom en bitter strid om, hvordan en afstemning om den nye grænse kunne gennemføres.
Tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 27. februar 2019, Augustenborg:
Biblioteket Augustenborg kan man onsdag 27. februar kl. 17 høre historien “Midde og Christian“, der handler om Christian Vogt fra Asserballeskov fortalt ud fra en brevsamling på 600 breve fra første verdenskrig.
Da tidligere lærer og skolebibliotekar Mogens Johansen fra Asserballeskov første gang fortalte historien på biblioteket, gik flere forgæves. Derfor bliver succesen nu gentaget.

Mogens Johansen har billeder og tekstuddrag fra brevene med i sin beretning om Christian, der var i krig som tysk soldat og dansksindet, og om Midde, der hjemme måtte være både husmor og husbond.
Tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 27. februar 2019, Sønderborg Slot:
SMUK og Sønderborg Kommune inviterer til gratis, historisk koncert på Sønderborg Slot den 27. februar 2019 kl. 19:30.

SMUK markerede 11. november 2018, 100 året for afslutningen på Første Verdenskrig med et nyskrevet værk, hvor den sønderjyske soldat i tysk tjeneste var i fokus. Dette værk genopføres denne aften i Riddersalen på Sønderborg Slot.

Andre koncertdatoer:
Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa – Torsdag den 28. februar kl. 19.30
Haderslev Domkirke – Onsdag den 6. marts kl. 19.30
Løgumkloster Kirke – Torsdag den 7. marts kl. 19.30

Læs mere i indlægget fra 19. februar 2019 eller på www.smukmusik.dk.

24. november: Asmus Andresen – Ved den tyske grænse: “mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den hollandske grænse til Tyskland.

4 Dage senere kom vi til den tyske Grænse ved Aachen. Der havde vi en vældig Bakke at køre op af; op ad den Bakke lå der mange døde Heste, som var døde af Overanstrengelse.

Da vi kom over Grænsen fik vi at vide, at den vestlige Del af Rhinen skulde besættes, derfor måtte vi holde sammen, indtil vi kom over Rhinen.

De tyske Byer, som vi nu passerede, var festlige smykkede for de hjemvendende Krigere, mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os, mange af dem ventede nok forgæves efter deres Mænd eller Sønner.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

20. november: Asmus Andresen – Den hollandske grænse spærret

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den belgiske grænse til Holland på vej mod Tyskland.

En Dag fik vi den glædelige Efterretning, at vi havde fået Lov til at køre lige igennem Holland, på den Måde kunde vi komme til Tyskland 4 Dage før, end når vi skulde udenom.

Men da vi kom til den hollandske Grænse, blev Vejen spærret for os, fordi de Afdelinger, som havde passeret Holland ikke havde været skikkelige nok. Så måtte vi se at komme udenom.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

13. november 1918. “Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted!” Eskildsen kan omsider vende hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Snydt og forrådt. Stemningen blandt de besejrede tropper var trykket, men blandt de sønderjyske og polske tropper kunne man ånde lettet op. Nu var det på tide at vende hjem.

»Belogen und betrogen!«

Den tyske Fronthær staar med en besk Smag i Munden. — Slidt og lidt i fire Aar til ingen Nytte! — Taget ved Næsen, snydt af alle og enhver!

Hvad blev der af Eventyret, vi greb efter? — Der var intet lyst og skinnende ved Krigen, det hele var kun Savn og Snavs og søvnløse Nætter. Hvor var Ære og Berømmelse, Belønningen for Mandsmod og Heltegerning?

— Hjemmeheltene og Etapperne havde faaet deres store Part af Hæderskorsene uden Heltegerninger!

»Von vorne kommt der Kugelregen, von hinten kommt der Ordenssegen!« Hvad blev der af »Fædrelandets Tak«?

— Krigsspekulanter og fra Fronten hjemreklamerede skrabede Penge sammen i Dynger, Frontstaklen blev puttet i Jorden, regnet ringere end et Dyr. Hvor var Kejseren, da Vandet steg Frontsoldaten op til Halsen? Hvad gjorde vor Hærgruppes Fører, Kronprinsen?

— »Efter at Hans Majestæt Kejseren har nedlagt Overbefalingen, er jeg af Forholdene tvunget til at træde tilbage fra Ledelsen af min Hærgruppe. Stolt og med højt løftet Hoved kan min Hærgruppe forlade den franske Jord, som den har tilkæmpet sig med det bedste tyske Blod. Vort Skjold, vor Soldaterære er uplettet. Fire Aar tilhørte jeg med fuldt Hjerte mine trofaste Tropper. Dybt rystet tager jeg i Dag Afsked!«

Med dette Farvel rejste han bagefter Faderen. Hvad havde Førerne sagt, hvad havde Aviserne skrevet? — Vi havde sejret, altid sejret! Kunde det, der var sejret sammen i 48 lange Maaneder, styrte i Grus i to?

Hvem var Skyld i Ulykken? — Officererne i Felten, som havde bidraget saa stærkt til at ødelægge Stemningen? Matroserne i Kiel, som intet havde udrettet og nu lavede Revolution?

»Belogen und betrogen!«

— Hvad blev der af Wilsons pæne Ord? Nu skulde den ubesejrede Hær bøje Nakken under de haardeste Betingelsers Aag. 12 tunge og 33 lette Maskingeværer skal Regimentet aflevere. Kan man fortænke Skytterne i, at de gjorde dem ubrugelige forinden?

»Belogen und betrogen!«

— Her staar vi i Frankrig, forladt af vore egne Kammerater! Etappen er rendt sin Vej. Vi er afskaaret fra vore kære, som vi er saa bekymrede for. Der kommer ingen Breve, det kniber meget med Forplejningen.

Det var den tyske Frontsoldats Stemning i disse Dage, mens Polakker, Elsasser og Sønderjyder aander op, og Franskmanden græder af Glæde. 

Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted! Vi slagter vor Ko. Geden faar vi ikke Lov til at slagte, og Regimentets Stadsvogn, stjaalet et eller andet Sted, vil Officererne ogsaa slæbe med for at gøre den i Penge undervejs.

Hjemefter! Forinden skal vi endnu efter den nye Regerings Befaling vælge »Arbejder- og Soldaterraad«. — Hvad er det? — Ved Staben vælger vi naturligvis Bøckmann, han har den største Kæft.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 247-249

12. november: Asmus Andresen – Trafikprop på vej mod Tyskland

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien på vej mod Tyskland.

Den næste Dag kørte vi den nærmeste Vej ad Tyskland til; de første 2 Dage gik det også godt fremad, men så blev Vejene så overfyldt af Militær, at det hele stoppede, så vi hverken kunde komme frem eller tilbage, men det varede ikke ret længe, før der begyndte at komme Orden i Sagerne.

Vi fik Ordre til at køre tilbage til en lille By, hvor vi så lå i 2 Dage, så fik vi Besked om, hvad Vej vi skulde benytte, og hvad Klokkeslet vi skulde køre. På den Måde blev alle Vejene benyttede ved Dag og Nat.

Vi skulde være ude af Belgien inden 14 Dage, det var lettere sagt end gjort. Det var en hård Tid for Mandskab og Heste, særlig Hestene viste Tegn til stor Træthed, flere Læs af Redskaber blev kastet ud i Kanaler, som vi passerede.

Et Kanonrør på 6 Meter gravede vi ned i en Grusgrav, på den Måde blev det betydelig lettere for Hestene. Nogle af Hestene måtte gå ledige bagefter, for de var lige ved at segne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. november 1918. “Danskerregimentet” Nr. 86 marcherer hjem gennem Belgien.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 12. november tiltrådte regimentet tilbagemarchen til hjemlandet sammenmed sin division. Den belgiske befolkning forholdt sig korrekt. Den orden,i hvilken fronttropperne trak sig tilbage, aftvang stadig respekt.

Retningen var i begyndelsen nordøstlig. Syd for Namur blev Maas overskredet den15. november. Så gik det stik øst, hele tiden 3-4 dages march, så en dags hvil, gennem de øde udløbere af Hohes Venn mod den tyske grænse.

Den blev overskredet den 21. november ved Recht, 10 kilometer syd for Malmédy. Nu steg regimentet op på Eifels nøgne højland. Kun få landsbyer og dårlige kvarterer. Det sene efterår var heldigvis mildt og tørt. Indbyggerne fortalte, at der ved denne tid ofte lå meterhøj sne. Hvis det havde været sådan nu, så ville vognene på grund af de afkræftede heste være blevet ynkeligt hængende.

Den 29. november steg regimentets kolonner ned i Rhindalen. Man nåede Bonn. Modtagelsen her var overordentlig hjertelig og velgørende. Den følgende morgen kl. 10, march over Rhinen. Lige før broen holdt divisionskommandøren friherre von Massenbach.

Hele divisionen marcherede i mønstergyldig orden forbi ham. Aviserne i Bonn berettede om det gode indtryk, som 18. division havde gjort på borgerne. Så brusede den tyske flod under 86’ernes fødder.

Fra højre hilste herover den strenge statue af Ernst Moritz Arndt, på hvis sokkel der stod at læse: ”Rhinen, Tysklands flod, ikke Tysklands grænse!” Men ”Wacht am Rhein”, engang sunget så stolt og sejrssikkert, ville ikke komme over læberne, skam og smerte lukkede munden. Man vidste jo, at man om få dage måtte overlade dette dyrebare land til en overmodig sejrherres nåde.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. november 1918. Eskildsen får beskeden i telefonen. “Krigen er endt! – Vi er saa trætte, saa trætte!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.

Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse. 

Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!

Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.

Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.

En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?

Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.

Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.

Tilbagetoget er endt!

Krigen er endt! 

Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!

Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!

Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.

Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.

Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.

Fronten er træt, — Fronten er bekymret.

Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 244-246

11. november: Asmus Andresen – ”Revolutionen var brudt ud i Tyskland… Kejser Wilhelm var stukket af til Holland…”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Den 11. November om Formiddagen Kl. 5, blev der slået Alarm; vi troede først, det var Franskmænd, der kom, men vi mærkede snart, at der var noget andet på Færde.

Med Tårer i Øjnene trådte Officeren frem for os og fortalte, at Revolutionen var brudt ud i Tyskland, og at Kejser Wilhelm var stukket af til Holland. Nu kunde enhver gøre, hvad han vilde, men Officeren bad os holde sammen, indtil vi var kommen ind i Tyskland, så kunde enhver gøre, hvad han vilde, så gik han omkring for at trykke os alle sammen i Hånden.

I blandt os var der nogle Mand, der havde været med i hele Krigen; dem snakkede han længere med for at sikre sig deres Venskab. Disse Svende var det ikke godt at komme i Nærheden af, når de først var i Krigshumør.

De Befalingsmænd, der havde været frække mod os, turde ikke lade sig se af os, — deriblandt var også Sergenten, som jog mig op af Kanalen, den Gang jeg havde det dårlige Ben.

Nu var den Time kommen, vi længe havde ventet efter, og enhver glædede sig til at komme hjem til Familien. Også Belgierne var glade ved snart at komme af med os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. november 1918. “Danskerregimentet” lider sine sidste tab under en gudstjeneste

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I de følgende dag blev tilbagetoget mod den belgiske grænse fortsat. Den 10. november overskred regimentet grænsen ved Beaumont.

På denne og de forudgående dage led det svære tab på grund af flyverbomber. Alene den 10. under en gudstjeneste, som pastor Bielfeldt afholdt, mistede det 9 døde og 21 for størstedelen hårdtsårede. Det var de sidste tab.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

8. november 1918. Fortroppen i tilbagetoget stormer lagrene: “Man drikker sig fuld, man banker Officerer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Tilbagetoget var stadig i fuld effekt. Som bagtrop gik Eskildsen og kammeraterne glip af de mange glæder som de forreste tropper nød.

Vi glemmer aldrig disse Nætter! Heste og Fodfolk er vaade som Svampe, oversprøjtet med Dynd fra øverst til nederst. Det er vandrende Jordklumper, der søger nordpaa, tilbage, tilbage!

Der skubbes paa, det hele gaar i Knude, videre, videre! Jeg stamper med, lige, saa snavset og vaad. Vi faar hverken Breve eller Aviser, i 6 Uger har jeg ikke kunnet skifte Undertøj.

Bagtroppen er afskaaret fra alle de Herligheder, som man nyder foran, os. Man stormer Proviantlagrene, man stamper rundt i Smør, Marmelade, Sennep, Mel, Cigarer. Alle løber i nye Uniformer. Man drikker sig fuld, man banker Officerer. Det er herlige Dage!

Et Tilbagetog er det mest demoraliserende for en Hær. Berusede Officerer staar paa Gaderne og holder demokratiske Taler. Berusede Soldater stormer et Tog og damper af Sted hjemefter. Det løber snart ind paa et modgaaende Orlovstog. 12 Mand dræbes, Linien spærres, Millionværdier maa lades tilbage.

Før lød den prøjsiske Soldats Valgsprog: »Med Gud for Konge og Fædreland!« I disse Dage faar Hæren et nyt. Det flyver fra Regiment til Regiment, det bruges ved enhver Lejlighed, helst naar Officerer rider eller biler forbi, det høres Dag og Nat, det er ligesaa meningsløst og grimt som Krigen. Det lyder:

»Licht aus! Messer rausl Haut ihn!«
»Sluk Lyset! Træk Kniven! Paa ham!«

Officererne gyser, den Menige nyder Uhyggen i Ordene og laver allerede Tilføjelser: »To Mand hid til at røre Blod!«

— Ingen tænker sig noget alvorligere ved det. Den tyske menige Soldat er godmodig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

6. november: Asmus Andresen – Tilbagetrækning gennem Antwerpen

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Den 6. November pakkede vi vore Sager sammen igen og kørte videre tilbage gennem Antwerpen.

Nogle Kilometer bag Antwerpen blev vi indkvarteret i en lille Landsby; der lå vi så nogle Dage og ventede på Ordre til at trække os længere tilbage.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

4. november 1918. Claus Eskildsen og hans kammerater skal sikre tilbagetoget

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Endnu et tilbagetog blev sat i værk i starten af november. Den tyske hær var ved at være udmattet.

Foch vil gribe Sejren, før Vaabnene nedlægges. Den 30. Oktober begynder et nyt Stor angreb. Det er haabløst! Vore Folk viger ikke. Men det er igen galt fat med begge Fløjene.

Saa maa vi følge med tilbage. Den 4. November begynder et nyt Tilbagetog. Vi aner ikke, at vi nu skal løbe i 7 Uger, og at vi næsten uden Afbrydelse skal marchere fra Aisne til Rhin og endnu videre.

Vi er igen Bagtrop. Major Schmidts faar en Bataillon fra hvert af de 3 Infanteriregimenter, en Afdeling Artilleri, et Pionerkompagni, en Eskadron Husarer og et Sanitetskompagni. 25 frivillige fra Regimentet danner desuden en Cyklistafdeling, som i de følgende Dage slaas af Lyst til Eventyr.

Vi skal sikre Divisionens Tilbagetog, stadig holde Forbindelse til begge Sider, sprænge Broer og Veje. Om Dagen skal vi holde Franskmændene tilbage, om Natten marchere lange Strækninger.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

1. november: Asmus Andresen – ”Inde fra Byen hørtes den ene Eksplosion efter den anden”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien.

Først i November passerede vi Gent. Da vi var kommen et Stykke udenfor Byen, blev vi indkvarteret hos forskellige Landmænd. Jeg kom til at ligge på en mindre Gaard, der havde jeg det meget godt, de gav mig så meget at spise, som jeg kunde få ned.

Inde fra Byen hørtes den ene Eksplosion efter den anden, det var alle Korsveje, der blev sprængt i Luften. Den 4. Dag hørtes nogle vældige Drøn så Vinduerne knustes i lang Omkreds, det var Banegården og flere Betonbroer, der røg i Luften.

Der var nogle gamle Kvinder, der var lige ved at tabe Forstanden ved det hele.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

27. oktober 1918. H.C. Brodersen får lov til at blive forflyttet til Aurillac krigsfangelejr.

Senest ændret den 4. december 2020 8:47

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  vilde  være  en  Overdrivelse  at  notere,  at  Polakkerne, der  har  Lejr  her,  har  været  flinke  eller  blot  taalelige  overfor  os.  Feldveblen,  der  førte  Kommandoen  over  Kompagnierne  her,  forlangte  paa  det  bestemteste,  at  vi  skulde  tale polsk.  Jeg  forklarede  ham,  at  han  forlangte  det  umulige,  eftersom  vi  ikke  kendte  hans  Landsmænds  Sprog.  Men  det blev  meget  værre  heraf. 

Han  mente,  at  vi havde  „ snydt ”  os til  at  komme  i  den  polske  Lejr,  og  da  vi  i  Formiddags  havde mundhuggedes  om  dette  Forhold,  mente  han,  at  han  nu  nok skulde  sørge  for,  at  vi  kom  hen,  hvor  vi  hørte  hjemme.  Jeg bad  ham  om  det,  da  vi  jo  ikke  havde  noget  højere  Ønske.

Meningerne  herom  har  vel  dog  været  noget  forskellige,  thi han  meldte  mig  til  „le  commandant”.  Et  Par  Timer  efter stod  jeg  overfor  en  gammel,  hvidhaaret  Herre,  der  tiltalte mig  i  det  polske  Sprog  og  paa  en  meget  brysk  Maade.  Jeg forklarede  ham  paa  Tysk,  hvem  vi  var,  og  hvad  vi  vilde.

„Le  commandant”  var  straks  klar  over  Forholdet,  og  han spurgte  mig  nu  meget  indgaaende  ud  om  Forholdene  i  Slesvig  og  mente  slutteligt,  og  ogsaa  han  kunde  tale  dansk.  Han gjorde  et  Forsøg,  og  vi  forstod  hinanden  udmærket.  Hans danske  Sprog  var  dog  mere  Svensk  end  Dansk,  men  han fortalte  nu,  at  han  for  mange  Aar  siden  havde  været  i  Skandinavien  og  dengang  ogsaa  havde  været  paa  Dybbøl. 

Ved en  god  Cigar  sludrede  vi  om  Folk og  Forhold,  og  da  Feldveblen  noget  efter  blev  kaldt  ind,  blev  han  noget  lang  i  sit i  Forvejen  lange  Ansigt,  da  han  saa,  hvilken  Vending  Sagen havde  taget. 

Vi  var  6  Mand,  der  ønskede  at  komme  til Aurillac,  og  „le  commandant”  lovede  os,  at  vi  skulde  komme af  Sted  endnu  samme  Aften.  Selvfølgelig  skulde  vi  have rent  Undertøj  og  noget  at  spise,  hvilket  Feldveblen  udtrykkelig  fik  Ordre  til  at  give  os.  Vi  fik  alle  vore  beskedne  Ønsker  opfyldt,  og  Feldveblen  var  nu  blevet  rigtig  flink. 

Kun den  Omstændighed, at  vi  om  et  Par  Timer  skal  sige  Farvel til  ham,  gør,  at  vi  sikkert  ikke  bliver  helt  gode  Venner  med ham.  Der  er  ikke  tiltænkt  os  nogen  Ledsager,  saa  vi  skal rejse  som  fri  Mennesker  og  har  faaet  tydelig  Besked  paa, hvor  vi  skal  skifte  Tog  i  Retning  Aurillac.

 

27. oktober 1918. “Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Omkring Inaumont hvor Eskildsen og hans kammerater befinder sig, var de vidne til luftkamp. Desuden tog en af de mere prominente generaler sin afsked i disse dage.

Franskmanden prøver paa at indgyde os Skræk ved at. demonstrere sin store Overlegenhed i Luften. Den 27. Oktober har vi en ejendommelig Søndagsforestilling.

Hele Himlen er oversaaet af franske Flyvemaskiner, ialt vel nok 100. Tyske Flyvere saa vi i de sidste Maaneder kun, naar Luften var ren. Men denne Gang vover et Par Tyskere sig i Lag med Fjendens Bagtrop. Lige over vore Hoveder udfægtes der en kort Kamp. Den ene tyske Maskine begynder at falde, retter sig igen, begynder at brænde.

Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm, lige efter nok en. De suser ned gennem Luften, Kroppen slaar Kolbøtter, drejer sig, suser videre. Vi ser dem bevæge Arme og Ben, vi ser den enes Halssjal staa lodret i Vejret og den andens Hue komme dansende langt bagefter. — Tæt ved Byen falder de ned.

Vore Ordonnanser kommer tilbage og melder: »Det var en tysk Officer og en Underofficer.« Saa meget var endnu at skelne.

To Dage senere tæller vi 130 franske Flyvere i Luften paa een Gang. De svæver langsomt, fornemt videre. Man fortæller lidt efter, at de har ødelagt et Par Landsbyer bag os, at de derved har dræbt mellem 100 og 200 Mennesker, at ogsaa Byen Chaudion er lagt i Ruiner og andet.

Vi kontrollerer ikke, om det er sandt. Vi har nok af det, vi har set. Denne Gang er en fransk Efternøler skudt i Brand, de to Mand er slynget ud og har maattet gøre den rasende Dødsrejse ned gennem Luften.

Den diplomatiske Kamp gaar videre. Fronten følger den ikke med den Spænding, man kunde vente. »Det er os alt sammen ligegyldigt, bare vi snart faar Fred!« siger alle. — Fronten er træt. Det rørte ingen, da Kejseren den 7. Oktober lod forkynde: »Jeg har tilbudt Fjenderne Freden, men jeg lover Eder, at det kun skal blive en ærefuld Fred!« — »Ærefuld eller ikke, bare vi faar Fred!«

— Det rørte ingen, da den stedfortrædende Kommandør v. Schoenermarck — Major Schmidts var paa Orlov — Ugedagen derefter i et ildfuldt Opraab søgte at rette paa Stemningen: »Den almindelige politiske Situation viser klart, at vi intet opnaar med Vaabenstilstands- eller Fredstanker og Tilbagetog. Fjenden bliver kun mere og mere kaalhøgen derved.

Vi bør vise ham, at vi ikke betragter vor Sag som tabt. Handlingens Lov maa blive paa vor Side. Bort med Fredstilbudets skadelige Indflydelser og de dertil knyttede Forventninger om Vaabenstilstand og Fred! Vi kæmper videre!« 

— »Ja, gamle Schoenermarck, vi skal nok holde Stillingen! Men Fredstankerne kan du ikke holde ude — Bare vi faar Fred!«

Den 27. afskediges Ludendorff.  

»Hvad bryder vi os om Kejser, Major og Ludendorff! Vi er trætte! Bare vi faar Fred!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 240-243

27.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Mine kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig igaar efter 10 Dages ventetid modtag vi atter Post hernede hjemmefra. Deriblandt ogsaa dit Brev fra de.30.9. kj. Far og Dit fra den 5.10. kj. Mor. Hjertelig Tak for begge. Jeg glæder mig altid hver gang jeg faar Post og jeg maa læse at alt gaar godt derhjemme.

Som du skrev kj. Far har I jo avlet en heel Deel Kartofler. Ja Du kan tro jeg veed nok vad for 3 Ting Far sörger for naar Vinteren melder sig, og det er jo ogsaa en Guds Gave naar vi kan fylde Huset med disse Ting. Vi hernede i Felten har jo intet at sörge for. Vi haar jo alt leveret, og vi kan heller ikke klage over Forplejningen. Vort Smörelse til Brödet er nu ikke til at rose. Én Dag faar vi Marmelade og en anden Faaresmör. (Banausenfett) kalder vi det.

Ellers er jo alt vel hos mig. Jeg er Guds skee Tak sund og rask. Vor er det en stor Gave at vi maa være sund og rask. Her er der ikke död mindre en 5 Mand af Overanstrengelse fra denne Rucktog. Herren har været naadig imod (mig). Hvor har vi dog en stor og barmhjertig Gud han alene Æren for alt. Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane. Det er en Orden som blier offentlig haaret paa höjre Bryststrop som hos os Jern-Korset af I Klasse. Det er en meget fin Orden.

Tjeneste har vi heller ikke meget. Igaar har vi her faaet den förste Regn efter Sommerenstid. I morgen har det ogsaa regnet lidt. Hvor hver det en vederkvægende luft da Regnen var forbi.

Fra Pastor Nielsen havde jeg ogsaa to Breve. Han var ogsaa i Angst om mig efter at han havde læst disse Begivenheder i Avisen. Han bad mig om et uførlig Brev hvordan det er gaaet mig i de sidste Uger. Naar jeg har dette Brev færdig skriver jeg til ham. Naar jeg skrev til ham skrev jeg altid ”Ærede Herre Pastor”. For den Tid modtog jeg et Brev, der skrev han saa ”Kald mig ikke Ærede” men kald mig ”Kjære”. Han er dog en meget dybtænken Mand. Til Slut under sidt sidste Brev skrev han. ”Langt fra Slægt og Venner! Men nær hos Jesus! Det er nok ”

Ja naar vi ejer Jesus saa har vi alt. Han manede mig ogsaa at gaa lige ud, og kun en Dag en Time ja hvert Minut at leve ad gang og altid med Jesus for öje.

Ja maatte det altid være saadan. Din Födselsdag har jeg heelt forglemt kj. Mor. Den Dag om Eftermiddaag var vi lige i Slag med Englænderne.

Være saa inderlig Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

 

26. oktober 1918. “Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning …”

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I al hast blev de tre bataljoner formeret på ny. Om natten fra den 23.-24. oktober besatte regimentet i echelonneringen III, II, I bataljon fronten øst for kanalen mellem Hanappes und Tupigny.

De følgende dage forløb med stadige småkampe. Hårdnakket forsøgte fjenden med brædder at krydse kanalen, som der kun var lidt vand i.

Det lykkedes ham flere gange at bringe små afdelinger over på østbredden. De blev af 9. kompagni trængt tilbage igen og efterlod døde og tilfangetagne i vore hænder.

Om natten til den 26. oktober havde fjenden foran 11. kompagni etableret en ny gangbro.

Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning, kravler under gevær- og granatild med største dødsforagt ud på gangbroen og fastgør sprængladningen. Få minutter efter er gangbroen ødelagt.

I de følgende dage kom frontbataljonen igen i en truende situation fra flanken. Denne gang kom faren fra venstre. Dér havde 6. bayriske division forlagt fronten tilbage fra kanalen, sådan at denne næsten gik i en ret vinkel på vores.

Bataljonen traf foranstaltninger og forskød alle disponible kræfter mod venstre. Fjenden observerede straks den gunstige lejlighed til at udvide terrænvindingen på østbredden.

Indtil på højde med bataljonsstaben skød han om eftermiddagen den 2. oktober spærreild. To steder lykkedes det ham at sætte små afdelinger over kanalen.

På 11. kompagnis venstre fløj tog han en underofficerspost til fange, men så kastede dette kompagnis modstød ham igen over kanalen, et maskingevær faldt derved i vore hænder. Ligeledes på regimentets venstre fløj trængte 30 franskmænd over slusen ind i vor stilling. Tre af 9. kompagnis underofficersposter faldt i deres hænder.

Det gjaldt nu i hvert fald om at kaste fjenden tilbage over kanalen og således spare divisionen for en større operation, hvilket ville blive nødvendigt, når franskmanden først havde trukket større styrker til og havde bygget en regulær bro.

Ved en dristig overrumpling lykkedes dette. 7. kompagni fra beredskabsbataljonen blev hurtigst muligt hentet frem. Kompagniføreren, løjtnant Meyer, gik, efter at hækken var taget under kraftig ild fra maskingeværer og minekastere, med sin stormtrop frem fra nord til syd, idet han falder franskmændene i ryggen.

Det lykkedes ham med sine få folk at kyse fjenden. En officer og 30 mand overgiver sig. Foruden løjtnant Meyer udmærker sig endnu oversergent Wulf, 5. kompagni, og sergent Stülpe, 7. kompagni.

De seneste dages dåd beviste, at füsilierernes gamle ånd endnu ikke er udslukt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

25. oktober: Asmus Andresen – Franskmændene kommer!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, var han i oktober kommet til Belgien.

Den 25. oktober, Kl. 4 om Morgenen, blev vi vækket af en frygtelig Alarm. Døren ind til Stalden, hvor vi sov, blev reven op, og en ophidset Stemme råbte:

Skynd jer at pakke sammen, for Franskmændene kommer.

Det behøvede han kun at sige en Gang; som et Lyn for vi op og så afsted for at gøre Heste og Vogne i Stand, så vi kunde komme af Sted.

Infanteriet kom allerede i opløst Tilstand tilbage tværs over Markerne, der var ingen, der tænkte på at gå fremad, vi havde fået Ordre til at sprænge Kanonerne, hvis vi ikke kunde få dem med os. Men det lykkedes alligevel at få Kanonerne med os.

Lange Rækker af Maskingeværer blev stillet op for et holde Franskmændene tilbage, indtil Artilleriet var kommen i Sikkerhed, den Dag faldt der mange Mennesker.
 Alle Korsveje blev sprængt, når de sidste Vogn var passeret.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

22.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 22.10.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Efter at vi nu har lagd 10 Dage i Ro vil jeg dog sende Eder et paar Ord igjen. Jeg har det jo endnu rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask. Post har vi siden mit sidste Brev som jeg har skreven til Eder herfra ikke modtaget men vi venter jo efter Post hver Dag, men det kommer ikke. Vi lever jo ellers heel god Dag her. Om Morgen fra kl.½ 7 – ½9.og om Eftermiddag en Appel med Beklædningsstykker. Vi som Undffc. har jo ikke andet at bestille end som bruge Munden, men det gaar alle Ro til hos os.

Efter Tjenesten ved man snart ikke hvad man skal tage sig for. Her er det endnu temmelig varm. hjemme er det vel allerede koldt. For tiden ved man ikke redt vad der skal gaa for sig her. Vi er jo ogsaa spændt hvad de vil stille an med os.

Tyrkerne har vel den 18.10 stillet Fredsnote til Wilson. Og naar Tyrkerne gjör Fred og vi ikke kommer bort herfra saa bliver vi nok interneret, men man ved jo endnu ikke hvordan det vil komme. Med Bulgarien staar det nok heller ikke saa godt. Jeg troer nu nok at det snart bliver Slut paa det heele. Det har virkelig ogsaa varet længe nok nu.

För vor Rüktog var vor Komp. Omtrændt 80-90 Mand og da vi her var ankommen var vi henved 30-35 Mand. De andre er bleven syg eller ogsaa i Fangenskab. Jeg er blodt glad at jeg er kommen saa godt med trodt det jeg havde begge Födder gjennem löben. Nu er di atter istand.

Forplejningen er ogsaa heelt godt. Vor Kökken staar lige uden for vort Vindur. Naar Kokken er ved at skære Kjodet istykker saa henter vi os ogsaa et godt Stykke. Dag spiser jeg snart ½ Pund skær Kjöd med et Stykke Bröd. Det smager ordentlig. Vi kan jo ogsaa gjerne have behov at leve lidt godt, da denne Marsch har tærret godt paa os.   

Trods det at man nu har gaaet saa meget igjennem ved dog ikke noget at fortælle Eder. Nyt er der jo ikke som kan interessere Eder. Jeg har jo ogsaa fortalt Eder denne Tour temmelig udförlig isidste Brev. Vi venter nu blodt paa at vi snart kan træde vor Rejse an til Tyskland. Det kan blive heelt dejlig naar man veed at det gaar hjemad. Gud give at vi snart maatte samles derhjemme. Jeg længes nu ogsaa snart efter at komme hjem igjen.

For denne Gang være I saa alle hjertl. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

22. oktober 1918. “Han var den bedste af os alle. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og resten af skriverne rykkede ind i et hus omkring Inaumont, mens stillingen ved Aisne blev holdt med næb og kløer. Her oplevede Eskildsen et hårdt tab.

Det er en spændende Slutspurt! Foch vil rive den militære Sejr til sig. Tyskerne kæmper haardnakket for mildere Vaabenstilstands- og Fredsbetingelser.

Aisnestillingen skal holdes ved et sidste Krafttag. Der spærres af for al Orlov, — meget trist for Heinz og Willandsen, som skulde rejse den 15. Nu kan Willandsen ikke den 20. fejre Kærestens Fødselsdag hjemme, som han havde glædet sig saa meget til!

To Dage ligger vi i Chaudion. Saa flytter vi til Herbigny, 12 Kilometer længere mod Nordøst. Vor Division overtager et Afsnit af Aisnestillingen umiddelbart Vest for Rethel. Staben flytter efter to Dages Ophold i Herbigny til Byen Inaumont, 6 Kilometer nærmere mod Fronten, omtrent lige saa langt bag Aisnefloden.

Disse idelige Kvarterforandringer er forfærdelige for Skriverne. Der er saa uhyre meget, der skal pakkes sammen og sættes paa Plads igen, og megen kostbar Arbejdstid spildes. Vi maa tage Nætterne til Hjælp for at holde Bordet rent for ufærdige Arbejder.

Her i Inaumont faar vi omsider Ro. En af os faar den evige Ro! Vi bor i et pænt Hus ved Vejkrydset midt i Byen. — Det er dumt, man skal i Felten undgaa alle Vej- og Gadekryds! — Paa første Sal bor Adjutanten, Løjtnant Seyderhelm. I Stuen sidder Skriverne til højre for Døren, Tegnerne til venstre.

Siden den 14. har Franskmændene rendt Panden mod Aisnestillingen. Vore Folk har ikke vanskeligt ved at holde den. Den 22. om Formiddagen telefoneres der: »Om en Time kan vi vente Generalstormen!« Vi ler og laver Vittigheder med. »Generalstormen«; vore Folk skal nok klare den.

Willandsen beder om Tilladelse til at. besøge en Ven i Justine. Han vender om i Døren og siger: »Jeg vil hellere vente til efter Middag.« Timen er gaaet. Batteriet bag os knalder løs for at holde Franskmændene nede. De franske Artillerister begynder at svare.

Det første Skud gaar ned i et Hus i Nabolaget. Løjtnanten forsvinder ned i Kælderen, og Matthiesen gør ham Selskab. Vi andre lader os ikke forstyrre. Vi har saa tit arbejdet under Granatild. Den anden Granat sidder i Skrivestuen! Den eksploderer i Løjtnantens Værelse over os, og Bjælker og Loftsbrædder ramler ned.

Vi springer op. Vi hører Rautenstrauch skrige og løber ind i Stuen ved Siden af. I Døren møder vi Rautenstrauch, overdækket af Kalk og Støv, sanseløs af Skræk.

Paa Gulvet ligger Willandsen. Vi slæber ham gennem Røg, Støv, Skaar og Splinter ind til os.

Han er død!

Den nedstyrtende Bjælke har knust hans Hjerneskal.

Det var ham, jeg holdt mest af! Han var saa ren og god som et Barn, lige saa godmodig, som han var stor og stærk, flittig og omhyggelig ved sit Arbejde, en stram Soldat, naar Pligten kaldte. Han var den bedste af os alle.

Derfor var det vel, at Granaten søgte ham. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt. Vi sørger alle oprigtigt over vor Kammerat og Ven. Det er et haardt Budskab, jeg maa sende Forældrene i Flensborg og Kæresten ude i Holbøl Sogn.

Løjtnanten sørger paa sin Vis. Alle hans smukke Sager har Granaten ødelagt! Willandsen skænker han ikke en Tanke. Men saa vejrer han Chancen. Vi maa lave en lang Liste over de ødelagte Ting. Han faar 1700 Mark i Skadeserstatning, rejser til Køln for at købe nyt og morer sig der et Par Dage.

Paa Kirkegaarden i Justine begraver vi Dagen efter vor gode Willandsen, lægger Kranse paa hans sidste Hvilested og rejser Korset over det. Om Aftenen prøver Franskmanden paa at sende os bagefter.

En Flyver kaster en Kæmpebombe tæt ved, saa hele Huset bogstaveligt vakler. Lidt efter falder der en hel Kæde af Bomber ned over Inaumont. Vi sidder i Kælderen og tager ingen Skade. Vi lærte til sidst at blive forsigtige!

Generalstormen er afslaaet. Stillingen ved Aisne udbygges, som vore Folk har gjort det saa tit og saa mange Steder.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 239-241

20. oktober 1918. H.C. Brodersen og “Skorstensfejeren” filosoferer over årsagen til krige

Senest ændret den 4. december 2020 8:51

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.

Her  er  der  ikke  behageligt,  og  Skorstensfejeren  havde Ret  i  sine  Betænkeligheder,  da  vi  rejste  hertil.  Samtalen  i Toget  hertil  drejede  sig  ikke  om  andet  end  om  Meningen ‘ med  saadant  et  „Vergältungslager”.  Det  lød  jo  noget  afskrækkende,  og  Skorstensfejeren  kunde  ikke  forstaa,  hvad vi  eller andre  havde  forbrudt. 

„Men  hvorfor  ikke,”  sagde  han, „nu  har  vi prøvet  lidt  af  hvert,  lad  os  saa  ogsaa  tage  det  med i  Købet.  Verden  er  nu  en  Gang  saadan.  Histovre blev  vi  anset  for  Helte,  og  her  behandles  vi  som  Forbrydere.” „Ja,  man  kan  nok  komme  til Eftertanke,”  erklærede  jeg. „Eftertanke?”  sagde  Skorstensfejeren,  „nej,  det  er  ikke det  rigtige  Udtryk. 

Total  forrykt,  men  hvad  er  der  at  vente af  en  saa  elendig  Verden.  Hvad  andet  befatter  Verden  sig med  end  Vergältung,  Had,  Hævn  og  deraf  Mord,  Drab  og Ødelæggelse,  naar  blot  man  derved  kan  skaffe  sig  nogen Gevinst?  Kan  du  forstaa  det?” „

Jo,  det  kan  jeg  godt  forstaa,  Julius,”  svarede  jeg,  „men hvad  jeg  ikke  kan  forstaa,  er  det,  at  det  ikke  gaar  ud  over hele  Menneskeheden,  men  kun  over  os. 

Hvad  har  vi da  gjort, siden  der  skal  udøves  „Vergältung”  mod  os.  Er  du  i  Stand til  at  sige  mig  det,  Julius?” „Ja,  jeg  kan  godt  høre  paa  dig,  at  du  ikke  kender  din Bibel,”  svarede  han. „Bibel?” „Ja,  véd  du  da  ikke,  at  der  staar  et  Sted,  at  Fædrenes Synd  skal  hjemsøge  Børnene  i  mange  Led.  Naa,  og  vi  er Børnene,”  tilføjede  han  vredt.

„Jamen  hele  Verden  har  da  været  lige  god  om  at  skabe den  Elendighed,  der  nu  raabes  „ Vergältung ”  om,  Julius, men  hvor  mange  kommer  i  en  Lejr,  hvor  denne  „Vergältung”  kan  udøves?” „Ja,  men  vi  er  nu  en  Gang  saa  uheldige  at  være  blandt dem,  det  skal  gaa  ud  over,  og  det  er  nu  det,  som  vi  har faaet  ud  af  at  lære,  at  Frankrig  er  Tysklands  Arvefjende. Det  er  en  storartet  Svindel. 

De  har  jo  intet  som  helst  gjort mig,  hvordan  kan  det  være  mine  Arvefjender,  men  Hadet skal  jo  holdes  vedlige,  og  det  er  nu  Grunden  til al  den  Elendighed,  og  at  vi  sidder  i  det,  som  vi gør!” „ Tror  du  da  ikke  paa  det  gode  i  Menneskene,  Julius?” „Det  gode  i  Menneskene?”  gentog  han  haanligt,  „det  tror du  da  heller  ikke  selv  paa!  Nej,  véd  du  hvad,  i  Hverdagslivet,  i  Handels-  og  Toldpolitik,  i  det  politiske  Liv ,  i  smaa indenrigske  og  endnu  mere  i  de  store  udenrigspolitiske  Forhold,  hvorfra  de  store  Forviklinger stammer,  gælder  det  om at  „dreje  hinanden  en  Knap”.

Med  Hævntanken  for  Øje opflaskes  vi Mennesker  fra  Barnsben  af,  for,  naar  Tiden  dertil  menes  at  være  inde,  at  skride  til  Udførelse  af  Hævn-  og Revanchetankerne.”” Skorstensfejeren  vandrede  frem  og  tilbage  i  Kreaturvognen  og  blev  ved:  „ Om  blot  alle  Kanoner,  Maskingeværer, Flyvemaskiner  og  Krigsskibe blev  sænket  ned  i  det  dybeste Hav,  da  vilde  Verden  om  kort  Tidse  anderledes  ud.  Og  dog, hvad  Nytte  vilde  det  hele  være  til,  naar  Tilliden  ganske mangler.

Det  ene  Land  stoler  ikke  paa  det  andet,  uden  at det  har  en  Kanon ved  Haanden  eller  en  Bajonet  at  støtte  sig til.  Krig  vil der  altid  være,  og  du  kunde  vel heller  ikke  tænke  dig  en  Skole,  hvor  Drengene  ikke  slaas.  Det  er  ganske som  i  Naturlivet;  Fuglene  i  Luften  og  Fiskene  i  Vandet  lever  der  i  Kraft  af  den  stærkeres  Ret. 

Træerne  i  Skoven  breder  sig  paa  Bekostning  af  de  svagere  Ditto,  der  med  Tiden visner  og  gaar  ud.” Jeg  maatte  le:  „Nej,  nu  tror  jeg,  du  gaar  for  vidt, Julius,” sagde  jeg,  „alt  det,  du  der  fortæller  om  Naturlivet,  kan  du da  ikke  uden  videre  overføre  paa  Menneskene,  vi  er  dog  opdraget  under  andre  Love  og  Bestemmelser  og  med  Tanken om  Livet  efter  Døden.  Og  der  er  mange,  der  indretter  Livet derefter!”

„Naa,  mener  du  det,  ja,  jeg  kan  godt  høre,  at  du  ikke har  set  ud  over  din  egen  Næsetip.  Nej, ser  du,” fortsatte  han, „alle  Steder  i  Verden  gælder  dette:  Høg  over  Høg.  Det  er Luksus,  Rigdom,  Ære ,  Magt  og  Anseelse  alle  higer  efter, indtil  Ballonen  revner.  Og  det  gør  den  tilsidst  for  alle,  hvad enten  det  nu  er  for  den  enkelte,  for  Regeringer,  Nationer, Diktatorer  og  andre.

Og  naar  saa  det  hele  er  ramlet  sammen  til  en  ynkelig Ruinhob,  knyttes  Næverne  imod  „de  andre”,  som  menes  at  være  Skyld  i  Ulykken,  og  saa  raabes  der om  „Vergältung”,  Revanche  og  Hævn.” Toget  raslede  nu  henover  Sporskiftesteder,  og  Vognen skubbedes  i  korte  Ryk  frem  og  tilbage,  og  vi  hørte  Hvinene af  Bremserne. 

„Ja, nu  er  vi der  vel,” sagde  Skorstensfejeren, „saa  faar  vi  jo  se,  hvad  der  bydes  paa!” Ja,  vi  er  her,  men  Gud  give  vi  var  vel  herfra  igen.  Der siges,  at  der  er  14,000  Mand  i  Lejren,  og  af  disse  28,000 Fødder  er  Pladsen  optraadt  til  et  Ælte ,  der  naar  op  over Fodledene.  Føden  er  tynd  og  langtfra  tilstrækkelig. 

Døde  og syge  bliver  baaret  bort  fra  Pladsen  hver  Morgen.  Bare  dog Sundheden  vil holde  til  den  Elendighed  her.  Vi  er  omgærdet  af  to  Rækker  tre  Meter  højt  Pigtraad  og  bliver  bevogtet  af  begsorte  og  store  Negre,  der  nok  skal  afskrække  fra Tanken  om  Flugt  eller  anden  Revolte. 

Fra  Pladsens  fire Hjørner  peger  et  Maskingevær  ind over  Pladsen,  og  der  staar en  Mand  bagved  hvert.  Latrinforholdene  er  langtfra  tilstrækkelige.  Byens  Bourgeoisie  gaar  imellem  Pigtraadsforhegningerne  og  fotograferer  dem,  der  med  Front  den  anden Vej  er  optaget  af  andet  end  at  smile  venligt  til  Kameraet.

 —  Polakkerne  og  Danskerne  har  dog  hver  en  Barak,  men Pladsen  er  optaget  alle  Vegne,  saa  der  ikke  er  én  Tomme Plads.  Lejren  er  forsynet  med  1  Pumpe,  og  i  Kø,  i  lang Række,  venter  baade  Dag  og  Nat  Kammerater  paa  at  komme  til  at  faa  lidt  Vand.  Jo,  det  er  vel  nok  et  „Vergältungslager”.  Kun  godt,  at  vi snart  skal  af  Sted  herfra.

 

18. oktober 1918. “Betænkelige spor af revolutionær smitte” hos erstatningsmandskabet

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Til et modangreb, der var planlagt til den 18. oktober, rakte kræfterne ikke længere. Det måtte opgives. Det blev endda nødvendigt at forlægge stillingen længere tilbage bag ved Oise-kanalen. Fjenden fulgte skarpt efter, endda med tanks. Det lykkedes at holde ham fra livet.

I tre dage holdt resterne af regimentet kanalens østbred besat, så blev det afløst og marcherede til Esquéheries for opfyldning og nyformering.

Den dejlige landsby, i hvilken 86’erne efter den stolte afværgesejr ved Somme havde tilbragt kostelige hviledage, var nu øde og uddød. Spor efter begyndende nedbrydning viste sig. Mange sammenlignede med vemod dengang og nu.

De nye erstatningsfolk, som indtraf i disse dage, viste allerede betænkelige spor af revolutionær smitte. Passiv modstand og åben ulydighed var forfærdende tegn på denne nye ånd. Ville den springe over på den lille rest af regimentet, der ind til nu tappert kæmpende havde gjort sin pligt? Eller ville denne rest kunne gennemtrænge de nye tropper med den gode frontånd?

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

17. oktober 1918. Én af “Danskerregimentets” sorteste dage i hele deres krigshistorie.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 17. oktober var en ulykkesdag for regimentet. Sammen med dagen for Moulin den sorteste dag i dets krigshistorie. Allerede den 16. oktober fyrede det fjendtlige artilleri med vekslende heftighed mod vor forreste linje og landsbyen Grougis. Det så ud som et forestående angreb.

Ulykkeligvis gik det højre naboregiment, infanteriregiment 268 fra 14. division, natten til den 17. oktober tilbage, fordi franskmanden havde taget en gård i dets flanke. 3. kompagni, som lå til højre, trak derpå om natten sin flanke noget tilbage. Den tilbagebøjning måtte standse, da skudfeltet blev ugunstigt.

Forbindelsen til 269 opretholdt kompagniet ved poster, mere kunne det ikke gøre. I sig selv er enhver regiments- og divisionsgrænse et svagt punkt, der kræver en særlig stærk besætning. Nu udgør dette sted et særligt sårbart punkt. Hvor årsagen til denne fejl lå, om vor division var utilstrækkeligt eller slet ikke underrettet af nabodivisionen, om givne ordrer pga. tidnød ikke kom frem eller ikke kunne komme til udførelse, lader sig ikke konstatere inden for rammerne af regimentets historie.

I hvert fald skulle fejlen hævne sig på det bitterste. Kl. 7 formiddag den 17. oktober begyndte trommeilden at rase. Den ramte hele divisionens og nabodivisionens front. Tæt tåge, som man kun kunne se 20-30 meter igennem, blandede sig med slagets støv og røg.

Straks efter kl. 7 vældede franskmændene frem. Dér hvor han angreb frontalt, blev han slået tilbage. Snart troede I bataljon at have opnået en sejr. Men modstanderen var brudt igennem ved 14. division og havde også fundet det ulykkelige hul. Nu dukkede hans flokke op bag ryggen af fronten. Modstand syntes udsigtsløs. Bataljonen blev taget til fange. Men dermed var det ikke slut med ulykken.

Fjenden var brudt så langt igennem til højre, at han i tågen kom til syne foran fronten og i flanken på den fuldstændig overraskede II bataljon, som lå længere tilbage i beredskab. En kort kamp mod en overmagt, så blev den største del af denne bataljon også taget til fange eller nedkæmpet.

Det var 5. og 7. kompagni samt en deling af 6. kompagni og 2 delinger maskingeværer, der ligeledes måtte vandre den bitre vej ind i det fjendtlige område.

 II bataljons stab blev ramt af en fuldtræffer og sat ud af spillet. Aisonville faldt, og om det langstrakte, krogformede Grougis blev der kæmpet. I artillerisikringsstillingen gik fremstødet i stå. Ingen kanoner gik tabt.

Om aftenen blev de dele trukket tilbage, der kæmpede i landsbyen,  så der blev dannet en ny linje, der løb fra Thiolet-Ferme langs østranden af Grougis, med de i mellemtiden tilkaldte forstærkninger: II bataljon fra regiment 82 og III bataljon fra regiment 85 samt infanteriregiment 94. III bataljon forblev længere til højre i samarbejde med 14. division. Den besatte først højene nord for Sanière-Ferme, måtte så udfylde et hul mellem to regimenter, blev så afløst om natten af pionerer og gik i bivuak bag fronten.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. oktober 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86s hverdag er præget af tilbagetog og frontliv.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.

Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.

Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.

I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag   underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.

I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16.oktober 1918 – Milert Schulz: ” Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 16.10.18.

Mine kjære elskede Forældre og Søskende!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig kommer jeg nu dertil at skrive Eder et langt Brev.

Som I vel har læst i Bladene er vi jo gaaet et mægtig Stykke tilbage og har römmet hele Palästina. Siden den 22.9. har vi været undervejs, altid tilbage.

For 3 Dage siden er vi nu her ankommen i en By vestlig for Staden Adaan. Det ligger tædt ved Taurus bjerget vis i kan finde det paa Landkortet, og muligvis kommer vi endnu længere tilbage. I har jo vist tænkt alt muligt om mig, nöd og Begravet eller Savnet, eller og i Fangeskab, men ingen af disse tre Muligheder har truffet mig. Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag.

Vi har gaaet, og prövet meget igennem paa denne Tilbagetogt. Den 22.9 rykkede vi bort fra Byen Vadi – Sir vor vi laa. Derfra marcherede vi til Es-Salt, og gik i Stilling samme Aften som vi kom an.

Vi laa der én Dag saa kom Englænderen allerede an i store Kollonner. Vi kunde ikke holde os mere i denne Stilling og matte vi saa videre tilbage.

Saa gik Marchen först lös i Retning Damaskus. Det var en lang Tour at gaa til Fods kan I tro. Helt fra Es-Salt til nord for Damaskus til Fods og med Tornister på Nacken. Der gik vi godt otte Dage.

Men vad jeg der har oplevet forglemmer jeg aldrig mere. Vi er der gaaet igjennem en Egn vor Beduiner huserer dette Röver og Morderpak. En Nat gik vi et Stykke Vej der laa ikke mindre en 13 afklæde og med Halsen gjennem skaaren og Hovedet knust. Brystet gjennem stukket, Badet i Deres egen Blodlage Tyrkisk Soldater. Det saa heelt forfærdelig ud.

Natten Derpaa saa vi de samme Billeder. Disse arme Folk har ikke kunde holde marchen ud længere og var bleven eene tilbage. Saa er dette Röverpak kommen og har overfaldet disse Folk og rættet dem saadan til.

Vi er marcheret altid videre efter Damaskus til. I disse otte Dage har vi levet ved Vand og Vindruer og andet Frugt. Bröd har vi ikke haft at mætte os ved. Da vi saa kom til Damaskus stod alle Tyske Magasiner og Banegaard i Brand. Tædt på Damaskus blev et Munitionsdepot sprenget i Luften. Det saa fiin ud men frygtelige Knald gav det. Mange tusinde Mark er der gaaet i Luften.

(…)

Eder mere om denne Tour. En heel deel Post har jeg ogsaa modtaget. Brev fra dig kjære Fader fra den 2.9.,9.9.,16.9., 23.9. og 6.9. en Pakke med Kage fra 1.9. og en Pakke med engelske Kjödkonserve Brev fra Br. Drees 30.8. 6.9. fra Söster Thilde 31-8-, 5-9- 10.9., 19.9. og et Brev fra Söster Olga fra den 3.9. Fro alt min hjerteligeste Tak kj. Forældre og Söskende.

Ellers er alt vel her hos mig. Jeg vejer 125 Pund jeg holder mig altid på dette Vægt. Et Brev har jeg faaet tilbage fra Broder Matth. Ja mine Kjære jeg maa altid tænke paa den kjære Bror. Men dette tager jeg ogsaa heelt af Herrens Haand Fred være med sit Stöv. Han har det jo nu bedre end vi. Vi haaber jo dog at Herren har taget ham hjem til sig.

Jeg har her 3 Billeder af ham den kjære Bror.  Det er saa mærkeligt at tænke at jeg skulde see ham for sidste Gang sidste Aar da jeg hjemme. Hvor var han bleven Krass at han var större en jeg og Far, jeg husker det rigtigt godt endnu hvor han gjorde nar af os to Gefreitreiter.  Ja Herren gav. Herren tog Herrens Navt være Lovet. 

Fra Söster Mie har jeg ogsaa modtaget en deel Brev, ogsaa Pastor Nilsen har skreven mig flere Breve. Jeg har nu saa mange at besvare at jeg snart ikke kan overkomme det allene.

Hvordan det nu kan blive med Orlov er jeg nu spendt. Ihvertfald er jeg den förste der kjörer fra vor Komp., men hvornaar det bliver kan jeg ikke sige. Maaskee har vi snart Fred nu. Her blandt Soldaterne bliver der ogsaa meget talt om Fred. Tiden vil jo vise snart forandre sig. Gud give at dog snart maatte höre op og vi kan drage sund og rask hjem igjen. Det give Gud.

Hermed være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig. Eders Sön og Broder

Milert.       

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238