Kategoriarkiv: Krigens forløb

25. juni 1917. Ballontjeneste og danskundervisning i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

I Slutningen af April kom jeg tilbage til B. Z. 33 og maatte forrette Ballontjeneste igen, men en Uges Tid efter blev jeg Telefonist og Korttegner ved vor Ballon, da den nuværende Kammerat skulde paa Orlov. Denne Stilling beholdt jeg de sidste 1½ Aar af Krigen, og den var paa mange Maader meget bedre end den at være ved Ballonen. Som Telefonist fik man jo et helt andet Indblik i det, der skete hos os i Nabolaget, og man var helt anderledes á jour med Begivenhederne.

Blandt andet fik vi engang Meddelelse om, at vi skulde være Observatører for fem Skud fra en langtrækkende Kanon, der skulde beskyde det ene Taarn af Katedralen i Reims, hvor man formodede, at der var anbragt en fransk Observationspost. De ramte ikke; om det var med eller uden Vilje, skal jeg lade være usagt.

Senere paa Sommeren flyttede vi ca. 30 km længere østpaa til Bétheniville sur Suippe, men stadig i Champagnen. Vi maatte selv bygge Barakker i den nye Stilling, og da havde vi jo den Fordel, at vi ved vor lille Stab først fik bygget en Barak til Telefon og Kort. Dernæst fik Officererne deres Barak, og langt om længe kom Turen til den store Mandskabsbarak.

Folkene havde da i ca. seks Uger boet i nogle smaa Jordgrave, som de selv havde gravet i en lille Skov; men ved en Inspektion blev det opdaget, at Officererne havde ofret saa meget Arbejdskraft paa deres egen Beboelse, mens Folkene havde maattet ligge ubeskyttet i Regn og Kulde. Man maa have ment, at vore unge Løjtnanter var for egenraadige og egoistiske, for kort efter fik vi en Ritmester, von der Uhde, tilkommanderet for at sætte Skik paa Forholdene.

Han var af den gamle Skole og aktiv Officer, og jeg skal love for, at han kunde ordne Tingene. Ikke alene Officererne kostede han med, men ogsaa med os andre. Han talte hele Tiden om „der Geist Friedrichs des Grossen“, som han nok skulde indpode os allesammen. Vi paa Centralen maatte foregaa alle de andre med et godt Eksempel. Vi maatte allesammen sy vore Knapper om saaledes, at Kronen paa Knappen sad absolut lodret, og det drillede han os længe med. En skønne Dag var Mandskabsbarakken heldigvis færdig, og han forlod os til Glæde for saavel store som smaa.

Foruden vor Tropfører, Lt. Bliersbach, fik vi en 1. fast Observatør, Lt. Meyer fra Wurttemberg, og en 2. Observatør, Lt. Hancke, som blev tildelt os fra et Feltartilleriregiment, der laa lige foran os. Alle tre Løjtnanter boede og sov sammen med os tre fra Centralen, til deres egen fine Bungalow blev færdig. Man kan forstaa, at der efterhaanden blev et vist Frisprog mellem os, inden Uhde kom.

Jeg fik tilsendt „Modersmaalet“ hjemmefra een eller to Gange om Ugen, og min Mor havde altid skrevet en Del i den brede Margin, som „Modersmaalet“s Hovede dengang havde. Af den Grund havde man en lang Tid kaldt mig „der Däne“ eller bedre endnu „der Verräter”. Jeg var nemlig den eneste ved vor Trop, der fik „fremmede” Aviser tilsendt; men det var i al Godmodighed og havde ingen Brod.

Da Lt. Hancke havde været et Stykke Tid hos os og lært os at kende, sagde han en Dag: „Hør, Andersen! De bliver kaldt „der Verräter” og faar danske Aviser, hvorledes hænger det egentlig sammen?“

 Jo,“ sagde jeg — og saa maatte jeg jo til at forklare det hele som saa mangen Gang før.’

„Jamen,” sagde han. „Det er jo glimrende; nu skal De høre, saa maa De jo kunne lære mig at tale og skrive Dansk.”

„Ok, ja,” sagde jeg, „det kan jeg sagtens.” 

Jeg har vel været ca. 26 Aar dengang, og han var 21. Han var en høj, smuk Dreng, var fra Quedlinburg i Harzen og havde afbrudt sit medicinske Studium, da Krigen udbrød, og meldt sig som krigsfrivillig og var nu avanceret til Løjtnant. Han var betaget af det store Tysklands Vej til Ros og Magt, og naar Krigen var forbi, vilde han foruden at blive Læge ogsaa som Pangermanist gøre et Arbejde for at bringe de germanske Stater i Samarbejde med Tyskland. Han havde udset sig de nordiske Stater som Arbejdsmark, for vi var jo ogsaa Germaner, havde samme Kultur og samme protestantiske Religion.

Nu traf det sig jo saa glimrende, at jeg her paa Regnvejrs- og Taagedage kunde lære ham Dansk; saa blev Tiden ikke spildt. (…) Til Trods for, at jeg selv aldrig havde lært Dansk i Skolen, gik vi altsaa i Gang.

Han var en metodisk Elev og kunde selv stille Spørgsmaalene, naar det kneb for mig med Grammatikken og Nutid, Datid og Fremtid. Snart maatte vi have Bøger. Jeg skrev hjem og fik bl. a. sendt „En glad Gut“ af Bjørnson, og min Elev gjorde gode Fremskridt. Han lærte og læste ogsaa danske Sange, bl. a. „Altid frejdig, naar du gaar“ og „Langt højere Bjerge”.

Vi lærte hinanden rigtig godt at kende. En Dag sagde han: „Hør, Andersen! Jeg kan ikke forstaa, at De vil gaa her og være gemen Luftskipper. De maa kunne bringe det meget videre. Skal jeg ikke gøre noget for Dem, saa De kan blive Hjælpe-Observatør; saa bliver De Underofficer og maaske Feldwebel, ja, maaske kan De endda bringe det saa vidt som til Offizier-Stellvertreter.”

Han mente, at det nu skulde svimle for mig; men jeg sagde: „Kære Hancke, De maa da have forstaaet, at jeg kun er her for at gøre min Pligt, men heller ikke det allermindste mere, — og husk paa, hvad vi lige har lært at synge: „Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst.”

Saa forstod han, og han pressede mig aldrig senere.

DSK-årbøger 1950

24. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om planerne for den kommende britiske offensiv i Flandern. Vi skal også til Mellemøsten, hvor Lawrence of Arabia har problemer med den arabiske revolte. I den franske hær løjer mytterierne af, og på den italienske front er offensiven ved Trentino en katastrofe.

24. juni 1917. Engelsk patrulje har bortført en vagtpost

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Den 22. juni om aftenen savnedes en underofficerspost fra 7. kompagni. Den havde stået ved et skovbælte, et særligt blæsende hjørne i den nedlagte Havrincourt-skov. Altså måtte det være sket ved højlys dag. Hvordan var det muligt?!

To dage senere blev der kastet lidt lys over den dunkle hændelse. Det samme sted sneg to englændere sig den 24. juni ved højlys dag camoufleret med buske gennem underskoven. Først på en afstand af 20 meter bliver de opdaget af vagtposten. Før han kan komme til skud, bliver han strakt til jorden ved to skud, sergenten bliver ligeledes dræbt ved et hovedskud, da han stikker hovedet ud af vagtposternes dækning. Først den tredje mand lykkedes det ved håndgranater at fordrive modstanderen. Den formodning var nærliggende, at den forsvundne post for to dage siden var blevet offer for den samme list. En gammel krigslist, der vandrende Dunsinan-skov i Shakespeares ”Macbeth” var vakt til live igen.

Ellers havde fjenden med sine hyppige forsøg uden og med artilleriforberedelse ringe held til at overrumple posterne, og ret ofte havde de tab. Natten mellem den 1. og 2. juni blev 3. kompagnis poster angrebet af en ca. 12 mand stærk patrulje. Som reaktion på gevær- og håndgranatild iler løjtnant Barfaut fra 1. maskingeværkompagni fremad med en projektør og et maskingevær. Ildkampen er endnu i fuld gang. Da lyser projektøren op, maskingeværet bestryger forfeltet. Der kommer skrig derovre fra; Barfaut styrter frem med fire mand og tager en såret og en uskadt englænder til fange.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

21. juni 1917 – Paul Paulsen: “… jeg er saa kaput”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Forældre og Søskende!
I længes jo vist meget efter at høre fra mig. Først siger jeg mange Tak for Pakken No 9 med Flæsk og for Middes Brev. Jeg er jo glad[,] naar i sender mig noget, men troe mig kjære Forældre[,] at Appetitten gaar helt bort. Det er næsten ikke til at holde ud her i Granathullerne[.]

Vi har nud ligget 7 Dage derude i en Tur og kom inat ud af Stelling. Jeg mo[d]tog da Post fra 7 Dage[,] for der komme ingen Post ud og vi kan heller ikke skrive[.] Jeg vil bede eder ikke at sende mig for meget[,] da jeg er saa kaput [,]at jeg dog ikke kann spise det. Om et paar Dage skal vi vist der ud igjen.

Ja vis da Krigen snart va[r] til Ende[.] Denne Sommer koster mange Meneske Livet. Men vi vil bede Gud at han vil holde sin Hand over os og føre os vel hjem til eder igjen.

Jeg seer ogsaa[,] at Broder Martin ikke er saa rask, men [h]vis det ikke er for slimt, kan han vist slippe en Tur for at komme med i Stelling[.] Ja at man kan holde det alt ud[,] er til at undre sig over[,] men vi maa altid sætte vor Lid til Gud, han vil dog føre alt til det be[d]ste for os Jeg ved idag ikke andet at skrive maaske meere imorgen[,] naar jeg kommer lidt til Ro.

Nu de kjærligste Hilsener til eder alle fra Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

20. juni 1917. Ved fronten i Galizien: “Ligstanken var i første linje næsten ikke til at holde ud.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien.

Det var Midsommer, og Ligstanken var i første Linje næsten ikke til at holde ud. Der lå en sødlig Stank over det hele, og Vinden førte Lugten med længere tilbage.

Mon vi Krigsdeltagere ikke allesammen har det sådan, at der er visse Småting, Oplevelser eller Syn, som i sig selv er så betydningsløse, men som vi dog aldrig kan glemme, som ofte pludselig dukker op i vore Tanker og står så klare og tydelige for os, som om det var i Går, vi oplevede eller så det?

Sådan har jeg det også med en lille Oplevelse fra denne Stilling. I Løbegraven mellem 2. og 3. Linie ragede en Arm; og en Hånd frem af Jorden. Den havde en ren uhyggelig, ja nærmest hypnotisk Tiltrækningskraft på mine Øjne og Tanker.

Tankerne måtte altid på ny beskæftige sig med det ubekendte Menneske, som der lå bagved i Jorden og hvis Livsbane der havde fået sit Endeligt. Det var mig umuligt at tvinge Øjnene og Tankerne i en anden Retning, når jeg skulde den Vej. Ofte må jeg endnu tænke tilbage på dette.

Vi havde med 2 store Maskingeværer fået anvist Stillingen i 3. Linie. Her fandtes ingen Bunker. Sovepladser havde vi i Jordhytter overdækket med tynde Træstammer og Jord lige bag ved Skyttegraven i Skovkanten.

En Nat fik vore Kammerater fra det andet Gevær en Fuldtræffer midt ned gennem Taget. De var alle dræbt på Stedet. Jeg så næste Dag ind gennem Indgangsåbningen. De var alle gennemboret af splintrede Træstaver fra Taget og Sovekøjerne. Jeg kunde ikke være med til at grave dem frem. De fik deres sidste Hvilested lige bag ved Linien.

DSK-årbøger 1944

19. juni 1917. Taget til fange af dansktalende englænder

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange

Hvordan jeg blev taget til Fange? Jo, ser du, det skete en smuk Juni-Aften i 1917.

Vor hele Stilling var nogle usle Huller i Jorden med to og tre Mand i hver og med en Dør eller et Stykke Bliktag som Dækning. Og vor eneste Spærring forude var en  enkelt Pigtraad. Meget smaat og meget simpelt det hele.

Flyvere var hele Dagen gaaet lavt hen over os, og da Trommeilden om Aftenen hørte op, vidste vi, hvad der forestod. Jeg gjorde Underofficerstjeneste og gik, da Ilden hørte op, rundt til alle Kammerater for at se, hvorledes det stod til og for at forberede dem paa, hvad der var i Vente.

Paa venstre Fløj af mit Afsnit havde jeg to ganske unge Soldater staaende, og den ene af dem kommer løbende over til mig og fortæller, at den anden er stukket af bag ud, og at han ikke vil blive alene tilbage. Naa, han kommer saa med ned i mit Hul, og vi er nu tre Mand, som anstrengt staar og stirre r over imod Fjenden. Alt synes at være stille.

Pludselig lægger sig en Haand paa min Skulder, og da jeg vender sig om, staar der seks Englændere og griner ad os.

„Kom an, Fritz”, siger de, og vi følger med over til deres Grav. Naar undtages, at de tager vore personlige Ejendele som Souvenirs, er det gemytlige Svende, rigtig rare og flinke Folk.

Men lige saa let det var at komme bort fra vor Stilling, lige saa vanskeligt var det at forcere deres Stilling. Jeg skal love for, at der var af spærret, og det varede noget, inden vi kom igennem al den Pigtraad, de havde spændt ud. Det var Skotter,, der tog imod os, og der udspandt sig nu følgende Samtale mellem deres Oberst og mig:

„Hvor mange Maskingeværer har I i dette Afsnit, og hvor er de placeret?”

„Det ved jeg ikke”.

Han lo lidt smørret og viste mig en Kortskitse, hvor vore Maskingeværreder nok saa tydeligt og nøjagtigt var indtegnede.

„I skulde afløses i Nat Kl. 12. Kan du sige mig af hvem”?

„Jeg ved nok, at vi skulde afløses, men ikke af hvem”.

Igen lo han helt gemytligt og fortalte mig saa, hvilket Regiment der skulde afløse os, og hvad Regimentskommandøren hed.

Han kommer saa helt hen til mig, sér mig stift i Øjnene og siger: „Det er pænt af dig, at du ikke vil forraade dine Kammerater, og vi véd det jo ogsaa selv altsammen.”

Han ser igen stærkt paa mig og siger saa efter at have betænkt sig lidt: „Vi to maa nok hellere tale dansk sammen, det kan vi begge meget bedre end tysk”.

Han var Svensker og en gemytlig Svend.

DSK-årbøger, 1943.

19. Juni 1917 – Milert Schulz: “… beim einem Angriff 500 Tote“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien. Og nu håber han, at kunne komme hjem i august eller september.

Im Felde d.19.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Meinen besten Dank für Eure lieben Briefe vom 11.6.17. liebe Mutter und Vater. En hat mich sehr gefreut mal wieder etwas aus der lieben Heimat zu bekommen. Wie ich ja aus alle Euren Briefen sehen kann habt Ihr’s ja noch immer recht gut. Ihr schrieb mir letzt ob ich nicht Kaffee oder Wolle besorgen kann. Ja meine lieben mit Kaffee wird es wohl nicht so leicht sein. Aber mit Wolle liesse sich vielleicht etwas machen. Ich werde mich mal nach salchen Sachen umsehen. Vielleicht kann ich doch etwas auftreiben.

Mir geht es ja noch immer recht gut hier unten. Bin noch immer gesund und munter.  Hier haben wir jeden Tag Gewitter und viel Regen. Gestern regnete es so stark, dass wir kaum in unsern Zelt aufhalten konnten. Also regen genug. Ich wünschte dass dieser Regen zu Hause gefallen wäre.

Gestern bekammen wir Telegram von unsern Feldwebel, dass er zu Hause erkrankt war. Na hoffentlich kommt er noch wieder, dass ich auch nach Hause fahren kann. Wenn’s Glückt komme ich vielleicht im September oder Ende August. Nun wollen wir erstmal die Zeit ruhig abwarten. Ende diesen Monat fahren 5 Mann von der Komp. in Urlaub und denn Ende Juli wieder 5 Mann.  Diese sind noch die altesten bei der Komp. die schon ein Jahr im Felde sind. Nun den sind noch End August 2 Mann von den alteren übrig und da hoffe ich mitfahren zu können. Na vielleicht ist der krieg auch bisdahin zu End das kann man ja nun garnicht wissen. Got gebe es in seiner Gnade dass es doch bald Schluss wird mit diesen Kämpfen und Ringen um Leben und Tod. Wenn ich an die schweren Kämpfe denken welche wir hier Mitte Mai hatten da haben die Franzosen beim einem Angriff 500 Tote vor unserer Stellung verloren und wie viele verwundete sind nicht zurück  gelaufen. Ja es ist schrecklich mit so einer Mörderei.

Jetzt ist es fast ganz ruhig an der Front. Nur ab und zu fällt ein Artellerieschuss. Ich freue mich bloss, dass ich hier auf der Schreibstube sein kann. Hab jeden Tag mein gutes Essen und jede Nacht meinen ruhigen Schlaff. Jeden zweiten Tag essen wir „Frekadeller“ mit Butter gebraten und wenn das nicht da ist in Schmalz. So, nun zum  Schluss seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder.

Milert

Auf Wiedersehn im September

(Breve i privateje)

18. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de amerikanske forberedelser til krigsindsatsen og om kampene ved Messines højdedraget. Det handler også om det hidtil største tyske bombeangreb med fly over London. Der er alvorlige uroligheder og mytterier i såvel den russiske som den franske hær. Der er også nyt fra krigshandlingerne i Mellemøsten, hvor der kæmpes i Gaza og hvor briterne udskifter ledelsen af de militære operationer. Endelig handler det om den katastrofale italienske offensiv ved Trentino – og om et tronskifte i Grækenland.

17. juni 1917. K. Tastesen i Palæstina

Füsilier K. Tastesen kom i maj 1917 til Palæstina og Ægypten.

Den 2. Juni kom vi i Toget igen og kørte til Monastir. Derfra marscherede vi saa til et lille Bjerg eller en Høj, der hedder Hølenkupa, hvor der allerede var et Slag i Gang. Tyskerne var trængt tilbage, men nu kom vi til Undsætning og drev Fjenden tilbage i hans Stillinger igen.

Der var vi saa i tre Dage. Saa kom vi med Toget og blev sat over Strædet ved Konstantinopel, hvorefter vi kørte videre igennem Lille-Asien og Damaskus, over Jordans Flod til en lille By Betia, ca. 15 km fra Jerusalem.

Der laa vi et Par Dage, saa kørte vi videre gennem Ægypten til Suez, hvortil vi ankom den 17. Juni. Der laa vi nu i Reserve i tre Uger, og bestilte ikke andet end at blive indøvede i at bruge en ny Slags Haandgranater og nogle smaa Maskingeværer, som een Mand kunde betjene.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

16. juni 1917 – Tønder Zeppelinbase: Angreb på England

Klokken 14.45 den 16. juni 1917  lettede zeppelineren L45 fra luftskibsbasen ved Tønder for at deltage i et angreb på London.  Seks luftskibe skulle have deltaget i angrebet, men de to luftskibe, der var stationeret i Alhorn, kunne på grund af sidevind ikke komme ud af deres hangar, mens to andre luftskibe måtte vende om på grund af motorproblemer. Det ene af dem var L45, der fløj hjem på kun en enkelt motor og derfor så sig nødsaget til at overflyve det neurale Holland. Det landede i Tønder ved middagstid næste dag.

Luftskib bugseres ind i Toska-hallen, Tønder (Zeppelin- og garnisonsmuseet Tønder)

De to sidste luftskibe nåede England, men ikke London. Det ene, L42, valgte på grund af vejret at bombe, hvad man mente var Dover, men i virkeligheden var Ramsgate. En af bomberne traf et ammuntionsdepot, der eksploderede og satte ild til de nærliggende bygninger. Tre mistede livet og seksten blev såret.

Det andet, L48, løb ind i motorproblemer ud for den engelske kyst samtidig med, at kompasset frøs. Kaptajnen valgte derfor at bombe det nærliggende Harwich, og kaste bombelasten på flådebasen dér. Bomberne faldt dog på bar mark 8 km nord for målet.

Under luftskibets indflyvning var engelske fly gået i luften, et af dem blev ført af Løjtnant L.P. Watkins:

Over flyvepladsen steg jeg til 8.000 fod og satte så kurs i retning af Harwich, mens jeg stadig steg. I 11.000 fods højde over Harwich så jeg luftværnskanonerne skyde og adskillige søgelys peger mod et punkt. Et minut senere observerede jeg Zeppelineren 2.000 fod over mig. Efter at være steget 500 fod fyrede jeg en hel ammunitionstromle af mod dens hale, men uden virkning. Så steg jeg til 12.000 fod og affyrede endnu en tromle mod dens hale uden virkning. Så besluttede jeg mig for at vente med at affyre endnu en tromle, før jeg var på nært hold. Jeg steg jævnt, til jeg nåede 13.200 fod og var omkring 500 fod under Zeppelineren. Jeg affyrede tre korte salver på ca. 7 skud og så resten af tromlen. Zeppelinerens hale brød i brand, ilden løb langs begge sider, hele Zeppelineren brød i brand og faldt brændende ned. 
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 250)

Mirakuløst overlevede tre besætningsmedlemmer. Luftskibet faldt forholdsvis langsomt til jorden og ramte med halen først, skibets forende blev derfor ikke som bagenden knust. Fra førergondolen overlevede en løjtnant med svære skader (han døde knap halvandet år senere), fra en af de forreste motorgondoler overlevede to, den ene brækkede begge ben, den anden fik kun overfladiske brandsår.

Se Zeppelinbasen i Tønder og bliv vist rundt på baseterrrænet ved det store åbent-hus-arrangement den 9. juli 2017 kl. 10:00-15:00.

15. juni 1917. De gamle frontsoldater driller Feldweblen

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Kompagniet havde fået ny Feldwebel, der plagede de gamle frontrotter med eksercits. Det skulle hævnes.

Der skulle afholdes bataljonsøvelse, og da vore heste var anbragt i en stor lade, der lå et stykke uden for byen, sendte Feldweblen en skriftlig ordre ud til den underofficer, der havde kommandoen over kuske og heste. Ordren lød på, at han næste morgen kl. 8 skulle stille på appelpladsen med ti spand heste.

Nu vidste Niggemann – sådan hed underofficeren – lige så godt som alle vi andre, at når ti vogne skulle deltage i øvelsen, skulle løjtnanten selvfølgelig også bruge sin ridehest. Da der imidlertid ikke stod noget i ordren angående ridehest, var her en kærkommen lejlighed til at stikke Feldweblen én ud.

Når Feldweblen var i sit “kasernehumør”, og det var han så godt som daglig, gik hans galskab lige så meget ud over underofficererne som over de menige, og da han altid benyttede vendinger som »Befehl ist Befehl« (en ordre er en ordre), og “Jeg forlanger mine ordrer udført til punkt og prikke”, besluttede Niggemann for en gangs skyld at tage ham helt bogstaveligt.

Ordren blev givet om eftermiddagen, før øvelsen skulle finde sted, og der gik ikke mange timer, før alle vidste besked om den famøse sag, og v i håbede, at Feldweblen ikke ville opdage sin fadæse i tide.

Næste morgen oprandt, og da vi trådte an på appelpladsen, holdt Niggemann allerede dér højt til hest med de ti køretøjer. “Alma”, sådan hed løjtnantens hest, var der ikke.

Spændingen var stor, mon Feldweblen ville opdage noget, inden løjtnanten kom til stede? Men det gjorde idioten selvfølgelig ikke.

Da løjtnanten kom, afgav Feldweblen melding, og alting gik såre godt, indtil løjtnanten vendte sig om og råbte: “Niggemann, mein Pferd!”

“Ist nicht da, Herr Leutnant, ist nicht bestellt worden” (“Niggemann, min hest!” – “Er her ikke, hr. løjtnant. Den er ikke blevet bestilt”).

Niggemann sprang af hesten og gik hen til løjtnanten med den skriftlige ordre. Da løjtnanten havde læst den, stod han et øjeblik og så lige ud i luften. Han blev skiftevis rød og bleg, vendte sig så om mod Feldweblen og sagde ganske roligt: “Herr Feldwebel, jeg har længe bemærket, at De ser dårlig ud. De er sikkert ikke rigtig rask. I morgen tidlig melder De Dem syg. Det er en ordre! Jeg skal nok selv tale med lægen.”

Derpå vendte løjtnanten sig atter om mod kompagniet, og i det samme kom en mand trækkende med “Alma” fuldt opsadlet. Løjtnanten steg til hest uden et ord og uden at blive forundret over, at hesten dukkede op. Den havde stået i skjul et stykke borte. Niggemann ville selvfølgelig ikke sætte løjtnanten i forlegenhed.

Vi rykkede ud med en lille forsinkelse, men nåede øvelsespladsen i god tid. Denne dag syntes patronkasserne kun halvt så tunge, og det hele gik som en leg.

Feldweblen så vi ikke mere, og det var vi ikke kede af. Kort tid efter kom vor gamle Feldwebel tilbage fra lazarettet, og roen var genoprettet ved kompagniet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. juni 1917. Mathias Møller i Galizien: På patrulje mellem 2.000 opløste lig

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Her lå han i en rolig stilling ved Pripetsumpene, indtil det atter var tid til opbrud.

Om Dagen var det altid roligt, men om Natten var der lidt Geværild. Et Kanonskud var en Sjældenhed. Det måtte være en dejlig Stilling.

Ja, alt for god til os. Allerede den 10. Juni var der påny Opbrud. Vi blev igen indladet, og Rejsen gik mod Vest til Brest-Litovsk og så mod Syd. Landskaberne i Mellemrusland er i det store og hele ikke ret afvekslende, for det meste flade og store Strækninger, triste og store Arealer uden Bebyggelse.

På den tredie Dag nåede vi Galizien. Landet blev afvekslende og ret frugtbart, og til sidst mere og mere bakket. Det var Forterrænet til Karpaterne. Et Sted i Omegnen af Stanislau blev vi udladet, og så gik det mod Fronten. I en Reservestilling ca. 500 meter fra tredie Linje afløste vi Tyrkerne.

Modtagelsen var hjertelig. Der blev byttet Rygevarer. De var opmærksomme og imødekommende i enhver Henseende. Men Samtalerne kunde jo kun foregå ved Tegn og ved mere eller mindre heldige Fagter.

De opførte til Ære for os nationale Danse. Det foregik i en Rundkreds, ledsagedes af Sang og lignede meget Kosakkernes Danse, som man har set på Film og Varietescener.

Derefter marcherede de bort for at overtage et andet Afsnit.

Reservestillingen lå i en gammel, smuk Bøgeskov og bestod af en Række Jordhuler, der var gravet ind i en Skrænt og overdækket med Træstammer og Jord. Her tilbragte vi nogle Dage ad Gangen, afvekslende med nogle Dage i Stillingen.

Stillingen begyndte ved Skovkanten med tredie Skyttegrav, og anden og første Linje lå i en Afstand på ca. 200 og 400 meter derfra. Første Linje løb i vort Afsnit på Overkanten af en Skrænt, hvilket bevirkede, at Bunkerne der ikke havde særlig mere Dækning forneden end foroven.

Men den største Kalamitet ved Stillingen var, at der i Dalen foran første Linje lå en Mængde ubegravede Lig. Man nævnte Tal på 2000 dræbte Russere. Der blev fortalt, at det var Russere, som havde, villet overgive sig, og som Tyrkerne havde mejet ned med Maskingeværild.

Tyrkerne tog sjældent Fanger. Der fortaltes også Historier om Overløbere, som de skar Ørene eller Næsen af og så sendte retur. Hvor vidt alt dette passer, ved jeg ikke.

Men det fortaltes som Fakta.

En Nat kom en af vore Patrouiller ind i Ligmarken og trådte i opløste Lig. De kom blege og chokerede tilbage.

Der var ingen, som vilde ud i det Område igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1944

12. juni 1917. Soldaterhumor: Hvordan man tager røven på en Feldwebel

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En dum Feldwebel

Da vi afgik fra østfronten til Frankrig , fik v i en ny kompagnichef, idet “Sternigel”, som allerede omtalt, ikke ville lege med mere. Det var løjtnant Knutz, der afløste “Sternigel”. Han havde været adjudant hos regimentskommandøren, Graf von Kielmannsegg. Det var et godt bytte, vi dér gjorde, for løjtnant Knutz var ikke alene en god chef, han var også i besiddelse af fine menneskelige egenskaber.

Knapt så godt var det, at vi et stykke tid efter også fik en ny Kommandofeldwebel, fordi Hannoveraneren blev syg og måtte på lazaret. Den nye, der kom direkte fra garnisonen i Tyskland, var Hannoveranerens diametrale modsætning. Om han havde været i felten før, ved jeg ikke, men hans opførsel overfor såvel underofficerer som menige tydede ikke herpå. Metoderne f ra garnisonen ville han indføre derude i felten, og det slap han ikke ret heldigt fra.

Jeg mindes, at løjtnant Knutz en dag sagde til ham i hele kompagniets påhør: “Herr Feldwebel, lassen Sie Ihre Garnisons-Zicken, die konnen wir hier nicht gebrauchen” (“Hr. Feldwebel. – Hold op med Deres garnisonsnarrestreger – dem har v i ikke brug for her”). Men til trods herfor kunne manden ikke holde sig i skindet, så det skulle ende galt, og det gjorde det også.

Vi havde besluttet, at han skulle have en ordentlig dukkert, når der blev lejlighed dertil. Den kom, da vi engang lå i ro i en landsby bag fronten. Når vi skulle “træde an” om morgenen eller på et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen, havde Feldweblen for vane at rive døren op til det hus, vi boede i, og brøle “raustreten!”

Det var vi ikke vant til. Det med at sørge for at stille til tiden, havde altid været underofficerernes sag, og Feldweblens brølen ved disse lejligheder irriterede os grænseløst.

Et lyst hoved fandt ud af, at hans “raustreten” lige så godt kunne forstås som “austreten” – som betyder at gå på wc – og derefter blev slagplanen lagt.

Næste dag vidste vi , at vi skulle have en øvelse, hvor løjtnant Knutz sikkert ville være t i l stede. Når Feldweblen næste morgen brølede »raustreten« ind ad døren, skulle ordren øjeblikkelig gives videre som “austreten”. En mand fra hvert gevær, ti i alt, skulle så omgående styrte ud på latrinen og blive der, indtil de så, at løjtnanten var ankommet til appelpladsen. Derefter skulle de komme frem én for én. Det blev også bestemt, hvem der skulle komme først. Det var én, der havde ordet i sin magt og ikke var bange af sig.

Det hele var nøje gennemtænkt, og vi var spændt på, hvordan det ville gå. Det var jo meningen, at løjtnanten skulle “eksplodere” og give Feldweblen en ordentlig omgang, fordi han ikke havde kompagniet samlet.

Den næste morgen kom Feldweblen som sædvanlig og brølede sit “raustreten” ind ad døren. Ordren blev promte givet videre som “austreten”, og de ti mand styrtede ud på latrinen bag huset. Alle vi andre gik til appelpladsen, som lå ca. 50 meter derfra.

Løjtnanten kom, og Feldweblen skulle melde kompagniet “Zur Stelle”. Det gjorde han også, men måtte jo tilføje, at der manglede ti mand og på løjtnantens spørgsmål om, hvor de var, kunne ingen tilsyneladende give besked. Alt imens kom den første af de ti mand frem, og de øvrige ni sluttede efterhånden op bag ham. Han meldte sig hos løjtnanten, og der udspandt sig nu følgende:

“Hvor i himlens navn kommer de herrer fra?”

– “Vom Klosett, Herr Leutnant!”

– “Hvornår er det blevet mode at gå på kloset, når der er befalet at træde an?”

– “Der Herr Feldwebel hat ‘Austreten’ befohlen, und wir haben den Befehl ausgeführt” (“Feldweblen har befalet ‘austreten’, og vi har udført befalingen”).

– “Hvad er det dog for noget sludder, det kan jo ikke passe,” sagde løjtnanten.

– “Das kam uns auch ein bischen komisch vor, Herr Leutnant, aber der Herr Feldwebel hat ja so viel neues eingefuhrt, und dann dachten wir, dass das mit einem geputztem Arsch vor dem Antreten auch dazu gehorte”. (“Vi syntes også, at det lød lidt komisk, hr. løjtnant; men Feldweblen har indført så meget nyt, så vi troede, at det også hørte sig til at polere røven, før vi skulle træde an”).

Hele forklaringen blev afleveret med den mest alvorlige mine, man kan tænke sig. Det kneb for os andre at holde masken, men det lykkedes.

Ordskiftet, hvori selvfølgelig også Feldweblen, der var bleg af raseri, blev inddraget, endte med, at løjtnanten anbefalede ham for fremtiden at udstede sine ordre i et sprog, der ikke kunne misforstås. – Den forventede eksplosion udeblev, for løjtnanten tog det hele fra den komiske side. Vi kunne se, at det kneb for ham at holde sig alvorlig, da manden afleverede sin replikker.

Nu er der måske nogle gamle soldater, der vil synes, at episoden er ganske uhørt, og at den lyder utrolig. Men man skal huske på, at vi lige var kommet tilbage fra en eller anden forbandet høj ved Verdun, og vi skulle temmelig sikkert derud igen en af de første dage. Chancen for at komme tilbage med hele lemmer var såre lille, og man kunne vente dét, der var værre. En sådan situation giver en mentalitet, som kun den forstår, der har prøvet det. De par dage, vi var i “ro”, ville vi ikke have ødelagt af en fladpandet Feldwebel uden at svare igen.

Løjtnant Knutz opfattede situationen rigtigt og lod os have vor fornøjelse. Han havde jo selv advaret manden flere gange uden synligt resultat.

For øvrigt vidste han, at han fuldt ud kunne stole på disse hårde halse, og at vi aldrig ville fremtvinge en situation, der ville stille ham blot, for vi holdt af den »Lange«, – det var det navn, han gik under mand og mand imellem – og vi respekterede ham fuldt ud. At vi alle sammen til afslutning fik en lille opsang betragtede vi som værende i orden, rynkerne i løjtnantens øjenkroge var synlige, så vi var klar over, at opsangen kun var til ære for “galleriet”.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

11. juni 1917. Patruljekrig ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger.

Vanskelighederne begyndte straks på højre fløj. Foran vor linje lå det såkaldte ”Kalkbjerg”, en til vor stilling retvinklet aflang bunke kalkbrokker, indholdet af en kanal under bygning. Dens overflade var en tavleformet forhøjning. Englænderen havde lagt sin forpostgrav hen over midten af kalkbjerget, vore poster klamrede sig til dets bageste rand.

Her skulle den lille krig ikke falde til ro, da det måtte være englænderen meget om at gøre at skubbe vore poster ned fra bagskrænten for så ved hjælp af kalkbjerget at drive en beherskende kile ind i vor forpostlinje.

Anderledes, men ikke mindre vanskelig var situationen i midten og på den venstre fløj. Her var, som nævnt, Havrincourts skov, der knyttede sig til parken, fældet til langt bag englændernes front af dem, der byggede Siegfried-stillingen, så fjenden ikke ubemærket kunne samle sine angrebskolonner. Men de fældede træstammer lå der endnu, og underskoven skød allerede stærkt igen. Forfeltet var her svært at overse. Det var det rigtige terræn til en minikrig med indianertaktik. Sådan var også forholdene på den venstre fløj, hvor vore poster delvist lå i den fældede lille Femy-skov.

Når således terrænet ligefrem indbød til sportsmæssig patruljevirksomhed på begge sider, så var det endnu mere tilfældet, når man betragtede den almindelige situation.

Patruljevirksomhedens art var et spejlbillede af den strategiske helhedssituation: for os måtte det komme an på at erkende modstanderens hensigter, altså tage fanger, som kunne give oplysninger om fordeling, troppeforskydninger, angrebshensigter og overhovedet om hele situationen hos modstanderen. Når det så ikke lykkedes, så skulle i det mindste den fjendtlige stilling undersøges nøje med hensyn til spærringernes styrke, udbygning af gravene, posternes standpladser. Således havde vore patruljer mere til formål at skaffe oplysninger.

For modstanderens vedkommende gik det ud på at rive kæden med poster op og komme tæt på hovedstillingen. Han kæmpede derfor i almindelighed med større enheder samt artilleri- og mineild.

Den tyske ledelse kæmpede febrilsk på at komme til klarhed om modstanderens hensigter. Den antagelse, at englænderen engang ville forsøge at støde frem over Havrincourt til de beherskende Fresquières-højder, kunne ikke uden videre afvises og blev også bekræftet ved Cambrai-slaget i november dette år.

Den regimentsobservationspost, der var indrettet på de nævnte højder, gjorde god gavn for opklaringen. Men hovedarbejdet i den henseende blev præsteret af patruljerne. Næsten hver nat var en eller flere frivilligt ude i terrænet og hjembragte ved deres omtanke og uforfærdethed værdifulde resultater.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

11. Juni 1917 – Milert Schulz: “furchtbar viele Fliegen und Schlangen“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.11.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss.

Da ich heute am Schreiben bin will ich doch auch gleichzeitig ein paar Wörter an Euch schreiben meine Lieben. Ich habe es ja noch immer tadellos hier im Felde. Bin auch soweit noch immer Gesund und wohl. Hatte eben einen Brief an Bru. Matthias geschrieben und diesen kaum angefangen musste ich mich plötzlich übergeben. Es war aber nicht schlimm. Es ist hier ja jetzt eine kolosale Hitze kaum zum aushalten. Verschiedene Kammeraden sind schon krank geworden und ins Lazarett gekommen. Haben hier furchtbar viele Fliegen und Schlangen und Eidexen. An der Front ist es jetzt ziemlich ruhig. Wann ich auf Urlaub kommen sollte weiss ich noch nicht. Nun recht viele Grüsse u. Küsse an Euch allen meine Lieben Euer S. u. Br. Milert

(Breve i privateje)

 

10. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den gigantiske underjordiske eksplosion, der indledte den britiske offensiv ved Messines-højdedragene og dræbte 10.000 tyske soldater. Det handler også om det 10. slag ved Isonzo, hvor østrig-ungarerne går til modangreb, og om mytterierne i den franske hær. Endelig handler det om Rumænien, der efter at være blevet næsten nedkæmpet, er på vej tilbage i krigen med fornyede kræfter, og om den amerikanske opbygning af sin hær.

Feltbrev: “Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras”

Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras.
(Feltbrev til ”Flensborg Avis”)

Jeg læste forleden en Artikel om Feltartilleriet ved Arras, skreven af ”Köllnische Volkszeitung´s” Krigskorrespondent, Hr. Hermann Kätsch, der begyndte saaledes: ”Artilleristen har det jo meget lettere end Infanteristen derude i Graven. Det er saadan en Mening, man altid hører; han skyder blot af, og Granaten flyver over til Fjenden osv.”

Hr. Kätsch, der i sin Artikel søger at stille Artilleriets Arbejde, Mod, Savn og Anstrengelser lige med dem, om ikke højere end Infanteristens, skriver videre, hvorledes Artilleristen, naar Munitionsvognen ikke kan kommer hen til Batteriet, maa slæbe Munition i sine Arme for det meste over fri Mark, 100 Meter, ja endnu længere, og ned i Munitionsdækningen, og alt dette om Natten, da der paa Grund af Lænkeballon og Flyver ikke kan arbejdes om Dagen.

Under Ild ligger Batteriet naturligvis, saa godt som Infanteristens Grav, saa et let Arbejde er det ikke for Betjeningsmandskabet; dog tror jeg ikke, ja kan godt paastaa det, at Kätsch selv har været ude i Ildstillingen hos det lette Artilleri, endsige hos Infanteristen i Graven, naar der gives Spærreild. Det er jo klart, at ingen Vaabenart udspurgt derom, forringer sine Ydelser, Arbejde og Anstrengelser, og jeg vil heller ikke i det efterfølgende forringe Artilleriets; tværtimod maa vi være glade ved, at det er saa godt; jeg vil kun forsøge at skildre Infanteriets Levned herude, og da jeg som Sygebærer ligger ved Infanteriet, ogsaa har været afkommanderet ved Artilleriet (der, naar det gaar hedt til, forlanger Sygebærere), kender jeg saa temmelig begge Vaabenarters Ydelser.

Som sagt er Batterierne selvfølgelig stærkt udsatte for Fjendens Ild, men der skydes jo ogsaa paa Gravstillingen med Artilleriet, og det ikke blot med let og mellemsvært, men ogsaa med svært Skyts, og herude er Dækningerne for det meste ikke nær saa gode og stærke som ved Batterierne. Infanteristen kan heller ikke gaa i Dækning; de, der er bestemte til at staa Vagt, maa blive for at holde et vaagent Øje med Fjenden og forhindre et pludseligt Overfald; han ligger maaske kun 20-30 Meter borte. Kammeraterne nede i Dækningen stoler paa, at der passes godt paa, saa han maa holde ud, til Afløsningen kommer.

Gravene er udsatte for Fjendens Mineild; falder en saadan paa en Dækning, skal denne være temmelig stærk for at modstaa Trykket; kan den ikke det, er han begravet dernede, og hvad det koster for Arbejde og Anstrengelser at grave Mandskabet ud af en saadan sammenskudt Dækning, for ikke at tale om Faren derved, kan jeg af egen Erfaring tale med om. Hvor ofte er Infanteristen ikke, ved Sprængningen af Gravstillingen, som Fjenden har undermineret, revne i Stykker og slyngede højt i Vejret eller begravede under Jordmasserne, og saa begynder for dem, der er slupne heldige derfra, Kampen om Sprængtragten. Gevær-, Maskingeværild og Haandgranatkamp raser nu heftigt fra begge Sider. Til andre Tider gaar han ud paa farlige Patrouillegange, maa ofte storme Fjendens godt befæstede Stillinger eller afværge hans rasende Angreb; han er paa første Haand udsat for Gasangrebene og alle andre moderne Angrebsvaaben, der bruges i denne Krig.

Nu kommer Arbejdet. Traadforhindringen og Graven er skudt sammen af Fjendens Granater og Miner og skal nu udbedres saa rask som muligt i Nattens Løb. Der skal nye Dækninger mineres, saa Infanteristen faar ikke den velfortjente Hvile; han maa nu med Spade og Hakke arbejde i flere Timer. Alt, hvad der bruges af Materiel, saasom Pigtraad, Pæle, Træ, Cement osv., skal hen selv slæbe ud i Stillingen; hvad der bruges af Munition og Haandgranater, maa han ogsaa selv skaffe derud, og det er ikke en-to Hundrede Meter, men lige saa mange Kilometer, somme Steder endnu længere. Han har heller ikke altid en Løbegrav, hvor han kan gaa saa nogenlunde sikker, men maa ogsaa gaa, som vi siger oven paa Dækningen. Det sidste Stykke, hvor den forreste Gravstilling begynder, har han maaske mere Dækning, dog maa alt foregaa med største Ro for ikke at henlede Fjendens Opmærksomhed derpaa.

Er han nu endelig saa vidt, saa han kan tænke paa Maden, ja saa maa denne jo ogsaa hentes. Mindst to Mand [a]f hver Gruppe (8 Mand) maa af Sted ned til Køkkevognen, der kommer saa langt frem som muligt; hvert Bæger Kaffe, hvert Stykke Brød, han nyder, maa han selv hente sig. Vil han vaske sig, maa Vandet ogsaa hentes, eller han faar vente, til han kommer tilbage i Ro.

Tit er det umuligt at faa Levnedsmidler hentet; Fjenden lægger Spærreild bag ved Stillingen for at forhindre Forstærkninger i at komme ind i Graven; saa maa han nøjes med det Forraad af Kødkonserver, Kiks og Seltervand, der altid ligger parat for saadanne Tilfælde ude i Stillingen.
Dette er Infanteriets Levned herude i forreste Linje. Megen Tid til Søvn er der ikke, et Par Timer paa en Halmsæk, naar han er saa lykkelig at have en, indviklet i sin Kappe eller et Tæppe, og han er igen frisk og kan staa sin Mand i denne forfærdelige Kamp mod Overmagten.

H.F.

(Bragt i Flensborg Avis 12. juni 1917]

10. juni 1917. FR86 i Siegfriedstillingen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger.

Hvad der var særlig vanskeligt og krævede højeste indsats af klogskab, mod og energi, var på dette sted forsvaret af forfeltet.

Det er allerede blevet nævnt, hvor meget det nu, hvor vi stod i defensiven, kom an på at holde modstanderen så langt fra livet som muligt. Et fjendtligt angreb foretaget på 500 meters afstand var under almindelige omstændigheder på forhånd dømt til at mislykkes.

Til forfeltet hørte parken. Den blev i løbet af de næste måneder spærret med pigtråd på kryds og tværs og næsten gjort utilgængelig. Ved udkanten af parken lå, godt gemt i buskadset, en modstandsrede med en stærk besætning under kommando af en officer. Dertil kom der i buskadset adskillige maskingeværreder.

Men den egentlige forpostlinje løb betragteligt på den anden side af parken. Den var 500-1.200 m fra den egentlige kamplinje.

Forholdene her var ligesom i en bevægelseskrig.  Hvert frontkompagni udskilte sædvanligvis en deling til sin sikring, denne stod på feltvagt, af hvilke der for hvert kompagniafsnit fandtes to.

Feltvagterne opstillede så deres underofficersposter og dobbeltposter. En patrulje inden for kæden af poster sørgede for forbindelsen mellem posterne.

Som rygrad for linjen af poster tjente foruden feltvagten også såkaldte gruppereder, det var små skyttegravsstykker bag deres linje ligesom modstandsrederne. Her var kompagniernes stødtropper anbragt, dvs. grupper bestående af de kvikkeste og mest beslutsomme folk. Deres opgave var i tilfælde af angreb på forposterne straks at sprede sig ud i disses linje eller, i tilfælde af at modstanderen allerede var trængt gennem linjen, i nærkamp at smide ham ud igen.

Feltvagterne og grupperederne havde sædvanligvis et maskingevær og en granatkaster hos sig, der nu fik stigende betydning.

Om natten stod der foran hvert kompagniafsnit ca. 10 dobbeltposter.

Om dagen blev antallet formindsket. De afløste poster trak sig så tilbage til deres feltvagt eller slog sig ned bag fældede træer, i jordhuller og under nedgravede bølgeblikplader.

Da der kun blev afløst én gang om natten, var vagtposttjeneste meget anstrengende. Den var det i endnu højere grad på grund af terrænets vanskelige beskaffenhed og fjendens adfærd.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

9. Juni 1917 – Milert Schulz: “Wir laufen halbnackt herum“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.9.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Deinen lieben Brief wo du und Schwester Mie geschrieben hast liebe Mutter habe ich vorgestern mit vielen Freuden dankend erhalten. Es freut mich natürlich jedes Mal wenn ich von Euch meine Lieben einen Brief habe und ich immer wieder lesen dar, dass es Euch allen noch recht gut trotz dieser schweren Prüfungszeit.

Mir geht es ja auch noch immer recht gut. Nur mein Magen ist in den letzten Tagen nicht ganz in Ordnung gewesen, aber heute ist es schon etwas besser. Na es ist ja auch kaum zum Aushalten in dieser Hitze hier. Ich bin um 8 Uhr aufgestanden und habe soeben meinen Kaffee mit Butter und Käsestullen gleich ans Briefschreibern begeben. Die  Uhr ist jetzt und schon so warm wie bei Euch in der glühende Flammen. Wir laufen halbnackt herum. Den Tag über ist an Arbeiten nicht zu denken, nur morgens in aller frühe und Abends wenn es wieder kühl ist. Mit der Schieserei ist es auch nicht mehr so schlimm. Es ist fast völlig ruhig hier an der Front. Nur die Flieger kommen ab und zu mal rüber gebrummt.

Aber den schlimmsten Krieg haben wir hier mit den Fliegen. Man kann nicht eine Tasse Kaffee trinken ohne dass da ein oder zwei Fliegen drinn sind. Und schmieren wir eine Marmelandenstulle schon ist dieselbe voll Fliegen besetzt. Das schlimste ist aber wenn Sie einem dauernd ins Gesicht herum Kribbeln. Dafür haben wie jetzt von der Millitärbehörde Fliegennetze bekommen. Ähnlich wie die Frauen so ein Netz vor ihren Hüten tragen. Das ist nun ganz praktisch.

Ja so lebt nun hier herum in Mazedonien sitzten dauernd in diesen grossen Bergkessel eingeschlossen und kann bloss einige hundert Meter an den Bergabhang sehen.

Wäre doch bloss dieser ganze Krieg bald vorbei dass wir wieder gesund und glücklich nach Hause kehren dürfen. Gott gebe doch in seiner Gnade, dass es sich bald zum Frieden kehren möge. Aber lasst uns auch nicht verzagen wie lange es auch noch dauern mag denn der Herr ist nache all denen die ihn von Herzen anrufen und er wird uns auch noch durchhelfen. Lasst uns auf ihn unser vertrauen setzen und ihm alleine walten lassen er der Herr wird schon wissen, was für uns das Beste ist (…)

(Breve i privateje)

9. juni 1917. Østafrika: “Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

8. juni 1917. Frits Clausen i fangelejren Jurjeff-Polski: Venter stadig på pastor Jensen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjef Polski d. 8.VI.1917

Kære Herr Rasmussen!

I den senere Tid har vi daglig vented Herr Pastor Jensen, men endnu har han ikke bragt os den længe ventede Overraskelse. Jeg har havt et Kort og et Brev fra ham fra Petrograd og ved at han for 14 Dage har været i Moskov, men har ellers ikke hørt det mindste og ved heller ikke hvorhen jeg skal adressere Breve til ham.

Det er kedeligt, han ikke er kommen lidt før, da de fleste af Kammeraterne nu er paa Landarbejde her i Omegnen. Vi holdt dem tilbage nogle Dage, da de gerne vilde tale med ham, men omsider maatte de jo af Sted.

Der har længe været en Tilladelse paa Kommandoet om at han maa besøge os, saa vi nu blot mangler ham selv.

Kammeraterne kan alle komme herind om Søndagen og enkelte ogsaa hver Aften; en hel Del har ogsaa faaet Arbejde her i Byen. Vi har det alle godt, men jeg har paa en Henvendelse til Moskov faaet det kedelige Svar, at det ikke er muligt, at faa de andre Danske hertil. Hvorfor – ved jeg ikke.

Alligevel haaber jeg, at det skal lykkes mig at faa Boj Jørgensen hertil igen, som er paa Lazeret i en lille By ved Volga. Han kom paa Hospital i Moskov og vi har i flere Maaneder ikke hørt fra ham. Han har det dog ganske udmærket, men længes efter at komme sammen med Landsmænd.

Før Danskerne kom paa Arbejde overgav  Kommandanten mig nogle Pakker til Fordeling som var kommen hertil til Kammerater, der ikke er her eller har været her. Da vi ikke vidste hvor de er kunde vi ikke lade Pakkerne sende videre og paa Grund af den store Trafik sendes ingen Pakker tilbage, men fordeles blandt de andre Fanger.

Pakkerne vare til: Jakob Hansen (2). [tekst strøget] F.33. C. Hans Hansen R.F.84 og K.T.5. P. Nielsen R.T.90. B. og Hans Junker K.F.N.6. Denne er dog død i Nikolsk Ussursk.

Afsenderne er os bekendt: Herr Direktør J. Cramer Petersen, Hegnetslund Teglværk. Fru Brandt, Fredericia. Grosserer Knudsen, Middelfart. Ingeniør Berg, Aalborg. – C. Hansen. Villa Nybo, Middelfart og Fru Gedde, Hillerød, som jeg alle har meddelt at Pakkerne er bleven fordelte blandt de andre Sønderjyder her.

Ellers er alt godt, vi længes ikke efter Freden endnu og håber blot
at vore kære derhjemme snart maatte komme under bedre Forhold.

Vi holder det nok ud, men alligevel kunde Tiden nok være inde skulle
man synes. – Fra Danmark hører vi næsten ikke noget.

Det sidste Brev var det, [tekst strøget]. Men maaslce Pastor Jensen snart kan bringe os mundtligt Budskab. Til Slut sender jeg alle vore Venner de venligste Hilsener fra os alle, ganske særligt De, kære Herr Rasmussen,

fra Deres 32 Fanger i Jyijev
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

7. juni 1917. Nis Kock forlader Livale: “Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Han arbejdede med at fremstille miner og dreje granater. Under dette arbejde sprængte der en mine i hans hytte, og han havde været ude af stand til at arbejde i en længere periode. Efter han kom på benene igen, havde arbejdet skredet frem som normalt.

Min Helbredelse skred hurtigt frem — hurtigt i Forhold til de Saar, jeg havde faaet, men det varede dog 8 Uger, inden jeg kunde fortsætte mit Arbejde.

Til sidst opgav Lægen at finde flere Sprængstykker i mig, og hans Æske var da ogsaa paa det nærmeste fyldt. De store Bind blev ogsaa taget af mig, navnlig fordi jeg ikke i disse knappe Tider kunde ligge med en saadan Overdaadighed af Gazebind om mig. I Stedet for blev der lagt smaa Stykker Gaze paa mine aabne Saar, og omkring dem blev der surret Baand og Strimler af Bast, som man nu anvendte til Forbinding.

Da jeg var kommet op, tegnede og konstruerede jeg en Mine, som jeg havde ligget og spekuleret paa under min Afmagtsperiode. Den blev sendt til Hovedkvarteret, og der kom meget hurtigt Meddelelse tilbage om, at mit Forslag var det bedste, der hidtil var indkommet, og at Miner skulde konstrueres saadan for Fremtiden. De Miner, jeg havde opfundet, frembød ingen Fare for Manden, der lagde dem ned, men kun for ham, der traadte paa dem.

Kun ganske kort Tid fik jeg dog Lejlighed til at virke i Livale. Fælden var ved at klappe sammen om de tyske Tropper. Fra Syd og Vest og til sidst ogsaa fra Nord trængte Englændere, Indere, Sydafrikanere og sorte Askaritropper frem i hurtige Marcher.

Der laa endnu Dele af den tyske Vesthær Vest for Livale, men den vilde sandsynligvis trække sig tilbage Nord for Stationen. Hovedhæren laa i Øjeblikket ved Lindi ude ved Kysten og i Bjergene, paa Muera-Plateauet længere inde i Landet.

Livale svævede faktisk i Luften, da Stache efter Ordre fra Hovedkvarteret lod Lejren bryde op for efter to Dages Safari at naa frem til Nangano — et Navn, men ikke ret meget af en Landsby sydøst for Livale.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

5. juni 1917. Füsilierregiment 86 indtager Siegfriedstillingen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Siegfried-stillingen, som nu blev besat, fandt ikke regimentets bifald i alle punkter. Men den var i det mindste i rå træk færdig, bestod af to dybe og brede grave, som var beskyttet af gode spærringer.

Dækningsrummene, delvist af beton, var lige netop tilstrækkelige i antal. De vigtige Flesquièreshøjder, som strakte sig bag Havrincourt, var ligeledes beskyttet ved en stærk dobbeltlinje, som nu blev overladt infanteri-pionerkompagniet til videre udbygning. Imellem de to hovedstillinger med 3-4 km afstand blev der af regimentet påbegyndt en mellemstilling, Oetinger-spærrestillingen, og færdiggjort i den følgende måned. Løbegrave mellem de to stillinger fandtes der endnu ikke, de var foreløbigt heller ikke nødvendige, da man kunne nå frem til Siegfried-stillingen uden at blive beskudt af fjendtligt infanteri.

En vigtig nyskabelse var modstandsreder i forfeltet og ikke mindst i mellemterrænet. Det var disse korte, uanseligt anlagte skyttegravsstykker, der, skakbrætagtigt strøet over terrænet, sædvanligvis var besat med 1-2 grupper fra beredskabskompagniet samt et maskingevær.

På grund af deres uregelmæssige placering var de meget vanskelige at få ram på for artilleriet og kunne først nedkæmpes efter et stort forbrug af tid og ammunition. I zonen med modstandsreder skulle det fjendtlige angreb løbe død, ifald det skulle trænge frem over hovedstillingen. En modstandsrede i stort format var hver lille by, derfor blev Havrincourt, Flesquières og hvile-byen Noyelles spærret med pigtråd efter alle kunstens regler, omgivet af grave, beskyttet af barrikader og udstyret med
skydeskår.

Regimentet fordelte sig nu på følgende måde inden for dette afsnit. De to underafsnit ”Nord” med slot og park Havrincourt og ”Syd” blev besat af hver en bataljon. Hver bataljon holdt med tre kompagnier den forreste linje samt forfeltet.

Et kompagni lå som beredskab i grav nummer 2 eller dannede besætning i mellemfeltets modstandsreder. Senere var forholdet inden for bataljonerne: to kompagnier i front, to i beredskab.

Den tredje bataljon lå som brigadereserve i Noyelles i hvile. Hvilet varede 10 dage, indsatsen 20 dage. Efter 10 dages frontindsats byttede bataljonen internt front- og beredskabskompagnier.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

3. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om resultaterne af de allieredes offensiver på Vestfronten, der netop er ebbet ud. Haig planlægger en ny, britisk sommeroffensiv ved Ypres/Ieper på trods af advarsler. Men briterne har i hemmelighed gravet tunneller og undermineret Messines-højderyggen med sprængstof – lige under de tyske stillunger. Den franske hær oplever mytterier oven på de voldsomme tab under Nivelle-offensiven tidligere på året. Soldaterne ikke uvillige til at forsvare Frankrig – men de ville ikke længere kastes frem i nyttesløse og blodige offensiver. De første amerikanske tropper var begyndt at ankomme i Frankrig.