Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

26. juli 1915 – Friedrich Nissen: “Granaterne er vel nærgaaende”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 26. juli:

Om Morgenen kl. 6 skal vi løs til Malinowo, der ligger vi en Timmes tid paa Marken, saa videre mod Fjenden, som igen har sat sig fast, ligger nu lige bag Fronten paa en Mark. Artilleriet og Infanteriet er ret virksom. Kl. er 9 Vorm. Vejret er lidt bedre nu. Granaterne er vel nærgaaende Dagen over, vi ligger hele Dagen paa Marken, Kl. 6 Aften gaar vi ind i et Skur, hvor vi mener at blive om Natten, det regner. Desværre maa vi allerede Kl. 9 samme Aften ud af Reden igen, jeg havde end[d]a lavet mig et saa brillant Natteleje i en Kartoffelkeller. Vi skulde afløse det I. Bataillon i Skyttegraven. Marchen varede en Timestid, det blev mørkt. Vi naaede en Landsby, mærkede nok at vi nærmede os Fjenden, da Kuglerne begyndte at synge. Først laa vi bag et Skov, saa skulde det gaa i Skyttegraven, dog næppe var vi naaet ud foran Husene, da begyndte det f[j]end[t]lig. Infanterie og Artillerie at beskyde os saa voldsomt at vi maate smide os ned paa Jorden og afvente; det var ret ubehagelige Minut[t]er, jeg troede, at vi vilde have store Tab, men det var dog kun en Undffz. og en Menig, begge saaret i Armen. Da Fjenden havde beroliget sig, gik vi hen for at afløse 2. Kompagnie. Vi forefandt kun smaa Huller ned i Jorden, der sad hver enkelt Soldat. Vort Arbejde bestod nu Natten over i at udgrave en løbende Skyttegrav og ved Morgenen var Skyttegraven nogenlunde, dog ikke dyb da Jordbunden var meget haard. Som Sovekammer, Dagen over, havde Nissen og jeg lagt en gammel Dør over et Jordhul med frisk Halm paa Bunden. Benene maat[t]e rigtignok ligge ude i Skyttegraven, men det gik nok.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

11. juli 1915 – 86erne tilbage i skyttegraven

Den 11. og 12. juli gik hele regimentet igen i stilling. Bataljonernes rækkefølge var fra højre til venstre I, III, II. Stillingen var den samme, blot var til venstre to kompagniafsnit afgivet til infanteriregiment 85.

I hviledagene havde der også fundet en udskiftning sted i regimentets ledelse. Oberstløjtnant Esche var forflyttet til arméstaben, hans efterfølger, oberstløjtnant von Palzinski, havde kun kommandoen i fire uger. Den 19. juli overtog major greve von Kielmannsegg ledelsen af regimentet. Under hans visionære og oplivende ledelse blev nu den nyudbygning af stillingen, som 75erne og 36erne havde påbegyndt, fortsat med stor energi. Den forreste stilling blev nyudbygget, forsynet med dækningsrum, bagved blev der opkastet to generobringsgrave, skrænt-stillingen blev forstærket, antallet af løbegrave blev forøget. Reservetropperne fik anvist deres nøjagtige plads ved alle tænkelige situationer, og stillingsindtagelse indøvet igen og igen.

Også samarbejdet mellem infanteri og artilleri blev nu bedre. Artilleriet skød fra nu af kun på infanteriets forlangende. Fjendtligt artilleri og mineild blev til stadighed besvaret fra vor side med energiske ildoverfald eller med minekastere og svære morterer. Navnlig blev ”sækken”, dvs. det af fjenden erobrede afsnit, gjort til et helvede med tunge haubitsbatterier.

Franskmanden havde tilsyneladende opgivet sine angrebshensigter. Ikke desto mindre vedblev artilleri- og mineild med betragtelig styrke. Tabene var derfor også betragtelige. I anden halvdel af juli androg de 46 døde, 105 sårede.

(Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment ”Königin” nr. 86 i Verdenskrigen)

4. juli 1915 – En 84´er: “de store Sprængninger i Champagne”

Under mærket Chr. beretter en nordslesviger om sin krigstid ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s anden bataljon. Regimentet var i foråret kommet til Champagne:

Banegården ved Somme Py (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Banegården ved Somme Py (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Vi blev sat ind ved Somme-Py, en Stilling, der ikke netop kunde siges at høre til de rolige. Der stod mange haarde Fægtninger her. Man nøjedes ikke med at bekæmpe hinanden over Jorden, men ogsaa under eller rettere i Jorden stod der en forbitret og uhyggelig Kamp, der senere gik over i Historien som »de store Sprængninger i Champagne«. Man underminerede hinandens Skyttegrave. Minegange blev fra de franske drevet ind under vore og fra vore ind under de franske Skyttegrave. Om Natten kunde vi tydeligt høre, hvorledes Franskmændene borede og arbejdede i Jorden under os. Naar saa Boringen hørte op, vidste vi, at Sprængningen forestod. De udborede Gange blev fyldt med Dynamit, en Lunte sat til, og en skønne Dag røg hele Skyttegraven med samt dens Indhold i Luften. At gaa og vente, at ligge stille i Understanden og vide, at det hele hvert Øjeblik kunde bryde sammen om én, var noget af det mest nervepirrende i Frontsoldatens Tilværelse.

Tyske soldater poserer i et sort krater (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Tyske soldater poserer i et stor sprængkrater (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Mange har mistet Livet ved disse Sprængninger, mange er bleven lemlæstede, og mange er bleven levende begravet. I Forbindelse med en Sprængning fulgte altid et hurtigt og for det meste voldsomt Angreb. Det gjaldt om for dem, der udførte Sprængningen, at besætte det sprængte Terræn, inden Modstanderen atter var kommen til Besindelse. Der kunde saa følge dagelange, oprivende og blodige Kampe om et saadant elendigt Stykke sønderrevet Jord, som dog for det meste maatte opgives igen — naar et tilstrækkeligt stort Antal Mennesker var ødelagt. Champagnetiden hører, som saa mange andre, til dem, vi aldrig glemmer.

(Fra Almanak for Nordslesvig 1935)

29. juni 1915. Gemene slyngelstreger og fældede træer

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. Hele foråret og sommeren 1915 var han beskæftiget med at udbygge skyttegravsstillingerne.

(… fortsat)

Når vi lå i ro i Avricour, blev kompagniet inddelt i arbejdshold på ti til tolv mand. Så gik det ud i skovene. Hvert hold skulle fælde femogtyve træer og slæbe dem ud til landevejen, og først, når hvert hold havde præsteret sit kvantum, fik det lov til at gå hjem.

Vi arbejdede fra den tidlige morgenstund til omkring ved klokken fire om eftermiddagen. Det hold, der kom sidst hjem, fik som regel ingen middagsmad, fordi de først ankomne havde fået for rigeligt udleveret.

For at gøre arbejdet med at slæbe stammerne ud til vejen noget lettere, anlagde vi en feltbane. Vi fik også fat i en gammel hest, som skulle trække de seks til otte tipvogne. Banesporet var ikke lagt under frembydelse af teknisk snilde. Der var bratte kurver, det gik ud og ind mellem træerne, det gik op og ned over knudrede trærødder, og der var et skrækkeligt pløre, for det regnede meget på den tid. Det hændte ikke sjældent, når den gamle hest kravlede af sted med det tunge læs, at hele redeligheden væltede ned i mudderet. Så hørte man fra alle sider eder og forbandelser.

Banen var omkring ved en fjerdingvej lang, og vi regnede altid med, at katastrofen indtraf tre til fire gange på hver transport. Det var trællearbejde af værste slags, og man måtte opbyde det yderste for at bevare sindsligevægten og selvbeherskelsen.

Nederdrægtigt var det også, at et hold sommetider så sit snit til at stjæle kævler fra et andet hold. Dette var navnlig tilfældet, når et hold bestod af folk, der var nyankomne og ikke var kendt med knebene. De bestjålne måtte da arbejde som bæster lige til aften, medens deres mere snu kammerater var færdige allerede ved middagstid og kunne gå hjem.

At det var en gemen slyngelstreg, brød de sig ikke om. De lo ligefrem ad de dumme og holdt dem for nar, når de endelig kom hjem.

En stabssergent holdt nøje kontrol med, at hvert hold bragte det reglementerede antal kævler ud til vejen. Da det jo kun var stammerne, der havde interesse, flød hele skoven med gren e og toppe. Sammen med den naturlige underskov frembød det hele efterhånden et næsten ufrem­kommeligt vildnis.

Efter at vi havde „udhvilet” os ved træfældningen, gik det atter ud til fronten, og her fortsatte vi vort trællearbejde. Efterhånden blev vor stilling dog bedre og ikke så lidt mere solid og sikker. Vore pigtrådsspærringer foran linien blev også udvidet betydeligt. Vi følte os meget sikre og optrådte på grund deraf mere udfordrende og dristigt. Sammen med vort artilleri lagde vi ofte de franske stil­linger under heftig ild, men franskmændene blev os na­turligvis ikke svar skyldige. Som følge deraf havde vi jævnlig døde og sårede.

DSK-årbøger 1954

Vestfront I skyttegrav med gasmasker
Der gik gigantiske mængder af træ til at befæste skyttegravene og dækningsrummene. Det var et hårdt slid for soldaterne at fælde og slæbe træer.

24. juni 1915 – Det russiske postkort oversat

Vi har fra Karsten Madsen, Augustenborg, modtaget følgende renskrift og oversættelse af det russiske postkort, som vi bragte den 17. juni.

Здесь это моя карточка … может быть вы (не) знаете, что здесь Григорий Федорович и Иван Егорович Дарий (? efternavn). Мы находимся у места у роту (=роты)

Her et kort fra mig. I ved måske (ikke), at her er (også) Grigorij Fjodorovitj og Ivan Jegorovitj Darij. Vi befinder os et sted hos kompagniet

Karsten Madsen, der til oversættelsen har fået en hjælpende hånd af sin gamle sproglærer i forsvaret, tilføjer: “Det lader til, at ham som skriver kortet, ikke er særlig god til at stave. Han skriver nærmest som det udtales.” og Karsten Madsen foreslår, at de to nævnte personer nævnt i teksten jo kunne være dem på billedet.

18. juni 1915. På flugt gennem Vadehavet

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, hjalp desertører over grænsen til Danmark.

Da Krigen brød ud i August 1914, var jeg 16 Aar gammel, min Bror 17, og det faldt os ikke et Øjeblik ind, at Indkaldelsen til den tyske Hær skulde kunne naa os.

Men Tiden gik, og i Foraaret 1915 ”forsvandt” min Bror. Da min Fødeby Høgsbro i Hviding Sogn ligger ved Vesterhavet, lige Syd for den danske Grænse, var det paa det Tidspunkt let nok at komme over til Danmark.

I Foraaret begyndte Flugten nordpaa at tage Fart, og jeg hjalp en Del af mine Efterskolekammerater og andre over Grænsen.

Det foregik altid over Vadehavet, i Førstningen om Dagen, og senere, da Bevogtningen blev mere skrap, om Natten. Soldaterne vovede sig ikke derud ved den Tid, saa naar vi først var forbi Patruljerne, der gik langs Stranden, gik det hele af sig selv.

Jeg fulgte saa med langs med Havkanten, til vi naaede tæt op til Grænsen og skød da et par Skud med et Jagtgevær. Saa vidste Vedkommende, at nu kunde han roligt sætte Kursen efter Lysskæret fra Ribe og vilde da før eller senere naa den frelsende Kyst.

Engang var jeg med et Par Stykker. Det var midt paa Eftermiddagen. Vi gik ud fra Rejsby Aa og var kun kommet nogle faa Hundrede Meter ud, da der pludselig dukkede fire tyske Soldater op over det lave Dige. Vi stak i Løb; det kan nok være, der kom Gang i Pusselankerne. Da der var 5— 6 Tommer Vand, havde vi taget vore Benklæder af for at kunne bevæge os mere frit. En af Soldaterne forfulgte os, til vi naaede Grænselinien; men saa var vi jo i Danmark og i god Behold.

Mærkeligt nok blev der ikke skudt efter os. De har nok antaget os tre flygtende Skikkelser, med Skjorten flagrende bagud, for et Skib for fulde Sejl. Da jeg kom hjem igen, hørte jeg nemlig, at Soldaterne havde sat Byen paa den anden Ende ved at fortælle, „at nu var det da for galt; saadan en Frækhed; nu sejler Flygtningene til Danmark ved højlys Dag lige for Næsen af os.“ Med lidt livlig Fantasi kunde de nok komme paa den Tanke, da som bekendt Vand og Luftspejling i Forening gør, at f. Eks. en Havmaage paa Vandet antager uhyre Dimensioner.

Nu var jeg jo kommet til Danmark; men det var ikke min Hensigt at blive der, og til Trods for min i Vester Vedsted boende Families Overtalelsesforsøg om ikke at vende hjem igen sneg jeg mig samme Eftermiddag tilbage over Grænsen, langs med Grøfterne og med en Engskovl paa Nakken.

Senere blev Vagtkæden flyttet direkte ned til Grænsen. Da havde det ikke kunnet lade sig gøre at gaa over ved Dagslys. Udkigsposten i Hviding Kirketaarn blev dog, saa vidt jeg ved, bibeholdt; men jeg gav ikke ret meget for deres Holden Udkig.

Der skete senere Henvendelser til min Far om Hjælp; men han afviste dem, dog uden min Viden. Han mente, at det efterhaanden blev for farligt et Foretagende. Det var jeg dog ikke tilfreds med. Jeg var gaaet med paa den værste og syntes, det var sjovt at narre Tyskerne.

Før jeg blev indkaldt, var jeg et Par Gange i Danmark efter forskellige Ting, som vi manglede. Saa fik jeg Lov til at gaa over hos de Soldater, der var indkvarterede hos os.

DSK-årbøger, 1951

12. juni 1915. Jakob Moos på gravearbejde i forreste linje

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Tjene­sten var i skyttegraven ikke særlig anstrengende. Om dagen stod vi vagt to timer og fire om natten. I vor fritid sov vi eller fortalte hinanden historer. Jeg havde under mit første ophold i en skyttegrav egentlig ikke noget at anke over. Vi var i første linje i syv dage, hvorefter vi kom tilbage til Avricour til et tiltrængt hvil.

Ja, ro og hvile blev der nu ikke meget af, for allerede den næste dag trådte vi an til eksercits, og ved mørkets frembrud marcherede hele styrken frem mod frontlinjen for at gå i gang med at grave en ny skyttegrav, der skulle være anden linie. Dag efter dag var det det samme. Det var et hårdt arbejde at grave den nye stilling. Selv om jeg i mine dage har gravet meget i jord. og således havde forstand på det, har jeg aldrig været ude for en jordbund som denne.

Det var næsten umuligt at få spaden trampet i jorden, og leret var så fedtet, at det ikke ville slippe spaden. Dertil kom, at jorden var frygtelig vandholdig. Graven var tilbøjelig til at skride sammen, og den forvoldte os meget arbejde og masser af ærgrelser. Vi døbte den „Teufelsgraben“.

Hele sommeren igennem blev der arbejdet på den, snart af en bataillon, snart af en anden. Når man betæn­ker, at der var ti kilometer derud, fire til seks timers arbejde, natarbejde vel at mærke, og dernæst ti kilometer tilbage igen, vil man forstå, at det var en blandet fornøjelse. Når man så endda kunne arbejde uforstyrret, men nu og da fik vi en salve, der gav os sårede eller døde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

14 86ere Skyttegrav Moulin
86’ere med graveredskaber ved Moulin-sous-Touvent 1915

11. juni 1915. Jakob Moos tager skyttegraven i øjesyn

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Endelig var natten dog forbi. Det blev lyst. Luften var høj og klar, og det tegnede til at blive en smuk dag. Jeg fik lyst til at se mine nye omgivelser. Vor skyttegrav var meget man­gelfuld. Der var kun en eneste skyttegrav, ingen reserve­stilling. Det var jo i skyttegravskrigens første tid.

I skytte­graven fandtes en række større eller mindre „understan­de”, og i hver af dem var der plads fra to til seks mand. Understandene var på den tid, da jeg kom til kompagniet, ikke andet end nogle huller, der var gravet ind i skyttegravens for- eller bagvæg, ganske efter, som forholdene tillod det. Over hullerne var der lagt tynde brædder, hvorefter det hele tildækkedes med jord. Indgangen dækkedes af en gammel dør, en luge, eller i mangel af bedre bare af et stykke teltlærred.

Understandens gulv var dæk­ket af et halmlag, og her lå vi som sild i en tønde og sov; men første gang, man tager kvarter i en sådan understand, bliver man alligevel grebet af en underlig følelse. Bombesikker var man nu ikke.

Omkring ved ti meter foran skyttegraven fandtes et tyndt pigtrådshegn, og ca. hundrede meter længere frem­me var der i et hul anbragt en såkaldt „lyttepost”. Der var altid to mand på lyttepost, dog kun om natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere titter frem fra en primitiv understand ved Moulin

 

10. juni 1915. Jakob Moos: Første nat ved fronten

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Den næste morgen stillede vi altså op på plad­sen. Enhver fik udleveret 150 skarpe patroner. Først da klokken var halv otte, behagede det den modbydelige Marben at vise sig. Han holdt en lille tale til os, sluttede dog ikke med det sædvanlige leve for kejseren, men med et „på gensyn”! Der var dog ingen, der svarede, for der var ingen, der nærede ønske om at gense ham.

Vi marcherede af sted, og ved landsbyens udgang defilerede vi forbi ham. Man hørte udråb som „Gud ske lov, at vi slap bort fra dette svin”!

Nu gik det jævnt og taktfast ud ad landevejen. Lidt før middag gjorde vi holdt i en lille landsby, og vi blev fordelt på de forskellige kompagnier, som vi her efter skulle gøre tjeneste ved. Jeg kom til 1. kompagni i regimentet 31, og i dette kompagni har jeg gjort en stor del af krigen med.

Stabssergenten var mødt for at overtage os, og under hans ledelse gik det nu videre til Avricour, hvortil vi ankom ved tre tiden om efter­middagen. Vi fik noget at spise og fik så vore „dødsmærker“ udleveret.

Avricour lå ca. ti kilometer bag fronten, og vi fik besked om, at vi samme aften skulle frem til afløsning i skyttegraven. Nu fik vi travlt med at forsyne os med alle de ting, som vi mente, vi kunne få brug for i skyttegraven, så der var travlt i marketenderiet.

Resten af eftermiddagen spadserede vi omkring i landsbyens gader. Der var egentlig kun en eneste seværdighed, og det var det grevelige slot. Det lå midt i landsbyen og var omgivet af en smuk park. Det hele lå bag en ca. to meter høj mur

Greven var flygtet, da tyskerne i 1914 marcherede frem. Slottet beboedes nu af divisionsstaben. Når vi ikke var i stilling, måtte vi altid stå vagt ved slottet. Selve byen hav­de ikke lidt skade under krigen, når noget var ødelagt, var det tyskerne, der var de skyldige. Alle husene var så at sige beboede, og forholdet mellem befolkningen og de tyske soldater var venskabeligt.

Det blev imidlertid hurtigt aften. Klokken ti drog vi af sted. En korporal var vor fører. Efter en halv times forløb kom vi igennem landsbyen Amy. Her fik vi det første indtryk af krigens ødelæggelser. Vi blev underligt til mode — og stille. Vi var endnu uvidende om, at vi skulle få ting at se, der var hundredefold værre.

Korpo­ralen befalede nu fuldstændig tavshed, for vi nærmede os skyttegraven. Ved en drejning af vejen lå en væltet vogn, længere fremme sønderskudte huse, en landsby. Her var stillingen. Den gik dels udenom, dels igennem landsbyen. Enkelte steder gik skyttegraven endda igennem husene. Efter en lille tur gennem løbegravene kom vi ud i selve hovedstillingen. Korporalen førte os straks hen til kompagniførerens „understand”. Kaptajnen, Schellin hed han, kom straks ud og fordelte os over hele kompagniet.

Kaptajn Schellin var en energisk mand og resolut, streng i tjenesten, men retfærdig. Derfor var han meget afholdt. Han sørgede godt for sine folk og var altid i spidsen, om det så gik gennem tykt og tyndt. Man kan roligt sige, at han var både frygtet og elsket. Vi var rede til at følge ham, hvor han så end førte os hen.

Vi forlod ham og begav os til de delingsførere, som vi var ble­vet tildelt. Næppe et kvarter senere stod jeg allerede på vagt. Det var temmelig roligt. Kun af og til hørtes et enligt geværskud.

Når kuglen fo’r forbi os, dukkede jeg mig uvilkårligt. Min sidemand lo ad mig; men han var også ældre i tjenesten. Jeg glemmer ikke denne første nat i skyttegraven. Helst var jeg løbet min vej, navnlig når jeg hørte uforklarlige og mistænkelige lyde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

 

9. juni 1915. Jakob Moos ankommer til Frankrig

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

I begyndelsen af året 1915 kom jeg med en transport til Frankrig. Vi var en sen aftenstund startet fra Segeberg i Holsten. Byen havde været festligt illumineret, og så godt som hele byens befolkning havde fulgt os til banegården. Under brusende hurraråb var toget gledet ud i nattens mulm og mørke, ud i det uvisse. Gik det mod øst — eller mod vest?

Og nu var vi standset i Chauny i Frankrig.

Vi blev kommanderet ud af toget. På banegården stod vi opstillet i rækker. Time efter time gik, og vi fik lejlig­hed til at betragte det travle liv, som rørte sig her. Ved mørkets frembrud kørte tyve store lastbiler frem. Med ca. tyve til tredive mand på hver, godt pakket, kørte vi bort. Efter omkring ved to timers kørsel gjorde vi holdt. Det var i en landsby ved navn Murancour, og her blev vi indkvarteret indtil videre.

Efter at vi havde spist noget af den mad, vi havde medbragt, lagde vi os dødtrætte i halmen og faldt straks i søvn. Den næste morgen var vi tidligt på benene, nys­gerrige efter at lære de nye, men fremmede omgivelser at kende. Landsbyen var ret stor, bygningerne overvejende gamle. Noget særlig seværdigt fandtes ikke, men vi fik også snart andet at tænke på.

Vi stod nemlig under kommando af en vis Hauptmann Marben. Han skulle nok sørge for, at vi ikke kedede os. Hver dag var optaget af skarp eksercits, lige fra den tidlige morgenstund til sent på aftenen. Det var knapt nok, at han undte os tid til at spise. Han pinte og plagede os på alle måder, typisk prøjsisk.

Den mindste forseelse bragte os i kachotten. Den var næsten altid overfyldt. Jeg husker, at han på en af vore evindelige marchture råbte til en af mine kammerater, at han bar sit gevær som en møggreb, og det vurderedes naturligvis straks til tre dage på vand og brød. — Ja, den gode Marben forbød os endda at drikke vand, for det var farligt for sundheden. Han forbød os at drikke øl eller vin, som vi kunne købe hos de franske bønder, for tyske penge måtte ikke komme i franske hænder. Han kunne nu godt lide at drikke fransk vin selv.

Vi måtte nøjes med den erstatningskaffe, som feltkøkkenet udleve­rede. Det gik dog her, som man kan tænke sig, Marbens forbud blev overtrådt gang på gang. Det var sjældent, vi led tørst.

En aften bekendtgjorde man ved parolen, at vi den næste morgen klokken seks skulle træde an i feltmæssig udrustning. Vi var klar over, at vi nu kom bort, og vi var alle glade, for ringere end her kunne vi ikke få det, — mente vi!

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

28. maj 1915. IR262 trækkes ud af kampene på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 12. maj faldt vores gode kompagnifører kaptajn v.d. Marwitz ved et skud gennem hovedet. Jeg var med til at bære den knap 200 pd. svære mand tilbage, han skulle hjem og begraves i Tyskland.

Den 28. blev vi trukket ud af den ret gode stilling, jeg havde jo været med i det der var værre. Den nat vi forlod skyttegraven blev vi belyst af en meget stærk lyskaster, som russerne havde fået stillet op i deres bagland, det førte med sig, at de ny der flyttede ind straks blev angrebet, de måtte nu klare sig selv.

Vi var færdige for en tid, fordi Hindenburg havde beordret os en ferie for vore fortjenester i Masuren, hør hvad han skriver i sine erindringer: Alene navnet, vinterslaget i Masurien virker lammende som isnende blæst eller dødens stilhed.

Når mennesker tænker tilbage på dette slags gang må de standse og spørge sig selv, har menneskelige skabninger virkelig kunnet udføre dette eller er det hele kun en fabel eller en feberfantasi. Er disse marcher gennem vinternætterne, denne bivuak i isnende snestorme og denne sidste del af slaget i Augustowoskoven, der var så grufuld for vore fjender, når det kommer til stykket kun skabt af en blændende fantasi?

Vi fik virkelig tre ugers ferie, vi måtte ikke rejse hjem, men vi slog vore telte op i en skovkant hvor vi lå og dasede og var i de tre uger kun til skarpskydning en gang, det var meget varmt og vi blev plaget af myggene der overfaldt os i millionvis, mod dem nyttede kanoner ikke noget.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

24. maj 1915 – Iver Henningsen: “á la russisk svineri”

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.

Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Brev 24. maj

Byen her, Rossienie (siger nogen den hedder), er næsten helt forladt, kun i den fattige jødedel er der endnu folk og militæret regerer overalt, hvor vi kan få plads. Byen er delt i to dele: rig og fattig. Den første del er med stenhuse, nogenlunde gader med petroleumsbelysning. Den anden træhuse á la russisk svineri. Byen tæller 10.000 indbyggere og har som sædvanlig 4-5 kirker, synagoger, bedekapeller, som jeg næste gang giver en beskrivelse af. Jeg vil se, dersom vi bliver her, at komme op i byen. Vi ligger i udkanten, men feldwebelen må først tillade det.

I dag tredje pinsedag, morgen, er det morderlig varmt og lader til at holde sig. Det er rolig ved fronten i dag, men hvor længe ved vi jo ikke. Vi har indkvarteret os hos en enke, 14 mand i en stue. De forstår ikke et kvæk af, hvad vi siger, og bogen [palør, red.] gør god nytte. Hun har to børn, manden er falden i Rusland.

Når jeg har været i byen skal jeg skrive, om der er nogle seværdigheder. Nu må I være tilfreds for denne gang.

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

6. maj 1915. 86’erne ved Moulin: “Frontsoldaten fornemmer straks, hvis der hos fjenden sker nogle forberedelser …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.

Så blev det maj. Så varm, skyfri og smuk, som nogen maj havde været. Når de afløste 86’ere forlod deres trøstesløse stilling på højsletten, blomstrede hvidtjørnen dem i møde fra Moulin-dalens skrænter, blødgjorde deres hjerter og vakte længslen efter fred.

Med den så det ellers stadig skidt ud. Den 2. maj var tyskerne og østrigerne brudt igennem ved Gorlice-Tarnow og havde taget over 150.000 fanger, og nu gik de i gang med at rulle den russiske front op. Med jubel blev disse sejrsefterretninger modtaget i regimentet, men også franskmanden rørte nu på sig. Han kunne sige sig selv, at tyskerne kun kunne tilkæmpe sig så store resultater, efter at de havde trukket betragtelige styrker væk fra vestfronten. Nu måtte det være muligt at trykke den svækkede tyske vestfront, som efter deres mening kun fremstod som en tynd facade, sørge for aflastning for deres russiske forbundsfæller, ja, måske endda trænge helt frem til den tyske grænse. Således gennemførtes i maj et rasende men forgæves tilløb mod vor front nord for Arras. Også 86erne skulle på den hårdeste måde komme til at føle hans genvakte angrebsvilje.

Frontsoldaten fornemmer straks, hvis der hos fjenden sker nogle forberedelser, lige som gamle folk føler vejret i knoglerne. Her var tegnene så ovenikøbet ikke svære at se. I begyndelsen af maj satte igen kraftig artilleriild og den modbydelige mineild ind. Som store, sorte fugle fløj de tunge vingeminer op i luften, syntes et øjeblik at udse sig et bytte, og jagede så med stadig tiltagende ødelæggelsestrang nedad. 86’erne fulgte dem åndeløst spændt med øjnene. Så sprang de fra det ene skulderværn til det næste, dukkede sig i et hjørne som høns for falken, mens bæstet bragede ned mellem naboskulderværnene og spredte en ladning ler og sten om sig.

Pigtrådspæle hvirvlede som tændstikker gennem luften, pigtrådsspærringer gik i stykker som spindelvæv, intet dækningsrum kunne holde, skyttegraven fyldtes til randen. Ved højlys dag og i en åben skyttegrav var det ikke vanskeligt at undvige dem; Beregning og rutine indøvedes hurtigt. Men grufuldt var det, når udyrene ligesom kæmpeflagermus svirrede om ørerne om natten. Tidsintervallet mellem det dumpe afskud og nedslagets helvedesbrag var nerveopslidende. Hvem kan påstå, at han i sådanne øjeblikke ikke følte angst, elendig, rystende angst!? Dem er der ikke mange af. Senere vandt ganske vist den almindelige ligegyldighed over disse følelser.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen (2014)

Vestfront Fransk mine slår ned

2. maj 1915. Russerne skyder!

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.

Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.

Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.

Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.

Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

29. april 1915. Angrebsplaner for østfronten

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.

I april måned besluttede den øverste tyske hærledelse sig for et massivt angreb i Galizien sammen med den Østrig-Ungarske hær mod russerne. På resten af krigens fronter skulle man blot holde stand. Befalingen til Oberbefehlshaber Ost lød derfor på, at de skulle foretage stikvise skinangrebsfremstød for at aflede russernes opmærksomhed og fastholde deres tropper langs fronten.

Alle tyske tropper og armeer stod nu på russisk jord og 8. arme under General der Infanteri Otto v. Below stod østlig for Szkwa med 6½ infanteri division på en 100 km bred front til østlig for Osowiec. Overfor stod den russiske 12. arme med 14 divisioner. Den 8. arme bestod af fra højre 75. K.D., 3. R. Br., 10. Ldw. D., korps Scholtz (Gen. Kdo. XX. A.R. med 41. . J.D. og 1. Landwehr- Division), 3. R. D. med 6. Ldw. Br. og 11. Ldw. D.

8. arme ville løse sin opgave med et angreb den 29. april på den højre fløj med 75. Reserve og 10. Landwehrs Division. Det blev ikke til det store fremstød. Maj og juni forløb stille, og landvindingen var ringe, hvilket også skyldtes at armeen var blevet svækket som følge af afgivelse af enheder til den nordlige og den Østrig-Ungarske front.

 

1915-04-29 LIR84 Die Front gegen Russland vom 13-5_bis_12-7-1915
Kort: 1915-04-29 LIR84 Die Front gegen Russland vom 13. Mai bis 12. Juli 1915 – Karte 5

 

Nyt på siden om DSK (Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere)

Den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, historiestuderende Troels Peter Roland, har arbejdet intensivt med DSK’s røde årbøger i de seneste uger. Det er der kommet nogle meget nyttige lister og fortegnelser ud af.

Bl.a. en indholdsfortegnelse til samtlige 31 årgange 1941-1972 og en liste over de ca. 6.000 medlemmer af DSK, der afgår ved døden og mindes i hvert nummer.

Du kan se dem på siden om DSK- Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere

DSK-Omslag

 

2. april 1915. Johannes Jessen på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Vi blev stadig angrebet af fjenden igennem daglige skyderier. Jeg husker vi blev med tog transporteret til Suwalki og forlod toget ved det sammenskudte bryggeri, og straks gik det østpå en hel dagsmarch. Vi skulle derude danne en feltstilling mod angreb fra Grodno, en fæstning ved Njemen (Nensel på tysk).

Langt ude var de russiske stillinger og et godt stykke foran dem lå en ensom bondegård. Min gruppe (en underofficer og 8 mand) fik til opgave at se efter om den var besat, det var den ikke og bonden og hans familie var der heller ikke, så indrettede vi os i køkkenet så godt det lod sig gøre men på engang hørte vi sagte stemmer, og vi studsede og lyttede, hvor i alverden kom de fra, vi undersøgte laderne stak hovedet op gennem loftlugen, vi fandt intet, men kunne stadig høre stemmer.

På gårdspladsen stod et meget stort træ med en tyk stamme, bag dette træ havde vi hele tiden en vagt stående for at holde øje med russerne, men hans øre hørte de hviskende stemmer og han sneg sig om hushjørnet og her opdagede han at stemmerne kom nede fra jorden. Her havde bonden gravet et skjul for det tilfælde, at tyskerne kom, men næste dag kom der ordre til tilbagetrækning,

Det var langfredag [2. april 1915, RR] morgen vi begyndte tilbagemarchen mod Sulwalki. Det havde frosset om natten, solen stod op på en skyfri himmel vejen førte langs en række småsøer, der var omkransede med træer, der næsten skjulte huse og gårde. På engang begyndte det at blinke frem mellem træerne, vi troede det var solstrålerne der brødes i vinduerne, men nej, det var en kirke, der brændte. Det hele spejlede sig i isen, vi gik betaget forbi. Officererne fotograferede, det var den 1. april, det var vinter endnu, men strålende solskin.

Jeg skal lige fortælle om en ting, der var et meget stort handykap i den masuriske vinter. Vi gik jo og spiste sne for at slukke tørsten og kom vi så ind i en bondegård hvor ovnen lå fuld af halvbagt brød, som endnu var varmt og klæbrigt blev det svælget ned med grådighed, forplejningen kunne ikke følge med, derfor var vi altid sultne og spiste alt hvad der kunne spises, det kunne maven ikke tåle og det gav gennemgang så det forslog noget, vi blev trætte og afkræftede og skulle stadig marchere og kæmpe. Sommetider sad det meste af kompagniet ved siden af vejen med bukserne nede. Hvad det vil sige med hele udrustningen af og på i en fart, for så at gå en halv time og så til det hele igen og sådan gik det i 2-3 uger.

Da foråret så var slået igennem, jorden var blevet tør og hård kom vi i en fast stilling mellem Marlampol og Kalvaria, et gammelt valfartssted i Polen. 1. bataljon og 2. kompagni afløste hinanden hver 3. dag ude i skyttegraven.

Når vi kom tilbage lå vi i en lade i halm de tre dage vi var fri. Det stykke vi besatte gik gennem en have til en gård, hvor familien var evakueret og vi brugte alt fra gården til at udbygge vor stilling med, 3. og 4. kompagni afløste første og anden, en dag fandt jeg “Hejmdal” liggende i den bunker, hvor jeg boede, jeg fik nemlig også denne danske avis tilsendt. Det var klart, at der måtte findes en dansker mere ved et af de andre kompagnier, jeg skrev så mit navn og kompagni nr. på avisen og lod den ligge, men det viste sig efter lang tid, at det var en søn af Kloppenborg Skrumsager der lå ved 1. kompagni. Han ejede ved sin død den store gård “Kanekær” ved Kjelstrup strand, nu fik jeg i hvert fald en landsmand mere.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

26. marts 1915. Triste forhold i fangelejrene i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen under Krigen

Triste Forhold i Fangelejre i Nordslesvig
Det er selvsagt, at det i Alminde­lighed er forbundet med mangehaande Savn at opholde sig som Krigsfange i fremmed Land, men værre bliver For­holdene naturligvis, naar der begynder at blive Knaphed med Levnedsmidler, og Fangernes Antal tilmed er stort. Der er, navnlig fra svejtsiske Officerers Side, fremkommen meget anerkendende Udtalelser efter deres Besøg i forskel­lige Lejre for Krigsfanger i Tyskland.

Og det er kun glædeligt. Saa meget større Grund er der derfor til at hen­lede rette Vedkommendes Opmærk­somhed paa Lejre, hvor Fangerne lider Nød, saaledes at Manglerne eventuelt kan rettes.

Om Forholdene i en saadan Fange­lejr i Nordslesvig, beliggende ved Bajstrup sydfor Tinglev, er der dernede fra tilgaaet os Beretninger, af hvilke vi her anfører følgende:

Lejren, ved Bajstrup bestaar af en meget stor Grund, ind­hegnet med to Pigtraadshegn, det ene indenfor det andet og ca. 2 Meter høje.
I hver Ende af Pladsen er af ru Bræd­der — beklædt med Tagpap baade paa Tag og Vægge — opført en mægtig enetages Barakke, der har Plads til 1000 Mand. Paa hver Side at Ind­gangen ligger en mindre Bygning med Plads for Køkken, Vagtlokaler, Opholds­rum for Vagt og Køkkenpersonale m. v.

Fangerne, hvis Tal paa dette Sted udgør ca. 2000, ligger i Barakkerne paa Træunderlag med lidt Halm over, saa lidt, at de styrter sig som Vilde over de Halmlæs, der kører ind paa Pladsen, for at sikre sig så meget som muligt deraf.

Fangernes Kost

er under de herskende Dyrtidsforhold meget knap. Om Morgenen et Stykke Brød med Kaffe, om Middagen væsent­ligst Roer og Kartofler i en eller anden kogt Form; om Aftenen Grynsuppe. Maden er imidlertid saa utilstrækkelig, at det er en ren Ynk at se f. Eks. Krigsfanger, der har haft Arbejde uden­for Lejren, vende tilbage til denne. De styrter sig som besatte over de Roebunker, som ligger udenfor Lejren i Nærheden af den store Køkkenbygning, og skønt Vagtmandskabet søger at for­hindre det, ser man Fangerne tage Roerne og med Graadighed fortære dem raa.

Penge hjælper intet
Blandt Fangerne, der i denne Lejr gennemgaaende synes ret velklædte og bestaar baade af Russere, Franskmænd, Belgiere og Englændere, er der ikke saa faa, som er vel beslaaet med Penge, og som gerne vilde tilkøbe sig god Mad. Men det er forgæves — de har kun Lov til at købe for en Snes Pfennig om Dagen.

Øjenvidner beretter at have set Rus­sere samle Kartoffelskræl og lignende op af Renestenen og spise det raat!

I Lejren ved Løgumkloster er For­holdene af lignende Art, i enkelte Retninger endnu tristere.

Der er her ikke Tale om nogen An­klage fra en enkelt f. Eks. dansk Side, nej Egnens Befolkning er i sin Helhed ilde berørt deraf. En af Tyskernes Førstemænd her, Kommuneforstander Raben, har i Vidners Nærværelse ud­talt med Harme, at „dette er Forhold, som Tyskland ikke kan være bekendt overfor Udlandet”; og en anden af Eg­nens fremstaaende Tyskere, Førstelærer Petersen i Bajstrup, har indsendt An­dragende til Myndighederne om at søge Fangernes Forplejning forbedret!

I de ca. 4 Uger, Fangerne har haft Ophold her, er der forefaldet flere Til­fælde af Hungertyfus.

Ikke regeringens skyld

Den betaler 1 Mark og 20 Pfennig pr. Fange om Dagen

Regeringen har næppe været vi­dende om, at Forholdene er saa slette, og kan heller næppe gøres direkte an­svarlig derfor, da den betaler 1 M. 20 Pf. for Fangernes Forplejning pr. Dag, heri ganske vist indbefattet Udgiften til Fangeejren eller i alt Fald en Del af dens Opførelse.

Som tidligere omtalt, er det en Enkeltmand, der har taget Driften — og dermed Forplejningen — af samtlige Fangelejre i Nordslesvig i Entreprise; han har derefter igen over­draget Forplejningen paa nye Hænder mod en betydelig mindre Betaling, for­mentlig ca. 80 Pfennig pr. Fange pr. Dag — i Løgumkloster endog kun 50 —55 Pf. pr. Dag.

Naar den sidst­nævnte Entreprenør naturligvis ogsaa vil tjene mest muligt paa Forretningen, kan man sige sig selv, at der ikke bli­ver mange Pfenning tilbage til Proviant og Køkkenbetjening m.v. Og med de dyre Priser paa Levnedsmidler i Øjeblikket vil det ikke være muligt at fremstille tilstrækkeligt nærende Mad i den fornødne Mængde.

Vore Hjemmelsmænd udtaler sluttelig, at de føler sig overbeviste om, at den tyske Regering, som forudsættes at være uvidende om de her nævnte Forhold, sikkert vil skride energisk ind for at skabe mere menneskelige Kaar for deres Fanger naar den forhaabentlig nu faar Kundskab om de virkelige Forhold.

Major v. Bötticher,

der var Chef for 3die Infanteri-Landstorms-bataillon, som havde Grænsevagten her indtil omkring 11. Marts, da Bataillonen blev be­ordret til Mecklenburg, er død dér i Ludwigs-lust den 19 Marts. Major Bötticher, der havde deltaget i Krigen 1870, var Soldat af den gamle Skole. Mens Bataillonen udførte Grænsevagten havde han sit Kvarter paa Gram Slot.

En Dansker falden?
Paa en af de sidste tyske Tabs­lister findes ifølge „Jyllandsposten” Overmaskinmester Christian Hansen af Esbjerg opført som savnet. Udfor hans Navn staar en Stjerne, hvilket betyder, at han rimeligvis er dræbt.

Tyske Ungdomskompagnier

– en Slags Spejderkorps — fra Aaben­raa og Haderslev holdt i Søndags Felt­øvelse ved Hoptrup. „Schleswische Grenzpost” bringer en længere, be­gejstret Omtale af Øvelsen og meddeler med Anerkendelse, at de unge Del­tagere, da de skiltes, tilraabte hinanden: ,Gud straffe England!”

Russiske krigsfanger Løgumkloster
Russiske krigsfanger undersøges ved ankomsten til krigsfangelejren i Løgumkloster 1915 (Museum Sønderjylland)

 

 

19. februar 1915 – Luftskibshal i Tønder færdig

De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)

Den første af Luftskibsbase Tønders to haller med kaldenavnet “Marine” er nu færdigmonteret og klar til at modtage det første luftskib. Hallen er 180 m lang, 40 m bred og 32 m høj, og består af et træbeklædt jernskelet. I begge ende af hallen er store skydeporte og et dobbelt skinneanlæg, der rækker 200 meter ud i terrænet og skal bruges ved bugseringen af luftskibene. Ad et sidespor fra jernbanelinjen Tønder Skærbæk kan luftskibene forsynes med brændstof, brint og ammunition.

Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.

18. februar 1915. Skibet er ladet med ammunition … Om bord på blokadebryderen S/S Kronborg

Anker Nissen var besætningsmedlem på blokadebryderen “S/S Kronborg”, der den 18. februar 1915 stod ud af Wilhelmshafen.

Vi skulle danne be­sætning på et skib, der skulle bringe krigsma­teriel m.v. til tysk Østafrika, hvor en styrke på 3.000 europæere og 12.000 indfødte soldater under ledelse af general von Lettov Vorbeck før­te selvstændig krig mod koloniens naboer, der udgjordes af englænde­re, belgiere, portugisere og indere. Skibet skulle sejle under danskflag og vi fik alle, fra kap­tajnen og ned til yngstemand, udleveret søfartspapirer, der alle var affattet på dansk og forsynet med officielle segl og mærker. Disse var naturligvis alle falske, men navnene var det jo ikke, idet vi alle havde danskenavne.

Til skibet blev der udfærdiget 3 sæt skibsdokumenter, også affattet på dansk, der lød på en trælast fra Sverige til modtagerne ifølgende havnebyer, udvalgt under hensyn til den kurs vi efterhånden skullefølge: 1. Buenos Aires i Argentina. 2. Beira i portugisisk Østafrika. 3. Masaua i italiensk Somaliland.

På hvert sæt af konnossementerne var ligeledes angivet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor vi ikke sejlede igen­nem Suez-kanalen.

Dagen før vi skulle forlade Wilhelmshafen, blev vi kaldt frem alle 30 mand og spurgt, om nogen var betænkelige ved at skulle med på denne ekspedition, eller om vi var fejge. I den alder vil man jo ikke gerne kaldes fejg, men alligevel trådte 2 mand frem og bad om at måtte blive fri. Disse blev, uden at der blev sagt noget til dem, ført bort og var i mere end 2 måneder indespærret, indtil der forelå meddelelse om, at vi var ankommet til Østafrika, ganske vist uden skib, men der om senere.

De udtagne 30 mand og kaptajn Christiansen blev ind­skibet i en ca. 7.000 tons stor fragtdamper, der var lastet med ammunition og andet krigsmateriel, mens der øverst her over var stuvet en mægtig trælast tillangt op overrælingen, således at det virkelig så ud som et fragtskib lastet med træ, også på dækket. Det var en en­gelsk damper„Rubens” som tyskerne ved krigsudbruddet havde beslaglagt. Den fik nu navnet specialskib A, men nat­ten efter at vi var kommet i søen og nærmede os Helgoland blev skibet omdøbt til „Kronborg” og fik danske rederimær­ker på skorstenen.

Kursen blev sat mod nord og skibet ledsagedes både af undervandsbåde og en zeppeliner.

Anker Nissen: Sønderjylland Afrika tur/retur (1962)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

10. februar 1915. Danske fædrelandssange i Dresden. Hemming Skov på lazaret

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov
Hemming Skov

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor han ankom den 26. januar.

Jeg kom til Dresden den 26. Januar, blev indlagt paa et Lazaret i Dresden-Neustadt, men den 10. Februar blev jeg flyttet til et Privat-Lazaret, oprettet af Røde Kors. Her var det godt at være. Lazarettet laa i et rent Villakvarter.

Manden var Læge i Felten, men hans Kone residerede hjemme, bistaaet af to civile Læger samt en Stab af Røde Kors-Søstre. — Den første Aften blev jeg højligen overra­sket af en ung, dansktalende Røde Kors-Søster. Hun havde bragt i Erfaring, at en fra Nordslesvig var blevet indlagt, og nu vilde hun høre Hjemstavnens Røst, det danske Modersmaal, paa Trods af Sindelaget. Hun var Datter af Pa­stor H. W. Petersen, Præst i Starup ved Haderslev fra 1897-1919.

Et andet lunt Vindpust fik jeg hjemmefra, idet jeg for nogle Dage fik Besøg af min kære lille Søster. Hun var rejst den lange Vej og kom for første Gang til en Storstad, men hendes Ankomst hertil kunde nær have faaet ube­hagelige Konsekvenser, for jeg var i Mellemtiden blevet flyttet fra det ene Lazaret til det andet. Men takket være Tyskernes „Orden i Sagerne” fandt hun mig paa den mod­satte Side af Elben. Hjælpsomheden var stor; min Søster fik Ophold og Logi hos en enlig Dame i Kvarteret, hvorfra hun hver Dag besøgte mig paa Lazarettet. Da denne elsk­værdige Dame erfarede, at hendes Logerende kom helt oppe fra den danske Grænse og havde Dansk til Modersmaal, opfordrede hun min Søster til at synge en dansk Sang. Min Søster, der sang baade godt og gerne, efterkom Damens Ønske med at synge en dansk Fædrelandssang.

Efterhaanden bedredes ogsaa Gigten. Jeg kunde kom­me paa Højkant og endog præstere at gaa lange Spadsere­ture. Sammen med en Kammerat tog vi Sporvognen til en eller anden Forstad, for derfra at fortsætte til Fods ind i Bjergpartierne, hvorfra der var den herligste Udsigt over Byen, der ligger i en Dalsænkning med Elben flydende midt igennem. Vi kunde ogsaa søge Underholdning inde i Byen, og alt var gratis for Soldaterne. — Mindet om Dresdens Skønhed staar stadig i min Erindring.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, i maj 1917 (Museum Sønderjylland)

 

 

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. februar 1915 – Iver Henningsen: “Alt var demoleret”

Det tyske angreb i Østpreussen fortsætter, men russerne giver sig ikke uden kamp, selvom de trækker sig langsomt tilbage. Det sanitetskompagni, Iver Henningsen tilhører, følger stadig i hælene på de kæmpende tropper.

Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.

“Videre gik det den 8. Atter en følgesvend på den foregående. I en stor skov blev gjort holdt. Vi havde ikke langt til vort kvarter, og dog måtte vi opholde os tolv timer i skoven. For os hørte vi en stor sprængning. Russerne havde gjort angreb på vore pionierer, som vare i begreb med at slå bro over en flod for korpset. [Sanitetssoldaterne blev kaldt] vor og gennem denne mylder af vogne, heste, kanoner, infanteri måtte vi se at nå broen for at forbinde de sårede. Det var allerede mørkt kl. 6 aften, endnu lå vi her med kun 15 minutter til Königstal […]. Endelig kl. 7 kunne broen befærdes, da havde vi været i skoven i sne og bidende kulde fra kl. 8 om morgenen. Efter at være kommen ind i den brændende by og blev opvarmet, fandt vi en købmandsbutik. Alt var demoleret, men om os brændte husene og sendte en venlig varme gennem de ituslåede vinduer, og vi havde tag over hovedet. Så mange som mulig pakkede vi os tæt sammen for varmens skyld, og faldt snart i søvn.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.