Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

10. februar 1920: Kirkeklokkerne slog revner

Johannes Christensen fra Visby fortæller om afstemningsdagen i 1. zone:

“Det blev en stor Festdag i alle Måder den 10. Februar 1920, med de mange tilrejsende der kom langt omkring fra, for at være med og stemme Sønderjylland hjem. De mange festlige Plakater, Kirkeklokkerne der slog revner, fordi Glæden lagde tor megen Kraft i Hammerslagene, da der skulde kimes, den store Fest i Forsamlingshuset. Det smukke og kære Dannebrog, der mange Steder havde ligget på Kistebunden i over 56 Ar, vejede frit for Vinden over hele Landsdelen. Ja, -det var den største og kønneste Festdag i hele Landsdelens Historie, med festglade Mennesker over det hele. Selv Hjemmetyskerne havde vidst ikke noget imod at komme til Danmark, de vilde bare ikke være ved det.

En lille Ting må jeg nævne, som en særlig Oplevelse for mig. Min gamle tyske Lærer Voss, var anbragt ved stemmeurnen som kontrollør, og det øjeblik da jeg i hans Påsyn kunde lægge mit Ja i Stemmeurnen for Danmark, da var det mig der rykkede op på Førstepladsen igen, og ham og den anden Dreng der rykkede ned, jeg var glad den Dag, det tror jeg ikke han var, hvor han, jo tabte det afgørende Slag i Visby, og måtte rejse Syd på. Ja -der var Glæde ud over Sognet og Landsdelen, og ikke mindst i de enkelte Hjem. Også i mit Hjem var der stor Glæde, nu kunde vi alle samles igen, og se hen til den store Genforeningsdag med vort gamle Fædreland.

Så havde de da ikke stridt og bedt forgæves Mor og Far, i de lange søvnløse Nætter, År efter År, for deres Børn og Svigerbørn, der lå derude ved Fronterne. Nu skulde endelig Voldsherredømmet være forbi, og det kære Dannebrog vaje over alt 1 Hjemstavnen. Kampen under Fremmedherredømmet var gennemstridt og kronet med Sejr, dyrt havde det kostet, de var gamle nok, til at have oplevet Smerten i 1864. Mors Søskende drog alle over Grænsen, hendes eneste Bror, fordi han ikke vilde være tysk Soldat. Deres Børn matte de sende i tysk Skole, og til sidst ud i Krigen for en fremmes Sag, i fire sorgfulde og strenge År. 27 var faldne i Visby Sogn, foruden mange sårede og invalide, men nu skulde det blive anderledes:”Nu kalder Danmark på sine Børn, Farvel for evig du tyske Ørn. Vi vil under Frihedens Sol og Flag blive dig gode og trofaste Sønner og Døtre Danmark. Det bliver Plovtid, Såtid, Grotid, Gry, og gamle Danmarks Rige, det fødes skal påny”.

Billedet viser Johannes´ familie på vej hen for at stemme. Yderst til højre er det Johannes. I midten hans forældre, der er omgivet af hans brødre og søstre. Bredebro Lokalhistoriske Arkiv.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

10. februar 1920. “Det var noget, man græd af glæde over!” Afstemningsdagen i Avnbøl

Senest ændret den 11. februar 2020 8:46

HjulmagerJørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 10. februar 1920 oprandt så afstemningsdagen med voldsomme regn og stormbyger fra morgenstunden af. Der var en endnu ikke kendt feststemning over folkets brede lag, børnene iberegnet.

I Avnbøl Kro var der truffet store forberedelser på alle måder for at holde fest for alle. Der var dækket til kaffe, gratis for alle, hele dagen. Udgifterne betaltes bagefter med 6000 – 7000 mark, hovedsagligt af alle grundejere.

Skolebørnene drog i optog hver med et dannebrogsflag i hånden, syngende gennem byen, ledsaget af musikkens toner. Det var noget man græd af glæde over.

Peter Iversen talte om 1864 og om de mange år vi boede i fjendevold. Om formiddagen kl. 10 talte pastor Moos, født i Ullerup, nu præst i Nørre Nebel, i Ullerup Kirke. Vi havde om eftermiddagen besøg af en skolekammerat, Jacob Brodersen og Kone.

Valgudfaldet var for Avnbøl 309 stemmer for Danmark, 39 for Tyskland og 2 ugyldige. Om aftenen var omkring 400 mennesker forsamlet i P. Nielsen kro til fest. Også jeg talte flere gange.

Tak til Lars Anker Petersen.

 

10. februar 1920. “Flaget smældede og mine tanker var mange.”

Over hele Nordslesvig gik Dannebrog til tops på afstemningsdagen præcis kl. 08:00. Frederik Wilkens fra Agerskov skrev senere om de følelser, der fyldte ham.

”Det er noget stort for os mennesker at opleve, at nå et længe ventet mål, og så var det da ikke så underligt, at afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev en af de store dage, som man aldrig glemmer, for da nåede vi jo det tidspunkt, da vi fik lov at stemme os tilbage til Danmark efter at have levet under tyskernes herredømme i 56 år, der så endte med den forfærdelige verdenskrig.

Det var længe forudbestemt, at på afstemningsdagen kl. 8 om morgenen skulle Dannebrogsflaget hejses i de enkelte hjem.

På slaget 8 stod jeg og hele mit hus klædt i festdragt rundt om flagstangen for for første gang at hejse Dannebrog. Flaget  smældede, og mine tanker var mange. Jeg grebes af en inderlig bøn til Gud om, at vi nu måtte få lov til at leve et lykkeligt liv oven på alt det sorte, der lå bag ved os under Dannebrog, at mit hjem og hele Danmark måtte få lov til i mange , mange år at blomstre under dette
flag.

Jeg ville have sagt et par ord derom til min familie, men jeg kunne ikke for bevægelse.

Vi sang så alle ”Hil dig vor fane” og da vi nåede det sidste vers Hjemkærligheden bor os i bryst, striden for freden kuns er vor lyst
måtte jeg igen standse og sige til Vorherre: Ja det det, vi ønsker, giv os din velsignelse dertil.”

Frederik Wilkens
Smedemester i Bovlund
Født den 14. februar 1871 i Bovlund

Gengivet efter bogen “Genforeningen i Tønder kommune- Udgivet af arkiverne i Tønder Kommune i 2020. Bogen koster 40,- kr. og kan købes ved henvendelse til ét af de lokalhistoriske arkiver i kommunen.

10. februar 1920. Peter Majland afgiver sin stemme på Danmark

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen ved 8-tiden stod vi op, og efter at have indtaget vores morgenkaffe gik vi til valg. Det var øsende regnvejr.

Alle flag, både danske og tyske, var ude. Der var trængsel ved valglokalet, så det tog nogen tid, før vi blev færdige. Da jeg havde forevist mit pas og afgivet min stemme og dermed kastet mit lod i vægtskålen for Danmark, havde jeg gjort min pligt. Derefter gik jeg ind til en boghandler for at købe nogle prospektkort og derfra gik det hjem til mit kvarter.

Om eftermiddagen var jeg ude omkring i byen. for at se alle de kendte steder, hvor jeg havde henlevet mine barndomsår. Der var først mit fødested i Borkmøllegade. Huset var endnu som dengang, og alle husene ligeså. Mange minder randt i mine tanker, da jeg stod og betragtede mit gamle hjem. Der var alligevel noget under­ligt ved det. Jeg gik der som en fremmed og kendte ingen, og ingen kendte mig. Hvor var alle mine legekammerater fra barn­domstiden og mine skolekammerater, hvor var de henne?

Jeg genså Juhlers skole, hvor jeg fik den første undervisning og Borgerskolen, hvor jeg senere gik i skole. Juhlers skole var dansk, Borgerskolen var tysk, så jeg lærte begge sprog i min skoletid.

Der, hvor der i min barndom var eksercerplads, ligger nu markeds­pladsen for kreaturer, og ved siden af er der en ny banegård.

Min vej førte mig også om ad havnen, forbi toldboden og om ad Nyvej, hvorfra jeg kunne betragte det franske slagskib “Marseillaise”, som lå et stykke ude på fjorden. Der lå det med bredsiden ind mod byen, stort og mægtigt. Skibets mandskab skulle jo holde orden i byen sammen med englænderne. Jeg så også flere gange patruljer på en halv snes mand marchere gennem byen med på­sat bajonet. Det må have været ydmygende for tyskerne. Det var jo ellers dem, der hidtil havde haft magten.

Da regnen og blæsten blev ved, gik jeg omsider “hjem” igen.

Jeg var drivvåd. Jeg skrev nogle prospektkort og sendte en hilsen til dem derhjemme i Kolding.

Om aftenen kl. 8 sluttede afstemningen, og 1.zones skæbne var
afgjort. En time senere gik vi alle sammen ned på “Grethens”
hotel, forhen hotel “Danmark” for at høre afstemningsresultaterne. Det var ellers meningen, at vi ville have været ud på “Folkehjem”, men vi fik at vide, at der var fuldt optaget for 2 timer siden.

På hotel “Royal” og på “Grethens” hotel havde de danske lejet salene. Der var fuldt hus alle 3 steder. Tyskerne havde deres egne steder, hvor de var samlet. Nogle af dem havde lokalerne i stueetagen i det hotel, hvor vi var. Vi kunne høre dem synge, når dørene gik op.

Vi havde det rigtigt hyggeligt. Et strygeorkester spillede for forsamlingen, og der veksledes med taler og sang.

Så begyndte telegrammerne at indløbe. Hvert øjeblik gik døren op, og en rask spejder trådte ind i salen og afleverede tele­grammerne. Når de var oplæst, modtog spejderen atter papiret og forsvandt.

Hen på aftenen trådte minister H.P. Hanssen ind i salen. Han mod­toges med et begejstret hurra. Da der blev stilhed, holdt han en tale, hvori han oplyste forskelligt angående afstemningsre­sultaterne. Da kl. var henad 1 brød vi op og gik “hjem”.

Det varede længe inden jeg faldt i søvn den nat. Det havde jo været en stor dag. Der var mange, som næsten slet ingen søvn fik den nat. Fra mit værelse kunne jeg høre folk færdes på gaden, nogle syngende, andre højttalende.

Tak til Karen Majland

10. februar 1920. Afstemningsdagen i Skærbæk: “Nu er Frihedens, Hjemfærdens Dag kommen.”

Nicolai Svendsen gengiver i bogen “Tiende Februar” indtryk fra afstemningsdagen i Skærbæk.

I Skærbæk samledes tidlig paa Formiddagen en stor Skare af Byens Mænd og Kvinder sammen med de Tilrejsende for Klokken 8 at overvære det højtidelige Øjeblik, da gamle Postmester Godske Hansen skulde hejse Flaget paa Torvet.

Dr. med. H. Lausten-Thomsen udtalte ved denne Lejlighed:

»Her paa Torvet stod en ‘Januardag for 71 Aar siden Egnens Bønder opstillede med Ryggen mod Timmerefter beseglede de i Brøns deres Troskab med deres Blod.

Da var Godske Hansen en ni Aars Gut. Han mindes den Tid med Stolthed og taler tit om den. Om et Øjeblik hejser han nu Byens Flag over vore Hoveder. Til Lykke med det! Det betyder, at nu er Frihedens, Hjemfærdens Dag kommen.

Og saa hejser unge Mænd og Kvinder vore to ældste frie Brødrefolks, det svenske og det norske Flag — Islands og Finlands har vi desværre ikke — og vore Befrieres Flag.

Vi ser op til dem med Tak og Glæde, men midt i Glæden hvisker Vemod igennem vort Sind. Vi tænker paa dem, der blev derude paa Frankrigs Slagmarker, i Ruslands uendelige Skove og Sletter, mellem Balkans og Alpernes Bjergkæder, i det hellige Land og ved det yderste Hav.

Fra Kl. 10 til 11 sænker vi Flagene paa halv Stang til deres Minde og Ære.

Men efter Nat følger Dag; hver Morgen frembryder atter den gyldne Sol, og i Dag staar vi i den genvundne Friheds Morgenrøde.

Vi vil i Dag med vor Stemmeseddel vise, at vi har det samme Sindelag som Bønderne paa Skærbæk Torv i 1849.

Vi skal sætte Slutstenen i den Mur, der hegner Danmarks Gaard og gøre Ende paa en tusindaarig Kamp. Vi skal med vor Stemmeseddel skaffe nye og bedre Vilkaar for kommende danske Slægter, fri dem ud fra Tryk og Tvang, hjælpe dem til fri og sund Vækst under Dannebrog. Vi skal skaffe vort danske Flag Lov og Ret til i kommende Aarhundreder at vaje over et frit dansk Sønderjylland.

Vi vil hjem til Danmark. Vi vil i Dag være med til at bære vort Land ind i en lys og god Fremtid.

Hvad der er godt, vil vi elske dobbelt, naar det er dansk; men hvad der er ondt, vil vi hade tifold, hvis det er dansk.

Vi vil, Danmark, klynge vor Sjæl til dig, og vor Tunge skal prise dit Navn, vi vil lægge alle Kræfter i for at tjene din Ære.

Et nifoldigt Hurra for Danmark. Leve Danmark, vor Moder!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

10. februar 1920. Panik på Rømø! Der er næsten kun tyske stemmesedler!

Nicolai Svendsen gengiver denne beretning fra Rømø, hvor der ved en fejl var alt for få danske stemmesedler.

En Beretning fra Rømø lyder saaledes:

Aftenen før Afstemningen kom Skibet med ca. halvandet Hundrede Rømøboere fra Danmark, der vendte hjem for at stemme dansk.

Ved Ankomsten bragte 25 unge Piger i Øens Nationaldragt Gæsterne en Velkomsthilsen. Smukt lød Sangen fra de mange klare Pigestemmer.

Rømøboerne er et aarvaagent Folk, de fleste af Sømandsæt.

Allerede tidligt strømmede Folk til Valglokalet; men Ak og Ve! Da Kommuneforstander Duhn aabnede for sine Stemmesedler, viste det sig, at der var sendt 1000 tyske og kun faa danske.

Hurtigt blev der telefoneret til Tønder om Fejltagelsen, og lige saa hurtigt afsendtes en Automobil derfra med danske Stemmesedler.

Men Postbaaden sad fast af Mangel paa Vand, saa den kunde ikke bruges.

Heldigvis var en Skipper P. Præst, der var kommen fra Esbjerg i sin Motorbaad, saa elskværdig trods Storm og Regn at hente Stemmesedlerne i Ballum.

Det Hverv var ogsaa sikrest i en god dansk Mands Haand, og Glæden og Taknemmeligheden overfor den raske Sømand var da ogsaa stor. Han fik et velfortjent Leve om Aftenen af den Forsamling, der ved et hyggeligt Kaffebord afventede Resultatet af Afstemningen.

Tiden gik hurtigt med Taler og med Sang af vore nationalklædte Piger.

Endelig kom Duhn med Udfaldet fra Øen. Det fremkaldte endeløs Jubel og Bravoraab. Sejren var stor: 514 danske og kun 92 tyske Stemmer. Det var et Øjeblik, som aldrig glemmes.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

10. februar 1920. “Valgdagen forløb i regn og tåge”

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

“Afstemningen i zone 1., den 10. februar fandt sted i storm og regn.

Herom skrev jeg: Valgdagen forløb i regn og tåge, hvad der muligt nok satte en dæmper på gemytterne – ikke til skade for ro og orden. Jeg tog til Haderslev og Åbenrå, hvor der ikke var noget særligt røre. Dannebrog vajede overalt på land og i by.

Der flagedes på halv stang til kl.11 for de faldne, og derefter røg flaget til tops overalt. Der var selvfølgelig også mange tyske flag oppe. Et hus ved chauseen mellem Åbenrå og Haderslev, som åbenart beboedes af to familier, var i gavlen forsynet med tysk flag og med Dannebrog på fronten. Et billede på fredelig uenighed i politisk henseende.

Resultatet af afstemningen var følgende:I hele zone 1. blev afgivet 75,431 gyldige stemmer for Danmark (74,2%) og 25,329 stemmer for Tyskland (24,9%). Dermed mistede Tyskland et område på ca. 3980 kvadratkilometer og 160,000 indbyggere. ”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

9. februar 1920. Christine Jensen: “Hvert andet af de hejste Flag var det tyske. Det var en skam for Aabenraa.”

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.

9. februar, Henved 1/2 5 skimtedes tydelig Als og Sundeveds Kyster, snart sejlede vi ind i Aabenraa Fjord og hilste med det franske Flag over til ”Marseillaisen”, der her laa for Anker. Vor Hilsen blev besvaret med et rungende Hurra fra Franskmændene. Saa kom vi til Aabenraa, og ”Dronning Maud” var ved Maalet.

Her bød Minister H. P. Hansen os ”Velkommen”, og Provst Munk takkede ham med sin dybe klangfulde Stemme, der skar gennem Larmen.

Nu kom de tyske Toldbetjente ombord for at undersøge vore Bagage, men ak og ve, deres Tid var forbi, de blev hensynsløst puffet til Side og maatte gaa bort med uforrettet Sag.

Landgangen forløb meget heldigt og hurtigt, idet Spejderdrenge og franske Soldater holdt Orden og dannede Espalier gennem Folkemængden, saa vi uhindret kunne passere igennem.

Med Musik i Spidsen gik det nu i Festoptog gennem Byens Gader, smaa, flinke Drenge kom løbende og tilbød at bære Kuferterne, Festkomiteens Medlemmer for rundt for at ordne alt muligt. Lidt oppe paa Gaden kom et andet Optog os i Møde, det var Tyskerne, mest Gadedrenge og Tøse, men enkelte Voksne. De var pyntede med sort-hvide Sløjfer, vinkede med smaa tyske Faner, peget Fingre af ”die Dänen”, og de sang af fuld Hals deres Sange om ”Deutschland über Alles” og Slesvig Holstens Visen.

Vi lo ad dem og spottede over deres ringe Antal, men senere saa vi med Alvor og Harme, at næsten hvert andet af de hejste Flag var det tyske. Det var en skam for Aabenraa. Mine Brødre var kørende efter Bror Johan og mig, og i en øsende Regn, men i straalende Humør og under livlig Samtale kørte vi de to Mil til mit Hjem, hvor en festlig, kærlig Modtagelse blev os til Del.

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.

9. februar 1920. “Spændingen hernede er meget stor og begejstringen på begge sider ikke ringe”

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Brev fra den 9. februar:

“I middags kørte jeg til Sønderborg. Vi kørte over pontonbroen, og da vi nåede over, mødte vi tyske og danske processioner med flag og musik. Overalt var der voldsom sammenstimmel, men man veg til side for min vogn med politiflaget.

Nede ved Sønderborg Slot marcherede tyskerne op i procession – ret imponerende.

Vi vendte vognen og kørte tilbage til Sundevedsiden, da vi hørte om uenighed mellem franske soldater og tyske stemmeberettigede, som kom med jernbanen. Da vi igen passerede ned langs stranden, så vi ”København” komme sejlende med danske stemmeberettigede. Der var en vinken med lommetørklæder og råben hurra fra skibet, og folk strømmede til. Pontonbroen blev svinget ud, og skibet løb igennem. Så kørte vi over. Imens hørte vi dampskibsfløjten ude fra farvandet. Det var ”Kong Haakon” som nu også kom.

Spændingen hernede er meget stor og begejstringen på begge sider ikke ringe. Da jeg kørte over pontonbroen til Sønderborg, mødte jeg en af mine nye gendarmer, som kom gående med et dannebrogsflag, som han havde fået af en komité. Jeg foreholdt ham, at han som neutral repræsentant ikke måtte demonstrere, hvortil han bemærkede, at han var ”dansk” gendarm. ”Endnu ikke!”- måtte jeg hævde.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

9. februar 1920. Afrejsens dag.

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og sætningsbygning.

Den 9. Februar, Afrejsens dag, kom. Kl. 6.30 om Morgenen gik vi til Banegaarden, ledsaget af Forstander Dalsgaard og Frue, Lærerne, Lærerinden og alle vore Kammerater.

Der var en Vrimmel af Mennesker deroppe, en Dame uddelte rød/hvide Sløjfer til os, som vi med stolt Glæde fæstede paa Brystet med Emblemet. Da Toget kom, brød en Storm af Hurra løs fra Forsamlingen og blev besvaret fra Toget, vi tog en hastig Afsked, steg ind i Toget og fik god plads, og under Viften og Vinken og gentagne Hurraraab gled vi afsted ud paa den dejlige Fart.

I Slagelse var ikke saa mange Mennesker forsamlet; men der stod et Musikkorps og modtog os med: ”Slumrer sødt i Slesvigs Jord”. Denne vidunderlige, gribende Melodi rørte Alle til Taarer, aldrig har den grebet mig som den Morgen. Der stormede saa mange tanker ind paa mig, Tanker om al den lidte Uret for vort Land, Tanker om Savn og Sorg, som Krigen første over Hjemmene dernede, og det gik nu rigtigt op for mig, hvilken lykkelig Begivenhed der forestod os.

Hurra Afløste Musikken, og da Toget igen kørte i Gang, spilledes: ”Dengang jeg drog afsted”. Der knyttedes Samtaler med de Medrejsende, alle var fødte Sønderjyder, alle skulde nu hjem og stemme for deres Land og Retog alle var saa inderlig glade. Rejsen til Korsør forløb paa den Maade hurtigt, jeg blev helt forbavset, da vi kørte ind paa Korsør Banegaard.

Der var Fest, Hundreder af Mennesker stod pakket sammen ude ved Kajen, hvor de store smukke Dampere laa. Der var hejst Danebrog i svær Mængde, og der viftedes med smaa Flag fra alle Sider.

Vi blev her skilt fra hinanden, jeg kom straks ombord paa ”Dronning Maud”, der skulde sejle til Aabenraa. Der kom flere Tog til nu, og en Strøm af Mennesker vandrede ned til Skibene. Jeg fandt min Bror Johan i Vrimmelen, og vi stod og nød hele Herligheden. En Mængde Skolebørn kom, ledsaget af Lærere og Lærerinder, de raabte Hurra for Sønderjyderne og stemte i med: ”Vældige Riger….”. Et Militærorchester spillede de dejlige Melodier til de danske Fædrelandssange, vi lyttede aldeles betaget dertil.

Afgangstiden var bestemt til kl. 10, og meget præcis sejlede vi ud af Korsør, hilst af den forsamlede Mængde, ønsket en lykkelig Rejse og godt Resultat med Afstemningen. Sejlturen forløb uden videre Oplevelser, paa Grund af Taagen sejlede Damperen kun med halv Kraft, og der herskede Frygt for, at det vilde blive mørkt, inden vi kom til Aabenraa.

Der var gratis Forplejning ombord, og det var ”ff” alt sammen, Cigarer og Cigaretter blev delt ud og budt rundt med i store Masser. Ved 3 tiden lettede Taagen og man lovede os, at vi vilde naa i Land til Kl. 5. Ved Kaffebordet blev sunget en Festsang, dernæst talte Provst Munk og udbragte et ”leve” for Sønderjyderne og deres Land, og en anden Herre takkede i alles Navn ”De forenede Dampskibsselskaber”, der stillede Damperne til fri afbenyttelse og tillige Direktør Petersen, København, der gav Forplejningen. Der herskede den bedste stemning, og Hurraraabene lød højt og kraftigt fra alles Læber.  

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.

9. februar 1920. Ønske om udsættelse af afstemningsdagen.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. Februar: I Eftermiddags Møde paa »Flensburger Hof« for hele Kommissionen. Begrunder kort Ønsket om Udsættelse af Afstemningsdagen, almindeligt Ønske hos de Danske paa Landet. Dr. Christians imod: Den tyske Befolknings Tillid til Kommissionen vil faa et Knæk ved en Udsættelse efter dansk Ønske. Malling: Kommissionen kan ikke tage Hensyn hertil, men kun til, hvad der er rigtigt. Ravn paaviser, at der kommer 8000 stemmeberettigede sydfra, som Tyskerne men ikke vi hidtil har kunnet kontrollere. Ordskifte med Iversen om de tysktalende Egne. Forhandlingen sluttes med, at Kommissionen vil tage Bestemmelse.

— Admiral Richelieu indbyder til Middag paa Jernbanehotellet. Mænd fra alle tre Zoner, alvorlig Drøftelse.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

9. februar 1920. På cykel til Ribe for at skaffe Dannebrogsflag til Burkal sogn

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen. Få dage før afstemningsdagen stod det dog klart, at der kun var 10 Dannebrogsflag i hele Burkal Sogn. Andreas Bach tog straks sagen i egen hånd.

Paa et tidligt Tidspunkt af Afstemningsforberedelserne havde Den nordslesvigske Kvindeforening paataget sig at ordne Udleveringen af Dannebrogsflag til Afstemningsdagen til alle danske Hjem. Der blev kun bestilt 10 Flag til hele det store Burkal Sogn, men i Ventetiden, under det danske Folkelivs stille Vækst, var der blevet Brug for yderligere 10 Flag, som senere efterbestiltes.

Søndag den 8. Februar, altsaa to Dage før Afstemningen, blev Flagene udleveret fra forskellige Fordelingscentraler, og det faldt i min Lod at cykle til Tønder og hente de 20 Flag til Burkal Sogn, men da jeg kom derud, var der kun afleveret de oprindeligt bestilte 10 Flag til os.

Hvad skulde jeg gøre? Komme hjem uden Flag vilde være en forfærdelig Skuffelse for de mange, der havde Flagstængerne parat, og selv de 20 Flag vilde ikke fylde for meget i Landskabet.

For ikke at skuffe mine Landsmænd og give Tyskerne Anledning til at hovere besluttede jeg at rejse til Ribe for at skaffe Flagene dér, og hvis ogsaa dette glippede, da at fortsætte til Esbjerg. Der gik paa det Tidspunkt kun eet Tog daglig i hver Retning, fra Tønder tidlig om Morgenen og fra Ribe om Aftenen. Der var derfor ikke andet at gøre end at cykle til Ribe.

Men hvilken Cykletur blev dette ikke! Inden jeg rejste fra Tønder, fik jeg ved et Kig i de danske Blade en moralsk Opmuntring ved at gense det stolte Opraab: »Sønderjyder, nu er Dagen der, vi vil hjem«. Som en Sejershymne virkede dette manende Opraab, som Bladene atter bragte, nu umiddelbart forud for den store Styrkeprøve. Snart skulde jeg dog faa et endnu stærkere Varsel om den ny Tid, der
skulde komme.

Det var høj Himmel, Solen skinnede, og Vinden bar med, Cykleturen gik derfor som en Leg, men det, der skilte den fra alle andre Cykleture i mit Liv, var Synet af de mange Flag. Kvindeforeningens Bil var en Time tidligere kørt op gennem Landet og havde delt Flag ud i alle Landsbyerne langs Landevejen, og alle Vegne havde man straks ladet Flagene gaa til Tops som en Slags Generalprøve paa den store Dag i Overmorgen. Fra Gaarde og Huse vajede de flunkende nye rød-hvide Dannebrog; hvad betød det saa, at de tyske Indskrifter endnu fandtes paa de rustne og forfaldne sort-hvide
Vejskilte. Den tyske Fernis var ved at skalle af, den ydre Forvandling fra dansk til tysk skete netop i denne Time.

At opleve denne Forvandling, mens jeg cyklede op gennem Landet,
var som at opleve selve Eventyret.

Ved Rejsby mødte jeg det første danske Jernbanetog, der kom med danske Afstemningsdeltagere. Om det i Dagens Anledning var særlig smykket, erindrer jeg ikke, men alene dette at se Toget med det rød-hvide Baand om Lokomotivets Skorsten, hvor man tidligere kun havde mødt de snavsede, slidte tyske Tog, var som et nyt Led i Landskabets Forvandling fra tysk til dansk.

Efter flere forgæves Henvendelser i Ribe og adskillige lukkede
Døre — det var jo Helligdag — fandt jeg endelig en Manufakturhandler, som havde en Del Dannebrogsflag, der var hængt op til Udsmykning i »Klubbens Hotel« til en Fest, som skulde holdes om Aftenen. Disse Flag kom jeg efter adskilligt Besvær i Besiddelse af.

Nu stod tilbage den ikke mindre vigtige Opgave at faa Flagene over Grænsen og komme hjem med dem. Dette var ikke alene et Toldspørgsmaal. Selv om det kunde være ærgerligt nok at betale Told til Tyskland af danske Flag, der skulde anvendes i et fremtidigt dansk Land, var det dog langt værre, at man sagde, tyske Toldere ved Landegrænsen havde nægtet Indførsel af danske Flag, skønt Nordslesvig jo stod under Den internationale Kommissions Styre.

Jeg var meget ked af at skulle løbe nogen Risiko for mine dyrebare Flag. Dertil kom, at det lakkede stærkt mod Aften, og jeg var ikke tryg ved Tanken om i den mørke Nat at skulle cykle de 47 Kilometer
til Tønder med min kostbare Skat.

Men atter smilede Lykken til mig, idet der om Aftenen kørte endnu et dansk Tog med Afstemningsdeltagere sydpaa til Tønder. Dette Tog fik jeg Lov til at køre med, og Togpersonalet viste fuld Forstaaelse for, hvad det gjaldt, og gemte for en Sikkerheds Skyld Pakken med Flagene i en Tjenestekupé. Det viste sig dog, at baade Told- og Paseftersyn var en ren Formalitet, og da vi vel var over Grænsen, var Rejsen sydpaa sammen med de feststemte og forventningsfulde Afstemningsgæster næsten lige saa festlig som Cykleturen om Formiddagen. Adskillige havde ikke set deres Fødeegn i mange Aar, og skønt de fleste var fremmede for hinanden, følte vi os dog som en stor Familie allesammen.

Ved Ankomsten til Tønder ved 10 Tiden om Aftenen var Cykleturen til Rens jo kun for en Smuttur at regne, men om jeg havde haft 100.000 Kr. paa mig, havde jeg ikke været mere ængstelig for disse end for de Flag, jeg efter saa mange Genvordigheder havde faaet fat paa. Jeg foretrak derfor at overnatte paa et Hotel i Tønder og først næste Morgen cykle hjem til Rens ved Dagslys.

Ved min Ankomst til Rens Mandag Formiddag havde man allerede hørt, at der ikke var mere end 10 Flag til Sognet, og de mest vankelmodige havde derfor endnu ikke faaet deres Flagstang rejst; de vilde ikke unødig løbe nogen Risiko, hvis de ikke fik noget Flag.

Men næppe naaede Rygtet ud i Byen, at jeg var kommet med yderligere 13 Flag — saa mange som jeg kunde faa fat paa i Ribe — før der blev Travlhed med at lægge sidste Haand paa Værket. Et Par Steder var man ikke naaet længere end til med Økse, Baandkniv og Høvl at bearbejde den Gran, der skulde blive til en Flagstang, men allevegne arbejdedes der nu med et Humør og en Energi, der viste, at nu skulde det være Alvor. For at der ikke senere skulde opstaa Misforstaaelser, blev Tildeling af Flag dog betinget af, at Flagstangen kom i Orden, saa Flaget kunde komme til Tops næste Dag.

Det største af dem alle fik Chr. Lorenzen i Burkal, der selvanden skulde præsentere Dannebrog i denne By og derfor maatte have et Flag saa stort, at det kunde vaje hilsende langt omkring. Det smukkeste Flag fik derimod Hans Peter Johansen, Rens. Hos ham var alt i Orden, og det var kun naturligt, at han som den første i Byen lod Dannebrog gaa til Tops.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

9. februar 1920. Togene er fyldt med stemmeberettigede på vej til Sønderjylland

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen tidlig, den 9.februar, gjorde jeg mig rede til afrejsen og begav mig til banegården. Jeg skulle med toget 7,33 fra Kolding. I dette tog befandt sig ca. 300 rejsende til Sønder­jylland, hvoraf en stor del skulle vestpå. Et ekstratog, som skulle afgå fra Kolding kl.7,54 medførte ca. 800 stemmeberet­tigede .

Præcis på slaget satte toget sig i bevægelse. Da vi passerede Munkensdam, stod Margrethe og søster udenfor huset og vinkede farvel til os, hvilket jeg besvarede fra mit kupevindue.

I Lunderskov var der et ophold på 1/2 time. Vi skulle her skifte tog, og mens vi holdt her, kørte ekstratoget forbi os og fortsatte til Vamdrup. I Lunderskov kom mange “stemmefolk” ombord i toget, som derefter dampede videre.

I Vamdrup varede opholdet tre kvarter. Ingen måtte forlade toget og for første gang fik vi brug for vores pas, idet alle rejsende skulle fremvise passet, og alle de pas, som ikke havde stempel, men kun underskrift, blev stemplede. Da dette var besørget og folk kommet til sæde igen, kom madpakkerne frem, og vi fik os en lille frokost. Klokken var jo blevet omkring ved 9.

Omsider var vi færdige i Vamdrup, og nu gik det imod syd imod Grænsen og det omstridte land.

Da vi nåede den første tyske station, Farris, modtoges toget af en mængde mennesker med begejstrede hurraråb, og skolebørn med dannebrogsflag sang danske fædrelandssange, ligesom der ved gårde og huse var hejst det danske flag. Og sådan var det på hele rejsen ned igennem Sønderjylland. Så langt øjet rakte sås dannebrog vaje, kun et enkelt tysk flag hist og her.

Det var med glad og bevæget hjerte vi passerede grænsen, og da vi så det omstridte land i sin festdragt, stjal en tåre sig frem i øjet. Hvilken glæde for vore sønderjyske landsmænd at se de danske tog, kørt af danske lokomotiver med det rød-hvide bånd om skorstenen, rulle frem på de tyske baner, fyldt med folk fra kongeriget, som stævnede hjem for at stemme Slesvigs land hjem til Danmark. I sandhed en begivenhed som jeg aldrig kan glemme.

Fra Farris gik det videre ind i landet, forbi huse og gårde med dannebrog til tops, og langt inde på markerne, på diger og veje stod folk og viftede til os med små dannebrogsflag.

Så kom vi til Sommersted, hvor vi blev modtaget med samme begej­string, og et musikkorps spillede “Slesvig, Slesvig, elskede land” og andre nationalmelodier.

Under hurraråb satte toget sig i bevægelse, og med samme begej­string modtoges vi i Vojens. Da toget brusede ind for perronen, så vi et mylder af mennesker. Vi skulle her alle ud af toget og måtte passere toldeftersynet. Vi troede, at vi skulle have vore sager efterset, men det skete ikke. De tyske toldere stod blot med hænderne på ryggen og så på os, mens vi gik igennem lokalet.

På denne banegård så jeg de første franske soldater. Det var alpejægerne, som holdt vagt på perronen med opplantede bajonetter Det så noget krigerisk ud. Stationsbygningen her gjorde et noget forfaldent indtryk. Alt var forsømt og snavset. Væggene indvendig var næsten sorte, og bræddegulvene gav efter, når man gik på dem, ligesom der var en del ituslåede ruder.

Fra Vojens går der en sidebane ind til Haderslev, og hovedparten af de rejsende med vort tog skulle til Haderslev og omegn. Da dette danske tog ikke gik længere sydpå, måtte vi her afvente det næste danske tog, som først ville ankomme om et par timer.

Lærerinde fru Jessen, Emma og jeg begav os så over til et nærlig­gende hotel og bestilte hver en kop kaffe. Madpakkerne kom atter frem og vi nød vort måltid med god appetit. Kaffen kostede 2 mark pr. kop. Da der var mange rejsende, der søgte siddepladser ved
bordene, brød vi atter op, så snart vi var færdige med kaffen.

Vi gik først hen på posthuset for at købe en serie plebiscit- frimærker, som kostede 20 mark og 30 pf. Det er midlertidige sønderjyske frimærker, som bruges ved genforeningen. Derfor ønskede vi at få dem, som et minde om den tid, da Sønderjylland var international.

Da det var besørget, gik jeg mig en tur rundt i byen og så på udsmykningen. Der var mange æresporte og mange flag, både danske og tyske; og aldrig har jeg set så mange æresporte som på denne rejse i Sønderjylland. Udenfor hotellet stod opstillet en felt­kanon, som efter sigende var taget fra russerne.

Nå, tiden gik, og vi begav os atter over på banegården. Der var samlet en stor flok skolebørn eller rettere 2 flokke, en dansk og en tysk, som hver var forsynet med deres lands flag. De sang ustandselig, den ene flok danske og den anden tyske nationalsange Det var morsomt at høre, hvor de kappedes om at overdøve hinan­den .

Nu kom et tysk tog sydfra, som medførte “stemmefolk” fra Tyskland til Haderslev. Der blev næsten trængsel på perronen. Toget holdt kun en kort tid og fortsatte så nordpå.

Et kvarters tid derefter kørte det danske tog nordfra ind på stationen. Det blev modtaget med hurraråb af de dansksindede skolebørn. Vi tog plads i en kupe, og straks efter rullede toget videre sydpå. Stadig det samme dejlige syn: Flag og æresporte på begge sider af banelinien, så langt vi kunne se.

Ved stationerne Haverslund og Over-Jersdal holdt toget og satte mange “stemmefolk” af. Men omsider nåede vi Rødekro, hvor vi skulle skifte tog. Herfra går der en sidebane til Åbenrå.

I Rødekro varede opholdet 3 kvarter. Denne station er uhyggelig forsømt ligesom alle de andre, og da der blæste en kold vind, steg vi ind i det tyske tog, som skulle føre os til Åbenrå.

I toget var der også uhyggeligt. Alt vidnede om forfald. Malingen var slidt af alle vegne og flere ruder itu, og koldt var der og­så, da de tyske tog ikke er opvarmede. Desuden flød der overalt med tyske agitationsblade.

Mens vi ventede, kom et tysk tog brusende ind på stationen med “stemmefolk” fra Tyskland. En stor del af disse skulle også til Åbenrå. Stemningen var høj i dette tog. De sang deres sange og ud af kupevinduerne viftede de med små tyske papirsflag. Toget var pyntet/med grønt og uden på vognen stod skrevet: Stimm Deutsch.

Da vi havde fået denne tyske ladning ombord i Åbenråtoget, satte dette sig i bevægelse. Efter at vi havde passeret Riis (holde­plads) kørte vi ind i de smukke skovegne, som omgiver Åbenrå, og kort efter kunne vi i det fjerne se byen. Det var naturligvis en stor oplevelse for mig at skulle gense den by, hvor jeg var født, hvor jeg havde oplevet min barndom, og som jeg ikke havde set i 35 år.

Endelig rullede toget ind på banegården, og vi var ved rejsens mål. Klokken var da 3 efterm. Vi blev modtaget af mænd med rød­hvide bånd på brystet. De henviste os til “Folkehjem” for derfra at få anvist vort kvarter. Udenfor banegården stødte vi på fru From, som spurgte efter fru Jessen. Vi havde imidlertid helt tabt hende af syne på rejsen. Siden Vojens havde vi ikke set hende. Hun må vist af en eller anden grund være kommet med et senere tog.

På “Folkehjem” fik vi,efter at have forevist vore pas, udleveret en indkvarteringsbillet og nogle brødkort. Min billet lød på købmand Evald, Ramsherred 35. En spejder fik ordre til at led­sage mig til mit kvarter. Vi gik så ind i den flagsmykkede by, hvor jeg kendte hver en gade, og hvor de fleste huse stod endnu som dengang jeg var barn.

Ankommet til kvarteret viste det sig, at hr.og fru Evald var gået i byen. Pigen tog imod mit rejsetøj, og jeg besluttede at gå en tur i byen og se mig om. Den lille spejder hilste af og gik.

Jeg begav mig så tilbage til pladsen foran banegården, hvor der havde forsamlet sig en stor mængde tyske børn med deres faner for at modtage deres “stemmefolk”, som efterhånden kom ind med togene. En del danske børn var der også, men her var de tyske de dominerende. De sang ustandseligt, og jeg undrede mig over at de ikke blev hæse deraf. Der var to æresporte på banegårds­pladsen: en dansk, og et hundrede alen derfra en tysk. Den danske var langt den kønneste.

Pludselig, medens jeg stod der midt i menneskemylderet, hørte jeg musik henne i gaden. Det var et dansk folketog, som skulle drage gennem byen ned til havnen for at modtage dampskibet “Dronning Maud”, som ventedes med stemmefolk fra Sjælland.Det var et uforglemmeligt syn. Forrest et spejderkorps med musik i spidsen, dernæst flere hundrede børn, alle med dannebrogsflag. Så fulgte de voksne, af hvilke mange også bar flag. Der var mel­lem 2-3000 deltagere i toget, og jeg sluttede mig til og fulgte trop ind gennem byens gader.

Der var sang og begejstring, og de danske sange lød smukt. Toget passerede gennem flere æresporte, og et sted hvor en fransk sol­dat stod på post, præsenterede denne gevær for dannebrog. Det var aldeles betagende at se denne flagsmykkede by og mærke denne be­gejstring for Danmark. Det må være en stor glæde for de danske i Åbenrå, som hidtil i 56 År har lavet under det fremmede åg, på en gang at føle sig fri for dette. Jeg for mit vedkommende, har heller aldrig tidligere oplevet at se et dansk flag i Åbenrå.

Nå, toget videre, men måtte dog undervejs gøre en lille stands­ning, da vi ved et gadehjørne stødte på det tyske demonstrations­tog. Da dette var passeret, gik det ned mod havnen, hvor damperen var ved at lægge til .

Da det store skib kom ind til bolværket, modtoges det med mægtige hurraråb, og musikken spillede “Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter de blev budt velkommen. Fra skibet blev der holdt et par taler, og de rejsende begyndte at gå fra borde. Franske soldater dannede espalier, så at pladsen blev fri, for at de rej­sende kunne passere.

Det begyndte nu at mørkne og at regne. Alle begav sig til deres logi, og jeg gik hjem til mit. Nu var min vært kommet hjem, og han beklagede meget, at han ikke var til stede ved min ankomst.

Jeg skulle ikke bo alene hos købmanden. Der var også kommet en ældre mand (72 år) med damperen fra København. Hr. Evalds søn var også ankommet med samme damper. Vi hilste på hinanden og hr. Evald og frue bød os hjertelig velkommen.

Efter at have spist aftensmad afleverede jeg min medbragte pakke spisevarer, som de modtog med stor taknemmelighed. De havde det ellers ikke så knapt med levnedsmidler, men mit franskbrød og min kaffe var bedre end deres, sagde fruen, og Evald sagde, at tænd­stikker var næsten ikke til at få. Man kunne gå hele byen rundt uden at kunne købe en æske tændstikker.

Da der skulle være møde på “Folkehjem”, begav jeg mig sammen med den unge Evald og hans søster derud. “Folkehjem” er de danskes forsamlingsbygning. Det er en smuk og tiltalende bygning, hvor der findes en stor sal til store møder og en mindre sal til små sammenkomster samt restaurationslokaler og lokaler til forskelligt andet brug. Den store sal var tæt besat, da vi kom, men vi fandt dog en plads i et hjørne af salen. Der blev holdt flere taler bl. a. også af minister H.P.Hansen.

Ved 11-tiden sluttede mødet, og vi gik hjem og begav os til ro. Københavneren og jeg sov i samme værelse, han i en dobbelt og jeg i en enkelt jernseng. Der var udmærket sengetøj med dundyner, så jeg sov rigtig godt. Den gamle københavner havde mere ondt ved at falde i søvn, men så tændte han sin shagpibe og lå og røg tobak i sengen. Det gjorde han altid, sagde han, når han ikke kunne sove. Jeg syntes nu, det var noget upassende.

Tak til Karen Majland

9. februar 1920. Så sejlede vi afsted for med vor stemmeseddel at tilbageerobre Sønderjylland.

Andreas A. May skriver i sine erindringer:

”I dagene den 8. og 9. februar ankom de tilrejsende stemmeberettigede med tog eller for størstepartens vedkommende med dampskib, og de blev hilst med begejstring af deres sønderjyske landsmænd.

Sammen med tusinder andre sønderjyder, der var bosatte i København eller på Sjælland, rejste jeg den 9. februar 1920 med toget til Korsør for derfra at viderebefordres med “Dronning Maud” til Sønderborg; andre fortsatte med “Kong Hakon” til Aabenraa og Haderslev.

“Dronning Maud” ankommer til Sønderborg.

Jeg rejste bl.a. sammen med grosserer Brock, som allerede som ung mand var rejst til København for at undgå at blive prøjsisk soldat. Nu var han en gammel mand og hans kone var død i 1914, men nu ville han selvfølgelig også gøre sin pligt og lægge sin stemme i vægtskålen for hjemstavnens genforening med Danmark.

Vi fik fri forplejning undervejs. På hovedbanegården spillede musikken nationale sange for os, og alle der var mødt op for at ønske os en lykkelig rejse. Da vi nåede Korsør, var hele den store havn smykket med flag, to store musikkorps spillede i hver sin ende af havnen, og de store dampere var pyntet fra øverst til nederst med flag og ventede for at sejle os til Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Så sejlede vi afsted mod Sønderjylland, som vi med vor egen stemmeseddel skulle tilbageerobre efter 56 års fremmed herredømme. Vor medbragte mad fik vi ingen brug for om bord, da der en times tid efter at vi var sejlet, blev serveret frokost for os alle. En varm ret med smør, brød og øl og senere kaffe med wienerbrød. Betale derfor kunne man ikke, hele forplejningen blev givet gratis af nogle københavnske restauratører.

Om bord var der sygeplejersker og læger, hvis nogen skulle få brug derfor. Ud på dagen blev det tåge, så vi måtte sejle langsomt, men da vi endelig hen af aftenen nåede Sønderborg, var det klart vejr. Her var hele havnepladsen og kajen fuld af mennesker, som ville byde os velkommen, og Dannebrog vejede fra mange huse, også mange tyske flag var fremme, for der ankom jo også tyskere for at stemme. En trop spejderdrenge var stillet op ved landgangen, bag dem en deling alpejægere (franske). Sønderborg byråd med et stort musikkorps bød os velkommen.

Der blev talt og sunget og med “Kongernes konge..” gik vi i land. Vi drog i en mægtig procession under sang og musik op gennem byen. Jeg fulgtes med grosserer Brock op gennem den flagsmykkede Perlegade, og på amtsbane stationen trakterede han med kaffe i ventetiden, indtil toget skulle føre os videre. Han til Elstrup, hvor han skulle indkvarteres hos sin søster, enkefru Møller og jeg hjem til Guderup.

Han havde selvfølgelig ingen tyske penge, men serveringsjomfruen var villig til at veksle hans 10-kr seddel. Han fik næsten 100 Mark tilbage, og det kunne han slet ikke forstå; han var ikke klar over at de tyske penge ikke var mere værd.

Mine forældre skulle afgive deres stemme i deres opholdskommune, medens jeg som tilrejsende skulle stemme i den kommune, hvor jeg var født. Derfor måtte jeg næste morgen tage afsted med toget til Over-Tandslet, da jeg skulle afgive min stemme i Lebølgård Skole.

Dog ville jeg først hjælpe min far med at hejse flaget på den nyopstillede flagstang i haven. Flaget var også nyt, for min mors gamle flag fra hendes barndomshjem var for lille til den høje stang, og desuden kunne det vist heller ikke tåle at komme op i vinden. Det havde ligget på kistebunden i 56 år og var kun taget frem, når fars kisteklæder og andet tøj skulle luftes om foråret. D.v.s. flaget blev kun varsomt foldet ud, respektfuldt beundret og lagt ned i kisten igen.

Guderup 1920

Vi havde desuden et lille bordflag, som stod fremme på det lille bord under konsolspejlet mellem vinduerne ”i e gu’j stou” [i den gode stue]. Her stod det skjult for blikke udefra, for gendarm Brummer kunne ikke tåle at se Dannebrog. For mine forældre, ja, for hele den generation, der havde levet hele deres liv i forventningen om §5’s opfyldelse, var denne dag en endnu større oplevelse end for os unge.”

Kom til valgaften på Sønderborg Slot den 13. februar – oplev folkeafstemningerne live

Sted: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, Sønderbro 1, Sønderborg, Riddersalen

Tid: Torsdag den 13. februar kl. 19:30-21:30

Vi omdanner Riddersalen på Sønderborg Slot til et valgstudie. Her kan man genopleve de to folkeafstemninger den 10. februar og den 14. marts 1920 i en moderne form.

I aftenens løb vi resultaterne fra forskellige steder i Sønderjylland rulle ind, og vore lokale eksperter, Merete Bo Thomsen, René Rasmussen og Carsten Porskrog Rasmussen, vil kommentere de enkelte resultater. Der vil komme andre indslag med ægte valgstemning.

Og vi klarer hele to folkeafstemninger på én aften – Nordslesvig før pausen og Sydslesvig efter.

Så må vi se, hvordan stemningen svinger. Kom og vær publikum og oplev folkeafstemningen som levende historie. Selv om I kender slutningen, bliver det helt sikkert drønspændende.

Arrangeres af Historisk Samfund for Sønderjylland og Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Entré 50 kr. Gratis adgang for medlemmer af de to foreninger. Øl og vand kan købes.

8. februar 1920. Fest på folkehjem med sang og tableauer

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Efter at jeg havde fået noget at spise gik min bror, jeg og Kristian Michelsen til fest på ”Folkehjem”, den danske forsamlingsbygning i Aabenraa.

Festen indledtes kl. 9 ved at nogle franske og en engelsk officer førtes ind i salen under håndklap, mens musikken spillede og forsamlingen sang den franske nationalsang. Derefter blev den engelske nationalsang spillet og sunget.

Selskabelig forenings formand, dr. Mads Michelsen, Aabenraa, bød først i en tale på dansk de stemmeberettigede fra kongeriget velkommen og derefter i en tale på fransk et velkommen til de franske officerer. Den franske kommandør takkede i en tale på fransk.

Dr. Michelsen bød derefter i en engelsk tale den engelske løjtnant Willington velkommen. Han takkede med få ord på engelsk. På scenen blev der danset gamle folkedanse af otte unge sønderjyder i nationaldragt. Deres præstation hilstes med bragende bifald.

Efter dansen fremvistes forskellige tableauer arrangeret af købmand Mads Michelsen; de hilstes med overvældende bifald, og mange øjne duggedes ved flere af dem.

De sønderjyske piger

musik og 1. vers af ”Slumre sødt i Slesvigs jord”

Den lille hornblæsers hjemkomst

Musik og: ”Dansken har sejr vunden, hurra, hurra”

Det danske flag hejses

Musik og sang: ”Vift stolt på Kodans bølge”

Den lille Ole med paraplyen

M og S. ”Den lille Ole”

Den ensomme vagtpost i natten

M og S: Nattens dæmrende tåger

Danmark rækker Sønderjylland hånd over den sort/hvide grænsepæl

M og S: ”Der er et yndigt land”

Elsass Lothringen under Frankrigs værge

M og S: Frankrigs nationalsang

Mens salen ryddedes til almindelig dans gik deltagerne ned i restaurationen for at nyde en kop kaffe, en øl eller anden mindre forfriskning. Efter at have set lidt på dansen gik min bror og jeg hjem for at samle kræfter til den næste dags begivenheder, og vi sov ind med indtrykket af, at vi havde haft en ual mindelig rig dag.

Hele søndagen havde været begunstiget af det herligste solskinsvejr og en ganske let frost. Alle danske flag i Aabenraa blev i ugen hejst kl. 8 og taget ned kl. 5 [17]. Sønderjyderne ved, hvilken ære de skylder flaget.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

8. februar 1920. Christine Jensen: “Det var næsten ikke til at fatte, det forekom os som et Under, og Jubelen og Begejstringen var ubeskrivelig.”

Senest ændret den 9. februar 2020 13:17

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.

Den 8. Februar. I 55 Aar har Sønderjylland staaet under Tyskernes Herredømme, og Sønderjyderne har vaandet sig derved, men selv i de haardeste Trængelstider har de holdt fast ved Haabet om engang at blive fri og kunne vende tilbage til Danmark.

Ved Verdenskrigens Slutning den 11. November 1918 gik der som en Storm af Jubel gennem alle Danskes Hjerter derhjemme, vi fik da at se, at vi ikke var glemt, at vor Udholdenhed skulde belønnes og Haabet opfyldes.

Det var næsten ikke til at fatte, det forekom os som et Under, og Jubelen og Begejstringen var ubeskrivelig.

Et helt, lang Aar gik med de uendelige Forhandlinger, og Glæden fortog sig lidt, tit fik man at høre en tvivlende Bemærkning, og imens plagede og udsugede Tyskerne Landet af alle Kræfter. Endelig blev Fredstraktaten undertegnet den 10. Januar 1920 og saa kom der Fart på Tingene.

Afstemningen blev straks bestemt til den 10. Februar, vi 14 stemmeberettigede Sønderjyder har paa Sorø Højskole var ved at forgaa af Spænding og Forventning.

Den 8. Februar kom vore Pas, der garanterede os fri Rejse hjem og tilbage, og vor første Gang gjaldt Politistationen, hvor Passet blev forsynet med Photografi og Stempel. Fra nu af havde vi ingen Ro paa os, Tankerne forlod det daglige Arbejde og gik i Forvejen hjemad.

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.

8. februar 1920. Ernst Christiansen: “Alle disse Menneskers Udseende og Væsen og Tonefald er jyske Landboeres”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

8. Februar: Komitémøde hos Uldall, fastlægger Møderækken i Flensborg, foruden nationale Møder hver Uge en Diskussionsaften paa Tysk, Møder i Mørvig, Møder for bestemte Fag osv.

— Tager i sidste Øjeblik med Holger Andersen i Avtomobil til Lyngsted i Husum Amt, det sidste Stykke ad en sandet Hedevej. Møde i smaa Stuer. Vi høres i Tavshed. En Smed og en Lærer søger at lave Spektakler.

Efter Mødet snakker vi med Folk fra Egnen. Daglejere i Halvtredserne taler Sønderjysk med hinanden; de siger at det er deres Omgangssprog. Alle disse Menneskers Udseende og Væsen og Tonefald er jyske Landboeres.

— Godt Møde i Nørre Smedeby, J. N. Jensen.

— Den tyske Presse lever højt paa en Løgn om, at Danske skulde have »købt« stemmeberettigede sydfra.

— Landraad Wallroth har stævnet alle Kredsdagsmænd til Sørup. Mødet er dog blevet forhindret. — En ny dansk Plakat over Toosbüygade rives ned igen og brændes, uden at Politiet hindrer det. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

8. februar 1920. Skibe med stemmeberettigede til Vesteramtet ankommer til Haderslev

En øjenvidneskildring af danske stemmeberettigedes ankomst til Haderslev. Det er den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen, der fortæller:

Henad Morgenstunden Søndag den 8. Februar staar to store Skibe ind ad Haderslev Fjord. Langsomt fortsættes Sejladsen gennem det smalle Farvand, hvor Oprensningen er bleven forsømt i de fire Krigsaar og i Overgangstiden med.

En svag Lysning fra Østen begynder at sprede Klarhed over det skønne Land med Dal og Bakker fagre. De Ombordværende, som Natten over har søgt Hvile nedenunder, samles efterhaanden paa Dækket for at nyde Synet.

Det er særlig Stemmeberettigede fra København og Sjælland til Haderslev Vesteramt, men ogsaa nogle til andre Egne og en Del til selve Købstaden. De har endnu ikke haft Tid til at stifte Bekendtskab med deres Medrejsende. Der ser man to graahaarede Mænd, som forsigtigt nærmer sig hinanden, søgende, prøvende. »Det er da vel ikke H. N.?« — »Jo! Jo!« — »Og er det virkelig S. K.?« — »Ja, det er det!« — »Nej, er det muligt! Aa, ja, det er længe siden, vi saas!« — Det var som Drenge i den danske Realskole i Haderslev, og saa skiltes deres Veje. —

Scenen gentages i Smaaklynger. Der er Drenge fra Klingbjerg, fra Naffet, fra Gammelting, fra Bispegade, oppe fra Klostret, nede fra Jomfrugangen, fra Præstegade og ude fra Gammel Haderslev. Der er ældre Damer, som i sin Tid gik sammen i Frk. Taubers Pigeinstitut. Der er Haandværkere og Næringsdrivende, som i de unge Aar drog til Kongeriget for at undgaa den preussiske Trøje. Der er et Par Smaakaarsfolk fra en af Sydhavsøerne, som ikke har været i Sønderjylland siden deres Barndom; men de kender Egnen dér vester ude ved Arnum og Endrupskov fra Forældrenes Genfortælling næsten lige saa godt, som om de havde levet
der alle Dage.

»Ingen kan forstaa eller fatte den Befrielse, der laa i, at vi dog engang i vort Liv kunde faa Lov til at rejse hjem uden at føle det Tryk, som Jernørnen med de løftede Klør ellers altid fremkaldte hos os.

Det var ikke saa sært, at alle følte sig som Søskende. Vi, der oplevede denne Samfølelse, fik et Indtryk, som ikke kan mistes,« skrev en af de Rejsende et Par Dage senere.

Det var Repræsentanter for hele det Slægtled i alle Afskygninger,
Mænd og Kvinder, Rige og Fattige, som engang i Fortiden paa Grund af Tidernes Ugunst drog nord paa over Kongeaaen og bosatte sig der.

De samledes nu denne lyse Søndagmorgen uden Standsforskel i Fællesfølelsen af det store Øjeblik som en eneste stor Familie her paa Skibsdækkets snævre Plads. Aa, ja, det havde de ikke drømt om, at de skulde have denne Oplevelse: en Dag at stævne hjem for at være med til at bestemme Landsdelenes Fremtidsskæbne.

I det islandske Sagn om Gunløg og Helga den Fagre fortælles, at han saa hende sidste Gang, før de skiltes, en Dag paa Altingsmarken. Hun var ham helt nær og dog saa fjern, at de ikke kunde naa hinandens Hænder; heller ikke veksledes der noget Ord imellem dem. De saa blot paa hinanden. For mellem dem gik Aaen. Men dette Syn paa den anden Side Aaen havde han siden altid for sig, saa stolt og skønt og smertefuldt, at det, som han selv siger, sved i hans Øjne derefter.

Dette smukke Billede har Professor Vilhelm Andersen engang ved Genforeningen brugt for at kendetegne Forholdet mellem dem, der drog ud, og deres Længsel efter og Kærlighed til deres sønderjydske Hjemstavn. Det tabte Land og Folk stod for dem i et romantisk Skær som en elsket Kvinde, der var dem saa nær, og som de dog ikke kunde naa. For mellem dem gik Aaen. —

Skibet glider forbi Vonsbæk Præstegaardsskov og Sverdrup
Strand, om Sommeren et Landskab af den blideste Ynde med Skove, furede af Kløfter og slyngende Vande i Samspil med Kysten, forbi Vesterris og den gamle Kirke i Starup.

Nu dukker Byen derinde frem som en rødlig-graa Masse, hvis Enkeltheder er vanskelige at skelne. Ud af Massen hæver sig snart Frue Kirkes Stenkolos op over alle Tage.

Haderslev By ligger foran dem.

Man hører Sirenen lyde derinde fra. Det er Tegnet til Borgerne om at skynde sig til Havnen.

Langsomt glider det store Skib ind mod Bolværket. Inde paa Land er der sort af Mennesker, Værter og Tusinder andre, der ikke vil gaa Glip af denne Oplevelse.

Om Bord synger de »Der er et yndigt Land«. Haderslev Musikkorps sætter i med andre nationale Melodier. Mens Landgangen  forberedes, holdes der Velkomsttaler, og der svares fra Skibet. Der raabes, hilses og vinkes fra Dækket til Kendinge paa Land.

Solen har allerede hævet sig et Stykke over Horisonten og viser dette Gensynsbillede i klar Belysning. Luften er ualmindelig mild og Vinden næppe kraftig nok til at faa de mange Flag til at udfolde sig.

Omsider gaar de Rejsende fra Borde, og der opstaar rørende Genkendelsesscener.

Hvem har tænkt paa Formaliteter! Jeg staar ved Siden af den tyske Overtoldraad for paa Embeds Vegne i min Egenskab af Byens Politimester at føre Tilsyn med, at alt gaar sømmeligt til, som det sig bør.

Lige foran os kommer en Mand slæbende med en hel Sæk Kaffebønner.

»Ja, det er vel ikke helt efter Forskrifterne,« siger Overtoldraaden, »men jeg tror ikke, vi kan begynde paa Toldscener. Man maa jo se stort paa det.«

Det giver jeg ham Ret i.

Musikken spiller. Spejderne myldrer frem for at bistaa og vejlede de Hundreder, som skal fortsætte Rejsen. Unge Piger i Nationaldragt flokkes om de Fremmede for at hæfte en rød-hvid Blomsterroset i deres Frakkeopslag.

Saa bevæger den store Skare sig ind mod Byen, ind under den smukke Æreport med Indskriften: »Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evig, du tyske Ørn!«

Lidt senere lægger det andet Skib til, og noget lignende gentager sig, og det gentager sig Dagen efter paany ved Femtiden om Eftermiddagen, da en hel Flotille paa tre store Dampere med Afstemningsgæster, særlig til Haderslev By og Omegn, styrer Kursen ind ad Fjorden og næsten fylder Havnen.

Vejret har forandret sig; det er fugtigt, og det begynder at smaaregne. Men fra alle Skibene straaler en Overdaadighed af Lys, og der lyder i Tusmørket Sang og Tale fra Dæk, fra Kommandobro, fra Rigning og Takkelage. Der viftes og vinkes, mens tre  Landgangsbroer lægges ud. Skibene tømmes.

Alle Afspærringsforholdsregler ved Havnen sprænges. I store Flokke begiver de Rejsende sig ind mod den mørke By, ledsagede
af Værter, Venner og Bekendte.

Efterhaanden opløses Flokkene i Haderslevs Gademylder. Dansk Gæstfrihed udfolder sig nu inden Døre saa godt og hjerteligt, som Omstændighederne tillader det, saavel i de smaa Hjem som i de mere velstaaende Borgeres Huse. Gæsterne kommer jo ikke tomhændede. De pakker ud, dejlige Ting, som her endnu er Rariteter, ikke blot Madvarer, Sukker, Kaffe, Vin, Cigarer og Tobak, men ogsaa rigtig Sæbe og gode Tændstikker, som man har savnet saa haardt.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

8. februar 1920. “Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog!” I toget fra Viborg til Aabenraa for at stemme.

Senest ændret den 9. februar 2020 13:18

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Søndag morgen gik jeg til banegården kl. 7:30, og dermed begyndte festdagene. Alle stemmeberettigede blev på banegården af Viborg spejderne smykket med Dannebrogssløjfer, og regimentsmusikken spillede for os.

På banegården gjorde jeg bekendtskab med gasværkskasserer A. Sahl, Viborg, og fik af ham overleveret en pakke indeholdende et flag, som skulle bringes ned til gårdejer Kr. Jahnsen, Dybbølbjerg pr. Sønderborg. Jeg påtog mig at bringe flaget i god behold til Sønderjylland.

Toget gik over Herning, Brande, Grindsted til Bramminge. Det var forspændt med to blankpudsede lokomotiver, der var pyntede med granguirlander. Toget holdt ved alle mellemstationer og opsamlede stemmeberettigede.

I Herning, Brande og Bramminge spillede lokale musikkorps for os. I Bramminge, som var særdeles smult pyntet, deltes toget i to dele; den ene del gik over Vester Vedsted til Tønder, den anden del gik over Lunderskov, Vamdrup ad Østbanen til Tinglev.

I Vamdrup blev passene eftersete af statspolitiet fra Kolding, og der blev forespurgt, om de rejsende havde toldpligtige varer med; men det var der slevfølgelig ingen der havde.

Hele strækningen Bramminge Vamdrup var stærkt smykket med Dannebrogsflag.

Da toget passerede grænsen, stod vi op i kupeen og så ud efter de sorthvide pæle, og jeg gjorde et svagt forsøg på at synge: ”De kan spærre med farver og med pæle, de kan lokke med løfter og med løn”; men jeg kunne ikke få tonerne frem; der blev noget i vejen både med mit bryst og med mine øjne, uden at det kan siges, at jeg følte mig syg eller dårlig tilpas. Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog, dejlige ny Dannebrog vinker os i det herligste solskinsvejr velkommen til vort elskede, omstridte land.

Hele søndagen havde det tonet i min sjæl: ”Tak Gud, fordi jeg fik lov til at være med!” Men da jeg kom så vidt, at jeg fik se Sønderjylland festsmykket med vort dejlige flag efter 55 trængselsår, da blev mit hjerte så fuldt, at det løb over i tårer.

Lykkelig den, der får lov til at opleve en sådan fest midt i sit folk!

I Farris var børnene mødt med små Dannebrog for at byde os velkommen på Sønderjylland jord.

Ved næste station, Sommersted, var alt ligeledes dansk; men da vi kom til Vojens fik vi at mærke, at landet endnu ikke var helt befriet for tyskere. VI kørte ind til stationen ved første perron og blev modtaget af danske børn med Dannebrog; men vi skulle holde en tid for at krydse med et tog, der kom sydfra med tyske stemmeberettigede til Haderslev Amt.

Da det tyske tog brusede ind ved anden perron, var denne fyldt med tyske børn med tyske flag, og de stemte op med: ”Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Velt” og man må lade dem, at de ikke sparede på stemmen.

Da vi danske havde hørt på dem en tid og syntes, at det kunne være nok, så stemte vi i med ”Vift stolt på Kodans bølge”, ”I alle de riger og lande” og ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og for en tid havde vi magten, og tyskerne måtte holde inde. Vi var nemlig så heldige at have valgmenighedspræst pastor Kastel med i toget, og hans mægtige røst kunne tyskerne ikke tage kampen op mod.

Da vi tav, stemte børnene i med deres ”Deutschland”. Et øjeblik efter standsede jeg dem ved at råbe ud til dem: ”Nej, se der!” og da jeg havde fanget deres opmærksomhed, pegede jeg ud over det flade land mod vest og sagde:” Se jer om og læg mærke til, at det er et dansk land I er i, der er jo danske flag over alt”.

Disse få ord tog pippet fra dem, de havde ikke noget at skulle have sagt og de listede stille og skamfulde bort.

Ved Hovslund station kom der nogle børn med tyske papirflag. Et lille stykke fra de andre stod en lille pige med en hue på, der var rød og hvid. Vi kaldte hende hen til kupéen og spurgte hende om, hvad hun hed. Hun hed Ditte Kirstine Jensen, og hun spurgte os om vi ikke havde flag med; vi måtte desværre sige nej; men så fik jeg en lys idé. Jeg havde i Viborg fået to Dannebrogssløjfer. Jeg tog den ene og fæstede på Dittes bryst og forklarede hende, at en sådan sløjfe havde alle danske i toget, og at det var ligeså godt som et flag.

I kan tro, at Dittes øjne strålede. Hun så to gange til sig selv og til os, og så pilede hun hjem til sin mor. Huset lå et lille stykke borte fra stationen. Moderen kom ud i døren, og hun og den lille pige vinkede til os, så længe toget var at se. Pastor Kastel, som havde været vidne til det lille optrin fra et andet kupévindue, sagde senere til mig: ”Der fik den lille pige en oplevelse, som hun altid vil huske”.

Ved Rødekro forlod jeg og de andre rejsende til Aabenraa det danske tog for at tage med det tyske på stikbanen ind til Aabenraa.

Vi havde læst i ”Hejmdal”, at toget skulle være i Aabenraa kl. 5:25, og da klokken ved vor ankomst til Rødekro var 5 minutter over 5, glædede vi os til at køre videre med det samme, men vi havde gjort regning uden vært, eller rette uden det tyske jernbanefolks uvilje.

Det viste sig godt nok, at toget holdt der med dampen oppe, men togpersonalet ville oppebie et tog sydfra med tyske stemmeberettigede, og det skulle først komme ind kl. 6:30.

Vi blev slemt lange i ansigtet, men måtte bide i det sure æble og vente. Vi gik ind i den uhyggelige ventesal, hvor der hverken var gjort rent eller fyret, og vi søgte at væbne os med tålmodighed. Jeg blev snart ked at være i ventesalen og gik ud på perronen, og der fik jeg hurtigt en sådan underholdning, at ventetiden gik meget let for mig. Uden for stakittet, som skilte perronen fra gaden, havde en hel del tyske børn med flag taget opstilling og sang af fuld kraft: ”Deutschland, Deutschland über alles og Schleswig-Holsteinvisen.

Jeg gik hen til børnene, hilste på dem, roste deres sang og kom rigtig i snak med dem, og vi fik en meget fornøjelig time sammen. Jeg vil gengive nogle brudstykker af samtalen. ”Hvad hedder jer lærer?” ”Han hedder Møller”. ”Nå, det hedder jeg også”. ”Han har før været så tysk, så tysk; men nu er han ingenting”. ”Det er en køn melodi til Deutschland ….., vi bruger den også en del i Danmark, men vi har jo andre ord til den”. Jeg synes heller ikke, at jeres ord til den melodi passer længere. Har I ikke lagt mærke til, at der er franske og engelske soldater her på egnen? Det er jo udtryk for, at Tyskland ikke er over alle længere”. ”Det er nogle grimme uniformer, de engelske og franske soldater har”. ”Ja, der er ikke meget stads ved dem; men de tyske uniformer er jo ikke kønnere. I 1915 var jeg henne ved grænsen mellem Danmark og Sønderjylland. Soldaterne, som gik vagt dér havde uniformer, som var både lappede og stoppede.” ”Ja, men da var der jo krig ”.

Schleswig-Holstenvisen blev sunget. ”Ved I, hvornår Slesvig og Holsten blev slået sammen til én enhed?” ”Ja”. ”Hvornår var det da?”. Ingen kunne huske årstallet. ”Det var i året1460. Da havde Danmark fået en konge fra Tyskland, som ikke havde særlig forstand på danske forhold og han mente, at man godt kunne kæde det danske land Sønderjylland sammen med det tyske Holsten, og han lovede, at det evigt skulle høre sammen”. ”Ja, evig sammen udelte”.

Et par store drenge udbringer et ”Deutschland leve”, og de andre børn stemmer i med hurraråb.

”Det er rigtigt, at I ønsker, at Tyskland skal leve. Det ønsker vi også i Danmark, men vi ønsker at få vor ret over for Tyskland. Vi ønsker, at den danske del af Sønderjylland skal komme tilbage til Danmark”.

”Ja, men vi er tyskere, og vi vil ikke til Danmark. ”Nej, I er ikke tyskere. I taler udmærket dansk”. ”Det er kun, fordi vi kan tale to sprog”. ”Ja, det er en stor fordel for jer, at I kan tale to sprog; men hvorfor vil I ikke til Danmark?”.

”Danmark er alt for lille, og vi kan ikke få føden dér”. ”Såeh, kender I kålrabi?” ”Ja, ja”, lyder det i kor. ”Har I spist kålrabi?” ”ja, ja!”

”Dengang I måtte leve ved kålrabi og kartofler, kunne vi i Danmark få kød og flæsk til kartoflerne. Hvad vil I helst have? Kød og flæsk eller kålrabi? ”Vi vil helst have kød og flæsk”.

”Er der ingen af jer, der har været i Danmark?” En dreng med Dannebrogsflag i hånden melder sig. ”Jo, det har jeg været. Jeg har været i Søndersø”. ”Nå, sig os så. Hvor får man den bedste kost, i Danmark eller i Tyskland?” ”I Danmark er det meget bedre”. Og drengens øjne strålede ved at tænke tilbage på det forjættede land, som han havde været inde i. ”Ja, der kan I selv høre, for han ved det, for han har prøvet begge dele. Danmark er godt nok et lille land, men det fer et velsignet land, der flyder med mælk og honning”. ———

”Kan I ingen danske sange?” ”Nej, jo!” ”Hvad kan I synge?” ”I alle de riger og lande”. ”Nå, lad os så synge den, så skal jeg nok synge for”.

Og så sang den danske lærer og de danske og tyske børn i god forståelse med hinanden en god dansk sang. ”Skal jeg synge en anden dansk sang for jer?” ”Ja, ja”. Så sang jeg nogle vers af ”Jeg elsker de grønne lunde”.

Vi kom i så god forståelse med hinanden, at jeg gav 3 af børnene min adresse og lovede dem, at alle de børn, der ville skrive et kort til mig, skulle få kort fra mig igen. En hel del af børnene var begejstrede for idéen. Men jeg fik ingen kort. Jeg tænker, at børnene har fået slået idéen hjemme hos forældrene. –

Imidlertid var tiden gået, og det var ved at blive mørkt. Jeg sagde farvel til børnene og gik ind i toget. Toget var hverken oplyst eller opvarmet; men efter at vi havde haft et kvarters tids ventetid i toget, satte det mørke tog sig i bevægelse efter Aabenraa. Konduktøren efterså vore billetter ved hjælp af en karbidlygte; så længe han var i kupéen, havde vi lys.

Man kan ikke påstå, at det var nogen særlig festlig ankomst til Aabenraa; men vore oplevelser tidligere på dagen var så rige, at den sidste times kulde og mørke ikke kunne slå humøret ned.

På Aabenraa banegård traf jeg min slægtning, købmand Hans Michelsen, Aabenraa og hans søn, Kristian fulgte mig ud til byens udkant til sin bedstemors, min kusines gård, hvor jeg skulle bo sammen med min bror, Anders, som var ankommet samme dag ved middagstid.

Første gang jeg hilste på hver af mine slægtninge, sagde jeg efter den sædvanlige hilsen: ”Nu er vi her igen!”. Det var en uendelig fryd for mig efter 21 års forløb at kunne sige denne lille sætning. I det lille ord ”igen” lå udtryk for sejrsfølelsen, at nu var retten ført igennem til sejr, og at nu fik vi herlig og ufortjent oprejsning for ydmygelsen i 1899. Min bror og jeg fik udvisningsordre den 3. januar 1899.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

8. februar 1920. Det første danske tog på Avnbøl Station

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 8. februar 1920 rullede det første danske jernbanetog forspændt med 2 lokomotiver ind på Avnbøl Station. Drengene kom og fortalte, at lokomotiverne havde en  …………………. på. Der var mødt en stor forsamling fra hele sognet, som begejstret hilste på de danske landsmænd.

Tak til Lars Anker Petersen.

8. februar 1920. Peter Majland gør klar til at rejse til Sønderjylland for at stemme

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Endelig oprandt de dage, da Sønderjylland skulle stemmes hjem til Danmark. Min kuffert var pakket, da vi af foreningen “Sønderjyderne” var blevet rådet til at tage nogle levnedsmidler med til Sønderjylland, fordi det måske kunne komme til at knibe med sådanne dernede.

Derfor havde Margrethe forsynet mig med en pakke af følgende indhold: 1 pd. kaffe, 1 pd. sukker, 1 pd. ris 1 pd. smør, 1 stort hjemmebagt franskbrød, 1 pakke te og en pakke tændstikker. Dette var bestemt til min vært.

Desuden medbragte jeg til min egen mund en hel stabel smørrebrød, som jeg antog kunne slå til til 2 dage. Da jeg ikke vidste, hos hvem jeg skulle indkvarteres og hvorledes det stod til med proviantbeholdningen der hvor jeg skulle bo.. var det jo ingen skade til at sikre sig.

(Ellen og Kirstine fra Tiufkjær, som også skulle ned og stemme, ankom til Kolding aftenen før vi skulle rejse og tilbragte natten hos os.)

Tak til Karen Majland

8. februar 1920. P. Chr. Stemanns oplevelse: Tønder er tysksindet.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. februar står i dagbogen bl. a. følgende:

„Da jeg om morgenen kørte ind til Tønder, var der mange tyske flag. Foran banegården var der fuldt af mennesker, mest dog børn med tyske skolehuer og flag. De sang tyske fødelandssange og hujede af de danske. Et orkester spillede tyske melodier. Der var lige kommet et tog sydfra.

Der var skuffelse i Møgeltønder, hvor de danske var mødt op med flag og spejdere og sang, da toget kom. Der var da deri kun tyske. Disse stak deres flag ud sang tyske fødelandssange og hujede ad de danske.

Et orkester spillede om, hvem der kunne bedst og mest. På banegården larmede orkestret i ventesalen. En vogn kom, hvor hestene hver på den udvendige side af hovedtøjet havde et dannebrogsflag, lille, af papir.

Drengene ville pille det af. Kusken forsvarede dem længe, indtil dog en stor væmmelig knægt pillede det ene af og under jubel løb sin vej dermed.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Foto: Tak til Bornholmske billeder. Fotografiet er fra 1936 og bringes her beskåret.

 

7. februar 1920. Ernst Christiansen: “et Ord om, at vi ikke er en Koloni, modtages med Bifaldsstorm.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

7. Februar: Opsøger efter Anmodning Sydow paa hans Værelse paa »Flensburger Hof«. Han ønsker at slippe af med Hotelejeren og faa en særlig Køkkenchef for Kommissionen. Benytter Lejligheden til at drøfte de forskellige Spørgsmaal og nævner den tyske Presses Vurdering af Kommissionens enkelte Medlemmer. »Vi maa jo være upartiske!«

Op til Officerkasinoet. To kendte tyske Latinskolelærere kommer ud fra Bruce. Overrækker denne en af Tillidsmænd i By og Land underskreven Henvendelse om Udsættelse af Afstemningen til 14. Marts.

— Jeg kaldes igen ned paa »Flensburger Hof«, denne Gang til den franske Minister. Da. jeg naar derned, er han kaldt bort. Klokken 4 fortroligt Møde paa Jernbanehotellet, indvarslet ved skriftlige Indbydelser fra J. C. Paulsen, J. C. Møller, Sievers og M. Zachariassen.

Salen er fyldt. En Mængde erhvervsdrivende, som hidtil ikke offentligt har vedkendt sig dansk Sindelag.

H. P. Hanssen gør Rede for økonomiske Spørgsmaal. Jeg maa igen over paa »Flensburger Hof«. Lyset strejker. Ved et Tællelys en længere Samtale med Claudel, der er meget imod en Udsættelse af Afstemningen, men i øvrigt drøfter hele Stillingen med mig.

— I Aften Møde i Logehuset. Folk staar som Sild i en Tønde. Sangen viser den mægtige Stemning. Jeg i en Udkant mellem Wall og H. Hansen fra »Jyllands-Posten«. Da J. G. Møller indledende nævner, at vi ogsaa vil hjem, demonstrativt Bifald.

H. P. Hanssen høres opmærksomt, men køligt. Udreder Byens danske Fortid gennem mange Slægtled, saa man siger ved sig selv: Men hvorfor har du saa kunnet skrive, at Flensborg ikke var diskutabelt! Ytringer af andre Talere, saaledes et Ord om, at vi ikke er en Koloni, modtages med Bifaldsstorm.

— Paa Jernbanehotellet, der vrimler af Danske, Sammen med Folk fra alle tre Zoner.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

7. februar 1920. P.C. Stemann: „Hanssen talte udmærket, meget diplomatisk, men uden særlig hjertevarme.”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. februar kørte jeg til Flensborg for at høre H. P. Hanssen tale der til afstemningsmøde. Der var ved mødet 2-3.000 mennesker, der sang, før mødet begyndte, og meget bedre end i Tønder.

I dagbogen står følgende herom: „Hanssen talte udmærket, meget diplomatisk, men uden særlig hjertevarme. Han fristede med valuta og skibsfart og handel. Handelsflåden og bestillinger til værftet. Jubel vakte det, da han sagde, at hvis Flensborg blev dansk, fik de jo her kroner, og så kunne de rejse til Kiel og Hamborg og købe ind, ligesom folk nordfra nu i Flensborg.

Han sagde og beviste, at den tyske rigskanslers udtalelser om, at Flensborg fra gammel tid var en tysk by, var urigtig. Han sluttede med at tilråbe Flensborg: „I 1000 år var du Danmarks by, du barn af Danmark, bliv dansk påny“. Det var ejendommeligt og gribende at opleve et så glimrende dansk møde i Flensborg. Man må opleve det, før man tror det. Jeg hilste på Hanssen og Miang bagefter.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Foto: Tak til Bornholmske billeder. Fotografiet er fra 1936 og bringes her beskåret.

7. februar 1920. H.P. Hanssen taler på dansk valgmøde i Flensborg

Lørdag den 7. Februar talte H. P. Hanssen paa et stort dansk Møde i Flensborg.

Han indledede saaledes: »Ingen By sønden Aa har ved hele sit Liv og sin Handel været saa nøje knyttet til Danmark som Flensborg, der indtil 1864 delte Danmarks Sejre og Ydmygelser, bitre Nederlag og højeste Triumfer.«

Under stærkt Bifald sluttede han sin Tale med følgende Ord fra den bekendte Afstemningsplakat:

»I tusind Aar var Du Danmarks By,
Du Barn af Danmark, bliv dansk paany!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

7. februar 1920. Dansede rundt på gulvet af glæde: Jens Marius Møller skal til Sønderjylland for at stemme

Jens Marius Møller var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. Han var bosiddende på Salling ved Limfjorden. Kort før jul 1919 fik han at vide, at han var kunne få stemmeret, hvis han ansøgte om det.

”Det lyder som et eventyr
som sagn fra gamle dage”
at jeg, udvist i køllers tid,
nu vende må tilbage,
at ørnen slap sit faste tag
og må mod sønden vige,
at nu oprandt den store dag,
da helt blev Danmarks rige.”

Otte dage før jul 1919 fik jeg brev fra min bror, Anders, købmand i Viuf. Han meddelte mig, at han havde haft besøg af vor slægtning, Marie Thomsen, f. Michelsen fra Aabenraa. Hun havde sagt, at Anders og jeg nok kunne få stemmeret i Aabenraa, når vi gjorde det nødvendige arbejde derfor.

Anders havde så telefoneret til ”Sønderjydernes” repræsentant i Kolding og bedt om at få to skemaer tilsendt. Han udfyldte det ene skema og sendte det ind til foreningen ”Sønderjyderne” i København. Det andet skema sendte han til mig. Jeg udfyldte og indsendte det.

Så gik tiden i frygt og håb. Snart troede jeg, at vi skulle få stemmeret, og snart syntes jeg, at det var helt ufatteligt, at så stor en lykke skulle blive mig til del.

Den 27. januar tog jeg til Skive og blev fotograferet, for at have fotografiet parat, om det skulle gå således, at jeg fik pas tilsendt og samtidig skrev jeg til Marie Thomsen i Aabenraa, om hun ville se efter på valglisten, om min brors og mit navn var derpå.

Tirsdag den 3. februar fik jeg to breve, som glædede mig så meget, at jeg, der ikke kan danse, dansede rundt på kontorgulvet med min kone. Det ene brev var fra ”Sønderjyderne”, som meddelte, at jeg var anmeldt til vælgerlisten under nr. 19767. Det andet brev var fra Marie Thomsen, som meddelte, at vore navne fandtes på vælgerlisten.

Fredag den 6. februar modtog jeg det længselsfulgt ventede pas, og søndag den 7. februar om aftenen rejste jeg til Viborg for derfra at rejse videre med særtog med stemmeberettigede søndag morgen.

Jeg havde glædet mig til en god nattesøvn i Viborg; men det gik ikke således. Jeg boede på afholdshotellet. Men Viborg havde netop i de dage fjerkræudstilling, og dyrene var anbragt i hotellets gård. Kl. 2.30 nat begyndte hanerne at gale og det blev de ved med til dag. Når et hold kørte træt, så tog det andet hold fat, og således gik det ustandseligt, og ind i mellem hørtes gækken af gæs, der skældte ud over hanernes spektakel.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

6. februar 1920. Høj told på tekstiler: Der ligger 4.000 danske flag i Vamdrup og kan ikke komme over grænsen

Der forventes en sikker sejr for Danmark på afstemningsdagen den 10. februar. Men endnu få dage før afstemningsdagen manglede der Dannebrogsflag. Det beretter Nicolai Svendsen om her

Den danske Befolkning havde nu paa det sidste kun een
Bekymring: man manglede Flag. Henved 4000 Dannebrog
havde i nogen Tid henligget i Vamdrup.

Man haabede stadig at kunne slippe for at betale den høje Told i Guld; men det var umuligt. »Sønderjydsk Fond« maatte derfor endelig udrede Afgiften: 57.000 Mark, og den store Forsendelse afgik til Højskolehjemmet« i Haderslev, hvorfra den under Fru
Margrethe Lebecks Ledelse uddeltes til fattige Danske i By
og paa Land.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

6. februar 1920. Grov tone i tysk afstemningsblad.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

6. Februar: Det første Nummer af et tysk Afstemningsblad, »Unser Schleswig«, udkom i Dag. Tonen er meget grovkornet. — Postdirektør Francke svarer paa min Klage vedrørende »Unser Land«, at Personalet i Landdistriktene har faaet Tilhold om at afholde sig fra enhver partipolitisk Virksomhed.

— Møder i Hanved, A. Grau, J. Holdt, og i Læk, Møllebygger Rasmussen, P. Gad og Holger Andersen. I Læk sætter det stedlige tyske Udvalgs Formand igennem, at Gendarmerne skal forlade Salen som »Embedsmænd«, der ikke maa deltage i Agitationen. De danske Talere hævder sig godt begge Steder. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)