Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

21. februar 1920. Travlhed i Mellemslesvigsk Udvalg og hos Flensborg Avis.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

21. Februar: Tyskerne pynter sig med Sløjfer i tyske Farver. En Præst uddeler dem til Konfirmanter. I Forretninger tvinges danske Handelsbetjente til at bære dem.

— Kommissionens Domstol har i Dag holdt sit første Møde og idømt et Par Bøder. De udviste Iærere har faaet Lov til at blive. —

Aktionsudvalgsmøde. I Tillidsraadets Kontor øges Personalet fra Dag til Dag, der er stor Travlhed med Lister, Tryksager, Møder. Cornelius Hansen og hans højre Haand, Chr. Petersen, Valgkontorets Leder, slider trofast i det.

I Mellemslesvigsk Udvalg saavel som paa »Flensbors Avis’s« Kontor staar Døren aldrig stille. Flensborgerne henvender sig stadig i store Antal paa Redaktionen for at faa udstedt røde Passersedler; L. P. Christensen har somme Tider tilfredsstillet halvandet Hundrede om Dagen, foruden de afviste. Da det store Rykind af rejselystne virker alt for forstyrrende for Redaktionsarbejdet, maa vil til sidst lade indrette et »Paskontor« med en særlig Hjælpekraft, Lærer P. P. Paulsen. [I alt udstedte »Flensborg Avis’s« Kontor 11,263 Passersedler med min Underskrift, medens Bankdirektør Thomsen besørgede 4917, Grosserer L. Poulsen før sin Død flere Hundrede.]

— Aftensmad i Teaterkafeen for Pressehjemmets Gæster. Jeg har Frøen til Bords og taler for de Normænd, der er komne til Flensborg. Frøen kom som Tvivler og er en næsten mere dansk end nogen af os.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Stor bogsamling sættes til salg

Historisk Samfund for Sønderjylland skriver på sin hjemmeside:

Stor bogsamling sættes til salg

Benyt derfor denne enestående lejlighed til at få suppleret din sønderjyske bogsamling – til yderst rimelige priser.
Historisk Samfund for Sønderjyllands mangeårige og initiativrige formand, landsarkivar Peter Kr. Iversen (1914-2000), efterlod sig en omfattende bogsamling, som hans efterkommere har foræret til Historisk Samfund. Denne gave er vi meget taknemmelige for, og vi har udtaget en stor mængde bøger om Sønderjyllands historie, som nu sættes til salg til fordel for foreningen.

Der er adskillige sjældne værker iblandt, og mange er fornemt indbundet. Samlingen afspejler Iversens store interesse for sønderjysk topografi med mange bøger om byer og sogne samt hans engagement i landbrugets historie. Dertil kommer et rigt udvalg af personal- og slægtshistoriske bøger, ligesom kirke- og skolehistorien er fyldigt repræsenteret. Og så er der naturligvis mange bøger om de nationale modsætninger mellem dansk og tysk og flertal og mindretal. Iversen sad i adskillige bestyrelser, hvorfor man kan finde bøger bl.a. fra Studieafdelingen i Flensborg – og så selvfølgelig fra Historisk Samfund.

Benyt derfor denne enestående lejlighed til at få suppleret din sønderjyske bogsamling – til yderst rimelige priser. Du kan komme og se samlingen igennem og gøre en god handel ved at møde op på Rigsarkivet i Aabenraa, hvor vi ekstraordinært holder åbent  lørdag den 29. februar kl. 10-14.

Der kan kun betales med kontanter eller MobilePay.

Adressen er: Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.

Se mere på Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

20. februar 1920. Ernst Christiansen: “Politiet udenfor brugte Gummikniplerne mod Fredsforstyrrere”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

20. Februar: Bedre Nyt fra Landdistrikterne. I Nibøl holdtes i Gaar et dansk Møde roligt inden Døre, medens Politiet udenfor brugte Gummikniplerne mod Fredsforstyrrere. Der berettes om danske Møder i Risum, Lyksborg, Barderup (N. J. Hørluek), Klægsbøl. I Aktionsudvalget aftaler vi en dansk Tilkendegivelse.

— Aften ud til Frørup Kro. H. Hansen og jeg taler. Tyske Modtalere. Roligt Forløb. Jeg kan paa disse blandede Møder aldrig anke over manglende Lydhørhed. Men Spektakelmagerne sætter til Slut Præget paa det hele; de dansksindede og de roligt overvejende tier og gør gode Miner til slet Spil.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

20. februar 1920. “Jeg var forberedt på at blive ilde omtalt i bladene…”

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Den 20. februar indgav jeg min afskedsbegæring på både fransk og dansk:

”Da jeg har været og er i uoverensstemmelse med den højtærede kommission angående troppernes samvirken med politiet til at forebygge uroligheder, og da det er mig klart, at man gør mig ansvarlig for de optøjer, der har fundet sted, navnlig i Flensborg, hvilket efter min mening kunne være forhindret, om man havde efterkommet min anmodning om hjælp fra tropper i præventivt øjemed, og da man endelig har foreslået mig at tage opgaver op i zone 1., medens zone 2., hvor afgørelsen stunder til, er hovedarbejdspladsen for politidirektøren, andrager jeg herved om øjeblikkelig afsked.”

Sir Charles Marling meddelte mig min afsked den følgende dag.

Efter at have aflagt afskedsvisit hos kommissærerne kørte jeg om aftenen til Kolding, hvor jeg hilste på oberstløjntnant greve Moltke og meddelte ham, hvad der var sket. Dernæst henvendte jeg mig til Ritzaus Bureau, som modtog min korte meddelelse, næste morgen stod den i alle bladene.

Jeg var fuldkommen overbevist om at have gjort min pligt, så godt som det var mig muligt under de vanskelige forhold, og jeg følte ingen ærgrelse eller bitterhed. Jeg var forberedt på at blive ilde omtalt i bladene, og jeg blev det til dels, både i tyske og danske aviser, hvilket var mig et vidnesbyrd om, at jeg havde delt sol og vind lige.

Da jeg efter hjemkomsten hilste på commandant du Boucher i den franske legation, meddelte han mig, at franske tropper var rykket ind i Flensborg dagen efter, at jeg var afrejst derfra. ”Det er en triumf for dem”, sagde han.

Senere, da festlighederne i anledning af Genforeningen fandt sted, fik jeg indbydelse til Højtideligheden i Vor Frue Kirke, ligesom til Genforeningsfesten på Dybbøl Banke. Alle indbudte kørte med ekstratog til Sønderborg, hvor vi ankom om aftenen den 10.juli.1920. Den næste da fandt Genforeningsfesten sted på Dybbøl, hvilket var en stor oplevelse.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

19. februar 1920. Daniel Bruun: “Jeg besluttede derfor at søge min afsked straks”

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Efter de danskes opfordring og imod de tyskes ønske var afstemningen i zone 2. den 13. februar blevet udsat til den 14. marts.

Hvad angik zone 1, som efter afstemningen tilfaldt Danmark, kunne den i følge fredstraktatens bestemmelser, straks være overgået til Danmark. Men efter aftale mellem den internationale kommission og den danske regering beholdt kommissionen styret der.

En stab af danske embedsmænd ankom til Nordslesvig, blandt disse var statspolitichef Mensen, som skulle forberede organisationen af det fremtidige danske politi, idet så mange, som muligt af de midlertidige gendarmer ville kunne antages i dansk tjeneste.

Den 19. februar bad sir Charles Marling mig om en samtale. Han sagde rent ud til mig, at da kommissionen og jeg var uenige om samarbejdet mellem militær og politi, bad han mig om at tage op i zone 1. og være behjælpelig med at organisere det fremtidige danske politi.

Jeg opfattede forslaget som et mistillidsvotum, som jeg ingenlunde havde fortjent. Jeg besluttede derfor at søge min afsked straks. Sir Charles bad mig om at overveje sagen til næste dag, men dette bragte ingen forandring i mit fortsæt.

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

19. februar 1920. Ernst Christiansen: “Privatfolk forpligtes til at pynte Vinduer og flage til Afstemningen”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

19. Februar: En Lokkeagent prøver forgæves at sælge sin Stemme til Mellemslesvigsk Udvalg. — Næringsdrivende og Privatfolk forpligtes til at pynte Vinduer og flage til Afstemningen.

— Paa Søndag tyske Møder for Tiedje-Linjen 25 Steder. H. P. Hanssens Søn siger paa en offentlig Beværtning, at Flensborg ikke bliver dansk. En fremtrædende Tillidsmand har af en næringsdrivende erfaret, at H. P. Hanssen den 7de har sagt det samme i hans Butik. Det fortælles i hele Byen. Jeg affatter et Brev til Hanssen, som godkendes af Aktionsudvalget og Mellemslesvigsk Udvalg. (Faar senere et krænket, afvisende Svar.) Vore Folk er nervøse.

— I Aften Diskussionsmøde i »Sanssouci«. H. Hansen, Nis Nissen, A. Grau, P. Frost: J. C. Møller Ordstyrer. Tyske Studenter holder Modtaler. Forsamlingens store Flertal protesterer næsten for støjende. Afslutter med, at vi altid maa være villige til at høre Modstanderne i Ro. — Tyske Spektakler foran Vald. Sørensens Bolig. Han affyrer et Par løse Skud, hvorefter Fvrene forsvinder.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

18. februar 1920. Ernst Christiansen: “Der er indført Plakatcensur”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

18. Februar: To Lærere ved Overrealskolen, indrejste sydfra, er udviste. — Der er oprettet en Kommissionsdomstol (Bruce, Ravn, Christians) og udstedt Forbud mod Opfordring til Uroligheder og mod at nedrive Plakater. Der er indført Plakatcensur. »Flensburger Tageblatt« er forbudt i otte Dage.

— Langt Aktionsudvalgsmøde. — Tyskerne sprænger et sluttet dansk Møde i Enge, Landbrugskonsulent Hansen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Se “TV-valgstudie” fra folkeafstemningerne i 1920

Historisk Samfund for Sønderjylland, Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland inviterede i torsdags til “valgstudie anno 1920” i riddersalen på Sønderborg Slot.

Med studievært og eksperter i studiet blev afstemningsresultaterne i 1920 bragt, analyseret og kommenteret – lige som ved Folketingsvalg i TV i vore dage.

Valgaftenen var så velbesøgt, at vi desværre var nødt til at lukke dørene 20 minutter før, vi gik i gang.

Heldigvis var TV-kanalen DKSYD til stede. Nedenfor kan ses den første tredjedel af aftenen. Det er historikerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen, der er valgeksperter, mens Kristian Pallesen er aftenens studievært.

Det vides endnu ikke, om DKSYD og vil bringe de øvrige to afdelinger af valgaftenen.

17. februar 1920. Ernst Christiansen: “man mærker tydeligt, at Folk undres og lytter”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Februar: Claudel og Verrier tager til de vestslesvigske Landdistrikter for selv at orientere sig.

— Med P. Grau hos Bruce, nedslaaende Indtryk; han kræver Bevis ført for de enkelte Klager. Men Tillidsmændene tør paa Grund af tyske Trusler ikke optræde som Vidner. —

I Aften i Avtomobil med Advokat Andersen og A. Grau til vort Møde i Munkbrarup. Vi taler i lydløs Tavshed; man mærker tydeligt, at Folk undres og lytter. Saa kommer Muuss, Iversen, Drescher. Sidstnævnte søger at oppiske Lidenskaberne ved voldsomme Udfald. Truende Holdning, dog intet sket.

— I Flensborg Møder i Logehuset (Zachariassen leder) og Borgerforeningen (P. Thomsen leder), Pastor Moos, KIoppenborg, Fru Martha Ottosen, Chr. E. Christensen begge Steder.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. februar 1920. Oprettelse af en særlig CIS-domstol

Oprettelse af en særskilt Domstol
Anordning No. 49 af 17. Febr. 1920:

§ 1. Overtrædelser af de Forbud, som er anført i den officielle  Samling af Bekendtgørelser fra den internat. Komm. for Slesvig, straffes med Pengebøder fra 30 til 10.000 Mk. og med Fængsel indtil 6 Mdr. eller med en af disse Straffe, saafremt der i vedkommende Bekendtgørelse selv ikke ertruet med en højere Straf, eller  Vedkommende er hjemfalden til en højere Straf efter de gældende tyske Straffelove.

§ 2. Til at dømme i Overtrædelsessager af den i § 1 nævnte Art oprettes en særskilt Domstol, som bestaar af 3 af den internat. Komm. udnævnte Dommere. Det tilkommer udelukkende denne Domstol at anstille Undersøgelser og i første og sidste Instans afsige Domme om Overtrædelser af omhandlede Art.

§ 3. Domstolens Afgørelser kan træffes uden forudgaaende  mundtlig Forhandling; dog skal der i alle Tilfælde gives den Anklagede lejlighed til at udtale sig.
Den Anklagede kan paa ethvert Trin af Proceduren benytte en Forsvarer.
Til Forsvarer kan antages enhver fuldmyndig Person, som er bosat
i Afstemningsomraadet.

§ 4. De idømte Straffe bliver efter Andragende fra og under Kontrol
af Domstolens Formand at fuldbyrde indenfor  fstemningsomraadet af de tyske Eksekutionsmyndigheder.

Pengebøder indbetales til den internat. Komm.s Regnskabsafdeling og overføres til Fondet for Forvaltningsomkostningerne i Afstemningsomraadet.

Strafbar adfærd

Anordning No. 50 af 17. Febr. 1920:
300 Ifølge Anordning af idag fra den internat. Komm. angaaende Oprettelse af en særskilt Domstol vil den blive ilagt Straf:

1. som viser Trodsighed imod de Paabud, som gives af den internat. Komm. eller af Politimyndighederne til Opretholdelse af den offentlige Ro,
2. som med Vold eller Trusler retter Angreb imod andre i Anledning af Afstemningen,
3. som ulovligt fjerner, sønderriver eller beskadiger Opslag eller andre Meddelelser, som er udstillede for Almenheden, og som vedkommer Afstemningen,
4. som ophidser til Handlinger som ovenfor angivet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. februar 1920. Ernst Christiansen: “I Dansk Kirke har tyske Kirkegængere i Gaar klæbet Plakater paa Stolestaderne”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Februar: Med A. Grau i Kasinoet. Kan ikke faa Bruce i Tale. Overgiver Mr. Thirsk  Klagerne; han lover Forbedringer i Ugens Løb. I Borgerforeningen er Tillidsmænd fra Landdistrikterne og Nordslesvigere samlede, som vil tage Ophold derude for at arbejde. Ret mistrøstige Skildringer fra Vesteregnen. Nordslesvigerne fordeles. C. Petersen og J. Andersen kommer fra Sild.

— Paa det danske Valgkontor i Centralhotellet i Nibøl laver Tyskerne Spektakler ved et dansk Møde (J. Gram fra. Gabøl, A. Grau). — Lysbilleder i »Sanssouci«, stor Forsamling. I Dansk Kirke har tyske Kirkegængere i Gaar klæbet Plakater paa Stolestaderne.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

God anmeldelse til “Kampen om de faldnes minde”

I magasinet “Grænsen” anmeldes Lars N. Henningsens bog om mindesmærkerne og mindekulturen for de faldne sønderjyder 1914-1918.

Anmelder er historiker Claus Bundgård Christensen, der vil være kendt for bl.a. den prisvindende “Danskere på Vestfronten 1914-1918”.

Anmelderen skriver bl.a.

“Bogen er … den første, der fortæller hele historien fra 1914 til 2018.

Dens styrke er de skarpe analyser på relativt få sider. At forfatteren har valgt en kronologisk struktur, hvor man begynder under Første Verdenskrig og slutter i nutiden, er klogt, da læseren derved får den bedste indføring af mindekulturens dramatiske udvikling over tid.

Herudover foretages der en række tematiske og lokale nedslag, der udfolder emner som kampen mellem dansk og tysk eller monumenternes bevidste opfordring til forsoning. 

Kampen om de faldnes minde hører hjemme i enhver bogsamling om Første Verdenskrig og det dansk-tyske grænseland.”

Læs hele anmeldelsen her: Mindekultur i et grænseland.

Og køb bogen hos Historisk Samfund for Sønderjylland

15. februar 1920. Ernst Christiansen: “Rødhuerne er samlede foran min Bolig og truer med Prygl”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

15. Februar: Rødhuerne har revet danske Skilte omkuld, som viste Afstanden fra den nye Grænse. Klager til Daniel Bruun. I Duborggade siger et Par Drenge, at Rødhuerne er samlede foran min Bolig og truer med Prygl. Gaar derop, ingen. I mit Hjem har en kongerigsk Familie søgt Tilflugt, som trues af de tyske Husbeboere, fordi man giver den Skylden for, at et Billard er styrtet om paa en lille Dreng.

— Student Tønder udarbejder en Klage over Forholdene i Landdistriktorne, hvor blande andet »Unser Land« stadig ikke kommer rundt. Jeg laver en yderligere Klage til Bruce over den tyske Presses Løgne, den tyske Skoleungdoms Udskejelser — i Wrangelgade har de skudt med Hagl paa danske Borgeres Vinduer

— Lærernes Misbrug af deres Embede (Ellund, Skovlund) og Postbudenes Arbejde imod »Unser Land«. Et Sted gaar de fra Hus til Hus med en Liste, hvis Underskrivere afbestiller Bladet, andre Steder søger de at overtale Folk til at afsige det eller udleverer det slet ikke. I Afstemningsudvalgene er Danskheden utilstrækkelig repræsenteret. Tyskerne har i sin Tid ventet mange Embedsmænds Udvisning. Paa Flensborg Raadhus havde de selv paa Navnelister med rødt understreget de Folk, som de ventede udviste. Intet er sket, og det har gjort dem kæphøje. Vi ønsker Agitationsfrihed, som ‘Værn mod tysk Terrorisme. Den danske Befolkning er fyldt at Harme.

— Store Møder i V enningsted og Vesterland paa Sild. J. Andersen og C. Petersen. Modtalere. Godt Forløb. — Dansk Møde i Rodenæs, Landbrugskandidat Kr. Nissen og Sekretær Mathiesen. Nederlag for Pastor Schmidt. — Den tyske Agitation med Tiedje-Linjen tager Fart.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

DKsyds programserie Adskilt – Genforenet – Efterladt – Afsnit 4

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

Den 10. februar 2020 er det præcist 100 år siden, at sønderjyderne gik til stemmeurnerne for at blive genforenet med resten af Danmark. I den anledning sender vi en specialudgave af genforeningsserien Adskilt – Genforenet – Efterladt – hvor vi her 100 år efter sender en valgudsendelse, som vi forstiller os, at det kunne have set ud, hvis det var i dag, at afstemningen fandt sted. 

14. februar 1920. Ernst Christiansen: “Besøg af en hollandsk Journalist, der undrer sig over, at indvandrede skal have Stemmeret”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Februar: Udvalgsmøde om Troppefester. Besøg af en hollandsk Journalist, der undrer sig over, at indvandrede skal have Stemmeret. — De stemmeberettigede sydfra til 10. Februar havde faaet Løfte om to Pund Smør hver.

– Møde i Morsum paa Sild. Advokat Andersen og Cornelius Petersen. Roligt Ordskifte.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

13. februar 1920. Forslag om forbud mod flag og farver.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

13. Februar: Klokken 10 hos Bruce. Overrækker vort Forslag om Forbud mod Flag, Farver og offentlige Demonstrationer i Dagene omkring Afstemningen. Man nægter, at Kundgørelsen om de to Urner skulde være udstedt for Balancens Skyld i Anledning af Dr. Christians’s Ord.

Jeg går Rede for Tallene vedrørende de stemmeberettigede sydfra, som nogle Steder paa Landet næsten overstiger de bosiddendes Tal og er mange Gange saa stort som Tallet nordfra. Drøfter de samme Ting med Heftye. —

Store Møder i Niblum og Oldsum paa Før. Andersen og Gad. Trods Modtalere Forsamlingen paa dansk side.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

DKsyds programserie Adskilt – Genforenet – Efterladt – Afsnit 3

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

Efter nederlaget i 1864 mister Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg – og landegrænsen flyttes op til Kongeåen. Men i Nordslesvig er der et flertal af dansksindede, som fortsætter kampen for danskheden og går dermed imod den fortyskning af samfundet, som bliver iværksat fra tysk side. Tredje afsnit af DKsyd genforeningsserie Adskilt – Genforenet – Efterladt handler om de dansksindede, der efter 1864 må kæmpe en kamp for at opretholde danskheden i Sønderjylland.

12. februar 1920. Peter Majland forlader Sønderjylland igen

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen slog afskedens time, og jeg takkede min gæstfri vært og værtinde for den hjertelige og i alle måder gode behand­ling, de havde ladet mig blive til del. Københavneren skulle først rejse dagen efter.

Hr. Evald fulgte mig på banegården. Jeg købte billet til Vamdrup, den kostede 5 mark 50 pf. Emma rejste også hjem med samme tog.

Hjemrejsen gik hurtigere end henrejsen. Fra Åbenrå til Rødekro rejste vi med tysk tog. Derfra rejste vi med det danske tog, og blev i samme kupe helt til Kolding.

Der var i Vamdrup intet toldeftersyn, men stadig måtte ingen forlade toget. Vore pas blev efterset, og toget rullede videre nordpå.

Da vi kørte forbi Munkensdam vinkede jeg over mod mit hjem, og Margrethe, som havde set det, kom mig i møde, og lidt efter var jeg atter hjemme.

Tak til Karen Majland

12. februar 1920. “Der var alt for få gendarmer, kun nogle få mænd, som intet kunne stille op over for tusinder af mennesker”

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

I et brev dateret 12. februar skrev Daniel Bruun om en episode, der indtraf på ”Flensburger Hof”:

”I går var jeg atter på en sviptur til Sønderborg angående nogle tyske demonstrationer mod de franske soldater, som havde vagt på banegården.

Da jeg efter mørkets frembrud kom hjem på hotellet, var der stor opstandelse over, at en tysker var kravlet op på hoteltaget, hvor han havde flænget den engelske og franske fane bort og sat et tysk rigsflag og en slesvig-holstensk fane i stedet. Han undslap.

Der er på hotellet en engelsk vagt, som selv hejser og stryger fanerne, og som i øvrigt er der til beskyttelse af kommissionens medlemmer. Politiet har intet at gøre på hotellet, og skandalen må tilskrives manglende vagt”.

Dagen efter flagaffæren, sammenfattede jeg mine betragtninger i en skrivelse til kommissionen, hvori jeg endnu en gang påpegede nødvendigheden af at træffe præventive foranstaltninger ved militærets hjælp.

Der var alt for få gendarmer, kun nogle få mænd, som intet kunne stille op over for tusinder af mennesker. Jeg ønskede slet ikke, at soldaterne skulle gøre polititjeneste, dertil var de åbenbart ikke egnet, de var vænnet til krigsforhold og havde svært ved at finde sig til rette under fredelige forhold. Men under kommando ville de alene ved at vise sig bidrage til at holde oprør nede. Men kommissionen kunne ikke fravige sit synspunkt, at tropper ikke måtte anvendes til polititjeneste.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

12. februar 1920. Tyske flag samles ind til Flensborg.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

12. Februar: Køster gør Undskyldning hos Kommissionen. — Afstemningen er udsat til 14. Marts. — Udmærkede Møder paa Før, i Øvenum og Vyk. Advokat Andersen og P. Gad. Niels Skrumsager har opslaaet sin Bopæl derovre.

— Pastor Muuss møder i »Flensburger Tageblatt« med Kravet om Tiedj e -Linjen. I Nordslesvig samles tyske Flag til Flensborg. Fra hele Tyskland skrabes de Sammen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

11. februar 1920. Franske og engelske flag bliver ombyttet med tyske og slesvig-holstenske.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Februar: Udtaler telefonisk min Forundring over Kommissionens offentlige Kundgørelse om, at den har afslaaet en dansk Anmodning om at opstille to Urner ved Folkeafstemningen (for de hjemmehørende og de stemmeberettigede udefra).

—I Eftermiddags er det franske og engelske Flag blevne stjaalne fra »Flensburger Hof« og ombyttede med et tysk og et slesvig-holstensk.

– Flensborg Amts Distrikter i l. Zone har givet dansk Flertal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

11. februar 1920. Dagen derpå: “Nu skulle de danske i Sønderjylland være gode mod tyskerne og ikke betale ondt med ondt”

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Da jeg næste morgen stod op og så ud ad vinduet, var det et smukt vejr. Der skulle være gudstjeneste i kirken kl 10 1/2.

Jeg fulgtes så med hr. og fru Evald til kirke.

Den dag var byen smuk. ikke et eneste tysk flag var at se. De var som blæst bort. Kun dannebrog vajede fra huse og flagstænger, så man skulle tro, at vi var hjemme i Danmark, men nu skulle Åbenrå jo også snart være en dansk by.

Da vi trådte ind i kirken, var denne omtrent fyldt med blomster. Det var en højtidelig dag for mig, atter at se og være til stede til gudstjeneste i den kirke, hvori jeg var døbt og konfirmeret, og som jeg ikke havde set i de mange år. Alteret, prædikestolen og orgelet var som i min barndom, kun kendte jeg hverken kirke­gængerne eller præsten.

Efter den første salme messede præsten fra alteret. Det var helt forskelligt fra det, vi er vant til at høre herhjemme. Liturgien er meget udførligere og tager derfor længere tid; men højtideligt er det og stemmer hjerterne til andagt.

Derefter talte præsten, og efter endnu en salme talte provst Munk fra Ordrup. Provsten talte om disse dages betydning og mindede om at takke Gud for det der var sket. Dette var Guds værk, sagde han.

Han understregede, at nu skulle de danske i Sønderjylland være gode mod tyskerne og ikke betale ondt med ondt.

Der blev mindet om den kamp de havde haft, om alle de savn og lidelser de havde udstået og om de 6000 faldne sønder­jyder. Gud havde vendt alt til det bedste, og vi måtte takke ham og bede ham om at lade det skete blive til velsignelse for os alle. Mange græd under prædikenen.

Til slut forrettede stedets præst altertjenesten, og der blev bedt for Danmark og den danske konge. Det var ejendommeligt for mig – og vel også for de andre – at høre dette i den kirke, hvor der nu i over et halvt århundrede var blevet bedt for den tyske kejser.

Det meste af eftermiddagen tilbragte vi hos Evalds.

Tak til Karen Majland

10. februar 1920. Efter afstemningen i Tønder: Alt er roligt

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 10. februar (afstemningsdagen) indeholder dagbogen følgende:

„Indtil kl. 2 om natten hørte man musik fra byen. Da kom de sidste gæster med toget. Blev vækket kl. 7. Det var en orkan og øsende regnvejr. Skade, at vejret ikke var godt. Op sammen med de andre for eventuelt at sætte barduner på flagstangen foran huset, for at den ikke skulle knække, hvilket dog ville være et dårligt varsel. Det blev alligevel opgivet, idet man så hejste et mindre flag fra en af gårdene.

Kl. 9 var vi i gården. Da blev det lille flag sat op på hovedbygningen. Både det og stangen var fra 1864. Det var ejendommeligt at overvære. Så ud i haven, hvor Schack hejste flaget, hvorefter vi sang første vers af „Vift stolt på Kodans bølge”. Så gik vi en tur ned i byen.

Schack og jeg kørte senere ind til Tønder. Alt var roligt derinde. En mængde mennesker på gaden og masser af flag, også danske. Mange butikker var lukkede, for at de kongerigske ikke skulle købe alt. Ingen optøjer. Engelske patruljer stadig gennem gaderne. Der er også 10 mand af englænderne i Højer idag. Kaptajn Tretow-Loof fra den internationale kommission var på Schackenborg til frokost. Han er her i disse bevægede dage. Han boede i Tønder i nat. Loff og jeg var enige om, at man ved kommissionens bistand skulle se at få så mange som muligt af de urolige og ubehagelige elementer udvist, inden det blev dansk. Det bliver jo besværligere med udvisning til den tid.

Efter middag tog Loof, Schack og jeg til Tønder. Vi var i kontrolkommissionen for afstemningen. Resultaterne indløb pr. telefon og telegram fra kommunerne. Herfra telefoneredes de videre til Åbenrå, hvorfra vi samtidig fik resultaterne fra de andre amter. Fra andre telefoner gik det fra os ud til de forskellige forsamlinger rundt om. Kl. 2 kørte vi hjem. Alt var roligt i Tønder. Så kørte vi til forsamlingshuset i Møgeltønder, hvor vi lige overværede afslutningen.”

10. februar 1920. Afstemningsfesten om aftenen i Haderslev

Den nyligt indsatte danske borgmester i Haderslev har berettet følgende om aftenens afstemningsfest.

Kl. 8 om Aftenen samledes Værter og Gæster i alle Byens offentlige danske Lokaler, som hurtigt blev fyldte.

Man ventede  under en Uendelighed af varmhjertede Taler og Sange i spændende Timer paa det endelige Opgør.

Fuldtonende og kraftigt som aldrig tilforn lød Carl Plougs kendte Vers fra oplyste Sale ud i den mørke Aften:

Kling da, Nordens Toner, over Vangen!
Mød den Fremmede kun uden Sky!
Mal den Storhed, som er længst forgangen!
Varsl om den, der fødes skal af ny!
Lyd som vor betrængte Moders Klage!
Far hver hendes Søn til Marv og Ben!
Kald os vore Fædres Kraft tilbage,
Mens vi rejser Danmarks Grænsesten!

Hvor ofte havde man ikke tidligere været samlet til dansk fælles Kaffebord i Udlændigheds Dage, men ingen Sinde til en  Sammenkomst paa saa indgribende Baggrund og af saa alvorlig Natur som denne!

Haderslev bekendte hurtigt Kulør med 5209 danske mod 3275 tyske Stemmer. Ved Rigsdagsvalget i 1867 var Byens danske Stemmeprocent 59, nu efter 53 Aars Forløb 61,4 %.

Behøvede man yderligere Vidnesbyrd om Virkningen af det
preussiske Tvangsherredømme!

Da det desuden efter den første Optælling kunde fastslaas, at 33 af Landsognene i Haderslev Amt havde afgivet mindst 90 % danske Stemmer og 13 Sogne 80 % danske Stemmer og derover, udløstes Spændingen i overvældende Begejstring.

Et Par Tal vil vise, hvor smukt Danskheden havde hævdet sig i de mange Aar, idet der i Agerskov blev afgivet 97 %, Bevtoft 97 %, Tirslund 97 %, Fole 97 %, Rejsby 98 %, Stepping 96 %, Øster Lindet 96 %, Roager 96 Hygum 96 %, Maugstrup 95 %, Moltrup 95 %, Gram 95 %, Grarup 96 %, Spandet 95 %, Brøns 95 % danske Stemmer og saa videre.

I Aabenraa var der 2233 danske mod 2734 tyske Stemmer, d. v. s. at 45 % havde stemt dansk. I Sønderborg var Tallene 2029 mod 2601 eller 44 % danske Stemmer, og i Tønder stod der 750 danske Stemmer overfor 2448 tyske, saaledes at den danske Procent i Tønder altsaa var 23,5. I Kristiansfelt var den danske Procent 67, i Løgumkloster 51, i Augustenborg 52, i Uge og Burkal 51, men i Højer og Udbjerg henholdsvis kun 27 og 17.

Hundreder af Værter og Venner nord fra holdt ud, indtil det samlede gode Resultat fra hele Landsdelen forelaa: 75,431 for Danmark mod 25,329 for Tyskland eller rundt regnet 3 mod 1.

Naar det blev fortalt, at man i den sene Nattetime under Indtrykket af dette Udfald enkelte Steder overtraadte baade Polititimen og Forbudet mod at nyde opflammende Varer, er det ikke utroligt. Men Politirapporten, som jeg modtog næste Morgen, lød paa, at Natten forøvrigt var forløben meget roligt. Begge de stridende Parter havde sat en Ære i, at det store Opgør fik et værdigt Forløb.

Mens Stemningsbølgerne saaledes om Aftenen gik højt, opholdt jeg mig sammen med den vordende Amtsassessor Jonathan Smith, en anset Repræsentant for det hjemmetyske Borgerskab, den franske Kommandant og dennes Adjudant paa Raadhuset.

Det gjaldt om at faa Dagens Konflikt mellem Franskmændene og de to unge Tyskere jævnet i Mindelighed, og det lykkedes omsider paa en tilfredsstillende Maade, som nu godt kan hjemfalde til Glemsel, saa at Dagen ogsaa i den Henseende endte uden nogen Dissonans.

Ved Midnatstide gik jeg om ad Klostret til mit Hjem i den røde Gaard, hvor ogsaa »Dannevirke«s Redaktionskontor og Trykkeri havde til Huse. Her samledes og bearbejdedes i de sidste Timer alle Efterretninger udefra og udsendtes ved flinke Spejdere til Byens Mødelokaler.

Paa dette Tidspunkt er man i Færd med at opgøre det endelige Resultat og forberede Løbeseddelen, der skal indleveres paa Posthuset endnu denne Nat. Hele Officinet er oplyst. Personalet kommer feststemt ude fra Byen og gaar i Gang med den mærkeligste Sats, det nogen Sinde har skabt.

Rotationsmaskinen efterses og smøres. Snart vil dens monotone Surren lyde ud over Nabolaget, mens den i Tusindvis
udspyr Aviseksemplarer med Facit fra den 10. Februar 1920.

Jeg staar ovenfor Trappen med Haanden paa Dørgrebet og samler hurtigt denne Dags Indtryk og Betydning i et Øjebliks Besindelse, før Døgnet rinder ud, og der dermed ogsaa paa en Maade sættes Punktum for min Gerning paa dette Sted gennem mange Aar: En Befolkning har efter lang Tids Adskillelse stemt sig hjem til sin Stamme.

Historien har fuldbyrdet sin Dom. Nu er her Danmark!

Da jeg træder indenfor, møder jeg en Udlænding, som har ventet paa mig for at faa nogle yderligere Oplysninger.

»Hvem har jeg den Ære at tale med?« spørger jeg.
»Det er »Times«, London!

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

10. februar 1920. En gammel mands historie rører alle ved afstemningsfest

Nicolai Svendsen genfortæller en historie fra en afstemningsfest i et sogn, han ikke præciserer nærmere, end at det ligger syd for Skærbæk. Det kan være flere sogne.

I et Sogn mod Syd sad ved Festen blandt de Hjemvendte en Gubbe nær Støvets Aar og fortalte stilfærdigt og uden al Sentimentalitet med den naturlige Evne, som ofte er en jævn Mand givet, sit Livs Eventyr saa gribende, at alle Tilhøreres Sind var underligt betagne deraf.

Han begyndte med at fortælle om Barndomsaarene her paa dette Sted, i Gaarden med de høje Træer derovre bag Kirken, om Skolegangen i Halvtreserne hos den danske Lærer, der som faa forstod at indprente i Børnenes Forestilling og Fantasi Sagn og Sagaer, Fædrelandets Historie og Beretninger om henfarne Slægters Bedrifter i Norden, som tilsammen afspejlede Folkets Liv og Færden gennem Tiderne, saa det aldrig glemtes.

Danskheden sad i Højsædet den Gang, og man priste den i Tale og Sang, fordi den var saa dyrekøbt fornylig paa Treaarskrigens Valpladser.

Men en Dag den Vinter, da han gik til Præsten, drog en Flok preussiske Soldater pludselig ind i Gaarden. De kom som Fjender, efter at vore egne var vegne for Overmagten.

Han huskede det saa grant netop nu. Det var just i Dag for seksoghalvtresindstyve Aar siden, den 10. Februar 1864. Den Dag voldte en Sorg og Græmsel i Gaardens og Slægtens Historie, som aldrig kunde udslettes.

Da Grænsen blev draget ved Kongeaaen, og han var kommen til Skelsaar og Alder, blev han overskrevet til Danmark, som det hed, og dermed fraskrev han sig sin Førstefødselsret til Stavn og Sted hernede. Men vi ventede jo, at det ikke vilde vare ret længe, før vi atter skulde vende tilbage til Danmark.

Men det skete ikke, og Tiden led, og det var ham forbudt at gense sit Hjem og alt det, han havde fattet Kærlighed til i sin Barndom.

Jo, to Gange hændte det. Han fik Lov til fra Sol stod op til Sol gik ned at vende tilbage til den gamle Gaard. Det var for at være med til at bære først sin Far og siden sin gamle Mor til Graven. Jo, og een Gang til, da han dreven af Hjemlængsel en mørk Nat sneg sig over Grænsen som en Landflygtig for at staa ved deres Grave og kaste et Blik paa Gaarden med de mange Minder.

Og han fortsatte med Fortællingen om, hvorledes han trods Afstanden vedblev at leve med i Forholdene hernede fra Aar til Aar, fra Slægt til Slægt, fra Gaard til Gaard. Hver lille Ting gemte han i sin Hukommelse. Han fulgte Byens Udvikling, Døgnets Hændelser og Familiernes Skæbne.

Jo længere han talte, des stærkere fik Minderne Tag i Gubben, saa at det var for Tilhørerne, som om de paany oplevede disse  Begivenheder og atter saa de kendte Skikkelser fra Fortiden lyslevende færdes iblandt dem.

Det var Byens Saga i Mands Minde; det var deres egen Saga; det var selve Folkets Saga fra det sidste halve Aarhundrede afmalet med saa levende Farver, efter at den havde været gemt gennem de mange Aar i et trofast Sind.

Ved Fortællingen gik der gennem Salen og Forsamlingen som et Pust af Folkesjælen i det omstridte Land med dens dragende Magt over Menneskene, som den ytrer sig ved Indvirkning fra en tusindaarig Historie og en ejendommelig Livsførelse fra Slægt til Slægt, som kan fylde den, der har mærket den, med en underfuld Styrke, saa længe han lever.

Og dette var vel i Grunden den dybeste Aarsag til, at Sejren
i Dag blev vor.

Da Gamlingen sluttede, rejste hans Bysbørn sig dybt bevægede til Tak for denne Oplevelse og for denne Kærlighed til Hjemstavnen og for denne troværdige Tale, der indeholdt tre Slægtleds Historie fra 10. Februar 1864, da Dannebrog blev gemt hen der ovre paa Gaarden, og til den 10. Februar 1920, da Flaget atter hejstes.”

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

10. februar 1920. Overraskelse: Kneben dansk sejr i Burkal Sogn

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen.Han har berettet om afstemningen i det meget tysksindede Burkal Sogn.

Og saa oprandt da endelig den store Dag med Regn og Slud og Blæst, der herude paa det flade Land sled stærkt paa de nye Flag.

I de sidste Ugers Travlhed havde der ikke været Tid til at tænke paa Resultatet af Afstemningen, men nu da det forberedende Arbejde var gjort, meldte Situationens Alvor og en stille Ængstelse sig igen hos mange. Det forekom næsten ufatteligt, at Tyskerne ikke mere skulde være de bestemmende.

Endnu Dagen før Afstemningen udtalte en af de stille i Rens overfor mig sin Tvivl om, at det virkelig skulde lykkes at faa Flertal ved Afstemningen i 1. Zone. Manden var kort Tid forinden blevet Kommuneforstander, men han savnede det store Overblik og bedømte derfor Forholdene i hele Nordslesvig ud fra Stillingen i sit eget Sogn. Han følte nu Trang til overfor en fortrolig Ven at give Udtryk for den Tvivl, som han ikke turde lade komme offentlig frem.

Paa selve Afstemningsdagen blev Ængstelsen og Utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige Morgenstund havde Tyskerne Vogne i Gang til at hente de gamle og svage til Afstemningsstedet, og man saa baade den ene og den anden, som man havde regnet med stemte dansk, blive kørt til Valgstedet af Tyskerne.

Den gamle Markmand Johannes Hansen, der var en sikker Budbringer, naar der skulde sendes Besked rundt til danske Hjem, kom om Formiddagen ind til Købmand Marcus Jørgensen og udtrykte sin Ængstelse. »Jeg er bange for, at det gaar galt«, sagde han. Saa godt jeg kunde, søgte jeg at opmuntre ham, men det kan ikke nægtes, at jeg selv smittedes af Dagens Alvor, og jo længere Tid der gik, desto større blev Spændingen og Alvoren i Byen.

Det var i Forvejen bestemt, at alle Danske om Aftenen skulde samles i Kroen, Byens eneste offentlige Samlingssted, for at slutte Dagen med en lille Festlighed. Og for at faa alle de forskellige kristelige Retninger og de mange forskellige Sekter i Byen med til denne Fest, var det bestemt, at Lægprædikant, Maskinhandler Kruse Due fra Bylderup-Bov skulde være Hovedtaler ved Festen.

Paa Kroen samledes da alle om Aftenen for at høre Resultatet af Afstemningen. Optællingen af Stemmerne fandt Sted i Mellemstuen. Fra den forreste Stue, Skænkestuen, kunde man gennem Køkkenet komme op i Storstuen og Salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i Salen og bede, indtil Optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende Øjeblikke kunde samle deres Sind til fælles Bøn. De fleste blev staaende i Skænkestuen, der efterhaanden fyldtes til Trængsel.

Al Samtale førtes hviskende; selv nogle unge Mennesker, der fra den tidlige Aften havde sikret sig et Par Borde at spille Kort ved, blev mere og mere tavse og lagde tilsidst Kortene ned.

Da lukkedes Dørene fra Mellemstuen op til baade Skænkestuen og Storstuen, og en dansk og en tysk Tillidsmand forkyndte Resultatet paa begge Sprog, saaledes som foreskrevet af Den internationale Kommission.

Det var den danske Tillidsmand, nuværende Sogneraadsformand Jørgen Tinglef, Lund, der forkyndte Resultatet ud i Skænkestuen: 114 danske og 99 tyske Stemmer i Rens Afstemningsdistrikt.

Der var altsaa et dansk Flertal, men ikke saa stort, som vi havde ventet det.

Jeg mærker endnu det smertelige Stik i Brystet, da Resultatet blev læst op, men var dog klar over, at nu gjaldt det om at holde Humøret oppe og ikke lade Skuffelsen faa Luft.

Hans Peter Johansen kunde imidlertid ikke skjule sin Skuffelse, men udbrød impulsivt: »Ja, de Karle kender ikke deres eget bedste!« Jeg tyssede paa ham og foreholdt ham, at nu skulde vi være glade. Som et Bevis paa, at man andre Steder var bedre tilfreds med  Afstemningen i Rens, end vi selv var det, kan nævnes, at da man senere paa Aftenen ude i Møgeltønder Forsamlingshus fik Resultatet fra Rens, klappede man i Hænderne over, at der i disse Egne kunde skaffes et dansk Flertal. Dette havde man ikke ventet; her som alle andre Steder i Nordslesvig regnede man jo hele Burkal Sogn for at være overvejende tysk, men den 10. Februar 1920 faldt der dog i Sognet 445 danske Stemmer mod 422 tyske.

Da vi havde sundet os lidt oven paa Spændingen, forsvandt de fleste Tyske, og alle Danske samledes om Kaffebordene i Salen, hvor der foruden af Kruse Due blev talt af forskellige andre og sunget en Del af vore danske Sange. Dog, mere end af noget andet var jeg optaget af at faa Resultaterne fra de andre Afstemningssteder og fra Landsdelen som Helhed at vide.

Der førte paa det Tidspunkt kun een eneste Telefonledning til Rens, og Betjeningen paa Centralen i Bylderup-Bov var tysk og ret modvillig til at give Oplysninger. I Løbet af Aftenen fik vi derfor kun Resultaterne fra de enkelte Kommuner i Burkal Sogn, fra Højer Flække og fra samtlige Købstæder, og disse Resultater var jo ikke alle opmuntrende. Om man paa Centralen ikke har vidst mere, eller man med velberaad Hu foreholdt os Resultaterne, tør jeg ikke sige, men hver Gang jeg tænker paa denne første Afstemningsfest, mindes jeg det Tryk, der den Aften inderst inde hvilede over hele Forsamlingen. Et Tryk, der for mit Vedkommende først forsvandt, da jeg den følgende Formiddag i Tinglev fik Helhedsresultatet af Afstemningen at vide.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

10. februar 1920. Afstemningsdagen forløber roligt i Haderslev

Den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen berettet om afstemningsdagen i Haderslev og omliggende kommuner.

Den 10. Februar oprandt med Regn og Rusk og stærk Blæst.

Da ved Ottetiden om Morgenen de Tusinder og atter Tusinder blottede deres Hoved, mens Dannebrog for første Gang officielt gik til Vejrs overalt i Land og By, var det endnu nogenlunde Opholdsvejr.

Men Vinden tiltog i Styrke op ad Dagen; Regnen faldt til Tider i stride Strømme; de nye Flag hev og sled i Snore og Stænger og smældede om Kap med den farende Blæst.

Uvejret voldte maaske hist og her lidt Forstyrrelse i Festen; men paa selve Afstemningen havde det naturligvis ingen Indflydelse. Det bidrog sit til, at Dagen vil huskes.

En stor Del af de danske Vælgere deltog i en kort Andagt i Kirken, før de begav sig til Afstemningslokalet. Pigespejdere gik i Flok og Følge til Kirkegaardene, hvor de nedlagde Kranse paa danske Føreres Grave.

Henad Klokken 10 blev jeg tilfældigt afhentet af Folketingets Formand Pedersen-Nyskov, som i Dagens Anledning var kommen til Byen, og Kontorchef Andreas Thulstrup fra Haderslev, der var ansat i Det sønderjydske Ministerium.

Vi fulgtes ad til Raadhuset. Her var Gange og Trapper allerede saa tæt besatte, at det var vanskeligt at bane sig Vej til den store Sal, hvor jeg skulde afgive min Stemme.

Jeg ser endnu for mig siddende paa en Afsats i stoisk Ro den trofaste gamle Skræddermester Birkedal.

»Hvad sidder De der efter, Birkedal?« spurgte jeg.

»A venter paa Restanterne!« svarede han. Det var de danske Vælgere fra et bestemt Distrikt, som Kommunalforeningen havde betroet til hans Varetægt.

Der var ikke Tale om nogen som helst højlydt Demonstration eller om indbyrdes Rivning mellem Danske og Tyske. Begge Parters Tillidsmænd kom og gik og røgtede roligt og besindigt deres Hverv, der bestod i at drage Omsorg for, at alle mødte Mand af Huse. Men Folk kom saamænd villigt.

Efter faa Timers Forløb havde de fleste gjort deres Pligt.

Det var et højtideligt Minut, da man endelig inde i Aflukket lagde den lille hvide Seddel med Paatrykket »Danmark« i Konvolutten. Min Pen svigter overfor dette Øjeblik, som hele denne Redegørelse med alle dens Enkeltheder har taget Sigtepaa. Man kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at mange var stærkt grebne af Situationens Alvor, af denne lille Handling, som to Slægtled havde drømt om, og som nu i Dag blev til Virkelighed som meget andet mærkeligt i disse Dage — ikke blot en sælsom Oplevelse, men selve det store Eventyr i al sin enkle formelle Form.

Den danske Flagning i Haderslev var almindelig. En Del Butikker havde pyntet smukt med rød-hvide Dekorationer.

Nogle Facader var helt dækkede af Dannebrog. Af tyske Faner saas næppe saa mange, som man havde ventet. Fra de offentlige Bygninger vajede ingen Flag; det var forbudt. Derfor maatte ogsaa de preussiske Faner, som man havde hængt ud paa Seminariet og Præparandskolen, tages ned.

Trods det ublide Vejr var der megen Færdsel paa Gaderne. Udefra kom talrige Besøgende for at se, hvordan vi klarede os, blandt andre Højskoleforstander Jacob Appel, der var udset til at beklæde Embedet som Skoledirektør i Sønderjylland, og Politidirektøren, Kaptajn Daniel Bruun.

Jeg sad næsten hele Dagen paa mit Kontor paa Raadhuset for at have Rede paa, at den gode Orden blev overholdt. Det var sikkert heldigt, at Den internationale Kommission havde udstedt Forbud mod Udskænkning af berusende Drikkevarer paa Afstemningsdagen.

Lidt Gnidning kunde naturligvis ikke undgaas.

Den franske Kaptajn sendte saaledes Meddelelse om, at et Par unge Tyskere havde haanet hans Flag og talt uærbødigt om Franskmændene. Han havde derfor anholdt dem og krævede dem straffede.

Det blev ogsaa meldt, at Alpejægerne gjorde Gengæld ved Forsøg paa at fjerne nogle tyske Flag, ligesom enkelte tyske Tilrejsende klagede over, at franske Soldater havde set sig vrede paa deres Emblemer.

Paa den anden Side havde danske Vælgere vitterligt været udsatte for tysk Overlast.

Det var jo i og for sig efter Omstændighederne kun ubetydelige Optrin, og de havde langt fra det Omfang, som tyske Blade senere vilde tillægge dem. Vort lokale Politi var fuldkommen i Stand til at opretholde den nødvendige Orden. Derfor opsøgte jeg sammen med Kaptajn Daniel Bruun den franske Kaptajn Cuny og formaaede ham uden større Vanskelighed til hele Eftermiddagen og Aftenen at holde Alpejægerne indenfor Kasernens Enemærker.

En Flok løse Eksistenser, som lavede Løjer i Havnekvarteret, blev hurtigt gjort uskadelige ved at blive sat bag Laas og Slaa, og jeg
husker ikke, at der efter at disse Forholdsregler var tagne, fandt Udskejelser Sted af nogen Art.

De i Byen hjemmehørende Tysksindede drog sammen med deres tilrejsende Gæster i en ret imponerende Procession gennem Gaderne, uden at det forstyrrede noget i den Stræben efter Korrekthed, som var paakrævet og virkelig blev udvist.

Der blev fortalt, at en og anden Tysker havde sat en skadefro Mine op ved Synet af forrevne Dannebrog. Hvis det var sandt, blev det fra dansk Side smilende tilgivet.

Senere gik de danske Pigespejdere i sluttet Trop gennem Byen. Begge Optog bidrog til at bringe lidt Liv i Gadebilledet, der ellers tog sig noget trist ud som Følge af Regntykningen.

Skønt denne Dags Begivenhed var den største historiske Tildragelse i vor Landsdel efter 1864, forløb den forholdsvis jævnt og stilfærdigt. De, der havde Lejlighed til ved en Rundtur at se ind i Landdistrikternes Afstemningslokaler,vendte tilbage og fortalte, at Stemningen overalt var god, og at man ventede et smukt Resultat.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

10. februar 1920. Ernst Christiansen i bil smykket med Dannebrog.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

10. Februar: l Storm og Regn med Avtomobil, smykket med Danebrog, til Aabenraa og Sønderborg. Hjem 7 1/4. Skiftet det vaade Tøj, til Logehuset, derefter »Sanssouci« og til sidst til Borgerforeningen, alle Vegne fuldt, med festlige Kaffeborde. Mange Smaataler. Fortalt Indtryk fra l. Zones Sejrsdag. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

10. februar 1920. Afstemning i Traasbøl med dans til den lyse morgen

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.

Tirsdag, den 10. Februar, Afstemningsdagen, oprandt med Regnvejr, der aldeles ødelagde de smukke Æresporte, der rundt omkring i Byen var rejst til Ære for Gæsterne. Tillige foraarsagede Stormen og Regnen, at Flagene, der blev hejst Kl. 8, maatte hentes ind igen ved Middagstid, da de ellers var bleven ødelagt. Vi gik op at stemme om Eftermiddagen Kl. 3, Skolestuen, der gjorde Tjeneste som Afstemningslokale, var pyntet med Guirlander og Flag, og det danske Kongepars Billede var hængt op i de tyske Kejserbilleders Sted og pyntet med Grønt og smaa Danebrog. Der sad Kommisionen, udvalgte af Byens Mænd, og tog mod vore Konvolutter med Stemmesedlerne.

Om Aftenen var der Fest i Kroen, vort eneste Lokale, Salen der var saa smuk den Aften, pyntet som den var, med Guirlander og Danebrog i Massevis. Bordene var dækket nydeligt, og der var Overflod af Kage. Festen aabnedes af Forpagteren paa Kiding, der mindedes de Faldne i faa, hjertelige Ord og bad Forsamlingen rejse sig til Ære for dem. Der blev saa sunget en Sang, og Kaffen bares ind. Vi lod alt smage os udmærket, Stemningen blev god, og det gik Slag i Slag med Taler og Sange, leve+ og Hurraraab.

Kl. 11 hævedes Bordet, og vi fik saa en lille Svingom bagefter, dog det vilde ikke rigtig gaa i Førstningen. Min Bro telefonerede til alle Byer og fik Valgresultatet at vide. Det blev saa læst op under høje Bifaldsraab. For Traasbøls vedkommende var Resultatet 188 danske Stemmer og 8 tyske. Jubelen var grænseløs, og nu først tog Dansen fat og forsattes til den lyse Morgen.

Ja, det var en Fest, en tid, der med sine skønne, festlige Indtryk og sin Jubel og Begejstring vil mindes alle Dage af os, der oplevede den og var saa lykkelige at være med dertil, jeg tror ligefrem ikke, at Genforeningsfesten kan blive mere skøn, men det glæder mig dog af ganske Hjerte, at den er nær forestaaende.

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.