Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

19. november 1917 – Mathias Damm: “… hvad andre kaldte skønne Piger”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

Mandag den 19. Nov. 17.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg har modtaget. Jeg er nu ikke mere i Rusland, men i samme Land som Anton og Peder, og omtrent midt imellem, hvor de var. Jeg har det godt og er sund og rask og haaber at jeg her maa vedblive at være det og slippe ligesaa godt gjennem alle Farer som i Rusland.

Jeg har før hørt meget om, hvor skønt det her skulde være, men jeg har intet skønt fundet her, og det er intet imod de skønne Egne ved Mosel og Rhin, og især af alle vort kære Nordslesvig. Vel har det ingen af de herlige Vinbjærge og storslaaede Bjærglandskaber, men det har sin egen fængslende og høitidsfulde Skønhed. Det være paa Heden i Høisommer eller ved Østersøen i Forsommer. Og jeg vil ikke bytte med dem ved Mosels Strande, om det ogsaa er nok saa skønt. Og jeg har set mange, hvad andre kaldte skønne Piger, men min Interesse har de aldrig kunnet vække. Det vil heller aldrig lykkes en, som ikke kan vort Modersmaal.

Du skriver, om jeg kan huske hvordan det er at gaa i Seng med Følelsen, at man kan sove tryg til Dag. Jeg troer nok at jeg lægger mig mere rolig til her end mangen af eder derhjemme. Jeg har ligget i Stilling i Rusland paa “Teufelsberg” fra 17 Sept. – 20 August, 17 med 4 Ugers Afbrydelse og aldrig har jeg gjort mig den Tanke, at der kunde passere mig noget i Søvne, trods det Bjærget ikke uden Grund har faaet sit Navn. Men det var dog med en mærkelig Følelse at jeg den første Aften lagde mig i Sengen, da jeg i Juni var paa Orlov. Af Angst at Sengen sank væk under mig, gjorde jeg et vældig Hop op paa Sengekanten. Jeg var da ikke vant til at Madratsen gav efter. Dog naar blot Krigen vilde faa en Ende, saa skulde Man jo nok vænne sig til det.

Og jeg troer at alle i kære Piger derhjemme, vilde glæde jer ligesaa meget, som vi, den Dag vi kunne vende hjem til jer. For mangen en har Krigen været rigtig til Gavn. Der var for mange “Frøken” Døttre og “Herre” Sønner, og jeg har saa tidt ærgret mig grøn blot af at se en eller anden Modedukkes Hovmod, uden at det paa nogen Maade kom mig ved.

Nu er Brevet nok fuld og jeg vil slutte med Haabet om at den Dag ei maa være fjærn, da vi alle sunde og raske maa samles i vort kære Nordslesvig, for aldrig mere at forlade det og sikkert vil der saa oprinde bedre Tider for os alle. Mange Hilsner sender
Mathias D.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

EFTERSKRIFT FOR NIS KOCK

Sidste nyhed om Nis Kock findes her. Det følgende er et efterskrift fra bogen “Sønderjyder forsvarer Østafrika”. Det giver en fin lille krølle på Nis Kocks historie efter hans tilfangetagelse i Nambindinga og efterfølgende færd frem til hjemkomsten til Danmark.

EFTERSKRIFT

Nis Kock blev sammen med de øvrige Fanger fra Nambindinga ført til Havnebyen Lindi og derfra til Daressalam.

Her var de Jul og Nytaar over og blev derefter fordelt i forskellige Fangelejre udenfor Østafrika.

Nis Kock kom til Lejren i Sidi Bish i Ægypten, hvorfra han i Efteraaret 1919 blev ført til Danmark. I Anledning af Afstemningerne i Sønderjylland blev de sønderjyske Krigsfanger omkring i Verden befordret hjem før de øv­rige tyske Krigsfanger, og Nis Kock, Peter Hansen, tredie Mester Lauritz Hansen var mellem dem, der den 10. September 1919 gik i Land fra Krydseren „Valkyrien“ ved Langelinie og i en lang Række festlige Dage var et jublende Københavns Gæster.

Da han senere kom til Berlin for at faa ordnet sine Papirer, var Modtagelsen knap saa hjertelig. Spartakisterne raabte „Noskegardister“ efter de Mænd, der havde kæmpet i Østafrika for Tysklands sidste Koloni.

I denne Bog er ikke alle Navne fra Besætningen paa „Kronborg“ medtaget, men kun dem, der naturligt falder ind i de forskellige Begivenheders Ramme.

De øvriges Navne bør dog ikke derfor glemmes, og de gengives her med deres rigtige Adresser i Modsætning til, hvad der var Tilfældet paa „Kronborg“s Mandskabsliste:

Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg — l.Styrmand Daniels, Flensborg, 2. Styrmand Jes Bagger, Flensborg, 3. Styrmand Elborg, Aabenraa, Lods Albers, Rigstysker, 1. Maskinmester Chr. Hansen, Løjt kirkeby, 2. Maskinmester Hans Nissen, Nordborg (død kort efter Hjemkomsten), 3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved, Assistent Willy Norling, Graasten, Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og Karotki, Aabenraa, Baadsmand Lorentz Mathiesen, Alnor ved Graasten, Intendant Anker Nissen, Haderslev, Kok Lorentzen fra Husum, Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid). Matroserne Mads Møller, Aabenraa, Peter Jørgensen, Skovby ved Haderslev, Pitzner, Angel, Christian Møller, Sotrupskov (død kort efter Hjemkomsten), Warshun, Mecklenborg, Boysen, Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika), Tømrer Hans Hansen, Flensborg. Fyrbødere: Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg, Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam), Peter Hansen, Egernsund, Nis Kock, Sønderborg, Karl Bahr, Danzig, Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg, Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika), H. Bartram, Sønderborg, Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

18. november 1917 – Jens Iversen: Anholdt for spionage

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 18. November 1917
Med Friheden er det som med Sundheden, den værdsattes først, naar man har mistet den. Jeg kan imidlertid takke Chlebnikoff for, at dette Excercitium i et russisk Fangehul blev saa kortvarigt, som det blev. Det begyndte Tirsdag den 6. November, altsaa et Par Dage før den nye Revolution i St. Petersborg. Som sædvanlig var jeg ved Middags tid undervejs til Chlebnikoffs , da jeg paa Satonbroen blev anholdt af det hemmelige Politi og uden nogen som helst Forklaring indleveret paa Politistationen i Tatarkvarteret, hvor jeg efter en grundig, naturligvis resultatløs Kropsvisitation og uden Forhør blev overladt til mig selv i et uhyggeligt Arrestlokale, der gennem et Hul i Døren bevogtedes af en bevæbnet Soldat. Al min Protesteren forblev forgæves. Jeg fik ikke engang Svar.

Nætterne var det frygteligste i dette ubeskriveligt smudsige Hul. To nøgne Træbrikse til at sidde eller sove paa, den ene over den anden, og en Klosetspand i et Hjørne var hele Inventaret. I Løbet af den første Nat overfyldtes Rummet med alle mulige Individer, der blev indbragt fra Gaden og straks rekvirerede Plads paa Briksene, hvor de lagde sig hen Side om Side som Sild i en Tønde. Der havde aabenbart været Razzia. Blandt de paagrebne var to Kvinder, men ingen Krigsfanger. Tilsidst lagde jeg mig hen paa Stengulvet, men jeg kunde ikke faa Fred for Tægerne. Med dem blev jeg i midlertid fra næste Formiddag alene tilbage. De under En end ikke en Antydning af Søvn om Natten. De kommer frem fra Sprækkerne i Briksene eller dumper sig ned fra Loftet paa den varme Krop. Lus er rene Smaating mod disse store, væmmelige ildelugtende Blodsugere.

Forplejningen bestod i klæbrigt, uappetitligt Rugbrød, Vand og en tynd, ubestemmelig Suppe. Her sad jeg saa mutters[]ene den ene Dag efter den anden, hvorfor vidste jeg ikke, forhørt blev jeg ikke, ingen vidste, hvor jeg var, jeg var helt afskaaret fra Omverdenen. Saadan gik fem, seks uendelig lange Dage og Nætter. Saa fik jeg uventet Kontakt med Vogteren. Af lutter Modløshed og Kedsommelighed havde jeg skitseret ham med nogle Streger paa Kalkvæggen, hvad han opdagede gennem Kighullet, og saa kunde han dog trods Forbudet ikke dy sig længere. Vi kom i Snak, og Enden blev, at han lovede at give Chlebnikoff Besked. Denne kom næste Formiddag, ledsaget af en Kommissar.

Jeg var blevet beskyldt for at være Spion. Denne latterlige Sigtelse kunde jeg med god Samvittighed betegne som grebet ud af Luften. Jeg har aldrig end ikke tænkt paa noget i den Retning, det har jeg hverken Forudsætninger for eller Muligheder til, og Aleksej Lavrentjevitj sagde ogsaa straks god for mig. Isen var nu brudt. Ogsaa med Vagten kom jeg til udmærket Forstaaelse. Han gav mig Lov til at vaske mig i Gaarden, og jeg delte den rigelige gode Mad med ham, som Jelisaveta Aleksejevna fra nu af sendte mig, indtil Aleksej Lavrentjevitj i Forgaars ved Ni-Tiden om Formiddagen i Nærværelse af en Kommissar personlig afhentede mig i sin Vogn.

Frisk barberet efter et haardt tiltrængt velgørende Bad og en grundig Rensning af Tøjet maatte jeg ved Middagsbordet gøre Rede for hele Balladen, som ingen tog saa højtidelig som jeg selv, men nærmest fra den humoristiske Side. Hændelser af den Slags skal man i Rusland øjensynligt ikke tage saa alvorlig. Man var derimod stærkt optaget af den store Omvæltning i Petersborg, som jeg jo var helt uvidende om, da det altsammen var foregaaet, mens jeg sad bag Laas og Slaa.

Efter svære Gadekampe har Arbejder- og Soldaterraadet styrtet Regeringen, Kerenski er flygtet, Kommunisterne, dvs. Bolshevikkerne med Lenin og Trotzki i Spidsen har med Vold tilegnet sig Magten og slaaet de regeringstro Troppers Modstand blodig ned, altsaa Borgerkrig og en ny Revolution i Rusland i Løbet af godt et halvt Aar.

Straks da min Anholdelse var rygtedes tor en Uges Tid siden, havde Fiedler af Forsigtighedshensyn i Tilfælde af en mulig Husundersøgelse brændt det meste af mine Optegnelser- Det er kedeligt, de kun de næppe have været kompromitterende, men i Rusland kan man jo aldrig vide.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

17. november 1917 – Victor Birkedal: “… Revolutionsheltene, der sjokkede forbi”

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine.

Saa midt i November havde vi Begivenhederne lige inde paa Livet af os. Syd for Lejren — vi kunde se det, naar vi stod i den nordlige Ende af Lejren, fordi Terrænet udenfor hævede sig — vrimlede det en Dag med civile og Soldater, der var travlt beskæftiget med at grave Skyttegrave. En af vore Vagter, der var lidt mere meddelsom end Flertallet, sagde: — Kosakkerne kom­mer! Det gjorde de nu ikke, lige med det samme. De gode Mænd ude paa Markerne fik Tid til at gøre deres Skytte­grave færdige og til at drage forbi Lejren nogle Gange paa Vej til Byen, syngende revolutionære Sange. Her hørte jeg for første Gang „Internationale”.

Folkene selv kunde vi kun se ved at staa op paa hinandens Skuldre,og saa risikerede vi endda at faa en Kugle gennem Ho­vedet af Vagterne udenfor, da det var forbudt paa det strengeste at kigge over Plankeværket. Vi var imidlertid nogle Stykker, som gjorde det, og jeg saa en Flok delvis civilt klædte Folk med Rifler og Spader paa Nakken vandre syngende ind mod Byen. De var daarligt paaklædt, og deres Bevæbning var tilfældig. De bageste i Flokken trak nogle Maskingeværer efter sig i en Snor, ligesom Hunde. Det var den spirende Begyndelse til den røde Armé i Bachmut, en By, hvor man særdeles hurtigt havde fulgt Eksemplet fra Petrograd.

Det hele saa rø­rende dilettantisk ud, ikke mindst Maskingeværerne, der hoppede efter Kolonnen paa deres smaa Hjul. Jeg gen­kaldte i Erindringen de marcherende Kolonner af rus­siske Soldater, som jeg havde set kort efter mit Fangen­skab, disse uendelige Rækker af ens paaklædte, store Mænd, hvis Bajonetter paa lang Afstand lignede en Skov af Lanser. De var Tegnet paa et stort og mægtigt Rige, medens disse var Tegnet paa et Land i Opløsning og i Færd med at ødelægge det, som Krigen havde skaanet.

Da Sangen var forstummet, og de trippende Trin uden­for var døet bort, diskuterede vi med Iver, hvad der vilde ske, hvis Skyttegraven blev stormet, og Fjenden, hvem han nu var, trængte ind i Lejren. Nogle mente, at han vilde massakrere os allesammen, medens andre var af den Mening, at han vilde befri os. Enige var vi om, at vi hverken kunde gøre fra eller til, men kun vente og se, hvad Revolutionsheltene, der sjokkede forbi, og deres mulige Modstandere kunde stille op.

Den Aften blev der hvervet til den røde Hær i Fange­lejren. Folk med røde Bind om Armen vandrede Lejren rundt og tilbød paa gebrokkent Tysk Fangerne Friheden. mod at gaa i Skyttegravene. Ingen fulgte dem, eller i det mindste kun meget faa. De fleste rystede paa Hovedet:— -Nok Krig for mig — I maa klare jeres Sager selv.— Gud fri os for at hjælpe den Flok Knoldesparkere,der drog forbi her i Dag! tilføjede en og dækkede der­med en almindelig udbredt Mening.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  205-7)

Mød frivillige fra “Den store krig” på lørdag

Kom og få inspiration til din slægtsforskning, når Rigsarkivet og brugerrådet inviterer inden for til slægtsforskermesse på arkivet i Aabenraa. 

På slægtsforskermessen kan du møde Rigsarkivet, slægtsforskerforeninger, arkivinstitutioner og forlag, som gerne vil hjælpe dig i gang eller videre med din slægtsforskning.

På Slægtsforskermessen vil du blandt andet også kunne få en snak med nogle af de frivillige, der arbejder med websitet “Den store krig 1914-1918“.

For børn og barnlige sjæle er der mulighed for at prøve at skrive med fjerpen og lave badges.

På læsesalen vil der løbende være små miniforedrag om udvalgte slægtshistoriske emner. Læs mere om arrangementet på Rigsarkivets website.

Der er gratis adgang. Tilmelding er ikke nødvendig.

Sted: Rigsarkivet Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.

Tid: Kl. 10-17.

Slægtsforskermesse 18. november 2017 på Rigsarkivet Aabenraa.

16. november 1917 – Mathias Damm: “… faa en Zeppelin til at fragte Roerne hjem”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 16. Nov 17
Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kort fra den 29, 31(Brev),2,3,5,7-8. Jeg har det godt og er sund og rask. Har lige havt Storvask. Det gjorde ogsaa nødig. Det er her meget mildt om Dagen, men graat Veir og om Natten fryser det undertiden. Jeg fik ogsaa Kort fra Onkel Nis igaar, han haaber det ikke er saa beskidt hos os i “Rusland”. Han vil jo ogsaa studse, naar han hører jeg er i samme Verdensdel som ham.

Du skriver om at Søren er bleven opereret, er det S Bjørnskov? Idag haaber jeg at faa Pakker. Igaar var kun Brevpost. Gid det maatte lykkes at faa Fader hjem, eller da i alfald nærmere Hjemmet. Godt at i har eders Roer hjemme. Jeg er ogsaa kørt gjennem Boi Juhlers Garnison. Vi fik der et Stk Brød, og en Ende Blodpølse. Slet ikke til at vringe med Næsen af. Det er jo ogsaa Hessen, ikke Prøisen.

Anne maatte hellere se at faa en Zeppelin til at fragte Roerne hjem, kanske de dertil holdt længere ud, end at flyve til London. Det bliver dog temmelig dyrt, naar der gaar en 6-8 Stk hver Gang. Jærnkorset haaber jeg at faa afsendt, naar Posten er rigtig i Gang igjen. Jeg troer nok, det var blot paa Grund af Spærren, at det kom tilbage. Men det haster jo heller ikke. Det bedste var om jeg kunde komme hjem for stedse. Det var mere værd end alt andet.

Nu har hele “Stosstrup” Jærnkorset, blot de, der er kommen til siden 21.9. ikke. Der er 9 Mand, som har faaet siden den Dag (3×3) Jeg var med den anden Rate. Der var dog forskellige som gjorde store Øine, da et par Elsasser fik det. Og det er nærved at være de bedste Kamerater. Det har man ogsaa set den Dag.

Vi skulle nu snart have Kaffe, saa jeg vil slutte. Hils Per og Marie og sig Tak. Jeg har ikke kunnet skrive i længe, kan Du jo sige, Det er jo heller ingen Løgn. Thi det er tre Uger siden det blev forbudt.

Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

Kære Moder, kunne i ikke faa mig en Lommespeil og kam. Jeg har knust de andre i Lommen en af de sidste Dage i Rusland.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. november 1917 – Johannes Ankersen: Sparket af en hest

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Der var indtrådt en standsning i fremmarchen. I sidste øjeblik var det lykkedes italienerne at sprænge broen over Piave. Derover, på den anden bred havde modstanderen nu sat sig fast. Som sagt, var der nu også englændere og franskmænd. Forsvaret af Piave lod til at have være forberedt lang tid i forvejen, for modstanden viste sig temmelig stærk. Fjenden havde allerede i rigt mål kørt artilleri frem, som vi ikke kunne stille noget op imod, for vi havde kun vores lette feltartilleri med, og det havde forsvindende lidt ammunition. Hele natten oplyste italienerne den ikke synderligt dybe, men meget brede flod med lyskastere. Dette kunststykke havde vi allerede kunne beundre ved Tolmein. Det gik altså ikke sådan uden videre at spadsere over Piave og fortsætte forfølgelsen af fjenden, men det skulle dog gøres.

Minekasterne kunne ikke anvendes her, deres skudvidde rakte ikke en gang over floden. Vi pakkede altså omhyggeligt vores udstyr sammen, og hele baduljen blev overladt til en underofficer ved bagagen, mens mandskabet blev fordelt på infanterikompagnierne. Jeg selv fik til opgave at føre 4. kompagni. Efter jeg havde meldt mig hos bataljonschefen, begav jeg mig til mit nye kompagni, der lå lige ved Piave. Det var allerede sen aften, og derfor ikke så meget mere at gøre.Efter at jeg havde sovet ud, overtog jeg kompagniet ordentlig. Der var stadig to officerer, som man godt kunne leve med.

Da jeg blandt mange andre ting besigtigede kompagniets heste, blev jeg af en krikke sparket så hårdt på knæet, at jeg først troede, at hele benet var kaput. Heldigvis var det ikke noget farligt, men jeg kunne ikke gå og måtte kravle til sengs. I løbet af natten fik jeg nu i fuldt mål igen de gamle mavesmerter, var altså ikke meget værd. Det var mig så meget mere ubehageligt, da der om aftnen den følgende dag skulle gøres forsøg på med pontoner at komme over Piave. Jeg kunne ikke deltage, altså måtte den ældste af de to andre officerer lede kompagniet. Selv blev jeg ved bagagen for eventuelt senere at køre bagefter.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

13. november 1917 – Mathias Damm: “Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 13 Nov 17.

Kære Moder!
Blot en Hilsen. Jeg er nu allerede to Dage her, men Kompagniet er endnu ikke kommen. Det er her omtrent det samme Billede som i Kurland, forsømte Marker lige som der. Det er ogsaa temmelig rolig og ikke at mærke, at det her har været et saa brændende Punkt for 5-6 Maaneder siden. Det har i Nat trosset meget stærkt saa jeg maatte op og til at fyre. Vore Hytter ere af Pap, saa Væggene ere ikke tykke. Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C. De ville jo gøre store Øine, naar de ser disse Kvarterer. De kommer vistnok idag, kanske jeg saa ogsaa faar Postsager. Jeg er ved at koge Bønner til Middag. Men det bliver nok vanskelig, at jeg faar dem færdig til sædvanlig Middagstid, men nu Dagen er jo ogsaa 1½ Time bag Dagen i Rusland, og saa kunne vi jo spise Kl 1½ istedetfor. Jeg vil nu straks se om jeg kan faa det afsted. Derfor lev vel og paa Gjensyn eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Mød frivillige fra “Den store krig” i Aabenraa

Kom og få inspiration til din slægtsforskning, når Rigsarkivet og brugerrådet inviterer inden for til slægtsforskermesse på arkivet i Aabenraa. 

På slægtsforskermessen kan du møde Rigsarkivet, slægtsforskerforeninger, arkivinstitutioner og forlag, som gerne vil hjælpe dig i gang eller videre med din slægtsforskning.

På Slægtsforskermessen vil du blandt andet også kunne få en snak med nogle af de frivillige, der arbejder med websitet “Den store krig 1914-1918“.

For børn og barnlige sjæle er der mulighed for at prøve at skrive med fjerpen og lave badges.

På læsesalen vil der løbende være små miniforedrag om udvalgte slægtshistoriske emner. Læs mere om arrangementet på Rigsarkivets website.

Der er gratis adgang. Tilmelding er ikke nødvendig.

Sted: Rigsarkivet Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.

Tid: Kl. 10-17.

Slægtsforskermesse 18. november 2017 på Rigsarkivet Aabenraa.

12. november 1917 – Martin Kümmel: “Wie har mistet mangt en kjär Kamerad i Flandern.”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der i begyndelsen af november blev trukket ud af Flandern og kom i stilling i Siegfreidstellung ved St. Quientin. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Frankrig. 12.11.17

Kjäre Herr Pastor!
Först siger jeg dem mange tak for deres kjäre Brev som jeg har modtaget, siger dem ogsaa mange tak for Marken. Wie er jo nu borte fra Flandern; Gud väre lovet og taket derfor, jeg kann ikke takke ham nok for hans godhed i mod mig arme stakels Sünder, han har fört mig paa underfulde Veje in[d]til Idag, han ville heller ikke slieppe mig i Fremtiden.

Wie har mistet mangt en kjär Kamerad i Flandern. Der er falden to Nordschleswiger en fra Als denn anden fra Jordkirch. Ham fra Als har jeg talt meget med om Guds Ord, Gud gieve at han dog i denn si[d]ste Time har gievet sig over i sin Frelsers Arme. Ham fra Jordkirch han hauvde troende Voräldre, haaber dog at han er gaaet frelst Hjem. Det er tunge Budskaber at modtage men vill dem som kann tager det fra Herren.

Peter Geil er nu komen bort fra mig da wie drog fra Flandern, men jeg talte [med] ham för end wie drog af. Wie liegger jo nu helt nedei Frankrig ved St.-Quentin, Stilling er rolig her saa at jeg har det helt godt. Det er saa Bjergfuld her.

Gud give at Fredenstime dog snart motte obrinde. Hjeme gaar det dem ellers ogsaa godt, slutter nu dennegang

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder
Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

12. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Til frokost hos Hindenburg

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Vi modtoges her [i Metz] den 12/11 af Officerer fra Hovedkvarteret og blev indbudt til Frokost hos Generalfeltmarskal Hindenburg. General Hindenburg bebor en meget jævn og enkel Villa i Byen, beskeden i Sammenligning med de Bolige, Generalerne langs Fronten benyttede. Ved vor ankomst til Villaen modtoges vi af og blev forestillede for Operationsafdelingens Officerer, ca. 40 i alt, som vi forsamlede her. Efter en kort Ventetid kom Ludendorff ind. Han er kun ca. 50 Aar gammel. Han hilste venligt, men afmalt, gjorde et noget reserveret Indtryk, havde skarpe og kloge Anstigtstræk, vagtsomme, iagttagende Øjne og gjorde overhovedet Indtryk af at være en stærk arbejdende, energisk og handlekraftig Mand, der er vant til at byde og befale.

Lidt senere kom General Hindenburg selv. Han er i høj Grad jævn, ligefrem og elskværdig. Hans Fremtræden bærer Præget af stor Ro, Aabenhed og Venlighed. Han er høj og bredskuldret, bevæger sig noget tungt, taler langsomt, behersket og uden Affekt. Han spurgte interesseret om vor Rejse og om det Udbytte, vi mente at have opnaaet. Vi gik nu til Bords; Obersterne Nyholm og Castonier var placerede paa hver Side af General Hindenburg, medens General Ludendorff sad lige over for mellem Kaptajnerne Wilkenschildt og Rye.

General Hindenburg talte om det italienske Felttog, om de vanskelige, øjeblikkelige Forhold i Rusland, altsammen i rolige, afdæmpede Udtryk. Han fortalte om sit Ophold i Hannover, da han i sin Tid – i 1914 – blev kaldet til Tropperfører i Verdenskrigen. Han spurgte om Ernæringsforholdene og Rationeringssystemet i Danmark, hvor han meget gerne vilde rejse hen som Turist efter Krigen; ”Til Italien – hvor han tidligere havde været og øjensynligt kendte Forholdene ganske godt – kan jeg jo ikke rejse mere”, sagde han. Endelig spurgte han til Oberst Jacobi, Chef for 8´Regiment, hvem han kendte fra tidligere Tids Tjenestegøren i Tyskland, og bad os overbringe Obersten hans bedste Hilsener.

Det var overordentlig interessant for os paa nært Holdat se de to bekendte Mænd: Hindenburg – Ludendorff, især naar man som vi, efter en Rejse gennem en stor Del af Tyskland, havde faaet et levende Indtryk af den ganske overordentlige Popularitet, disse to nyder i alle Klasser af Befolkningen. Samarbejdet mellem de to Mænd er sikkert af enestaaende Art. Som ganske betegnende i den Henseende fortaltes det os af en Officer i Staben at da Hindenburg paa sin 70-aarige Fødselsdag skulde takke for den til ham i Dagens Anledning rettede Hyldest, bad han de tilstedeværende om med ham at udbringe en Skaal for General Ludendorff, som Forsynet havde stillet ved hans Side, og som altid havde forstaaet – naar Hindenburg efter de nøjeste og alvorligste Prøvelser havde fattet en Beslutning – paa den bedst mulige Maade og med den yderste Omhu og Omsorg at føre denne Beslutning ud i Livet.

Efter Frokosten foretog vi en meget smuk Automobiludflugt til Rhinen sammen med Officererne af General Hindenburgs Stab.
Den 12/11 om Aftenen afrejste vi med Jernbanen til Berlin.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

11. november 1917 – Johannes Ankersen: Indhenter sit regiment

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.

Marchen i den store kolonne, hvor det kun gik langsomt fremad, passede mig ikke. Jeg besluttede derfor næste dag at marchere på egen hånd og gjorde det også. Da færre hindringer nu stillede sig i vejen, og kolonnerne også havde flere veje at marchere på, kom vi hurtigt frem, og mange dage tilbage vi betydelige distancer. I Conegliano, hvor vi ankom om natten, fik jeg ved krydsningen af en dyb bæk ødelagt vognstang på en vogn og bremsen på en anden. Nødtvunget måtte jeg holde pause, hvilket egentlig også var nødvendigt for både mennesker og heste.

Lejligheden blev benyttet til at bage brød, og efter lang tid fik vi nu igen en gang dejligt, hvidt brød. Pålæg var der nok af, da hver soldat jo havde kogekarret fuld af svinekød. Jeg indkvartede mig i Conegliano i en lysemagers hus, som stod fuldstændig urørt, på trods af at ejeren allerede var flygtet. Jeg lod straks en kasse med lys pakke på vognen til de kommende mørke dage.

Næste dag gik det videre. Hvor vi marcherede, ved jeg ikke længere, kun så meget at vi endelig indhentede vores division i nærheden af Piave. Ved divisionsstaben bad jeg om besked om, hvor regiment 63 var at finde. En cykelordonnans (jeg havde naturligvis også rekvireret flere cykler undervejs) kørte straks derhen for at gøre sig vejen bekendt, og kom så tilbage for at føre os derhen. Jeg have jo ikke noget kort og måtte derfor finde vej på den måde.

Tidligt om morgenen tog vi af sted. Da vi kom tættere på Piave blev vi på vejen beskudt af fjendtligt artilleri. Det holdt os ikke tilbage, og vi marcherede til Vidor, der også lå under temmelig voldsom beskydning. Her i Vidor traf jeg en del af regiment 23 og hørte, at min vejviser havde ført os en forkert vej. Jeg kunne ikke komme videre frem, Vidor lå lige ved Piave, og på den modsatte bred stod italienerne, som englænderne og franskmændene i mellemtiden var ilet til hjælp. Jeg måtte altså tilbage og så dreje ad en vej til venstre.

Et kraftigt beskudt sted blev tilbagelagt i gallop, så gik det igen roligt videre på den rigtige vej. Imellemtiden var vi igen kommet ind i bjergrige egne, sidevejene var nogle gange så stejle, at vi knap kunne bringe vores vogen frem med seksspand. Endelig nåede vi San Pietro, hvor vores regiment lå. Dette sted lå også under beskydning, men ikke alt for slemt. Jeg meldte min ankomst til regimentschefen og fik mine folk indkvarteret så godt jeg kunne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

10. november 1917 – Jens: “… de Hundetampe”

Brev fra ukendt soldat, som i hvert fald siden 1916 havde befundet sig i Galizien, blandt andet i Brzezany, hvor en del sønderjyder gjorde tjeneste ved III. Landsturm-Bataillon Flensburg.

Stanislau den 10 Nov. 1917.

Kære Broder! Tak for Stemplerne, som jeg har modtaget, jeg haaber ikke at jeg skal bruge mere i denne Krig, skønt eftersom Italiæneren nu faar ”paa Snuden” kan det vel have lange udsigter med Fred. – Jeg har sendt Dig tre Pakker med Ribben, som Du forhaabentlig har modtaget. Men den store Kiste jeg sendte Dig den 26. Septbr. er vel ikke naaet Dig? Den er sikkert gaaet i Østrigernes Hals, tillige med mange af samme Slags. Omkring ved første Oktober har de Hundetampe beslaglagt 6 Vognladninger af den Slags og konfiskeret det hele. En Kiste som jeg sendte nogle Dage senere til Marie, kunde jeg heldigvis hente igen paa Banegaarden, den var endnu ikke kommen paa Gled. Nu kan vi kun sende 1 pund Pakker, som gaar med Feltposten, der har de ikke noget at rage efter, de Bæster.

Stanislau, i dag Iwano-Frankiwsk i Ukraine (Museum Sønderjylland – ISL)

Hans Petersen er jo nu kommen igen efter sin 5 Ugers Orlov, han er jo ogsaa her i Stanislau. I Gaar har jeg sendt en Orlovsansøgning hjem til Kommuneforstanderen, jeg haaber at det vil lykkes, at komme hjem til Julen. Volle Aastrup have jeg Brev fra i dag, han har det vel godt i et Munitionsdepot paa Vestfronten.

Stanislau, i dag Iwano-Frankiwsk i Ukraine (Museum Sønderjylland – ISL)

Christian er igen hjemme paa Orlov, skrev Inga i dag og Cecilie har været nede og tale med ”Grææven” da han var her! – Har I noget rigtig og lave Motorer af endnu? Jeg synes det maa da ogsaa slippe op engang, men det er maaske ogsaa ”Ersatz”. Kristian Jensen og jeg har i dag købt os en Kalvestag på 6 pund, som vi skal have ”tilgjor” i Morgen paa Mortensdag. Skal hilse fra Kristian!

Kærlig Hilsen fra Din heng. Broder Jens

(Museum Sønderjylland – ISL)

9. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: I egnen ved Verdun

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 9/11 kørte vi pr. Automobil over Sedan og Stenay til Batterianlæg Nordvest for Verdun ved Montfaucon og Boie de Very. Vejene blev, efterhaanden som vi nærmede os Verdun, mere og mere opkørte og næsten bundløse; ogsaa hele Terrainet, der var ganske oprodet af de talrige Granatnedslag af alle Kalibre, var i det rædselsfulde Føre næsten impassabelt. Besøget her og paa de bagved liggende Maalestationer for ”Messtrupps” og ”Schallmesstrupps” var betydelig Interesse og vil blive gjort til Genstand for udførlige Redegørelse i et senere Afsnit.

Efter Frokost i Stenay hos Chefen for 5´Armee, Generalløjtnant von Francois, ankom vi om Eftermiddagen til Montemedy og kørte derfra i Nattens Løb pr. Jernbane til Metz.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

9. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr V – Fangernes Liv.

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Liv.

S. i Oktober 1917.
Fangerne er ikke blot berøvede deres Frihed, men jo endog den Mulighed, lejlighedsvis at komme hjem paa Orlov. Og hvad det vil sige, at undvære sine Kære, Hustru og Børn, Far og Mor, alle de kendte, kære Ansigter i Aarevis, det forestiller man sig vanskeligt ret, naar man ikke selv har prøvet det. Denne Længsel efter Hjemmet opfylder Tankerne Dagen igennem, og den sætter selvfølgelig sit Præg paa Fangen. Deraf kommer det sørgmodige Udtryk, som er karakteristisk for Fangen, dette fjerntskuende Blik, som lader ane Tanker, der er langt borte. Dog staar det medfødte Humør undertiden igennem, og især blandt de livlige Franskmænd har man iagttaget morsomme Scener, hvor en Spasmager kan rive alle sine Kammerater med i en hjertelig Latter. En saadan Kammerat er Guld værd!

Det er en typisk Forskel mellem russiske og franske Fanger. Russeren er rolig, tung i Vendingen, godmodig. Men særlig kløgtig er han gennemgaaende ikke. Man kan sætte Russeren til et eller andet Arbejde: han gør det villigt men – som Sven Dufva [karakter i den finske digter J.L. Runebergs digtcyklus Fänrik Ståls sägner/red.] gør han i Reglen alting forkert. En Russer kan med en Ihærdighed, der var en bedre Sag værdig, staa og pudse en Vinduesrude en hel Time igennem, og naar han er færdig, er Ruden omtrent ligesaa smudsig som da han begyndte. Franskmanden derimod gør sit Arbejde flinkt og hurtigt, forstaar, uden at kende Sproget, let de Anvisninger der gøres ved Tegn og Vink, og naar han ved, at han er færdig, holder han op, mens Russeren bliver ved at pusle omkring indtil man siger ham, at Arbejdet er ”kaput”, d.v.s. færdigt.

Man kan ypperlig studere et Menneskes Karakter og Temperament, naar han staar overfor Fotografens Kasse. Russeren staar lige ret op og ned, ser alvorligt ud og er tydeligvis greben af Øjeblikkets Alvor. Franskmanden er derimod fuldtud sig selv. Foran Barakken stilles en omvendt Bærebør frem; den skal forestille et Spillebord. Bordet dækkes med et Par tomme Flasker, en gammel Kasserolle, et Par tomme Konservesdaaser m.m., og omkring dem tager 3 Fanger Plads med Kasketten paa Snur og under livlige Fagter. De sidder alle paa Hug. Medens Fotografen indstiller Apparatet, lader de, som om de ret gør sig tilgode med det indbildte frugale Maaltid, og Vittigheder regner ned over Selskabet fra den omkringstaaende Grupper, der er lutter Liv og Bevægelse. Det bliver sikkert et ypperligt Billede, som vil vække mange Minder, naar det ad Aare tages frem der hjemme, naar Krigen er forbi og Freden atter har holdt sit Indtog, og der er groet Græs over en Del af Fangenskabets triste Minder.

Til den anden Side staar Stemningen hos Franskmændene let om i Modsætning. ”Den evige bundne Tilværelse”, sagde en fransk Fange engang til mig, ”er ikke til at holde ud. Den dræber alt Livsmod. Naar kommer dog den Tid, da man atter kan røre sig i Frihed! Da man ikke evig og altid skal lystre og ikke bestille andet end adlyde Befalinger. Hvis De skulde komme til Fronten, saa lad Dem ikke [tage] til Fange! Saa hellere falde! Thi med Døden er dog Lidelserne forbi. Men at gaa i Aarevis som Fange, denne evige Sindslidelse er ikke til at holde ud”. Et saadant Hjerteudbrud maa vel ikke tages bogstaveligt, men det er et Vidnesbyrd om, hvor nedtrykkende Fangelivet virker. Der er Fanger, som prøver paa at undvige, ikke fordi de har noget begrundet Haab om at komme godt fra det, men blot for at opleve noget. Den graa Ensformighed maa brydes.

Englændernes Karakter giver sig kende paa en anden Maade. De mangler Franskmændenes Bevægelighed, uden at de derfor gaar over til Russernes næsten passive Holdning. Selv i Fangenskabet søger Englænderne at bevare sit overlegne Udtryk. Uden at agte noget paa Omgivelsen gaar han rolig og uforstyrret af Omgivelserne sin Gang. Han ved, hvad der er er hans Ret, og han lader sig ikke bringe en Haarsbrede bort derfor; finder sig i en Skæbne, som han ikke har Magt til at ændre, men lader sig ikke let imponere, og fremfor alt søger han ikke et Sekund at give sin Værdighed Pris. De engelske Fanger er de vanskeligste at behandle. Fra ingen kommer saa mange Besværinger som fra dem, ofte over ret ubetydelige Smaating.

En egen Stilling indtager Jøderne, der er stærkt repræsenteret blandt de russiske Fanger. De fleste Jøder kan Tysk, og opnaar saaledes let en bedre Post, f.Eks. som Tolk. Indbyrdes er der stærk Sammenhold mellem Jøderne, maaske mere end mellem alle de andre Fanger af samme Folkslag, men at de saaledes er i Stand til at opnaa fortrukne Stillinger – hvad der jo er et Racetræk for dem – bidrager jo ikke til at øge den i Forvejen ringe Sympati, der næres over for Jøderne. Gensidigt er de meget villige til at hjælpe hinanden, men Hjælpsomheden overskrider sjældent Racegrænsen.

Samlivet mellem Fangerne af forskellige Nationer har vistnok overalt sine Vanskeligheder. Det er derfor at foretrække saa vidt muligt at holde hver Nation for sig. Og det vil alle Partier ogsaa befinde sig bedst ved. I det daglige Livs Ensformighed kan det jo være vanskeligt nok altid at bevare et forsonligt og imødekommende Sindelag overfor Nærmerestaaende. Fornylig blev her i Lejren Adskillelsen efter Nationer gennemført, og denne Forholdsregel blev modtaget med Tilfredshed af alle Fanger.

 – – –

Livet i Fangelejren er tung, streng Virkelighed. Derfor er det et i højeste Grad fortjenstfuldt Arbejde, der baade i de krigsførende Lande og i de neurale Stater gøres for at mildne Fangernes Kaar. Meget kan der ifølge Sagens Natur ikke gøres. Men hvad der f.Eks. af Komitéen i København gøres for at skaffe Læsning til Fangerne rundt omkring, bliver modtaget med Taknemlighed. Bogen bringer Tankerne bort fra de ofte traadte, haabløse Stier.

– Naar den Dag oprinder, da Vagtmandskabet for sidste Gang ledsager de uendelige Rækker af Fanger i alle Lande til Banegaarden, hvor Toget venter paa at føre dem hjemad, da vil Solen straale i fornyet Glans og en næsten ufattelig Glæde vil straale ud fra de mange Tusinders af Længsel forpinte Ansigter. Da vil de mange Drømme om Hjemmet blive til Virkelighed!

Denne Tanke er næsten ufattelig i Øjeblikket. Men Dagen kommer og med den et nyt Liv for Fangerne, og alle har os andre med!

N-n.

8. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Krigshunde

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

“Meldehund med sin ene Herre”, vestfronten november 1917 (Rigsarkivet)

Den følgende Dag – den 8/11 – overværede vi en meget interessant Opvisning af Krigshunde med Fremstilling af den hele anvendte Dressurmetode m.m., og kørte derefter til Charleville, som er Kronprinsen af Tysklands Hovedkvarter. Her var vi til Frokost Gæster hos Etapeinspektøren for 1´Armee, Generalløjtnant von Heydebrecht, og fik et interessant og instruktivt Foredrag om hele Forsyningstjenesten bag Fronten. Vi besaa fremdeles Kraftwagen-Depot og Reparationsværksteder for Automobiler samt Benzindepot (”Tankstelle”).

Om Aftenen var vi inviterede til Middag hos ”Oberkommando der Heeresgruppe”. Kronprinsen var selv bortrejst; hans Stabschef, Oberstløjtnant Grev Schulenburg tog imod os.

[…]

g. Meldehunde.
Hver Meldehund uddannes af og vænnes til 2 Soldater, saa den paa den enes Ordre: ”Meldung vor” øjeblikkelig opsøger den anden. Vil man f.Eks. bruge en Meldehund mellem en Kompagnichef i forreste Linie og Bataillonschefen længere tilbage, maa den ene Soldat blive hos sidstnævnte, medens den anden med Hunden gaar til Kompagnichefen.

Meldehunde under udddannelse, vestfronten november 1917

Til Meldehunde kan alle Racer bruges, bedst dog de sædvanlige Politihunde. Vi saa en Meldehundeskole i Nærheden af Rethel; hertil indkommanderedes Soldater, der skal have Hundene, for en Tid af et Par Maaneder.

Hundene lærer her at løbe mellem sine 2 ”Herrer” uden at lade sig anfægte af Geværskud (løse), Granatnedslag (Kanonslag), forskellige Hindringer og andre Menneskers Kalden.

Hunde kan ogsaa bruges til at bringe Kurve med Brevduer frem i de forreste Linier og paa Skolen forsøgtee man endog at lade dem udlægge Telefonledninger.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

8. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr IV – Fangernes Post

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Post.

S. i Oktober 1917.
Kort Tid efter Transporten til Frankrig blev jeg afkommanderet til Postprøvestedet, og da det sikkert vil interessere dem af ”Hejmdal”s Læsere, som har Slægtninge og Venner i Fangenskab, at høre noget om, hvordan det uhyre Apparat, som hedder Fangeposten, fuktionerer, skal jeg fortælle lidt nærmere derom. Man kan jo gaa ud fra, at i de store og hele er Fangeposten omtrent den samme i Tyskland og i de andre Lande.

Naar man betænker, hvor mange Millioner Fanger, der under denne Krig sidder i Fangelejre, saa vil man kunne forstaa, at det Apparat, der skal formidle Forbindelsen mellem Fangerne og deres Hjem, maa være vældigt. Dette Apparat skal ikke blot som det civile Postvæsen besørge Pakker, Penge, Breve, men, hvad der forøger Arbejdet mangefold, det maa selvfølgelig tillige overvaage, at militære Interesser ikke krænkes, at Fangerne ikke faar eller sender Meddelelser, der staar i Modstrid med det Lands Interesser, hvor de er Fanger, at der ikke bliver drevet Spionage, at der ikke sendes utilladelige Ting til Fangerne. Selvfølgelig kan der ikke sendes Bomber og Granater, men det kunde jo tænkes, at der blev sendt Ting, hvormed Fangerne kunde øve Sabotage. Denne Mulighed har jo flere Gange været officielt drøftet. Kontrol er altsaa nødvendig, og denne Kontrol paahviler Postprøvestedet.

Ad 3 Veje sluttes Forbindelsen mellem Fangen og hans Hjem, nemlig ved Breve, Pakker og Pengesendinger, og Postprøvestedet er i Overensstemmelse hermed delt i 3 Hovedafdelinger.

Som tidligere nævnt, er de russiske Fanger forholdsvis daarligt stillede m.H.t. at faa Forbindelse med Hjemmet. Jeg har truffet Fanger, som har været i Fangskab i 3 Aar, og som næppe har modtaget et Livstegn fra Hjemmet. Dels har det sin Grund i, at en stor Del af de jævne russiske Befolkningslag ikke kan skrive, dels lader vel det russiske Postvæsen, som saa mange andre Forhold i Rusland, en Del tilbage at ønske med Hensyn til Præcision. Ej heller lettes Forbindelsen ved, at det russiske Sprog har andre Bogstaver. Derimod modtager franske og engelske Fanger meget regelmæssigt deres Post, naar først den rigtige Adresse er kommen Hjemmet i Hænde. Et vældigt Arbejde kræves imidlertid, før alting funktionerer rigtigt. Og det Arbejde gøres jo ikke blot i de krigsførende Lande, men ogsaa i de neutrale Stater, først og fremmest i Svejts, dernæst ogsaa i Danmark, Sverrig og Holland, af ”Røde-Kors”-Foreninger og andre frivillige Sammenslutninger.

I en saa stor Lejr som her gaar der daglig en vældig Mængde Breve ind. Hvert eneste Brev maa læses, og det er da Brevafdelingens Opgave. Alt efter Lejrens Størrelse sidder et større eller mindre Antal Tolke, delt efter de forskellige Sprog, og studerer Brevene igennem. I Længden bliver det et ensformigt Arbejde at læse de kortfattede, omtrent enslydende Meddelelser igennem flere hundrede Gange om Dagen. Disse Meddelelser, der, hvor korte de end er, for Fangen betyder saa meget, fordi de er Livstegn fra Hjemmet, har jo for Udenforstaaende slet ingen Interesse. Kun den, der med en Smule Næstekærlighed evner at sætte sig ind i Tankegangen, han vil kunne føle sig tilfreds ved et saadant næsten automatisk Arbejde.

Saa forsynes Brevet med Stemplet ”Prøvet”! Og gaar til Kartoteket, for at Fangens Adresse kan fastslaas. Thi de fleste Fanger er jo ikke i Lejren men paa Kommando, og i Løbet af et Par Uger efter Afsendelsen kan Brevet være den rigtige Adressat i Hænde. Fra Rusland maa man dog hellere regne med Maaneder end med Uger.

Hvem der har set en Fange efter lang Tids Forløb modtage et Brev fra Hjemmet, vil aldrig kunne glemme den Glæde, der straaler ud fra hans Ansigt, naar han rækker Haanden ud efter Brevet. Og hans Kammerater, der staar skuffede, fordi de intet fik, stimler sammen omkring ham, ligesom for ogsaa at faa et Pust fra Hjemlandets kendte, dyrebare Egne.

Pakkeafdelingen er ikke mindre interessant. Et Vognmandslæs af Pakker gaar dagligt ind. De russiske pakker er solide, i Reglen en fineret Trækasse og udenom Lærred med Adressen baade paa Russisk og Tysk. At de tyske Stednavne ofte er forvanskede, saa det er et helt Kunststykke at finde det rigtige Navn, letter jo ikke Arbejdet. Indholdet er tilsvarende solidt, mest Brød, tørt og haardt, for at det kan holde sig, Sukker, Tobak, Cigaretter og Cigaretpapir. Thi den russiske Fange er ikke veltilfreds, naar han ikke kan have sin Cigaret i Munden, selvom om den maa rulles i Avispapir. Og er der Smalhans med Tobak, gaar Cigaretten paa Omgang i Kredsen! Fangerne ventede, at det efter Revolutionen i Rusland skulde blive bedre med Forbindelsen, men nogen virkelig Forskel har der i denne Henseende ikke kunnet spores.

De franske og engelske Fangers Pakker er i Reglen i det Ydre ikke nær saa solide som de russiske, men hvad de savner i det Ydre, har de i det Indre. En fransk Fangepakke er delikat. Der findes alt, hvad Fangens Hjerte kan begærer, Konserves, kondenseret Mælk, Smør, Pølse, Chokolade, Kaffe, Te, Ris, Tobak, Cigaretter, Uldtøj, Læderveste, Sko osv. osv. Og de franske Fanger faar deres Pakker med megen Regelmæssighed og faa Dages Mellemrum. Men om en russisk Fange alligevel ikke er ligesaa glad for sin ret magre Pakke som Franskmanden for sine Delikatesser, er dog ikke tvivlsomt.

Foruden disse private Pakker uddeles til Fanger ”Kærlighedsgaver”, Brød, Kiks o.l., som dels kommer direkte fra Hjemlandet, dels fra neutrale Lande.

Vi kommer nu til Penge- eller Bankafdelingen, hvor jeg har været beskæftiget et Aarstid, og som forekommer mig, hvad selve Arbejdet angaar, at være den mest interessante. Vejene, ad hvilke Postsendingerne naar til Fangerne, maa jo naturligvis gaa over de neutrale Lande, medens Penge og Breve bliver direkte viderebefordrede. Er Fremgangsmaaden mere indviklet for Postanvisningernes Vedkommende, idet Beløbet af Hensyn til den Kurs, som afsender- og Modtagerlandets Penge i øjeblikket staar i, maa omregnes i det neutrale Land, og som Følge deraf maa der skrives nye Postanvisninger, medens de originale Postanvisninger bliver paa Mellemstationen. Og Kursen veksler overalt ret hyppig, som man under Krigen vil have kunnet iagttage, naar man i Avisen har fulgt Børsnoteringerne.

De Lande, som kommer i Betragtning som Gennemgangsled, er især Svejts og Sverrig. De russiske Postanvisninger gaar for Størstedelen over Basel, en stor Del dog ogsaa over Malmø, enkelte over København, de franske Postanvisninger gaar hovedsagelig over Bern.

Selvfølgelig er de russiske Fanger ogsaa med Hensyn til Pengesendinger fra Hjemmet Stedbørn i Forhold til deres franske og engelske Kammerater. De franske Fanger her i Lejren, hvis Pengesendinger jeg har at ordne i min Kasse, faar næsten for de 90 Procents Vedkommende regelmæssig deres Postanvisninger med 2-3-4 Ugers Mellemrum, og da det drejer sig om 3000 Fanger, hvoraf største Delen befinder sig inde i Landet paa Enkeltkommandoer, kræver alene Varetagelse af dette Anliggende et ret omfattende Apparat, det forudsætter stor Orden i Kartotek og Register, hvis alt skal funktionerer godt og hurtigt. Men Tyskland er jo ogsaa Ordenens Land ”par excellence!” Hver eneste Postanvisning, som ankommer indføres i Postanvisningsbogen og derfra i Kontobogen. Derpaa faar Fangen Meddelelsen om Beløbets Ankomst, og kan nu anmode om at faa det, eller en Del af det tilsendt. Saa maa der skrives et foreløbigt Bilag og en Kvittering, som Fangen maa underskrive, og Postanvisning og Kvittering bliver afsendt, og først naar Fangens Underskrift er til Stede i Bilagsmappen, er denne Postanvisning endelig ekspederet færdig. Desuden er der flere andre Lister og Bøger, som Beløbet maa indføres i. Regner man alle Bilag, Postanvisninger, Konvolutter, Lister osv. sammen, bliver hver eneste Postanvisning noteret ca. en Snes Gange. Men saa kan man ogsaa imødese alle mulige Reklamationer med Sindsro: Fangens Kvittering er til Stede. Thi det hænder jo, at en Postanvisning reklameres af Afsenderen gennem Overpostkontoret i Bern, – Grunden kan være, at Anvisningen har været for længe undervejs, er maaske gaaet fejl som Følge af en Unøjagtighed i Adressen, og vedkommende Fange skriver hjem, at han ikke har modtaget Beløbet, der jo imidlertid er undervejs. Jo færre Reklamationer, des større Ære for vedkommende Postprøvested. Og i denne Henseende fremhæver vi selvfølgelig vor Lejr som staaende i første Række – og ikke uden Grund.

Beløbene, som afsendes, er i Reglen smaa, mest 5 og 10 Frs. ad Gangen. Det er det mest praktiske, baade fordi Fangen i Reglen ikke kan finde Anvendelse for større Beløb paa engang, og dels fordi Risikoen spiller en mindre Rolle ved de smaa Beløb. Men mange Bække smaa gør en stor Aa, og mine 3000 Fanger modtager dog i Løbet af et Aar tilsammen den ret betydelige Sum af 150-175,000 Mark.

N-n.

7. november 1917 – Johannes Ankersen: “Den italienske bonde lever af at dyrke vin og majs”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober og november deltog i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Jeg kan ikke fortælle mange detaljer fra vores march, særlig fordi jeg fra den tid ikke har nogen breve til at hjælpe min erindring. Det var dengang fuldstændig umuligt at komme af med post, da hele forsyningsvæsnet endnu ikke var bragt i orden. Forplejning kom der heller ikke, vi var altså henvist til det, som landet kunne byde på. Gud ske takke lov var det foreløbigt også nok. Dog var der flere misforhold. Værst var det, at italiernerne stort set ikke har noget salt, da der vist er statsmonopol. Det skete ofte, at vi måtte indtag vores mad uden salt, hvad for det første smager modbydeligt og heller ikke bekommer legemet vel. Kartofler og korn, altså mel og brød, fandt vi også kun meget lidt af.

Den italienske bonde lever af at dyrke vin og majs, og at holde enkelte svin og køer. Befolkningens hovedernæring bestod morgen, middag og aften af polenta. Denne ret, ofte tilberedt uden salt, er ingen nydelse især ikke for ganer, der er bedre vant. Næsten alle bønder havde i kælderen vin i store fade. Blandt dem fandt vi ganske fine sorter, men måtte også først vænne sig til den italienske drik, da vinen er noget andet end den tyske eller franske. Som dessert til vores måltider fik vi næsten altid herlig frugt – æbler eller vindruer, der var også mange spisekastanier.

Køkkenerne var meget primitive, et komfur fandt man kun hos de rigere folk. Ovne kendte italienerne knap, selvom det – som vi tydligt mærkede i december – kan blive temmelig koldt. I dagligstuen befandt sig en muret forhøjning, hvorpå der brændte åben ild. Røgen steg muntert op til loftet, ligesom hos de gamle germanere. Skulle der laves polenta, så hængte man en stor gryde i en krog over ilden. Det der skulle steges blev på en pande stillet over flammerne på en trefod. Brød bagte italienerne på den måde, at de lagde dejen i den varme aske og dækkede den til med den, til den var bagt. Man ser i hvert fald, at tyskerne i denne henseende er italienerne vidt overlegne, for hvad jeg har skildret her, er ikke særtilfælde, men var almindeligt.

Vi kom rigtig godt ud af det med befolkningen. Selvfølgelig var de i begyndelsen meget bange, især for tyskerne, som der blev fortalt de mest gruopvækkende historier om. Snart blev de dog mere tillidsfulde og begyndte at fortælle. Meget karakter havde de ikke, for det første de gjorde, var at skælde morderligt ud på deres regering og hær. Franskmændenes nationale stolthed, der sætter fædrelandet over alt, besad italienerne ikke.

At vi fik så meget at vide af indbyggerne, skyldtes, at vi mødte mange mænd, der i deres ungdom havde arbejdet længere tid i Tyskland og derfor talte tysk. Jeg forsøgte efter mulighederne at forbedre mit italienske, og gjorde også så gode fremskridt, at jeg kunne mere end ”buon giorno, signorina” osv. Var vi blevet længere tid i Italien, havde jeg sikkert snart lært sproget, ikke mindst takket være mine franskkundskaber.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

7. november 1917 – Victor Birkedal: “De sagde, at der var stor Uro i Landet”

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine..

Medens Lejren endnu blev betragtet som nogenlunde sund, blev den meget benyttet som Karavaneserail [karavaneherberg/red.] for de Transporter af Krigsfanger, der blev ført forbi. Un­dertiden kom Flokke paa en Snes Stykker og slog sig ned i Lejren. De laa i Midtergangene mellem Briksene og bandede og skældte over Rotterne. Næste Dag var de væk, saadan som vi skulde have været det, hvis det var gaaet rigtigt til, men for os syntes det stadig at have lange Udsigter.

Vi talte ofte om at flygte, men det blev ikke til noget. Vagterne var meget paapasselige, og ethvert Flugtforsøg straffedes haardt. De faa Tilfælde, der var i Lejren, blev altid efterfulgt af Ivans frygtelige Repressalier overfor de tilbageblevne.

De fremmede fortalte meget nyt om, hvad der skete i Rusland. Nogen sammenhængende Mening kunde vi ikke faa ud af det, da vi ikke havde store Forudsætninger. De Lejre, vi havde været i, havde været meget isolerede. Nu kom disse fremmede og fortalte os, at der vistnok var udbrudt en ny Revolution, og at Kerenski var styrtet. De sagde, at der var stor Uro i Landet, og at der blev kæmpet flere Steder mellem det gamle og det nye Regimentes Tilhængere, og endelig en Dag kom en lille Flok Fanger, der nærmest maa betegnes som Flygtninge. De kom fra en By ikke langt fra Bachmut, hvor der havde staaet Kampe mellem Kosakkerne, som holdt med den gamle Regering, ja, endog med Czaren, og de yder- liggaaende Revolutionære. Dér havde Kosakkerne vun­det, og Fangerne sagde: — De stormede den Fabrik, hvor vi arbejdede, og huggede Folk ned for Fode, hvor de mødte dem. Begge Dørene var besat, og vi maatte springe ud gennem Vinduet for at redde Livet.

Saa tilfældigt og spredt kom Beretningen om den russiske Oktoberrevolution til Bachmut. Vi havde kun den vageste Forestilling om, hvad der egentlig skete, og naar vi spurgte efter det, som interesserede os mest — Freden, saa rystede vore Gæster blot paa Hovedet og vidste lige saa lidt som vi. Det var da aabenbart, sagde de, at Krigen, blev ved paa Fronterne. Nogle af dem havde mødt /tyske Soldater, der var taget til Fange for kort Tid siden. De havde fortalt, at Tyskerne stod langt inde i Rusland og snart vilde vinde, men at der alligevel en del Modstand fra russisk Side.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  204-5)

7. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr III – Paa Transport

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Paa Transport.

S. i Oktober 1917.
Tilværelsen som Vagtmand har ikke mange Tillokkelser. Fra i Dag til i Morgen paa Vagt: 2 Timers Vagttjeneste og 4 Timer fri Døgnet igennem, og Fritiden er bunden til Vagtstuen, hvor der ikke findes mange Bekvemmeligheder, men til Gengæld i Reglen en utrolig Mængde Lopper. (Lopper er afskyelige! De er ikke til at komme til Livs. For det første er de forberedende Øvelser til en Loppejagt ret omstændelige, og for det andet er de i Reglen forgæves.) Efter Vagtdøgnet følger et ”Fridøgn”, hvor ”Friheden” dog er ret begrænset af Eksercits, Instruktion, Istandsætning af Udrustningsgenstande osv. Næste Dag er der ”Opsynstjeneste”, dvs. Opsyn med de Fanger, som er beskæftigede med Arbejde i Lejren, og den Tjeneste er om muligt endnu kedeligere og langsommere end Vagttjenesten. Og er den Dag endelig til Ende, begyndes der forfra igen med Vagt, saa Afvekslingen i Programmet er meget indskrænket.

En ret interessant Afveksling kan Transporterne byde paa, især de længere. I en saa stor Lejr gaar der jo daglig en Mængde Fangetransporter ud og ind fra Arbejdskommandoer, men det hænder ogsaa, at Fangerne skal bringes langvejs hen eller hentes langvejs fra. Før jeg blev afkommanderet, var jeg saa heldig at faa flere længere Transporter, bl.a. en til Vestfalen og en til Nordfrankrig.

Før man begiver sig paa en saadan længere Transport, er der i denne Krigstid én Ting, der er ligesaa nødvendig som Billetten, og det er Provianten. Man gør bedst i at regne med, at man maa leve af, hvad man selv bringer med. Og i den Henseende er vi her i det ellers som fattigt udskregne Polen ret heldigt stillede, idet man kan – og især kunde – faa tilstrækkeligt af alt, naar blot man har de nødvendige ”Finanser”. Jeg forsynede mig da rigeligt, eller i hvert Fald tilstrækkeligt, og da jeg med min Fange, der skulde afleveres til en Grube i K., kom til Industriegnene i Vest og i Kupéen aabnede for Madkassen, hvor der baade forefandtes Brød, Smør, Æg, Pølse, Skinke og andre Herligheder, saa jeg ganske tydeligt at jeg vakte min Medrejsendes levende Misundelse. Men enhver er sig selv nærmest. Det Princip har Krigen yderligere knæsat. Og jeg spiste min Mad paa farisæisk Vis, dvs. glædede mig over, at jeg ikke var stillet som de andre Mennesker.

Naar man første Gang kommer til Industriegnene i Vesttyskland, imponeres man. Egnen er langt tættere befolket. Overalt Jernbaneskinner! Og Tog farer i alle Retninger. Det hele synes at være en eneste stor Bydel, især om Aftenen, naar Lysene i Tusindvis skinner ud i Mørket. Hvilke Kræfter, hvilke Værdier kan ikke her frembringes! Og nu under Krigen er alle disse Kræfter taget i Tilintetgørelsens Tjeneste! Underlig Tanke! – Men bedst er det at lade være at filosofere over Krigen. Dens mange ”hvorfor” løses dog ikke nu!

Min Fange skulde jeg som nævnt aflevere ved en Kulgrube, og ved denne Lejlighed fik jeg lidt af de ydre, for mig hidtil ukendte Forhold ved denne Industri at se. Interessantere havde en Tur i Dybet jo været, men derom kunde der jo desværre ikke være Tale. Selve Industri- og Kulbyerne, med Kulstøv overalt, paa Gaden, i Luften, har jo i sig selv intet særligt tiltrækkende for Udenforstaaende, men imponerende er Landskabet med de utallige, kæmpemæssige Skorstene og med de bjerghøje Dynger af Kulaffald ved hver Grube.

Endnu interessantere var dog Turen til Belgien og Nordfrankrig. Jeg skulde hente en Fange i C., en Polak, der havde faaet Lov til at vende Hjem til sin Hjemstavn, Warschau. Det var kort efter Proklamationen af det nye Kongerige Polen.

En Tur tværs igennem Tyskland fra Øst- til Vestgrænsen tager 24 Timer, men stor er Forandringen i Landskabet i Løbet af det Døgn, og større endnu, naar man kommer til Belgien lige fra Polens udstrakte, flade, ensformige Sletter. Et morsomt Træk er betegnende. Her er i Polen spænder man et Par smaa magre Krikker – eller maaske kun én endda – for en vældig Arbejdsvogn, hvis Dimensioner vi ikke tilnærmelsesvis kender hjemme hos os. Og Hestene faar lægge sig i Selen, thi Vognen læsses til Randen. I Belgien derimod ser man 2-3 store, stærke, fede belgiske Heste trække afsted med en lille tohjulet Vogn, noget større end en velvoksen Trillebør. Men det ligger jo i de ”lokale Forhold”. Her i Polen gaar det ”lige ud ad Landevejen”, i Belgien gaar det over Bjerge og Dale. Men alligevel er det bedre at være Hest i Belgien end i Polen!

Min Rejserute var gaaet over Berling-Køln-Aachen, og den nærmeste Vej var jo nu over Lüttich-Namur til C. Men da jeg nu endelig var kommen saa vidt, kunde jeg have ønsket at se Løwen og Bryssel. Til alt Held kom jeg i Lüttich ”af en Fejltagelse” ikke ind i Toget til Namur, og jeg var saa nødt til at fortsætte til Bryssel.

Om eftermiddagen naaede vi Løwen, og da der om Aftenen igen var Forbindelse med Bryssel, besluttede jeg at stige ud. Jeg syntes ogsaa, at jeg nu, efter at have kørt uafbrudt i 1½ Døgn, kunde trænge til en Smule Hvile. Og nogle overordentlige interessante Timer tilbragte jeg i den gamle belgiske Universitetsby. Den har faaet Krigen at føle. – Smukkest af alt var det prægtige Raadhus, der bortset fra en enkelt Granat i Kvisten er bleven helt skaanet.

Fra Løwen til Bryssel er der kun en god halv Times Kørsel, og i god Tid ankom vi til Residensbyen. Da jeg her fik mine Papirer undersøgt, maatte jeg jo besvare nærgaaende Spørgsmaal om, hvad jeg egentlig vilde i Bryssel. De Spørgsmaal blev klarede, og da jeg nu engang var ”kørt galt i Byen”, var der jo ikke mere ved den Sag at gøre.

Borset fra de mange Soldater fik man egentlig ikke noget stærkt Indtryk af Krigen i Bryssel. Livet forekom at være ret normalt. Sporvognene gik som sædvanligt, var overfyldte. De elegante Kaféer var stuvende fulde, saa man gennem Spejglasruden (thi som Landstormmand, med lange Støvler, Rygsæk og Gevær kan man selvfølgelig ikke vove sig ind slige Steder. Hvad vil en Spurv i Tranedans!) De nyeste Aviser, paa Fransk og paa Tysk, kunde købes paa Gaden, og Folk syntes at tale og le og more sig, som de altid havde gjort. Men et Træk forraadte Krigstilstanden: En vis Aldersklasse savnedes blandt de civile Mænd. De laa nu paa den anden Side Fronten. I det lille Stykke der er tilbage af Belgien. Men de unge Piger – i hvert Fald nogle af dem – havde allerede for længst fundet Erstatning – ”Ersatz” – i Soldaterne, der heller ikke syntes at være uvillige. ”Ein Tor ist immer willig, wenn eine Törin will”, siger Heine.

Efter en højst ubehagelig Nat i en belgisk kaserne gik Turen næste Morgen til C., hvor jeg skulde finde min Fange. Men hvor? Jeg løb fra Banegaardskommandanturen til Stadkommandanturen og tilbage igen, men igen vidste, hvor Stanislaus var at finde. Han var vist ved et eller andet Jernbanekommando. De telefonerede i Øst og Vest, men kunde ikke faa rigtig Besked. Dog var det sikkert, at han maatte være i Nordfrankrig. Men det var jo just ikke nogen tiltalende Opgave at gennemrode hele Nordfrankrig for at finde Fyren. Endelig blev det da med nogenlunde Sikkerhed konstateret, at han nok var ved en Station paa Strækningen mellem L. og A., vistnok i N. Og med den Besked begav jeg mig paa Vej.

Det blev en langsommelig Tur. Vi havde jo nu nærmet os Etappeomraadet, hvor Togforbindelsen selvfølgelig ikke kan være saa regelmæssig. Snart maatte vi vente paa Stationen, og snart midt paa Strækningen, og endelig Klokken 3 om Natten ankom jeg til mit Bestemmelsessted, hvor jeg antog, at Fangen var, – og han var der virkelig ogsaa. Her fandt jeg i Nattens Mulm og Mørke en mindre Arbejdslejr bygget, og ved Vagtens Hjælp fandt jeg en Seng, som var tom, og nu sov jeg de Retfærdiges velfortjente Søvn!

Næste Morgen fik jeg fat paa Fangen, og enhver vil kunne forstaa hans Glæde over at skulle sige Farvel til Frankrig og maaske komme hjem til sine egne. Det ar som en Forsmag paa Freden, der altid ligger og dæmrer forude i Maalet. Dengang var den jo langt borte. Men det vidste vi ikke. Nu er den rykket et Aar nærmere, men hvor nær, ved vi heller ikke nu, dens Omrids skimtes endnu kun lidet tydeligere.

Før vi begav os paa Hjemturen, foretog jeg en Spadseretur gennem Landsbyen N. Vi var endnu langt bag Fronten. Indtrykket af Landsbyen overraskede mig en Del. Jeg havde ventet at finde et ganske modsat Billede af en fattig polsk Landsby, som jeg daglig havde haft for Øje. Men i Virkeligheden gjorde den temmelig store Landsby et ikke meget bedre Indtryk. Alt saa om ikke ligefremt forfaldent, saa dog mindre vel vedligeholdt ud. Ogsaa her kunde jeg med Stolthed konstatere, at Nordslesvig kan maale sig med baade Øst og Vest.

Hen paa Eftermiddagen var vi rede til Opbrud, og den lange Hjemtur begyndte. Vi fik Selskab med en Postordonnans, der skulde til A. og hente Postsagerne, og som fortalte livligt om Livet og Forholdene der. Da vi kørte forbi L., fortalte han, at her var en fransk Spion bleven henrettet Aaret i Forvejen. Spionen, vistnok en Underofficer, var bleven sat af af en Flyvemaskine, der skulde have afhentet ham igen næste Nat. Men Skæbnen indhentede ham før. Han blev fanget, og han var selvfølgelig klar over, at det var halsløs Gerning, han havde øvet. Selv hans Modstandere ydede ham Beundring for hans Dristighed og Mod. Men Krigens Ret maatte gaa sin Gang, og han maatte dele alle uheldige Spioners Skæbne. Han afslog at lade sig et Tørklæde binde for Øjnene, og hans sidste Ord var: ”Vive la France!” ”Was hatte der Mann für Courage!” sagde Ordonnansen! Ja, saadan er Krigens Gang! Livet er Indsatsen, men kæmper man for, hvad man har kær, da er Livet jo ej saa Svært, Døden ikke heller!

For at faa saa meget som muligt ud af Turen, lagde vi Vejen hjem ad en anden Rute, over Metz, Frankfurt og Leipzig, men naar man har siddet 8 Døgn i Træk i Kupéen, saa kommer man dog tilsidst til at længes efter Vejende. Og det var med en vis Tilfredsstillelse, vi saa Baraklejren tone frem igen. Men alligevel var jeg godt tilfreds med Turen, mend det nye, Øjet havde mødt. Den graa og ensformige Soldatertid var et Minde rigere.

N-n.

7. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Langs fronten

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 7/11 begav vi os efter at have besøgt de store ”Grupp”-Ammunitionsmagasiner, tæt ved Guise, til la Fere, hvor vi ogsaa var fremme i forreste Linie. Den egentlige gamle Fæstning, som nu fastholdes af Tyskerne, ligger som et fremspringende Punkt i Linien, beherskende denne til begge Sider, og yderligere støttet ved store Oversvømmelser. Den er slemt medtaget af Beskydning fra fransk Side. Vi besaa her Batteristandpladser med tilhørende Observationsstation, Skyttegravsanlæg m.v.

Fra la Fere tog vi til Marie, hvor vi var Gæster hos Chefen for 7´Armee, Generalløjtnant von Boehm. Her besaa vi en større militær Telefon- og Telegrafstation, forskelligt Lyssignalmateriel, Telefonmateriel, traadløse Telegrafstationer, samt en Brevduestation.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

6. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: “… i de yderste Skyttegravslinier”

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Imidlertid kørte vi den 6/11 tidlig om Morgenen i Automobil til St. Quentin, hvor vi aflagde Besøg i de yderste Skyttegravslinier, som her gaar ganske tæt udenom Byen, der danner en Slags Bastion i Stillingen, dels med Front mod Nordvest, dels med Vest og Sydvest. En halv Sens Granater, der faldt i ”Bastionens” højre Halvdel, medens vi gik frem i dens venstre Side, blev den eneste Hilsen, det franske Artilleri sendte os den Formiddag.

Danske og tyske officerer i St. Quentins ruiner, november 1917 (Rigsarkivet)Selve Byen var fuldkommen ødelagt som en Følge af den Beskydning, som Franskmændene havde foretaget og til Stadighed foretog i den Hensigt at drive Tyskerne ud af Byen. Ødelæggelsen var saa fuldkommen, at vi ikke under vor Rejse blot tilnærmelsesvis saa noget tilsvarende. Ganske bogstavligt talt, var ikke et Hus urørt; alt var i Ruiner og selvfølgelig fuldstændig forladt af den civile Befolkning. I store underjordiske Kældere under Palais de Justice, under Bryggeriet, Fabrikker o.l., tildels supplerede med nye Betonanlæg under Jorden, var den tyske Besætning, ca. 2 Regimenter underbragt, tilsyneladende i fuldkommen Sikkerhed og ubekymret om fjendtlig Beskydning. I disse dybe Kælderrum fandtes Samlingsstuer med Lysbilledteatre, Belægningsrum (med Fjedermadrasser fra Byens Soveværelser), Sygestuer, Operationsrum m.m., alt elektrisk oplyst.

St. Quentins ruiner, november 1917 (Rigsarkivet)

Fra St. Quentin begav vi os til Batteriestillinger ved Morcourt, hvor vi besaa 2 Batterier, det ene – skydende – godt indrettet i nogle til Dels nedskudte Bygninger, begge særdeles godt maskerede. Videre over Remaucourt ca. 10 km bag 1´Linie, hvor vi besaa en Bataillon i Hvilestilling (5 Dages Hvileturnus), godt og bekvemt indkvarteret i den ret ubeskadigede Landsby, der kun delvis var forladt af den civile Befolkning, til Aisonville, hvor vi besigtigede en ”Gruppe-Pionerpark”, og hvor vi modtoges af og spiste Frokost hos Chefen for ”Gruppe St. Quentin”, Generalløjtnant v. Oettinger. Om Eftermiddagen overværede vi i Lavaqueresse en ”Sturmbataillon”s meget interessante Øvelser (Fremrykning til Angreb gennem et Skyttegravssystem med Anvendelse af Haandgranater, Minekastere og Flammekastere). Om Aftenen endte vi i Guise og var til Middag indbudte hos Chefen for ”Gruppe Oise”, General-løjtnant v. Fleck.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

6. november 1917 – Flensborg Avis: Værnepligtsunddragelse og tønderske gadedrenge

Den 6. november bragte Flensborg Avis blandt andet andet følgende meddelelser fra provinsen:

Landsretten i Flensborg,
med Landsretsdirektør, Gehejme-Justitsraad Baur som Formand og Assessor Gripp som
offentlig Anklager, forhandlede i Dag blandt andet følgende Sager: For Unddragelse af Værnepligten forhandledes der i de anklagedes Fraværelse mod følgende 23 Personer:

Arbejder Vilhelm Stamer af Hellevad. Arbejder Johannes Warnholdt
af Bjerndrup. Landmand Jeppe Petersen Jepsen af Hovslund, Tjenestekarl Johan Lukmann af Løjtkirkeby, Sømand Jens Nielsen af Bodum, Landmand Niels Madsen Haugaard af Nørre Hostrup, Tjenestekarl Mads Nielsen Midtgaard af Øster Løgum, Chauffør Marco Duus af Barsmark, Tjenestekarl Jens Boysen af Nordborg, Forvalter Asmus Rikkelsen af Ragebøl, Højskoleelev Peter Lauritzen Enemark af Skovgaard, Murer Johan H. Metz og Tjenestekarl Vilhelm Andresen af Aabenraa. Tjenestekarl Edvard Hansen Terp af Mjøls, Chr. Andersen af Aabenraa, Arbejder Jes Hansen Esbensen af Abkær, Jens Villads Andresen af Aabenraa. Landmand Jens Chr. Andresen af Klovtoft, Tjenestekarl Marius Callesen af Horsbyg, Landmand Chr. Marius Hansen af Kragelund Tjenestekarl Hans Peter Meng af Hovslund og Tjenestekarl Hans Petersen af Hjolderup.

Af disse antages de fleste at være gaaede over den danske Grænse. Sagen mod Petersen af Hovslund og I. V. Andresen af Aabenraa udsattes til senere Forhandling. Stamer, Warnholdt, Midtgaard, Enemark, Vilhelm Andresen, Andresen af Klovtoft, Callesen, Hansen og Petersen af Hjolderup idømtes hver et Aars Fængsel. De øvrige, som allerede er udvandrede for Krigens Begyndelse, fik hver en Pengebøde paa 160 Mark.

Ulovlig Grænseoverskridelse
førte Drejersvend Karl Theodor Adolphsen og Fru Anna Iversen, begge fra Haderslev, Paa Anklagebænken. Den 21. henholdsvis den
28. Avgust i Aar gik de to ad ulovlige Veje over den danske Grænse for at hente Levnedsmidler. De blev imidlertid anholdte i Danmark og maatte, efter at de havde siddet i Arrest i nogle Dage,  betale Penvbøder paa 30 og 40 Kroner. Ved Bisidderretten i Haderslev blev de i sin Tid dømte, Adolphsen til 5, Fru Iversen til 20 Mark, men Dommen blev indanket af Amtsadvokaten, da Straffen syntes for lav. I Dag lød Dommen for hver af de anklagede Paa 30 Mark i Bøde.

Forbudt Handel med Levnedsmidler. For at have handlet med Krydderier (Peber, Piment osv.) blev Købmand Jörgen Johannes Hansen fra Aabenraa i sin Tid frikendt af Landsretten, da Retten antog, at Manden havde handlet et i en undskyldelig Fejltagelse. Den anklagede udtalte, at han efter de indhent.de Oplysninger ikke kunde antage, at de paagældende Varer hørte til Levnedsmidler. Denne Dom havde Landsretten imidlertid vist tilbage til Landsretten til ny Forhandling. I Dag lod kommen paa en Pengebøde paa 30 Mark, da retten var af den Mening, at Hansen ikke havde gjort sig den nødvendige Umage for at faa tilstrækkelig Oplysning.

Edsvorneretten i Flensborg.
Aarets sidste Edsvorneretsamling begynder Mandag den 12. November, Formiddag Klokken 11. Den første Sag forhandles mod den 27-aarige Krigerkone Christine Sierck, født Hansen, fra „Kropperlattenausbau” for Barnemord og utilladelig Omgang med Krigsfanger. Tirsdag den 13de forhandles mod en hel Del Kvinder for Mytteri i Flensborg  Landsretsfængsel, og den tredje Dag, Onsdag den 14de, forhandledes mod nogle Jernbanefunktionærer for Forbrydelse og Forseelse i Embedet.

Gadedrengene i Tønder
gør sig i disse Tider skyldige i Udskejelser, som i Lørdags har faaet særlig alvorlige Følger. Det er navnlig Gadedrengene i Nystaden, som er uvorne. Man brænder Knallerter af og kaster Sten efter Køretøjerne, som passerer Strucks Allé. I Lørdags løb som Følge af Tøjlesløsheder Fru Petersens Hest fra Stokkebro løbsk, saa hun først fik Hold paa den ved Møgeltønder. Kort efter kom et Par Smaapiger ridende, Døtre af H. Michelsen og L. Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmmede Hesten, saa den løb løbsk og Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs Datter, en 12 Aars Pige, fik et Hul i Hovedet og Næsebenet knust mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekomne blev baaren ind i et Hus og forbunden af Lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus. Lad os haabe, at Politiet i Tønder sørger for at sætte en Stopper for den Slags almenfarlige
Drengestreger.

Dyrtidstillæg
er nu indførte i saa godt som alle Stillinger og Erhverv, og det kan
ogsaa sandt at sige gøres behov, skrives der fra Sundved: Præster, Lærere, Postbude og alle Embedsmænd sørger Staten for. For Arbejdsmanden er der derimod stundom ikke saa helt let at faa en tilsvarende Prisforhøjelse, da alle Byggearbejder og andre større Foretagender er standsede og Efterspørgslen efter Arbejde til Dels tilfredsstilles af de mange Krigsfanger paa Gaardene. Ligeledes er den Løn, som unge Tjenestepiger faar, 200—30C’ Mark og maaske betydelig derunder, kun lidet tilstrækkelig til at dække de ublu Priser paa Skotøj og Klæder. Er Hjemmet et fattigt Husmandshjem, er her ingen Støtte at faa. I velhavende Gaardmænd, tænk paa dem, som gaar en tung  Vinter i Møde under trange Kaar!

6. november 1917 – Niels Petersen: Møde med danske officerer – “slet it´ saa pytte”

Landmand Niels Petersen fra Bevtoft var i gang med at aftjene sin værnepligt, da verdenskrigen brød ud i 1914. I efteråret 1917 gjorde han tjeneste ved Grenadier-Regiment Nr. 5.

[I Siegfried-Stillengen] havde jeg en meget interessant Oplevelse. En skønne Dag blev jeg kaldt tilbage til Staben. Jeg var spændt paa, hvad der skulde ske, og Spændingen steg, da Majoren spurgte mig, om jeg kunde tale Dansk … Jo, det kunde jeg da! … Og saa viste det sig, at jeg skulde agere Tolk for nogle danske Officerer, der kom paa Besøg. Det var, saa vidt jeg husker en Kaptajn Wilkenschildt og en Kaptajn Ry, navnet paa den tredie Kaptajn kan jeg ikke huske, men de var meget flinke mod mig, og vi fik en ordentlig Passiar paa Dansk.

Til højre Niels Petersen fra Bevtoft. Billedet er sandsynligvis taget i begyndelsen af november 1917, hvor han traf en lille gruppe danske officerer på rundtur langs vestfronten. En kopi af billedet findes både hos Petersens familie og i officerernes rejserapport. (Privateje)

Niels Petersen smiler pludselig i Erindringen om et eller andet, og siger saa paa sin lune Maade:
– De va´ no slet it saa pytte! De var nu slet ikke saa kede af det! En Dag vi gik gennem Skyttegravene fik de ganske vist en lille Forskrækkelse. Der kom pludselig en Granat, og saa tog Pokker ved Dem. De manglede Erfaring, ellers havde de, ligesom jeg gjorde, kastet sig plat ned. Bagefter sagde de, at det kunde være helt rart at faa en Splint af den Granat med hjem, og saa maatte jeg langs for at finde et Par Stykker til dem. Det var jo en Slags Erindring til deres Ilddaab … Men de va´ no slet it saa pytte!

(Jydske Tidende, Ekstra-Nummer, Tirsdag 1. august 1939, s. 11.)

5. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Besøg i Cambrai

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Den 5/11 begav vi os pr. Automobil til Cambrai. Her modtoges vi af Garnisonskommandanten, Oberst Gloss, med Stab. Vi besaa en Række Etapeanstalter af Interesse, saaledes en Entläusungsanstalt i Virksomhed, det tilhørende Dampvaskeri, Strygeri og Tøjreparationsværksted (hvor mange franske Kvinder var beskæftigede), Soldaterhjem, Kaserner, Militærfængsel, Officerskasino m.m. Cambrai som er en venlig og køn By, havde mange Mindelser om de stadig gentagne, fjendtlige Flyverangreb. Til Brug under disse var der – som for øvrigt overalt i Byerne – indrettet skudsikre ”Unterstände” i Kælderetagerne, der i Cambrai danner et sammenhængende, flere etager dybt System af Katekomber i Klippebunden, en Erindring fra tidligere Tiders Belejringsperioder.

Efter Frokost i Kommandaturens Officerskasion aflagde vi Besøg ved en Feltluftskipper-Afdeling (Lænke-Ballon af Parseval-typen) i Rumilly, tæt Sydvest fro Byen, en af de Landsbyer, som Englænderne har taget, men Tyskerne atter generobret under de 14 Dage efter vort Besøg, stedfundne blodige Kampe ved Cambrai, hvor det lykkedes Englænderne paa en Front af ca. 30 kms Udstrækning at bryde ind i de tyske Linier og nærme sig Byen i en Afstand af ca. 5 km.

Fra Cambrai tog vi til La Cateau, hvor vi til Middag var Gæster hos Chefen for 2´Armee, General der Kavallerie, von Marwitz. Man var her ved Arméoverkommandoen noget betænkelig ved som planlagt at lade os gaa frem til St. Quentin den næste Dag, da det franske Artilleri om Formiddagen og ganske uventet havde præsteret et kraftigt Ildoverfald paa Byen.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)