Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

23. januar 1918 – Jens Iversen: “… givet os i Forvaring sine Smykker”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Onsdag, den 23 Januar 1918.
I Elnik ser det galt ud. Næsten alle Heste og Køretøjer har Bolshevikkerne konfiskeret. Jelisaveta Aleksejevna er jo “Burshui” [bedre borgerskab/red.] og har af Frygt for, at noget lignende ogsaa kan overgaa hende her i Huset, pro forma “solgt” sit mest værdifulde Indbo til Hänel og faaet Skøde derfor, idet hun mener, at en tysk Civilfanges Ejendom i paakommende Tilfælde værnes af den svenske Skytsmagt, der her i Byen er repræsenteret ved et Vicekonsulat.

Ligeledes har hun i sin Fortvivlelse givet os i Forvaring sine Smykker, deriblandt Brillantringe, til en samlet Værdi af ca. 60000,00 Fredsrubler, siger hun, hvad jeg slet ikke er glad for. Men Frygten for en ny Husundersøgelse og Angsten for, at hendes Hjem kan lide samme Skæbne som General Birjukovs gør hende helt modløs. Selv hendes Broder, der hver Dag ser ind til hende, kan ikke formaa hende til at tilbringe Nætterne her i Huset.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

23. januar 1918 – Tycho Filskov: Paa Sambrebroen

Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev 23. januar et brev til Flensborg Avis.

Paa Sambrebroen.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Belgien, 23. Januar 1918.
Soldatens Liv er omskiftelig; han veed aldrig om Morgenen, om Skæbnen ikke inden Aftenen har ført ham andensteds hen og budt ham andre Kaar end hidtil. Næppe havde jeg afsendt mil sidste Brev til „Flensborg Avis”, før Idyllen pludselig blev brudt. En skønne Morgen maatte Tornystren paa Ryggen, og afsted gik det til en anden By, hvor jeg siden da har gjort Tjeneste som Vagtmand.

Endnu de sidste Dage meldes der hjemmefra om haard Vinter og voldsomme Snemængder, medens vi her har det fineste Foraarsvejr. Den stærke Kulde afløstes i Begyndelsen af sidste Uge af flere Dages Regnvejr og efter Regnen er Foraaret kommet til os — saa længe det varer; thi formodentlig har Vinteren ikke givet tabt for bestandig. Vagtsoldaten, der maa staa ude ved Nat og ved Dag i al Slags Vejr, glæder sig naturligvis over Forandringen: Handsker, Muffediser, Uldtørklæde og Hovedbeskytter er gemte hen, og man ser ikke til den Side, hvor ens tidligere god Ven Pelsen hænger. Vinden er saa mild og lind som hjemme en af de kønneste Dage i April, og selv om Natten kan det være næsten lunt.

Egnen heromkring kunde med Rette kaldes de sorte Bjerges Land. Hvorhen man ser, randes Horisonten af mørke Fjælde med mærkelig ensartede Former, med jævne, glatte Sider og løbende op i en Spids. Bjergene er nemlig kunstige, dannede ved Menneskehaand af Jordens Indvolde. Det er Egnens mange Kulgruber, der Aar efter Aar udspyr Sten og Slagger og bygger det hele op til Bjerge, voksende i samme Grad, som Jordens Indre tømms for de sorte Skatte.

Som et sølvglinsende Baand gennem alt det sorte snor sig Sambrefloden, en af Belgiens mange, stærkt befærdede Vandvej. Indtil for en halv Snes Dage siden laa Floden tilfrossen: men Regndagens voldsomme Vandmængde brød Isen og medførte store Oversvømmelser. Nu er Vandet atter sunket, og der er kommet Liv Skibsfarten paa Floden.

I Gaar og i Nat stod jeg Vagt paa Broen over Sambrefloden. Det var ikke nogen attraaet Post i de kolde Dage, da Vinden gik stærkt og Frosten bed i Næsetippen, som Pelsen ikke kunde beskytte. Men nu er det rart derude, hvor man kan gaa og sysle med sine egne Tanker. Nede paa Floden er det ellers livligt nok. Smaa Dampbarkasser i Militærets Tjeneste piler frem og tilbage, og de store Lægtere kravler fuldt lastede op ad Floden, enten hængte bag i paa en lille Slæbedamper eller trukne paa Landjorden. En lang Trosse fører fra Skibet skraat fremad ind paa Strandbredden, hvor sædvanlig to Mænd — eller Kvinder — er spændte for med en bred Gjord over Brystet. De er i Stand til at slæbe den vældige Kolos, naar denne først er i Gang, og det er tilskrækkeligt, naar Skipperen eller hans Kone om Bord passer Rorpinden og forhindrer, at Forstavnen støder mod Land. Paa denne Maade kan et Par enkelte Mennesker uden Maskinkraft levere en vældig Arbejdsydelse.

Skipperen bliver om Bord med hele sin Familie, og hverken Hunden eller Hønsene savnes. Børnene leger i det smukke Vejr oven paa Lastrummet, som vi andre gjorde det foran Stuedøren derhjemme, og imens vandrer hele Arken op igennem Landet. De fleste af disse Lægterskippere er Flamlændere, hvis Sprog jo er nært beslægtet med Tysk. Ofte kommer en Stump Samtale i Gang, mens Skibet glider forbi.

Langs Flodbredden kommer der en Dreng gaaende. I Haanden holder han en Stang, ved hvis Ende der er fastgjort en Pose. Med denne roder han af og til i Vandet og blandt det, der er drevet sammen af Tang og Drivtommer ved Bredden. Jeg spørger, om han fisker, og han svarer Ja, men — efter Propper. Kork betales med ti Mark Pundet, og Knægten har allerede en hel Del i sin Sæk.

Nede under Broen har Vandet beskadiget Flodbredden, og Jernbaneforvaltningen er Gang med Udbedringsarbejdet. To Jernbanevogne med Kampesten holder et lille Stykke borte, og herfra bærer belgiske Piger — de fleste i Mandsklæder — Stenene i Kurve ned til Floden. Det er trælsomt Arbejde: men deres Pludren og Latter viser, at der er Humør i dem alligevel.

I Nat var der ensomt paa Sambrebroen. Luften var mild som en Foraarsnat derhjemme, og paa Himlen blinkede Stjernen. I Stilheden hørte man særlig tydeligt Tordenen fra Fronten i Vest, der de sidste Par Dage har været tydeligere at høre end ellers. Det er dumpe Brag, der følger hinanden med faa Sekunders Mellemrum, og ind imellem en stedseværende Rullen, som man undertiden hører det i Tordenvejr. Underlige Tanker kan komme over en, som man gaar her i Natten og Ensomheden og lytter til disse Brag, af hvilke formodentlig hver eneste betyder Død eller Lemlæstelse for flere Mennesker.

I Morges brød Solen gennem Skyerne og fyldte Landskabet med Glitren og Blink. Solen lader sig ikke paavirke af det skrækkelige, der sker hernede paa Jorden, ellers vilde den vel tilhylle sit Aasyn for os. Og mange vilde finde det retfærdigt.

— Solen burde i det hele taget ikke skinne mere, sagde en Mand, der kom forbi, mens jeg stod og nød Solstraalerne. Det burde forblive evig Nat, og saa skulde det regne Svovl, indtil hele Menneskeheden var ud ryddet. Saa fik vi da endelig Slut paa denne forfærdelige Krig.  — Sandt nok! Men saa vilde vi ganske vist ikke have megen Fornøjelse af Freden.

Tycho Filskov.

(Flensborg Avis 2. februar 1918)

22. januar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Der skydes med skarpt … over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia

1. Der skal foruden den nuværende Postkæde langs den danske Grænse i nær Fremtid etableres endnu en bevogtet Linie c. 1 Mil sydligere, og for den østlige Del gaaende fra Bæltet S. om Fjelstrup over Hjerndrup. Dens videre vestlige Forløb kendes endnu ikke. Folk, der er bosiddende Syd for denne Linie, skulde saa have Pas i Flensborg, hvis de vilde over Grænsen til Danmark.

2. Det hedder sig, at den østlige Grænsebataillon (N. 21), der kom fra Rendsborg, i en nær Fremtid skal ombyttes, da Mandskabet – som Følge af Underernæring – ikke kan taale Vagttjenest. Forleden Dag fandt man ved Afløsningen om Morgenen 1 Md død og 2 besvimede. Af et Komp. skal c 80 Md være syge, da Komp i 14 Dage ikke havde faaet Brød men væsenligt kun Kartofler og Kaalrabi. Diagnosen Underernæring maa ikke officielt støttes.

3. Der skydes med skarpt af de tyske Poster over Grænsen til stor Gene og ikke ringe Fare for de danske Beboere ved Grænsen. Det skal være en befalet Signalskydning, hvorved Posterne skal holde Forbindelse indbyrdes. Hver Post siges i Løbet af Natten at skulle afgive 3 Skud.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. januar 1918 – Thomas Thomsen: “… nu gaar vi her og trasker rundt i Skyttegraven “

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat på vestfronten i Lothringen.

Den 22/1, 1918

Kære Moder!
Nu er det nok paa Tide at jeg faar skrevet til dig igen. Jeg ved ikke, jeg er bleven saa sløj med at skrive i den sidste tid har ingen Lyst til noget som helst. Der er kommen saadan en ligegyldighed over mig i den sidste Tid. Krigen varer for længe, og nu gaar vi her og trasker rundt i Skyttegraven igen, i Smadder til midt op paa Benene. min Tandpine er nu gaaet over igen. Mere havde det heller ikke været til at holde ud[.]
Her er der bleven bekendtgjort at nu var freden med Russerne sluttet[,] det er da godt[,] saa er vi da et Skridt nærmere Freden. havde vi endda været ligesaa vidt med de andre. men da vi nok kommer til at slaa en haard Kamp mod dem inden.

Det er i Grunden mest det. der gør en mismodig og forknyt, naar man tænker paa det. det skal jo nok komme til at gaar haardt til endnu en Gang, og det kommer vi vist til at gøre med alle sammen.
Nej jeg vil ikke skrive mere om det, for saa gør jeg ogsaa dig ked af det. Jeg kommer nok paa Urlov inden det gaar løs, og saa skal vi jo se hvad der kan gøres[.] Jeg tænker jeg kommer om 2 Maaneder.

Ellers gaar det saamænd helt godt.

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

18. januar 1918 – Ernst Christiansen: “Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 18. Januar.
Forlod saa Sygestuen i Gaar Eftermiddags, ud­skreven med nogle Dages Indentjeneste. Der var levnet 15 Centimeter af min gamle Sengeplads. Der lagde jeg min Halmsæk og mine Tæpper og min Kasse paa Højkant og halvt laa, halvt sad, lidt util­pas, i »Empfangs«-Mylret. Hver tredje Dag faar vi for tre Dage Marmelade, Cigarer, Brændevin, Pølse, Sukker osv. og skal hente hver Ting for sig med nogle Minutters Mellemrum og have Beholderne rede, mens der knap er Plads til at staa paa Gulvet. Hvor skulde jeg hen med mit tilsmurte Marmelade-bæger? Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side. Omsider, da man knap kunde se mere, rykkede de andre lidt, og jeg fik kneben Halmsæk-Plads.

Om Morgenen vader man i foddybt Lerælte. Belgierne vil ikke ud af Barakken. Paa Appel-pladsen gaar Vandet oven i deres Træsko. Da jeg vel havde faaet mine meldt, blev jeg kaldt til Kom­pagniets Skrivestue og beordret til at gøre Tjeneste ved Kompagniet igen. Naa, saa sættes man til at skrælle Roer og save tykke Træstammer igennem. Den Rekreation er mere legemlig anstrengende end Arbejdet ellers; men det gjorde helt godt, og lidt at se paa var der ligeledes. I Rusland morede »Maks« sig ogsaa med at lade de sygemeldte save tykke Knuder igennem paa Lejrens mest blæsende Hjørne i Snefog, og saa stillede han sig op med Hænderne i Lommen og spurgte med haanlig Medynk til vort Befindende.

I Morges stod endnu et lille pynteligt nyt Hus paa den anden Side Vejen med røde Tagsten. Be­boerne har maattet rykke ud. Nu blev i Formid­dagens Løb Taget revet løs og hevet ned, Murene halvt væltede, Vindueskarme og Døre slæbte bort, og der staar en sørgelig Ruin igen — alt for at faa noget Brænde.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 169-70)

18. januar 1918 – Jens Iversen: “… ligger under de rødes Ild”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 18. Januar 1918.
Ildebrandene tager til i den indre By. I Nat saa vi det brænde flere Steder, hovedsageligt i Centrum omkring Moskovskaja, hvor de store Handelshuse har deres Kontorer og Varelagre. Den ene Part under dem ikke den anden, derfor ødelægges de af begges Artilleri. Kosakkerne skal nu være trængt ind i Byen fra Sydvest. Deres Forstærkninger og Forsyninger faa de ude fra Kirgissteppen, men de skal sættes over Volga, og det er et baade besværligt og farligt Foretagende, der stadig ligger under de rødes Ild, hvorimod disse kan benytte sig af den mere sikre Jernbane.

Fiedler har været her et Par Gange med Leonid Nikolajevitj for at aflægge Regnskab overfor Fru Chlebnikoff. Det er ikke gode Nyheder, de bringer. Der var bl.a. Rekvisitionssedler, som selvfølgeligt ikke er en Pibe Tobak værd. De gjaldt hovedsageligt nogle og tredive af de bedste Heste, som de røde har hentet. Men der er intet at gøre end at lægge Hænderne i Skødet og vente paa nye Jobsposter. Jeg var derude i Gaar Formiddags. Alt ligger stille, ingen Kørsel, Foderet er ved at slippe op, Penge til Aflønning kan ikke fremskaffes, da Banerne er lukket, mange af Krigsfangerne søger ind til Lejren for Forplejningens Skyld, og lignende Tidender strømmer ind fra de andre Virksomheder.

Jelisaveta Aleksejevna er ved at tabe Modet. Ogsaa her i Huset begynder det at knibe med Levnedsmidler, da Tilførslen udebliver. Alt slaar sammen om hende. Godt, at hendes Bror Aleksej Aleksejevitj nu af og til ser ind til hende og forsøger at opmuntre hende, men han selv er en nedbrudt Mand. Han er fuldstændig paa det rene med, hvor mørkt Situationen tegner sig med Hensyn til Fremtiden.

Under Vagten forleden Nat traf jeg paa Kanalbroen to Bekendte fra Nytaarsnatten hos Wieners, de østrigske Officerer Ehrlich, en Jøde, og Gembka, en Polak. Vi patrouillerer undertiden sammen om Natten. Saa gaar Tiden. De er blevet inviteret til at tage Ophold i Huset hos en rig tysk-russisk Grosserer Schmidt paa den anden Side af Kanalen, i hvis Forretninger Hänel er impliceret.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Undervisningsmateriale: Breve fra skyttegraven

Sidste år medvirkede medarbejdere ved hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk ved skabelsen af undervisningssiden www.brevefraskyttegraven.dk.

Siden kan bruges i historieundervisningen i Folkeskolen på 7. til 10. klassetrin. Den indeholder ud over undervisningsvejledning og et dilemmaspil også en film.

I filmen medvirker ud over museumsinspektør René Rasmussen også efterkommere af sønderjyske krigsdeltagere, som vi hjalp producenten med at få kontakt til, nemlig Erik Christensen, Ejner Thaysen og Jonas S. Thygesen.

Se eller gense filmen her:

https://brevefraskyttegraven.dk/film

Den varer ca. 17 minutter.

Du kan også prøve at spille dilemmaspillet  – en undervisningsform, der engagerer eleverne direkte og personligt.

Historisk konsulent og vært er museumsinspektør René Rasmussen-

Museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland.

 

17. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nedstyrtning

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Donnerstag 17.1.18

8h) Barom 759,2. +3C. W. 2-3 doms ½ bedeckt, gew. Sicht.

Flugdienst. F.T. Flug mit D.F.W. 2041. Absturz dieser Maschine, Totalbruch. Führer tot, Beobachter schwer verletzt.

2h) Barom. 760,5. -0,4C. 3/4 bedeckt, etw. diesig.

7h) Barom. 761,2. -3,5 C. Stille. 1/4 bedeckt, etw. diesig.

(Bundesarchiv RM112/223)

17. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Det værste er Tænderne”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 17/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for dit Pakke med Smør og Frikadeller jeg modtog i Gaard. Du gaar vist og er urolig for mig, jeg er jo ogsaa en rigtig Skidt. jeg har ikke skrevet til jeg i 8 Dage nu, men du maa undskylde mig, jeg gaar nemlig hver Dag og har Tandpine og vi er ogsaa kommen i Stilling igen[.] Det skal du nu ikke være ked af for hos os er helt roligt. Jeg har været i Stilling siden den 11 og endnu er der ikke falden et Skud i Skoven hvor vi ligger.

Det værste er Tænderne[.] Jeg har været hene og faa to mere trukket ud, saa i det hele har jeg faaet 5 ud nu.I Gaard var jeg i Mühlhausen og skulde have de andre daarlige Plomberet, Herfra og til Mülhausen og tilbage igen er lige 34 km saa det er en temmelig god tur til Fods, og saa var der saa mange hos Lægen saa jeg kom slet ikke for, saa jeg kunde gaa hjem med uforrettet Sag. En Regn og Storm var det saa jeg var gennemvaade da jeg kom hjem. I Morgen skal jeg hen igen. Forhaabentlig giver det ingen Regn i Morgen[.] Ellers har jeg det godt[,] haaber ogsaa at i har det godt[.] Jeg skal vist paa Post nu.

Mange kærlige Hilsner sender Eder alle din Søn
Th Thomsen

Du maa undskylde Papiret men jeg har ikke noget bedre for Tiden.

(Kåre Pedersens samling)

16. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… døde Kammerater paa Vejen”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.

En Dag, vi havde været en Tur ved K.T.K. i Cheluwe, blev Luften varm. Medens vi fik de Saarede ladet i Vognen, var det helt roligt, men med ét begynder Englænderen at faa et ondt Øje til det tyske Feltartilleri og sendte saa den ene Salve efter den anden. Det var ikke andet at gøre for os end roligt at blive holdende med de Saarede i Vognen, indtil Uvejret var drevet over.

Pludselig forlagdes Ilden til lige bag ved os, og da gjaldt det om at være rask paa Tæerne, i en Fart gik det afsted forbi Artilleristillingen. Bagved os kunde Englænderne roligt skyde. Det gik ogsaa godt til vi kom lige forbi Kirkegaarden pa “Kølberg”. Saa sattes der en Granat lige ved Siden af Vognen, men Stedet var temmelig blødt, saa den pustede en Sky af Mudder op over baade Vogn og Heste, men ellers skete der heldigvis intet.

Til Tider var Natteturene heller ikke morsomme. En Nat sattes en Hest til i et Granathul, den anden Hest blev spændt fra og Vognen trukket til Side. Armeringssoldaterne, som udbedrede Vejene ved Nattetide, havde snart parteret Hesten i Granathullet; derefter blev der kastet Jord og Sten ovenpaa, saa den Slags Begivenheder tumledes der ikke længe med.

Det hændte ogsaa en Nat, da vi havde været forude og skulde tilbage igen, at “Kølberg” havde været under Ild. Den Nat sad jeg ogsaa fast i et Granathul med min Vogn, men kom dog paa ret Køl igen. Jeg kunde ikke forstaa, hvad det var, der gav Stød ved Baghjulet, men opdagede da, at der laa nogle døde Kammerater paa Vejen, de var bleven ramte i den Tid, vi havde været forude, og det var dem, Vognhjulet gik henover.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 131-2)

14. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Ødelagt propel

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Montag 14.I.1918

8h) Barom. 755, 2-2, 5C[,] N.W. 1,5 doms Schnee

Schiessflüge von zwei K.E. [Kampfeinsitzer] (D.III)
Übungsflug der D.F.W. C.V.2041

2) Barom. 758, 8-6 C.

Infolge zu hohen Schnees rollte die C.V. 2041 beim Landen in eine Vertiefung u. zerschlägt den Propeller.

7h) Barom. 761, 7-8C. Stille, wolkenlos, etwas diesig

(Bundesarchiv RM112/223)

14. januar 1918 – Hans Paulsen: “Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W.47. den 14. januar 1917 [fejl for 1918]
Kære derhjemme!
Vi har Middagspause fra 12-2. Lige har jeg spist til Middag. Menuet var lidt knap. Det lød: ”Fleischlos, Nudeln 100 g.” Deraf kan man jo næppe blive mæt, da de kun er kogt i Vand. Men derfor har jeg jo de hjemlige Pakker.

– Lige har jeg faaet Mors Brev. Mange Tak. Jeg bringer vist næppe i mine Breve helt til Udtryk, hvor glad jeg bliver, naar jeg faar et Brev hjemmefra, men I kan tro, at, naar man er saadan ene i en stor By blandt lutter fremmede mest usympatiske Mennesker (Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne), saa er et Brev hjemmefra en Ting, som kan hæve Humøret for en hel Dag. Desværre er det mig helt umulig, prompt at svare derpaa. Derfor skriver jeg hyppigere til Eder Alle.

– Endelig! idag har jeg tilbragt de første Timer paa Køreskolen. Det gaar temmelig gemytlig til der. Vi har 2 Timer sat 2 Slanger paa et Hjul (5 Mand), den 3. Time forsvandt vi stiltiende og spiste vor Nudelportion. Naar jeg kunde tælle alle de Timer sammen, som jeg har trykked mig ved Militæret, vilde det sikkert blive mange Dage. Forleen har jeg med flere andre ”schwänzed” en hel Dag. Det er en temmelig pirrende, men fylder en med Fryd, naar det er fuldbragt og godt overstaaet.

Forleden spiste jeg med Hinrichs i en ”Mittelstandsküche” [suppekøkken for middelklassen/red.] til Aften. Priis 0.90 M. Vi fik et Tallerken med Kartofler, en Skaal med Sup (udefinerbar, smagløs, grøn, tilsyneladende lavet af Roerstilke) og et Tallerken med Kunstsauce og et Stykke Blodpølse. Det smagte ikke godt, men naar vi atter er i Nød, kan vi jo altid ty derhen. Det er saa gunstig, da Soldater ingen Levnedsmiddelkort bruger at give af der.

– Vi har ogsaa Vinter her. Sneen ligger saa dyb, at hele Sporvognenfærdslen i Byen er standsed. Vore Biler har ogsaa svært Arbejde, Afslæbningskommandoerne har fuldtop at gøre. Snart har vi Frost, snart Tøvejr. Det var ingen behagelig Vejr at staa Vagt i igaar, Fødderne blev gennemvaade. Vi var saa træt og kaput deraf igaar, at vi gik Kl. 6 i Seng.

– Desværre synes Muddis Pakke at være tabt! Paa Frikadellerne glæder jeg mig meget, jeg er for Øjeblikket nemlig kuns anvist paa den knappe Kasernekost.

– Til Slut gratulerer jeg Far til Hussalget.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Jeg haaber, i den næste Tid, at kunde sende Eder nogle Billeder med mig i Arbejdsdragt. I kan tro, at jeg ser flot ud deri. –
Kære Far, kan Du ikke sende mig ved Lejlighed til Privatadresse S.W. 47. et Pakke med nogle Kasser gode Cigarer? Jeg kunde faa Brug derfor!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

13. januar 1918 – Jens Iversen: “… en voldsom Maskingeværild”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 13. Januar 1918
Da der i Forgaars havde hersket Ro det meste af Dagen, var jeg i Mørkningen en lille Tur hos Siedels for at høre Nyt, eftersom de bor nærmere Krepost, den gamle, højtliggende Skanse fra Tatartiden, hvor Bolshevikkerne holder til. Siedel fortalte, at de som ogsaa andre Steder i Kvarteret havde indrettet en Slags Salvegarde, en privat Sikkerhedstjeneste om Natten, idet Naboer skiftevis patrouillerer i Gaden, deriblandt Fiedler, der nu om Natten har taget Ophold hos Familien Wiener, desuden Kindermann og nogle Jøder, hvis Synagoge ligger i Petro-Pavlovskaja.

Den røde Kommandant skal have givet Tilladelse til disse Værn. Hänel og jeg har i hvert Fald ogsaa begyndt samme Nat uden for Dom Smirnov. Vi afløser hinanden hver anden Time. I Nat kom Jelisaveta Aleksejevna af og til ned for at spasere med frem og tilbage i det stille Frostvejr, mens vi inde fra Byen af og til hørte Shrapnelerne eksplodere. Hun søger af aflede Tankerne. Da hun endelig mente at være træt nok til at kunne falde i Søvn, gik hun ind til Naboen, der har overladt hende Nøglen.

I Formiddags tog Skydningen pludselig til, men ebbede igen ud ved Middagstid. Da der er Udgangsforbud efter KL. 7, gik jeg hen paa Eftermiddagen til Siedels og kom i Skumringen paa Tilbagevejen ved den midterste Kanalbro ud for en voldsom Maskingeværild, saa jeg maatte søge Læ i en Port. Hjemme igen, kom Fru Chlebnikoff mig for første Gang i disse Dage opstemt i Møde. Hendes Broder, hvis Skæbne ved Fronten i lang Tid havde været ukendt, var pludselig dukket op hos hende og var lige gaaet. Han er Oberst og var Kommandør for et Regiment, men det eksisterer ikke mere. Men hun var glad for, at han var i Live og at han netop nu var kommet tilbage.

Hos os har vi ingen Skydning været udsat for. For saavidt er vor Beliggenhed tilsyneladende gunstig, da Kampens Centrum er den indre By.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

12. januar 1918 – Hans Paulsen: “… hellere vil miste et Ben end en Arm”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin-Schönberg, den 12.1.18.

Kære derhjemme!
Atter er jeg paa Vagt og atter paa en Søndag. Da det næsten er bleven Tradition at skrive til Eder paa Vagt, vil jeg denne Gang ogsaa sende Eder et Par Ord, trods Skrivelejligheden her er daarlig. Brevet ligger nemlig paa mit Skød, derfor er Skriften saa daarlig.

Muddis Pakke med Honningkage, Strømper og Marzipanbrød er ikke ankommet endnu. Derimod fik jeg i dag 2 Bøger fra Tante Laura. – Kan I ikke sende det næste Pakke lidt før afsted, da det imidlertid er bleven lidt knap her? Helst maa I ingen Fiskedaase sende mere, da de let bliver daarlig, naar de staar aaben saalænge, jeg kan jo ikke tømme Daasen saa rask. Fornylig blev jeg nemlig daarlig deraf.

– Besichtigung gennem vor Hauptmann har ikke fundet Sted endnu. Desværre! –

Jeg har købt et einfach Skakspil hos Wertheim [berlinsk stormagasin/red.] til 4.- og spiller saa med Hinrichs. Det er en dejlig Underholdning! – Kan jeg ved Lejlighed faa et Pakke (rødt) Sæbepulver, da jeg gerne vil vadkse mine Strømper og Fodlapper, da de ruinere i Vadskerierne? Fru Wienicke har tilbudt sit Hjælp.

– Fornylig traf jeg i vor Kantine gennem Tilfælde en Skolekammerat, Felix Thomsen, Apotekerens Søn fra Leck. Berlin er dog ogsaa kun lille!

– Her i Vagtstuen er for Øjeblikket en livlig Underholdning i Gang. Vor Vaghavende, med forskudte Fingre, og en 48 aarig Soldat kommer endelig til Resultatet, at de hellere vil miste et Ben end en Arm i Krigen –

Naa, det er nok et Godt Sammelsurium, som jeg har smurt sammen. Men det ligger i Forholdene.

Hjertlig Hilsen fra
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Stærkt snefald

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Son]abend 12.I.18.

8h) Barom. 751, 0-1,5C.[,] S.O. 0,5 doms bedeckt, diesig

Flugdienst
Einfliegen der B 481

2h) Barom. 749, 0-2,5 C.[,] Ost 2,5 doms[,] bedeckt, diesig.

Flugdienst wird wegen entretenden starken Schneefalls abgebrochen.

7h) Barom. 748, 5-3 C.[,] Ost 4-5 doms[,] bedeckt[,] starker Schneefall.

(Bundesarchiv RM112/223)

 

10. januar 1918 – Hans Paulsen: “…. en ubehagelig stram Ventetid”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Fortsættelse af brev påbegyndt 6. januar 1918

Den 10. Januar 1918.
Nu tænker I vist allerede, at jeg endelig sidder paa Køreskolen. Nej! heller ikke denne Gang! Tirsdag morgen stod vi alle 2½ Timer i Kulden paa Kasernegaarden og frøs og ventede paa vor Hauptmann. Endelig spurgte vi, paa Kompagnieskrivestuen, om han ikke kom. Derpaa svarede han naadig, at han idag ingen Lyst havde at komme. Nu har han allerede siden den Tid bestemt 2 nye Dage, hvor han heller ikke lod sig see. Hele Besichtigungen udvides nu til 3 efterhinanden følgende Dage, den 1) Exerceren, 2) Instruktion 3) Feldttjeneste. For Øjeblikket lever vi altsaa i en ubehagelig stram Ventetid. Derfor har jeg heller ingen Lejlighed haft til at skrive

– Idag modtog jeg nu Muddis Brev og Pakke 35 med Sæler [dvs. seler/red.] og Bonbons. Et Pakke med Honningkage og Strømper har jeg hidtil ikke faaet, men det kan jo altid komme endnu. I Eftermiddag fik jeg ogsaa Fars Indskrivningsbrev. Mange Tak!

Hjertelig til Lykke med det nye Køb! De er ellers en interessant Efterrætning! Mondt [sic!] Grunden virkelig vil stige saa meget i Værd gennem Kobbermøllens Foretagende? Dit gamle Grundstykke bliver jo saa ogsaa meget værdifuldt! Forhaabentlig forlader Lykken Dig ikke i de nye Omgivelser! Det vil dog sikkert være en glædelig Efterrætning for Peter! Det er ellers en stor Pris for Kobbermøllens nye Huse, men Grundstykkerne er jo lidt dybere. –Jeg maa slutte!

En hjertelig Hilsen til Eder Alle fra
Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

10. januar 1918 – Jens Iversen: “… massive Trusler om Skydning og Standret”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A . , Torsdag, den 10. Januar 1918.
Nu er, som det var at vente, Borgerkrigen ogsaa sluppet løs her i Astrakan. I Forgaars havde Chlebnikoff om Formiddagen ikke som sædvanlig været paa Kontoret, og hverken han eller Sønnen Lavrentje var til Stede ved Middagsbordet. Derimod var Jelisaveta Aleksejevna ret nedstemt. I Gaar Morges hørte vi saa ude i Elnik Kanon-, Shrapnel- og Maskingeværskydning, og saa vidste vi Besked. Hen paa Formiddagen sendte hun sin østrigske Skræder Joseph ud til mig med Bøn om med mine Pakkenelliker at overflytte til hende i Dom Smirnov, da hun var ganske alene med Hanel, der jo ofte er borte, og Kokkepigen. Det kun de jeg selvfølgeligt ikke sige Nej til. Af Forsigtighedshensyn tog jeg min Militærhue med, som jeg ikke har baaret et helt Aar, for under Omstændigheder at kunne legitimere mig som “Ikke-Russer”, altsaa som neutral eller dog som nonkombattant. Der skulde ikke gaa lang Tid, før jeg fik Brug for den.

Jelisaveta Aleksejevna fandt jeg behersket, men alvorlig. Hun bad mig forblive hos hende i denne tunge Tid, da ogsaa hendes Liv maatte anses for at være i Fare, siden Natten til i Forgaars hendes Mand og Søn stod i de kæmpendes Rækker Side om Side med de kontrarevolutionære udenfor Byen. Fronterne er nu klart afstukne: Kosakker kontra Bolshevikker, de “hvide” mod de “røde”.

Hänel og jeg har indrettet os i Sønnernes Værelse til venstre for Gangen, medens Fru Chlebnikoff sover paa den modsatte Side i Spise værelset for at være i Nærheden. Eftersom Bolshevikkerne har spærret for den elektriske Strøm, var vi gaaet tidlig i Seng. Kort efter hørtes et forfærdeligt Rabalder udefra Jerntrappen i Gaardspladsen, der fører op til Køkkenet og Glasverandaen paa første Sal. Vor gamle Husdvornik [portner/red.] var skrækslagen retireret, og saa buldrede det løs paa Bagdøren. Vi kom hurtigt i Klæderne og fik aabnet.

En halv Snes Rødgardister med vilde Fagter og opplantet Bajonet var ikke sene om at komme indenfor. Hvem vi var? Hänel fremviste sin Pasport som her i Huset boende Civilfange, og Militarhuen identificerede mig tilfredstillende. Det var aabenbart andre Ting, de var ude efter. Imidlertid kom Jelisaveta Aleksejevna til. Hvor hends Mand var? Om hun gemte paa Vaaben? Det første vidste hun ikke, det andet benægtede hun. Derpaa massive Trusler om Skydning og Standret for falske eller misvisende Opgivelser. Husundersøgelsen – en Soldat blev tilbage i hvert gennemrodet Rum – gav Gud ske Lov intet Resultat, men et Par Flasker Vodka gik dog med i Skyndingen, og vi fik Løfte om, at de kom snart igen, saa det kan jo blive rart.

Det er med en Lettelse, jeg nedskriver disse Linier efter nogle bevægede Nattetimer. Sove kan jeg alligevel ikke. Da Fru Chlebnikoff havde beroliget sig lidt, indrømmede hun, at der laa Vaaben velforvaret under Taget. Vi fik hende omsider overbevist om, at de dog aldrig vilde komme til at gøre Nytte, Afgørelsen afhang ikke af dem, og Aleksej Lavrentjevitj kunde aldrig ønske, at hun skulde udsætte sig for Fare. Endelig indvilgede hun i, at de skulde tilintetgøres.

Da det var usandsynligt, at der i Nat kunde ventes yderlige Visiter, gik vi straks til Værks. Vi hentede ialt en tyve Geværer og Pistoler ned, savede Kolben af og brændte dem med det samme i de to store indmure de Jernovne i Spisestuen, og Resterne nedsænkede vi i Kanalen. Jeg tror alligevel, at det ogsaa har lettet Jelisaveta Aleksejevna, da vi saaledes fik gjort rent Bord. Men denne Nat har dog taget haardt paa hende. Hun tør ikke tilbringe Natten i Lejligheden, og jeg har lige ledsaget hende hen til en Familie i Nabolaget.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

9. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: “Vaterländischer Vortrag”

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Mittw]och [9.I.1]8.

8) Barom. 758, 1-9C[,] N.O. 1,5 doms 1/4 bedeckt, diesig

Flugdienst. Einfliegen der C.VII 3500, sowie C.I. 245/15 und D.III 3151

2) Barom. 756, 4-4 C[,] Süd 2 doms, bedeckt[,] Schnee

Weitere Flugdienst findet wegen allzu grosser Diesigkeit nicht statt.

7) Barom. 754, 7-1 C.[,] Süd 2 doms Schnee.

Vaterländischer Vortrag durch den Flugmaat (B) Pannier. Thema: “Unsere Kolonien bei Ausbruch des Weltkrieges während d[i]esselben und Ausblick”.

(Bundesarchiv RM112/223)

9. januar 1918 – Nyeste Efterretninger: “… heftig Ildvirkning i 4 Kilometers Bredde”

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.

Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Onsdag

Den vestlige Krigsskueplads.
Hæregruppe-Kronprins Rupprecht. Under stærkt Ildværn stødte engelske Opklaringsafdelinger frem mod Sydranden af Houthoulst-Skoven. Nogle kompagnier angreb Banen Boesinghe-Staden. Paa intet Sted kunde Fjenden naa vore Linjer; han led haarde Tab i vor Ild.

Paa begge Sider af Lens livlig Artillerivirksomhed. Øst for Bullecourt fandt der flere Gange Haandgranatkampe Sted om mindre Gravstykker.

Hærgruppe Hertug Albrecht. Ved Flirey brød Franskmændene om Eftermiddagen efter heftig Ildvirkning i 4 Kilometers Bredde frem til stærke Angreb. Paa enkelte Steder trængte Fjenden ind i vor Forpostlinje. Forsøg paa at vinde Terræn derud over strandede. Vore Modstød kastede Fjenden i Løbet af Natten tilbage til hans Udgangsstillinger.

Den østlige Krigsskueplads.
Intet nyt.

Den makedoniske og italienske Front.
Stillingen er uforandret.

Fredag den 11. december 1918 bragte Flensborg Avis beretninger fra de udenlandske generalstabe fra onsdag den 9. januar 1918.

Generalstabs-Beretninger.
(W. T. B.)

Den tyrkiske Onsdagsberetning.
Ud over Patrouillevirksomhed  kun livligere Artilleriild mod vort Kystafsnit. Ellers ingen Begivenheder.

Engelske Onsdagsberetninger.
Aften. I Nattens Løb var vort og Fjendens Artilleri virksomt nogle Steder syd for Scarpe. Det fjendtlige Artilleri udviklede ogsaa nogen Virksomhed nordvest for Ypern. Ellers er der intet at melde af særlig Interesse.
Fra Palæstina. Der meldes fornyet Virksomhed af Araberne ved Hedshasbanen. Syd for Maan gennemførte Araberne heldige Undersøgelser mod vigtige Jernbanebroer.

En fransk Onsdagsberetning.
Aften. Gensidig Artillerivirksomhed paa højre Maasbred i Afsnittet ved Høj 304 og ved Beaumont. Et tysk Kup mod vor lille Post ved Memenoy lykkedes ikke. Ellers var Dagen rolig over hele Fronten.

Italienske Beretninger.
Tirsdag. Sne og daarligt Vejr har indskrænket Kampvjrksomheden til et Minimum. Der har kun fundet. Artillerikampe af nogen Heftighed Sted i det østlige Afsnit af A Asiago -Platauet og i Canene ved Monte Tomda, Monsenera og Montello. Nord for Monte Lemerle tog vor Rekognosceringspatrouille nogle Fanger.
Onsdag. Livlige Ildoverfald ved Coallo del Brenta og Forstyrrelsesild over Piavefloden. Mellem valdobbiadenes Højder og Monteloo blev et lille fjendtligt Angrebsforsøg i Retning af Monte Melago (Asiago-Højsletten) forpurret af vor Spærreild. Fjendtlige Troppebevægelser omkring Novanta blev virksomt tagne under Ild.

 

8. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 8/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det store Julepakke jeg modtog i Gaard. Det var alt sammen i god Behold, saa du kan tro jeg spiser i Dag. Her har vi ordentlig Vinter ikke alene udenfor, men ogsaa i mine Tænder. Jeg har jo riglig faaet 3 Tænder ud, men nu er der 4 andre Stumper der gør ondt, saa jeg kan næsten ikke skrive. Det ender med at jeg skal have dem trukket ud ogsaa, saa har jeg sandelig ikke mange tilbage.

Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer. Her siges det at Russerne vil til at begynde igen. Dersom det er tilfældet maa i nok købe mig en Gaard ved Lejlighed, og se at faa mig Reklameret til Foraaret, men bliver det til Fred med Russerne behøver i det ikke for saa skal vi nok blive ferdig til Foraar allerede.

Mange herlige hilsner sender Eder alle
din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

8. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Lavthængende skyer

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Dienstag 8.I.18.

8h) Barom. 741, 5-1 C. N.W. 2,5 doms[,] doms 3/4 bedeckt, sichtig.

D.F.W. C.II No. 9091/16 wird eingeflogen.

2h) Barom. 743,5, 5-2 C.[,] N.W. 2 doms 3/4 bedeckt, sichtig.

Wegen tiefhängender Wolken findet kein weiterer Flugdienst statt.

7h) Barom. 745,5 5-3C.[,] N.W.2 doms wolkenlos [resten ulæseligt]

(Bundesarchiv RM112/223)

7. januar 1918 – Mathias Damm: “godt at Onkel er Fangenskab”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 7 Januar 1918.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 31. Det er da godt at Onkel er i Fangenskab, om ogsaa saaret. De engelske Læger ere lige dygtige, som de tyske, saa de skal nok faa ham kludret i Lavn. At det Spænd paa Løgtepold ikke altid vil gaa, vil jeg gærne tro. Han kunde ogsaa godt have ventet med sligt til efter Krigen, kanske han saa havde faaet fornuftigere Tanker. Foreløbig er der da intet i Veien at han dør af Alderdom. Nu mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

6. januar 1918. Kompagnibedstefar på “trykpost” i proviantdepotet

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele og efter svære tab trukket ud igen.

Og i Begyndelsen af det nye Aar modtog jeg Ordre til at melde mig ved Felt-Proviantdepotet for vor Division.

Det var med let Hjerte, jeg styrede bort fra Roulers op imod Lichtervelde, hvor jeg skulde melde mig. Jeg fik straks en varm Modtagelse, idet den Officer, som jeg henvendte mig til, noget barsk spurgte mig, om jeg var dygtig til at bære tunge Byrder; jeg svarede hurtigt, at det var jeg ingen Helt til, men Arbejde skyede jeg ikke.

Officeren sprang op og klappede mig paa Skulderen, og endskønt han vel var ca. 20 Aar yngre end jeg, sagde han dog: „Godt svaret, min Søn, godt svaret.”

Saa var jeg først hos en gammel Mand, som skulde ordne Sække ved Provianten, det rene Driverliv. Vi modtog vel den Dag 200 Sække, som vi skulde rulle sammen 25 i hvert Bundt, saa stod vi Resten af Tiden og frøs og skiftedes til at holde Vagt, for at ikke en Officer skulde overrumple os ved Driveri.

Det passede mig i Grunden ogsaa meget daarligt.

Det var en hel Lettelse, da der en Morgen var kommet nogle Jernbanevogne, som skulde tømmes. Vi begyndte med at bære Salt ud, 200 Pund i hver Sæk, og da jeg kunde se, at de ikke havde Spor Begreb om, hvordan man skal behandle en Sæk, der skulde nemlig stables 12 Sække ovenpaa hinanden, saa tilbød jeg min Tjeneste.

Der var tre Mand, hvoraf de to havde fat i hver sin Ende af et kort Kosteskaft, som vi lagde under den ene Ende af Sækken, med den anden Haand tog vi den anden Ende, løftede den op og svingede den opad, og i det Øjeblik kommanderede jeg den tredie Mand til at passe paa og saa give Sækken et Skub, saa den fløj op paa Plads.

Det var udmærket og faldt Opsynsmanden saa meget i Øjnene, at han straks  begærede af Proviantmesteren at faa mig ind i Lageret.

Midt under Arbejdet kom der nogle Flyvere op og kastede Bomber. Saa løb alle Mand deres Vej; men det var jeg ikke vant til, hvorfor jeg blev. Det viste sig imidlertid, at Bombekasterne havde anrettet Ødelæggelser nok, der var rigelig 40 døde og saarede.

Her var der meget Arbejde. Om Natten blev der losset, om Dagen blev der uddelt. Gang paa Gang maatte der rekvireres nyt Mandskab; thi selv om vi ikke var med i Slaget, var vi altid udsat for Granater og især for Flyvernes Bomber.

Jeg blev snart Vidne til, at her var der to Synder, som særligt gik i Svang. Det var Drukkenskab og Tyveri, og en tredie, som fulgte i Hælene paa dem, var Løgnen, og det var mig en Pine Gang efter Gang at staa overfor dem.

Jeg prøvede stadigt at overbevise mine Kammerater om det skændige i deres Opførsel.

Lidt efter lidt blev jeg mere betroet, og det var tilsidst en ret stor Grossererhandel, jeg havde; men jeg følte nok, at her skulde mit Gudsforhold staa en anden Prøve end ude i Skyttegravene, og det var mange Gange værre at staa som et Guds Barn paa denne Plads end ude i forreste Linie.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. januar 1918 – Jens Thomsen: “… at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.”

Et afslaaet Angreb.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Den 6. Januar 1918.
Natten er mørk, meget mørk, Maanen kommer først frem Klokken 12 og Klokken er først syv om Aftenen. Jeg er lige kommen ud i Granathullet og har afløst min Kammerat med hans Betjening. Jeg er nemlig ved et Maskingevær-Kompagni og er Geværfører; foruden en saadan gaar der tre eller fire Mand med ud i Linjen som Skytter. Den Geværfører, som jeg havde afløst, var nu gaaet ind i Houthoulst-Skoven i Reserve.

Den første Mand af min Betjening stod paa Vagt. Da pludselig begyndte Fjenden at lægge Trommeild paa mit Afsnit. Selv stod jeg ved min Vagtmand, da han var temmelig ny i Fronten, og spejdede ud i Mørket. Intet at se, blot Lynene af Granaterne og Shrapnellernes Eksplosioner blænder Øjet; efter et Kvarters Tid er det atter stille. Den første og den anden Time gaar rolig, Klokken 8,48 aabner Fjenden atter sin Trommeild, og denne Gang paa en saa forfærdelig Maade, at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.

Trommeilden tog til og alt paa et kort Afsnit, saa vidt jeg kunde fastslaa. En Dobbeltpost havde jeg opstillet for straks at være rede til at skyde, naar Fjenden kom. Et Teltstykke havde vi over os, det var det hele. Sprængstykker raslede imod og igennem dette Stykke Lærred. Klumper af Jord fløj ned paa os, uden at gøre os nogen Skade. Den ene Vagtpost fik et Sprængstykke paa den ene Arm, men det havde ingen Kraft til at slaa igennem. En anden Skytte, som laa hos mig, fik et Sprængstykke imod Haanden.

— Giv Agt! raaber Skildvagten, og med det samme fløj en Granat ned i min Fordybning. Den eksploderede dog ikke, men den ene Side af Fordybningen begravede os til Dels. Kort derefter kom nok en anden og satte sig ved Siden af den første. Heller ikke den eksploderede; det var vidunderlig, saadan et Held som vi havde — hvis blot en af de to var eksploderet, saa havde vi alle været i bore. Men Held maa man have i Krigen, siger Kammeraterne og saadan var det ogsaa her.

Efter halvanden Times Forløb ophørte Ilden, og Englænderne kom i Sneskjorter frem til Angreb. Dog havde vi opdaget dette i Tide. Saa let skulde det ikke blive for ham at trænge ind i vore Linje; pludselig satte alle Maskingeværer deres Ild i fuld Gang, og efter en halv Times Forløb var Kampen endt — Angrebet var afslaaet. Nu begyndte vore Sanitetstropper at bjærge de saarede, Fjender faavel som Venner. Resten af Natten forløb roligt. Saadanne Foretagender sker hver Nat paa Fronten i Flandern.

Gefr. Jens Thomsen, Ballum.

(Fra Flensborg Avis 23. januar 1918)