Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

28. maj 1917 – FR86: Sprængningen af Slottet ved Havrincourt

I maj 1917 sprængte tyskerne slottet ved Havrincourt, hvor Füsilier-Reigment Nr. 86 på det tidspunkt lå i stilling. Regimentshistorien beretter:

[…] ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park. Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede.

Slottet i Havrincourt før sprængningen (Willy Holz Album, privateje)
Slottet i Havrincourt før sprængningen (Willy Holz album, privateje)

Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.

Sprængningen af slottet ved Havrincourt, juni 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Sprængningen af slottet ved Havrincourt, juni 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Den hårde krigsnødvendighed havde fordret, at Siegfried-stillingen blev anlagt gennem parken og umiddelbart foran slottet. De afløste tropper fortalte, at Marquisen havde tilbudt den øverste hærledelse 20 mill. Francs, hvis de holdt hans slot uden for kampzonen. Man havde ikke kunnet acceptere hans tilbud. Vore soldaters liv og sikkerhed var mere værd. Hele beliggenheden gjorde det også klart, hvorfor det ikke gik. Bag Havrincourt steg Flesquières-højderne, som indtog en lige så beherskende stilling som den allerede nævnte vejgaffel ved Le Pavé.

Slottet i Havrincourt efter spræningen (Willy Holz album, privateje)
Slottet i Havrincourt efter spræningen (Willy Holz album, privateje)

Alligevel blødte hver 86’ers hjerte ved tanken om, at parkens grønne kjole om nogle måneder ville være revet i stumper og stykker af engelske granater og miner. På selve slottet havde de engelske projektiler allerede begyndt deres arbejde. Da skyttegravsbesætningen hele tiden var i fare på grund af splinter fra granater, der eksploderede mod murene, blev slottet den 28. maj demoleret ved sprængning.

27. maj 1917 – J.N. Jensen: “Hvor Granaterne roder”

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.

Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.

Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.

Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.

Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.

Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.

Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.

At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.

Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.

Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.

Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.

De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke  lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.

(fortsættes)

25. maj 1917 – Flensborg Avis: Krigsfanger, gasmangel, tyveri og faneflugt

Under rubrikken ”Dagsnyt” brage Flensborg Avis den 25. maj 1917 blandt andet følgende meddelser

Vedrørende Forsendelse
af Værdibreve til Fanger i Rusland meddeler den tyske Hjælpe
forening i Stokholm følgende:

Korte Meddelelser (kun paa ufrankerede Postkort eller et Kort i Postkortformat) eller Dokumenter, der er sælig vigtige, og hvor der hvor det særlig kommer an paa, at de ogsaa virkelig naar Modtageren, anbefales det, ifølge vore Erfaringer, at sende gennem os som Værdibreve. Da Posten imidlertid kun behandler Breve som Værdibreve, naar de indeholder et Pengebeløb, maa der føjes nogle Rubler til, som naturligvis udleveres til Modtageren. Beløbene skal helst vare mindst fem Rubler (= 6 Kroner 50 Øre i svenske Penge), og vi beder om Tilsendelse af saadanne Penge ved Postanvisning, der er portofri, naar den bærer Bemærkningen „Kriegsgefangenensendung – taxfrei”.

For at undgaa Fejltagelser bør der tydeligt peges hen paa, at Pengene skal sendes sammen med en skriftlig Meddelelse. Endvidere maa der i den Skrivelse, som vi paa denne Maade skal befordre videre med Pengene, paa ingen Maade nævnes noget om, at Pengene kun tilføjes, for at Efterretningen sikker naar til Modtageren. Nærmere Oplysninger og Prospekter saas paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg.

Haderslev Gasværk o. 1900 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Gasmangel og Driftsforstyrrelse.
„Modersmaalet” i Haderslev udgik paa Grund af Gasmangelen der i Byen i Onsdags kun med et halvt Nummer. Bladet skriver i den Anledning:

„Siden Februar Maaned har vi Haderslev kun haft Gastilførsel nogle faa Timer om Dagen. I de sidste Dage er Forbruget yderligere blevet stærkt begrænset. Som Følge deraf kan vore Sættemaskiner, som vi er særlig henviste til over for de vanskelige Forhold, Dagbladene arbejder under, saa godt som ikke benyttes. Ved de faa Haandsættere vi endnu raader over, er det imidlertid umuligt at faa Avisen sat.”

Nu giver det igen lidt mere Gas i Haderslev, skriver „Dannevirke” i Gaar, nemlig lig om Morgenen fra 5 til 7½, om Middagen fra 10½ til 1½ og om Aftenen fra 6 til 7½.

Frækt Tyveri. (Dv.)
Gaardejer Konrad Ravn i Løndt (Starup Sogn) har sine Kreaturer gaaende løs i denne Tid paa en afsides Mark. Køerne gaa med Grimerne paa. Tirsdag Eftermiddag, da en Dreng og en Tjenestepige kom ud for at hente Køerne manglede Grimerne paa 5 Køer, og paa 1 Ko var Grimen løsnet, men ikke tagen med; en gammel Grime havde man kastet hen ved et Led og derefter byttet en gammel med en ny Grime. I alt savnes 8 nye Grimer, og en Ko havde de jaget ud af Kobbelen. Reb og Jern er en dyr Vare i denne Tid.

Tyveri. (S.G.)
Hos Over-Postkonduktør Bartholomæus i Slagtergade Haderslev blev der i Søndags Aftes øvet et frækt Tyveri. Tyven sneg sig, inden Gadedøren blev lukket, op paa Loftet og stjal omtrent 40 Pund Flæsk. Da Husbeboerne kort efter Klokken 10 kom hjem, fandt de begge Dørene til Gaden aabne.

Efterlyst.
I Regeringens „Amtsblatt”, for 19. Maj 1917 efterlyses Landeværnsmand Johannes Emanuel von Würtzen af Haderslev for at have fjernet sig fra sin Afdeling uden Tilladelse. Desuden efterlyses 5 Personer sydfra, der beskyldes for at være deserterede, den ene tillige for Tyveri.

21. maj 1917 – Asmus Martensen: Hilsen fra Barenton-Cel

Foto sendt til Kristine Martensen, Tinglevmark, af hendes far Asmus Martensen, som man må gå ud fra er med op billedet. Er der mon nogen, der kan sige os hvem af de ni herrer, han er?

Barenton-Cel, hvor Asmus Martensen efter skiltet at dømme holdt vagt ved jernbanen, ligger knap 10 km nord for byen Laon. Hvad de to siddende fløjmænds besynderlige hovedbeklædning skal betyde, er svært at sige. Måske de er blevet trætte af deres stålhjelme, hvor af en anes til højre billedet med bunden i vejret. Den synes i øvrigt at mangle sin indmad – de læderflapper, der sørgede for at hjelmen ikke hvilede direkte på hovedet. Bemærk også lapperne på de bukser, som soldat yderst til højre har på.

Postkortet er et af flere til Kristine Martensen i Zeppelin- og Garnison Museets samling.

Postkort sendt til Kristine Martensen, Tinglevmark, af hendes far Asmus Martensen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Fritz Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.

Flyveralbum fra Als – er der nogen, der kan hjælpe?

Flyveralbum fra Første Verdenskrig

Albummet er fundet i boet efter en gammel dame, der under Første Verdenskrig var en ung pige bosiddende på Als. Ingen i familien eller i hendes opgangskreds har nogen sinde hørt om at ”oldemor” skulle have kendt en pilot. De kender deres ”oldefar” og det er ikke ham, der pryder albummets første side. Så hvem kan det være? En fjern fætter, en beundrer eller gammel kæreste? Er der nogen, der kan hjælpe med at identificere nogle af billederne? Hent hele albummet her.

Alle oplysninger der kan kaste mere lys over albummet modtages med kyshånd,  kontakt venligst:

Frank Løndal Frandsen
Alssundvej 20
DK6400 Sønderborg
tlf. 0045 40 68 63 83
e-mail frankfrandsen@hotmail.com

Følgende oplysninger er foreløbig draget frem:

  1. Kun et foto har dato 14/9.152
  2. Kun 3 flyregistreringer er læsbare: B 1544.15 – B 719.15 – B 135.13.
    ”B” indikerer ubevæbnet 2 sædet dobbeltdækker. Kilde ”Die entwicklung der Flugzeuge 1914-18” Som det tydeligt fremgår af billederne, mest af de havarerede fly, er det jo nok en flyveskole, al begyndelse er svær!
  3. Domkirken er identificeret, den ligger i Gniesno, ca. 220 km vest for Warszawa og ca. 50 km øst for Poznan.
  4. Det 2 motorede fly er en GOTHA G1, kun bygget i 18 eksemplarer. Dette skulle være prototypen og genkendt pga af det sammenslyngede U&F på næsen af flyet. Flyet skal efter sigende have været stationeret ved Feldfliegerabteilung 28 på østfronten i 1915. Flyets registrering skal iflg. tykke bøger være B 1092/14.
  5. Kassernebygningerne er måske fra flyveskolen i Bialystok, ca. 140 km nordøst for Warszawa. Efter sigende en tysk flyveskole. Andre mener ikke, der har været en flyveskole der.
  6. Gruppebilledet er identificeret af Peter M. Grosz fra Princeton NJ i USA – det var en hjælp fra stor afstand. I bogen ”Aviation Awards” af Neal O’connor fra 1998 findes et foto taget i samme lokale hvoraf 2 af personerne, er de samme. Den ene er identificeret som Hptm. Alfred Hildebrand.

19. maj 1917 – Fra landsretten: “Medhjælp til Faneflugt”

19. maj 1917 meddelte Flensborg avis om følgende domfældelser ved landsretten i Flensborg:

Overtraadte Forordninger.
Et helt Synderegister lagdes Kaadner Jakob Petersen Jessen og Hustru Mathilde Marie, f. Alnor, fra Bjerndrup Mark til Last. De sigtedes for i Maanederne Oktober til December 1916 at have fodret Svinene med Rug og Kartofler samt at have kærnet Smør af Mælk, der skulde afleveres til Mejeriet. Ved Bisidderretten i Aabenraa blev de idømte hver en Pengebøde af 100 Mark, hvilken Dom dog blev indanket af Amtsadvokaten, da efter hans Mening Straffen var for lav.

I Gaar udtalte den anklagede Jessen, at de ikke havde opfodret Rug, men Byg, som var tilladt. Kartoflerne, der var bleven opfodrede, havde kun været saadanne, som efter Høsten var blevne sankede op paa Marken, og som havde været frosne og derfor ikke kunde bruges til menneskelig Ernæring. Kærnet havde de kun Mælk fra en Ko, der lige havde kælvet. Denne Mælk maatte efter Forordningen ikke afleveres til Mejeriet de første 3 Dage efter Kælvningen.

Sagen var bleven meldt af en af den anklagedes Tjenestepiger. Dette skal dog efter Jessens Udsagn være sket af Hævn, da Pigen forlod Tjenesten i Ufred. Denne Pige, der var stævnet som Vidne, fastholdt dog, at hvad de anklagede havde gjort, havde været forbudt.

Statsadvokaten var ligeledes af den Mening, at de anklagede var stadige, og holdt den af Bisidderretten idømte Straf for alt for lav. Han androg for Mandens Vedkommende paa 800 Mark i Bøde og for Konen paa 200 Mark. Dommen lød i Overensstemmelse hermed.

Medhjælp til Faneflugt.
Frk Christine Nørgaard, født Schulz, fra Skodborgskov var anklaget for i Begyndelsen af dette Aar ad forbudte Veje at være gaaet over Grænsen samt kort efter at have hjulpet sin Svoger, Landmand Schmidt fta Skrydstrup Mark, over Grænsen. Schmidt var i længere Tid bleven sat tilbage fra Tjenesten, men havde faaet Meddelelse om, at han nu skulde møde.

Den anklagede forklarede, at hun. da hun gik over Grænsen, vilde besøge sine Forældre. At hun havde hjulpet Schmidt over Grænsen, nægtede hun. Ved Vidneforhøret oplystes, at den anklagede efter den flygtede Schmidts Anmodning havde købt nogle Stykker Kvæg af ham til en Pris af 6000 Mark. Disse Penge havde hun straks udbetalt. Ved Forhøret hos Amtsforstanderen havde den anklagede for tilstaaet dette; i Gaar nægtede hun det. Der var opstaaet Mistanke om. at denne Forretning kun var afsluttet for at forskaffe Schmidt de nødvendige Penge til Flugten. Kreaturerne var leverede, men dog først efter at Schmidt var flygtet.

Statsadvokaten ansaa det for klart bevist, at den anklagede var skyldig i Medhjælp til Schmidts Flugt, og androg paa 1 Aar 6 Maaneders Fængsel. Forsvareren, Advokat Fey bad om Frifindelse. Efter en længere Raadslagning lod Dommen paa 4 Maaneders Fængsel for Medhjælp til Faneflugt og for Overtrædelse af Belejringsloven paa 6 Uger, hvilket gav en samlet Straf paa 5 Maaneders Fængsel. Heraf fraregnedes dog 2 Maaneder for Varetægtsarresten; den anklagede har siddet i Varetægtsfængsel i 3 Maaneder.

19. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Flandern er en Edens Have”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Maj blev regimentet trukket ud af stillingen ved Lens og kom i hvilestilling i Belgien.

Er det en Drøm? — Er vi efter Dødens Rædsel vaagnet i de saliges Land? — Vi gnider Øjnene, vi kniber os i Armen. Det er skøn Virkelighed.

Her høres intet Skud, her ses ingen Flyver, Natten er ikke oplyst af Kanonglimt og Lysraketter, Markerne er ikke oppløjet af Granater, alle Husene er hele. Vi ligger i Selzaete, 20 Kilometer Nord for Gent, Grænsebyen ind mod Holland! Vi spadserer ud til Pigtraadshegnet, der skiller det belgiske Flandern fra det lykkelige, lille, fredelige Holland.

Regimentskontoret, Flandern 1917 (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Vi kan for den Sags Skyld godt indbilde os, at vi er havnet i Holland, saa nøje svarer alt til de Forestillinger, vi fra Skolen har om dette Land. Her er Kanalerne og Digerne, de grønne Græsmarker og det sortbrogede Kvæg, her hersker hollandsk Renlighed og Venlighed, her løber alle i Træsko. Vi beundrer de unge Piger, der skrubber Fortove, Rendestene og Husfacader. Vi holder Snak med unge og gamle og forstaar rigtig godt deres flamske Sprog og de vort Plattysk.

Og alt dette midt i den dejligste Foraarstid! Lysblinde kom de dødtrætte Stakler ud af evig-mørke Jords huler og stinkende Krudtskyer; men et Par smukke Foraarsdage i det velsignede Flandern giver dem hurtigt Livskraft og Livsmod tilbage.

Vi har saa tit tvivlende lyttet, naar Deltagerne i Fremmarchen i August 1914 begejstret skildrede Belgien som det rigeste og smukkeste Land paa Jorden. Nu ser vi selv, at det ikke var Overdrivelse. Flandern er en Edens Have.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 166-7)

19. maj 1917 – Johannes Ankersen: “… smukke piger var der egentlig kun blandt jøderne.”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten.

Pludselig den 19. maj blev vi afløst og rykkede af. Først i en lille russisk landsby noget bagud. Jeg husker endnu, at marchen derhen var temmelig anstrengende, for det var så varmt, at huden skallede af ansigtet. Vi blev fem dage i vores kvarter, sådan at jeg også fik mulighed for at lære den russiske landbefolkning at kende. Det var også originalt nok. I hovedsagen løb panjerne barfodet om, og bar trods heden en tyk lammepels.

Så var der boligerne. I et rum boede og sov flere familier, en hoben børn, dertil høns, nogen gange også et par svin. Senge var der sjældent, og når de fandtes, bestod de af en kasse, hvor der højst befandt sig en bunke, meget snavsede klude. Oven i købet skal man huske, at vi var i Litauen, hvor ved siden af Kurland og de andre Østersøprovinser civilisationen er mest fremskreden.

I det rum, som jeg beboede sammen med bataljonsadjudanten, måtte vi først fjerne et vognlæs snavs, før det var beboeligt. Allerede første aften fornøjede vi os. Vi havde købt et lille fad øl og afholdt en ølaften for bataljonens officerskorps. Da vi nu var blevet ejere af en grammofon, blev den naturligvis sat i gang. Knap havde de første toner lydt før mænnerne og kvinderne sneg sig hen og med åben mund og polypper undrede sig over denne sælsomme genstand. Sådan noget havde de aldrig set eller hørt.

Næste dag var en helligdag, og russerne i stadstøjet. Vi måtte ind i mellem holde os på maverne af grin. En gammel bedstemor i en lammepels løb stolt omkring i bare ben. For at forskønne sin hæslige fremtonning havde hun taget et par halvlange soldaterstøvler på. Landsbyens skønheder løb trods heden rundt i deres nye frakker, model 1830, og var mægtig stolte. Folket var i rigt mål grimme, smukke piger var der egentlig kun blandt jøderne.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

18. maj 1917 – Et sjældent møde: “Naa Fa´r, du kender mig nok ikke mere!”

Den 18. maj 1917  meddelte Flenborg Avis om følgende tildragelse:

Gaardejer og Gæstgiver Jes Hansen fra Lundtoft ved Kliplev, der er i  Felten som Underofficer, gik for nogen Tid siden gennem en Landsby i Frankrig. I Udkanten af Byen mødte han en Artilleri-Munitions-Kolonne. Uden at agte stort paa den gik han roligt videre; men pludselig sprang lige ved Siden af ham en ung Soldat af Hesten og udbrød paa godt Dansk: — Naa, Fa’r. du kender mig nok ikke mere!

Overraskelsen og Glæden var stor, eftersom Fader og Søn ikke havde set hinanden i et Aars Tid. Et Øjeblik efter blev der gjort Holdt, Løjtnanten og Vagtmesteren kom ogsaa til Stede og udtrykte deres Forundring over den sjældne Tildragelse. Samtalen varede en halv Times Tid. Derved kom ogsaa Gaardejer Hans Sørensen fra Sønder Sejerslev, der er en god Bekendt af Hansen, til Stede .

Man talte naturligvis mest om de hjemlige Forhold, og da Tiden var omme, skiltes de i Haabet om et glædeligt Gensyn i Hjemmet. (Hmd.)

16. maj 1917 – Claus Eskildsen: “… ud af Slagets Helvede”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Syv Uger har Regimentet ligget i daglige, haarde Kampe og har sejgt holdt Stillingen. 8 Officerer og 136 Mand er faldne her ved Lens, 9 Officerer og 327 Mand er lemlæstede, og mange af dem dør i Lazaretterne. 52 Mand er savnede, vel sagtens ogsaa døde, mange er syge. Da kommer omsider den haardt tiltrængte Afløsning.’

Den 16. Maj slipper Regimentet ud af Slagets Helvede. Dagen efter fører Toget os nordpaa, helt midt ind i Fredens grønne Egn.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 165)

15. maj 1917. Kaniner med fjer på

En anonym sønderjyde ved Res.Ers.Reg. 3 fortæller.

Under Karenski-styret blussede kampene på fronten op en kort tid.

Således brød russerne ind i stillingen syd for chausseen Novo-Alexandrovsk-Dvinsk.

Vort regiment blev trukket tilbage og måtte besætte denne stilling.

Da vi havde ligget ca. et halvt års tid i vor gamle stilling, blev jeg sammen med en kammerat kommanderet til reservelejren som vagt. Man regnede med at komme tilbage igen.

Kompagniføreren havde fire høns, som var anbragt i en kasse på fire ben. Hen på morgenstunden anden dagen efter alarmeringen gik jeg udenfor og så da, at kassen var forsvundet. Vi fandt den i nogle brændenælder i en lavning i skoven, jeg måtte afgive beretning til rettergangsofficeren og blev beordret til at undersøge affaldspladserne i omegnen, men til noget resultat førte det selvfølgelig ikke.

Den næste aften blev vi anmodet om at besøge en tilsvarende vagt ved bataljonens stabskvarter. Her blev vi budt på kogt høne med ærter og gulerødder.

En lun hamborger, som var fotograf ved bataljonsstaben, spurgte, om vi kunne lide »kaniner«?

Det var det bedste måltid, jeg havde fået under krigen, men »kaninen« har sikkert haft fjerdragt.

Dagen derpå måtte vi vende tilbage til regimentet. Kompagniføreren mødte os med ordene: »Har hønsene smagt godt?« Det var ikke let at holde masken …

DSK-årbøger 1963

15. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… næsten dagligt kommer de bærende med en syg eller død.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Okdoen E-Sektion

1. Over Hovslund er til Skovby i de sidste Dage ankommet flere svære Kanoner (mindst 21 cm og antagelig Skibsskyts) V.f. Skovby ved Vedsbølvejen.
4-5 svære Kanoner udladedes for nylig ved Rødekro Station.

2. der er i Vinter ved Enden Banelinien fra Hovslund St. til Skovby St. bygget et stort Udsigtstaarn.

3. Tidligere Melding om svæt Skyts ved Gassehøje er nærmere bekendt som 4 Stk. Skyts og meget af meget svært Kaliber (c. 38. cm).

4. I Skovby er indkvarteret 3-400 Marinesoldater. I Barakkerne her ligger c 800 Straffesoldater, de lever elendigt, og næsten dagligt kommer de bærende med en syg eller død.

5. I Lockstedt Lager ligger i Øjeblikket c 8000 Md. og der afgaa stadig Transporter til Vestfronten.

6. Til Haderslev er ankommen et Marinefartøj med 1000 Md., der opmaaler Chauseen.

7. Besøg af Off. ved Hejlsminde

8. Session i Haderslev.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

14. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Hindenburglinien er stærk”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Gennem B. (ny Mand, navnet opgivet)

a. Det bekræftes, at næsten alt Rytteri fra Haderslev og Omegn er paa Foraarsarbejde i Mecklenburg.

b. I Aabenraa er kun ”meget lidt” Fodfolk.

c. Arbejdet paa den befæstede Linie i Nordslesvig fortsættes meget ivrigt; det er væsenligst Jernbanearbejder.

d. Nøden i Tyskland er meget stor, navnlig i Byerne; en Soldat, der fra Vestfronten er hjemme paa Orlov, meddeler, at Hindenburglinien er stærk, men at det tyske Artilleri er det engelske ganske underlegen. En Svoger til ovennævnte Soldat er hjemme fra Østfronten (Riga) og meddeler, at der fraterniseres stærkt med Russerne. De fleste tyske Tropper er her ført bort. Nøden paa Østfronten er overordentlig stor, og han (Svogeren) var saa udsultet, at alle hans Paarørende græd, da de fik ham at se, og hans egen Børn kunde ikke kende ham.
En nordslesvigsk Redaktør meddeler, at Befolkningen i Berlin er saa udsultet, at den ikke synes at kunne gøre Oprør.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

14. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Sådan et Bysbarn er vist ikke meget bevendt på Landet!?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 14. 5. 1917.

Kære Alle sammen! Mange Tak for Eders kære Brev.
I spørger efter Marius! Ja, jeg har heller ikke hørt fra ham i meget længe. Så længe jeg er her vist kun 2 Gange, han var jo altid lidt sliden med at skrive. At han vist snart fik Orlov, skrev han allerede da jeg endnu var på Lazarettet. Jeg kan ikke vide om han er i eet af Brændpunkterne nu, men komme der skal han jo nok – 36erne er aldrig bleven forskånede. Det eneste er, om, da han nu er ved Minekasterne, ikke bør med. Ja, når man tænker på, hvadfor et Liv de fører derude og vi går her i Ro og Mag – taknemmelig nok kan vi aldrig være!

Havde Brev fra lille Vips i Dag. Hun er jo udmærket tilfreds, det er nu da godt for hende. At I ingen nye Rekl. må indsende, har jeg jo skrevet, nu er jeg meget spændt på hvad det bliver til. Hvad er det for en Pige I har fået? Får hun Løn? Sådan et Bysbarn er vist ikke meget bevendt på Landet!? Hvorledes er Karlen til Arbejdet? Har I så Mikael endnu? Har I da så koldt endnu at Kreaturene ikke kan komme ud? Der er måske heller ikke meget Græs!? Hvorledes har Fodret ellers slået til? Skal Lisbeth snart fole? Der er vel da ikke Tanke om, at de også skulde komme efter Jutta?

Undertrøjerne sender jeg hjem engang ved Lejlighed, jeg bruger dem nemlig ikke. Hvis I har nogle korte Strømper var de mig også kære nu, men lad det nu kun vente en rum Tid for om jeg da ikke selv skulde komme. Jeg skrev en Gang, at jeg havde for megen Smørelse, det er desværre ikke Tilfældet nu længere. I de sidste 3 Uger har vi fået for 26 pf. Smør. Men i den sidste Pakke jeg fik med Smør, var det blevet meget blød. Den var jo nu meget længe under Vejs, ellers ved jeg snart ingen Råd.

Kærligste Hilsener, Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. maj 1917 – Enkefru Røgind: “min kære, gode, dyrebare Mand.”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Maj.
I Haderslev Dagblad har jeg læst følgende inderlige Dødsannonce, der i al sin sorgfyldte Naivtet, betog mig:
Underofficer Jørgen Christensen er falden paa. Forpost ved ………. Natten mellem 22.—23. April- knap 30 Aar gammel. I dyb Sorg.  Didde Christensen, født Møller, og Familie, Blansskov, 9. Maj
1917:

De svandt saa hastig hen, de lykkelige Dage,
mit veltilfredse Sind med dem svandt hen,
da du i Krig langt bort fra Hjemmet maatte drage,
min allerbedste, dyrebare Mand.
Dog trøstig gik vi frem, med Haabet fast for Øje,
det Haab, at vi dig dog fik hjem igen.
Ja, hvor vi bedet har til Herren i det høje,
at du dog maatte komme til os ihjem.
Dog dette Haab, mit sidste, jeg maa nu opgive,
da Efterretningen saa tung mig naaet har,
at du ved …….. nu maatte blive,
min kære, gode, dyrebare Mand.
Men aldrig vil vi glemme dig herneden,
saalænge vore Hjerter endnu slaa,
og altid vil vi Herren ydmygt bede,
at vi engang med dig hist samles maa
for aldrig mer at skilles.
Ja der kan Sorgen stilles.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 136)

12. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Preussere skød paa Slesvigere …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Okdoen E-Sekstion
Meddelser fra Tyskland

Paa Kieler Bugt holdtes 8-10/5 Udskibningsøvelser i Baade fra Større Skibe.

Ammunitionsfabrikken i Køln arbejder kun for halv Kraft.

Der har været Mytteri i Rgt. 75 (Slesvigere, Preussere, Sachsere). Preussere skød paa Slesvigere, (der ikke vilde i Ildlinien), Sachsere skød dereffter paa Preussere. 200 døde og saarede.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

11. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle blev taget …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Fra meget paalidelig Kilde

a. Kysten syd for Hjelsminde har i den sidste Tid ofte været besøgt af tyske Officerer. I sidste Uge var en Stab paa 6 Officerer, som med Kort i Haanden syntes at have Opmærksomheen henvendt paa Brandsø.

b. Ved Gasse Høje er opstillet 4 Kanoner af meget svært Kaliber (38 cm).

c. I April Maaned har der i Haderslev været Session over 17-aarige. Alle blev taget – hovedsagelig til Artilleriet og Rytteriet.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

9. maj 1917 – Enkefru Røgind: “… en Søn har jeg ved Fronten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Maj.
Hørte i Dag om Falle Jørgensen i Fredsted. at da. de kom ind til ham for at opfordre til at tegne sig for Krigslaan, sagde han Nej, det vilde han ikke, og da de saa sagde, at det skulde han dog betænke, han havde jo Russere, og noget maatte man jo ofre, svarede han: »Synes I ikke, at jeg har ofret nok, en Søn har jeg ved Fronten, og en Søn har jeg bragt paa Kirkegaarden, og hvad de Russere angaar, vil jeg dog spørge Landraaden, om det er med hans Vilje og Vidende, at de saadan truer Folk til at tegne.« Saa blev de bange og sagde, det maatte han endelig ikke, men sine Russere beholdt han.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 136)

8. maj 1917 – Flensborg Avis: Kvindelige udskejelser i Sønderborg

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

En Udskejelse
øvedes i Fredags Eftermiddags af nogle Koner i Sønderborg. De mødte ifølge ”Sonderburger Zeitung” paa Sønderborg Brødfabrik og krævede der Brød uden Mærker, hvorved de truede med, at hvis det ikke blev givet dem godvilligt, skulde de nok sørge for, at de fik det. Den tilstedeværende Kusk B. gav dem nogle Brød, og som Følge deraf kom der i Løbet af Eftermiddagen gentagne Gange Kvinder, som ligeledes forlangte Brød uden Mærker. De afvistes.

De Koner, der har deltaget deri, har aabenbart ikke været sig Rækkevidden af deres Handlemaade bevidst, skriver nævnte Blad. De har ikke tænkt paa, at det at trænge ind i Brødfabrikken og true med Voldshandlinger, ifald deres Krav ikke opfyldtes, efter de bestaaende Love kan føre haarde Straffe med sig. De har ved deres Trusler forledt Brødfabrikken Funktionærer til lovstridige Handlinger, hvad der ligeledes trues med Straf. Men mod saadanne Overfald maa de næringsdrivende værnes ved Lov. Der er derfor blevet sørget for, at sligt ikke kan gentage sig. Hvis Konerne virkelig allerede havde opbrugt deres Brødkort, som endnu gjaldt for en Uge, og de ikke havde andre Levnedsmidler til Raadighed, saa burde de ikke have henvendt sig til Brødfabrikken, men til Byens Brødkort-Kontor i Posthuset med Bøn om at faa Tilskudsbrød. Det vilde have været den rigtige Vej.

Indskrænkningen af Brødrationen føles vist overalt tungt. Men der bør huskes paa, at Folk intet Sted i det tyske Rige faar mere Brød end i Sønderborg. Forholdene tvinger os til at indrette os med det, vi har; ogsaa den enkelte maa i denne Tid eje den gode Vilje til at holde Hus med Brødet, ja til at omgaas det sparsommeligt. For at lette det har Rigs-Ernæringskontoret forøget Kødrationen og ved Tilskud gjort det muligt for den mindrebemidlede Befolkning at købe det. Efter hvad der meddeles os, vil der endvidere i de nærmeste Dage blive udgivet Gemyse-Konserver. Desuden har Landraad Schønberg vedvarende været ivrig bestæbt paa at fremskynde de større Kartoffel-Leveringer, som endnu ikke er komne. De almindelige Trafikvanskeligheder, hvorunder – hvad enhver, der staar i Erhvervslivet, veed – den afsides liggende Sønderborg Kreds særlig har maattet lide, er Hovedaarsagerne til denne Forsinkelse. Der er imidlertid Haab om, at ogsaa Kartoflerne vil ankomme i den nærmeste Tid. Dermed vilde Hovedvanskelighederne være overvundne.

Men fremfor alt bør enhver sige sig selv, at der ved Udskejelser som i Gaar ikke hidskaffes en enkelt Smule Brød, at det tværtimod fører bitre Følger med sig for de delagtige.

Funden Gris.
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der er blevet anmeldt en Gris som Hittegods, og anmoder Ejeren om at melde sig inden 8 Dage fra den 8. Maj af, da der i modsat Fald vil blive Dispositioner med hensyn til Grisen.

Uheldig Sejllads. (Dv.)
I Søndags Eftermiddag kæntrede en Mand med sin Baad paa Haderslev Dam i Nærheden af Johannesdal. Manden var dog i Stand til at holde sig fast ved den væltede Baad og raabe om Hjælp. Hans Raab hørtes af nogle Drenge ved Badebroen. De fik hidkaldt Hjælp, og den uheldige Mand slap med en vaad Trøje som en alvorlig Advarsel om at være mere forsigtig næste Gang.

Opdagede Skjulested.
Landraaden i Haderslev bekendtgør i Kredsbladet følgende:
Landmand Sch. I Sp. have skjult 287 Pund Rug i en Tønde pa Høloftet og hemmeligholdt den ved Korneftersynet.
Landmand H. i St. havde skjult 217 Pund Mel over Bageovnen og hemmeligholdt det ved Korneftersynet.
I begge Tilfælde er Varerne blevne konfiskerede uden Godtgørelse, og der er blevet anlagt Sag imod vedkommende.

8. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Mig er de temmelig underdanige”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 8. 5. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har nu lige fået ”Onnen.” Vi har fået Nudler i Går og jeg har nu kogt nogle i Dag. Det går udmærket med Kogningen, det er jo slet ikke så slemt. Det eneste er, der går altid en hel Del af Fritiden dermed, men så har jeg jo til gengæld også altid hvad jeg lige har Appetit på. – Ansøgningen må I altså foreløbig ikke sende ind, den gamle er jo da så ikke helt ude af Verden, hvad det nu bliver til, skal Tiden nu vise.

– Sæbe har jeg foreløbig også nok af. Fangerne får lidt sendt hjemme fra og nogle af dem betænker jeg somme Tider med lidt Mad eller Brød og de har så givet mig lidt Sæbe. Mig er de temmelig underdanige, de kalder mig endogså ”Herr Posten.”

Vi har det dejligste Forår her, nu begynder alt at blive grønt. Men den dejlige Bøgeskov mangler her. Her i dette Ufrugtbare Land gror der kun Fyr og Birk.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

6. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Faldskærmen brænder, han selv brænder.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Et Par Dage senere rettes der et Generalangreb mod hele Ballonrækken. En Mand kommer styrtende ind paa Skrivestuen og fortæller hæsblæsende, at Ballonen Nord for os brænder. Lidt efter hører vi en heftig Luftkamp lige ved. Et Par Flyvere har angrebet »vore« Balloner. Snart brænder den ene. Observatøren springer ud med sin Faldskærm, Men nu bliver vi Vidne til noget af det frygteligste, jeg har set under hele Krigen. Manden er sprunget for sent ud. Den brændende Ballon daler ned og lægger sig over ham. Faldskærmen brænder, han selv brænder. — Gysende ser vi paa, hvorledes Faldskærmens Skelet med det forkullede Lig dinglende under sig synker til Jorden.

Tysk observationsballon (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

I den anden Ballon var der to Mand. De sprang begge ud og havde mere Held. Vinden drev dem lidt til Side, og deres Ballon, der ogsaa falder brændende til Jorden, rammer dem ikke. Men nu gør den ene Flyver en Kurve og gaar løs paa dem med sit Maskingevær, medens de hænger i Luften under Faldskærmen. Heldet forlod dem dog ikke, de naaede begge helskindet ned.

Denne Formiddag kostede Tyskerne her ved Montigny-en-Gohelle tre Balloner, 60,000 Mark.

De tyske Flyvere har helt tabt Modet, men »Flak« Folkene sparer ikke paa Krudtet og oversaar Himlen med deres Skyer. En enkelt Gang lykkes det dem at ramme en af de store Fugle. Vi ser en engelsk Flyver styrte ned. Hans ene Vinge, der er skudt af, kommer dansende gennem Luften langt bagefter.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164-5)

6. maj 1916 – Thyge Thygesen: “…med blødende Hjerte”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 6. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Frisk op min Sjæl, forsag dog ej! – Nu bliver Du Degn i Jenses Stej, det sidste passer vel nu ikke, men ellers er der da nu et lille Lyspunkt i dette Tusmørke.

Altså: I går kom der fra Wittenberg en Skrivelse til mig hvorpå jeg skal besvare en hel Mængde Spørgsmål, det kan jo kun være angående Reklamationen. Det skal så sendes til Wittenbg. Der vil naturligvis så hengå nogen Tid, måske ca. 1 Måned, før jeg atter hører noget.

Så er min Tid som ”a.v.” [arbeitsverwendbar] jo desværre omme, (d. 15. 6.) men glad er jeg nu dog, da Rekl. altså dog ikke er helt ude af Verden. Hvad det nu bliver til vil meget afhænge af en ny Undersøgelse, som jo desværre nok skal blive foretaget og denne Gang har jeg jo, som allerede før meddelt, ikke stort Håb. Nu vil vi jo håbe det Bedste!

Underoffz. skulde være kommen Fredag Aften, men er endnu ikke her. Det er uforskammet af ham. Jeg har havt et farligt Bryderi i Morges. Alle Fangerne skal arbejde i Dag. Også dem som har arbejdet i Nat og som skal ud næste Nat. Da jeg ringede dem ud i Morges kom de ikke. Da jeg omsider fik dem udenfor, stillede Hælften sig til de Syge og meldte sig syg. Så har jeg smidt hele Selskabet ud, både syge og sårede, alt uden Undtagelse. Der måtte naturligvis gås håndgribelig til værks, mange måtte jeg have i Nakken og så hjælpe dem, ikke helt lempelig, udenfor. Sådan noget gør jeg med blødende Hjerte, for for min Skyld kunde de jo sågodt blive inde – men det var jo en Befaling og så må jeg jo også lystre.

Det regner i Dag, nu kommer de hjem, måske først Kl. 1, gennemvåde og Kl. 6 skal de atter ud, hele Natten. Det er også uforskammet at forlange sådan noget og så ved den Kost som de får! Jeg undrer mig blot at de ikke gjorde Gewalt, så kunde jeg jo slet intet have gjort mod så mange. Skyde dem ned, kan jeg jo da ikke godt. Nå, nu de Kærligste Hilsener fra Eders Thyge. Altså foreløbig ingen ny Reklamation!!!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

3. maj 1917 – Flensborg Avis: “… strafbart, at Børn driver omkring”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Kvindelig Arbejdskraft til Landet.
Paa Landet er der stor Mangel paa Arbejdskraft. Der kan ikke skaffes Krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende Orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig Glæde, hedder det i en Meddelelse til Bladet, at der er skabt en omfattende Organisation for at faa Kvinder, som stammer fra Landet, og som er kendt med Arbejdet der til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange Kvinder. Landmændene bør henvende sig til Kommuneforstanderne og i rette Tid meddele deres Behov, hvis der skal tages Hensyn dertil.

Kødkortene.
De nye Huslister til de næste Tilskuds-Kødkort bæres rundt i disse Dage. Ved de første Lister er det hyppig sket, at Husholdninger har krævet og faaet Kødkort til Fortrinspriser, skønt de efter de udstedte Bestemmelser ikke var berettigede dertil. Der gøres opmærksom paa Magistratens Bekendtgørelse i Dag.

 En Paamindelse.
„Sonderburger Zeitung” i Sønderborg er bleven anmodet om paa ny at henvise til den stedfortrædende Generalkommandos Forbud, hvorefter det er strafbart, at Børn driver omkring paa Gaderne efter Klokken 8 om Aftenen og at unge Mennesker ryger.

Kanintyveri. (Hmb.)
Hos Skomagermester Karl Kjer Nygade 50 i Aabenraa er der i Gaar Nat blevet stjaalet en stor sort Kanin. Ved Ellevetiden om Aftenen var den endnu paa sin Plads. En Kanin med 3 Unger i en Kasse ved Siden af var bleven forsmaaet af Tyven. Den har vist næppe syntes Tyven fed nok til at slagtes.

Mejeriet i Løjt har fra Tirsdag den 1. Maj af igen optaget Driften hver Dag.

Telefonspærringen inden for Haderslev Kreds kan, efter hvad der skrives i ”Schleswigsche Grenzpost”, nu som før ikke ophæves i Almindelighed. Men Krigsøkønomistedet har af den stedfortrædende Generalkommando i Altona faaet Tilsikring om, at der over for enkelte begrundede Andragender om Frigivelse af bestemte Telefontilslutninger i Betragtning af den store Betydning, som Landbruget har i denne Tid, vil blive udvist den største Imødekommen. For de paagældende Kredse bekendtgøres dette ad denne Vej, skriver Bladet, idet det overlades vedkommendes forgodtbefindende at indsende Andragender om Frigivelse af Telefontilslutninger til Krigsøkonomistedet i Haderslev

Sorrig og Glæde. (Dv.)
Landstormsmand Harald Fogt fra Tiset, som har faaet otte Ugers Orlov for at faa sin Foraarssæd lagt, modtoges ved sin Hjemkomst med den sørgelige Efterretning, at hans ældste Barn, en fire Aars Dreng, var bleven syg og under Sygdommen ramt af et Slagtilfælde og død. Han laa Lig, da Faderen kom hjem.

Ny Gennemgangspost.
I „Haderslev Kredsblad” for 26. April 1917 bekendtgøres af Landstorms-Inspektion I i Flensborg, at indtil videre er ogsaa Grænseovergangsstedet Farris (Jels Sogn) tilladt som Gennemgangspost. Gennemgangsbeviser for denne Gennemgangspost udstedes af Grænseovergangskommandoeni Farris paa Grundlag af de af Landraaden i Haderslev udstedte Passer med Viseringsanmærkning. Grænsekommandoen bestemmer de Tog, som maa benyttes paa Gennemgangsbeviser.

3. maj 1917 – Milert Schulz: “Es wird jetzt hier Kollosal warm”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 21.4.17

Meine lieben Eltern u. Geschw.! Gotte Friede zum Gruss. Zuerst danke ich Euch für erhaltenes Paket mit Fusslappen und Semmel. Habe die Semmel gleich zu Kaffe aufgegessen. Dieselben waren schon etwas muggelich. Schad aber nichts. Ebenfalls habe ich ein Paket erhalten mit Schmalz und Gebäck.

d. 3.5.17.
Also den angefangenen Brief werde ich jetzt vollenden. Ich habe ja wehrend der Zeit noch verschiedene andre Pakete dankend erhalten[,] aber was alles drin gewesen ist[,]
weis ich nicht mehr. Eins war ein Stückschen geräucherten Schinken, und “Boller”[,] leider sind dieselben schon muggelich eher die hier ankommen. In eins war Pladekage.

Denn habe ich vorgestern deinen lieben Brief vom 15/4 dankend erhalten liebe Mutter. Mir geht es ja noch immer recht gut hier und bin Gott sei dank gesund und munter und hoffe auch dasgleichen von Euch allen.

Es wird jetzt hier Kollosal warm. Es ist kaum, zum Aushalten. So fern man ein paar Schritte geht fängt man gleich an zu schwitzen. Und die Hitze kann ich nicht gut vertragen. Ich habe es eben so wie du liebe Mutter[,] wenn du im Hochsommer an der Küche stehst dann[,] fängst du auch gleich an zu schwizen. Jetzt steht die Sonne fast direct über uns. Also könnt Ihr Euch die Hitze vorstellen. Aber lass erst Juni Juli werden. Wen wir bloss nicht Malaria bekommen dann geht es ja noch.

Hier an der Front ist es sonst ziemlich ruhig. Aber in Frankreich geht es jetzt ein bischen doll her. Hatte vor kurzem auch einen Brief von Hans Asmussen. Unser Regiment ist jetzt in Ruhe. Nur müssen die jeden Tag ezerzieren. Ich brauche ja nicht zu machen, weil ich Schreiber bin.

Sende Euch heute wieder ein kleines Andenken nach Hause. Könnt Ihr mich finden? Das Bild ist nicht so gut gelungen aber erkennen kann man es doch. Da sind wir grade auf dem Marsch gewesen. Alle die Andern sind meistens Fahrer. (Kutscher). Da haben wir grade 6 Stunden Rast gemacht[,]  da wir Abends um 7 Uhr weiter marschieren sollten und sind wir denn die ganze Nacht im Regen bis morgens um 4 Uhr marschiert. Es war nämlich sehr gefährlich da zu fahren[,] weil der Franzmann dort mit der Artellerie hinschiessen konnte[,] wo der Weg führte.

Zum Schluss seid Ihr denn recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Ist mein Paketchen angekommen?

(Brev i privateje)