Kategoriarkiv: Hjemmefronten

23. februar 1918. Når jeg kun får orlov, så skal jeg tage afsked fra jer igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.2.1918

…I dag fortalte kompagniføreren mig, at ansøgningen allerede var nået hertil, men han kunne ikke give mig orlov, da der fuldstændig er spærret for orlov. Vi skulle bare vente, sagde han, og det er jeg slet ikke ked af, for når jeg kun får orlov, så skal jeg igen tage afsked fra jer, og det er svært både for jer og for mig. Altså lad os vente, kære Inger. Du skal heller ikke bryde dig om det andet, jeg skrev om. Bataljonen er i aften gået i stilling, og du kan tro, jeg er glad ved at kunne blive her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

23. februar 1918. Endelig kom der en hel stak med dine breve. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 23. febr. 1918

Min kære Jørgen!

Sikken mængde breve, der kom fra dig i dag. Jeg tror, der var ti i alt. Det første er fra den 2. febr., og så følger de jo senere, ligesom du har skrevet dem, også de fire smukke kort til børnene og mig.

Du kan tro, de var glade ved de kort. De talte dukkerne og drøftede det rigtigt. Fotografierne kom også, de er rigtignok også vellykkede, dyrene har stået så rolige, de er vel ikke så »spral« af sig. Det får de ikke havre nok til.

Havde alle de breve bare kommet på rad, som de plejer, kunne vi jo nok ha’ fået det ordnet med ansøgningerne efter dit ønske. Men nu er det hele jo en gang forkludret. Der er jo skrevet, at vi har en karl, en daglønner og en russer. Hvor var vi dumme i efteråret, da du kom hjem på orlov med den besked fra løjtnanten, at vi ikke rettede os efter den. Og dumme har vi jo været hele tiden, så længe du har været inde.

I førstningen har jeg sagt det, at vi kunne lade det hele ligge, så kunne det gå, som det ville, men da ville ingen høre efter mig. Nu begynder vi at få øjnene op, men det er jo lidt sent, nu har du døjet meget, og enden er der jo ikke endnu.

– Ellers var jeg rigtignok glad ved at læse alle dine breve. Jeg fik næsten ingen middagsmad, boghvedegrød og sylt, over alle de epistler…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

16. februar 1918 – Enkefru Røgind: “Byen er i een Skræk”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

16. Febr.
Husundersøgelse. En Politimand (den væmmelige fra Raadhuset) og to Soldater; denne Gang gjaldt det Kornet, Melet. Vi havde en Angst for vort fine Mel, som vi havde ½ Sæk af, fik den gemt i Tide, de snusede alle Steder uden at opdage noget ulovligt og gik med lidt Hønsekorn. Næste Gang gælder det Spisekammeret og Flæsket. Man ved jo ikke, naar de kommer. Byen er i een Skræk.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 147)

16. februar 1918. Hans ko hedder Lise. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

16.2.1918

Min egen kære Inger!
… Som du vel kan tænke, er jeg igen i Frankrig tæt ved det sted, hvor jeg var sidste sommer…. Posten henter jeg i Walincourt. Det var der, Hans Fink var sidste sommer, da jeg var på lazarettet i Cambrai. Da jeg i dag kørte her til byen, blev en tysk flyver skudt ned lige i vor nærhed. Det så frygteligt ud, som den kom susende ned mod jorden med hovedet nedad, om man ellers kan kalde det sådan. Længe efter kom halen, som var tabt oppe i luften, også susende ned. De to mænd, som sad i maskinen, en løjtnant og en feldwebel, var selvfølgelig døde. Samtidig blev en lænkeballon og nok en flyver skudt ned, begge tyske. Ellers er det endnu roligt ude ved fronten, men hvor længe vil det vare. Her har vi et temmeligt godt kvarter, vi er kun fire mand i en stor stue. Den fjerde, som er kommen til, er en, som passer bataljonskoen, et let arbejde, men han er også en ældre mand. Hans ko hedder Lise…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. februar 1918. Der skal vist ske noget her på Vestfronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 13.2.1918

Min kære, kære Inger! .
.. Jeg ved ikke, hvornår du får mine breve, for jeg kan forstå på mine kammerater, at deres pårørende heller ikke hører fra dem. Der skal jo vist ske noget her ved vestfronten, og derfor er det vel, at der gås så hemmelighedsfuldt til værks. Jeg vil ikke endnu skrive, hvor vi er, for jeg tænker, at brevet måske lettere når hjem, når der ikke står noget derom. Er i aften henne på et soldaterhjem, og der har jeg truffet på et par andre danskere, og nu har vi alle tre sat os til at skrive. Ja, tankerne går hjemad til alle de kære, som sidder der og længes. Det er et par unge mænd, og de er kede af, at de nu snart skal ud i stillingen igen, og det er ikke så sært. Hvis jeg skulle have været med derud, ville jeg også have været meget beklemt derved…

Torsdag d. 14.2.1918

Mange tak for brevet fra den 8. febr. Du fortæller deri, at du vil søge om at få mig hjem til såtiden, og det er jeg ikke glad ved. Og samtidig fik jeg brev fra Thaysen, at du allerede havde været ovre hos ham med ansøgningen, og at han allerede havde sendt den videre. Der har været postspærring i 14 dage, og så har du ikke fået mine breve, hvori jeg bad dig om at vente med at søge. Og den 6. febr. skrev jeg så, at du skulle søge om at få mig stillet tilbage i et fjerdingår eller mere.
Mon du ikke kan få denne ansøgning, som allerede er indsendt, til at gå tilbage, for jeg kan næsten ikke tænke mig at komme hjem en lille tid, selv om det blev i fire uger, og så skulle afsted igen. Det er så forfærdeligt, dette at skulle til at tage afsked fra jer alle mine kære. Og så er der endnu en grund… jeg er bange for at skulle miste min plads, og det værste var da, hvis jeg igen kom tilbage til kompagniet. Kære Inger, hvis det er muligt, så se at få ansøgningen tilbage, og hvis du synes det, så søg om at få mig sat tilbage, enten nu eller i det mindste til høsten. Jeg kan som sagt ikke tænke mig afskedstimen igen…

Det har jo også været en lang ventetid for dig, kære Inger, vel hele 14 dage, hvor du slet ikke har hørt fra mig, og derfra stammer det også med ansøgningen om orlov. Det er slet ikke blevet os fortalt, at der var spærret for posten, men nu i dag blev det fortalt, at det igen er åbnet for trafikken. Derimod er der i dag blevet spærret for orlov indtil videre. Der skal vist snart begyndes for alvor på offensiven. Det er noget, jeg tænker mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. februar 1918. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13.2.1918

Min egen kære Jørgen!
Der kommer bestandig ikke brev fra dig. Det er hårdt helt at være uden efterretninger fra dig, i dag er det akkurat 14 dage siden dit sidste brev er skreven. Jeg begynder at blive lidt urolig. Hvis I nu skulle være flyttet, er det jo vanskeligt, at du får det så godt, som du har haft det hidindtil…
Jeg havde så småt håbet på at få Jenny til forår, men nu er hun lejet til Mathias Johansens igen for en vældig stor løn, 300 M for sommeren. Petrine synes, hun vil prøve det et andet sted, men Sara vil nok blive. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal til sommer, Dimitri beholder vi jo sikkert ikke, nu da der fred med Rusland. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen.
Fredag d. 15. febr. 1918. Der er endnu ingen brev kommet fra dig. Så længe har det endnu aldrig varet, og du kan forstå, at jeg længes helt forfærdelig efter at høre fra dig. Efter avisen ser det ud, som der er uro i Vogeser- ne, så jeg kan ikke andet end være urolig for dig….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

11. februar 1918. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. ll.fébr. 1918.

Der er ikke kommet brev fra dig endnu. Hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Jeg er egentlig ikke så urolig for dig, jeg mener jo da, at der er postspærring, og jeg derfor ikke hører fra dig. Men du kunne jo også være flyttet. Der kan være sket meget siden den 30. jan., da er dit sidste brev skrevet. Det har været en dårlig postforbindelse helt siden jul…
I dag er det fastelavnsmandag. Der skal jo nok være en hel del folk i Haderslev, hestehandlen florerer stadig. Vi fik da grønlangkål og mælk og tvebakker i går til middag, og lidt hedeviger fik vi også bagt i går, men de er jo langtfra så gode, som dem vi før fik fra bageren. Børnene havde hver et fastelavnsris, som de så var inde at banke pigerne op med. Det morede dem meget… Sådan som børnene venter efter, at du skal komme hjem. De taler om dig hver dag. Louise kom hjem og fortalte, at Folmer var kommet hjem og var fri. Så sagde Kirstine: »Havde det endda været vor far«, og sådan siger de så tit. Nå, den 4 ugers orlov skal du jo da også nok få, men det andet havde jo været bedre, om du ikke skulle have været afsted igen. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Dimitri er ikke fra Ukraine, vi så efter på kortet i går, ellers skulle han jo vist have været hjem. Han går og er så veltilfreds og passer sin stald og malkningen nok så godt. Vi har fire små kønne kalve…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. februar 1918. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

 Fredag d. 8.2.1918

Hvor jeg da blev glad, da jeg så der var brev fra dig i dag. Jeg havde ingen breve fået i et par dage, og så begynder jeg straks at længes. Du skriver, at Fedder vil få Johansen til at skrive en ansøgning, og så vil du en af dagene gå over til Thaysen med den. Men inden det er så vidt, så har du jo vist fået mit brev, hvori jeg skriver, at du ikke skal søge endnu. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe, for nu går der jo en 8-10 dage hen, inden ansøgningen kommer i gang… Det vil nok ikke vare længe, inden vi kommer bort herfra. Noget bestemt ved jeg ikke, men der ymtes om, at vi snart skal på rejse. Det har jo også været en ualmindelig lang hviletid for os, men ikke for lang, for her ved man, hvordan man har det, men man ved ikke, hvordan man får det.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

6. februar 1918 – Hans Paulsen: “Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner …”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i februar.

33
Berlin S.W. den 6.II.18.
Kære forældre, Marie og Muddi!
Igaar modtog jeg Mors lange interessante Brev. Mange Tak! Jeg seer deri, at ved Eder er alt som før. Krigen har vel hidtil Gud ske Lov! – ikke formaaet at forjage Gæsterne fra Huset. Her i Berlin er saadan noget ikke mere mulig. Naar man et fremmed Sted faar et Kop sort tynd Krigskaffee, maa man være taknemmelig.

Netop i Aften kommer jeg fra Krigskøkkenet, (Mittelstandsküche) hvor jeg har spist mig fuld af ilde smagende ”Kohlrüben”, kogt i Vand med Kartofler. Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner saa rene, at ikke en Atom ”Kohlrüben” er at se paa Tallerkenet. Selv Bedstemor vilde ikke kunde gøre det bedre!

– Paa Grund af Spærren har jeg hidtil ikke skrevet til Peter, men, da jeg seer, hvad I har gjort ud af Jubilæet, vil jeg straks i Aften sende ham et par Ord.

– Medfølgende 3 Billeder, som er optaget af en Underofficer. Det første er vores Kaserne i Snee, seet fra Parkpladsen, hvor alle immobile Kolonner har deres Plads. De to andre er det 17. Korporalskab, de Etaarige, i Søndagsstads. Desværre er hverken Hinrichs eller Krakes med derpaa. – Næste Uge faar I et Billede, som jeg selv har optaget, men som Drogisten hidtil ikke har faaet færdig. –

Man taler om, at vi i den næste Tid med Køreskolen skal gøre en større Biltur paa 2 Dage til Mecklenburg. Kan man tænke sig noget bedere, end at gøre en stor Partié i de fjerne i en lækker Bil? Det er en af de Ting, som for et Øjeblik lader Soldaten forglemme sine Sorger. – Men hidtil er der ingen offiziel Meddelelse kommet herom.

– Jeg gaar straks i Seng, Klokken er først 8. Men senere end 7 gaar vi sjælden i Seng, da vi af Tjenesten altid er meget træt. Jeg har efter Kasernespærren egentlig heller ikke faaet rigtigt sovet ud, til Trods for, at jeg den Dag straks, da jeg kom hjem, Kl. 5 gik Sengen og sov lige igennem til næste Morgen Kl. 7.

– Hjertelig Hilsen
fra Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. februar 1918. Når der skal søges er det bedst det bliver gjort grundigt. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 6.2.1918

Min kære Inger!
Efter at jeg nu i længere tid har tænkt over den sag med at søge om at få mig stillet tilbage, er jeg kommet til det resultat, at det alligevel er det bedste at gøre alvor af sagen… Jeg har jo skrevet i mine sidste breve, at du skulle vente med at søge, men jeg synes, at nu da jeg er så gammel, er der vist ikke så stor fare for, at jeg bliver indkaldt igen. Man har jo da ingen hørt, som er blevet indkaldt af dem, der er blevet stillet tilbage. Bare det da nu må lykkes for os denne gang!… Måske det ikke er værd at skrive, at vi har Hans. Eller skulle han måske rejse bort i den tid, det står på. Det skulle han vistnok gøre, når du bad ham derom. Men så skal han jo også udmeldes hos Eickemejer, for ellers kan vi ikke stole på, at han anbefaler sagen. Ja, det er noget, jeg vil overlade til dig, kære Inger, men når der skal søges, er det jo bedst, at det bliver gjort grundigt. Kompagniføreren sagde jo i efteråret, at det var bedst, at den danske karl, vi har, helst skulle bort. Lad det så gå med gården, som det kan i den tid. Det skal vi så se at få oprettet, når jeg kommer hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

5. februar 1918 – Enkefru Røgind: Forsyningsproblemer i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

5. Febr.
Amtsforstanderne har været samlede hos Landraaden, og nu er Kommuneforstanderne ogsaa kaldte, der skal forhandles om Korn- og Ernæringsspørgsmaalet, der er ikke tilstrækkeligt, selv om Brødrationen sættes ned; man mener, til Maj vil alt være brugt. Og hvorfra skal de hente de nye Forsyninger? Bønderne banker de ikke mere ud af, selv om Amts- og Kommuneforstanderne truer.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 147)

30. januar 1918 – Hans Paulsen: “… spændende Situation for Soldaterne!”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Brevet er fortsat fra den 29. januar

Onsdag Aften, den 30. Jan. 1918.
Idag har jeg haft en temmelig begivenhedsrig Dag. Da jeg imorges kom til Køreskolen, fik vi Medddelsen, at vi atter ikke maatte køre for Strejkens Skyld. Strejken, især i Spandau ved Munitionsfabrikerne, vokser stadig. Igaar Aftes Kl. 8 har man givet alle Folk, som endnu var i Kasernen en Karabiner og skarpe Patroner. De rykkede alle af til Spandau, og er ikke kommet tilbage endnu. Alle andre, som senere indfandt sig i Kasernen, skulde blive der, og maatte side hele Natten igennem vaagen.

– Idag har vi altsaa Kasernespærre, alle kommer ind, meningen maa gaa ud. Alt, ogsaa dem, som bor udenfor, maa blive Natten over paaklædte i Kasernen. Tilfældigvis blev jeg imorges med 4 andre kommandered til at skovle og slæbe – Kul paa ”Beyrischer Platz”. Der har jeg altsaa arbejdet hele Dagen uhyre svær. Jeg er endnu helt træt og mine Hænder gør ondt, derfor den daarlige Skrift. Som Belønning fik vi hver 7.-M, surtjente Penge!!!

Da vi Klokken 4 var færdig med vort Arbejde, gik vi naturligvis direkte hjem i vore Privatboliger, for vi vilde da ikke sidde vaagen hele Natten i Kasernen og evtl. ogsaa med ladte Karabiner blive sendt til Spandau. Derfor er jeg altsaa en af de faa, som kan sove hjemme hele Natten. Forhaabentlig slaar de mig ingen Streg gennem Regningen.

”Vorwärts” er forbudt. Overalt forkynder den paa Plakater, at den er forbudt for 3 Dage, da den har optaget et Opraab til Generalstrejke i sine Annoncespalter. – Den tætte Taage ligger endnu bestandig over Byen. –
Det er spændende Situation for Soldaterne! Jeg fik Meddelelse om, at Eders Indskrivningsbrev er ankommet, men kan ikke hente det, da man vilde holde mig tilbage i Kasernen. Muddis Brev har jeg faaet. Mange Tak!

– Mit Brev vil jeg ikke sende afsted endnu, da man taler om Censur. God Nat!

Brevet fortsættes 2. februar

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. januar 1918. Jørgen opgiver at blive sat tilbage. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 27.1.1918

… Nu har jeg talt med Suhr om at blive stillet tilbage, men han ville hverken råde mig til eller fra, og det kan jeg godt forstå. Han sagde, at hvis jeg blev stillet tilbage i 2 eller 3 måneder, så var det meget vanskeligt, at jeg kom her til kompagniet igen. Og hvis det skulle blive tilfældet, så var den gode plads, som jeg nu har, optaget af en anden, som de ikke kunne jage bort igen. Og det er jo meget rigtigt. Derimod sagde han, at vi godt kunne søge om orlov til såtiden, så fik jeg pladsen igen, når jeg kom. Hvis jeg blev stillet tilbage i tre måneder og så igen blev indkaldt til Ers. Batt. i Rendsborg og derfra blev sendt med en transport til et fremmed regiment – det var da noget af værste, som kunne ske, for det var som at skulle til at begynde igen. Og det var da noget af det værste, jeg kunne tænke mig. Så blev jeg anset for at være en ny mand, og de bliver ikke skånet, det kender jeg nok. Synes du ikke også det, kære Inger. Lad os bare tage sagen med ro, og overveje det, inden vi begynder at søge. Det er jo ikke sagt, at jeg blev indkaldt igen. Men man ved jo ikke, hvor stor folkemanglen kan blive, når det først går løs med krigen. For det vil vist blive forfærdeligt. Her går jeg godt i ro og har ingen grund til at klage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. januar 1918 – Hans Paulsen: “… da vi med Bil imellem gør nogle Hamsterture”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 26. I. 1918.

Kære Forældre!
Lige fik jeg Eders dejlige Pakke, hvorfor jeg takker Eder mange Gange. Hvor rar[t] af Frk. Lohse, at sende mig en Bog! ”Falscher Hase”, Honningen og Sardinerne er virkelig udsøgte Soldaterdelikatesser. – Jeg har bestilt mig en feldtgraa Uniform uden Bukser, kuns Toppen til M 150.-, da jeg jo har et Par udmærkede nye Bukser. Kære Far, vil Du saa sende mig Pengene dertil i Indskrivningsbrev? – Desværre er Mors lb.-Pakke med Honningkagen hidtil ikke ankommet, Frikandellepakket fik jeg allerede for længere Tid siden.

– Mine Forespørgsler om Eders højeste Pris for Levnedsmidler er kuns for et Tilfælde, da vi med Bil imellem gør nogle Hamsterture. Hvad vi nyder til Frokost? I bruger ingen Angst at faa, vort medbragte Frokostbrød, Kaffee eller Øl. Vi er 4 Mand til hvor Bil, en Lærer og tre Elever. Det er en Opel Personvogn, meget flot med dejlige Sæder og Gummihjul. Et Maal har vi ikke. Vi kører rundt i alle Himmelsrækninger. Vognens eneste Bestemmelse er, at køre os spadserende, medens de 3 Elever skiftevis sidder ved Styret. Det lyder nok lidt flot.

Hjertelig Hilsen
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

25. januar 1918. Vi vil da ikke helt opgive håbet, kære Inger, for så ser det trøstesløst ud for os. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 25.1.1918

Kæreste Inger!
… Det er just ingen glædelige efterretninger du bringer, når Thaysen mener, at det ikke er muligt, at jeg kan blive »entlassen«, som det kaldes.

Det gjorde et meget nedslående indtryk på mig, for jeg havde da bestemt ventet at blive fri til forår. Og det er jo også meget kedelig for dig, kære Inger. Dog hjalp det noget, da jeg fik dit brev fra lørdag, for det lader jo da til efter det, at Thaysen mener, at vi godt kan søge om, at jeg kan blive stillet tilbage en længere tid.

Er det ikke en misforståelse imellem dig og Thaysen, for det var jo heller ikke meningen, at jeg ville være helt fri, men blot stilles tilbage, for når jeg kan nå såvidt, så er der meget vundet. Så bliver jeg ikke så let indkaldt igen. Ja, nu vil jeg prøve at tale med Suhr eller Harden om sagen, men når jeg bliver stillet tilbage og skulle blive indkaldt påny, så er det jo meget vanskeligt, at jeg kommer her til kompagniet igen, for så skal jeg stille mig i Rendsborg ved Ersats Batt. der.

Men du skal ikke søge, førend jeg skriver det. Lad os tage det med ro, kære Inger.

Og så tror jeg nok, det er bedst at få lærer Johansen til at skrive ansøgningen. Det kan Fedder vist let få ham til, og måske du eller Fedder kunne tage over og minde Schmidt om sit løfte til mig om at anbefale ansøgningen, og det var jo også godt at tale med Eickemejer om sagen.

At blive stillet tilbage er ikke umuligt, det ved jeg, for i morgen rejser der en vagtmester fra os til Rendsborg. Han er blevet fri til 31. maj, og så kan han jo altid søge igen. Han var vagtmester ved den store bagage, og vi er kede af, at han rejser, for han var en rar foresat. Han er en gårdmand fra Vestholsten.

Vi havde forresten begge to fire ugers orlov i foråret og fulgtes hjemad. Han hedder Rathjens. Vi vil da ikke helt opgive håbet, kære Inger, for så ser det trøstesløst ud for os, for hvornår skal krigen da få ende?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

24. januar 1918. “Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.” Eskildsen forlader Argonnerne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en længere stund i Argonnerne var det på tide for Claus Eskildsen at rykke videre, i forberedelse til en stor offensiv mod franskmændene.

Den 22. Januar spærres atter for al Orlov, denne Gang for 14 Dage.

Alle Jernbanehjul ruller tungt hen over de blankslidte Skinner, alle i samme Retning, vestpaa. De slæber Ammunition frem til den store Gennembrudsoffensiv, der skal tvinge Frankrig paa Knæ, inden Amerikanerne er færdige til at gribe ind.

Det store Slag nærmer sig. Vi skal med.

Den 24. Januar forlader vi Argonnerne.

Argonnerregnen blev os tro til det sidste. Landevejen er et Ælte, da vi sjokker tilbage til Grandpré. Men det er alligevel en smuk Aften.

Nede i Airedalen ruger Taagen, men ud af de blege Taageskyer stiger de mørke Bjergtoppe, tunge i Maanens milde Skær. Efter den urolige Transportnat gaar vor Vej i de tidlige Morgentimer sydpaa, for anden Gang gennem Champagne.

Denne Gang søger vi at lade Øjnene fæstne et klart Billede af Champagnevinens Fædreland. Det bliver ikke det, vi som Børn havde i Skolen; der kommer ingen Ranker og Druer paa dette Billede.

Soldaten har døbt Egnen »Lausechampagne«, krassere Udtryk for dens Usselhed rummer hans Sprog ikke. Ussel og tør er denne Kalk- og Kridtegn, og det har den nok altid været.

Da Goethe sammen med sin Hertug rejser gennem Champagne, kalder han den »en øde, ufrugtbar, gold Egn.« Tør og gold er Champagne, thi allerede i Spadedybde støder man overalt paa Kalken, der lader Regnvandet sive igennem.

Øjet møder magre Græsgange og enkelte fattige Kornmarker, hist og her ogsaa smaa Skove af Fyr, plantet i Rækker. Men det blødt bølgede Land byder paa mange vide Udsyn og er derfor alligevel ikke uden Skønhed.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 198-200

24, januar 1918. Nu tror jeg nok, at jeg har fået »æ grev« under det. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 24. jan. 1918

Min kære Jørgen!
I går fik jeg to breve fra dig, det ene fra den 11. jan. Det har været åbnet og er vel også læst. Der står »gepriift und zu befordern«. Mon der så er nogen, som kan læse dansk? Du skrev netop i det brev, at jeg ikke skulle sende »Nationaltidende«, for dine stuekammerater var endda lidt politiske o.s.v. Men der er intet overstreget eller klippet ud, så det har jo da kunnet passere…

Fredag d. l.febr. 1918 .

.. Det var rart med den gode forklaring over, hvordan det står sig med at søge. Nu tror jeg nok, at jeg har fået »æ grev« under det; men jeg mener nu, at vi skal til at søge straks. Det er såmænd ikke for tidligt. Thaysen sagde jo da også, at vi godt kunne begynde, og nu vil jeg i eftermiddag går op til Fedders, og få ham til at tale med Johansen om det. Fedder er nu rigtignok ikke hjemme, han er i Haderslev for at tage imod heste, de får nok 39 fra Danmark, Jørgen Lindberg, Fedder og Andreas Erlang. Jeg tager dit brev med, det fra i går, så kan Fedder selv læse det. Det er for børnenes skyld, jeg vil gå i eftermiddag, så må de gå med mig. Vejret er så strålende, og tænk, i formiddags sang lærken, rigtig højt oppe i luften, og i det samme kom der en stor flok vildgæs, 18 ialt, trækkende mod øst. De fløj så lavt, så vi kunne rigtig se dem. Det er da også et forårstegn. Du skulle blot se, som børnene er glade ved solskinnet, de går og trasker rundt ude i haven, og helt rundet om gården, og så spørger de mig, om det da nu ikke er sommer…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

21. januar 1918. Om alt går vel kan jeg opleve foråret både her og hjemme. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 21.1.1918 .

.. Jeg talte i går med Harden, og han sagde, at du jo havde sendt nogle sager til hans forældre, hvad han var glad ved. Men han bad mig, om du ikke nok hver gang ville skrive, hvor meget det kostede, for det ville han helst have. Og Schmidt, som lige kom fra orlov, havde en kvart kasse cigarer med til mig. Han var jo også meget taknemlig for det, de havde fået. Han havde talt med Hardens mor, som havde været så overvældende glad for de gode sager. Men det er mærkeligt, at de sidste pakker endnu ikke har nået bestemmelsesstedet. Suhr sagde, at hans kone endnu ikke havde fået pakken, men det kommer vel nok i orden.

Mit juletræ holder længere ud end jeres, for det står endnu oppe på skabet, og jeg glæder mig over det hver gang, jeg ser det. Hernede har vi omtrent forår nu, for det er så mildt, så vi ikke behøver at fyre i kakkelovnen. Når alt går vel, kan jeg måske komme til at opleve to forår i år, først her og siden hjemme, hvor det kommer senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.

Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. januar 1918. De går og tager masser af penge ind og nyder fordelene ved krigen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag eftermiddag 19.1.18

Kæreste Jørgen!
… I går formiddag gik jeg over til Thaysen for at tale med ham om en ansøgning. Det var en helt anstrengende tur, for der lå megen sne, og det sneede hele tiden, og meget opmuntrende var det heller ikke at tale Thaysen.

At søge om at få dig »entlassen« nyttede slet ikke, sagde han, du var ikke gammel nok. Jeg blev så ked af det, nu har vi troet og håbet så bestemt, at du skulle blive fri til foråret, og så biir det igen en skuffelse.

Nej, vi skal nok rette os ind efter at bie, til vi får fred.

Men hvor er det svært altsammen. Jeg længes meget efter at få dig hjem, og du er jo så led og ked af soldaterlivet og ville så gerne hjem. Det er jo en hel ulykke for hvem, det har truffet på at være indkaldt. De andre herhjemme mærker ikke til krigen. De går i deres gode hjem og nyder jo alle fordelene ved krigen, tager masser af penge ind på alle måder. Kun der, hvor manden er indkaldt, kan de fordele jo slet ikke udnyttes, og så skal I endda lide savn og døje ondt oven i købet.

Jeg kan sommetider se mig lidt gal på alle de »Reklamationsfolk«. En lille forskrækkelse i form af en lille indkaldelse kunne jeg næsten unde dem.

Jeg spurgte så Thaysen, om der da slet ikke kunne søges. Ja, så mente han jo da, at vi godt kunne forsøge med en »Zurückstellung« i længere tid; og det kunne vi begynde med straks.

Jeg gik op til Fedders i går aftes for at høre hans mening, og han syntes så, at jeg skulle spørge dig først, om du vil have, at jeg søger om det sidste.

Kan du ikke spørge Harden, om det er helt sikkert, at pladsen kan holdes åben til dig, når den orlov er forbi, for så kunne det jo da være godt nok at komme hjem. Se at få det at vide, for så vil vi jo straks få en ansøgning i gang. Måske jeg skulle få Thaysen til at søge, du kunne jo også selv skrive til ham og bede ham om det. –

Hvorfor mon Thaysen sagde det til dig til Finnemanns begravelse, at det var helt sikkert til foråret? Det har holdt modet oppe hos mig helt siden. Jeg har stolet helt bestemt på det, derfor er skuffelsen jo så meget større nu.

Nu gør jeg jo vist også dig ked med mit brev; men jeg er jo nødt til at skrive det som det er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

15. januar 1918 – Hans Paulsen: “Morgen gør vi vor første Biltur”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W. den 15. Jan. 1918.

Kære Fader!
Idag vil jeg kuns sende Dig nogle faa Ord, da min nye Virksomhed paa Køreskolen lægger Beslag paa mig selv i min Fritid. Jeg har kuns nogle Bönner til Dig, som Du forhaabentlig ikke vil tage mig ilde op. Vilde det være Dig mulig, at opdrive en strikked ”Kopfschützer”? I Nødstilfælde kan jeg ogsaa behjælpe mig med et strikked Schal eller ”Ohrenschützer” Paa Grund af Knaphed maa vi nemlig trods Kulden paa Vognen behjælpe os med en Simpel Tøjmantel.

Morgen gør vi vor første Biltur. Der gøres altid en Frokost-Station i en eller Restaurant og er det desværre Skik, at Eleverne holder Læreren fri. Det griber naturligviis Punge an og vilde det komme mig godt tilpas, naar jeg atter i Begyndelsen af næste Maaned kunde faa lidt Tilskud. Naar Du ønsker det, kan Du faa Afregning, da jeg over hver eneste Penning, som jeg giver ud, fører nøje Bog. Har Du atter nogle Vokslys? Har I noget Stoppegarn? Muddis Pakke synes jo fuldstændig at være gaaet tabt! – Endnu nok engang haaber jeg, at I ikke holder mine Bøn[ner] for uforskammed!

Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. januar 1918 – Enkefru Røgind: Nøden og forbitrelsen vokser

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Jan.
Tante Christiane rejser paa Mandag over Christiansfeld, hvorfra Outzen kører hende til Kolding. Hun var endnu meget ophidset over den Behandling, hun havde faaet paa Landraadskontoret, ligefrem blevet behandlet som en Hund; det er skandaløse Tilstande. Hun mente, at herefterdags ingen fik Pas. Nu er Tyskerne saa ædderspændte at bruge Brutalitet som eneste Vaaben.

Her i Haderslev, som ellers har hørt til de begunstigede Steder, vokser Nøden stille, ubønhørligt, og Forbitrelsen med den. Der er næsten ingen Mælk at faa, Mejerierne er befalede at sende deres Mælk til Hamburg, og det er saa slet ordnet, at den bliver sur. Forretningen paa Vojens har et stort Arbejde dermed; den Mælk, der faar Lov at blive her, kommer ogsaa ofte sur hertil og kan ikke taale at koges.Sød Mælk gives der næsten intet af, Folk er fortvivlede, og i det Hundevejr maa de i timevis vente paa Gaden.

Aften: Telegram fra Cathrine, at de har faaet Pas. Sikken Glæde og sikken Snakken, endelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 146)

11. januar 1918. Men de har aldrig være med forude og hørt kuglerne pibe. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 11.1.1918

Min egen kære Inger!
… Julen har været trang for dig, kære Inger, skønt vi må jo være glade og taknemlige for, at vi har det så godt, som vi har det, selv om vi ikke kan være sammen. Den tid kommer nok snart, og så bliver det meget bedre. Nu har vi snart nået midten af januar måned, og inden vi ser os om, er det forår. Nej, Nationaltidende skal du ikke sende, for mine to stuekammerater er endda lidt patriotiske. Det er et par holstenere, og de har jo ingensinde haft et godt øje til danskerne. Det er morsomt, for de er næsten misundelige på mig, fordi jeg har jernkorset og de ikke. Men de har heller aldrig været med forude eller hørt kuglerne pibe. Du kan tro, jeg skønner på min gode bestilling. Jeg ved, hvad det har at betyde at stå derude i kulden og faren.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. januar 1918 – Enkefru Røgind: ” … Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

2. Jan.
Her i Byen har der været et større Opløb i Dag, vel ca 3—400 Mennesker. Det var aftalt i Forvejen, og paa Slaget 10 vrimlede de ud af Fabrikker og af Bryggeriet, og en Masse Kvinder, og begav sig ned til Raadhuset. Der var man i stor Forvirring, telefonerede efter Borgmesteren [Schindelhauer], der maatte eskorteres af Politi gennem Mængden, hvoraf Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord.

Saa talte han ud ad Vinduet til Forsamlingen og begyndte saaledes: »Werthe Herrschaften« (det er betegnende), og lovede dem Marmelade, Sirup og et Pund Gryn. Arbejderne havde en støt og rolig Tillidsmand, der præciserede deres Fordringer og sagde, at saaledes som det var, kunde det ikke vedblive at gaa. Saa lovede Borgmesteren ogsaa at skulle faa Sukker den 6. i Stedet for den 18. (denne Maaned var det nemlig Meningen at afknappe os yderligere, i Stedet for den 7. at trække det ud til den 18.)

Saa var der Mælken, der var sur og ikke kunde koges; ogsaa det lovede han at søge forbedret. Centralmejeriet (Nissen) erklærede, at han ikke maatte sælge den søde Mælk (Gud ved, hvorledes det hænger sammen). Noget opnaaede de altsaa, og jeg tænker, de paa Raadhuset har faaet en lille Skræk og følt, at Massen dog har Overtaget. Det er jo ogsaa rent skrækkeligt og forfejlet, at Mælken skal sendes herfra til Hamburg, der ankommer den halvt fordærvet, og her er der Mælkemangel som aldrig før.

— For Sukker betales her nu 6 Rmk. pr. Pund, naar man bare kan faa det, er man glad til. Det er som om Penge slet ingen Værdi har.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 145-6)