Kategoriarkiv: Hjemmefronten

15. december 1917. Nu skal der lægges rent på sengen hver 14. dag.

Brev fra Inger til Jørgen
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 15. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
Mange tak for dit gode brev fra den 11. Det var rigtignok godt at høre, at du har fået sådan en ansættelse. Så har du det bedre, og vi herhjemme kan være mere rolige. Det må jo være et stolt syn at se dig komme kørende med æsler. Du må se at få dig fotograferet, det kunne da more børnene meget. Nu er det ligesom, jeg kan glæde mig mere til jul. Jeg har været så bange for, at du skulle komme ud i stillingen til den tid, og så måske ingen pakker få. Så havde det rigtignok ikke været meget ved at fejre jul med juletræ, gaver og hvad der ellers hører til herhjemme. Jeg skal nok få de omtalte pakker sendt, mindre kan jo ikke gøre det. – 1 dag er vore soldater rejst igen, nu skal der skiftes hver 14. dag. Sikken idé, så skal der lægges rent på de senge to gange om måneden. Folk og soldater er da også meget utilfredse med det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. december 1917. Man må næsten slæbe sit spisekammer med hvis man vil have noget. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, den 14. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
I eftermiddag er jeg i Haderslev. Det er igen belysningen, det er galt med. Jeg har været hos Holm for at høre om sprit, men han havde selvfølgelig ikke noget. Det har han nu nok alligevel; men sagen er jo vist den, at penge ikke så lige kan gøre det længere. Uh, hvor bliver man da ked af al den komedie, man kan næsten slæbe hele sit spisekammer med, når man vil have noget. Og det kan man jo heller ikke blive ved med, så kommer vi jo i det mindste til at slagte en stud! Jeg tænkte, jeg ville have besøgt Andreas og Marie lidt nu, da butikkerne er lukkede. Men de er ikke hjemme, så sidder jeg nu her på Harmonien og skriver på fru Carlsens papir, hun bad mig om at hilse dig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. december – Fra Efterretningssektionens journal: Skærpede forhold hos grænsevagterne

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

1. Vagttjenesten ved de tyske Grænsebatailloner er i de sidste Dage bliver ret betydeligt skærpet. Saaledes skal anføres:
a. Mandskabet kommer ikke som tidligere stadig paa Post samme Sted. Posternes Fordeling tilgaar Vagtkommandøren i forseglet Konvolut og offentliggøres først, naar Mandskabet er savnet paa Vagten.
b. Bataillonen lader Stadighed 4 Uoff. inspicere i selve Postkæden og 2 Uoff. med Posten bag denne for at anholde Personer, der ikke er forsynet med Pas. Navnlig Patrouillerne bag Kæden skal anholde mange.
c. Vagt[—-] straffes strængt, særlig Posternes Samtale med Uvedkommende.

2. En paalidelig Kilde meddeler:
a. Under et Ophold hos nogle Slægtninge i Skovby har vedkommende Person hørt nogle tyske Off. udtalt, at al det meget Fæstningsværk i Nordslesvig ikke var til nogen Nytte, da Anlæggene ikke er tidsvarende. (Lignende Udtalelser er ogsaa fra anden Side meddelt Detch.).
b. Det i Skovby værende og tidligere indmeldte Ammunitionsdepot ligger umiddelbart op ad Laden til den største Gaard i Byen og er tæt fyldt med Ammunition.

3. Fredsønsker og Misfornøjelser blandt Soldaterne.

4. Tyske Vagtposter fra Gravenshoved har meddelt, at der smugles meget søværts gennem Lillebælt (er meddelt de stedlige Myndigheder).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

11. december 1917. Jørgen beder Inger sende flæskepakker til sine overordnedes familier. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 11.12.1917

Min egen kære Inger!
… I dag har jeg en glædelig meddelse til dig. Jeg kan fortælle dig, at jeg er kommet til den store bagage, og er meget glad derved. I dag er det første dag, jeg har gjort tjeneste der. Jeg har et par æsler at køre med. Det er en meget god bestilling, som jeg gerne ville beholde, men måske jeg en af dagene får et par andre heste. Det kan jo også snart være lige meget, men de små æsler er lettere at have med at gøre. I dag har jeg hentet posten inde i byen to gange, kørende selvfølgelig. Ja, du skulle bare se mig, når jeg kommer kørende med mine langørede venner. Jeg tænker på, hvilken forskel der er mellem dem og så vore skimler hjemme.
Det var forleden morgen, da spurgte kompagniføreren mig, om jeg kunne omgåes et par heste. Og da jeg sagde, at jeg var vant dertil, meddelte han mig, at jeg ville blive kusk en af dagene. Jeg takkede ham derfor og sagde, at jeg nok skulle gøre mig umage for at beholde pladsen. Ja, det er jo nærmest Suhr og Harden, jeg kan takke for den bestilling. Vil du ikke nok, så snart der igen kan sendes pakker, sende deres familier hver en pakke, ligeledes Schmidts kone. Send bare en halv snes pund til hver af dem, for det er jo meget værd for mig, at jeg kan beholde pladsen, og også for at vise vor taknemlighed. Du kan jo godt sende en regning med. Kan du ikke nok sende noget sideflæsk eller lignende? Ja, du synes måske at jeg sagtens kan sidde og diktere, men det ville være mig kært, om du kan sende noget med det første…

Torsdag d. 13.12.1917

… Min bestilling er altså at passe de to æsler og køre med dem. Det kan jeg jo sagtens overkomme, men jeg er ked af, at æslerne er så magre. De stakkels dyr får alt for lidt at æde. Vi må sådan spare for at få havren, høet og halmen til at slå til. At få noget at strø med er ikke tænkeligt. Jeg tænker tit, havde jeg endda haft lidt havre af det, vi har hjemme, så skulle jeg nok få dem til at se lidt bedre ud. Det ene af dyrene er lidt dovent, men ellers går det meget godt med kørslen. Det er jo ikke noget uvant arbejde for mig. I går var jeg kørende ud til kompagniet. Det ligger lidt forude, men er ellers ikke i stilling, de skal bare være derude i 8 dage ved skansning. Jeg var derude med posten til dem. Ja, det kan sagtens gå an, når jeg kan blive her i Mühlhausen. Vi er fem eller seks kuske her, de andre er med kompagniet. Kammerunderofficeren og jeg bor alene i en lille stue, som er lavet ved siden af den sal, hvor hele komp. lå. Du ser altså, at jeg har det godt efter omstændighederne. Hver formiddag henter jeg posten på posthuset, og så er jeg spændt på, om der også er noget til mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. december 1917 – H.P. Hanssens søn såret

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

For otte Dage [8. december] siden modtog jeg fra Felten et Telegram, som kun indeholdt Ordene: „Befinden leichte Besserung, Zureise gestattet, Depesche dient als Ausweis, Regiment 86.” Der var tydelig nok gaaet et andet Telegram forud for dette, men Depechen viste, at der maatte være tilstødt min Søn noget meget alvorligt. Et Par Timer efter rejste jeg sammen med hans Forlovede sydpaa.

Da vi om Aftenen naaede Altona, hen­vendte jeg mig straks til Jernbanekommandanturen for at faa opspurgt, hvor hans Regiment for Tiden var at finde. Kom­mandanten henviste mig først til Generalkommandoen, men da jeg forelagde ham Depechen, og indtrængende bad ham om at give mig de Oplysninger, han raadede over, for at vi hur­tigst muligt kunde komme videre, sagde han: „Vi maa ingen­ting sige, men privat kan jeg meddele Dem, at Regiment 86 ligger ved Hartmannsweilerkopf nær Mühlhausen i Øvre- Elsass. De vil sikkert finde Deres Søn, naar De rejser derned.”

Vi tog da med Nattoget til Frankfurt a/M. og videre over Strassborg til Colmar, hvor vi ankom næste Aften [9. december]. Fra Strassborg gik Toget meget langsomt. Vi var 5 Timer om at køre en Tur, som tager 45 Minutter i Fredstid. Undervejs delte vi Kupé med Passagerer fra Colmar, som fortalte, at Fransk­ mændene i de sidste to Dage havde rettet stærke Luftangreb imod Byen. I Colmar havde vi et længere Ophold. Klokken ni kørte vi omsider videre. Toget var nu blændet og gik overordentlig langsomt. Ved alle Stationer blev der rangeret. Turen gik ned med Fronten. I Vest saa vi hele Tiden Lyskugler stige op. Naar Toget standsede, hørte vi Kanontordenen. Ved Rapportsweiler blev vi omhyggeligt reviderede. Over det blaa elektriske Lys ved Stationerne var der anbragt store sorte Skærme for at værne Jernbanen imod Flyverangreb. Det var bidende koldt.

Henad Kl. 3 Nat [10. december] naaede vi omsider Mühlhau­sen. Da vi traadte ud af Banegaarden, laa Gaderne i et spøgel­sesagtigt Lys. De elektriske Lyspærer var alle mørkeblaa og dækkede opad med sorte Skærme. Over den hvide Asfalt laa der derfor et mat blaaligt Skær. En Jernbanearbejder bar vor Bagage til Centralhotellet, hvor jeg havde faaet opspurgt, at Kommandanturen havde sit Kvarter. I Hotellet var alt end­ nu livligt. Patruljer kom og gik. Officerer i Krigsudrustning sad ved Bordene, parate til at rykke ud. Vi fik Plads og gik til Ro.  

 (H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 177-6)

6. december – Fra Efterretningssektionens journal: Straffefanger erstattet med arbejdssoldater

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Fra Forbindelse over Grænsen

  1. Det forlyder, at næsten alle Straffefanger er taget bort fra Arbejdet paa Stillingen og erstattet med Armeringstropper (søges bekræftet)

  2. Soldater, der f.T. er hjemme fra Orlov, har faaet 10 Dages Ekstraorlov.

  3. De nye Krigslokomotiver er lige saa daarlige, som de gamle. Pakningen er Papir og altid utæt. Der haves ingen Asbest.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. december 1917. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 6.12.1917

Min egen kære Inger!

Endelig i dag har jeg fundet kompagniet. I formiddag kl. 10 kom jeg hertil. Vi ligger i en fabrik i Muhlhausen, så ved du jo nok, hvor det er.

Modtagelsen var meget god, der var ingen, som havde savnet mig endnu. Den første, jeg talte med på skriverstuen, var Suhr, og han var som sædvanlig meget flink. Han fortalte mig, at han havde skrevet til mig 3 gange og var meget forundret over, at jeg ikke havde fået brevene. Måske kunne jeg være blevet en dag længere hjemme. Det havde jo været meget rart, hvis fødselsdagen kunne have været fejret lidt mere i ro. Nå, nu er det jo overstået med at tage afsked denne gang. Og så vil vi håbe, at det ikke skal ske tiere, at jeg skal rejse fra jer, men at jeg, når jeg igen kommer hjem, kan blive hjemme altid.

Da kompagniføreren og feldwebel Harden kom tilbage fra tjenesten, blev jeg og en mere, som også var kommet fra orlov, kaldt hen på skriverstuen, og her gav kompagniføreren os begge jernkorset samt ønskede os til lykke. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Ja, du har måske fået det at vide førend jeg, da Suhr har sendt tilladelsen til at bære det hjem, og om et par dage får du også korset, som Suhr ligeledes sender. Nu ved du så det. Jeg er såmænd ikke blevet mere stolt for det, men jeg vil da nok sige, at skulle jeg have jernkorset, så har jeg fortjent det lige så godt som alle de andre. Men det allerbedste er, at jeg håber at få en eller anden bestilling her lidt bagved fronten, det mente Suhr. Hvis det kan blive tilfældet, så var jeg da meget glad. Så længe vi ikke er i stilling, kan jeg jo sagtens holde det ud.

Hvordan har du og vore små piger det, kære Inger, jeg længes meget efter jer, og det gør I jo også efter mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. december 1917. Jørgen har fået Jernkorset. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

4 ugers uventet orlov kompenserer for afslag på ansøgningen om »Zuriickstellung«. Kompagniføreren, løjtnant Rerne, har forinden givet Jørgen Friis et tip med hensyn til en ny ansøgning om »Entlassung«, og under orloven kommer amtsforstander Thaysen med en bemærkning, som vækker forhåbninger til foråret. Indtil da får Jørgen Friis i Muhlhausen en god bestilling ved »den store bagage«. Postspærring bringer væsentlige forstyrrelser, tyskerne liner op til den store offensiv. (red)

Onsdag, ri. 5. dec. 1917

Min kære, kære Jørgen!
Tak for de to kort fra Hamborg og Berlin, som jeg fik i dag. Jeg ser, at du rejser østpå. Der var jo heller ikke andet at gøre, for så længe det kun var rygter, at dit kompagni var kommet til Frankrig, kunne du da egentlig heller ikke godt rejse den vej. Vi ser jo da også, at det ikke passede, at de var var kommet til Cambrai, heldigvis. Bare du da var blevet hjemme, til alle de kort og efterretninger var kommet, så havde vi da haft den søndag i ro. I går var der to kort, begge fra Suhr. I det ene meddeler han, at de befinder sig i Muhlhausen, »Fabrik Engel«. Det andet kort er vel egentlig fra kompagniet, der skriver han, at du er blevet tildelt jernkorset, og i dag er der kommet et indskreven brev fra Reg. 85 med et bevis for, at du har fået samme kors. Det er vist fordi, de nu afslår vore ansøgninger, at dette så skal være en erstatning. Det er i hvert fald en dårlig erstatning…
I går aftes var Valborg og jeg hos Fedders. Der var Joh. Froms, Jørgen Froms, Møllers, Rasmus Møllers, Niels Schultzes og Erik- sens. Et helt stort besøg ser du. Det er muntre folk alle sammen, så bliver der ikke tænkt så meget på krigen og heller ikke talt om den. De lever ikke sådan med i det, som vi andre gør; og vi kan jo også nok sige, at der er meget andet, som er bedre at tale om, for- krigen er altid det samme og altid lige håbløs og endeløs. – Våbenstilstand er der jo i Rusland, men om de kommer til at slutte fred, ved man ikke. Der er jo ingen, som de kan slutte fred med. Det bliver ved at være lige forvirret derovre. Når I nu bare kan blive der i Muhlhausen til jul, for der må jo da være nogenlunde. Jeg længes efter at få et rigtigt brev fra dig. Du kan tro, der var et langt brev fra »Reginenstrasse« i dag; meget tak nemlig. Begge dele var ankommet i god behold, men de ville gerne vide, hvor meget der var at betale, ellers var det hende »peinlich«. Vi glemte jo at veje de to sidste pakker. Tror du ikke, der har været 3 og 4 pd? Jeg må jo vist hellere sende en regning; ligeledes til fru Suhr. »Familien Harden« bad mig hilse dig. Hun havde skrevet det til sin søn.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. og 6. December 1917. “Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 Dezember:

Jeg saa min Broder hvor han laa i en Kurveseng og et Bord ved Siden, det var i Kuba. Og Vorherre stod ved ham med et Ur i Haanden. Og jeg saa mange Telte og Molemente der i Kuba.

“Saadan saa jeg min Broder ligge i en Seng i Kuba og var meget Syg.”
“Saadan saa jeg en Eskimor med ligesom en Pels paa Kroppen. Det lignede et Björneskind.”

Den 6 Dezember:

Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen. Nu saa jeg et andet Syn, og det var et Menneske som kaltes en Eskimo, han var lenket til en Stötte. Han haude ligesom et Dyreskin om sig over hele Kroppen. Jeg saa ogsaa et stort Hav, og der saa jeg forferdelige store Skibe, og bagefter dem saa jeg store Fisk og Söslanger. Jeg saa ogsaa en Natsion, det var Munke blev det mig sagt. De haude tudere [?] Krave helt op i Halsen, di var fra det hellige Land. Der var Kadekumber der, blev det mig sagt.

“Denne store Fisk saa jeg i det store Hav hen til Samoa.”
“Denne Slange saa jeg ude paa det store Hav. Det var en Söslange jeg saa i det store Hav.”
“Det blev mig sagt at det var en Munk. Og di var fra de hellige Land.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

3. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Optælling af Levnedsmidler”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

En Overløber:

  1. Fra flere Sider forlyder det – men foreløbig kun Rygter, at al Trafik over Grænsen saavel ad Landevejen som pr. Jernbanen skal standses fra i morgen. Det menes at skyldes Hensynet til at hindre Meddelelser om større Tropperforskydninger fra Ø til V.

  2. Det forlyder ogsaa, at Optælling af Levnedsmidler i Tyskland har givet et meget daarligt Resultat – endog fra Kartoflernes Vedkommende. Man mener, at der vil finde en ny Optælling Sted. Nervøsitet i den Anledning.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

27. November og 1. December 1917. “Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live

Den 27 November 1917:

Jeg saa Vorherre, hvor han stod ved Himlens Port, og han skinnede som et Lys. Og han rakte en lang kæde med et Ur ved, og han vred det til halv otte, om denne Tid skulde vi ind til Juletræet. Saa kom der en lys röd Engel, og den kom med en heel Haandfuld lange grönne Blade, og dem skulde jeg binde en Krans af og [sætte] Blomster i, og den skulde jeg henge i Spisen om Juletræet.

“Vorherre og Englen stod ved mig og sagde at vi skulde holde et Juletræ med Aabenbarings Billeder paa.”
“Jeg saa hele Himlen fuld af Englene som spillede og jeg hörte ogsaa hvor di sang.”

Den 1 Dezember:

Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa. Saa saa jeg, hvor alt blev mörkt over den hele Jord, og jeg saa hvor alle Stjærne falt ned fra Himlen, undtagen et par. Stemmen sagde, at det var et A[d]varselstegn. Nu saa jeg store Molementer [monumenter?]. Og der saa jeg min Broder komme gaaende med smaa Pakker i Haanden, og der var elektrisk Belysning, som skinnede i alle Kulöre.

“Jeg saa det store Stjærnefal som vil komme. Det er et Avarselstegn hvor Sjærnerne falt til Jorden.”
“Jeg saa denne Natsion i et fremmed Land.”
“Saadan saa jeg min Broder i et fremmed Land.”
“Den 1. Dezember 1917 Saa jeg det store Tegn ved Solen. Solen skal forvandles til Mörke.”
“Den 1. Dezember 1917 saa jeg det store Tegn ved Maanen som skal forvandles til Blod. Det er Maanen som skal ske Tegn ved.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003

19. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Som Straf var 6 blevet skud”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.
En Desertør (Uoff. for Braunschweig) er inat[?] gaaet over Grænsen og har fortalt:

a. i Braunschweig laa …… [sic!]

b. ved Hoptrup i Sønderjylland saa han flere Undterstände, samt baade Marine- og Fodartilleri; sidstenævnte hørte til 93´ Fordartilleriregiment. Ved Landevejen V. f. Hoptrup fandtes en Observationsstandplads.

c. Ernæringsforholdene er meget slette; Soldaterne havde, hvor han havde været, ikke faaet Kartofler de sidste Maaneder.

d. Ved Marineoprøret i Kiel havde Soldaterne bl.a. kastet en Officer i Vandet fra et af Skibene. Som Straf var 6 blevet skudt, og mange andre straffede.

e. Foran Raadhuset i Hamborg er opstillet Maskingeværer for at skræmme Befolkningen.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

18. November 1917. “Men Vorherre pregte og sagte, »det Sted kan du ikke være, thi der var Krig.«”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.

 
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem.

Og der i dette Land stod der et stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.

“Saadan saa jeg i Synet da min Broder drog afsted til Kuba.”

 

“Disse Folk saa jeg i Kiron.”
“Der ved disse sorte var der ogsaa krig, der kunne min Broder heller ikke være.”
“Saadan saa Folkene ud paa Djævelön, der hvor min Broder var, der blev sagt at di var ikke gode ved dem.”
“Det er Teltet hvor min Broder var i. Saadan saa Torvet ud. Saadan saa Folkene ud der i Kuba hvor min Broder landede.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

15. november 1917. Dårligt nyt hjemmefra: “Kvien, jeg skrev om, har forstoppelse.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang, torsdag aften d. 15. november 1917.

Min kære Lorens.

I form. [formiddags] modtog vi brevet med billederne fra Lodsens [på dette tidspunkt var Lorens indlogeret hos en lods i Flensborg/KM]. Og kl. 2 var her en soldat med il-brevet. Det var jo ikke særlig lyst. Det gør mig jo ondt, om du nu skal bort for vinteren. Det er noget usigeligt tungt, når der tales om fronten, og så dertil dit dårlige helbred, så jeg er bange, dine kræfter ikke kan holde dertil i længden.
Du beder mig tage roligt derpå. Det tror jeg også, jeg gør. Vi har jo forberedt os på mange gange, at det ville komme – ikke fordi man bliver ligegyldig derved. Jeg tror snarere det modsatte.

Jeg har da ikke helt opgivet håbet om, at du kunne komme igen til tærskning. Landråden bekendtgør i Kredsbladet, at havren [og] måske også byggen skal aftærskes hurtigst muligt inden 1. december, og dem der ikke efterkommer opfordringen, bliver al selvforsør[gelses]ret frataget. Det havde Peter hørt læst højt af Kredsbladet i går og har i den anledning indgivet ansøgning i dag. Vor tærskning bliver det galt med, om du ikke kommer.

Kvien, jeg skrev om, har forstoppelse. Kresten har været i Langetved og hente glaubersalt [svovlsurt natron/KM]. [Han] var samtidig hos Gamborg, men traf ham ikke hjemme. Kvien har vi haft ude og gnaske blade i det kønne vejr.

I dag kom Wilhelms papirer igen fra Kiel. Nu skal jeg så have sendt beløbet derop – tror det er en 7-8 mark i alt. Ernst [en 17 årig ung mand, der var ansat som karl /KM] har pløjet i dag. Det fryser nok i aften.

Har fremmede af Midde fra L. Karls [den nærmeste nabo, Lorens Karl Hansen, som også var indkaldt/KM]. De sidder og snakker, så det er ikke den bedste ro til skriveri.
Har i dag forsøgt at bage i det nye komfur; men jeg [kan] med min bedste vilje ikke rose det. Det er ikke til at få varm uden med tørt træ, og maden har jeg besvær med at få kogt til rette tid. Det trækker helt for lidt. Mads Jensen sagde ellers, at trækken var god, og det lod den til at være, den dag han var her.

Nu slog klokken 10½.

Hils Lorensen fra børnene med tak for billeder.

Kærlig hilsen Kirsten

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

4. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: En dansk grænseoverløber

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Paategning paa Melding fra Lunderskov-Afsnittet: Oplysninger fra en Desertør. Melding er saalydende:

Den paa Andet Bro optagne Desertør Navn er Carl Emil Rasmussen, der er født i Odense, og hvis Fader er bosiddende i Nyborg som Redaktør og Vægter.

Han er dansk Marinesoldat, permitteret 17/2 14. Han sejlede paa Amerika til Foraaret 1917. Rejst 24/4 over Gedser til Berlin efter at være ansat som Jernbanearbejder af en tysk Agent Kjøbenhavn ved Navn ”Fülsing”; da han kom til Berlin fik han Ordre til at skulle arbejde paa en Fabrik i Meisen i Sachsen. Fabrikken ligger udenfor Byen i en Landsby, der hedder Mehnen. Her arbejdede han i 3 Maaneder for en Kontrakt, som man sagde, at han havde underskrevet, men man havde kalkeret hans Navn over fra Jernbanearbejderkontrakten.

Han kom nu til ”Røde Kro”, hvor han arbejdede paa en Fæstning (med Cementfundament og Opstilling af Kanoner). Dette varede 7 Uger, hvorfra han blev sendt til Aarøsund, hvor han arbejdede paa et Batteri mod Lillebælt (Støbning af et Krudtkammer), dette varede i 3 Uger, og dette er nu 4 Uger siden.

Kontrakten ophørte nu, og han søgte derfor i Haderslev Pas til Danmark, og da dette blev nægtet, om Tilladelse til at søge Arbejde paa Landet. Denne Tilladelse opnaaede han paa Betingelse af, at han skulde søge Plads gennem en tysk Agent. Han fik nu Plads paa Domænegaarden Lundgaard ved Knagmølle og var her 14 Dage. Han gik fra Gaarden iaftes Kl. 6, svømmede over Kongeaaen, hvorfra han gik N. paa, indtil han standsedes af Post Nr. 2 og indbragtes til Vagten. Da han svømmede over Aaen, blev der affyret 2 Skud efter ham.

Kosten var særlig sløj i Sachsen: 3 pund Kartofler, 1½ pund Rugbrød og 50 g Fedtstof o.l. Den varme Mad bestod af varme Roer, malet Græs og Kløver. Mel og Gryn fandtes ikke. Soldaterne ved Grænsen har det bedre, faar saaledes 1 pund Brød om Dagen. For 14 Dage siden stormede Kvinder og Børn en Slagterbutik i Flensborg.

Arbejdstiden var 12 Timer daglig med en Løn af 72 Pf.p. Time.
Manden har intet Kendskab til Styrkeforhold, men vedlagde følgende 2 Skitser, som han har tegnet efter Hukommelsen af de Fæstningsværker, hvor han har arbejdet.

(Disse Oplysninger er fremskaffet af Kornet Ahrenfeldt, der var Vagtkommandør paa Andet Bro). ”Desertøren” var civil og afleveredes til Gendarmstationen Skodborghus.

Det er den samme Mand, som er omtalt i Detachmentets Melding 190 af 1/11 dst.

(Bilaget aftegnet; i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

4. og 14. november 1917: »Og i skal finde eders Sön levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«

Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«

Den 4. November 1917. Saadan kom Vorherre til den Mans Dör og bankede paa, som har gjort Ondt for ham.

Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

Den 14. November 1917. Og saadanne Folk der der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom med i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. november 1917 – Enkefru Røgind: Besøg af H.P. Hanssen

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
I Formiddags var H.P. Hanssen her. Fortalte en hel Del interessant. I Königsberg har [Refslund] Thomsen faaet en glimrende Stilling, stor Gage, Arbejde der ligger for ham, en hel Stab under sig; han er blevet reklameret af Magistraten til at ordne Byens Rationering med Kul. Han gaar op i sit Arbejde og gør det udmærket. Alt er nu parat til Uddeling, men det tilstrækkelige Kulforraad mangler, og han frygter, det lidt efter lidt trækker sammen til en Katastrofe. En højere dygtig Embedsmand blev sendt direkte ned til Gruberne, men kom tilbage uden Resultat. Bestikkelserne der er saa enorme.

Hanssen mente, at hvad der vilde gøre Tyskland mørt og eftergivende, var Nøden og nu særlig Nøden med Klæder og Fodtøj. Den militære Magt var vedblivende stor og ukuelig, men lad os først faa den frie Valgret og Censuren ophævet, saa vil Folket tale sit Sprog. Han mener, at de altid har Generalstrejken i Baghaand. Kejseren er blevet bange ved den russiske Revolution, derfor vil han være eftergivende lige overfor Flertallets Fordringer.

Medens han var i Rigsdagen, kom der en telegrafisk Skrivelse paa 600 Ord til Præsidenten fra Strackerjan, hvori han beskylder Hanssen for militær Spionage og Fader for Landsforræderi. I Skrivelsen fortæller han, at han har beskyldt Hanssen for Mened, og Fader ogsaa, og er bleven dømt, og ogsaa, hvad Dom han har faaet. Præsidenten spurgte saa Hanssen, hvad han svarede derpaa. »Intet«, sagde Hanssen, »som han i sin Skrivelse siger, er han blevet dømt adskillige Gange, og der er ingen Grund for mig til at indlade mig med den Kværulant. Har han Beviser, lad ham saa komme med dem, jeg er rede«.

Paa Gaden har han ogsaa gaaet bagved Hanssen og raabt Meineider, og da det alt ikke nyttede, sprang han foran ham og sagde: »Sie haben doch Ihren Eid gebrochen«. Hanssen fortsatte rolig sin Gang og svarede ikke. Lige over for Fader havde han ikke Held med sig, da har han ogsaa raabt efter ham, men Fader vendte sig om og raabte: »Sie elender Schuft« og truede ham med Stokken og raabte alle mulige danske Skældsord efter ham, og saa luskede han af.

— Tønder Bank har faaet Ordre til at sende sine rede Penge til Rigsbanken hver Lørdag, faar dem urørt igen hver Mandag. Det er for at sætte Folk Blaar i Øjnene, saa figurerer de paa Contoen som faste beroende Penge, medens de vitterlig er i Omløb. Det er for at hæve Guldcontoen, siger de, der skal jo nemlig være en vis Procent Sedler, der svarer til Guldbeholdningen.

Hanssen var livlig og fornøjelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142-3)

3. november 1917. Præsten taler så kønt ved begravelserne. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 3. nov. 17

Min egen kære Jørgen! Tak for dit brev fra den 31. okt. Det er nu rart, at postforbindelsen er så god… I går skrev jeg ikke til dig. Da var det, at vi var til sørgegudstjeneste for Troels Fogt. Der var mange mennesker, kirken var omtrent fuld. Pastor Dahl taler kønt ved sådan en lejlighed, især bad han så kønt for alteret, for dem, der endnu var derude. Troels var blevet sygebærer, men det har det jo ikke været bedre af…

Det er svært med alle de unge mennesker, som falder. Det var den 16. fra Aller sogn, den 5. fra Stubbom. Thomas Ellegård og Karen var der også, men jeg talte ikke med dem. De har jo også nok tænkt på dagene i Husum.- Vi var kørende med skimlerne for den store vogn. Den er alligevel meget villere at køre i, og du kan tro, folk kiggede på skimlerne. Det er jo også et par dejlige dyr, og Hans er ikke så slem til at sætte dem i fart nu, som han var før ….

(Jørgen bevilliges 4 ugers orlov som kompensation for at han ikke får en Zurück-stellung, en plads bag fronten. Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…et Batteri for 8 svære Kanoner”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia
En dansksindet Desertør, der har arbejdet paa forskellige Steder i Sønderjylland, og som gør et meget paalideligt Indtryk, har fortalt.

  1. a. Ved Aarøsund findes nu et Batteri for 8 svære Kanoner med en Besætning af 1 Fregattenkapitän som Obef., 1 Oblt., 2 Feldw [—], 8 Uoff. 216 Marinere (sidstnævnte i 3 Barakker à 96, 80, 40 Md).
    Ved Forskel er et Ammunitionsmagasin af Jernbeton med Dimensioner 8x6x3. Fra Magazin til Kanoner er et dobbelt Jernbanespor til Transport af Ammunition.
    Udenfor Batteriet ligger Panserbatteriet Kurfürst med 250 Mands Besætning.

    b. fra Årø er en Kommandostation af Jernbeton med skudsikre Rum; endvidere 2 svære Kanoner med 32 Mand Besætning.

    c. ved Rødekro staar 4 svære Kanoner, 2 N. og 2 S.Ø. for Banen; endvidere et Ammunitionsmagasin (8x6x3) samt en Br[—-]stationer med 12 Mands Besætning: Endelig er der i Barakker indkvarteret 20 Mand, der laver Pigtraadsspærringer og anbringer Miner under Vejen.

  2. En sønderjysk, meget støt og paalidelig Uoff., der fra Fronten (Riga) er hjemme med Orlov, har til Forbindelse over Grænsen fortalt,

    a. (Murren, da Kejseren talte til Tropperne, uden at der blev skredet ind).

    b. Mand og Mand imellem tales der om, at den saakaldte ”Urlaubssperre” er etableret for at forhindre Mandskabet i at komme hjem og se Elendigheden og blive paavirket.

  3. Det hedder sig, at Christiansfeld i Vinter skal aflastes for Indkvartering. Derimod skal Fjeldstrup have 60 Mand.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

1. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr I

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fra Felten. Livet i en Fangelejr I.

S. i Oktober 1917.
Krigen har nu raset saa længe, at man begynder at afmærke den ensformige, trist[e] Forløb med Milepæle i Form af Jubilæer[.] Og da jeg i disse Dage kan fejre 1 Aars Jubilæum for min Ankomst her til Fangelejren finder jeg Anledning til at fortælle ”Hejmdals”s Læsere lidt af, hvad der kan meddeles om Livet i en moderne Fangelejr. Og jeg antager , at det vil interessere alle, dels fordi Spørgsmaalet om Fangernes Liv og Leveforhold i sig selv er et ikke uinteressant Afsnit – om end trist og graat – af hele Verdenskrigen, og dels fordi saa mange af mine Landsmænd selv har deres Kære, Slægtninge og Venner, under lignende trange Kaar baade i Øst og Vest, og det daglige Livs Forhold i Fangelejrene i de forskellige Lande vil vel i det Store og Hele være omtrent det samme overalt.

Den Tid, jeg har været indkaldt, og det er nu over 2½ Aar, har jeg næsten udelukkende tilbragt i Fangelejre, saa jeg har lært Livet indenfor saa nogenlunde at kende, – lige fra Kontor- og Vagttjeneste til saa inferiøse Beskæftigelser som Kartoffelskrælning, baade med Kniv og Maskine. Først havde jeg det Held at komme til de mindre Fangelejre – Arbejdslejre – i Nordslesvig, og livet her gav Anledning til ret interessante Studier af Menneskekarakteren, baade hos Fangerne og hos Vagtmandskabet.

De første Indtryk, da man selv som ret ”civil” – for ikke at sige ”civiliseret” – og endnu ikke havde vænnet sig rigtig til Krigerlivet i alle dets Former, var just ikke opmuntrende. Livet indenfor Barakkernes uhøvlede Trævægge, sammen med Kammerater, hvoraf en Del ogsaa kunne være ret u(be)høvlede, kunde undertiden ture med at tage Modet fra en, saa længe an ikke havde vænnet sig dertil[.] Men Vanens magt er stor. Hvad har de, der har ligget i Skyttegravene, ikke kunnet vænne sig til Anstrengelser og Savn? I Sammenligning med dem maatte man jo prise sin Skæbne, at den ikke var bleven værre. Og at naa til denne Overbevisning er den vigtigste Kunst for en Deltager i Verdenskrigen. Og naar saa dertil kom mere eller mindre regelmæssige Orlovsture til Hjemmet, hvor man atter kunde føle sig som Menneske, – ja saa gik det endda!

Og Dag gik efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned efter Maaned, og inden man ret vidste af det, havde Jorden fuldendt sit andet Kredsløb omkring Solen under Krigens Tegn. Og bagved saa alle de triste Tanker, alle de skuffede Haab om snarlig Afslutning. Men Sindet klamrede sig til nye Haab, nye Muligheder!

Om et Haab eller to blev brudt
Blinker et nyt for dit Øje!

Og saa længe Haabet lever, er Livet under alle Forhold til at holde ud!
Saa kom der en Regnvejrsmorgen i Oktober 1916. Jeg havde Ordre til at møde med fuld Oppakning paa Kompagnikontoret i Flensborg. En Soldat har det som Sneglen: ”Omnia mea mecum porto!” Alt mit Habengut maa jeg selv slæbe af Sted paa Nakken! Og derfor burde en Soldat altid sørge for at have saa lidt som muligt af, hvad han kalder sit. Men i Tidens Løb faar man dog altid samlet en Del Ragelse sammen ud over den egentlige militære. Og den Morgenstund, da jeg i ravende Mørke og øsende Vande stolprede af Sted fra Jaruplund til Flensborg, fortrød jeg bitterligt, at jeg havde samlet saa meget til Huse.

Krigsfangelejren ved Jaruplund få kilometer syd for Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

En fuldpakket Tornister paa Nakken, Geværet hængt over Skulderen, en tung Koffert i Haanden, daarlig til Bens, daarligt Vejr, Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, – alt det frembragte en ganske forbistret Morgenstemning. Og dog havde jeg et ringe Haab, nemlig at Marchordren betød et Par Dages Orlov, som jeg kort i Forvejen havde søgt om. Men Skæbnen – eller hvem det nu var – havde villet det anderledes. Paa Kontoret modtog jeg den Besked: ”Forflyttet til S. i Rusland!”

Stemningen var omtrent som en Vogterdrengs, der tager Afsked med Hjemmet for at tiltræde sin første Plads. Borte var nu Udsigten til alt, hvad der hed Søndagsorlov, – og det var dog den, som hidtil havde lyst op i den graa Tilværelse, og den skulde maaske blive mere graa endnu. En Soldat ved altid, hvad han har, men han ved aldrig, hvad han faar!
Naa, her hjalp ingen kære Mor! Enhver Ordre er hellig, hedder det i det uskrevne Reglement. Det gælder om, at tage Tyren ved Hornene, og derfor søgte jeg det førte afgaaende Hamborgtog – og saa gik det mod Syd.

I Grunden har jeg ikke haft Anledning til at beklage mig. Vel er der mange, som har haft det bedre end jeg, men der er ogsaa mange, der har haft det værre. Og saa faar man give sig tilfreds. Nøjsomhed er en god Ting for en Soldat!

Efter et Døgns Jernbanekørsel nærmede Toget sig Tysklands Østgrænse. De polske Sletter bredte sig for Øjet, vældige Marker, hvor Efteraarets graa Ensformighed kun blev brudt af Kartoffelmilerne og saa Landevejsalléerne, som er karakteristiske for et polsk Landskab, og som i Grunden er det eneste oplivende Moment her. Hist og her en Landsby, men af et andet Udseende end hos os. Omkring den store Herregaard med de mange Udbygninger – alt synes at være Udbygninger – ligger Arbejderboligerne, smaa og uanselige, Lervægge og et Stykke forfaldent Havestakit – uden Have i Reglen. Befolkningen her har ikke Nordslesvigernes Sans for Hjemmets Hygge, hverken inden- eller udendørs. Men alligevel elsker og værner Polakkerne jo deres Hjem og Hjemstavn. Men nægtes kan det ikke, at Landskabsbilledet her virker nedslaaende paa Sindet hos en, der er vant til at se Fjord og Bælt, Bakker og Dale, Skove og frugtbare Haver og velholdte Huse.

N-n.

31. oktober 1917. Det er ikke let at være under kommando når man har en vis alder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Vileyka. Onsdag d. 31.10.1917

… Nu har du så fået brev fra Rusland. Det er da godt, at brevene går så hurtige, men vi er jo heller ikke ude ved fronten endnu. Vi er et stykke øst for grænsen, som fra Haderslev til Hamborg. Det tager 7 timer med toget. Jeg er da meget glad ved fotografierne, nu har jeg både hjemmet og familien her, det er rart. Du skriver om den 1. november. Ja, det er ikke så let, kære Inger, men når din broder kommer over og hjælper dig lidt, så går det vel nok. Vi håber, at du herefter ikke behøver at sørge for sådanne ting…

Kompagniet er ude at skyde i formiddag, men jeg behøver jo ikke at være med dertil, da jeg skal ned i kælderen til kakkelovnen. Det er dejligt sådan at være lidt til en side, for når man først er så gammel som jeg er, så har man ikke lyst til altid at være under kommando. Der er blevet udnævnt en hel del gefrejter i de sidste dage, og mange af dem er meget glade ved forfremmelsen. Når de bare vil lade mig komme hjem, så må de gerne have hele herligheden for mig.

Jeg læste i går i Modersmålet, at T. Fogt er faldet den 9. oktober. Jeg ved jo ikke, hvor han er faldet, men det var nogle slemme dage 8., 9. og 10., i det mindste hos os. Det er igen en af kammeraterne fra Husum, som er gået bort. Nu får vi igen en ny rigskansler, så får vi se, om det hjælper.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Befolkningen er vel nærmest jøder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgårdi Fjelstrup videre.

Rusland. Fredag d. 26. oktober 1917

… Jeg håber da, at du nu får mine breve, skønt man kan jo ikke vide. Vi ligger endnu her i Vileyka i ro, og jeg har det godt, idet jeg er kommet til at fyre i varmeapparaterne her på anstalten. Det er nede i kælderen. Jeg er meget glad ved, at jeg ikke behøver at gøre tjeneste med, skønt det jo heller ikke er noget tale om imod at være i skyttegravene. Her har man sin gode ro og kan ligge så roligt og sove om natten uden at behøve at være bange for at blive alarmeret. Ja, helt roligt kan man nu ellers ikke sove, for vi har mange lopper i stuen, men lus har vi da ikke. Dem havde vi mange af, da vi kom hertil, men så var vi dagen efter i Vilna at bade og vort tøj kom i ovnen. Sikken god fornemmelse det var at bade og få rent tøj på. Vilna er en stor by, i fredstid havde den 250.000 indbyggere, men ellers er det ingen smuk by. Gaderne er så ujævne som vor gårdsplads, så ved du besked. Og mange af husene er gamle og forfaldne. Ja, der gives jo også nogle store og smukke bygninger, f.eks. kirkerne, der er meget smukke. Befolkningen er vel nærmest jøder, det ser de ud til at være, og mange pjaltede folk og børn træffer man på gaden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Inger bekymres sig for udregningerne til folkenes lønninger og sygekasse. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. okt. 1917

… Nu nærmer 1. nov. sig. Så skal jeg til at betale alle de penge ud til folkene. Jeg gruer lidt for det. Måske Hans fra Stubbom kommer i morgen aften, så vil han regne mig det ud med sygekassen og kortene for hver enkelt. Det med Hans’s løn skal jeg jo ned til Møller og have ordnet. Krigsskatten har jeg ikke betalt endnu. I går eftermiddag var Valborg og jeg i Haderslev, og da var jeg derude hos skatteopkræveren, men så var der lukket, kun åbent hver formiddag og så fra 2-4 mandag eftermiddag. Hvor blev jeg dog ærgerlig. Nu kan jeg rejse efter det igen. Men hvis Fedder vil til Haderslev på mandag, kunne jeg såmænd også godt sende det med ham. Hvad gør det, om han ser det »værdipapir«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

24. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “24 cm Kanoner indskudt”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia.

Gennem H.
a. Det er den 22 ds. meddelt de tyske Vagtposter ved Grænsen, at Mandskabet af den tyske Hær ikke kan faa Orlov bevilget i Tidsrummet indtil 11/3 1918. De, der f.T. har Orlov, er dog ikke tilbagekaldt.

b. I disse Dage graves en dyb Skyttegravslinie i Terrainet umiddelbart N.f. Skodborg-Københoved. Den begynder ved Domænegaarden Sundbüllgaard og fortsætter mod V., Front mod N.

c. Den 13´ds. Blev en Del nye 24 cm Kanoner indskudt i Terrainet omkring Arrild.
Et 21 cm Batteri er opført mellem Toftlund og Agerskov paa sidstenævnte Strækning udbedres stadig den gamle Skyttegravslinie, navnlig traceres der flere Linier lidt sydligere.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

23. oktober 1917. Den trøstesløse slagmark. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Rusland, tirsdag d. 23. oktober 1917

… Jo, det var nogle slemme ture, når vi skulle ud med maden. For det var også et farligt arbejde, idet englænderne holdt vejene ud til stillingen under ild; men vi kom dog godt igennem hver gang. Det så ellers forfærdeligt ud på vejene. Somme steder var granaterne slåede ned på vejene og havde lavet nogle vældige huller så store som kulen ude i den lille mark, hvor fårene gik, og så lå der ituskudte vogne, døde heste og desværre også mennesker. Mange steder lugtede det så fælt, for hestene blev ikke begravede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt. Og skoven, du skulle bare se, hvordan den så ud. Mange af træerne lå knækkede og oprevne med rod, for ikke at tale om de batterier, som havde fået fuldtræffere. Ja, hvem der ikke har set det, kan ingen forestilling gøre sig om, hvordan det ser ud. Længere ude ved fronten var der det ene granathul ved siden af det andet. Så ødelagt er jorden, så den er fuldstændig værdiløs. Derude i disse huller sidder soldaterne så og afventer, hvad der vil komme. Officererne boede i nogle små cementhuler, men de var heller ikke bombesikre. Hvis der slog en granat ned på en sådan, så var beboerne ødelagt, og det skete ofte

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.