Kategoriarkiv: Hjemmefronten

18. august 1917. Engelske flyvere har lagt æg. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 18. aug. 1917

…I dag har de engelske flyvere rigtig været på »vingerne« her over byen, og de har endda lagt nogle »æg«, som bomberne kaldes, men jeg ved ellers ikke, om der er sket nogen skade. De er dristige, sådan at komme ved højlys dag. – Nu lige blev der fortalt, at der var blevet dræbt 3 af indbyggerne i byen, og at der brændte et hus som følge af bombekastningen. Det er meget sørgeligt, at det går ud over uskyldige mennesker. Ja, krigen er forskrækkelig i alle måder.

 Herude i haven har folkene rigtig travlt med at få deres bønner taget op og hængt til tørring. Det er krybbønner, som rykkes op med rod, og de fleste blade pilles af, hvorefter de hænges op på en mur eller andet sted. Det var jo noget lignende, jeg anbefalede dig med vore bønner, da du skrev, at vi havde så mange. Det er et rigtig godt høstvejr, vi har her i disse dage med frisk vind og solskin, sådan som man ønsker sig det i høsten. Og så er der disse hvide skyer på himlen, som du nok kender, det er også noget, som særligt ses i høsten, synes jeg.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. august 1917. Saa sprang jeg op og flygtede ja til det fremmed Land jeg reiste bort fra Slaget.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

 
Jeg saa en heel deel Menesker med spraglede Klæder paa, di
gik op af et stort Bjærg, og di haude Kanoner med dem, og di
sköd efter di vilde Folk, som tilbad Gulkalven, og jeg saa hvor di
sköd alle deres Huse i Brand. Og der saa jeg ogsaa mange slags
Dyr, jeg saa arabisk Heste, Ellefante, Tiggere, et langt smalt
Dyr med store Öjne, en Buldug, Hyæner, Kondor og Robuger,
og en Fasan der sad paa en Green.

 
Nu saa jeg, hvor der kom fire store Skibe sejle [nde] herude
paa Havet ved os. Jeg saa. hvor der kom et stort Luftskib i det
samme sejlende over Skibene, og di bar fremmede röde og hvide Flag.

 

Jeg saa nu min Broder, hvor han og en kamerat, han haude
kuns eet Been, hvor di gik med et stort hvidt Kar, di skulde hen
og give Kamæle Havre. Jeg saa igjen mange af di sorte Drenge
med Ring i Nesen. Nu hörte jeg, hvor min Broder sang for
mig:

 
Da jeg fra Hjemmet maatte drage,
Og med i den store Krig,
Hvor jeg maatte kæmpe og stride
og falt i det Kæmpeslag.
Jeg sprang op og bad til vor Frelser
og hjælper mig i al denne Nöd.
Jeg laa udstrakt på Jorden,
saa kom Vorherre til mig.
Saa sprang jeg op og flygtede
ja til det fremmed Land
jeg reiste bort fra Slaget
og haude hverken Fode eller Klæde.
Saa kom jeg til det fremmed Land
hvor jeg fik god Föde og blev skön,
nu er jeg fri for al den store Krig.
Min Frelserman har hjulpet mig,
min Frelserman – Hurra.
Nu da jeg atter til Hjemmet maa drage
Hjem til mine kjære igjen -,
jeg lenges med store Smerte
at finde eder igjen.
Min Frelserman har frelst mig,
Min Frelserman, Hura, Hura, Hura.
Hjem, Hjem, mit kjære Hjem.

Det er dette Syn jeg saa ude paa Havet. [Tilføjelse:] Det kom 14 dage efter den 28 August alle Skibe og Luftskibet.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

8. august 1917. Det er tvivlsom om vi får alt det bindegarn der er brug for til høsten. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. aug. 1917

Tak for dine to sidste breve fra fredag og lørdag. Det gjorde mig så ondt for dig, du var meget nedtrykt, og det er jo da heller ikke så underligt. De 20 dage er lange og trange, og at I da sådan skal slide i det… Jeg tror nu også, at vi begge to ser lidt for sort på det med hensyn til den første ansøgning. Måske det netop er et godt tegn, at det tager så lang tid. Ellers havde jeg jo da haft et afslag for længe siden. Det skulle jeg da også sige til dig fra Fedder, han var her netop nu i middags. Han har været i Haderslev for at høre lidt om, hvordan det kunne være, at det tog så lang tid. Han har nu helt godt håb om, at det nok skal gå…

Jens har også været her lidt i formiddag. Han ville hen til Eickemejer at bestille bindegarn fra landbrugskammeret til 11,50 pr. kg. I Haderslev koster det 10 M. pr. pd, så det andet er jo kun godt halvt så dyrt. Hans har bestilt 100 pd. til os, men så meget får vi vist ikke. Arealet med korn skulle også gives op, så det retter de sig jo vist efter. Hans er tilfreds, når vi kan få hveden og bygget bundet, det andet mener han, at vi nok kan selv. Og til den tid skal du også nok være hjemme, så kan du jo også »slå lidt forstand i«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. august 1917. Soldaterne er så sultne de stjæler fra køkkenhaven. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 8. ang. 1917

Du kan ellers tro, at jeg fik en bedre aftensmad i går, idet der kom to pakker til mig med pølse. Det var ellers udmærket. Jeg siger mange tak for pakkerne, kære Inger. Og ligeledes for dit brev fra den 1. aug., som du har skrevet på Harmonien den dag, du og din mor har været i Haderslev. Nu kan jeg forstå, hvor du har fået pølserne fra, der er nok død en gris hos jer. Det sker jo engang imellem, men oftest om vinteren…

Her uden for skolen er der en stor have, hvor franskmændene har kartofler og bønner og andre havesager. Vi må nok gå derude, men det er strengt forbudt at tage af havesagerne. Det er der flere, som ikke godt kan stå for. De er sultne, og så graver de kartofler op og koger. Det kan jo endda gå an, dersom ingen opdager det, men det går ikke altid godt, og så bliver vedkommende hårdt straffet. Det er også for galt, at soldaterne ikke kan få så meget at spise, som de kan have. Så er de jo næsten nødt til at stjæle eller tage selv. Der er også æbler og pæretræer i haven, men frugten bliver plukket af længe før, den er moden. Det er akkurat som små børn, men når folk er sultne, så spørger de ikke om forlov…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. august 1917 – Flensborg Avis: Tyske kvinder! Øv selvtugt i brevene.

Den 7. august bragte Flensborg Avis følgende opråb til de tyske  kvinder.

Øv Selvtugt i Brevene.

Fra Altona har Bladet modtaget følgende:

Tyske Kvinder! For nogen Tid siden har Franskmændene i et Flyveblad samlet „Breve fra Tyskland” og nedkastet dette i vore Skyttegrave ved Hjælp af Flyvere. Det var Jammerbreve fra tyske Kvinder fra Hjemmet, fyldte med for største Delen overdrevne Klager over Levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk Kvinde uværdige Breve er af Franskmændene fratagne fangne eller faldne Soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske Soldater og den franske Befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at „gaa til Ende”, for paa den Maade at standse den blandt Franskmændene i betænkelig Grad tiltagende Krigstræthed og genoplive de franske Troppers Mod.

Disse for tyske Kvinder uværdige Breve er desuden benyttede til gennem det nævnte Flyveblad at lamme vore kæmpende Troppers Kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade Sejrsvilje.

Tyske Kvinder! Glem, naar I skriver Breve til vore tapre Krigere, de Bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til Trods for alle Indskrænkninger næppe har lært Krigens virkelige Byrder at kende. Tænk Paa, naar I skriver Breve, at vore Forkæmpere med deres Legemer dækker vor Hjemstavn for vore morderske Fjender, at de maa bære langt storre Savn end vi og til Trods derfor holder ud under den mest trofaste Pligtopfyldelse.

Tyske Kvinder! Naar I med saadanne Tanker skriver eders Breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige Livs smaa Sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre Krigeres Lod endnu tungere ved Forsagthed og Mangel paa Offervillighed. Tyske Kvinder! Derfor øv Selvtugt i eders Breve! Saa vil I ikke give vore Fjender Lejlighed til ved Hjælp af eders Breve at hæve deres egne Troppers og Folks Mod og svække vore Forkæmperes tapre Sejrsvilje.

6. august 1917. Hvedehøsten står for døren, så nu ville en orlov være kærkommen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 6. aug. 1917

… Jeg læste nu lige i den engelske beretning, at der havde været angreb på den tyske skyttegrav nordøst for Gouzeaucourt. Nu er jeg så bange for, at det er på din egn. Det står fra natten til torsdag. Bare det da ikke er noget slemt, og måske det heller slet ikke er der, hvor du er. – Sidst i ugen kan vi nok begynde at høste hvede. Så det er snart på tide med den orlov, hvis det da er meningen, at du skal have den. Thomas Ellegård er kommet hjem, han er »entlassen,« og har sendt sit tøj af, men det går jo vist også lettere, når de ikke er lige i fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. august 1917. Ituslået næse giver pause fra fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 5. august 1917

Kæreste Inger!

Som du vil kunne se på brevkortet, har jeg nu fået en ny adresse. Og jeg skal fortælle dig, hvordan det er gået til, at jeg er kommet her. I går var vi i færd med at lave en ny hule ude i stillingen, og for at få jorden op af hulen, brugte vi en lille vogn, som bliver trukket op med en vinde. En gang var vognen løbet fast, og jeg klatrede da op og fik den sat i gang igen, men næppe var den kommen lidt højere op, så brast tovet, og vognen gled tilbage og ramte mig i hovedet således, at jeg fik næsen slået lidt itu. Det er ikke slemt; men lægen mente, at det var bedst, at jeg blev sendt bort. Og nu er jeg altså her i Cambrai. Du skal ikke være urolig for mig, kære Inger, for det er kun ubetydeligt. Min adresse, er: San. komp. 23, Ortskrankenstube. Deutsche Feldpost 894.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

3. august 1917. Jørgen er tæt på at miste tålmodigheden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 3. aug. 1917

… Det er nu længe siden, at jeg har skrevet et brev til dig. Så du har måske gået og været urolig, kære Inger. Men det er jo, fordi vi har haft det så besværligt med arbejde og vagt. Vi har kun fået et par timers søvn i døgnet, og så kan du nok forstå, at man bliver træt og sløv og ligegyldig. Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor vi da netop skulle have så meget at bestille, og de andre kunne nøjes med mindre. Nå, nu er det overstået, og så håber jeg, at det nu bliver bedre, da vi nu er kommet i »Bereitschaft«, som det kaldes, eller længere tilbage, og så plejer vi at have det bedre. 10 dage skal vi være forude, 10 dage her og 10 dage i R., Det er blevet lidt forandret, før var det 8 dage ad gangen. Du fortalte for et par dage siden, at H.C. var hjemme og at han ikke havde været i skyttegraven, siden han sidst var hjemme. Det er ellers godt for ham, men jeg kan ikke forstå, hvordan han kan have været så heldig at komme til den store bagage, for til den post er der gerne nok. Men han har jo været en af de heldige, og jeg kan unde ham det. Nej, så heldig kan jeg ikke sige at have været, og det ser jo ikke ud til, at det lykkes med den første ansøgning. Når jeg da bare kunne komme hjem nu til høsten. Hvis det ikke lykkes, så er det ikke din skyld, kære Inger, for du har gjort, hvad du kan for at få mig hjem. Jeg har gået og håbet og ventet, så tilsidst taber man næsten tålmodigheden og håbet, for det er noget meget kedeligt noget dette soldaterliv. Og der er desværre ingen ende at se på krigen. For os ser det ud, som om det kan vare årevis endnu.

Det er et kedeligt brev. Du kan nok se, at mit humør er dårligt. Det er ikke let at blive ved at have godt humør i sådan trængsel. Det lider stærkt mod høsten nu, og hvis jeg ikke kommer hjem og hjælper ved den, så er det den tredje høst, at jeg ikke er hjemme. Mon Fedder ikke kan tale med dem derude om, at der kan sættes lidt pres på, så der da kommer en afgørelse på ansøgningen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. august 1917. Den russiske røgter viser sig at være de mange penge værd. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 1. aug. 17

Min kære Jørgen!

I dag er jeg med mor i Haderslev. Hun vil gerne et lille vend herud, når hun er hos os… Jeg lavede et par kasser i stand til dig, inden jeg tog hjemme fra, med pølser, som vi selv har lavet…

Denne gang fik vi 403 M fra mejeriet, der var ingen på hele sedlen, som fik så meget, så jeg får det endda at høre engang imellem med alle de penge. Røgteren passer nu også køerne godt, så gør det jo da knap så meget med den store løn. Rughøsten har begyndt, og det modner jo også på det andet korn. I dag er maleren ved at male loftet i gæsteværelset. Der kommer jo så en billig tapet på, det vil blive kønt deroppe. Det trækker i langdrag med den orlov, jeg er sommetider så utålmodig, men det hjælper jo da nu slet ikke.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

28. juli 1917. Syltetiden er inde, men der er alt for lidt sukker. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 28. juli 1917

Min kære Jørgen!

… Jeg fik da de pakker sendt til Hamborg i går og en til fru Suhr; men så fik jeg ingenting skrevet til dig over det. Nu skulle du jo ellers have et brev hver dag, da du er ude i stillingen…

Endelig har vi da fået kakkelovnen sat op i den store stue. Dix- en har været i formiddag. Nu skal jeg have fat i maleren, sådan at vi kan få det færdig deroppe. Jeg liar tit tænkt på, hvis du nu kom, når det liele der var pænt i orden, sikken fornøjelse, det så kunne være. Fortalte jeg i mit sidste brev, at børnene i Roost har skarlagensfeber? De var bedt om at komme til Skovbølling på søndag, men det kan de jo ikke. Så skulle vi også have været derhen, men jeg tænker det biir opsat så, for det er ikke så længe siden, vi har været der, og jeg vil hellere blive hjemme, når vi ikke kan få dig til kusk. — Nu er syltetiden inde, ribs og solbær er modne, men vi har jo altfor lidt sukker, så saft skal vi jo da koge sur hen. Det er noget kedeligt noget med det sukker.

Mange kærlige hilsner fra os alle. Din Inger. Smørret er fra Danmark og koster 5,40 pr pd.. – 2 x 2 pd. til Schmidt, 14/2 pd. til fru Suhr.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. juli 1917. Der er trøst i at læse de smukke morgensange og Gud. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 26. juli 1917,
skrevet på forpost i en
lille skov nede i Frankrig.

Min egen kære Inger! Heller ikke i går var der brev fra dig, men det skal jo nok være postvæsenets skyld. Og så skal der nok være et eller to breve til mig, når jeg i aften bliver afløst og kommer tilbage til hulen… I de sidste par dage har jeg kun skrevet et kort til dig, kære Inger, og det er fordi at jeg har været lidt træt. I forgårs, da vi igen kom herud i stillingen, måtte jeg og nogle flere straks på forpost. Og det er anstrengende en hel dag ovenpå march turen hertil og ingen søvn om natten, da vi må gå herud i mørke. Vel kan vi sove lidt herude, men det er på den bare jord i bunden af graven. Og i går var jeg endnu træt af den forrige dags gerning, og derfor fik du også kun et kort i går. Herude i den lille skov, hvor jeg er i dag på forpost, er det mere hyggeligt. Der er lavet et lille lysthus, hvor man godt kan ligge og sove lidt, det har jeg også gjort i dag. Og så bliver man straks bedre tilpas, når man får sig en lille skraber. Da det var blevet lyst i morgenstunden, satte jeg mig til at læse alle de smukke morgensange, som står i den grønne sangbog, og hvor blev jeg da glad og opmuntret derved. Sådan trøst, som der er i at læse disse smukke sange og vide, at Gud ikke er os fjern, men gerne vil høre vor bøn og tak…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

21. juli 1917. Den nye Reichskanzler ser ud til at være endnu mere altysk end den forrige. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 21. juli 1917

 … Den nye rigskansler, vi har fået, vil vist ikke hjælpe stort til, at vi snart får fred. Efter de indtryk, man får af aviserne, ser det ud til, at han en altysker, værre end Bethmann Hollveg. Så kan vi sige: Det bliver jo længere jo værre. Men så tror jeg heller ikke, han kommer til at råde længe. Nu skal vi se, man kan jo også gøre et skarn fortræd. Jeg huer ham ikke, siden han i foråret gav anledning til, at kornet toges fra os, det husker du nok – at revisionen var…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

18. juli 1917. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

Saa saa jeg ogsaa der ved disse Telte, der stod min Broder og talte med en tysk Soldat. Min Broder stod og var meget bedrövet over, at han ikke vi[d]ste, om vi var levende hjemme, og han var utilfreds over, at han skulde være der i fremmed Land, og at Krigen vare saa lenge. Saa gik han ind i Teltet igjen. I det samme som han var kommen derin, kom der en Fugl flyvende ind i Teltet med et Bref fra det röde Kors. Den flö[j] rundt og sögte efter ham, og saa fant den ham. Og da min Broder modtog dette Bref, blev han saa glad, at han raabte til alle Soldater. (Et Bref nu.) »Og nu er jeg saa lykkelig«, og i en fart vilde han til at skrive. Men saa haude han ingen Papier og ingen Bord at sidde ved. Saa sagde Fangemesteren til ham: »Kom ind til mig, saa maa du sidde ved mit Bord, og jeg vil give dig Papier.«

Jeg saa nu igjen det store Slag, der hvor min Broder var med, og hvor han laa udstrakt paa Jorden og laa ligesom han var dö. Men saa kom Vorherre og löftede ham og tog ham med, og alle Fjænder veg til Side. Di kom alle til Hest, og Granaterne sprang, men di red ikke over ham. Og min Broder kom i god Behanling og blev bedre, thi hans Arme og Been var ligesom di vare saarede. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

(Der er ikke nogle tegninger til denne dato)

Lorens’ navn som det står i Mindeparken i Århus. Billede taget af Pernille Bolander.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

16. juli 1917 – Flensborg Avis: “Trængsel ved Bagerbutikkerne”

Den 13. juli 1917 skrev Ellen Jensen fra Flensborg til sin mand i Frankrig om strejker og uroligheder (læs her). Dagen efter nævntes ingenting, men den 16. juli 1917 bragte avisen følgende notits.

Udsat Belønning.
Poiltiforvaltningen i Flensborg bekendtgjorde i Lørdags [d. 14. juli] i derværende Blade: Und[e]r den stærke Trængsel ved Bagerbutikkerne har i Gaar flere Gange Personer, der var B[u]tiksindehaveren ubekendte, egenmægtig og uden Betaling taget Brød med sig[.] Hvem der paaviser en saadan Tyv saalede, at han kan straffes, faar en betydelig Belønning.

15. juli 1917. Mon Reichskanzlerens afgang kan bane vej for fred? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 15. juli 1917

… Jeg tror, at det nu endelig begynder at dages for os, jeg mener med hensyn til det, der for tiden foregår i Berlin. Nu er Bethmann Holweg gået af, og der vil nok blive flere, som får deres afsked. Når der så er gjort rent bord, kan der være tanker for, at der kan komme fredsforhandlinger i stand. Englænderne og fransk- mændene skal nok spekulere på, hvad det er, der går for sig i Berlin. De allierede har jo udtalt, at de kun vil forhandle med en frisindet regering. Og en sådan får vi nok herefter. Altyskerne har nok spillet deres sidste trumf ud, og det er heller ikke for tidligt, at de bliver sat fra styret. Der er et gammelt ord, der siger: Strenge herrer regerer ikke længe, og det skal nok komme til at slå til.

Jeg talte i går med Hække fra Frørup. Han mente, at der var gode udsigter for min ansøgning. Men han sagde, at der let kunne gå 4 uger lien efter, at den var anbefalet af kompagniet. Sådan var det nok gået med Kaufmann. Nu vil vi så vente og håbe og ikke glemme at bede om, at Vorlierre vil lade mig komme hjem til jer.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. juli – Ellen Jensen: “Kvindfolkene stormede Butikkerne”

Ellen Jensen stammede fra Fyn, og var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Det meste af verdenskrigen opholdt hun og deres to børn sig i Flensborg, mens han var soldat i Frankrig .

Flensborg den 13.7.1917.

Min egen Ven!
Kun en lille Hilsen! Jeg er træt efter min store Vask! Men jeg har ogsaa været en Knap! Vasket en stor Vask, og faaet den tørret. Været til Frk. Hollensen med Pus, hun fik Bindet af [hendes arm havde været brækket/red.] og nu skal jeg massere hende, det gaar godt.

Saa har vi set Optøjer i Byen, der har været stor Halløj i Dag. Kvindfolkene stormede Butikkerne, og tog Brødet. Soldaterne var traadt til med Bøssen o.s.v. Pus var meget optaget af dette, der var sort i Byen, navnlig oppe ved Rerup, man kunde knap komme igennem Mylderet. Elektricitetsværket strikede, saa alle Sporvogne holdt, paa Værftet var der vist ogsaa noget Kluderi. Der er alligevel Temperament i Kvindfolk.

Fra Kjems har jeg medtaget en lille Pakke sendt fra Flandern, fortæl ham hvor du er, saa kan i da besøge hinanden – og snakke om mig. Han er storartet til at sørge for os. Christiansen kommer maaske hjem samtidig med dig, hans Mor er meget syg, saa de vil se at faa ham hjem.

– Frk Grau var i stort Vigeur i Dag, det var dog endelig noget for hende. Grau laver vist en hel Roman der ud af. Det maa for Resten være dejligt, for hvad de ikke oplever i Virkeligheden, det oplever de da i Fantasien.

Nu skal jeg ned og tage min sidste Vask ud, saa faar du Kys og Hilsner! Din egen Pige

Sender ogsaa Plastrene i en Konvolut.

(P284, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

13. juli 1917. Der trækkes pigtrådsforhindringer i mørket før månen er fremme. Brev fa Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag morgen d.13. juli 1917

… I de sidste nætter har vi været ude at lave pigtrådsforhindringer. Og da det har været mørkt, da månen først kommer efter at vi er gået derfra, kan du vistnok tænke dig, hvordan arbejdet bliver gjort. Det er også akkordarbejde. Hver gruppe skal trække 5 ruller pigtråd. Og du kan tro, der bliver svindlet ved arbejdet, for at blive færdige. Den første aften blev tråden klippet over og halve ruller kastet bort, men det blev vore foresatte kloge på og så må vi aflevere de tomme ruller. Så på den måde kan der ikke snydes, men så bliver det på en anden måde. Da det er mørkt, kan de ikke se, hvordan arbejdet bliver udført, og om dagen kan de ikke komme derud. Så forstår du nok, hvordan det går.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

11. juli 1917 – Vore kirkeklokker

Den 11. juli bragte Flensborg Avis følgende overvejelse.

Vore Kirkeklokker.
Der skrives til „Dannevirke”:

Forleden blev de første Kirkeklokker her i Kredsen afleverede til Indsamlingsstedet. Paa den ene var der med Kridt skrevet: „Kom snart igen!”

Dette Ønske vil jo næppe gaa i Opfyldelse? de Klokker, -vi paa denne  Maade afleverer til Staten, kommer aldrig igen. I heldigste Tilfælde faar vi efter en længere Tids Forløb Erstatning for dem; men Erstatningen er vel nok lavet af solidt Støbejern og ikke af Klokkemalm. Det er vemodigt, at vore gamle, gode Kirkeklokker nu ogsaa maa ofres paa Krigens Alter? men ogsaa denne Sag kan ses fra to Sider, og siden i Aftes har mit Syn derpaa i hvert Fald væsentlig forandret sig, og det var egentlig dette, jeg vilde fortælle:

En Veninde, der tilfældigt besøgte os, sagde nemlig omtrent følgende: „Jeg synes, det er rigtig godt, at Klokkerne kommer væk, og jeg vilde ønske, de aldrig mere kom igen.”

Jeg blev forbavset over denne Udtalelse og saa temmelig uforstaaende paa hende: men nu kom Forklaringen.

— Jo, sagde hun. jeg bor, som De veed, tæt ved Kirken, og alle, eller de fleste af dem. der bliver begravede fra Fruekirke, kommer min Dør forbi. Og, omendskønt det er dumt, kan jeg ikke lade være at ærgre mig, jeg behøver slet ikke at se efter Følget, nej, jeg kan omtrent paa Klokkernes Klang høre, hvem det var, der blev jordet, og hvor mange Penge han efterlod sig. Var det en af vor  Bedste. Det vil sige en af dem der ejede mest, eller om paa anden Maade havde indlagt sig store Fortjenester, saa ringede alle fire Klokker, saa var der „1. Klasses Begravelse”. Og saa fulgte de andre Klasser, 2., 3., 4. Klasse i dalende Skala.

Jeg kunde som sagt omtrent efter Klokkeringningen bedømme, hvor mange Penge og hvor megen Anseelse den paagældende havde haft. Naar det var et „4. Klasses Lig”, som Kordrengene siger, saa ringede der kun en af de smaa Klokker, saa spagt og sprukken, akkurat som om selve Klokken vilde bede om Undskyldning for, at den overhovedet meldte noget om. at denne eller hin fattige, usle, uansete Stakkel i Dag blev begravet.

Og det har gjort mig ondt, denne Gøren-Forskel efter Døden, for jeg kan ikke faa det til at rime med Jesu Liv og Lære. Nu skal Klokkerne væk, det vil vare længe, inden de kommer igen, og vi kan ogsaa meget godt nøjes med een Klokke. Saa kan alle, fattige og rige, mere og mindre berømte faa den samme Hilsen med fra Kirketaarnet.  Naar vi først ligger i vor Kiste, saa kunde Forskellen høre op. Naar vi ikke har sørget for at faa vort Forhold ordnet med Vorherre før den Tid, saa kan den standsmæssige Begravelse ikke hjælpe os dertil.

— Se, faadan omtrent sagde min Veninde, og jeg skal ærligt tilstaa, at jeg efter dette med lettere Hjerte ser vore Kirkeklokker rejse; maaske andre kan drage samme Lære deraf.

—n.

10. juli 1917. “Det er kniberi og småtteri over alt i denne tid.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang tirsdag morgen d. 10.-7.-17

Vi siger alle tak for turen i søndags. Pigebørnene sov lige igennem til kl. 11 i går formiddag. Så var de svært godt tilpas og fortalte om deres oplevelser.

Kirsten-Grete var ellers ikke rigtig tilfreds, da vi kørte efter Tinglev til. Da gik det først rigtig op for hende, at vi ikke havde far med: Jamen moe, min lille fae skull da væt mæ vos hjem og sie æ lille føl. – Håber du kommer snart. Mon vi skulle få lov at mødes d. 12. som for år tilbage?

Nu [skal] Kresten i skole og [have] brevet med. Hav det godt og vær kærlig hilset af os alle.

Din egen Kirsten.

Tirsdag aften.

Har gået ude ved hestene og kælet for dem. Først bringe Frits hjem i stald. Han står for sig selv – har ikke hilst på føllet endnu. Så har jeg været henne ved Lotte og føllet med lidt havre. Har i dag selv forlangt at give den, da vi kun har grumme lidt, og jeg kunne se, at når Wilhelm skulle råde, fik det for tidligt ende, og vi skal have lidt til den, når den skal gå for bindere. Frits får slet ingen havre, og Lotte kan ikke få det kvantum, den efter loven tilkommer i denne tid. Det er kniberi og småtteri over alt i denne tid.

Her var en fremmed soldat. Han syntes godt om den kost her på landet med lidt mælk og grød. Var fra storbyen og var ude for at fægte lidt gryn til at sende hjem til kone og børn. De stakler. Man ved slet ikke, hvordan man skal slippe af med dem. Der er slet ikke en eneste uge vi er fri for folk, der vil købe eller tigge – og det er rundt om de kommer – mest folk fra byerne. Man forstår slet ikke, hvad det hele skal ende med.

Vi har fået en hel protokol at udfylde på flere sider om alt muligt, hvad vi har og ikke har, folk og fæ og alle mulige slags kornsorter, om så det er ærter og bønner i haven siger de skal med. Så det er ikke uden grund bønderne ængstes for, hvordan man skal fodre til vinter.

Halm bliver der kun lidt af i år, og skal vi så afgive alle kornsorter af enhver art, så kommer dyrene til at sulte endnu mere end i fjor.

Iskov [nabo som også er indkaldt/KM] er jo hjemme. Han sagde, at han blev nødt til at sælge mindst 4 køer. Det er kjøvt nok at skulle skille sig af med sine gode kreaturer, som det har kostet så mange års arbejde at få så gode og ydedygtige som muligt. De mener, vi bliver nødt til at slippe et par inden vinter. Kvier og køer synes jeg ikke godt vi kan slippe flere af, nu der er udsigt til at vi kan komme lidt i gang med vor gamle stamrace igen – og så skal sælge. Det synes du sikkert heller ikke om.

Hvad mon det bliver til med ansøgning om orlov? Jeg er ved at tabe troen på det hele. Verden er så fuld af løgn og bedrag for tiden, så man kan ikke fæste lid til menneskers udsagn mere, om de end lyder troværdige.

Tækkemanden spurgte til tag og tækning i forgårs; men jeg vidste ikke besked ud over, at vi har tag til tækning og store huller på huset.

Nu må jeg slutte. Det er skoletid, og jeg skal i roerne med min hakke. Vor nabo kom nok fra Berlin i går [Kloppenborg/KM].
K. h. K.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

8. juli 1917. Kirkeklokken er taget ned og slået i stykker. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 8. juli

Kæreste Jørgen

! … Jeg har regnet ud på, om du ikke skulle være bleven afløst i forreste linie nu, for der er jo alligevel fare derude. Så jeg vil da være glad ved at høre, at du er kommet lidt tilbage. Du fortæller om ham, som blev ramt ved at bære middagsmad ud…

I formiddags kom Karen Ellegård her et lille øjeblik efter kirketid. Hun bød meget på mig og børnene, at vi skulle komme derop en dag og så med det samme ned til vandet. Hendes børn bader hver dag. Det vil vi nu også gerne da, for det kan da være en fornøjelse for børnene. Hun har også søgt om at få Thomas hjem i 3 måneder; men han mente, at det var blevet afslået ved komp. Han er jo i Galicien, og der er det jo galt nu. Kirkeklokken er taget ned nu og er slået i stykker. Nu hører vi aldrig, at Bendix ringer morgen og aften, for den lille klokke kan jo kun høres i stille vejr, og når vinden bærer med. Hvor er det underligt, som alting biir småt og fattigt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. juli 1917. I Hamborg er der slet intet at få. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 7. juli 1917

Min egen kære Inger!

… Jeg skulle spørge dig fra Schmidt, hvis kone du har sendt smør, om du måske kunne sende hende lidt »Fettigkeiten«, flæsk eller smør eller hvadsomhelst. Han og feldweblen får orlov i slutningen af denne måned, og så ville han gerne have, om du kunne sende dem lidt. Han vil så gå hen og sælge F. noget deraf. De er begge fra Hamborg, og der er slet intet at få, siger han. Nu kan du tænke over det, kære Inger. Hvis du kan afse noget, kan du sende det, men ellers skal du ikke bekymre dig mere derfor, for jeg har ikke lovet ham noget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. juli 1917. Gården får en russisk malkerøgter. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag, d. 5. Juli

I dag var der endelig både brev og kort fra dig. I de tre sidste dage har jeg jo ikke hørt fra dig, så du kan nok tænke dig, at jeg blev glad ved at høre, at der ellers ikke var noget i vejen der. Jeg vidste jo nok, at du var kommen ud i stillingen… Nu har vi fået os en malkerøgter igen. Han er russisk undersåt, men kan tale dansk. Han har været hos Jens Jensens i Gammelby, så jeg ringede Mag- dalene J. op, inden jeg fæstede ham. Hun sagde, at han var dygtig, så for den sag kumae det godt gå, men han kunne ikke så godt komme ud af det med de andre folk der hos hende. Nu får vi jo se, hvordan det går. Nu når der biir travlt til høst, kan det jo være godt nok at have ham. Han er lejet sådan, at han også skal hjælpe ved andet. Vil han så afsted, tager Sara og jeg jo fat igen. Han skal have 150 M. om måneden, og måske kommer du hjem altimens…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. juli 1917. “Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han var da 41 år gammel og led af lungetuberkulose. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang onsdag aften d. 4. juli 1917.

Min kære Lorens!

Det er i grunden sengetid; men jeg synes du skal have en lille hilsen oven på dagens byrde og hede.

I dag har der været temmelig uroligt her. Helt fra morgenstunden kl. 7 til aften 8.45 er der blevet arbejdet på pumpen. Mads Jensen, Simon og bror Mads kasserede Hansens og mine planer om pumpen. Jeg lod så dem råde.

Nu står pumpen i hestestalden med munden ud over vandingstruget.

Døren til fodergangen skal vendes, så den går ind på fodergangen. Ellers kan den ikke lukkes op for pumpen. Denne pumpe er betydeligt billigere end den anden, da den ikke er frostfri; men det er jo ikke nødvendig i stalden. Så står den så højt med munden, at vi kan hænge en rende under og pumpe vand ud i et kar i gården, når vi f. ex. skyller tøj. Den gir godt vand, men går lidt træg i førstningen.

Selve pumpen koster 38 Mark, med rør og arbejdsløn i det hele 103 M. Det blev billigere end den anden.

Ja, dækket er ikke over brønden endnu. Den skal Mads Jensen lave hjemme i morgen [og] kommer så fredag og sømmer det på og lægger stenbro omkring brønden. Grøften med rørene er heller ikke tildækket endnu.

Nu kan vi da vaske i morgen for vandet om at gøre. Der er endnu en del vand i brønden skønt det har været tørt. Det var et temmelig stort arbejde at få træpumpen op; men den måtte jo give op omsider.

Mads hentede pumpen i Jels og købte ved samme lejlighed en til sig selv for at mildne lidt på og få en anden pumpe end den bestilte. Han måtte vente en tid i Jels og fik ved samme lejlighed sko under Frits. –
Nu tager søvnen mig og jeg vil i seng.

Torsdag morgen.

Nu er vi så vågne igen og skal have storvask – uden sæbe. Vi har fået noget nyt, dyrt Ersatz at vaske i. Bare det nu er lidt bedre end det sidste.

Der er stor glæde over pigebørnene i de her dage over hvad der er i vente. Kirstine Langetved [syerske/KM] var her i aftes. De får hver en ny kjole til på søndag, så nu synes de da, det lader til at blive alvor, at de må komme med [på besøg hos Lorens/KM]. Kirsten Grethe ville ellers absolut med morbror Mads hjem i går.

De nye grise eller ungsvin, jeg har fået, synes de alle godt om og vil gerne vide prisen på dem. Vi får valle fra mejeriet nu. Det får de det meste af og så en lille slat mælk i. Vi får vist to spandfulde om ugen nu. Det ordner Simon [nabo og mælkekusk/KM], som har en spand med hver dag og fordeler det så rundt i nabolaget efter som forbruget er.

Nu har vi endda nogenlunde græs igen, så køerne får ingen hø, kun 2 gange halm ved siden af.

I disse dage står roearbejdet stille, så i dag skal Wilhelm [karl/KM] alene i dem. Han har rykket det værste ukrudt op med hånden i runkelroerne og skal nu i gang med hakken. Hvordan vi får dem renset eller hyppet, når du ikke kommer, forstår jeg ikke. Det er på høje tid for kålrabiers vedkommende, da de snart lukker rækkerne. Gulerødder blev vi heller ikke færdige med. Det er slemt, for de står i stampe i ukrudt. Sukkerroer står fint.

Mads Jensen lavede en krybbe til følhoppen, og den blev foreløbig gjort fast i roekælderen. Der skal den bo, indtil du kommer på orlov, for du må da sikkert snart komme?

Jeg ved slet ikke, om du får mine breve, da jeg ikke har hørt fra dig en hel uge. … hvad der er i vejen for dig forstår jeg ikke. Hvis du er syg, syntes jeg du [fik] nok sendt en hilsen alligevel? Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt. Det er trist nok, synes jeg, at du ikke kan komme hjem selv og se sagerne lidt til gode.

Hvor længe Wilhelm bliver, ved jeg ikke. Det afhænger vel lidt af, hvor længe jeg kan holde ud at gå og bøde på hans forsømmelser rundt om, for det må jeg hver dag, snart hist, snart her. Der kan godt gå en ko i kornet ved siden af, hvor han arbejder. Han går ikke hen og trækker den bort af sig selv.

Nu må jeg nok slutte og hen og hive i vasketøjet. Andrea [tjenestepige/KM] går fremdeles og hiver ad [skranter?] – en dag går det lidt bedre, en anden ringere.

Jeg skal hilse fra pumpeselskabet i går. Så kun en kærlig hilsen fra os alle og på snarlig gensyn
din K.

(Dette er det 6. brev, jeg sender, uden at vide om du modtager dem)

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

4. juli 1917. I dag har vi haft en død ved at hente middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 4. juli 1917

Vi har i dag haft et tab i kompagniet, idet vi i dag har haft en død ved at hente middagsmad. Han og to mere er gået for tidlig op af graven, og straks har englænderne skudt på dem med schrapnel- ler, og derved blev den ene ramt i halsen og var straks død. Havde de gået lidt længere ned, kunne de uhindret være gået til køkkenet. Ja, sådan er det, af skade bliver man klog. Men det var ellers noget, vi vidste, at såsnart vi gik op af graven der, blev vi beskudt. Det har gjort indtryk på kammeraterne, for her hvor stillingen er rolig, er det jo ikke en hverdagsbegivenhed…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

3. juli 1917. Underernærede børn fra storbyerne til Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Haderslev og omegn

3. juli 1917

A.V. En ung pige, der har været i Haderslev fra 1. november 1916 til 1. maj 1917, meddeler, at der ved Haderslev er 2 store flyvehaller til hydro aeroplaner.

Med levnedsmidler er det meget knapt; hver person fik ugentlig 90 g smør, 125 g kød og 3 [?] brød, og desuden kunne en familie på 4 personer få ½ kd skummet mælk daglig. Omtrentlig hver 14 dag bliver der udleveret kartofler eller kålrabi, men de er næsten uspiselige enten frosne eller halvrådne, og et æg til hver person. På landet er der indtil 1. maj også blevet udleveret byggryn, men nu er de også sluppet op. I Haderslev blev det i februar forbudt at sende pakker til fronten. Grunden hertil er, at soldaterne bliver rigeligere forsynet end den civile befolkning, der kun må spise højst 3 gange dagligt.

Rundt om i Haderslev kreds er der sidst i april kommet børn fra de store byer, som skal være der i ferien og samle kræfter og alle, der ikke selv har mindst 5 børn, skal have ét eller to børn. Børnene er meget underernærede og kan ikke tåle at spise ret meget i begyndelsen. En dreng fra Kiel på 12 år fik den første aften han var i Haderslev, en lille portion vandgrød og 2 stykker rugbrød; deraf blev han så syg, at han måtte bæres i seng og først flere dage efter, kom han op igen.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger