Kategoriarkiv: Hjemmefronten

27. marts 1917. I eftermiddag får vi en russer. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, den 27. marts 17

Min egen kære Jørgen! Det var et dejligt brev, jeg fik fra dig i dag, fra den 23. marts. Mon det da virkelig skulle give orlov. Ja, det ser jo næsten ud efter det, når den så blot ikke må blive alt for kort. Jeg tænker nok, du kan træffe H.C. herhjemme, han har vistnok orlov til tæt henimod maj. Hvor kunne det være rart for jer at se og tale med hinanden. I har jo da ikke set hinanden, siden I skiltes den aften i Husum. Da var det trist. Og et godt kvarter har du jo også nu. Det må rigtignok være en flink kone, at hun sådan vil vaske og stoppe for soldater, som hun ellers slet ikke kender. Det var vi andre næppe kommet i tanker om, hvis det var os, som skulle have huset fuld af »fjender«…

I eftermiddag får vi en russer. Hans vil nu prøve, om han kan lære ham at malke. Hvis det lykkes, skal han jo så passe kreaturerne, og så vil Hans have en daglejer foruden. Jeg synes, det er mange karle, 4, men sådan som i vinter kan det jo heller ikke gå. Så biir de bagefter med arbejdet, og det vil Hans helst ikke være. Men nu sørger jeg ikke så meget for alt det, for når du kommer hjem, kan I jo tale om det, og så får vi så meget ordnet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

23. marts 1917. I går var alle landmændene på skriverstuen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23. marts 1917

…For tiden er vi i en kulmineby og bor hos en kone, som har 4 børn. Folkene er meget flinke og gode mod os og giver os hver dag kaffe, rigtig bønnekaffe, som de får fra Amerika. De vasker også vort tøj, hvad vi er dem meget taknemmelige for. Nu lige er konen ved at stoppe mine strømper. Hun spurgte selv om jeg havde stoppegarn, men jeg vil selvfølgelig gerne betale hende derfor. Den ældste datter hedder Martha og er 19 år, så er der en lille pige på 12, som hedder Adelaide, derpå en på 10 år, som hedder Juliette og så en lille dreng, som er 8 år og hedder Clement. Jeg synes, det kan være helt morsomt for dig at vide lidt besked om, hvad det er for folk, jeg bor hos. Vi ligger på gulvet, men vi har rigtig gode madrasser at ligge på, så det er lige så godt som en seng.

Om dagen når vi er fri, sidder vi nede i stuen og ligeledes når vi spiser. Det er det bedste kvarter, jeg endnu har haft i den tid, jeg har været soldat. Jeg må jo ikke skrive, hvor jeg er; men jeg har det godt her og er aldeles udenfor fare. Vi slap godt fra englænderne denne gang uden det ringeste tab. Det var ellers en god orlov for H.C., og jeg kan forstå, at han og Bertha er glade.

Jo, jeg tænker også nok, at jeg får orlov. Det kunne jeg forstå på feldweblen forleden dag. Det er nok den ansøgning til generalkom., som har virket. I går var alle landmændene på skriverstuen og skulle opgive, hvor meget land enhver havde, samt når vi ønskede at få orlov. Jeg ønskede at komme hjem først i april. Til den tid begynder forårstravlheden jo også…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 20.3.1917

Min egen kære Inger! Som jeg skrev til børnene i går, skal du nu ikke gå og være urolig for mig, for nu får vi det nok godt en tid, da vi ikke er ved fronten længere. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive, men det gør jo også mindre til sagen… I dag har vi regnvejr, og det er koldt, men det gør ikke så meget, da vi her har husly. Forleden nat gik vi i 7 timer. Det var strengt, men det var godt, at det gik den vej. Vi bor i et »Estaminet«, et gæstgiversted eller beværtning. Det er så fuldt, så folkene næsten ikke kan røre sig for os, men det lader til, at de finder dem helt godt deri, og der er jo heller intet andet at gøre for dem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Efter hvad der står i aviserne ,har det igen været galt på den egn, hvor du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 20.3.17.

… Jeg venter meget efter at høre fra dig nu, der har ingen brev været siden lørdag, og efter hvad der står i aviserne, har det igen været galt på den egn, hvor du er. Det er mere uroligt rundt omkring nu, som nu med revolutionen i Rusland. Når bare dette kunne være begyndelsen til enden, så vi måske kunne øjne freden. På en eller anden måde må den jo da komme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

14. marts 1917. Bestikkelse af grænsevagter og kontrollører

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. I begyndelsen af året 1917 handler et par indlæg om bestikkelige vagter og kontrollører ved grænsen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger bind 3

12. marts 1917 – Johannes Christensen: Det er nemlig ude med eventyret imellem os

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I et brev rapporterer hans søster Agnes, at Johannes’ forlovede – den lokale pige Misse – ikke længere besøger dem hjemme i Nørby ved Visby. Johannes må forklare sig.

Mange tak for dit brev kære søster, som jeg modtog i dag. I kan tro, jeg er glad for I også er så flittige til at skrive. Mange tak også for den dejlige skinke, som jeg modtog i går. Nu har jeg forråd nok til Påske.

Alfred er så ikke kommet hjem endnu. Det lader jo til, at han skal vente til jeg er så vist også. Ja. Hvem ved, hvad det må være godt for. Gid det måtte lykkes Thorvald at blive vagtmand derhjemme, da ville han ellers blive glad, kan I tro. Hvor er han egentligt henne?

Misse har altså ikke besøgt jer i den sidste tid. Ja. Det må du nu ikke tage hende ilde op – kære søster – for det har hun sine grunde til. Det er nemlig ude med eventyret i mellem os. Kort sagt, vi er frie fugle begge to igen. Hm. Så længe det varer, men det varer nok et stykke tid.

Hvordan går det ellers med Thorvald og Mie? Forhåbentlig ender det ikke sådan.

Ja – kære søster – hvad jeg har opskrevet i min dagbog er måske slemt, men det værste, jeg har været med til, har jeg slet ikke opskrevet, for ikke at have forfærdelige minder bagefter. Gud give at de minder måtte kunne glemmes.

De kærligste hilsner

Din hengivne broder Johannes

I Sune Wadskjær Nielsens biografi om Johannes Christensen kan du finde svaret på, om han finder kærligheden igen. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

 

12. marts 1917. Det bedste råd er bønnen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 12.3.17

Min kæreste Jørgen! …Når blot jeg vidste, at du har det nogenlunde godt, kære, men nu er du jo i stillingen igen, og så kan jeg aldrig være rolig. Det eneste og bedste råd er bønnen. Det ved vi så godt, og dog kniber det så tit med rigtig at bruge det. – Der var både kort og brev fra dig i dag, fra den 6. marts og fra den 8.3., ude fra stillingen vel. I morgen sender vi en ny ansøgning for dig, så du skal vist ikke spørge om orlov til Flensborg. Lad os hellere vente at se, om den sidste vil hjælpe. Nu skal »kommissionen«, Kr. Juhl, Joh. Bramsen og Eickemejer prøve at søge. Det har hjulpet flere steder, det vil sige i andre kommuner. Kr. Thuesen er kommen hjem på orlov igen. Det blev ikke denne gang, at han kom til Rumænien, heldigvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

9. marts 1917. Vi har 3 brædder at ligge på. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 9. marts 1917

Hvor er jeg da glad for de lys, du sendte mig. I dag har jeg et i brug for første gang, og det er ligefrem en fryd at have det tændt. Tænk dig at sidde nede i en hule, hvor dagslyset slet ikke kan trænge ned. Så forstår du min glæde ved dine gode lys. De har vist været meget dyre, for jeg købte et lille lys for nogen tid siden til 60 Pg. Det var ikke nær halvt så stort som disse her.

Ja, jeg er altså igen i skyttegraven og ligger foran M. Her har vi en ny stilling med gode grave og huler, og englænderne er langt herfra, da de ingen grave har. Så jeg tror, at det bliver mere roligt hos os denne gang. Nu er der vist gået nogle dage, siden du sidst har hørt fra mig. Men når- vi flytter, og ligeledes når jeg er herude, så kan jeg ikke få post sendt afsted hver dag. Og så vil jeg bede dig om ikke at blive urolig for mig, kære Inger, når det ikke går så regelmæssig med skrivningen. Jeg har det jo ellers ved det gamle. Om natten står jeg på vagt hver 2 timer, fra 7-9 og 11-1 og så fremdeles. Men så kan vi også sove hele dagen, for da står vi kun hver 1½ time i det hele. Jeg står og skriver her ved min seng, om man ellers kan kalde den sådan, da det kun er 3 brædder at ligge på. Lejerne er slået op tre oven hinanden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. marts 1917. Nød og elendighed i Sønderjylland ved indgangen til 1917

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende modtog efter nytår et brev fra en anonym slægtning til den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Det rummer mange interessante detaljer om Sønderjylland i begyndelsen af året 1917. Brevet her er fra bind 3 af notesbøgerne.

Kære M…!

Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.

Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.

Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.

Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.

Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.

Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.

Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.

Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.

Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.

I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.

Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.

Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.

Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.

For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.

Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.

Og sandheden lyder ikke godt eller lys…

Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.

Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.

I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.

Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.

Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.

Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.

G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.

Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.

En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.

En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….

Redaktør N.C, Willemoë’s notesbøger

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

27. februar 1917. Uanset hvor man tager hen skal man selv tage mad med hjemmefra. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 27.2.1917

Min kære Jørgen! Tak for de to breve, jeg fik i dag, fra den 22. og 23. Det var rigtignok en skuffelse, at du ikke kunne få orlov. Hvor kan det dog være, og hvor ligger skylden. Vor by her har jo sikkert et dårligt rygte på sig, og det må jo da være fulgt med ansøgningerne her hjemmefra, for det kan dine foresatte da ikke vide deroppe. Hvis det ikke skulle hjælpe med den næste ansøgning, synes jeg da også, at du skal søge orlov til Flensborg, eller måske Husum, men dertil er jo endda et stykke længere at rejse end til Flensborg. Ellers kunne det være helt hyggeligt at bo hos fru Petersen. Og jeg skal sige dig, enten vi bor hos private eller på et hotel, skal vi selv have alle fødevarerne med hjemmefra. De har ikke noget at undvære i byerne. Det kan jeg også sagtens, når jeg retter mig ind efter det. Marie Rasmussen fra Kabdrup og flere koner har besøgt deres mænd i Altona, de havde alt muligt med selv..

Torsdag d. 1. marts 1917 … Så var Fedders og Eriksens her også, jeg skulle jo hilse dig fra dem alle. Fra Henriette Thomsens skal jeg også hilse dig, jeg var der inde en lille tid i formiddag. Jeg var ude på kredshuset alligevel for at tale med Bonnichsen om at få en russer. Nu har jeg været tre steder, så skulle man tro, det kunne hjælpe. Mathias Knudsen måtte med denne gang, han er nok kommet til Rendsborg, og Jens Krog til Schwerin, og Hans Bang til Elsass, degn Klausen til Posen… Vil du ikke hellere søge om orlov til Flensborg straks, det synes de alle herhjemme var det rigtige. Så får du nok orlov helt hjem, som du jo også skriver om. Jeg rejser i hvert fald til Flensborg og tager imod dig, hvis jeg tidsnok får det at vide. Den anden ansøgning har jeg ikke megen tillid til, da du jo er Kjkrigsduelig]…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Kartoffelskrællesuppe med lidt kød – ikke just velsmagende middagsmad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23.2.1917

Min egen kære Inger! I går skrev jeg til dig, at jeg ingen orlov kan få, men at jeg måske kan få orlov til Flensborg, og bad dig om at sende degn Paulsens adresse. Jeg har nu betænkt mig. Jeg tror, det er bedre at vente og se, hvad det bliver til med ansøgningen til generalkommandoet. Du må alligevel gerne sende Paulsens adr., for hvis denne ansøgning heller ikke frugter, så søger jeg om at få orlov til Flensborg. Det var en streg i regningen, for både du og jeg håbede, at jeg skulle komme hjem en lille tid. Der er jo imidlertid intet at gøre ved den ting, vi må håbe og have tålmodighed. Det er harmeligt, at vore foresatte ingen tillid har til os, men sådan har de jo altid vist dem over for os også i det civile liv. De får nok deres løn. Jeg kan forstå af dit brev, at du venter mig hjem, kære Inger, så er skuffelsen næsten større for dig, end for mig. Rigtignok gjorde det et slemt indtryk på mig, da feldweblen fortalte mig, at jeg ikke kunne få orlov. Det går mig nu ligesom Jes sidste vinter, han kunne heller ikke få lov at komme hjem. Man skulle ellers synes, at når amtsforstanderen og landråden begge siger god for os, så kunne der ikke være noget i vejen. Nå, nu kan det være nok om det, det nytter jo ikke at ærgre sig over det, og foreløbig har jeg det godt og er ingen fare i. I dag er vi bleven flyttede, men ikke til fronten. Vi ligger nu i en by, som hedder Fressies, den ligger østlig for Arras, måske 20-30 kilometer. Du kan vist finde den på kortet. Vi havde en spadseretur så langt som fra Fjelstrup til Hoptrup, men det er ikke så slemt nu, da det ikke er så varmt. Undervejs fik vi middagsmad fra feltkøkkenet, som koger altimens det kører. Det var kartoffelskrællesuppe med lidt kød i, en ret som vi har fået en gang før. Tyskerne er opfindsomme. Det er just ingen velsmagende middagsmad, men når man er sulten og intet andet kan få, så »æder« man det. Det er blevet forbudt at få »Fettigkei- ten« hjemmefra, men det skal du ikke bryde dig om. Bliv bare ved at sende som du plejer, kære Inger, for jeg vil da ikke spise tørt brød, så længe der er noget at få hjemme Iros jer. Det er næsten for meget forlangt, først at nægte os orlov, og så at sætte os på vand og brød…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. februar 1917. Vi slagtede det ene svin i går, så nu har vi rigtig noget i huset igen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

23.2.1917. Fredag

Min kære Jørgen! …Du kan tro, jeg blev glad ved at høre, at du var i god behold bag ved fronten. For der står jo i aviserne, at Miraumont er taget, og en hel del fanger, 286 og nogle officerer. Det har været slemt for dem, der løste jer af, men når de ellers er kommen godt i fangenskab uden at være såret, er de fri for mange strabadser, og i fare er de da heller ikke. Jeg har straks fundet byen, hvor du nu er, på kortet.

Hvor kan den ansøgning da nu være bleven af. Det er skammelig, at den bliver liggende herhjemme, for her må skylden jo da ligge. Jeg vil tale med Thaysen om, hvordan det kan hænge sammen. I går slagtede vi det ene svin, så nu har vi rigtig noget i huset igen, og nu sender jeg jo dig lidt af alle slags. Vi leverede også kvien i går, den der var taget til militæret, men da Hans kom til Sil- lerup med den, der skulle de vejes, viste det sig, at den var med kalv. Så kom han jo hjem med den igen, og så fik de en anden. Måske Rasmus Jensen vil købe nogle kalvekvier her; har Jens talt om; og så vil Mårtens jo vist have nogle af de andre, som skal sælges, til at græsse i sommer. Nu er det, som om jeg efterhånden kommer lidt mere ind i det, men det kommer vel nok af, at man tvinges til at have interesse for det. Sofie og jeg var jo da også med ude i stalden forleden dag.

Tak for dine gode ønsker til min fødselsdag. Vi ved ikke, hvad der skal ske i det nye år. Det jeg mest ønsker er at få dig hjem, sund på legeme og sjæl, og det tror jeg da nu også nok, at du gør. Nu er du undsluppet farerne mange gange, så vi har lov til at tro, at Vorherre har holdt hånd over dig, og det skal vi jo også huske at takke for. I går var jeg lidt urolig. Jeg tænkte, at du måske alligevel ikke var blevet afløst, og når du så havde været i Miraumont, var det jo ikke godt at vide, hvordan det kunne være gået. Men nu er den sorg jo så slukket foreløbig da…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17. februar. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 17.2.1917

Min egen kære Inger! …Der har vist også været dage, hvor du ikke har hørt fra mig, da vi i de sidste dage har været på rejse. Nu har jeg endelig nået målet, og det er godt, for det er strengt at flytte med hele sin ejendom på ryggen. Ligesom sneglen, som også har sit hus med. Vi er nu i nærheden af Cambrai, i en landsby, hvor man slet ikke mærker til krigen. Du kan tro, det er rart at komme bort fra krigens larm og se andre mennesker end soldater. Her er også små børn, men når jeg ser dem, så kommer jeg til at længes endnu mere efter dig og vore små piger…

Garnieres, søndag d. 18.2.1917  … Jeg sidder og skriver i soldaterhjemmet. I kvarteret er der næsten ikke lejlighed til at skrive, da det er så overfyldt, så vi langtfra kan sidde allesammen (16 mand).

Nu har jeg talt med kompagniføreren om orlov, og han lovede at tale med feldweblen i morgen. Samtidig var jeg hos feldweblen for at tale med ham om sagen, og han var meget imødekommende, men hvis det ikke er tilladt at lade os få orlov der oppe fra Nordslesvig, så kan de heller ikke lade mig rejse. Nu skal vi så se, hvad det bliver til. Vi vil bede og håbe.

Ja, dine breve er længe om at nå hertil, det sidste har du skrevet lørdag aften d. 10. og nu har vi den 18. Det er vel censuren som gør det…

Hvor er det velgørende at være her i fred, man hører slet ikke kanonerne hertil. Den musik har jeg også fået nok af, disse hylende og hvæsende granater. Ude ved skolen i Miraumont lå der to granater, som ikke var eksploderede, en meget stor tyk en og så en lille fyr. På den store var der et vittigt hoved, der havde skrevet: »Ich håbe den Krieg nicht gewollt«, og på den lille, som lå ved siden af: »Ich auch nicht«. Meningen var jo, at fordi de to fyre ikke var eksploderede, ville de ingen fortræd gøre.

Der ligger en mængde granater derude i stillingen, som ikke har gjort deres pligt og skyldighed. Sådan går det vel også med de tyske granater, som går over til englænderne. Men desværre, der er nok, der eksploderer og gør fortræd. Vort kompagni har ikke lidt store tab denne gang, vi havde to døde og en såret, han mistede venstre hånd. Men hvor ser det stakkels land ud, o, det er slet ikke til at beskrive. Det er som om Vorherre helt lader alt det onde råde. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Det er intet lille stykke af Frankrig, som kommer til at ligge øde…

Mandag d. 19.2.1917  …I dag har vi begyndt at eksercere, og du kan tro, det er noget, der er klem i. Det er fordi, vi skal længes efter skyttegraven, men så skal det ellers gå hårdt til, inden de når såvidt med os. Bataljonsføreren holdt en tale til os, at vi havde slået godt, men da vi havde været så længe i stillingen, havde vi tabt noget af vor dannelse. Og det skal nu indhentes i de 14 dage, vi er her. Det skal også være godt for fordøjelsen med disse øvelser, sagde han. Det giver ellers ikke så meget at leve af, så vi skal tage skade deraf…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

13. februar 1917. Det mærkes at der mangler en mand på gården. Brev Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften, d. 13.febr. 1917

Min egen kære Jørgen! Det har jo været nogle bevægede og farefulde dage for dig de sidste, kan jeg forstå på dit brev fra den 8. februar. Det fik jeg i dag. Jeg siger dig rigtig mange tak for alle dine gode lange breve. Det er næsten ikke til at forstå, at du i al den tummel og fare, du er i, kan få så megen ro, at du kan skrive så meget til mig. Men du kan tro, jeg skønner også på det. Det har været strengt for dig og dine kammerater, den tur tilbage, som du beskriver, og skuffede har I også været. Det er jeg næsten med!… Efter de officielle beretninger, slås de jo endnu på din egn; men nu håber jeg da, at du er lidt tilbage i ro. Det kunne komp. trænge til, skulle man synes…

Så var jeg hos landråden med en ansøgning igen, til Generalkommandoet om at få dig fri i en 3 måneder. Nu skal vi se om det hjælper. Han var flink, som han plejer, spurgte, hvor du var og mente jo, at det måske kunne hjælpe med den reklamation. Så spurgte jeg også om en russer. Vi er virkelig i forlegenhed for en til at passe kreaturerne. Ja, dem var det knap på, sagde han, men så skrev han det op. Så har vi også fået en skatteerklæring igen, som gives af til den 17. februar. Det er da næsten noget af det værste med det. Jens rådede mig til at tage det med ud til skatteopkræveren og der få det fyldt ud. Han var ikke hjemme, og det var Egede Jensen heller ikke, men der får de mig det vist i ordenalligevel. Jeg skal have nogle bestemte oplysninger om gæld, livsforsikring o.s.v. sendt derud. Det gælder en ny krigsskat nu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Provinzen … Frosten har ogsaa sine gode sider”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa.

Ingen anbefalede Pakker.
Postvæsenet meddeler os: Fra den 7. d.M. af vil der af Posten paa Grund af Driftsvanskeligheder indtil videre ikke blive taget imod privat anbefalede Pakker.

Rugeæg.
Handelen med Rugeæg er ifølge en Bekendtgørelse i ”Amtsblatt” tilladt for Gaaseæg fra 20. Januar, for andre Æg fra 10. Februar af under følgende Betingelser:

Æggene maa kun sendes af Fjerkræholdere direkte til Fjerkræholdere, og der maa kun sendes Æg af Afsenderens Fjerkræ. Hvem der sælger Hønseæg til Rugeformaal, skal skrive op: Køberens Navn og Bopæl, Antallet af Æg, og hvad Slags de var, samt Forsendelsesdagen. Paa Forlangende skal det forelægges Kommunalforbundene.

Æg, der er solgt som Rugeæg, maa kun bruges dertil. Rugeæg-Sendinger maa tydeligt kendetegnes som saadanne. Overtrædelser straffes.

Standset Dampskibsfart.
Paa Grund af Isen er Damskibsforbindelsen mellem Aabenraa og Sønderborg foreløbig standset. Dermed er ogsaa al Fragtforsendelse ad den Vej standset.

I Vandet.
Da en Dreng i Forgaars løb paa Skøjter paa Aabenraa Fjord, brast han gennem Isen. Nogle andre Drenge fik ham heldigvis op paa det Tørre igen og bragte ham ind til Gæstgiveriet Sølyst, hvor han snart kom til Kræfter igen.

To mindre Børn, en Dreng og en Pige, vilde i Forgaars, da de skulde hente Mælk, gaa over Bryggeridammen i Aabenraa. De lagde imidlertid ikke Mærke til, at der var blevet iset og gik derfor i Vandet. Heldigvis var det ikke dybere, end at de kunne bunde, og de slap saaledes med et koldt Bad.

Dræbt af Tog (S.Zeit.)
Ved Rangeringen i Hovslund blev forleden en Straffefange fra Bajstrup grebet af Toget, hvorved han fik saa slemme Brystkvæstelser, at han kort efter døde.

Hussalg
Et Hus i Broager, der tidligere har tilhørt Maler og Fotograf Lerche, og som i de senere Aar har været beboet af Kaptajn Petersen, er af Byens Sparekasse blevet solgt til Glarmester P. Clausen der i Byen for 6800 Mark. Tiltrædelsen sker til 1. April i Aar.

Købt en Gaard (Dv.) Hestehandler Carstensen i Haderslev har købet Enkefru Petersens Gaard i Tagkær ved Tyrstrup for 50,000 Mark uden Besætning.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifgl. ”Dv.” i Gaar tilført med 41 Grise og Ungsvin. Grise fra 5-6 Uger kostede 15-18 Mark; fra 7-8 Uger 19-27 Mark; Ungsvin fra 30-60 Pund 28-62 Mark; 100 Pund 115-120 Mark. Handelen var flov.

Optagelsesprøven
paa Skolelæreseminariet og Præparandanstalten i Haderslev afholdes Onsdagen den 11. April 1917. Seminarieforstander Dr. Müller modtager allerede nu Anmeldelser.

Faldne
Krigen har bragt Sorg til Huse i mange Hjem i Skærbæk Sogn; saavidt vides er det indtil 1. Februar i Aar faldet 27. De fleste af de Faldne er fødte og opvoksede i Sognet, og flere af dem var Familiefædre.

Tyveriet i Bredebro Mejeri”
Vestslesvigs Tidende”s Redaktion har modtaget følgende:

Angaaende Tyveriet i Bredebro Mejeri ønsker J. Friis i Sølsted Svar paa sin Meddelse i ”Flensborg Avis”.

At vi straks skulde have meldt Tyveriet kan vi nu godt indse, men dengang haabede vi at faa Sagen opklaret enten paa den ene eller anden Maade.

Straks da vi opdagede at der manglede Penge i Kassen, tænkte vi, om der muligvis var sket en Fejl ved Overførelsen i Bøgerne; da det viste sig, at det ikke var Tilfældet, var Tiden gaaet, og vi blev saa enige om at vente med Meddelelsen om Tyveriet til Tilsynsraadsmødet, og paa det Møde først i Januar blev det vedtaget, at Tyveriet skulde bekendtgøres efter Generalforsamlingen, som vi nu har gjort.

For Tyveri og Ildebrand har Regnskabføreren og Mejeristen intet Ansvar. Paa de andre Spørgsmaal kan vistnok kun en Advokat give svar.

Frosten
har ogsaa sin gode Side, skrives der fra Rens ved Tønder til ”Tondersche Zeitung”, idet den hjælper Landmanden at udrydde Musene, der var blevne saa dristige, at de stjal af Kornet, alt imedens det blev tærsket.

I Løbet af to Timer slog en Landmand saaledes 17 Mus ihjel med den flade Haand; det var kun dem, der kom ham nær. Nu hjælper Frosten at rydde op blandt de smaa Gnavere.

Diamantbryllup. (Fl.N.Z)
Torsdag d. 8. Februar kan tidligere Skomager J.H. Fehrmann og hustru i Aabenraagade 30 i Flensborg fejre Diamantbryllup. Brudgommen, der er 89 Aar, er desværre sygelig, medens Diamantbruden med sine 82 Aar endnu stadig er temmelig rask og rørig. Fehrmann har i 20 Aar været Skoletjener ved den tidligere St. Marie-Drengeskole i Duborggade.

De flensborgske Skibe. (Fl.A.)
Bestyrelsen og Tilsynsraadet for Dampskibsfartselskabet af 1869 har besluttet at foreslaa Generalforsamlingen, der finder Sted den 3. Marts, at udbetal 10 Procent Dividende for Aaret 1916.

Tyverier (Fl.A.)
Ud af en Kælder i Vanggade i Flensborg er der blevet stjaalet 8 Pund Smør.

I Forhallen til Statsbanegaarden blev der i Forgaars Aftes i et ubevogtet Øjeblik stjaalet en brun Rejsetakse, der indeholdt en Del Linned, Arbejdstøj samt en hel Del Levnedsmidler saasom Flæsk, Ærter osv.

Hos en paa Havretorv boende Destillatør blev der i forrige Nat ved Indbrud stjaalet 12 Flasker Rom.

Ulykkestilfælde. (Fl.N.)
Ved Anlægget af Ledningen for den store elektriske  Landcentral, er Hjælpemontør Gustav Karasch, der bor Slotsgade 26 i Flensborg, i Nærheden af Bov bleven ramt af en Gren fra et Træ, de var ved at fælde. Han blev derved haardt kvæstet i Skulder og Bryst: desuden gik den ene Arm af Led. Den Tilskadekomne førtes til Diakonissestiftelsen.

Arbejdsmand Andresen, sysselsat hos Firmaet Jepsen & Søn i Flensborg fik i Gaar Formiddags den ene Fod kvæstet af et tungt Jernstykke. Med Byens Sygevogn blev han bragt til sit Hjem i Pottergade 31.

Høj Alder.
Aftægtsmand Bohn i Sæd i Angel fyldte den 1. Februar 96 Aar. I Maj kan Bohn fejre, Guldbryllup med sin anden Kone.

5. februar 1917. Der skeles misundeligt til dem der tages til fange. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 5.2.1917

Kære Inger! Når du får dette kort, harvel ikke hørt fra mig i flere dage. roligere forhold igen og skriver et

Frankrig, d. 6.2.1917 … Jeg siger hjertelig tak for dit kære brev og alle pakkerne. Du vil nok sige alle dem tak, som har sendt paklær til mig. Jeg troede, at jeg selv kunne have fået lejlighed til at skrive til dem, da vi i går kom tilbage fra stillingen. Men det varede kun så kort, for i morgenstunden fik vi ordre til, at vi skulle ud i stillingen igen. Nu sidder jeg i en hule og skriver til dig, men jeg kan ikke overkomme at få skrevet til de andre. Sig dem, at jeg vil skrive senere, når der bliver mere ro. Vi har haft strenge dage derude, og nu havde vi håbet at komme i ro, og så skal vi igen derud. A, hvor er det strengt, kære Inger. Når jeg da bare snart kunne komme lidt hjem til jer, for dette her er næsten ikke til at holde ud. Jeg ved det nok, at jeg ikke skulle klage for ikke at bedrøve dig, min kære gode hustru, men de kan da også forlange for meget af vi stakkels mennesker. Når skal det da blive bedre…

Torsdag d. 8.2.1917  … For 3 dage siden, jeg tror det var tirsdag morgen, blev hele bataljonen afløst eller rettere, vi rømmede stillingen. Du har måske læst i avisen, at vi har trukket vor linje lidt tilbage. Det var meget nødvendig, for ellers havde »Tommy« nok taget os allesammen. Komp. rykkede bort kl. 4, men min gruppe og en til skulle først drage bort kl. 6 om morgenen. Vi ventede helt bestemt, at englænderne skulle have hentet os, men de kom desværre ikke, og så listede vi stiltiende af. Der var ingen, som vidste rigtig vej, og så blev det en forfærdelig tur gennem granathuller og mellem murrester og tømmer. Pludselig skete der nogle forfærdelige sprængninger lige i nærheden, hvor vi gik. Det var pionerer, som sprængte »Understanden«, for at englænderne ikke skulle benytte den siden. Det gav en ordentlig forskrækkelse, men ellers skete der ingen uheld, og »Tommy« gav os heller ingen granater med på rejsen. Kl. 10 var vi i kvarter i Biencourt, og så kan du tro, at vi hvilede os ud, men megen ro gir det ikke her. Nu kan det være nok om det, jeg gider ikke tænke derpå…

Din moder er altså rejst igen. Hun har travlt med at spinde, ja, de gamles arbejde kommer til ære igen. Det er godt, der er nogen som kan spinde endnu. Jeg så i Modersmålet, at Peter Hollesen var kommen i fransk fangenskab, og du skriver, at Jørgensen også har været så heldig. Det er godt for dem. Jeg skal ingen misunde, hvem der kan have det held. Du skriver om at sende nogle lys, ja, det må du meget gerne, for det er næsten det, jeg trænger mest til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. februar 1917. Jeg må se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag form. 4. febr. 1917

Min egen kære Jørgen!

… Jeg er bange for, at der er lidt uroligt der, hvor du er. I den engelske beretning fra fredag, står der om tyske angreb ved Gran- court. Bare dit kompagni da ikke har været med der. Ja, nu må jeg ikke klage eller bebyrde dig med mine sorger, for det er der ingen opmuntring i for dig. Når det er noget af det bedste for dig at læse mine breve, så må jeg jo se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring i dem…

I går aftes kom Katrine Thomsen og sagde, at nu kunne hun ikke malke mere. Hendes hænder og arme gør altid så ondt. Det er noget bøvl med den malkning, jeg kunne mest have lyst til at gøre det selv. Der er 11 køer at malke nu, så de 50 M. var såmænd nemt tjent. Vi får nok malket, for Jens Staubs ældste datter, Anne, går hjemme og har ingen plads. Og hun kan nok malke, siger Isak, da hun har malket der, hvor hun sidst tjente. Vi må jo vist hellere se at få os en malkerøgter til forår, for det er alligevel skidt med de malkekoner. Og så alle de børn, der følger med. Men måske du kan komme hjem på orlov, så kan der jo meget lade sig ordne…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. februar 1917. Hvis Tommy beder os følge med skal vi snart blive færdige. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 2.2. 1917

 I dag fik jeg pakke No 31 fra dig, hvorfor jeg siger mange tak. Endvidere fik jeg to pakker fra søster Stine, en med frikadeller og en dåse med pebernødder. Det er alt meget velkommen, hvad I sender mig. I sørger godt for, at jeg ingen sult lider. Din pakke indeholdt stegt skinke og pølse. Der er kun få, der får så mange pakker som jeg, og jeg kan nok hjælpe de andre kammerater med lidt mad. De fleste har det jo meget småt, da der ikke er mange, som får noget sendt. Der er smalhans i Tyskland. For nogen tid siden skrev du, at du havde sendt en pakke med fedt, men den har har jeg ikke fået endnu, og det er vel også vanskeligt, at jeg får den nu. Nogle pakker bliver der nok borte undervejs. Til jul skrev Andreas fra Skovbølling, at han havde sendt cigarer til mig i Beverloo, men dem har jeg aldrig modtaget. De er nok røget af en anden. Nu skal du høre lidt om, hvordan jeg lever her i hulen. Det er en temmelig stor hule, som har 5 eller 6 udgange, så hvis den ene skulle blive skudt sammen, kan vi komme ud af de andre. Det er en dårlig ræv, som kun har en udgang fra hulen. Da vi kom hertil, var der ikke det mindste at ligge på, så da måtte vi ligge på jorden. Men så lavede jeg en køje af mit telt, og det er helt udmærket, i det mindste bedre end at ligge på jorden. En lille kakkelovn har vi også, som nok kan varme lejligheden op. Vi er 10 mand i et rum, og megen plads er der ikke. Mørkt er der også hernede, så vi må brænde lys hele dagen. Du kan nok se på skriften, at jeg ikke sidder ved et bord, samt at det er lidt mørkt hernede. Vor middagsmad bliver bragt ud til os om natten Kl. 2 eller 3., og da får vi også brød og kaffebønner udleveret samt et lille bitte stykke pølse eller ost. Det er småt for hvem, der ikke får andet. Vand henter vi i et granathul i nærheden, og så bliver der kogt kaffe 2 eller 3 gange om dagen enten på kakkelovnen eller på nogle små spritapparater, som vi får leverede. Det er sprit i fast tilstand, en rød masse. Vi 10 mand har ikke andet at bestille end at stå vagt ved kompagniføreren som alarmpost, men der er vi heller ingen fare i, da vi står inde i hulen. Vi er kun på vagt en gang i døgnet, et meget let arbejde. Vi ligger ikke i forreste grav, men er dog ikke langt borte fra »Tommy«. Vi taler om, at hvis han skulle komme og sige, om vi nu ville følge med, så skulle vi snart gøre os færdige til at gå med ham. Forleden dag er der en soldat fra 8. komp. løbet over til englænderne. Det var en nordslesviger, som hedder Jensen, men jeg kendte ham ikke, da han kun havde været her i nogle få dage. Det var en ung mand. Hvor mange dage vi bliver herude i stillingen, ved jeg ikke, men nu er det tredje dag, så jeg tænker vi har været den halve tid her. Så kommer vi igen 6 dage tilbage i ro…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

22. januar 1917. Orlov er standset til 2. februar. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 22.1.1917

I dag er det sidste dag, vi er her i ro, vi har været her i 6 dage. Derfor skal du ikke være urolig for mig, for Vorherre vil nok bevare mig også der, og vi skal heller ikke ud i første linje. Jeg ved ikke, om jeg kan få lejlighed til at skrive breve til dig derfra, men så får du nøjes med kort. Skulle der også skride en dag over, behøver du ikke at ængstes…

Jeg finder kun enkelte af de grå*. Det var dagen efter, at vi var bleven renset, at L. sådan havde taget overhånd. Dem har jeg nok hentet i anstalten. Badeanstalten var indrettet i en klædefabrik, der stod en hel mængde vævestole og andre redskaber. Det er et slemt tab for ejeren, at en sådan stor fabrik må stå stille, men sådan går det jo så mange. Der fortælles nu lige, at orloven her er standset indtil den 3. febr. Det er fordi, at vi skal afløses og et andet sted hen. Nu håber jeg, at du har fået mine breve, hvori jeg bad dig om at sende en ansøgning…

*lus

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

18. januar 1917. Forhåbentlig er Jørgensen gået fejl og endt hos englænderne. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 18.1.1917

Min kære, kære Inger!  Idag fik jeg en hel del breve fra dig… Du kan tro, jeg blev glad ved at høre hjemmefra. Å, hvor det glæder mig, at I alle har det godt. Hvor har vi da meget at takke for. I går skrev jeg et brev til dig, som var lidt sørgmodigt. Vi havde nemlig kort før faet ordre til at holde os parat til at rykke ud med kort varsel. Gudskelov blev det ikke til noget. Kompagniføreren meddelte os kort efter, at alarmen var ophævet, og vi kunne tage det med ro. Hvor blev jeg da glad, for det er ikke rart at skulle afsted over hals og hoved, for så er der gerne noget på færde.

Jeg var i går henne at spørge efter Jørgensen i 4. komp., og da fortalte hans kammerater, at han var savnet. Han var blevet syg ude i stillingen og skulle tilbage, og siden havde ingen set ham. Men de troede helt bestemt, at han var gået fejl vej og havnet hos englænderne. Det kunne meget let lade sig gøre, sagde de, for det var en ny og ukendt stilling, de lå i. Hvis Jørgensen er kommet godt over, så er det rigtignok glædeligt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. januar 1917. Stærene fløjter hernede som hjemme hos os om foråret. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 14. januar 1917

I dag slap jeg for at bære middagsmad ud til komp., men så skal jeg til gengæld hen at grave skyttegrave i eftermiddag fra 2-4. Her ved fronten er søndag ikke hviledag, den ene dag er som den anden. Det er nu omtrent middag hos os, men vor middagsmad spiste vi, da vi stod op. Den får vi jo, når køkkenet kommer med maden til de andre. De to sidste dage har det givet kold mad, da vi først spiser efter at vi har bragt maden ud til komp. Du husker nok, at Hans Fink har fortalt om da han var ved køkkenet, skulle de bære maden langt frem. Det er nu et lignende arbejde, jeg har fået. Vi har spande lignende vore mejerispande, og så bærer to mand en sådan spand på en stang på skuldrene. Du må huske på, at det er en meget dårlig vej vi færdes på, så man kan nok blive træt af turen. I går da vi gik hjem, mødte vi en beruset soldat, som kom sejlende igennem pløret med en spade på nakken. Det var morsomt at se på, for han gik ikke af vejen for det værste mudder, skidtet sprøjtede ham om ørerne, men det brød han sig ikke om. I den tilstand han var, kunne han nok se sit udkomme. Jeg kan godt forstå, at hvis der var spiritus nok at få, var der mange som ville drikke sig fra sans og samling over al den elendighed her er.

Ellers er det meget roligt i disse dage, men det er vel på grund af årstiden. Når foråret kommer, bliver det nok anderledes. Stærene fløjter hernede som hjemme hos os om foråret. Selv ude i stillingen, hvor der står et enkelt træ, kan man træffe stærene. Hvor det ser forfærdeligt ud derude. Du kan slet ingen forestilling gøre dig derom. Avlsredskaber og ituskudte vogne træffer man overalt på. Om det så er et lokomobil, står det ene og forladt derude. Folkene har måske været i færd med at tærske, da krigen har overrasket dem, og så er gården bleven fuldstændig nedskudt. Ja, sådan er det derude, murbrokker og bjælker og tagsten ligger og flyder overalt, og jorden oprodet hvor man ser. Der ligger en stor granat ude i skyttegraven, den er tykkere end jeg er. Det er en af englændernes, som ikke er eksploderet. En sådan fyr gør hul, hvor den slår ned…

Mandag d. 15.1.1917

Nu har jeg for tredje gang været ude i stillingen med middagsmad og er gudskelov kommet godt tilbage igen. Det er jo ikke så farligt at gå derud nu i denne tid, da det er roligt, men rigtig glad er man da ikke, før man er vendt tilbage. I morgen bliver vi så afløste og kommer lidt tilbage i ro. Først blev der sagt, at vi skulle tilbage i 12 dage. Men nu tales der om, at det kun bliver 6 dage. Nu får vi se, hvordan det går…

Frankrig d. 17.1.1917

Nu er det ellers længe siden, jeg har hørt fra dig. Det sidste brev, jeg fik i Beverloo, har du skrevet nytårsaften, og idag er det den 17… Der er faldet sne hernede i nat, men i dag er det tøvejr, så det bliver ikke liggende ret længe. Hjemme har I jo også haft sne og storm har jeg læst i aviserne. Det sker, at jeg får fat i en eller anden avis, hvori der står lidt hjemmefra. Vi bor i nogle træbarakker, og det er just ikke hyggeligt, for da der nu er faldet sne, drypper det næsten overalt herinde. Så du forstår nok, at der er søle på gulvet. Vi slæber jo også sne med ude fra, men det er da bedre at være her end i skyttegraven. Hvor mange dage, vi bliver her, er meget ubestemt, da vi ligger i alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. januar 1917. Inger undgår med nød og næppe at aflevere den ene hest til hæren. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 12. jan. 17

Min kære, kære Jørgen!
I går fik jeg dit brev fra søndag eftermiddag. I dag har der ingenting været fra dig, ellers har jeg næsten haft brev eller kort fra dig hver dag i denne uge. Bare du også kunne få et lille livstegn fra mig eller her hjemmefra, men den opmuntring har du jo heller ikke på turen. Det er nu anden gang, du rejser til fronten, det gør os alle så ondt for dig, kære. Nu er du så ene igen, og nu var det vel først, at du rigtig havde dig nogle venner i Beverloo…

I går aftes fik vi igen en stor rød kalv. Nu er der ikke plads til flere derude, men i svinestalden kan der jo være mange. Endnu har vi ikke mærket til kreaturhandlere, men det er vist også tidlig nok endnu. Der har ellers været røre blandt folk i de sidste dage, der er bleven udskrevet en hel del heste. Her fra kommunen skulle der stilles 7. De blev så enige om at trække lod, for der er jo egentlig ingen, som har for mange heste. Loddet traf så Jens Friis, Jep Hansen, Kr. Vildfang, Jes Hansen, Peter Ravn, Hans From og os. Vi var tvivlrådige, om det skulle være Prins eller Lise. Men da kommunerådet så dem, mente de, at det helst måtte være Prins. Den blev takseret til 4000. Og det var så ordnet på den måde, at de, der var fri for at stille med heste, skulle erstatte vi andre det, som militæret gir mindre. Prins biir imidlertid for ung, og de tog heller ingen af de andre, jo, en hoppe hos Simon Froms, og i stedet for blev Fjelstrup ordret til at stille med alle heste mellem 5 og 15 år i dag. Det var et held for os, da vi så helt slap. I dag ville de nemlig ingen hopper se. Men ellers er det jo slemt for mange. Du kan tro, jeg var glad, da Prins kom igen. Det var synd, om den skulle ha’ været af sted, og vi kan heller ikke undvære den…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

12. januar 1917. Gensidig forståelse mellem Fritz og Tommy sikrer få tab. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 12.1.1917

Min egen kære Inger!
I går skrev jeg et kort, hvori jeg fortalte dig, at jeg nu var kommet nærmere til fronten. Vi ligger ca. 20 mand i en by, som hedder Achiet le Petit og bringer hver morgen kl. 6 middagsmad og forplejning ud til komp., som ligger i stilling i en by som hedder Grancourt. Den er fuldstændig nedskudt, så man næsten ikke kan se, hvor husene har stået. For at komme derud, må vi gå et stykke vej omtrent så langt som fra Fjelstrup til Feid
[må være en fejllæsning for “Feld” – forkortelse for “Christiansfeld”] og det er en meget dårlig vej – opkørt og pløret. Vi binder noget tøj om benene fra støvleskafterne og op til knæet. Det hjælper en hel del foldet værste smadder. Da vi i morges var derude for første gang, i det mindste jeg, var det så roligt, så man næsten ikke kunne forstå, at det var lerig. Jo, det tyske artilleri skød lidt. Ude i stillingen var de godt tilfredse. De bor i temmelig gode dækninger og »Tommy«, som de kalder englænderne, skyder slet ikke på dem, selv om de går oven for graven. Der er gensidig forståelse. I den tid komp. har været der, er der kun blevet såret 3 mand af granaterne, og det var af vore egne. Graven bliver ikke beskudt af det engelske artilleri…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.