Kategoriarkiv: Hjemmefronten

24. juni 1917. Ingen bøger og stinkende brød i Skærbæk

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Syd for grænsen
Boghandler G. Møller i Skærbæk havde i nogen tid ikke kunnet få danske bøger, f.eks. ikke ”Danmarks Melodier” osv. Da han erfarede, at boghandlere i Åbenrå solgte sådanne bøger, tilskrev han censuren, at hvad der var ret for den ene, måtte kræve ret til at forhandle de omtalte bøger, hvis forhandling hidtil var nægtet ham. Efter nogen tids forløb spurgte censuren ham om bøgerne skulle anvendes til forevisningsbrug eller til salg, og da Møller naturligvis måtte svare, at de skulle forhandles i åbent salg, fik han tilladelsen til at forhandle dem.

P.Hn.N. har for ca. 14 dage siden været på Vestkysten og besøgte bl.a. dr. Thomsen, der da var hjemme, hvor Jepsen og Jørgen Møller var til stede. H.P.H. så nu lyst på forholdene og mener, at grænsepælen nok skal blive flyttet.

Ingen gardiner i Berlin
Jørgen Møllers svigerinde var nylig blevet gift, og parret havde taget ophold i Berlin, hvor de havde lejet sig en lille lejlighed, men det var ikke muligt i hele Berlin at opdrive gardiner til lejligheden!

Brød der stinker
I Skærbæk kniber det meget stærkt med levnedsmidler. Brødet består af ”pillemel” (det er hvad man plukker af byg), tørret og malet halm og lidt rug, der ofte er fordærvet. Derfor lugter meget af brødet stramt. Det kniber også meget stærkt med smør.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

21. juni 1917. Gården begynder at vokse Inger over hovedet. Brev fra Jørgen ti Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21. juni 1917

 

Mange tak for dit brev fra sidste lørdag d. 16. Du har altså igen gjort et forsøg på at få mig hjem, og det er jo også godt. Du plejer at hænge i, når du får begyndt. Men det kumae da være, at det kunne lykkes med den første ansøgning. Da vi i forgårs kom tilbage her til R., traf jeg straks Suhr, og han fortalte, at ansøgningen for et par dage siden var nået til kompagniet og der blevet anbefalet og sendt videre. Nu skal vi så se, hvad det kan blive til. Suhr mente, at det måske kumae lykkes, men andet ved han jo heller ikke. Ansøgningen går til bataljonsregimentet og vel også til divisionen, måske videre. Så det er en lang vej, inden den når målet. Jeg synes da, det er et godt tegn, at den er blevet anbefalet af kompagniet. Vi vil altså håbe det bedste, kære Inger. Ja, jeg kan forstå, at det er naeget nødvendigt, at jeg kommer hjem, for arbejdet kan snart vokse jer over hovedet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

17. juni 1917. Jeg synes gerne, man kunne lade os være i fred, så længe vi er ude i stillingen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag efterm. d. 17.6.1917

Min egen kære Inger! I morgenstunden blev vi vækket kl. 6 og måtte straks op at pakke vore sager sammen og så afsted, men det hele var kun blind alarm. Det vidste vi nok i forvejen. Det var majoren, som er regimentskommandør, der ville fortælle os, hvordan vi skulle forholde os, hvis engelskmændene skulle bryde ind i vor stilling. Det var efter vor mening noget meningsløst, han der stod og fortalte os. Eller i hvert fald var det nok, når han havde fortalt vore officerer det. Det var meget varmt, og vi svedte, så vandet løb af os. Vi havde tornyster pakket med mantel og telt og en stor spade. Desuden havde vi laver 10 håndgranater at slæbe på. Det hele varede nu ikke så ret længe, men jeg synes da, at de gerne kunne lade os i fred sålænge vi er her ude i stillingen. Men Gudskelov at det hele kun var blind alarm…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

16. juni 1917. der er igen problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 16 juni 1917.

Min kære Jørgen! Nu skal jeg skynde mig at skrive til dig, inden vi skal hen at malke, for den malkerøgter, som vi fik, er rejst igen. Han var her i fem dage og 2 gange var han syg. Så syntes han selv, at han ville afsted, og det var vi såmænd heller ikke kede af. Han fik 27 M 50 for de par dage. Nu lige var der igen en fra fæstemanden; men nu er jeg så klog ikke at fæste dem med det samme. Jeg sagde, at jeg ville tale med Jens Friis om det. Alt imens kom han så til at sige, at han havde været hos Peter Ravns sidste vinter. Jeg tænker, det er ham, som kun er en lille tid og så tilsidst melder folk for et eller andet, som han mener at have opdaget. Så jeg var glad ved, at jeg ikke gik på den straks med at leje ham. I aften vil jeg spørge Kristian Juhl ad, hvad hans navn var. I formiddag har jeg været i Haderslev. Nu får jeg en ny ansøgning sendt bagefter den anden om en længere orlov. Det var Fedder, som fik mig afsted. Jeg skulle absolut have været med første tog, men skulle jo da først have malket, og en god davre kan jeg også nok have. Så cyklede jeg, og traf da også manden hjemme. Når den ene ansøgning ikke vil hjælpe, så gør no. 2 måske, vi mangler dig i hvert fald meget herhjemme. Hans har meget om ørerne, postens roer har han sået om, og i dag sår han malerens om. Det er vel tvivlsomt, at vore kan stå sig, så det hele ser vidtløftigt ud…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. juni 1917 – Flensborg Avis: En hingst i pigekammeret m.m.

Den 14. juni 1917 bragte Flensborg Avis under rubrikken “Provinsen” blandt andet følgnende meddelelser.

Byraadsmøde i Tønder.
Paa et Byraadsmøde i Tønder meddelte Borgmester Plewka, at Folkekøkkenet i Pigeskolen (Bespisningen af fattige Børn og gamle trængende Mænd og Kvinder) har kostet Byen 6400 Mark indtil 1. April d. A.

Til Syltningstiden har Kredsudvalget bevilget 2 Pund Sukker pr. Hoved i Kredsen.

En Mejeriforvalter i Leck havde uden nogen Hjemmel ladet kundgøre i „Tondernsche Zeitung” en Opfordring til at aflevere Faareostene paa bestemte Steder i Kredsen og til ham. Kredsudvalget havde paa Forespørgsel givet den Besked, at Handelen og Udførslen af disse Oste var fri og uindskrænket og Mandens Opfordring en Tilsnigelse. Opfordring en Tilsnigelse.

Hingsten i Kælderen.
Fra Vinum ved Døstrup meddeles der til flere Blade om følgende Begivenhed: Forleden Nat vaagnede Pigerne paa en Gaard der i Byen ved en uforklarlig Støj, og saa traadte med dumpe Skridt en stor Skikkelse ind i Kamret. Det viste sig at være en ung Hingst, som tilhørte Amtsforstander Petersen. Den blev naturligvis jaget ud, men fortsatte derpaa sin Vandring; den saa sig først lidt om i Køkkenet, og omsider havnede den nede i Gaardens dybe og store Kælder, hvor den gjorde sig til gode med Brød og andre Herligheder som den forefandt.

Saaledes fandt man den i bedste Velgaaende. Men nu viste det sig, at et Tilbagtog fra Kælderen var umuligt: Hingsten kunde ikke klatre op ad den stejle Kældertrappe. Da fandt et lyst Hoved paa den praktise Ide at kaste Sand ned i Kælderen, indtil den var fuld op til Aabningen. Først da dette var sket, kunde Hingsten befries fra sit underjordiske Fangenskab, og Husbeboerne kunde atter gaa hen og lægge sig. Til alt Held havde Hingsten ingen Skade lidt. Den menes at have en Værdi af omkring ved 15,000 Mark.

Kirkeklokkerne
i Sønderborg har i Aftes til Krigsbedetimen ringet sammen for sidste
Gang. De to største Klokker, der blev støbte i 1883 i Hildesheim, vil i de nærmeste Dage blive afleverede til Hærformaal.

Ved Bisidderretten i Sønderborg
forrige Onsdag blev blandt andet en Landmandskone fra S., der havde solgt Sirup til 40 Penning Pundet, skønt Varen kun havde kostet 9 Penning Pundet, idømt 100 Mark i Bøde.

En Landmand fra K. stod anklaget for at have slagtet en Kalv og 2 Svin uden den fornødne Tilladelse, og Tjenestekarl H. for at have hjulpet ved Slagtningen. Landmanden blev dømt til 900 Mark og Karlen til 5 Mark i B

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

13. juni 1917. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13. Juni 1917

Min egen kære Inger! Mange tak for brevet fra årsdagen for vort bryllup. Det er en smuk morgensang, du begyndte dagen med. Takke Gud for natten, som er gået, og du kan stå op frisk og sund og gå til din gerning. Ja, man kan nok blive oplivet ved at stå tidligt op og komme ud i naturen. Sådan går det også mig, for her hvor vi f.t. er, er der også smukt. Krigen har endnu ikke hærget så slemt her, og naturen søger at bøde på skaden, så godt den kan. Det er en skovegn, vi befinder os i, men alle træerne er afhuggede. Det ville jo ikke have set godt ud om vinteren, men nu i foråret er der skudt små buske op overalt, og græsset er langt og frodigt, så det er helt kønt her endda. Der har gået en jernbane her forbi, men skinnerne er brudt op og svellerne ligeledes, så der kun er banedæmningen tilbage. Alt det grønne gør, at man ikke ser krigens vederstyggelighed, heller ikke granathullerne. Jernbanen har gået nede i en lavning imellem to skrænter, og vor hule er lavet ind i den ene skrænt. Nej, vor bryllupsdag har jeg ikke glemt, kære Inger, jeg tror næsten vi har haft de samme tanker sidst på vor højtidsdag…

Nu har du altså fæstet en malkerøgter, og som du skriver, er det en meget stor løn, men der er jo ikke andet at gøre, vi er jo nødt til at have folk på gården, men ellers bliver det for dyrt at holde køer. Når han nu bare endda vil passe dem godt, så får det at hjælpe sig med lønnen. Hvad er det for en karl, da han sådan tager plads i utide. Han kan jo vist også hjælpe karlene ved andet arbejde…

I går og i dag har vi haft to gode dage, siden vi er kommet lidt længere tilbage, og vi har sovet hele natten. Det er noget andet end at stå på vagt i 5 timer fra det bliver mørkt og til det lysner af dag uden at blive afløst.

Der er så mange jordbær her på egnen, Lund og flere har været ude at plukke. Nogle af dem har plukket en hel »Kochgeschirr« fuld. Det er dejligt med jordbær, men det er af de små, så det er et sent arbejde.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. juni 1917. I dag er vores bryllupsdag, kære, har du husket det? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 8. juni 1917

I går morges, da jeg var ude på marken, kom jeg til at synge verset:

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham at morgnen mig end er sød at mig dagen fryder trods synd og død

Det var så kønt ude i naturen, så det stemmer en til andagt, og i morges var det lige så smukt. Og så er det jo, at man kommer til at tænke på den store modsætning med den fredelige egn herhjemme, og så krigen, som I ser og mærker den derude ved fronten. Vi undrer os så tit over, at mennesker kan finde sig i det, som de gør. Jeg tror, vi bliver mere taknemlige for de små ting og de små glæder, som Vorherre lader os blive til del. Og sådan har jeg da også følt det hver morgen, jeg nu har været så tidlig ude.

I dag er det vor bryllupsdag, kære, har du husket det. Nu er det allerede 8 år siden, og de to af dem har du været soldat. Helt spildte er de vel ikke, vil vi ikke håbe, men det var ellers ikke sådan, vi tænkte os det. Gud give, at den skilsmissens tid snart måtte være forbi, både for os og for mange andre unge folk. Jeg lægger en lille firkløver i, som jeg fandt i morges…

I går fæstede jeg en malkerøgter, men han skal have en vældig løn, så du vil vist synes, at det er altfor galt. 160 M om måneden. Jeg har været så ked af det hele bøvl. Der har også været en malkekone her, med fire børn, som stillede store fordringer, men hende syntes jeg ikke rigtig om, og har da heller ikke hørt

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

7. juni 1917. Tysk James Bond i Kolding

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Eli: Den tyske sikringsstyrke i Stubbom syd for Hejlsfjord er i færd med at lave skyttegrave ud til Hejlsbugt.

Dette sætter man i forbindelse med den omstændighed, at man for nogle dage siden så et tysk opmålingsfartøj lodninger i Hejlsbugt.

Skytte[-grav] nord for Haderslev Fjord

En russer – der er kommet 4 over grænsen s.f. Kolding i dag, hvoraf de 3 var gået øst om Haderslev Fjord, meddeler, at de ikke ret langt n.f. Haderslev stødte på en skyttegravslinje.

Efter det lukkede Rigsdagsmøde
Minister Stauning
Der fremkom efter det lukkede Rigsdagsmøde den       i  ”Berlingske Tidende” og i ”Nationaltidende” meddelelse om, at der var rettet angreb mod minister Stauning for hans optræden i Stokholm.
Som bekendt dementeres dette officiøst gennem Ritz.Bur.
Der blev heller ikke rettet noget angreb på Stauning i Rigsdagsmødet, men derimod i det bagefter stedfindende ministermøde, hvor I.C. Christensen stærkt kritiserede hans optræden, ligesom Rottbøl fandt, at dette I.C. C’s angreb ikke var uberettiget, hvortil Stauning svarede, at han først og fremmest var international socialdemokrat, og at den stilling han havde fået i ministeriet havde han ikke valgt selv, men fået overdraget af partiet.
Udenrigsministeren Scavenius var, som sædvanlig, ved at tabe hovedet, da denne udtalelse kunne tyde på en mulig sprængning af ministeriet, men mødet havde dog den følge, at Stauning nu ikke rejser til konferencen i Stokholm.
Når Stauning derfor i et interview til journalist har udtalt, at det ikke var givet, at han fik lejlighed til at komme til Stokholm, står dette i forbindelse med det på ministermødet forefaldne.

Spionage
Eli: Det tyske paskontors bestyrer i Kolding v. Küchler, har siden sin ankomst været bekendt som en stor elsker af det smukke køn. Han har længe levet sammen med en husholderske som af flere af husets gæster kaldes frøken men af andre frue.

Vedkommende dame er nu rejst, og Herr V. Küchler har meget ofte damebesøg fra byen. Blandt disse besøgende er en telefondame frk. Jensen, datter af en portør ved Sydbanen. Hun havde kun været en kort tid på centralen som elev, da man opdagede, at hun var noget letlevende.

Samtidig kom der en påstand op om, at hun ved visse lejligheder holdt herr v. Küchler underrettet om telefonsamtaler, navnlig med 861 (militærets). Der ymtedes om, at hun samtidig med at stille 861 i forbindelse med folk i byen, stillede paskontoret med, men centralen har dog stillet sig meget tvivlende om, at hun virkelig har udført det.

Hun blev imidlertid afskediget, dog vel nærmere p.g.a. letsindighed og desuden for urenlighed, idet hun 2 gange har vist sig at være befængt med lus.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. juni 1917. Opstilling af kanoner og troppeansamlinger i Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Syd for grænsen
En mand fra Skrydstrup melder, at der er ankommet til Vedsted ved Haderslev et stort brotræn med 40 pontoner på 4 spændige vogne kommet fra Rusland, og opkørt i parken ved skolen.

Samme meddeler siger, at der af en stor pionerstyrke arbejdes på udstikning af en ny linje 10 km syd for den nuværende af ca. 7000 soldater.

Samme meddeler oplyser, at de svære kanoner (12-25 cmt.) er stillet op, de stammer fra Rusland og Belgien.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

31. maj 1917. “Og jeg saa, hvor der falt saa mange Mennesker.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 31. Mai
saa jeg min Broder. En Stemme sagde, at han var i et Fangelejr
i Asien. Og jeg saa, hvor han gik med en Spade på Rygen og
gik op paa et stort Bjærg. Han skulde ud at grave. Og saa möte
han en tysk Soldat, han var paa Jagt. Og saa saa min Broder
[sig] om, og i det samme sköd han en stor Kronjort. Og saa
slepte min Broder og den anden Soldat af med den hjem. Den
vilde di have til Middagsmad. Og jeg saa, hvor der var een, der
serverede den til dem. Og min Broder sagde til den anden, at
det var en god Ret. Di levede meget ved vilde Dyr.
(…)

Jeg saa een af di mörke Folk, som gik om ved Teltene. Han
trak en stor Drommedar. Saa gik min Broder og di andre tyske
Soldater op af et stort Bjærg med en Kretbad [trillebör]. Di
skulde op og plukke Kardemom. Jeg saa ogsaa alle slags Dyr der. Der var Æsle, Skilleparde, Drommedare, Struse, Böfle, Lama,
Storke, Kronjorte og Kamæle. Jeg hörte en Röst, der sagde:

»Jeg har det godt her, di er jo gode ved os, blot jeg lenger [længes]
meget efter mine kjære Hjemme. Jeg kommer nok hjem til eder
igjen.«
Saa saa jeg et Bref, som var skrevet, og i Brevet stod der: »Jeg
opholder mig her i Asien i et Fangeleir intil videre. Jeg har det
godt og haabe, at i allesammen er levende Hjemme. Jeg haaber
snart at se eder alle igjen mine kjære derhjemme. De venligste
Hilsener fra eders kjære Sön og Broder Lorenz. Min adresse er
Fangelejr Asien.«

(…)
Nu ser jeg i Synet, hvor der kom mange Heste med Soldater
paa. Di haude graa Klæder paa og Pikkelhue, di haude
ogsaa mange Kanoner. Og den tyske Keiser raabte: »Tag mig
Pak, jeg vil reise bort.« Thi han sagde, han kunde ikke være
her lengere, for di vilde have en Slagmark. Stemmen sagde:
»Holland«.
Og jeg saa, hvor der falt saa mange Menesker. Men saa reiste
der sig een op mit imellem dem alle og sagde:

»Nu kan det snart være nok.« »Men der er noget endnu her, som kommer«, löd svaret, »for Krigen er til Ende.«

“Det saa jeg i Asien, i dette Telt var min Broder, da jeg saa ham.”
“Det er Fangemesterens Værelse i Asien.”
“Saadan saa det ud i Asien, der hvor min Broder skulle op og plukke Kardemom.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

31. maj 1917. Der er problemer med malkningen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag 31. maj

Min egen kære Jørgen! … I dag har jeg også fået skrevet til Hans Jakob. Han har fødselsdag på mandag, d. 4. juni. Andreas ringede op i dag og fortalte, at de rejser op til ham i Trier på lørdag. Han kan ingen orlov få fra lazarettet, og han var bange for, at han skulle udskrives nu med det første. Og så ville han gerne se sin far og mor først. Det er jo en skuffelse, at han ikke får orlov, det havde de så bestemt ventet. Valborg, Marie og Christian skulle ellers have været til Roost i de dage, men nu blev det så opsat til en søndag længere hen. – Hvad tror du, vi skal gøre ved det med den malkning. Jeg er bange for, at det ikke rigtig var Saras mening, at hun ville malke, og helt alene kan jeg vist ikke. Ja, hun skal jo nok gøre det nu foreløbig, men jeg er alligevel lidt ked af det. Det nytter heller ikke meget at skrive det til dig, for du kan jo ikke hjælpe mig…

 Der er kommet fire kreaturer fra Nordskov ned på engen i Bilidt. Der er rigelig græs nu. Jeg har slet ikke været nede at se til dem i Bojskov. Min cykel er ikke i orden endnu. Det kan vist være slemt nok at få et nyt stykke ventilgummi. – Jeg længes meget efter dig, min kære, kære Jørgen, der er så meget der trykker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

29. maj 1917. Spionage i Kolding

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Spionage

Eh: Man har i Kolding lagt mærke til, at når der ved visse lejligheder står et eller andet i ”Kolding Avis”, bliver der efter dennes ankomst til paskontoret på dette travlt med skrivemaskiner, hvorefter der afsendes post med toget sydpå kl. 3½ efterm.

Det oplyses fra militær side, at undersøgelsen i en affære i Grenå- Århus har givet til resultat, at der i Rostock er en station for trådløs telegrafering; dertil indgår der rapporter fra Danmark og derfra udgår der atter ordrer til ubådende f.eks. i følgende form: Fisk12.

Dette betyder ubåd i den og den kvadrat. – Telegrammer fra Danmark er i kopi fundet hos spioner, og koden til telegrammerne fandtes hos den i Århus arresterede tysker, gemt i hans vest.
I Kolding har E. personligt konstateret, at der afgår overordentlig hyppig korrespondance sydfra, dels besøget til posthuset, dels til banegården ved toget, og paskontorets personale har overordentlig stærk forbindelse med banegården.

Stvbg. Arbejdsmandskabet ved de tyske befæstningsanlæg i Nordslesvig er delt i 3 klasser, formodentlig efter straffegraden. 1. klasse får 10 pfg. daglig i lønning, 2. klasse 7 pfg. og 3. klasse 3 pfg. daglig. Når mandskabet opfører sig godt og melder sig frivilligt til tjeneste ved fronten, afgår de straks og straffen eftergives.
Der arbejdes bestandig på befæstningslinjen i Nordslesvig med 10-20.000 mand.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Bekendtgørelse: Angivelse af dyrkningsarealer

Forordning ang. anmeldelse af dyrkningsareal, dateret 29. maj 1917.
Original findes på Sønderborg Slot.

Afskrift:

Erhebung der Ernteflächen.

Der Bundesrat hat durch Verordnung vom 20. d. Mts. die
Erhebung der Ernteflächen angeordnet, die in der Zeit vom
15. bis 23. Juni d. Js. stattfinden soll.
Anzeigepflichtig sind alle Ernteflächen, die feldmässig an-
gebaut sind.  Kartoffeln in Gärten usw. bleiben also ausser
Betracht.

Unterlassung der Anzeige, unrichtige und unvollständige
Anzeigen ziehen Gefängnisstrafe bis zu sechs Wochen oder
Geldstrafen bis zu 10 000 Mark nach sich.
Die Gemeindebehörden werden hierdurch angewiesen, die
Erhebung unter Benutzung der ihnen rechtzeitig zugehenden For-
mulare in der für Zählungen üblichen Art durchzuführen.

Die aufgerechteten Erhebungslisten sind mir unerinnert
bis zum 2. Juli d. Js. einzureichen.
Vorstehendes ist sofort ortsüblich bekannt zu machen.

Sonderburg, den 29. Mai 1917.

Der Königliche Landrat

Schönberg.

26. maj 1917. Fejlagtige rygter om luftangreb mod Zeppelinbasen

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Intet flyverangreb ved Tønder 21.- 22- marts 1917

Luftskibshallen i Tønder har ikke været angrebet af nogen flyver i tiden omkring 21. marts.

Meddeleren har været i Tønder dels den 22. marts og 2-3 gange senere, har talt med danske om det, men de kender intet som helst dertil.

Meddeleren har (været) med egne øjne set, at hallerne er fuldstændig ubeskadigede.

Der er, som bekendt, en dobbelt hal (længst mod nord) og to mindre enkelthaller; de sidstnævnte er bygget først.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

23. maj 1917. Det havde været bedre at være hjemme hos jer.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 23. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu er jeg altså kommet ud i stillingen, men vi ligger ikke i første stilling. Og i den tid, jeg har været her, har det været meget roligt. Det værste er at få plads nede i hulen, det er overfyldt alle steder. Feldweblen kunne lige så godt have ladet mig blive der, hvor han er, for herude er der ikke meget at gøre alligevel, og komp. kommer nok tilbage om kort tid.

Jeg har lige talt med Lund, han ligger nede i hulen og sover. Han havde fået æggene, vi sendte ham, i går. Han var glad ved, at vi tænkte på ham. Nu skal du høre, hvordan det gik med smørret, jeg havde med. Feldweblen ville intet have, og så vil jeg heller ikke prøve det det andet sted. De kunne vel ellers godt bruge lidt »Fettigkeiten«, men det må jo ikke være, og så er det en skam at nøde godt i ondt, som man siger. Det havde været bedre at være hjemme hos jer, kære Inger. Det var gode dage, vi havde sammen, men når det endda kan blive ved at være lige så roligt, som det er her, så kan det endda gå an.

Og så håber vi, at det må lykkes for mig at komme hjem til jer igen inden alt for længe, jeg tænker på ansøgningen. Fedder har jo vist været ude at tale med Thaysen, hvad mon han har sagt?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

22. maj 1917 – Avisen Hejmdal: En blodig næse, hamstring, kulmangel og tyveri

Under rubrikken “Fra Provinsen” meddelte Hejmdal den 22. maj 1917  blandt andet:

Det svage køn.
I Søndags Formiddags kom der i Nygade i Aabenraa en Kurre paa Traaden mellem 4 Damer, og det endte med, at de røg i Totterne paa hverandre, saa Haarene hang dem ned over Ørerne og strittede til alle Sider.

Hvis man kan tro Krigsberetningen, var den ene af de Kæmpende saa stærk, at hun kunde tumle de tre andre, af hvilke den ene fik sin Næse slaaet til blods. I den Anledning blev der sendt Bud efter Lægen, der ogsaa kom til Stede, mon da han ved blot at stikke Hovedet ind af Døren fik et Overblik over Situationen, trak han sig hurtigt tilbage fra de gæve Amazoners snævrere Omraade.

En Politibetjent kom ogsaa til Stede, men da var Hovedslaget overstaaet, saa at han med et Smil paa Læberne kunde forlade Valpladsen.

Forsvunden.
I disse Dage eftersøges en Søn af Landmand Jacob Gottschalk paa Vilsbæk Mark, som fornylig var hjemme paa Orlov, men ikke er mødt igen i rette Tid ved sin Troppeafdeling. En Broder til den Eftersøgte er for kort Tid siden falden.

“Hamstringsoptrin. Hamsterfælden.” Humoristisk postkort med en kommentar til den om sig gribende hamstring. (Zeppelin- og garnisonsmuseet Tønder)

To hamstrende Koner
fra Flensborg blev ifølge ”Schl. Grp.” forleden nappede i Omegnen af Vojens. De havde paa utilladt Maade forskaffet sig Æg, Flæsk og Gryn. Æggene fratoges dem. Flæsket og Grynene beholdt de; men til Gengæld underrettedes Myndighederne i Flensborg derom, for at de hamstrede Varer kan blive medregnede ved Fastsættelsen af deres Forbrugsandel.

For at have unddraget sig Værnepligten
er Klejnsmed Ris Jørgen Madsen fra Feldum ved Aastrup og Landmand Hans Jensen Mortensen fra Arnitlund ved Over-Jersdal, sidst bosat i Aalkjær ved Gram blevne idømte hver 6 Ugers Arrest.

Ved Nævningeretten
i Toftlund forhandledes forleden endvidere følgende Sager:
Landmand Simons fra Rejsby var uden Pas gaaet over Grænsen efter Maskinolie til Tærskeværket, hvorfor han havde faaet en Bøde paa 100 Mark. Denne havde han indanket, og han bad om en mildere Straf, idet han undskyldte sig med, at han havde gjort det af Nød for at faa Kornet aftærsket, og idet han lovede, al han aldrig vilde gøre det mere. Retten nedsatte Bøden til 50 Mark.

Ingeborg Petersen fra Rejsby havde faaet en Bøde paa 100 Mark, fordi hun paa den anden Side af Grænsen havde hentet Fødevarer uden at være i Besiddelse af Pas eller Tilladelse. Ogsaa denne Bøde nedsattes ttl 50 Mark.

Falden
Fjernt fra sit kære Hjem, sin Hustru og sine to smaa Børn er Gaardejer Jacob Matzen i Løjtved ved Løgumkloster falden for nogle Dage siden, skrives der til ”Flensborg Avis” fra Løgumkloster, Hans Hustru modtog forrige Mandag den sørgelige Meddelelse. Ogsaa for hans gamle Forældre, Nis Matzen og Hustru i Løgumkloster, er det en stor Sorg. For nogen Tid siden faldt en ældre Søn, Dr. med. Matzen under Udøvelsen as sin Pligt. Med Jacob Matzen er atter en af Sognets dygttige unge Bønder gaaet bort.

Tønder Byraad
holdt ifølge ”V.T.” . Møde i Onsdags. Borgmesteren meddelte, at Krigskøkkenet nu snart kan begynde med 1500 Deltagere. Det begynder foreløbig med 1000 Portioner daglig, og Forbrugerne maa melde sig Dagen i Forvejen. Byraadet bevilgede de fornødne Midler.

Der har gaaet ængstende Rygter om, at Gasværket paa Grund af Kulmangel som i flere andre Købstæder, maatte standse Driften. Borgmester Plewka er det lykkedes ved en Rejse til Vestfalen at faa Løfte om den fornødne Kullevering, saa Faren foreløbig er afvendt.

Nappet Støvletyv. (T.Z.)
Hos Landmand Eskildsen i Gallehus ved Møgeltønder blev der forleden stjaalet et Par langskaftede Støvler. Tyven blev imidlertid snart opdaget: det var en Tjenestekarl fra Tønder. Han havde skjult Støvlerne hos sin Kæreste paa en Gaard ved Bylderup- Bov.

Indbrudstyveri. (F. A.)
For nogle Dage siden blev der i en Beværtning i Kollund ved Flensborg Fjord forøvet et Indbrudstyveri og stjaalet 6 Fjersenge, 3 Sengesteder, 1 Sofa, 1 Chaiselongue, 1 Påskebord, 1 Bord og en hel Tel Havebordduge samt Porcellæn- og Glastøj. Værdien beløber sig til godt 500 Mark.

22. maj 1917 – Flensborg Avis: “Sørgeligt Ulykkestilfælde”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Atter i fuld Drift. (Hmd.)
Efter at Køerne nu for det meste er komne paa Græs, har Mejeriet i Vilsbæk ved Holbøl atter optaget sin fulde Drift. Ligeledes har Mejeriet i Bjerndrnp ved Kliplev atter optaget sin fulde Drift; det maa nu ogsaa tage Mælken fra Stoltelund. Bajstrup og flere Steder, da Mejeristen i Braderup er forsvunden

Valg og Stadfæstelse. (Hmd.)
Gaardejer Henrik Petersen i Frifelt ved Graasten er bleven valgt til stedfortrædende Kommuneforstander i Ladegaard Kommune og Valget er blevet stadfæstet.

Sejlads og Roning paa Aabenraa Fjord.
Landstorms-Inspektion I i Flensborg bekendtgør, at Sejlads og Roning som Sport og til Fornøjelse paa Aabenraa Fjord indtil videre er tilladt uden Sejle-Legitimation til en Linje Enemark—Varnæshoved. Skulde denne Begunstigelse paa nogen som helst Maade blive misbrugt, vil Landstorms-Inspektionen se sig nødsaget til atter at ophæve den. Det samme gælder for Haderslev Fjord, men kun indtil Toldstedet ved Stevelt.

Høj Alder.
I Fredags Morges afgik tidligere Gæstgiver Joakim Fallesen i Aabenraa ved Døden i den høje Alder af 94 Aar. Joakim Fallesen har ifølge „Hejmdal” i mange Aar haft Gæstgiveri i det lange Hus ved Sønderport, der nu ejes af Købmand Erichsen. I de senere Aar har han opholdt sig og nydt en omhyggelig og kærlig Pleje hos sin Datter, der er gift med Orgelbygger Johan Gehrt, i Lille Pottergade.

Der faas atter Spisekartofler.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at der paa Onsdag og de to følgende Dage atter sælges Spisekartofler i KarantæneAnstalten.

Sørgeligt Ulykkestilfælde.
En ung Karl fra Aabenraa, Maks Wiesel, Søn af Skrædder Hugo Wiesel i Søndergade. som tjente bos Gaardejer H. Madsen i „Hellet” ved Løjtkirkeby, fandtes i Fredags Eftermiddags død paa Marken.
Han havde været ude at tromle, og man antager, at han derved er falden af Ringtromlen, som saa er gaaet over ham og har hidført Døden, thi der fandtes Spor deraf i Hovedet og over hele Kroppen. Den unge Mand blev næppe 17 Aar gammel, faderen er i Felten.

Gasværket i Haderslev har ifølge „Dannevirke” faaet bedre Kul, saa det fra i Dag af igen kan levere tilfredsstillende Gas.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifølge „Dannevirke” i Gaar tilført med 187 Grise og Ungsvin. Grise fra 5 til 6 Uger kostede 17-20 Mark, fra 7 til 8 Uger 21-28, Ungsvin fra 30 til 60 Pund 27-63 Mark. Desuden var der tilført 1 Hest og 247 Stykker Hornkvæg.
Første Kvalitet Kælvekøer kostede 13-400 Mark. anden Kvalitet 10-1050 og tredje 8-875 Mark. Første Kvalitet Ungkvæg kostede 8-900, anden Kvalitet 7-775 og tredje 650-675 Mark. Handelen var mellemgod.

Andragender om Udsættelse fra Militærtjenesten skal i Haderslev uden Undtagelse rettes til Meldekontoret (Apotekergade). Militærpapirerne (Militærpas, Landstormsbevis, Mønstringsbevis) stal altid vedføjes.

Lædermangelen og Brandspandene.
Landraaden i Haderslev minder i Kredsbladet om, at der i talrige Kommuner paa Landet endnu skal findes et betydeligt Antal Læder-Brandspande, der for største Delen ikke bruges mere, da man paa de fleste Steder i Mellemtiden har faaet indlagt Vandledninger. Ved den herskende Mangel paa Læder synes det nødvendigt at udnytte alt Materiale, der paa nogen Maade egner sig til Fremstilling eller Udbedring af Skotøj, og Landraaden anmoder derfor vedkommende kommunale Myndigheder om at sætte sig i Forbindelse med Erstatningsforsaalingsselskabet i Berlin, 8. W. 48, Vilhelmstraße 8, angaaende Salget af Brandspandene.

Længe undervejs.
Fra Skrydstrup skrives til „Dannevirke”: Et Postekort, som var afsendt fra Rødding til Skrydstrup den 8. April, ankom først til sit Bestemmelsessted paa Kristi Himmelfartsdag, altsaa efter 33 Dages Forløb.

Stadfæstet Genvalg.
Hidtilværende Borgmester Achtnich i Kristiansfelt er bleven genvalgt for et Tidsrum af 6 Aar og Valget er blevet stadfæstet.

18. maj 1917. Rygter om luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En ældre mand, der er kommet hertil fra Tønderegnen og har bosat sig her i egnen meddeler, at den eng. flyver den 21. marts ødelagde den ene af hallerne ved Tønder fuldstændigt og beskadigede den anden stærkt, ligesom der også var tab af menneskeliv. Meddelelsen er holdt fuldstændig hemmelig.

Kaptajn Hansen i Hjerting meddeler, at der i går sås 4 armerede trawlere, to og to, der stod til søs og formentlig fiskede eng. miner.

K.H. meddeler, at der næsten daglig ses flere tyske skibe på minefiskeri. Et enkelt skib har for et par dage siden meddelt, at det på én dag havde optaget ca. 90 miner.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Note: Meddelelsen om bombardementet af luftskibshallerne var usand.

Forleden var historikeren Kaare Johannsen på besøg på Zeppelinbasen. Han optog en lille film, som er værd at se.

Har du lyst til at støtte formidlingen af Zeppelinbasen og arbejdet for at bevare hangaren, så send en mail til ottenberg@bbsyd.dk og meld dig ind i Støtteforeningen for Zeppelinbasen i Tønder. Det koster kun 150,- kr. for et års medlemskab.

16. Maj 1917. »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa min Broder, hvor han var et Sted, som lignede et Slot, og der var et stort Vand udenom. Det var ligesom en O. Der var en lang gang ind til Slottet med store Trær, og rundt udenom var alt store Bjærge.

Jeg saa, hvor han arbeidede, og jeg hörte en Stemme, der raabte: »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Han sagde, forst da han kom der, haude han det ikke saa godt, men nu gik det bedre.

Nu lyste det op, og der saa jeg et Land. Stemmen sagde, at
det var i Agypten. Der var store hoie Palmer og Bjærge. Stemmen
sagde, at det var endnu smukkere en[d] i Asien.

“Jeg saa mange Storke og et stort Palmetræ inde i Ægypten og store Bjærge. Det saa jeg i Ægypten.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

14. maj 1917. Sult i Tyskland og flådebevægelser vest for Blåvandshuk

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En mand, der i de sidste dage af april er kommet fra Tyskland, har meddelt følgende:

Efter at jeg i 8 måneder havde opholdt mig ved Verdunfronten, blev jeg syg og kom på lazaret; derfra efter et 3 måneders ophold til Køln til min udfyldningsbataljon, hvorfra jeg er kommet nu.

Tilstandene er med hensyn til levnedsmidlerne der, som i andre storbyer, nemlig meget dårlige. Civilbefolkningen må udstå store lidelser, da de kvantum de forskellige slags kort berettiger til, ofte slet ikke kan fås. Forholdene er selvfølgelig ikke blevet bedre siden brødrationerne er blevet nedsat. Desuden er nu kålrabierne ved at slippe op, og grøntsager er der endnu ingen af, da vinteren har været så langvarig. Der dør derfor også mange af underernæring, især småbørn, men det tages der jo intet hensyn til.

Tumulter rundt omkring i byerne hører jo heller ikke til sjældenheder, men politiet skrider så straks ind, og hvis dette ikke forslår, så militæret.

I den senere tid har der også mange steder været strejke blandt ammunitionsarbejderne på fabrikkerne. Men tyskerne ved jo råd for alt. Blandt arbejderne er der nemlig en stor del, som er militærpligtige. Så snart der laves strejke bliver disse straks sendt til fronten, og et tilsvarende antal sendt hjem i stedet for. Disse er naturligvis godt tilfredse med den handel og derfor og så lettere at styre.

Mange er jo af den mening, at Tysklands reserver er ved at slippe op. Det er jo nok muligt, at det tynder ud i rækkerne, men endnu har de folk nok.

Det er selvfølgelig infanteriet, det går mest ud over. Man må imidlertid betænke, at en meget stor del af de lande, atter bliver krigsdygtige, og for de hårdtsårede og faldne kaldes der stadig nye folk ind. Desuden sendes der stadig folk fra artilleri og train til infanteriet og en del derfra, som ikke mere kan bruges kommer så til artilleriet eller trainet. Der udveksles stadigt rundt omkring på kontorer og skrivestuer har også hidindtil mange trykket sig, men også disse folk må med.

Skal afslutningen på krigen derfor komme på grund af at Tysklands folk slipper op, kan det efter min mening vare længe. Jeg tror, at indre uroligheder og sulten må gøre udslaget. Dog tror jeg sikkert, at Tyskland holder ud til den nye høst, og så går det sikkert videre ind i det fjerde krigsår.     

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

11. maj 1917 – Hans Majestæt Kejser Wilhelm I

Under hele krigen led Tyskland under mangel på råstoffer, og det blev kun værre som krigen trak ud. Man begyndte derfor tidligt at indsamle værdifulde materialer, men i begyndelsen af 1917 var man  kommet så vidt, at man også begyndte at omsmelte kirkeklokker og statuer. De lokaler myndigheder blev i den anledning bedt om at gøre rede for, hvad de der fandtes af mulige emner i deres område. Nedenfor ses den blanket, der blev udfyldt i forbindelse med Kejser Wilhelm-mindesmærket på Torvet i Haderslev.

Meddelelsesblanket vedrørende Kaiser Wilhelm-statuen i Haderslev i forbindelse med overvejelser om at smelte den om til brug i krigsproduktionen (Haderslev Rådstuearkiv Acta 18, 2b, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Som det fremgår, anslog man mængden af bronze til 2000 kg med en samlet værdi på 16.000 Mark. Det var nu noget optimistisk, for han vejer kun 720 kg – trods alt ikke nogen letvægter!

Trods tilsendt fragtbrev blev statuen dog ikke sendt til omsmeltning, men blev stående på Torvet ind til Genforeningen i 1920, hvor den først fik en sæk over hovedet og senere blev fjernet. Statuen kan i dag ses på Sønderborg Slot.

Fra Sønderborg Slots udstilling om perioden 1864-1920. Til venstre ses statuen af Kejser Wilhelm I, som 1890 blev opstillet på Torvet i Haderslev

 

 

4. maj 1917. At tænke sig at halvdelen af de folk du har på dine fotografier er borte. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 4. maj 1917

Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…

Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. maj 1917. 14 dages efterorlov er bevilliget. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. maj 1917

Min egen kære Inger! Nu har jeg en rigtig glædelig meddelelse til dig, der er tilstået mig efterorlov i 14 dage fra d. 6. maj. Jeg rejser herfra den 4., men ved jo ikke, når jeg kan være i Haderslev. Jeg skal nok sende telegram enten fra Hamborg eller Flensborg…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

30. april 1917. Jeg hörte en Stemme, som sagde: “Det var din Broder, du saa, der falt.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg hörte en Stemme, som sagde:

»Det var din Broder, du saa, der falt.«

Saa lyste det op, og der saa jeg min Broder, hvor han laa i en Seng på en brun Madrasse med Töiet paa og Pikkelhue, og han laa med Hovedet paa den ene Side og ligesom sov.

Jeg saa en Diakonesse med hvidt om Hovedet kom ind til ham, og jeg hörte, hvor hun spurgte ham, om han kunde have noget at spise. Han reiste sig og spurgte, hvor mange Klokken var, for han skulde ud at arbejde.

Nu saa jeg et andet Syn.

Jeg saa her i Tyskland, hvor der var opstilt to Hære, og saa kom der nogle Regimente med rode Tröie[r] og rode Hue[r] paa. Di var til Hest, og jeg saa, hvor der falt saa uendelig mange Menesker. Og jeg saa, hvor di sköd Flyvere med Kanoner, Saa saa jeg, hvor der kom to fine ridende på hvide Heste. Di haude mange Ordne[r] paa dem. Stemmen sagde, at di kom og vilde tale ned den tyske Keiser.

“De var de förste Syn jeg saa, hvor min Broder laa i et Lazeret.” Tegningen er udført tre dage efter modtagelsen af brevet fra kompagniføreren om, at Lorenz var faldet i slaget ved Arras 11. april.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.