Alle indlæg af Sune Wadskjaer Nielsen

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

29. april 1917. Hans Lindholm: Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene

20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.

Gode ven!

Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.

Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.

Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række

Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

25. april 1917. Johannes Christensen: Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe

20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.

Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.

Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. april 1917. Johannes Christensen. Skillelinjen mellem liv og død

20-årige Johannes Christensen befinder sig i Pignicourt nord for Reims, hvor hans enhed Regiment 84 samme nat skal afløse Regiment 87 på den omstridte Høj nummer 100, som franskmændene snart ventes at angribe og bombarderer uafbrudt. Det er et uddrag af nogle optegnelser, han har skrevet på Vallekilde højskole i 1918.

Vi havde vel ligget der i tre dage med stor oppakning påsnørret livremmen og alt tilbehør om livet. Det var os ikke tilladt i det mindste at frigøre os nogle af delene, da det hvert øjeblik kunne gå løs. Klokken 1 om middagen begyndte franskmændene pludseligt at beskyde byen. Den første granat traf lige uden for laden, så det knagede i alle sammenføjninger. Den smadrede en feldwebel og en løjtnant, der stod lige uden for laden. Nu blev der naturligvis et vældigt røre – og alle stormede ud i det fri, for hvis denne granat var gået tre skridt længere havde den ødelagt to kompagnier, som i dette øjeblik befandt sig i laden. Da franskmændene fra deres lænkeballoner, så hvilket røre der blev, lod de kanonerne rigtigt brage løs og anrettede frygtelige scener.

Trods alt endte denne eftermiddag glædeligt for mig. Min gode ven (Hans Lindholm, red.) havde nemlig været hjemme på orlov og var lige kommet tilbage den dag. Han fortalte, at han skulle overtage min plads i rækken den nat, for jeg måtte rejse hjem på orlov. Jeg blev både glad og ked af det i førstningen. Vi vidste jo alle, hvad der forestod den nat, og at det for manges vedkommende var den sidste dag, de levede her på jorden. Nu kom han lige der hjemmefra. Alt stod endnu klart for ham, og så stod han lige med ét ved skillevejen mellem liv og død. Blot jeg endda havde vist, hvorledes det ville gå ham denne nat. Men om sider måtte vi jo skilles – han måtte fremad og ud i det rædselsfulde, jeg tilbage og hjemad til mine kære.

Den første aften nåede jeg tilbage til en by, der hedder Briennes, der var skrivestuen, hvor jeg skulle have min orlovsseddel. Da vi kom dertil – vi var fem mand ifølge – kunne jeg ikke drage videre den nat, da min orlovsseddel ikke var kommet i orden endnu, da jeg var sønderjyde. Det var en skuffelse og jeg gruede næsten for, at der noget bag, der var værre.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. april 1917. Johannes Christensen: Så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I nogle erindringer skrevet på Vallekilde Højskole i 1918 fortæller han:

En morgen stod jeg vagt fra 4 til 6. Det var påskemorgen. Der hørtes ikke meget skydning og vejret var vidunderligt smukt og klart. Kun en ganske svag luftning drog fra nord til syd. Jeg stod henfalden i tanker om de kære derhjemme og med blikket ud over det franske landskab, der begyndte at hæve sig ud nattens bortdragende mørke. Derovre – 40 meter fremme – stod franskmændene på post, måske hensunkne i de samme tanker som jeg. Hvor længe skal dog dette myrderi vare ved? Hvor længe skal de hjerteløse tyranner lege med menneskers liv og skæbne? Nu oprunder den tredje påskemorgen under menneskers rasen mod hverandre. Mon ikke snart Gud vil byde stop, så vi atter må opleve en rigtig påskemorgen, hvor fredens klokker igen kimer over land og by.

Mens tankerne krydsede snart derhen, snar derhen, så jeg med ét til venstre en hvid tåge stige op fra den tyske skyttegrav og trække over mod franskmændene.

Et øjeblik så lød der råb og alarmtrommerne rørtes kraftigt derovre. Som et lyn sted 40-50 lyskugler til vejrs og som en havde rykket i en snor, så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Tyskerne havde benyttet det herlige vejr og den gunstige brise til at åbne for deres gasbeholdere, og bagefter – ja, så lå der så og så mange unge, håbefulde og livsmodige franskmænd og våndede sig i dødens kvaler. For en halv time siden anede de intet og nu var de ikke mere.

En times tid dundrede kanoner løs og så stilnede det af. Solen hævede sig op over jordoverfladen i øst og sendte sine stråler ind over slagmarken. Den uvisse og hyggelige lange nat var atter gået og med den mørket, der skjulte alle onde foretagender og grufulde hemmeligheder. Ved dagens lys kunne farerne ikke sådan overraske os, og det giver altid en vis koldblodighed og tryghedsfølelse.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

26. marts 1917 – Johannes Christensen: Hver dag bliver opreven af uhyggelige og ulykkelige begivenheder

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.

Stillingen 26/3 1917.

Kære alle sammen!

Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.

Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?

Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.

Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.

Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes

Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.

Hils venner bekendte derhjemme.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

12. marts 1917 – Johannes Christensen: Det er nemlig ude med eventyret imellem os

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I et brev rapporterer hans søster Agnes, at Johannes’ forlovede – den lokale pige Misse – ikke længere besøger dem hjemme i Nørby ved Visby. Johannes må forklare sig.

Mange tak for dit brev kære søster, som jeg modtog i dag. I kan tro, jeg er glad for I også er så flittige til at skrive. Mange tak også for den dejlige skinke, som jeg modtog i går. Nu har jeg forråd nok til Påske.

Alfred er så ikke kommet hjem endnu. Det lader jo til, at han skal vente til jeg er så vist også. Ja. Hvem ved, hvad det må være godt for. Gid det måtte lykkes Thorvald at blive vagtmand derhjemme, da ville han ellers blive glad, kan I tro. Hvor er han egentligt henne?

Misse har altså ikke besøgt jer i den sidste tid. Ja. Det må du nu ikke tage hende ilde op – kære søster – for det har hun sine grunde til. Det er nemlig ude med eventyret i mellem os. Kort sagt, vi er frie fugle begge to igen. Hm. Så længe det varer, men det varer nok et stykke tid.

Hvordan går det ellers med Thorvald og Mie? Forhåbentlig ender det ikke sådan.

Ja – kære søster – hvad jeg har opskrevet i min dagbog er måske slemt, men det værste, jeg har været med til, har jeg slet ikke opskrevet, for ikke at have forfærdelige minder bagefter. Gud give at de minder måtte kunne glemmes.

De kærligste hilsner

Din hengivne broder Johannes

I Sune Wadskjær Nielsens biografi om Johannes Christensen kan du finde svaret på, om han finder kærligheden igen. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

 

18. december 1916 – Johannes Christensen: Det gik som en elektrisk strøm gennem graven

20-årige Johannes Christensen skriver et julebrev hjem fra en skyttegrav ved Thiacourt sydøst for Verdun, hvor han er i stilling med Regiment 84.

Kære allesammen!

En lille hilsen skal I have inden jul.

Mange tak for det lille julebrev, som jeg modtog i går. Jeg har også glædet mig til det i lang tid. Jeg har det stadig godt og alting går sin daglige gang med at stå på posten og arbejde.

Hvordan tror I ellers det skulle gå med freden nu? Tror I ikke den snart skulle komme? Hvad skriver Ribe Stifttidende?

Ja, gid vi kunne få vished for det her til jul, så fredsklokkerne kunne lyde sammen med juleklokkerne. Om det så ville vare lidt inden vi fik løbepas, så ville glæden være ubeskrivelig, når det lyder fra den ene post til den anden her i graven – freden er kommet. Du kan forlade din post. Det gik som en elektrisk strøm igennem graven den anden dag, at kejseren har tilbudt fred. Nu fortælles det at alle har taget der imod på nær England, men det ville vi heller ikke forhindre dem, når alle andre blev enige, men om det passer noget af det hele, er jo et spørgsmål.

Vi går jo i stærk spænding hernede, kan I nok tænke jer, da vi ved, at når det ikke bliver til noget med freden nu, så har vi stadig det værste tilbage. Vi vil stadig håbe det bedste.

Kommer Thorvald hjem til jul eller hvordan går det? Alfred kommer da forhåbentlig. Bare han er hjemme, når I får disse linier. Ellers går det ligesom sidste år, at I slet ingen har hjemme juleaften. Bare det nu er den sidste jul, der skal opleves under disse trange tider.

Jeg vil så ønske alle derhjemme en dejlig velsignet julefest.  Mine tanker vil jo være hos jer den aften, når jeg står derude og stirrer op mod Guds stjernefulde himmel, da vil tankerne stadig dvæle ved alle de dejlige juleaftener, som vi har oplevet derhjemme som børn, hvor ingen havde anelser om den forfærdelige krig, der forestod, dengang.

Ja, til slut vil jeg håbe at vi alle snart vil opleve gensynsglæden under en lykkelig og god fred.

I har vel ikke noget derhjemme, der kunne bruges til fodlapper, for her er næsten umuligt at få sådan noget? Noget sandpapir kunne jeg også nok bruge igen.

Har jeg sagt tak for smørpakken, jeg modtog i forgårs? Med hjertelig hilsen

Eders hengivne søn og bror, som har det godt.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. november 1916 – Johannes Christensen: Jeg radbrækker mindst 100 hver dag.

19-årige Johannes Christensen er med Regiment 84 rykket i stilling ved Thiacourt sydøst for Verdun. Han skriver til familien hjemme i Nørby ved Visby.

Kære alle sammen

Mange tak for dit brev dateret den 30. kære mor. Og for pølsen og smørret også mange tak. Jeg tror nok, at jeg har fået alt, hvad I har afsendt til mig.

Jeg kan jo glæde jer med, at jeg nu har det meget bedre. Det er en god veludbygget stilling, vi nu ligger i og det er også forholdsvis roligt her. Jeg sidder ved elektrisk lys 10 meter under jordens overflade. Kakkelovn og senge har vi også, men der skulle blot ikke være så fuldt af lus. Jeg radbrækker mindst 100 hver dag i min sweater. Av for pokker! Der bed 2-3 stykker igen ad gangen. Ja. Man har ikke et minuts fred for det pak. Det tager mindst tre timer hver aften, inden de har fået sat sig og før der er tale om at falde i søvn.

Ja så blot en kærlig hilsen og på gensyn.

Eders Johannes.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

2. november 1916. Johannes Christensen: Mon dog ikke vi skulle få fred til jul?

Den 19-årige soldat ved Regiment 84 – Johannes Christensen fra Nørby ved Visby – har overlevet det voldsomme franske angreb på Fort Douaumont, som franskmændene generobrede og tilføjede tyskerne et klart nederlag. Nu er det hårdt medtagne regiment ved at skifte stilling og Johannes skriver hjem for første gang siden slaget standsede.

Kære alle sammen!

Nu skal I endelig have et par ord igen. Lang tid har jeg desværre ikke. Hjertelig tak for dine to breve, kære søster. Pakkerne med smør, sylte og sweateren har jeg fået. Nu mange tak for det alt sammen.

I skal blot ikke bryde jer om at sende kødvarer til mig, for vi får jo altid da noget her – mere end ved depotet – og I har jo aldeles ikke for meget derhjemme kan jeg regne ud.

Hvordan har I det ellers alle sammen? Er I nogenlunde ved sundheden kære far og mor? I har jo nok travlt i roerne. Er de ellers nogenlunde i år? Hvor mange kreaturer har I i stald på vinter? Har I heller ikke fået aftærsket maskinen i år?

Jeg har det ellers godt for øjeblikket. Vi er nu endelig efterstormen blevet afløst og befinder os nu på rejse. Hvorhen det går, er jo ikke godt at vide. Vi har nu opholdt os i en lille yndig smukt beliggende landsby et par dage – Villette kaldes den.

Men i aften går det videre. Ja, gud ske lov, at vi er ude af denne forfærdelige stilling nu. Meget værre kan det ikke blive. Det siges også, at vi nu kommer hen i en roligere stilling. Ja, mon vi dog ikke skulle få fred til jul. Jeg synes slet ikke rigtigt, at jeg kan opgive den tanke. Ja, hvilken jul ville det blive., om vi fik fred til den tid.

Marius Petersen er også kommet ud til regimentet nu og til samme kompagni som jeg. Vi snakkede lidt sammen i aftes. Han mente, at vi fik fred til denne måned endnu. Ja. Gid han talte sandt.

I dag er jeg så et år soldat. Det er jo just ingen kær mindedag. Meget har man oplevet siden den dag, men dog har vi kun grund til at takke Vor Herre, fordi han har ført os, som han har gjort.

Jeg blev så glad, da jeg fik brev fra Marthinus, der skrev, at han håbede at blive i garnisonen julen over. Måske han slet ikke behøver at rykke ud mere. Hvad er det du skriver lille søster. Er Kristian gift og har allerede en arving? Det har jeg slet ingen anelse om.  Jeg ved heller ikke endnu, hvem Hans af Jef er blevet forlovet med. Det er jo også snart fem måneder siden, jeg var hjemme, så der kan jo meget forandre sig i den tid.

Jeg har ingen tid mere. Så I må tage til takke denne gang med det håb, at I alle har det godt sender jeg hermed de kærligste hilsner  og på snarlig og glædelig gensyn. Eders Johannes

Vi ligger på et slot, der desværre er en del ramponeret.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

18. oktober. Thygesens mor. “Vi var så angst for dig, Herren ske lov og pris!”

Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!

Min egen elskede Thyge!         

Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.

Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?

O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?

Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.

Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig

Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. oktober 1916: Thyge lever,Thyge lever!

Thyge Thygesens forældre var sønderknuste over deres eneste søns død, da de pludselig midt i de mange kondolancebreve fik et brev fra deres søn.

Bonn de Cøln

Kære Allesammen!         

Jeg har nu længere Tid ventet efter at høre fra Eder, men må nok hellere selv skrive først. I ved jo da nok, at jeg er her. I morgen er det lige en Måned siden jeg blev begravet. Det er jo godt, at man er sådan ude af det! Min Skrift er meget dårlig. Kan I læse den? Jeg ser også dårligt. Det flimrer for Øjnene. Jeg er nu ellers meget bedre som i Førstningen og føler da heller ikke de Smerter. Forplejningen og Pasningen er helt god her. Min adresse er:

Gefreiter Thyge Thygesen
Res. Lazarett 2
Wenus Berg
Josephs Haus Zimmer 3
Bonn an Rfein

Mange Gange løber det lidt rundt mig, men forhåbentlig får jeg min fulde Forstand igen. Kærligste Hilsen fra Eders Thyge.

Brevet kom til Stepping d. 18/10. På posthuset greb postmester Andresen brevet, og løb ned gennem byen viftende med det i hånden og råbte ”Thyge lever, Thyge lever!”

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

11. oktober 1916. Til Thygesens forældre: I har mistet eders eneste kære søn!

Den 2. oktober fik Thyge Thygesens forældre et brev fra hans kammerat Marius Iversen, hvor han meddelte dem, at deres søn var faldet ved Somme. I de næste dage strømmede kondolancebrevene ind. Her et brev til Thyge Thygesens mor.

Lykkesholm

Min inderlige kære Bodil!         

Af Dødsanoncen i Modersmålet ser vi Rygterne bekræftet, at I har mistet Eders eneste kære Søn. Vi har ikke skrevet før, da vi håbede det dog måske kunde være en fejltagelse.

Da kære, kære Bodil, hvor det dog gør os ondt for Eder. Ordene for fattige til at de kunne trøste og udtrykke vor Deltagelse, måtte dog den al Fader trøste og styrke Eder, han har sikkert haft sin Tanke, som er højere en Eders, med at tage Eders Søn hjem til sig, nu det mod den tredje Vinter med al dens Kulde og Lidelser. Og sikkert er han gået godt Hjem og I har kun smukke og gode Minder om ham, så I kunne sige Tak for den ”liden Stund” han fik Lov til at være blandt Eder. ”Jeg elskede Dig med en evig Kærlighed, derfor drog jeg Dig til mig”

Kan Du huske 23. august 1914? Da så jeg ham sidste Gang.Du gik med på Vejen over Marken, hvor han høste de med maskinen. Hvor han så glad og strålende ud den Gang. Lev nu vel for denne Gang og når Sorgen lader Dig Tid håber jeg at høre fra Dig. En hjertelig Hilsen fra Din Louise. 

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

5. oktober 1916 – Johannes Christensen: Anstrengelserne er umenneskelige

Dette brev er det første 19-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – skrev hjem til sin familie, efter han fik sin ilddåb ved frontafsnittet Douaumont i Verdunområdet. I brevet nævner han tre brødre Thorvald, Alfred og Marthinus, som også er indkaldt ved den tyske hær samt svogeren Jacob.

Kære alle sammen!

Klokken er 21, men dog skal jeg se, om jeg kan få lidt skrevet i en fart. Der er ellers et spektakel, så man hverken kan høre eller se. De har nemlig fået udleveret et anker sprit i aften og så går humøret over forstanden straks.

Mange tak for Eders brev , eller rettere sagt dit brev, kære mor. For Agnes’ fra den 27. har jeg ikke modtaget endnu, men måske kommer det endnu. Vaflerne har jeg ikke fået, men de kan endnu komme. Smørret er kommet i går sammen med dit brev fra 22/9. Og i aften kom fra den 2/10. Det glæder mig, at I har det nogenlunde og at Thorvald er kommet hjem igen. Ja, Gud give, at han måtte blive helt forskånet, for at komme ud i det forfærdelige igen.

Jeg er lykkelig tilbage i ro igen og skal være her helt til den 13. Nu har jeg også prøvet noget af det værste man tænke sig, men min kære Gud bønhører mig nok, når jeg beder ham om mod og styrke til at gå det igennem alt sammen.  Forhåbentlig bliver vi ikke længe her, da anstrengelserne, der her må ydes, er umenneskelige. Om vi skal i stilling her ved jeg ikke, men sandsynligvis.

Ja! Gud give vi snart må få fred, men der jo ingen udsigter dertil endnu. Nu er Grækenland vel også kommet med, ser jeg lige i bladet. Blot I må holde ro derhjemme endda. Det glæder mig, at I har bestilt bladet til mig igen, så har man dog en lille anelse om, hvordan det står til i verden.

Fra Marthinus havde jeg brev i aften. Han er da gudskelov også i garnisonen endnu. Blot det må gå vor kære Alfred godt deroppe ved Somme. Nu ved man først, hvad det vil sige, når de siger granatstumperne piber om ørerne. Denne fornemmelse er ikke til at beskrive. Et guds under, at der er nogen, der er kommen godt fra det. Det regner nu hver dag, så det er et forfærdeligt pløre.

Det var dog godt, at Jacob ikke kom med til Somme.  Du kan ikke tænke dig kære søster, hvad det har at sige, at være i en god og udbygget stilling, hvor de kan opholde sig det meste af tiden, hvor ingen djævelske granater kan nå dem. Mens man her må opholde sig fem lange dage og nætter i nogle granathuller, som er forbundet med hinanden gennem en lille åben rende, og så ikke mere end 30-40 meter fra franskmændene, som af og til sender en portion håndgranater over i mod os. Dog håber vi næste gang, at den er lidt bedre udbygget, når vi skal derud igen.

Jeg er egentligt kommet til at skrive langt mere om det alt sammen, end jeg havde i sinde. Men nu behøver I jo da ikke at forestille jer det værre, end jeg har beskrevet det. Det er både godt og ondt at dølge noget.  Jeg holder det jo nok ud lige så godt som de andre. Vi holder jo modet oppe hos hinanden, så godt vi kan.

Jeg har en god ven i Hans Lindholm fra Ballum. Vi holder også godt sammen i tykt og tyndt og hjælper tro hinanden, når det ind i mellem kniber for en af os i en eller anden retning.

Nu håber jeg, at I har det godt derhjemme, I kære alle sammen. I har jo vidst længe ventet efter dette brev, men det har været mig umuligt at skrive før i aften.

Nu må I endelig ikke være alt for kede af det for min skyld. Jeg har det godt og når jeg blot ved, at I har det godt alle sammen derhjemme, er det mig den største trøst. Skriv blot en gang i mellem. Det er jo den eneste glæde, man har, når der er en røst hjemmefra.

Vær så hermed hjerteligt hilset fra eders søn og broder, Johannes.

Har Thorvald modtaget mit fødselsdagbrev, som jeg adresserede til Slesvig? Lidt sandpapir kunne jeg godt bruge igen. Hvor er Christian Petersen kommet hen? Jeg skriver så snart, jeg har blot har tid. Hils alle venner og bekendte.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

2. Oktober 1916 – Thygesens kammerat: “Det gør mig ondt, men det er min pligt”

2. oktober 1916 fik 24-årige Thyge Thygesens forældre i Stepping denne frygtelige meddelelse fra Thyge Thygesens kammerat Marius Iversen. De to sønderjyder var ugen forinden kommet til Somme med Reserveinfanteri regiment 36.

Kære Hr. Thygesen og Familie!

Det gør mig ondt, men det er min Pligt. Jeg har ikke kunnet skrive før. Den 29. September om Natten havde vi udkastet en ny Skyttegrav, måske har Fjenden bemærket det, da Graven i Løbet af et Par Timer var helt jævnet. Vi havde dækket Graven til med Brædder da det regnede. Eders kære Søn og min gode Kammerat, sad derunder og sov. Jeg stod måske 10 Skridt derfra i Graven, da kom der også en af de svære igen og slog i, lige foran os. Thyge var helt tildækket og jeg til Halsen. Vi blev så begge udgravede af vores Kammerater, men stakkels Thyge havde fået for meget, han levede endnu, men var uden Bevidsthed. Han kom så bort, men igår hørte jeg, at det var kommen, at han var død. Der mentes, at Ryggraden var brækket. Nu vil jeg ønske eder alle Glæde i eders store Sorg, og ikke skrive mere, da det er svært for eder at overvinde. Nu i Herrens Navn mange Hilsner fra M. Iversen.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.