Alle indlæg af Rene Rasmussen

23. juli 1917. Mathias Møller i hælene på russerne: “Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Hver Dag, når vi marcherede over Nattens Frontlinie, mødte vi det samme Syn. Rundt omkring i Landskabet døde, sårede og afkræftede, som ikke kunde følge med mere. Spredt på Markerne stod rejste russiske Geværer med Bajonetten stukket ned i Jorden, et Tegn fra passerede Stødtropper om, at der lå et Lig eller en såret. Værst var det ved Vejene. Der lå de fleste. Ligene lå i Grøften, fuldstændigt tilsølede.

Det hele mindede mig om Slagmarker, som jeg havde forestillet mig dem, når jeg som Dreng læste Beretninger fra tidligere Krige.

Den første Dag passerede vi de tidligere østrigske og russiske Skyttegrave. De var alle meget velholdte, et Tegn på, at det havde været en rolig Stilling, men Tid til at se nærmere på Stillingen fik vi ikke. Det hed bare: videre.

Med Forplejningen gik det ikke helt, som det skulde. Det var jo ikke så let at få Forsyningerne med. Sommetider gav det noget, men til Tider måtte man selv sørge for noget spiseligt, hvis man ikke vilde sulte. Det var ikke så underligt, at vi ikke var helt velsete, hvor vi kom frem Det gik jo en Del ud over Kartofler, Æg og Høns. Noget blev købt, men en Del blev ”besørget”.

Tre Gange krydsede vi større Vandløb — Zlota Lipa ved Brzezany, senere Strypa og Sereth, alle tre Bifloder til Dnjestr. Overgangen var jo noget, der tog Tid ved Benyttelsen af provisoriske Broer og gammeldags Færger, for alt skulde jo med – Vogne, Heste, Biler, Skyts etc.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1945

21. juli 1917. Mathias Møller: “De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.

Den 21. passerede vi Byen. Divisionen, som havde gennembrudt Fronten, forblev i Hælene på Russerne som Stødtropper. Vor Division, som nu blev trukket sammen bag Indbrudsstedet, skulde indsættes som Reservedivision.

Det var første Gang, jeg var med i en Fremmarch. Det var uhyre interessant. Tropperne marcherede, som man havde lært det i Teori og øvet det på Troppeøvelsespladsen i større Formationer. Først Patrouiller, så Spidsen, en mindre Styrke, Forbindelsespatrouiller og så efterhånden Hovedstyrkerne, sikret til begge Sider af Sidepatrouiller. Vi tilbagelagde daglig ca. 15-20 km.

Det kunde synes ikke at være ret meget. Men det var dog ret anstrengende. Vi marcherede med fuld Oppakning. Hestene havde nok at trække og var slemt medtaget, Havrerationerne var ikke store, så de var ret afkræftet. Vognene måtte ikke yderligere belæsses med Bagage. Hvert Øjeblik stoppede Kolonnerne op, og man ventede så på, at det skulde gå videre.

Vejene var heller ikke gode, Terrænet bakket. Om Aftenen skulde man finde Kvarter.

Om Dagen så man ikke ret meget til Kamphandlingerne. I det fjerne hørte man spredt Geværild. Om Aftenen gravede Russerne og vore Stødtropper sig ned i små Jordhuler og holdt om Natten hinanden i Skak ved Geværild. Lyskugler blev ustandselig afskudt for at oplyse Terrænet.

I de tidlige Morgentimer gik Stødtropperne så på ny frem til Angreb og kastede Russerne ud af Natstillingerne.

De russiske Tropper var i en dårlig Forfatning og meget demoraliseret. Deres Fodtøj var opslidt, og mange havde bundet Klude om Fødderne. En Del løb barfodet.

DSK-årbøger, 1945

20. juli 1917. Raid ind i de britiske stillinger ved Havrincourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I juni 1917 lå regimentet i Siegfriedstillingen ved det ødelagte slot Havrincourt. Det var et helt andet og moderne forsvarsværk end de gamle skyttegravsstillinger. Briterne lå tæt ved.

Omkring midten af juli lagde observatørerne mærke til, at englænderne byggede en række mindre stikgrave fremadrettet fra kampgraven. Hvad skulle de til for? Standplads for minekastere? Kom der ikke fra andre dele af fronten underretninger om et større skyderi med gasminer? Skulle der også til at ske sådan noget her? Det skulle der ubetinget skaffes klarhed over.

En større patruljeoperation bliver forberedt til at finde sted natten fra 20. til 21. juli. Efter artilleriforberedelse skulle tre stærke enheder trænge frem hen over forpostgravene til den anden fjendtlige hovedkamplinje, undersøge gravene for gasinstallationer og om muligt tage fanger.

Den højre enhed, 50 mand infanteri fra III bataljon sammen med en gruppe pionerer, stod under løjtnant Zergiebel, den midterste fra I bataljon i en lignende sammensætning under kaptajn Friherre von Ompteda. Den venstre enhed var svagere, 2 sergenter og 16 mand fra II bataljon.

Både om formiddagen og om aftenen slyngede det forstærkede artilleri ødelæggelsesild over de engelske grave, Kl. 11.30 om aftenen et kort, kun minutlangt ildoverfald, og enhederne styrtede frem.

De undgår den heftige engelske spærreild, overskrider trods vild maskingeværild forpostlinjen og den første engelske kampgrav. Da slår der en salve granater ned i enhed Zergiebel, den river 12 mand til jorden.

Det dobbelte antal er nødvendigt for at skaffe de døde og sårede tilbage; andre er blevet sprængt i luften, med den tilbageblevne svage rest er en videre fremrykning udsigtsløs og bliver opgivet. Den midterste enhed Ompteda trænger frem over den engelske hovedstilling, finder hulvejen bagved og konstaterer, at der intetsteds er installeret minekastere eller gas. Stikgravene var bestemt for vandafløb. Samme resultat havde den venstre patrulje.

Fanger blev der ikke taget, da englænderen tilsyneladende havde rømmet stillingen på grund af vor artilleriild. Kun lidt bytte i form af geværer, remtøj, stålhjelm og skanseredskaber blev hjemtaget. Men det væsentlige var opnået, de ønskede konstateringer var gjort.

Ganske vist var de med 4 døde og 19 sårede dyrt købt. Blandt de døde var også den tapre og utrættelige løjtnant Rodatz. Ikke desto mindre, det var ledelsens pligt at skaffe klarhed.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

20. juli 1917. Mathias Møller i beredskabsstilling på Østfronten

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917.

Efter Storkampdagen skete der ikke mere hos os. Russerne faldt til Ro, og den 3. Juli blev vi trukket tilbage i Beredskabsstilling.

Der lå vi en kort Tid og havde det hyggeligt. Vi havde en Bunkers inde i Skoven, som kun bestod af en Nedgangsskakt, som forneden var fyldt med Vand. Vi sov på smalle Brædder, som var lagt fra Afstivningsrammernes Trappestykke over til Hovedstykket på en lavere liggende Afstivningsramme. Lå man ikke stille om Natten, væltede man uvægerligt ned og landede i Vandet; men om Dagen i Solen havde vi det dejligt.

Det hændte, at der faldt Granater i Skoven. Skæbnen vilde det, at min bedste Ven faldt på dette rolige Sted. Et Sprængstykke af en af de få Granater, der faldt her, slog hele Hjerneskallen bort på ham. Han var dræbt på Stedet.

Til højre for os var Stillingen besat af Tyrker. Der havde Russerne heller ikke opnået noget under Offensiven.

Men længere til venstre i Egnen ved Brzezany var Russerne brudt igennem østrigske Formationer. Tyske Tropper måtte til Hjælp. Disse gik til Modangreb og kastede Russerne tilbage, og så effektivt, at de ikke fik Tid til at sætte sig fast i deres gamle Stillinger. Fronten var brudt, og Russerne faldt i Uorden tilbage. Den 20. Juli blev vi alarmeret, og med fuld Oppakning marcherede vi i Retning af Brzezany.

DSK-årbøger, 1945

20. juli 1917. Stålhjelmen redder Christian Hach

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten.

Derefter blev vi forflyttet til et roligere afsnit ved Siegfried-linjen, hvor vi ikke var udsat for så svære angreb, men til gengæld blev vi plaget med rigelig vagttjeneste og skansearbejder.

En aften skulle vi ud for at reparere pigtrådsafspærringer, og denne gang havde jeg været så forsigtig at sætte stålhjelmen oven på huen. Vi undlod ellers ofte i vort ungdommelige letsind at tage den på, for den var jo så tung; vi vidste dog alle, at der stod fire 7,5 mm kanoner ovre på den fjendtlige front lige foran os, og når de flammede op, så gjaldt det om at komme i dækning hurtigst muligt.

Vi var også lige kommet op af skyttegraven, da fire skarpe glimt fra den modsatte front advarede os, og vi reagerede omgående. Jeg fik kun lige dukket hovedet, før jeg fornam et kraftigt slag oven i stålhjelmen, så kraftigt, at jeg satte mig på bagen, mens blodet strømmede mig ned over ansigtet.

»Wie ein geölter Blitz«, væltede jeg mig ned i skyttegraven, fuldstændig fortumlet og ængstelig for, at jeg skulle have pådraget mig en værre kvæstelse i hovedet.

Men det var ikke så slemt, som jeg havde troet, så bare sådan ud, da det kun drejede sig om nogle hudafskrabninger, som skyldtes stålhjelmens tryk. Den havde afbødet slaget.

Mine kammerater fandt hjelmen, og de fortalte mig bagefter, at granatstykket havde slået et stort hul oven i den. Havde jeg den aften forsømt at sætte hjelmen på, så var jeg sikkert blevet dræbt på stedet, og havde jeg ikke omgående dukket hovedet, var jeg nok ikke sluppet uden frygtelige kvæstelser i brystet.

Nu slap jeg da med et kortvarigt ophold på divisions-sygestuen. Fra den 21. juli til den 6. august lå jeg der, hvorefter jeg blev udskrevet og sendt direkte til kompagniet, naturligvis uden Erholungsurlaub, men jeg var godt tilfreds endda, jeg fandt, at jeg var sluppet heldigt.

DSK-årbøger 1971

18. juli 1917. Fanget i dybet – UE19 kan ikke komme op!

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på UE19,* som han mønstrede på i april. Efter nogle måneder med øvelser stak de i begyndelsen af juli 1917 til søs på togt. [NB: Troværdigheden af denne historie er noget tvivlsom – se noter. Men der findes to krigsfanger i England ved navn Johann Ingwersen og én ved navn Johannes Ingwersen].

Vi sejlede hid og did. Snart gjaldt det Sejladsen op langs Jyllands Vestkyst, helt op i Skagerak, og der meldtes om Sænkning af fredelige og ubevæbnede Handelsskibe, sænkede af tyske U-baade. Men vi sejlede dog mest mod England. Her laa vi og snuste rundt ved den engelske Kanal for at ødelægge Landets haardt tiltrængte Tilførsler af Levnedsmidler og andet.

Hjem kom vi kun for at proviantere og supplere vore Forsyninger af Brændstof og Ammunition. Saadan gik Tiden ret hurtigt, indtil Tiden kom, da ogsaa vor Baad blev ramt af Uheldet. Derom følgende: Det var omkring Midten af Juli. Med vor Baad var vi sat over Nordsøen og laa nu ud for Englands Østkyst for at oppasse eventuelle fjendtlige Skibe. Men det var ligesom om de derovre paa den anden Side var blevet kloge af Skade, eller — monstro de havde faaet Færten af vor Tilstedeværelse? — Der er i Krig jo saa mange hemmelige Kanaler . . . Vi laa nu her paa tredie Døgn, uden at se saa meget som Røgen af en Damper.

Langsomt og stille gled vi op og ned, — »sejlede Vandet tyndt,« som det kaldes i Sømandssproget.

Da der intet var at se efter, lod Kaptajnen Baaden gaa op paa Overfladen. Vejret var herligt og passende varmt, og da Søen var ret rolig, sad eller laa vi nu henslængte paa det ret lille Dæk, hvor vor Kanon var anbragt. Dovent skyllede Bølgerne tæt op ad vore bare Ben. Vi glædede os ved Tilværelsen, røg en Pibe Tobak og lod Snakken gaa. Saadan laa vi og dasede i den herlige friske Luft til ud paa Eftermiddagen.

Klokken var vel hen ad fire — eller saa, da der lød et Brøl: — »Alle
Mand under Dæk! — Fjendtligt Skib i Sigte!«

Paa et Øjeblik var Dækket rømmet, og Baaden begyndte Neddykningen. — Naa, sagde Løjtnanten, der stod og betragtede Havoverfladen gennem Periskopet, den Fyr der er kun en Hundestejle. Dermed mente ban en lille Fiskerbaad, der vel sagtens var undervejs hjem fra Fiskefangst. — Et saadant usselt Trug, mente han, skulde have Lov til at passere. Baaden var jo ikke et Skud Krudt værd. Kaptajn Stamer** nikkede samtykkende, men gav samtidig Befaling til at lade Baaden gaa længere ned, og — saa lidt mere Fart paa, om jeg maa be’!« —

Bedst saadan! — Man kunde jo aldrig vide, hvad det var for en Fyr, ham deroppe. Disse Englændere kunde jo være saa forbandet nysgerrige! — 8 — 10 — 12 og nu 15 Knob,*** meldtes der henne fra  Styrmandens Plads. Dette var for vor Baads Vedkommende den  almindelige Marchhastighed.

Pludselig skete det. — Der lød et Brag, efterfulgt af en skurrende og skrabende Lyd. Baaden rystede og knagede i alle Sammenføjninger.  Jeg tabte Fodfæstet og tumlede mod en eller anden af Baadens  Armaturer og fandt mig liggende paa Baadens Gulv. Bælgravende Mørke! Lyset var gaaet ud.

»Lys — Lys!« — raabtes der. »Kom dog for Pokker med Lys!« Jeg tænkte i mit stille Sind: — »Nu er det ude med dig !«

Længe varede det ikke, før Nødbelysningen va r sat i Funktion. Vi kom igen paa Benene og saa os om. Det viste sig, at Skaderne indenvægs var ret smaa. Pærerne var ved Trykket gaaet sig en Tur.  De blev udskiftede, og Lysanlægget virkede igen upaaklageligt.

Ogsaa Motorerne var i Orden. De gik stadigt og regelmæssigt, som de altid plejede. Indstrømning af Vand hørtes ikke. Baaden havde  tilsyneladende ingen Skade taget ved Mineeksplosionen. Andet  kunde det vist ikke være. Derom var der ingen Tvivl.

Den eneste, der rasede, var vor Skibskok. Alle hans Hylder og Skuffer stod gabende tomme tilbage. Det hele laa og flød paa Gulvet. Selv laa han der ogsaa og gav ondt fra sig, medens han travlt var  beskæftiget med at samle sammen og bringe lidt Orden i Sagerne igen.

»Hvilket Svineri! — Forbandede Uheld!« hørte jeg ham hvisle mellem Tænderne. — Jo, den gode Mand havde sikkert al Grund til at være gram i Hu. — Men, naa, det kommer han nok over!

»Saa stiger vi op,«  raabte Kaptajnen lettet. Han stod henne ved Periskopet, nærved sin næstkommanderende, Løjtnanten. Denne var ved at skrue  Periskopet i Vejret. Et kort Stykke gik det, men — saa vilde det ikke gaa videre.

»Hvad mon der dog kan være i Vejen?« udbrød Løjtnanten og saa op paa Kaptajnen.

— Aa, hvad, hvad skulde der vel være i Vejen! — Lad mig komme til. Kaptajnen har nu taget fat i det store Svinghjul og vil dreje det rundt;  men han kan heller ikke faa det til at virke. De to Mænd staar et Øjeblik og ser paa hinanden. —Hvad nu. Hr. Kaptajn, kommer det spørgende fra Løjtnantens Læber.

— Ja, hvad! Skidtet maa jo paa en eller anden Maade være beskadiget, eller — maaske blot blokeret, mener Kaptajnen, og  vender sig bort for at give en fornyet Ordre. »For Pokker! — Har jeg ikke for længst givet Ordre til Opstigning — hvad?« — Kaptajnen lader til at være irriteret . . . — Pumperne til Tankene er  for længst sat i Gang, kommer det henne fra Førstemaskinistens Bord.

— Ja, ja, men saa op med Kassen da! brummer Kaptajnen fra sin Plads. Men her maa der ogsaa være noget i Vejen, for da jeg kigger hen paa Højdemaaleren, viser den slet ingen Udsving. De to  Officerer har allerede opdaget det. De sidder i en ivrig Diskussion  om Sagen.

Hvad kan der vel være i Vejen? — I Vejen! — Ja, hvad ved jeg. — Et eller andet naturligvis, hører jeg Kaptajnen tøvende give til Gensvar. Jeg synes, at det efterhaanden er ved at blive lidt uhyggeligt for os alle hernede i Baaden.

— Ja, vist er det ærgerligt, men noget maa vi jo finde paa, mener Kaptajnen og klør sig eftertænksomt i Nakken. — Vi kunde jo sende en Mand op, eller . . . — Ja, du har Ret, min Ven! Ja, en Mand maa ud gennem Torpedorøret.

— Sandelig en genial Idé, Løjtnant, siger Kaptajn Stamer helt oprømt.
— Saa er der jo blot tilbage at faa Opgaven løst, d. v. s. at finde den rette Mand, mener Kaptajnen.
— Den rette Mand! — Løjtnanten har rejst sig og tager et hastigt Overblik. Hans Øjne standser ved mig, ser jeg.
— Hej! Halløj. — Der har vi netop den rette Mand til en saadan Tur.
— Aah, Mann in de Tonn! Kom lige herhen. Løjtnanten vinker ad mig, og jeg forstaar, at det er mig, han mener, for Navnet »Mann in de  Tonn« er en Slags Kælenavn for mig her om Bord. Jeg rejser mig fra min Plads og gaar hen til de to Herrer.

— Hør, Ingwersen, vil du gøre mig og os alle en stor, stor Tjeneste?

— Ja, det tror jeg nok, jeg tør love, Hr. Kaptajn.

— Saa vidt mig bekendt, siger Kaptajnen, har du ikke videre nogen Familie udover — naa, maaske en lille Veninde, kommer det lunt. Jeg ser paa Kaptajnen, der har ligesom et forsorent Glimt i Øjet.

— Kort sagt, fortsætter han, vi vil sluse dig ud, hvorefter du kan gøre en Oversigt over den forvoldte Skade og saa iøvrigt se, hvad der kan gøres for at faa Baaden fri, saa vi igen kan komme op og faa lappet sammen paa de muligvis opnaaede Skader.

For mig var det kun et Øjebliks Sag at faa mig betænkt. Ganske vist, det var jo det med, at hvis nu Baaden slet ikke kom op?

— Naa, lige meget! — Jeg slaar til og tilbyder at prøve Lykken.

— Godt, siger Kaptajnen, du er en gæv Gut, Ingwersen.
Naar du nu om lidt glider ud, faar du en Hammer med, og med den  kan du signalisere til os hernede i Baaden. Det øvrige lader vi saa Skæbnen raade for. Han og Løjtnanten trykkede venligt min Haand til Afsked. Der blev en Haandtrykken og en tagen Afsked, før jeg kunde komme af Sted.

Uden en Trevl paa Kroppen krøb jeg ind i det tomme Kammer, der ellers var beregnet til Udskydning af de oplagrede farlige Torpedoer.

Jeg hørte et Smæld, og straks efter tumlede jeg forfjamsket rundt ude i det grumsede Vand. Et Øjeblik kun, saa var jeg klar igen. Jeg fandt hen til Baaden og krøb op paa den. Men hvad var det! — En høj, mørk Væg forude — taarnede sig op over mig. Jeg følte paa Genstanden. — Aa, en Væg, en Trævæg, som Baaden var løbet ind i.

Naa saadan! Ved en nærmere Undersøgelse viste det sig at være Siden af et Træskib, velsagtens et af de mange Vrag, der nu under Krigen uden Mandskab flød rundt. Ikke saa underligt, at Baadens Periskop ikke kunde skydes op, foldet sad fastklemt mod Skibets Side. Jeg skulde vel signalisere. Men først maatte jeg en Tur op. For selv om jeg var en god Svømmer, maatte jeg have Luft, frisk Luft i Lungerne.

Nogle faa Tag, saa stak jeg Hovedet op over Vandet.

— Ah, det gjorde godt med lidt frisk Luft. Jeg opdagede nu, at jeg befandt mig lige i Nærheden af Vraget. Jeg svømmede derhen, krøb op paa Dækket og satte mig godt til Rette for at hvile en kort Stund. Vejret var saa smukt. Solen skinnede og blinkede i de døsigt rullende
Dønninger. Hvor var det dog herligt at sidde her og se ud over det blaanende Hav med de legende Bølger, at føle sig fri — selv om jeg ikke havde en Trævl paa Kroppen.

Men nu ned til Kammeraterne. Hurtigt gled jeg ned langs Vragets Side. Jeg fandt frem til Baaden og begyndte paa Bankningen. Man svarede igen derindefra. Det gik helt godt.

To Gange endnu var jeg nede ved Baaden. Den duvede hid og did med Agterenden, men – løs kunde den ikke komme. Jeg følte mig derfor helt ulykkeligt til Mode ved Tanken om Kammeraterne dernede. Skal de ende deres Liv dernede?

— Nej, sagde jeg til mig selv, det maa ikke ske! De skal reddes! Men hvorledes . . . ?
Der sad jeg mismodig og tung i Sind og grundede over den frygtelige Tragedie, der nærmede sig med hvert Minut, der gik.

— Hvad kunde jeg vel gøre? Nej, dette her var skrækkeligt!

Som jeg sad der i mine triste Tanker, naaede pludselig en Lyd mit Øre. Jeg saa omkring og opdagede et mindre Fartøj, der nærmede sig. Jeg fulgte det en kort Stund med Øjnene, og pludselig slog den Tanke ned i mig, at her kom maaske Redningen!

Det var ikke et Øjeblik for tidligt, for Solen nærmede sig stærkt Horisonten i Vest. Derfor sprang jeg op, skreg og vinkede med Armene for at henlede Baadens Opmærksomhed paa mig. Og sandelig! Nu ændrede Baaden Kurs og satte lige ned mod mig.

Jeg tror, jeg græd ved at se Mennesker, selv om ogsaa det var Englændere. Der var tre Mand om Bord, saa jeg nu, tre skæggede Fyre, der bar tydeligt Præg af at tilhøre Fiskerstanden.

— Hallo, hov, hvad er du for en Fyr, der her driver rundt? spurgte den første paa en Slags Engelsk, efter at de havde fortøjet Baaden. Jeg kiggede op pa a Manden og rystede paa Hovedet. — Jeg vil ærligt indrømme, at fremmede Sprog aldrig ha r været min stærke Side. Det følte jeg nu Savnet af. Mændene deroppe snakkede løs og saa en Gang imellem ned paa mig. Der dukkede nu en anden Mand frem. Han spurgte:
— Hej, du! — Hvad for en Landsmand? — are your a Allemague? Allemague – Germaner – Tysker! Nu forstaar jeg Mændene deroppe.
— Nej, svarede jeg, jeg er saamænd en Dansker fra Danemark,
— Hvad! — Det kundé du have sagt straks, for jeg er nemlig ogsaa Dansker, svarede Manden deroppe; men lad mig se, fortsætter han,  du er — som han kan bande — ingen Dansker!
— Naa, Dansker kan jeg maaske ikke kaldes, men ser du, jeg er da dansk Sønderjyde fra Slesvig. Jeg har ikke af fri Vilje trukket den tyske Trøje paa, men jeg — har gjort Krigen med paa deres Side.
— Ja, det lyder mere sandsynligt, svarede Manden og rakte en Haand frem for at hjælpe mig over i Baaden.

Med et hurtigt Blik saa jeg, at Baaden var camoufleret. Udefra lignede den en fredelig Fiskerbaad, men ellers saa den krigerisk nok ud. Selv en lille Kanon manglede den ikke. Men lige meget, Mændene var flinke, de gav mig baade Tøj og noget at leve af.

Gennem min Ven, Danskeren, forklarede jeg dem, hvem jeg var, og hvorledes jeg nu var havnet her om Bord i deres Fartøj. Jeg fortalte om Kammeraterne, der sikkert længselsfuldt ventede paa Redning dernede i Ubaaden.

— En U-baad! raabte min ny Ven, men hvordan. . .!

Mændene fik pludseligt travlt med at stikke Hovederne sammen, medens Munden gik paa dem. Jeg kunde godt forestille mig deres Tanker. — Mon Manden her — altsaa jeg — var ved at dreje dem en
Knap?

Den ene af Mændene bøjede sig ned og fremtog et Hørerør. Han sagde noget, hvorefter han anbragte Røret paa sin Plads igen. Og saa forholdt de sig igen rolige. Det vil dog sige, at Danskeren en Gang imellem kom med et eller andet Spørgsmaal til mig. Jeg kunde ikke lade være med at grunde over Mændenes tilsyneladende Ro og Passivitet. De stoppede Piberne, tændte dem og forholdt sig ellers rolige, ganske som de ventede paa, at der skulde ske noget.

Dette »noget« viste sig at være et mindre Krigsskib, der lidt efter dukkede frem inde fra Land. Fartøjet havde god Fart paa. I en elegant Bue satte det Kurs ned mod os. Nu laa Skibet der med alle Motorerne i Gang.
Det viste sig at være en af de nye engelske U-baads-Jagere.

Jeg maatte atter til at forklare og opgive Dybden og den omtrentlige Plads, hvor »UE19« laa. Et Par Dykkere blev sendt ned. Snart efter fik de en Wire sænket ned og anbragte den omkring U-baadens Skrog.
Staalwiren strammedes. — Et kort Ryk. — De to Dykkere kom til Syne, og derefter dukkede ogsaa Baaden op af Havets Skød. Et Par Marinesoldater var parate. De hoppede over paa Baaden og stod parate med hævede Rifler. Der kunde jo blive Brug for dem. Hvad kunde ikke nogle desperate Tyskere finde paa!

Nu gled Kappen til Side. Den første, der dukkede frem over Nedgangslugens Rand, var Baadens Chef, den kære Kaptajn Stamer. Den altid nærværende Snadde dinglede i Mundvigen. Han fægtede ogsaa paa Sørøvervis med den ladte Pistol i Luften, dog uden at kunne komme til at gøre Brug af den. Et velrettet Spark fra en af Soldaterme sendte Vaabnet ud i Dybet.

— Av-av! raabte Kaptajnen og svingede med Haanden. Den saa dog ikke ud til at have taget nogen virkelig Skade.

— Aa, sikke Fæhoveder disse Englændere dog er, brummede han arrigt. — Hvad kunde det vel nytte at stritte imod her!

Mismodig steg Kaptajn Stamer ned i Baaden. Ogsaa den engelske Kaptajn var kommet til Syne. Han sagde henvendt til vor Kaptajn — og det paa fejlfrit Tysk:

— Kære Kollega! Det smerter mig, men det skal være mig en udsøgt Glæde at modtage en saa brav Mand her om Bord paa mit Skib; men, fortsætter han: Se nu til at faa Deres Folk op fra Baaden, for Natten stunder til, og vi skal skynde os hjem i Havn.

Fra min Plads saa jeg, hvorledes de kom vandrende op fra Baadens Dyb. Den første er Førstemaskinisten og hans Hjælper. Saa følger den ene efter den anden, og til sidst kommer Løjtnanten med alle Skibspapirerne.
Vor Kok har været saa fornuftig at forsyne sig med et Brød og et Par mægtige Pølser til Turen!

Ja, saa er Krigen da forbi for os, og vi vandrer alle i Fangenskabet.
NB. Kort Tid derefter kunde man i de tyske Aviser læse:—
U-baad UE 19 er efter en heltemodig Kamp mod Fjenden — ikke vendt tilbage —!

DSK-årbøger, 1956.


*) Tyskerne havde ingen ubåd ved dette navn, men en U19, der overgav sig i november 1918, UC19, der blev sænket i december 1916  og UB19, der blev sænket i november samme år.

**) Under 1. verdenskrig skal der kun have været en ubådskaptajn med navnet Stamer, nemlig Heinz Stamer, der havde kommandoen over U98 fra september til november 1918.

***) Der må være tale om marchhastigheden på overfladen, ingen ubåde kunne skyde så høj fart under vandet under Første Verdenskrig, den højeste hastighed neddykket var sjældent over 7-8 knob.

18. juli 1917. Hvid vask med vanskeligheder i Frankrig

Christian Esbensen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste ved RIR 215 på Vestfronten. Han fortæller:

På en brændende varm Solskinsdag i Sommeren 1917 laa Res. Inf. Reg. 215 i Ro bag Fronten i Nordfrankrig. Vort Kompagni havde faaet anvist Kvarter i en lille Landsby. Emil, en Kelner fra Hamborg, og jeg laa i en indelukket Have og dasede i Solen, kun plaget af de smaa, mangebenede „Husdyr”, der tilsyneladende benyttede den ledige Time til at holde Tropperevu paa de mest utilgængelige Steder, hvor man havde de færreste Chancer for at gribe forstyrrende ind i deres Øvelser.

Som ved en pludselig Indskydelse fik vi begge den Tanke, at Vejret var som skabt til at holde Generalafregning med de smaa Plageaander, og Forberedelserne dertil var snart gjort. To Marmeladespande, to Fyrsteder op imod Muren, der omgav Haven, Brænde samlet sammen af Spaantaget fra en Udbygning, der var halvt sammensunket af en Fuldtræffer, og snart flammede en lystig Ild under vore „Gruekedler” med vort Vasketøj, hvori der før havde hersket „rege Tätigkeit”.

Ih, hvor vi glædede os over den blodige Hævn, vi her havde udpønset! — Tiden, der gik med at faa Suppen til at koge, blev dog snart Emil for lang, og mens jeg ogsaa overtog Ansvaret for hans Gryde, gik han paa Opdagelsesrejse. Han kom herved om bag Muren, hvorfra han kort efter kom styrtende tilbage og fremviste en mystisk Masse, som han holdt i den ene Haand. Han raabte: „Krischan! Se her, Klorkalk!”.

„Klorkalk? Ja, hvad med den?” „Du er dum, Krischan, Klorkalk gi’r saadan en hvid Vask!” — Naa, saaledes!

Jeg for i Hast om bag Muren, og, maaske til min Ulykke, fandt jeg i Nærheden af Klorkalken en lille, rusten Kulskovl. Med en snedig Bagtanke om, at min Vask vilde blive endnu mere hvid end Emils, naar jeg brugte et endnu større Kvantum Klorkalk, stak jeg Skovlen saa dybt i Klorkalkbunken, saa jeg fik Topmaal. Jeg hældte flot det hele i min Kedel.

Begge Gryder kogte nu af fuld Kraft, og der var ikke noget Haab for et eneste levende Væsen om at slippe levende ud af denne Heksekedel.

Vi fik efterhaanden travlt med at røre rundt i Gryden, hvis Indhold efterhaanden var blevet hvid som Mælk. Tøjet maatte jo ikke gerne lægge sig for haardt eller for længe paa den tynde Bund i Spanden, som af den stærke Ild var blevet stærkt ophedet. Vi kunde let svide Hul i Tøjet. Med visse Mellemrum stak jeg derfor en Kæp ned under Tøjet for at hæve det lidt ud af Spanden, og jeg var spændt paa, om det snart vilde begynde at blive hvidt.

Det lykkedes trods flere Forsøg ikke rigtigt at faa fat paa Tøjet. Jeg gjorde mig særlige Anstrengelser for at faa det løftet ud, men pludselig opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at Kæppen gik lige igennem Tøjet.

Af det alt for store Kvantum Klorkalk var Tøjet kogt saa mørt, at det bristede ved den mindste Berøring med Kæppen, og med et Udbrud, der helt forskrækkede den stakkels Emil, fik hele Suppedasen en Kommisstøvle i Flanken, saa det hele trillede hen ad Gangstien, mens Emil med et desorienteret Udtryk i Ansigtet udbrød: „Wat is’ denn eigentlich los?“

„Se selv,“ sagde jeg, — og da Miseren nu ogsaa gik op for ham, røg hans Suppe den samme Vej; men selv om hans Tøj næppe havde lidt samme Overlast som mit, var det dog allerede ubrugeligt.

Først da Garderoben saa nogenlunde igen var suppleret op til det normale Omfang, fandt vi Tidspunktet inde til at aabenbare Historien for vore øvrige Kammerater, og jeg behøver vel næppe at gøre opmærksom paa, at vi fik stor Succes med den „hvide Vask.“

DSK-årbøger 1950

17. juli 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

Nogle Dage var der Fare for Gennembrud ved Lomnitza, lidt til højre for os [Der er rod i geografien her, for Lomnica ligger i Galizien, RR]. Bulgarerne blev slaaet tilbage her. Vi havde Tornysteren pakket og sov med Klæderne paa om Natten, rede til Opbrud, hvis det skulde gaa galt. Der blev sendt Heste og Sprængstof ud til Kanonerne. Kunde de ikke føres bort, skulde de sprænges i Luften. Haandgranater blev ogsaa sendt ud til Besætningerne til Selvforsvar, men der blev dengang hverken Brug for det ene eller det andet.

Paa vor Side bestod Infanteriet af Bulgarer, og paa den anden Side af Serbere og græske Venizolister. Vi kom godt ud af det med vore Forbundsfæller og lærte efterhaanden lidt af Sproget, og ved Tegn og Fagter kunde vi nok gøre os forstaaelige for hinanden. Da vi altid var sultne, fik vi tit en Bønnesuppe eller et Majsbrød af dem.

Mange af dem havde ingen Støvler, men gik med Klude svøbt omkring Benene. De af dem, der havde tyske Militærstøvler, havde skaaret dem af i Vristen for at faa Plads til Kludene.

Helt stole paa dem kunde vi nu ikke, for de vilde stjæle vort Undertøj, naar vi havde haft Storvask og været saa letsindige at lade det hænge ude om Natten. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det kunde tørres i Løbet af kort Tid. Solen skinnede Dagen lang fra en skyfri Himmel hele Sommeren igennem. Kun een Gang var der Optræk til Uvejr, men det blev kun til lidt Hagl.

Vi døjede meget med Varmen. Midt paa Dagen holdt vi os i Skyggen og fik Tiden til at gaa med at iagttage Flyverkampene, som jævnlig fandt Sted. Naar en Flyver blev skudt ned, blev Maskinen straks tilintetgjort af fransk Granatild, ogsaa, hvis det var en af deres egne.

Byen Gevgeli blev ogsaa af og til beskudt med det svære Skyts. Det var en smuk By med røde Tage mellem grønne Træer. Den var selvfølgelig rømmet, og der laa kun faa Tropper i den. En Fabrik var skudt i Grus, antagelig et Silkespinderi, da der her i Omegnen saa ud til at have været en blomstrende Silkeindustri. Det fremgik af de ret store Morbærplantager, der fandtes her, og hvor Silkeormene holdt til.

Vest for Byen laa den gamle romerske Hærvej, som vi var kommet ad, og Øst for Byen laa Jernbanestationen, hvor i Fredstid Orientekspressen for forbi. Den var selvfølgelig ude af Drift og ogsaa delvis skudt i Stykker. Kun ud til et Sted Nord for Byen gik der Motortog med Vogne fyldt med Materiale til Stillingerne. Man kørte kun om Natten, og det gik i en Fart med at faa Vognene tømte.

Inden vi fik en Løbegrav lavet, var det livsfarligt at vove sig ind til Byen om Dagen, og med Spænding har vi tit set Bulgarere eller nogle af vore løbe for Livet, springende fra Hul til Hul i det granatoppløjede Forland. Franskmændene morede sig ligefrem med at skyde efter enkelte Personer. Det var en almindelig Antagelse, at man var sikker i et Granathul, da der ikke kunde ske to Nedslag paa nøjagtig samme Sted. Om denne Teori har holdt Stik, er jeg ikke helt sikker paa, men i hvert Fald gjaldt det jo altid i en saadan Situation om at gøre sig saa lille som muligt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

16. juli 1917. Romance, rivaler – og mere hvidløg i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

(… fortsat)

Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.

Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.

Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.

Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.

Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”

Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.

Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.

Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.

Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.

Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.

Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.

Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!

Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.

Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.

Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Kla­gekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.

Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de end­nu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hen­des Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.

En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.

Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.

DSK-årbøger, 1942

15. juli 1917. Hvidløg og væggelus i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

„Lilika” – Minder fra Rumænien

1917. Fra Toppen af de iskolde Karpater var vi med det første Tøbrud steget ned til den rumænske Slette, hvor vi en kort Stund nød den lune Foraarssol

Ploestis mange Oliekilder brændte endnu, da vi drog forbi dem, og det imponerede os, at finde de store Oliebeholdere saa langt borte fra deres Oprindelsessted. De var eksploderet og gennem det voldsomme Trykslynget gennem Luften — og laa nu her, flere hundrede Meter borte, i de endeløse Majsmarker som store, sammenkrøllede Blikdaaser.

Fronten blev stabiliseret ved Sereth-Floden, længere syntes Generalstaben ikke at ville trænge frem, og vi var yderst fornøjede med det. Efter Foraarets milde Luft var nu Sommerens Hede kommet, en Hede, der gjorde os sløve.

Feltlazaret Nr. 15 blev installeret i Gugesti, og Opsamlingsstedet, hvortil jeg hørte, blev lagt fem Kilometer bag Fronten ved Focsani, hvor vi slog vore Telte og Barakker op.

Hidtil havde vi ikke haft for megen Tid til at studere den rumænske Befolkning. Fremmarchen var jo gaaet saa hurtigt, at vi kun saa de uendelige Strømme af ulykkelige Flygtninge. Nu til Gengæld fik vi dem paa nært Hold.

Jeg lærte hurtigt at skelne mellem de Rumænere, der bar Skjorten uden for Bukserne, og dem, der bar dem inden for. Saa utroligt det lyder, saa var det nu dem, der bar Skjorten udenfor, som var de mest sympatiske, mest renlige og tiltalende.

Jeg glemmer aldrig den første Nat, hvor jeg var indkvarteret hos en rumænsk Bonde, en af dem der bar Skjorten i Bukserne.

Huset var af Lerjord. Taget af Majshalm, og foran Indgangen fandtes en faldefærdig Træveranda. Paa Afstand saa det meget romantisk ud. En stor, halvnøgen Børneflok legede i Skyggen af Verandaen, og nogle Kvinder i farverige Bomuldskjoler, barbenede og med et Udseende som typiske Zigeunere, sad og lappede Tøj. Husets Herre, med et vældigt Fuldskæg, bar trods den store Varme en Pelshue paa Hovedet. Hans snavsede Skjorte var godt fedtet i Halslinningen, hvorfra han altfor ofte, men med en sikker Haandbevægelse, fangede smaa Medbeboere. Han bar en kort, blaa Jakke og saa de mægtige vide Benklæder.

En saa stærk Hvidløgsduft, som her kom mig i Møde, var jeg dengang ikke vant til. Den var saa stærk, at den ligefrem generede mig. Da man havde anvist mig mit Værelse og jeg saa, at der ikke fandtes nogen Dør mellem mit og Familiens kombinerede Sove- og Opholdsstue, blev jeg ikke saa lidt eftertænksom.

Pyt med Inventaret og med Sengen, der kun var en Træbænk, jeg havde jo mit eget Uldtæppe med; men at være indkvarteret hos M ennesker, hvis Sprog og Sindelag jeg overhovedet ikke kendte, og som hele Tiden talte og talte til een med den eneste Virkning, at jeg blev mere og mere utilpas af den stærke Hvidløgsduft, der med hver Ordstrøm lagde sig om mine Aandehuller, nej, jeg havde helt tabt Humøret, og min Higen efter Romantik var blevet betydelig reduceret.

Det blev ikke bedre om Natten, da jeg skulde sove. Luften i mit Rum var uudholdelig, og gennem den aabne Dør til Familiens Fællesrum kunde jeg se Bedstemoder, tre voksne og seks Børn ligge paa Gulvet paa Straamadrasser. Tøjet havde de beholdt paa, og jeg gjorde det samme, hvad jeg ikke kom til at fortryde.

Knapt havde jeg rullet mig i mit Tæppe og slukket Lyset, før jeg fik Besøg af smaa, flade Væsener, der i en lang Stribe kom marcherende fra Naborummet. De prøvede paa at faa Indgang til min Krop gennem Buksebenet og Halslinningen. Jeg tog resolut mit Tæppe og flyttede udenfor paa Verandaen. Her var Luften i det mindste renere, og træt overgav jeg mig til Søvnen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1942

Zeppelintur 21. august 2017: På sporet af luftens giganter!

4+ er en række tilbud og ture i ugen op til Tønder Festival. Man behøver ikke at være festivalgæst for at deltage.

Denne tur er en naturlig forlængelse af sidste års 4+ tur, der hed ”På sporet af 1. verdenskrig”.

I år vil turen have et langt større fokus på Tønders unikke og helt fantastiske Zeppelin historie under 1. verdenskrig – altså en hel dag dedikeret til Zeppelinerne, Zeppelin Museet og terrænet omkring museet.

Turen indledes i Bachmanns Vandmølle (Visemøllen) med et foredrag med René Rasmussen fra Museum Sønderjylland med billeder, der fortæller om den tysk-britiske flåde-rivalisering og baggrunden for selve Zeppelin-byggeriet i Tønder.

Tyske slagkrydsere i Jyllandsslaget 1916
Slagkrydseren Derfflinger i havn efter slaget

Derefter kører vi til ud til Zeppelin Museet, hvor Manfred Petersen og Erling Tychsen fra museet samt René vil vise rundt og fortælle om historiske facts gode historier og anekdoter fra livet på basen.

Frokosten leveres af Klostercaféen og indtages i en pavillon ude i terrænet.

Efter frokosten følger en spændende rundvisning ude i Zeppelin-områdets terræn, hvor der kan ses spor efter de gamle hangarer, som rummede de gigantiske Zeppelinere.

Postkort af Tønder Luftskibsbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Turen afsluttes med kaffe og lækker kage, inden vi kører tilbage til opsamlingspladsen foran Tønder Kunstmuseum.

Prisen på 325,- er inkl. bus tur/retur, entré på Zeppelin Museet, guide, frokost, kaffe og kage.

Køb billet her på Tønder Festivals hjemmeside

Guide, René Rasmussen, fortæller her, hvad der bl.a. er i vente af spændende fortællinger og oplevelser.

Turen omfatter foredrag, bustur, museumsbesøg og guidet tur på det gamle baseterræn.

Køb billet til turen via Tønder Festival’s hjemmeside.

 

10. juli 1917. To sønderjyske sygeplejersker gået over grænsen

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Over grænsen

Poul [?] meddeler, at for nogle dage siden er to unge piger gået over grænsen. De kom fra Skærbæk og er et stykke af vejen gået gennem havet langs kysten. Den ene er sygeplejerske (og siges at have jernkorset) har været ved fronten og nu i nogen tid hjemme på grund af nervøsitet; hun tjener nu hos direktør Helle; den anden har også fået tjeneste her i byen.

Den førstnævnte er forlovet med en tysk underofficer, og han havde søndag den 8. juli om aftenen den dristighed at gå over grænsen i fuld uniform med [?]og helt ned til Ribe for at formå kæresten til at vende tilbage, hvad hun dog ikke ville. Han gik så tilbage igen ganske uantastet. Han skulle jo have været sat fast og interneret.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

10. juli 1917. Ved Arras: “Vi sprang op og løb frem, løb for livet”

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Forplejningen, som vi fik, var ikke den bedste, og det kostede altid Menneskeliv at faa den frem.

Efterhaanden var der gaaet ni Døgn,  og vi var ikke blevet afløst endnu.

Det var for Resten ogsaa  vanskeligt at faa Afløsningen frem.

Ved Mørkets Frembrud skulde vi igen paa udsat Post. Det var tavse mænd, der traskede fremad, og Nerverne var ved at komme i  Uorden. Vi syntes, at det Hele var ét Kaos. Jeg fik Ordre til at hente  Haandgranater, men hvor de skulde hentes, anede jeg ikke. Jeg fandt  heller ingen, men jeg fik den tanke at prøve at komme bort, mens Tid var.

Jeg mødte en Soldat, som var saaret i Benet. Vi prøvede at komme  ud af denne forfærdelige Trommeild. Ved Daggry var vi naaet saa langt, at vi var naaet ned i en Lavning, som blev krydset af en Vej,  men der var sat en Bom tværs over Vejen. Den ene Salve faldt efter  den anden. Vi skulde nødvendigvis igennem her. Vi blev enige om, at  saa snart der kom et lille Ophold i Skydningen, skulde vi tage  Chancen.

— Og nu kom der en lille Standsning. Vi sprang op og løb frem, løb for  livet, indtil den næste Salve kom. Hurtigt søgte vi Dækning i et Granathul, og saa snart der var Lejlighed til atter at løbe, styrtede vi frem.

Jeg slap fra det med Livet i behold.

Et par Dage senere kom det store  Angreb. Regiment 163 blev revet op, og kun faa kom tilbage.  Blandt dem, der satte Livet til, var min gode Kammerat Mikkel  Petersen fra Hjerpsted.

DSK-årbøger 1960

10. juli 1917. “Det er kniberi og småtteri over alt i denne tid.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang tirsdag morgen d. 10.-7.-17

Vi siger alle tak for turen i søndags. Pigebørnene sov lige igennem til kl. 11 i går formiddag. Så var de svært godt tilpas og fortalte om deres oplevelser.

Kirsten-Grete var ellers ikke rigtig tilfreds, da vi kørte efter Tinglev til. Da gik det først rigtig op for hende, at vi ikke havde far med: Jamen moe, min lille fae skull da væt mæ vos hjem og sie æ lille føl. – Håber du kommer snart. Mon vi skulle få lov at mødes d. 12. som for år tilbage?

Nu [skal] Kresten i skole og [have] brevet med. Hav det godt og vær kærlig hilset af os alle.

Din egen Kirsten.

Tirsdag aften.

Har gået ude ved hestene og kælet for dem. Først bringe Frits hjem i stald. Han står for sig selv – har ikke hilst på føllet endnu. Så har jeg været henne ved Lotte og føllet med lidt havre. Har i dag selv forlangt at give den, da vi kun har grumme lidt, og jeg kunne se, at når Wilhelm skulle råde, fik det for tidligt ende, og vi skal have lidt til den, når den skal gå for bindere. Frits får slet ingen havre, og Lotte kan ikke få det kvantum, den efter loven tilkommer i denne tid. Det er kniberi og småtteri over alt i denne tid.

Her var en fremmed soldat. Han syntes godt om den kost her på landet med lidt mælk og grød. Var fra storbyen og var ude for at fægte lidt gryn til at sende hjem til kone og børn. De stakler. Man ved slet ikke, hvordan man skal slippe af med dem. Der er slet ikke en eneste uge vi er fri for folk, der vil købe eller tigge – og det er rundt om de kommer – mest folk fra byerne. Man forstår slet ikke, hvad det hele skal ende med.

Vi har fået en hel protokol at udfylde på flere sider om alt muligt, hvad vi har og ikke har, folk og fæ og alle mulige slags kornsorter, om så det er ærter og bønner i haven siger de skal med. Så det er ikke uden grund bønderne ængstes for, hvordan man skal fodre til vinter.

Halm bliver der kun lidt af i år, og skal vi så afgive alle kornsorter af enhver art, så kommer dyrene til at sulte endnu mere end i fjor.

Iskov [nabo som også er indkaldt/KM] er jo hjemme. Han sagde, at han blev nødt til at sælge mindst 4 køer. Det er kjøvt nok at skulle skille sig af med sine gode kreaturer, som det har kostet så mange års arbejde at få så gode og ydedygtige som muligt. De mener, vi bliver nødt til at slippe et par inden vinter. Kvier og køer synes jeg ikke godt vi kan slippe flere af, nu der er udsigt til at vi kan komme lidt i gang med vor gamle stamrace igen – og så skal sælge. Det synes du sikkert heller ikke om.

Hvad mon det bliver til med ansøgning om orlov? Jeg er ved at tabe troen på det hele. Verden er så fuld af løgn og bedrag for tiden, så man kan ikke fæste lid til menneskers udsagn mere, om de end lyder troværdige.

Tækkemanden spurgte til tag og tækning i forgårs; men jeg vidste ikke besked ud over, at vi har tag til tækning og store huller på huset.

Nu må jeg slutte. Det er skoletid, og jeg skal i roerne med min hakke. Vor nabo kom nok fra Berlin i går [Kloppenborg/KM].
K. h. K.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

9. juli 1917. Hårdkogte frontsoldater og kogte kartofler: Sådan en Blödmann-Hollweg!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En hel del af den jord, der hørte til landsbyen, hvor vi flere gange lå i “ro”, blev drevet kollektivt af tyskerne. Der blev, så vidt jeg husker, kun dyrket kartofler.

Da de tyske tropper hele vinteren 1916-17 næsten ingen kartofler havde fået at spise, er det indlysende, at de store kartoffelmarker i juli måned havde soldaternes store interesse. Det var selvfølgelig strengt forbudt at “besøge” disse marker, men det var omtrent som at forbyde en ræv at stjæle høns.

Hver nat gik et par mand på rov, og de nye kartofler smagte dejligt og var et kærkomment tilskud til den mad, vi fik udleveret fra feltkøkkenet. Der blev pligtskyldigst afleveret en portion til løjtnant Knutz’ oppasser, og løjtnanten spurgte aldrig om, hvor de kom fra. Ortskommandanturen opdagede jo hurtigt, at der gik svind i kartoflerne, og nogle bevæbnede landstormsmænd blev sat til at holde vagt ved dem.

En nat blev Gefreiter Bruder standset af en nævenyttig vagt – de fleste vendte ellers ryggen til – og Bruder blev indberettet til regimentet, der jo var nødt til at straffe manden. Det blev til “drei Tage Mittelarrest” – i hans papirer. —

En dag ved morgenappellen blev Bruder beordret tre skridt frem foran fronten, og dommen blev oplæst af løjtnant Knutz, mens kompagniet stod ret. Da dette var sket, spurgte løjtnanten Bruder, om han nu også vidste, hvorfor han havde fået de tre dage. Svaret faldt prompte:

– “Jawohl Herr Leutnant, weil ich mich hab’ schnappen lassen” (Javel hr. løjtnant, fordi jeg har ladet mig snappe). Løjtnanten svarede også omgående:

– “Das sagten Sie, und nicht ich” (Det sagde De, og ikke jeg). Så var højtideligheden overstået. Der blev stadig spist kartofler – også af løjtnanten.

Et par dage efter – det var mørkt, så det må have været sent på aftenen, sad en mand i vort kvarter og kogte kartofler på sit spritapparat. Vi var alle sammen gået til køjs. Kartoffelkogeren var berliner, han hed Ennulat og var i det civile liv “Kohlentrimmer” (fyrbøder) på slæbebåde i kanalerne omkring Berlin. Han var ikke ret stor, højst 165 cm, men skulderbred. Hans hals var ganske kort og hans arme temmelig lange, så han lignede en gorilla, det hele var et stort muskelbundt.

Han var en god frontsoldat og en mægtig god kammerat; men alle var klar over, at man ikke ligefrem skulle træde ham over tæerne, det havde v i set beviser nok på.

Som Ennulat sad dér og stak i sine kartofler med en kniv , gik døren op, og Feldweblen kom ind. Ennulat blev roligt siddende.

– “Rejs Dem op, når jeg kommer ind,” brølede Feldweblen, hvortil Ennulat svarede:

– “Jeg er træt, hr. Feldwebel.”

Denne var nu kommet helt hen til Ennulat og opdagede, at han kogte kartofler.

– “Hvor har De kartoflerne fra?”

– “Dem har jeg købt,” svarede Ennulat helt roligt, mens han stadig sad og stak til kartoflerne.

Feldweblen gik nu fuldstændig over gevind, han råbte og skreg, så de, der ikke allerede var vågne, blev det; men vi blev selvfølgelig liggende, som om vi sov, så der ingen vidner var. Vi kendte Ennulat og var klar over, at han var i krigshumør. Hvad Feldweblen alt galede op om, kan jeg ikke huske, men han sluttede af med at sige, at han nok skulle sørge for Ennulat.

Da rejste Ennulat sig endelig, stak hånden i lommen, og da han tog den frem igen, lå hans lille 7,65 pistol i hans flade hånd. Den holdt han op under næsen på Feldweblen og sagde ganske roligt:

– “Der er ingen, der skal snappe mig, fordi jeg hugger kartofler, og der er heller ingen, der skal ’sørge’ for mig, hr. Feldwebel. Dem wird es schief geh’n” (Ham vil det gå skævt). Feldweblen, der trak sig baglæns tilbage efterfulgt af Ennulat, nåede hen til døren og forsvandt skyndsomt.

Der var ingen af de “sovende”, der mælede et ord. Ingen havde hørt noget. –

Ennulat gik langsomt tilbage til sine kartofler og spiste dem, rejste sig derpå og strakte sig dovent, mens han mumlede temmelig højt mellem tænderne: »So ein Blodmann-Hollweg.« (Det var en omskrivning af Bethmann Hollweg , navnet på den tyske rigskansler). (…)

Optrinet fik ingen følger ud over, at Feldweblen næste morgen ved appellen sagde følgende:

– “Jeg ved, at der i kompagniet findes folk, der for en fedtemad er i stand til mit kaltem Blut einen über’n Haufen zu schiessen” (med koldt blod at nedskyde folk ).

Vi grinte militærisk – det vil sige uden at fortrække en mine.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Historier om Danmark: På sporet af 1. Verdenskrig på Zeppelinbasen ved Tønder 9. juli 2017

Historier om Danmarkkommer med Peter & Solvognen” til flyhangaren ved Zeppelinbasen i Tønder.

Mødested: 

Zeppelinbasen ved den gamle flyhangar i Soldaterskoven, Ribelandevej 58H (kørselsvejledning nederst på denne side)

Vært: Museum Sønderjylland, Zeppelin- og Garnisonsmuseum, Støtteforeningen for Zeppelinbasen og Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune.

Besøg eller genbesøg Danmarks tydeligste spor fra 1. verdenskrig og den tid, hvor luftskibet var et militært trumfkort.

Oplev resterne af den historiske luftbase og se, hvor de gigantiske Zeppelinhangarer stod.

FRI ENTRÉ!

Peter tager imod i Solvognen (foto: Tobias Fonsmark)

Solvognen er dagen igennem omdrejningspunkt for en række aktiviteter for børn og voksne.

Udførligt program nedenfor!

Peter & Solvognen under vejs til Tønder … (foto: Tobias Fonsmark)

Solvognen byder desuden på kaffe, lege og genstande, man må røre ved.

Oplev også danmarkshistorien gennem Virtual Reality eller del en historie fra din familie i campingvognen.

Du kan desuden møde soldater og jagerpiloter fra historieformidler gruppen Westfront 1916 , der med historikeren Kaare Johannesen i front også vil vise deres uniformer frem på den røde løber.

Westfront 1916
Westfront 1916

Mød også filmproduceren Ronnie Fridthjof (“Armadillo”), der barsler med en ny storfilm om en sønderjyde i Første Verdenskrig (baseret på Karsten Skovs roman “Knacker”). Det er Amanda Rokkjær Munksgaard fra P4SYD, der interviewer.

Du kan også møde forfatteren Sune Wadskjær Nielsen, der har skrevet den  anmelderroste bog “Dansksindet under Ørnebanneret” om Johannes Christensen fra Visby ved Tønder. Johannes Christensen var med Regiment 84 ved Verdun, men besluttede sig for at desertere til Danmark. Det er Amanda Rokkjær Munksgaard fra P4SYD, der interviewer.

Desuden kan du møde en stand med Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord, der fortæller om deres arbejde med forsvarslinjen fra Første Verdenskrig.

Også Historisk Samfund for Sønderjylland er til stede og sælger bogen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” til specialpris. Bogen, der udkom første gang i 2006, er netop blevet genoptrykt efter at have været udsolgt længe.

Dagens program

Kl. 7-9.15: Mød Solvognen står ved Guldbageren i Tønder.

Kl. 10.00 :Solvognen er dagens samlingssted ved flyhangaren på Zeppelinbasen. Borgmester Henrik Frandsen byder velkommen.

Kl. 10.15: Mød soldaterne fra Westfront1916 hele dagen.

Kl. 10:30-11:45: Rundvisning på Zeppelinterrænet ved Manfred Petersen (leder af Zeppelinmuseet).

Kl. 10.30-11:00: Westfront 1916 optræder med historiker Kaare Johannesen : “De Sidste Riddere – jagerpiloter under 1. Verdenskrig”.

Kl. 11.00-11.30: Interview på Solvognens scene med forfatter Sune Wadskjær Nielsen om bogen “Dansksindet under ørnebanneret”.

Kl. 11.00-14.00: Giv det videre! Erindringsindsamling i Solvognen  ved Gl. Tønder Lokalhistorisk Arkiv.

Kl. 11.30-12.00: Interview med Ronnie Fridthjof (“Armadillo”), producer på den kommende store spillefilm om Sønderjyder i Første Verdenskrig.

12.00-12.30: Musik på Solvognens scene med Lars Grønlund: Sange om 1. Verdenskrig.

12:30-13.30: Rundvisning for gangbesværede ved Tenna Rejnholt Kristensen, Museum Sønderjylland.

12.30-13.30: Westfront 1916 optræder med historiker Kaare Johannesen: “Soldaten og hans Udstyr – en revue over den tyske soldat anno 1914-18”

13.30-15.00: Rundvisning på Zeppelinterrænet ved Manfred Petersen (leder af Zeppelinmuseet).

13.30-14.30: Rejs ind i Danmarks historien – prøv et par VR Briller

15:00: Tak for i dag!

Ingen behøver at sulte eller tørste: Hagge’s Musik Pub sælger øl og grillpølser ved en bod ved flyhangaren!

Westfront 1916

Kørselsvejledning: Tag rundkørslen ved Tønder Nord og følg Ribe Landevej ind mod Tønder. En grusvej fører ind mod “Soldaterskoven”. Flyhangaren er ved den røde pil på kortet neden for.

NB: Der er ikke mange parkeringsmuligheder på pladsen foran flyhangaren, så man skal regne med at gå et stykke.

Postkort af Tønder Luftskibsbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Der er stadig masser af spor efter de store haller
Den gamle flyhangar fra 1915/16

 

 

 

8. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den russiske Kerensky-offensiv på østfronten, der i løbet af de første dage gennembryder østrigernes linjer flere steder og tager tusindvis af krigsfanger. På hjemmefronten i Tyskland er der i rigsdagen stigende mistro til den militære ledelses forsikringer om, at den uindskrænkede ubådskrig ville tvinge Storbritannien ud af krigen – intet tydede på, at det var sandt. Men Tyskland er på dette tidspunkt af krigen i praksis et militærdiktatur med Erich Ludendorph i spidsen.

Vatikanet forsøger at mægle mellem stormagterne – men forgæves., Og i Mellemøsten rykker de arabiske oprørere fremad ved Det røde Hav.

6. juli 1917. Handlekraftig kvindelig flygtning ved Cambrai

En anonym sønderjysk soldat fortæller

En resolut Moder.

I Sommeren 1917 var jeg tildelt et Artilleriregiment ved Vestfronten, og herfra fik jeg Orlov i fjorten Dage, for at jeg kunde besøge min Kone og mine Børn herhjemme. Jeg var ovenud glad, og sammen med fem andre Kammerater, der ogsaa skulde paa Orlov, begav jeg mig paa Vej til vor nærmeste Jernbanestation, Cambrai.

Bagagen var tung, og Vejen var lang; men det gik jo hjemad. Vi var alle i godt Humør og kom ogsaa omsider til Cambrai; men her blev vi rigtignok forbavset, for det viste sig, at Banegaarden og hele Omraadet omkring den var blevet fuldstændig ødelagt under et allieret Flyverangreb Dagen i Forvejen.

Englænderne havde et Par Dage i Forvejen nedkastet Flyvesedler og anmodet Civilbefolkningen om at fjerne sig; men de tyske Militærmyndigheder troede ikke paa Alvoren i denne Advarsel. Man havde før været ude for lignende Flyvesedler, uden at der var sket noget; – men nu var det altsaa sket, og det endda grundigt.

Soldaterne, vi talte med, fortalte os, at der havde været henved halvtreds engelske Flyvemaskiner over Maalet, De havde nedkastet baade Spræng- og Brandbomber, og Virkningen havde været frygtelig. Ikke blot selve Banegaarden var blevet ødelagt, men ogsaa hele Togstammer laa knuste og væltede omkring. Vi saa et Krater, det største, jeg nogen Sinde har set. Det var tragtformet og var seksten Meter dybt. Man fortalte os, at der paa dette Sted havde staaet en Togstamme, i hvilken der fandtes en Vogn, der havde været læsset med Dynamit. Alle Ruder i Banegaardens Omegn var knust, og paa mange Bygninger var Murene enten væltet eller havde slaaet Revner. Man var endnu ved at bære Ligene af saavel Civilister som Soldater bort.

Nu var det naturligvis umuligt at kunne tage med et Tog fra Cambrai; men vi fik at vide, at Togene udgik fra et Sted uden for Byen. Der var altsaa ikke andet at gøre end at finde ud til dette Sted. Det var ikke blot os, der var paa Vej derud, nej, hele Byen var i Oprør og banede sig Vej fremad gennem Byens Gader.

Det var vanskeligt at komme fremad, og da vi først var kommet uden for Byen, søgte vi bort fra de trafikerede Veje og slog ind over de Marker, der grænsede op til Jernbanelinien.

Det var et overordentlig sørgeligt Skue, vi blev Vidne til. Hvor man end saa hen, mødte vort øje Flygtninge og atter Flygtninge. De medførte alle deres nødvendigste Ting, navnlig Klæder Sengetøj og Levnedsmidler, Enkelte havde læsset deres Ejendele paa Trækvogne, Trillebør eller Barnevogn, og da heller ikke de kunde komme frem paa Vejene, men maatte søge ind over Markerne, maatte der umenneskelige Anstrengelser til for at klare Strabadserne.

Vi saa da ogsaa, at enkelte Grupper maatte give op. De slængte sig afkræftede ned paa Jorden, for under et Hvil at samle nye Kræfter. Med triste øjne og sørgmodige Blikke spejdede de tilbage mod Byen, mod deres Hjem, som laa i Ruiner, det Hjem, de havde holdt af, og som de nu saa pludseligt maatte forlade. Mange græd ustandseligt, og mange var blodige af Saar og Skrammer.

Endelig øjnede vi Røg fra et Tog forude. Vel var vi trætte; men vi masede alligevel fremad med vor tunge Oppakning, for det gik jo hjemad. Og saa naaede vi da endelig Toget.

Man saa tydeligt, at ogsaa det havde oplevet Bombardementet i Cambrai. Vognenes Ruder var knuste, og Vognenes Sidevægge var gennemhullede af Bombesplinter. Da vi ankom til Toget, var det allerede overfyldt af Rejsende. Ikke blot Kupeerne og Gangene var propfulde af Mennesker, men ogsaa oppe paa Taget havde mange, baade Civilister og Soldater, taget Plads; ja, endda paa Trinbrædderne sad der Soldater. De skulle ogsaa paa Orlov, og deres Tornistre havde de spændt fast paa selve Vognen. Der var absolut ingen Plads til os; men – da vi fik øje paa Røgen fra et Tog ude i det fjerne, slog vi os til Taals, for der blev sagt, at ogsaa det var beregnet til at bortfjerne Soldater og Flygtninge.

Trætte, som vi var efter vor lange Marchtur, lagde vi os ned paa en Skrænt over for det holdende Tog. Vi fik lidt Brød frem og fik saa Tiden til at gaa med at betragte det myldrende Liv i det overfyldte Tog og den store Strøm af Flygtninge, der stadig ankom inde fra Byen.

Jeg havde længe lagt Mærke til en Kvinde. Hun kunde vel være omkring ved tredive Aar. Da hun ankom ved Togets Holdeplads, havde hun en Barnevogn med. I denne laa et lille Barn, som græd højt og gennemtrængende. Paa Ryggen bar Konen en stor Bylt med Sengetøj, indsvøbt i et Lagen, og en lignende Bylt havde hun stablet op paa Barnevognen.

Konen var stor og stærk. Hun havde kulsort Haar, der var slaaet ud og hang ned over Skuldrene som en Manke. Paa Blusen og paa Nederdelen var der flere Blodpletter, men hun gjorde ikke Indtryk af at være saaret. Saa snart hun naaede hen til Toget, kastede hun begge sine Tøjbylter ned paa Jorden, hvorefter hun med hurtige Skridt gik hen til Vogndøren.

Forperronen var stopfuld af Civilister og Soldater. Hun tog et kort Overblik over Situationen, men saa entrede hun pludselig Vognen, og med en Energi, der søger sin Mage, begyndte hun puffende og stødende at mase sig frem; hun borede sig igennem Mængden, skubbede og fejede alle til Side, samtidig skændte og raabte hun. Jeg forstod desværre ikke, hvad hun raabte, for det var jo paa Fransk; jeg vilde ellers gerne vide, hvad hun raabte op i Ansigtet paa dem. Jeg fulgte hende med øjnene, og i Løbet af faa Øjeblikke var hun sandelig naaet hen til et Vindue i Sidegangen, og i endnu kortere Tid havde hun fejet de Mennesker, der stod der, bort.

Selve Ruden var borte med Undtagelse af nogle store Glasskaar i Underkanten. Nu lagde jeg Mærke til, at hun rakte begge Hænder op og prøvede de Garderobekroge, der almindeligvis er anbragt paa begge Sider af Vinduet. Hun prøvede deres Bæreevne, og Resultatet maa (71) have været tilfredsstillende, for pludselig skyndte hun sig, stadig raabende og puffende, ud af Toget igen og hen til Barnet og Bagagen. Her halede hun to Lagener ud, masede atter ind i Vognen og hen til Vinduet, hvor hun fæstnede et

Lagen til hver Vindueskrog. Med stærke Ryk prøvede hun deres Soliditet og hængte dem saa ud ad Vinduet. Saa atter ud. –

Togpersonalet, baade franske og tyske Konduktører, gik just langs med Toget og opfordrede Passagererne til at fjerne sig fra Tagene, da det ved Kørselen gennem lave Tunneller var forbundet med Livsfare at opholde sig paa saa udsatte Steder. Alle, der sad paa Trinbrædderne, fik en Henstilling om at holde godt fast. –

I Mellemtiden havde den energiske, kvindelige Flygtning taget sit stadig grædende Barn frem af Barnevognen og lagde det ned paa nogle Tæpper paa Jorden, saa halede hun Barnevognen hen til Trinbrædtet under Vinduet, løftede den op og klemte Hjulene paa Vognens ene Side ned bag Trinbrædtet, bandt med Lagenenderne Vognen fast, prøvede Bæreevnen, snuppede sit Barn og pakkede det ned i Vognen igen, samlede sine Ejendele sammen igen i to Bylter, løftede dem op, saa den ene hang paa Ryggen og den anden paa Brystet, og saa fejede hun igen ind igennem Menneskemylderet i Toget og hen til Vinduet.

Denne Gang gik det dog næppe saa hurtigt, som de andre Gange. I dette Øjeblik satte Toget sig langsomt i Gang. Jeg saa endnu, at hun aabnede for Blusen, blottede sit Bryst, lænede sig ud af Vinduet, løftede Barnet op af Vognen og gav det Bryst. – Ja, det var kun en Flygtning, en enlig Kvinde; men hun var resolut og uforfærdet, og jeg har ofte tænkt paa hende med Beundring.

DSK-årbøger 1950

5. juli 1917. Morse-øvelse i 600 meters højde.

A.P.  Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

(… fortsat)

Engang sagde Hancke til mig, om jeg ikke havde Lyst til at komme med til Vejrs og se, hvorledes mine Kort saa ud i Virkeligheden deroppefra. Stor Lyst har jeg nu aldrig haft til det, for jeg var bange for, at det skulde føre mere med sig; men en Dag fik vi Ordre fra Divisionen, at vi skulde stige op Kl. 14 og iagttage nogle Blinkforsøg i Morsealfabetet, der vilde blive gjort med Spejle og Lys fra første Skyttegravslinie. Man vilde forsøge, om man kunde etablere en Forbindelse bagud fra 1. Linie i Tilfælde af, at Telefonledninger og andre Meddelelsesmidler svigtede. Jeg gav Ordren videre til Løjtnanterne, og Hancke blev den, der skulde gaa op.

Jeg sagde da til ham, at jeg i dette Tilfælde godt kunde have Lyst til at gaa med op. Det fik jeg saa Lov til, og vi begav os ned paa Ballonpladsen, hvor vi besteg Gondolen, fik spændt Remme om Livet og Skuldrene og blev fastgjort til hver sin Fald­skærm, der hang paa en Stang, som ragede ud paa hver sin Side af den Ring, der samlede de Reb, Gondolen hang i. Saa blev der givet Ordre: „Ballon hoch,“ og langsomt gled vi 600 m lodret i Vejret.

Det er en underlig Følelse at staa i saadan en spinkel, kurveflettet Kasse, som kun er 0,90 x 0,90 x 1,00 m stor, og man synes, at man let kan træde igennem Bunden. Da vi var kommet op i den Højde, hvor der var det bedste Lys og de bedste Iagttagelsesmuligheder, begyndte vi at kigge efter det opgivne Sted, som laa en 5-6 km forude. Jeg havde den Tilfredsstillelse, at jeg kunde finde Stedet ligesaa hurtigt som Hancke, men jeg var ogsaa dengang saa vant til at se paa vore Stillingskort, at jeg næsten kunde dem udenad og sikkert kendte dem bedre end mangen Infanterist, der maatte døje surt derude.

Der var en pragtfuld Udsigt deroppefra, langt ind over de franske Linier. Straks i Forgrunden bag disse laa de to store Landsbyer Mourmelon le Petit og le Grand, og man saa ganske tydeligt de store Lejre og Pioner-Parker der. I det fjerne skimtedes Gharlons sur Marne. Jeg forstod, hvilket glimrende Observationssted saadan en Ballon er i godt Vejr, naar man kan faa Lov til at være der for fjendtlig Ild eller Flyvere.

Da Klokken nærmede sig to, rettede vi vore Kikkerter mod det opgivne Sted — og rigtig — præcis paa Slaget to begyndte det at blinke. Jeg blev saa optaget af det, at jeg straks raabte til Hancke, der stod lige foran mig — og som før nævnt var meget høj, hvorimod jeg kun maaler 1,69: „Der blinker de, der blinker de!“ — Og for bedre at kunne se over hans høje Ryg og det store Kort, der var spændt op paa et Brædt foran ham, tog jeg fat paa hver side af Gondolkanten og stæmmede mig i Vejret.

Observationsballonens besætning er klar til opstigning (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Det skulde jeg aldrig have gjort. Gondolen begyndte paa Grund af den voldsomme Bevægelse at gynge frem og tilbage. Alle de smækre Liner, der gik fra Gondol-Ringen og op omkring Ballonen, hvor de var fastgjort til et Netværk, begyndte med voldsomme Klask at smække mod den oppustede Ballonkrop. Hancke vendte sig ligbleg om og raabte det sædvanlige: „Mensch, sind Sie verrückt geworden!“

Naa, vi maatte staa musestille et Stykke Tid, indtil det hele var faldet til Ro igen, men jeg lærte, at man vistnok skal opføre sig meget varsomt i saadan en Tingest. Selvfølgelig var Hancke ogsaa blevet meget nervøs, da Ballonen jo for kort Tid siden var revnet i Luften med ham.

Naa, vi gjorde vore Iagttagelser og lod Morsesignalerne gennem vor Telefon gaa videre til Staben, og efter en halv Times Tid gled vi ned igen.

DSK-årbøger 1950

4. juli 1917. Med U19 på jagt efter handelsskibe

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på U19, der stak til søs, da den uindskrænkede ubådskrig var blevet erklæret.

Vi var naaet til Foraaret 1917. Det tyske Admiralitet havde over for England og dets allierede erklæret den uindskrænkede U-baadskrig. Den tyske Hærledelse regnede da med at kunne knuse England ved Hjælp af en stor U-baads Flaade; derfor havde man gennem det sidste Aar paa alle de tyske Værfter haft stor Travlhed. Man byggede nye og bedre U-baade. Slagskibenes Tid var forbi, for de var alt for medtagne og umoderne, og de, der endnu var i Behold, regnede man saadan set ikke mere med. Det var nærmest kun gammelt Jern. Nej, U-baade! Det var noget helt andet.

Værftet blev rømmet for alt dueligt Mandskab. Ogsaa jeg undgik ikke min Skæbne denne Gang.

En af de første Dage i April 1917 meldte jeg mig til Tjeneste om Bord paa U-baaden »U19«.* Baaden var ganske ny, men ikke ret stor. Den laa paa det Tidspunkt i U-baads Basen i den store Krigshavn  Wilhelmshaven.

Baadens Fører, Kaptajnløjtnant Stamer, var en yngre Mand. Han havde det meste af den forløbne Del af Krigen gjort Tjeneste om  Bord paa en af Højsøflaadens Skibe; men en U-baad var nu noget andet end et stort Skib. Dog siger man, at man kan vænne sig til alt.

Dette gælder ogsaa, naar det drejer sig om at være om Bord paa en U-baad.

Jeg havde hurtigt opdaget, at jeg var den eneste Sønderjyde om Bord paa denne Baad. Hvad Kammeratskabet angaar, var alt saare godt. Hvorledes skulde det også være anderledes! Alle var flinke og velvillige, og det gælder ogsaa Baadens Chef, der efter faa Dages Forløb var »dus« med hele Besætningen.

Det begyndte med Øvelser. Vi skulde jo først lære Baaden og hele dens indviklede Mekanisering at kende. Det varede dog ikke saa forfærdelig længe, før vi kunde forlade vor Base.

En skønne Dag stak vi til Søs, for, som det hed, at optage Kampen mod Fjenden, der i dette Tilfælde nærmest gjaldt alle — uanset Nationalitet, selv om Tyskland ikke var i Krig med dem. Det hed i den modtagne Ordre: Alt, hvad der kommer ud for de tyske Kanoner skal sænkes!

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

*) U19 var indgået i Den kejserlige Marine i 1913, og tilhørte fra september 1916 til maj 1917 Østersø-flotillen.

4. juli 1917. “Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han var da 41 år gammel og led af lungetuberkulose. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang onsdag aften d. 4. juli 1917.

Min kære Lorens!

Det er i grunden sengetid; men jeg synes du skal have en lille hilsen oven på dagens byrde og hede.

I dag har der været temmelig uroligt her. Helt fra morgenstunden kl. 7 til aften 8.45 er der blevet arbejdet på pumpen. Mads Jensen, Simon og bror Mads kasserede Hansens og mine planer om pumpen. Jeg lod så dem råde.

Nu står pumpen i hestestalden med munden ud over vandingstruget.

Døren til fodergangen skal vendes, så den går ind på fodergangen. Ellers kan den ikke lukkes op for pumpen. Denne pumpe er betydeligt billigere end den anden, da den ikke er frostfri; men det er jo ikke nødvendig i stalden. Så står den så højt med munden, at vi kan hænge en rende under og pumpe vand ud i et kar i gården, når vi f. ex. skyller tøj. Den gir godt vand, men går lidt træg i førstningen.

Selve pumpen koster 38 Mark, med rør og arbejdsløn i det hele 103 M. Det blev billigere end den anden.

Ja, dækket er ikke over brønden endnu. Den skal Mads Jensen lave hjemme i morgen [og] kommer så fredag og sømmer det på og lægger stenbro omkring brønden. Grøften med rørene er heller ikke tildækket endnu.

Nu kan vi da vaske i morgen for vandet om at gøre. Der er endnu en del vand i brønden skønt det har været tørt. Det var et temmelig stort arbejde at få træpumpen op; men den måtte jo give op omsider.

Mads hentede pumpen i Jels og købte ved samme lejlighed en til sig selv for at mildne lidt på og få en anden pumpe end den bestilte. Han måtte vente en tid i Jels og fik ved samme lejlighed sko under Frits. –
Nu tager søvnen mig og jeg vil i seng.

Torsdag morgen.

Nu er vi så vågne igen og skal have storvask – uden sæbe. Vi har fået noget nyt, dyrt Ersatz at vaske i. Bare det nu er lidt bedre end det sidste.

Der er stor glæde over pigebørnene i de her dage over hvad der er i vente. Kirstine Langetved [syerske/KM] var her i aftes. De får hver en ny kjole til på søndag, så nu synes de da, det lader til at blive alvor, at de må komme med [på besøg hos Lorens/KM]. Kirsten Grethe ville ellers absolut med morbror Mads hjem i går.

De nye grise eller ungsvin, jeg har fået, synes de alle godt om og vil gerne vide prisen på dem. Vi får valle fra mejeriet nu. Det får de det meste af og så en lille slat mælk i. Vi får vist to spandfulde om ugen nu. Det ordner Simon [nabo og mælkekusk/KM], som har en spand med hver dag og fordeler det så rundt i nabolaget efter som forbruget er.

Nu har vi endda nogenlunde græs igen, så køerne får ingen hø, kun 2 gange halm ved siden af.

I disse dage står roearbejdet stille, så i dag skal Wilhelm [karl/KM] alene i dem. Han har rykket det værste ukrudt op med hånden i runkelroerne og skal nu i gang med hakken. Hvordan vi får dem renset eller hyppet, når du ikke kommer, forstår jeg ikke. Det er på høje tid for kålrabiers vedkommende, da de snart lukker rækkerne. Gulerødder blev vi heller ikke færdige med. Det er slemt, for de står i stampe i ukrudt. Sukkerroer står fint.

Mads Jensen lavede en krybbe til følhoppen, og den blev foreløbig gjort fast i roekælderen. Der skal den bo, indtil du kommer på orlov, for du må da sikkert snart komme?

Jeg ved slet ikke, om du får mine breve, da jeg ikke har hørt fra dig en hel uge. … hvad der er i vejen for dig forstår jeg ikke. Hvis du er syg, syntes jeg du [fik] nok sendt en hilsen alligevel? Bare du hører fra os – ellers bliver det dig da alt for tungt. Det er trist nok, synes jeg, at du ikke kan komme hjem selv og se sagerne lidt til gode.

Hvor længe Wilhelm bliver, ved jeg ikke. Det afhænger vel lidt af, hvor længe jeg kan holde ud at gå og bøde på hans forsømmelser rundt om, for det må jeg hver dag, snart hist, snart her. Der kan godt gå en ko i kornet ved siden af, hvor han arbejder. Han går ikke hen og trækker den bort af sig selv.

Nu må jeg nok slutte og hen og hive i vasketøjet. Andrea [tjenestepige/KM] går fremdeles og hiver ad [skranter?] – en dag går det lidt bedre, en anden ringere.

Jeg skal hilse fra pumpeselskabet i går. Så kun en kærlig hilsen fra os alle og på snarlig gensyn
din K.

(Dette er det 6. brev, jeg sender, uden at vide om du modtager dem)

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

3. juli 1917. “Hvorledes tyske Soldater tegner Krigslaan”

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Hvorledes tyske soldater tegner krigslån.

At tyskerne er dygtige og opfindsomme, må man indrømme, ikke mindst når det gælder om, at få krigslånene tegnet. Mange soldater, der ligger ved fronten, hvis lønning er mark 5,20 hver 10. dag, tegner krigslån. For at lette disse indbetalinger, får soldaten der ønsker at tegne, udleveret et købekort, hvori der er plads til 30 mærker. Når så soldaten får sin løn, [?], tilbageholdes der 3 mrk og for disse penge indkøber et mærke, lydende på samme sum. På mærket står der ”Krigssparmarke”  3 mark. Købekortet er udstedt af et såkaldt ”Deutscher Sparkasseverbant” og kortet kaldes ”Kriegsanleihe- Sparkarte”.

På forsiden af kortet ser man to soldater i feltmæssig udrustning med gevær og opplantet bajonet, holdende den tyske kejserkrone højt i vejret.

Derunder står soldatens navn, tjenestegrad, regiment – og kompagninummer.

På anden side finder man betingelserne for tegningen:

Oversættelse:

Gælder kun som kvittering/kontonummer/ opbevares omsorgsfuldt.

  1. De indbetalte bidrag er af sparekassen at anlægge i rigskrigslån.
  2. Sparekassen har ved modtagelsen af den første indbetaling at anlægge en sparekonto for indbetalingerne. På indbetalerens ønske har den at udfærdige en sparekassebog. Om anlæggelsen af sparekontoen må indbetaleren ved modtagelsen af første indbetaling underrettes.
  3. De indbetalte bidrag er at forrente med 5 procent, såfremt de ikke hæves inden to år efter fredsslutningen. Hæves pengene før, kan sparekassen nedsætte rentefoden til de for sparekassen almindelige gældende takster.
  4. Forrentningen af de indbetalte bidrag begynder den 1. i måneden efter at indbetalingen finder sted ved kasseforvaltningen.
  5. Så snart de indbetalte bidrag har nået mark 100,- har sparekassen på indbetalerens ønske at købe et stykke krigslån på hver 100 mark til kursværdi og opbevare samme. Rentefoden er den samme som i Ziffer III.
  6. I tilfælde af indbetalerens død, kan udbetaling af indskuddene samt udgivelsen af krigslånstykkerne finde sted til enhver efter loven berettiget forsørgelses-efterladte.
  7. Skulle den af indbetaleren angivne sparekasse nægte at modtage indskuddene, vil disse blive overvist til en af hærforvaltningen bestemt sparekasse (Ersatz-Sparkasse).

Dette var betingelserne. På 3. og 4. side kommer så 30 felter til indklæbning af mærkerne.

Unægtelig er det en ret snild måde at få krigslån tegnet på.

Kortet er vi overladt af en tysk soldat, der er kommet fra Rumænien. Han påstår, at det var enhver soldats pligt hver 10. dag at afstå til indbetaling på hans konto mark 3,-. At dette imidlertid ikke er tilfældet, men at det er frivilligt, ser man jo af betingelserne. Det ville jo også for mangen fattig soldats vedkommende være en stor uret, om han af sin lønning skulle afstå over halvdelen.

Men at der på denne måde samles en del penge til tegning af krigslån, er temmelig sikkert. Og når det sker ad frivillighedens vej, er der jo heller ikke noget at indvende herimod.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. juli 1917. Underernærede børn fra storbyerne til Sønderjylland

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Haderslev og omegn

3. juli 1917

A.V. En ung pige, der har været i Haderslev fra 1. november 1916 til 1. maj 1917, meddeler, at der ved Haderslev er 2 store flyvehaller til hydro aeroplaner.

Med levnedsmidler er det meget knapt; hver person fik ugentlig 90 g smør, 125 g kød og 3 [?] brød, og desuden kunne en familie på 4 personer få ½ kd skummet mælk daglig. Omtrentlig hver 14 dag bliver der udleveret kartofler eller kålrabi, men de er næsten uspiselige enten frosne eller halvrådne, og et æg til hver person. På landet er der indtil 1. maj også blevet udleveret byggryn, men nu er de også sluppet op. I Haderslev blev det i februar forbudt at sende pakker til fronten. Grunden hertil er, at soldaterne bliver rigeligere forsynet end den civile befolkning, der kun må spise højst 3 gange dagligt.

Rundt om i Haderslev kreds er der sidst i april kommet børn fra de store byer, som skal være der i ferien og samle kræfter og alle, der ikke selv har mindst 5 børn, skal have ét eller to børn. Børnene er meget underernærede og kan ikke tåle at spise ret meget i begyndelsen. En dreng fra Kiel på 12 år fik den første aften han var i Haderslev, en lille portion vandgrød og 2 stykker rugbrød; deraf blev han så syg, at han måtte bæres i seng og først flere dage efter, kom han op igen.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger