Alle indlæg af Rene Rasmussen

Foredrag i Horsens 1. marts: “Frontliv, faneflugt og fangelejr.”

Torsdag den 1. marts kl. 19:00 holder museumsinspektør René Rasmussen foredrag på Horsens Bibliotek (foredragssalen), Tobaksgården i Horsens. Arrangør er Horsens Kulturhistoriske Forening.

Foredraget emne er:

“Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918” med et udblik til Genforeningen i 1920.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste. I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede, og ca. 4.000 blev taget til fange.

I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse – og om de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.

Det tyske nederlag i krigen gav mulighed for, at sønderjyderne kunne stemme sig hjem til Danmark. Men hvor skulle den kommende grænse gå? Det blev ét af de mest omdiskuterede spørgsmål i Danmarks historie.

Entré: 25,- kr. Gratis adgang for medlemmer af Horsens Kulturhistoriske Forening.

Det vil være muligt at købe et lille udvalg af foredragsholderens bøger til en særligt favorabel pris.

 

24. februar 1918. K. Tastesen atter på lazaret

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Nu var Tyskerne Herre der og kunde beherske en Jernbane, der gik fra Romdiku-Saratu til Foksahani. Imidlertid blev vi afløst og kom tilbage til Skyttegravene igen 4 km fra Stroani paa et Sted, der hed Panchju. Der laa vi lige til den 22. December. Da blev vi afløst og marscherede derfra gennem en Skov, hvor der havde været Fangelejr. Der var vi første og anden Juledag, men det var jo ingen særlig højtidelig Fest i en saadan Militærlejr.

Saa marscherede vi videre til Foksahani og kom derfra med Toget til Romdiku-Saratu, hvorefter vi marscherede ca. 70 km til en By, der hed Balla- Albert. Der laa Regimentet i 7—8 Uger og havde det meget strengt med Ekscersits. Da jeg havde været der i 4 Uger, blev jeg syg af Bajonetstikket i Brystet, som der var gaaet Betændelse i, og den 31. Januar 1918 kom jeg paa Lazaret i Bukarest. Der laa jeg saa til den 24. Februar, og da jeg kom tilbage til Regimentet, var der bleven Vaabenstilstand med Rumænien. Et Par Dage efter var Fristen udløben, og da Betingelserne ikke var opfyldte, begyndte Kampen paany.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

22. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det derfor navnlig om den tyske offensiv “Operation Faustschlag” på Østfronten, som blev iværksat for at lægge pres på de nølende bolsjevikkiske forhandlere. Tyskerne rykker over 200 kilometer frem over en bred front, uden at møde ret megen modstand. Samtidig strammer tyskerne de i forvejen meget hårde fredsbetingelser. Også i Kaukasus må russiske og armenske styrke vige for en tyrkisk fremrykning.

På Vestfronten skrider planlægningen af den store tyske forårsoffensiv “Operation Michael” frem. Briterne får efter måneders interne stridigheder ny generalstabschef: Sir Henry Wilson. I Palæstina indtager britiske tropper Jericho. Tyske tropper støtter den finske kamp for selvstændighed under general Mannerheim.

Den sorte Dag ved Moulin kan nu bestilles igen

“Den sorte Dag ved Moulin” kan nu bestilles igen!

Der er netop kommet i et nyt oplag fra trykkeren.

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”

“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”

“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”

“Kan også bruges af slægtsforskere”

“Køb anbefales” 🙂

(fra lektørudtalelsen)

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Bogen om Toftlund under Første Verdenskrig flot anmeldt i Grænsen

Én af Danmarks førende eksperter i Første Verdenskrigs historie, Nils Arne Sørensen fra Syddansk Universitet, har i Grænseforeningens tidsskrift “Grænsen” s. 6-7 anmeldt bogen “Fra Vestergade til Vestfronten. Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Anmelderen skriver bl.a.: “En stor bog i fornemt udstyr med talrige billeder, men også masseraf velskrevet tekst. De tre forfattere kan være stolte af resultatet afderes arbejde. At læseren er i vidende hænder, er der heller ingentvivl om: Her er tale om grundigt arbejde, hvor der er gravet dybt iaviser, biblioteker og (endda private) arkiver.Som helhed er bogen et flot eksempel på, hvor detaljeret et indblik i den menneskelige tilværelse for hundrede år siden det er muligt at grave frem, selv når man er langt fra magtens centre.”

Bogen er på 476 meget velillustrerede sider i stort format. Første oplag på 600 eksemplarer blev revet væk. Derfor er den lige kommet i et nyt og revideret oplag. Den kan købes hos Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv for 250,- kr. + forsendelse.

Vi vil gerne her fra hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk ønske Toftlund Lokalhistoriske Forening tillykke med det flotte resultat.

Vi vil samtidig gerne opfordre andre Lokalhistoriske Foreninger til at tage udfordringen op. Der ligger mange gode og spændende historier derude og venter på at blive skrevet.

/RR

17. februar 1918. Regiment 86 i stilling på Vestfronten

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 havde regimentet logget i hvilestilling i Elsass/Alsace og var blevet trænet til den kommende forårsoffensiv. I februar kom regimentet til fronten.

Den gammelkendte, uskønne, fladbakkede egn, og så, som det snart viste sig, stillingskrig. Det var først og fremmest skuffende. Var det derfor, man i et kvart år havde øvet angrebskrig?

Regimentet afløste Reserve-Infanteri-Regiment 227 fra 117. division af gruppe Busigny. Den nye stilling lå foran landsbyen Villers-Guislain, ca. 4 km syd for vor gamle Vacquerie-stilling fra sidste år.

Desværre var det ikke den dejlige Siegfried-linje, men derimod en gammel engelsk stilling, som var blevet indtaget i december sidste år ved et modangreb i Cambrai-slaget. Da det her var kampområde, lå regimentet igen dybt echelonneret.

Den 16. februar besatte I bataljon fronten, II bataljon beredskabet, mens III bataljon indtog hvilekvarter i Walincourt.

Kampbataljonen sikrede sig ved en spredt skyttekæde, der støttede
sig til feltvagter, hovedmodstandslinjen lå foran Villers-Guislain.

Stillingens tilstand var ikke god. Tilmudrede grave, få og dårlige dækningsrum, næsten ingen pigtrådsspærring. Forbindelsesgrave manglede helt, så færdsel bagud om dagen var umulig. Det tidlige forår var her endnu råt og ugæstfrit, helt anderledes end i Elsass. Kolde og våde fødder var igen dagens orden.

Mere tilfredsstillende var synet af talrige fjendtlige tanks, foran og mellem stillingerne, som var blevet tilbage efter Cambrai-slaget og nu stod på åbent terræn og rustede op.

(fortsættes under billedet)

“Hvor døden rasede.” I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [–] 40. ødelagte Tanks
Artilleriilden var tålelig. Natlige flyverbomber på Villers-Guislain forstyrrede ofte den sparsomme nattero. Fjendens  patruljevirksomhed var svag. Han havde åbenbart ikke meget at byde på, som man siger i Slesvig-Holsten.

Også vi holdt os mere tilbage end ellers, fordi ingen fanger måtte falde i fjendens hænder.

Denne noget glædesløse tid med usikkerhed varede dog kun 10 dage. Så besatte Reserve-Infanteri-Regiment 227 igen sin gamle stilling. 86’erne gik i hvilekvarter ved Le Cateau, I bataljon i Troisville, Stab, II og III bataljon i Inchy-Beaumont. I denne 10 dage lange indsats havde regimentet ingen døde og kun 11 sårede.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. februar 1918. Fra Als til Rusland med post fra Feodor

En anonym sønderjyde fortæller

Hen på sommeren 1917 blev vort regiment flyttet længere sydpå og lå nu syd for chausseen Novo-Alexandrowsk-Dvinsk med byerne Plinka og Labina bag os, Kalnischki med godset Ellern på russisk side.

Herfra rejste jeg på orlov i oktober måned. Dagen før jeg skulle rejse tilbage, fik jeg besked om at afhente en pakke hos min faster og onkel, Hans Chr. Hansen, Nørrelykke. Det var jeg ikke længe om at efterkomme. Faster havde lavet en pakke med mange gode ting, men da jeg mødte onkel ude i alleen, syntes onkel alligevel, at det var for lidt til en sådan »kriger«. Jeg måtte med ned i frugthaven, hvor der i et bihus stod flæskesider på højkant, og her blev der skåret et godt stykke af.

Så fulgtes vi ad til vognporten, hvor en skjult låge gav adgang til andre gode ting. Da vi stod inde ved køkkenbordet, optaget af at pakke min proviant, sagde onkel, idet han pegede på en russisk krigsfange ude i gården: »Det burde jo være Feodor, der rejste østpå og ikke dig. Tal med ham om, hvor han er fra«.

– Det viste sig nu, at han var hjemmehørende lige ovre på den russiske side af vor stilling. Faderen havde en gård i forpagtning fra godset Ellern, og deres kirke var Kalnischki.

Jeg had nu om at få et brev med, som jeg så ville forsøge at overbringe hans pårørende, som han ikke havde haft forbindelse med siden tilfangetagelsen i 1915.

Da han ikke selv kunne skrive, blev brevet skrevet om aftenen i fangelejren i Holm kro.

Jeg spekulerede meget over, hvorledes jeg kunne få brevet afleveret. Betro det til en geværgranat eller en lille mine, turde jeg ikke, det var jo. ikke det samme som flyveblade, hvor det ikke betød så meget, om det halve gik tabt.

Først i februar lykkedes det at få brevet afleveret. Fronten var da lagt frem til Peipussøen, og da jernbanen bagud var genoprettet, anmodede jeg min kompagnifører, som jeg havde orienteret om mit ærinde, om at måtte rejse tilbage til Kalkuny, hvorfra jeg startede mod mit mål.

Fra den røde bro over Dvina fulgte jeg vejen sydpå og kom hen på eftermiddagen til godset Ellern. Godsejeren, der hed Rommel, afviste mig brysk og henviste mig til degnen, som boede i et lille hus ved kirken. Da jeg bankede på her og lukkede døren op, var degnen ikke sen til at komme ned fra ovnen.

Jeg trak mig tilbage til vindfanget foran huset, og da han kom frem, viste jeg ham brevet. Han bad mig vente lidt og fulgte så med mig over en mark i retning af floden. Jeg var lidt betænkelig, men da vi kom hen til skrænten, så jeg en ældre mand sidde på en sten ved bredden, og jeg forstod nu, at det var præsten.

Han læste nu brevet, men af hans gebærder kunne jeg forstå, at han var i vildrede. – Navnet Junevorich var tilsyneladende lige så almindeligt, som Hansen og Petersen hos os. Men efter at have oplyst ham om Feodors Søskende og om, hvilket regiment Feodor tilhørte, viste han mig den rette vej.

Da jeg kom til ejendommen, stod en ung, kraftig mand, iklædt militær drejlstøj i døren.

Jeg spurgte: »Er det Junevorich?«

Han pegede mod sit bryst: »Stanislaus Junevorich«.

Det var broderen, som på dette tidspunkt var gået fra sit regiment, artilleriet. Han kunne læse, og jeg blev modtaget på det bedste.

Om eftermiddagen besøgte vi en tolk, hvor vi havde lejlighed til at tale sammen. Det var det første livstegn fra Feodor siden 1915.

I en båd, som var gemt under høet, blev jeg roet over på den østlige bred, hvorfra jeg kun havde en milsvej til Dvinsk. Desværre var Feodor rejst til Fyn, da jeg igen kom hjem.

DSK-årbøger 1963

Spændende bog om Th. Hansen Hartung er kommet i nyt oplag

Forlaget Hartung udgav i 2016 Theodor Hansen Hartungs erindringer under titlen: “En sønderjydes liv på godt og ondt.”

Bogen blev hurtigt udsolgt, men nu er den kommet i et nyt oplag.

Det er Hartungs egne erindringer, der ligger til grund for bogudgivelsen. De er nedskrevet i begyndelsen af 1950’erne. Bogen er meget velillustreret med talrige fotos og kort.

Theodor Hansen Hartung (1894-1960) oplevede mere, end de fleste: Han deltog som soldat i Første Verdenskrig 1914-1918; han var i 1920 betjent i CIS (den internationale politistyrke) under afstemningskampen i Sønderjylland; han blev efter Genforeningen i 1920 politibetjent i det noget urolige Højer, hvor det tyske mindretal stod stærkt, hvor nazismen efter 1933 hurtigt radikaliserede mange og hvor Hartung snart fandt sig selv i åben konfrontation med både tyske og danske nazister; han måtte gå under jorden under besættelsen 1944-1945, vendte tilbage til Højer efter krigen, men blev forflyttet til Strib ved Middelfart, fordi hans personlige sikkerhed ikke kunne garanteres pga. forholdene i Højer den urolige efterkrigstid.

Det er alt sammen meget velfortalt med en personlig tone, der svinger mellem det nøgternt konstaterende og det personligt indignerede. Man mærker som læser tydeligt Hartungs stærke personlighed og faste holdninger.

Her på hjemmesiden skal vi dog først og fremmes fokusere på hans oplevelser i Første Verdenskrig, som fylder ca. 80 af bogens i alt 205 velillustrerede sider.

Hartung blev indkaldt i oktober 1913 for at aftjene sin værnepligt ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i Flensborg. Han tilhørte 4. kompagni (I. Bataljon). Hans krigserindringer begynder således med værnepligten – og de ydmygelser af rekrutterne, der fulgte med.

FR86 blev til straks i august 1914 sendt fronten og deltog i indmarchen i Belgien, kampene ved Tirlemont, Mons og endelig det store slag ved Marne, hvor den tyske hærs offensiv blev standset – eller, som Hartung skriver: “Her i Marne-slaget fik vi de klø, vi vistnok trængte til.” (s. 21). Nu var det tyskernes tur til at gå tilbage.

Hartung beskriver krigshandlingerne set fra den meniges synspunkt, hvor krigens rædsler veksler med den altid sultne soldats jagt på mad og drikke.

Begge de krigsførende parter gravede sig i efteråret 1914 ned.

Regimentet opholdt sig ved Ribecourt og Dreslingcourt, før de kort efter nytår 1915 kom til Moulin-sous-Touvent. Her blev FR86 som bekendt voldsomt decimeret et halvt år senere ved “Den sorte Dag ved Moulin” – men dette undgik Hartung, der lige omkring nytår blev udtaget sammen med 99 andre fra Bataljonen til at danne grundstammen i det nyoprettede Infanteri-Regiment Nr. 266.

Sammen med dette regiment kom han i stedet til Østfronten, hvor han deltog i de voldsomme kampe ved Augustowo. I marts 1915 blev han såret. Hans beskrivelser af kampene og forholdene på lazaretterne er ikke for sarte nerver.

Efter endt lazaretophold blev han sat til at uddanne rekrutter i Haderslev, men blev efter uoverensstemmelser med en overordnet sendt tilbage til fronten til sit gamle regiment, Füsilier-Regimenr Nr. 86, denne gang dog til 7. kompagni (II Bataljon). Regimentet lå da ved Somme-Py.

Hartung var med i det store slag ved Somme i juli 1916 og har nogle gode beskrivelser af både kammeratskab og de rystende oplevelser ved fronten. Han blev igen såret – formentlig i dagene lige omkring den 20. juli. (I det hele taget er fravær at præcise datoer fortællingens største svaghed).

Efter et fornyet lazaretophold kom han til rekreationskompagniet hos Reservebataljon Nr. 86 i Flensborg og senere blev han sendt på grænsebevogtning mod grænsen til Holland.

Efter nogen tid blev han atter erklæret “KV” (Kriegsverwendungsfähig – “anvendelig til krigsførelse”), og kom efter et par omveje til Reserve-Artillerie-Regiment Nr. 59 (RAR59). Her fik han en meget kort uddannelse i at skyde med 10,5 cm Haubitz. Han nåede at opleve Vestmagternes offensiver i 1918.

Han var efter eget ønske blevet artillerist, men det var ikke nødvendigvis noget godt bytte i forhold til infanteriet. For her i krigens slutfase var Vestmagterne blevet uhyggeligt dygtige til at sætte det tyske artilleri ud af spillet. Hartung oplevede endnu en gang at være helt tæt på døden, da en fuldtræffer dræbte alle mand og heste i hans stilling – med undtagelse af ham selv.

Men endelig var krigen forbi den 11. november 1918. Hartung giver udmærkede beskrivelse af de meniges jubel og af opgøret med særligt forhadte officerer.

Fra hans virke som betjent efter krigen har han noget meget interessante betragtninger om selvmordsraten blandt sønderjyske krigsdeltagere i 1920’erne.

Resten af bogen handler som nævnt om hans virke som politibetjent. Det er ret usædvanligt at finde erindringer af en CIS-betjent (han opholdt sig på Vadehavsøen Før under afstemningskampen).

Hartungs detaljerede beskrivelse af forholdene i Højer i 1920’erne, 1930’erne og under besættelsen har langt mere end bare lokalhistorisk interesse. De er naturligvis farvet af hans personlige anstrengte forhold til det tyske mindretal og af at være blevet skrevet i umiddelbar forlængelse af retsopgøret, som han finder alt for slapt. Hartung lægger ikke fingrene imellem og er ikke just forsonligt anlagt. Men han er et spændende bekendtskab, og forlaget Hartung skal have tak for at have gjort det muligt for en bredere kreds at lære ham nærmere at kende.

Bogen er på 203 sider og koster 200,- kr.

Den kan købes i boghandlen og på nedenstående adresser:

  • Museum mellem Slesvigs grænser, Rens
  • Sønderborg Slot, Sønderborg
  • Genforeningsmuseet, Christiansfeld
  • Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune

Eller den kan bestilles direkte hos forlaget på nedenstående adresse:

Forlaget Hartung
Strandbjerggårdsvej 10
4400 Kalundborg

e-mail: forlagethartung@yahoo.dk
eller telefon 50 92 66 45

Vortrag von René Rasmussen Donnerstag der 15. februar in Flensburg

Die Gesellschaft für Flensburger Stadtgeschichte lädt zum Vortrag ein am Donnerstag der 15. Februar um 19:00 Uhr im Europasaal im Flensburger Rathaus, Rathausplatz 1, Flensburg.

Der Historiker und Kurator im Schloss Sonderburg (Museum Sønderjylland) spricht über das Thema:

“Nordschleswiger und Flensburger im Ersten Weltkrieg 1914-1918.”

Alle sind willkommen!

 

 

 

11. februar 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 afgår til fronten

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Foråret kom her meget tidligt og gjorde en ende på den dejlige hviletid, den 9. februar indtraf ordren om afgang. Hvad der nu skulle være divisionens opgave, var temmelig klart: En styrke, som havde et kvartals hvile og uddannelse bag sig, kunne regne med den vanskeligste opgave, nemlig at føre det modangreb, som den øverste hærledelse havde planlagt for foråret.

Den 11. februar befandt bataljonerne sig på toget og kørte mod nord gennem det velsignede Elsass, der jo forekom dem helt og holdent tysk. Ved Schlettstadt hilste Hohkönigsburg herover, og ved Strassburg vidnede domkirken om tysk bygningskunst. Toget rullede videre gennem Lothringen. Mægtige højovnsanlæg forkyndte tysk flid og handlekraft. Fra Diedenhofen (Thionville) gik det over Sedan, Charleville til Caudry (mellem Cambrai og Le Cateau) og Betry, ikke langt derfra.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

11. februar 1918. Tysk soldat i Belgien: “De gamle kvinder truede ad os.”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Den 11. februar måtte vi tage afsked med Slesvig og kom derfra til Beeverloo i Belgien. Her blev vi så videreuddannet.

Da vi kørte med toget gennem Belgien, var der et par steder nogle gamle kvinder, der stod og truede ad os, så vi kunne nok se, at vi ikke var særlig velkommen, hvad også var forståeligt nok efter tyskernes behandling af Belgien. Jeg befandt mig trods alt bedre i Belgien end i  Slesvig.

Vi havde nogle behagelige underofficerer, så blot vi passede lidt på ved tjenesten, havde vi det helt godt. Det er dog sket, at vi har fået ekstraeksercits, når vi havde forset os lidt.

En dag skulle vor sergent give os en ordentlig stroppetur. Han gik med os en tur uden for byen, og bag en skov lå vi så et par timer og slikkede solskin. Vi havde selvfølgelig stillet poster ud, så der ikke skulle komme en officer og overraske os. Vi skulle holde mund med dette, og idet behøvede sergenten heller ikke at være bange for. Sergenten var for resten sachser og et ovenud godt menneske.

En dag, da vi var opstillet i kasernegården, spurgte kompagniføreren, om der var nogen, der havde lyst til at lade sig uddanne som »minekaster«. De interesserede skulle helst være smede eller mekanikere, men da der ikke var nok af dem, meldte jeg mig også, og det har jeg heller aldrig siden fortrudt.

Vi blev så uddannet ved minekasterne og havde hver dag nogle timers undervisning i brugen af disse våben.

Vi øvede i begyndelsen med miner, som ikke kunne eksplodere, og senere gik vi over til også at øve med skarpe miner.

Herefter behøvede vi ikke mere at være med til den øvrige tjeneste ved kompagniet, undtagen ved skarpskydningen.

DSK-årbøger 1961

10. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Der er ret roligt på fronterne i denne tid. Denne gang handler det derfor navnlig om politiske forhold på hjemmefronten i de forskellige lande. I Storbritannien er der mistillid mellem regering og hærledelse. De italienske udsigter til landgevinst efter krigen så dystre ud, især hvis en eventuel fredsslutning skulle følge Wilsons 14 punkter, der forudsatte, at nationalitetsprincippet skulle være bestemmende for grænsedragninger efter krigen. En opsplitning af Østrig-Ungarn i et antal selvstændige stater, ville ikke efterlade mange bidder til Italien. Fredsforhandlingerne i Brest-Litowsk mellem Tyskland og den bolsjevikkiske ledelse af det post-revolutionære Rusland udvikler sig til en rodet affære. Centralmagterne vil fastholde kontrol med fødevare- og råstofproducerende områder af det tidligere Zar-rige. Oprettelsen af en Ukrainsk lydstat på områder, som polakker betragtede som polske, kunne desuden medføre utilfredshed i de store polske mindretal i den tyske og østrig-ungarske hær.

Ny roman om en sønderjyde i Første Verdenskrig udkommer til marts

Mads-Peder Winther Søbys nyeste roman

Vi var mennesker i skyggernes tid

udkommer 21. marts 2018

Forlaget skriver:

“I Vi var mennesker i skyggernes tid følger vi en ung sønderjyde i en tysk skyttegrav under 1. verdenskrig i den sidste time inden angrebet kendt som “ Den store tyske forårsoffensiv” i 1918. Hovedpersonen er en reflekteret ung mand og meget af den sidste tid, inden det farlige angreb, går med tilbageblik og refleksioner omkring livet, døden, kærligheden, kultursammenbrud, Gud og alt derimellem…”

Se mere på Forlaget Brændpunkts hjemmeside

Og læs mere på forfatteren Mads-Peder  Winther Søbys hjemmeside

“Den sorte Dag ved Moulin” kommer i et nyt oplag

Forlaget har besluttet at trykke et nyt oplag af Martin Bo Nørregård og René Rasmussens bog “Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent”.

Bogen, der handler om den ene dag i Første Verdenskrig, der kostede flest sønderjyder livet, udkom 1. november 2017.

Den må have ligget under mange juletræer, for blot tre måneder senere var næsten hele første oplag væk!

Nu har forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland, besluttet at trykke et 2. oplag.

Bogen kan allerede nu bestilles hos boghandlere eller direkte hos forlaget. Den koster 149,- kr (vejl.).

“En rystende, men fremragende beretning” skriver historie-online.dk

Forfatterne forsøger ved hjælp af tysk, fransk og sønderjysk kildemateriale, et meget stort fotomateriale og helt nytegnede kort at komme så tæt på begivenhederne som muligt og besvare spørgsmålene:

Hvad skete der egentlig i skyttegravene ved Moulin den 6. juni 1915?

Hvad var baggrunden for angrebet og hvordan forløb kampene?

Hvorfor gik et så galt?

Mere end 100 soldater fra Sønderjylland mistede livet denne ene dag – herunder ikke færre end tre par brødre: Hans og Karl Baller fra Sønderborg; Andreas og Otto Schwarz fra Broager og Hinrich og August Hansen fra Als.

Vi er helt tæt på begivenhederne, når forfatterne lader de sønderjyske soldater selv komme til orde. Men forfatterne bevarer hele tiden overblikket over kampenes overordnede forløb ved at holde de talrige øjenvidneskildringer op mod franske og tyske hærberetninger.

Øjenvidneskildringer fra bogen:

“Frygtelig ser skyttegravene ud. Her rager et gevær op, dér en arm, dér en fod. Der findes ikke en håndsbredde jord, der ikke er oversået med granatsplinter.” (Wilhelm Jürgensen, løjtnant)

“Med ét kom kammeraten Lorenz Peter Jørgensen fra Skovby i Vedsted Sogn løbende ind i dækningsrummet fra skyttegraven med rædslen malet i sit ansigt og råbte skrækslagen: ‘De kommer! De kommer!’ Med den sidste stavelse på læben styrtede han død om på trappen, ramt i baghovedet af en geværkugle, som trængte ud gennem panden. (Hans Petersen, 1. kompagni)

“Løjtnant Hans Baller, som havde ført 9. kompagni frem til afløsning, forsvarede sig stående på brystværnet med sit blankvåben mod den sorte fjende, indtil han sank bagover, ned i graven.” (Kaptajn Kosegartens beskrivelse af Hans Ballers død).

“Der var ikke mere tale om at skyde. Hurtigt drejede jeg mit gevær og slog med kolben. De blev mig imidlertid for mange; 5-6 mand fór løs på mig, og jeg måtte flygte efter at have slået et par ned.” (Anonym øjenvidneskildring i et feltpostbrev)

“Blodet flød i stride strømme, det så ud som i et slagteri.” (Karl Klemmensen, sanitetssoldat)

“Man er nødt til selv at have mærket lugten af denne mere end én kilometer lange, menneskelige massegrav, før man kan forstå den voldsomme kvalme, der overvælder én. Åh! Hvor var den afskyelig og gennemtrængende, denne lugt af slagmark; den gennemtrænger én; påvirker én; forfølger én; forgifter éns krop og sjæl!” (Fernand Basty, fransk løjtnant, om det syn, der mødte ham, da han inspicerede de erobrede tyske skyttegrave).

 

4. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om strejker på hjemmefronten og mytterier blandt soldaterne på begge sider. Llloyd George forsøger at omgå Douglas Haig. I Rusland går revolutionen sin gang og bolsjevikkerne øger deres magtområde. Østrigske marinere gør oprør. Også græske soldater gør mytteri. I luften gennemfører begge sider bombeangreb langt bag fjendens linjer med bombefly. Også London og Paris angribes fra luften.

3. februar 1918. Svingende forplejning: Frasortere ærter og fasaner

Artilleristen Jens Rudebeck fra Ravsted kom efter et lazaretophold til en rekreationsdeling, hvor han kom på en skriverstue.

Jeg kom på lazaret nær Maubeuge i en mindre by, hvor vi lå med 40 mand i en kirke.

Der lå jeg til den 27. januar, blev så udskrevet og kom sammen med 15 mand ud til en nyopstillet Genesungsafdeling i Cosolze.

Der var i forvejen en underofficer, for resten havde han E. K. I [jernkorset af 1. klasse], jeg ved såmænd ikke hvorfor, og så 10 mand. Underofficeren var polak, men kunne ikke skrive sit navn og heller ikke holde samling på sine folk. Adjudanten, en  løjtnant, spurgte mig, om jeg kunne skrive, hvad jeg nok mente, jeg kunne. Så blev jeg sat til at lave en optagelsesliste, en fortegnelse, der efterhånden blev til en bog, så mange blev vi; der var tilgang og afgang.

Der var en overgang 350 mand, og det måtte vi – to mand på skrivestuen – klare helt alene. Til at begynde med fik vi forplejning ved nogle bagere, men da vi blev så mange, måtte vi selv indrette vort køkken og klare det selv.

Men vi fik for lille tildeling og havde ingen reserve, kun den daglige ration, og det battede ikke noget, når der kom den store tilgang. Ved den allerførste lønningsappel, hvor det altid hedder: »Wer Ansprüche an Brot, Geld oder sonstige Forderungen an die Abteilung hat, der trete vor«, da var de der alle og klagede over, at det ikke gav nok at æde, og det var også – som allerede antydet -for lidt, så vi vidste det godt.

Jeg havde en god kammerat, en vagtmester Harder, ved landbruget, og ham kom jeg  meget sammen med. Han havde et par sække, ialt 400 pund, med grå ærter, men de var blandet med havre og var beregnet til at males til svinefoder. Dem fik jeg næste dag, og havren blev sigtet og pillet fra. Sådan fik vi lidt ekstra.

Havren byttede jeg ved bayerne med rå sukker, så vi kunne få te med sukker i, for de ville ikke drikke teen uden sukker, og te havde jeg nok af. Sådan hjalp vi os frem et godt stykke tid.

Jeg var, skønt underofficer, feldwebeldiensttuend og fik nu endelig en feltvebelløjtnant som foresatte, men tre uger efter kom der besked på, at Genesungsafdelingen skulle  opløses og mandskabet fordeles på rekrutdepoterne.

»Hvad gør vi nu ved Dem?« spurgte  adjudanten henvendt til mig. Jeg skulle jo som Fahnenschmied for længst have været tilbage til min Ersaz Bataljon.

Så spurgte han, om jeg kunne tænke mig at overtage »Jagdschütz«: så fik jeg en jagtbøsse, og vi skulle på fasanjagt.

Han havde i sin tid spurgt mig, hvad jeg bedrev i min fritid, så han vidste, at jeg gik på jagt. Men altså, vi tog af sted.

Han havde en spaniolerjagthund, og den for omgående ind i krattet. Fasanerne var parret, og straks kom en hane og en høne.

Herren skød, men ramte ikke, jeg fik hanen. Men næppe  havde jeg fået bøssen ladt på ny, før endnu en hane og en høne viste sig. Han var ikke færdig med at lade, vist også begejstret for den ene, den jeg havde nedlagt, hvorfor jeg havde chancen og tog dem begge. Af et tredje par skød han den ene, hanen, og jeg tog hønen, – altså han en og jeg fire fasaner!

Så var jeg antaget og levede herefter som en herremand.

DSK-årbøger 1969

1. februar 1918. Amtsforstanderen skyld i manglende orlov

Jens Due fra Gabøl gjorde krigstjeneste i Fod-Artilleri-Rgt. 23. Han regnede med at Amtsforstanderen, der var hans nabo, ville hjælpe ham med at få forlænget sin orlov – men der tog han fejl!

I September 1917 blev jeg af Gabøl Tærskeselskab reklameret hjem fra Fronten i Champagne. Reklamationen strakte sig over seks Uger. Jeg skulde passe Motoren, en Bestilling, jeg havde varetaget lige siden 1908.

Efter Orloven skulde jeg melde mig ved min Stambataillon i Posen.

Da de seks Uger var ved at være forbi, talte jeg med Formanden for Selskabet, for at faa ham til at indsende et Andragende om en Forlængelse af Orloven. Han gik straks ind paa Tanken og skrev Ansøgningen. Denne skulde nu undertegnes og anbefales af Amtsforstanderen. Da Amtsforstanderen var min nærmeste Nabo, som jeg meget ofte havde udført Arbejde for, nærede jeg det største Haab om, at Efterorloven nok skulde blive bevilget.

Tiden gik, men der kom ingen Besked, og jeg maatte altsaa af Sted.

Jeg maatte dog først hen til Amtsforstanderen for at afmelde mig. Han beklagede, at jeg skulde rejse og mente, at der muligvis havde været en lille Fejl i min Ansøgning. Dog tilføjede han, at han bestemt troede, at jeg nok enten i Hamborg eller i Berlin vilde faa telegrafisk Besked om, at Efterorloven var bevilget; saa skulde jeg bare vende om. Naa, den Tro havde jeg nu ikke.

Jeg rejste. Der kom ingen telegrafisk Besked. Jeg kom til Posen. Jeg ventede stadig. Det blev Jul, og det blev Nytaar; men jeg hørte intet.

I Februar 1918 blev jeg kommanderet over i Stabsbygningen, hvor jeg skulde tænde op i Kontorerne. Vi var tre ældre Fyre, der mødte hver Morgen Klokken seks; men da Kontorpersonalet først mødte Klokken ti, havde vi god Tid. til at gaa omkring i Kontorerne og studere Akterne. Jeg’ var naturligvis paa Jagt efter min Ansøgning, men jeg kunde ikke finde den. Mine Kammerater, som vidste, hvad. jeg var ude efter, hjalp til, og en Morgen kaldte en af dem paa mig og sagde: „Nu skal du se; her er dine Akter.”

Vi læste spændt Ansøgningen. Der var ikke nogen Fejl i den; men der fandtes en vedlagt Skrivelse, og paa den stod der: Das Dreschen ist beendet, der Due wird nicht mehr gebraucht. Rohwedder, Amtsvorsteher.

Her var altsaa den lille „Fejl,” og med saadan en Tilføjelse faar man naturligvis ingen Orlov. Det var vel nok underfundigt gjort; naa, men vi havde jo ogsaa forskellig; Opfattelse af det nationale Spørgsmaal.

DSK-årbøger 1949

28. januar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om borgerkrigen i Finland og den tilsvarende borgerkrig i Ukraine. Det kom til et søslag ved Dardanellerne, hvor bl.a. SMS Breslau sank (med flere sønderjyder om bord). Også i Nordsøen kom det til sammenstød mellem britiske og tyske orlogsstyrker.

På Vestfronten har tyskerne travlt med at forberede en offensiv, mens de stadig har en fordel  i overtal i kraft af de tropper, de kan overføre fra Østfronten. Men det haster, for snart vil amerikanske tropper strømme til Europa. Den britiske premierminister Lloyd George tror dog stadig, at krigen kan vindes på den italienske front. Lloyd George holder desuden tropper tilbage på de britiske øer for at forhindre sin egen øverstkommanderende, Douglas Haig,  i at påbegynde flere store offensiver.

Tyskernes generalstabschef Ludendorff træffer sin beslutning om, hvor den kommende tyske offensiv skal ramme: Området ved St. Quentin.

28. januar 1918. Füsilier-Regiment “Königin” og damerne i Elsass

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

I januar dækkede et tykt lag sne haver og vinbjerge omkring Mülhausen. Strålende solskin lå henover. Det var et vintertrylleri, som slesvig-holstenerne kun sjældent nød i deres hjemstavn.

Alligevel led füsiliererne ofte under kulden, når de var på øvelse. I denne måned gik der rygter om en fransk-amerikansk offensiv i retning fra Belfort og på hele den elsassiske front.

Den 7. januar blev dele af regimentet alarmeret på grund af stærk artilleribeskydning ved fronten. Der skete imidlertid ikke videre. Regimentets hviletid blev ikke yderligere forstyrret. På kejserens fødselsdag, den 27. januar, var der parade for general Schmidt von Knobelsdorff.

På denne eller de følgende aftener holdt kompagnierne deres fester, ofte med damer. Mange ømme forhold var nemlig allerede etableret eller blev det denne aften. Adskillige endte ganske vist alvorligt og ulykkeligt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Foredrag den 5. februar kl. 15:00 i Skelund ved Hadsund

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredraget: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918”.

Det sker mandag den 5. februar på Den bette Skole i Skelund, Elkærvej 2, 9560 Hadsund fra kl. 15:00 til kl. 17:00.

Prisen er 80 kr. inkl. kaffe og brød.

Da antallet er siddepladser er begrænset, anbefales det at forespørge om forventet fremmøde hos arrangøren Ib Skafte på ibsk@dbmail.dk

Anmeldelse af “Den sorte Dag ved Moulin – 6. juni 1915” på historie-online.dk

Martin Bo Nørregård og René Rasmussens bog: “Den sorte Dag ved Moulin” er blevet anmeldt på www.historie-online.dk

Bogen handler om den ene dag i Første Verdenskrig, der kostede flest sønderjyder livet.

Anmelderen skriver bl.a.:

”Den sorte dag ved Moulin-sous-Touvant” er en rystende, men fremragende beretning om junikampene i Frankrig 1915, der kostede helt ubeskriveligt mange dansksindede sønderjyder livet.”

“De to historikere har stillet sig selv en række spørgsmål: Hvad skete der egentlig den 6. juni 1915 ved Moulin? Hvordan forløb kampene? Hvorfor gik det så galt? Hvilke kildematerialer har vi? Bogen giver grundige svar – og kildematerialerne, der flittigt benyttes bogen igennem, består af danske feltpostbreve, uddrag af dagbøger og erindringer samt inddragelse af såvel fransk som tysk kildemateriale.

“Bogen er gennemillustreret med både kort og fotografier. Det hele er af så fin en kvalitet, at den virkelig kan varmt anbefales.”

“Det hele bringer læseren utrolig tæt på kampene. Vi er med i skyttegravene, i sommerheden, i mudderet, i kampene, i myrderierne. Uden at forfatterne på nogen måde svælger i død og ødelæggelse. De skriver nøgternt – ofte lader de kilderne tale for sig selv. Og de skriver godt de to forfattere.”

Bogen er på 72 rigt illustrerede sider og koster 148,- kr. Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget Historisk Samfund for Sønderjylland.

21. januar 1918. Indkaldt: “Vi var ikke andet end store drenge …”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Da krigen brød ud i 1914, havde jeg ikke regnet med at komme i trøjen, for da skulle krigen jo efter tyskernes mening gøres færdig i en fart.

Jeg blev konfirmeret 1915, og allerede i efteråret 1917 måtte jeg stille til session på Tonhalle i Tønder.

Der var ikke mange, der slap for at blive soldat. Man skulle næsten — som man siger — »komme med hovedet under armen« for at blive fri.

Jeg blev taget til infanteriet og skulle have været ind samme efterår, men jeg blev dog fri til januar 1918. Hvis jeg skulle blive hjemme, måtte min husbond af sted, og så blev det altså mig, der måtte  trække i den tyske trøje.

Det var den 21. januar 1918.

Sammen med en hel del andre fra min hjemegn mødte jeg på Junkerhulvejkasernen i Flensborg og blev samme dag ført til Slesvig, hvor jeg blev tildelt 1. kompagni af regiment 84.

Jeg kan ikke just sige, at det var videre godt at være der i Slesvig. De var lidt hårde ved os, for vi skulle jo i en fart have lidt uddannelse, så vi kunne komme til fronten og blive indsat, hvor der var mangel på tropper.

Vi var dog ikke andet end nogle store drenge — lige fyldt 18. år.

DSK-årbøger 1961.

19. januar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om mordforsøget på Vladimir Lenin og den politiske situation i Rusland. Med Rusland ude af krigen, var Rumænien tvunget til overgivelse, men der kæmpes fortsat flere steder i landet. I Finland er en borgerkrig under opsejling. På vestfronten bomber briterne Karlsruhe, Thienville og Metz. Og så bliver en hel amerikansk division indsat ved St. Mihiel

 

“Den sorte Dag ved Moulin” næsten udsolgt

Martin Bo Nørregård og René Rasmussens bog “Den sorte dag ved Moulin – 6. juni 1915”, der udkom 1. november 2017, er nu tæt ved at være udsolgt.

Bogen handler om den ene dag i Første Verdenskrig, der kostede flest sønderjyder livet, nemlig kampene ved Moulin-sous-Touvent den 6. juni 1915. Her faldt over 100 sønderjyder på det samme korte frontafsnit.

Forfatterne undersøger på grundlag af tysk, fransk og sønderjysk kildemateriale, hvad der egentlig skete denne blodige dag.

Bogen er gennemillustreret med en overdådighed af fotos og kort fra sønderjyske og private samlinger, de fleste fra Moulin-fronten i 1915, og der er desuden talrige portrætter af de faldne.

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget her

Læs JydskeVestkystens omtale her

Forlaget skriver:

Jeg rystede over hele kroppen, så jeg havde svært ved lade geværet. Foroverbøjede med lange bajonetter på geværet kom de gulbrune skikkelser styrtende over imod os. I hundredvis blev de mejet ned af vore granater, som hyllede dem ind i en sky af krudtrøg og svovldamp.

Sådan beskriver sønderjyden Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager situationen, da franske tropper den 6. juni 1915 midt på formiddagen angreb på frontafsnittet ved Moulin-sous-Touvent i Picardiet i Nordfrankrig. Da var en stor del af de mere end hundrede sønderjyder, der faldt denne dag ved Moulin, formodentlig allerede døde i den morderiske trommeild, der var gået forud for stormen.

Ingen anden dag i noget andet slag under hele Første Verdenskrig kostede så mange sønderjyder livet. Kampene i juni 1915 ved Moulin-sous-Touvent hører – set med sønderjyske øjne – til krigens blodigste. Mindst 104 fra Sønderjylland mistede livet den dag.

Og netop slaget på denne sorte dag bliver nu beskrevet indgående i en ny bog. Initiativtagerne til hjemmesiden http://denstorekrig1914-1918.dk har plukket dagen ved vestfronten ud, en strækning på ca 1 km nord for landsbyen Moulin, hvor franskmændene angreb. Det var dagen, hvor flest sønderjyder blev dræbt.

Det er med afstand den værste dag i 1. verdenskrig, set fra et sønderjysk synspunkt. Derfor er det også interessant gå helt tæt på netop denne dag, fortæller René Rasmussen, Museum Sønderjylland, som sammen med Martin Bo Nørregård, Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, har skrevet bogen med titlen ”Den sorte dag ved Moulin”, der udkommer i 1. november. For hvad skete der egentlig den 6. juni 1915 ved Moulin? Hvordan forløb kampene? Og hvorfor gik det så galt?

Forfatterne viser i bogen, hvor tæt man kan komme på et enkelt slag i Den store Krig på grundlag af et dansksproget kildemateriale i form af feltpost, dagbøger og erindringer og med inddragelse af tysk og fransk kildemateriale.

18. januar 1918. Bergholt “en ordentlig tur gennem chokoladen …”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun, men i efteråret blev regimentet forflyttet til Elsass (Alsace) og endnu senere helt ned til den schweiziske grænse.

Da vi havde hvilet ud et stykke tid og havde fået hullerne i kompagniet udfyldt, kom vi ud til fronten igen næsten helt nede ved grænsen til Schweiz. I klart vejr kunne vi se sneen på alperne.

Her var alt roligt, og vi havde en dejlig tid. Jeg tror ikke, at vi i månederne til efter nytår 1918 havde en eneste falden, kun et par sårede.

Et stykke ind i januar måned gik det løs med eksercits efter en større målestok. I den følgende tid blev vi ordentlig trukket gennem “chokoladen”, så vi var klar over, at der sikkert var noget, der hed forårsoffensiv, og deri tog vi desværre ikke fejl.

En dag, da vi drøftede den kommende tid, var Richard der selvfølgelig med sin kommentar: “I kan nok forstå gutter, at uden os kan de ikke vinde krigen. Vi skal da trænes op til at løbe. Om det så bliver frem eller tilbage, skal tiden vise. – Aber mir können sie alle von hinten!« (Men de kan rende mig bagi). –

Troen på sejren var for længst vigende.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)