Alle indlæg af Rene Rasmussen

28. marts 1917. Farligt naboskab: “Englænderne og vi i hver sin Ende af Skyttegraven”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret gik englænderne til angreb. Han og kammeraten Peter Hansen sad nu i skyttegraven.

Vi sad sammen i 1½ Døgn, Englænderne og vi, i hver sin Ende af Skyttegraven, saa kom der Ordre til de to Kompagnier, som var kastet ud, at de skulde storme.

Vi andre, som havde holdt Stillingen, skulde derimod rulle Skyttegraven op fra Flanken.

De to, der var dygtigst til at kaste med Haandgranater, blev stillet forrest, derefter kom de to bedste Skytter, og Resten af os blev saa brugt til henholdsvis at føre Haandgranater frem og lade Rifler.

Kampen var kort. Englænderne blev kastet ud igen; men vi maatte blive endnu et Døgn derude. Dog, ved Mørkets Frembrud kom der Afløsning, og vi gik glade ud af Stilling og haabede efter disse tre
strenge Dage at komme tilbage til et nogenlunde godt Kvarter i Le Catelet.

Dog, her blev vi ogsaa skuffet og kom tilbage i en Reservestilling, som endnu ikke var udbygget. Vi maatte sætte os paa Trappetrinene ned til de endnu ikke udgravede Jordhuler, og da det nu var blevet susende Regnvejr, var vi hurtigt gennemblødte. Saa sad vi dér, mens Vandet løb under os, og sov og frøs.

Det staar for mig som en af de Nætter, hvor Skuffelsen, Modløsheden og Forsagtheden greb mig som næsten ingensinde.

Ved Daggry blæste det op, og vi lagde vort Tøj i den skarpe Vind.

Efter nogle faa Dages Forløb kom vi alligevel ind i Byen i Kvarter.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

27. marts 1917. På inspektionsrejse til Aleppo

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel. Her blev han ansat som oppasser for en tysk militærlæge.

Den 27. marts 1917 tog vi så afsted fra den lilleasiatiske side med tog over strækningen Koma – Adanna.

Det var vel nok en oplevelse at køre igennem Lilleasien. Her så alt ud, som man forestillede sig, at det havde set ud i Christi tid. Fra
toget kunne man se små byer med huse bygget af ler. Folk var klædt, som man ser på gamle bibelske billeder.

Slemt var det dog, da vi skulle igennem og over de høje bjerge, Taunusbjergene. Bygningen af jernbanestrækningen til Bagdad var begyndt før krigen 1914 – 18. Der var bygget tunneler mange steder, men de var ikke færdige. Når vi i små feltbaner på åbne vogne kørte igennem, var vi våde af dryp. Turen gik gennem mange tunneler, kløfter, over provisoriske broer af træ og ikke mindst hårnålesving over bjergene.

Det var ikke ufarligt. Man kunne også under broerne se, at der var faldet adskilligt ned. Også på bjergskråningerne så man lastbiler ligge.

Da vi var kommet igennem bjergene, kunne vi køre til Aleppo med rigtig jernbane. Det var dog ikke noget hurtigtog.

Man fyrede med træ, og da det blæste temmelig meget, måtte vi holde mange gange for at samle damp. Jeg måtte så blive i Aleppo i nogle dage. Jeg var så heldig, at jeg kunne bo på et tysk soldaterhjem og her betale med almindelige tyrkiske og tyske papirpenge. De fleste af de guld og sølvpenge jeg havde fået til rejsen, kunne jeg så veksle til papirpenge og dermed få 10 gange så meget for dem, så jeg blev efter de daværende forhold en velhavende mand.

I Aleppo oplevede jeg dog ikke meget. Efter nogle dages ventetid kom stabslægen tilbage, og vi tog igen til Konstantinopel den 9. april 1917- Såvidt jeg husker, gik hjemturen gennem bjergene noget nemmere.

Jeg husker ikke noget særligt fra denne tur. Vi kørte samme vej med tog til Afion Karahisat. Herfra tog vi så med tog til Smyrna (nu Izmir). Her opholdt vi os i et par dage.

Vi tog derfra med tog til Banderma og videre med skib over  Marmarahavet til Konstantinopel, Havde jeg dengang vidst, at jeg skulle slippe levende hjem, havde jeg nok haft mere ud af turen.

Dengang var udsigterne ikke så gode. Jeg vidste, at så snart jeg
kom tilbage, gik turen til fronten igen.

Kort tid efter kom lægen og fortalte mig, at han skulle til vestfronten, først til Berlin og derfra til fronten. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne tage mig med. “Desværre”, sagde han, “jeg ville gerne, jeg har været meget glad fpr Dem. Men De er feltdygtig og tilhører Regimentet i Slessien. Det går desværre ikke”.

Vi måtte så tage afsked. Det har været min bedste tid under hele
krigen.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

25. marts 1917. Luftangreb på Zeppelinbasen ved Tønder?

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

25. marts 1917
Ved Knag Mølle ca. 3-4 km øst for Skodborg hus bro har Kongeåen skyllet gangbroen bort og oprevet den nordlige bred, så at vejen var impassabel.

Grænsesten nr. 58 er væltet og ligger i strømmen. Dette således forandrede løb af åen har bevirket, at den på tysk side liggende vandmølle, ”Knag Mølle” ikke kan drives.

Engelsk luftangreb på luftskibshallen ved Tønder

25. marts 1917

Det meddeles, at der i torsdags morges, den 22. marts skal være sket et angreb på den ene af luftskibshallerne ved Tønder, idet en engelsk flyver siges at have kastet bomber mod luftskibshallen, hvorved den skal være blevet stærkt beskadiget. Det menes at være hørt to eksplosioner.

Det vides ikke, om noget luftskib har taget skade ved denne lejlighed.

Foreløbig har jeg ikke kunnet få meddelelsen bekræftet. Der har imidlertid bagefter [?] de sidste dage med en forøget trafik af tyske flyvere langs kysten af Jylland, og det kunne måske …

[Her mangler der tilsyneladende noget tekst]

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

25. marts 1917. Blandt venner i Elsass

Niels Nielsen beretter om et ophold i Elsass som banevagt.

NB: Kan bringes hele foråret 2017
I Foraaret 1917 blev jeg trukket bort fra Fronten ved Naros-Søen og blev sendt til Ingweile i Elsas som Banevagt ved en Tunnel. Opholdet skulde vi have hos Beboerne, men ikke Forplejningen.

Jeg kom med min Kvarterseddel ind til et Par gamle Folk. Manden var 70, Konen 60 Aar.

De skulede til mig, og paa mit Spørgsmaal, hvor jeg skulde sove, anviste de mig et Hummer nede ved Stalden, med noget muggent Halm. Jeg beklagede mig, men fik det Svar, at de havde det ikke bedre. Man betydede mig, at jeg kunde godt sætte mig ned i Stuen, hvis jeg ikke vilde til Ro straks.

Jeg satte mig paa en Stol lige inden for Døren. Konen, som kunde tale Tysk, gik frem og tilbage paa Gulvet. Jeg kunde se, at hun betragtede mig skarpt. Omsider spurgte hun, hvor jeg var fra. Jeg svarede, fra Nordslesvig. Nordslesvig, hvor ligger det? Det er den nordligste Provins af Tyskland, oplyste jeg hende om. I det samme gik der een over Gaarden i Træsko, Konen gik ud, men glemte at lukke Døren, saa jeg kunde høre Samtalen, men da jeg ikke forstod det elsaske Maal, kunde jeg ikke følge med, men Navnet Nordslesvig forstod jeg.

Konen kom omsider ind, og lidt efter spurgte hun: „I er vel tysksindet deroppe?”. Jeg svarede et bestemt Nej. I Krigen 1864, hvor Danmark var i Krig med 2 Stormagter, tabte vi Hertugdømmet Slesvig-Holsten. Sproget i vor Landsdel er overvejende Dansk, men det er uddrevet af Skole og Retslokale, og delvis af Kirkerne med. Men vor Sympati er dansk.

Konen spurgte mig saa, om jeg var sulten. Ja, det kunde jeg ikke nægte, da det eneste spiselige, jeg havde, var et Stykke tørt Brød. Hun gik saa ud, og efter en halv Times Forløb kom hun ind med en Skaal kogt Mælk, Brød, Smør, en stor Hvedekage og et Fad med Saltmad. Spis nu, sagde hun, og det kan nok være, jeg tog for mig af Retterne. Da jeg var mæt, takkede jeg mange Gange, og vilde saa fjerne mig. Konen trak mig i Ærmet og trak mig ind i en tilstødende Stue, hvor der stod en opredt Seng. Der maa Du sove i den Tid, Du er her.

Jeg sov til næste Dags Middag, da der blev kaldt paa mig til Middag. Hvilken Nydelse at faa vel tilberedt Mad. De gamle Folk havde en lille Landejendom og 4 Køer. De havde tre Sønner, som alle var med i Krigen, men ikke kunde faa Orlov, da de ansaas for franskvenlige, hvad de ogsaa var.

DSK-årbøger 1945

25. marts 1917. En bøn til Gud, før to kammerater skal på forpost

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Hidtil havde vi ikke været rigtig i Ilden; men vi havde Dag for Dag set Byer blive sprængt. Vi blev flyttet lidt længere tilbage til en By, som hed Le Catelet, derfra blev der sendt en Jagtkommando ud, hvor jeg ikke var med; menen Dag kom den Ordre, at Kompagniet skulde i Stilling ude ved Lempire. Nu skulde vi altsaa rigtig ud i Ilden.

Der havde udviklet sig et varmt Venskab mellem min Kammerat, Peter Hansen fra Pøl paa Als, og mig. Vi gik sammen til vor Feltwebel og bad, om vi ikke maatte blive sammen, nu da vi  skulde i Ilden for første Gang, men han sagde Nej, det kunde ikke lade sig gøre.

Vi satte os saa til at skrive hjem til vore Kære om Eftermiddagen, og mens jeg.sad derinde i et lille Hus og var i Færd med at skrive, kom der en ung Kammerat og rev Døren op, stak Hovedet ind og sagde: „Peter, kom herud!”

„Ja,” svarede jeg, „naar jeg er færdig med at skrive, skal jeg straks komme ud.”

Han svarede hurtigt: „Nej, kom straks,” vendte sig om og gik. Jeg skubbede mine Skrivematerialer fra mig og gik udenfor. Da jeg kom ud, sagde han: „Vi gaar herop.” Vi var nemlig ved Foden af en Bakke, oppe paa hvis Top, der laa et dejligt fransk Slot omgivet af en prægtig Park.

Da vi kom op i en af Parkens skyggefulde Gange, gik vi tavse Side om Side et lille Stykke, saa standsede vi. Han rakte mig et Brev og sagde: „Tag og læs det!”

Jeg læste Brevet. Det var fra en Søster, som laa paa sit Dødsleje. Hun var gift ude paa Vesteregnen. Hun var en troende Kvinde og skrev et meget alvorligt Brev til sin unge Broder,blandt andet meget  indtrængende om at give Gud sit Hjerte:

„Efter al menneskelig Beregning er det det sidste Brev, jeg faar Lov at skrive til dig; men du véd, at det, der gør mig lykkelig ogsaa over for Døden, er, at jeg kan tro paa Jesus som min Frelser.

Du har set din Broder gaa gennem Dødens Port med Frimodighed i sit Hjerte, og du véd, at snart skal jeg følge; du véd, at det, der holder mig oppe, er det, at Jesus er min Frelser, og du véd, at han længes ogsaa efter dig; giv ham dit Hjerte, unge Broder, og lad mig saa give dig et godt Raad endnu.

Der vil sikkert ved dit Kompagni være en eller anden, som du har Tillid til som et Guds Barn. Gaa hen og luk dig op over for en saadan Kammerat, og lad ham faa Lov til at se ind i dit Hjertes Dyb.”

Hun skrev meget mere. Et alvorligt, indtrængende Brev, som greb baade hendes unge Broder og mig.

Da jeg havde læst Brevet og saå op, stod den unge, kraftige Yngling og græd, saa Taarerne trillede ned ad hans Kinder, og han sagde: „Nu véd du, Peter, hvordan jeg har det, og jeg véd godt, at hvis jeg nu skal gaa ud i Kamp, og jeg skal blive derude, saa er jeg ikke frelst, for jeg har ikke en barnlig, enfoldig Tro paa Jesus som min Frelser.”

Jeg talte med ham, og vi bad sammen, til Tiden var saa fremskreden, at vi skulde skynde os at stille paa Pladsen.

Hurtigt kom vi ned ad Bjerget, fik fat i vore Tornystre og vore Vaaben. Og saa gik det da for første Gang ud i Ilden, ude ved Lempire; den var taget af Englænderne.

Da vi stod paa Alarmpladsen, spurgte Kompagnichefen, om der var nogen, der havde særlige Ønsker, før vi gik i Slag. Peter Hansen og jeg traadte atter frem og sagde, at vi ønskede at være Sidekammerater. Det fik vi Lov til.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

24. marts 1917. Død eller i fangenskab?

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi blev snart ført frem, snart tilbage. En Dag, da vi gik tilbage, var der en Kammerat, som nægtede at gaa med; han blev baade truet og tigget, men sagde Nej. Han tog sin lille Spade og gravede Hul i en Brink, som vi stod ved, og sagde saa: „Nu maa Englænderne enten skyde mig eller tage mig til Fange.”

Bagefter blev der fortalt, at nogle Kammerater havde set Englænderne komme og kaste et Par Haandgranater hen til ham, og saa var han selvfølgelig død.

Det blev offentligt bekendtgjort ved vor Bataillon, og hvem véd hvor
langt; men hele Historien viste sig at være Løgn.

Fra Kammeraten kom Brev, som var sendt ind i Tyskland over Danmark, hvori han skrev til sine Forældre, at han var i engelsk Fangenskab og havde det godt, og at vi skulde bare skynde os at komme over til ham.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

22. marts 1917. “De franske artilleri er så forunderligt uroligt.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vailly, den 22. Marts 1917
Saa er vi da atter „os selv”. Alle Tropper, der syntes at være kommet hertil i et bestemt Formaal, er atter taget af Sted, og vi er kommet i Stilling længere til højre. Det franske Artilleri er dog saa forunderlig uroligt, og der fortælles, at hele Forestillingen længere t i l venstre kun var Blændværk for at aflede vor Ledelses Opmærksomhed fra, hvad han her vilde foretage sig. Det synes ogsaa at være lykkedes ham.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. marts 1917. “Fjenden planlægger et gennembrud.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vailly, den 20. Marts 1917

Der er Uro i Luften. Store Troppetransporter er ankommet, og overalt vrimler det med Tropper.

De østrigske Motormørsere er ankommet hertil, og det tyder ikke paa noget godt. Der bliver da ogsaa fortalt, at Fjenden planlægger et Gennembrud.

Vi har marcheret frem og tilbage, og Ledelsen synes ikke at kunne finde den rigtige Stilling til os.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

19. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om revolutionen i Rusland og Zarens abdikation, og britiske og indiske troppers erobring af Bagdad. Der er desuden nyt fra Makedonien, hvor østrig-ungarske og bulgarske tropper går til angreb mod oprørerne

 

19. marts 1917. Straffefangerne i Døstrup – grundigt genbrug af skråtobak

Peter Madsen, Tiset ved Gram, forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Dommen lød på 5 år. Efter ophold i forskellige straffeanstalter kom han i marts 1917 til en fangelejr ved Døstrup – eller “tysk Sibirien”, som hans kammerater kaldte det.

Vi arbejdede i Mjolden Skov med at indbygge en stor Skibskanon, som stod paa en Drejeskive. Arbejdede er nu lidt vel meget sagt, men vi var der da. Sand til Fyld hentede vi ved et lille Hus i Nærheden af Ottersbøl Mølle. Der var to Mænd ved hver Trillebør, og saa havde vi fem-seks Skovle Sand paa.

Tobak var en efterspurgt Ting, en Cigaret var en Herlighed, som der blev talt om i lange Tider, naar en Gang en Fange havde faaet en ved en Fejltagelse. Fik en fat i en Skraa, blev den først ordentlig gennemtygget af Modtageren, dernæst fik hans Venner den til anden og tredje Behandling. Men dermed var dens Saga ikke ude. Den blev optrevlet, tørret paa Kakkelovnen og rullet til en Cigaret, hvortil i mange Tilfælde i Mangel af bedres Havelse blev brugt et Blad af Militærsangbogen. Saa var den færdig til Brug og 5-6 af Modtagerens inderste Vennekreds blev indbudt til en Smøg. Staaende i en Kreds lod de Cigaretten gaa rundt fra Mand til Mand. Hver maatte kun tage et Drag, at tage mere stred imod god Tone.

De fleste af vore Samtaler drejede sig om Mad. Jo mere forsultne vi blev, des mere svælgede vi i Beretninger om Mad, vi fremtryllede Syner af fantastisk overlæssede Borde for hinanden.

Vi arbejdede paa en “Understand” ud efter Drengsted til og var i Færd med at blande Beton, da min Sidemand spurgte mig, hvad jeg troede, han var i Civil. Jeg vidste det ikke, men saa oplyste han, at han var “Special-Koch in Sauce” og nu skal jeg give dig en Opskrift paa en fransk Sauce — videre kom han ikke, en anden af Kammeraterne gav ham en skovlfuld Sand i Synet.

En anden Dag, da Samtalen drejede sig om Mad, var der en lille Berliner, som sikkert aldrig havde ført en ordnet Tilværelse, som vilde give s+ it Besyv med: Naar man tænker paa, hvordan man i Fredstid inden man om Morgenen gik paa Arbejde, satte en ordentlig Pandefuld “Bratkartoffel” og to Pund Marmelade til Livs, saa … Da jeg saa lidt tvivlende paa ham, bekræftede han det med et: “Ja du, das hat geschmeckt.!”

Det var nogle spredte Træk fra Militærfangelejren i Døstrup. Jeg vil gerne bringe den nordslevigske og da særlig den vestslesvigske Befolkning en Tak for den Maade, paa hvilken den optraadte overfor disse tit lidt forsumpede Fyre. Hvert Stykke Brød, som i Smug blev stukket til dem, lettede Fangernes Tilværelse, og man hørte fra deres Side aldrig andet end Lovord om Befolkningen heroppe.

DSK-Årbøger, 1941

19. marts 1917. En grænse ved Dannevirke efter krigen?

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

19.marts 1917
Bagerbutikker stormes i Hamborg
H. ST. For ca. 3 uger siden blev ca. 100 bagerbutikker stormet og til dels ødelagt. Infanteri skulle gribe straks ind, men ville ikke, så greb Wandsbeck husarer ind og splittede mængden.

I Sønderjylland står der ikke tropper ud over den sædvanlige styrke. I Åbenrå ligger et par kompagnier, i Haderslev og omegn ca. 2000 mand og ca. 300 ryttere. I Flensborg er det væsentligst rekreationstropper.

Fra Petrograd
K.N. En mand fra Petrograd, der er ankommet til København i sidste uge, meddeler, at man der ikke frygter for at socialdemokraterne skulle modsætte sig krigens fortsættelse. I Rusland findes i alt 5 millioner socialdemokrater, hvoraf allerhøjst ¼ er stemt for fred nu. Resten er ivrige tilhængere af krigens fortsættelse, idet de frygter for, at Rusland ved at slutte fred skulle bevirke, at Tyskland skulle sejre. Og man mener, at en tysk sejr vil være ensbetydende med genindførelsen af det gamle regime i Rusland.

En dansk-tysk grænselinje
K.W. Det hævdes, at der har været ført uofficielle forhandlinger med diplomater indenfor ententemagterne om en eventuel grænselinje mellem Danmark og Tyskland. De hævder, at der kun kan være tale om én grænselinje, nemlig Dannevirke. – Der vil ikke blive tale om at foretage nogen afstemning, da Frankrig er imod en sådan af hensyn til forholdet over for Elsass-Lothringen.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Den store Krig har rundet 1.5 millioner sidevisninger

Vi har haft nogle tekniske problemer i dag, men nu er siden er oppe igen 🙂

De tekniske problemer skal ikke overskygge glæden over, at vi i går rundede 1.5 millioner sidevisninger, siden vi begyndte at tælle i slutningen af august 2014.

Det er ganske pænt for en hjemmeside, der formidler historie.

skaermbillede-2017-03-18-15-06-25_cropped

Men det var ikke den eneste milepæl, vi passerede i går.

Den tilhørende Facebook-side rundede 5.000 “likes” (“synes godt om”).

img_5299_5001_likes_facebook

Det er den mest populære Facebookside, som Museum Sønderjylland administrerer.

Vi glæder os over interessen for Første Verdenskrig og takker vores mange læsere for deres aldrig svigtende opbakning!

René Rasmussen

 

 

 

18. marts 1917. Operation “Alberich”

I marts 1917 foretog tyskerne en strategisk tilbagetrækning på Vestfronten til den såkaldte Siegfried-stilling. Alt foran den nye stilling blev sprængt eller brændt ned. Füsilierregiment 86 var med til ødelæggelserne.

Den følgende nat begyndte divisionens tilbagetog til Siegfried-stillingen. 

Da frigørelsen fra en opmærksom fjende er meget vanskelig, var den foreskrevet i mindste detalje. Hvilebataljonen besatte denne nat bagtrop-stillingen ved Ervillers bag for Gomiécourt. Beredskabsbataljonen, den I bataljon, gik som beredskab for bagtroppen til Mory og besatte de veje, der derfra førte sydpå. Frontbataljonen, III bataljon, forlod den forreste linje, R1-stillingen, og marcherede gennem de to andre bataljoner på en nattemarch til Lagnicourt bag ved Siegfried-stillingen.

Sikringen af denne tilbagetrækning varetog sikringsafdeling Simon for divisionen, fra hvert regiment ét kompagni, fra regiment 86 var det 5. kompagni (løjtnant Harms). Det forblev om natten i R1, afgav skud støttet af artilleriet, skød lyskugler op og snød således fjenden under bataljonernes tilbagetrækning.

Den følgende dag holdt det R2 besat ind til kl. 8 om aftenen, gik så skridtvis tilbage og forenede sig med II bataljon i Baralle, 12 km vest for Cambrai, hvor den 18. marts division og 2. garde-reservedivision havde indtaget en stilling.

Tilbagetrækningen var et grusomt smukt syn. ”Alberich” begyndte sit værk. Allerede uger i forvejen havde man truffet forberedelser til at vanskeliggøre fjendens fremstød. Indbyggerne var i forvejen sendt bort.

Så blev samtlige vejkryds undermineret, kældre, dækningsrum og brønde fyldt med sprængstof. Hele ødelæggelsesværket var opkaldt efter dybets mørke dæmon ”Alberich”.

Dagen i forvejen var man begyndt med sprængningen. Nu flammede landsbyerne op og lyste uhyggeligt gennem den tykke røg, der bredte sig vidt ud over markerne. Hvert øjeblik gennemrystedes luften af det dumpe knald fra en ny sprængning.

Terrænet skulle forvandles til en ørken, som fjenden kun med stort besvær kunne krydse, hvor han ikke kunne finde vand, ingen beskyttelse og ingen dækning.

Forholdsreglerne var hårde, men i krig betyder enhver skade, som man kan tilføje fjenden, at egne folks liv og helbred skånes. Her er der ikke plads til medfølelse.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

18. marts 1917. Kampvogn og kavaleri-fægtning på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi blev lidt efter lidt ført stadig længere frem. Det var haarde Kampe, som stod ved Somme, og som endte i det store Tilbagetog 1917.

Dette var snart i fuld Gang, og vi skulde være med til at dække det.

Vi kom hen en Dag i Nærheden af en lille By, som hed Epéhy. Vi var  ca. 40 Mand, som skulde dække en Front-linie paa omtrent 3 km.

En af mine unge Kammerater, Feddersen, fik sammen med mig anvist en Plads oppe paa en Bakke. Vi saa yderst i det Fjerne saadan et  underligt, graat, afstumpet Taarn, og vi sagde til hinanden, at den Fyr var her vist ikke, da vi kom her op.

Lidt efter saa det ud, som om den sank lige ned i Jorden; der gik en kort Stund, saa kom den til Syne igen, og saa var den nær nok, til at vi kunde se, at den lignede en stor, graa Trold.

Vi laa ganske stille hver med sine Tanker og sagde ikke noget. Fyren forsvandt igen, tilsyneladende lige ned i Jorden; atter gik der en kort Stund, og atter kom den til Syne en Bakke nærmere ved os.

Nu var vi klare over, at det var en af disse engelske Tanks. Vi syntes slet ikke, det var morsomt med den, for vi havde hørt allehaande Ting om, at de var bevæbnede med Maskingeværer og Revolverkanoner, at de kunde klatre over Diger og Grøfter, kravle over Pigtraad og Skyttegrave og i det hele taget var ugemytlige at
have med at gøre.

Vi laa musestille og skulde vel vogte os for at give os til Kende, der hvor vi laa; men Tanken rykkede ikke længere frem. Nu bakkede den og gik tilbage, og saa saa vi, at den blev ved at gaa tilbage, men yderst i det Fjerne fik vi samtidig Øje paa en større engelsk Kavalleripatrulje.

Vi havde aldrig endnu været i Ilden, og længtes heller ikke efter at komme det. Vi vidste nok, at det gjaldt om først at tage Hesten og derefter Manden, men vi vilde allerhelst slippe for at komme i Kamp med dem.

Vi vidste, at der bag os stod en større tysk Kavaleripatrulje saavel af
Ulaner som af Dragoner; men vilde de komme os til Undsætning? Og hvor var de? Var det Dragonerne eller Ulanerne,  der laa os nærmest?

Dragonerne havde vi ikke megen Tillid til, vi syntes, at de var stærkest i at smøre Haser; var det derimod Ulanerne, var vi mere trygge, for om dem havde vi hørt, at de kæmpede som Løver.

Vi saa Englænderne komme ganske langsomt ridende. Paaeen Gang  fik vi Øje paa Ulanerne, som samlede sig ved Foden af den Bakke, paa hvis Top vi laa. De havde ogsaa opdaget Englænderne.

De satte sig i Bevægelse, red igennem Dalen om til Højens Fod, kom saa ud paa en mindre Slette, og nu havde de gensidig opdaget hinanden, Englænderne og de tyske Ulaner.

I fuld Karriere fløj begge Parter ud fra hinanden. Idet de i fuldt Firspring sprængte imod hinanden, samlede de sig ganske tæt, Hest ved Hest, og tørnede saa sammen med et voldsomt Brag ca. 500 m foran os.

Det Vaabenbrag, den Hestevrinsken og det Jammerskrig, som lød, lyder endnu i mit Øre, naar jeg tænker paa det.

Jeg saa venstre Fløjmand af Tyskerne, i det Øjeblik alle var ved at tørne sammen, dreje sin Hest en Kende til venstre, saa han for lige forbi sin Modstander; men i samme Nu svingede han Lansen over sit Hoved og stødte den i sin engelske Modstanders Ryg, saa denne segnede ned af Hesten.

Det var ikke mange, hverken Englændere eller Tyskere, som slap levende fra det. Tyskerne beholdt Valpladsen, de faa Englændere, som var tilovers, galoperede tilbage. Det er den eneste Kavalerifægtning, jeg har været Vidne til.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Foredrag i Aalborg 27. marts 2017: Frontliv, faneflugt og fangelejr

27/03/2017 – 19:00, Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35 | Aalborg, Aalborg Grænseforening

Grænseforeningen skriver i sin reklame for foredraget:

‘Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det Tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste. I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse – og om de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.

Foredraget starter med krigsudbruddet i august 1914. Krigsudbruddet kom som et chok. Vi følger de sønderjyske regimenter ind i krigen og de første slag, indtil Vestfronten stivner i en stillingskrig. Livet og døden i skyttegraven skildres bl.a. ved lydklip med sønderjyske krigsveteraner. Deserteringerne begynder, men det er ikke så let at komme i sikkerhed over Kongeåen til Danmark – med mindre man har en stedkendt hjælper.

Foredraget slutter med de særlige krigsfangelejre for danske sønderjyder, som entente magterne lod indrette – hvor fangerne havde helt specielle forhold.

René Rasmussen er museumsinspektør på Sønderborg Slot med speciale i det dansk-tyske grænselands historie fra ca. 1800 til i dag. Han stod bl.a. for Sønderborg Slots nye, permanente udstilling om Sønderjylland under tysk styre 1864-1920, der åbnede i 2013. Og ligeledes for Dannevirke Museums store udstilling om det danske mindretals historie, der åbnede i 2011.

Han er desuden manden bag hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk, der formidler historien om sønderjyderne og Sønderjylland under Første Verdenskrig. Med langt over én million sidevisninger er den én af de mest besøgte historiske hjemmesider i Danmark.

René Rasmussen har skrevet mange bøger og artikler om grænselandets historie; han har lavet film, apps og hjemmesider, og var i 2015 vært for en TV-serie på 10 afsnit om Syd- og Sønderjyllands historie 1850-1950 på TVSYD.

Endelig er han en efterspurgt foredragsholder, som vi kan nyde i aften, som er kendt for at krydre sine foredrag med autentiske film- og lydklip – og masser af humor!

Foredraget afholdes i samarbejde med Folkeuniversitetet.

 

 

17. marts 1917. “Gott strafe England … og alle danske!”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vallly, den 17. Marts 1917

Med lidt Forskydeise hver Gang har vi siden November været i Stillingen her, med afvekslende Ro og Reservestilling.

Det er stadig Frostvejr, og stadig er vi bedst tilpas, naar vi er i Stilling. Amerika har nu erklæret os Krigen. Det er den nye Delingsfører glad for, eller dog i hvert Fald meget begejstret over. Han har glat tiltraadt Parolen fra „Oven” om, at jo flere Fjender, des større Æren. Han er en begejstret Tilhænger af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig og mener, at v. Tirpitz nok skal være Mand for at ordne Englænderne.

I Politik kan jeg aldrig enes med  Delingsføreren, og jeg har ofte givet  ham et Kursus i sønderjysk Historie, men det, som jeg søger at forklare ham angaaende 1864 og om Tiden derefter: om Forbud af vort Sprog i Skole og Kirke, affejer han med den Bemærkning, at hvad der er „errobert”, det er tysk, og at der ikke er nogen anden Mening om den Ting.

I vor Skatklub holder vi stadig sammen, og det er mange Gange sent, inden v i om Natten skilles med Ønsket om „Gott strafe England”, og Delingsføreren tilføjer saa gerne: „Og alle Danske”.

hans-christian-brodersen_cropped_mindre
H.C. Brodersen

I Forgaars havde vi Lejlighed til at se Tysklands største General. Han kom ud til Reservestillingen, medens vi var ved at hugge og grave i den frosne Jord Han var „Ekscellence” og var Kommandør af vort Arméafsnit.

Ekscellencen lagde Mærke til, at vi Underofficerer ikke bestilte andet end at sørge for at holde Fødderne varme, men han belærte os rigtignok meget hurtig om vor aldeles fejlagtige Opfattelse af  Situationen. Den frosne Jord maatte erfare det, i hvert Fald saa længe, han endnu var i Syne.

I Dag har vi haft Besigtning. Regimentskommandøren mente, at det var noget værre Hø. Parademarchen var uden nogen Effekt, og havde ikke Spor af Lighed med nogen egentlig Parademarch. Han beklagede, at vi nu atter skulde i Stilling, da han ellers nok skulde faa lært os at strække Skankerne.

Divisionskommandøren overværede Øvelserne og Kritikken. Han var af den Mening, at hvad han havde set, var virkelig godt, og Øvelserne var meget pænt udførte, syntes han. Han stillede saa Regiméntskommandøren det Spørgsmaal, om der havde været afholdt Skydeøvelser med omhængte Gasmasker. Han havde nemlig Erfaring for, at de allerfleste ikke vidste at omgaas deres Gasmasker ordentlig, og ikke kendte til at udskifte Reserveiltpatronerne. Det kunde blive til stor Fare for enhver, mente han, ikke at vide hvorledes en Mand under et Gasangreb havde at forholde sig. Han tilraadede en indtrængende Prøvelse af dette Forhold og anbefalede sig.

Det var Prinsen af Reuss. Vi var alle klar over, hvem af de to Herrer, der havde Ret, og at Regimentskommandøren havde hentet sig en „Næse””, som vi inderligt ønskede ham. Vi var glade, da vi atter skulde i Stilling.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

Ny bibliografi over litteratur

Blandt hjemmesidens gode venner og hjælpere findes også bibliotekarer.

De to pensionerede bibliotekarer, Peter Weber fra Aabenraa og Knud Madsen fra Tønder, har sammensat nedenstående litteraturlister (bibliografier) over litteratur fra hhv Aabenraa og Tønder kommuner.

Findes der mon et par pensionerede bibliotekarer fra hhv Haderslev og Sønderborg, der kunne have lyst til at lave noget tilsvarende?

Bibliografier over litteratur om de nuværende sønderjyske kommuners område under Første Verdenskrig:

Nuværende Aabenraa Kommune

Nuværende Tønder Kommune

15. marts 1917. Felthospitalet evakueres

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i Fressies ved Somme, da der kom ordre om tilbagetog.

Tilbagetoget foregik vistnok i natten fra den 16. til den 17. marts 1917. Da vi aldrig modtog befalinger, måtte vi selv holde os underrettet om, hvad der skulle foregå.

Dagen og aftenen før tilbagetoget skilte kamptropperne sig af med alle dem, de ikke kunne have med. Da tropperne så i løbet af natten passerede byen, afleverede de yderligere en del sårede, som de havde taget med. Vi søgte at evakuere til Cambray, hvad vi kunne, men henimod morgenstunden havde vi dog vistnok ca. 40 sårede og syge tilbage, hvoraf den største del måtte transporteres liggende.

Jeg aftalte med Cambray, at der ved daggry skulle komme et sygetog til stationen, da sporene dertil endnu var i orden. Vi iværksatte straks flytningen til jernbanestationen, og da toget kom til den aftalte tid, forlod vi samlingsstedet. Mens vi var beskæftiget med indladningen, energisk understøttet af togpersonalet, faldt de første granater i nærheden som tegn på, at vi måtte skynde os.

Det var lyst, da toget kørte. Da vi forlod byen, eksploderede kort efter hinanden nogle granater på begge sider ikke langt fra toget. Vi kom nu til Cambray. Så vidt jeg kunne se, blev vi rangeret ind i et større sygetog med læger og sygeplejersker; toget skulle køre via Valenciennes og formentlig til Tyskland.

Da jeg havde hørt, at vor division skulle samles ved Valenciennes, besluttede vi at fortsætte med sygetoget, hvad vi også fik lov til som gæster, selv om sygeplejerskerne skævede noget til os. Det var i øvrigt første og sidste gang, jeg fik lejlighed til at iagttage virksomheden i et sådant tog.

I Valenciennes stod vi af og blev af myndighederne anbragt i en kaserne. Jeg nåede den dag endnu at se på malerisamlingen i museet og at gøre nogle indkøb af kniplinger.

Næste morgen blev vi pr. jernbane sendt til lazarettet, der lå i en stationsby i nærheden.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

15. marts 1917. Patruljekampe ved Gomiecourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten. Tilbagetoget var allerede begyndt nord for Ancre. Tropperne var gået tilbage til den flere gange nævnte R 1 stilling.

Bataljonerne marcherede til Gomiécourt.

Den 8. marts afløste II bataljon infanteriregiment 96 fra 38. division i forreste linje, mens III bataljon besatte R 2 og den bagved liggende Logeast skov, I bataljon blev i Gomiécourt. Stilling og skov lå 5 km nord for Miraumont. Alle bataljonens fire kompagnier lå i fronten, som yderligere var sikret af to feltvagtenheder. Bevægelseskrigen satte ind igen. Den nye stilling var noget mudret, men dækningsrummene og pigtrådsspærringerne var gode.

Englænderen forsøgte at støde frem efter os og bevare følingen med os. Allerede i den første nat gik en engelsk patrulje på ca. 50 mand mod vor feltvagtenhed. De blev afvist. To sårede englændere faldt i 5. kompagnis hænder. Et angreb af en stærk fjendtlig patrulje blev af den samme feltvagtenhed afvist den 12. marts om aftenen.

Den 14. drev 10. kompagni en stærkere afdeling tilbage. Denne havde én død og efterlod os 3 geværer. Det samme kompagni tog dagen efter 5 englændere til fange. Nu blev disse forsigtigere og holdt deres forreste linje på 6-800 m afstand.

Den 16. marts lykkedes det 11. kompagni at tage endnu en englænder til fange.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

14. marts 1917. Bestikkelse af grænsevagter og kontrollører

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. I begyndelsen af året 1917 handler et par indlæg om bestikkelige vagter og kontrollører ved grænsen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger bind 3

13. marts 1917. Faret vild i den forreste linje

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I begyndelsen af 1917 lå han ved Mireaumont.

En Nat fik vi ved Firetiden Ordre til at træde an. Der skulde bringes Mad ud til 7. Kompagni. Ti Mand blev udpeget til at gøre det. Jeg var iblandt dem.

Vi fandt en stor Del af Kompagniet i et stort Granathul. Der var ogsaa en Del saarede iblandt dem. En af dem havde faaet et Ben skudt af. Han jamrede hele Tiden. Den Mad, vi bragte dem, var den berygtede „Dörrgemüse”. Om det nu var af Madlede, eller om de havde mistet Appetitten paa Grund af de udstaaede Strabadser, ved jeg ikke, men det første Kogekar med den omtalte „Dorrgemiise” gik fra Haand til Haand med Ordene: „Gider du spise noget?” — „Nej”.

Pludselig gik nogle Salver Shrapnels hen over os. Alle forsvandt i et Nu og søgte Dækning. Der blev dog atter Stilhed. De saarede blev baaret bort. Ogsaa tre saarede Englændere dukkede op og forsvandt. Jeg ledte efter min Kammerat, som havde hjulpet mig med at bære Maden frem. Han var forduftet. Til sidst var der ikke andre tilbage end Vagtposten og jeg. Da sagde jeg til mig selv: „Nu er det vistnok paa Tide, at ogsaa du forsvinder!” Klokken var nemlig syv om Morgenen, og det var saa smaat begyndt at blive Dag; men det var meget taaget.

Jeg sprang op af Hullet, men — hvorhen skulde jeg gaa? Først løb jeg paa en Understand. Jeg spurgte, om man havde set noget til mine Kammerater. Det havde man ikke. Det var ikke let at finde Vej paa egen Haand i den tætte Taage. Jeg famlede videre.

Nu saa jeg tre Træer, som under Granateksplosionerne havde mistet Toppen. Dem havde jeg ikke set før, saa jeg var klar over, at jeg var paa Vildspor. I det samme blev jeg raabt an: „Menneske, hvor vil du hen?“ Det viste sig at være en fremskudt Lyttepost. „Du er jo lige foran de engelske Linier,” sagde han. Jeg forklarede ham Grunden til min Tilstedeværelse. „Du er jo ude imellem Linierne”, sagde han. Jeg spurgte efter Byen Achiel le Petit. „Hold kun lidt til venstre”, sagde Lytteposten. Det gjorde jeg.

Da jeg havde gaaet en lille Stund, stod jeg foran den forreste tyske Linie. De stod Mand ved Mand i Skyttegraven og gloede paa mig. De sagde intet, spurgte om intet. Jeg spurgte, om de kunde oplyse mig om, hvorhen jeg skulde gaa for at komme til Achiel le Petit. Det vidste de ikke. De kunde dog langt om længe fortælle mig, hvor Miraumont laa. „Det Hul”, sagde jeg, „det kender jeg godt,, for der har jeg flere Gange været ved at sætte Livet til”.

Jeg kom igennem Linien og fortsatte Vejen tilbage.. Endelig fandt jeg den rette Vej, og glad var jeg. Da jeg gik op over en Markskraaning, fejede en Maskingeværsalve- hen over Terrænet. Jeg slap dog lykkeligt op over Bakkekammen og var i Sikkerhed. Langt om længe naaede jeg. da tilbage til mine Kammerater.

DSK-årbøger 1953

 

12. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den russiske februar-revolution, britisk fremrykning mod Bagdad, det serbiske oprør mod de bulgarske besættere og indsættelsen af Woodrow Wilson som amerikansk præsident. I USA viste mobiliseringen af nationalgarden til beskyttelse af grænsen mod Mexico, at landet er meget langt fra at være klar til at gå i krig. Men det lærer man af.