Alle indlæg af Rene Rasmussen

Særtilbud: Thode til halv pris: 99,- kr

Nu kan du købe den anmelderroste roman “Thode” til halv pris.

Romanen, der udkom sidste sommer, er baseret på sønderjyske Carl Theodor Thodes erindringer fra sin tid som tysk soldat i Den Store Krig fra 1915-1918.

Bogen følger den unge mand rundt i det krigshærgede Europa – fra de iskolde stillinger ved Dynaborg til det støvede skyttegravshelvede i Somme, fra hårrejsende træfninger i Karpaterne til fluebefængte lazaretter på Østfronten.

Den unge mand kastes hovedkuls fra det ene blodige slag til det næste og møder i krigen skæbnen, kærligheden og den altopslugende tragedie, der kommer til at følge ham resten af livet.

Forord af Jørn Buch.

Da rettighederne til Thode nu overgår fra Forlaget Radius til Lindhardt & Ringhof, har du mulighed for at erhverve dig et eksemplar af det beskedne restoplag til halv pris: 99,- kr. + porto.

Tilbuddet gælder så længe lager haves.

Bestil bogen direkte hos forfatteren her: thode@brodersen.tv

Pressen skrev:

**** “Underholdning, man bliver klogere af” – Fyns Stiftstidende

**** “En på en gang smuk og gruopvækkende bog” – Bogrummet

“I nedtonet realisme beskriver bogen krigens rædsler, dens enkelte glimt af barmhjertighed og den uønskede arv, en krig efterlader” – Flensborg Avis

**** “Velskrevet og meget vedkommende” – Empey.dk

20. september 1917. Verdun: Ud i natten for at bjærge Løjtnant Knutz’ lig

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Den 19. september 1917 faldt den afholdt løjtnant Knutz på vej ud til forreste linje. Hans lig kunne ikke bjærges – i første omgang.

I løbet af dagen fik vi sovet lidt, og nerverne kom atter i ro. Vi var alle enige om, at løjtnant Knutz skulle bjerges, koste hvad det ville. Den ”Lange” skulle ikke som så mange andre, ligge og rådne op i et granathul, det stod fast. Alle var klar over, at det kunne komme til at koste dyrt, men risikoen blev slet ikke omtalt.

Da det blev aften, meldte hele delingen sig frivilligt til eftersøgningen, undtagen ordonnansen. Fire mand – to hold – blev udtaget og begav sig ud på den farlige færd.

Men der var én ting mere, der nødvendigvis skulle gøres. Kompagnichefen var faldet, og melding herom skulle tilgå løjtnanten ved første deling, så han kunne overtage ledelsen af kompagniet ind til videre. Ordonnansen, som var den nærmeste til at gå med meldingen sammen med en anden, nægtede pure at gå. Han undskyldte sig med, at han havde kone og børn derhjemme i Hamborg, og Feldweblen ved anden deling, der var en godmodig mand, trængte ikke yderligere ind på ham. Det var synligt for alle, at manden var fuldstændig slået ud efter den sidste nats hændelser.

Men meldingen skulle jo frem, så Feldweblen henvendte sig til mig, om jeg ikke havde et par mand, der ville og kunne påtage sig hvervet. Nu var det ikke så lige til at udpege nogen til en sådan ”Himmelfahrtskommando”, – det blev en opgave kaldt, hvor chancerne for at komme helskindet fra det, var meget, meget små. – Vi vidste, at opholdsrummet med første deling skulle findes en 5-600 meter til højre for os, så man skulle synes, at det ikke var så svært. Man skal dog huske på, at terrænet var ganske ukendt og udelukkende bestod af granathuller, og i et af disse fandtes indgangen til opholdsrummet. Dertil kom, at vi højst var 150 meter fra fjenden, at granaterne til tider faldt tæt, og at der med korte mellemrum blev opsendt lysraketter, der gjorde nat til dag.

Det var ikke en gå-tur, men en kravle-tur på 5-6 hundrede meter med ophold hver gang en raket gik til vejrs, og når granaterne faldt alt for tæt. Man skulle passe på at holde retningen, nok lå der med mellemrum to og to mand fra infanteriet i granathullerne; men var uheldet ude, og man kravlede igennem denne kæde, kunne man risikere at få en kugle bagfra af ens egne. Man kunne ikke tale almindeligt, kun hviske; den mindste bevægelse, der blev observeret, affødte straks en maskingeværsalve, hvis ikke andet og værre. Kort sagt, der var mange ting, der skulle tages i betragtning, hvis en sådan tur skulle gennemføres med held.

Det var ikke en tur for nybegyndere, så jeg valgte at gå selv. De, der kunne komme i betragtning, var gået ud for at søge efter løjtnant Knutz. Resten var helt nye folk og aldeles uden erfaring. At sende dem var omtrent det samme som at udtale en dødsdom over dem, og dertil havde jeg ikke mod.

Som ledsager var det noget andet, og der meldte sig da også straks én, der ville gå med. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det ikke var en skovtur, vi skulle ud på, men han svarede, som ret var: ”Wenn Du deinen Kopf hinhalten kannst, dann kann ich es wohl auch” (Hvis du vil vove pelsen, kan jeg vel også). Han sagde dette roligt og stille, så jeg var temmelig sikker på, at manden kunne bruges. Jeg instruerede ham om, at det eneste han havde at iagttage, var at gøre det samme, som jeg gjorde, og at det skulle være omgående uden et sekunds betænkning. Hvis fjenden eller vore egne tændte en ”lampe”, gjaldt det om at ligge aldeles roligt uden at røre et lem og med ansigtet ned i jorden. Den mindste bevægelse kunne nemt komme til at koste os livet. Det eneste, der skulle tages med, var gasmaske og pistol, og denne skulle bæres i brystlommen, hvor man nemmest kunne få fat på den i liggende stilling uden at bevæge sig alt for meget.

De nødvendige instrukser var nu givet og et heldigt udfald måtte så overlades til heldet og skæbnen. Med et ”Hals und Beinbruch” fra kammeraterne, startede vi.

Så snart vi var kommet ud i det fri, krøb vi ned i det første det bedste granathul for at foretage enforeløbig orientering. Frontens forløb skulle fastslås så nogenlunde, og det kunne kun gøres ved at iagttage lysraketterne et lille stykke tid. Forpostkæden gik jo ikke efter en streg, men var i høj grad betinget af terrænforholdene. Jeg forklarede min ledsager, hvad han skulle bide mærke i, så vi atter kunne finde tilbage til vort udgangspunkt.

Vi valgte at kravle skråt fremefter i den retning, hvor første deling formodedes at være. Hvis vi var heldige, skulle vi så efter at have tilbagelagt små hundrede meter støde på forpostkæden. Det farlige var, at hvis vi kravlede igennem denne kæde, så var vore chancer for et heldigt resultat ikke ret store, tværtimod.

Jeg var klar over den risiko, vi løb, men havde med fuldt overlæg valgt at komme i forbindelse med forposterne. Ved at følge kæden ud til højre var der stor chance for, at vi før eller senere ville træffe en mand, der omtrent vidste, hvor MG-delingen lå. Men jeg vidste også, at havde vi først forbindelse med forposterne, var vi kun ca. 50 meter fra fjendens forpostkæde, og den yderste forsigtighed var påkrævet.

Natten var stjerneklar, men uden måne. Det blæste lidt, men over imod fjenden, så der var ingen fare for gasgranater.

Vi var sådan set heldige, idet vi, efter at den beregnede afstand var tilbagelagt, ”ramlede” på den første forpost. Der var kun én mand i granathullet – men han var død, og hans makker var væk.

Det var en streg i regningen. Det svageste – eller vi må hellere sige det farligste – punkt i hele min plan var at træffe den første forpost. Det lykkedes, men som sagt, han var desværre død.

Hvad var der sket? En granat fra artilleriet var usandsynlig, dertil var vi for tæt inde på fjenden. Det kunne være riffelskud, men at de begge to skulle være sat ud af spillet herved, passede heller ikke rigtigt ind i billedet. Makkeren til den døde var sikkert blevet lettere såret, så han havde kunnet klare sig selv tilbage. Det eneste jeg kunne tænke mig var, at en håndgranat var blevet kastet ned til dem. Da manden endnu ikke var kold, kunne dette ikke være sket for ret længe siden.

Vi måtte regne med, at naboposten var på tæerne efter denne affære, og at nærme sig den fra en forkert vinkel ville være yderst farligt. Vi foretrak at blive liggende i hullet for at se, om vi ikke kunne lokalisere posten på en eller anden måde. Jeg regnede med, at folkene dér med mellemrum ville affyre en lysraket for at se, om der var flere fjender ude i ingenmandsland, der havde ondt i sinde, og det slog til.

Det var godt, at vi ikke var kravlet videre. Da ”lampen” gik op, viste det sig, at den næste post lå et par meter længere tilbage. Havde vi fortsat, ville vi temmelig sikkert være kommet foran denne post, og det havde jo ikke været så godt. Nu gik det hele let; vi kravlede lidt tilbage og nåede posten bagfra.

De var, som jeg havde tænkt mig, klar over, at deres nabopost var sat ud af spillet. Den ene hviskede lakonisk: ”Handgranate, der Werfer wirft nicht mehr, er liegt 20 Meter von hier” (Håndgranat, ham der kastede er færdig. Han ligger 20 meter herfra). Derimod kunne de ikke oplyse os om, hvor delingen lå. Det havde jeg sådan set heller ikke ventet, for vi var ikke nået langt nok til højre endnu; men vi f ik forpostkædens forløb forklaret, og det var en god hjælp.

Med uendelig forsigtighed og med kortere og længere ophold, afpasset efter lysraketternes tæthed, arbejdede vi os fra post til post, og endelig traf vi én, der vidste, at MG-delingen lå ca. 50 meter borte, men lidt længere tilbage.

Atter forandrede vi retning og undersøgte nu ethvert større granathul. Endelig fandt vi frem til det rigtige, hvor indgangen til opholdsrummet var. Det viste sig, at kravleturen havde taget os ca. to timer. Den sørgelige melding blev afleveret, og vi begav os på hjemvejen. Denne gang foretrak vi at gå en anden vej, nemlig 100 meter ned ad skråningen, hvor vi kunne tillade os at gå nogenlunde oprejst, og i løbet af en lille halv time var vi tilbage i vor ”hule”. H v o r mange gange vi i disse 2V2 time havde stået på hovedet i granathullerne, ved jeg ikke, men jeg antager, at én gang for hvert minut, vi var undervejs, ikke slår til .

Feldweblen var glad for, at meldingen var nået frem. Han havde ikke ventet os tilbage så hurtigt

og ville vide, hvordan vi havde fundet vej. Jeg forklarede ham vor forud lagte plan, som han kommenterede med tre ord: ”Gefährlig, aber effektiv” (Farlig, men effektiv).

Min ledsager havde klaret turen til ug, og det blev ikke sidste gang, han frivilligt gik ”tur” med mig.

Et stykke t i d efter vor hjemkomst kom også de fire mand, der havde søgt efter løjtnant Knutz, til bage, men de havde ikke fundet ham. De var også sluppet uskadt, men den ene havde fået sin spiseske ødelagt. Han havde haft den i frakkelommen, og en granatsplint havde krøllet den sammen. Bortset fra en iturevet jakke og en blå plet på låret var der ikke sket noget.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

19. september 1917. Ved Verdun: Døden indhenter løjtnant Knutz

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Den 19. september om aftenen – den dato vil jeg altid huske – kom der en ordonnans fra bataljonen med ordre til, at vi omgående skulle afløse et andet MG-kompagni, som havde haft så store tab, at de ikke kunne betjene deres geværer mere.

Løjtnant Knutz protesterede og mente, at der måtte foreligge en fejltagelse. Han begav sig til bataljonen for at få sagen opklaret. Men der var intet at gøre til trods for, at han fremhævede, at også hans kompagni var underbemandet. Der var kun fire mand til hvert gevær.

Lidt efter kom han tilbage, og jeg kan endnu huske ord til andet, hvad han sagde til os: “Ja Kinder, wir müssen los, da hilft alles nichts, die haben die Hosen voll” (Ja folkens, vi må af sted. Der er intet at gøre. De er skideangst).

Om han mente bataljonsstaben eller det kompagni, som vi skulle afløse, forblev uopklaret, måske mente han begge dele.

Situationen fremkaldte nogle drøje kommentarer fra mandskabet, men dem skal jeg lade være med at gengive.

Ikke alt for hurtigt gjorde vi os klar til afmarch.

Fra det kompagni, som vi skulle afløse, var der ankommet nogle folk, der skulle agere vejvisere for os, da det ellers ville være så godt som umuligt i nattens mulm og mørke at finde de “Stollen”, som vi skulle besætte. De lå i et område, hvor vi endnu ikke havde været.

Første deling, der havde en løjtnant som leder, tog først af sted. Efter et kvarters forløb var anden deling på tur, den blev ledet af en Vizefeldwebel.

Tredje deling, hvortil jeg hørte, havde også en Vizefeldwebel som leder, men samtidig sluttede kompagnichefen, løjtnant Knutz, sig til os sammen med sin ordonnans og sanitetsunderofficeren.

Den dag i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor løjtnant Knutz den nat gik med op på højde 344, men der er vel noget, der hedder skæbne. – Det var almindelig kutyme, at kompagniføreren for MG-kompagniet opholdt sig hos bataljonsstaben.

(fortsættes under billedet)

Ude i forreste linie måtte han ligesom alle vi andre opholde sig i en bestemt “Stollen” dagen lang, og forbindelse med de to andre delinger var udelukket, så længe det var lyst. Fra bataljonsstaben kunne han ved hjælp af stabens telefon og ordonnanser meget bedre orientere sig om, hvordan det stod til ude i forreste linie.

Jeg kan tænke mig to grunde til, hvorfor han den nat gik med os ud i dette helvede. For det første har han nok haft et sammenstød med bataljonen, fordi vi mod alle regler var blevet udkommanderet. Vi var sikkert lige så underbemandede som det kompagni, vi skulle afløse.

For det andet havde vi på dette tidspunkt en helt uduelig leder ved tredje deling. Og det vidste løjtnanten. Han har derfor sandsynligvis kun villet forsikre sig om, at vi nåede frem til vort bestemmelsessted i god behold for derefter sammen med sin ordonnans at vende tilbage til bataljonen.

Han havde ikke taget oppasser med, og det taler for, at denne formodning er den rigtige. Hans omsorg for sit mandskab var velkendt, og derfor var han også meget afholdt, ikke mindst af de gamle “rotter”.

Optakten til turen var ikke særlig opmuntrende for tredie deling. Vi stod uden for opholdsrummet og ventede på ordre til afgang.

Underofficer Weil – det var ham, hvis næse jeg havde reddet fra forfrysning i Galicien – sagde i et anfald af galgenhumor: “Hier werden Heimatschüsse entgegengenommen« (Her modtages hjemsendelsesskud).

Aldrig har jeg set et ønske blive så hurtigt opfyldt, for han havde knap nok udtalt ordene, så “kreperede” en brisant-granat mindst 100 meter borte, og en splint suste ind i flokken og traf Weil i skulderen. Han gik på halen, men kom ret hurtigt på benene igen. Det var et såkaldt “Steckschuss” og ikke farligt – netop sådan et skud, som han lige havde ønsket sig. Han blev forbundet af “lille Franz” – det var sanitetsunderofficeren, der ligesom løjtnant Knutz var mellem 1,90 og 2 meter høj.

Vi gratulerede Weil med hans “Heimatschuss” og spurgte, om han ikke også kunne bestille et til os. “Nej nej, kammerater – das ist eigene Angelegenheit des Empfängers (Det må enhver selv sørge for), men nu held og lykke på turen, jeg skal nok bestille plads til jer på lazarettet.”

Jeg for mit vedkommende blev lidt tavs. Det var atter en af de gamle, gode kammerater, der forsvandt, og uvilkårligt tænkte man på, hvornår turen kom til én selv.

Omsider kom vi af sted; jeg havde fået ordre til at overtage Weils gevær.

Vi var knap nok nået ned i slugten, da vi mødte de første sårede fra første og anden deling. Der var ikke tid til at standse op; i hurtigløb gik det videre, og vi nåede alle sammen gennem slugten og et lille stykke op ad skråningen på den anden side.

Dér smed vi os ned et sted, hvor v i havde nogenlunde dækning for at få vejret efter anstrengelsen. Vi havde vel ligget der i en fem til ti minutter, da løjtnant Knutz mente, at vi hellere måtte se at komme videre. Min ven Richard bad om, at vi måtte blive liggende et par minutter endnu, og det fik vi lov til.

Endelig gik det videre, men vi var vel kun kommet ca. 100 meter længere op ad skråningen, så haglede shrapnel-kuglerne os om ørerne, og vi forsvandt som lyn i granathullerne. Efter et par salver af samme sort, blev der atter lidt ro. Der gik fem minutter. – Der gik ti minutter, og stadig kom der ikke ordre til at fortsætte.

Jeg blev urolig. – Da løjtnanten og “lille Franz” var gået lige foran mig, måtte de være i nærheden. Jeg kravlede op af mit hul, og fik straks øje på Franz et par meter længere fremme, hvor hans hoved ragede op af et granathul.

“Hvor er løjtnanten, Franz?” spurgte jeg. “Er ist tot – Kopfschuss” (Han er død – ramt i hovedet) – svarede han.

Selv om man var vant til lidt af hvert, kom det dog som et chok, at den “Lange” var død, og jeg anede samtidig, at vi nu var uden ledelse. Dette fik jeg hurtigt bekræftet, idet Franz meddelte, at Feldweblen og vejviseren var gået bort for at finde den “Stollen”, hvor vi skulle hen. Vejviseren hævdede, at han under skydningen havde mistet orienteringen. Det kunne være sandt, men det kunne lige så godt være løgn, og dét mente jeg, at det var.

Richard, der også var blevet urolig over ventetiden, kom kravlende hen til os, og da han fik at vide, hvordan det hele stod til, var vi rørende enige om, at Feldweblen fik vi ikke at se mere denne nat, for fandt han først ned i en “Stollen”, kunne ti vilde heste ikke slæbe ham ud igen. Vi kendte kun fyren alt for godt, det var ikke første gang, han lod sine folk i stikken. Vi erkendte situationens alvor og handlede derefter; – det var for resten heller ikke første gang.

Da det ikke ville vare ret længe, før det begyndte at lysne i øst, var der ingen tid at spilde, v i måtte i gang med at søge videre på egen hånd. Vi fik resten af delingen på benene – en tre-fire stykker, der var blevet sårede, var allerede forsvundet bagud – og begyndte nu at søge i den retning, v i mente var den rigtige.

Heldet fulgte os endnu engang, og det havde vi så sandelig også brug for, thi fandt vi ikke i “hus” inden alt for længe, var udsigterne mørke, endda meget mørke. Pludselig snublede jeg over et eller andet og faldt på hovedet ned i et mægtigt krater, hvor jeg havnede oven på en vagtpost. Det viste sig, at der fra bunden af krateret var indgang til den “Stollen”, hvor anden deling af vort kompagni var placeret.

Det var jo unægtelig ikke dér, vi skulle være, men da delingens fører fik at vide, at løjtnant Knutz var faldet, og at vor Feldwebel samt vejviser var forduftet, og da det ydermere var ved at blive lyst, kunne han nok indse, at vi var nødt til at blive, hvor vi var.

Det viste sig senere, at Feldweblen – der for øvrigt var officersaspirant – sammen med vejviseren ganske rigtig havde fundet frem t i l det sted, hvor v i egentlig skulle være. Men ingen, heller ikke Feldweblen, havde mod til at vende tilbage for at hente os. Man overlod os til vor skæbne.

Det var ikke blide ord, der senere faldt i den anledning. Det var ikke Feldweblens skyld, at stumperne af delingen blev reddet.

Feldweblen må kort tid efter være kommet bort fra kompagniet, jeg kan ikke mindes, at han lavede flere ulykker. Måske blev han såret eller syg, eller som en tredje mulighed – sendt på officerskursus.

Løjtnant Knutz havde vi måttet lade ligge, hvor han faldt. Vi havde simpelt hen ikke mandskab til at transportere ham tilbage, og materiellet var vi nødt til først at bringe i sikkerhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

18. september 1917. Gas! Jacob Bergholt reddet af erfaring og held

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Et par dage efter, at jeg var nået frem til kompagniet, blev vi indsat på højde 344. Det må have været omkring den 12. september. For at nå op på højen – et helvede på jorden, der var frygtet af alle – skulle man igennem en slugt, der mand og mand imellem gik under navnet “Dødsslugten”.

Den bar sit navn med rette. Der skulle mere end almindeligt held til, for at en deling kunne passere den uden tab. Den var vel ca. 150-200 meter bred i bunden, og efter mørkets frembrud fyldte fjenden den bogstaveligt talt med shrapnels og granater af alle kalibre – også gasgranater, når vind og vejr egnede sig dertil. Om dagen var den slet ikke passabel.

På denne høj var der så godt som ingen skyttegrave. Jeg har i hvert fald ingen set, men granathul ved granathul hvoraf nogle var flere meter dybe. Hist og her var der så bygget nogle dybe “Stollen”, der i og for sig var skudsikre nok, også for det helt svære skyts, men nedgangen til dem var jo det svage punkt. Opdagede fjenden en sådan nedgang, helmede man ikke, før den var skudt sammen.

Mellem disse “Stollen” lå så vagtposterne i granathullerne. Fem dage kunne her blive endda meget lange. Det var det rene helvede.

Bortset fra den sidste nat, husker jeg ikke ret meget fra de første fem dage, vi var der, så det må “kun” have været “daglig kost”. Tab havde vi haft, endda slet ikke så få, men det var vi vant til. Tabene ved Verdun var så store, at man ikke lærte de forskellige at kende, før de var borte igen.

Den sidste nat var nær endt med en katastrofe, der kunne have kostet en halv snes mand livet, hvis der ikke havde været en erfaren “rotte” imellem dem.

Vi havde pakket vort kluns for at gå tilbage til beredskabsstillingen og stod alle op ad trappetrinene, den ene bag den anden for at afvente et gunstigt øjeblik, hvor granaterne ikke faldt alt for tæt. Den, der stod øverst, var en underofficer.

Jeg stod nederst og havde lige afsluttet et eftersyn af vort opholdsrum for at se, om der skulle være glemt noget.

Pludselig hørte jeg et “bum”. Der blev omgående råbt “gas”, og folkene begyndte at mase sig ned ad trappen. Jeg var klar over, at en gasgranat var slået ned i selve det store granathul, hvor indgangen til vort opholdsrum var. Da gassen var tungere end luften, strømmede den omgående ned ad trappen.

Til alt held opfattede jeg situationen rigtig. Med 100 al magt kastede jeg mig imod de vigende folk og råbte som aldrig før: “Luft anhalten, raus!” (Hold vejret. Ud).

Ordren blev fulgt uden tøven. I et nu var vi gennem gasskyen og oppe af granathullet.

Det var heldigvis helt stille vejr, så gasskyen havde ikke bredt sig ret meget. Nu fik vi også tid til at tage gasmaskerne på, for det var selvfølgelig ikke kun den ene gasgranat, man havde sendt os. Rundt om så man gasskyer som isolerede tågebanker, men da det var helt stille vejr, tog det nogen tid, før de sluttede sig sammen til et hele.

Vi sprang på kryds og tværs mellem bankerne, nåede “Dødsslugten”, og kom for en gangs skyld igennem den uden tab. I løbet af en halv times tid var vi i vor beredskabsstilling, hvor vi skulle blive de næste fem dage – troede vi da.

Vi glædede os over, at vi var nået helskindet tilbage, men det var desværre lige tidligt nok. Aller bedst som vi sad i vort opholdsrum og talte om begivenhederne, sagde den underofficer, der havde stået øverst på trappen: “Her lugter af gas.”

Vi andre kunne ikke lugte noget; men vi var et par stykker, der kendte symptomerne og var klar over, at manden havde slugt mere gas end godt var. Han blev omgående fulgt til lægen; men få dage efter døde han. Der var ingen af os andre, der fejlede noget. De få sekunder, han havde ladet sig trænge tilbage af gassen i stedet for at holde vejret og springe gennem skyen, kostede ham livet.

Efter krigen har jeg næret had til gas og gaslugt som til intet andet. Aldrig skal et gasanlæg af nogen art komme inden for mine fire vægge. Når man har måttet sove med gasmaske på nætter igennem og har set, hvordan de stakkels mennesker, der slugte for megen gas, måtte lide, så kan man ikke forliges med denne sødagtige gaslugt, der minder om det mest bestialske af alle krigsvåben. –

Nu kunne man jo spørge, hvorfor vi denne nat ikke benyttede vore gasmasker straks. Det gjorde v i normalt også, men dette angreb kom så uventet, at der simpelt hen ikke var tid dertil. Det er muligt, at de, der stod nederst på trappen, kunne have nået at få masken på; men de, der stod øverst, havde absolut ingen tid til dette. Luften på de øverste trin var allerede fyldt med gas, og i samme øjeblik de havde taget masken frem, ville denne også have været det, inden de havde fået den på.

Jeg er overbevist om, at hvis vi i dette tilfælde havde gjort forsøget, var vi ikke sluppet så heldigt, som vi gjorde. Hvis ordren til at tage masker på var kommet fra den mand, der stod øverst på trappen, og i samme sekund som granaten slog ned, så havde der måske været en reel chance for, at det var lykkedes. Men da ordren udeblev, var der kun ét at gøre, og det blev gjort. – Et sekunds tøven har kostet mange livet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

18. september 1917. Ny indkvartering hos flinke belgiere

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud. Dagen før var han blevet indkvarteret hos en meget uvillig belgisk familie.

Da jeg om morgenen hentede kaffe, mødte jeg kvartermesteren. Han spurgte mig, om vi var tilfreds med kvarteret. Jeg sagde, at det var så som så. Han gav os så anvisning på et andet kvarter. Jeg hentede straks min Gepæk, sagde Volmer besked, og så gik vi hen til det andet kvarter.

Det var noget andet end det første. Det lå midt i byen. Det var et “Estaminet” – et udskænkningssted for øl og snaps, men de havde intet at skænke ud af. Her kom vi ind i en stue, fik hver en god madras samt et par ekstra tæpper, og det var nogle dejlige mennesker.

Manden arbejdede på en herregård, konen arbejdede på en herregård, Konen passede huset, og jeg hjalp hende med at grave i haven. De havde endvidere en lille mark, som de bearbejdede med skovl og spade. Haven og marken var i en mønsterværdig orden.

Mandens adresse var:
Monsieur
Eugene Labie, Madame.
Briguettier
Huissignies
Belgique.

De havde to børn, det var drenge. Den ene var en 17 år, den yngste hed Oscar, han var 8 år.

På den lille mark avlede de tobak. Om aftenen trak vi tobaksblade på snore, de blev så hængt ud under tagskægget, og her blev de sejgtørret. Alt dette arbejde gik fornøjeligt.

Da der var gået et par dage, skulle jeg absolut sove ved Oscar. Til at begynde med, ville jeg ikke, jeg havde jo lus; men konen vaskede mit tøj, og jeg kom i en rigtig seng. Oscar var meget glad for mig, jeg fik det meste af min mad hos familien, og jeg havde det så godt så godt.

Det gik også ret godt med at forstå hverandre. De kunne lidt tysk, og jeg kunne en del valonsk, så vi kunne godt gøre os forståelig.

Med hensyn til tjenesten, da blev den begrænset til et minimum. De første 3-4 dage gik med at rense og pudse kanonerne, samt geværet og redskaberne. Kanonerne stod opstillet på markedspladsen. Om
natten og om dagen stod der vagt ved kanonerne og en dobbelt post patruljerede i byens gader.

Vagtlokalet var i et Estaminet ved siden af markedspladsen. Senere havde vi lidt fodtjeneste, hilsning, kanoneksercits med gasmaske.

Der var rigeligt med fritid, om aftenen sad jeg mest hos familien Labie, og vi havde det hyggeligt sammen. Jeg var også med i byen hos en onkel og tante.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Udstillingen om sønderjyderne og de tyske kolonier forlænges

”Drømmen om Afrika” forlænges til næste år

Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Aabenraa meddeler:

Sommerudstillingen på Kulturhistorie Aabenraa er blevet godt modtaget og har haft mange besøgende.

Nu bliver den forlænget frem til 1. maj 2018, så mange flere gæster vil få mulighed for at se den.

Se udstillingen på:

Aabenraa Museum

H.P. Hanssens Gade 33

6200 Aabenraa

Søges: Efterkommere til sønderjyder med krigstraumer

Matilde Bierbaum, der er historiker, søger efterkommere til soldater, der deltog i Første Verdenskrig og efterfølgende havde tegn på krigstraumer – det, vi i dag ville kalde PTSD.

Altså: søvnbesvær, mareridt, humørsvingninger, koncentrationsbesvær eller lignende.

Hvordan var det at have en far eller en bedstefar, der var psykisk mærket af krigen? Hvordan påvirkede det familien?

Det er i første omgang for et interview med henblik på en artikel.

Matilde kan kontaktes på denne mail (klik her)

17. september 1917. Frederik Tychsen i kvarter hos en sur belgier

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud.

Det var en lang nat på fladvognen. Det blæste, og det var ret koldt. Jeg fik fat i min overfrakke og et par tæpper, hyldede mig godt ind, men jeg frøs alligevel.

Om morgenen skinnede solen, køkkenmandskabet lavede kaffe, alt imens toget kørte, og vi, der havde haft vagt, fik straks en portion varm kaffe, da toget holdt, hentede de andre kaffe.

Hen på formiddagen holdt toget ved en station, det var Jurbise tæt ved Mons. Her blev vi læsset af og derefter marcherede vi over Erbaut til Huissignies tæt ved Ath. Det var en marchtur på 3-4 timer.

Det var meget varmt, og landevejene var støvet.

Her i midten af Belgien levede den civile befolkning så vel som militæret i en bedre orden, end de gjorde i nærheden af fronterne. De rystede på hovedet, da de så os komme marcherende gennem byerne og forbi husene. Batteriet var præget af kampens hede. Kanoneme var oversprøjtet af leret fra Flandern, og soldaterne ligeså.

Hen på eftermiddagen drog vi ind i Huissignies – en lille landsby som
Agerskov. Vi gik om i borgerkvarter. Sammen med Fritz Volmer skulle jeg indkvarteres hos en husmand i udkanten af byen.

Da vi kom hen til kvarteret, kunne vi ikke komme ind. Manden ville
ikke lukke op. Manden og konen sad inde bag gardinet og lavede ansigter efter os, men åbne døren ville de ikke.

Jeg lagde så min bagage og gik om til kvartermesteren  (Officirstellvertr. Wustenhagen) og fortalte ham, hvorledes det forholdt sig. Han boede i den anden ende af byen, der var en halv time at gå hver vej. Han sagde, at når de ikke ville lukke døren op godvillig, så skulle vi slå døren ind, – det var al den besked, jeg fik.

Jeg gik så tilbage, ærgerlig og træt, hele vejen, hvor jeg kom forbi huse, sad de og spiste, vaskede fødder osv. Jeg kom imidlertid op til mit kvarter igen, Volmer lå i græsset, og de ville endnu ikke lukke op.

Jeg bankede på ruden, men så rakte manden lang næse efter mig; så
blev jeg vred, løb til døren med geværskæftet, døren sprang op og vi gik ind, men så blev de begge meget flinke. De anviste os til loen, manden lukkede porten op, men vi fik intet halm eller hø.

Jeg fandt så lidt halm inde i stalden, og Fritz Volmer fandt noget hø. Vi badede fødderne, spiste og så lagde vi os til ro.

Men det var et trist forhold mellem os og værten. Jeg ville tale med ham, men han var slet ikke til at have med at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. september 1917. Regiment 86 ankommer til fronten i Flandern

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Regimentet skulle i tiden fra 15.-18. september afløse reserveinfanteriregiment 119 ved Houthulster skoven. Det hørte nu under 4. armé.

Bataljonerne blev lastet i rækkefølgen III, II, I i Steenbrügge og steg ud i St. Joseph. Så afløste de i samme rækkefølge først hvilebataljonen, så beredskabsbataljonen og endelig frontbataljonen af det nævnte regiment.

I natten fra den 17.- 18. september var afløsningen tilendebragt. Den forløb glat til trods for livlig spredt ild dybt ind i baglandet.

Opmarchvejen førte gennem Houthulster-skoven. I mange hærberetninger havde den allerede været nævnt, og til dens navn var knyttet samme uudtalte gru som tidligere til eventyrenes forheksede skove. ”Houthulster-skoven er ensbetydende med ødelagte skovstumper, brækkede grene, styrtende træer og stumper uden rod, med højt sprøjtende slamvand, vandfyldte kratere, betyder røg, os, helvedesild og giftgas”, således hedder det i regimentshistorien for naboregimentet 85.

Denne skov ville i løbet af kort tid være blevet ufremkommelig, hvis ikke dertil udkommanderede grupper bestandigt holdt veje og brandbælter fri. Talrige æreskirkegårde mindede en om tidligere kampe. Nu bekymrede granaterne sig ikke om de dødes ro.

Regimentet lå på højre fløj af indbrudsstedet, blev altså mindre stærkt ramt af hovedfremstødet og kunne gribe flankerende ind. Til højre var 119. division, til venstre regimenterne 31 og 85 sat ind; så kom 208. division.

Terrænet ved fronten var næsten helt fladt, kun brudt af nogle træstumper og forrevne trægrupper. Foran fronten strakte sig engarealer, og derigennem løb Steen-bækken, 1½ – 2 meter dyb. Bækkens løb var fuldstændig udvisket af granatild, hele området var forvandlet til et vandfyldt kraterlandskab. Omvendt havde de svære granater også skabt vadesteder i bækken.

Til angreb var det et ugunstigt terræn. Tanks var her udelukket.

Bag ved Steenbækkens engdrag lå kompagnierne, på den højre halvdel i kraterterrænet, på den venstre bag en stærkt sammenskudt jordvold. Grundvandet tillod ikke nogen dækningsrum her. Beskyttelse mod artilleri fik man ved en række betonklodser bag stillingen. De blev så vidt muligt kamoufleret, d.v.s. overtrukket med grenværk for at gøre dem mindre synlige.

Regimentet lå dybt echelonneret. Den forreste bataljon havde tre kompagnier i front, et i reserve. En kilometer bag fronten lå beredskabssbataljonen, ligeledes echelonneret. Hvilebataljonen var anbragt i Mispelareik.

Regimentsstaben logerede i en betonklods i Houthulster skoven. Lige som ved Ancre så blev også her fjerde-delingerne udskilt til at bære mad og materiel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

16. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om forsøget på militærkup i Rusland (Kornilov-affæren) og urolighederne, der skulle føre til revolutionen, da mange af de tropper, der slå oprøret ned, slutter sig til det. Også i den britiske hær er der enkelte småskærmydsler, vendt mod officererne og krigen. Ved Verdun slutter det andet slag her med fransk sejr. Og amerikanske tropper træner for at blive klar til frontindsats. Det var også i denne uge, at det 11. slag ved Isonzo på den italienske front sluttede. Og også i den italienske hær begynder krigstrætheden blandt tropperne at blive larmende. Svaret er: drakoniske straffe!

16. september 1917. “Vi sov så længe vi ville, spiste, røg tobak og ventede på ordren til afmarchen”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten.

Den 16. september havde vi en god dag. Vi sov så længe vi ville, spiste, røg tobak og ventede på ordren til afmarchen. Hen imod aften fik vi ordre på at gøre os færdig.

Vi blev stillet op. Hestene blev spændt for, alt var i orden. Løjtnant Viederholdt besteg hesten, gav kommando, og batteriet satte sig i bevægelse. Først red løjtnant Viederholdt, så kom 50 – 60 kanonerer, dernæst iagttagelsesvognen (telefonredskaber m.m.), 4 kanoner, 8 ammunitionsvogne, en lang række bagagevogne, der var høvogne, skomager- og skræddervognen, og til sidst kom køkkenvognen. Ved hvert køretøj gik en mand som bremser.

Der var 6 heste for kanonerne, 4 for ammunitionsvognene, 4 heste for nogle af bagagevognene, andre var der kun to heste for. Der var to heste for køkkenvognen, dvs. når vi havde den almindelige hestebestand. Dog hændte det ikke  sjældent, at hestebestanden blev reduceret til det halve. Så måtte mandskabet hjælpe til.

Vi forlod Beythem. Det var en dejlig fornemmelse at sige farvel til frontenfor nogle uger. Stemningen var god – vi sang af fuld hals:

Kanonendonner ist unser Gruss,
wir schiesen mit Morser und Haubitzen,
bald sind wir zu Pferde,
und bald sind wir zu Fuss,
aber immer bei unsem Geschiitzen osv.

Allevegne kom soldater og civilfolk ud til vejen, vi var glade – taktfast marcherede vi hen ad landevejen, – den ene sang afløste den anden, i det tjeme drønede kanoneme, som de plejede.

Efter et par timers march kom vi til Iseghem. Vi kørte op med hele batteriet på en lang rampe (perron), og i løbet af en time var hele batteriet læsset. For at rumme hele batteriet blev der anvendt 50 – 60 jernbanevogne. De fleste var fladvogne.

Kanonerne og alle de andre vogne kom på fladvogne, hestene kom i lukkede vogne, og der var personvogne til mandskabet. Hver ting fik sin plads, kanoner og vogne blev surret fast med barduner, der gik fra hjulene ned til siderne på jernbanevognene. Da alt var læsset på, blev mandskabet inddelt. Der skulle en post på hver fladvogn, og denne kunne ikke blive afløst, da toget i regelen kørte uafbrudt.

Jeg blev bestemt til at stå vagt ved 4. kanon. Trompeten lød, det var indstigningssignalet der lød fra hornisten, alle steg ind, jeg gik hen til kanonen, satte mig på Protzeren, og der opholdt jeg mig hele natten. Toget satte sig i bevægelse, og vi forlod Flandern.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. september 1917. Døden har mange navne – på soldaterslang

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Inden jeg går videre, skal jeg ganske kort give en beskrivelse af de forskellige granater, som skyttegravssoldaten lærte dem at kende, hvis han ellers blev gammel nok i gårde. Navnene på de forskellige granattyper har måske været anderledes ved andre regimenter. Måske har man haft andre “kælenavne” til dem, men angsten og respekten for granaterne har sikkert været den samme.

De granater, vi frygtede mest, når vi lå ude i skyttegravene, var ikke, som man skulle tro, de svære kalibre. De kom jo langvejs fra, og dem kunne man høre et par sekunder, før de nåede målet, så man havde tid til at “falde ned”. Nej, vi frygtede langt mere den såkaldte »Ratsch-bumm«. Det var “kun” en ganske almindelig 7,5 granat. Kanonen var imidlertid anbragt så langt fremme, at afstanden til målet var mindst mulig, måske kun 100 meter, og det bevirkede, at den lyd, man hørte først, var “ratsch”, nemlig eksplosionen af granaten, og “bum” var selve lyden fra af skuddet, der først nåede målet, når granaten var detoneret. En sådan fyr kunne man ikke tage sig i agt for, så alene heldet var her det afgørende. Det var overraskelses-momentet, der gik én på nerverne.

Brisant-granaten – mærkeligt nok, har jeg aldrig hørt et kælenavn til den – var den granat, der havde den største sprængvirkning til siderne. Ved nedslaget frembragte den kun et ganske lille hul, ikke dybere end højst ti cm, det kom an på, hvor hård grunden var på nedslagsstedet. Var jorden blød, blev hullet lidt dybere – var jorden hård, kom der næsten intet hul. Sprængstykkerne var ganske små og spredtes i en meget stor omkreds. Hvis et sådant bæst eksploderede inden for 50 meters afstand, og man ikke lå i et hul eller havde anden dækning, skulle man være heldig for ikke at blive “skrammet” eller det, der var værre. Disse granater blev for det meste brugt i åbent terræn, men også til beskydning af tropper, der opholdt sig i byerne, da granaterne “kreperede” ved selv den mindste modstand, de mødte.

“Ein Kohlenkasten” var en af de sværeste kalibre, helt op til 28 cm. Hvor sådan én landede, blev der et hul så stort, at et lille hus kunne få plads deri. “Fällt dir so einer auf den Kopf , kriegst du Plattfüsse!” (Får du sådan én oven i hovedet, får du platfødder). Det var den trøst, de “nye” fik første gang, de hørte sådan én komme sejlende. –

“Ein Stollen-Kwätscher” var en svær granat med tidstænding. Den gik et par meter i jorden, inden den detonerede, og splintvirkningen blev derved nedsat betydeligt, men gennemslagskraften var enorm. Mange “Stollen” og deres besætninger har måttet kapitulere for denne type, som derfor med god grund var frygtet.

Gasgranaten var også en af de store, men var kun forsynet med en ganske lille sprængladning, der bevirkede, at granaten kun slog en revne, hvorfra gassen så strømmede ud. Den lyd, de fleste frygtede mest, var den, som disse granater frembragte ved nedslaget. Dette dumpe “bum” var tegn på, at den “snigende død” var i anmarch, og derfor hadede vi stille vejr med tyk og tåget luft, for det var i disse nætter “gasmanden” var på færde.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Det tyske kolonier: Sidste chance denne weekend for at se udstillingen!

Udstillingen på Aabenraa Museum om sønderjyder i de tyske kolonier står kun denne weekend over.

Tyskland er ikke en af historiens store kolonimagter. Men i tiden omkring 1900 havde man alligevel opbygget et mindre kolonirige, som havde stor betydning for tidens tyske selvforståelse.

Grunden til, at den tyske kolonialisme er interessant i en sønderjysk sammenhæng, er, at den tyske kolonialisme (1884-1919) falder inden for den tid, hvor Sønderjylland var under tysk styre (1864-1920).

Fra udstillingen i Aabenraa

I denne periode rejste mange sønderjyder af sted til kolonierne som soldater, embedsmænd, missionærer osv.

Det er deres historie, der fortælles i udstillingen.

Fra udstillingen i Aabenraa

Udstillingen kan ses på Søfartsmuseet i Aabenraa, H.P. Hanssens Gade 33.

Udstillingen løber frem til den 17. september 2017. Åbningstid fra kl. 10-16 (juni-august), derudover 13-16.  Mandag lukket.

Køb det gennemillustrerede udstillingskatalog for 100,- kr (kun 50,- kr. ved køb af entrébillet på museet).

Skriv til museet og bestil kataloget på denne e-mail

Her på siden har vi fulgt Nis Kock fra Sønderborg og hans færden i Tysk Østafrika under Første Verdenskrig. Adskillige af Nis Kocks ejendele kan ses på udstillingen i Aabenraa.

Nis Kock i Østafrika
Anskuelsestavle
Træfigurer fra Afrika
Friedrich August Tuschke (1886-1938) som kolonisoldat

14. september 1917. Hans Hostrup hjemme på orlov – og over Kongeåen

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret. Efter endt ophold kom han hjem til Nordslesvig på orlov.

Anderledes var det, da jeg kom til Tønder og maatte blive Natten over hos en Gæstgiver. Her, hos de rare Gæstgiverfolk, mærkede jeg det første Pust af hjemlig Hygge. De var ikke bange for at give mig en god Seng at sove i. Det var jo ogsaa danske Landsmænd.

Næste Morgen begyndte det først at gaa op for mig, at jeg var ved at vaagne op til en bedre Tilværelse. Det tog mere og mere Form, eftersom Toget kørte forbi de kendte Stationer paa den hjemlige Vestkyst, Døstrup-Skærbæk-Brøns og – endelig Rejsby.

Efter fire Døgns uafbrudt Kørsel var jeg hjemme igen efter et Aars Forløb. Gensynsglæden var selvfølgelig stor, og der blev disket op med det bedste, Huset formaaede. Mager og afpillet, som jeg var, nærmest lignende „Døden fra Lybæk”, kunde det jo nok se ud til, at jeg kunde trænge til noget. Men pyt, hele Herligheden kom omgaaende igen. Maven var ikke indstillet paa den hjemlige Kost. En Erfaring, som vistnok ogsaa andre Kammerater har gjort. Herefter var jeg mere forsigtig med, hvad jeg spiste.

Min Farbroder var tilfældigvis ogsaa kommet paa Orlov. Da han nu var over 45 Aar, gjorde han ikke mere Fronttjeneste, men laa i Königsberg. Han var meget pligttro og vilde slet ikke høre Tale om at gaa over Grænsen. Det gik mig nemlig saadan, at efterhaanden som Tiden nærmede sig, at jeg skulde af Sted igen, fik jeg ligesom en Forudfølelse af, at jeg ikke kom hjem mere.

Da jeg „forsvandt”, det var Dagen før jeg skulde rejse, var min Farbror blevet meget ophidset over det og forlangte, at det skulde meldes straks. „Ja, ja,” sagde min Far til ham, „tag det nu med Ro.” — „Ja,” sagde han opbragt, „i Gaar var jeg hans Farbror, men i Dag er jeg Soldat.” Han har maaske været bange for, at han nu ikke mere kunde komme hjem paa Orlov, men saa vidt jeg ved, var Frygten ubegrundet.

Der blev saa Dagen efter ringet til Vagtstuen, at jeg var forsvundet, og det eneste, de interesserede sig for, var, om Uniformen og Udrustningen var i Behold. Det blev saa afhentet, og dermed var mit Krigseventyr Slut.

DSK-årbøger 1951

14. september 1917. Frederik Tychsens batteri trækkes ud af kampene

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407.

Den division, vi tilhørte, havde imidlertid lidt så store tab, at den skulle ud af frontlinjen og tilbage i ro, dvs. til en eller anden by langt bag ved fronten.

For at komme tilbage i ro skulle en division først have tab af mandskab og heste – 70% døde, sårede og syge. Altså nu var vor division så hårdt medtaget, at vi kunne blive trukket ud.

Det var en dejlig ordre at få den 14. september 1917, at nu skulle vi pakke sammen. Der blev travlhed, hver betjening sørgede for sin kanon, den blev trukket ned af standpladsen, alt blev samlet  sammen, kasserne med krudt og håndgranater blev talt, Ammunitionsforvalteren talte granaterne, telefonisterne ordnede ledningerne enten til overlevering, eller de rullede dem op.

Om aftenen kom hestene med protzeme, og vi protzede kanonerne på, kanonererne trak i træktovene, og inden ret længe stod vi på landevejen.

Vejen lå under ild, som den plejede; men det var en dejlig fornemmelse, da vi først var så langt ude, at de ikke kunne nå os. Det var ganske mørkt, da vi kom ind til kvarteret, vi fik noget at spise, og så lagde vi os til ro oppe på loftet, der nu blev dobbelt belagt, reservemandskabet lå der i forvejen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. september 1917. 86’erne i parade for Kronprins Rupprecht

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Da Flandern-kampene klingede en smule af i slutningen af august og begyndelsen af september, fik regimentet en kort galgenfrist.

Landskabet var helt fladt, kun afbrudt af alléer. Trægrupper og parker, landsbyerne, som var spredt i aflange bebyggelser, var rene og venlige, kvartererne gode. For de plattysk talende 86ere gik kommunikationen med flamlænderne uden vanskeligheder. Påfaldende var det store antal slotte med deres store parker, som tydede på usunde sociale forhold. Under normale omstændigheder boede her kapitalister, som omgav sig med ridderpragt.

Tiden før indsatsen blev brugt til øvelser, særlig i modangreb.Divisionen lagde nu særligt vægt på samarbejdet med pionerer og artilleri.

I fritiden blev der tilstået orlov i Brügge. Den gamle by gjorde et dybt indtryk på alle, der så den, med sine stille, træomkransede kanaler, sine smukke gotiske bygninger, hele sin drømmeagtige herlighed.

Men også mere materielle goder lokkede. En god flaske vin, eller kosteligt bagværk blev hilst velkommen med særlig glæde. Hvor tørstende og hungrende soldaten, som i måneder har måttet sluge sin feltkøkkenmad, er efter sådanne nydelser, kan kun vanskeligt forstås af dem, der ikke selv har oplevet det.

Den 13. september var der parade for kronprins Rupprecht af Bayern. Kronprinsen bekendtgjorde, at divisionens indsats var umiddelbart forestående. Om aftenen indtraf afløsningsbefalingen. Regimentet skulle i tiden fra 15.-18. september afløse reserveinfanteriregiment 119 ved Houthulster skoven. Det hørte nu under 4. armé.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. september 1917. I engelsk krigsfangenskab

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange af englænderne i juni 1917. Han kom efter nogen tid til Feltham-lejren

I den første Tid af mit Fangenskab, inden jeg kom til Feltham-Lejren, var jeg sammen med de tyske Krigsfanger sat til at losse frosne Kreaturkroppe fra Damper i fransk Havn. Kosten var saamænd ret god, men dog lidt ensformig i Længden, og vi kunde ønske os lidt af alt det megen Kød, vi baksede rundt med. Men, selvfølgelig, det var forbudt at stjæle.

Vi gik med engelske Patronbælter om Livet, og godt, at det ikke var tyske, for de var jo meget smallere. For vi hittede nemlig paa at skære Kødstrimler ud af Dyrekroppene, som nøjagtigt dækkede sig med Bæltet, og lagde disse Strimler rundt om Kroppen ind under Bæltet.

Paa denne Maade kunde vi snyde ved Visitationen om Aftenen. Men rigtignok virkede det jo som en Isring omkring Livet, en Fornemmelse, som først fortog sig ved Brasningen om Aftenen inde i Barakken, naar de liflige Dufte fra det stegte Kød lod Munden løbe i Vand.

Men snart var Kødstrimlerne ikke nok for os, og vi fik Appetit paa de store Oksenyrer, der sad fast i Kroppene af de frosne Dyr. Men hvordan faa de store Klumper ind i Lejren?

En stor Hamborger fandt paa Raad. Det var Vinter, og der laa Sne paa Jorden. Vagtlokalet laa lige ved Lejren, men med en Vej imellem, og her mellem Vagtlokalet og Lejren fandt Visitationen  Sted. Eftersynet var ikke saa indgaaende og kunde heller ikke være det med den store Skare af Fanger, saa det var ikke saa svært uhindret at lade vore Oksenyrer dumpe ned paa Jorden udenfor Indhegningen, og naar vi saa gik ind i Lejren, fulgte Nyrerne nok saa nydeligt med, bundet fast som de var i et helt tyndt Stykke Sejlgarn.

Hvis ikke der havde ligget Sne som af de mange Fødder var godt tiltrampet og beskidt, vilde dette Trick aldrig være lykkedes.

Da Vagtmandskabet jo kunde lugte, at der blev braset en Del, gik de sommetider paa Opdagelse blandt os, men fandt aldrig noget, da vi under Briksen havde gravet Huller i Lergulvet, hvor vi opbevarede de huggede Kødvarer.

Fra denne Fangelejr har jeg en anden lille Oplevelse at fortælle. Da jeg havde været der omkring et halvt Aar eller saadan, gaar jeg en Aften igennem Barakken og ser  “Hejmdal” ligge paa et Bord. Jeg gloede først lidt paa en Fange, der stod ved Siden af og spørger saa, om han er dansk. Jo, det var han da, han var Johannes Holm fra Jels. Ja, og jeg er Hans Peter Schmidt fra Aabenraa.

Og der havde vi boet et halvt Aars Tid sammen uden at være stødt paa hinanden.

DSK-årbøger, 1943

Digt: “Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn”

Ved slutningen af Første Verdenskrig blev nedenstående digt kendt og udbredt. Ingen vidste, hvorfra det stammede. Mange gættede på, at det måtte være skrevet af en sønderjysk krigsdeltager.

Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn.
Der er ristet danske runer i Piræus’ havn.
Brede bautastene knejser end på Skotlands vang,
og i lejet nynner Seinen på en nordisk sang.

Fjernere dog sønner af dig, Danmark, farer nu,
for en fremmed fane følger de med sorg i hu;
fjernere og dog tillige fast i hjemmets favn,
i vort håb, vor tro og længsel, i vor sorg, vort savn.

Polens sletter. Namurs volde, Lüttichs skansers fod
så dem kæmpe, så dem falde, drak af deres blod;
mange hviler alt derude i en ukendt grav,
Danebrog blev ej den pude, dødens seng dem gav.

Herre, hvert et suk du hører trods kanoners brag!
Bær du Slesvigs trætte sønner gennem nødens dag,
lad dem se dit kors, der lyser gennem røg og brand,
og dit røde blod, der købte vej til livets land!

Først langt senere blev det opklaret, at det ikke var en krigsdeltager, men en lærerinde ved navn Jensine Jensen, der havde skrevet det.

Jensine Jensen sad en sommerdag i toget fra Vildbjerg til Herning og læste i avisen om de sønderjyske tabslister fra Verdenskrigen, og hun blev så grebet, at hun gav sig til at skrive nogle vers på kupevæggen.

Disse vers blev så set af andre rejsende, som skrev dem af, og således kom de fire første vers ud i befolkningen, uden at nogen anede, hvem der havde skrevet dem.

Men Jensine Jensen blev syg og kom på sanatorium. En dag nåede versene hertil, og hun kendte dem straks, som sine egne.

På sanatoriet skrev hun det femte og sidste vers:

Taareblændet Slesvigs Datter ud af Døren ser;
han, den kære, som hun venter, kommer aldrig mer!
Bøj dit Hoved, Moder, Danmark, klæd i sort din Borg,
sæt Sordinen paa din Harpe, dine Børn har Sorg!

Video: Dansksindede sønderjyder i Første Verdenskrig. Eksamensvideo i historisk metode

De to historiestuderende fra Aarhus Universitet, Emil Mose Gravgaard og Kristian Hulmose Nørgaard har fremstillet denne videofilm som led i deres eksamen i Historisk Metode (Kildekritik).

Den tager udgangspunkt i det store Marselisborgmonument i Aarhus over faldne danske i Første Verdenskrig. De to historiestuderende benytter sig bl.a. af Mikael Steffensens breve.

Læs Mikael Steffensens – og mange hundrede andre sønderjyske krigsdeltageres breve her: Litteratur

Emil og Kristian ved Marselisborggmonumentet i Aarhus

11. september 1917. På “Druckposten” bag Vestfronten

Andreas Jensen, Frifelt. gjorde krigstjeneste på Østfronten, hvor han i 1915 blev såret. Efter endt ophold på lazarettet blev han erklæret “G.V.” – det vil sige anvendelig til garnisonstjeneste. Han blev vagtmand ved Krigs-Arb.-Batl. 82 i Prekullen i en stor Krigsfangelejr i Kurland. Ved juletid 1916 blev han overflyttet til en fangelejr ved Sedan på Vestfronten.

NB: Kan bringes hele sensommer og tidlig efterår

Det var i 1917. En Dag hen paa Sommeren fik jeg den Besked, at jeg den følgende Morgen skulde melde mig paa vort Kontor, for der at faa nærmere Besked.

Naa, tænkte jeg, hvad kan der nu være i Vejen. Jeg var mig ikke bevidst at have forset mig i nogen Retning. — Ganske vist — stjal vi! — Men hvem gjorde ikke det i disse Tider, hvor Forplejningen var knap og mindre god.

Det skete engang, at vi paa Banegaarden i Sedan opbrød to Jernbanevogne. Det viste sig, at Vognene var fyldte med de dejligste friskrøgede Skinker! Naa, vi gjorde kort Proces og kørte hele Indholdet hjem i vore Kvarterer, hvor vi længe levede højt paa dem. Jo, Skinkerne gik den Gang vistnok i de gale Maver. — Aa, ja-ja, det var den Gang.

Naa, den næste Dag stillede jeg altsaa omme paa Kontoret. Jeg meldte mig, og der var straks en Løjtnant, der tog imod mig. Han spurgte straks: Hør, Jensen, hvordan kommer De ud af det med Fangerne? — Kan Fangerne li’ Dem? Jeg svarede som sandt var: — Det tror jeg nok, Hr. Løjtnant, og Vrøvl har jeg endnu aldrig haft med at faa dem til at udføre det Arbejde, de er blevet sat til at udføre. Naa, ja, det er godt Jensen, men ser De, Sagen er den, sagde Løjtnanten, at vi skal have en Telefonledning lagt ud til Fronten langs den nybyggede Feltbane. Tror De, at De med det fornødne Mandskab fra Lejren kan paatage Dem at rejse de nødvendige Master?

Jo, Hr. Løjtnant, det tør jeg nok paatage mig, svarede jeg. Storartet — det er godt Jensen. Løjtnanten syntes at være svært fornøjet og fortsatte: Nu kan De — skal vi sige, faa syv Fanger og med dem udføre Arbejdet, men hvor mange Master mener De at kunne rejse om Dagen — Tyve? … Løjtnanten saa derved spørgende paa mig?

— Nej-nej; Hr. Løjtnant- — Hvor vil De hen? — „Ti da“, prøvede Løjtnanten. — Jeg rystede afværgende paa Hovedet.

Otte da. — Men jeg rystede kun igen.

Ja, saa ved jeg intet andet Raad, end at De selv bestemmer Antallet, sagde Løjtnanten opgivende.

Jeg kun vilde paatage mig at sætte tre Pæle om Dagen. — Tre! — Løjtnanten var næsten gaaet fra Snøvsen. Det var rigtignok ikke meget, men lad gaa. Saa siger vi det, Jensen. I Eftermiddag kan De udtage Folkene, og i Morgen er De klar til Arbejdet. — Farvel Jensen!

Jeg vidste nok, hvem jeg vilde have med til det fore- staaende Arbejde. Den næste Morgen stillede de saa alle, dem, jeg havde udvalgt, det var Nicolaj, Pjotr — eller Peter, Januschka, Wladimir, Vladislau og de andre, hvis Navne jeg nu ikke husker længere.

Før vi tog fat, forklarede jeg Fangerne, hvad der skulde laves. — Langsomt skulde det gaa, og dette sidste var de svært med paa. — „Immer, immer langsam voran“, var det ikke saadan, vi sang og raabte under Fremmarchen den Gang. Saa gik vi da der og drev Tiden hen, saa godt vi kunde.

To Gange om Dagen, Morgen og Aften, kom der et Tog forbi fra og til Fronten med Forstærkninger eller Tropper, der blev afløste, og ved Middagstid kom der et Materialtog, der gjorde Holdt og aflæssede Middagsmad til mig og mine Fanger. I den Tid, da Togene passerede, var alle Mand i fuldt Sving, den øvrige Tid tilbragte vi, som vi bedst kunde. Nogle tog sig en Lur, og ellers aflagde vi Besøg hos de flinke franske Bønder, der bød os Vin og andet godt.

Det skete ogsaa, at vi hjalp til med Høsten, eller hvad der nu kunde falde for. Dog havde jeg altid en af mine Fanger udstillet for at alarmere os, hvis dette skulde være nødvendigt. Men det skete dog aldrig, at vi blev overraskede. Russerne sagde, at — „Kammerat Panje ischt gut!“ og de viste mig det ret ofte. — Aldrig var der en, der fandt paa at stikke af, skønt her var Lejlighed nok til det. Da vi efterhaanden naaede ret langt ud, benyttede vi Toget til vor Hen- og Hjemfart.

Ja, saadan gik der to Maaneder i Herlighed og Glæde. Men en skønne Dag var vi naaet til Vejs Ende. Vi havde alle haft godt af det frie Liv. Mine kære Russere var næsten ukendelige fra før. De havde faaet Huld paa Kroppen og følte sig næsten helt frie. Jeg havde næsten helt ondt om dem, da jeg den sidste Dag tog Afsked med dem, og saa dem forsvinde ind i Lejrens myldrende, men just ikke hyggelige Liv. Jeg er tit og ofte senere kommet til at tænke paa disse saa rare og flinke Mennesker og hvordan deres Skæbne er blevet.

DSK-årbøger 1945.

10. september 1917. K. Tastesen på Balkan: “Rumænerne veg nu over hele Linjen …”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Nu var vi i Ro til den 10. September. Da havde Tyskerne faaet Mængder af Kanoner, Ammunition og Folk transporteret op paa Bjerget, og nu skulde der gøres et nyt Forsøg. Artilleriet havde arbejdet hele Natten, og Kl. 8 om Morgenen fik vi Ordre til at gaa frem. Rumænerne og Russerne holdt sig tappert, men da stadig nye Tusinder og atter Tusinder rykkede frem, maatte de til sidst vige.

Vi mødte et helt Regiment russiske Soldater, der skulde til Undsætning. De kom i Marschorden, og før de kunde blive spredt, havde de tyske Maskingeværer ligesom fejet dem alle bort. Da vi kom nærmere, laa der ligefrem Dynger af Russere, mest Saarede, saa det saa ud, som tænker man sig en Myretue. De Saarede kravlede saa vidt mulig ned og dækkede sig under de Døde. Blodet flød i Strømme ud af hele Dyngen og farvede Jorden rød.

Rumænerne veg nu over hele Linjen, og vi forfulgte dem og tog en Masse Fanger. Vi drev Rumænerne ud af en By der hed Stroani, og gravede her under deres stadige Ild Skyttegrave. Rumænerne kæmpede for at tage Byen igen, men vi fik os gravet saa langt ned, at vi havde noget at dække os i, og efterhaanden fik vi Skyttegravene udbedret. Rumænerne havde gravet sig ned ca. 400 Meter foran os, saa nu kom det til ganske almindelige Skyttegravskampe, som jeg var vant til fra Frankrig.

Og nu var vi fri for at faa vor Transport over Bjergene, da vi kunde komme uden om. Egnen var næsten kun beplantet med Vindruer, og Skyttegraven gik lige gennem en Vinmark, saa vi levede i den Tid næsten kun af Vindruer, som lige i den Tid var modne. Der laa vi nu til den 4. November, da skulde der gøres et stort Angreb ved Foksahani. Et Regiment Landstormsmænd afløste os i Skyttegravene, og den 4. November afmarscherede vi fra Stroani.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

10. september 1917. “Ved de allerede Faldnes dyrebare Blod og ved de endnu for vort Fædreland kæmpende Sønners elskede Liv …”

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. I september 1917 var han hjemme i Sønderjylland.

Aabenraa d. 10. September 1917

I en Mængde tyske Byer udfoldes der i denne Tid en meget stærk Propaganda for at faa Folk til at aflægge det saakaldte Guldløfte, der lyder saaledes:

„Ved de allerede Faldnes dyrebare Blod og ved de endnu for vort Fædreland kæmpende Sønners elskede Liv forsikrer og lover jeg paa Ære og Samvittighed, at der ingen Guldpenge findes i min og mine Slægtninges Besiddelse, og at jeg ogsaa senere hen til Krigens Ende vil bringe ethvert Guldstykke, der eventuelt endnu kommer i min Besiddelse, til Omveksling ved de offentlige Kasser.”

Den, der aflægger Guldløftet, skal aflevere en skriftlig Erklæring,
naar han næste Gang afhenter sine Brødmærker. Han vil da faa sit Navn indføjet i „Kommunens Æresbog”, som skal opbevares i Kommunens Arkiv. De, der ikke aflægger Guldløftet, vil derimod faa deres Navne indførte i „den sorte Liste”, som vil blive offentlig bekendtgjort. „Derfor,” hedder det i Opfordringen, som er bleven mig tilsendt, „herut med det sidste Guldstykke, for at De kan underskrive paa ærlig Vis og blive indført i Kommunens Æresbog!”

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

9. september 1917. Peter Poulsen hos venner i Ostende

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk. Han var privat indkvarteret i Ostende og knyttede venskab med sine belgiske værter.

Det var en dejlig Tid, Posten gik saa udmærket regelmæssigt, jeg fik hver Dag Breve og Pakker baade fra Hjemmet og mine andre gode Venner, og desuden havde jeg jo rigeligt med Fødevarer som Kusk ved Marketenderiet.

Jeg gav det hele til Fruen, som saa lavede Mad baade til sig selv, den lille Pige og mig. Barnets Skyhed var hurtig borte; saa snart jeg traadte indenfor Døren, kom hun og satte sig paa mine Knæ, og jeg sang saa for hende og legede med hende, saa det var en Lyst.

Svært var det for Fruen om Aftenen, naar jeg sad og læste Brevene fra min Hustru og andre gode Venner; og hun sagde saa tit: „Jo, det er sikkert tungt for Dem og Deres Hustru at være skilt fra hinanden, men I kan da skrive sammen. Jeg har ikke hørt fra min Mand i tre Aar, og jeg véd ikke, om han lever eller er død.”

Han stod ved den belgiske Hær, og naar vi om Aftenen bøjede vore Knæ og bad, kunde hun tit under Taarer opsende brændende Bønner for sin Mand. Jeg forstod nok hendes Smerte og kunde kun opmuntre hende til at lægge sig selv, sit Barn og sin Mand i Guds Haand.

Hun havde for Resten den store Glæde, mens jeg endnu laa i Kvarter hos hende, at hun fik 15 frc. sendt fra sin Mand. Det hed sig, at det var blevet ordnet mellem de tyske og de franske Militærmyndigheder, at de over Svejts kunde sende Penge hjem til deres paarørende. Der var naturligvis intet Brev med, kun hans Navn, men dog var hun glad og lykkelig og Gud taknemmelig.

Naar Kammeraterne kom fra Stilling, samledes vi selvfølgelig ofte nede i det lille hyggelige Hjem, til fælles Opbyggelse med Bøn og Sang. Vi sang baade vore smaa aandelige Sange og vore kære, danske Fædrelandssange.

Da tre Uger var gaaet, mente jeg, at nu skulde jeg med ud i Skyttegravene; Kusken kom igen fra Orlov. Men i Stedet for blev jeg saa afkommanderet til at være Ledsager ved Patronvognene.

Det var næsten endnu bedre. Om Dagen havde jeg slet ingenting at bestille, men om Aftenen skulde jeg møde ved Mørkets Frembrud nede i Politigaarden, ud i Stilling med Infanteriammunition, og saa skulde vi have døde Kammerater med tilbage.

Det var en farefuld Tur hver Nat, hverken Spærreild eller Gasangreb maatte holde os tilbage, kun selve Døden; og derfor kunde mit Barometer ogsaa nok synke adskillige Streger, naar det lakkede mod Aften; men saa kunde den lille Frue ogsaa komme ganske stilfærdigt og tage mig i Ærmet, trække mig hen foran Krusifikset, og idet hun pegede paa dette, kunde hun sige: „Har Han nogensinde bedraget Dem, har Han nogensinde narret Dem?”

Og jeg maatte sige: „Nej, aldrig har min Frelser bedraget eller narret mig.”

Ofte stod jeg skamfuld ved Siden af den katolske Kvinde, der saadan med sin barnlige Tro til Gud kunde beskæmme mig.

Saasnart den Mand, i hvis Sted jeg var Ledsager ved Patronvognene, kom fra Orlov, fik jeg selv Orlov. Jeg købte af Fruen nogle af hende selv forfærdigede Kniplinger og mange andre Ting. Hun ønskede mig Lykke paa Rejsen og sagde, som hun saa ofte sagde: „Naar Krigen er forbi, og De kommer hjem, og jeg faar min Mand tilbage, saa tag Deres Hustru med og kom ned og besøg os!” Og jeg havde stor Lyst til det.

Saa gik Turen atter hjem, det skønneste og bedste af alt, paany at være helt fri for Krigstummelen. En tidlig Morgenstund i Efteraaret 1917 gik Toget fra Ostende, og efter to Døgns Kørsel naaede jeg atter velbeholden mit Hjem.

Der kom en Flok troende Mænd, som var stævnet sammen fra Omegnen, og vi tilbragte en hyggelig Dag sammen, og jeg fik mangt og meget at vide derhjemme fra, som jeg ikke vidste; men 14 Dage gik som sædvanlig hurtigt, og snart var den bitre Afskedens Time der igen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske erobring af Riga i Letland (Det russiske Riges 4. støres by) – med artilleriledelse af Georg Bruchmüller (kendt som “Durchbruchmüller”). På den russiske hjemmefront fortsætter urolighederne med bolsjevikkerne i en stadig mere fremtrædende rolle. Der er også udskiftninger i den franske regering – og kampe ved Lens, hvor canadierne angriber. På den italienske front er det 11. slag om Isonzo stadig i fuld gang. På den rumænske front kører rumæneres og russernes offensiv fast. På havet viser konvojsystemet sin styrke, og det tyske forsøg på at udsulte Storbritannien med ubådskrig fejler. Tyskerne har større succes med at bombe England med bombefly

”En samling altforglemmende mennesker hensat i dyrisk råhed”

Sønderborg Slots kommende årbog handler om de mange historiemalerier, man kan se i udstillingerne. Ét af dem har vi vist flere gange her på siden – men hvad er historien bag billedet? Vi bringer her en smagsprøve fra den kommende bog.

”En samling altforglemmende mennesker hensat i dyrisk råhed.” Stormangreb på Vestfronten under Første Verdenskrig

Af René Rasmussen

Ukendt maler, ukendt år (1918-1939). (Olie på lærred, 100,5 x 134,5 cm)

Under Første Verdenskrig 1914-1918 var Sønderjylland en del af Tyskland. Det betød, at hen ved 35.000 mænd fra den del af Slesvig, der blev genforenet med Danmark i 1920, deltog i krigen i tysk uniform. Mere end 6.000 døde – ud af en befolkning på ca. 170.000. Dertil skal lægges 4.000 med så alvorlige skader, at de var berettiget til invalidepension. Mange flere kom hjem med ar på sjælen efter grufulde oplevelser på slagmarkerne.

Nogle sønderjyske krigsdeltagere bearbejdede de psykiske skadepåvirkninger, krigen havde påført dem, ved at male eller tegne. Det er muligvis tilfældet med dette billede, der viser et tysk stormangreb på en fransk skyttegrav. Vi kender ikke maleren, men giveren har meddelt, at maleriet er købt i mellemkrigstiden af kunstneren selv; efter det oplyste en sønderjyde, der selv havde deltaget i krigen.

Maleriet er naivistisk i sin stil, men meget udtryksfuldt og forsøger at gengive krigens gru. Eftersom billedet ikke er navngivet, kan man ikke afgøre, om det skildrer en konkret begivenhed eller om der snarere er tale om en mere generel fremstilling af et stormangreb. Vi befinder os tidsmæssigt efter 1916. Det kan man se på, at både franskmænd og tyskere bærer stålhjelme, og det begyndte franskmændene på i 1915, tyskerne i 1916. Det ødelagte maskingevær i den franske grav er en Mitrailleuse Mle 1907, mens de øvrige skydevåben ikke kan identificeres. Skyttegraven er temmelig primitiv, næppe mere end en grøft. Det tyder på, at den enten har er blevet jævnet af artilleriet ved talrige erobringer og generobringer, eller at det er en hastigt gravet forsvarslinje fra krigens sidste år, da krigsførelsen atter begyndte at blive mobil.

Perspektivet er fransk, set skråt fra højre side. Vi ser tyskerne storme frem til højre i billedet, mens franskmændene forsvarer en primitiv skyttegrav i venstre side. De fleste angribere har geværet som det primære angrebsvåben, men enkelte holder de karakteristiske stavhåndgranater løftet klar til kast. De slag- og stikvåben, der sammen med håndgranaterne var soldaternes foretrukne våben i nærkampe i de snævre skyttegrave, er ikke afbilledet.

Er det en realistisk gengivelse af et stormangreb på en skyttegrav på Vestfronten i Første Verdenskrig? Det er i hvert fald genkendeligt, hvis man holder det op mod skriftlige skildringer af tilsvarende angreb.

Sønderjyden H.C. Brodersen fra Nordborg har i sine erindringer “I Ildlinien” beskrevet et stormangreb på en fransk skyttegrav i 1916 :

”Så ligger vi her igen. Igen; thi vi blev nemlig slået tilbage; men i aften skal det gå løs på ny. Det blev et frygteligt myrderi i går, og af den grund gruer vi for, hvordan det vil gå i aften.

På slaget 6 lød det sidste skud fra artilleriet. Delingsførernes fløjte skingrede, og af sted udover brystværnet gik det i galop. Mange blev allerede hængende i vores egen pigtrådsforhegning, thi franskmanden var nemlig forberedt på, hvad der var i gære. En morderisk granatild søgte at spærre os vejen, og krydsende fra alle sider peb maskingeværernes kugler os om ørerne. Artilleriet til begge sider arbejdede som irriterede, bjæffende terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart nåede vi foran fjendens pigtråd og indenfor det område, hvor franskmanden ikke uden fare for at beskyde sine egne tropper, kunne gøre os nogen skade. Af det dertil inddelte mandskab blev der ustandselig kastet håndgranater ned i skyttegraven for at aflede opmærksomheden fra dem, der med de medbragte sakse ivrigt klippede i fjendens pigtråd.

Da der endelig var skaffet adgang, sprang vi alle ned i graven. En forbitret nærkamp begyndte.

Håndgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte luften. Dolkene blev taget i brug. Blodet løb os ned ad fingrene. Stønnen og jamren lød fra alle sider. Geværkolberne suste igennem luften og krævede ved hvert slag sin mand. Mand imod mand kæmpedes der. Det var en samling altforglemmende mennesker, der hensat i dyrisk råhed ikke alene kæmpede for deres eget liv, men for at tage så mange af de andres som muligt. Da de sidste håndgranater var kastet og den sidste patron i revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende bajonet eller med den blodige kniv i hånden ned i understandene [dækningsrummene, RR] for om muligt dér at antræffe et offer, der kunne tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og også granaterne gik højere på deres bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel forstærkning. Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende syn. Ven og fjende lå imellem hinanden, døde eller sårede, der ventede på at blive hjulpet. Frygtelige skrig og råb om hjælp lød til alle sider, og fra de døende hørtes svag klynken. Geværer, håndgranater, tornystre og anden udrustning flød til alle sider og lå spredt over det hele.

Dog, vi kunne ikke give os tid til lange betragtninger. Stillingen skulle omarbejdes til forsvar fra den modsatte side. Spader og hakker kom i brug, og døde – ven eller fjende, lige meget – blev lagt oven på hinanden for at afgive dækning. De medbragte „spanske ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre løbegravene over imod franskmanden. Maskingeværerne skulle bringes i stilling for at være klar til brug, når fjenden satte ind til modangreb. Imedens sænkede mørket sig over hele elendigheden, og mange sårede kammerater kunne nu bringes tilbage.

 (…) Klokken 11 satte modangrebet ind, lige så morderisk og voldsomt som forhen. Franskmændene var overlegne i tal, og efter en heftig kamp blev vi jaget tilbage til det sted, hvorfra vi var kommet. Det skyldtes mørket, at så mange af os slap over. Vi har nu fået vished for, at det er nemmere at storme en fjendtlig skyttegrav, end, når først den er taget, at holde den. ”

Således bølgede kampene frem og tilbage på Vestfronten med angreb og modangreb, og kun sjældent blev frontlinjen flyttet mere end få hundrede meter. Den ukendte malers beskrivelse svarer ganske godt til H.C. Brodersens øjenvidneskildring.

Første Verdenskrig var på én gang en både meget moderne og meget gammeldags måde at føre krig på. Hele krigsførelsen var i august 1914 lagt an på mobil krigsførelse, men stivnede i stedet i løbet af efteråret i en gigantisk belejringskrig langs en befæstningslinje, der strakte sig fra den belgiske kanalkyst til den schweiziske grænse. Det tog de krigsførende nationer lang tid at udvikle taktikker, der kunne gennembryde forsvarslinjen.

Bogen om historiemalerierne på Sønderborg Slot udgives af Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den udkommer til december 2017. Den kan købes i museumsbutikken og i boghandler. Den udsendes gratis til medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Forudbestillinger modtages på hath@museum-sonderjylland.dk