Alle indlæg af Rene Rasmussen

28. maj 1917. K. Tastesen overfaldet af banditter i Serbien

Füsilier K. Tastesens enhed blev i efteråret 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten, hvor han igen bliver såret. I april 1917 kom han på orlov og blev gift. Herefter gik det i maj til Palæstina gennem Serbien, der var præget af guerillakrig.

Den 7. Maj kom jeg til Garnisonen igen, og den 10. kom vi af Sted til Palæstina. Vi kørte fra Elbing igennem Østrig til Serbien, hvor vi gjorde Holdt i 2 Dage i Belgrad for at vente paa flere Tropper, der skulde komme til. Derpaa kørte vi til Nisch. Der blev vi i 14 Dage for at holde Orden. Serbien var jo helt ødelagt, kun nogle Tropper og Civile, som stod under en General, overfaldt de tyske Lejre og Byerne om Natten. Ellers holdt de til i Bjergene.

Den 28. Maj om Natten blev vi overfaldet af Banden, der var kommen ind i nogle Huse i Udkanten af Byen, hvorfra de skød med Maskingeværer og almindelige Geværer samt kastede med Mursten samt alt, hvad der var ved Haanden.

Da vi ikke kunde faa dem ud paa anden Maade, stak vi Ild i Husene, og de, der ikke blev skudt, flygtede

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

27. maj 1917. Desertøren Claus Clausen på vej i fængsel

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen.

Pinsedag kom så Kommandanten og forhørte mig; han viste sig at være en Overtolder fra Hviding. Samme Dag gik det videre til Flensborg, hvor jeg indsattes i Arresten i Junkerhulvej-Kasernen.

Det var med blandede Følelser, jeg den Dag passerede Bredebro Station og så alle de kendte Ansigter i Pinsestemning. Jeg selv var lagt i Bånd og Fængsel.

Fra Flensborg førtes jeg derefter til Rostock i Mecklenborg, min Garnisonsby. Atter måtte jeg trække i Trøjen; mit Civiltøj har jeg siden ikke set noget til.

Sagen mod Claus Clausen kom for retten den 30. juli 1917.

DSK-årbøger 1947

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

26. maj 1917. “At flygte ville betyde den visse død …” Desertøren Claus Clausen fanget!

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen.

Tågen lå tæt; jeg hørte noget Maskineri arbejde i Nærheden, listede efter Lyden og opdagede to civilklædte Mænd. Jeg tog Mod til mig og gik hen og hilste „Go’ Morgen!“ , de svarede: „Gut’n Morgen!”

Og da jeg spurgte, hvor de logerede, svarede de: „In Scherrebek!“

Jeg forsvandt da hurtigst muligt. Træt og udaset og småt fortvivlet over Situationen fandt jeg en dyb

Grøft, hvor jeg lagde mig til at sove.

Jeg vågnede ikke før Middagstide, da Solen skinnede så dejligt lige ned i Ansigtet på mig. Nu blev jeg først klar over, hvor jeg befandt mig: Lige ud for Skærbæk. Jeg fandt det da rigtigst at holde mig skjult Dagen over.

Til Aften skulde Turen over Grænsen da forsøges igen. Jeg holdt ustandselig Udkig fra mit Skjulested, men så intet til Patruljen Dagen igennem. Det var Pinselørdag, og mange Tanker gik igennem mit Sind.

Landflygtig var jeg bleven i min egen Hjemstavn, turde ikke lade mig se, hverken af Ven eller Fjende. Min Onkel fra Søndernæs passerede tæt forbi mig over Marken, men jeg turde ikke røbe mig. Da Solen var ved at gå ned, hørte jeg Kirkeklokkerne trindt omkring fra ringe Pinsehøjtiden ind; da sløredes mit Blik, og Verslinjerne, jeg så tit havde sunget, blev underligt levende i mit Sind:

”Landflygtig jeg mod Hjemmet igennem Tårer ser”

– Jeg forstod nu først ret, hvor meget der ligger i denne Sang om Hjem og Hjemstavn: Nej, ingen Plet på

Jorden er skøn, som du, mit Hjem …

Da Mørket var ved at falde på, kom jeg frem af mit Skjul, listede mig så langs Diget mod Nord, for at gøre Vejen ude i Vadehavet så kort som muligt. Uden at mærke noget kom jeg derved tæt ind på Strandpatruljen, der havde ligget og luret på Rømningsfolk, måske også på mig. Der var tre Mand, som rejste sig fra deres Skjul ved Diget lige foran mig.

At flygte vilde nu betyde den visse Død. De bragte mig så ind til Vagtstuen i Brøns.

DSK-årbøger 1947

26. maj 1917. Fejlagtige rygter om luftangreb mod Zeppelinbasen

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Intet flyverangreb ved Tønder 21.- 22- marts 1917

Luftskibshallen i Tønder har ikke været angrebet af nogen flyver i tiden omkring 21. marts.

Meddeleren har været i Tønder dels den 22. marts og 2-3 gange senere, har talt med danske om det, men de kender intet som helst dertil.

Meddeleren har (været) med egne øjne set, at hallerne er fuldstændig ubeskadigede.

Der er, som bekendt, en dobbelt hal (længst mod nord) og to mindre enkelthaller; de sidstnævnte er bygget først.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

25. maj 1917. Desertøren Claus Clausen faret vild i Vadehavet: “Jeg anede ikke mere, hvor land var!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord.

Først i Maj 1917 fik jeg Orlov; og nu skulde det ske. Gensynsglæden i Hjemmet var stor, men Far og Mor syntes ikke rigtigt, jeg var som jeg plejede.

Orlovstiden gik alt for hurtigt; den sidste Dag fik jeg Far med ud i Marken og fortalte ham så, at nu gik jeg over Grænsen. Far sagde ikke meget; han vidste, hvad det kunde komme til at betyde, hvis det ikke lykkedes.

Næste Dags Morgen kørte Far mig til Stationen. Vi tog Afsked, og Far gav mig sin Velsignelse med, Mor vidste ikke noget. Min Plan var at nå ned til Søndernæs, og derfra gå ud i Vadehavet og på den Måde at nå over til Danmark til Vester Vedsted, hvor jeg i sin Tid havde varet Elev på Efterskolen.

For ikke at vække nogen som helst Mistanke rejste jeg med Toget sydpå til Tønder, steg ud der, gik ud i Gallehus Skov, hvor jeg smed Gevær, Uniform og alt, trak i det medbragte Civiltøj og gik så Øst om Bredebro, over Ellum nordpå, over Brede Å, krydsede atter Hovedvejen og Jernbanen og nåede ud i Engene mellem Ottersbøl og Skærbæk, hvor jeg løb på den første Pigtrådsspærring og — hvad værre var — en tysk Grænsepatrulje.

Jeg gav mig da til at hælde Vand op til Kreaturerne, kløede Studene lidt ved Halen osv. — for at aflede Patruljens Opmærksomhed fra mig. Endelig forsvandt den også; jeg kom igennem Spærringen, gik så lige op til Søndernæs og ind til min Efterskolekammerat, Hans J. Bjerrum.

Det var blevet ved Aftenstide. Vi måtte opholde os i Havens Lysthus, da der var Indkvartering på Gården. Der var Lavvande fra Kl. 11 Aften til 5 Morgen; den Tid skulde benyttes.

Med Lommelygte og Kompas, som jeg fik af Hans, begav vi os så ned til Havet. Hans og Broderen Peter var med for at give mig de fornødne Instrukser. I den stille Majnat gik jeg da med Støvlerne på Nakken ud i Vadehavet, det lumske Hav; i ca. en halv Time blev jeg ved lige ud — for at undgå Strandpatruljen.

Jeg tændte så Lommelygten, så på Kompasset og gik mod Nord. Efter en to Timers Gang skulde jeg kunne være ved Manø-Vejen.

Da jeg havde gået godt en Times Tid, så jeg på Kompasset igen, og vilde så prøve at gå indad, for at overbevise mig om, hvor langt jeg var ude i Havet. Jeg kom godt ind til Stranden, men så her til min Forskrækkelse friske Spor af Strandpatruljen, som altså måtte være i umiddelbar Nærhed. Det var dog helt diset, og jeg i en Fart ud i Havet igen, men glemte desværre i Forfippelsen at se på Kompasset.

Hele Natten gik jeg så derude; det begyndte at lysne mod Morgen; nu gik jeg ikke mere, men løb. Vandet var ved at komme ind igen; det gik mig til Bæltestedet, jeg anede ikke mere, hvor Land var.

Da slog det pludselig ned i mig: Kompasset! Jeg så på det og blev klar over, hvor Stranden var. Helt forkommen nåede jeg i Land, men vidste ikke, om det var Danmark eller Tyskland, jeg kom til.

DSK-årbøger 1947

24. maj 1917. Verdun: Dumhed betales med døden

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En anden lignende episode kostede desværre en Feldwebel livet på grund af hans overdimensionerede pligtfølelse og manglende erfaring. Hertil kom, at han var uimodtagelig for sund fornuft og gode, velmente råd fra “gamle rotter”.

I det civile liv var han stadsarkitekt i en større by hjemme i Tyskland og havde i flere år været »unabkommlich« (uundværlig). Han var lige ankommet fra garnisonen i Tyskland.

Den MG-rede, som vi besatte, må ledelsen have anset for meget vigtig, for den blev besat med to maskingeværer – som regel var der kun et i hver rede. Ledelsen af reden havde denne Feldwebel.

Vi havde afløst to andre geværer fra et andet kompagni, og mandskabet herfra fortalte, at de havde tilbragt en rolig tid uden at være blevet generet af fjenden.

Reden var indrettet i en gammel tilgroet og på flere steder halvt sammenstyrtet skyttegrav. Der var tre slet ikke så dårlige “Stollen” (sikringsrum), hvor vi skulle opholde os om dagen, da al trafik ved dagslys ville være omtrent det samme som selvmord.

Afløsningen havde selvfølgelig fundet sted om natten. Da Richard  … og jeg havde undersøgt lokaliteterne grundigt, blandt andet for at se, om vi kunne forsvinde derfra nogenlunde uset, hvis det skulle blive nødvendigt, lagde vi os til at sove.

Men kort efter blev vi vækket af en af de “gamle”, der meddelte, at Feldweblen havde givet ordre til, at skyttegraven skulle gøres dybere på et sted, hvor sammenstyrtningen var særlig stor. Arbejdet var allerede sat i gang.

Det kan nok være, at vi kom på benene, og Richard bandede Feldweblen langt væk.

Vi havde i vor vildeste fantasi ikke forestillet os, at manden kunne være så idiotisk. Enhver forandring i terrænet ville, når det blev dag, omgående blive observeret af fjenden.

Vi forsøgte at gøre manden dette begribeligt; men i sin salige naivitet mente han ikke, at den smule jord , der var blevet kastet op af graven, kunne betyde noget. De folk, vi havde afløst, havde jo sagt, at alt var roligt og stille her. Ydermere havde vi vore “Stollen”, der dog var 4-5 meter dybe.

Richard, der ikke ligefrem var mundlam, gjorde ham endnu engang opmærksom på, at det, der var lavet her, grænsede til selvmord, og at “Stollerne” var de rene ligkister, når franskmændene begyndte at beskyde os med 21 og 28 cm granater med “Verzögerung”  – Det var granater med tidsindstilling, der først detonerede efter, at de var gået et par meter i jorden.

Men manden var ikke til at tale med. Vi opgav ham, men før vi gik, spurgte Richard ham, hvad vi skulle gøre, hvis fjenden fandt på at beskyde os. “Vi går selvfølgelig i vore ‘Stollen’, hvor ellers?” svarede Feldweblen.

Hertil replicerede Richard , at det nok var betydeligt bedre at forsøge at trække ud til en af siderne.

Det ville manden slet ikke høre tale om, for som han sagde: “Dér er der da slet ingen dækning. Vi bliver her!” Det sidste blev sagt i kommandotone, så der var ikke noget at tage fejl af.

Richard trak på skulderen og svarede, at han hellere ville gå i dækning bag et muldvarpeskud end i disse ligkister. Og han fortsatte: “Ja ja, Herr Feldwebel, Befehl ist Befehl. Dann Gute Nacht, und auf Wiedersehen, wenn nicht anderswo, dann im Massengrab.”

– “Lassen Sie Ihre unerwünschten Bemerkungen, Unteroffizier« (“En ordre er en ordre. Så god nat og på gensyn – om ikke andre steder så i massegraven.” – “Spar os for Deres uvelkomne bemærkninger, underofficer”), svarede Feldweblen, hvorpå Richard vendte ham ryggen, mens et indeklemt »Idiot!« smuttede over hans læber. Det var møntet på Feldweblen, men henvendt til mig.

Vi instruerede omgående folkene – der var tolv foruden Richard og mig – om, hvordan de skulle forholde sig, så snart fjenden havde sendt det første skud over til os.

Vi anbefalede dem, såfremt de havde livet kært at følge vore anvisninger, uanset hvad Feldweblen fandt på at bestemme. Vi regnede for øvrigt med, at manden ved det første skud ville forsvinde ned i sit dækningsrum, som han tilsyneladende var så glad for, og som han havde for sig selv. Vi kendte typen. –

Før vi atter lagde os til at sove, undersøgte vi endnu en gang retrætelinien. Selv om vi skulle kravle ca. 200 meter i en lille fordybning, der ikke var meget dybere end en plovfure, var vi enige om, at når heldet blot var med os i første omgang – det vil sige, at den første salve ikke ramte graven – så skulle det være muligt at klare situationen.

Der var nu gjort, hvad der kunne gøres for at bøde på Feldweblens dumhed. Vi tvivlede ikke på, at den kommende dag ville blive endog meget “varm”. Vi kunne ligefrem lugte faren.

Dagen oprandt med klart solskin, det var atter et minus for os. Formiddagen gik til ende, uden at der skete noget. Feldweblen tillod sig at hovere over vort sortsyn, men Richard svarede, at det ikke var aften endnu, og at der formentlig var flere dage i øst. Vi skulle blive her i mindst fem dage endnu.

Først på eftermiddagen gik det løs. Heldet var med os. De første par skud ramte ikke graven. Feldweblen forsvandt i sit hul , som vi havde forudset, og vi andre, vagtposten inklusive, begyndte vor kravletur og fuldførte den med bravur. Vi havde jo lært at kravle i garnisonen.

Nu skete det med livet som indsats.

Da vi havde tilbagelagt de 200 meter, blev “plovfuren” betydelig dybere, og her afventede vi begivenhedernes gang. Hvis ikke fjenden havde bemærket den “kravlende slange”, regnede vi med at være i nogenlunde sikkerhed, og det slog til . De 5 % havde atter sejret. [5% erfaring og 95% held skulle der til for at overleve, fortæller Bergholt andetsted, RR]

Kanonaden var blevet stærkere og stærkere. Vi kunne se, at de fleste granater traf deres mål, og vi var klar over, at den stivsindede Feldwebel skulle være udstyret med et kolossalt held, hvis han skulle gå ram forbi.

I det hele taget forløb aktionen, som vi havde tænkt os.

Franskmændene benyttede kun det svære kaliber, og i løbet af en times tid var reden jævnet med jorden.

Skydningen holdt lige så pludseligt op, som den var begyndt. Richard og jeg blev enige om, at vi to ville kravle tilbage for eventuelt at komme Feldweblen til hjælp, hvis han da havde hjælp behov, hvad vi tvivlede meget stærkt på. Beskydningen havde nemlig været så koncentreret som aldrig før. Hvis vi ikke var kommet tilbage i løbet af en halv time, og alting endnu var roligt, skulle de øvrige følge efter.

V i nåede igen reden, der nu kun var granathuller, og fandt også det sted, hvor Feldweblen skulle være. Hans “Stollen”, som han havde stolet så stærkt på, havde fået mindst én fuldtræffer. – Og dermed er alting sagt. Den blev hans ligkiste, som Richard havde forudsagt.

Det eftermæle, Richard gav manden, var ikke ligefrem rosende. Det sluttede med det tyske ordsprog: »Die dummen werden niemals alle« (Dumhed forgår aldrig).

Egentlig syntes jeg, at Richard var lovlig hård i sin dom. Manden havde jo betalt for sin stædighed. Jeg vidste, at Richard var et ejegodt menneske, og at hans hårde ord kun var provokeret frem af Feldweblens dumhed. Det er helt klart , at Feldweblen ville have været skyld i hele besætningens udslettelse, hvis ikke “de gamle” havde taget sagen i egen hånd og havde sat sig ud over den givne befaling.

Begge maskingeværer var gået sig en tur. Den følgende nat fik  i to nye geværer – men ingen ny Feldwebel.

Kommandofeldweblen – Hannoveraneren – der nok kunne lægge to og to sammen, undrede sig over, at vi var sluppet med tabet af kun én mand og to ødelagte geværer og slet ingen sårede. Men han gik ikke nærmere ind på sagen.

Et stykke tid efter var vi en dag på tomandshånd, og han forlangte så at få sandheden at vide. Det fik han, og hans kommentar var mindst lige så hård som Richards.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Nyt om flyhangaren på Zeppelinbasen i Tønder

Der har været en del omtale af den nedrivningstruede flyhangar på Zeppelinbasen i Tønder de seneste uger.

I går var der en artikel på Danmarks Radios hjemmeside her

Hvis man vil melde sig ind i den nystiftede Støtteforening for Zeppelinbasen, så send en mail til ottenberg@bbsyd.dk – så vil du modtage info om den nye forening.

Et medlemskab koster 150, kr årligt.

Se også Kaare Johannesens lille video fra hans besøg på Zeppelinbasen forleden.

20. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

18. maj 1917. Mathias Møller skifter fra Vestfront til Østfront

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917.

Jeg husker så tydeligt Stemninger og Følelser hin Morgen den 18. Maj 1917, da Afgørelsen faldt, og vi marcherede til Banen for at blive indladet. Det var, som om Benene vilde gå hurtigere, for at vi kunde komme af Sted så hurtigt som muligt. Der var noget i os, som endnu var bange for, at det skulde blive Løgn.

Men der skete intet. Indladningen tog lang Tid, dog vi kom af Sted: Først nogle Dage senere gik Tæppet op for Ouverturen til Flandernslaget. Et af Krigens frygteligste såkaldte Materielslag tog sin Begyndelse. Men vi var borte. Vi slap denne Gang.

Vi blev indladet i Kreaturvogne. Vi syntes jo nok, at det kunde have været lidt mere komfortabelt. Men det gik udmærket. Vi havde Bænke at sidde på og Halm at ligge i, det var bedre end at ligge i Ler og på Jord.

Dørene måtte om Dagen stå åben, for at man kunde se ud. Det var Maj Måned, Vejret godt, og det gik udmærket. Rejsen varede 5 Døgn, og vi fik mange skønne Egne at se.

Rejsen gik tværs gennem Belgien, et afvekslende Landskab. Ved Herbesthal passerede vi den tyske Grænse, over Aachen kom vi til Køln, videre gennem det skønne Sauerland, Thyringen og Brandenburg til Berlin, dernæst videre mod Øst. I Østpreussen ved Mlava passerede vi påny Grænsen, og videre gik det over Warschau, Brest-Litovsk til Baranovitchi, hvor vi den 22. Maj blev udladet.

Med en lille Feltbane og delvis ved March nåede vi en idyllisk Reservestilling i en Skov i Egnen Nord for Pripetsumpene.

Her lå vi en kort Tid. Vi kom ikke i Stilling. Det kunde ikke være ret langt til Fronten. Man kunde tydeligt høre Geværskuddene smælde. Om Dagen var det altid roligt, men om Natten var der lidt Geværild. Et Kanonskud var en Sjældenhed. Det måtte være en dejlig Stilling.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

18. maj 1917. Rygter om luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En ældre mand, der er kommet hertil fra Tønderegnen og har bosat sig her i egnen meddeler, at den eng. flyver den 21. marts ødelagde den ene af hallerne ved Tønder fuldstændigt og beskadigede den anden stærkt, ligesom der også var tab af menneskeliv. Meddelelsen er holdt fuldstændig hemmelig.

Kaptajn Hansen i Hjerting meddeler, at der i går sås 4 armerede trawlere, to og to, der stod til søs og formentlig fiskede eng. miner.

K.H. meddeler, at der næsten daglig ses flere tyske skibe på minefiskeri. Et enkelt skib har for et par dage siden meddelt, at det på én dag havde optaget ca. 90 miner.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Note: Meddelelsen om bombardementet af luftskibshallerne var usand.

Forleden var historikeren Kaare Johannsen på besøg på Zeppelinbasen. Han optog en lille film, som er værd at se.

Har du lyst til at støtte formidlingen af Zeppelinbasen og arbejdet for at bevare hangaren, så send en mail til ottenberg@bbsyd.dk og meld dig ind i Støtteforeningen for Zeppelinbasen i Tønder. Det koster kun 150,- kr. for et års medlemskab.

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. maj 1917. “Kompagni-bedstefar” hjem på orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi kom til en lille By, som hed Trois Villadge. Dér havde vi slet ingenting at tage os for, laa bare hele Dagen jgennem og strakte alle fire fra os i det dejlige Solskin og friske Græs.

Her var Civilbefolkningen endnu, og vi havde rigtig gode Kvarterer.

Men Tiden var nu saa vidt fremskreden, at jeg kunde regne med, at det var min Tur at komme paa Orlov. Jeg spurgte flere Gange, men fik altid det Svar, at det endnu ikke var min Tur.

Mit stille Lønkammer havde jeg i en sammenskudt Mølle; men det kneb for mig at vente, til den Tid kom, da jeg maatte rejse. Endelig efter otte Dages Forløb sagde min Ven, Skriveren paa Skrivestuen, at nu var min Tur kommen, og jeg kunde sikkert regne med at rejse Mandag Morgen.

Let og glad lagde jeg mig til Hvile om Aftenen paa det Cementgulv, hvor vi sov; men ved Midnatstid kom vor Ordonnans farende med sin lille elektriske Lommelygte tændt, slog Døren op og raabte ind til os, at vi skulde hurtigt gøre os færdige og møde paa Alarmpladsen.

Det var rigtignok med tungt Hjerte, at jeg gjorde mig færdig til en Timestid efter at marchere ud af Byen. Vi afmarcherede med Villers-Outréaux som Maal, det var 25 km. Det var Tordenvejr, og Regnbygerne gennemblødte os snart; forude saa vi de Tusinder af Blink fra de fyrende Kanoner og hørte i det fjerne en dump Rullen, som snart blev tydeligere.

Kort udenfor Villers-Outréaux faldt min Ven Kunstmaleren sammen, han kunde ikke mere. Jeg syntes ogsaa, det var et meget passende Tidspunkt at tage et lille Hvil, hvorfor jeg satte mig ved Siden af ham paa Grøftekanten. Da vi havde hvilet en halv Timestid, tog vi den sidste Stump Vej ind til Byen og fandt Kompagniet, som var blevet indkvarteret i en stor Vævefabrik, hvor alle Maskiner var borte, saa der var god Plads.

Trætte lagde vi os til Hvile og sov. Da vi havde sovet et Par Timer, vaagnede jeg, gik straks paa Skrivestuen og spurgte om min Orlov. Den var ikke kommen.

Saa gik jeg til Køkkenet, om de havde Kaffe færdig, og da Kaffen var varm, vækkede jeg Kompagniet. Vi fik Kaffen hentet og drukket, den dejlige sorte Kaffe, og spiste vort tørre Brød, og det smagte udmærket.

Da vi var omtrent færdige, kom der en Ordonnans springende ind til os; vi skulde skynde os at gøre os færdige og stille, vi skulde i March forud.

Atter stod vi der, Tornysteren paa Nakken, Staalhjelmen paa Hovedet, Geværet i højre Haand, færdige til at stille, da der paany kom en Ordonnans og kaldte paa Tybbing, det var Kunstmaleren, og Poulsen, det var mig. Vi skulde straks komme over paa Skrivestuen, faa vore Papirer og saa paa Orlov.

Jeg blev bogstavelig talt saa glad, at jeg græd af Glæde; nu lige parat til atter at gaa ud, og saa i Stedet for have Lov at komme hjem paa Orlov! Hjertet var fuldt af Tak baade til Gud og Mennesker. Nu skulde der naturligvis siges Farvel til Kammeraterne, og fra dem, hvis Kære jeg kunde naa i deres Hjem, skulde jeg jo have en Hilsen med.

Kunstmaleren benyttede Tiden til at løbe hen til Kompagniføreren
og klage sin Nød for ham, at han umuligt kunde holde ud at marchere tilbage igen. Kompagniføreren var en god Mand, og han trøstede Kunstmaleren og sagde: „Gaa hen og sig til Poulsen, at I kan vente til i Morgen, saa maa I faa en Dag mere paa jeres Orlovspas.”

Saa kom han da glædesstraalende og fortalte mig det; men jeg sagde: „Jeg tror, du er gal, Mand, at vente her til i Morgen. Nej, ikke for nogen Pris.”

Han hang lidt med Næbbet; men naar jeg absolut vilde af Sted, saa vilde han nu alligevel med. Vi kom over paa Skrivestuen, og da Feltvebelen rakte os vore Orlovspapirer, sagde han: „Se nu, I kommer her fra, for her kan ske mange Ting inden i Morgen.”

Saa fik Kunstmaleren Mod paa sig, og da vi gik bort fra Skrivestuen, stak jeg min Arm ind under hans og sang ned igennem Villers-
Outréaux Gader: „Vort Modersmaal er dejligt”, saa det rungede gennem hele Byen.

Kunstmalere gik og pylrede ved Siden af mig og sagde: „Du er da ogsaa en gammel underlig Snegl; nu er vi saa dødtrætte, og saa giver du dig dog til at synge.” Jeg syntes rigtignok, at det var alle Pengene og saa en Sang værd; desuden trøstede jeg ham med, at jeg havde lagt Mærke til, da vi marcherede ind til Byen, at vi var gaaet over en Jernbane, og der var jo en Mulighed for, at der kunde være et Tog forude, som vi muligvis kunde køre med, i det mindste et Stykke Vej.

Vi gik saa et Stykke Vej til næste Jernbanestation og spurgte os for, og ganske rigtig, der var et Tog forude med Sten til Vejbygning. Det skulde samme Vej som vi, endog helt til Caudry, hvor vi ogsaa skulde hen. Der var bare den Hage ved det, at det kun var Lokomotivet, som skulde saa langt, Vognene skulde blive staaende et Par Stationer før.

Efter et Par Timers Ventetid kom Toget. Vi kravlede op i Stenvognene og kørte med. Det var naturligvis hverken første eller anden Klasse; det kan være, at der var dem, der vilde have kaldt det for sjette eller syvende Klasse, men vi syntes, vi kørte som et Par Prinser og raabte Hurra, da Toget kørte bort fra Stationen med os.

Da vi saa efter nogle Timers Kørsel kom til den By, hvor Vognene skulde blive staaende, havde jeg sørget for at faa nogle Stykker godt, dansk Smørrebrød i Stand af den dejlige Madpakke, som jeg havde faaet sendt fra min Hustru, og da vi gjorde Holdt, løb jeg til Lokomotiv- og Togføreren, stak ham et Par Stykker godt, dansk Smørrebrød — som jo er verdensberømt — et Par Mark, et Par Cigarer og nogle Cigaretter.

Der blev slet ingenting sagt, men han forstod udmærket godt Sproget.

Der blev hængende en Vogn ved Maskinen, som Kunstmaleren og jeg kravlede op i, og saaledes kom vi meget let til Caudry.

Da vi kom der, fik jeg at vide af en søvndrukken Vagt paa Banegaarden, at der den næste Morgen gik et Tog til Cambrai, hvorfra Orlovstogene gik direkte til Tyskland.

I Køln skiltes vi. Han kørte med Berlinerekspressen, jeg med Hamborgekspressen, og Dagen før Kristi Himmelfartsdag stod
jeg, uden at min Hustru eller mine Børn vidste, at jeg var undervejs, pludselig i Stuen hos dem.

Dagen efter fik jeg Lov til at tale ved det store Kristi Himmelfartsmøde i Gram, saa dér mødte mig et Pust fra
Venneflokken derhjemme, som jeg maatte savne derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

15. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Makedonien, franske og britiske offensiver på Vestfronten – og den amerikanske oprustning. Den italienske front , hvor man gør klar til det 10. slag om Isonzo. Og så indfører briterne konvojsystemet mod ubådstruslen. Det virker.

15. maj 1917. Kaniner med fjer på

En anonym sønderjyde ved Res.Ers.Reg. 3 fortæller.

Under Karenski-styret blussede kampene på fronten op en kort tid.

Således brød russerne ind i stillingen syd for chausseen Novo-Alexandrovsk-Dvinsk.

Vort regiment blev trukket tilbage og måtte besætte denne stilling.

Da vi havde ligget ca. et halvt års tid i vor gamle stilling, blev jeg sammen med en kammerat kommanderet til reservelejren som vagt. Man regnede med at komme tilbage igen.

Kompagniføreren havde fire høns, som var anbragt i en kasse på fire ben. Hen på morgenstunden anden dagen efter alarmeringen gik jeg udenfor og så da, at kassen var forsvundet. Vi fandt den i nogle brændenælder i en lavning i skoven, jeg måtte afgive beretning til rettergangsofficeren og blev beordret til at undersøge affaldspladserne i omegnen, men til noget resultat førte det selvfølgelig ikke.

Den næste aften blev vi anmodet om at besøge en tilsvarende vagt ved bataljonens stabskvarter. Her blev vi budt på kogt høne med ærter og gulerødder.

En lun hamborger, som var fotograf ved bataljonsstaben, spurgte, om vi kunne lide »kaniner«?

Det var det bedste måltid, jeg havde fået under krigen, men »kaninen« har sikkert haft fjerdragt.

Dagen derpå måtte vi vende tilbage til regimentet. Kompagniføreren mødte os med ordene: »Har hønsene smagt godt?« Det var ikke let at holde masken …

DSK-årbøger 1963

14. maj 1917. Sult i Tyskland og flådebevægelser vest for Blåvandshuk

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

En mand, der i de sidste dage af april er kommet fra Tyskland, har meddelt følgende:

Efter at jeg i 8 måneder havde opholdt mig ved Verdunfronten, blev jeg syg og kom på lazaret; derfra efter et 3 måneders ophold til Køln til min udfyldningsbataljon, hvorfra jeg er kommet nu.

Tilstandene er med hensyn til levnedsmidlerne der, som i andre storbyer, nemlig meget dårlige. Civilbefolkningen må udstå store lidelser, da de kvantum de forskellige slags kort berettiger til, ofte slet ikke kan fås. Forholdene er selvfølgelig ikke blevet bedre siden brødrationerne er blevet nedsat. Desuden er nu kålrabierne ved at slippe op, og grøntsager er der endnu ingen af, da vinteren har været så langvarig. Der dør derfor også mange af underernæring, især småbørn, men det tages der jo intet hensyn til.

Tumulter rundt omkring i byerne hører jo heller ikke til sjældenheder, men politiet skrider så straks ind, og hvis dette ikke forslår, så militæret.

I den senere tid har der også mange steder været strejke blandt ammunitionsarbejderne på fabrikkerne. Men tyskerne ved jo råd for alt. Blandt arbejderne er der nemlig en stor del, som er militærpligtige. Så snart der laves strejke bliver disse straks sendt til fronten, og et tilsvarende antal sendt hjem i stedet for. Disse er naturligvis godt tilfredse med den handel og derfor og så lettere at styre.

Mange er jo af den mening, at Tysklands reserver er ved at slippe op. Det er jo nok muligt, at det tynder ud i rækkerne, men endnu har de folk nok.

Det er selvfølgelig infanteriet, det går mest ud over. Man må imidlertid betænke, at en meget stor del af de lande, atter bliver krigsdygtige, og for de hårdtsårede og faldne kaldes der stadig nye folk ind. Desuden sendes der stadig folk fra artilleri og train til infanteriet og en del derfra, som ikke mere kan bruges kommer så til artilleriet eller trainet. Der udveksles stadigt rundt omkring på kontorer og skrivestuer har også hidindtil mange trykket sig, men også disse folk må med.

Skal afslutningen på krigen derfor komme på grund af at Tysklands folk slipper op, kan det efter min mening vare længe. Jeg tror, at indre uroligheder og sulten må gøre udslaget. Dog tror jeg sikkert, at Tyskland holder ud til den nye høst, og så går det sikkert videre ind i det fjerde krigsår.     

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

14. maj 1917. “Blinkere” i ingenmandsland ved Aubers

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Vi havde afløst hinanden kompagnierne imellem en 14 dages tid så rykkede vi endnu mere nord på og vi kom til at ligge ved en by, der hed Aubers, selve byen lå på et lavt højdedrag, hvorfra det gik ned i de lave enge.

Der var langt til fjenden her mindet 1 km, men midt ude i ingenmandsland lå en ensom bondegård og ud til den havde andre tropper før os gravet en løbegrav, her var kun ca. 1 m til grundvandet, så blev der lavet lange trækasser ca. ½ m høje uden bund og låg kun for at holde på den opgravede jord og nede på grundvandsspejlet blev der lagt riste på nedrammede pæle.

Gården var rømmet, og der lå stadig en “feltpost” det var mest efterretningsfolk “blinkere” som vi kaldte dem, de skulle formidle ordrer og befalinger, når telefonen var skudt i stykker, det var der ingen fare for her, men alligevel var der ingen af patruljeførerne, der ville have de skarpe lysglimt kastet ud i verdensrummet, de ville have ro og fred, de par dage de var herude, og det ville vi også nok.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

13. maj 1917. Füsilierregiment 86 tilbage til fronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Foran vor stilling lå en lille landsby, La Vacqerie. Den blev udbygget til det nævnte formål som fremskudt stilling. II bataljon besatte det nordlige afsnit af Siegfried-stillingen, I bataljon det sydlige. Begge bataljoner udskilte hver tre kompagnier til forpoststillingen foran Vacqerie. For at holde denne endnu fastere i vore hænder blev der på én nat etableret en forpostgrav foran. III bataljon forblev i Masniéres i hvile.

Af modstanderen var der endnu meget lidt at se. Fra en skjult sape, en såkaldt russersape, der gik ud fra Vacquerie, kunne man iagttage, hvordan han, det var igen englænderen, i respektfuld afstand på 500 meter begyndte at etablere en forreste grav. Hans artilleri var livligt, det overstrøede det åbne terræn omkring Vacquerie med shrapnels, hvis kugler dækkede hele terrænet som efter en haglbyge.

Regimentet skulle imidlertid ikke komme i den situation, at det skulle forsvare den på få dage udbyggede Vacqerie-stilling, for allerede om natten fra 12. til 13. maj blev det trukket ud igen. Til højre for 18. division skulle 17. reservedivision tages ud og 18. division overtage en del af det nu ubesatte afsnit. Derfor blev regiment 86 taget væk fra 18. divisions venstre fløj og skubbet ind i det ubesatte tomrum, der var opstået til højre for divisionen. Regimentets afsnit blev til gengæld overtaget af den venstre nabodivision, 22. reservedivision.

Om natten fra 12. til 13. maj blev således I og II bataljon afløst af denne divisions reserveinfanteriregiment 82, og allerede i den følgende nat overtog II og III bataljon reserveinfanteriregiment 163’s afsnit ved Havrincourt, mens I bataljon gik til Noyelles i hvil.

I denne stilling tilbragte 86’erne hele sommeren. Den hørte til de vanskeligste og opgaverigeste, som regimentet nogensinde havde besat, og til trods for det eller måske netop derfor tænker enhver 86er, der var med, gerne tilbage på den sommer ved Havrincourt.

Egnen var sådan, som regimentet kendte det fra Ancre. Lange på hinanden følgende fladbølgede højdedrag, som strækker sig fra nordøst til sydvest og næsten skærer stillingen i en ret vinkel. Bag ved den, ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park.

Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede. Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. maj 1917. Heldig madbærer til forreste linje

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og i januar 1917 tildelt Regiment 464.

Da det blev forår, var vi »einsatzbereit«, og den 13. april dampede vi af sted til Vestfronten, hvor der var brug for nyt »Kanonenfutter«.

(…)

Den 17. april nåede vi frem til fronten og var med i flere træfninger ved Siegfried-linjen og i Artois-området, men i maj blev vi forflyttet til stillingerne foran Arras, da vi skulle være med til at standse de fjendtlige angreb i forårsoffensiven 1917.

Vort kompagni blev stationeret ved en lille by, Brebieres; herfra sendtes afløsning til det foranliggende frontafsnit, og hver nat blev der bragt forsyninger af forskellig art til mandskabet i skyttegravene. Jeg blev udtaget som »Essenträger«, og en aften startede vi som sædvanlig med madspandene på ryggen.

Det gik kun langsomt frem, thi vi måtte stadig gå i dækning for den kraftige spærreild fra de fjendtlige kanoner, og vi var klar over, at der var noget alvorligt i gære forude.

Ved ankomsten til reservestillingerne modtog vi også den alvorlige meddelelse, at fjenden havde foretaget et heftigt angreb, løbet første og anden linje overende, den var blevet fuldstændig oprevet, mens frontkæmperne var blevet taget til fange eller dræbt.

Vi afleverede hurtigt madspandene, skyndte os bort fra de farlige omgivelser og nåede frem til vort forhenværende fredelige kvarter med liv og lemmer i god behold.

DSK-årbøger 1971

10. maj 1917. Frits Clausen: Uundgåelige sammenstød mellem danske og tyske nordslesvigere i fangelejren

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjev Polski 10.V.1917

Kære Herr Pastor Jensen!

Med stor Glæde modtog jeg forleden Deres Kort og med en endnu
større Deres Brev lige nu. Vi glæder os alle uhyre til Deres komme og venter Dem med stor Længsel. At De ikke kommer som politisk Agitator er vi enige med Dem i. Heldigvis er Sindelaget ogsaa et saadant hos alle, at vi ingen slig Paavirkning behøver. Derimod længes vi efter den aandelige Næring, De vil give os.

Man lever ikke 3 Aar under slige Forhold uden at tage Skade.

Om alt her i Lejren vil jeg siden skrive nærmere, hvis Deres komme
skulde udsættes længe endnu. Vi ved hvordan det gaar her! –

Hvad angaar Forslaget om at Danskerne kunde komme paa Arbejde, har jeg drøftet det med Kammeraterne, men Spørgsmaalet er ikke saa ganske let afgjort. For det første handler det om at de  Forrettigheder vi nu har, ikke bortfalder, altsaa den danske Lejr, saa det maaske kunde blive vore andre Landsmænd umuliggjort at komme ud af de tyske Lejre.

Saa er det, at det skulde gælde for Slesviger uden Hensyn til Sindelaget. Erfaringen har vist, at selv her i Fangenskab ikke kan leve sammen med vore Fjender uden Sammenstød, dette gælder ganske særlig for Hjemmetyskerne. 31 Sønderjyder kan ikke være sammen uden at tale om vort Folks eneste Haab, særlig i Tider som nu, hvor Nationalfølelsen maa komme op i enhver. Det er vort daglige Samtaleemne og det har holdt sig lige frisk i al den Tid vi har været sammen og alle andre Emner ere udtømte.

Forhaabentlig vil De, kære Herr Pastor Jensen, ogsaa kunne bringe vore Tanker paa andre Veje. Jeg vil dog betone, at Danskerne gerne vil arbejde og overalt har faaet et godt Skudsmaal for Flid og Udholdenhed, men der er mange Ting man ved et saadant Tilbud maa tage i Betragtning. Det vil De dog allerbedst kunne dømme om, naar De kommer hertil og selv ser Forholdene. Forhaabentlig vil dette ske snart; nu, De er saa tæt ved, er Forventningen stor.

Vi havde jo allerede ganske opgivet Haabet og er lige nær ved at blive utaalmodige endskønt man skulde tro, vi havde lært Taalmodighenden at kende.

Til Slut beder jeg Dem om at takke alle dem som nu tænker paa os paa det hjerteligste fra os og sender saa Dem de hjerteligste Hilsener fra os alle 32.

Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

9. maj 1917. Toter Mann ved Verdun: “Skarer af store, fede rotter løb overalt omkring, og hvad de levede af, behøver jeg næppe at fortælle.”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten.

»Zum Schlachthof des deutschen Kronprinzen, Hohe 304« (Til kronprinsens slagtehus, højde 304). Sådan lød inskriptionen på et skilt, der en morgen var anbragt ved indgangen til den løbegrav, der førte til denne høj.

Det blev selvfølgelig fjernet omgående, men aldrig har en inskription været sandheden mere nær end denne.

For at give et lille indtryk af forholdene ved Verdun, vil jeg ganske kort skildre, hvordan det gik vort regiment. »Ouverturen« var ikke særlig heldig.

Da vi havde hvilet ud et par dage efter den lange rejse fra Galicien til Frankrig, blev vi sat ind på højde »Toter Mann« (Den døde mand).

Her tilbragte vi fem dage uden større tab. Så vidt jeg husker, mistede vi »kun« en to-tre mand. Det var stilhed efter stormen.

Frygtelige kampe havde fundet sted på denne høj. Den kaldtes ikke for intet »Toter Mann«.

Man havde ikke behov at se sig ret meget omkring for at opdage, at der ikke var givet pardon fra nogen af siderne. De stakkels ofre havde langtfra alle sammen fundet en grav i moder jord.

Skarer af store, fede rotter løb overalt omkring, og hvad de levede af, behøver jeg næppe at fortælle.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

8. maj 1917. Overnatning i fri luft ved Kobbermølle

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I maj 1917 var han på vej hjem på orlov.

Ved Kobbermøllebugten, Natten til den 8. Maj 1917.
Jeg naaede saa sent til Flensborg, at der ikke var nogen Forbindelse hjemefter, hvorfor jeg besluttede at tage Turen til Fods.

De første 6 Kilometer er tilbagelagt, og jeg har taget mig et Hvil. Her i Kobbermøllebugten ruller Smaabølgerne sagte mod den flade Strand. Jeg maatte standse. Det var umuligt, syntes jeg, at gaa videre uden i dybe Drag at fylde Lungerne med den friske Luft og Duften fra Saltvand og Tang.

Hvilket herligt, ubeskrivelig smukt og fredfyldt Billede er ikke det Panorama, der ligger for mig. Den næsten fulde Maane staar over Mørvik og sender fra en skyfri Himmel sine Straaler hen over den blikstille og spejlblanke Overflade af Flensborg Fjord. Skovene ved Kollund og ved Glyksborg staar som mørke Silhuetter mod den stjernetindrende Himmel.

Hvilken vidunderlig Ro. Som om hele Naturen sover. Kun i Skovene rundt omkring synes der at være Liv. Kvidren og Fløjten fra hundreder smaa Fuglestruber er det eneste, der paa en behagelig Maade afbryder Stilheden. Aah, hvor gør det godt at sidde ned et Øjeblik og nyde al den vidunderlige Skønhed og Ro.

Tankerne glider tilbage til Ugers, ja Maaneders Liv blandt lemlæstede Mennesker, usigelig Elendighed, Morads, forvredent Pigtraad og af Granater gennempløjet Jord.

Blikket glider mod Himlen og dens Millioner af Stjerner. De og den selvsamme Maane, som her lyser over et saa fredfyldt Landskab, er derude tavse Vidner til Menneskeskabningernes vilde, barbariske og vanvittige Mord- og Ødelæggelseslyst.

I Øst begynder den ny Dag at farve Horisonten blegere.

Jeg maa videre. Ingen véd derhjemme, at jeg kommer. Det vil vel nok blive en Overraskelse.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

7. maj 1917. Levende begravet: “Jeg sad som i en rottefælde!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi havde ligget nogle Timer i og ved det nævnte Kalkbrud, kom der Ordre, at vi skulde frem. Jeg slap dog for at komme ud i Stilling denne Gang, men blev sammen med en Kammerat kommanderet til at være Løbepost fra Kamplinien tilbage til Bataillonskommandøren.

Vi fik en Plads anvist ved Siden af Artilleriet ved den store Landevej, der fører ned til Arras. Det var en lille Hule dækket med nogle Bjælker, et Par Jernplader og noget Jord, hvor vi havde Plads, naar vi ikke løb Ærinder frem og tilbage.

Det var to frygtelige Døgn. En Del Fanger og mange frygtelige saarede kom tilbage, og alle havde Rædselen malet paa deres Ansigt.

Dag og Nat snurrede Projektilerne i Luften; det var en fuldstændig Artilleriduel. Det blev endog saa galt, at Artilleristerne løb fra deres Kanoner, kun to Telefonister og vi to Løbeposter blev der.

Mange Køretøjer, baade Ammunitions- og Bagagevogne, blev trufne, til Dels skudt i Brand; snart laa døde og saarede, Heste og Kuske imellem hinanden, og naar Ammunitionsvognene brændte, plaffede baade Artilleri- og Infanteri-Ammunition, og selv om det ikke var i den Grad farligt, som naar de gik igennem et Kanonrør eller Riffelløb, kunde det alligevel være ubehageligt nok at komme i alt for nær Berøring med.

Den ene Telefonist og den ene Løbepost havde lagt sig til Hvile inde i den lille Hule. Den anden Telefonist sad ved Telefonapparatet, mens jeg sad paa mit Tornyster.

Pludselig siger Telefonisten: „Skal vi ikke hænge et Telt for  Aabningen, det ser saa uhyggeligt ud derude.” „Jo, det synes jeg ogsaa.”

Vi havde lige set en Kanon stejle baglæns ud af Stilling, og vi havde set, hvordan en Granat kom og borede sig ned i Jorden ved Siden af et stort Træ, og da den eksploderede, sprang Træet op som en Trold af en Æske og faldt ind paa Marken.

Vi havde da mange saarede og døde udenfor, uden at vi var i Stand til at hjælpe dem, saa det var uhyggeligt nok.

Telefonisten rejste sig og stod just og var i Færd med at hænge en Teltdug for Aabningen, da der kom en Granat, fo’r ned gennem Dækningen lige over Hovedgærdet af de to, som havde lagt sig til Hvile, borede sig ned i Jorden, men eksploderede ikke.

Jeg følte det, som om en pustede mig i Nakken med saa voldsom Kraft, at jeg gik næsegrus ned foran mit Tornyster. Bjælker, Jord og Jernplader kom ovenpaa mig, og jeg sad som i en Rottefælde, men mærkede iøvrigt slet ingenting, før de kom og gravede mig ud.

Kammeraten, som stod i Huleaabningen, var af Lufttrykket blevet  kastet ud paa Marken; men da han rejste sig op, fejlede han ingenting.

Saa løb han efter Hjælp, og der kom 5-6 Artillerister og gravede os ud, og da jeg laa lige inden for Aabningen til Hulen, kom de først til mig.

Saasnart de fik min Overkrop fri, rejste de mig op paa Knæ, og jeg var med det samme ved fuld Bevidsthed. Mine Ben sad stadig fast; men inde under det hele laa en af mine Kammerater og raabte hjerteskærende om Hjælp. Den anden var blevet kastet oven paa Jordbunken; han var tilsyneladende død.

De rakte mig en Spade, og mens jeg lænede mig over den døde og kastede Jord til Side for at faa den anden ud, som laa og skreg om Hjælp, begyndte den døde at røre sig, og hurtigt gjorde jeg Alarm, saa vi fik ham gravet ud først; hans Ben sad fast.

Vi fik fat paa Sanitetspersonalet, der bragte ham bort. Han var af en Jernplade blevet revet op i den ene Side helt fra Hofteskaalen og op til Hovedet; men seks Uger efter kom vi igennem en By, hvor han laa paa Lasaret; da var han saa vidt, at han kunde gaa udenfor. De havde faaet ham flikket sammen, og vi talte med ham.

Da han var borte, arbejdede vi igen for fuld Kraft paa at faa Staklen, der var indeklemt under Jernpladerne, ud. Hans Ben blev afdækket; saa greb vi fat i dem og halede ham frem, og da han kom ud, fejlede han ingenting. Saa blev endelig tilsidst mine Ben gravet løs. Da jeg kom ud, viste det sig, at mit ene Fodled var lidt forvredet, saa jeg paa Morgenstunden maatte køre tilbage til Lécluse, siddende paa en Kanonforstilling.

Efter at have hvilet nogle Timer og faaet Mad, blev vi straks sat i March og kom langt tilbage fra Fronten, men hvor var vort Kompagni blevet lille! Vi havde mistet saa mange af vore Venner og Kammerater derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).