Alle indlæg af Rene Rasmussen

24. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om slaget ved Cambrai, hvor briterne for første gang indsætter kampvogne i stort tal. Som vi har set de seneste dage her på hjemmesiden, var der mange sønderjyder, der kom til at opleve det britiske angreb, der førte til et gennembrud og et avancement på op til 10 kilometer. De tyske pigtrådsspærringer blev ryddet af vejen af kampvognene, og det taktiske samarbejde mellem kampvogne, fly, artilleri, infanteri og endda kavaleri tydede på, at briterne endelig havde udviklet en måde at gennembryde fjendens linjer på. Men tyskerne udviklede hurtigt taktikker til at håndtere kampvognene.

På Østfronten bad bolsjevikkerne om øjeblikkelig våbenhvile på alle fronter. Vestallierede ambassadepersonale flygter med jernbanen mod øst. I Frankrig erklærede den nye premierminister Clemenceau, at han kun havde én politik: At føre krig og intet andet! Til gengæld oplevede USA vanskeligheder både med at bringe tropper til Europa og at forsyne dem! Også i Palæstina rykkede briterne frem. Men på den osmanniske side kommanderede Erich von Falkenheyn , og han havde ikke i sinde at opgive Jerusalem uden kamp. Også i Mesopotamien (Irak) rykker briterne frem. Osmannerne planlægger deportationer af jøder i Palæstina i samme stil som armenierne. I Østafrika overgiver en tysk styrke på 1.000 mand sig til briterne – blandt dem Nis Kock fra Sønderborg, som vi har set tidligere på ugen.

24. november 1917. Granatsplint i brystet – reddet af Det nye Testamente

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuβ-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Vi indrettede nu stillingen ved “Wilden Mann”. Kanonerne stod i en have. Den ene stod i en stor ladeport. Skulle der skydes, blev porten lukket op, efter skydning lukkede porten igen. Så var mandskabet fri for flyverdækning.

Mandskabet boede i et hus, der lå noget tilbage fra stillingen i
nærheden af vejen Vest Rosebecke Hochlede. Skydningen var noget i aftagen, dog kunne englændernes ild være ganske voldsom i visse perioder.

Vi gravede en grav – løbegrav bag ved huset, og når skydningen var særlig slem, gik vi ud i den.

En eftermiddag sad vi i huset og talte sammen. Der slog en granat ned på landevejen, og en stor granatsplint slog igennem døren og sårede kanoner Tvelschik i benet, og en anden i armen, derefter fløj den hen på brystet af mig med en sådan kraft, at jeg faldt bagover i halmen.

Den ramte netop mit nye testamente, som jeg bar i brystlommen. Testamentet bærer mærker af det den dag i dag.

De sårede blev forbunden og kom på lazarettet.

Det begyndte at blive koldt, og så skrev jeg efter en islandsk trøje hjemmefra. Den trak jeg på, og det kan nok være, at jeg kunne holde varmen. Men der var en ulempe ved det, nemlig der samlede lusene
sig i en så uhyggelig grad, at jeg kunne ikke være ved mig selv for kløe. Det var som lusene søgte hen til uldtrøjen fra hele batteriet, og flere gange lagde jeg trøjen på et bræt og bankede lusene ihjel med en hammer, men et par dage senere var der lige så mange igen.

Jeg måtte sende trøjen hjem, ih hvor gerne jeg ville have beholdt den.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ny bog om Jyllandsslaget og søkrigen i Nordsøen

Knud Jakobsen: Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen. Sea War Museum i Thyborøn, 2017. 360 s., 314 illustrationer. Vejledende pris: 300,- kr. Bogen kan købes i boghandelen eller bestilles på museet.

Hvis man ønsker en velskrevet, informativ, opdateret og fremfor alt elementært spændende bog om søkrigen i Nordsøen under Første Verdenskrig, herunder Jyllandsslaget i 1916, så er det Knud Jakobsens bog, man skal købe. Hvis man tilmed gerne vil have den tyske synsvinkel fyldigt repræsenteret (og lidt ekstra fokus på Sønderjylland og sønderjyders andel af historien end man sædvanligvis ser), så kan man lige så godt skrive bogen på ønskelisten til jul med det samme – hvis man da kan vente så længe!

Det er en virkelig god bog, der kommer grundigt (men aldrig langtrukkent) omkring et væld af emner og temaer. Efter endt læsning sidder man tilbage med følelsen af at være blevet godt informeret om alle søkrigens væsentligste aspekter. Man er endda blevet godt underholdt imens! Knud Jakobsen er journalist af den gamle skole og dvæler gerne ved en god historie eller en interessant personskæbne, uden at det på dog noget tidspunkt fører den støt fremadskridende fortælling på afveje. Tvært imod lykkes det med stort overblik at følge alle historier fint til dørs.

Bogen er uhyre veldisponeret. Efter et par korte, indledende kapitler om krigsbaggrunden og den tyske flådeoprustning, går det derudad i højt tempo: Der indledes med erobringen af de tyske kodebøger og kvadratkort fra SMS Magdeburg allerede få måneder inde i krigen. Det satte briterne i stand til at afkode de tyske radiosignaler; en helt enorm fordel, de bevarede resten af krigen. Herefter går det – om jeg så må sige – slag i slag: Krigens mange større og mindre slag og sammenstød behandles i naturlig kronologisk rækkefølge. Det sker kompetent i godt afrundede kapitler og med inddragelse af den nyeste viden; den britiske og tyske flådeledelse strategier; blokade og blokadebrydere, ubåde, zeppelinere, torpedobåde, miner, minestrygere og konvojer behandles, og naturligvis Jyllandsslaget, der med et kapitel på 62 sider får den grundigste behandling. Vi slutter med revolutionen i Tyskland, konfiskationen af den tyske flåde – og dens selvsænkning i Scapa Flow i 1919.

Man kan altid finde ét og andet at indvende mod en bogudgivelse, hvis man leder længe nok. Her lægges der muligvis i det korte, indledende kapitel for megen vægt på kejser Wilhelm II’s psykiske ustabilitet og for lidt vægt på Tysklands naturlige interesse i som stormagt at udvide sin indflydelse og dominans i verden i imperialismens tidsalder. En åbenlys fejl er derimod kortet over Nordsøen på side 4: Her er det den dansk-tyske grænse fra 1920 og ikke grænsen fra 1914, der er indtegnet! Der savnes desuden nogle flere stedsangivelser. Bl.a. nævnes både Zeppelinbasen i Tønder og skibsartilleriskolen i Sønderborg adskillige gange i bogen, men ingen af dem optræder på kortet. End ikke den vigtigste flådehavn Kiel og Kejser Wilhelm-kanalen er med på kortet! Det bør rettes, inden en eventuel 2. udgave kommer i handelen. Og så irriterer det denne anmelder, at der ikke er en egentlig litteraturliste, men at man skal finde forfattere, titler og udgivelsesår i noterne.

Men det er trods alt kun mindre skønhedsfejl, der ikke skal skygge over, at det er en fremragende bog, som varmt anbefales enhver, der interesserer sig for Første Verdenskrigs historie.

René Rasmussen

23. november 1917. Feltweblen: “I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Han havde fået ordre til at skaffe kvarterer, mens kompagniet var ved fronten  – og det havde han klaret næsten for godt.

Kompagniet kom ind fra Stillingen. Dagen efter gik Feltvebelen rundt for at se paa de forskellige Kvarterer, og da han opdagede, hvor godt og lunt vi havde det, sagde han: „I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer, jeres Kvarter vil jeg have.”

Det passede os naturligvis daarligt, men ud maatte vi.

Hans Kvarter kunde vi ikke faa, men jeg tror nu ikke, han havde saa megen Glæde af at være i vort som vi.

Vi fandt saa et Hus, hvor der var Plads paa Loftet. Der manglede nogle Tagsten, og øsende Regn var det; vi havde ganske vist nogen Læ, men tørt kunde vi ikke ligge, saa vi havde gjort et meget daarligt Bytte.

Der var et andet Hus bygget sammen med det, hvor vi laa, kun med en Brandmur imellem. Dér boede en Belgier, som var antaget af Tyskerne, og der var ingen Plads til os.

Næste Dag var Peter Hansen gaaet hen i Byen. Jeg stod udenfor Huset og grublede over Tilværelsen og tænkte: „Du kunde jo se, om det kan lade sig gøre at komme ind i den Familie i Huset her ved Siden af.”

Da jeg kom ind, stod der en ung Pige ved Komfuret; der gik et Par smaa Børn derinde, hendes mindre Sødskende, og hun lod mig tydeligt forstaa, at hun ønskede helst, at jeg forsvandt den Vej, jeg var kommen.

Et Par Forsøg paa at indlede en Samtale med hende resulterede kun i Enstavelsesord,hvorfor jeg gik ud igen og tænkte som saa: „KommerTid, kommer Raad.”

Ved Middagstid kom der en ældre Mand med et stort, kulsort Skæg, der naaede ham midt ned paa Brystet, men med et Par Øjne, der skinnede. Vi hilste paa hinanden, jeg gav mig i Samtale med ham og véd slet ikke, hvordan det gik til, men øjeblikkelig var vi inde paa en Samtale om Guds Rige, og vi blev snart klare over, at vi var Brødre i fælles Tro paa den fælles Frelser.

Han indbød mig til at gaa indenfor, stormede ind i Stuen og raabte: „Godelive, Godelive!” — det var Datterens Navn — „Jeg har fundet en Bror!”

Pigen kom springende, og hun blev meget forlegen, hun kunde jo kende mig og se, at det var mig, der havde været derinde om Formiddagen. Hun rakte mig undseligt sin Haand og bød mig velkommen.

Vi talte sammen en Stund, og før den gamle igen gik paa Arbejde, havde vi gensidigt fortalt hinanden et Stykke af vor Livshistorie.

Hans Hustru var død; han havde nu den voksne Datter her og en til, som ikke var til Stede, og saa to voksne Sønner, som begge arbejdede for Tyskerne paa et Maskinværksted. Han indbød mig til at komme ind om Aftenen, og var der flere af den Slags Folk, skulde de være velkomne.

Vi samledes en hel lille Flok om Aftenen; Familien sad og spiste sin Aftensmad, som bestod af tørt Brød og noget, de kaldte Paps, en tynd Melsuppe, da vi kom ind, og Samtalen begyndte. Den ene af Sønnerne faldt straks i med, hvorimod den anden Søn satte sin Ske haardt i Tallerkenen og rejste sig. Han gik med tydelig Vrede ud af Stuen, og vi saa ham ikke mere. Der gik et Suk igennem de andres Hjerter, og medens en klar Taare kom frem i Faderens Øjne, sagde han ganske stille: „Ja, denne min Søn vil ikke.”

Snart var dette lille pinlige Optrin bortvejret af Glæde og Tak til vor fælles Gud. Vi talte sammen og sang og havde en hyggelig Aften, saa Byttet var nok ikke saa daarligt, som det saa ud til, for Peter Hansen og mig med Hensyn til vort Kvarter.

Desværre var vi der kun i 8 Dage, saa kom Kompagniet atter ud i Stilling. Denne Gang kom jeg heller ikke med, men skulde i Stedet for arbejde for den tyske Bykommandantur.

Arbejdet bestod i hver Dag at køre rundt i Byen og røve; alt, hvad der blev røvet, blev kørt ned til Havnen og indlastet i store, fladbundede Baade, som løb paa Kanalerne.

Saadan en Baad kunde tage indtil 80 Vognladninger. Alt muligt blev slæbt sammen og stuvet ned: et Farvelager, som blev tømt, og Metaller, f. Eks. Gadelygter, Tagrender, samt Tusinder af Sække fra Bryggerier og Kornlagre, og ned til Klude og Pjalter, som samledes op paa Gaden. Alt kunde anvendes i det forarmede Tyskland.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

21. november 1917. Füsilierregiment 86 retur til Vestfronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Den 20. november stod regimentet sammen med infanteriregiment 31 opstillet på Lukischkipladsen i Wilna foran generaloberst von Eichhorn. Den øverstkommanderende holdt en tale, i hvilken han gav udtryk for sin stolthed over at have en så gennemprøvet enhed under sin kommando.

Dagen derpå kom der pludselig ordre om, at regimentet skulle transporteres til en anden krigsskueplads. Altså ingen indsats på russerfronten. Hvad var der sket?

Den 7. november havde bolsjevismen taget magten i Rusland og var gået ind på fredsforhandlinger. En indsats på østfronten ville derfor næppe mere komme på tale. Derimod var der på vestfronten endnu engang opstået svære kampe. Fremstødet mod Havrincourt, som regimentet hele sommeren havde ventet på, var på denne dag gennemført. Med otte infanteridivisioner og hundreder af tanks havde englænderne presset Siegfriedstillingen ind til Noyelles. De stod i det åbne terræn, derfor 18. divisions pludselige afgang. Regimentet blev i silende regn indladet om eftermiddagen og aftenen den 21. november.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

20. november 1917. I kamp med engelske tanks

Christian Hansen, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 90, der sammen med Infanterie-Regiment Nr. 84 tilhørte 54. Infanterie-Division og i november 1917 befandt sig ved Cambrai.

Jeg blev uddannet i Rendsborg ved 84’erne, men kom ude i Frankrig straks til Res. Reg. 90, 9. Komp. Den 18. November 1917 var vi lige kommet i Rostilling, og allerede den første Nat blev vi purret ud, igen „Alarm mit Sturmgepack”, det var galt fat derude, og Tommy var ved at bryde igennem.

Vi kom til at ligge i 3. Linje, og her saa jeg for første Gang Tankene sat ind imod os. De store Kolosser kom anstigende og kørte lige saa nydeligt langs med Skyttegraven og skød med Revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med 7 Mand ned i en dyb „Unterstand”. Inden det kom saa vidt, vilde vor Kompagnifører opildne os til at angribe Tankene med Haandgranater, men en Hamborger raabte til ham, at saa skulde han selv gaa foran med et godt Eksempel.

Det gjorde han ogsaa, idet han sprang op af Graven og skød paa Tankene med sin Revolver — og faldt straks. Det hele var haabløst, og vi flygtede som sagt ned under Jorden.

Ovenpaa var der et forfærdeligt Spektakel, og Tommy raabte til os om at komme frem. Vi flygtede først længere ned, men da vi frygtede for at faa Haandgranater kastet ned til os, kom vi frem med Hænderne i Vejret og overgav os.

Det var Skotter med Skørter og bare Ben, som vi var faldet i Hænderne paa. De første fire Dage var ikke skønne, idet det regnede næsten uafbrudt og vor Fangelejr var den aabne Mark indhegnet af Pigtraad med nogle tørre Kiks og Vand til Føde. Men Livet var da frelst.

Men saa kom vi til en Lejr med Telte, og her fik vi ogsaa varm Mad, foruden at vi blev badet og vort Tøj renset for Lus. Alene den legemlige Rensning og Befrielsen for Lusene kvikkede svært op.

Her blev vi inddelt i Kompagnier og fik Nummer. Jeg tildeltes det 147. Arbejdskompagni og blev Fange Nr. 447. Der flyttedes nu en Del rundt med os, og snart  arbejdede vi paa en Flyveplads og snart paa en Cementstensfabrik. Sidstnævnte Sted brugtes dansk Cement fra Aalborg, der kom i Trætønder, og Træet af disse Tønder smuglede vi ud af Fabrikken og tog det med til Lejren for at bruge det til Brændsel i Kakkelovnen.

Her i denne Lejr forsvandt en lille Hamborger sporløst. Ved Hjælp af nogle Kammerater blev han smuglet ud siddende i en Skraldespand, og det lykkedes for ham at komme gennem de fjendtlige Linjer og over til de tyske Linjer igen. Et Brev i forblommet Sprog til en af de Kammerater, der havde hjulpet ham til Flugten, fortalte om hans Genvordigheder, inden han naaede de tyske Linjer.

Eftersøgningen efter ham blev drevet saa energisk, at endda Gulvet i den Barak, hvor han hørte til, blev brækket op.

DSK-årbøger, 1943

TVSYD besøgte Den store Krigs stand ved slægtsforskermessen i Aabenraa

Den store Krig 1914-1918 var til stede på Statens Arkivers store slægtsforskermesse på Rigsarkivets Læsesal i Aabenraa (Tidligere: Landsarkivet for Sønderjylland).

Hen ved 400 mennesker besøgte messen, og mange lagde vejen forbi vores stand.

Standen var bemandet af Hanne C. Christensen, Sonja Barsøe og René Rasmussen fra Den store Krig samt vore gode venner fra Toftlund Lokalhistoriske Forening Dan Obling og Carl Erik Christensen.

Se TVSYDs indslag her: Stadig flere går på jagt efter deres rødder.

Statens Arkivers hjemmeside havde 4.400.000 sidevisninger i 2016. Den store Krig 1914-1918 havde 723.000 sidevisninger i 2016.

 

19. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene på den italienske front ved Caporetto, hvor italienerne trods østrigske angreb holder linjen ved Piave og forhindrer Venedigs fald. I Palæstina gør de britiske tropper gode fremskridt i retning mod Jerusalem. Og i Flandern slutter kampene om Passchendaele. Siden slagets begyndelse tre måneder tidligere havde briterne vundet 7 kilometer frem for en pris på 62.000 dræbte og 164.000 sårede. Tyskernes tab var på 83.000 dræbte, 250.000 sårede og 26.000 krigsfanger. Men tyskerne har langt fra givet op. Hindenburg planlægger en ny, stor offensiv til foråret 1918 baseret på general Bruchmüller (kaldet: “Durchbruchmüller”)’s erfaringer med artilleribeskydning på Østfronten. I Rusland er revolutionen under fuld udvikling. Petrograd er i bolsjevikkernes hænder, men Kerenskijs regering har ikke givet op endnu. Militærkadetter i teenagealderen tager kampen op med rødgardister og matroser, men har ikke en chance. Først derefter flygtede Kerenskij. I Frankrig skrifter regeringen til Georges Clemenceau med tilnavnet “tigeren”. Afsnittet afsluttes med en vurdering af offensiven ved Passchendaele: Var den tabene værd?

19. november 1917. Er der engelske tanks i området? C.J. Beuck ved Cambrai

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Fænomenet tilfangetagelse danner et stærkt, uforglemmeligt udsnit i den store krigs militæriske hændelser; det er den smerteligste afslutning, man kan tænke sig, for enhver, der glad og gerne udførte sin tjeneste ved fronten. Fra gammel tid har det været betragtet som ikke ærefuldt at komme i fangenskab, men formerne for moderne kampteknik har i den overståede krig udviklet sig så stærkt, at fangenskabets sørgelige lod ofte netop bliver dem beskåret, der på den sejeste måde har forsvaret deres liv og deres ære; Også for tusinder af tjenstgørende  fra vort regiment er det gået sådan. Derfor må en beretning om hændelserne ved slaget ved Cambrai være af interesse, idet I og II bataljon under forløbet blev tilnærmelsesvis revet op.

Om  aftenen den 17. november 1917 afløste II bataljon efter en ti-dages hvileperiode i Noyelles i R 1 syd. Som “forpost” lå til venstre 7. kompagni under føring af løjtnant af reserven Mory (den egentlige fører, løjtnant af reserven Schmidt, befandt sig på orlov) og til højre herfor 8. kompagni under føring af kaptajn af reserven Christiansen, der ganske vist først i disse dage havde overtaget efter løjtnant af reserven Simon. Bag disse to kompagnier lå i “beredskab” i K 2 linjen til højre  5. kompagni under min føring og til venstre for os 6. kompagni under løjtnant af reserven Saucke. – I natten fra den 18. til den 19. november foretog løjtnant af reserven Hegermann fra 8. kompagni sammen med frivillige fra alle kompagnier i vor bataljon en overrumplings-patrulje mod fjenden, der lykkedes ganske godt; 6 fanger blev indbragt. Fähnrich Störzel, der lige var blevet forfremmet til løjtnant, blev ganske vist hårdt såret og døde. Fangerne udtalte under forhøret ved divisionen, at der var planlagt en større operation mod Havrincourt i retning af Cambrai, og at den skulle gennemføres i de nærmeste dage. Alle kommandostationer hos os kom i sindsbevægelse. Kaptajn Soltau kaldte os kompagniførere til indgående drøftelser og gav os detaljerede forholdsordrer i tilfælde af angreb; han var fast overbevist om et stort anlagt angreb, ja, han talte endda om tanks, som kunne blive indsat. Der var nemlig for nogen tid siden fundet  et “tanklig” i forterrænet ikke langt fra os, d.v.s. liget af en engelsk officer, der bar en uniform magen til den, som tankbesætninger plejede at bære. Personligt var jeg meget skeptisk over for disse formodninger og troede ikke rigtigt på et stort angreb; ja, Saucke og jeg  gjorde os endda lidt lystige over det “tanklig”, som Soltau hele tiden snakkede om. Men begivenhederne gav blot Soltaus bekymringer alt for meget ret!

Om natten fra den 19. til den 20. november blev jeg den ene gang efter den anden vækket, fordi en ordonnans skulle overbringe mig personlige og hastende meldinger fra kaptajn Soltau. Mit dækningsrum lå i “Koch-vejen”. Jeg havde det i disse dage ikke så godt, var overkørt og træt og læste liggende på min briks med remtøj og lange støvler de meldinger, der stadig mere indtrængende gav udtryk for sandsynligheden for et nært forestående angreb. Men hvad kunne man gøre? I første omgang ikke andet end holde kompagniet i højeste alarmberedskab og så afvente, hvad der måtte komme. I min umiddelbare nærhed lå kun en deling, der, hvis jeg husker ret, stod under kommando af Vizefeldwebel Jacobsen; en yderligere deling lå et godt stykke til højre for os ved randen af Havrincourt-parken under Fähnrich Laue; den tredje deling under Feldwebel Herffel lå bag os. – Kl. 6,15 om morgenen sætter det ind med stærk beskydning, men  vi konstaterer, at det er til højre for os; foran os er alt som det plejer. I et sideværelse i mit dækningsrum ligger min oppasser, korporal Finnern, min ordonnans Christiansen og endnu en ordonnans, hvis navn jeg desværre ikke husker.

Af Regiment 84’s historie

19. november 1917. Frederik Tychsen forfremmet til Obergefreiter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet. Efter flere døgns hårdt arbejde er de endelig oppe igen – og artilleristerne har fri.

Vi havde arbejdet hårdt, men det blev også påskønnet, både fra batteriets og bataljonets side. Den 19. november blev der foretaget en lille højtidelighed. Således blev underofficer Zeidler, der havde ledet arbejdet med bjergningen af kanonerne, forfremmet til etatsmæssig Feldvebel, Skurmia og jeg blev forfremmet til Obergefreiter, nogle blev Gefreiter andre fik jernkors osv.

Obergefreiter lå mellem Gefreiter og Unterofficier (mellem underkorporal og korporal) og havde følgende fordele: Man fik 1 mark mere pr. dekade (ti dage). Således fik jeg nu 6,30 Mark hver 10. dag. Man var fritaget for at skrælle kartofler, gøre stuetjeneste og stå på vagt, men på vagt kom man kun som vagthavende dvs. sad inde i vagtstuen og gav besked, når de andre skulle ud på vagt osv. Endvidere blev jeg ”Geschützfürer” ved 4. kanon. Dvs. forestå skydningen ved kanonen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

19. november 1917. “Sådan et par snavsede bæster!” Peter Poulsen finder indkvartering

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Vi kom tilbage, fik den saarede paa Lasarettet, og søgte saa efter Kvarterer til vort Kompagni. Vi henvendte os paa Bykommandanturen, men de Gader, man anviste os, var der ingen Plads i.

Vi fandt saa selv en anden Gade. Dér gik vi fra Hus til Hus op paa Lofterne og eftersaa, hvordan Lejlighederne var, og skrev paa Dørene, hvormange Mand, Officerer og Underofficerer, der kunde være. Civilbefolkningen var der jo ogsaa.

Vi fandt i et af Husene et dejligt Hjørne oppe paa Lofter, hvor der akkurat var Plads til to Mand, og da Taget var godt, besluttede vi, at dér vilde vi bo.

Da vi omsider var færdige og havde Plads til hele Kompagniet, gik vi tilbage til det Kvarter, vi selv havde udsøgt os.

I Gadedøren mødte vi Fruen i Huset, og da vi vilde gaa ind, skældte og smældte hun. Saadan et Par snavsede Bæster vilde hun rigtignok ikke have ind ad sin pæne Dør. Vi kunde gaa bagom. Vi saa lidt til hinanden, smilede og gik om til Bagdøren og op paa Loftet.

Deroppe laa der en hel Mængde gammel Træuld, som naturligvis var vrimlende fuld af Utøj. Vi fik Træulden samlet sammen, bar den ned i vort Telt, fik Snavset fejet nogenlunde sammen deroppe og baaret ud, men vi var saa uheldige at tabe nogle Trævler paa Trappen.

Straks kom Fruen farende og skældte ud, saa det smældede i Huset. Min Kammerat blev helt betænkelig og sagde: „Det gaar aldrig godt her, det er da en værre Rasmus, vi er kommet i Lag med.”

Jeg trøstede ham med, at det gik nok.

Da vi var omtrent færdige, kom en af vore unge Kammerater ude fra Fronten — syg, forkommen og dødtræt. Han kastede sig ned i den gamle Træuld, som vi havde baaret ud.

Vi fik hurtigt frisk Træuld op paa Loftet, bar ham op og lagde ham i den, hældte ham lidt Rom i Munden, rullede ham ind i nogle Tæpper og lagde ham saa tilbage i den friske Træuld.

Da Fruen saå det, gled der et Træk af Velvilje over hendes Ansigt, og da vi omsider var færdige, blev vi enige om, at nu skulde vi ned og se, hvordan vi kunde komme om ved den vrede Frue.

Vi bankede paa Døren og traadte ind. Hurtigt lagde vi et Par Mark paa Bordet og bad, om vi ikke maatte faa vor Kaffe varmet samt sidde inde i Varmen og drikke den og spise vort Brød.

Saasnart Fruen saa Pengene, blev hun mildere stemt; hun indbød os meget forbindtligt til hver Dag at komme ind og sidde i den varme Stue. Vi skyndte os at fortælle hende, at fra det store Kullager, som laa derovre ved Jernbanen, kunde vi nok skaffe et Par Sække Kul, og det blev meget naadigt optaget, for Brændsel var det ikke saa rigeligt med.

Vi saa os rundt i Stuen. Manden sad som en Per Tot henne ved Kakkelovnen. Men slige Vægdekorationer som i dette Hjem havde jeg endnu aldrig set. Der hang en Del Vægpynt, meget pænt udsyet, som flittige Kvindefingre kan brodere, men i Stedet for som hjemme Bibelsprog eller andre kønne Ting, var det her slet og ret Afladsbreve.

Et af dem lød f. Eks. i Oversættelse paa Dansk: „Tro paa Jesus Kristus, saa har du Aflad for 100 Dage”.

Med Interesse og den største Forbavselse læste jeg dette. Jeg er
ikke fuldstændig klar over, om et saadant Afladsbrev blev købt for en Afdød, for at han kunde slippe igennem Skærsilden.

Det mente min Kammerat. Jeg mente, det var for de levende, og spurgte derfor Fruen, hvad hun saa vilde gøre, naar de 100 Dage var forbi.

Hun svarede meget selvbevidst: „Saa kan vi jo købe igen.”

Jeg udtrykte min store Forbavselse og fortalte hende, at saa var vi sandelig anderledes godt stillede i den evangelisk-lutherske Kirke, for vi fik at vide ved Guds hellige Aand igennem hans Ord, at ved Troen paa Jesus Kristus faar vi Syndsforladelse for hele Livet og evig Herlighed i Tilgift; men det vilde Fruen ikke gaa ind paa.

Hun var meget ivrig til at diskutere, og hun er en af de faa, som jeg prøvede paa om muligt at faa alt slaaet i Stykker for.

Hver Gang, vi diskuterede, og det skete tit, havde jeg en Følelse af, at med Fruen var der ikke stort at stille op, hvorimod Manden lyttede med Begærlighed, endskønt han sjældent sagde et Ord.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. november 1917. “… et Stykke saa stort som en lille Haandflade ramte ham paa Siden af Hovedet og rev den ene Halvdel af Hovedet bort.”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Vi blev efter et Par Dages Forløb ført ud til noget, som blev kaldt Hedehusene. Dér havde vel før ligget Huse, nu var der tre Høje, som lignede vore Kæmpehøje her i Landet.

Vi blev fordelt i de tre Høje, som var Huler. Jeg kom ind i en Hule, hvor vi var 40 Mand, og hvor der var Vand til midt paa Benene. Nogle Træblokke var slæbt derind, og ovenpaa dem var der anbragt enkelte Brædder; men vi sad med Benene i Vandet. Uafbrudt hamrede Granaterne paa Højens Top og Sider, og det var en ejendommelig klirrende Lyd, der naaede ned til os, hver Gang en Granat eksploderede.

Ved Siden af mig sad en Meklenburger ved Navn Meyer. Han havde lige været paa Orlov. Vi sad og talte sammen om vore Hustruer og vore Børn, viste gensidig hinanden Billeder, som vi førte med os, talte med hinanden med Haab imod Haab om at slippe hjem fra den frygtelige Krig, talte ogsaa med hinanden om Guds vise Hensigt med os og om, hvad han vilde lære os, og at vi ogsaa i denne Stilling maatte føle os i vor himmelske Faders Haand.

Luften var kvalm dernede hos os. Det var umuligt for en Mand at komme uden for, det var den visse Død. Granaterne haglede ustandselig ned uden for, og da ingen af os nogensinde kunde komme ud, blev Luften jo længere des daarligere.

Den anden Dag ved Middagstid vilde Meyer prøve at komme hen i Aabningen for at trække lidt frisk Luft. Der gik en Siksakgang ind i Hulen; men Meyer vovede sig for langt frem, en Granat kom og eksploderede lige uden for Udgangen, og et Stykke saa stort som en lille Haandflade ramte ham paa Siden af Hovedet og rev den ene Halvdel af Hovedet bort.

Han styrtede selvfølgelig død om. En ung Hustru var blevet Enke, to smaa Børn faderløse.

Desuden havde vi en haardtsaaret og flere letsaarede. Nu blev der travlt med at forbinde. Et Bud sprang over til en anden Hule, hvor Kompagniføreren var, og meldte det passerede.

Han kom tilbage og fortalte os, at den ene af Højene var skudt sammen og alle, som var derinde, døde. Samtidig kom han med Ordre til Peter Hansen og mig, at vi skulde bringe den haardtsaarede Kammerat tilbage til Lasarettet, naar Natten kom. Den letsaarede kunde saa selv følge med os, saa maatte vi være fri for at komme med ud i Stilling mere, men til Gengæld skulde vi skaffe Kvarterer til Kompagniet, til den Tid de kom af Stilling.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ny lydbog: Et ægtepars brevveksling i tro, håb og kærlighed 1914-1918

En lydbog med ægteparret Helene og Nis Timmermanns brevveksling under Første Verdenskrig gennem fire år 1914-1918.

Ægteparret kom fra Kastrup lidt øst for Gram. Begge sider af brevvekslingen er bevaret.

Brevene er indtalt af Solvej Aagaard og foreligger på to CD’er med mp3-filer. Der er en indbydende lille booklet med, der sætter brevene ind i en sammenhæng og præsenterer familien. Der er i alt 23 timers oplæsning på CD’erne.

Læs mere om bogen i JydskeVeskysten

Lydbogen kan bestilles hos Solvej Aagaard på solvej@temasol.dk

Prisen er ikke oplyst.

 

 

15. november 1917. Dårligt nyt hjemmefra: “Kvien, jeg skrev om, har forstoppelse.”

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af den russisk krigsfange Wilhelm og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang, torsdag aften d. 15. november 1917.

Min kære Lorens.

I form. [formiddags] modtog vi brevet med billederne fra Lodsens [på dette tidspunkt var Lorens indlogeret hos en lods i Flensborg/KM]. Og kl. 2 var her en soldat med il-brevet. Det var jo ikke særlig lyst. Det gør mig jo ondt, om du nu skal bort for vinteren. Det er noget usigeligt tungt, når der tales om fronten, og så dertil dit dårlige helbred, så jeg er bange, dine kræfter ikke kan holde dertil i længden.
Du beder mig tage roligt derpå. Det tror jeg også, jeg gør. Vi har jo forberedt os på mange gange, at det ville komme – ikke fordi man bliver ligegyldig derved. Jeg tror snarere det modsatte.

Jeg har da ikke helt opgivet håbet om, at du kunne komme igen til tærskning. Landråden bekendtgør i Kredsbladet, at havren [og] måske også byggen skal aftærskes hurtigst muligt inden 1. december, og dem der ikke efterkommer opfordringen, bliver al selvforsør[gelses]ret frataget. Det havde Peter hørt læst højt af Kredsbladet i går og har i den anledning indgivet ansøgning i dag. Vor tærskning bliver det galt med, om du ikke kommer.

Kvien, jeg skrev om, har forstoppelse. Kresten har været i Langetved og hente glaubersalt [svovlsurt natron/KM]. [Han] var samtidig hos Gamborg, men traf ham ikke hjemme. Kvien har vi haft ude og gnaske blade i det kønne vejr.

I dag kom Wilhelms papirer igen fra Kiel. Nu skal jeg så have sendt beløbet derop – tror det er en 7-8 mark i alt. Ernst [en 17 årig ung mand, der var ansat som karl /KM] har pløjet i dag. Det fryser nok i aften.

Har fremmede af Midde fra L. Karls [den nærmeste nabo, Lorens Karl Hansen, som også var indkaldt/KM]. De sidder og snakker, så det er ikke den bedste ro til skriveri.
Har i dag forsøgt at bage i det nye komfur; men jeg [kan] med min bedste vilje ikke rose det. Det er ikke til at få varm uden med tørt træ, og maden har jeg besvær med at få kogt til rette tid. Det trækker helt for lidt. Mads Jensen sagde ellers, at trækken var god, og det lod den til at være, den dag han var her.

Nu slog klokken 10½.

Hils Lorensen fra børnene med tak for billeder.

Kærlig hilsen Kirsten

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

Foredrag i Hejls 16. november 2017: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Pastoratsrådet og Lokalhistorisk Arkiv for Hejls-Hejlsminde meddeler:

Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

”Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918”

Torsdag den 16. november kl. 19.30  i mødelokalet ved Hejls gl. Skole, Hejls Landevej 20, 6094 Hejls

Alle er velkomne!

Entré, kaffe og kage 50 kr.

Se mere på Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Hejls-Hejlsmindes hjemmeside

Det vil være muligt at købe Martin Bo Nørregårds og René Rasmussens nyeste bog: “Den sorte Dag ved Moulin” til en særligt favorabel pris af 100,- kr.

Man kan også til fordelagtig pris købe nedenstående bøger:

For kun 150,- kr

og

for kun 150,- kr.

13. november 1917. Hjemad liggende i et hestekadaver

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet. Efter flere døgns hårdt arbejde er de endelig oppe igen – og artilleristerne har fri.

Hestene blev sat for, vi gik foran og viste vej, og nu blev de trukket ud. Vi gik så 2-3 km. tilbage og gik i stilling ved ”Der wilde Mann”.

Vi, der havde arbejdet med kanonerne, fik lov til at gå tilbage i
kvarteret. Vi slentrede tilbage en for en, som vi bedst kunne – dødtrætte. Vi var endnu våde på grund af den megen regn, og brødtaskeme var tomme.

Jeg gik alene ind efter Hochlede. Der kom en vogn kørende, forspændt med to heste, og på bukken sad der to mand. Jeg løb bagefter, fik fat i bagsmækken og med megen møje og anstrengelse hævede jeg mig op. Det var endnu mørkt, jeg væltede ned over bagsmækken og faldt ned i noget uhyggeligt klam noget, – der lå på bunden af vognen.

Det var en død hest, der lå på bunden af vognen. Hesten var blevet skudt, og nu skulle de to mand hente den ind til køkkenet, for at den skulle omdannes til menneskeføde. De havde savet benene af den, hovedet og halsen var også fjernet, indvoldene var taget ud, og den lå med alle fire benstumper strittende i vejret og med en mægtig flænge i maven, ud af denne havde de taget de indvendige dele, så der var en hulhed, og ned i denne hulhed dumpede jeg netop, da jeg vippede over bagsmækken.

Jeg fik mig samlet op, og så satte jeg mig på kadaveret og kørte med et godt stykke ind efter kvarteret til. Jeg fik dem til at holde, medens jeg stod af, og jeg sagde tak for kørselen.

Det må bemærkes, at det i almindelighed var forbudt at optage fodgængere, da hestene skulle skånes så meget som muligt. Da jeg kom af vognen, kunne jeg på grund af træthed og stivhed kun dårligt gå til at begynde med, men lidt efter lidt kom jeg i gang, og omsider ved 9 tiden om morgenen nåede jeg kvarteret i barakkerne.

Jeg fandt en brix, lagde mig på den, men jeg kunne ikke sove, lemmerne smertede mig, jeg lå og vred mig som en orm, og først efter, at vi havde fået varm middagsmad og klæderne var tørret på kroppen, faldt jeg i søvn – en dejlig søvn, der varede i mange timer.

Alle de andre var imidlertid kommet fra stillingen – der blev fyret i en kakkelovn, for at vi kunne blive tørre og varme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. november 1917. Engelsk fuldtræffer i barakken

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Dagen efter blev vi ført ind i en Skov, hvor der var nogle store Barakker. Der var  opstillet nogle Batterier 21 cm’s Kanoner. Dér havde vort Kompagni ikke saa smaa Tab; en Granat gik nemlig ned i Barakken til dem. Hvor mange døde og saarede der var, véd jeg ikke, men iblandt de faldne var i hvert Tilfælde en ung Skovridersøn fra Aabenraa og mange, mange flere.

Englænderne tog jo Batterierne under Ild, og derved gik det ogsaa mange Gange ud over os Infanterister, som laa ved Siden af.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. november 1917. I Flandern: “… der var ikke en tør Trævl paa vor Krop.”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. I begyndelsen af november kom han i kvarter i Roulers.

Da vi kom derned, fandt vi efter mange Vanskeligheder, nogle Kvarterer. Der var den Gang endnu en Del civile Folk i Roulers. Saasnart jeg kunde, maatte jeg ud fra Flokken for at se, om der skulde være en stille Krog. Jeg trængte til at være ene.

Jeg fandt ogsaa saadan en stille Krog inde i et stort Jernstøberi, hvor der iblandt mange andre nye Ting var Jernpumper i hundredvis; men ogsaa derinde havde de raa Prøjsere øvet deres Ødelæggelsesværk. Med store Jernhamre, som laa dér, var alt slaaet i Stykker.

Det kunde til Tider pine mig at leve imellem disse vilde Horder, for hvem tilsyneladende Ødelæggelse og Hærværk var det fornemste, og jeg følte rigtig i den Stund min Lidenhed og min Afmagt, men ogsaa min Afhængighed af min Gud og Fader i Himlen.

Da jeg noget efter kom tilbage til Kammeraterne, havde de fundet et Lager af tørt Rughalm i en stor Lade. Der var rigtignok stillet Vagtposter oppe ved Laden, men de blev besørget til Side, dels ved Magt, dels ved List, og vi fik alle dejlig, frisk Rughalm at ligge i.

Det var øsende Regnvejr, en meget kold og tæt Regn, og vi blev alarmeret tre Gange den Dag. Første Gang marcherede vi 3 Kilometer ud, anden Gang 6 Kilometer og tredie Gang 7 Kilometer; men hver Gang kom vi alligevel tilbage uden at have været med i Slaget. Gang efter Gang løb vore Støvler fulde af Vand, og der var ikke en tør Trævl paa vor Krop; saa trak vi Støvlerne af og hældte Vandet af dem, stak Benene i de samme Støvler igen og tørrede tøjet paa Kroppen. Det var ikke behageligt.

Underligt nok var der ingen, der blev syge.

Vi fik saa Ro til at sove den Nat. Næste Morgen blev vi atter kommanderet ud, kom ud gennem en By, som hedder Moorslede, endnu et Stykke længere frem til højre til Byen Vest Roosebeke. Dér laa vi til næste Dag i Stalden paa en Bondegaard, hvor Civilbefolkningen var borte.

Næste Morgen blev Kompagniet alarmeret, men lige før Afmarchen fik jeg Ordre til at blive tilbage og passe paa Tøjet. Den Morgen kom Kompagniet med i en mindre Fægtning, hvor de mistede 10 Mand.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

12. november 1917. Endelig: Kanonerne reddet op af mudderet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet.

Vi blev nu enige om at forene alle kræfter og tage en kanon ad gangen. Vi løftede den lange lavettehale i vejret, stoppede det hele under den fast med granater, og vi brugte alle steder granater til at stoppe med, vi vippede med lange bjælker, og langt om længe hen på eftermiddagen, fik vi på denne måde den første kanon klar.

Vi tog så fat på den næste, og ved forenede kræfter fik vi den næste op på plankerne, inden mørkets frembrud. Med undtagelse af ganske små spisepauser, blev der arbejdet uafbrudt hele tiden.

Køkkenvognen kom som regel hver aften, og så fik vi varm mad, tobak og post.

Den anden nat begyndte, og vi arbejdede endnu. Vi vippede, stoppede med granater, vippede og stoppede osv., dog kunne det hænde, at bjælken kunne smutte.

Sådan skete det en gang, mens vi arbejdede med den tredje kanon, at vi havde faet bjælkens ene ende anbragt under kanonen, medens
den anden ende ragede højt op i vejret, og nu på et mægtigt brøl ”Zugleich” sprang vi 15-20 mand op i bjælken for at tvinge den ned, men idet den vældige vægt kom på, løftede kanonen sig, bjælken
kom til at vakle, den smuttede af, og idet den smuttede, drejede den til siden, kanonererne faldt ned og netop i det dybe granathul, der var fyldt med vand til randen.

De sank i til brystet, kravlede op en efter en, og så blev der fortsat.

Ved fem tiden på den anden nat om morgenen stod kanonerne på vejen igen. Vi havde arbejdet i to nætter og en dag uafbrudt i regnvejr og kulde, og vi var noget medtaget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. november 1917. K. Tastesen: Gennembrud i Rumænien

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Efter 5 Dages Marsch naaede vi Regimentet, som vi skulde sammen med under Angrebet. Artilleriet havde allerede begyndt at gøre Forberedelserne. Flyverne var allerede i Virksomhed og kastede Bomber ned, og Luften var gennemtrængt af Gas, som dér rigtig var kommen til Udnyttelse.

Da Kanonerne havde tordnet i tre Døgn, skulde der endelig stormes. Vi fik Ordre til at gaa frem, og det varede ikke længe, før Kampen rasede. Der var dobbelt Besætning i Rumænernes Skyttegrave, da der netop blev afløst. Tusinder faldt, men andre Tusinder rykkede frem. Der, hvor jeg var med, kunde vi ikke komme igennem, hvor mange vi end blev sendt frem.

Min Kammerat fik det ene Ben afskudt af en Granat, som ogsaa flængede min Støvle og flængede Benet.

Nu var Tyskerne brudt igennem et Par hundrede Meter længere til højre, og nu maatte de foran os ogsaa vige, da der kunde blive skudt langs ad Graven. Flyverne hjalp os udmærket, der var kun to rumænske Flyvere oppe, og den ene af dem blev skudt ned med det samme. Vi tog nu de fjendtlige Stillinger i Besiddelse og tog en Mængde Fanger.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

 

11. november 1917. Katastrofe: Alle fire svære kanoner sunket i mudderet!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere uholdbar. Tabene var store både af menneskene, dyr og materiel. Og omsider fik vi besked på Stellungsveksel (skifte stilling). Vi skulle nogle km tilbage til egnen ved ”Der Wilde Mann”.

Men det var slet ikke så lige til. Det havde regnet hver dag, granathulleme var fyldt med vand, også understanden var der vand i, vi sad et stykke oppe over gulvet på brædder og planker, vandet var ca. 25 cm dyb. Alle grøfter var fulde af vand, og afløbene var i uorden.

Da vi kom til denne stilling den 15. oktober, var egnen ikke beskudt, men den 11. november var der ikke en kvadratmeter, der var uberørt af ilden.

Vi lavede en vej af træstammer og planker, andre steder jævnede vi jorden, fyldte hullerne med sten, og sådan sled vi flere dage, indtil vejen var færdig. Det drejede sig om en strækning af 2-300 m.

Da vi var færdige, trak vi alle 4 kanoner op på vejen, og nu stod de parate til at kunne blive transporteret bort. Hestene skulle blot sættes for dem. Det blev et frygtelig regnvejr, det strømmede ned, og vandet steg over den ny anlagte vej de fleste steder. Vi satte mærker og pæle op, så vi nøjagtig kunne se, hvor vejen var.

Vi sad nede i understanden og ventede på, at hestene og Protzeme skulle komme. Det blev tidlig mørkt, vi havde alle ting færdige til bortrykning, da det regnede så voldsomt, stillede vi ingen vagt ud, og der var heller intet at passe på.

Mellem 7 og 8 om aftenen kom hestemandskabet. Det var  bælgmørkt, og englænderne skød en lille smule. Uden at sætte sig i forbindelse med kanonererne, spændte de hestene for, de ville selv køre dem bort, i hvert fald ville de skynde sig at køre kanonerne bort, de var sikkert noget nervøse over englændernes beskydning, men i mulm og mørket kørte de kanonerne ned af vejen, og så snart hjulene var nede af træstammerne ved en af siderne, sank de ned i vand og dynd og granathuller og væltede.

På denne måde gik det med alle 4 kanoner. Nu lå de svære kanoner i dyndet og ragede kun en lille smule over overfladen.

Hestene spændtes fra, og der kom en af ”Fahrerne” (hestemandskabet) i lange støvler med sporer ind i understanden. Han meldte det skete; men da han anede, hvad der i grunden var sket af grov forseelse, stak han i med at græde, mens han meldte, at alle fire kanoner lå i mudderet.

Han havde næppe fået det sagt, før han fik et par varme lussinger, og alle skændte og bandede; samtidig løb vi op i en fart op for at se på herligheden.

“Fahrerne” havde ikke ret meget, de skulle have sagt. Den eneste, der brugte mund, var en sergent, han holdt på hesten og bandede over, at kanonererne ikke havde bygget vejen noget bredere. Han fik dog ikke meget sagt, før et par stykker tog fat i ham, og rev ham af hesten, gav ham et par ”på kassen” og smed ham ned i dyndet.

Hestemandskabet trak sig nu tilbage med hestene, og nu begyndte det vanskelige arbejde med at få kanonerne bjerget. Hvert rør med lavetten vejede 6000 pund = 3000 kg.

Hver betjening arbejdede med sin kanon. Vi hentede lange bjælker og spær fra husene, stak dem under kanonerne og prøvede på at vippe dem op, men vi kom ikke af stedet.

Dertil kom det vanskelige arbejde: bælgmørk nat, regnvejr, englænderne skød af og til, og vi var gennemblødte og sultne; der stod vand alle vegne, man kunne ikke se, om der var små huller eller om de var store. I mørke og mulm tumlede og faldt vi, æltede i dyndet, der blev bandet og skændt og således gik den første nat, uden at vi var kommet nærmere.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. november 1917. Mens Rasmussen var ude efter øl …

I. C. Rasmussen, Løgumkloster, var kantineforvalter i Brügge.

Jeg var i slutningen af 1917 vært for en kantine i Brügge, en bestilling, der gav meget arbejde, men også en god fortjeneste; men engang blev det knapt med kulsyre til øllet. Vi solgte nemlig kun fra hane.

Alle hoteller og beværtninger var også udgået for kulsyre, men så fik vi at vide, at der var en kulsyrefabrik i La Madelaine ved Lille i Frankrig, og så ville vi forsøge at få vore kulsyreflasker fyldt op der.

Det måtte egentlig ikke ske, da det var i et andet armékorps, men det var jo sådan, at hvad der ikke kunne gøres på ærlig vis, blev ordnet på anden måde. Min kammerat og jeg gik rundt i byen til alle, der manglede kulsyre, og vi fik samlet en hel waggon.

Jeg udfyldte et fragtbrev og fik det underskrevet og stemplet på kommandanturen, og så rejste jeg til Lille.

Jeg kom dertil ved midnat og gik ind på banegården for at få kvarter anvist. Der sad to mand ved hver sit billethul og delte kvartersedler ud. Der var to feldwebler foran mig. Den ene spurgte, hvad det var for et kvarter, han havde fået. Billetmanden nævnede det. Det viste sig, at vi alle tre havde fået kvarter samme sted. — Ja, sagde de, så er det massekvarter. Jeg rev min seddel i stykker og smed den væk. —  Så kommer De ikke i seng i nat, sagde feldweblerne. Jeg mente, det gik nok.

Da travlheden var forbi, gik jeg ad en bagdør ind til de kammerater, der uddelte kvartersedlerne, viste min legitimation og sagde, at de vel ikke ville give mig massekvarter.

— Nej, absolut ikke. Jeg fik nøglen til et værelse i et hotel lige over for banegården. Der kunne jeg uden videre gå over og sove; der var  seng, håndklæde og vand, men ingen sæbe og kam. Nøglen kunne jeg bare lade sidde i døren, når jeg gik. Så skulle jeg gå op på  kommandanturen dagen efter og få kvarter anvist. Det gjorde jeg også og fik kvarter i et mindre hotel, eller var det en større kro.

Da jeg kom ind i skænkestuen, kom en høj, smuk pige hen til mig, rakte mig hånden med et smil og sagde: — “Du er tosset!” — Det havde soldaterne lært hende. Hun troede, at det var en tysk hilsen. Jeg smilede også og viste min kvarterseddel frem. Jeg kunne ikke et ord fransk, men så sagde hun »ui, ui« — og så fik jeg mit værelse.

På kommandanturen havde jeg fået en kaserne anvist, hvor jeg kunne gå hen og få mad. Det var alt meget godt.

Om eftermiddagen kørte jeg med sporvogn ud til fabrikken. Jeg skulle jo se, om mine flasker var ankommet. Det var de ikke, men de kom næste dags formiddag.

Der var en underkorporal, som var kemiker, og han ledede fabrikken. Da jeg kom ind på kontoret stod man og biksede med et anker ægte Münchener øl. Man skulle have en hane slået i det. De havde haft det  kølerum, for vejret var forfærdelig varmt, og nu skulle det gøre godt at få et glas øl. Der var dog ingen, der turde slå banen i. De  vidste nemlig, at øllet kunne bruse ud og det meste spildes.

Dette var jeg jo meget kendt med fra kantinen. Jeg tilbød straks at slå hanen i, så der ikke spildtes en dråbe. Og det gjorde jeg, og så  smagte vi på øllet. Det var godt.

Så først kom jeg med mit ærinde. Jeg havde jo opdaget, hvem der var chefen. De andre var gået ud af kontoret. Jeg nævnte mit ærinde og stak ham samtidig en hundredmark-seddel. Ja, så var alt godt, så skulle jeg nok få mine flasker fyldt. Det ville han lade folkene gøre om eftermiddagen; men, sagde han, gå nu ud og smør lidt der også, ellers fylder de bare ikke flaskerne fulde. Disse bliver stillet på en vægt, og når den vipper ned, er flasken fuld; men de kan naturligvis også tage flasken fra, inden den er fuld, og se det, kan man ikke.

De fik så 50 mark, som de var meget glade for, og alle flasker blev også godt fyldte. Jeg rejste så hjem igen, og waggonen med flaskerne kom. De blev fordelt; det var min kammerats sag. Vi tjente 800 mark netto på denne fyldning. Senere kunne vi nok få kulsyre, så der bød  sig ikke lejlighed til at gøre flere forretninger …

DSK-årbøger 1961

Bogudgivelse og foredrag i Toftlund 11. november 14:00-17:00

Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkiv meddeler:

Lørdag den 11. november kl. 14 – 17 fejrer vi genudgivelse af bogen:

“Fra Vestergade til Vestfronten. Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914 -1918”

med en foredragsrække hvor 3 kapaciteter indenfor 1.Verdenskrig hver har indlæg af en halv time.

I mellem foredragene serveres kaffe, småkager, vin og kransekage.

Sønderjyske soldater ved fronterne

ved René Rasmussen, museumsinspektør ved Sønderborg Slot, og redaktør af Sønderjyderne og Den store Krig 1914 – 1918 på Facebook og hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk. Han har sammen med Martin Bo Nørregård netop udgivet bogen Den sorte dag ved Moulin.

Hjemmefronten

ved Louise Klinge. Louise Klinge er historiker og arbejder som formidler ved Christiansfeld Centret. I 2008 skrev hun afhandling om hjemmefronten i Sønderjylland, er sønderjyde, hvilket forklarer hendes store interesse for den sønderjyske historie. Ud over at have arbejdet i Den Gamle By i Aarhus har hun arbejdet på forskellige arkiver og museer i Sønderjylland, herunder Sønderborg Slot.

Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18 (D.S.K.)

ved Hans Schultz Hansen Hans Schultz Hansen, leder af Rigsarkivet i Åbenrå, er en af dem der ved mest om Sønderjyllands historie og en glimrende formidler.

Foredragene er gratis, kaffe m.m. kr. 50,-

Efter arrangementet er der mulighed for at købe bogen, der koster kr. 250,-

Det vil også¨være muligt at købe Martin Bo Nørregårds og René Rasmussens nyeste bog: “Den sorte Dag ved Moulin” til en særligt favorabel pris af 100,- kr.

Man kan også til fordelagtig pris købe nedenstående bøger:

For kun 150,- kr

og

for kun 150,- kr.