Alle indlæg af Pernille Bolander

4. og 6. December 1917. “Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 Dezember:

Jeg saa min Broder hvor han laa i en Kurveseng og et Bord ved Siden, det var i Kuba. Og Vorherre stod ved ham med et Ur i Haanden. Og jeg saa mange Telte og Molemente der i Kuba.

“Saadan saa jeg min Broder ligge i en Seng i Kuba og var meget Syg.”
“Saadan saa jeg en Eskimor med ligesom en Pels paa Kroppen. Det lignede et Björneskind.”

Den 6 Dezember:

Jeg saa igjen, hvor min Broder laa i Sengen. Nu saa jeg et andet Syn, og det var et Menneske som kaltes en Eskimo, han var lenket til en Stötte. Han haude ligesom et Dyreskin om sig over hele Kroppen. Jeg saa ogsaa et stort Hav, og der saa jeg forferdelige store Skibe, og bagefter dem saa jeg store Fisk og Söslanger. Jeg saa ogsaa en Natsion, det var Munke blev det mig sagt. De haude tudere [?] Krave helt op i Halsen, di var fra det hellige Land. Der var Kadekumber der, blev det mig sagt.

“Denne store Fisk saa jeg i det store Hav hen til Samoa.”
“Denne Slange saa jeg ude paa det store Hav. Det var en Söslange jeg saa i det store Hav.”
“Det blev mig sagt at det var en Munk. Og di var fra de hellige Land.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

27. November og 1. December 1917. “Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live

Den 27 November 1917:

Jeg saa Vorherre, hvor han stod ved Himlens Port, og han skinnede som et Lys. Og han rakte en lang kæde med et Ur ved, og han vred det til halv otte, om denne Tid skulde vi ind til Juletræet. Saa kom der en lys röd Engel, og den kom med en heel Haandfuld lange grönne Blade, og dem skulde jeg binde en Krans af og [sætte] Blomster i, og den skulde jeg henge i Spisen om Juletræet.

“Vorherre og Englen stod ved mig og sagde at vi skulde holde et Juletræ med Aabenbarings Billeder paa.”
“Jeg saa hele Himlen fuld af Englene som spillede og jeg hörte ogsaa hvor di sang.”

Den 1 Dezember:

Jeg saa Vorherre, hvor han pregte paa en Tavle med hele Krigen paa. Saa saa jeg, hvor alt blev mörkt over den hele Jord, og jeg saa hvor alle Stjærne falt ned fra Himlen, undtagen et par. Stemmen sagde, at det var et A[d]varselstegn. Nu saa jeg store Molementer [monumenter?]. Og der saa jeg min Broder komme gaaende med smaa Pakker i Haanden, og der var elektrisk Belysning, som skinnede i alle Kulöre.

“Jeg saa det store Stjærnefal som vil komme. Det er et Avarselstegn hvor Sjærnerne falt til Jorden.”
“Jeg saa denne Natsion i et fremmed Land.”
“Saadan saa jeg min Broder i et fremmed Land.”
“Den 1. Dezember 1917 Saa jeg det store Tegn ved Solen. Solen skal forvandles til Mörke.”
“Den 1. Dezember 1917 saa jeg det store Tegn ved Maanen som skal forvandles til Blod. Det er Maanen som skal ske Tegn ved.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003

18. November 1917. “Men Vorherre pregte og sagte, »det Sted kan du ikke være, thi der var Krig.«”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.

 
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem.

Og der i dette Land stod der et stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.

“Saadan saa jeg i Synet da min Broder drog afsted til Kuba.”

 

“Disse Folk saa jeg i Kiron.”
“Der ved disse sorte var der ogsaa krig, der kunne min Broder heller ikke være.”
“Saadan saa Folkene ud paa Djævelön, der hvor min Broder var, der blev sagt at di var ikke gode ved dem.”
“Det er Teltet hvor min Broder var i. Saadan saa Torvet ud. Saadan saa Folkene ud der i Kuba hvor min Broder landede.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

4. og 14. november 1917: »Og i skal finde eders Sön levende.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«

Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«

Den 4. November 1917. Saadan kom Vorherre til den Mans Dör og bankede paa, som har gjort Ondt for ham.

Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.

Den 14. November 1917. Og saadanne Folk der der der hvor min Broder er. Det er Skikkelsen som kom med i Teltet [i] Synet. Saadan stod Vorherre ved min Broder i det fremmed Land.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

15. september 1917. “og alle Marke blev til Kirkegaarde”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa, hvor der blev en Bro lagt fra Angel og over til os, og der
saa jeg lig[esom] et Dyr med 2 Vinger ud til hver Side, som kom
over Broen. Og der ved Broen var der helt fuldt af Skibe. Jeg
saa Soldater til Hest kommer over den, nogle falt i Vandet. Da
di saa var kommen over paa vor Side, red di halve op af Vejen
og di andre med Stranden om.

 
Nu saa jeg et stort Slag, der red een foran med röd Tröie, og
han huggede ud til alle Sider, han var til Hest, og hvor jeg saa
var alle Soldater til Hest, og di kom alle ridende herind – og det
blev et forferdeligt Slag, og alle Marke blev til Kirkegaarde, og
alle Vegne, hvor jeg saa, var der Kors opstelt.

De er dette Syn jeg har seet fra Angel og over til os. Naar Krigen kommer i Slesvig hvor der kommer en Bro, og alle Millitær kommer over.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

10. september 1917. »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære Hjemme.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa min Broder, hvor han var ved at slaa en Vogn sammen.
Saa blev hans Adresse sagt, det var ligesom det löd »Cairo«.
Jeg saa Vorherre, hvor han stod paa Sinai Bjærg, der stod han
og pregte efter noget. Saa saa jeg, det var min Broder, der kom,
saa hörte jeg, hvor min Broder sagde, »mine Klæder er heelt
Elendige.« Jeg saa Vorherre, hvor han omfavnede ham, og min
Broder sagde, »bareste jeg kunde skrive Hjem, at jeg kunde
faa nogle gode Klæder, thi jeg længes meget efter mine kjære
Hjemme.«

Saa reiste min Broder hen og see Jesu Grav. Der hvor han reiste
igjennem, maatte han först igjennem et langt Vand, hvor der
var en stor ranning [?] bygget over Vandet. Og der i dette vand
saa jeg store Nilkrokodille. Det var et ganske smalt Vand, hvor
Skibet lige kunde sejle ind igjennem. Det kunde ikke komme
helt igjennem, da det var formange Stenhobe, og saa vandrede
min Broder til Fods hen til Jesu Grav. Jeg saa at der laa et Hjærte
af Gulsteen i alle slags Kulöre og et stort Gulkors, en stor Steen
og Kranse, det saa smukt ud.

Jeg saa et Dyr der i Jerusalem; det var sort og gult prekkere
over hele Kroppen, og Stru[d]se var der ogsaa der. Da min Broder
haude seet alt, reiste han til sit Bestemmelsessted. Jeg saa
et Telt, hvor min Broder opholdt sig, di skulde snart krybe ind
igjennem det. Udenfor ved Teltet gror der Nil med store blaa
Blomster paa. Der var store Bjærge og lange alleer med store
Trær, og store Stenhobe er opstamlet der. Disse Vogne, [h]vad
di haude, ligne snart smaa Höstvogne med Trin paa Siden og
to Haandfange ved. Det er en stor Svane u[d]bygget foran paa
Vognen, og min Broder og nogle Flere skulde trække Vognen.
Jeg saa ogsaa min Broder sidde ude ved Tæltet paa en Bænk.

 

De er Vognen som min Broder og en jen Kamerat skulde trække i Cairo.
Jeg saa Vorherres Grav inde i Jerusalen. Saadan saa jeg hvor Herres Grav.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

14. august 1917. Saa sprang jeg op og flygtede ja til det fremmed Land jeg reiste bort fra Slaget.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

 
Jeg saa en heel deel Menesker med spraglede Klæder paa, di
gik op af et stort Bjærg, og di haude Kanoner med dem, og di
sköd efter di vilde Folk, som tilbad Gulkalven, og jeg saa hvor di
sköd alle deres Huse i Brand. Og der saa jeg ogsaa mange slags
Dyr, jeg saa arabisk Heste, Ellefante, Tiggere, et langt smalt
Dyr med store Öjne, en Buldug, Hyæner, Kondor og Robuger,
og en Fasan der sad paa en Green.

 
Nu saa jeg, hvor der kom fire store Skibe sejle [nde] herude
paa Havet ved os. Jeg saa. hvor der kom et stort Luftskib i det
samme sejlende over Skibene, og di bar fremmede röde og hvide Flag.

 

Jeg saa nu min Broder, hvor han og en kamerat, han haude
kuns eet Been, hvor di gik med et stort hvidt Kar, di skulde hen
og give Kamæle Havre. Jeg saa igjen mange af di sorte Drenge
med Ring i Nesen. Nu hörte jeg, hvor min Broder sang for
mig:

 
Da jeg fra Hjemmet maatte drage,
Og med i den store Krig,
Hvor jeg maatte kæmpe og stride
og falt i det Kæmpeslag.
Jeg sprang op og bad til vor Frelser
og hjælper mig i al denne Nöd.
Jeg laa udstrakt på Jorden,
saa kom Vorherre til mig.
Saa sprang jeg op og flygtede
ja til det fremmed Land
jeg reiste bort fra Slaget
og haude hverken Fode eller Klæde.
Saa kom jeg til det fremmed Land
hvor jeg fik god Föde og blev skön,
nu er jeg fri for al den store Krig.
Min Frelserman har hjulpet mig,
min Frelserman – Hurra.
Nu da jeg atter til Hjemmet maa drage
Hjem til mine kjære igjen -,
jeg lenges med store Smerte
at finde eder igjen.
Min Frelserman har frelst mig,
Min Frelserman, Hura, Hura, Hura.
Hjem, Hjem, mit kjære Hjem.

Det er dette Syn jeg saa ude paa Havet. [Tilføjelse:] Det kom 14 dage efter den 28 August alle Skibe og Luftskibet.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

18. juli 1917. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

(…)

Saa saa jeg ogsaa der ved disse Telte, der stod min Broder og talte med en tysk Soldat. Min Broder stod og var meget bedrövet over, at han ikke vi[d]ste, om vi var levende hjemme, og han var utilfreds over, at han skulde være der i fremmed Land, og at Krigen vare saa lenge. Saa gik han ind i Teltet igjen. I det samme som han var kommen derin, kom der en Fugl flyvende ind i Teltet med et Bref fra det röde Kors. Den flö[j] rundt og sögte efter ham, og saa fant den ham. Og da min Broder modtog dette Bref, blev han saa glad, at han raabte til alle Soldater. (Et Bref nu.) »Og nu er jeg saa lykkelig«, og i en fart vilde han til at skrive. Men saa haude han ingen Papier og ingen Bord at sidde ved. Saa sagde Fangemesteren til ham: »Kom ind til mig, saa maa du sidde ved mit Bord, og jeg vil give dig Papier.«

Jeg saa nu igjen det store Slag, der hvor min Broder var med, og hvor han laa udstrakt paa Jorden og laa ligesom han var dö. Men saa kom Vorherre og löftede ham og tog ham med, og alle Fjænder veg til Side. Di kom alle til Hest, og Granaterne sprang, men di red ikke over ham. Og min Broder kom i god Behanling og blev bedre, thi hans Arme og Been var ligesom di vare saarede. Saa saa jeg i Synet, hvor der blev et stort Flag heist paa Tornet paa Broaker Kirke.

(Der er ikke nogle tegninger til denne dato)

Lorens’ navn som det står i Mindeparken i Århus. Billede taget af Pernille Bolander.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. juni 1917. “Han sagde, at han haude ikke godt i Hovedet af al den store Krig, han haude været med i”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg saa Vorherre, hvor han flygtede til Ægypten. Saa saa jeg,
hvor han kom med min Broder og viste ham for mig, jeg skulde
see, hvorledes han saa ud. Han sagde, at han haude ikke godt i
Hovedet af al den store Krig, han haude været med i, og hans
Arme og Been var ligesom di vare saarede.

Saa strög Vorherre ham over hans Pande, Arme og Benet, og paa eengang var alle Saarene lægt. Saa kom der en Engel i Skyerne og forkynte mig hvor min Broder han er, han er i Asien. Men den sagde, »Adressen,
den maa du ikke faa at vide.« 

Nu saa jeg nogle af di mörke Folk, di saa sorte ud i Ansigtet, di var ved at slagte en Kronjort.

Nu saa jeg et Kort, hvor min Broder var Fotegraferet paa. Saa sagde Vorherre, at jeg skulde bære et firedoppelt Halskæde med et Kors ved.

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa uden for ved et stort Slot,
der saa jeg store Molemente [monumenter?] og smukke Trær
intil Ingangen, og der saa jeg, hvor der stod en Dör aaben. Og
derinde saa jeg en Keiser med Kronen paa Hovedet og stod ved
een, som var död. Den laa i hvidt Silke.

“Denne Engel kom og viste mig denne Halskæde og sagte, at saadan skulde jeg male Billedet og henge det paa Juletræet Juleaften. Og den skulde du have.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

31. maj 1917. “Og jeg saa, hvor der falt saa mange Mennesker.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 31. Mai
saa jeg min Broder. En Stemme sagde, at han var i et Fangelejr
i Asien. Og jeg saa, hvor han gik med en Spade på Rygen og
gik op paa et stort Bjærg. Han skulde ud at grave. Og saa möte
han en tysk Soldat, han var paa Jagt. Og saa saa min Broder
[sig] om, og i det samme sköd han en stor Kronjort. Og saa
slepte min Broder og den anden Soldat af med den hjem. Den
vilde di have til Middagsmad. Og jeg saa, hvor der var een, der
serverede den til dem. Og min Broder sagde til den anden, at
det var en god Ret. Di levede meget ved vilde Dyr.
(…)

Jeg saa een af di mörke Folk, som gik om ved Teltene. Han
trak en stor Drommedar. Saa gik min Broder og di andre tyske
Soldater op af et stort Bjærg med en Kretbad [trillebör]. Di
skulde op og plukke Kardemom. Jeg saa ogsaa alle slags Dyr der. Der var Æsle, Skilleparde, Drommedare, Struse, Böfle, Lama,
Storke, Kronjorte og Kamæle. Jeg hörte en Röst, der sagde:

»Jeg har det godt her, di er jo gode ved os, blot jeg lenger [længes]
meget efter mine kjære Hjemme. Jeg kommer nok hjem til eder
igjen.«
Saa saa jeg et Bref, som var skrevet, og i Brevet stod der: »Jeg
opholder mig her i Asien i et Fangeleir intil videre. Jeg har det
godt og haabe, at i allesammen er levende Hjemme. Jeg haaber
snart at se eder alle igjen mine kjære derhjemme. De venligste
Hilsener fra eders kjære Sön og Broder Lorenz. Min adresse er
Fangelejr Asien.«

(…)
Nu ser jeg i Synet, hvor der kom mange Heste med Soldater
paa. Di haude graa Klæder paa og Pikkelhue, di haude
ogsaa mange Kanoner. Og den tyske Keiser raabte: »Tag mig
Pak, jeg vil reise bort.« Thi han sagde, han kunde ikke være
her lengere, for di vilde have en Slagmark. Stemmen sagde:
»Holland«.
Og jeg saa, hvor der falt saa mange Menesker. Men saa reiste
der sig een op mit imellem dem alle og sagde:

»Nu kan det snart være nok.« »Men der er noget endnu her, som kommer«, löd svaret, »for Krigen er til Ende.«

“Det saa jeg i Asien, i dette Telt var min Broder, da jeg saa ham.”
“Det er Fangemesterens Værelse i Asien.”
“Saadan saa det ud i Asien, der hvor min Broder skulle op og plukke Kardemom.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

16. Maj 1917. »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

 

Jeg saa min Broder, hvor han var et Sted, som lignede et Slot, og der var et stort Vand udenom. Det var ligesom en O. Der var en lang gang ind til Slottet med store Trær, og rundt udenom var alt store Bjærge.

Jeg saa, hvor han arbeidede, og jeg hörte en Stemme, der raabte: »Jeg har det godt og haabe[r] det samme om eder.«

Han sagde, forst da han kom der, haude han det ikke saa godt, men nu gik det bedre.

Nu lyste det op, og der saa jeg et Land. Stemmen sagde, at
det var i Agypten. Der var store hoie Palmer og Bjærge. Stemmen
sagde, at det var endnu smukkere en[d] i Asien.

“Jeg saa mange Storke og et stort Palmetræ inde i Ægypten og store Bjærge. Det saa jeg i Ægypten.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

30. april 1917. Jeg hörte en Stemme, som sagde: “Det var din Broder, du saa, der falt.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Jeg hörte en Stemme, som sagde:

»Det var din Broder, du saa, der falt.«

Saa lyste det op, og der saa jeg min Broder, hvor han laa i en Seng på en brun Madrasse med Töiet paa og Pikkelhue, og han laa med Hovedet paa den ene Side og ligesom sov.

Jeg saa en Diakonesse med hvidt om Hovedet kom ind til ham, og jeg hörte, hvor hun spurgte ham, om han kunde have noget at spise. Han reiste sig og spurgte, hvor mange Klokken var, for han skulde ud at arbejde.

Nu saa jeg et andet Syn.

Jeg saa her i Tyskland, hvor der var opstilt to Hære, og saa kom der nogle Regimente med rode Tröie[r] og rode Hue[r] paa. Di var til Hest, og jeg saa, hvor der falt saa uendelig mange Menesker. Og jeg saa, hvor di sköd Flyvere med Kanoner, Saa saa jeg, hvor der kom to fine ridende på hvide Heste. Di haude mange Ordne[r] paa dem. Stemmen sagde, at di kom og vilde tale ned den tyske Keiser.

“De var de förste Syn jeg saa, hvor min Broder laa i et Lazeret.” Tegningen er udført tre dage efter modtagelsen af brevet fra kompagniføreren om, at Lorenz var faldet i slaget ved Arras 11. april.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.