Alle indlæg af MBN

9. maj 1915 – Fransk offensiv

Senest ændret den 10. maj 2015 13:12

Som led i et fælles fransk-britisk forårsoffensiv åbner fransk artilleri ild mod de tyske stillinger på højdragene ved Loretto. Fra klokken 6 beskydes de tyske skyttegrav på en 34 km lang strækning, og i løbet af dagen affyres ca. 300.000 granater af alle kalibre. Klokken ti angriber tropper fra 18 franske divisioner de sønderskudte tyske stillinger.

8. maj 1915 – Iver Henningsen: “Hellig uskyld”

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I maj befandt han sig et stykke bag fronten i landsbyen Eglobolo vest for byen Kalvarija. I et brev hjem 9. maj 1915 skrev han:

“Vi er jo i vort gamle svinekvarter her igen. Nogenlunde luft i reden har vi fået, men o skræk, beboerne, de er mest utilregnelige. En episode som man næsten skulle tro, var utrolig, havde vi i går aftes. Det var ved den tid, de fleste var ved at spise, så står den gamle af mændene minsandten foran fyrstedet og slukker nogle gløder, som var faldne på lergulvet, ved at tisse på det. Det var topmål, og dog så han undrende på os, da vi ville sætte ham udenfor og blive færdig: “Ich feuer kaput mact”, var det hele han sagde! Da vi havde opsøgt vort lager, det vil jo sige dækket hele gulvet med et god lag halm og lagt os i rækker seks i hver, bliver der endnu en plads fri for vor unge matka ved sengen. Her gik hendes toilette for sig. Hun fik helt nyt linned på uden at ænse os og uden at vi ænsede hende: “Hellig uskyld”.”

(Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

IMG_2011_11_30_6695-russiske-civile_mindre

7. maj 1915 – Kresten Andresen: “av, min arm!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud til lazaret i Noyon.

FRA DAGBOGEN
Noyon den 7. maj 1915

Nu har lægen fundet ud af, at mit ben slet ikke er brækket, men kun forstuvet, måske er knokkelen lidt beskadiget, jeg har fået skinne og alt af og skal nu have massage – av, min arm! – Farvel, Tyskland! farvel, Flensborg; farvel, mit hjem, om et par uger går det til skyttegraven igen. Det er som nattefrosten, der kommer ubebudet midt i den fagre maj og dræber de håbefulde skud. Nå, modet op i livet, værre bliver det ikke, og de uger, der er gået, er gået – og så må vi tage freden, når den kommer.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

7. maj 1915 – Flensborg Avis: “Et fald ved Skyttegraven”

Senest ændret den 13. januar 2020 23:27

Flensborg Avis meddeler:

Et Fald ved Skyttegraven. (Hmd.)
Cand. phil. Kristen Andresen, Søn af Gaardejer Johan Andresen i Ullerup, som siden Efteraaret har ligget ved Vestfronten, faldt forleden Nat paa en Patrouillegang foran Skyttegraven ned i en smal Løbegrav og brækkede Benet. Han ligger nu saa et Lazaret i Frankrig.

Fra Sibirien
Gæstgiver Borchers i Aabenraa har ifølge „Hejmdal” modtaget et Postkort, trykt paa Polsk, fra sin Søn, der er i russisk Fangenskab. Der staar paa Kortet, at han er paa March til Kurgan i Guvernementet Tobol i Sibirien. Kurgan er en Kredsby paa henved 8000  Indbyggere ved Enden af den vestsibiriske Bane.

Kommen hjem fra russisk Fangenskab
Kaptajn Nielsens Søn paa Dyrehave ved Aabenraa er uventet kommen hjem fra russisk Fangenskab. Han hørte ifølge en Bladmeddelelse til Damperen „Alpha’s” Besætning, som ved Krigens Begyndelse blev interneret i St. Petersborg. Hele Tiden har Civilfangerne saa godt som intet hørt hjemmefra. Først anbragtes de i et Skur i Nærheden af Byen. Befolkningen indtog tit en truende Holdning; men Vagtmandskabet værnede dem. Efter nogen Tids Forløb bragtes de til en By i det indre af Rusland, og fik Ordre til ikke at forlade Byen. 16 Civilfanger lejede et Skur, hvori de maatte erhverve deres Underhold ved at lave smaa Skibe i Flasker. Den russiske Behandling var aldeles ikke god. Deres Ejendele var røvede. Senere blev de understøttede af den tyske Hjælpeforening i Rusland, hvorved deres Stilling blev betydelig bedre. Nielsens Hjemsendelse skete paa Grund af en militær Attest for Uduelighed.

Krigsfange i Japan
Som Krigssange i Japan befinder sig, efter hvad der oplyses i den sidste Marine-Tabsliste, Skriver Christian Petersen af Øster Løgum. Han var i Tsingtav.

Faaet Jernkorset. (S. G.)
Postassistent
Ohlsen, Søn af Købmand H. Ohlsen i Vestergade i Haderslev, har faaet Jernkorset for fremragende Tjenester paa den vestlige Krigsstueplads. Ohlsen staar nu som Officersstedfortræder ved Østfronten.
Endvidere
har Forpagter Jørgen Petersen af Vandling faaet Jernkorset. Han blev Haardt saaret i Efteraaret.

Annoncer fra bagsiden af Flensborg Avis den 7. maj 1915
Annoncer fra bagsiden af Flensborg Avis den 7. maj 1915

2. maj 1915 – Storangreb på østfronten

Klokken 6 om morgenen åbner tysk og østrig-ungarske artilleri ild mod de russiske linjer ved byerne Gorlice og Tarnov i Galizien. I de næste fire timer beskyder mere end 1600 kanoner de russiske skyttegrave. Klokken 10 holder kanonerne inde, og de tyske og østrig-ungarske soldater stormer de russiske stillinger. Angrebet kommer som en overraskelse for russerne, og i løbet af dagen lykkedes det at gennembryde de russiske linje på 16 km bred front og at trænge op til 7 km frem. Angrebet forsættes med stort held i den følgende tid.

Flere sønderjyder deltagere i dagens angreb og flere mister livet: Böttger, Wilhelm Jakob Martin, Jacobsen, Jørgen Matthias, Krebs, Wilhelm og Leonhard, Jens.

 

30. april 1915 – U38 sænker svensk skib

Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, affyrer i løbet af dagen torpedoer mod tre skibe i Nordsøen, ingen af skibene har nationale kendingsmærker. Kun en torpedo rammer og sænker det – viser det sig senere – svenske skib Elida. Den 1693 BRT store damper er på vej fra Helsingborg i Sverige til Hull i England med træ til brug i de engelske miner.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

25. april 1915 – Nyt luftskib til Tønder

Zeppelin-luftskibet L7 i Tønder. Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum.
Zeppelin-luftskibet L7 i Tønder. Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum.

Luftskibet L7 ankommer til Tønder basen. Luftskibet er produceret af Zeppelin og fløj sin første tur 23. november 1914. Det blev først stationeret i Leipzig, men kom efter et par måneder til Nordholz. Da det kom til Tønder fik det plads i luftskibshallen “Joachim”. L7 har en længde på 158 m og en gasvolumen på 22.470 kubikmeter. Gassen opbevares i 18 gasceller, fastgjort til det lærredsdækkede aluminiumsskellet.

Læs mere om luftskibet på Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum her

24. april 1915 – U38 opbringer dansk skib

U38´s fordæk, fra "Der Schrecken der Meere"
U38´s fordæk, fra “Der Schrecken der Meere”

Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, opbringer det danske skib Nidaros, der tages som prise og bringes tilbage til Tyskland. Den danske kaptajn var dog mere end modvillig, i sin erindringsbog “Der Schrecken der Meere” beskriver Max Valentiner episoden:

“Kaptajnen  på den danske damper “Nidaros” var den eneste, der viste en smule tænder. “Nidaros” var ladet med fedt, smør, æg og lignende fødevare.
“Forlad Deres skib”, sagde jeg kort. Danskeren grinede mig op i mit åbne ansigt: “Den kunne aldrig falde mig ind.” Jeg så op: “Så sænker jeg skibet med mand og mus.” “Gør De blot det. Hvis De sænker skibet, så skal der blive sørget for, at Danmark ikke sender et eneste pund smør, ikke et eneste æg til det forbandede Tyskland. Så kan I sulte ihjel…” Samtidig så kaptajnen så udfordrende på mig, at min styrmand trak sin pistol og satte den ham for brystet. Han grinede blot af styrmanden, og Gud ved hvad der var sket, hvis ikke jeg havde lagt mig imellem. Jeg overvejede situationen. Sænkede ikke skibet, men tog det med som prise. Senere erfarede jeg, at kaptajnen i havn længe arbejdede så energisk, at det det lykkedes ham at få sin ladning frigivet.”

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

22. april 1915 – U38 sænker to norske skibe

Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, sænker de to norske skibe Eva og Oscar i Nordsøen. Begge skibe var på vej med træ til brug i de engelske miner. Det var de første skibe Valentiner sænkede, eller rettere stak i brand, for som han beskriver i sin erindringsbog “Schrecken der Meere”: Vi kunne ikke sænke dem. Fordi træ, nota bene, ikke lader sig sænke. Derfor hældte mine folk petroleum ud over bjælkerne og antændte dem. I den lyse nat heroppe så man røgsøjlerne stige lodret ind i himmelen.”

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

23. marts 1915 – luftskib ankommer til Tønder

Parsefal-luftskibet PL25, Tønder. Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum.
Parsefal-luftskibet PL25, Tønder. Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum.

Det første luftskib ankommer til luftbasen i Tønder. Der er tale om et Parsefal-luftskib med navnet PL25, som får til huse i luftskibshallen “Marine”. Luftskibet er produceret af Luftfahrtzeug Gesellschaft i Bitterfeld og fløj sin første tur 25. februar 1915. PL25 har en længde på 112,5 m og en gasvolumen på 14.000 kubikmeter, men trods sin størrelse og modsat Zeppelinerne har PL25 ikke noget indre skellet af aluminium.

Læs mere om luftskibet på Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum her

21. marts 1915 – Luftskibshal i Tønder færdig

De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)

Den anden af Luftskibsbase Tønders to haller med kaldenavnet “Joachim” er nu færdigmonteret og klar til at modtage et luftskib. Hallen er 180 m lang, 40 m bred og 32 m høj, og består af et træbeklædt jernskelet. I begge ende af hallen er store skydeporte og et dobbelt skinneanlæg, der rækker 200 meter ud i terrænet og skal bruges ved bugseringen af luftskibene. Ad et sidespor fra jernbanelinjen Tønder Skærbæk kan luftskibene forsynes med brændstof, brint og ammunition.

Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.

25. februar 1915 – Iver Henningsen: “Vi får intet at vide”

Senest ændret den 29. april 2015 11:53

Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.

Tegningen af landsbyen Krytlakka af Iver Henningsen 1915.
Tegningen af landsbyen Krytlaka af Iver Henningsen 1915.

“Krylatka, 25. februar 1915

Til I kære hjemme!

Så er vi komne så vidt. Hvor længe det varer, ved vi ikke. Vi er jo et farende folk og kan hver øjeblik få marchordre. I aftes da vi allerbedst efter en lang march havde lagt os til rette, blev vi jagede ud af artilleriet og måtte søge nye kvarterer. Jeg vil forsøge at sætte kortfattet vore oplevelser ud af hinanden. Alt må vi jo ikke skrive, og det har jeg jo også skrevet på postkort.

Den første tid var en tid på savn og streng arbejde. Det var en forandring at se det lystige sanitetskorps blive til rolige og alvorlige mænd. Vi vidste alt for godt vor svaghed, da vi vare på feltlazarettet. Havde russerne haft anelse derom, kunne de rolig have taget os til fange uden betydelig modstand, men deri ligge just tyskernes snuhed. Som jeg har beskreven, kom omsider forstærkningen og friheden. Nu kom tre dages streng march, før vi fik forbindelse med kompagniet, hvor jeg fik syv breve, tre kort, to pakker med cigarer fra Peter. Dog er det en utaknemmelig artikel at sende, de går alle itu. Scheg og skrå kan bedre lade sig sende. Forplejningen har i de sidste dage været storartet, mere som vi har kunnet spise. Kakao om morgenen, flæsk til frokost, god middag, te med rom om eftermiddagen, Edammer-ost og suppe om aftenen. Det er alt, hvad man kan forlange, men der er også bleven forlangt meget af os. Heldigvis har jeg haft det godt med fødderne, også maven er i god orden.

Alt på tysk grund er fuldstændigt afbrændt og udplyndret. Smukke byer med elektriske strassenbaner, store hoteller, varehuse, kirker er en stor grushob. Russerne har også i deres egne byer dreven beboerne ud og plyndret alt spiseligt. Skarnsstreger for ikke at sige grusomheder er dagens tema. Al respekt for den tyske soldat, ingen udskejelser, alt med overlagt mod udfører han sine gerninger. Russiske sårede bliver behandlede som vore egne. De undrer sig over det, da de i deres uvidenhed kun kender germanen som et vilddyr.

Jeg fører udførlig dagbog, det er ikke tilladt, men går nok. Kall og jeg er, så vidt vi kan, altid sammen. Der fortælles at russerhæren er fuldstændig sprængt. Vi får intet at vide, men I må jo have det i eders blade. […]

Der tales jo meget om vi snart er færdige her, dog ved ingen noget bestemt. Vi kunne alle nok have lyst at komme til Frankrig. Fra Axel har jeg haft et kort, han mener også, at vi endnu kommer derover. Russerne har vi svært i maven nu. Det er et nederdrægtigt kor, de ligger for deres helgenbilleder og beder, og i næste øjeblik skyder de i baghold en eller anden ned. Bliver de fangede – straks en kugle og han er væk. Der gøres kort proces med de hunde, de er ikke bedre værd.

Nu skal jeg hen at hente flæsk til korporalskabet. Nu får I, så vidt jeg kan, kort hver dag. Nu Gud være med eder alle, dig, børnene, fader og alle som er vore venner og bekendte. Det gør mig ondt for Giortz, men værre har vi hørt her af familiefædre, som har måttet dø i hænderne på os. Nu med Gud en venlig hilsen fra Rusland

eders fader Iver.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

23. februar 1915 – Iver Henningsen: “på eventyr”

Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.

Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.

Klokken 1/2 8 den 23. gennem Rajgrod til Augustow, en stor by men i den grad overfyldt af militær, at hestene stod i stuerne og betragtede gennem de ituslåede vinduer det brogede virvar på gaden. Her var Kall og jeg på eventyr. Vi havde opdaget, at en af vore herrer underofficerer – en vi alle havde et venlig øje til – havde ved uddelingen aftenen i forvejen tilegnet sig fire dåsekonserver, som han havde gemt i en ambulancevogn. For at få fat i dem, meldte vi os frivillig på vagt, og imens Kall stod post, hentede jeg dåserne ud og opbevarede dem foreløbig ved møddingstedet. Vi vidste, at han ville komme ved den tid, og rigtig, alt var i orden. Han kom hen til os med den bemærkning, at han gik til vognen for at hente fire konservesdåser til officererne, som lå der (Der har ingen lov at komme til vognen uden, at vagten er med). Stor var hans ærgrelse: Sagen skulle meldes. Det vidste vi nok, at han hverken kunne eller ville, og konservesen forsvandt i vore tornystre.

Kvarteret var koldt og lejet hårdt på det bare gulv, men sove gjorde vi dog, og om morgenen gik turen videre. Først passerede vi en endnu ikke færdig kirke, som var fuldstændigt skudt itu, også store dele af byen havde lidt meget.

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

22. februar 1915 – Iver Henningsen: “Et hurra for vor fører Hindenburg”

Iver Henningsen gjorde gennem det meste af 1915 tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60, der var tilknyttet 80. Reserve-Division på den nordlige del af Østfronten.

Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.

“Den 22. afmarch kl. 9. I Prostken passerede vi grænsen. Prostken er en stor by, hvor grænsen går lige gennem. Byen, den del der hører til Tyskland, er fuldstændig afbrændt og russerhusene står endnu. Altså så vidt er deres skændselsdåd gået, dette røverkor, at brænde og skænde til sidste grænsepæl har altså været målet. Men nu er vi på russisk område, og skal vi måle dem med det samme mål, var jo nu bedst lejlighed at begynde. Dog nej, vi hører til et civiliseret folk og er ikke, som vi bliver kaldte, barbarer.

Om aftenen tog vi kvarter i et forladt russisk gods. Det var næsten tom for alle møbler, men et stort flygel samt senge, borde og stole til officererne fandtes dog endnu. Da luften ikke var ren, og kosakkerne strejfede om i omegnen, blev vi alle i hovedkvarteret med flæsk, pølse, cigarer, cigaretter og rom, som blev fordelt. Det var ekstra gave for trofast udholdenhed i Bobern, samt en skrivelse fra hærledelsen som opfordrede os til i fremtiden at vise den samme kammeratskab og opofrelse. Et hurra for vor fører Hindenburg, og vi havde en gemytlig aften med musik og sang, dertil en lille grog.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

19. februar 1915 – Luftskibshal i Tønder færdig

De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)

Den første af Luftskibsbase Tønders to haller med kaldenavnet “Marine” er nu færdigmonteret og klar til at modtage det første luftskib. Hallen er 180 m lang, 40 m bred og 32 m høj, og består af et træbeklædt jernskelet. I begge ende af hallen er store skydeporte og et dobbelt skinneanlæg, der rækker 200 meter ud i terrænet og skal bruges ved bugseringen af luftskibene. Ad et sidespor fra jernbanelinjen Tønder Skærbæk kan luftskibene forsynes med brændstof, brint og ammunition.

Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.

13. februar 1915 – Iver Henningsen: “over 400 sårede”.

Den tyske offensiv i Østpreussen fortsætter, men det sydlige fremstød, der nu har retning mod nord-øst for at omringe russerne, støder ved byen Lyck (i dag Elk) på forbitret russisk modstand. Russerne har gennemskuet tyskernes forsøg på at omringe dem, og forsøger nu at forhindre, at den tyske nordfløj forenes med sydfløjen, så de russiske tropper kan undgå at blive fanget af den tyske knibtang. De hårde kampe giver Henningsen og hans kammerater ved Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 rigeligt at se til.

Feldlazaret i Bobern, Østerpreussen. Tegning af Iver Henningsen 1915.
Feldlazaret i Bobern, Østerpreussen. Tegning af Iver Henningsen 1915.

“Vi forlægger nu vor lazaret fra Bobern på rittergut Miechowen. Den 13. opretter vi her vort store lazaret. Jeg får to stuer anvist. Den ene er snart fyldt med fjorten letsårede, mest ben- og armskud. Den anden, hvor jeg selv bliver, otte hårdtsårede. Nu gav det arbejde, alt måtte selvfølgelig ligge i halm på gulvet. Kun [en seng, og den blev] en ung frivillig artillerist lagt i. Han havde begge hænder og hovedet, hovedsaglig næsen, oprevne af en granatsplitter. Staklen, der ikke selv hverken kunne spise eller røre sig, var dog den tålmodigste og taknemmeligste af alle. Jeg skrev et trøstebrev til hans moder. En anden patient, en cand. teolog, havde et hovedskud, hvor hjernemassen lå fuldstændig blottet. I sine evige feberfantasier skreg han stadig efter sin moder, beskyldte mig for en barbar og ville stadig afrive sin forbinding, så vi til sidst måtte binde ham hænderne fast til væggen. En dag da jeg ville give ham noget at drikke, spyttede han mig lige i ansigtet osv. En anden tålmodig ung frivillig havde fem skud, og i sit galgenhumor sagde han til lægen: “Schade ich hätte gerne noch eine gehabt, dann hätte ich doch ein halb Dutzend.“ På hele lazarettet havde vi nu over 400 sårede, alt – selv gange og korridorer – er besatte. Men hvor er min Kall [en god kammerat fra Haderslev] bleven af? Efter et par dage hører jeg først, at han befinder sig på et gods lidt herfra, og sammen med en anden havde over 40 sårede, som de selv havde samlede.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

10. februar 1915 – Iver Henningsen: “nu kom turen til os.”

Det tyske offensiv i Østpreussen fortsætter og den 80. Reserve-Division trænger stadig frem mod øst og med den Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 og Iver Henningsen.

Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 i Bialla, Østpreussen 1915.
Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 i Bialla, Østpreussen 1915.

“Den 10. videre efter Bialla over Drygallen. Middag på et afbrændt gods. Det var en forrygende snestorm, for os og gevær- og artillerifyr. Vi måtte opholde os i lange timer på chausseen, hverken frem eller tilbage kunne vi komme. Alt havde stuvet sig fast og for stod et hård slag. Vi lavede ild for at opvarme os lidt. Hele natten gik således. Om morgenen gik det videre efter Monethen kro. Ved vejen ligger russer ved russer i alle stillinger. I selve Monethen kro, i en stor bygning var hele kælderen fyldt af fangne russere. Det var her, at vi første gang fik krigens rædsel at se. Sultne og trætte fik vi vort første måltid siden middagen i går. Brødet var frossen, så når vi med sidegeværet slog det itu, sprang det som glas. Også vore foresatte led sult og savn. Vor general Beckmann og adjudant stod forkribrede bag en lade og spiste ris af mandskabskøkkenet.

Men nu kom turen til os, frem at søge sårede. Sneen føg og de stakkels sårede jamrede i sneen. Til middag havde vi 300 sårede, mange døde. Hele natten gik det med afveksling til sygevagt. Kampen rasede videre. Russerne forsvarede sig tappert, dog måtte de foruden hobe af døde og sårede lade 14.000 fanger, 21 kanoner, 14 maskingeværer og uudsigelig munition. Nu var hele russiske hæren opløst og i forvirret flugt.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

9. februar 1915 – Iver Henningsen: “… det, man kalder rigtig krig.”

Den 80. Reserve-Division trænger stadig frem i Østpreussen og med den Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60 og Iver Henningsen.

Udbrændte huse i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
Udbrændte huse i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.

“Videre efter de flygtende russere, som efterlader et brændende, rygende spor. Det er den 9. i Kumilsko, hvor vi holdt middag. På gaden var vor spisesal mellem sammenstuvede mennesker, dyr og vogne ved en sammenskudt kirke. Vi kom videre efter Bialla, undervejs kom en cykellist med melding, at de vare blevne anskudt og en såret. Vi tog så ind på et gods og lavede kvarter. Det var bittert koldt, og russerne havde som sædvanlig slået alle kakkelovne itu. Det blev dog ikke videre til noget, nogle russiske forsprængte kosakker blev fangne og straks skudte. Således kom vi overlang mere og mere ind i det, man kalder rigtig krig.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

8. februar 1915 – Iver Henningsen: “Alt var demoleret”

Det tyske angreb i Østpreussen fortsætter, men russerne giver sig ikke uden kamp, selvom de trækker sig langsomt tilbage. Det sanitetskompagni, Iver Henningsen tilhører, følger stadig i hælene på de kæmpende tropper.

Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.

“Videre gik det den 8. Atter en følgesvend på den foregående. I en stor skov blev gjort holdt. Vi havde ikke langt til vort kvarter, og dog måtte vi opholde os tolv timer i skoven. For os hørte vi en stor sprængning. Russerne havde gjort angreb på vore pionierer, som vare i begreb med at slå bro over en flod for korpset. [Sanitetssoldaterne blev kaldt] vor og gennem denne mylder af vogne, heste, kanoner, infanteri måtte vi se at nå broen for at forbinde de sårede. Det var allerede mørkt kl. 6 aften, endnu lå vi her med kun 15 minutter til Königstal […]. Endelig kl. 7 kunne broen befærdes, da havde vi været i skoven i sne og bidende kulde fra kl. 8 om morgenen. Efter at være kommen ind i den brændende by og blev opvarmet, fandt vi en købmandsbutik. Alt var demoleret, men om os brændte husene og sendte en venlig varme gennem de ituslåede vinduer, og vi havde tag over hovedet. Så mange som mulig pakkede vi os tæt sammen for varmens skyld, og faldt snart i søvn.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

7. februar 1915 – Iver Henningsen “noget næsten overmenneskeligt”

Den tyske offensiv i Østpreussen tager sin begyndelse. Nord og syd for De masuriske Søer støder  tyskerne frem i et forsøg på at omringe og tilintetgøre de russiske enheder, så Østpreussen igen kan komme fuldstændigt på tyske hænder. For Iver Henningsens sanitetkompagni, der befinder sig på den sydlige fløj, betyder det stadig kun fremmarch uden kontakt med fjenden, men de ser de første spor af krigen og russerne kan høres.

Feltkøkken, populært kaldet "Gulaschkanon" på østfronten 1915.
Feltkøkken, populært kaldet “Gulaschkanon” under fremmarchen i Østpreussen 1915.

“Det er søndag den 7. februar. Det er en af de dage, enhver af sanitetskorpset har i erindring som noget næsten overmenneskeligt. Hele dagen gennem skove – seks store skove. Undervejs kom vi forbi de første afbrændte huse. I skoven måtte vi gøre holdt. Der hørtes en for os endnu ukendt fløjten gennem luften, det var skydning fra russerne. Overalt hvor vi kom, vare brønde og vandsteder ødelagt af russerne. Bække og åben vand bundfrossen, så der blev ikke andet tilovers for os som at fylde gullaschkanonen med sne for at få vand til kaffe. Vi tog kvarter i Hinterpogobien.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

5. februar 1915 – Iver Henningsen: “en lang og besværlig march”

Forberedelserne til det store slag i Østpreussen fortsætter. De friske tropper, der få dage for inden er ankommet fra Tyskland rykker frem til deres udgangstillinger. 80. Reserve-Division, som Iver Henningsens sanitetskompagni tilhører, er blevet placeret på den sydlige fløj. Sanitetskompagniet skal dog ikke umiddelbart indsættes i første linje, og rykker derfor ikke frem i front. Fremmarchen i den dybe sne, var dog ikke nemmere af den grund.

Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.

“For sidste gang før vores endelige overgang fra skæmt til alvor havde vi nu mønstring, om alt var i orden, og vi vare i alt 300 mand, 80 heste, 20 vogne. Sneen lå højt, og det frøs dygtig, da vi om morgenen den femte satte os i bevægelse efter Popen til. Hver vogn fik 6 mand begleitschaft [dvs. ledsagelse]. Vognene vare satte på slædeküffer [dvs. slædemeder]. Det var en lang og besværlig march, først om aftenen kl. 6½ fik vi middag. Kvartererne var dårlige og smudsige.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

 

4. februar 1915 – Iver Henningsen ankommer til østfronten

Da kampene på østfronten ved udgangen af 1914 stilnede af og stivnede i skyttegravskrig stod russerne ca. 50 km inde i det dengang tyske Østpreussen. Det var en uacceptabel situation for tyskerne, der derfor i løbet af januar forberedte en offensiv, der ikke kun skulle trænge russerne bort fra tysk territorium, men ved en omringelsesmanøvre helst tilintetgøre de russiske enheder i området. I begyndelsen af februar ankom friske tropper til fronten, blandt andet 80. Reserve-Division med en del tropper fra Sønderjylland. En af dem var malermester Iver Henningsen fra Haderslev. Han tilhørte divisionens sanitetskompagni, Reserve-Sanitäts-Kompanie Nr. 60, hvis opgave det var at tage sig af de sårede. Han ankom med tog til Østpreussen om aftenen den 3. februar og blev indkvarteret i en lille landsby og herfra sendte han dagen efter sit første feltpostbrev hjem.

Officerskasino i den østpreussiske landsby Pruschinowen tegnet af Iver Henningsen
Officerskasino i den østpreussiske landsby Pruschinowen tegnet af Iver Henningsen

“Pruschinowen, 4. februar 1915

Til I kære hjemme!

Kanske også dette brev først bliver afsendt herfra den 7. Posten er nemlig lukket, siges der. Dog vil jeg prøve at frankere brevene, så kan det kanske det går. De første skud, de første døde har vi haft! Det er koldt for de stakler, men det bliver værre. Vi ligger her fra i går nat. Vi kunne ikke komme videre med toget, for russen var trængt frem og havde ødelagt banen, så måtte vi tilfods videre til et udsultet russisk smuglerhul, men vi har en god gullaschkanon med. Om hvad vi ser og oplever, må vi ikke skrive, behøves heller ikke, så længe vi er sunde og har noget at tage os for.

Kære Basse og alle, alle der hører til mit hjem, giv os Gud et gensyn, da kan jeg fortælle eder mine oplevelser! I må gerne sende lidt fødevarer, men kun noget, der kan holde sig og ikke for meget af gangen. Hvad vi skal i dag, ved vi ikke. Jeg skal kl. 2 ned til feltlazarettet, hvad jeg skal, ved jeg ikke. Kanske skal jeg bringe sårede bort. Jeg skal have to mand med. Nu med Gud og fremad til hjælp for vore sårede.

Tusinde kys og hilsen fra eders Iver.

Skriv om I får dette brev.”

Brevet er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

 

16. december 1914. Nødhavn for luftskibe ved Tønder

Senest ændret den 7. januar 2015 12:24

De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst 1915-16. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)

Etableringen af en luftskibsbase nord for Tønder er nu nået så vidt, at basen om nødvendigt kan benyttes som nødhavn for nødstedte luftskibe. Arbejdet på basen har været i gang siden slutningen september, og en mindre barakby er blevet opført for at huse arbejdere og  personale til de store luftskibshaller, der lidt efter lidt rejser sig op over det flade landskab. Endnu vil det dog vare et stykket tid før hallerne er færdigmonteret og basen kan erklæres for operativ.

Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.

 

27. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 11. april 2019 10:58

Carstensen, Christian (IR148/4) – Grabow, Polen.
Ehlers, Heinrich Jacob (RJB18/2) – Draaibank, Belgien.
Halwas, Ferdinand C.L. (3GR/9) – Frankrig.
Keldorf, Jens Johann (RIR213/9) – Draaibank, Belgien.
Konigk, Carl (RIR213/9) – Draaibank, Belgien.
Lorenzen, Hans Peter – Dixmuiden, Belgien.
Lotzkat, Peter Heinrich (RIR213/9) – Hockleede, Belgien.
Ludvigsen, Christian Julius  (RIR213/3) – Draaibank,Bixschoote,Belgien.
Schmidt, Niels Hansen (RIR86/6) – Seesen.

Jens Keldorf (1890-1914), Sønderborg.
Jens Keldorf (1890-1914), Sønderborg.