Alle indlæg af Lotte Marie Hulvej Roesgaard

Lotte Marie Hulvej Roesgaard er cand. mag i historie og dramaturgi fra Aarhus Universitet

21. januar 1918. Om alt går vel kan jeg opleve foråret både her og hjemme. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 21.1.1918 .

.. Jeg talte i går med Harden, og han sagde, at du jo havde sendt nogle sager til hans forældre, hvad han var glad ved. Men han bad mig, om du ikke nok hver gang ville skrive, hvor meget det kostede, for det ville han helst have. Og Schmidt, som lige kom fra orlov, havde en kvart kasse cigarer med til mig. Han var jo også meget taknemlig for det, de havde fået. Han havde talt med Hardens mor, som havde været så overvældende glad for de gode sager. Men det er mærkeligt, at de sidste pakker endnu ikke har nået bestemmelsesstedet. Suhr sagde, at hans kone endnu ikke havde fået pakken, men det kommer vel nok i orden.

Mit juletræ holder længere ud end jeres, for det står endnu oppe på skabet, og jeg glæder mig over det hver gang, jeg ser det. Hernede har vi omtrent forår nu, for det er så mildt, så vi ikke behøver at fyre i kakkelovnen. Når alt går vel, kan jeg måske komme til at opleve to forår i år, først her og siden hjemme, hvor det kommer senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

19. januar 1918. De går og tager masser af penge ind og nyder fordelene ved krigen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag eftermiddag 19.1.18

Kæreste Jørgen!
… I går formiddag gik jeg over til Thaysen for at tale med ham om en ansøgning. Det var en helt anstrengende tur, for der lå megen sne, og det sneede hele tiden, og meget opmuntrende var det heller ikke at tale Thaysen.

At søge om at få dig »entlassen« nyttede slet ikke, sagde han, du var ikke gammel nok. Jeg blev så ked af det, nu har vi troet og håbet så bestemt, at du skulle blive fri til foråret, og så biir det igen en skuffelse.

Nej, vi skal nok rette os ind efter at bie, til vi får fred.

Men hvor er det svært altsammen. Jeg længes meget efter at få dig hjem, og du er jo så led og ked af soldaterlivet og ville så gerne hjem. Det er jo en hel ulykke for hvem, det har truffet på at være indkaldt. De andre herhjemme mærker ikke til krigen. De går i deres gode hjem og nyder jo alle fordelene ved krigen, tager masser af penge ind på alle måder. Kun der, hvor manden er indkaldt, kan de fordele jo slet ikke udnyttes, og så skal I endda lide savn og døje ondt oven i købet.

Jeg kan sommetider se mig lidt gal på alle de »Reklamationsfolk«. En lille forskrækkelse i form af en lille indkaldelse kunne jeg næsten unde dem.

Jeg spurgte så Thaysen, om der da slet ikke kunne søges. Ja, så mente han jo da, at vi godt kunne forsøge med en »Zurückstellung« i længere tid; og det kunne vi begynde med straks.

Jeg gik op til Fedders i går aftes for at høre hans mening, og han syntes så, at jeg skulle spørge dig først, om du vil have, at jeg søger om det sidste.

Kan du ikke spørge Harden, om det er helt sikkert, at pladsen kan holdes åben til dig, når den orlov er forbi, for så kunne det jo da være godt nok at komme hjem. Se at få det at vide, for så vil vi jo straks få en ansøgning i gang. Måske jeg skulle få Thaysen til at søge, du kunne jo også selv skrive til ham og bede ham om det. –

Hvorfor mon Thaysen sagde det til dig til Finnemanns begravelse, at det var helt sikkert til foråret? Det har holdt modet oppe hos mig helt siden. Jeg har stolet helt bestemt på det, derfor er skuffelsen jo så meget større nu.

Nu gør jeg jo vist også dig ked med mit brev; men jeg er jo nødt til at skrive det som det er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

11. januar 1918. Men de har aldrig være med forude og hørt kuglerne pibe. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 11.1.1918

Min egen kære Inger!
… Julen har været trang for dig, kære Inger, skønt vi må jo være glade og taknemlige for, at vi har det så godt, som vi har det, selv om vi ikke kan være sammen. Den tid kommer nok snart, og så bliver det meget bedre. Nu har vi snart nået midten af januar måned, og inden vi ser os om, er det forår. Nej, Nationaltidende skal du ikke sende, for mine to stuekammerater er endda lidt patriotiske. Det er et par holstenere, og de har jo ingensinde haft et godt øje til danskerne. Det er morsomt, for de er næsten misundelige på mig, fordi jeg har jernkorset og de ikke. Men de har heller aldrig været med forude eller hørt kuglerne pibe. Du kan tro, jeg skønner på min gode bestilling. Jeg ved, hvad det har at betyde at stå derude i kulden og faren.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. december 1917. Der måtte tales tysk under julemiddagen. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

2. juledag 1917

Min egen kære Jørgen!
… [Børnene] har jo fået mange sager til jul, og de er jo så glade ved det alt sammen. Ellers kneb det lidt for mig juleaften, der var ingen rigtig stemning over det. Begge vore soldater spiste også med os, og når man så skal sidde og tale tysk med dem, det er vi jo ikke vant til, og den ene af dem var ikke sådan videre flink den aften. Han sad næsten, som lo han lidt af det hele. De har jo kun været i fjorten dage, så vi kender dem jo egentlig slet ikke. Du kan tro, jeg savnede dig meget, kære, kære Jørgen. Jeg er lidt bekymret for, at du ikke har fået den store pakke til jul, det var da nu kedelig, for der var jo både pebernødder og brune kager og andet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. december 1917. Man må hjælpe sig som man kan. Og det er ikke smukt. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 22.12.1917

Min egen kære Inger!
I de sidste dage har det været småt med posten. Det må jo være postvæsenet, som er overlæsset med arbejde nu indtil jul. Men der er jo da to dage til jul endnu, og da kan der komme gang i sagerne inden den tid. Det går måske dig ligeså, at du ikke hører fra mig, men du kan være rolig, for at jeg har det godt, er endnu i Muhlhausen. N år jeg kører med æslerne hen til stalden, er der gerne nogle drenge, som kommer og spørger på deres plattysk: »Schal ick fiihren«, eller også er der nogle, der råber: »Iah, iah«, ligesom når æslerne skryder. Nå, det anfægter mig ikke det mindste, jeg passer min dont…
Du må forresten gerne sende min lædervest, for nu da jeg er kørende, kan jeg nok bruge den. Og ligeledes er den god, når jeg skal strigle de langørede, den tager lidt af for den uldne vest. Måske vesten er for tung af sende? Sådan som der da bliver stjålet, man må sådan passe på den lille smule foder, man har til dyrene, for ellers går det væk. Det gik sådan for mig en af de første dage, at de tog alt, hvad jeg havde, hø og halm, så jeg bare havde lidt havre tilovers. Det var slemt for æslerne i et par dage, men jeg har også fået lært at tage igen. Man må hjælpe sig som man kan. Det er ellers ikke smukt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

15. december 1917. Nu skal der lægges rent på sengen hver 14. dag.

Brev fra Inger til Jørgen
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 15. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
Mange tak for dit gode brev fra den 11. Det var rigtignok godt at høre, at du har fået sådan en ansættelse. Så har du det bedre, og vi herhjemme kan være mere rolige. Det må jo være et stolt syn at se dig komme kørende med æsler. Du må se at få dig fotograferet, det kunne da more børnene meget. Nu er det ligesom, jeg kan glæde mig mere til jul. Jeg har været så bange for, at du skulle komme ud i stillingen til den tid, og så måske ingen pakker få. Så havde det rigtignok ikke været meget ved at fejre jul med juletræ, gaver og hvad der ellers hører til herhjemme. Jeg skal nok få de omtalte pakker sendt, mindre kan jo ikke gøre det. – 1 dag er vore soldater rejst igen, nu skal der skiftes hver 14. dag. Sikken idé, så skal der lægges rent på de senge to gange om måneden. Folk og soldater er da også meget utilfredse med det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. december 1917. Man må næsten slæbe sit spisekammer med hvis man vil have noget. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, den 14. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
I eftermiddag er jeg i Haderslev. Det er igen belysningen, det er galt med. Jeg har været hos Holm for at høre om sprit, men han havde selvfølgelig ikke noget. Det har han nu nok alligevel; men sagen er jo vist den, at penge ikke så lige kan gøre det længere. Uh, hvor bliver man da ked af al den komedie, man kan næsten slæbe hele sit spisekammer med, når man vil have noget. Og det kan man jo heller ikke blive ved med, så kommer vi jo i det mindste til at slagte en stud! Jeg tænkte, jeg ville have besøgt Andreas og Marie lidt nu, da butikkerne er lukkede. Men de er ikke hjemme, så sidder jeg nu her på Harmonien og skriver på fru Carlsens papir, hun bad mig om at hilse dig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

11. december 1917. Jørgen beder Inger sende flæskepakker til sine overordnedes familier. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 11.12.1917

Min egen kære Inger!
… I dag har jeg en glædelig meddelse til dig. Jeg kan fortælle dig, at jeg er kommet til den store bagage, og er meget glad derved. I dag er det første dag, jeg har gjort tjeneste der. Jeg har et par æsler at køre med. Det er en meget god bestilling, som jeg gerne ville beholde, men måske jeg en af dagene får et par andre heste. Det kan jo også snart være lige meget, men de små æsler er lettere at have med at gøre. I dag har jeg hentet posten inde i byen to gange, kørende selvfølgelig. Ja, du skulle bare se mig, når jeg kommer kørende med mine langørede venner. Jeg tænker på, hvilken forskel der er mellem dem og så vore skimler hjemme.
Det var forleden morgen, da spurgte kompagniføreren mig, om jeg kunne omgåes et par heste. Og da jeg sagde, at jeg var vant dertil, meddelte han mig, at jeg ville blive kusk en af dagene. Jeg takkede ham derfor og sagde, at jeg nok skulle gøre mig umage for at beholde pladsen. Ja, det er jo nærmest Suhr og Harden, jeg kan takke for den bestilling. Vil du ikke nok, så snart der igen kan sendes pakker, sende deres familier hver en pakke, ligeledes Schmidts kone. Send bare en halv snes pund til hver af dem, for det er jo meget værd for mig, at jeg kan beholde pladsen, og også for at vise vor taknemlighed. Du kan jo godt sende en regning med. Kan du ikke nok sende noget sideflæsk eller lignende? Ja, du synes måske at jeg sagtens kan sidde og diktere, men det ville være mig kært, om du kan sende noget med det første…

Torsdag d. 13.12.1917

… Min bestilling er altså at passe de to æsler og køre med dem. Det kan jeg jo sagtens overkomme, men jeg er ked af, at æslerne er så magre. De stakkels dyr får alt for lidt at æde. Vi må sådan spare for at få havren, høet og halmen til at slå til. At få noget at strø med er ikke tænkeligt. Jeg tænker tit, havde jeg endda haft lidt havre af det, vi har hjemme, så skulle jeg nok få dem til at se lidt bedre ud. Det ene af dyrene er lidt dovent, men ellers går det meget godt med kørslen. Det er jo ikke noget uvant arbejde for mig. I går var jeg kørende ud til kompagniet. Det ligger lidt forude, men er ellers ikke i stilling, de skal bare være derude i 8 dage ved skansning. Jeg var derude med posten til dem. Ja, det kan sagtens gå an, når jeg kan blive her i Mühlhausen. Vi er fem eller seks kuske her, de andre er med kompagniet. Kammerunderofficeren og jeg bor alene i en lille stue, som er lavet ved siden af den sal, hvor hele komp. lå. Du ser altså, at jeg har det godt efter omstændighederne. Hver formiddag henter jeg posten på posthuset, og så er jeg spændt på, om der også er noget til mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. december 1917. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 6.12.1917

Min egen kære Inger!

Endelig i dag har jeg fundet kompagniet. I formiddag kl. 10 kom jeg hertil. Vi ligger i en fabrik i Muhlhausen, så ved du jo nok, hvor det er.

Modtagelsen var meget god, der var ingen, som havde savnet mig endnu. Den første, jeg talte med på skriverstuen, var Suhr, og han var som sædvanlig meget flink. Han fortalte mig, at han havde skrevet til mig 3 gange og var meget forundret over, at jeg ikke havde fået brevene. Måske kunne jeg være blevet en dag længere hjemme. Det havde jo været meget rart, hvis fødselsdagen kunne have været fejret lidt mere i ro. Nå, nu er det jo overstået med at tage afsked denne gang. Og så vil vi håbe, at det ikke skal ske tiere, at jeg skal rejse fra jer, men at jeg, når jeg igen kommer hjem, kan blive hjemme altid.

Da kompagniføreren og feldwebel Harden kom tilbage fra tjenesten, blev jeg og en mere, som også var kommet fra orlov, kaldt hen på skriverstuen, og her gav kompagniføreren os begge jernkorset samt ønskede os til lykke. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Ja, du har måske fået det at vide førend jeg, da Suhr har sendt tilladelsen til at bære det hjem, og om et par dage får du også korset, som Suhr ligeledes sender. Nu ved du så det. Jeg er såmænd ikke blevet mere stolt for det, men jeg vil da nok sige, at skulle jeg have jernkorset, så har jeg fortjent det lige så godt som alle de andre. Men det allerbedste er, at jeg håber at få en eller anden bestilling her lidt bagved fronten, det mente Suhr. Hvis det kan blive tilfældet, så var jeg da meget glad. Så længe vi ikke er i stilling, kan jeg jo sagtens holde det ud.

Hvordan har du og vore små piger det, kære Inger, jeg længes meget efter jer, og det gør I jo også efter mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. december 1917. Jørgen har fået Jernkorset. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

4 ugers uventet orlov kompenserer for afslag på ansøgningen om »Zuriickstellung«. Kompagniføreren, løjtnant Rerne, har forinden givet Jørgen Friis et tip med hensyn til en ny ansøgning om »Entlassung«, og under orloven kommer amtsforstander Thaysen med en bemærkning, som vækker forhåbninger til foråret. Indtil da får Jørgen Friis i Muhlhausen en god bestilling ved »den store bagage«. Postspærring bringer væsentlige forstyrrelser, tyskerne liner op til den store offensiv. (red)

Onsdag, ri. 5. dec. 1917

Min kære, kære Jørgen!
Tak for de to kort fra Hamborg og Berlin, som jeg fik i dag. Jeg ser, at du rejser østpå. Der var jo heller ikke andet at gøre, for så længe det kun var rygter, at dit kompagni var kommet til Frankrig, kunne du da egentlig heller ikke godt rejse den vej. Vi ser jo da også, at det ikke passede, at de var var kommet til Cambrai, heldigvis. Bare du da var blevet hjemme, til alle de kort og efterretninger var kommet, så havde vi da haft den søndag i ro. I går var der to kort, begge fra Suhr. I det ene meddeler han, at de befinder sig i Muhlhausen, »Fabrik Engel«. Det andet kort er vel egentlig fra kompagniet, der skriver han, at du er blevet tildelt jernkorset, og i dag er der kommet et indskreven brev fra Reg. 85 med et bevis for, at du har fået samme kors. Det er vist fordi, de nu afslår vore ansøgninger, at dette så skal være en erstatning. Det er i hvert fald en dårlig erstatning…
I går aftes var Valborg og jeg hos Fedders. Der var Joh. Froms, Jørgen Froms, Møllers, Rasmus Møllers, Niels Schultzes og Erik- sens. Et helt stort besøg ser du. Det er muntre folk alle sammen, så bliver der ikke tænkt så meget på krigen og heller ikke talt om den. De lever ikke sådan med i det, som vi andre gør; og vi kan jo også nok sige, at der er meget andet, som er bedre at tale om, for- krigen er altid det samme og altid lige håbløs og endeløs. – Våbenstilstand er der jo i Rusland, men om de kommer til at slutte fred, ved man ikke. Der er jo ingen, som de kan slutte fred med. Det bliver ved at være lige forvirret derovre. Når I nu bare kan blive der i Muhlhausen til jul, for der må jo da være nogenlunde. Jeg længes efter at få et rigtigt brev fra dig. Du kan tro, der var et langt brev fra »Reginenstrasse« i dag; meget tak nemlig. Begge dele var ankommet i god behold, men de ville gerne vide, hvor meget der var at betale, ellers var det hende »peinlich«. Vi glemte jo at veje de to sidste pakker. Tror du ikke, der har været 3 og 4 pd? Jeg må jo vist hellere sende en regning; ligeledes til fru Suhr. »Familien Harden« bad mig hilse dig. Hun havde skrevet det til sin søn.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

3. november 1917. Præsten taler så kønt ved begravelserne. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 3. nov. 17

Min egen kære Jørgen! Tak for dit brev fra den 31. okt. Det er nu rart, at postforbindelsen er så god… I går skrev jeg ikke til dig. Da var det, at vi var til sørgegudstjeneste for Troels Fogt. Der var mange mennesker, kirken var omtrent fuld. Pastor Dahl taler kønt ved sådan en lejlighed, især bad han så kønt for alteret, for dem, der endnu var derude. Troels var blevet sygebærer, men det har det jo ikke været bedre af…

Det er svært med alle de unge mennesker, som falder. Det var den 16. fra Aller sogn, den 5. fra Stubbom. Thomas Ellegård og Karen var der også, men jeg talte ikke med dem. De har jo også nok tænkt på dagene i Husum.- Vi var kørende med skimlerne for den store vogn. Den er alligevel meget villere at køre i, og du kan tro, folk kiggede på skimlerne. Det er jo også et par dejlige dyr, og Hans er ikke så slem til at sætte dem i fart nu, som han var før ….

(Jørgen bevilliges 4 ugers orlov som kompensation for at han ikke får en Zurück-stellung, en plads bag fronten. Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

31. oktober 1917. Det er ikke let at være under kommando når man har en vis alder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Vileyka. Onsdag d. 31.10.1917

… Nu har du så fået brev fra Rusland. Det er da godt, at brevene går så hurtige, men vi er jo heller ikke ude ved fronten endnu. Vi er et stykke øst for grænsen, som fra Haderslev til Hamborg. Det tager 7 timer med toget. Jeg er da meget glad ved fotografierne, nu har jeg både hjemmet og familien her, det er rart. Du skriver om den 1. november. Ja, det er ikke så let, kære Inger, men når din broder kommer over og hjælper dig lidt, så går det vel nok. Vi håber, at du herefter ikke behøver at sørge for sådanne ting…

Kompagniet er ude at skyde i formiddag, men jeg behøver jo ikke at være med dertil, da jeg skal ned i kælderen til kakkelovnen. Det er dejligt sådan at være lidt til en side, for når man først er så gammel som jeg er, så har man ikke lyst til altid at være under kommando. Der er blevet udnævnt en hel del gefrejter i de sidste dage, og mange af dem er meget glade ved forfremmelsen. Når de bare vil lade mig komme hjem, så må de gerne have hele herligheden for mig.

Jeg læste i går i Modersmålet, at T. Fogt er faldet den 9. oktober. Jeg ved jo ikke, hvor han er faldet, men det var nogle slemme dage 8., 9. og 10., i det mindste hos os. Det er igen en af kammeraterne fra Husum, som er gået bort. Nu får vi igen en ny rigskansler, så får vi se, om det hjælper.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Befolkningen er vel nærmest jøder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgårdi Fjelstrup videre.

Rusland. Fredag d. 26. oktober 1917

… Jeg håber da, at du nu får mine breve, skønt man kan jo ikke vide. Vi ligger endnu her i Vileyka i ro, og jeg har det godt, idet jeg er kommet til at fyre i varmeapparaterne her på anstalten. Det er nede i kælderen. Jeg er meget glad ved, at jeg ikke behøver at gøre tjeneste med, skønt det jo heller ikke er noget tale om imod at være i skyttegravene. Her har man sin gode ro og kan ligge så roligt og sove om natten uden at behøve at være bange for at blive alarmeret. Ja, helt roligt kan man nu ellers ikke sove, for vi har mange lopper i stuen, men lus har vi da ikke. Dem havde vi mange af, da vi kom hertil, men så var vi dagen efter i Vilna at bade og vort tøj kom i ovnen. Sikken god fornemmelse det var at bade og få rent tøj på. Vilna er en stor by, i fredstid havde den 250.000 indbyggere, men ellers er det ingen smuk by. Gaderne er så ujævne som vor gårdsplads, så ved du besked. Og mange af husene er gamle og forfaldne. Ja, der gives jo også nogle store og smukke bygninger, f.eks. kirkerne, der er meget smukke. Befolkningen er vel nærmest jøder, det ser de ud til at være, og mange pjaltede folk og børn træffer man på gaden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. oktober 1917. Inger bekymres sig for udregningerne til folkenes lønninger og sygekasse. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. okt. 1917

… Nu nærmer 1. nov. sig. Så skal jeg til at betale alle de penge ud til folkene. Jeg gruer lidt for det. Måske Hans fra Stubbom kommer i morgen aften, så vil han regne mig det ud med sygekassen og kortene for hver enkelt. Det med Hans’s løn skal jeg jo ned til Møller og have ordnet. Krigsskatten har jeg ikke betalt endnu. I går eftermiddag var Valborg og jeg i Haderslev, og da var jeg derude hos skatteopkræveren, men så var der lukket, kun åbent hver formiddag og så fra 2-4 mandag eftermiddag. Hvor blev jeg dog ærgerlig. Nu kan jeg rejse efter det igen. Men hvis Fedder vil til Haderslev på mandag, kunne jeg såmænd også godt sende det med ham. Hvad gør det, om han ser det »værdipapir«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. oktober 1917. Den trøstesløse slagmark. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Rusland, tirsdag d. 23. oktober 1917

… Jo, det var nogle slemme ture, når vi skulle ud med maden. For det var også et farligt arbejde, idet englænderne holdt vejene ud til stillingen under ild; men vi kom dog godt igennem hver gang. Det så ellers forfærdeligt ud på vejene. Somme steder var granaterne slåede ned på vejene og havde lavet nogle vældige huller så store som kulen ude i den lille mark, hvor fårene gik, og så lå der ituskudte vogne, døde heste og desværre også mennesker. Mange steder lugtede det så fælt, for hestene blev ikke begravede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt. Og skoven, du skulle bare se, hvordan den så ud. Mange af træerne lå knækkede og oprevne med rod, for ikke at tale om de batterier, som havde fået fuldtræffere. Ja, hvem der ikke har set det, kan ingen forestilling gøre sig om, hvordan det ser ud. Længere ude ved fronten var der det ene granathul ved siden af det andet. Så ødelagt er jorden, så den er fuldstændig værdiløs. Derude i disse huller sidder soldaterne så og afventer, hvad der vil komme. Officererne boede i nogle små cementhuler, men de var heller ikke bombesikre. Hvis der slog en granat ned på en sådan, så var beboerne ødelagt, og det skete ofte

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

23. oktober 1917. Brevvekslingen står stille mens Jørgen flyttes. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 23. okt. 1917

Min egen kære Jørgen! Hvor jeg dog længes efter, at vor brevveksling skal komme rigtig i gang igen, som den var før. Det er alligevel så lidt med et kort. I dag var der da heller slet ingen ting, men det er jo meget, meget værre for dig, som vel hverken får breve eller pakker. Det er så tungt at tænke på vinteren, som står for, hvordan mon det nu vil blive for dig i Rusland, ja, når du da bare kan blive lidt bagved fronten, så kan det jo da nogenlunde gå an…

Gellert fortalte i dag, at der er kommet meddelelse om, at Troels Fogt er faldet i Flandern. A, hvor er det dog tungt at høre. Det kan da gøre en så ondt for dem; de har haft den store sorg med Gerts Død. Hvor må vi takke for, at du slap godt derfra, men vi ved jo aldrig, hvad vi endnu kan have tilbage. Troels gik så stille med sit og fortalte jo ikke meget, men han har jo sagtens også haft mange sure timer. Gud give, at al den jammer og nød da snart kunne få ende…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. oktober 1917. Man hører så megen råhed og dårlig tale. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 22. oktober 1917

Min egen kære Inger! … For tiden ligger vi i en by i nærheden af Vilna. Byen hedder Vileyka, og her bor vi på en sindssygeanstalt, en stor bygning, hvor vi alle har gode stuer at bo i. Det er næsten som på en kaserne, og det går meget strengt til her, som om vi var rekrutter, der skal uddannes. Det gør ikke noget, bare vi kan slippe for at komme ud i skyttegravene. En lille tid bliver vi vel her, og man må være glad for hver dag, der går hen i ro…

Kæreste Inger, du får mange tak for de smukke salmevers, og fordi at du og vore små piger hver aften beder for mig. Det er en stor trøst at vide, for det er så tungt så tungt, dette soldaterliv. Og man hører så megen råhed og dårlig tale. Men det må jo være Vorherres vilje, at jeg skal gå denne skole igennem. Det er da fornuftigt, at I har haft lidt fremmede. Det glæder jeg mig også over at høre. Ja, nu er Houtholstskoven glemt, men jeg skal fortælle dig derom, når jeg kommer hjem.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

15. oktober 1917. Vi skal rejse i fem dage. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 15. oktober 1917

Mange tak for dit brev fra d. 10. Det går hurtigere, når jeg ikke er ude ved fronten. Jeg vil nu forsøge, om jeg kan få et brev sendt til dig ad en anden vej, for hos kompagniet kan vi ikke afgive post længere, idet vi skal rejse videre i morgen tidlig. Og jeg ved ikke, når jeg kan få lejlighed til at skrive til dig igen, da vi måske skal til Rusland. Vi skal i det mindste være fem dage på rejsen, og så må det jo være temmelig langt, vi skal rejse. Nå, der går jo så mange rygter, så man ved ikke, hvad man skal tro. Jeg er slet ikke så begejstret for at komme derover, for man ved jo ikke, hvordan det er der. Men krigen der er vist langt fra så slem som her, så det må man jo være glad ved. Der er kun et for os at gøre, kære Inger, at slå vor lid til Vorherre og kun lade ham råde…

Du sørger meget for mig, kære Inger, og det er vel fordi, at jeg har fortalt dig så meget. Det har jeg fortrudt. Se at tage det med ro, så godt du kan. Der hvor vi kommer hen, går det vist langt fra så hårdt til, og da jeg er så gammel kunne det jo da også være, at der kunne falde en eller anden bestilling af til mig. Og så håber vi jo også, at ansøgningen skal hjælpe. I dag rejser der herfra en, som er blevet stillet tre måneder tilbage. Det er en sukkerfabrik, som har reklameret for ham. Så er det jo da heller ikke umuligt, at det kan lykkes for mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

10. oktober 1917. Det er slemt for nerverne med den trommeild. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 10. okt.

Min kære Jørgen!  … Der var to breve fra dig i går, i dag ingen. Ja, jeg havde jo nok tænkt, at der var uro, der hvor du er, og i dag er Houthoulst-Skoven igen nævnt i beretningerne. Så det har måske været slemme dage igen. Det er jo bedre for dig, at du er komme til at bære forplejning ud, selv om det vel heller ikke er uden fare. Men i denne tid får vi lært at være glad og taknemlig ved lidt, for godt har du det ikke, det kan jeg nok forstå. Kunne I bare snart blive afløst. Det er da slemt for nerverne med den trommeild. Det er jo, som du siger, at vi herhjemme slet ikke kan forestille os det, men urolig for dig er jeg snart alle tider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

7. oktober 1917. Alle ved de jo nok, at det er et slemt sted, du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften 7. okt. 1917

… Jeg er lidt urolig for dig; men det nytter jo ellers ikke noget, at jeg går herhjemme og er bange for, hvordan det skal gå dig. Jeg var i kirke i dag, det var jo høstprædiken… og der var også mange til kirke. Nu er der jo igen mange, som spørger til dig, og alle ved de jo også nok, at det er et slemt sted, du er*. I dag er der et kort i Nationaltidende over egnen der, hvor skoven også er med på. Jeg beder hver dag, at Gud dog vil bevare dig min kære, kære Jørgen. Det er så svært for dig, at du skal blive ved med at tage afsked og rejse dertil, hvor det går hårdt til…

*Flandern

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. oktober 1917. Inger løber sur i hjemmefrontens optællinger. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 6. okt. 1917

Min kære Jørgen! … Der kommer af og til en seddel fra Eickemejer, om tælling, så det ene og så det andet. Jeg kan ikke finde ud af det. Nu skal vi se hvordan, ellers skal Eickemejer selv hjælpe mig ved det. Og opfordring til at betale 2. rate af krigsskatten er også kommet; men det har du jo sagt besked om. I dag kom der en regning på bindegarnet, det er ialt 852,10 M .-ll,20 for kg, og 76 kg ialt. Uha, den blev jeg da ked af. Det er jo fra det samme sted, som vi fik afslag om at få petroleum. I eftermiddag kommer Tinne og Hans Thomsen til mors fødselsdag, så kører Valborg og jeg med derop, når Hans Krogs vogn henter dem ved 3-toget. Børnene skal ikke med, de biir vågne, når kl. er 5½ om morgenen, så de biir jo søvnige, inden det er mørkt. Jeg har heller ikke lyst til at have Hans med som kusk en hel eftermiddag, nu har vi jo været vant til at have dig med os. Jeg skal nok tale med Thaysen. Å, gid det dog måtte lykkes med den ansøgning*, så du kunne komme hjem. Her er nok at tage fat på.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. oktober 1917. 8-9 sårede og 3 døde. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 5. oktober 1917

… Hvor var det da godt, at jeg ikke behøvede at gå med i går, da kompagniet blev alarmeret. De tænkte, at de var kommet tilbage om morgenen igen, men det blev anderledes. Kl. 4½ i gik kompagniet bort og kl. 5½ begyndte engelskmanden at skyde. Det var så forfærdeligt, så jeg slet ikke kunne sove længere, men måtte op og ud for at se, hvordan det stod til, men her var intet at se. Det varede ikke længe, så kom der to sårede tilbage, den ene var såret i hovedet og på halsen, men kun let, og den anden havde fået et stød i ryggen. De glædede sig, at de var sluppet sådan fra det. Lidt efter kom der flere letsårede, deriblandt Lagoni, som blevet såret lidt i det ene ben. I alt havde vi 8 eller 9 sårede og 3 døde. Iblandt de døde var der en feldwebel, som hed Max Krey. Det gjorde os alle så ondt, da vi fik at vide, at han var faldet, for det var sådan et godt menneske. Han havde jernkorset både af 2. og første klasse. Han har været ved kompagniet siden krigens begyndelse og døjet meget ondt. De andre to var unge mennesker, som var kommet i maj. Trommeilden blev ved at rase hele dagen, men det var værst lidt til venstre for os. På vort afsnit blev der ikke angrebet, heldigvis. Nå, vort kompagni var heller ikke helt forude, men lå som reserve. De faldne og sårede blev ramt af granatsplinter. Ja, sådan går det til hernede. Jeg er glad ved, at jeg ikke skal med derud. I dag er det helt roligt igen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

4. oktober 1917. Kompagniføreren sørger for at Jørgen fortsat har tjansen med at bære mad. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 4.10.1917

Min egen kære Inger! Der skydes helt forfærdeligt ved fronten i dag, det vil du nok læse i avisen, måske før du får mit brev. I går da kompagniføreren kom tilbage, var jeg henne hos ham for at melde mig tilbage fra orlov. Han var som sædvanlig meget flink og beklagede meget, at han ikke havde kunnet give mig længere orlov, for han vidste nok, at jeg kunne gøre mere nytte hjemme. Samtidig spurgte han mig, om jeg ikke havde haft en ansøgning her om at blive fri, og hvorledes det var gået med den. Jeg fortalte ham så, at den var blevet afslået, men at der snart ville komme en ny om at blive sat lidt tilbage. Den ville han gerne give sin anbefaling, for han sagde, at der var kommet så mange af de gamle bort fra kompagniet, så skulle jeg heller ikke blive gående der. Så sagde han, at jeg ikke skulle med ud i stillingen men blive ved den trop, som bærer forplejning ud til kompagniet. Det blev jeg meget glad ved, for det vil jeg hellere end altid at være derude. I morges kl. 4 blev kompagniet alarmeret, og du kan tro, kære Inger, at jeg var glad ved at blive her i Stampkot. De stakkels mennesker, bare de da kommer godt tilbage. Trommeilden er værst lidt til venstre for os, det er vist nok værst ved Langemark og længere syd på. I går talte jeg med Lund. Han er jo ved et maskingeværkompagni, som ligger i nærheden af os. Han har ingen orlov fået endnu, men nu har hans søster skrevet til kejseren for at se, om det ikke kan hjælpe. Blot vi da snart kan blive afløst og komme hen et sted, hvor det ikke går så hårdt til. Jeg tænker heller ikke, at det varer så længe, for de andre divisioner har heller ikke været her længe ad gangen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

2. oktober 1917. Det er ikke til at se jorden for granathuller. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2. oktober 1917

 … Det er ellers en streng tur at bære mad derud, for det er så langt at gå, og tilsidst er der kun granathuller, man skal over. Så oprodet af granater har jeg endnu aldrig set jorden. Når vi går derud, kommer vi igennem Houthoulst Skoven, den har du jo læst om i beretningerne. Vi ligger en lille smule til højre for Langemark, så ved du omtrent, hvor jeg er hernede i Flandern. Om dagen, når der intet er at gøre, bor jeg i en by, som hedder Stamplcot. Det er kun en lille by, som du ikke finder på kortet. Og ligeledes St. Josef, hvor skriverstuen er, er vist heller ikke på kortet. Ja, nu har jeg fortalt dig en hel del, som jeg vel ikke måtte, men jeg plejer jo da gerne at fortælle dig, hvor jeg færdes i verden. Egnen her er ellers meget forskellig fra den egn i Frankrig, hvor jeg sidst var. Her er levende hegn om markerne og husene og gårdene ligger mere spredt i byerne, og så er der den store skov, som består af fyr, gran og egeskov. Egnen er flad, men der er dog enkelte højdedrag, hvorpå byerne ligger. Det er ikke tale om, at der kan bygges huler her, da grundvandet straks kommer, så snart der graves i jorden. Mange steder er der store sure enge og morads. Nu tænker jeg, du har en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

1. oktober 1917. Jeg tænker vore piger leger ude under hylden hver dag. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 1. oktober 1917

Nu har jeg gjort den første tur med ud med fødevarer i stillingen. Det er en lang vej, det tager 4-5 timer, inden vi igen vender tilbage, men så har vi heller intet andet at bestille den øvrige tid af dagen. Vi går derud om aftenen kl. 6 og er tilbage igen kl. 10-10½. Så lang tid tog det i hvert fald i går, søndag aften. Du kan tro, jeg tænker meget på jer, kæreste Inger. Hvor kunne jeg have gået og haft det godt hjemme hos dig og vore små piger, men vi håber, at det ikke skal vare så ret længe, inden vi kommer til at leve sammen. Sig kun til Thaysen, at kompagniet her gerne vil anbefale ansøgningen*, så snart den kommer. Så hvis han kan gøre noget til, at den kan nå hurtigere herned, så bed ham derom. Vil du tage over at tale med ham desangående. Feldweblen sagde, at han ville skrive, at kompagniet ønskede, at jeg skulle stilles tilbage. Så mente han nok, at det skulle hjælpe. Jeg bad forresten feldweblen i går, om han ikke kunne give mig noget at bestille bagved fronten, men det kunne han ikke, sagde han, da der var for få folk derude. Det kan måske være lidt senere, når vi får forstærkning, at der så kan blive en eller anden bestilling til mig. Man skal, som Thaysen sagde, leve i håbet. Ja, det vil vi så gøre, kære Inger, og kun sørge for en dag ad gangen. Det går bedre for mig, når jeg først kommer lidt i gang med arbejdet. Rejsen hertil var tung, kan du tro, og så hjalp det jo endda en hel del, at jeg havde rejseselskab i Nikolaj Krog. Han er munter og kan fortælle meget. Han håbede forresten også, at han snart skulle blive fri. Han er jo lidt ældre end jeg er, men er ikke gift. Mon vejret er lige så smukt hjemme som her, for her er det meget varmt om dagen. Jeg tænker, at vore små piger leger ude under hylden hver dag. Og lille Louise får vel snart ferie igen. Når du betaler regningen til dampmaskinen, skal du blot sige, at vi har tærsket 200 sække, men ellers skal vi jo betale for 263, som jeg har skrevet i bogen, det ved du nok. Skriv ikke derom i brevene til mig.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.