Alle indlæg af Christina Sandal Bendtsen

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

31. december 1917. Frederik Tychsen holder nytårsaften ved Vestfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

 Nytårsaftensdag kom, og den sædvanlige middagsspisning blev udsat til om aftenen. Nu er nytårsaften en stor begivenhed i Tyskland, de kalder den for Sylwesteraften – en aften på hvilken enhver tysker helst skal være fuld, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, og denne skik skulle gerne holde sig også her ved Vestfronten.

Nogen officiel fest var der ikke tale om. Vi spiste vor aftensmad som sædvanlig, den var tilstrækkelig og efter omstændighederne god, vi fik så hver 1 liter øl og den sædvanlige ration snaps. Nogle flere cigarer end ellers, men intet overflødigt. Hvad vi ville have mere, måtte vi selv købe i kantinen. Efter aftensmaden sad vi som sædvanlig, når vi var i kvarteret: nogle spillede, nogle læste, andre sang eller skrev breve, der blev fortalt historier, og nogle sad i dybe tanker eller søgte ensomheden for at sende en tanke hjem til de kære, eller for at søge stilhed for Herren.

Lidt efter lidt begyndte stemningen at stige, der var flere der sang, der blev hentet vin og likør, ja, alle, der havde penge, strømmede til kantinen for at fa dem omsat i spiritus. Jeg deltog ikke i drikkeriet, og for at undgå fristelsen gik jeg til seng, dvs. lagde mig på brixen, der var i et hjørne, og derfra kunne jeg betragte livet ugenert. Ved tolv tiden var dem, der havde haft nogen penge, temmelig berusede. Obergefreiter Maas havde faet fat i en flaske ”Cacao de Cream”. Han rejste sig og holdt en tale, der dog mere blev til en brægen: ” 1914 drak vi brændevin, 1915 drak vi brændevin og rom, 1916 drak vi øl og brændevin, men 1917 drikker vi cacaosnaps”.

 Lidt før 12 rejste Unterofficier Reesen sig (han var overlærer i civil) og sagde: “Das alte Jahr im tausendneunhundert und sibzen geht bedenklig seinen Abschluss entgegen” (det gamle år nittenhundredeogsytten gør betænkelig sin undergang i møde). Dette gentog han hele tiden, og mere fik han ikke sagt. Et par minutter før tolv stormede eller dinglede alle ud af døren, de tog karabinerne med, pistoler, revolvere osv. og så knaldede de løs i luften i det uendelige. Jeg stod op og gik ud for at høre og se på herligheden, og det kan nok være, at der blev skudt. Allevegne både ud til fronten og ved siderne og tilbage, så langt, øjet kunne nå blev der skudt ganske kolossalt.

 Ude i stillingen drønede kanonerne både hos os og hos englænderne, og så alle bag fronten, der havde noget at skyde med, fyrede løs og lyskugler og lysraketter blev sendt til vejrs i titusindvis. Det hele drejede sig om 10-15 minutter – så var det nye år skudt ind, og ligeså voldsomt, som det begyndte, ligeså hurtigt tog det af. Mens det stod på, var det ganske oplyst, næsten som om dagen, det var i sandhed et prægtigt syn – men det var jo også nytårsskydning ved fronten.

Efter skydningen kom mandskabet ind i barakken igen, og drikkeriet fortsatte. Lidt efter lidt gik de i seng. Unteroff. Reesen lå nederst i en seng; oven over sov Unteroff. Jæger. Sengene var noget primitive, og Unteroff. Essel gik hen og trak i forenden af dobbeltsengen. Han rev enden ud, Unteroff. Jæger dumpede ned på Unteroff. Reesen, begge faldt på gulvet – alle var de mere eller mindre beruset – der blev en ganske mægtig hallo.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. december 1917. Frederik Tychsen puster lus på intendanten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 27. december blev vi afløst. Imod reglen blev vi afløst om aftenen, for vi skulle tilbringe Nytårsaften og nytårsdagen i kvarteret. Det var en dejlig tur at gå tilbage denne aften mellem jul og nytår. Vi havde ikke haft nogen tab, og tanken om at tilbringe 5 dage i kvarteret satte humøret op, og vi sang næsten hele vejen tilbage. Det var klart frostvejr, og sangen rungede gennem gaderne i Hochlede, så folket kom ud for at se efter os. Det var mørkt, da vi kom til kvarteret, men barakkerne var varmet op, og vi lagde os straks til ro, efter at vi havde indtaget et måltid mad.

 Dagen efter gjorde vi tøjet i stand, ordnede karabineren og sablen osv., men der var julestemning i barakken. De, der havde fejret juleaften der, havde haft et lille juletræ, og det stod endnu pyntet og pæn, og der var ikke nogen tjeneste, så vi nød tilværelsen, dagene gik med spil, læsning og sang, og kanoner Steinmann var en dygtig mandolinspiller. Vi samledes jævnlig om ham, og så sang vi af hjertens lyst: Volkesange, fædrelandssange og så krigssangene, specielt dem, der var knyttet til kampene i Flandern, ”Die Deutschen haben Mut, die Deutschen schiessen gut, fur ein Komisbrot und frir einen Franc, schiessen sie Tage lang” osv. (Den har samme melodi, som den på samme tid her i landet meget sungne vise “Under den hvide bro”). Og s. sang vi også: „In Flandern sind viele Soldaten, in Flandern sind viele gefallen” osv. Denne sang var skrevet af kanoner Treptau, han var ved vort batteri; han blev såret og døde på lazarettet.Vi havde i det hele taget udmærkede dage mellem jul og nytår. Kosten var tilstrækkelig, og når soldaten blot fik nok at spise, steg humøret af sig selv.

En dag kom intendanten (han stod for forplejningsvæsenet i hele bataljonen) ind i barakken, det var en sjælden gæst i frontområdet. Han var en ualmindelig vigtig fyr, der altid sagde: ”3 skridt fra livet, for ellers besmitter I mig med lus, og disse tingester vil jeg ikke have”, og derfor havde vi morskab af at putte de største lus, vi kunne finde i halmstrå, og så puste dem hen på intendanten. Vi sad og ladede ”halmbøsseme” i smug, og så snart det heldige øjeblik var inde, blev der skudt. Intendantens tjener klagede altid over, at chefen var så befængt med lus, og han kunne slet ikke forstå, hvor han fik dem fra; det kunne vi derimod nok.

En af dagene gik Obergefreiter Maas, sergent Felix Plozaichik og jeg ned til Gitsberg for at se levende billeder. Her var en stor barak, der var indrettet til biograf, og den kunne vel rumme ca. 1000 mennesker. Det kostede 10 Pfennig at komme ind. Midt under forestillingen kom der fjendtlige fly og kastede bomber ned over byen. Der var dog ingen, der ramte biografen, hvilket ville have været uhyggeligt. Da forestillingen var til ende, gik vi tilbage til kvarteret i Goed.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27. december 1917. “Wutki gut für Ruski”. Frederik Tychsen drikker en russer fuld

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

De følgende dage, den 26. og 27. december gik ret stille og rolig. Vi skød kun ganske lidt, og alt ekstra arbejde blev indstillet, så vi sad en stor del af tiden inde i huset og røg tobak, læste aviser, skrev breve, spillede kort, skak, dam osv.

Anden juledag kom der en russisk krigsfange ud til os. De lå i barakker bag ved fronten og arbejdede p. vejene til og fra fronten. Det hændte ikke sjældent, at en og anden af disse krigsfanger blev dræbt af engelsk artilleriild. Denne russer kom for at bede om noget mad. Vi gav ham hver et par skefulde af den i forvejen knap tilmålte suppe, som han spiste med stor begærlighed.

Da han var færdig med at spise, gav jeg ham min snaps (1/10 L brændevin), og den var han meget glad for; han drak den i en slurk og så strøg han sig med hånden ned foran brystet og sagde: ”A-a-a – Wutki gut für Ruski”. Da de andre så det, syntes de, at det så så morsomt ud, og så gav de ham også deres snaps, og hver snaps drak han med stadig voldsommere gebærder. Det endte med, at russeren blev fuld, han sang, og så faldt han i søvn.

Imidlertid kom batteri føreren til, og da han så russeren og fik at vide, at denne var fuld, måtte vi øjeblikkelig skaffe ham tilbage; men da han ikke kunne gå, måtte vi lægge ham på en bærebør, og så var vi fire mand, der måtte slæbe ham tilbage til lejren. Det tog hele eftermiddagen, da fangelejren lå ca. 20 km tilbage bag vor stilling.

Det var en sur fornøjelse, og havde vi vidst dette, at vi selv ville komme til at transportere ham bort, havde vi sikkert ikke givet ham så megen ”Wutki”. Vi prøvede flere gange på at få ham på benene, men han kunne slet ikke gå – han var nærmest døddrukken.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.