Senest ændret den 18. februar 2022 15:47

Persondata
Født: 21/04-1889, Wesseln, Ditmarsken
Død: 18/09-1947, Sommersted skov, Sommersted sogn.
Begravet 22/09-1947, Sommersted sogns kirkegård.
Uddannelse: –
Erhverv:  Arbejder. Fodermester (i 1921, 1925 og 1928). Boelsmand (i november 1924). Landmand.
Bopæl:  Abild sogn (ca. 1914-1920´erne). Stenderup, Toftlund sogn (i 1924), Øster Gasse, Skærbæk sogn (i november 1924), Nybøl sogn (i 1926).  Tørsbøl, Kværs sogn (i 1935). Jernhyt, Hammelev sogn (i 1940).  Var 1947 bosat i Sommersted sogn.
Hustru: Gift 06/12-1913 i Abild med Marie Caroline Hansine f. Holm.
Børn:  Frederikke Henriette Scheel 1914, Carl Heinrich Scheel 1918 og  Christian Peter Hansen Scheel 1919. Alle født i Abild. Karl Frederich Scheel 1926-1948, født i Nybøl.

Andet: Søn af arbejder Carl Friedrich Scheel og hustru Catharine f. Stoffer.

Militær løbebane før krigen
Indtrådt: 1909
Udtrådt: 1911
Enhed: Fuss-Artillerie-Regiment 9, 2 Batterie. (Kilde: Invelidesagen).
Andet: Mødte på session i 1909.

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:  06/08-1914
Udtrådt: 22/11-1918
Enhed(er): Lauenburgische Fußartillerie-Regiment Nr. 20 (fra 1914-1918, men ved forskellige batterier og battailloner(.
Rang:  Menig
Såret: –
Udmærkelser:  –
Andet: –

Efter krigen
Var 1921 fodermester på Aarup gods, Ensted sogn.
Ved folketællingen 1925 er familien opført i Nybøl sogn, mens faderen er fodermester i Øster Gasse,
Ved Fredrikke Henriette Scheels konfirmation i 1928. Fodermester på Ballegaard, Ullerup sogn. (Ikke fundet i FT 30 i Ullerup).
I 1948, ved yngste søn død, boede familien i Hjerndrup.

Karl Heinrich Scheel døde “af et Hjerteslag, mens han stod og savede brænde“. (Kilde: Sommersted kirkebog).

Kilder
Alfabetiske lister, Sønderborg, Lysabild 1889. Link.

Vielsesbiregister, Abild, RAA.

FT 1921, Ensted, fodermester på Aarup gods. Link.
FT 1925, Nybøl, fodermester i Øster Gasse. Link.
Ved Fredrikke Henriette Scheels konfirmation i 1928. Fodermester på Ballegaard, Ullerup sogn. (Ikke fundet i FT 30 i Ullerup)
I 1948, ved yngste søn død, boede familien i Hjerndrup.

Invalidenævnets arkiv, Invalidesager, sag I-04375, Rigsarkivet Aabenraa. NB: Der skal søges om adgang til sagen.

Kirkebog, Sommersted sogn, døde 1947, RAA. (Eksternt link, februar 2022).

Publikationer
“Død under Brændesavning“, Hejmdal, 20/09-1947.

Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten“, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Krigsneuroser, psykiske krigsskader hos danske veteraner efter 1. Verdenskrig. Middelfart Museum 2020. Extern link til PDF.
NB: Der gengives fotos af dokumenter af ovennævnte invalidesag, men fødsels- og dødsår på Karl H. Scheel er angivet forkert i artiklen.

Fotos
–

Øvrige oplysninger
Karl Heinrich Scheel var født i Wesseln i Ditmarsken. Han blev indkaldt til krigstjeneste den 06.08. 1914 og blev kanoner i artilleriet. Frem til den 28.02.1916 var han ved Vestfronten. Der er ingen tvivl om, at Karl Heinrich Scheel var en af dem i vort sogn, der led mest under krigens vilkår. Han er efter eget udsagn blevet levende begravet flere gange efter granateksplosioner, og han kom på lazaret i 5 uger i henholdsvis Wiesbaden og Schwalbach. Man skønnede derefter, at han var blevet skadet og ikke kunne være ved fronten, så han fik garnisonstjeneste de næste 7 måneder. Derefter blev han atter sendt til Vestfronten i 15 måneder.

Karl Heinrich Scheel oplevede mange traumatiske ting, så den 11.03.1918 kom han igen på lazaret en måneds tid. Man skønnede, at han atter kunne klare garnisonstjeneste, men han måtte igen på lazaret – denne gang i Hamborg. Diagnosen var krigsneuroser.

Karl Heinrich Scheel var en stor kraftig mand. Før krigen var han rask og frisk. Han havde kone og 4 børn. Nu var han forvandlet til et vrag. Han havde slemme anfald, hvor han slog alt i stykker omkring sig. Konen og børnene var bange for ham.

Han følte tryk i issen. Han havde hjerteklemmen. Han havde mange fysiske symptomer, som man ikke kunne forklare.

Nu var han høj og duknakket. Han drømte om krigen og vågnede skrigende op. Han var angst i hverdagen. Når han skulle på arbejde, var det ikke altid, han dukkede op. Somme tider tumlede han rundt, uden at familien vidste, hvor han var, og uden at han kunne forklare, hvad han søgte.  Han var blevet et menneske, man ikke kunne regne med, og som mange var bange for.

Karl Heinrich Scheel fik i 1918 diagnosen ”krigsneurose”.

Det er ikke en af de diagnoser, man anser for særlig alvorlig eller permanent. De fleste tror, at det snart vil gå over. Tiden læger alle sår, siger man. Doktor Lauesgaard i Toftlund mener, han lider af krigshysteri. Der er en del af veteranerne, der har svært ved at komme videre. De må tage sig sammen. Der er en ny virkelighed, som de må vænne sig til. Man kan ikke blive ved med at hænge fast i det gamle.

Da Karl Heinrich Scheel kommer hjem, tilkendes han 10% invaliditets grad. Han får en mindre affindelsessum ud fra den betragtning, at hans lidelse er noget, der går over. Da affindelsesummen udbetales, køber han i januar 1924 en lille ejendom på Vestermarksvej 3 på Stenderup Nørremark. Han kan selvfølgelig ikke passe ejendommen med de krigstraumer, han har, så han må sælge den igen i december samme år til Friedrich Ahrens.

Karl Heinrich Scheel skulle nu ernære sin familie som arbejdsmand. Det var svært. Der var friske og raske mænd nok, der ville have arbejde. Man tog ikke en mand, der led af rystelser, og som havde talrige forsømmelser i sit arbejde. Slet ikke en mand, der var psykisk ustabil og som kunne fare op ved den mindste lyd.

Lægerne var rådvilde. Hans tilstand blev ikke bedre. Tværtimod var der forandringer til det værre. Hvad skulle de gøre? En af dem skriver: ”At henføre de nys indtrådte forandringer til krigen synes mig vanskeligt!”

Karl Heinrich Scheel søgte at få sin sag genoptaget. Han havde fortrudt, at han skrev under på at modtage affindelsessummen. Han skrev til alle mulige instanser og klagede. Han fik afslag af Invaliderådet og Invalidenævnet. Til sidst skrev hans kone Hansigne til socialministeren. Hun fik selvfølgelig det svar, at Invaliderådets afgørelse var endelig, og at ministeren desværre ikke kunne gøre noget.

Vi er nu fremme i 1936. Da har Karl Heinrich Scheel sendt talrige klager og ansøgninger uden resultat. Han fremfører i alle klagerne, at han har været begravet 3 gange i granatangreb, men det tror lægerne ikke rigtig på. Det fremgår ikke entydigt af militærpapirerne. Og det er længe siden.

Han har endnu det håb, at en indlæggelse kan hjælpe ham. Han er flere gange på Augustenborg og kommer hjem i utide. Han søger om kurophold og får svaret, at man ikke kan underholde hans familie, mens han er indlagt.

I 1938 får han endelig tildelt et ophold på kolonien Philadelfia i Dianalund. Han har store forventninger til opholdet, men mens han er indlagt, står der i avisen en masse om nazisternes fremmarch i Tyskland. Karl Henrich Scheel bliver rædselsslagen og forlanger straks at blive udskrevet. Han skal hjem at skærme sin familie, når krigen kommer!

Derhjemme sidder hans kone Hansigne. Hun aner ikke, hvad hun skal stille op.

I 1949 boede familien i Jernhyt ved Vojens. Karl Heinrich Scheel var nu så dårlig, at han var næsten uarbejdsdygtig og ikke kunne færdes uden for hjemmet uden ledsager.

Karl Heinrich Scheel er et godt eksempel på de psykiske tragedier, som krigen førte med sig. Tragedier der kostede dyrt for både veteranen og hans familie.