9. september 1917. Peter Poulsen hos venner i Ostende

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk. Han var privat indkvarteret i Ostende og knyttede venskab med sine belgiske værter.

Det var en dejlig Tid, Posten gik saa udmærket regelmæssigt, jeg fik hver Dag Breve og Pakker baade fra Hjemmet og mine andre gode Venner, og desuden havde jeg jo rigeligt med Fødevarer som Kusk ved Marketenderiet.

Jeg gav det hele til Fruen, som saa lavede Mad baade til sig selv, den lille Pige og mig. Barnets Skyhed var hurtig borte; saa snart jeg traadte indenfor Døren, kom hun og satte sig paa mine Knæ, og jeg sang saa for hende og legede med hende, saa det var en Lyst.

Svært var det for Fruen om Aftenen, naar jeg sad og læste Brevene fra min Hustru og andre gode Venner; og hun sagde saa tit: „Jo, det er sikkert tungt for Dem og Deres Hustru at være skilt fra hinanden, men I kan da skrive sammen. Jeg har ikke hørt fra min Mand i tre Aar, og jeg véd ikke, om han lever eller er død.”

Han stod ved den belgiske Hær, og naar vi om Aftenen bøjede vore Knæ og bad, kunde hun tit under Taarer opsende brændende Bønner for sin Mand. Jeg forstod nok hendes Smerte og kunde kun opmuntre hende til at lægge sig selv, sit Barn og sin Mand i Guds Haand.

Hun havde for Resten den store Glæde, mens jeg endnu laa i Kvarter hos hende, at hun fik 15 frc. sendt fra sin Mand. Det hed sig, at det var blevet ordnet mellem de tyske og de franske Militærmyndigheder, at de over Svejts kunde sende Penge hjem til deres paarørende. Der var naturligvis intet Brev med, kun hans Navn, men dog var hun glad og lykkelig og Gud taknemmelig.

Naar Kammeraterne kom fra Stilling, samledes vi selvfølgelig ofte nede i det lille hyggelige Hjem, til fælles Opbyggelse med Bøn og Sang. Vi sang baade vore smaa aandelige Sange og vore kære, danske Fædrelandssange.

Da tre Uger var gaaet, mente jeg, at nu skulde jeg med ud i Skyttegravene; Kusken kom igen fra Orlov. Men i Stedet for blev jeg saa afkommanderet til at være Ledsager ved Patronvognene.

Det var næsten endnu bedre. Om Dagen havde jeg slet ingenting at bestille, men om Aftenen skulde jeg møde ved Mørkets Frembrud nede i Politigaarden, ud i Stilling med Infanteriammunition, og saa skulde vi have døde Kammerater med tilbage.

Det var en farefuld Tur hver Nat, hverken Spærreild eller Gasangreb maatte holde os tilbage, kun selve Døden; og derfor kunde mit Barometer ogsaa nok synke adskillige Streger, naar det lakkede mod Aften; men saa kunde den lille Frue ogsaa komme ganske stilfærdigt og tage mig i Ærmet, trække mig hen foran Krusifikset, og idet hun pegede paa dette, kunde hun sige: „Har Han nogensinde bedraget Dem, har Han nogensinde narret Dem?”

Og jeg maatte sige: „Nej, aldrig har min Frelser bedraget eller narret mig.”

Ofte stod jeg skamfuld ved Siden af den katolske Kvinde, der saadan med sin barnlige Tro til Gud kunde beskæmme mig.

Saasnart den Mand, i hvis Sted jeg var Ledsager ved Patronvognene, kom fra Orlov, fik jeg selv Orlov. Jeg købte af Fruen nogle af hende selv forfærdigede Kniplinger og mange andre Ting. Hun ønskede mig Lykke paa Rejsen og sagde, som hun saa ofte sagde: „Naar Krigen er forbi, og De kommer hjem, og jeg faar min Mand tilbage, saa tag Deres Hustru med og kom ned og besøg os!” Og jeg havde stor Lyst til det.

Saa gik Turen atter hjem, det skønneste og bedste af alt, paany at være helt fri for Krigstummelen. En tidlig Morgenstund i Efteraaret 1917 gik Toget fra Ostende, og efter to Døgns Kørsel naaede jeg atter velbeholden mit Hjem.

Der kom en Flok troende Mænd, som var stævnet sammen fra Omegnen, og vi tilbragte en hyggelig Dag sammen, og jeg fik mangt og meget at vide derhjemme fra, som jeg ikke vidste; men 14 Dage gik som sædvanlig hurtigt, og snart var den bitre Afskedens Time der igen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *