9. juli 1917. Hårdkogte frontsoldater og kogte kartofler: Sådan en Blödmann-Hollweg!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En hel del af den jord, der hørte til landsbyen, hvor vi flere gange lå i “ro”, blev drevet kollektivt af tyskerne. Der blev, så vidt jeg husker, kun dyrket kartofler.

Da de tyske tropper hele vinteren 1916-17 næsten ingen kartofler havde fået at spise, er det indlysende, at de store kartoffelmarker i juli måned havde soldaternes store interesse. Det var selvfølgelig strengt forbudt at “besøge” disse marker, men det var omtrent som at forbyde en ræv at stjæle høns.

Hver nat gik et par mand på rov, og de nye kartofler smagte dejligt og var et kærkomment tilskud til den mad, vi fik udleveret fra feltkøkkenet. Der blev pligtskyldigst afleveret en portion til løjtnant Knutz’ oppasser, og løjtnanten spurgte aldrig om, hvor de kom fra. Ortskommandanturen opdagede jo hurtigt, at der gik svind i kartoflerne, og nogle bevæbnede landstormsmænd blev sat til at holde vagt ved dem.

En nat blev Gefreiter Bruder standset af en nævenyttig vagt – de fleste vendte ellers ryggen til – og Bruder blev indberettet til regimentet, der jo var nødt til at straffe manden. Det blev til “drei Tage Mittelarrest” – i hans papirer. —

En dag ved morgenappellen blev Bruder beordret tre skridt frem foran fronten, og dommen blev oplæst af løjtnant Knutz, mens kompagniet stod ret. Da dette var sket, spurgte løjtnanten Bruder, om han nu også vidste, hvorfor han havde fået de tre dage. Svaret faldt prompte:

– “Jawohl Herr Leutnant, weil ich mich hab’ schnappen lassen” (Javel hr. løjtnant, fordi jeg har ladet mig snappe). Løjtnanten svarede også omgående:

– “Das sagten Sie, und nicht ich” (Det sagde De, og ikke jeg). Så var højtideligheden overstået. Der blev stadig spist kartofler – også af løjtnanten.

Et par dage efter – det var mørkt, så det må have været sent på aftenen, sad en mand i vort kvarter og kogte kartofler på sit spritapparat. Vi var alle sammen gået til køjs. Kartoffelkogeren var berliner, han hed Ennulat og var i det civile liv “Kohlentrimmer” (fyrbøder) på slæbebåde i kanalerne omkring Berlin. Han var ikke ret stor, højst 165 cm, men skulderbred. Hans hals var ganske kort og hans arme temmelig lange, så han lignede en gorilla, det hele var et stort muskelbundt.

Han var en god frontsoldat og en mægtig god kammerat; men alle var klar over, at man ikke ligefrem skulle træde ham over tæerne, det havde v i set beviser nok på.

Som Ennulat sad dér og stak i sine kartofler med en kniv , gik døren op, og Feldweblen kom ind. Ennulat blev roligt siddende.

– “Rejs Dem op, når jeg kommer ind,” brølede Feldweblen, hvortil Ennulat svarede:

– “Jeg er træt, hr. Feldwebel.”

Denne var nu kommet helt hen til Ennulat og opdagede, at han kogte kartofler.

– “Hvor har De kartoflerne fra?”

– “Dem har jeg købt,” svarede Ennulat helt roligt, mens han stadig sad og stak til kartoflerne.

Feldweblen gik nu fuldstændig over gevind, han råbte og skreg, så de, der ikke allerede var vågne, blev det; men vi blev selvfølgelig liggende, som om vi sov, så der ingen vidner var. Vi kendte Ennulat og var klar over, at han var i krigshumør. Hvad Feldweblen alt galede op om, kan jeg ikke huske, men han sluttede af med at sige, at han nok skulle sørge for Ennulat.

Da rejste Ennulat sig endelig, stak hånden i lommen, og da han tog den frem igen, lå hans lille 7,65 pistol i hans flade hånd. Den holdt han op under næsen på Feldweblen og sagde ganske roligt:

– “Der er ingen, der skal snappe mig, fordi jeg hugger kartofler, og der er heller ingen, der skal ’sørge’ for mig, hr. Feldwebel. Dem wird es schief geh’n” (Ham vil det gå skævt). Feldweblen, der trak sig baglæns tilbage efterfulgt af Ennulat, nåede hen til døren og forsvandt skyndsomt.

Der var ingen af de “sovende”, der mælede et ord. Ingen havde hørt noget. –

Ennulat gik langsomt tilbage til sine kartofler og spiste dem, rejste sig derpå og strakte sig dovent, mens han mumlede temmelig højt mellem tænderne: »So ein Blodmann-Hollweg.« (Det var en omskrivning af Bethmann Hollweg , navnet på den tyske rigskansler). (…)

Optrinet fik ingen følger ud over, at Feldweblen næste morgen ved appellen sagde følgende:

– “Jeg ved, at der i kompagniet findes folk, der for en fedtemad er i stand til mit kaltem Blut einen über’n Haufen zu schiessen” (med koldt blod at nedskyde folk ).

Vi grinte militærisk – det vil sige uden at fortrække en mine.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *