8. december 1917 – H.P. Hanssens søn såret

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

For otte Dage [8. december] siden modtog jeg fra Felten et Telegram, som kun indeholdt Ordene: „Befinden leichte Besserung, Zureise gestattet, Depesche dient als Ausweis, Regiment 86.” Der var tydelig nok gaaet et andet Telegram forud for dette, men Depechen viste, at der maatte være tilstødt min Søn noget meget alvorligt. Et Par Timer efter rejste jeg sammen med hans Forlovede sydpaa.

Da vi om Aftenen naaede Altona, hen­vendte jeg mig straks til Jernbanekommandanturen for at faa opspurgt, hvor hans Regiment for Tiden var at finde. Kom­mandanten henviste mig først til Generalkommandoen, men da jeg forelagde ham Depechen, og indtrængende bad ham om at give mig de Oplysninger, han raadede over, for at vi hur­tigst muligt kunde komme videre, sagde han: „Vi maa ingen­ting sige, men privat kan jeg meddele Dem, at Regiment 86 ligger ved Hartmannsweilerkopf nær Mühlhausen i Øvre- Elsass. De vil sikkert finde Deres Søn, naar De rejser derned.”

Vi tog da med Nattoget til Frankfurt a/M. og videre over Strassborg til Colmar, hvor vi ankom næste Aften [9. december]. Fra Strassborg gik Toget meget langsomt. Vi var 5 Timer om at køre en Tur, som tager 45 Minutter i Fredstid. Undervejs delte vi Kupé med Passagerer fra Colmar, som fortalte, at Fransk­ mændene i de sidste to Dage havde rettet stærke Luftangreb imod Byen. I Colmar havde vi et længere Ophold. Klokken ni kørte vi omsider videre. Toget var nu blændet og gik overordentlig langsomt. Ved alle Stationer blev der rangeret. Turen gik ned med Fronten. I Vest saa vi hele Tiden Lyskugler stige op. Naar Toget standsede, hørte vi Kanontordenen. Ved Rapportsweiler blev vi omhyggeligt reviderede. Over det blaa elektriske Lys ved Stationerne var der anbragt store sorte Skærme for at værne Jernbanen imod Flyverangreb. Det var bidende koldt.

Henad Kl. 3 Nat [10. december] naaede vi omsider Mühlhau­sen. Da vi traadte ud af Banegaarden, laa Gaderne i et spøgel­sesagtigt Lys. De elektriske Lyspærer var alle mørkeblaa og dækkede opad med sorte Skærme. Over den hvide Asfalt laa der derfor et mat blaaligt Skær. En Jernbanearbejder bar vor Bagage til Centralhotellet, hvor jeg havde faaet opspurgt, at Kommandanturen havde sit Kvarter. I Hotellet var alt end­ nu livligt. Patruljer kom og gik. Officerer i Krigsudrustning sad ved Bordene, parate til at rykke ud. Vi fik Plads og gik til Ro.  

 (H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 177-6)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *