30. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe …”

Senest ændret den 31. marts 2017 8:52

Den 30. marts 1917 bragte Flensborg Avis nedenstående beretning fra Det store Hovedkvarter om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives: Kun langsomt og nølende havde Englænderne besluttet at følge vore Tropper til det Terræn, som vi siden den 23. Februar havde overladt dem. Vore Bagtropper og vort Artilleris energiske Ild fik dem til at studse og gjorde dem hver Fodsbred Jord stridig. Naar vore Tilsløringsforholdsregler havde opfyldt deres Formaal og et yderligere Terrænafsnit frigaves af os, forkyndte de engelske Hærberetninger dette som „Sejre”, „Erobringer” og Befrielser. Først fra den 23. Februar af tog Angriberne sig sammen til kraftigt at trænge efter, og nu udspandt der sig i Forterrænet ved vore nye Stillinger tre nye Afsnit af Kampe, som fortjener en indgaaende Skildring. De giver vore Troppers og disses Underføreres Aand et glimrende Vidnesbyrd.

1.
Det yderste Forspring af den af os nu opgivne Landstrimmel ind i de fjendtlige Stillinger dannede Landsbyen Gommecourt. Alle Franskmændenes og Englændernes Angreb mod dette fremskudte Punkt var strandede, ogsaa for Sommeslaget. Da dette begyndte, havde Modstanderen efter den bekendte Artilleriforberedelse, som varede en Uge, den 1. Juli 1916 angrebet Landsbyen med store Styrker og var ogsaa enkelte Steder trængte ind i Gravene, af hvilke de dog endnu samme Aften kastedes ud med Tab af nogle Fanger og mange døde. Siden da har kun Artilleriet, men meget stærkt, i de 8 Maaneders Forløb virket mod Landsbyen og skudt den helt sønder og sammen; ogsaa det prægtige Slot med sin smukke Park var, som saa mange andre i Somme-Omraadet, jævnet med Jorden af det franske og engelske Artilleri.

Det faldt meget svært for vore Tropper at efterkomme Befalingen fra oven om at rømme de Grave og underjordiske Beboelsesrum, som ligefrem var komne til at staa deres Hjerte nær, og i hvilke de under vanskelige Forhold havde budt den fjendtlige Ild Trods under de endeløse Slagmaaneder. Da Fjenden endelig en Række af Dage efter Rømningen vovede at sætte sig fast i Landsbyen med stærkere Patrouiller, trængte vore Bagtropper endnu engang paa eget Initiativ ind i Landsbyen, kastede Fjenden ud af den, besatte „Kærneværket” i vor forladte Stilling, som allerede under Kampene den 1. Juli havde været Hovedstøttepunktet, og vendte saaledes endnu en Gang tilbage til Hjemstedet for lange vanskelige Maaneder. Der behøvedes en ny udtrykkelige Befaling for at faa dem til at rømme Stillingen igen.

Under de nu Haarders begyndende Bagtropskampe ydede Forsvarerne sejg og udholdende Modstand mod den først nølende og langsomt efterfølgende Fjende, stødte stadig paa ny frem igen og forhindrede saaledes, at Fjenden rykkede efter i det planmæssigt opgivne Terræn langt ud over den Tid, man havde antaget. Under denne Kamp viste sig tydeligt vore Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe, som i det mindste mindede om Bevægelseskrigen. Underførernes glade Lyst til at gaa paa, den menige Mands Lyst til Eventyr, til personlig Fare osv, traadte frem i en Grad, som viste, at den lange Gravkrigs Nervepirrende Indflydelse ikke i mindste Maade havde skadet Troppernes Aand. Hvad der under disse Kampe er ydet af Enkeltmand, maa forbeholds Regimenternes Historie, i hvilken disse Dages Kampe vil komme til at spille en ærefuld Rolle.

Til en særlig livlig Kamphandling kom det den 27. Februar om Morgenen under et stærkt Angreb fra Englændernes Side paa den hidtil bag de tyske Linjer beliggende lille Skov ved Høj 125. Her viste et Reserveregiment, som allerede har udmærket sig under hele Felttoget, sig særlig under en forbitret Nærkamp. At de har naaet en væsentlig heldigere Stilling, har haft en lige saa heldig Indflydelse paa Nordvestfløjens Tropper paa vor nye Front, som Kampenes Forløb har haft det paa deres Stemning og Selvtillid. Hos Infanteriet og Artilleriet har Indtrykket af deres ubetingede Overlegenhed i Feltkrigen over den Modstander, de hidtil kun har staaet over for i Gravkampen, urokkelig fæstnet sig.

2.
Som Hjørnet ved Gommecourt sprang langt frem imod Vest, saaledes sprang ogsaa Spidsen ved Grandcourt langt ind i Fjendens Stilling i sydvestlig Retning, saa den samtidig kunde tages under den fjendtlige Ild i Front og Flanke. Dette gjorde sig saa meget mere gældende, som dette „blæsende Hjørne” ogsaa omfattede et større Antal Landsbyer, nemlig Serre, Puisieux, Miraumont, Irles og Pys. Rigtignok var disse smukke franske Landsbyer for længe siden af Franskmændenes Forbundsfæller forvandlede til Grushobe og kunde knap nok kendes fra Markerne rundt omkring, idet det hele kun var en Række af Granathuller. Navnlig Serres, det vestlige Hjørne, var fuldstændig raseret bort fra Jordens Overflade. „Befrielsen” af disse Landsbyer, som i de fjendtlige Hærberetninger fremhæves med teatralsk Begejstring, kommer altsaa for sent til at udløse andet i deres tidligere Indbyggere end en ret platonisk Tilfredsstillelse.

Til Trods for deres Tilstand, i hvilken de heller ikke i mindste Maade mere mindede om deres tidligere beboelige Tilstand, udøvede disse kun paa Kortet kendelige geografiske Punkter dog en særlig Tiltrækning paa det fjendtlige Artilleri. Naar man tilføjer, at disse næsten ubeboelige Stillinger gennemstrømmes af Ancre-Bækken og dennes to sumpede øvre Løb, af hvilke Bækken flyder sammen i Landsbyen Miraumont, saa er det forstaaeligt, at netop her Befalingen til at ombytte disse Stillinger med højere, længere tilbageliggende hilstes med særlig Glæde.

Og saa har de til Forsvar efterladte Tropper endda ikke gjort det let for Fjenden at faa Fodfæste paa det opgivne Terræn. Deres Patrouiller og Bagtropper i Samvirken med Artilleriet, som naturligvis kendte Terrænet helt nøje, holdt Modstanderen under en virksom Ild, at han kun meget langsomt besluttede sig til at besatte de mudrede og sønderskudte og af de tyske Sprængninger til den sidste Rest ødelagte Grave, der gik gennem en Ruinørken, som engang hed Puisieux eller Miraumont. Kun helt langsomt rømmede de her tilbageladte Sikringsafdelinger, følgende den almindelige Befaling, de Terrænafsnit, der skulde opgives, over for Fjendens stadig stærkere Afdelinger, som lidt efter lidt samlede sig henimod den 28. Februar. Den nævnte Dag fandt Fjenden endelig Mod til en større Angrebshandling, som dog allerede brød sammen i Artilleriets og Bagtroppernes Ild.

(fortsættes)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *