6. marts 1917. Østafrika: “Der lød et klingende, syngende Brag”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale, i den sydlige del, arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner.

Mit Arbejde i Livale ledte til at begynde med ogsaa Tanken hen paa den almindelige Udgang.

Jeg hjalp Vaabenmestrene med at ødelægge tyske Geværer. Der var kommet en Mængde af dem til Livale, og en god Del af dem var de samme, som vi i sin Tid havde sejlet til Østafrika.

Nu var der ikke mere Ammunition til dem. De sidste Beholdninger var gemt til Maskingeværerne, og Geværerne skulde gøres ubrugelige, før de blev efterladt til Fjenden.

Det var et ejendommeligt og ikke opmuntrende Arbejde. Jeg har aldrig brudt mig om at ødelægge. Kolben blev slaaet over paa en Sten, og derefter blev Løbet stukket ind imellem et Par Træstammer og bøjet, saa det var ubrugeligt.

Det eneste, der kunde anvendes af Geværerne, var Laasen, som skulde anvendes til Tændmekanisme til Miner.

Da jeg var færdig med dette Arbejde, skulde der atter drejes Granater, og derefter skulde der laves Miner. Sta­che mindede mig om, at vi stadigvæk ikke havde opfundet den Mine, som Generalen ønskede, og jeg spekulerede ogsaa meget over den, men min stadige Sygdom og Træther virkede ikke inspirerende paa min Opfindsomhed.

Vi lavede derfor indtil videre Minerne paa samme Maade som hidtil. Efter dem tog jeg fat paa et helt nyt Arbejde.

Med Bærerkolonner fra den sydlige Del af Landet var der kommet en Mængde portugisiske Granater til Livale. Tyskerne havde ogsaa erobret nogle portugisiske Kanoner, men kunde ikke anvende Granaterne, da Portugiserne enten ikke havde faaet Tid til at sætte Tændrør i dem eller ogsaa havde faaet Tid til at pille dem ud.

Nok er det — det var Granater uden Tændrør, man havde erobret, og nu skulde jeg gøre dem brugbare.

Stache og jeg blev enige om, at det kunde lade sig gøre at sætte Tændrør fra de tyske 10,5 cm Granater til Kønigsberg-Kanonerne i de portugisiske Granater. Vi havde en Mængde af de svære tyske Granater liggende i Depotet i Livale og havde ingen Brug for dem udover til at lave Miner af.

Der eksisterede, fortalte Stache mig, nu ikke en eneste Kønigsberg-Kanon i den tyske Hær i Østafrika.

Alle 10 store Kanoner og de mindre 8,8 cm Kanoner og Maskinskytset var ødelagt, sprængt, erobret af Englænderne, sænket i Floderne eller væltet ned i Afgrunde.

Hele den tyske Hærs Artilleri bestod i Øjeblikket af et Par portugisiske Kanoner af meget let Kaliber. Vi kunde derfor med rolig Samvittighed pille Tændrørene ud af de store 10,5 cm Granater og sætte dem i de erobrede portugisiske Granater efter at have lavet lidt om paa dem.

Det var, medens jeg stod med dette Arbejde, at det skete, som baade Stache og jeg længe havde forudset:

— Det gaar galt engang!

Der lød et klingende, syngende Brag, der fyldte hele Hytten, hvor jeg arbejdede, og jeg mærkede noget slaa imod mit Ansigt, mit Bryst og mine Hænder.

— Færdig! tænkte jeg i den Brøkdel af et Sekund, der var forundt mig til at tænke i, og saa styrtede jeg baglæns om paa Gulvet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

En tanke om “6. marts 1917. Østafrika: “Der lød et klingende, syngende Brag””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *