Inger og Jørgen Friis

5. februar 1917. Der skeles misundeligt til dem der tages til fange. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 5.2.1917

Kære Inger! Når du får dette kort, harvel ikke hørt fra mig i flere dage. roligere forhold igen og skriver et

Frankrig, d. 6.2.1917 … Jeg siger hjertelig tak for dit kære brev og alle pakkerne. Du vil nok sige alle dem tak, som har sendt paklær til mig. Jeg troede, at jeg selv kunne have fået lejlighed til at skrive til dem, da vi i går kom tilbage fra stillingen. Men det varede kun så kort, for i morgenstunden fik vi ordre til, at vi skulle ud i stillingen igen. Nu sidder jeg i en hule og skriver til dig, men jeg kan ikke overkomme at få skrevet til de andre. Sig dem, at jeg vil skrive senere, når der bliver mere ro. Vi har haft strenge dage derude, og nu havde vi håbet at komme i ro, og så skal vi igen derud. A, hvor er det strengt, kære Inger. Når jeg da bare snart kunne komme lidt hjem til jer, for dette her er næsten ikke til at holde ud. Jeg ved det nok, at jeg ikke skulle klage for ikke at bedrøve dig, min kære gode hustru, men de kan da også forlange for meget af vi stakkels mennesker. Når skal det da blive bedre…

Torsdag d. 8.2.1917  … For 3 dage siden, jeg tror det var tirsdag morgen, blev hele bataljonen afløst eller rettere, vi rømmede stillingen. Du har måske læst i avisen, at vi har trukket vor linje lidt tilbage. Det var meget nødvendig, for ellers havde »Tommy« nok taget os allesammen. Komp. rykkede bort kl. 4, men min gruppe og en til skulle først drage bort kl. 6 om morgenen. Vi ventede helt bestemt, at englænderne skulle have hentet os, men de kom desværre ikke, og så listede vi stiltiende af. Der var ingen, som vidste rigtig vej, og så blev det en forfærdelig tur gennem granathuller og mellem murrester og tømmer. Pludselig skete der nogle forfærdelige sprængninger lige i nærheden, hvor vi gik. Det var pionerer, som sprængte »Understanden«, for at englænderne ikke skulle benytte den siden. Det gav en ordentlig forskrækkelse, men ellers skete der ingen uheld, og »Tommy« gav os heller ingen granater med på rejsen. Kl. 10 var vi i kvarter i Biencourt, og så kan du tro, at vi hvilede os ud, men megen ro gir det ikke her. Nu kan det være nok om det, jeg gider ikke tænke derpå…

Din moder er altså rejst igen. Hun har travlt med at spinde, ja, de gamles arbejde kommer til ære igen. Det er godt, der er nogen som kan spinde endnu. Jeg så i Modersmålet, at Peter Hollesen var kommen i fransk fangenskab, og du skriver, at Jørgensen også har været så heldig. Det er godt for dem. Jeg skal ingen misunde, hvem der kan have det held. Du skriver om at sende nogle lys, ja, det må du meget gerne, for det er næsten det, jeg trænger mest til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *