5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *