4. januar 1918. Konen er død og far må forlade fire børn

Hans Knudsen, Augustenborg, fortæller om sin familietragedie:

Juleaften 1917 blev for mig den tungeste, jeg har oplevet. Vi laa i Nærheden af den belgiske Grænse, ved Fæstningen Lille. Jeg fik Brev hjemmefra. Min Kone var syg, og jeg skulde komme hjem. Det kunde dog ikke lade sig gøre, medmindre jeg fik en Erklæring fra Lægen derhjemme.

Jeg skrev saa hjem; men i Juledagene flyttede vi fra Lille til Arras. Man sendte to Telegrammer hjemmefra. Dem fik jeg ikke.

Det tredje Telegram fik jeg omkring 1. Januar 1918, og saa fik jeg Lov at rejse med det samme, endda med et Tog, som ellers kun Officerer maatte benytte. Det tog kun 24 Timer fra Arras og til Kiel, hvor min Kone var blevet indlagt paa en Nerveklinik. Hen paa Eftermiddagen den 4. Januar fandt jeg Klinikken.

Da jeg kom indenfor, sagde man, at Lægen ønskede at tale med mig. Jeg kom ind til ham, og han fortalte mig, at min Kone var død Natten før.

Da vi stod ved Graven paa Øsby Kirkegaard, kom min Svoger, Peter Christiansen fra Stevelt, netop hjem fra Fronten. Han sagde til mig en Tid efter: „Du holdt ved Graven den bedste Prædiken, du nogensinde har holdt. “ Den var just ikke lang, for den bestod kun af tre Ord: „Vi ses igen!“

Det var ikke let at komme af Sted igen, bort fra vore fire Børn, det mindste var kun fem Aar.

DSK-årbøger 1950

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *