Inger og Jørgen Friis

4. februar 1917. Jeg må se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag form. 4. febr. 1917

Min egen kære Jørgen!

… Jeg er bange for, at der er lidt uroligt der, hvor du er. I den engelske beretning fra fredag, står der om tyske angreb ved Gran- court. Bare dit kompagni da ikke har været med der. Ja, nu må jeg ikke klage eller bebyrde dig med mine sorger, for det er der ingen opmuntring i for dig. Når det er noget af det bedste for dig at læse mine breve, så må jeg jo se at skrive sådan, at der virkelig kan være nogen opmuntring i dem…

I går aftes kom Katrine Thomsen og sagde, at nu kunne hun ikke malke mere. Hendes hænder og arme gør altid så ondt. Det er noget bøvl med den malkning, jeg kunne mest have lyst til at gøre det selv. Der er 11 køer at malke nu, så de 50 M. var såmænd nemt tjent. Vi får nok malket, for Jens Staubs ældste datter, Anne, går hjemme og har ingen plads. Og hun kan nok malke, siger Isak, da hun har malket der, hvor hun sidst tjente. Vi må jo vist hellere se at få os en malkerøgter til forår, for det er alligevel skidt med de malkekoner. Og så alle de børn, der følger med. Men måske du kan komme hjem på orlov, så kan der jo meget lade sig ordne…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *