3. maj 1916. Sønderjyde som landsmand blandt polakker på Polens frihedsdag

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Warszawa. Den 3. maj 1916 oplevede han fejringen af Polens frihedsdag.

 En Luftskipper fortæller

(… fortsat fra 20. september 1915)

Vi, der altså på en Måde var fast garnisoneret i Warszawa, fik sammen med de andre Tropper Befaling til at tage alt muligt Hensyn til Polakkerne. Når vi gik på Fortovet, sås det endda helst, at vi trådte til Side for Befolkningen, og det kunde vi jo til at begynde med ikke forstå.

Men Sagen var den, at Tyskerne vilde forsøge at vinde Polakkerne for sig og få dem til at blive glade for

deres humane, og, ak, noget så høflige Beskyttelse. Men i det lange Løb lykkedes det jo ikke, og man kan godt sige — uden at sige for meget —, at sådan noget ligger nu engang ikke rigtig for Tyskerne. Denne usædvanlige Høflighed skulde rigtig manifesteres på Polens National- og Frihedsdag, den 3. Maj. For første Gang siden Polens mislykkede Rejsning på denne Dag mod de russiske Undertrykkere i 1860’erne skulde Hovedstaden have Lov til at fejre denne Rejsning i fuld Frihed, og alle tyske Soldater fik Udgangsforbud til Kl. 4 om Eftermiddagen.

Polakkerne skulde føle sig helt alene og befriede, og Befolkningen rustede sig til en mægtig Frihedstilkendegivelse. Dage i Forvejen blev Huse og Gader smykkede med Grønt og det smukke rød-hvide polske Flag. Over Altan- og Balkonrækværker blev der hængt smukke Tæpper, og den store Dag oprandt med Folkeoptog, Gudstjenester, Fest på Universitetet og Polyteknisk Læreanstalt og Festligheder mange andre Steder. Ingen tysk Soldat var der i Vrimlen før efter Kl, 4.

Dog rundt omkring i de forskellige Kaserner lå Mandskabet i højeste Alarmberedskab, klar til Udrykning, hvis Polakkerne ikke forstod at feste således, som „ Beskytterne “ havde tænkt sig det.

Ved 2-3-Tiden gik L-Z 12 til Vejrs for at foretage et Par Rundsejlinger over Byen. Måske har Polakkerne opfattet det som en ekstra Hyldest, men det var det nu ikke. L-Z’s Bug var fuldt lastet til Bristepunktet med Bomber — og ve de formastelige, hvis alt ikke gik efter Programmet.

Alligevel kunde jeg godt forstå, at Befolkningen gav sig hen til Fest og Glade, for det var jo dog første Gang, de efter godt halvtreds Års Forløb fik Lov til at fejre denne deres stolte Rejsningsdag udendørs.

Om Aftenen var der stor Gallaforestilling i Warszawas store, prægtige Opera. Jeg havde været der adskillige Gange tidligere, og jeg husker, at jeg med særlig Glæde har hørt „Aida“ et Par Gange. Denne Aften skulde opføres „Halka” af Moniuszko, et nationalt Syngestykke med mange polske Sange, noget i Lighed med vort „Elverhøj” eller „Der var engang” .

Det var igen ved forskellige Paroler henstillet til os Soldater at undlade at gå i Teatret den Aften, dels for at Polakkerne kunde føle sig alene, dels fordi det ikke var noget for os. Et direkte Forbud var dog ikke givet. Altså, tænkte jeg, det er netop noget for dig, og jeg købte mig et Par Dage i Forvejen en Billet til 1. Etages Pladsloge, 2. Række.

Dagen før skrubbede og vaskede jeg min efterhånden meget slidte og medtagne feltgrå Uniform, og så mødte jeg op i Operaen om Aftenen.

Vi var måske en 5-6 tyske Soldater, der havde dristet sig til at trodse Henstillingen, og jeg tror nok, at de øvrige af os var Polakker fra Posen eller fra Vestprøjsen. Nå, jeg vandrede ind på Rækken, satte mig på min Plads og var snart omgivet af elegant påklædte Kvinder med pragtfulde Smykker og af kjoleklædte Herrer. De kiggede noget misfornøjet og desorienteret på mig lille, feltgrå Mus, og mine Naboer rykkede endda lidt fra mig, for man kunde jo aldrig vide, om der ikke var noget levende på mig. Det var der ikke dengang endnu.

Så begyndte Spillet, og jeg tør nok sige, aldrig har jeg været med til noget lignende. Husk på, at nu kunde Polakkerne for første Gang i mange, mange År i tilsyneladende fuld Frihed fuldstændig hengive sig til deres nationale Epos og uden Frygt vise deres Begejstring for de kendte Toner og Sange. Nok havde de under Russerne fået Lov til at opføre „Halka“, men det var jo under et vist Tryk, de havde hørt den.

Efter hver af de kendte Sange var der en Begejstring uden Lige. Folk klappede og råbte Huj, Huj, Huj, trampede i Gulvet, forlangte da capo, græd og omfavnede hinanden og var helt ellevilde. Den ene mægtige Buket rød-hvide Blomster efter den anden blev kastet op på Scenen.

Hvor kunde jeg andet end blive smittet af denne Rus. Jeg tænkte, noget lignende vilde jo ske, hvis f. Eks. Det kgl. Teater fik Lov til at opføre et dansk Stykke i Haderslev, og vi vilde få Lov til at te os, som vi vilde. Og da alt her foregik i de rød-hvide Farvers Tegn, var det jo let at blive i Illusionen og overføre hele Feststemningen til Sønderjylland.

Altså, jeg klappede, trampede og råbte Huj ligesom de andre.

Da første Akt var forbi, og Folk begyndte at få lidt Ro på sig igen, kom de i Tanker om, at jeg jo næsten havde opført mig ligesom de selv. De snakkede lidt sammen, og så dristede min Nabo sig til at sige til mig: „Rozumi Pan po polsku?“ (Forstår De Polsk, min Herre?). De gik ud fra, at jeg måtte være Landsmand til dem fra Prøjsen.

Jeg måtte bedrøve dem med at sige: „Nie, nie rozumie po polsku!” Han hviskede lidt sammen med sin Nabo, og så forsøgte han igen, denne Gang på Fransk: „Parlez vous francais, monsieur?” Jeg måtte igen svare: „Non, je ne parle pas francais,monsieur!“

Så hviskede han lidt med sin Nabo igen, og de blev enige om, at dette Tilfælde måtte opklares. Så begyndte han for tredie Gang, og denne Gang på meget gebrokkent Tysk; han vilde gerne have at vide, om jeg var polsk Landsmand til dem, men fra det tyske Rige.

Det måtte jeg desværre bedrøve ham med, at jeg ikke var, men at jeg var dansksindet Slesviger.

I et Nu vidste hele Logen det, og med det samme kunde jeg forstå, at de alligevel anså mig for en Slags Landsmand, for en, der havde fælles Skæbne med dem. Jo, Polakker, Elsas-Lothringer og Slesvigere kendte hinanden dengang og tog Del i hinandens politiske Ve og Vel.

Jeg blev trykket i Hånden, ja, en omfavnede mig og trykkede mig i min slidte Uniform ind til sig, ladende hånt om mulig Risiko med Hensyn til levende Væsener; smukke, sorte Kvindeøjne smilte og lynede mod mig; jeg fik Chokolade og Bolsjer og Cigaretter og var med det samme optaget i Logens Fællesskab den Aften.

Og de andre Akter blev sunget og spillet, og Begejstringen steg til Grader, som vi kolde Nordboer har svært ved at svinge os op til, men jeg gjorde mit bedste af et ærligt og henrevet Sind.

Den Aften vil jeg aldrig glemme; den hører med til mit Livs store Minder.

DSK-årbøger 1948

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *