28. januar 1917. Kompagni-bedstefar i hårde orlovs-forhandlinger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.

Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.

Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”

Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”

– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”

– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”

– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.

– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”

Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”

Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:

– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”

Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:

– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”

Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”

Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”

Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”

Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”

Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.

– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”

Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.

Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”

Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.

Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.

Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”

Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.

Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.

Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *