27. november 1917. Claus Eskildsen I Cheppy. “Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen passer arbejdet med brevskriveriet, drikker officerene sig godt og grundigt fulde.

Alle Officerer i Felten synes at drikke til den store Medaille.

Det er galt ved Staben, det er værre ved Bataillonerne. II. Bataillons Kommandør, for Resten en dygtig og afholdt Officer, er næsten aldrig ædru, og ved III. Bataillon slaar Adjutanten, Premierløjtnant L„ ligeledes en meget afholdt og uforfærdet Officer, alle Rekorder. »Jeg gad engang se al den Rom, som Premierløjtnant L. har drukket i Felten, paa eet Sted, det vilde være et helt Hav!« sagde en Regimentskammerat efter Krigen engang til mig. — Den gode L. drak sig ihjel.

Mens Officererne om Aftenen drikker, skriver vi det daglige Brev hjem til vore kære. Maaske var det Krigens eneste gode, at den genindsatte Brevet i sin Ret.

Disse Feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte Forholdet mellem Mand og Kone, Søn og Moder. Alt det smaalige fra Dagliglivets mange smaa Skær er rystet af, alle de kedelige, kivsættende Spørgsmaal om Mad og Drikke, Arbejde og Adspredelse, Butikspriser og Pengepung er traadt i Baggrunden.

Det virkelig store og ægte, Kærlighed, Samhørighed, Evighed, toner gennem Brevene i fulde Akkorder, som aldrig mere kan forstumme helt.

Brevet er færdigt, Telefonen er rolig i Aften, Halvlyset opfordrer til at holde en lille Skumringstime. Vi filosoferer over det store Problem: Krigen!

»Hvor hurtigt blev det civiliserede Menneske omskabt til det primitive Menneskedyr! Husker du, Heinz, da vi en af de første Dage i Masuren stampede gennem Sneen, snusende efter et Feltkøkken? Maven var vor Motor, den havde erobret sin oprindelige Førsteplads.«

»Og se, hvor alt det svandt hen som Dug for Solen, alt det, der var »Livsnødvendighed« for det moderne Menneske: Sofa og Seng, Delikatesser og Pynt, Kunst og Litteratur! Det var Vaner alt sammen! Et Stykke Brød til Maven, et Stykke Tøj paa Kroppen, en Hule i Jorden, saa er Menneskedyret tilfreds!«

»Og læg Mærke til, hvorledes de primitive Instinkter er brudt frem! Flokinstinktet! Hele Fronten bestaar af smaa faste Flokke, hvor hver enkelt er det primitive Menneske og det hele smelter sammen til et eneste Menneskedyr med mange skarpe Instinktsanser. En vejrer Mad paa lang Afstand, en vejrer Kvinden, en anden Faren, en anden anviser instinktivt Værnet mod Faren.«

Vi selv er en saadan lille Flok, af Krigen kastet sammen fra Arbejdets stille Vande og det brusende Livs bevægede Bølger. Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.

Jeg aner i Dag intet om de andre. Krigen med dens mange grufulde Oplevelser forsvandt ved Freden i et Taageslør, og i denne Taage gik ogsaa Venner og Kammerater af Syne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *