Et Strejftogt paa Weichselfloden.

Thorn, den 27. Januar 1915.

Kære Søster og Svoger!

Jeg er i Thorn nu, og det ser ud til, at vi skal blive her en Tid, da Frosten vedvarer, og der stadig kom­mer mere og mere Drivis paa Weichselen. Jeg er altsaa foreløbig udenfor al Fare og lider ingen Nød.

Det er ogsaa allerede længe siden, vi har haft noget med Russerne at bestille, naar da undtages lidt Knalderi for en 8 Dages Tid siden.

Værre var det forrige Gang, vi var ude. Vi sejlede ved Middagstid fra Wloclavec i den Hensigt at indtage og holde Byen D., der ligger paa den højre Weichselbred, omtrent 20 Kilometer ovenfor Wloclavec. Efter Meldingerne skulde Byen være besat af svage fjendtlige Kavalleri- patrouiller.

Vor Flaade bestod af en med Maskingeværer og to Kanoner af lille Kaliber udrustet Damper samt 8-9 Motorbaade. Jeg var denne Gang med paa Dampe­ren. Vi tog et Kompagni Infanteri med om Bord, som skulde sættes i Land en Mils Vej nedenfor Byen. Vandstanden, der veksler meget ofte og meget hur­tigt her paa Floden, var den Gang meget lav, og vi sad flere Gange fast paa Sandbanker. Det var derfor langt hen paa Eftermiddagen, da vi kom til det Sted, hvor Infanteriet skulde sættes i Land. Damperen kastede Anker midt i Strømmen, og Motorbaadene be­sørgede Infanteriet i Land.

Jeg stod med nogle Kam­merater i Forstavnen. Lige med et faar vi Øje paa noget ca. 20 Meter ret forude i Vandet, en sort Ind­retning, der dukkede op og ned i Vandskorpen. Vi var snart klare over, at det var en Mine, som her laa forankret, og som nu paa Grund af den lave Vand­stand af og til naaede op over Vandfladen. Lidt læn­gere borte saa’ vi endnu en. Vi havde kastet Anker i et heldigt Øjeblik. Hvis vi var gaaede et lille Stykke længere frem, var vi utvivlsomt løbet paa Minen og gaaet i Luften. Nu dampede vi pænt udenom den og mærkede desuden Stedet ved en Bøje.

Det blev helt mørkt, før vi naaede op til D. For ikke at blive set, blev Damperen fuldstændig blændet, saa intet Lysskær kunde trænge ud. Der var noget særegent eventyrligt ved Farten i Mørket. Jeg havde som Signalgast min Plads hos Kommandanten paa Kommandobroen.

Udfor Byen kastede vi atter Anker midt i Strømmen for at afvente et Signal fra vore land­satte Tropper.

Vi ventede længe forgæves. Engang hørte vi en halv Snes Skud i Udkanten af Byen. Saa blev alt stille igen.

Vor Fører besluttede at sende en Patrouille i Land, bestaaende af en Feldwebel og to Mand. Jeg meldte mig frivilligt. Vi blev sat i Land af en Motorbaad, og saa begyndte vi saa lydløst som muligt at kravle op ad den stejle, temmelig høje Skrænt, paa hvis Top Byen ligger. Det var ikke saa let i Mørket. Det havde regnet, og den opblødte Lerbund var glat og slibrig.

Vi naaede snart en lille Hytte, der laa paa Skraaningen, og søgte her at faa at vide, hvordan Sagerne stod. Ingen af os kunde Polsk; men vi fik da saa meget ud af deres Kaudervælsk, at der havde været Kosakker i Byen om Eftermiddagen. Om de var der endnu, vidste man ikke.
Vi tog en halvvoksen Fyr med som Vejviser, da det var meget mørkt og der mange Steder fandtes stejle Kløfter, hvor man let kunde falde ned og brække Halsen.

Vi naaede Byen uden at finde noget mistænkeligt. Men vi saa’, at vore egne netop var ved at rykke ind i Byen. De var udenfor stødt paa en Kosakpatrouille. Herfra hidrørte Skydningen, som vi havde hørt. De havde af den Grund været forsigtige. Nu var vi altsaa ovenpaa og vendte tilbage til Damperen med de Oplysninger, vi havde indhentet.

Den følgende Dag var det smukt, klart Vejr. Et Par hurtigsejlende Baade gjorde en lille Tur op ad Floden for om muligt at faa noget om Fjendens Stil­ling og Styrke at vide. Vi andre blev sat i Gang med at bygge en Bro over et lille Vandløb paa Vejen til Plock, da vi havde i Sinde at gaa længere frem. Vi fik ogsaa Broen bygget færdig, men under Arbejdet saa’ vi flere Gange fjendtlige Patrouiller liste om­kring i Nærheden. Vi trak os tilbage, mens Infante­riet besatte Broen. Vi var næppe naaede ned til Dam­peren, før det gik løs. Vagten ved Broen blev angreben og kastet tilbage. Den meldte, da den naaede ned til os, at der var 3 Eskadroner Kavalleri i Fremryk­ning. Nu fik vi travlt med at bringe vore Maskingevæ­rer op paa Skrænten for at give dem en passende Modtagelse.

Vi naaede derop. Der var ikke en le­vende Sjæl at se. Vi ventede bare et Øjeblik, saa — Bum! — Bum! kom der to Granater og slog ned tæt til venstre for os og belærte os om, at vi maatte være forsigtige. Vi søgte Dækning saa godt vi kunde, mens det russiske Artilleri stadig skød. I Begyndelsen eksploderede Projektilerne rundt omkring os, men snart fløj de højt over Hovedet paa os og faldt i Weichselen uden at volde nogen Skade.

Da vi stadig ikke saa’ nogen Fjende, fik Dampe­ren Ordre til at trække sig tilbage for ikke at blive skudt i Sænk til ingen Nytte. Vi dampede tilbage, saa vidt mulig i Dækning af den høje, stejle Flodbred. Vi naaede ogsaa lykkelig bort efter dog først at have sendt dem en lille Afskedshilsen med vore smaa Skibskanoner. Det blev en besværlig og uhyggelig Tur i Mørket, da vi hvert Øjeblik løb fast i Sandet.

Infanteriet holdt D. til den følgende Morgen og trak sig derpaa tilbage i god Orden.

Se, det var en af vore smaa Ekspeditioner. Denne gik det skævt med, men det har ikke altid været Til­fældet. Mange hjertelige Hilsener. Eders Peder