25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *