25. september 1916. På patrulje i ingenmandsland: “Pludselig blev vi anråbt på et fremmed sprog …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I samme Stilling [Vailly], den 25. September 1916.

Det er vel alle Steder saadan, at „Lediggang er Roden til alt ondt”. Saadan gik det ogsaa her, og selv Officererne syntes at kede sig.

Vi syntes ikke at kunne indse, hvilken Interesse det for Eksempel kunde være at vide, hvilket fjendtlig Regiment, der laa foran os, men Kompagniførerens Nysgerrighed var nu engang vakt, og derfor kaldte han igaar Underofficererne fra 3. Deling til sig. Han vilde have haandgribeligt Bevis paa, hvilket Regiment der laa foran os, og drøftede derfor med os Planen om, paa hvilken Maade det bedst kunde lade sig gøre. Han selv syntes, at den Sag var ganske lige til, idet vi kun havde behov at gaa over og hente en Mand, hvad enten han nu blev bragt død eller levende.

Han overlod os Underofficerer Planen til videre Overvejelse, men dog med den Betingelse, at det skulde være overstaaet inden Midnat. Med den Besked gik vi til vore Hytter for at tænke videre  over Sagen, der dog ikke syntes saa lige til , som Kompagniføreren mente. Vi udbad os frivilligt Mandskab, men ingen meldte sig. Jeg havde som den ældste Underofficer faaet lagt Sagen i min Haand, og  der var stillet mig en Avancementspost i Udsigt, og af den Grund var  jeg næsten forpligtet til at gaa med.

Efter lang Overvejelse besluttede Skorstensfejeren sig ogsaa til at gaa med, og da Sepl hørte, hvordan vi havde tænkt os Sagen grebet an, erklærede han, at det kun var „Børnemad” og vilde saa ogsaa med.

En Underofficerspost, som vi vidste laa foran 3. Delings Stilling, var udset som Offer, og uden Gevær og Livrem og med den dertil hørende tunge Last tog vi afsted. Vi var kun forsynet med hver et Par Haandgranater, min Revolver og den for Hesserne uundværlige Kniv, der sad i Støvleskaftet.

Krybende paa Hænder og Fødder, og gennemblødt af det dugvaade Græs, naaede vi omsider saa langt frem, at vi mente, enten at være naaet for langt eller ogsaa at have tabt Retningen.

Vi laa musestille og diskuterede Spørgsmaalet, da vi i det samme blev anraabt i et fremmed Sprog.

(… fortsættes kl. 20:00)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *