25. juni 1915 – Peter Østergård: “Noget nyt er her ikke”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i Frankrig.

Fredag d. 25. Jun i 1915.

Vi har nu lige siddet og spist et par huer fulde af kirsebær, så vi har fået omtrent så mange, som vi kunde spise. Kirsebærtiden er nu snart forbi, og jordbærrene er også modne, men de er så små herude i skoven, så vi næsten ikke gider plukke dem. Kirsebærrene køber vi af befolkningen, 10 pfg. pr. liter. Jeg sendte et par med i kassen forleden, mon de var gode ved ankomsten? […]

Herude i skoven bor vi i vore telte, og vi, der er fra Nordslesvig, har vort for os selv, så ligger vi ikke andre til last. Har det på en måde ganske frit, men vore sager ligger jo hulter til bulter. Idag ved regnvejr sidder vi alle herinde. I den ene ende sidder der tre og spiller kort, et par sidder og ser til, og i midten ligger et par og drøfter engenes slåning og andre landbrugsspørgsmål. Længst til højre har jeg slået mig ned, har fået fat i et stump bræt, som jeg har liggende på knæerne, og som i mangel af noget bedre er mit skrivebord. Fluerne er lidt nærgående, men myggene er dog værre. Det svulm er så stærkt op efter deres stik. Egentlig skulde vi jo arbejde ved vort hus, men lysten er kun lille, og håndværkstøj og søm og andet, som vi skal bruge, mangler vi, så det bliver ikke til meget.

Noget nyt er her ikke. Ude i øst drøner kanonerne og har gjort det det meste af natten. Det er jo nok dær, hvor det har været galt. Vi må være glade for, at vi slap for at komme derhen, for mandefaldet var stort. Af et kompagni skal der kun være kommen 4 mand og 1 underofficer tilbage.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 99-100)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *