22. maj 1917 – Flensborg Avis: “De 45-aarige ved Fronten”

Under rubrikken “Dags Nyt – Det tyske Rige” meddelte Flensborg Avis tirsdag den 22. maj 1917 blandt andet:

De 45-årige ved Fronten
Den frisindede Rigsdagsmand Dr. Müller-Meiningen har fra Krigsministeren modtaget et Reskript af 7. maj angaaende de 45-aarige.

Ifølge denne skal de 45-aarige og Folk, som er endnu ældre, naar de har været mindst 6 Maaneder i “forreste Linje”, trækkes tlibage derfra. Ved forreste Linje forstaas de Tropper, som umiddelbart deltager i Kampene. Ikke indbefattede heri er Formationerne bagved som kolonner, ogsaa Munitionskolonner, Etappetropper, Armeringstropper osv.

Hvis Folkene tror, at de med Urette holdes, hvor de er, skal de henvende sig til deres foresatte. Mange tror tilsyneladende, naar de ikke straks tages bort, at dette skyldes deres foresattes Mangel paa Omsorg. Skulde Anordningen nogle Steder ikke blive gennemført, kan Tilfældet kun prøves af Krigsministeriet, naar dette faar Navnet paa vedkommende og hans Troppeafdeling at vide.

Afløsningen af det gamle Mandskab paa denne Maade er omtrent gennemført. I Februar Maaned var der kun omtrent 1000 Mand tilbage, der ikke var afløste paa Grund af Mangel paa Erstatning; men siden den Tid er Afløsningen bleven fortsat, saa det kun kan dreje sig om faa Tilfælde, hvor den endnu ikke er gennemført.

Berlinske Børn til Danmark
Fra Berlin meldes Søndag til “Kieler Zeitung”: De første berlinske Piger vil tillige med Wilmersdorferne i Fællesskab tiltræde Rejsen til Danmark i de nærmeste Dage, hvis der ikke kommer noget i Vejen. Det drejer sig ved denne Rejse til Danmark ikke om den, som berlinske Skolebørn skulde foretage efter Tilskyndelse fra en dansk Læge. I det foreliggende Tilfælde drejer det sig om en Forholdsregel af det sociale Arbejderfælleskab i Byens østlige Del. Der udsendes fra Berlin henved 400 Skolebørn.

2 tanker om “22. maj 1917 – Flensborg Avis: “De 45-aarige ved Fronten””

  1. Betegnelsen “frisindede” om Rigsdagsmand Dr. Müller-Meiningen undrede mig.
    Via http://www.fla.de/?UNF=80 kan man se gamle udgaver af Flensborg Avis. Jeg kiggede efter, og det er rigtig nok, der står frisindede.
    Men hvad betyder det ? Og hvem var Rigsdagsmand Dr. Müller-Meiningen ?

    Oplysningen om de 45-årige står også i Hejmdal 1917-05-18, men i kort form:
    “Dagens Nyheder. Fra det tyske Rige.
    Den tyske Landstorm. Af en Skrivelse fra den preussiske Krigsminister til Rigsdagsmand Müller-Meiningen fremgaar det, at alle Landstormsmænd over 45 Aar, der har gjort Tjeneste et halvt Aar ved Kampfronten, nu vil blive trukket tilbage til anden og mindre udsat Tjeneste.”

    1. Kære Erik
      “De frisindede” var et venstreliberalt parti i Den tyske Rigsdag. Det var grundlagt som “Deutsche freisinnige Partei” i 1880’erne, men gennemgik efterfølgende en del spaltninger og sammenlægninger (lidt ligesom Venstre i Danmark), inden det få år før Verdenskrigen kom til at hedde Fortschrittliche Volkspartei (“Fremskridtspartiet”), efter 1918 gik partiet op i (blev sammenlagt med) Deutsche Demokratische Partei.

      De danske parlamentarikere i Den tyske Rigsdag og Den preussiske Landdag samarbejdede traditionelt med partier til venstre for midten pga. disses liberale indstilling til mindretalsrettigheder mm.

      Om Müller-Meiningen kan du læse her: https://de.wikipedia.org/wiki/Ernst_M%C3%BCller-Meiningen

      mvh
      René

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *