22. august 1917. Bergholt hjem på orlov

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. I begyndelsen af august 1917 fik han 16 dages orlov, men pga. orlovsspærring kom han først af sted den 22. august.

Egentlig var jeg lidt ærgerlig over udsættelsen, dog i mit stille sind trøstede jeg mig med: “Gud ved, hvad det kan være godt for.”

Og helt uret fik jeg ikke. Jeg var kun godt og vel nået hjem, da jeg i aviserne læste om svære kampe netop på mit frontafsnit. I tankerne sendte jeg mine kammerater ønsket om held og lykke; jeg vidste, at de havde brug for det.

Da jeg kom tilbage til kompagniet, kunne jeg næsten ikke kende det igen. Mere end halvdelen af mandskabet var nye folk, men en trøst var det dog, at de gamle “rotter” var i behold. Richard, Leo, Ignatz, Hannes, Seppel, Phillip og et par stykker til var atter engang gået ram forbi.

I øvrigt havde løjtnant Knutz indført den ordning, at når en mand i løbet af en 5-6 dage skulle rejse på orlov, og kompagniet stod over for at skulle rykke ud i forreste linie, så blev manden tilbage ved bagagen. Det var nemlig sket et par gange, at en mand var faldet et par dage før, han skulle rejse. Det var en ordning, vi skønnede på, og den var et bevis på løjtnantens omsorg for sit mandskab.

Når sønderjyder, der var bosiddende nord for Flensborg, skulle hjem på orlov, skulle de have attest fra amtsforstanderen derhjemme for, at de ikke var “fluchtverdächtig” (under mistanke for flugtforsøg).

Dette vidste jeg, og da tiden for min orlov nærmede sig, var jeg spændt på, om en sådan attest ville blive forlangt. Men jeg mærkede ikke til noget af den slags i 1917. Jeg antager, at forordningen ikke var nået ud til de sydtyske regimenter.

Anderledes var det, da jeg i 1918 skulle hjem på orlov, men det ordnede Hannoveraneren på sin egen fikse måde.

Da jeg mødte på skriverstuen for at få mine orlovspapirer i orden, spurgte skriveren, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede, som sandt var, at jeg skulle til Halk. Hvor ligger det, spurgte han videre, men inden jeg fik tid til at svare, brød Feldweblen ind og sagde meget bestemt: “Das liegt bei Hamburg” (Det ligger ved Hamborg). Jeg skulle selvfølgelig ikke have dette kommenteret, men jeg var klar over, at forordningen om attest fra amtsforstanderen nu også var nået ud til mit regiment.

Da jeg gik ud fra kontoret, kom Feldweblen bag efter mig, tog mig i armen og sagde: “Du kommst doch wieder, nicht?” (Du kommer da igen, ikke?) Det lovede jeg ham, hvortil han svarede: “Damit habe ich auch gerechnet” (Det regnede jeg også med).

På min “Fahrschein” (billet) kom der til at stå: Von Sedan über Koln-Bremen-Hamburg nach Halk. Jeg var unægtelig lidt spændt på, hvordan det ville gå, når jeg nåede nord for Hamborg; men til trods for, at jeg på denne strækning blev kontrolleret flere gange af feltpolitiet, var der ingen, der havde noget at indvende. – Men tilbage til 1917.

Min orlov udløb den 9. september, og da jeg er født den 3. september, kunne jeg fejre min 21-års fødselsdag derhjemme. Året før, da jeg fyldte 20 år, glemte jeg dagen. Det gik først op for mig et par dage efter, da jeg fik post hjemmefra.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *