21. marts 1918. Offensiven: “Hele deres forreste linie blev jævnet med jorden”

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464. Efter kampe ved Somme og Arras lå han ved St. Quentin. Men i foråret 1918 skulle hans regiment deltage i den tyske offensiv.

Man havde udset vort regiment, infanteri-regiment 464, til at være med i den store offensiv i foråret 1918. Af denne grund blev vi taget ud af fronten og kom i gode kvarterer i nogle landsbyer længere  tilbage.

Her var hver dag præget af eksercits, feltøvelser, lange marchture og  andet, og det øgede i den grad appetitten, at de fleste spiste  deres brødration i samme øjeblik, de modtog den. Så havde de naturligvis ikke noget til næste dags morgen, dersom de da ikke modtog lidt hjemmefra. Jeg holdt nu altid på, at man skulle rationere sig selv og holde hus med det, man modtog.

Vort ophold i hvilekvartererne fik dog en ende. Man oplyste os ikke om, hvilke opgaver der ventede på os; men det gik atter frem til byen  St. Quentin, og den 21. marts 1918 klokken fire om morgenen tog det tyske artilleri fat. De lod granaterne fra utallige kanoner hamre ind i englændernes stillinger.

Det var uhyggeligt at ligge ude i forreste linie og høre granaterne hyle hen over hovederne på os og se dem eksplodere ovre i  englændernes stillinger. Hele deres forreste linie blev jævnet med jorden, og de soldater, der kunne, trak sig tilbage bag en jernbanedæmning.

Klokken ni gik vi frem, og en del af englænderne kom straks i fangenskab. Der var dog to artilleriofficerer, der ikke ville standse kamphandlingen. — De forsvarede sig endnu, da vi så at sige var helt  inde på dem, og det kostede en del af mine kammerater livet; bl. a. faldt også vor kompagnifører. Officererne blev dog overmandet, og vor fremrykning fortsattes.

Længere fremme satte betjeningsmandskabet ved en engelsk telefoncentral sig til modværge; men det kostede dem livet.

Et andet sted lå der to englændere, der var blev såret. Jeg fik lige tid til at række dem deres feltflasker, så de i hvert fald kunne slukke tørsten. De spurgte, om der ikke fandtes en læge i nærheden, så de kunne blive tilset. De var begge såret i ryggen, men havde dog fået gode forbindinger om deres sår.

Og videre gik det. Sammen med nogle af mine kammerater blev jeg beordret til at slæbe ammunition frem til vore maskingeværer. Det var en meget farlig bestilling, for englænderne beskød hele tiden  terrænet med deres maskingeværer; men jeg var heldig.

Efterhånden kom vi ind i de gamle stillinger og skyttegravsanlæg fra Sommeslaget i 1915; men da vi havde passeret dem, ebbede offensiven efterhånden ud, og vi nåede nok ikke det, hærledelsen havde sat sig som mål.

DSK-årbøger 1961

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *