20. september 1917. Verdun: Ud i natten for at bjærge Løjtnant Knutz’ lig

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Den 19. september 1917 faldt den afholdt løjtnant Knutz på vej ud til forreste linje. Hans lig kunne ikke bjærges – i første omgang.

I løbet af dagen fik vi sovet lidt, og nerverne kom atter i ro. Vi var alle enige om, at løjtnant Knutz skulle bjerges, koste hvad det ville. Den ”Lange” skulle ikke som så mange andre, ligge og rådne op i et granathul, det stod fast. Alle var klar over, at det kunne komme til at koste dyrt, men risikoen blev slet ikke omtalt.

Da det blev aften, meldte hele delingen sig frivilligt til eftersøgningen, undtagen ordonnansen. Fire mand – to hold – blev udtaget og begav sig ud på den farlige færd.

Men der var én ting mere, der nødvendigvis skulle gøres. Kompagnichefen var faldet, og melding herom skulle tilgå løjtnanten ved første deling, så han kunne overtage ledelsen af kompagniet ind til videre. Ordonnansen, som var den nærmeste til at gå med meldingen sammen med en anden, nægtede pure at gå. Han undskyldte sig med, at han havde kone og børn derhjemme i Hamborg, og Feldweblen ved anden deling, der var en godmodig mand, trængte ikke yderligere ind på ham. Det var synligt for alle, at manden var fuldstændig slået ud efter den sidste nats hændelser.

Men meldingen skulle jo frem, så Feldweblen henvendte sig til mig, om jeg ikke havde et par mand, der ville og kunne påtage sig hvervet. Nu var det ikke så lige til at udpege nogen til en sådan ”Himmelfahrtskommando”, – det blev en opgave kaldt, hvor chancerne for at komme helskindet fra det, var meget, meget små. – Vi vidste, at opholdsrummet med første deling skulle findes en 5-600 meter til højre for os, så man skulle synes, at det ikke var så svært. Man skal dog huske på, at terrænet var ganske ukendt og udelukkende bestod af granathuller, og i et af disse fandtes indgangen til opholdsrummet. Dertil kom, at vi højst var 150 meter fra fjenden, at granaterne til tider faldt tæt, og at der med korte mellemrum blev opsendt lysraketter, der gjorde nat til dag.

Det var ikke en gå-tur, men en kravle-tur på 5-6 hundrede meter med ophold hver gang en raket gik til vejrs, og når granaterne faldt alt for tæt. Man skulle passe på at holde retningen, nok lå der med mellemrum to og to mand fra infanteriet i granathullerne; men var uheldet ude, og man kravlede igennem denne kæde, kunne man risikere at få en kugle bagfra af ens egne. Man kunne ikke tale almindeligt, kun hviske; den mindste bevægelse, der blev observeret, affødte straks en maskingeværsalve, hvis ikke andet og værre. Kort sagt, der var mange ting, der skulle tages i betragtning, hvis en sådan tur skulle gennemføres med held.

Det var ikke en tur for nybegyndere, så jeg valgte at gå selv. De, der kunne komme i betragtning, var gået ud for at søge efter løjtnant Knutz. Resten var helt nye folk og aldeles uden erfaring. At sende dem var omtrent det samme som at udtale en dødsdom over dem, og dertil havde jeg ikke mod.

Som ledsager var det noget andet, og der meldte sig da også straks én, der ville gå med. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det ikke var en skovtur, vi skulle ud på, men han svarede, som ret var: ”Wenn Du deinen Kopf hinhalten kannst, dann kann ich es wohl auch” (Hvis du vil vove pelsen, kan jeg vel også). Han sagde dette roligt og stille, så jeg var temmelig sikker på, at manden kunne bruges. Jeg instruerede ham om, at det eneste han havde at iagttage, var at gøre det samme, som jeg gjorde, og at det skulle være omgående uden et sekunds betænkning. Hvis fjenden eller vore egne tændte en ”lampe”, gjaldt det om at ligge aldeles roligt uden at røre et lem og med ansigtet ned i jorden. Den mindste bevægelse kunne nemt komme til at koste os livet. Det eneste, der skulle tages med, var gasmaske og pistol, og denne skulle bæres i brystlommen, hvor man nemmest kunne få fat på den i liggende stilling uden at bevæge sig alt for meget.

De nødvendige instrukser var nu givet og et heldigt udfald måtte så overlades til heldet og skæbnen. Med et ”Hals und Beinbruch” fra kammeraterne, startede vi.

Så snart vi var kommet ud i det fri, krøb vi ned i det første det bedste granathul for at foretage enforeløbig orientering. Frontens forløb skulle fastslås så nogenlunde, og det kunne kun gøres ved at iagttage lysraketterne et lille stykke tid. Forpostkæden gik jo ikke efter en streg, men var i høj grad betinget af terrænforholdene. Jeg forklarede min ledsager, hvad han skulle bide mærke i, så vi atter kunne finde tilbage til vort udgangspunkt.

Vi valgte at kravle skråt fremefter i den retning, hvor første deling formodedes at være. Hvis vi var heldige, skulle vi så efter at have tilbagelagt små hundrede meter støde på forpostkæden. Det farlige var, at hvis vi kravlede igennem denne kæde, så var vore chancer for et heldigt resultat ikke ret store, tværtimod.

Jeg var klar over den risiko, vi løb, men havde med fuldt overlæg valgt at komme i forbindelse med forposterne. Ved at følge kæden ud til højre var der stor chance for, at vi før eller senere ville træffe en mand, der omtrent vidste, hvor MG-delingen lå. Men jeg vidste også, at havde vi først forbindelse med forposterne, var vi kun ca. 50 meter fra fjendens forpostkæde, og den yderste forsigtighed var påkrævet.

Natten var stjerneklar, men uden måne. Det blæste lidt, men over imod fjenden, så der var ingen fare for gasgranater.

Vi var sådan set heldige, idet vi, efter at den beregnede afstand var tilbagelagt, ”ramlede” på den første forpost. Der var kun én mand i granathullet – men han var død, og hans makker var væk.

Det var en streg i regningen. Det svageste – eller vi må hellere sige det farligste – punkt i hele min plan var at træffe den første forpost. Det lykkedes, men som sagt, han var desværre død.

Hvad var der sket? En granat fra artilleriet var usandsynlig, dertil var vi for tæt inde på fjenden. Det kunne være riffelskud, men at de begge to skulle være sat ud af spillet herved, passede heller ikke rigtigt ind i billedet. Makkeren til den døde var sikkert blevet lettere såret, så han havde kunnet klare sig selv tilbage. Det eneste jeg kunne tænke mig var, at en håndgranat var blevet kastet ned til dem. Da manden endnu ikke var kold, kunne dette ikke være sket for ret længe siden.

Vi måtte regne med, at naboposten var på tæerne efter denne affære, og at nærme sig den fra en forkert vinkel ville være yderst farligt. Vi foretrak at blive liggende i hullet for at se, om vi ikke kunne lokalisere posten på en eller anden måde. Jeg regnede med, at folkene dér med mellemrum ville affyre en lysraket for at se, om der var flere fjender ude i ingenmandsland, der havde ondt i sinde, og det slog til.

Det var godt, at vi ikke var kravlet videre. Da ”lampen” gik op, viste det sig, at den næste post lå et par meter længere tilbage. Havde vi fortsat, ville vi temmelig sikkert være kommet foran denne post, og det havde jo ikke været så godt. Nu gik det hele let; vi kravlede lidt tilbage og nåede posten bagfra.

De var, som jeg havde tænkt mig, klar over, at deres nabopost var sat ud af spillet. Den ene hviskede lakonisk: ”Handgranate, der Werfer wirft nicht mehr, er liegt 20 Meter von hier” (Håndgranat, ham der kastede er færdig. Han ligger 20 meter herfra). Derimod kunne de ikke oplyse os om, hvor delingen lå. Det havde jeg sådan set heller ikke ventet, for vi var ikke nået langt nok til højre endnu; men vi f ik forpostkædens forløb forklaret, og det var en god hjælp.

Med uendelig forsigtighed og med kortere og længere ophold, afpasset efter lysraketternes tæthed, arbejdede vi os fra post til post, og endelig traf vi én, der vidste, at MG-delingen lå ca. 50 meter borte, men lidt længere tilbage.

Atter forandrede vi retning og undersøgte nu ethvert større granathul. Endelig fandt vi frem til det rigtige, hvor indgangen til opholdsrummet var. Det viste sig, at kravleturen havde taget os ca. to timer. Den sørgelige melding blev afleveret, og vi begav os på hjemvejen. Denne gang foretrak vi at gå en anden vej, nemlig 100 meter ned ad skråningen, hvor vi kunne tillade os at gå nogenlunde oprejst, og i løbet af en lille halv time var vi tilbage i vor ”hule”. H v o r mange gange vi i disse 2V2 time havde stået på hovedet i granathullerne, ved jeg ikke, men jeg antager, at én gang for hvert minut, vi var undervejs, ikke slår til .

Feldweblen var glad for, at meldingen var nået frem. Han havde ikke ventet os tilbage så hurtigt

og ville vide, hvordan vi havde fundet vej. Jeg forklarede ham vor forud lagte plan, som han kommenterede med tre ord: ”Gefährlig, aber effektiv” (Farlig, men effektiv).

Min ledsager havde klaret turen til ug, og det blev ikke sidste gang, han frivilligt gik ”tur” med mig.

Et stykke t i d efter vor hjemkomst kom også de fire mand, der havde søgt efter løjtnant Knutz, til bage, men de havde ikke fundet ham. De var også sluppet uskadt, men den ene havde fået sin spiseske ødelagt. Han havde haft den i frakkelommen, og en granatsplint havde krøllet den sammen. Bortset fra en iturevet jakke og en blå plet på låret var der ikke sket noget.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *