Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i RIR84. Han blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale, men bad efter nogle måneder om at komme tættere på sin hjemstavn.
Det var med en vis vemod, jeg tog afsked med mine venner i Halle a/S, hvor jeg havde ligget på lazarettet i frimurerlogen »Zu den drei Degen« i mere end to måneder. Efter ansøgning om at blive flyttet noget nærmere hjem, blev jeg indlagt på marinelazarettet i Kiel.
Forholdene var her i mange henseender betydeligt bedre end i Halle. Forplejningen var god. Vi var kun otte mand på hver stue, og der var ro både dag og nat, noget, det tit skortede på i logen, hvor vi lå 150 mand i en sal. Men jeg savnede alligevel det civile islæt. Jeg savnede damerne, som kom og læste for os og underholdt os på forskellig måde. Folk, der kom og gik, og som vi kunne samtale med.
De fleste patienter her var fra flåden, udmærkede og hjælpsomme kammerater. Sømænd, som havde sejlet på de syv have, som kunne fortælle og spinde en ende. Der lå en i sengen ved siden af mig et stykke tid. Han havde under et ophold i Kina fået dysenteri, og det var gået ham på nerverne. Han ville helst snakke døgnet rundt, og om natten gav han ingen fred, før han fik vækket et par mand, der skulle høre på ham. Da han var uhelbredelig, blev han hjemsendt.
Min sidemand var ellers Bernhardt Mess, en stout bondeknøs fra det østlige Holsten og et sjældent nobelt menneske. Han havde tjent ved garden i Berlin, da krigen brød ud, og havde været med på næsten alle Europas slagmarker, lige til han i Frankrig fik en kugle gennem hovedet. Den var gået fra siden hen under begge øjne, og den tog synet.
Her på lazarettet traf jeg efterhånden mange af mine gamle kammerater fra 2. kompagni, Res. Infanteri Regiment 84. Kort efter at jeg var blevet såret den 6. juni 1916, var regimentet sat ind i de store slag ved Somme og var næsten blevet helt oprevet. Jeg traf også her min gode ven, løjtnant Brun, en skolelærer fra Kiel, med hvem jeg havde været »dus«. Han sørgede for, at der somme tider kom noget lækkert op til os to blinde fra officerskøkkenet. En dag fik vi således hver en stegt vildand med tilbehør.
Underofficer Koch traf jeg også. Det var ham, jeg før har fortalt om fra Gisseler-højen. Vi stod og talte sammen i skyttegraven, da et sprængstykke slog gennem hans ene håndled. »Jeg skal nok sørge for, at det sår ikke heles, så længe krigen varer«, betroede han mig.
Bernhardt Mess og jeg gik hver dag tur på korridoren, men den var også henved 100 meter lang, så vi kunne nok få benene rørt.
På øjenafdelingen, hvor vi hørte til, kom der til en hel del rekrutter til undersøgelse, rørt af en underofficer eller en sergent, som i regelen hersede med de unge drenge og skældte ud. En dag kom en med en afdeling og stillede dem op på korridoren. Han var nu særlig grovmundet og gik frem og tilbage, mens han skældte ud.
Bernhardt og jeg gik som sædvanlig arm i arm med vor stok i hånden. »Pas på«, sagde jeg til Bernhardt, »den skryder skal jeg nok ordne!« –
Og idet han for forbi os, stak jeg ligesom tilfældigt stokken ud, og minsandten, om han ikke fik den mellem benene og faldt, så lang han var. Han for op og skældte voldsomt ud, men vi kiggede bare uforstående på ham, måske med et lille smil.
Det hændte, at der kom kunstnere på lazarettet, som sang eller opførte små morsomme stykker. En aften fortalte en ældre, ikke så lidt hysterisk dame os om hendes hjemrejse fra Amerika under krigen. Hun havde, efter eget udsagn, omtrent været midtpunktet for alle medrejsendes chikane, hån og mistanke, og på vejen gennem Danmark var hun blevet fulgt af skumle og fjendske blikke. Jo, hun havde rigtignok været martyr for fædrelandets retfærdige sag.
Ikke mindre højttravende var et dilettantstykke, som nogle ungdommelige kræfter havde indbudt os til at overvære. Stykket hed »Pioner Klinke«, og det fortalte om en tapper prøjsisk soldat, som sprængte palisaderne ved Dybbøl i luften og selv røg med ved samme lejlighed.
Det hændte også, at vi blev budt på mere lødig underholdning. Således overværede jeg en aften opførelsen af »Tannhäuser«, og en anden gang en smuk sangkoncert.
Et par gange har jeg også været indbudt i private kredse. En overgang var der en del russiske krigsfanger på lazarettet. En af dem havde en balalajka. Den manglede bare de fleste strenge. Vi splejsede sammen på vor stue og købte nye strenge, og til gengæld fik vi så russisk balalajkamusik.