20. oktober 1915. Jyllandsposten: Desertører og flygtede russere

Russerne der landede på Ærø.
Om de sex Russere, der kom i Land paa Ærø efter at være undslupne fra tysk Fangenskab, skrives der fra Marstal til “Fyns Tid.”: De sex russiske Flygtninge landede ved Lebymark i Dagningen. De gav sig paa Vandring ind over Øen, og da de kom forbi Gaardejer Rs Hansens Gaard i Bregninge, blev de budt indenfor, kom i tørt Tøj og fik en Kop Kaffe at varme sig paa.
Rs Hansens Søn, der kan tale lidt Tysk, forklarede dem ved Hjælp af et Kort lidt om Situationen paa Fronterne hvad der interesserede dem stærkt.
De var flinke og livlige, intelligente unge Mennesker og øjensynlig meget glade for at være slupne ud af Fangenskabet. De var bleven taget til Fange for et Aar siden ved Przmysl. I begyndelsen havde de været i en Fangelejr i Østerrig, men i Juli kom de på Landarbejde i Lysabild paa Als. Herfra var de undvegne Natten mellem Lørdag og Søndag ved at knuse et Vindue. Søndagen over havde de holdt sig skjult. Søndag Aften fandt de en gammel utæt Baad. De tætnede den saa godt de kunde, ved at holde deres Klædningstykker i Hullet, men under hele Overfarten til Ærø havde maattet øse Baaden med deres Kasketter, og de var drivvaade og forkomne da de nagede i Land.
De fortalte, at de havde mest levet af Kartofler i Tyskland. Brød havde de næsten ikke faaet noget af.
Efter at de havde faaet et godt Maaltid mad, kørte Rs Hansen dem til Marstal. Her er de foreløbig anbragt i Karantæne. Når Karantænetiden er overstaaet, vil de over Kjøbenhavn blive hjemsendt til Rusland.

Syd for Grænsen
Det gaar haardt paa med Indkaldelserne.
Dersom man overalt i Tyskland ved Indkaldelserne gaar lige saa skarpt frem som i Nordslesvig, maa et meget højt Procenttal af dem, der nu tages til Krigstjeneste – rent fysisk set – siges at være et meget ringe Soldatermateriale. En Mængde af de Indkaldte lider af udprægede Hjertefejl, svære Brokskader og Lign.
Folk som tidligere har været vraget 8-10 gange, tages nu rask væk, skriver “Ribe Stiftstidende”.
Medens en Del af de Indkaldte der, for nogle dage siden, skulle møde i Haderslev, stod opstillede paa Øvelsespladsen, besvimede flere af dem, og under Marchen til Banegaarden faldt en død om, ramt af et
Hjerteslag.
Disse Tropper faar nu almindeligvis en Uddannelse i 4-6 Uger og sendes derpaa ud til Fronterne.
Man maa indrømme, at det er uanede tunge Ofre, Befolkningen bringer paa Krigens Alter.

Flugten fra Rædslerne.
For Landretten i Flensborg behandledes forleden ikke mindre end 75 sager angaaende Faneflugt eller forsøg paa at unddrage sig Værnepligten.
Den 19-aarige Tjenestekarl N. Jørgensen af Grarup idømtes 9 Maaneders Fængsel. Han angav som Grund til sit Flugtforsøg, at Soldater, der kom hjem paa Orlov, fortalte saa meget Rædselsfuldt fra Krigsskuepladserne.
Den 23-aarige Nis Jepsen af Varnæs, der var kasseret paa Sessionen, men vidste, at han skulle paa Sessionen igen, havde gjort Forsøg paa at slippe over Grænsen. I Retten paastod han, at han daarligt kunne læse og ikke forstod Tysk, hvilket Statsadvokaten betegnede som forstillelse. Han idømtes 10 Maaneders Fængsel.
Endelig blev Frk. Margrethe Wind af Faarhus i Agerskov Sogn idømt 4 Maaneders Fængsel for at have ledsaget sin Svoger, Gaardejer Stenbæk, der var hjemme paa Orlov, til Grænsen, som det lykkedes ham at komme over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *