19. oktober 1917. Claus Eskildsen i Vauquois: “Det er en ejendommelig Krig, der føres her”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Inde i bjerget Vauquois sprænges der med dynamit, og det forgår i overensstemmelse med franskmændene.

Det er en ejendommelig Krig, der føres her. Hen over Bjergkammen har man sprængt to Skyttegrave i Klippen, men de optages kun af et Par enlige Poster, som her oppe fra kigger ned til Franskmændenes, 50 Meter længere nede.

Resten af Regimentet ligger inde i Bjerget. Hele Kampen foregaar ved gensidige Sprængninger.

Under vore Nisseboliger arbejder Pionererne Dag og Nat, driver Gangene frem, lader dem med Dynamit og sprænger dem derefter, saa hele Vauquois ryster.

Det lyder meget uhyggeligt, men er slet ikke saa farligt. Vore Forgængere har under Tavsheds Segl givet os Recepten den Dag, vi kom her.

Der hersker en stille Overenskomst mellem Franskmænd og Tyskere, at der kun maa sprænges hver anden eller tredje Dag og altid kun om ved Klokken 6 Morgen.

Saa trækkes alt levende ud af Farezonen, og naar Sprængningen er overstaaet, sendes der en stor Melding om en vellykket egen eller en mislykket fjendtlig Sprængning op til de overordnede Stabe!

Vi holdt nøje Aftalen og gav den videre til vore Efterfølgere. Men Eksemplet fra Underverdenen smitter i Lysets Rige. Deroppe bytter tyske og franske Poster Aviser og Rygevarer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 191-192

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *