Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Maj blev regimentet trukket ud af stillingen ved Lens og kom i hvilestilling i Belgien.
Er det en Drøm? — Er vi efter Dødens Rædsel vaagnet i de saliges Land? — Vi gnider Øjnene, vi kniber os i Armen. Det er skøn Virkelighed.
Her høres intet Skud, her ses ingen Flyver, Natten er ikke oplyst af Kanonglimt og Lysraketter, Markerne er ikke oppløjet af Granater, alle Husene er hele. Vi ligger i Selzaete, 20 Kilometer Nord for Gent, Grænsebyen ind mod Holland! Vi spadserer ud til Pigtraadshegnet, der skiller det belgiske Flandern fra det lykkelige, lille, fredelige Holland.
Vi kan for den Sags Skyld godt indbilde os, at vi er havnet i Holland, saa nøje svarer alt til de Forestillinger, vi fra Skolen har om dette Land. Her er Kanalerne og Digerne, de grønne Græsmarker og det sortbrogede Kvæg, her hersker hollandsk Renlighed og Venlighed, her løber alle i Træsko. Vi beundrer de unge Piger, der skrubber Fortove, Rendestene og Husfacader. Vi holder Snak med unge og gamle og forstaar rigtig godt deres flamske Sprog og de vort Plattysk.
Og alt dette midt i den dejligste Foraarstid! Lysblinde kom de dødtrætte Stakler ud af evig-mørke Jords huler og stinkende Krudtskyer; men et Par smukke Foraarsdage i det velsignede Flandern giver dem hurtigt Livskraft og Livsmod tilbage.
Vi har saa tit tvivlende lyttet, naar Deltagerne i Fremmarchen i August 1914 begejstret skildrede Belgien som det rigeste og smukkeste Land paa Jorden. Nu ser vi selv, at det ikke var Overdrivelse. Flandern er en Edens Have.