Senest ændret den 7. januar 2015 12:26
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Den 17. december lå han ved Lassigny. Her skrev han dagen efter til sine forældre om et fransk angreb natten forinden.
Lassigny den 18. december 1914
Kære forældre!
Jeg bør skrive til jer lidt oftere, end jeg gør, for I er vel lidt urolige en gang imellem. Det skal I imidlertid ikke være, for jeg passer godt på, og så er det ved et rent tilfælde, at der kan passere noget. I kan nok tænke jer, at nar der kun såres en eneste mand ved et tre timers bombardement, så er det hele ikke så farligt, og nu har vi endda siden den tid fået bombefri dækninger, hvor vi er fuldstændig sikre.
I de sidste nætter har vi haft større fægtninger lige til højre for os ved Roie. Det er helt mærkeligt at overvære en sådan fægtning, og det lader sig hverken fortælle eller beskrive. Jeg var på lyttepatrulje om natten; og da mærkede jeg, som var der noget i luften. Hundene gøede voldsomt i landsbyen bag den franske skyttegrav, og det plejer de da ikke kl. 2 om natten, og desuden blev der givet de forunderligste lyssignaler. Kl. 6 blev jeg revet ud af søvnen ved en forfærdelig alarm.
Vagtposten råbte os til geværerne. Da jeg kom op, lå hele himlen om os, men navnlig ad Roie til, i et lyshav af de uafladelige kanonlys. Der var små kanoner og store, geværknitter og maskingeværer, og der rullede et tyvefoldigt ekko fra de store skove rundt om, det var et mægtigt skuespil; med minutters mellemrum steg lyskugler til vejrs, som kastede et blændende blåt lys i miles omkreds; da gjaldt det at se ud, om der var noget at øjne – alt i ro – endnu; vi står i andeløs forventning; der er ikke skydeskår nok; jeg søger til højre og til venstre; famler frem i den mørke grav, overalt er der optaget, og jeg vender tilbage. Er de der ikke endnu? Det begynder til venstre for os; lyskugler stiger op; det er som en underlig eventyrverden; en uendelig spænding lader minutterne slide frem. Bum-ratsch! der har vi den første granat – lige hen over vort brystværn; vi synker i knæ bag ved det; en til; dækning – bliver der kommanderet, og vi er ikke sene til at lystre. Nu må de komme – nu må de komme, og der er ikke længere imellem os end over til H.C. Clausens. Et par granater endnu; det synes at kulminere til højre for os; til venstre er ilden forstummet. Dagen kommer listende. Lyskugler går sjældnere op – hvad? hører jeg ret? Kanontordenen bliver svagere – virkelig! Vi retter os op.
Angrebet er afslået, siger vor Feltwebel, som står i døren til den bombefri dækning. Nu kommer der af og til et skrald – en enlig geværkugle suser ophidset forbi, ganske vild på det.
Så er det dag, og man kan se, å, hvor er lyset os dog en god ven! Faren er ovre – hvad var der nyt? spørger vi hinanden; alle må de ryste pa hovedet, og vi får det vel aldrig opklaret.
Ja, sådan omtrent er nattefægtning. Franskmændene stormer gang på gang Roie. Lykkes det dem at bryde igennem der, så skulde det undre mig, om ikke vi blev afskåret fra et tilbagetog. Men det lykkes dem vel ikke.
Mange tak for brevet, som jeg har fået. Jeg har også fået 5 pakker med alt muligt godt i, og jeg siger tak for det hele.
Jeres hengivne søn Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen (udg.): Krestens breve og dagbøger