17. april 1917 – Ribe Stiftstidende: hesteopkøb i Jylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De tyske hesteopkøb – dispensation for yderligere 1500 heste

Fra Skive skrives lørdag til Aarhus Amtstidende: Den tyske Hesteopkøber-kommission har i dag foretaget opkøb i Skive. I gaar var Kommissionen i Struer, og her modtog statskonsulent Jensen hen paa eftermiddagen telegram fra regeringen om, at der kun maatte udføres 207 heste, da man dermed vilde være naaet op paa det antal, som maa eksporteres efter de trufne bestemmelser. Til alt held fik  konsulenten dog udvirket tilladelse til, at der maatte udføres 224 heste, som den tyske Opkøberkommission ønskede at købe. Rygtet om ministeriets telegram var naaet til Skive i morges, og man frygtede, at opkøbet her ikke skulde blive til noget. Imidlertid mødte saavel opkøbere som konsulent, og opkøbet gik sin vante gang. Der var fremstillet 250 heste, hvoraf 180 blev solgt. Naar opkøbet her blev til noget, er grunden den, at det lykkedes opkøberne i forening med statskonsulent Jensen at faa dispensation fra bestemmelserne om hesteudførslen, saaledes at der kan udføres 1500 heste udover det først bestemte antal. Som følge heraf vil opkøbene sikkert blive fortsat turen rundt. Prisen her i dag var 1550 kr. pr. stk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *