Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.
Vi blev omsider trukket ud af fronten ved Arras og blev indsat ved St. Quentin. Byen lå i frontlinien. Den var slet medtaget, mange huse skudt i grus.
Jeg var sådan set ikke ked af frontafsnittet her, for her fandtes dog nogenlunde skyttegrave, og dækninger var der også; men da der indtrådte en regnperiode, blev graven hurtigt et søle og næsten ufremkommelig. Vandet silede ned ad brystværn og rygdækning, og den opblødte jord fulgte med. Ofte var pløret i bunden af graven op til 40 cm dybt. Vi måtte dag og nat skovle pløret ud. Englænderne, der lå over for os, var flinke. De forstyrrede os ikke. De var nemlig ude for dén samme ubehagelighed og fulgte vort eksempel. Vi forstyrrede naturligvis heller ikke dem …
Det skete dog under en skudveksling, at en af mine kammerater blev ramt af en geværkugle i halepartiet. Vi syntes, han var meget heldig, for han kunne nu forlade den opblødte skyttegrav, og han kunne regne med at blive indlagt på et lazaret i Tyskland, ja, han kunne oven i købet engang komme hjem på orlov.
Men hos os gik granaterne vedblivende hen over vore hoveder, om
natten steg og sank lyskuglerne i et broget fyrværkeri, geværer affyredes, og maskingeværerne knaldede. Og så måtte vi om natten tilbage for at hente proviant. Feltkøkkenet stod inde i St. Quentin, og vi havde en lang og streng og farlig vej at gå. Maden blev naturligvis kold, inden vi nåede ud i skyttegraven med den.
Der var dog et gode ved stillingen her. Vi havde, så utroligt det lyder, elektrisk lys i vor understand. Det havde jeg aldrig oplevet.