16. marts 1916. Udsmugling af Levnedsmidler fra Danmark

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Gensyn i Felten.
Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har uventet truffet hinanden nede i Elsas ved Hartmannsweilerkopf.

Dekorerede.
Peter Faborg, en Søn af Kaadner Ebbe Faborg i Løjtkirkeby, der siden Efteraaret 1914 har været med ved Vestfronten, og Asmus Iversen, Søn af Landmand Chr. Iversen i Tumbøl ved Felsted, der har været med i Kampen i Champagne og for Tiden ligger paa et Feltlasaret, har faaet tildelt Jernkorset.

Dagens Nyheder.

Udsmuglingen af Levnedsmidler fra Danmark.

Toldvæsnet i Gedser har i lang Tid kæmpet mod det Uvæsen, at Rejsende, som var paa Vej til Tyskland, forsøgte at udsmugle smaa Pakker med Levnedsmidler.

Til at begynde med nøjedes man med at konfiskere Pakkerne, men da Uvæsenet i den sidste Maanedstid har grebet om sig i følelig Grad, er man paa Foranledning af Statspolitiet gaaet over til at anvende en mere haardhændet Fremgangsmaade overfor disse Smuglerier, saaledes at de rejsende, der nu gribes, bliver idømt Bøder paa 50-100 Kroner.

De første Dage, denne Ordning virkede, var det et stort Antal Rejsende, der maatte vedtage Bøderne, men Rygtet om den nye Forholdsregel har hurtigt bredt sig, og der spores nu en kendelig Aftagen i Smuglerierne.

Fra Provinsen.

Kødkort. Efter hvad “Kølnische Zeitung” erfarer paa velunderrettet Sted, er Indførelsen af Kødkort umiddelbart forestaaende.

Smør paa Brødkort. (Dv.) I Haderslev kan der hver Torsdag Eftermiddag fra Kl. 2½ faas Smør i Butikken Jomfrustien Nr. 3, men kun naar man fremviser Brødkort. Paa 4 Brødkort faas 1 Pund Smør; det vil altså vel sige, at hver person kun maa bruge et Fjerdingpund Smør ugentligt.
Denne Ordning gælder ikke de øvrige Forhandlere af Smør i Haderslev, for saa vidt de har Smør til Salg, og det kan det vel ofte knibe med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *