16. december 1914. Hemming Skov: Et uvant syn: En ung pige!

Senest ændret den 7. januar 2015 12:25

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Kl. 12 Nat blev vi afløst og kom i Kvarter, hvor vi trods Dagens Rædsler dog fik lidt Søvn. Den følgende Dag foretoges Stormangreb, og vi blev purret ud af vort Kvar­ter for at dirigere en Fangekolonne tilbage. Derefter blev vi beordret frem. Der frygtedes Modangreb fra russisk Side. Dette blev ikke Tilfældet; men vi fik „Fornøjelsen” for Alvor at komme i russisk Artillerild.

Den 16. Dec. fik vi den sørgelige Opgave at rydde op paa Slagmarken, Vi gik frem som i Skyttekæde-Formation og afsøgte det blodige Terræn. Alt blev samlet sammen, saavel vore som Russernes efterladte Sager. Store Dynger russiske Gevæ­rer blev lagt paa Vejene. Efterladenskaber fra døde og saarede blev samlet. Hvert Hus, hvad enten det var sluppet igennem Skærsilden eller det var i Ruiner, blev afsøgt.

Jeg mindes, vi kom ind et Sted, hvor vi traf en ung Pige, — under vore Forhold en Usædvanlighed. Med Hensyn til at møde et Eksemplar af det andet Køn var vi grundigt afvænnet. Pigen kunde Tysk, og vi for­stod, at hun lige var vendt tilbage til sit Hjem. Huset var delvis ødelagt af Artilleribeskydningen, og Møbler var knust eller gennemhullet af Geværprojektiler. Og her midt i al Krigens Elendighed gik denne unge Pige ganske alene og græd. Vi ynkedes over hende samtidig med, at vi fandt Tilfredsstillelse i Visheden om, at vore kære derhjemme var forskaanet for denne ensomme, fremmede Piges Kvaler her midt i Krigens Elendighed.

Vi drog vi­dere. I de russiske Skyttegrave var der meget at samle sammen, ogsaa faldne, der skulde begraves.

Efterhaanden havde Russerne sat sig til Modværge igen, og en ny Skyttegrav maatte kastes. Under daglige, store Ofre af Menneskeliv og Menneskevelfærd fortsattes de tilsyneladende endeløse Angreb paa de russiske Linier. Men vi blev denne Gang trukket tilbage, I. Batl. stod til Oberstens Raadighed og skulde foreløbig staa i Reserve.

Vi laa en Tid lang ude i lidt Halm. I Nærheden observere­des nogle Bistader, som omgaaende blev overfaldet af en Flok sultne Soldater. Men i Haandgemænget med Bierne var vi ved at blive de smaa. Plyndringen foraarsagede mangen opsvulmet Haand, og flere maatte bagefter løbe rundt med tykke Læber og kunde i et Par Dage hverken tale eller spise, ogsaa jeg. „Angrebet” kulminerede, da vi maatte bære en afmægtig Kammerat til Lægen. Han hav­de vist faaet Bistik i Maven, og han endte paa Feltlazarettet, men kom dog tilbage igen efter otte Dages Forløb.

Bagefter kom Revisionen, og Kogekarret maatte tømmes for det farlige Lækkeri. Vi havde nemlig ogsaa sikret os lidt til Dagen i Morgen.

For Natten fik vi Kvarter an­vist i en Lade, hvor tre Kompagnier laa sammenstuvet i højeste Alarmberedskab. Til Kampens Larm forude slum­rede vi omsider ind.

Polske flygtninge
Polske flygtninge

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *