15. maj 1915. Jes Kær narrer kommuneforstanderen

Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark.

For nu at komme ned til Grænsen skulde vi have et Grænspas; dette blev ogsaa brugt, naar vi skulde til Flensborg.

Lørdag Formiddag skulde jeg have Passet, som skulde udstedes hos Kommuneforstanderen og stemples hos Amtsforstanderen.

Kommuneforstanderen var en meget ivrig Tysker. Før var han dansk, blev saa Kommuneforstander, og efter Genforeningen vilde han igen slutte op i Danskernes Rækker.

Han var jo den første, jeg skulde ind til, og alt skulde være godt forberedt, for at han ikke skulde fatte Mistanke om, at jeg vilde til Danmark.

Jeg kom ind paa Kontoret og bød Goddag.
– “Naa, hvad har du saa paa din Samvittighed?” spurgte han mig.
– “Ja, ser du, nu skal jeg snart være Soldat, og jeg er meget ked af at skulle være Artillerist. Min største Lyst er jo at komme til Hest, til Kavallenet, som jeg jo sidste Aar meldte mig frivillig til. Tror du ikke, at det lader sig gøre at melde mig dertil endnu engang”?
– “Jo, sagde han, du kan jo godt prøve derpaa, men saa skal du rejse op paa Bezirks-Kommandoet i Flensborg og melde dig, og dertil skal du have et Bevis med med din Fars og Mors Underskrift, at du maa melde dig.”

Ja, det maatte jeg jo da, skønt jeg hverken havde talt med Far eller Mor derom; men jeg tænkte som saa: Nu hopper han ligegodt paa’en.

Kommuneforstanderen skrev saa Beviset til mig, og jeg cyklede hjemefter for at faa det underskrevet; men i Stedet for at tage hjem, tog jeg ned paa en Gaard, som ligger i Udkanten af Byen, og fik Manden der og hans Husholder til at skrive Fars og Mors Navn paa Beviset. Gaardmanden der var en god dansk Mand og med paa at tage den tyske Kommuneforstander ved Næsen.

Vi fik en Kop Kaffe, og jeg blev der en halv Times Tid, saa skulde jeg tilbage til Kommuneforstanderen igen, for selv om Beviset nu var rigtig, saa skulde jeg jo have et Pas for at rejse til Flensborg.

Jeg kom saa ind paa Kontoret og forklarede ham det. Ja., siger han, det skal du faa, skrev saa Passet ud, og nu kunde jeg tage til Amtsforstanderen og faa det stemplet. Han var jo bleven helt stor, fordi jeg først var kommen til ham om at melde mig til tysk Kavallerist og ønskede mig Held dertil. Det havde han nok ikke gjort, dersom han havde vidst eller blot anet, at jeg vilde til Danmark; men godt, Kommuneforstanderen var taget ved Næsen.

Nu cyklede jeg over til Amtsforstanderen, som boede i Hovslund. Jeg kom ind paa Forstuen og bankede paa Døren ind til Kontoret. “Herein!” lød en skarp Røst paa Tysk. Døren blev aabnet, og jeg kom ind paa Kontoret og hilste Godmorgen. Amtsforstanderen gengældte min Hilsen med et “Gutenmorgen, was wunschen Sie denn.”

Jeg havde nok gaaet ni Aar i tysk Skole, men holdt mig til mit danske Modersmaal og begyndte at fortælle Historien om at melde mig til Kavalleriet, der jo var min største Lyst som tysk Soldat. Jeg havde været hos Kommune forstanderen og havde Beviset og Passet i Orden til at rejse til Flensborg for at melde mig der, men manglede blot at faa Amtsforstanderen til at stemple Papirerne.

Han maa være bleven meget optaget af min Fortælling, for han glemte heft at tale Tysk og stemplede Papirerne. Nu var alt jo i skønneste Orden, og jeg kunde rejse den Vej, jeg vilde. Ogsaa Amtsforstanderen hoppede paa Limpinden, og det Øjeblik, jeg var hos ham, var ikke saa lidt spændende; men det gik jo godt. Dagen efter skulde Rejsen saa foregaa med gamle Danmark som Maal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *