15. juni 1917. De gamle frontsoldater driller Feldweblen

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Kompagniet havde fået ny Feldwebel, der plagede de gamle frontrotter med eksercits. Det skulle hævnes.

Der skulle afholdes bataljonsøvelse, og da vore heste var anbragt i en stor lade, der lå et stykke uden for byen, sendte Feldweblen en skriftlig ordre ud til den underofficer, der havde kommandoen over kuske og heste. Ordren lød på, at han næste morgen kl. 8 skulle stille på appelpladsen med ti spand heste.

Nu vidste Niggemann – sådan hed underofficeren – lige så godt som alle vi andre, at når ti vogne skulle deltage i øvelsen, skulle løjtnanten selvfølgelig også bruge sin ridehest. Da der imidlertid ikke stod noget i ordren angående ridehest, var her en kærkommen lejlighed til at stikke Feldweblen én ud.

Når Feldweblen var i sit “kasernehumør”, og det var han så godt som daglig, gik hans galskab lige så meget ud over underofficererne som over de menige, og da han altid benyttede vendinger som »Befehl ist Befehl« (en ordre er en ordre), og “Jeg forlanger mine ordrer udført til punkt og prikke”, besluttede Niggemann for en gangs skyld at tage ham helt bogstaveligt.

Ordren blev givet om eftermiddagen, før øvelsen skulle finde sted, og der gik ikke mange timer, før alle vidste besked om den famøse sag, og v i håbede, at Feldweblen ikke ville opdage sin fadæse i tide.

Næste morgen oprandt, og da vi trådte an på appelpladsen, holdt Niggemann allerede dér højt til hest med de ti køretøjer. “Alma”, sådan hed løjtnantens hest, var der ikke.

Spændingen var stor, mon Feldweblen ville opdage noget, inden løjtnanten kom til stede? Men det gjorde idioten selvfølgelig ikke.

Da løjtnanten kom, afgav Feldweblen melding, og alting gik såre godt, indtil løjtnanten vendte sig om og råbte: “Niggemann, mein Pferd!”

“Ist nicht da, Herr Leutnant, ist nicht bestellt worden” (“Niggemann, min hest!” – “Er her ikke, hr. løjtnant. Den er ikke blevet bestilt”).

Niggemann sprang af hesten og gik hen til løjtnanten med den skriftlige ordre. Da løjtnanten havde læst den, stod han et øjeblik og så lige ud i luften. Han blev skiftevis rød og bleg, vendte sig så om mod Feldweblen og sagde ganske roligt: “Herr Feldwebel, jeg har længe bemærket, at De ser dårlig ud. De er sikkert ikke rigtig rask. I morgen tidlig melder De Dem syg. Det er en ordre! Jeg skal nok selv tale med lægen.”

Derpå vendte løjtnanten sig atter om mod kompagniet, og i det samme kom en mand trækkende med “Alma” fuldt opsadlet. Løjtnanten steg til hest uden et ord og uden at blive forundret over, at hesten dukkede op. Den havde stået i skjul et stykke borte. Niggemann ville selvfølgelig ikke sætte løjtnanten i forlegenhed.

Vi rykkede ud med en lille forsinkelse, men nåede øvelsespladsen i god tid. Denne dag syntes patronkasserne kun halvt så tunge, og det hele gik som en leg.

Feldweblen så vi ikke mere, og det var vi ikke kede af. Kort tid efter kom vor gamle Feldwebel tilbage fra lazarettet, og roen var genoprettet ved kompagniet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *