15. august 1916. Ole Bennedsen fra Spandet hjælper en desertør

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået et mystisk brev om, at “Sine” ville komme på besøg den følgende dag. Men hvem var “Sine”?

Den følgende Dag om Eftermiddagen opholdt jeg mig i Nærheden af min Ejendom, der laa tæt op ad Vejen, som gik fra Spandet til Arnum. En Gang imellem tog jeg en Tur op paa min Mark for ligesom at se til Faarene. Jeg benyttede Lejligheden til at kaste et ransagende Blik ned ad Vejen østover. Men endnu havde der intet Køretøj eller andet vist sig.

Tiden gik. Min Kone og jeg havde netop slugt vor Eftermiddagskaffe, og jeg var igen kommet udenfor. Da fik jeg Øje paa et Køretøj, en Gig, der i langsomt Tempo nærmede sig østfra. Jeg saa, at Hesten efter dens Gangart maatte være overanstrengt som efter en ret lang Tur. Paa Vognen sad et Par yngre Kvinder.

Lige ud for min Indkørsel standsede Hesten.

— »Hør, er du Husmand Ole Bennetsen i Spandet,« spurgte den ene af de to paa Vognen.

— »Ja, det er jeg, men — hvem er da I?«

—Man svarede ikke. Kusken satte Hesten i Gang igen, og lidt efter holdt Vognen nede paa min Gaardsplads.

Jeg maa oplyse, at min Nabo ikke er af de bedste, og dansker er han ikke, men han er meget nysgerrig. Det vilde nok være bedst, at han ikke opdagede noget her. Jeg slog derfor Ladeporten op og betydede Kusken ved et Vink at køre frem. Først da Porten igen var slaaet i, optog vi igen Samtalen — uden andre Tilhørere. Ja, siger den ene af Pigerne, jeg er altsaa den i Brevet omtalte Sine.

— Nej da . . . naa, det er du! Jeg saa nærmere paa hende. En Pokkers lille køn een, det er hun.

Ja, ser du, Ole, du faar nu hjælpe os. – – Vi har Brug for Din Hjælp, for . . . Ja, det kommer da an paa, afbryder jeg hende, og  . . . naa, men lad os nu først faa Hesten spændt fra, det ser den svært ud til at trænge til. I to kan jo nok selv komme ned fra Vognen.

Jeg tog mig af Hesten. Da er det, Sine siger: — Ja, ser du. Maren her, det er min Svigerinde, og min . . . min Kæreste har vi ogsaa med. Hun slaar i det samme Vognlæderet til Side, og se, dernedefra Dybet dukker en smilende ung Mand frem.

— Ja, det er Marius — min Kæreste , siger Sine let rødmende. Marius er kommet hjem paa Orlov fra Fronten og har nu intet andet Ønske end at komme bort — over til Danmark.

— Ak, ja, sagde den unge Mand. — Knag’me, hvor det dog gør godt atter at kunne strække Lemmerne! — Han lo kort og befriende.
Kom saa, lille Lotte, sagde jeg, hvorefter jeg trak af Sted med Hesten. Dyret var udkørt, for den lagde sig straks ned i den tomme Baas.

Marius og Pigerne var fulgt med op i Stalden. Maren bøjede sig ned og kærtegnede Dyret med nænsom Haand. —Se saa, lille Prins, hvil du bare, for det har rigtignok været en lang og anstrengende Tur for dig. Hun gav den endnu et Klap og vendte sig igen mod os.

— En lang Tur, siger du! — Sig mig, hvor kommer I da egentlig fra?

— Ja, vi kommer da helt ovre fra Tandslet, hvis du ellers ved, hvor det er.

— Helt fra Als ! — Herregud, lille Marius, saa har du rigtignok haft et trangt Fængsel at bo i, mente jeg.

— Aah hvad, det gik jo da, mente denne og lo ret fornøjet. — Og hvor har vi narret Tyskerne, for — mente Marius — naar vi med klynkende Mine sagde, at vi havde travlt, for vor Mor i Spandet havde sendt Ilbud efter os, hun laa og stredes derhjemme med Døden, saa troede de os. —- Skynd jer bare, sagde de og lod os uantastede passere.

Jeg morede mig og slog en høj Latter op, men jeg greb mig hurtigt i det. — Hør, sagde jeg, her staar vi og snakker og glemmer vist alt. Se nu, Marius, nu kan du følge med mig hen til mit hemmelige Skjulested; der er du foreløbig i Sikkerhed, og saa kan vi altid se, hvad det kan blive til.

Da det var gjort, gik jeg med de to Piger ind til Stine, min Kone. Hun havde snart Maden parat. Det kan nok være, de to kunde lide den. Medens de sad og tog for sig af Retterne, fortalte de os hele deres Historie, om Hjemmet og alt det andet derovre paa Als. Senere var vi oppe hos Marius paa Loftet. Han fik en god Portion Mad. Jeg fjernede mig stille og overlod de unge Mennesker for en Stund til sig selv.

»Prins« stod og skrabede  i Stenbroen. Den modtog mig med en ret kraftig Vrinsken. —- Ja, ja , nu skal du faa Vand og noget at bide i! Jeg fandt et Tøjr frem og satte den ud paa Ageren, hvor den straks gav sig til at ruske i det ikke altfor kraftige Græs.

Ja, bette Svend, du er nok bedre vant. Jeg strøg den kærligt ned over den slanke Ryg. Jeg fjernede mig og tog derefter Turen op paa Marken, for Faarene skulde jo flyttes, og Køerne skulde jo hjem til Natten. Det blev Aften. Stine redte op for de to Piger i vor pæneste Stue. Snart er der Ro overalt i det lille Husmandshjem.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

Se også listen over desertører

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *